4 minute read
Kulturture, udflugter og rejser
FOF Sønderborg har indgået samarbejde med to nye spændende samarbejdspartnere. GIBA Travel arrangerer kvalitetsrejser inden for områderne kultur, velvære, opera, krydstogt og gourmet til et modent publikum. Turene er med oplevelser ud over det sædvanlige og med et højt fagligt indhold. Koncertrejsen arrangerer opera-, teater- og koncertture til en række af Europas koncerthuse. Turene er med et højt fagligt indhold og vil oftest indeholde et kunstnermøde. De fleste af vores kulturture, udflugter og rejser udbydes i samarbejde med andre FOF-afdelinger.
Der vil i løbet af sæsonen komme flere og nye tilbud - følg med på hjemmesiden for at holde dig opdateret.
Jul i Tivoli
Det berømte julemarked i Tivoli er altid et besøg værd. Tag med på en dejlig juletur til Tivoli og oplev det julepyntede Tivoli og se de mange hyggelige juleboder. Inden vi forlader København, skal vi naturligvis se det smukt juleudsmykkede Kongens Nytorv.
Gina Banke
212105 Fredag d. 3. dec. 21 Busrejse med afgang fra Sønderborg kl. 8.00. Nærmere information på www.fof.dk/soenderborg. Kr. 795
Oplev flyfabrikken og Hamborg
Turen byder på en ganske særlig oplevelse. Vi skal på rundtur i millionbyen Hamborg og besøge den berømte Airbus-fabrik, som har ca. 16.000 ansatte og samler nogle af de mest kendte fly. Det er et storslået syn, og vi kommer ganske tæt på. Det er dog ikke kun fabrikken, vi skal se, da vi også tager på guidet rundtur i Hamborg. Her finder vi hyggelige gader, flot arkitektur, en spændende og moderniseret havnefront, fantastiske shoppemuligheder og små kanaler, som løber igennem bybilledet. I Hamborg blandes det moderne med det multikulturelle. En fantastisk by med mange skjulte perler.
Gina Banke
212106 Fredag d. 12.-13. nov. 21 2-dages busrejse med afgang fra Padborg kl. 9.30. Nærmere information på ww.fof.dk/soenderborg. Kr. 1895
Besøg Bjørn Wiinblads hjem
Her er chancen for at besøge Bjørn Wiinblads hjem - kaldet Det Blå Hus - som har stået urørt efter hans død i 2006. Det var Bjørn Wiinblads eget ønske, at hans hjem skulle være et åbent kunstnerhjem og levende værksted for keramikere. Huset indeholder det mest fantastiske interiør bestående af en stor og alsidig kunstsamling og vidner om en folkekær multikunstner, der på sin egen finurlige måde ønskede at gøre folk glade.
Gina Banke
212113 Torsdag d. 7. okt. 21 Busrejse med afgang fra Sønderborg kl. 8.15. Nærmere information på www.fof.dk/soenderborg. Kr. 895
Sprogø - unik oplevelse i Storebælt
Tag med på en eventyrlig dag på Sprogø, en fredet ø midt i Storebælt. Først på eftermiddagen og i tre timer viser vores lokalguide os rundt på Sprogø og fortæller om stedets spændende og uhyggelige historie. Vi hører også om, hvad der gør Sprogø unik, og hvad der gør, at øen har været centrum i Danmarkshistorien. Øen blev udvidet i forbindelse med anlæggelsen af Storebæltsbroen, og i dag har den et areal på 164 ha midt i Storebælt. Gennem 15.000 år er øen blevet formet af isen, havet og mennesket.
Gina Banke
212114 Tirsdag d. 26. okt. 21 Busrejse med afgang fra Sønderborg kl. 7.45. Nærmere information på www.fof.dk/soenderborg. Kr. 795
Den Glade Enke 2.0 i Operaen i København
Oplev Franz Lehárs legendariske operette fyldt med udødelige hits i en spritny, moderne og satirisk gendigtning af Adam Price og iscenesat af Kasper Holten. Plottet er nyt, og originalens ambassadefester er nu henlagt til et udsultet, moderne og let genkendeligt dansk kulturliv. Men der er stadig intriger i luften og affærer i krogene, mens vores selvudstillende tid bliver spiddet i en ætsende satire. Teaterdirektøren Zeta øjner en redningsplanke gennem et sponsorat fra Hanna Glawari, den ombejlede ”glade” enke efter en velhavende jysk svineproducent. De berømte grisetter bliver aldrig helt de samme efter Hannas store fest hjemme i grisestalden. Lydsiden til morskaben er naturligvis Franz Lehárs vidunderlige musik, spillet af Det Kongelige Kapel, hvor ørehængerne står i kø, og hvor dansere bidrager til den hæsblæsende fest. Motionér smilebåndene og forkæl øregangene, når Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor og et stjernespækket solisthold fortolker Lehárhits som ”Viljasangen”, ”Så går vi til Maxim” og ”Enkevalsen”.
Peter Bæk
212102 Lørdag d. 20. nov. 21 Busrejse med afgang fra Sønderborg kl. 6.30. Nærmere information på www.fof.dk/soenderborg. Kr. 1695