Vildmark

„Hendes

Roman

Af samme forfatter på dansk:

Skæbne og hævn (2016)

Florida (2019)

Matrix (2022)

LAUREN GROFF VILDMARK

roman

Gads Forlag

På dansk ved Signe Lyng

Vildmark er oversat fra amerikansk af Signe Lyng efter The Vaster Wilds

Copyright © Lauren Groff 2023

Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag 2024

First published by Riverhead Books

Translation rights arranged by Ulf Töregård Agency AB and The Clegg Agency, Inc., USA

Omslag: Penguin Random House / Riverhead Books

Dansk versionering: Harvey Macauley, Imperiet

Omslagsillustration: Maleri af Francesco Hayez, 1833 © Album/Ritzau Scanpix

Bogen er sat med Founier MT hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07678-0

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan

Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til min søster, Sarah

1.

Månen skjulte sig bag skyerne. Blæsten spyttede isnende, sidelæns sne.

Fra det høje, sorte palisadeværk, gennem en åbning, der synede for smal til at slippe noget menneske igennem, kravlede pigen ud i den store og frygtelige vildmark.

Ansigtet var skjult i en hætte, godt trukket frem, og hun var spinkel af skikkelse, både mager og barnligt spædlemmet, men hungersnøden havde gnavet hende yderligere ind, til rod og tråd, til fibre og sener. Selv i så udsultet forfatning og blændet af mørket var hun gesvindt. Hastigt kom hun på benene, snublede ved første skridt og var nær faldet om, men rettede sig og stak i løb, rask af sted over markens frosne furer og alle de døde stængler fra majsen, der var skudt op i sommer, allerede sort og syg og uden grøde.

Hurtigere, pigebarn, sagde hun til sig selv, og benene bevægede sig raskere endnu i deres skræk og kvide.

De gode støvler havde pigen stjålet fra en fornem herres søn, en knægt kun halvt så gammel som hun, men lige så stor, som var død af kopper natten forinden, mens udslættet bredte sig som rust over hans udtærede legeme. Læderhandskerne og den tykke kåbe havde pigen stjålet fra sin egen frue. Hun bortjog tanken om kvinden, der stadig lå grædende på knæ

på den frosne jord derinde i helvedes forgård. For hvert skridt pigen fjernede sig, løsnede alting derindefra sit greb om hende.

Men noget lyste sært op på den bare mark længere fremme, og da hun nærmede sig, så hun, at det var skjorten på den soldat, der et par uger tidligere var blevet grebet i langsomt at orme sig væk fra fortets rædsler mod skovens andre rædsler. Han var nået halvvejs over til skovbrynet, da en tavs skygge, som havde ligget på jorden, voksede sig tættere, voksede sig større, og til sidst trådte tydeligt frem som den mest frygtindgydende af alle mændene fra dette land, en kriger to hoveder højere end fortets mænd og endnu mere skrækindjagende takket være den brede, mørke kappe af kalkunfjer, han bar over skuldrene. Han havde løftet den krybende, skrækslagne soldat op ved håret og med en kniv snittet en bred, våd, rød mund i mandens strube. Derpå havde han ladet ham falde og udgyde sit hjerteblod på den frosne jord, og der lå den døde mand stadig, henslængt, ussel.

I al denne tid havde han ligget ubegravet hen, for soldaterne i kolonien var i deres hunger blevet for svage og for feje til at hente liget ind.

Hun var forbi den døde, og hans stank havde trukket sig ud af hendes næsebor, og hun var næsten fremme ved skoven, da hun atter snublede, for tanken om disse to mænd førte til tanker om andre mænd, der måske lurede blandt træerne, mænd, der skjulte sig, ventede på hende. Og nu, mens hun spejdede ind i mulmet mellem stammerne, så hun en mand sidde sammenkrøbet på lur i hvert træs stadig dybere sorte skygger, en mand med kniv måske, eller økse eller pil, og koldt mord i blikket.

Hun standsede op for at få vejret, men hun havde intet valg, hun samlede atter sit mod, og hun løb videre.

Og mens hun løb, viste hver indbildt mand sig i forbifarten blot atter at være skygger.

Hun havde valgt at flygte, og med det valg lagt alting bag sig: sit tag, sit hjem, sit land, sit sprog, den eneste familie, hun nogensinde havde kendt, barnet Bess, der var blevet født ind i hendes varetægt, da hun selv var et lille barn på fire år eller deromkring, sin uskyld, sin opfattelse af, hvem hun var, og sine drømme om, hvem hun en dag kunne blive, hvis hun bare overlevede denne hungertid.

Tænk ikke på det, pigebarn, sagde hun til sig selv, tænk ikke på det, thi da vil du dø af sorg.

Og hun vendte sig ikke for at kigge tilbage mod skæret fra bålene, der farvede nattehimlen rød over fortet. Læse og skrive kunne hun ikke, men inderligt troende var hun, en god og from pige, og hun havde lyttet, når præsterne læste op af den hellige bog, hun havde lagt sig dens ord på sinde og taget dem til sig hele i lange passager. Hun havde lært lektien om kun at bevæge sig fremad fra Lots hustru, der havde set sig tilbage en enkelt gang, da hun flygtede fra sodomas ødelæggelse, og grundet sin svaghed og guds vrede var blevet forvandlet til en saltstøtte.

Først da hun var inde i skoven, slap blæsten taget i hendes ansigt og i lårene inde under skørterne. Der var varmere blandt træerne, men på ingen måde varmt. Hun standsede og lagde panden mod et fyrretræs grove bark, og det rå tryk mod huden holdt hende der. Det lys, der kunne være faldet

fra himlen, faldt slet ikke, for hvælvet over hende var skjult bag tykke skyer. Skoven foran hende var tæt som beg, skønt der glimtede pletter af sne i dybet mellem træerne. Hun hev efter vejret, og med en kraftanstrengelse fik hun dæmpet sig. Hun lod stilheden sive tilbage, tilbage i hende og i skoven, og den udjævnede mindet om hendes bragende fodtrin, og hun spekulerede på, om hun havde støjet nok til at vække mændene i fortet eller de oprindelige mænd her i skoven. De kendte mænd, de ukendte mænd. Begge slags kunne i dette øjeblik være ved at snige sig ind på hende.

Hun lyttede gennem blæstens filen og hvinen, de kolde stammer, der gned mod hinanden, fioler, der stemtes, men hun hørte ingen fodtrin og ingen kviste, der knækkede. Manglen på lyde var dog ikke nogen ægte trøst.

Til sidst, da blodets susen i ørene havde lagt sig, hørte hun bækken ganske tæt ved, vandets raspen under dets isskal. Hun skyndte sig videre, så lydløst og letfodet hun kunne, og da hun under fødderne mærkede isens glatte flade og siden den smalle strimmel stenet bred, hvor bækken svulmede i sit leje om foråret, fulgte hun vandløbet nordpå, taknemmelig over at være fri af de spidse, grådige kviste og ranker, der greb efter hendes ansigt og klæder.

Ud i natten løb pigen, løb og løb, og kulden og mørket og vildnisset og frygten og hendes svimlende tab filede det jeg, hun engang havde kendt, ned til ingenting.

En ingenting er ingen ting, en ingenting er en ting uden fortid.

Men, tænkte pigen, det gjaldt dog også, at en ingenting uden sin fortid kunne være fri.

Efterhånden begyndte hendes sind, som havde været lammet under flugten, atter at sætte i tanker.

Hun blev opmærksom på blikke rettet mod sig.

Og skønt hun forestillede sig, at det var fjendtlige blikke, som tilhørte mænd, var det faktisk skoven selv, der betragtede dette nye væsen med dets hivende åndedræt og trampende trin og bitre menneskestank. Det var alle nattens fugle og dyr, der standsede tyst forundret op i deres færden, når hun kom forbi. Og først da de ikke længere kunne se eller høre den løbende pige, og det sidste strejf af hendes nød var falmet bort i snuden på de krybende væsener, først da kun en svag fært af hende hang tilbage ved de blade, den jord, den sne, hendes fødder havde forstyrret, sprang skovens tidsfornemmelse fremad i et skælvende sæt, og den flænge, den løbende pige havde forårsaget, heledes, og dyrenes sædvanlige sultærinder blev genoptaget bag hende. Blot få timer efter sin færd gennem skoven stod hun for dem som en sær drøm, der næsten blev glemt i det påtrængende nu.

Måske var der gået minutter, måske timer, det var ikke til at sige, men et langt, tungt stykke tid var der gået med at løbe nordpå op langs bækken, da pigen så noget glimte dybere, mørkere tæt ved det sted, hvor hun satte støvlen, en føjelighed i isen under den, og hun vidste, at det var vand, der strømmede frem, befriet for sin frosne skorpe. Hun bukkede sig og trak læderhandskerne af med tænderne og trykkede sine følelsesløse fingre ind mellem benene, til de var tøet tilstrækkeligt op til at kunne bøjes. Så åbnede hun den lille sæk, hun havde holdt i sin ene kolde næve, rakte ned og greb et tinbæger, hun havde stjålet, dyppede det i det fossende

vand og drak tørstigt. Kulden skar sig gennem hendes indre som spidsen af en kniv. Den fik det til at værke i kroppen. Hendes tænder klaprede i kraniet. Hendes mave, der havde været tom de sidste fire dage, protesterede over nu at være fuld af vand. Hun lagde bægeret tilbage i sækken og bandt den om livet under kåben og skørterne, tæt ind til sin hud, så hun kunne mærke den mod kroppen og finde trøst i altid at have den hos sig. Helst ville hun synke om i en lille snedrive og sove, for det svimlede for hende, og hovedet dunkede, men det måtte hun ikke, det vidste hun, og hun skyndte sig atter videre, fremad, væk, længere bort.

Og mens hun løb, bad hun i sin sjæl: Oh, gud, du som leder de sagtmodige ret og lader lyset skinne for de retfærdige, skænk mig i min tvivl og vaklen styrken til at spørge, hvad du i din nåde vil, at jeg skal gøre, at visdommen da vil frelse mig fra alle slette valg, og jeg i dit lys vil se lys og ikke snuble på den smalle sti til dig.

Hun lyttede efter hvad som helst, efter den dæmpede jamren fra en natfugl som et budskab fra det høje, et skift i vinden, som kunne sige hende forsynets vilje, men til svar lød kun støjen fra hendes fremfærd og den kolde blæsts spil med den ligegyldige skov.

Og således løb hun videre, og mens hun løb, så dæmpet hun kunne, huskede hun den trøst, der var at finde i sang, og tænkte, at den måske kunne varme hendes frygt i kanten, til den smeltede i hende.

Så i sit indre sang hun, så muntert hun overhovedet kunne, Se, vårens mø, den hulde, ler skælmsk ad vintrens kulde, tra la la la la la la la la la la og så videre.

Hun kendte mange sange, naturligvis, men der meldte sig kun denne ene, hvor sært med en sådan mangel på sange i hendes sind, for hun havde jo, engang for et helt liv siden været en dansende, syngende, rapmundet lille dåre, og hundreder af sange havde hun kendt. Men hun vidste, at små, muntre dårer kun fik lov at leve, hvor der var overbærenhed og frihed nok til latter, så det gav sig selv, at alle hendes andre sange var forduftet under flugten. Sangen gav hende dog så megen fortrøstning, den formåede, skønt det var lidet, den kunne udrette under så gruelige omstændigheder.

Månen var begyndt at vise sit ansigt, og skoven stod i lyse og mørke bånd med sne, der gled forbi i striber under træerne.

Noget flængedes oppe på himlen, og den sne, der nu dalede ned, var ikke længere isnåle, som da hun lige var undsluppet fortet, men bløde, sløve fnug, der lidt efter lidt lagde sig på den gamle sne og slørede de spor, hun havde sat.

Tak, gode sne, for din hjælp, tænkte pigen. Videre, pige, sagde sneen, mens den faldt.

Kort derefter steg stemmerne ned til hende fra himlen. Først kunne hun ikke skelne, hvad de sagde, men snart hævede de sig og gled over i fruens tonefald, skændte på hende. Du frække djævel, du luseskrog, du usle, uskolede, uvidende Zet, som sveg din pligt og din frue i hendes bitreste nød. For det står skrevet, at man må være de ældre underdanig, ja, sandelig, og være hverandre underdanige og holde fast ved ydmygheden, thi gud står de hovfærdige imod, men de ydmyge skænker han sin nåde.

Således hvæsede fruens stemme ad hende fra den mørke skov.

Og pigen forglemte sig og svarede ud i den faldende sne: Jovist, men siger den hellige skrift ikke også: Søg til bjerget, at du ikke skal gå til grunde?

Og hun lo, for hun vidste, at det gjorde den faktisk, og dermed havde hun vundet dysten.

Men skoven blev vagtsom ved hendes latter, denne nye lyd i dens sovende stilhed, og pigen måtte slå sig selv på kinden for at kunne tie og tvinge kroppen videre.

Fruens stemme faldt, et fnug, og pigen løb og lod den ligge.

Nu kom månen helt frem bag sin skydyne, og natten gik på hæld. Pigen var så træt, så træt. Hun løb nu næsten kun på luften i sine lunger og sin rædsels fremdrift. Hendes ånde steg til vejrs efter hende i hvide faner.

Og en ny stemme lød i hendes øre, sagde: Pige, hvorfor vender du næsen mod nord?

Jeg løber mod livet, jeg løber mod de levende, sagde pigen til denne nye stemme. Væk fra den visse død, væk fra den djævel, der lusker usynlig omkring i kolonien. Mod det, jeg engang fik et glimt af hen over guvernørens skulder, et pergament, et kort, en langstrakt, snæver bugt krummet østerud og et trevlet netværk af floder, som solstråler, der strakte sig støt nordpå ud af rammen. Han prikkede til tegningen med sin tykke finger, guvernøren, og sagde til manden ved sin side, at deroppe, i den øvre ende af det nedridsede landområde, mod nord, lå franskmændenes kolonier, canada, mens spaniolernes kolonier, la florida, lå mod syd. Og da jeg i huj og hast samlede sagerne i sækken inden min flugt, tænkte

jeg ved mig selv, at skønt både franskmænd og spanioler er fæle papister, er de dog stadig mennesker med en lignende gud, med den samme hellige bog. Og at da afstanden til kolonierne så ud til at være den samme, nordpå eller sydpå, måtte jeg hellere vælge franskmændene, thi jeg taler ikke et ord af det spaniolske sprog, mens jeg dog har smagt en smule på det franske og kan gøre mig forståelig.

Og det, skønt du ikke kender til størrelsen af dette land? sagde stemmen, og nu lød den hånlig.

Og pigen sagde: Nej, men det må velsagtens være mindre end mit eget langt mægtigere land på den anden side af havet, hvor hver mark er så spækket med sagn og myter og ældgamle slag, at hvert skridt, man tager, ikke blot finder sted i rum, som her i denne nye verden, men også krydser tidens lag. Her findes kun tomt land, al jorden, alle bjergene og træerne, er blottet for historier. Stedet her er i sig selv et stykke pergament, som endnu ligger ubeskrevet hen.

Og hvad regner du med, at de fæle papister vil gøre ved en ung pige som dig, ved en ung kvindekrop som din, hvis du da overhovedet overlever rejsen?

Oh, led mig ikke ud i så onde tanker, sagde pigen strengt. Men stemmen fortsatte ufortrødent: Og du, som aldrig har kendt til andet end bekvemmelighed og selskab, som livet igennem har sovet op ad en andens varme krop, du, som har søgt andres samvær, blot du var et øjeblik alene, fordi ensomheden faldt dig uudholdelig, er du nu klar til at færdes helt frændeløs i denne vældige vildmark?

Og hun ville græde, men gjorde det ikke, og sagde i stedet: Men jeg er ikke alene, thi jeg bærer evindelig min gud i mit hjerte.

Og det gjorde hun, hun kunne mærke gud som en strålende lysgnist dybt i sit sind.

Men stemmen sagde: Og hvad hvis den evige trussel slet ikke er mennesket, men guds egen ødemark, det farlige landskab, de vilde dyr, der færdes her på rov?

Og nu tænkte hun for første gang på den dødelige kulde, der herskede her sidst på vinteren, og siden på de ulve og bjergløver og slanger, som havde hjemme her i dette vilde, uciviliserede landskab.

Og det var blot de kendte farer, men hun tænkte, at der også måtte være ukendte. Uhyrer, som intet menneske endnu havde skildret eller set for sig, og vanskeligheder, som ingen vendte tilbage fra.

Når fruens søn Kit, da hun var ganske lille, for en gangs skyld ikke pinte og plagede hende målbevidst, men lod sig formilde en smule og tog hende på skødet og viste hende de skrækkelige ting i sine bøger, havde hun set billeder af en hovedløs mand med øjnene anbragt langt nede på skuldrene og munden under brystkassen. En mand med hundehoved. Og Kit fortalte hende desuden forbløffende sager – sager, som belæste drenge kendte til – for eksempel om lemurerne, som var gengangere efter onde døde, og om steder i havet, hvor sømænd til den ene side blev suget ned i et frådende svælg og til den anden blev snappet fra skibet af et vældigt uhyre og slugt levende. Om gådestillende kvinder med løvekroppe. Om de onde elverfolk i skoven, der stjal børn for at opfostre dem i landet under højene og efterlod pibende spædbørn af ler i deres sted. Og hvad der ikke stod i nogen bog eller blev berettet af Kit, kunne hendes eget kvikke, myldrende sind selv skabe, såsom en kvinde med en slanges

tænder eller en sort gifttåge, der smøg sig lavt og umærkeligt frem over jorden.

Hun vidste, at den slags uhyrligheder ganske sikkert ville trives på et sted så vældigt og righoldigt som dette.

Og selv fortets braveste mænd var naturligvis skrækslagne for den allerværste rædsel, skoven gemte på – ikke bjørne eller uhyrer, men den tænkende mand, der hadede dem og ville myrde dem på listig vis.

Omvendt havde hun boet blandt fortets mænd længe nok til at vide, at der også fandtes slette folk blandt hendes egne, for der havde været herrer, som alle pigerne hviskede, at man skulle holde sig fra, og soldater med noget djævlerødt over sig, og lejesvende, der slog ihjel for et godt ord, og det ville være en af dem, der blev sendt ud efter hende, for hun vidste, at mindst én slet mand ville blive sendt ud, da man umuligt kunne lade det, hun havde gjort, gå ustraffet hen.

Hun gøs og måtte skyde tanken fra sig, om de pinsler, den slette mand ville udsætte hende for, hvis hun rent faktisk skulle blive fanget.

For selv en god mand var mere dødbringende end den værste bjørn, og hun havde set, hvilken skade en bjørn kunne forvolde, om det så var en blind og ældet bjørn med tænderne trukket ud af sine sorte gummer og kløerne kappet af og øjnene blindet med et gitterværk af lyserøde knivsnit. I forlystelseshaven på den sydlige bred havde hun stået i sommervarmen blandt tilskuerne i deres stadstøj, i deres frastødte begejstring; og hun havde ikke kunnet tage blikket fra manegen, hvor den tunge, stinkende, savlende, sølle bjørn havde stået tøjret til sin pæl. Men da de glubske hunde blev sluppet løs for at flænse i den elendige skabning, kastede bjørnen dem

uforstyrreligt fra sig, en efter en efter en, til alle tre køtere lå lemlæstede og klynkede på jorden og måtte trække sig af sted med forpoterne for at finde et sted at dø i fred og ensomhed. Og hele vejen rundt om dem spottede folk dyrene, både det sejrende og de besejrede. Men pigen var gået hjem med en isnende rædsel i indvoldene, og samme nat var den arme gamle bjørn troppet op i det værste af alle hendes mareridt og havde blottet sine byldede, pusfyldte gummer, til hun vågnede forkvalmet til lyden af kirkernes morgenklokker. Og denne berømte kampbjørn var kun en bybjørn, uvant ved de langt tættere skove her på dette nye, vilde sted, den var en bjørn, som var blevet tæmmet. En vild bjørn ville være langt mere bidsk og brutal end noget, hun havde kendt til, som alt andet fra dette uoplyste land. Den ville være ufattelig i sin størrelse og vildskab. Og mændene ville være værre.

Hendes krop vaklede af sted nu, hendes ånde raspede i den kolde luft.

Hun måtte være mindst en mil fra fortet, sagde hun til sig selv, og nu dristede hun sig til at kigge tilbage i den retning, hvor fortet måtte ligge. Men hun så ingen spor af dets lys på himlen, intet tegn på, at hendes folk var kommet her til dette sted overhovedet. Og det var godt.

Stemmen vendte atter tilbage for roligt at sige: Én gang dåre, altid dåre.

Ti stille, råbte hun ad stemmen i sit hoved. Og stemmen adlød og gjorde sig tavs. Og hun var atter helt alene i det frygtelige mørke.