Velfærdsuddannelser

VELFÆRDSUDDANNELSER KURT JACOBSEN

FRA ENEVÆLDE TIL KONKURRENCESTAT

FRA ENEVÆLDE TIL KONKURRENCESTAT

HISTORIEN OM KP ER

VELFÆRDSSAMFUNDETS

HISTORIE

“Nu ved jeg, hvad jeg har at gøre, og jeg håber inderligt, at det vil lykkes mig.”

Sådan udbryder en af lærerinderne på børnehjemmet Ravnsborg i Jacob Bech Nygaards roman Guds Blinde Øje, da frøkenerne har bestemt sig for, hvilken type børnehjem Ravnsborg skal være. Og i særdeleshed hvilken type børnehjem, Ravnsborg ikke skal være. Sammen finder lærerinderne deres mening.

Velfærdsprofessionerne har set meget forskellige ud gennem det danske velfærdssamfunds historie. Men alle dage har det handlet om at skabe mening, om at gøre en forskel og om faglige fællesskaber. Professionshøjskolernes historie er også historien om velfærdssamfundet. Professionshøjskolernes historie fortæller om fagprofessionelle gennem tiderne, og

hvordan de uddannelsesmæssigt er blevet rustet til at lykkes i praksis og bidrage til velfærdssamfundets fineste idealer.

Ved Københavns Professionshøjskoles stiftelse i 2018 med fusionen mellem professionshøjskolerne UCC og Metropol var det uklart, hvad der var gået forud. Selvfølgelig ikke i den nære fortid med først en reform med etablering af Centre for Videregående Uddannelser i 2000 og siden professionshøjskoledannelserne i 2008, men i det lange, komplicerede stræk fra jordemoderuddannelsens fødsel i enevældens tid til de talrige seminarielukninger i fattigfirserne. Ingen havde sammenfattet velfærdssamfundets historie som uddannelseshistorie med KP eller nogle af vores kollegainstitutioner som prisme.

Derfor besluttede KP’s tidligere rektor Stefan Hermann sig for at igangsætte beskrivelsen af KP’s genealogi, og han bad professor, dr.phil. Kurt Jacobsen om at påtage sig opgaven. Det blev til en historie af talrige fletværk, hvor institutioner skabes, vokser, opløses, sammenlægges – på baggrund af politiske beslutninger, et privat initiativ i civilsamfundet anført af ofte originale og farverige skikkelser, et samfundsproblem eller en røst af sociale bevægelser og foreninger.

Kurt Jacobsens bog om KP fortæller en historie, der er relevant for langt flere end de medarbejdere, studerende og samarbejdspartnere, som dagligt gør KP til et sted, hvor fagprofessionelle bliver til. Historien om KP’s institutionelle og uddannelsesmæssige forvandlinger er fortællingen om det danske samfunds udvikling fra enevælden og frem til vore dage – med uddannelser og professionsudvikling som fortællenøgle. For velfærdsstatens historie er også en fortælling om et mangeartet uddannelsesmæssigt løft og professionalisering gennem mere end 200 år. Dette perspektiv savnes i mange værker om velfærdsstatens rødder, tilblivelse og nyere historie.

En stor tak skal rettes til KP’s rektor gennem 15 år, Stefan Hermann. Uden hans ildhu, hans skabelyst og hans fornemmelse

for historiens himmelhvælv var denne bog ikke blevet til. Også en tak til tidligere forskningschef på KP Tobias Høygaard Lindeberg, der bidrog til ideens undfangelse.

Kurt Jacobsen skal have tak for et glimrende samarbejde og KP’s læsegruppe for løbende diskussioner af bogens kapitler. Slutteligt en tak til Anne Mette Palm, redaktør på Gads Forlag, for kyndig redaktion og meget mere.

Rigtig god læselyst, Anne Vang Rasmussen, rektor på Københavns Professionshøjskole

FORFATTERENS FORORD

Da Københavns Professionshøjskole opfordrede mig til at udarbejde en fremstilling af sin tilblivelseshistorie tilbage fra statens oprettelse af jordemoderuddannelsen i 1787 og læreruddannelsen i 1791, var jeg umiddelbart tøvende. Det var antallet af uddannelser og deres forskelligartede oprindelse og udvikling kombineret med det store tidsspand på 230 år, der umiddelbart fik projektet til at fremstå som en uoverskuelig opgave.

Når jeg alligevel sagde ja, skyldtes det erkendelsen af, at uddannelse er en kerneforudsætning for den moderne velfærdsstats opkomst og udvikling, da både offentlige og private velfærdsydelser udøves af uddannede fagpersoner – det er i hvert fald intentionen. Af samme grund ville en uddannelseshistorie givet et nyt og anderledes blik ind i velfærdsstatens

opkomst og udvikling end de gængse fokuseringer på velfærdsinstitutioner, lovgivning, normeringer og økonomiske bevillinger. Hertil kom, at projektet forekom relevant med den åbenlyse krise, som en del af velfærdsuddannelserne i dag befinder sig i med dalende søgning og kritik for manglende kvalitet.

”Velfærdsstaten” er den gængse betegnelse for den samfundsmæssige organisering og fordeling af offentligt finansierede velfærdsydelser. Ikke desto mindre har statens engagement i oprettelsen af de velfærdsuddannelser, der blev bærende for velfærdsinstitutionernes virke og i dag er professionsbacheloruddannelser, været yderst begrænset. Efter oprettelsen af jordemoderuddannelsen og læreruddannelsen kom der til at gå mere end 160 år, inden staten oprettede to nye uddannelser. Der eksisterede allerede to tilsvarende uddannelser i privat regi, men de blev nu erstattet af de nye statsdrevne uddannelser

På samme tid fandtes der ni andre velfærdsuddannelser, der alle var oprettet uden statsligt engagement samt yderligere to in spe, så da opkomsten og udviklingen af velfærdsstaten tog fart fra begyndelsen af 1960’erne, eksisterede de bærende uddannelser allerede, så de nye velfærdsinstitutioner kunne bemandes med uddannet personale. Frem til 2006 oprettedes kun to yderligere velfærdsuddannelser i henholdsvis 1969 og 1986 – og de byggede på mange års forudgående undervisnings- og kursusaktivitet i privat regi.

Ikke desto mindre indledtes efter 2. verdenskrig en ny epoke med et stigende statsligt engagement og en tiltagende regulering ikke kun af velfærdsuddannelserne, men af hele uddannelsessektoren. Det kulminerede i 2000 med lovgivningen om mellemlange videregående uddannelser, så alle velfærdsuddannelser fik et fælles regelsæt og samme grad som professionsbachelor. Samtidig oprettedes CVU’erne, der allerede fem år efter erstattedes af de syv regionale professionshøjskoler, der endegyldigt afskaffede det hidtidige lands-

dækkende netværk af selvstændige uddannelsesinstitutioner. Det er denne overordnede udvikling, som afdækkes i bogen, hvor oprettelsen og den institutionelle udvikling af hver enkelt uddannelse er skrevet ind i en samtidig og sammenhængende kontekst. Det skal pointeres, at bogen – titlen til trods – ikke omhandler alle velfærdsuddannelser, men alene de professionsbacheloruddannelser, der i dag udbydes af bl.a. Københavns Professionshøjskole. Hertil kommer yderligere et par uddannelser, der i dag på anden vis indgår i højskolens uddannelsesudbud.

Kurt Jacobsen

September 2023

1. JORDEMØDRE: DEN FØRSTE

VELFÆRDSPROFESSION

Domus Anatomica med det anatomiske teater, hvor der foregik offentlige dissektioner af lig. Blandt tilskuerne var ofte Frederik 3., der havde et særligt kabinet i bygningen. Thomas

Bartholin og Simon Paulli anvendte også teatret til undervisning i anatomi for jordemødre. Bemærk de to skeletter bagerst i teatret. Bygningens motto var ”Også her har Guderne været”.

Fra Kirkeordinans til Jordemoderforordning

Fødselshjælp har eksisteret lige så længe, som fødsler har fundet sted. De tidligst kendte omtaler tilskrives Moses, der berettede om både hebræiske og ægyptiske jordemødre, og i alle de klassiske kulturer er der beskrivelser – som oftest i billedsprog – af fødsler og fødselshjælp.

Det er ikke meget, vi ved om fødsler og fødselshjælp i Danmark frem til midten af 1500-tallet, bortset fra at det oprindelig har været kvinder fra den fødendes familie eller fra landsbyen eller nabolaget i byerne, der har hjulpet til. Ret tidligt udvikledes en art jordemodergerning udøvet af kvinder, der selv havde født og havde erfaring fra at hjælpe til ved andre kvinders fødsler.

Efterhånden opstod en form for mesterlære, hvor ukyndige

kvinder blev oplært som medhjælp for de ældre og erfarne jordemødre, uden det på nogen måde udviklede sig i retning af den mesterlære, der udøvedes i håndværkerlavene.

At være jordemoder var i den sammenhæng et uorganiseret og ureguleret erhverv, både når det gjaldt oplæring og erhvervsudøvelse.

Første gang jordemødre omtales i en dansk lovmæssig sammenhæng, er i Kirkeordinansen, der efter reformationen blev udstedt af Christian 3. i 1537 til regulering af kirkens forhold. Loven indeholdt bl.a. bestemmelser om præsters embedspligter, herunder et afsnit om “hvorledes Jordemødre skal undervises”.

At Kirkeordinansen overhovedet omtalte jordemødre, vidner om den betydning, kongemagten tillagde deres virke. Ifølge ordinansen skulle jordemødrene være ærlige og gudfrygtige kvinder, “der forstaar sig noget paa deres Forretning”. De

Thomas Bartholin var formentlig den første danske læge, der begyndte at undervise jordemødre i anatomi. Han var uddannet ved de bedste europæiske universiteter og blev dr.med. i Basel i 1645. I 1647 blev han professor i matematik ved Københavns Universitet og året efter professor i anatomi.

faglige kundskaber forudsattes altså at være til stede, uden at de blev nærmere omtalt, og præsternes undervisning var rent åndelig. Formålet var at sikre, at jordemødrene overbeviste de fødende om, at Gud var til stede under fødslen, og at smerterne var “et Kors, som er dem paalagt af Gud, men som dog med Guds Hjælp skal vendes til en stor Glæde”.

Undervisning i den egentlige jordemodergerning var der ikke tale om – og det var da også helt uden for præsternes domæne. Men hvem skulle så uddanne jordemødrene? De universitetsuddannede læger havde hverken den teoretiske indsigt eller praktiske erfaring, og sædvanligvis deltog de kun ved fødsler, når de blev tilkaldt ved komplikationer – hvor de alligevel ikke kunne stille meget op.

I det hele taget var lægernes viden om den menneskelige organisme yderst begrænset, og det samme gjaldt deres viden om sygdomme, deres årsager og behandling. Det begyndte imidlertid at ændre sig op gennem 1600-tallet, der blev en blomstringstid især for anatomien, men også for kirurgien.

Udviklingen fremmedes af opførelsen af Domus Anatomica ved Københavns Universitets medicinske fakultet, der stod færdigt i 1644, hvor der samtidig oprettedes et professorat i kirurgi og anatomi. Bygningen rummede et såkaldt anatomisk teater, hvor der foregik offentlige dissektioner af lig, og den lå derfor bekvemt placeret med bagsiden mod kirkegården ved Vor Frue Kirke. Det var i Domus Anatomica, at den danske professor i anatomi, Thomas Bartholin, i 1654 påviste eksistensen af lymfekarrene.

Netop Thomas Bartholin og hans kollega professor Simon Paulli interesserede sig begge for fødsler og begyndte at give gratis aftenundervisning i anatomi til jordemødre, når der var kvinde- eller spædbørnelig, som kunne anvendes. De to blev også drivende i arbejdet med en ny medicinalordning, som den enevældige Christian 5. indførte 4. december 1672, hvor ansvaret for uddannelsen af jordemødre for første gang blev fastlagt.