Velkommen på bagsiden by Gads Forlag

Danmarkshistorien pĂĽ vrangen

Velkommen pĂĽ bagsiden

Poul Duedahl

Velkommen på bagsiden Copyright © 2018 Poul Duedahl og Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05670-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia-Herzegovina Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Studio C Forlagsredaktion: Grethe Jensen Billedredaktion og projektledelse: Martin Gylling Forsideillustration: Laurits Tuxen Illustrationer: Se billedtekster Repro: Narayana Press Sat med: Antwerp og Austin Tryk: GPS For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retmæssige indehaver af ophavsretten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Bogen er udgivet med støtte fra Augustinus Fonden

Danmarkshistorien på vrangen

Velkommen på bagsiden

Udgivet i samarbejde med GOLDEN DAYS

Poul Duedahl

INDHOLD INDLEDNING 7 SLAVERI 25 Plantageslaven 27 Hofnarren 43 Slavekrigen 55 TUGTELSER 73 Skarpretteren 75 Nådigherren 87 Optugtelsen 99 UNDERLIVET 119 Liderlighed 121 Kønsskiftet 137 Bålstraffen 151 TROSBEKENDELSER 167 Djævlerier 169 Dyreprocesser 189 Kirkestormerne 205

LIDENSKAB 225 Evighedsmaskinen 227 Hovedjægeren 241 Luftkasteller 257 LIDELSER 271 Galeanstalter 273 Kviksølvbehandling 289 Malariaepidemien 303 DØDEN 313 Lynchningen 315 Selvbesmittelsen 331 Dødsminder 349 BAGORD 361 NOTER 367

Indledning

INDLEDNING Engang blev danske fodfolkssoldater udstyret med en såkaldt huskebog. Bogen indeholdt den viden, som skulle være i frisk erindring, hvis man ville overleve på slagmarken.1 En danmarkshistorie er også en slags huskebog. Den fortæller om begivenheder, som er væsentlige at huske på, hvis man vil forstå det samfund, der blev resultatet. Her kan man læse om landboreformer, demokratiseringsbestræbelser og arbejdskampe, for i en målbevidst og resultatorienteret tid har fortiden kun betydning, når den gør en forskel og peger frem mod historiens foreløbige endemål: konsensuskulturens, det liberale demokratis og velfærdsstatens Danmark. En danmarkshistorie er nemlig en skabelsesberetning. Den bidrager med følelsen af, at der er en mening og en retning i tilværelsen. En sti betrådt af kanoniserede navne, i hvis fodspor man bør følge. Det er grunden til, at historikere jævnligt minder hinanden og andre om, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Uanset om forfatteren er liberal, konservativ eller socialdemokrat og vægter forskellige nuancer, så fremhæver bøgerne nemlig altid revolutioner, der lykkedes, opfindelser, der fik succes, ideer, der vandt indpas, og enkeltpersoner, som gjorde en åbenlys forskel. Med sådan en målestok er det let at pege på alt det, der er værdigt til at blive husket.2 Resten ryger i glemmebogen. Glemmebogen er opsamlingsstedet for alt det, som glimrer ved sit fravær. Det, som skete, men som ingen finder værd at nævne. Her finder man historiens fraklip, andenpladser, blindgyder, skrinlagte betragtningsmåder og fejlagtige beslutninger. Tanker som aldrig blev realiseret, eksperimenter, som gik galt, kampe, der blev tabt, og ideologier, som ingen længere abonnerer på. Begivenheder, der bidrog ukonstruktivt, hæmmende og bagudrettet, eller som ingen rigtig lagde mærke til. Her finder man tusindvis af navne nedsunket i kollektiv forglemmelse. Mennesker, der levede et liv som naboens og blev ansigtsløse og ligegyldige i den store sammenhæng, eller som netop brød med den lige vej og udlevede tilværelsen på en måde, der ikke passede ind i den overordnede samfundsfortælling. Mennesker, som blev genstand for hemmelighedskræmmeri, mørkelægning, tavshed og fortrængning.3 Her finder man også traumatiserende, ubærlige og fortrængte hændelser, som skaber grobund for irritation, ærgrelse, afstandtagen og berøringsangst – f.eks. hos politikere, som sjældent finder det specielt attraktivt at lægge navn til fiaskoer, officielle undskyldninger og erstatningskrav.4 Faktisk ender langt det meste af alt det, mennesker har bedrevet, før

Indledning

På forrige opslag. Glemmebogen. De danske arkiver og biblioteker indeholder adskillige hyldekilometer viden, som ingen længere husker, men hvorfra oplysninger til hver en tid kan hentes frem igen (Martin Lehmann/Ritzau Scanpix).

Indledning

Denne side. ”En af negrene ville gerne sidde i tønden, mens vi slog til den – det var vældig sjovt”, skriver ingeniørfruen Ellen Caroc bag på billedet af en tøndeslagning i Dansk Vestindien i 1917. Den knuste tønde blev en af det danske sukker- og slaveeventyrs sidste krampetrækninger. Fem uger senere var øerne og deres indbyggere solgt til USA (privateje).

I sommeren 1905 arrangerede Tivoli en koloniudstilling og anskaffede et par børn, Victor og Alberta, til den vestindiske afdeling. Rollen som udstillingsgenstand overvældede Victor, som stak af og gemte sig i den grønlandske afdeling og forvirrede publikum. Han fik et par nakkedrag af udstillingens opsynsmand, men lige lidt hjalp

det, og så måtte arrangørerne tage andre midler i brug. ”Man anskaffede et bur!” skrev Victor siden. ”Her blev Alberta og jeg anbragt, og tilstrømningen til den vestindiske afdeling blev større end tidligere, måske fordi der gik rygter om, at vi var menneskeæderbørn, der var farlige og ikke måtte gå løse” (Nationalmuseet).

Indledning

”Er man først kommet så langt ned ad elendighedens trappetrin, at man har måttet fæste bo i Peder Madsens Gang, da har man opgivet håbet om atter at komme ud”, skrev et blad i 1873. Glemmebogen rummer oplysninger, som giver mennesker i nutiden mulighed for

Indledning

at få et blik ind i verdener, der ikke længere eksisterer. De viser, at tingene ikke behøver at være, som de er, at de kan være anderledes, og at der er alternativer. Her fra Strøget ind i den snævre, skumle og for længst forsvundne gyde (Københavns Museum).

eller siden i glemmebogen og bidrager til, hvad historikere, sociologer og psykologer kalder ’det sociale hukommelsestab’. For der er ikke plads andre steder.5 ”Glemsel, jeg vil endda sige fejlfuld historie, er en væsentlig faktor i skabelsen af en nation”, udtalte den franske historiker Ernest Renan engang, selvom glemslen selvfølgelig er mest utilsløret i diktaturstater med statscensur, hvor ømtålige begivenheder undertiden forsvinder ud af historiebøgerne og politiske modstandere ud af fotografierne fra centrale begivenheder.6 Men glemsel er ikke noget ensidigt negativt. Fortrængning kan f.eks. være et hurtigt og effektivt middel til at skabe fred og stabilitet i svære tider, som da det tyske statsapparat skulle fungere i kølvandet på Anden Verdenskrig og landet stod med en række embedsmænd, der havde været medlemmer af nazistpartiet. Faktisk er glemsel langt hen ad vejen en nødvendighed, fordi intet menneske kan overskue alt. Så er det bedre at filtrere.7 Den kollektive forglemmelse sætter under alle omstændigheder ind, efterhånden som den menneskelige hukommelse sætter ud, og mest massivt, når de ældre generationer dør, og deres personlige erindringer forsvinder med dem i graven. Det er derfor, man siger, at efter hundrede år er alting glemt. Rundtom, i de dødes haver, ligger de fysiske rester af alle dem, der engang havde deres daglige gang oppe på landjorden og skabte den verden, som vi andre har arvet. Nu ligger de tre alen under mulde og taler til os gennem stenen ovenover, gravmælet. Men selv denne stemme fra dybet forsvinder, så snart efterkommerne glemmer at betale for vedligeholdelsen. Glemte mennesker kan nu godt få stemmen tilbage. Man skal bare hjælpe dem lidt på vej og bladre lidt i glemmebogen. Glemmebogen består af gamle indbundne bøger, tidsskrifter og aviser, som ingen længere læser eller henviser til, og som samler støv rundtom i landets biblioteksmagasiner og i internettets afkroge, fordi de er gået ud af brug. Den består af kirkebøger, folketællinger, retsprotokoller, lægejournaler, sognerådsprotokoller, fattigkommissionsregnskaber og et hav af andre utrykte dokumenter, hvor afdøde og glemte mennesker har sat sig spor. Faktisk består glemmebogen af et temmelig omfattende kulturlag af gulnede papirer, der er indkapslet af mørket i syrefri æsker og placeret rundtom på landets arkiver, efterhånden som dokumenterne er gået på pension. Glemmebogen indeholder endvidere synlige efterladenskaber. Det kan være skoler, hospitaler, fængsler og andre fysiske bygninger, der måske er nedlagt og indrettet til nye formål, men som stadig bærer begivenhedernes indskrift. Man kunne kalde dem glemmesteder.

Indledning

Fortiden er endegyldigt forbi, og det, der skete, bliver glemt. Men fortiden sĂŚtter sig samtidig spor, som kan ses eller aflĂŚses i eftertiden. Fortiden er f.eks. temmelig tilstedevĂŚrende hos denne invalide lirekassemand (Lokalhistorisk Arkiv, Fredericia).

Indledning

Der er forskel på folk. Almindelig Hospital – hospitalet for de angiveligt almindelige mennesker – lå i Amaliegade op gennem det meste af 1800-tallet. Men der er en hårfin grænsen mellem normalitet og afvigelse, og i praksis var patienterne de nederste lag i samfundet

som f.eks. disse plejekrævende fattiglemmer, der sammen med byens prostituerede var henvist til byens pæne kvarter for at modtage gratis lægebehandling. I 1893 blev hospitalet da også flyttet et andet sted hen (Københavns Museum).

Indledning

Glemmebogen indeholder i det hele taget en lang række materielle efterladenskaber som f.eks. fortidens torturinstrumenter, der for længst er gået ud af brug, og som gemmer sig rundtom i landets støvede museumsmagasiner, eller i kulturlagene under vores fødder, hvorfra de til hver en tid kan hentes frem i lyset igen.8 Det sker indimellem. Pludselig bliver glemte oplysninger eller nye jordfund gjort til genstand for revurdering af kulturarvsforvaltere og historisk interesserede og markedsført i aviser, tidsskrifter og bogværker som afgørende gammelt. Pludselig får de værdi som oversete oplysninger, blinde vinkler og undertrykte perspektiver, der skaber grobund for nye fortællinger om fortiden, som det er værd at huske på. ”Historiebøgerne skal skrives om”, står der med nærmest kedsommelig forudsigelighed i avisen. Det sker, når magtbalancer forskydes, og politikerne og deres vælgere får behov for at lægge afstand til deres forgængere. Det sker, når sociale normer ændrer sig, og mennesker, som før var undertrykte, finder sammen og organiserer sig i subkulturer, der kræver at komme til orde, og skaber sammenhold ved at fremgrave og sammenstykke en fælles fortid. Det sker, når mennesker tynges af dårlig samvittighed og skyldfølelse og giver glemte stemmer en fornyet chance for at blive hørt. Det sker, når historikere og journalister oplever trang til at pille i ømtålige og tabuiserede emner i selvrefleksionens og nyhedsværdiens hellige navn. Sådan er det gået til, at tyskerpiger, østfrontfrivillige, seksuelle minoriteter, fejlanbragte i åndssvageforsorgen, ofrene for tvangssterilisationer og hvide snit, og mange andre menneskeskæbner omgærdet af tabuisering og fortrængning, er blevet skrevet ud af glemmebogen og har fået en stemme. Sådan er det gået til, at historikere har kastet sig over danske myndigheders udvisning af jøder til Nazityskland, internering af kommunister, fængsling af homoseksuelle, behandling af tyske flygtninge, konfiskering af tysk og japansk ejendom og likvidering af kollaboratører under og efter Anden Verdenskrig, mens andre har set nærmere på fordanskningen af grønlandske børn, indsamlingen af hen ved 10.000 hjerner fra danske psykiatriske patienter og behandlingen af drenge og piger på danske børnehjem i årene efter. Sådan går det formentlig også til, at stadig flere kvinder og seksuelle og etniske minoriteter med tiden finder vej til danmarkshistorierne og nuancerer billedet af samfundet som monolitisk domineret af heteroseksuelle hvide mænd og bidrager til historiens demokratisering. Og sådan går det til, at der før eller siden kommer fornyet liv i fortællin-

Indledning

Tilværelsen er fuld af hverdagsdramatik, komiske situationer og fortællinger, der åbner vores øjne for menneskelivets mangfoldighed. Men vi får som regel kun kendskab til begivenheder, når de rækker ud over den enkelte og er skelsættende for samfundet, og det er uhyre sjældent, at situationerne opfanges, som på malerierne af den upåagtede danske kunstmaler Carl Carlsen, hvis excentriske

skilderier ikke rigtig passer ind i de gængse genrer. Her snubler en købmand, mens hustruen snorksover i sin gyngestol. Da kunstnerens far bestyrede en købmandsbutik i København, er det fristende at se hændelsen på maleriet fra 1885 som en begivenhed med betydning for familien (privateje).

Indledning

Dødsskuret på Christiania. I et udslag af pludselig og kollektiv hævnfølelse indførte de danske politikere i kølvandet på Besættelsen en særlov, som med tilbagevirkende kraft tillod dødsstraf for forbrydelser begået i krigstid. I alt 76 blev dømt til døden. Raseriet lagde sig hurtigt igen, og der blev udstedt mange benådninger. Men 46 af de dødsdømte nåede at blive henrettet. Den sidste blev skudt i juli 1950 (Rigsarkivet).

Indledning

Indvandring betragtes ikke sjældent som et fænomen, der tog sin begyndelse med nogle tyrkiske gæstearbejdere i 1960’erne. Men i Københavns gader kunne man i 1700-tallet støde på søfolk fra fjerne destinationer som Kina og Indonesien. I Fredericia blev regimentsmusikken anført af en sort trommeslager, og rigets arkiver rummer et utal af oplysninger om fremmede mennesker, som nu er glemt. Her forklares Danmarks geografiske indretning af Alberta i Vajsenhusets Skole i København i 1908. Da udstillingen i Tivoli sluttede, kunne de to børn ikke vende hjem, men blev sat i pleje. Victor blev senere uddannet til lærer og har stadig efterkommere i Danmark, mens Alberta døde allerede som 15-årig af tuberkulose, i øvrigt næsten på dato samtidig med, at Dansk Vestindien blev overdraget til USA (Københavns Museum).

Indledning

gerne om misdannede thalidomidbørn, konsekvenserne af fortidens giftlossepladser og Danmark som mekka for legalt salg og køb af børneporno i ytringsfrihedens og den seksuelle frigørelses hellige navn – fortællinger, som endnu ikke er helt ude af erindringen, men som er fortrængt og godt på vej i glemmebogen. Der er i det hele taget rigeligt for fremtidens historikere at tage fat på. Mindehøjtideligheder og jubilæer er ofte gode anledninger til at skrabe lidt i overfladen og se nærmere på de underbelyste, undertrykte eller glemte historier og udstyre sig selv med lidt god samvittighed ved at tage afstand. Eksempelvis var forskningen i Danmarks fortid som slavenation i mange år en perifer disciplin, fordi den ikke rigtig bidrog til forståelsen af nutidens samfund og mere tjente til at give folk krumme tæer i mødet med mennesker fra de tidligere kolonilande. Men i jubilæumsåret for salget af Dansk Vestindien til USA har historikere og politikere gjort fælles front for at slippe af med den tunge bagage, og sideløbende med, at den danske statsminister har udråbt den danske slavefortid som ”utilgivelig” og ”skamfuld”, har boglæserne kunnet svælge i nye detaljer og navne fra kolonialismens storhedstid. Nu udgør fortællingen om slaveriet pludselig en drejebog for, hvordan man ikke bør indrette samfundet – lidt ligesom holocaust – og er blevet, hvad man med forfatteren Johannes Møllehaves ord kan kalde ”huskesedler fra en glemmebog”.9 Denne bog fokuserer på 1800-tallet. Det gør den, fordi det er det seneste århundrede, som intet nulevende menneske har den fjerneste erindring om. Det er fuldkommen forladt. Det betyder, at det, vi ved om 1800-tallet, alt sammen er noget, som er blevet os fortalt, f.eks. gennem danmarkshistoriens huskebøger. Bogen tager fat i 21 fortællinger, som hver især kan virke ubetydelige, fordi de ofte ikke førte forandring med sig, men som i deres lidenhed viser en masse om, hvordan det danske samfund også var indrettet. Det er altså fortællinger, som ofte er blevet sorteret fra, eller som højst spiller en perifer rolle i danmarkshistorierne, hvor de dukker op i fodnoter, billedtekster eller randbemærkninger, der mest tjener som kuriøse indslag eller til at fortælle om, hvad samfundet har bevæget sig bort fra.10 Bogen behandler altså ikke succesfulde visioner med konsekvenser for nutiden, og den indeholder ingen særskilte kapitler om oplysningstidsidealer eller vejen til politisk, socialt og økonomisk demokrati, som dem danmarkshistorierne som regel bruger spaltepladsen på. For 1800-tallets samfund var – med en stemmeret for samfundets 15 procent ustraffede og selvforsørgende mænd over 30 år – på intet tidspunkt demokratisk i nutidig forstand.

Indledning

Bagsiden af medaljen. Krige bliver ofte – og med god grund – behandlet som skelsættende begivenheder, og danmarkshistoriens heroiske indsatser og heltefortællinger er ofte knyttet tæt sammen med dem. Der findes da også utallige billeder af krigsveteraner med dannebrogsordener og mindemedaljer givet som tak for indsatsen

for Danmark. Men bag samfundsnytten gemmer sig fortællingen om de personlige omkostninger. Her et sjældent billede, som antyder, at begivenhederne også har en bagside. Krigsinvalider fra 1864 kort før hjemsendelsen (Det Kongelige Bibliotek).

Indledning

Århundredet var snarere kendetegnet ved paternalistisk enevælde og politisk særstatus for overklassen og sluttede af med halvdiktatoriske tilstande, en revolutionær riffelskyttebevægelse og et skudattentat på den siddende regeringsleder. Det var samtidig et århundrede præget af fraværet af en troværdig retssikkerhed i store dele af landet, og hvor statens midler til at opretholde lov og orden længe byggede på overvågning, censur, tortur, brændemærkning og offentlige henrettelser. Og endelig er det et århundrede, hvor størstedelen af befolkningen – uanset tidens naturvidenskabelige notabiliteter – fandt sig bedre til rette i et magisk univers, hvor Guds og Djævelens eksistens var en realitet og trolddom og heksekunst en indgroet bestanddel af mange menneskers livsverden. Det har vi bare glemt. Velkommen til alt det, Danmark har bevæget sig bort fra, men som viser spændvidden i, hvad det for ikke særlig længe siden har indebåret at være menneske og borger i Danmark. Velkommen til danmarkshistoriens b-sider. Og velkommen også til det Danmark, der ligger længst fra magtens centrum og danmarkshistoriernes foretrukne målestok, Danmarks hovedstad. For i midten af århundredet levede kun færre end hver tiende dansker i København. I hvert fald er det herude, i det udkantsdanske ’terra incognita’, at bogen tager sin begyndelse.11 Der findes selvfølgelig masser af andre versioner af historien om 1800-tallets Danmark, og bogen er hverken fyldestgørende eller et udtryk for nogen enestående og omfattende ny viden. Den er snarere et udtryk for det modsatte. Glemmebogen er nemlig så omfattende, at intet menneske kan overskue indholdet, og det er svært at lede, når man ikke ved, hvad der gemmer sig. Derfor rummer bogen alene en række smagsprøver, som jeg og andre historikere er stødt på. Glemte skæbner, som har fået en stemme og nyt liv og en mulighed for at komme for historiens ombudsmand – historiebogslæseren – for at få revurderet deres plads i erindringsfællesskabet. Selvfølgelig gemmer der sig mange flere og sikkert også mere interessante skæbner, når bare man kradser yderligere i overfladen.

Indledning

Hvad blev der f.eks. af skrædderdatteren Urseline Urania Mani Kofoed fra Landemærket i København, gårdmandsdatteren Hippolythe Tikjøb fra Horsens-egnen og soldatersønnen Napoleon Pompilius von Mørch fra Gladsaxe?12 Hvordan formede livet sig for Louis Pio Jacobsen, Julius Cæsar Hansen, Gustav Vasa Nielsen, Valdemar Atterdag Andersen, Napoleon Bonaparte Rasmussen, Svend Oliver Twist Jensen, Andrine Olavine Ryesine Schleppegreldine Jacobsen, Laurits Herluf Trolle Hvitfeldt Tordenskjold Christensen og alle de andre, som allerede i dåbsgave blev sikret rollen som betaversioner af deres forældres helte? Og kunne det ikke være interessant at vide bare lidt mere om Kønigunde Concordine Kunst og Polycarpus Chrispus Amandus Flindt? Danmarkshistorien behøver nemlig ikke bestå af en liste af allerede kanoniserede navne. Den kan sammensættes på utallige måder og af de stemmer, steder og scener, der giver mening for det menneske, der lægger skaberkraft til. Det er et valg, som enhver huskebogsforfatter foretager. Det gælder også denne. Så velkommen på en navnerundfart i historiens afkroge og udvalgte dele af historiens glemmebog. Velkommen på bagsiden!

Indledning