Vegetaren by Gads Forlag

HAN KANG VEGETAREN

MODTAGER AF

NOBELPRISEN I LITTERATUR 2024

Roman

gads forlag

Af

samme forfatter på dansk

Levende og døde

Hvid

Lektioner i græsk

HAN KANG Vegetaren

ROMAN

På dansk ved Juliane Wammen

Gads Forlag

Vegetaren

er oversat fra engelsk af Juliane Wammen efter The Vegetarian

Denne bog blev oprindeligt udgivet på koreansk som tre separate novellaer og efterfølgende samlet til en roman: ‘Chaesikjuuija’, udgivet i 2007 af Changbi Publishers, Inc.

Published by agreement with Rogers, Coleridge & White Ltd. 2. udgave, 1. oplag

Omslagsdesign: Jo Walker, @jowalker.com

Dansk versionering: Alette Bertelsen

Bogen er sat med Fournier MT Std hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook

ISBN: 978-87-12-80094-1

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

I Vegetaren

Før min kone blev vegetar, havde jeg altid tænkt på hende som værende fuldkommen upåfaldende i enhver henseende. Oprigtig talt var jeg ikke engang tiltrukket af hende første gang jeg mødte hende. Middelhøj; pagehår som hverken var kort eller langt; gulligbleg hud; ret fremtrædende kindben; hendes frygtsomme, grå fremtoning fortalte mig alt hvad jeg behøvede at vide. Da hun kom hen til bordet hvor jeg sad og ventede, kunne jeg ikke undgå at bemærke hendes sko – de mest ordinære, sorte sko man kan forestille sig. Og måden hun gik på –hverken hurtigt eller langsomt, hverken beslutsomt eller trippende.

Men selvom der ikke var noget særligt der tiltrak mig ved hende, så kunne jeg omvendt heller ikke få øje på nogen skavanker, og der var derfor ingen grund til at vi ikke skulle gifte os. Den passive væremåde hos denne kvinde, hvor jeg hverken kunne få øje på friskhed eller charme, eller noget særligt raffinement, passede mig som fod i hose. Der var ingen grund til at foregive intellektuelle tilbøjeligheder for at vinde hendes gunst, ingen

grund til at bekymre sig for om hun mon sammenlignede mig med de selvsikre mænd fra modebladene, og hun blev ikke sur hvis jeg kom for sent til en aftale. Den topmave jeg begyndte at udvikle midt i tyverne, de tynde ben og underarme som aldrig blev mere muskuløse uanset hvor meget jeg anstrengte mig, det mindreværdskompleks jeg engang havde over størrelsen på min penis – alt det kunne jeg være forvisset om at jeg ikke behøvede at bekymre mig om sammen med hende.

Jeg har altid valgt den gyldne middelvej her i livet. I skolen foretrak jeg at hundse rundt med dem der var to-tre år yngre end mig og lod mig bestemme, i stedet for at teste min styrke blandt mine jævnaldrende, og senere valgte jeg at søge ind på de universiteter, hvor der var størst chance for at jeg kunne få et stipendium stort nok til at dække mine behov. Efterfølgende stillede jeg mig tilfreds med et job hvor jeg fik en anstændig månedsløn for pligtopfyldende at udføre mine opgaver, i et firma hvis beskedne størrelse betød at de ville værdsætte mine ikke særligt bemærkelsesværdige evner. Og derfor var det også ganske naturligt at jeg giftede mig med den mest gennemsnitlige kvinde i verden. Kvinder som var kønne, intelligente, uimodståeligt sensuelle eller fra velhavende familier, ville bare have skabt kaos i min omhyggeligt ordnede tilværelse.

I overensstemmelse med mine forventninger viste hun sig at være en fuldkommen ordinær ægtefælle som passede sine pligter uden nogen form for usmagelig

fjant. Hver morgen stod hun op klokken seks for at lave ris og suppe og normalt også noget fisk. Siden teenageårene havde hun bidraget til sin families økonomi gennem forefaldende deltidsarbejde. Hun endte med at få et job som undervisningsassistent på mediegrafikerskolen hvor hun selv havde gået i et år, og arbejdede desuden freelance for et manhwa-forlag med at skrive tekst til talebobler, en opgave hun kunne klare hjemmefra. Hun var en kvinde af få ord. Det var sjældent at hun krævede noget af mig, og uanset hvor sent jeg kom hjem, gjorde hun aldrig et stort nummer ud af det. Selv når vi tilfældigvis havde fri samme dag, faldt det hende aldrig ind at foreslå at vi skulle lave noget sammen. Mens jeg drev den af på sofaen hele eftermiddagen med fjernbetjeningen i hånden, lukkede hun sig inde på sit værelse. Formodentlig læste hun, det var nærmest hendes eneste hobby. Af en eller anden uudgrundelig årsag var læsning noget hun virkelig kunne fordybe sig i – og de bøger hun læste, havde så kedelige omslag at jeg ikke engang gad kigge i dem. Først ved spisetid åbnede hun døren igen og gik stille ud for at lave mad. Det er klart at jeg med den kone og den livsstil ikke just kunne kalde mit liv stimulerende. Men hvis jeg på den anden side havde haft en af de koner som hele tiden bliver ringet op af veninder og kollegaer, eller hvis brok med mellemrum fører til højrøstede skænderier med deres mænd, ville jeg nok have været taknemmelig når hun endelig havde kørt sig selv træt.

Den eneste måde min kone skilte sig ud på, var at hun ikke brød sig om at gå med bh. Dengang jeg var helt ung, og vi stadig kun lige var begyndt at se hinanden, lod jeg en dag tilfældigvis hånden hvile mod hendes ryg, blot for at opdage at jeg ikke kunne mærke nogen bhstrop under sweateren, og da det gik op for mig hvad det betød, blev jeg ganske ophidset. For at vurdere om hun muligvis forsøgte at fortælle mig noget, brugte jeg et par minutter på at se på hende med nye øjne og nærstudere hendes opførsel. Resultatet af mine undersøgelser var at hun faktisk ikke prøvede at sende mig nogen form for signal. Men var det så dovenskab, eller fordi hun virkelig bare var fuldstændig ligeglad? Jeg kunne ikke gennemskue det. Det var ikke engang fordi hun havde velformede bryster som måske ville passe til det bh-løse look. Jeg ville have foretrukket at hun gik med en vatteret bh så jeg ikke tabte ansigt over for mine bekendte.

Selv om sommeren, når det en gang imellem lykkedes mig at overtale hende til at tage en på, hægtede hun den op mindre end et minut efter hun var kommet ud af døren. Den åbne hægte var tydelig under hendes tynde, lyse bluser, men det rørte hende ikke det fjerneste. Jeg forsøgte at irettesætte hende og forlange at hun dækkede sig til med en undertrøje i stedet for en bh i den trykkende varme. Hun prøvede at forklare sig og sagde at hun ikke kunne holde ud at gå med bh fordi den klemte hendes bryster, og at jeg eftersom jeg aldrig selv havde gået med en, ikke kunne forstå hvor snærende det føltes.

Men, da jeg vidste at der var masser af kvinder som, i modsætning til hende, ikke havde noget særligt imod at gå med bh, begyndte jeg at have mine tvivl om denne ekstreme overfølsomhed hos hende.

På alle andre måder gik vores ægteskabelige liv fint. Vi nærmede os vores femårs bryllupsdag, og eftersom vi ikke havde været vildt forelskede til at begynde med, undgik vi den fase af træthed og kedsomhed som ellers kan gøre ægteskabet til en prøvelse. Det eneste var at jeg, fordi vi havde besluttet at vente med at prøve at få børn indtil vi havde købt vores egen lejlighed – noget som først var faldet på plads sidste efterår – godt kunne spekulere over om jeg mon nogen sinde ville få lov at høre den betryggende lyd af et pludrende barn som sagde “dada” og hermed mente mig. Indtil den tidlige morgen sidste februar, hvor jeg fandt min kone stående i køkkenet, kun iført nattøj, havde jeg aldrig forestillet mig at vores liv sammen kunne tage en så forfærdende drejning.

“Hvorfor står du her?”

Jeg havde været lige ved at tænde lyset i badeværelset da jeg standsede brat op. Klokken var omkring fire om morgenen, og jeg var vågnet med en voldsom tørst forårsaget af den halvanden flaske soju jeg havde drukket til aftensmaden hvilket også betød at det tog mig længere tid end sædvanligt at samle mig.

“Hallo? Jeg spurgte dig hvad du laver?”

Det var allerede temmelig koldt, men synet af min kone var isnende. Enhver rest af alkoholfremkaldt døsighed forsvandt øjeblikkeligt. Hun stod ubevægelig foran køleskabet. Hendes ansigt henlå i mørke, så jeg kunne ikke tyde hendes udtryk, men de potentielle muligheder fyldte mig alle med gru. Hendes tykke, naturligt sorte hår hang uordentligt omkring hendes ansigt, og hun var iført sin sædvanlige hvide ankellange natkjole.

Sådan en nat ville min kone sædvanligvis have skyndt sig at tage en cardigan på og fundet sine frottéhjemmesko. Hvor længe havde hun mon stået der – barfodet, i sin tynde sommernatkjole, stiv og strunk som om hun overhovedet ikke ænsede min gentagne forespørgsel?

Hendes ansigt var bortvendt, og hun stod unaturligt stille som om hun var et genfærd der tavst holdt skansen.

Hvad foregik der? Hvis hun ikke kunne høre mig, var det måske fordi hun gik i søvne.

Jeg trådte et skridt nærmere og strakte halsen for at få et kig på hendes ansigt.

“Hvorfor står du der på den måde? Hvad er det der foregår …?”

Da jeg lagde hånden på hendes skulder, blev jeg forbavset over hendes fuldstændige mangel på respons. Jeg var ikke i tvivl om at jeg var ved mine fulde fem og at alt dette virkelig skete; jeg var bevidst om alt hvad jeg havde foretaget mig siden jeg kom ind fra stuen, hvor vi også sov, og spurgte hvad hun lavede og gik hen mod hende.

Det var hende som stod der helt uden at reagere, som om hun var forsvundet ind i sin egen verden. Det var som de sjældne gange hvor hun, opslugt af en tv-serie sent om aftenen, ikke bemærkede at jeg kom hjem. Men hvad kunne det være som havde fanget hendes opmærksomhed i det blege skær fra køleskabets hvide dør i det bælgmørke køkken klokken fire om morgenen?

“Hallo!”

Hendes profil svømmede mod mig ud af mørket. Jeg så nøje på hendes øjne, klare, men ikke feberskinnende, idet hendes læber langsomt skiltes.

“… jeg havde en drøm.”

Hendes stemme var overraskende tydelig.

“En drøm? Hvad fanden snakker du om? Er du klar over hvad klokken er?”

Hun vendte sig om mod mig og gik langsomt gennem den åbne dør ind i stuen. Da hun var kommet derind, strakte hun foden ud og skubbede roligt døren i. Jeg var alene tilbage i det mørke køkken og så hjælpeløst til mens hendes bortsvindende skikkelse blev opslugt af døråbningen.

Jeg tændte lyset i badeværelset og gik derind. Det pludselige frostvejr havde efterhånden varet i flere dage, med konstante temperaturer på omkring minus 10 grader. Jeg havde været i bad kun få timer tidligere, så mine plastikbadetøfler var stadig kolde og fugtige. Den strenge årstids ensomhed begyndte at kunne mærkes, den sivede ned gennem ventilatorens sorte åbning oven

over brusekabinen, strømmede ud fra de hvide fliser på gulv og vægge.

Da jeg kom ind i stuen, lå min kone med knæene trukket op til brystet, og stilheden var så gennemtrængende at jeg lige så godt kunne have været alene. Det var selvfølgelig bare noget jeg bildte mig ind. Hvis jeg stod fuldstændig stille, holdt vejret og anstrengte mine ører, kunne jeg høre den meget svage lyd af hendes vejrtrækning ovre fra hvor hun lå. Men det lød ikke som den dybe, regelmæssige vejrtrækning fra en der sover. Jeg kunne have rakt ud mod hende, så ville min hånd have strejfet hendes varme hud. Men af en eller anden grund magtede jeg ikke at røre ved hende. Jeg havde ikke engang lyst til at række ud mod hende med ord.

I de få øjeblikke umiddelbart efter jeg slog øjnene op næste morgen, hvor virkeligheden endnu ikke havde antaget sin konkrete form, lå jeg med dynen viklet om mig og stirrede åndsfraværende på vintersolskinnet som sivede ind i værelset gennem det hvide gardin. Midt i dette anfald af distraktion kom jeg tilfældigvis til at se på uret på væggen og sprang op i samme øjeblik jeg så hvad klokken var, sparkede døren op og skyndte mig ud af soveværelset. Min kone sad foran køleskabet.

“Er du blevet vanvittig? Hvorfor vækkede du mig ikke? Hvad er klokken …?”

Noget kvastes under min fod og fik mig til at standse op midt i en sætning. Jeg troede ikke mine egne øjne.

Hun sad på hug, stadig iført natkjole, med det uglede, filtrede hår i en formløs masse omkring ansigtet. Rundt om hende lå plastikposer og lufttætte beholdere spredt ud over hele køkkengulvet så der ikke var noget sted jeg kunne sætte foden uden at træde på dem. Oksekød til shabu-shabu, svineslag, to sider god okseskank, vakuumpakkede blæksprutter, skiver af ål fra landet som min svigermor havde sendt os for længe siden, tørret trommefisk bundet sammen med gul snor, uåbnede pakker af frosne dumplings og endeløse bunker af uidentificerbare madvarer hevet ud af køleskabets dybder. Der lød en raslen; min kone havde travlt med at putte tingene omkring sig i sorte skraldeposer en efter en. Til sidst mistede jeg besindelsen.

“Hvad fanden laver du nu?” råbte jeg.

Hun fortsatte med at lægge kødet i skraldeposer, tilsyneladende lige så lidt bevidst om min tilstedeværelse som hun havde været natten inden. Oksekød og svinekød, kyllingestykker, havål til en værdi af mindst 200.000 won.

“Er du blevet splitterravende vanvittig? Hvorfor i alverden smider du alt det ud?”

Jeg stolprede skyndsomt ind mellem plastikbeholderne, greb hende om håndleddet og forsøgte at vriste poserne ud af hendes hånd. Lamslået over at opdage at hun med stor heftighed hev igen, var jeg lige ved at miste

modet, men min harme gav mig snart styrken til at overmande hende. Hun gned de røde mærker på sit håndled og talte med samme almindelige, rolige stemme som hun havde gjort tidligere.

“Jeg havde en drøm.”

De ord igen. Hun så på mig med et fuldkommen fattet udtryk. Lige i det øjeblik ringede min mobiltelefon.

“For helvede!”

Jeg begyndte at rode i lommerne på min jakke som jeg havde smidt på sofaen i stuen aftenen før. Endelig, i den sidste inderlomme, fik jeg fingrene i den genstridige telefon.

“Undskyld. Der er sket noget, det er en familiekrise, så … jeg beklager virkelig meget. Jeg kommer så hurtigt jeg kan. Nej, jeg tager af sted omgående. Det er bare … nej, det kan jeg bestemt ikke lade Dem gøre. Hvis De bare vil vente lidt længere. Jeg beklager virkelig meget.

Ja, jeg kan faktisk ikke snakke lige nu …”

Jeg lukkede telefonen med et smæld og styrtede ud på badeværelset hvor jeg barberede mig så hurtigt at jeg skar mig to steder.

“Har du ikke engang strøget min hvide skjorte?”

Der kom intet svar. Jeg pjaskede vand i ansigtet og rodede i vasketøjskurven for at finde gårsdagens skjorte.

Heldigvis var den ikke så krøllet. Ikke en eneste gang ulejligede min kone sig til at kigge ud fra køkkenet i den tid det tog mig at gøre mig klar, slynge slipset om halsen som et halstørklæde, tage sokkerne på og finde min

bærbare og min tegnebog. I de fem år vi havde været gift, var det første gang jeg måtte tage på arbejde uden at hun rakte mig mine ting og vinkede farvel.

“Du er jo vanvittig! Du er blevet splitterravende tosset!”

Jeg masede fødderne ned i mine nye sko der var for smalle og klemte ubehageligt, smækkede fordøren op og stormede ud. Jeg så at elevatoren var på vej op til øverste etage og spurtede de tre etager ned ad trappen. Først efter jeg havde nået at springe på toget i samme øjeblik det satte i gang, tog jeg mig tid til at tjekke hvordan jeg så ud i spejlingen i den mørke togrude. Jeg kørte fingrene gennem håret, bandt slipset og forsøgte at glatte folderne i min skjorte. Jeg så igen min kones unaturligt afklarede ansigt for mig, hørte hendes besynderligt faste stemme.

Jeg havde en drøm – det havde hun nu sagt to gange. På den anden side af ruden i den mørke tunnel for hendes ansigt forbi – hendes ansigt, men fremmed, som om jeg så hende for første gang. Men eftersom jeg kun havde en halv time til at finde på en undskyldning til min kunde som forklaring på hvorfor jeg kom for sent, og derudover skrive et oplæg til dagens møde, var der ikke tid til at ruge over den sære opførsel hos min endnu-mere-sære kone. Ikke desto mindre lovede jeg mig selv at forlade kontoret tidligt (selvom jeg i de mange måneder som var gået siden jeg skiftede til min nye stilling, ikke havde fået fri før midnat en eneste gang) og rustede mig selv til en konfrontation.