Vingårdens hemmelighed

KRISTIN HARMEL

„En berusende fortælling om kærlighed, svigt og tilgivelse“

Vingårdens hemmelighed

Af samme forfatter på dansk: De glemte børns bog

Kristin Harmel

Vingårdens hemmelighed

Oversat af Ulf Houe

GADS FORLAG

Vingårdens hemmelighed

er oversat fra amerikansk af Ulf Houe efter

The Winemaker’s Wife

Copyright © 2019 by Kristin Harmel

All rights reserved

Dansk copyright © Gads Forlag 2023

Published in agreement with the author, c/o BAROR INTERNATIONAL, INC., Armonk, New York, U.S.A.

ISBN 978-87-12-07268-3

1. udgave, 1. oplag

Omslag: Lonnie Hamborg/Imperiet efter originaldesign af Simon & Schuster Bogen er sat med Adobe Garamond hos BogGrafisk og trykt hos Scandbook

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Til Jason og Noah, der igen og igen viser mig, hvad ægte kærlighed vil sige.

Det er ikke til at holde ud at tænke på – det kan ikke passe – at der ikke ud af så meget død, så mange ofre og ødelæggelser, så mange heltegerninger skulle opstå en ny, større og bedre menneskelighed.

– General Charles de Gaulle, leder af den franske modstandskamp, i en tale om betydningen af Anden Verdenskrig

Vejen slangede sig ind mellem Champagnes frodige vinmarker. Inès kørte i høj fart sydvest fra Reims. Bag hendes skinnende sorte Citroën rejste der sig en støvsky, og vinden piskede op i hendes nøddebrune hår. Det var maj, og vinstokkene var allerede begyndt at vågne til live. Knopperne lignede småbitte knyttede næver, der rakte op mod solen. Om nogle uger ville de stå i blomst, og til september ville druerne – bleggrønne chardonnay, blåbærfarvede pinot noir, blæksorte pinot meunier – være sprængfærdigt fuldmodne og klar til høst.

Men ville Inès selv stadig være der til den tid? Ville nogen af dem? Idet hun sagtnede farten for at runde en kurve på vejen hjemad, brummede motoren en arrig protest, og hun skuttede sig. Michel ville sige, at hun kørte for hurtigt og for skødesløst. Men sådan var han, altid så forsigtig med alting. Til juni ville de have været gift ét år, og hun kunne ikke mindes en eneste dag, hvor han ikke havde givet hende en venskabelig irettesættelse for et eller andet. Jeg passer bare på dig, Inès, sagde han gerne. Som en husbond bør. På det seneste havde stort set alle hans advarsler handlet om tyskerne, der lå på lur lige på den anden side af den uigennemtrængelige Maginotlinje: den befæstede grænse, der skulle sikre Frankrig mod det kaos, som havde belejret resten af

Europa. Vi, der var her under Den Store Krig, ved, at man skal tage dem alvorligt, sagde han mindst én gang om dagen, selvom han ikke havde været mere end fire år gammel, da det sidste slag stod. Inès, der var seks år yngre end ham, var selvfølgelig endnu ikke født, da tyskerne endelig trak sig fra Marne i 1918, hvor de stort set havde lagt hele det centrale Reims øde. Men hendes far havde fortalt rigeligt med historier fra krigen – som regel mens han sad og slog med knyttede næver i bordet efter at have drukket sig fuld i brandy – og hun vidste godt, at hun skulle være forsigtig.

Du kan ikke stole på hunnerne! kunne hun stadig høre sin far sige med sin dybe, grove stemme, selvom det var en del år siden, han døde. De lader måske, som om de er Frankrigs venner, men kun et fjols ville tro på dem.

Jamen Inès var ikke noget fjols. Og nu var det for en gangs skyld hende, der kom med nyheder, der ville vende op og ned på alting. Hun kunne allerede mærke triumfen boble indvendig, men så dukkede det alvorlige, tyste Saint-Lié-kapel op, der i 700 år havde vogtet over landsbyen Ville-Dommange, og det syntes at irettesætte hende for hendes smålighed. Det her handlede ikke om, hvem der havde ret, og hvem der tog fejl. Det handlede om krig. Om død. Om unge mænd, hvis blod allerede sivede ned i jorden i skovene mod nordøst. Alt det hendes mand havde forudset.

Hun kørte ind gennem porten og bremsede hårdt op foran det storslåede, toetagers chateau. Så sprang hun ud af bilen og løb hen til døren, der førte ned til det enorme netværk af underjordiske grotter.

“Michel!” råbte hun, mens hun tog to trin ad gangen. Den kølige, fugtige luft føltes som en kold spand vand i ansigtet.

“Michel!” Hendes stemme gav genlyd ned ad de labyrintiske

gange, der var blevet udgravet af hendes mands excentriske oldefar

75 år tidligere. Tusindvis af champagneflasker lå på siden langs væggene. En mindre formue i bobler, der ventede på det rette øjeblik.

“Inès?” lød Michels bekymrede stemme fra et sted dybt inde i kælderen. Så kunne hun høre fodtrin nærme sig. Han kom rundt om et hjørne, og sammen med ham fulgte Theo Laurent, Maison Chauveaus chef de cave, vinmesteren. “Men skat, hvad er der galt?” spurgte Michel og skyndte sig hen til hende. Han lagde hænderne på hendes skuldre og så indgående på hende. “Er alt, som det skal være, Inès?”

“Nej,” svarede hun, uden det var gået op for hende, hvor stakåndet hun var blevet efter nyhederne, køreturen og trapperne ned til kælderen. “Nej, Michel, alt er ikke, som det skal være.”

“Hvad er der sket?” spurgte Michel, imens Theo betragtede hende i tavshed med sit sædvanlige stenansigt.

“Det er begyndt,” lykkedes det Inès at få frem. “Invasionen, Michel. Tyskerne kommer!”

En tung stilhed sænkede sig i den fugtige kælderluft. Hvor længe ville der mon gå, inden grotternes stilhed blev forstyrret af lyden af militærstøvler i huset oven over dem? Alt det, de havde opbygget her på stedet, var i fare for at gå tabt.

“Javel,” sagde Michel til sidst. “Jamen så er det vel på tide, at vi får gemt resten af champagnen.”

Liv Kents venstre hånd var nøgen. Sådan føltes det i hvert fald, hver gang hun så ned og opdagede, at der ingenting var, der hvor hendes vielsesring havde siddet de sidste 12 år. For selvom det efterhånden var tre måneder siden, hun havde taget den af – fem uger efter Eric havde bekendtgjort, at han gik fra hende og ville have formaliteterne ud af verden hurtigst muligt – kom det stadig fra tid til anden bag på hende, at det, hun havde troet skulle være hendes for evigt, ikke var der længere. I det hele taget havde der været mange ting, hun indtil for nylig havde troet, hun kunne stole på. “Tak, fordi du tager det så cool,” sagde Eric, mens han bar den sidste papkasse med fælles ejendele ind i den lille etværelses, hvor Liv var flyttet hen, efter de gik fra hinanden. Det var en mærkelig fornemmelse at se ham her i det hjem, der aldrig ville blive hans. En del af hende havde mest af alt lyst til at skrige, at han skulle skride sin vej, men der var også en skamfuld del, som ville tigge ham om at blive. Deres ægteskab var gået så hurtigt i opløsning, at det var, som om jorden var forsvundet under hendes fødder.

“Cool?” gentog hun, mens han så sig rundt i lejligheden, hun havde fyldt med de møbler, de plejede at være fælles om. Hans blik blev hængende ved den medtagne lædersofa, der udgjorde

rummets midtpunkt, og hun overvejede, om han mon tænkte –som hun selv lige nu gjorde – på den dag, de havde købt den. De havde skændtes om, hvor dyr den var, men bagefter var de blevet gode venner igen ved at slynge sig sammen på dens hårde hynder, til de lå badet i sved. Men mon ikke han bare tænkte, at det var rart at være fri for alt det, de havde købt sammen, så det ikke skulle komme på tværs af hans nye liv.

Han vendte blikket mod hende. “Jeg mener bare, at jeg godt ved, det ikke er let, det her,” sagde han, idet han lagde ansigtet i passende medfølende folder. Liv kunne mærke irritationen stikke, men det var trods alt bedre end den tristhed, der havde ligget over hende som et uvejr, siden de samme morgen officielt skrev under på skilsmissen.

“Jeg er altså virkelig ked af, at tingene gik, som de gjorde, Liv. Men vi ville jo bare forskellige ting.”

“Hmm,” var alt, Liv kunne mønstre.

“Jeg ønsker jo kun det bedste for dig. Det ved du godt, ikke? Jeg holder stadig af dig.”

“Bare ikke helt så meget, som du holder af dig selv,” kunne Liv ikke modstå fristelsen til at svare. “Eller af din nye kæreste.”

Eric sukkede. “Nu skal du ikke blive sur, Liv.” Han satte papkassen fra sig på gulvet og børstede hænderne af mod hinanden. “Jeg tror på, at vi bliver gode venner igen en dag.”

Liv fnøs, og i et kort øjeblik forsvandt Erics medfølende maske, og han rynkede irriteret panden. Nu så Liv et glimt af den mand, hun vidste gemte sig under den nøje iscenesatte overflade. Den mand, der gav hende skylden for alt det, der var gået skævt mellem dem. Liv havde ønsket at få et barn, at få en familie, og Eric havde tilsyneladende været indforstået med at forsøge. Men efter et år med skuffelser var hun blevet diagnosticeret med “ovariel

dysfunktion”. De havde forsøgt med reagensglasbehandling og donoræg tre gange, men så havde Eric pludselig meldt ud, at det var slut. Ikke bare med deres forsøg på at få et barn eller med hans forsøg på at forstå, hvorfor det gjorde Liv så ked af det, men med deres ægteskab i det hele taget. Senere havde Liv så selvfølgelig opdaget, at han allerede var begyndt at se en 24-årig administrativ assistent fra Bergman Restaurationsselskab – det firma, han ledede – ved navn Anemone.

“Venner?” svarede Liv endelig. “Klart. Måske skal vi to og din kæreste have sådan en fast ugentlig middag sammen. Det lyder da hyggeligt.”

“Liv, jeg ved godt, du er vred. Men det er jo ikke Anemones skyld. Vi to voksede fra hinanden. Det var ikke meningen, at vi skulle være sammen længere.”

“For meningen var, at du skulle være sammen med en millennial-veganer, hvis hippieforældre opkaldte hende efter en gople?”

“En søanemone er faktisk en slags koraldyr,” rettede Eric uden at møde hendes blik. Så trak han teatralsk på skuldrene.

“Hvad vil du have mig til at sige, Liv? Hun forstår mig bare.”

“Hvad præcis er det, hun forstår? At du er en indviklet kliche? At du er en omvandrende midtlivskrise? At en eller anden dag, når hun bliver en belastning for dig, skrider du også fra Anemone?”

Eric sukkede, men Liv så kun medynk i hans øjne, hvilket gjorde hende endnu værre til mode. “Liv, du skal i det mindste være ærlig over for dig selv. Elskede du mig overhovedet stadigvæk, da vi gik fra hinanden?”

Hun svarede ikke, for hvordan skulle hun kunne forklare, at hun ville have elsket ham for evigt, hvis hun havde fået chancen? Det var jo det, der var meningen, når man lovede hinanden at tilbringe resten af livet sammen. Men hun kunne ikke nægte, at

uanset hvor højt hun elskede ham, havde hun ikke rigtig brudt sig om ham til sidst. Ikke desto mindre havde hun været villig til at arbejde på det, til at forsøge at finde tilbage til det, de engang havde haft. Hendes egne forældre havde aldrig fået den chance, for hendes far var død, da Liv stadig var spæd, og lige siden var hendes mor gået fra forhold til forhold. Selv havde Liv svoret, at hendes liv skulle være anderledes. Men måske er man dømt til at gentage de ældre generationers fejl, også selvom man ved bedre.

Eric havde jo ret. De passede ikke sammen. Måske havde de aldrig passet sammen. Og måske var det bedste, de kunne gøre, at gå hver til sit. Men hun kunne ikke give slip på følelsen af, at han havde svigtet hende, da hun havde allermest brug for ham.

Da stilheden til sidst havde varet for længe, tog Eric igen ordet. “Så hvad er din plan nu? Har du tænkt dig at slutte dig til arbejdsstyrken igen? Du ved godt, at du bare skal spørge, hvis du har brug for en anbefaling.”

Liv bed sig selv i læben. Hun hadede ham en lille smule for at se på hende med det blik, som om hun var til grin. Det var ham, der havde foreslået, at hun sagde sit job op som vicechef for marketing hos Bergman, hvor de havde mødt hinanden 15 år tidligere. I halvandet årti havde de arbejdet side om side. Mens han steg til tops i økonomiafdelingen, gjorde hun det samme i marketing. De havde været det fuldkomne powerpar – lige indtil de ikke var det længere. Altså, hvis vi skal forsøge os en tredje gang med reagensglasbefrugtning, så burde du måske blive hjemme og fokusere på det, havde han sagt sidste juni. For når du først har født, skal du alligevel på barsel, ikke? Det var hun modvilligt gået med til, men nu kunne hun godt se, at det havde været en fejl at følge hans råd, for det havde været begyndelsen på enden. Hun var blevet smidt ud af sit eget liv, og nu havde hun ingenting –

hverken barn eller mand, et arbejde eller en opsparing. Hun var ganske enkelt på bar bund.

“Jeg skal nok finde på noget,” mumlede hun.

“Indtil da har du jo stadig din farmor,” sagde Eric med en lille krusning af et smil på læberne. “Hun hjælper vel, ikke sandt?”

“Hun har været meget generøs,” svarede Liv stift. “Jeg tror godt, hun ved, at hun gav mig nogle dårlige råd.”

Edith – Livs velhavende, excentriske farmor, der var bosat i Paris – havde insisteret på, at der skulle indgås en ægtepagt, så hverken Liv eller Eric havde krav på noget af den andens, hvis ægteskabet blev ophævet. Tanken havde selvfølgelig været, at Eric ikke skulle have fingre i Livs kommende arv, men eftersom farmor

Edith stadig levede, og eftersom Eric tjente et sekscifret beløb i dollars, forekom ægtepagten at være en vanvittig fejltagelse, nu hvor Liv var arbejdsløs. I det mindste havde Edith tilbudt at betale for Livs lejlighed, mens hun fik styr på sit liv. Det gav så bare Liv dårlig samvittighed, selv når Eric ikke var der til at jokke rundt i det.

“Hun var meget sikker i sin sag dengang,” sagde han med en lille latter. “Nå, Liv, jeg bliver nødt til at komme tilbage til kontoret. Men sig til, hvis du mangler noget, ikke? Vi ses vel på et tidspunkt.”

Han ventede ikke på svar og gik uden at se sig tilbage. Men da Liv lukkede døren, havde hun endelig fornemmelsen af at lægge fortiden bag sig, så hun kunne koncentrere sig om sin usikre fremtid. En time senere havde Liv endelig samlet mod nok til at åbne den sidste af de kasser, Eric var kommet med. Det føltes som en mavepuster, da hun skar tapen op, åbnede flapperne og så, at den indeholdt fotoalbummet fra deres bryllup foruden to skokasser fulde af billeder fra deres fælles liv, billeder, der åben-

bart ikke længere sagde Eric noget. Hun bladrede gennem de første par sider – med fotos fra deres bryllupsrejse, hvor de stod på stranden i Maui og smilte lykkeligt til hinanden – inden hun smækkede albummet i igen og vaklede nogle skridt bagud, som om hun havde brændt fingrene.

Der blev banket højt på døren, og Liv så op. Hun ventede ikke nogen, og det var kun en håndfuld mennesker, der havde hendes nye adresse. Hendes eneste venner, mens hun var gift med Eric, havde været kollegerne fra Bergman. Da hun forlod jobbet sidste år, var også de forsvundet, hvilket kun havde gjort fornemmelsen af at blive slettet fra sit eget liv endnu værre. Var det Eric, der var kommet for at skille sig af med endnu en kasse fuld af minder? Hun overvejede et øjeblik at lade være med at åbne, for hun havde ikke lyst til at se ham igen, men så blev der banket endnu højere og endnu mere insisterende på. Hun rejste sig, men da hun kiggede ud ad dørspionen, måtte hun blinke et par gange for at forstå, hvad hun så. Ude i den sparsomme belysning på reposen stod hendes 99-årige farmor i al sin utrolige vigør. Hendes hvide hår var sat op i en formfuldendt knold, og den skræddersyede Chanel-jakke og de sorte slacks sad perfekt.

“Farmor Edith?” spurgte Liv, idet hun åbnede døren, uden helt at kunne tro sine egne øjne.

Den gamle dame skar en misbilligende grimasse og rynkede de optegnede øjenbryn. “Men Olivia, er det sådan, du klæder dig, når jeg ikke holder øje med dig?” Pakket ind i farmorens bløde franske accent kom fornærmelsen næsten til at lyde høflig. “Har du ikke lært bedre?”

“Jeg, øh, havde ikke regnet med at se dig.” Liv så ned på sine hullede jeans og den slidte sweater, hun havde taget på, efter Eric var gået. Tøj perfekt egnet til at have ondt af sig selv i. “Skulle jeg det?”

“Tja, nu er jeg her jo, ikke sandt?”

“Men … hvad laver du i New York?” spurgte Liv. Sidst hendes farmor havde ringet – tre dage tidligere for at spørge om, hvornår skilsmissen faldt på plads – havde hun ikke sagt noget om en tur over Atlanten fra Paris. Med tanke på, hvor gammel farmor Edith var, havde en flyvetur til New York da været værd at nævne.

“Jamen jeg er da kommet for at hente dig. Skal du ikke invitere mig indenfor? Jeg kunne slå ihjel for en martini. Og hvis du siger, at du er løbet tør for gin, gør jeg dig arveløs på stedet.”

“Øh, nej nej,” sagde Liv. “Jeg har gin.” Hun trådte lidt forvirret til side og så på Edith, der med hastige skridt gik ind i lejligheden. Helt kort overvejede hun, hvorfor de aldrig omfavnede hinanden som normale mennesker.

“D’accord,” sagde Edith hen over skulderen, mens Liv lukkede døren bag hende. Først nu gik det op for Liv, at Edith ingenting havde med udover den sædvanlige Kelly-taske. “Har du oliven med roquefort?”

“Men hvor er din bagage, farmor?”

Den gamle dame ignorerede hende. “Jeg kan også godt klare mig med hvidløgsoliven.”

“Jeg har vist nogle oliven uden noget?”

Farmor Edith fnøs, men så ud til at acceptere betingelserne og slog sig ned i Livs sofa. Liv lavede i tavshed hendes drink, som hun havde gjort det, siden hun var ni. En god sjat gin, en smule tør vermouth, nogle dråber af olivenvandet. Så skulle det shakes med is og hældes op gennem en si.

“Du burde virkelig sørge for at have glas på køl, Olivia,” sagde farmor Edith i stedet for tak, da hun fik sin drink. “Skal du ikke selv have en?”

“Klokken er kun to, farmor. Og jeg forstår stadig ikke, hvad du laver her.”

Den gamle dame rystede på hovedet. “Måske skulle du prøve at slå dig lidt løs.” Hun tog en stor tår. “Men altså, hvis du partout vil vide det, så er jeg kommet, fordi du i dag officielt er fri af den uudholdelige salaud. Jeg er ked af at måtte sige det, men …“

“Så du er kommet for at godte dig?”

Edith tog endnu en tår af sin martini, og det gik op for Liv, at hendes farmor rystede en smule på hånden. “Selvfølgelig ikke,” svarede hun. “Jeg er kommet for at hjælpe dig med at pakke.”

“Pakke?”

Farmor Edith sukkede teatralsk. Hun kom på benene og vinkede Liv med sig ind i soveværelset. “Jamen så kom dog. Vi er allerede sent på den.”

“Hvad skal vi nå?”

“Vores fly.”

Liv stirrede på hende.

“Nu kan du ikke stå og svælge i det længere, Olivia. Vores fly går om fire en halv time, og du ved, hvordan sikkerheden er i JFK-lufthavnen.”

“Farmor, hvad i alverden snakker du om?”

“Følg nu med, min ven,” sagde Edith og rullede med øjnene. Så tømte hun sin martini. “Vi skal selvfølgelig til Paris.”