Elon Musk

Elon Musk

er oversat fra engelsk af Jakob Levinsen efter Elon Musk © 2023 by Walter Isaacson

Denne udgave: © Walter Isaacson og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1.udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Simon & Schuster

Dansk versionering: © Marlene Diemar, Imperiet

Forsidefoto: © Art Streiber / AUGUST

Bagsidefoto: © SpaceX

Forsats: © SpaceX

Bagsats: © Tesla, Inc.

Sat med Warnock Pro og Acumin Variable hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0396-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Shakespeare-citaterne fra Henry V og Lige for lige er baseret på Niels Brunses oversættelser. O.A.

Af samme forfatter på dansk:

Steve Jobs – Historien om manden bag Apple

Ledelse ifølge Steve Jobs

Einstein – Liv og univers

Leonardo da Vinci

ELON MUSK

GUTKIND

Walter Isaacson

På dansk ved Jakob Levinsen

Til alle dem, jeg har krænket, vil jeg bare sige, at jeg har genopfundet elbilen og er ved at sende mennesker til Mars i et rumskib. Troede I virkelig, at jeg ville være den afslappede og normale type?

–Elon Musk i Saturday Night Live, 8. maj 2021

De mennesker som er skøre nok til at tro de kan ændre verden, er også dem der gør det.

–Steve Jobs

Den ildfulde muse

Legepladsen

Som barn i Sydafrika lærte Elon Musk smerten at kende og lærte også at overleve den.

I en alder af tolv blev han sat op i en bus og kørt ud til en overlevelseslejr i vildnisset, der var kendt som en veldskool. “Det var en paramilitær udgave af Fluernes herre,” husker han. Børnene fik kun små rationer mad og vand, som de havde lov til – for ikke at sige blev opmuntret til – at kæmpe om. “Mobning blev anset for en dyd,” siger hans lillebror Kimbal. De store drenge lærte hurtigt at tæve de små og tage deres ting. Den lille og akavede Elon fik tæv to gange. Han endte med at tabe sig fem kilo.

Hen imod slutningen af den første uge blev drengene delt op i to hold og fik besked på at angribe hinanden. “Det var fuldstændig vanvittigt og ikke til at forstå,” mindes Musk. Nogle år døde en af drengene. Lærerne fortalte historier om det til skræk og advarsel. “Lad være med at være lige så dumme som ham den taber, der døde i fjor,” sagde de. “Lad være med at være en svag og dum taber.”

Da Elon kom på veldskool for anden gang, var han knap seksten år gammel. Han var blevet meget større, skudt op til over en meter og firs med en krop som en bjørn og havde også fået lært sig en smule judo. Veldskool var ikke længere helt så slemt. “Det gik op for mig, at hvis nogen mobbede mig, kunne jeg bare slå dem meget hårdt på næsen, så gjorde de det ikke igen. De ville muligvis tæve mig sønder og sammen, men hvis jeg først havde slået dem hårdt på næsen, holdt de op med at komme efter mig.”

Sydafrika i 1980’erne var præget af vold med hyppige maskingeværangreb og knivdrab. En dag stod Elon og Kimbal af toget på vej til en koncert med antiapartheid-musik og måtte gå gennem en blodpøl ved siden af en død mand, der stadig havde en kniv stikkende ud af hjernen. Resten af aftenen lavede blodet under deres sneakers-såler en klistret lyd mod fortovet.

Familien Musk holdt schæferhunde, som var trænet til at angribe alle, der løb forbi huset. I en alder af seks kom Elon spænende op ad indkørslen, da hans yndlingshund angreb ham og bed et stort stykke af hans bagdel. Før personalet på skadestuen kunne få lov til at lappe ham sammen, ville han have garanti for, at hunden ikke blev straffet. “I slår ham ikke ihjel, vel?”

spurgte Elon. Det svor de højt og helligt ikke at ville gøre. Efter at have fortalt historien ser Musk tomt frem for sig meget længe. “Så skød de fandeme hunden alligevel.”

De mest beske erfaringer gjorde han sig i skolen. I lang tid var han den yngste og mindste i sin klasse. Som følge af at have Aspergers syndrom var det svært for ham at forstå sociale signaler, siger han selv. Empati lå ikke naturligt for ham, og han havde hverken lyst til eller sans for at indynde sig. Af samme grund blev han jævnligt drillet af bøller, der kom hen og slog ham i ansigtet. “Hvis man aldrig er blevet slået på næsen, har man ingen anelse om, hvor meget det påvirker en resten af livet,” siger han.

En dag til morgensamlingen fjollede en af de andre elever rundt sammen med en flok kammerater og bumpede ind i ham. Elon skubbede igen. Der blev sagt hårde ord. I frikvarteret opsøgte drengen og hans kammerater Elon, mens han var i gang med at spise en sandwich. De sneg sig ind på ham bagfra, sparkede ham i hovedet og skubbede ham ned ad en betontrappe. “De satte sig på ham og blev bare ved med at tæske løs på ham og sparke ham i hovedet,” siger Kimbal, der havde siddet sammen med ham. “Da de var færdige, kunne jeg ikke engang genkende hans ansigt. Det var en opsvulmet klump kød, hvor man knap kunne se øjnene.” Han måtte på hospitalet og kom ikke i skole i en uge. Flere årtier senere fik han stadig lavet rekonstruktiv kirurgi i et forsøg på at rette op på den beskadigede næse.

De fysiske ar var dog ikke nær så store som dem, han blev påført af sin far, ingeniøren Errol Musk, en slyngel og karismatisk fantast som helt frem til i dag hjemsøger Elon. Efter slagsmålet i skolen tog Errol parti for den dreng, der havde smadret Elons ansigt. “Drengens far havde lige begået selvmord, og Elon kaldte ham åndssvag,” siger Errol. “Elon havde en eller anden hang til at kalde folk åndssvage. Hvordan skulle jeg dog kunne bebrejde den anden dreng noget?”

Da Elon langt om længe kom hjem fra hospitalet, fik han skældud af sin far. “Jeg skulle stå ret op og ned i en time og høre ham råbe ad mig og kalde mig idiot og sige, at jeg ikke kunne bruges til noget som helst,” husker Elon. Kimbal, som også skulle overvære møgfaldet, omtaler det som det værste minde i sit liv. “Min far mistede fuldstændig selvkontrollen og eksploderede, sådan som han tit gjorde. Der var simpelthen ikke medfølelse skabt i ham.”

ELON MUSK

Hverken Elon og Kimbal er i dag på talefod med deres far og kalder hans påstand om, at Elon skulle have fremprovokeret overfaldet, for rent opspind og påpeger, at gerningsmanden kom i ungdomsfængsel på grund af det. De kalder deres far en upålidelig fantast, som jævnligt fortæller mere eller mindre frit opfundne historier, nogle gange med velberåd hu og andre gange helt rablende. Der er noget doktor Jekyll og mr. Hyde over ham, siger de. Det ene øjeblik var han venlig, det næste kastede han sig ud i over en times uophørlig tilsvining. Hver gang sluttede han af med at fortælle Elon, hvor ynkelig han var. Elon skulle bare stå der og måtte ikke gå. “Det var psykisk tortur,” siger Elon, er tavs længe og har svært ved at få ordene frem. “Han var sandelig god til at få hvad som helst til at virke forfærdeligt.”

Da jeg ringer til Errol, taler han med mig i næsten tre timer og følger derefter samtalen op med regelmæssige opringninger og sms’er gennem de næste to år. Han er ivrig efter at gå i detaljer og sender mig fotos af alt det gode, han gjorde for sine børn, i hvert fald i de perioder hvor hans ingeniørfirma gik godt. På et tidspunkt kørte han i Rolls-Royce, byggede en hytte i vildmarken sammen med sine drenge og fik uslebne smaragder fra sin andel i en mine i Zambia, indtil det pågældende firma gik ned.

Men han medgiver også gerne at have opmuntret til fysisk og psykisk hårdhed. “Deres oplevelser sammen med mig ville have fået en veldskool til at virke fredsommelig,” siger han og tilføjer, at vold ganske enkelt var en del af det at vokse op i Sydafrika. “To andre holdt én nede, mens en tredje hamrede én i ansigtet med en brændeknude og så videre. Nye drenge blev på første skoledag tvunget til at slås med skolens bølle.” Han indrømmer stolt at have praktiseret “ekstremt streng gadeautoritet” over for sine drenge.” Derefter sørger han for omhyggeligt at understrege, hvordan “Elon senere anvendte den samme strenge autoritet over for sig selv og andre.”

“Jeg blev formet af modgang”

“Man siger, at enhver mand prøver at leve op til sin fars forventninger og ender med at sone deres fars fejl,” skriver Barack Obama i sine erindringer, “og det kan vel så også være forklaringen på min egen særlige svaghed.” I Elon Musks tilfælde fik farens påvirkning af hans psyke vedvarende betydning, og det på trods af mange forsøg på at fordrive ham både fysisk og psykologisk.

DEN ILDFULDE MUSE

Hans humørsvingninger skulle komme til at bevæge sig fra lys til mørke, intensitet til fjollerier, fra at være distanceret til at være følelsesladet og med lejlighedsvise Jekyll-og-Hyde-lignende omslag til det, hans nærmeste frygtede som hans “dæmonstemning”. I modsætning til sin far var han kærlig over for sine børn, i andre sammenhænge antydede hans adfærd altid en fare, der til stadig måtte bekæmpes: den rædselsvækkende forestilling om, som hans mor udtrykte det, “at han måske ville blive sin far.” Det er en af de hyppigste figurer i al mytologi. I hvilket omfang er helten i Star Wars tvunget til undervejs på sin episke færd at uddrive dæmoner, som Darth Vader har skabt, og kæmpe mod Kraftens mørke side?

“Med en barndom som den han oplevede i Sydafrika, bliver man nok nødt til i visse henseender at lukke af for sig selv rent følelsesmæssigt,” siger hans første kone Justine, der er mor til fem af hans nulevende ti børn. “Hvis man altid bliver kaldt tåbe og idiot af sin egen far, er der muligvis ikke andre udveje end at slukke for alt det inden i én selv, som kunne have åbnet for en følelsesmæssig dimension, han muligvis ikke havde redskaber til at håndtere.” Denne følelsesmæssige afbryder kunne gøre ham kynisk, men gjorde ham også til en risikovillig opfinder. “Han lærte sig at slukke for frygten,” siger hun. “Men hvis man slukker for frygten, bliver man muligvis også nødt til at slukke for andre ting som for eksempel glæde og empati.”

Hans barndom gav ham også aversion mod at stille sig tilfreds. “Jeg tror ganske enkelt ikke, han ved, hvordan man slapper af og nyder at have succes og bare læner sig tilbage,” siger Claire Boucher, kendt under kunstnernavnet Grimes og mor til tre af hans andre børn. “Han blev nok allerede som barn vænnet til, at livet består af smerte.” Musk er enig. “Jeg blev formet af modgang,” siger han. “Min smertetærskel blev meget høj.”

Under en særlig infernalsk periode i 2008, hvor de tre første forsøg på at opsende hans SpaceX-raketter var sprunget i luften, og Tesla var ved at gå fallit, vågnede han op en nat, slog vildt omkring sig og fortalte Talulah Riley, som blev hans anden kone, om de forfærdelige ting, hans far på et tidspunkt havde sagt. “Jeg havde hørt ham bruge de samme vendinger selv,” siger hun. “Det har haft dyb indflydelse på, hvordan han fungerer.” Når han genkaldte sig de pågældende minder, blev han fraværende og syntes nærmest at forsvinde ind bag sine stålgrå øjne. “Han var nok ikke bevidst om, hvor meget

det stadig påvirkede ham, for han opfattede det som noget fra sin barndom,” sagde Riley. “Alligevel har han også bevaret en barnlig og nærmest hæmmet side. Inden i den voksne mand er han stadig til stede som et barn, der står foran sin far.”

Ud af denne heksekedel skabte Musk en udstråling, der indimellem nærmest fik ham til at minde om et rumvæsen, som om hans mission om at komme til Mars udsprang af et ønske om at vende hjem, og hans ambitioner om at bygge menneskelignende robotter var et forsøg på at finde ligesindede. Man ville ikke blive særlig chokeret over at se ham flå skjorten af og vise, at han ikke havde nogen navle og ikke var født her på planeten. Men hans barndom gjorde ham også kun alt for menneskelig, en på samme tid barsk og sårbar dreng der valgte at begive sig ud på storslåede missioner. Han udviklede en ildhu, der dækkede over hans akavede væremåde, og en akavet væremåde til at dække over sin ildhu. Lettere utilpas i sin egen krop, som en stor mand der aldrig har dyrket sport, gik han afsted i et tempo som en bjørn på en mission og dansede trin, han tilsyneladende havde lært af en robot. Med en profets overbevisning talte han om behovet for at nære den menneskelige bevidstheds flamme, forstå universet og redde vores klode. Til at begynde med opfattede jeg det primært som teater, peptaler og podcastfantasier hos en forvokset dreng der havde læst Blafferens galakseguide en gang for meget. Men jo hyppigere jeg stødte på det, desto mere begyndte jeg at tro, at hans følelse af at være på mission også var en del af hans drivkraft. Hvor andre iværksættere kæmpede for at udvikle en verdensopfattelse, udviklede han en kosmisk opfattelse.

Hans familiebaggrund og opdragelse var sammen med hans intellektuelle disposition med til indimellem at gøre ham hårdhudet og impulsiv. Det gjorde ham også ekstremt villig til at løbe en risiko. Han vurderede den køligt og hengav sig samtidig febrilsk til den. “Elon vil løbe en risiko bare for at gøre det,” siger Peter Thiel, der blev hans partner i den tidlige fase med PayPal.

“Han ser ud til at nyde det og indimellem sågar også være afhængig af det.”

Han blev et af de mennesker, der føler sig mest i live, når en orkan nærmer sig. “Jeg er født til storm og trives ikke i magsvejr,” sagde præsident Andrew Jackson. Det er det samme med Musk. Han udviklede en svaghed og nogle gange også et behov for stormvejr og drama, både i sit arbejdsliv og i

DEN ILDFULDE MUSE

de kærlighedsforhold, han uden held kæmpede for at fastholde. Han trivedes med kriser, deadlines og vilde arbejdsindsatser. Når han stod over for pinagtige udfordringer, holdt presset ham ofte vågen om natten og fik ham til at kaste op. Men gav ham også ny energi. “Han tiltrækker drama som en magnet,” siger Kimbal. “Det er en besættelse hos ham, det gennemgående tema i hans liv.”

Da jeg i sin tid skrev om Steve Jobs, sagde hans partner Steve Wozniak på et tidspunkt, at det helt store spørgsmål var: Behøvede han virkelig at være så led? Så barsk og ondskabsfuld? Så afhængig af at være dramatisk? Da jeg hen imod slutningen af mit arbejde med Jobs rettede spørgsmålet til Woz selv, sagde han, at hvis han selv havde stået i spidsen for Apple, ville han have været venligere. Han ville have behandlet de ansatte som en familie og ikke bare uden videre fyret folk. Efter en pause tilføjede han: “Men hvis jeg havde stået i spidsen for Apple, havde vi måske heller aldrig fået skabt Macintosh’en.” Spørgsmålet i forbindelse med Elon Musk bliver derfor også: Kunne han have været mere afslappet og stadig have sendt os afsted mod Mars og en fremtid med elbiler?

I begyndelsen af 2022, hvor SpaceX det foregående år havde gennemført enogtredive vellykkede satellitopsendelser i træk, Tesla havde solgt næsten en million biler, og han selv var blevet verdens rigeste mand, talte Musk beklagende om sin mani med at skabe drama. “Jeg har brug for at tænke på en anden måde end bare at være i permanent krisemodus,” sagde han til mig, “sådan som jeg har gjort i nu omkring fjorten år eller måske i virkeligheden det meste af livet.”

Det var ønsketænkning, ikke et nytårsforsæt. Mens han sagde det, var han i al hemmelighed i færd med at opkøbe aktier i Twitter, den ultimative globale legeplads. I april måned sneg han sig bort til et hus på Hawaii, som var ejet af hans mentor Larry Ellison, stifteren af Oracle, sammen med skuespillerinden Natasha Bassett, som han fra tid til anden kom sammen med. Han var blevet tilbudt en plads i Twitters bestyrelse, men besluttede i løbet af weekenden at sige nej af den grund, at det ikke var nok. Det lå i hans natur at ville have fuldstændig kontrol. Han besluttede derfor at fremsætte et fjendtligt købstilbud om at overtage hele firmaet. Derefter fløj han til Vancouver

ELON MUSK

for at mødes med Grimes. Han var oppe til klokken fem om morgenen sammen med hende for at spille et nyt strategispil om krig og imperier, Elden Ring. Umiddelbart efter at være færdig gik han på Twitter og offentliggjorde sin plan. “Jeg har fremsat et tilbud,” bekendtgjorde han.

Når han i årenes løb havde været langt nede eller følte sig truet, bragte det ham tilbage til rædslen over at blive mobbet på legepladsen. Nu havde han mulighed for at komme til at eje legepladsen.

Winnifred og Joshua Haldeman (øverst tv.); Errol, Maya, Elon, Tosca og Kimbal Musk (nederst tv.); Cora og Walter Musk (th.)

ELON MUSK

Joshua og Winnifred Haldeman

Elon Musks fascination af risikovillighed lå til familien. Han slægtede sin morfar på, den uforfærdede og egenrådige eventyrer Joshua Haldeman som voksede op på en gård på de øde sletter i det centrale Canada. Han studerede kiropraktiske teknikker i Iowa for derefter vende tilbage til sin hjemby i nærheden af Moose Jaw, hvor han afrettede heste og gav kiropraktisk behandling til gengæld for kost og logi.

Med tiden fik han råd til selv at købe sin egen gård, som han imidlertid mistede igen under depressionen i 1930’erne. De næste par år arbejdede han som cowboy, rodeorytter og bygningsarbejder. Hans eneste holdepunkt i tilværelsen var eventyrlysten. Han blev gift og skilt, rejste rundt som vagabond med godstog og var blind passager på en oceandamper.

Tabet af gården gjorde ham populistisk sindet, og han blev aktiv i en bevægelse kendt som The Social Credit Party, hvis program omfattede at give borgerne frie kreditbeviser, som de kunne anvende som en form for valuta. Partiet var også stærkt konservativt og antisemitisk præget. Dets første leder i Canada advarede mod “perverterede kulturelle idealer” som følge af “et uforholdsmæssigt stort antal jøder i magtfulde stillinger”. Haldeman endte som landsformand for partiet.

Han meldte sig også ind i en bevægelse ved navn Technocracy, efter hvis opfattelse en regering snarere burde bestå af teknokrater end af politikere. I en periode var partiet forbudt som følge af sin modstand mod Canadas engagement i Anden Verdenskrig. Haldeman trodsede forbuddet ved at indrykke en avisannonce til støtte for bevægelsen.

På et tidspunkt besluttede han sig for at lære selskabsdans og mødte på den måde Winnifred Fletcher, hvis eventyrlyst kunne måle sig med hans egen. I en alder af seksten var hun blevet ansat på Times Herald i Moose Jaw, men drømte om at blive danser og skuespiller. Med toget drog hun først til Chicago og fortsatte til New York. Efter at være vendt tilbage åbnede hun en danseskole i Moose Jaw, hvor Haldeman mødte op for at få lektioner. Da han inviterede hende ud at spise, svarede hun: “Jeg går ikke på stævnemøde med mine klienter.” Han afbrød undervisningen og inviterede hende ud igen. Et

par måneder efter spurgte han: “Hvornår vil du gifte dig med mig?” “I morgen,” svarede hun.

De fik fire børn, heriblandt i 1948 tvillingepigerne Maye og Kaye.

En dag var han på rejse og fik inde på en mark øje på et enmotors-fly med et til salg-skilt. Han havde ingen penge på sig, men fik overtalt gårdejeren til at tage hans bil i bytte. Det var lettere ubesindigt alene af den grund, at Haldeman ikke vidste noget om at flyve et fly. Han hyrede en anden til at flyve sig hjem og lære sig at styre flyet.

Familien blev efterhånden kendt som The Flying Haldemans, og et kiropraktisk fagblad beskrev ham med den ganske vist lidt snævre, men også fuldstændig dækkende karakteristisk “den måske mest bemærkelsesværdige skikkelse blandt alle flyvende kiropraktorer”. Da Maye og Kaye var tre måneder gamle, anskaffede familien et større enmotors-fly, og de små piger blev kendt som “de flyvende tvillinger”.

Som en konsekvens af sine lunefulde og konservativt-populistiske holdninger nåede Haldeman efterhånden frem til en opfattelse af, at den canadiske regering tiltvang sig for stor kontrol over de enkelte borgeres liv, og at landet var blevet for blødsødent. I 1950 besluttede han derfor at flytte til Sydafrika, som på det tidspunkt stadig blev styret af et hvidt apartheidregime. De skilte Bellancaen ad, fik den pakket ned og gik ombord i et fragtskib med kurs mod Cape Town.

Haldeman besluttede at bosætte sig inde i landet, så familien begav sig afsted mod Johannesburg, hvor hovedparten af de hvide indbyggere talte engelsk i stedet for afrikaans. Men da de fløj over det nærliggende Pretoria, stod de lavendelfarvede jacarandablomster i fuldt flor. “Her skal vi bo,” bekendtgjorde Haldeman.

Da ægteparret Haldeman var unge, var der kommet en plattenslager ved navn William Hunt, kendt (i hvert fald af sig selv) som “Den Store Farini”, til Moose Jaw og havde fortalt skrøner om en gammel “forsvundet by”, som han angivelig selv havde set på vej gennem Kalahariørkenen i det sydlige Afrika.

“Denne charlatan viste min morfar åbenlyst forfalskede billeder, men ikke desto mindre kom han til at tro på dem og besluttede at ville gøre det til sin mission at finde byen igen,” siger Musk. Efter at være kommet til Afrika

ELON MUSK

tog familien Haldeman hver eneste vinter de næste tolv år på en månedlang ekspedition ind i Kalahari for at lede efter den sagnomspundne by. De var selvforsynende med mad og sov med deres våben fremme for at kunne skræmme løverne væk.

Familien fik sig endda også et motto: “Lev farligt – forsigtigt.” De begav sig ud på langdistanceflyvninger til blandt andet Norge, kom på en delt andenplads i det over nitten tusind kilometer lange kapløb fra Cape Town til Algiers og fløj som de første fra Afrika til Australien i et enmotors-fly. “De måtte tage bagsæderne ud for at kunne få tilstrækkelig mange brændstoftanke med,” mindedes Maye senere.

Joshua Haldemans risikovillighed blev til sidst også hans skæbne. Han blev dræbt, da en af hans flyelever ramte en elledning, så flyet flippede rundt og styrtede ned. På det tidspunkt var hans barnebarn Elon tre år gammel. “Han var klar over, at ægte eventyr også indebærer at løbe risici,” siger han. “Det gav ham energi.”

En sådan ånd gav Haldeman i arv til den ene af sine tvillingepiger, Elons mor Maye. “Så længe jeg er velforberedt, kan jeg også tillade mig løbe en risiko,” siger hun. I skolen brillerede hun i naturfag og matematik. Hun så også bemærkelsesværdigt godt ud. Hun var høj og havde blå øjne, harmoniske træk og en markant hage, begyndte i en alder af femten at arbejde som model og gik mannequin i stormagasiner lørdag formiddag.

Nogenlunde samtidig mødte hun en dreng hjemme i kvarteret, som også så bemærkelsesværdigt godt ud, bare på en mere glat og tarvelig måde.

Eventyreren og krejleren Errol Musk var altid var på udkig efter den næste chance. Hans mor Cora var fra England, hvor hun forlod skolen i en alder af fjorten, fik arbejde på en fabrik, der producerede beklædning til kampfly, og tog derefter med et flygtningeskib til Sydafrika. Her mødte hun kodeeksperten og efterretningsofficeren Walter Musk, som arbejdede med planer i Ægypten om at snyde tyskerne ved at opstille falske våben og lyskastere. Efter krigen gjorde han derimod ikke meget andet end at sidde tavs i en lænestol, drikke og bruge sine kryptografiske færdigheder på at løse krydsord. Cora forlod ham og tog hjem til England med deres to sønner, købte en Buick

Errol Musk

og rejste derefter tilbage til Pretoria. “Hun var det stærkeste menneske, jeg har mødt,” siger Errol.

Errol blev uddannet som ingeniør og arbejdede med at bygge hoteller, indkøbscentre og fabrikker. I fritiden holdt han af at renovere gamle biler og fly. Han forsøgte sig også i politik, besejrede et afrikaaner-medlem af det apartheidvenlige National Party og blev et af de få engelsktalende byrådsmedlemmer i Pretoria. Den 9. marts 1972 berettede Pretoria News om valget under overskriften “Reaktion mod det etablerede”.

Ligesom familien Haldeman var han vild med at flyve. Han købte en tomotorers Cessna Golden Eagle og brugte den til at transportere tv-hold ud i bushen til en hytte, han havde bygget. På et tidspunkt var han ude at flyve i håb om at få solgt flyet og landede på en flyveplads i Zambia, hvor en panamansk-italiensk entreprenør tilbød at købe det. De blev enige om en pris på 40.000 britiske pund samt en andel af de udvundne smaragder fra en mine, som entreprenøren ejede i Zambia.

På det tidspunkt havde Zambia fået en postkolonial sort regering, men da der ikke var nogen fungerende administration, blev minen aldrig registreret.

“Hvis man fik den registreret, ville man aldrig få noget ud af den, for så ville de sorte bare tage det hele,” siger Errol. Han kritiserer Mayes familie for at være racister og insisterer samtidig på ikke selv at være det. “Jeg har intet imod de sorte, de er bare anderledes end mig,” siger han i løbet af en usammenhængende telefonsamtale.

Errol blev aldrig parthaver i minen og udvidede sin handelsvirksomhed med at importere uslebne smaragder og få dem skåret op i Johannesburg. “Jeg blev tit opsøgt af folk med stjålne pakker,” siger han. “På udlandsrejser solgte jeg så smaragderne videre til juvelerer. Det var temmelig lyssky og absolut ikke lovligt.” Efter at have indtjent en profit på omkring 210.000 dollar brød hans smaragdforretning sammen i 1980’erne, da det lykkedes russerne at producere en kunstig smaragd i et laboratorium. Derefter mistede han sine indtægter fra smaragder.

Deres ægteskab

Errol Musk og Maye Haldeman var kun lige blevet teenagere, da de begyndte at komme sammen. Helt fra begyndelsen var forholdet mellem dem præget

drama. Han friede til hende den ene gang efter den anden, men hun stolede ikke på ham. Da hun fandt ud af, at han var hende utro, blev hun så oprevet, at hun græd i en uge og ikke kunne spise noget. “Alene på grund af sorg tabte jeg mig fem kilo,” mindes hun, men det gjorde det til gengæld muligt for hende at vinde en lokal skønhedskonkurrence. Gevinsten var 150 dollar kontant, ti billetter til en bowlingbane og en finaleplads i Miss Sydafrikakonkurrencen.

Efter college tog Maye til Cape Town for at undervise som kostvejleder. Errol kom på besøg, købte en forlovelsesring og friede. Han lovede at ændre sig og være hende tro, når først de var blevet gift. Maye havde lige afsluttet et forhold til en anden utro kæreste, havde taget en del på og var begyndt at blive bange for aldrig at blive gift, så hun sagde ja.

Aftenen efter brylluppet fløjl Errol og Maye på bryllupsrejse i Europa med et billigt fly. I Frankrig købte han Playboy, som var forbudt i Sydafrika, og lå så ellers til Mayes store irritation på den lille hotelseng og læste dem. Deres skænderier blev stadig mere forbitrede. Da de kom tilbage til Pretoria, overvejede hun allerede at bryde ud af ægteskabet. Hun begyndte imidlertid hurtigt at få morgenkvalme. Hun var blevet gravid på bryllupsrejsens anden nat, i Nice. “Det var tydeligvis en fejl at blive gift med ham,” mindes hun, “men nu var det helt umuligt at gøre om.”

Sin egen måde at tænke på

Elon og Maye Musk (øverst tv.); Elon, Kimbal og Tosca (nederst tv.), Elon klar til at gå i skole (th.)

Ensom og målrettet

Da Maye Musk begyndte at få veer, var hun ved at hjælpe Errol med at male hans fly. Han blev irriteret over, at hun først holdt op med at male og derefter havde plukveer i tre dage. Den 28. juni 1971 klokken 7.30 om morgenen fødte hun endelig en dreng på 3850 gram med et meget stort hoved.

Først overvejede de at kalde ham Nice efter den franske by, hvor han var blevet undfanget. Historien havde muligvis udviklet sig anderledes eller i hvert fald mere forunderligt, hvis drengen havde været tvunget til at gå gennem tilværelsen med navnet Nice Musk. I håb om at formilde ægteparret

Haldeman gik Errol med til at hente begge drengens navne i deres del af familien: Elon efter Mayes farfar J. Elon Haldeman, og Reeve, som var Mayes mormors pigenavn.

Errol syntes godt om det bibelske navn Elon og hævdede senere at have været forudseende. Som barn, siger han, hørte han om en science fictionroman af raketforskeren Wernher von Braun med titlen Projekt Mars, hvor en koloni på titelplaneten bliver styret af en leder ved navn “Elon”.

Elon græd meget og spiste meget, men sov til gengæld ikke ret meget. På et tidspunkt besluttede Maye bare at lade ham græde igennem, til han faldt i søvn, men ændrede mening, da naboerne tilkaldte politiet. Hans humør gik fra den ene yderlighed til den anden, og når han ikke græd, siger hans mor, var han virkelig kær.

I løbet af de næste to år fik Maye yderligere to børn, Kimbal og Tosca. Hun pylrede på ingen måde om dem. De fik lov til at løbe frit rundt. Der var ingen barnepige, kun en husholderske som ikke skænkede det den store interesse, da Elon for eksempel begyndte at eksperimentere med raketter og sprængstoffer. Han er efter eget udsagn forbløffet over at være kommet gennem barndommen med alle fingre i behold.

Da han var tre, besluttede hans mor, at når han var så intellektuelt nysgerrig, burde han også komme i børnehave. Børnehavelederen prøvede at tale hende fra det ved at påpege, at han ville være den absolut yngste i klassen og få sociale udfordringer. De burde vente et år. “Det kan jeg ikke,” sagde Maye.

SIN EGEN MÅDE AT TÆNKE PÅ

“Han har brug for at tale med andre end mig. Jeg har helt bogstaveligt fået et barn, der er genialt.” Hun fik også sin vilje.

Det viste sig dog at være en fejltagelse. Elon havde ingen venner, og i anden klasse begyndte han at blive fraværende. “Læreren kom hen og råbte ad mig, men jeg så eller hørte hende virkelig ikke,” siger han. Hans forældre blev kaldt til møde med børnehavelederen. “Vi har grund til at tro, at Elon er retarderet,” sagde han. Det meste af tiden er han nærmest i trance og hører ikke efter, forklarede en af lærerne. “Han kigger konstant ud ad vinduet, og når jeg beder ham om at høre efter, siger han bare ‘bladene er ved at blive brune.’” Det havde Elon da fuldstændig ret i, svarede Errol, bladene var ved at blive brune.

Dilemmaet blev løst, da hans forældre gik med til at få undersøgt Elons hørelse, som om den kunne være problemet. “De nåede frem til, at det var en ørelidelse, og fjernede mine polypper,” siger han. Det beroligede skoleledelsen, men ændrede på ingen måde hans tendens til at blive fraværende og trække sig ind i sin egen verden for at tænke. De andre børn hoppede op og ned og viftede med armene foran ham for at prøve at få ham til at blive nærværende igen. Det virkede bare ikke. “Når han ser tomt frem for sig på den måde, skal man helst bare lade være med at prøve på at trænge igennem til ham,” siger hans mor.

Hans sociale problemer blev forstærket af hans manglende vilje til at affinde sig stilfærdigt med dem, han anså for fjolser. Han brugte tit ordet “åndssvag”. “Da han begyndte i skolen, blev han virkelig ensom og trist,” siger hans mor. “Kimbal og Tosca fik allerede den første dag kammerater, som de inviterede med hjem, men det gjorde Elon aldrig. Det var ikke, fordi han ikke gerne ville have venner, men han vidste bare ikke hvordan.”

Som følge deraf blev han ensom, meget ensom, og smerten har stadig brændt sig fast i hans sjæl. “Som barn havde jeg en bestemt ting, jeg plejede at sige,” mindedes han i 2017 i et interview med Rolling Stone, der faldt sammen med en tumultarisk periode i hans kærlighedsliv. “‘Jeg vil aldrig være alene.’ Sådan plejede jeg at sige. ‘Jeg vil ikke være alene’.

Da han var fem, holdt en af hans fætre fødselsdagsfest, men Elon skulle straffes for at have været oppe at slås og fik besked på at blive hjemme. Han var imidlertid også et meget målrettet barn og besluttede sig for at gå alene

hen til sine fætres hus. Problemet var blot, at det lå i den modsatte ende af Pretoria næsten to timers gang væk. Desuden var han for lille til at kunne forstå vejskiltene. “Jeg vidste så nogenlunde, hvordan ruten så ud, for jeg havde set den fra en bil, og var fast besluttet på at komme derhen, så jeg begyndte bare at gå,” siger han. Det lykkedes ham at nå frem, netop da festen var slut. Da hans mor så ham komme gående hen ad vejen, tabte hun fuldstændig besindelsen. Af frygt for at blive straffet igen klatrede han op i et ahorntræ og nægtede at komme ned. Kimbal kan huske at stå neden under træet og kigge ærefrygtigt op på sin storebror. “Han har den her rasende målrettethed, som bare tager pippet fuldstændig fra en og nogle gange også var skræmmende, og stadig er det.”

I en alder af otte blev han fast besluttet på at få en motorcykel. Ja, som otteårig. Han stillede sig hen ved siden af sin fars stol og talte sin sag igen og igen. Når hans far tog avisen og gav ham besked på at tie stille, blev Elon bare stående. “Det var helt utroligt at se det ske,” siger Kimbal. “Han blev stående uden at sige noget, gentog sin argumentation og tav så igen.” Det skete hver eneste aften i flere uger. Til sidst gav hans far efter og skaffede Elon en blågylden Yamaha 50cc. Kimbal fik også en.

Elon var ofte tilbøjelig til at blive fjern og strejfe rundt på egen hånd uden at ænse, hvad andre foretog sig. Da han var otte, var familien i Liverpool for at besøge nogle slægtninge, og en formiddag lod forældrene ham og hans bror lege alene i en park. Det lå ikke i hans natur at forholde sig i ro, og han begyndte at gå rundt i gaderne. “En anden dreng fandt mig og tog mig med hjem til sin mor, der gav mig mælk og småkager og tilkaldte politiet,” husker han. Da han blev genforenet med sine forældre på politistationen, var det stadig ikke gået op for ham, at der var noget i vejen.

“Det var vanvid at efterlade min bror og mig i en park i den alder,” siger han, “men mine forældre var bare ikke overbeskyttende på samme måde som forældre nu om dage.” Mange år senere så jeg ham på en byggeplads for solpaneler sammen med sin toårige søn, kendt som X. Klokken var 10 om aftenen, og gaffeltrucks og andre transportmaskiner blev oplyst af to projektører, der kastede lange skygger. Musk satte X ned på jorden, så drengen selv kunne gå på opdagelse, og det gjorde han så uden tegn på at være bange. Musk skævede indimellem over til ham, mens han udforskede lednin-

SIN EGEN MÅDE AT TÆNKE PÅ

gerne og kablerne, men undlod at gribe ind. Først da X til sidst begyndte at klatre op i en projektør, gik Musk hen og tog ham op. X vred sig og vrælede og brød sig tydeligvis ikke om at blive holdt tilbage.

Senere fortalte Musk om – og spøgte sågar med – at have Aspergers, som er den gængse betegnelse for en form for autistisk lidelse der kan påvirke en persons sociale evner, forhold, følelsesmæssige engagement og selvkontrol.

“Han fik aldrig nogen egentlig diagnose som barn,” siger hans mor, “men hævder selv at have Aspergers, og det har han helt sikkert også ret i.” Han var dårlig til at forstå sociale signaler. “Jeg opfattede det helt bogstaveligt, når folk sagde noget,” siger han, “og først ved at læse bøger begyndte jeg at forstå, at folk ikke altid sagde det, de i virkeligheden mente.” Han foretrak noget mere præcist som for eksempel mekanik, fysik og programmering.

Som alle psykologiske særkender var også Musks komplicerede og individuelle. Han kunne være stærkt følelsesladet, i særdeleshed i forbindelse med sine egne børn, og akut mærke angsten i forbindelse med at være alene. Men han havde omvendt heller ikke det følelsesmæssige apparat, der afstedkommer almindelig venlighed og varme og behov for at blive syntes om. Han var ikke programmeret til at føle naturlig empati. Eller formuleret mere jævnt kunne han indimellem være et røvhul.

Skilsmissen

Maye og Errol Musk var ude at fejre oktoberfest sammen med tre andre par og i fuld gang med at drikke øl og more sig, da en mand ved et nabobord piftede efter Maye og kaldte hende sexet. Errol blev rasende, men ikke på den anden mand. Som Maye husker det, kastede han sig frem og skulle til at slå hende, og en af deres bekendte måtte holde ham tilbage. Hun flygtede over til sin mor. “Efterhånden var han blevet mere og mere skør,” sagde Maye senere. “Han slog mig, mens børnene så det. Jeg kan huske at se Tosca og Kimbal græde ovre i hjørnet, mens Elon på fem slog ham i knæhaserne i et forsøg på at få ham til at holde op.”

Ifølge Errol er anklagerne “rent vrøvl”. Han hævder at have tilbedt Maye og gennem årene også forsøgt at få hende tilbage. “Jeg har aldrig i mit liv lagt hånd på en kvinde og da slet ikke mine koner,” siger han. “Det er et typisk

kvindevåben at råbe om at have været udsat for overgreb fra en mand, råbe op og lyve om det. Og mandens våben er til gengæld at acceptere det og skrive under.”

Dagen efter episoden under oktoberfesten tog Errol hen til Mayes mor, undskyldte og bad Maye komme tilbage. “Du rører hende ikke igen,” sagde Winnifred Haldeman. “I modsat fald bliver hun skilt og flytter hjem til mig.” Derefter slog han hende aldrig mere, siger Maye, men hans verbale overgreb fortsatte. Han kaldte hende “kedelig, dum og grim”. Ægteskabet blev aldrig det samme. Errol indrømmede senere, at det var hans egen fejl. “Jeg havde en virkelig køn kone, men der var også altid kønnere og yngre piger,” sagde han. “Jeg elskede helt oprigtigt Maye, men kvajede mig bare.” Da Elon var otte, blev de skilt.

Maye og børnene flyttede til et hus ude ved kysten i nærheden af Durban omkring 600 kilometer syd for Pretoria-Johannesburg-området, hvor hun arbejdede som model og kostvejleder. Der var ikke ret mange penge at gøre godt med. Hun købte brugte bøger og skoleuniformer til sine børn. Nogle weekender og ferier tog drengene (men som regel ikke Tosca) toget til Pretoria for at besøge deres far. “Han sendte dem tilbage uden tøj eller tasker, så hver eneste gang skulle jeg købe nyt tøj til dem,” siger hun. “Han sagde, at jeg nok skulle vende tilbage til ham, når jeg var blevet for fattig til at kunne blive ved med at forsørge dem.”

Ofte var hun nødt til at rejse i forbindelse med en modelopgave eller for at holde foredrag, så drengene måtte være alene hjemme. “Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over at arbejde på fuld tid, for jeg havde ikke andet valg,” siger hun. “Mine børn måtte selv finde ud af at klare sig.” Friheden gjorde dem selvstændige. Når de stod over for et problem, var hendes faste svar: “Det finder du ud af.” Med Kimbals ord: “Mor var ikke eftergivende eller overbeskyttende, og hun arbejdede altid, men for os viste det sig at være en gave.”

Elon udviklede sig til en natteravn og blev oppe til daggry for at læse. Når han så sin mor tænde lyset klokken 6 om morgenen, gik han selv i seng og faldt i søvn. Af samme grund havde hun svært ved at få ham op tids nok til at komme i skole, og når hun ikke var hjemme om natten, dukkede han nogle gange først op klokken 10. Efter at være blevet kontaktet af skolen gik Errol

SIN EGEN MÅDE AT TÆNKE PÅ

i kamp for at få overdraget forældremyndigheden og udtog stævninger mod Elons lærere, Mayes modelbureau og deres naboer. Lige før sagen skulle for retten, opgav Errol den igen. Med få års mellemrum fortsatte han med at iværksætte nye retssager, blot for at opgive dem igen. Når Tosca fortæller om det, bryder hun sammen i gråd. “Jeg kan huske, hvordan mor bare sad i sofaen og hulkede. Jeg anede ikke mine levende råd. Jeg kunne ikke stille andet op end at holde om hende.”

Både Maye og Errol var i højere grad tiltrukket af dramatisk intensitet end af hjemlig idyl, og det karaktertræk gik i arv. Efter skilsmissen begyndte Maye at komme sammen med en anden voldelig mand. Børnene hadede ham og puttede indimellem knaldperler i hans cigaretter, der fik dem til at eksplodere, når han tændte dem. Kort efter at have friet til hende gjorde han en anden kvinde gravid. “Det var en af mine veninder,” sagde Maye. “Vi havde været modeller sammen.”

Med knækket tand og ar

Walter lsaacson går tæt på en af vor tids mest fascinerende og kontroversielle opfindere: Elon Musk, en grænseoverskridende visionær, som har bragt verden ind i en æra af ebiler, privat rumforskning og kunstig intelligens.

Som dreng blev Elon Musk tævet i skolegården. De ar, han pådrog sig, var ikke nær så skelsættende som de følelsesmæssige men, hans far tilføjede ham. Faren var lige dele slyngel, ingeniør og karismatisk fantast, og hans indflydelse fik afgørende betydning for Elon Musk og hans ambitioner.

I begyndelsen af 2022, dahans firma SpaceX havde gennemført sin vellykkede satellitopsendelse nummer 31, Tesla havde solgt næsten en million biler, og han kunne kalde

italesatte Musksin næstentvangsprægederisikovillighed og sit maniske aktivitetsniveau. "Jeg bliver nødt til at få et andet mindset end den krigstilstand, somjeg harværetide senesteårellermåske i virkeligheden det meste af mit liv," sagde han. Med opkøbet af Twitter, nu X, viste det sig at væreønsketænkning.

Walterlsaacsonharfulgt Muskgennemtoår, privat og professionelt, og har interviewet ham og hans familie, hans venner og fjender og mennesker, han arbejder sammen med. Resultatet er blevet en fortælling indefra, med historierom bådetriumf ogtumult, som stiller spørgsmålet: Er Elon Musksdæmoner også en forudsætning for nytænkning og fremskridt?