VEJEN TIL UFRIHED R U S L A N D • E U R O PA • A M E R I K A
TIMOTHY SNYDER
VEJEN TIL UFRIHED RUSLAND, EUROPA, USA Af Timothy Snyder Oversat fra engelsk af Anders Nygaard efter Timothy Snyder:
The Road To Unfreedom. Russia, Europe, America Copyright © 2018 Timothy Snyder Dansk udgave: Copyright © 2018 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05748-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Erik Høvring Projektledelse: Martin Gylling Dansk omslagsversion: Harvey Macauley, Imperiet Kort: Beehive Mapping Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk Tryk: Scandbook Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB
Oversættelsen er støttet af (http://www.kunst.dk/statens-kunstfond/logoer-og-kreditering/)] Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
www.gad.dk
Vejen til ufrihed.indd 4
31/08/2018 10.16
TIMOTHY SNYDER
VEJEN TIL UFRIHED RUSLAND, EUROPA, USA
PÃ¥ dansk ved Anders Nygaard
Vejen til ufrihed.indd 3
31/08/2018 10.16
Vejen til ufrihed.indd 2
31/08/2018 10.16
Indhold
Forord (2010) 9
Første kapitel
Individualisme eller totalitarisme (2011) 21
Andet kapitel
Succession eller fiasko (2012) 41
Tredje kapitel
Integration eller imperium (2013) 69
Fjerde kapitel
Nyskabelse eller evighed (2014) 110
Femte kapitel
Sandhed eller løgn (2015) 153
Sjette kapitel
Lighed eller oligarki (2016) 209
Epilog (20—) 265
Tak 268
Om forfatteren 271
Slutnoter 272
Register 326
Vejen til ufrihed.indd 7
31/08/2018 10.16
Vejen til ufrihed.indd 8
31/08/2018 10.16
Forord (2010)
M
in søn blev født i Wien. Det var en vanskelig fødsel, og den østrigske fødselslæge og den polske jordemoders første bekymring var barnet. Han trak vejret, hans mor holdt ham i et lille stykke tid, og derefter blev hun kørt ind på en operationsstue. Jordemoderen, Ewa, rakte ham over til mig. Min søn og jeg selv opfattede ikke rigtig, hvad der skete derefter, men vi holdt sammen. Han kiggede op med ufokuserede, violette øjne, lægerne løb forbi os i fuld fart, lyden af fodtrin og operationsmasker, der blev taget på, en udvisket masse af grønne operationskitler. Den næste dag virkede det, som om alt var i orden. Sygeplejerskerne gav mig besked på at forlade afdelingen til normal tid, klokken fem om eftermiddagen, og overlade mor og barn i deres varetægt indtil næste morgen. Jeg kunne nu, lidt sent, udsende en meddelelse om fødslen pr. e-mail. Nogle af mine venner læste den gode nyhed i samme øjeblik, som de hørte om en katastrofe, der tog livet af nogle andre. En ven, en forskerkollega, jeg havde mødt i Wien i et andet århundrede, havde skyndt sig ud for at nå et fly i Warszawa, og selvom min besked gik ud med lysets hastighed, nåede den aldrig frem til ham. ¤¤¤ ÅRET 2010 var en tid med eftertænksomhed. En finanskrise to år forinden havde elimineret en stor del af verdens velstand, og den langsomme genopretning favoriserede de rige. En afroamerikaner var præsident i USA. 9
Vejen til ufrihed.indd 9
31/08/2018 10.16
Europas store eventyr i 2000-årene, udvidelsen af EU mod øst, syntes gennemført. Ti år inde i det 21. århundrede, to årtier efter kommunismens afslutning i Europa og syv årtier efter begyndelsen på Anden Verdenskrig, virkede det, som om 2010 var et år, hvor man kunne tage bestik af udviklingen. Jeg arbejdede på sådan en undersøgelse i det år, sammen med en historiker, mens han var døende. Jeg beundrede især Tony Judt for hans Europahistorie Postwar, der blev udgivet i 2005. Den beskrev den usandsynlige succes, som EU havde haft med hensyn til at samle sine imperiale brokker til verdens største økonomi og vigtigste demokratiske zone. Bogen sluttede med overvejelser over erindringen om Holocaust hos de europæiske jøder. I det 21. århundrede ville, fremførte han, procedurer og penge ikke være tilstrækkeligt: Den politiske anstændighed ville kræve en rædselshistorie. Tony var i 2008 blevet diagnosticeret med amyotrofisk lateralsklerose (ALS), en degenerativ neurologisk sygdom. Han vidste, at han skulle dø, fanget i et legeme, der ikke kunne tjene hans tanker. Efter at Tony mistede sine hænders brug, begyndte vi at optage samtaler om temaer fra det 20. århundrede. Under vores samtaler i 2009 var vi begge to bekymrede over de amerikanske tanker om, at kapitalismen var uforanderlig og demokratiet en uundgåelighed. Tony havde skrevet om de uansvarlige intellektuelle, der havde bistået totalitarismen i det 20. århundrede. Han var nu bekymret over en ny uansvarlighed i det 21. århundrede: en fuldstændig afvisning af idéer, hvilket forfladigede diskussionerne, gjorde det umuligt at føre politik og normaliserede uligheden. Samtidig med vores samtaler var jeg i gang med at skrive en historisk fremstilling om de politiske massemord, der blev begået af Nazityskland og Sovjetunionen i Europa i 1930’erne og 1940’erne. Den begyndte med folkene og deres hjemsteder, især jøderne, hviderusserne, ukrainerne, balterne og polakkerne, som havde oplevet begge regimer de steder, hvor den nazistiske og den sovjetiske magt havde overlappet hinanden. Selvom bogens kapitler var makabre – bevidst udsultning, nedskydninger og gaskamre – så var præmissen optimistisk: Årsagerne til massemordene kunne erkendes, og de dødes ord kunne genkaldes. Det var muligt at fortælle sandheden, og man kunne lære noget af den. Et af kapitlerne i bogen drejede sig om et vendepunkt i det 20. århund10
Vejen til ufrihed.indd 10
31/08/2018 10.16
rede: den tysk-sovjetiske alliance, der udløste Anden Verdenskrig i Europa. I september 1939 blev Polen invaderet af både Nazityskland og Sovjetunionen, der begge havde til hensigt at tilintetgøre den polske stat og den polske politiske klasse. I april 1940 myrdede det sovjetiske hemmelige politi 21.892 polske krigsfanger, de fleste af dem veluddannede reserveofficerer. Mændene (og en enkelt kvinde) blev dræbt ved nakkeskud på fem drabslokaliteter, hvoraf et af dem var Katynskoven i nærheden af Smolensk i den russiske republik i Sovjetunionen. For polakkerne blev Katynmassakren et symbol på sovjetisk undertrykkelse i almindelighed. Efter Anden Verdenskrig blev Polen et kommunistisk regime og en sovjetisk satellitstat, så da var det ikke muligt at diskutere Katyn. Først efter opløsningen af Sovjetunionen i 1991 blev historikerne i stand til at kaste lys over, hvad der var sket. De sovjetiske dokumenter efterlod ingen tvivl om, at massemordet havde været en bevidst politik, der var blevet godkendt af Josef Stalin personligt. Siden Sovjetunionens opløsning havde den nye Russiske Føderation kæmpet med at takle arven efter den stalinistiske terror. Den 3. februar 2010, mens jeg var i gang med at gøre min bog færdig, kom den russiske premierminister med et overraskende forslag til sin polske modpart: en fælles mindehøjtidelighed ved Katyn i april samme år, 70 år efter forbrydelsen. Ved midnat den 1. april sendte jeg bogen til min forlægger. Den 7. april ankom en polsk regeringsdelegation under ledelse af den polske premierminister til Rusland. Den næste dag fødte min kone. To dage efter rejste endnu en polsk delegation til Rusland. Den omfattede den polske præsident og hans hustru, cheferne for de polske væbnede styrker, parlamentsmedlemmer, borgeraktivister, præster og familiemedlemmer til nogle af dem, der blev myrdet ved Katyn i 1940. Et af delegationsmedlemmerne var min ven Tomek Merta, en anset politisk teoretiker – og den vicekulturminister, der havde ansvaret for højtideligheden. Tidligt om morgenen lørdag den 10. april 2010 steg Tomek om bord i et fly. Det styrtede ned klokken 8.41 tæt på landingsbanen ved den russiske militærlufthavn i Smolensk. Der var ingen overlevende. På en fødegang i Wien ringede en mobiltelefon, og en nybagt mor råbte på polsk ud i rummet. Den næste aften læste jeg reaktionerne på min fødselsmeddelelse. En af mine venner skrev til mig, så jeg kunne forstå tragedien midt i min egen, personlige glæde: ”For at du ikke skal finde dig i en prekær situation, er jeg 11
Vejen til ufrihed.indd 11
31/08/2018 10.16
nødt til at fortælle dig, at Tomek Merta omkom.” En anden ven, hvis navn var på passagerlisten, skrev for at fortælle, at han havde ombestemt sig og var blevet hjemme. Han kone skulle føde nogle få uger senere. Han sluttede med at skrive: ”Fra nu af bliver alting anderledes.” DE ØSTRIGSKE fødeafdelinger beholder mødrene i fire dage, så sygeplejerskerne kan lære dem at amme, bade og tage sig af deres nyfødte. Det er tilstrækkelig længe til, at familierne kommer til at lære hinanden at kende, til at forældrene finder ud af hvilke sprog, de har til fælles, og for samtaler til at udvikle sig. Den næste dag gik snakken på polsk i afdelingen om en sammensværgelse. Nogle rygter havde taget form: Russerne havde skudt flyet ned, den polske regering havde taget del i plottet om at myrde den polske præsident, der kom fra et andet parti end premierministeren. En nybagt polsk mor spurgte mig, hvad jeg mente om det. Jeg svarede, at det alt sammen var meget usandsynligt. Dagen efter fik min familie lov at komme hjem. Mens den nyfødte sov i sin kurv, skrev jeg to artikler om Tomek. Den ene var en nekrolog på polsk, mens den anden var en artikel om katastrofen på engelsk, der endte med nogle håbefulde ord om Rusland. En polsk præsident havde mistet livet på vej til at mindes en forbrydelse, der var begået på russisk jord. Jeg udtrykte en forhåbning om, at den russiske premierminister, Vladimir Putin, ville udnytte lejligheden til at overveje stalinismen i mere bred forstand. Det var måske en rimelig bøn midt i sorgen i april 2010; som spådom kunne det imidlertid ikke have været mere forkert. Fra da af var alting anderledes. Putin, som allerede havde haft to embedsperioder som præsident, før han blev premierminister, bekendtgjorde i september 2011, at han ville være præsident igen. Hans parti klarede sig ikke så godt ved valget i december samme år, men opnåede alligevel et flertal i parlamentet. Putin blev præsident igen i maj 2012, efter endnu et valg, der fremstod mistænkeligt. Han sørgede for, at diskussioner om den sovjetiske fortid, som den han selv havde indledt med hensyn til Katyn, ville blive behandlet som en lovovertrædelse. I Polen samlede Smolenskkatastrofen samfundet for en dag, og splittede det derefter for flere år. Besættelsen af katastrofen i april 2010 voksede med tiden, og kom til at skubbe 12
Vejen til ufrihed.indd 12
31/08/2018 10.16
Katynmassakren, som ofrene havde skullet mindes, til side. Ja, alle begivenheder med polske lidelser blev skubbet til side. Polen og Rusland var hørt op med at reflektere over historien. Tiderne skiftede. Eller måske var det vores fornemmelse af tiden, der skiftede. EU kom til at falde ind under en skygge. Vores fødeafdeling i Wien, hvor en billig forsikring dækkede alting, var en påmindelse om den succes, det europæiske projekt havde været. Den var et eksempel på de ydelser, der blev taget for givet i store dele af Europa, men som var utænkelige i USA. Det samme kunne man sige om den hurtige og pålidelige undergrundsbane, som jeg kørte med på vej til hospitalet: almindelig i Europa, men uopnåelig i USA. I 2013 vendte Rusland sig mod EU, der blev fordømt som dekadent og fjendtlig. EU’s succes kunne måske anspore russerne til at tænke, at tidligere imperier kunne forvandles til velstående demokratier, og dermed var dets eksistens pludselig en risiko. Da Ruslands nabo Ukraine tilnærmede sig EU, invaderede Rusland landet i 2014 og annekterede noget af dets territorium. I 2015 havde Rusland udvidet en usædvanlig kampagne med cyberkrigsførelse videre fra Ukraine til Europa og USA, med bistand fra mange europæere og amerikanere. I 2016 stemte briterne for at forlade EU, sådan som Moskva længe havde været fortaler for, og amerikanerne valgte Donald Trump til deres præsident, et resultat, som russerne havde arbejdet for. Blandt andre brister var denne nye amerikanske præsident ikke i stand til at reflektere over historien: Han var ikke i stand til at mindes Holocaust, da lejligheden opstod, og kunne heller ikke fordømme nazister i sit eget land. Det 20. århundrede var nu i høj grad forbi, og man havde ikke lært lektierne derfra. En ny form for politik var ved at dukke frem i Rusland, Europa og USA, en ny ufrihed, der skulle passe til en ny tid. JEG SKREV de to artikler om Smolenskkatastrofen efter at have tænkt over livets og dødens politik i årevis, en nat, hvor membranen mellem de to forekom meget tynd. ”Din lykke midt i ulykken,” havde en af mine venner skrevet, og det første forekom lige så ufortjent som det andet. Slutningerne og begyndelserne var for tæt på hinanden, eller lod til at komme i den forkerte rækkefølge, døden før livet. Det var, som om tiden var vredet af led. I eller omkring april 2010 forandrede den menneskelige karakter sig. 13
Vejen til ufrihed.indd 13
31/08/2018 10.16
Da jeg skrev meddelelsen om mit første barns fødsel, måtte jeg bruge en computer på mit kontor, da smartphones endnu ikke var almindelige. Jeg forventede svar i løbet af de næste dage eller uger, ikke med det samme. På det tidspunkt, hvor min datter blev født, to år efter, var alt dette forandret. Det var almindeligt at eje en smartphone, og svarene kom enten øjeblikkeligt eller slet ikke. At have to børn er meget forskelligt fra kun at have et, men jeg tror dog, at tiden i de tidlige 2010’ere for os alle sammen blev mere fragmenteret og flygtig. De maskiner, der skulle skabe tid, konsumerede den i stedet. Efterhånden som vi mistede evnen til at koncentrere os og huske, kom alting til at fremstå som nyt. Efter Tonys død i august 2010 var jeg på en turné for at diskutere den bog, vi havde skrevet sammen, som han havde givet titlen Thinking the Twentieth Century. Mens jeg rejste rundt i USA, indså jeg, at dens emne var blevet glemt alt for godt. På hotelværelserne så jeg russisk tv lege med den traumatiske amerikanske racehistorie og antyde, at Barack Obama var blevet født i Afrika. Det slog mig, at det var besynderligt, at den amerikanske entertainer Donald Trump tog det samme tema op ikke så længe derefter. Amerikanerne og europæerne blev ledt ind i det nye årtusind med en fortælling om ”historiens afslutning”, med det jeg vil betegne som uundgå elighedens politik, en fornemmelse af, at fremtiden blot er mere af nutiden, at fremskridtets love kendes, at der ikke findes nogen alternativer, og at der derfor ikke rigtig er noget, man skal gøre. I den amerikanske kapitalistiske udgave af den fortælling var det naturen, der førte til markedet, som førte til demokratiet, som førte til lykke. I den europæiske udgave førte historien til nationen, som lærte fra krigen, at fred var godt, og som derfor valgte integration og velstand. Før Sovjetunionens sammenbrud i 1991 havde kommunismen sin egen uundgåelighedens politik: Naturen åbner mulighed for teknologi, teknologien bringer sociale forandringer, de sociale forandringer forårsager revolution, og revolutionen fører til Utopia. Da det viste sig ikke at være tilfældet, kom de europæiske og amerikanske udgaver af uundgåelighedens politik til at sejre. Europæerne fik travlt med at gennemføre oprettelsen af EU i 1992, mens amerikanerne konkluderede, at den kommunistiske fortællings fiasko bekræftede sandheden af den kapitalistiske. Amerikanerne og euro14
Vejen til ufrihed.indd 14
31/08/2018 10.16
pæerne blev ved med at fortælle deres beretninger om uundgåeligheden til sig selv igennem et kvart århundrede efter kommunismens afslutning, og frembragte dermed en historieløs generation Y. Som alle sådanne fortællinger, så var den amerikanske uundgåelighedens politik ikke modtagelig for fakta. Ruslands, Ukraines og Hvideruslands skæbner efter 1991 demonstrerede ganske tydeligt, at sammenbruddet af et system ikke bare hviskede tavlen ren, hvorefter naturen frembragte markeder, som så igen frembragte rettigheder. Irak i 2003 ville måske have kunnet bekræfte denne lære, hvis de, der stod bag USA’s ulovlige krig havde reflekteret over dens katastrofale konsekvenser. Finanskrisen i 2008 og dereguleringen af valgkampsbidrag i USA i 2010 øgede de riges indflydelse og reducerede vælgernes. Efterhånden som den økonomiske ulighed voksede, skrumpede tidshorisonterne ind, og færre amerikanere troede på, at fremtiden rummede en bedre udgave af nutiden. Amerikanerne, som savnede en fungerende stat, der sikrede de basale samfundsgoder, som blev taget for givet andre steder – uddannelse, pensioner, sundhedspleje, transport, forældreorlov, ferie – kunne blive overvældede af hverdagen og miste fornemmelsen for fremtiden. Sammenbruddet af uundgåelighedens politik indvarsler en anden oplevelse af tiden: evighedens politik. Hvor uundgåeligheden bringer et løfte om en bedre fremtid for alle, sætter evigheden den enkelte nation i centrum for en cyklisk historie, hvor nationen er et offer. Tiden er ikke længere en linje, der fører ind i fremtiden, men en cirkel, der igen og igen vender tilbage til de samme trusler fra fortiden. Inden for uundgåeligheden er der ingen, der er ansvarlige, for vi ved alle, at detaljerne vil ordne sig selv til det bedre. Inden for evigheden er der ingen, der er ansvarlige, for vi ved alle, at fjenden kommer, uanset hvad vi gør. Evighedspolitikerne udbreder en overbevisning om, at regeringen ikke kan hjælpe samfundet som helhed, men kun stå som en vogter over for trusler. Fremskridtet viger pladsen for undergangen. Når evighedspolitikerne er ved magten, fabrikerer de kriser og manipulerer de følelser, som er resultatet. For at bortlede opmærksomheden fra deres manglende evne eller vilje til at reformere, sørger evighedspolitikerne for, at deres borgere oplever begejstring og harme med korte mellemrum, hvorved de drukner fremtiden i nutiden. Inden for udenrigspolitikken 15
Vejen til ufrihed.indd 15
31/08/2018 10.16
nedgør og afvikler evighedspolitikerne resultaterne i de lande, der kunne udgøre forbilleder for deres egne borgere. Når evighedspolitikerne anvender teknologien til at formidle deres politiske fiktion, både hjemme og ude, fornægter de sandheden og forsøger at reducere tilværelsen til show og følelser. MÅSKE SKETE der mere i 2010’erne, end vi opfattede. Måske var den kaotiske række af øjeblikke mellem flystyrtet i Smolensk og Trumps præsidentperiode en transformationsperiode, vi ikke erkendte som sådan. Måske er vi ved at glide fra en fornemmelse af tiden til en anden, fordi vi nu ser, hvordan historien skaber os, og hvordan vi skaber historien. Uundgåeligheden og evigheden omsætter fakta til fortællinger. De, der beherskes af uundgåeligheden, ser alle fakta som et glimt, der ikke ændrer noget ved den overordnede historie om fremskridt. De, der skifter til evigheden, klassificerer hver eneste begivenhed som blot endnu et eksempel på en tidløs trussel. De giver sig begge ud for at være historie, og begge afskaffer de historien. Uundgåelighedspolitikerne fortæller, at de nærmere enkeltheder i fortiden er irrelevante, eftersom alt hvad der sker blot er vand på fremskridtets mølle. Evighedspolitikerne springer fra et øjeblik til et andet, over årtier eller århundreder, for at opbygge en myte om uskyld og fare. De forestiller sig kredsløb af trusler i fortiden og skaber et fantasimønster, som de realiserer i nutiden ved at frembringe kunstige kriser og dagligt drama. Uundgåeligheden og evigheden har hver deres propagandastil. Uundgåelighedspolitikerne spinder fakta sammen til et væv af velvære. Evighedspolitikerne undertrykker fakta for at kunne affærdige den realitet, at folk er friere og rigere i andre lande, samt idéen om, at reformer kunne formuleres på grundlag af viden. I 2010’erne var meget af det, der skete, en bevidst frembringelse af politisk fiktion, oppustede historier, der krævede opmærksomhed og som koloniserede det rum, der var nødvendigt til kontemplation. Men uanset hvilket indtryk propagandaen gør, så er det ikke historiens endelige dom. Der er forskel på erindringen, de indtryk, vi får, og historien, de forbindelser, vi arbejder på at skabe – hvis vi vil. Denne bog er et forsøg på at vinde nutiden tilbage til den historiske tid og således vinde den historiske tid tilbage til politikken. Det vil sige, at den er et forsøg på at forstå en række indbyrdes forbundne begivenheder i vores 16
Vejen til ufrihed.indd 16
31/08/2018 10.16
egen samtidige verdenshistorie, fra Rusland til USA, i en tid, hvor der blev sået tvivl ved selve faktabegrebet. Ruslands invasion af Ukraine i 2014 var en realitetstest for EU og USA. Mange europæere og amerikanere fandt det nemmere at følge Ruslands propagandaspøgelser end at forsvare en lovlig orden. Europæerne og amerikanerne spildte tiden ved at spørge, om en invasion havde fundet sted, om Ukraine var et land, og om det på en eller anden måde fortjente at blive invaderet. Det afslørede en stor sårbarhed, som Rusland snart udnyttede inden for EU og USA.
Historien som disciplin begyndte som en konfrontation med krigspropaganda. Thukydid var i den første historiebog, Den Pelo ponnesiske Krig, omhyggelig med hensyn til at sætte et skel mellem ledernes beretning om deres handlinger og de virkelige årsager til deres beslutninger. I vor tid, hvor stigende ulighed ophøjer den politiske fiktion, bliver undersøgende journalistik så meget desto mere værdifuld. Dens renæssance begyndte under den russiske invasion af Ukraine, da modige journalister skrev beretninger fra farlige steder. I Rusland og Ukraine koncentrerede de journalistiske initiativer sig om problemerne med kleptokrati og korruption, og derefter dækkede reporterne, der var trænet inden for disse emner, krigen. DET, SOM allerede er sket i Rusland, er det, som kan ske i USA og Europa: stabiliseringen af den kolossale ulighed, at politikken fortrænges af propaganda, og et skifte fra uundgåelighedens politik til evighedens politik. De russiske ledere kunne invitere de europæiske og de amerikanske ledere til evigheden, fordi Rusland kom dertil først. De forstod de amerikanske og europæiske svagheder, som de først havde stødt på og havde udnyttet hos sig selv. For mange europæere og amerikanere kom begivenhederne i 2010’erne – fremgangen for den antidemokratiske politik, at Rusland vendte sig imod Europa og invaderede Ukraine, Brexitafstemningen samt valget af Trump – som en overraskelse. Mange i Vesten har en tendens til at reagere på overraskelser på to forskellige måder: enten ved at forestille sig, at den uventede begivenhed i virkeligheden ikke sker, eller ved at hævde, at det er fuldstændigt nyt og derfor ikke kan underkastes en historisk undersøgelse. Enten vil alting på en eller anden måde blive godt, eller også er alting så slemt, at man 17
Vejen til ufrihed.indd 17
31/08/2018 10.16
alligevel ikke kan gøre noget ved det. Den første reaktion er en forsvarsmekanisme, der udspringer af uundgåelighedens politik. Den anden er den knirkende lyd, uundgåeligheden giver fra sig, lige før den knækker sammen og viger pladsen for evigheden. Uundgåelighedens politik undergraver først den medborgerlige ansvarlighed, hvorefter den bryder sammen til evighedens politik, når den står over for en alvorlig udfordring. Det var sådan, amerikanerne reagerede, da Ruslands kandidat blev USA’s præsident. I 1990’erne og 2000-årene bredte påvirkningerne sig fra vest mod øst med overførslen af økonomiske og politiske modeller, udbredelsen af det engelske sprog og udvidelsen af EU og NATO. Imens førte den amerikanske og europæiske kapitalismes uregulerede rum de velhavende russere ind i en verden uden en øst-vest-geografi: offshore-bankkonti, skuffeselskaber og anonyme aftaler, hvor de værdier, der var blevet stjålet fra det russiske folk, blev hvidvaskede. Til dels af den grund kom påvirkningen i 2010’erne til at flyde fra øst mod vest, da offshore-undtagelsen blev til reglen, og da den russiske politiske fiktion begyndte at trænge igennem uden for Rusland. Thukydid definerede i Den Peloponnesiske Krig ”oligarki” som fåmandsvælde, og stillede det i modsætning til ”demokrati”. For Aristoteles betød ”oligarki” få, rige mænds vælde; i den forstand fik ordet en renæssance i det russiske sprog i 1990’erne, og derefter, med god grund, i mange vestlige sprog i 2010’erne. Begreberne og praksisserne bevægede sig fra øst til vest. Et eksempel er ordet ”falsk”, som i ”falske nyheder”. Det lyder som en amerikansk opfindelse, og Donald Trump har påstået, at det var hans påfund. Men begrebet blev anvendt i Rusland og Ukraine, længe før det begyndte sin karriere i USA. Betydningen var, at man frembragte en fiktionstekst, der foregav at være journalistik, både for at skabe forvirring med hensyn til en given begivenhed og for at diskreditere journalistikken som sådan. Evighedspolitikerne spredte først falske nyheder selv, hvorefter de påstod, at alle nyheder er falske, og til sidst, at kun deres eget blændværk er virkeligt. Den russiske indsats for at fylde den internationale offentlighed med fiktion begyndte i Ukraine i 2014 og bredte sig til USA i 2015, hvor den bidrog til at vælge en præsident i 2016. Teknikkerne var hele tiden de samme, om end de blev mere sofistikerede med tiden. Rusland var i 2010’erne et kleptokratisk regime, der forsøgte at eks18
Vejen til ufrihed.indd 18
31/08/2018 10.16
portere evighedens politik: at nedbryde fakta, at bibeholde uligheden og at accelerere tilsvarende tendenser i Europa og USA. Det ses tydeligt fra Ukraine, hvor Rusland udkæmpede en regulær krig, samtidig med at man forstærkede kampagnerne for at nedbryde EU og USA. Rådgiveren for den første prorussiske amerikanske præsidentkandidat havde været rådgiver for den sidste prorussiske ukrainske præsident. Den russiske taktik, der slog fejl i Ukraine, lykkedes i USA. Russiske og ukrainske oligarker gemte deres penge på en måde, der understøttede en amerikansk præsidentkandidats karriere. Det er alt sammen én historie, historien om vores tid og vores valgmuligheder. KAN HISTORIE være så samtidig? Vi tænker på Den Peloponnesiske Krig som oldtidshistorie, idet athenienserne kæmpede mod spartanerne for mere end 2000 år siden. Men historikeren Thukydid beskrev begivenheder, som han selv oplevede. Han medtog diskussioner om fortiden i det omfang, det var nødvendigt for at tydeliggøre det, der stod på spil for samtiden. Dette værk følger denne tilgang med ydmyge skridt. Vejen til ufrihed dykker ned i russisk, ukrainsk, europæisk og amerikansk historie, når det er nødvendigt for at definere nutidens politiske problemer og for at imødegå nogle af de myter, der indhyller dem. Den trækker på primærkilder fra de berørte lande og eftersøger mønstre og begreber, der kan hjælpe os til at forstå vores egen tid. Kildernes sprog – russisk, ukrainsk, polsk, tysk, fransk og engelsk – er forskningsværktøjer og tillige erfaringskilder. Jeg fulgte medier fra Rusland, Ukraine, Europa og USA igennem de år, hvor jeg rejste til mange af de steder, der berøres, og var nogle gange i stand til at sammenligne beretninger om begivenhederne med det, jeg selv eller folk, jeg kendte, havde oplevet. Hvert kapitel fokuserer på en bestemt begivenhed og på et bestemt år – den totalitære tankes tilbagekomst (2011), den demokratiske politiks sammenbrud i Rusland (2012), det russiske angreb på EU (2013), revolutionen i Ukraine og den efterfølgende russiske invasion (2014), udbredelsen af politisk fiktion i Rusland, Europa og USA (2015), og valget af Donald Trump (2016). Ved at hævde, at de politiske fundamenter ikke kan ændres for alvor, spredte uundgåelighedens politik en usikkerhed med hensyn til, hvad disse fundamenter i virkeligheden består af. Hvis vi mener, at fremtiden er en 19
Vejen til ufrihed.indd 19
31/08/2018 10.16
automatisk udvidelse af god politisk orden, er vi nødt til at spørge, hvori denne orden består, hvorfor den er god, hvordan den opretholdes, og hvordan den kan forbedres. Historie er, og er nødt til at være, politisk tænkning, i den forstand, at den frembringer en åbning mellem uundgåeligheden og evigheden, forhindrer os i at drive fra den ene til den anden og hjælper os til at se det tidspunkt, hvor vi kan gøre en forskel. Når vi dukker frem fra uundgåeligheden og strides med evigheden, kan en historie om opløsning fungere som en vejviser til en genrejsning. Erosionen afdækker det, der yder modstand, det, der kan genskabes, og det, man er nødt til at gentænke. Eftersom forståelse er forudsætningen for, at vi magter verden, er denne bogs kapiteloverskrifter formuleret som alternativer: Individualisme eller totalitarisme, Succession eller fiasko, Integrati on eller imperium, Nyskabelse eller evighed, Sandhed eller løgn, Lighed eller oligarki. Begreberne individualitet, vedholdenhed, samarbejde, nyskabelse, ærlighed og retfærdighed optræder således som politiske dyder. Disse kvaliteter er ikke bare floskler eller præferencer, men historiske fakta, der ikke er mindre vigtige, end de materielle kræfter er det. Dyderne kan ikke adskilles fra de institutioner, de inspirerer og nærer. En institution kan fremdyrke bestemte idéer om det gode, og den kan også være afhængig af dem. Hvis institutionerne skal blomstre, har de brug for dyderne; hvis dyderne skal fremmes, har de brug for institutionerne. Det moralske spørgsmål om, hvad der er godt og ondt i det offentlige liv, kan aldrig adskilles fra den historiske undersøgelse af strukturerne. Det er uundgåelighedens og evighedens politik, der får dyderne til at fremstå irrelevante eller ligefrem latterlige: uundgåeligheden med et løfte om, at det gode er det, der allerede findes og som forudsigeligt er nødt til at ekspandere, evigheden ved at forsikre, at det onde altid er udefrakommende, og at vi altid er dens uskyldige ofre. Hvis vi vil have en bedre forståelse af det gode og det onde, er vi nødt til at genoplive historien.
Vejen til ufrihed.indd 20
31/08/2018 10.16