”Det sidste, jeg vil, er at dømme mine karakterer”

Jeg er træt af jeg’et

I romanen For evigt fletter KRISTINA STOLTZ en slægtsfortælling om tre generationer af kvinder sammen med et meget præsent nutidsspor farvet af pandemi og klimaaktivisme. Tiden kalder på det kollektive både i litteraturen og i samfundet, mener hun.

Det begyndte med et familietraume. Med en række af mødre på begge sider af Kristina Stoltz’ familie, der enten selv forlod deres familie eller blev smidt ud af den. Det er en problematik, som altid har optaget Kristina Stoltz, og som hun har vidst, hun ville skrive om. Hvordan det traume løber ned gennem generationerne, og hvorfor det tilsyneladende har været så svært for de kvinder at knytte sig fuldkomment til deres børn.

På hendes mors side blev hendes tipoldemor tvunget til at forlade sine tre børn, og på hendes fars side var der hendes norske farmors mor, som blev forment adgang til sine to børn, da Kristina Stoltz’ farmor var tre år gammel.

Det var farmorens historie, Stoltz havde tænkt sig at tage udgangspunkt i. Hun havde fire børn med forskellige mænd og endte med selv at føre familie- traumet videre, da hun forlod de to yngste.

Men selvom Stoltz længe prøvede at skrive den historie, gik det ikke. ”Jeg troede, at hele fortællingen skulle være meget tættere på den virkelige historie, og at meget af den skulle foregå i Norge. Jeg lavede en masse research på det, men jeg kunne bare mærke, at det ikke fungerede,” siger hun. ”Den der gnist blev ikke tændt, og jeg kunne ikke finde fortællingen. Der var masser at tage fat i, masser af gods at hente, men i mig var der ikke resonans.”

Hvordan hun skulle komme videre, vidste hun ikke. Ikke før hun nærmest ved et tilfælde stod på et museum på Skeppsholmen i den svenske hovedstad med sin søn. ”Jeg havde givet ham en tur til Berlin i konfirmationsgave, men fordi grænserne var lukket til stort set alle andre lande end Sverige under corona, tog vi i stedet til Stockholm. Der var vi inde at se en udstilling på Moderna Museet, som handlede om Kiruna. Det er Sveriges nordligste by, og de seneste år er hele byen blevet flyttet, for at man kan udvide en jernmalmmine. Jeg blev fuldstændig optændt af den historie,” siger hun og tilføjer, at det ellers var en noget tør udstilling med store landkort og plancher, som hendes søn havde svært ved at fatte interesse for. ”Jeg ved ikke, hvad der gjorde det, men jeg kunne mærke, at der var et eller andet her. Den nat, inden vi skulle tilbage til København, lå jeg vågen, og jeg er ellers ikke sådan en typisk kunstner, der tager noter om natten, men det gjorde jeg dér. Lige pludselig væltede den historie, jeg nu har skrevet, bare ud. Meget detaljeret. Jeg vidste lige pludselig, at historien skulle flyttes til Sverige, at det skulle være udgangs- punktet for fortællingen. Jeg vidste, at det skulle være tre generationer af kvinder. At den ældste kvinde, hende, der hedder Baby i bogen, skulle have træk fra min farmor. At der skulle være et barnebarn i København, som skulle studere antropologi og til Kiruna på feltarbejde. Jeg vidste, at der skulle være et fortids- spor og et samtidsspor. Det skulle lige så vel være en samtidsroman som en slægtsfortælling. Alt det har jeg på nogle virkelig grimme noter, jeg tog den nat. Derfra gik det slag i slag,” fortæller Kristina Stoltz.

Lad os springe to år frem i tiden og få på plads, hvad For evigt så er blevet for en roman: Omdrejningspunktet er som nævnt tre generationer af kvinder og deres indbyrdes relation – Baby, der er i begyndelsen af halvfjerdserne, hendes datter, Anna, og barnebarnet, Cajsa. Ingen har hørt fra Baby i næsten to år, da hun en aften dukker op i Cajsas københavner-kollektiv. Tidligt næste morgen samles de tre i kollektivets køkken. For Anna er hendes mors fravær utilgiveligt og lægger sig oven i barndommens svigt. Cajsa er til gengæld stærkt knyttet til sin karismatiske mormor, der har levet et rastløst og afsøgende liv, hvor hun har lavet gadeteater i Paris, arbejdet som langturs- chauffør eller som nu: boet i en autocamper på Møn uden at give lyd fra sig. Baby, der er vokset op i Sverige, men forlod det hele, ved godt, at hendes valg gennem livet har haft konsekvenser, og alt imens hun flytter ind i kollektivet og hvirvles ind i Cajsas klima- aktivisme, forsøger hun at nærme sig sin datter, inden det er for sent. Hvad handler romanen om, som du ser det? “Hvis jeg skal sige det med ét ord, vil det være: Omsorg. Det er omsorg og det modsatte: omsorgssvigt der er blevet ved med at optage mig, det, jeg er blevet ved med at kredse om.“

Hvorfor, tror du? ”Omsorg er noget, der bliver set som en typisk kvindelig dyd eller kvalitet, noget, vi har talt lidt ned og ikke har tillagt værdi, men jeg synes, vi er et sted i verden i dag, hvor det må være dét, der kommer i forgrunden. Hvis vi ikke begynder at drage mere omsorg for planeten og for hinanden, vores børn, vores medmennesker, så går det galt.“

Det begyndte med din farmors historie, men endte et andet sted – med en historie med mange stemmer. Hvad tiltrak dig ved det kollektive? ”Dels det, at vi nu har haft autofiktionen, jeg-fortælleren, og de der tæt-på-mig-og-mine-erfaringer-fortællinger, og dem har jeg jo også selv skrevet, selvfølgelig, for vi bruger altid vores egne erfaringer i kunsten – det gør jeg også i denne roman, men personligt har jeg brug

”Det sidste, jeg vil, er at dømme mine karakterer. Det interesserer mig ikke at prædike.”

for at fortælle på en anden måde nu. Jeg vil væk fra jeg’et og ud i det store vi. Jeg er træt at jeg’et og på en måde også bange for det, forstået på den måde, at det jo er individualismen, det individuelle menneskes manglende evne til behovsudsættelse, der er med til at ødelægge verden og grunden til, at vi lider psykisk og får depressioner og angstdiagnoser, fordi vi er fanget i alle disse jeg-enheder. Under coronanedlukningen blev jeg mere og mere optaget af klimakrisen. En stor sorg vældede ind over mig, da det for alvor gik op for mig, hvor galt det er fat. Også her kom jeg’et totalt til kort: Sorgen er jo ikke min alene, men vores alles. Vi står alle sammen midt i det store tab. Jeg kunne mærke, at der var et eller andet med den verdenssituation, vi befinder os i, hvor det ikke er jeg’et længere, det er mange mennesker, det er samfundet, familien, generationerne, der skal tale.“ Hvordan mærkede du det, da du skrev? “Konkret opstod det blandt andet, da jeg begyndte at researche på personen Cajsa, som jeg ville sende til Kiruna, og fandt ud af, at hun var klimaaktivist. Da jeg dykkede ned i det materiale, FN’s IPCC-rapporter for eksempel blev jeg simpelthen så ramt af det. Jeg tænkte: En ting er, hvad jeg vil skrive, men hvad skal jeg gøre med mig selv som menneske? Hvad skal jeg stille op med min krop? Temmelig spontant kastede jeg mig ind i klimaaktivisme. Det føltes lindrende at handle og at gøre det sammen med andre mennesker. Flere af de erfaringer, jeg gjorde mig i den periode, er med i romanen.“

Du sagde, at det var en historie om omsorg. Hvordan knytter du omsorgen i de personlige relationer til omsorgen for naturen? “Jeg har tidligere skrevet romanen På ryggen af en tyr, som handler om mange af de samme temaer. Dér manifesterer krisen sig helt konkret på den måde, at en stor olietanker lækker ude på havet og dyrene dør. Og så er der en mor i det ene spor, som forlader sin familie, og en anden mor, der dør, og en tredje mor, der ikke kan finde ud af at være mor, så jeg tror, det er noget, jeg har været optaget af i mange år, måske altid. Omsorg versus omsorgssvigt. Den umulige opgave, omsorg også er, for det er jo på en måde aldrig muligt at gøre det godt nok, man kan altid gøre det bedre. Vi er mennesker, og vi begår fejl. Men vi kan gøre vores bedste. Det gælder mellem mennesker, men det gælder også i vores forhold til naturen: Anser vi for eksempel udelukkende naturen som en ressource, eller forstår vi, at naturen er os selv, og at vores egen overlevelse som art afhænger af den øvrige naturs overlevelse? Det var interessant at spejle konflikten i relationerne med klimakatastrofen og måden, vi forholder os til den på.”

‘For evigt’ har et historisk spor i et landligt Sverige i 1950’erne og desuden et meget præsent nutidsspor præget af nedlukningen under pandemien og klima- kampen på Lærkesletten på Amager. Hvilke overvejelser gjorde du dig om at forbinde de to spor? “Det gjorde jeg mig mange tanker om, for jeg kunne godt se, at det var svært. I bogens første del får vi barndomsfortællingen om Baby. Efter det ville jeg kaste de her karakterer ned i en nutid, som var lige nu og her. Det skulle foregå, mens jeg skrev det. Jeg kan huske, at jeg talte med min mand om det, og han sagde: ‘Jamen, det kan man jo ikke, man kan ikke skrive om sin egen nutid, man er nødt til at have en vis afstand til den!’ Men det kan godt lade sig gøre. Man er selvfølgelig blind, som alle andre er, så det er ikke noget med at postulere, at man har det store overblik, man må bare skrive fra det sted, man er.”

Hvorfor var det vigtigt at få den aktuelle nutid med – du kunne også have lavet et mere uspecifikt nutidsspor, hvor der for eksempel ikke var en pandemi. “Det kunne jeg have gjort, men der var noget spændende ved at bruge den undtagelsestilstand, som vi alle blev ramt af, men som vi reagerede forskelligt på.

I forhold til romanens klimaspor, så er du også selv klima- aktivist og har demonstreret på Lærkesletten. Hvordan har du kunnet bruge det – uden at komme til at farve bogen af en bestemt politisk agenda? “Først og fremmest er det mennesker, der interesserer mig, og mennesker er komplekse. Som regel vil de det gode. At de så har forskellige holdninger til, hvad det gode er, gør det kun endnu mere interessant at gå på opdagelse og skrive personer frem. Det sidste, jeg vil, er at dømme mine karakterer. Det interesserer mig ikke at prædike. I bogen er der tre af karaktererne, der er med i blokaden på Lærkesletten: Der er Cajsa og hendes mormor, Baby, og så er der Cajsas veninde Olivia. De er der alle tre med et forskelligt udgangspunkt. Olivia er helt klart den af dem, der er mest ramt af klimakrisen, den af dem, der erkender katastrofens omfang på et dybere niveau, og hun ender også med at blive syg af det. Cajsa er mere pragmatisk. Hun vil gerne kæmpe for klimaet og fremtiden, men hun vil også en hel masse andet. Baby ender derude fuldstændig tilfældigt. Hun synes, det er dejligt og godt, at de unge kæmper for en sag, men hun er ikke optaget af klimaet. Og så er der sådan en som Anna, Cajsas mor, der ikke kunne drømme om at være med. Klimakrisen er slet ikke inde på hendes radar. Det er ikke, fordi hun synes, det er dårligt at kæmpe for en bedre verden, men hun kunne aldrig finde på at lænke sig fast til et hegn eller stille sig op et sted og råbe slagord. Men det er ikke en fordømmelse af hende, jeg skriver frem. Jeg har skrevet romanen ud fra hver enkelt karakters perspektiv, ud fra det, de er optaget af. Og ikke ud fra, hvad jeg er optaget af.”

Hvordan kan man skille det ad? ”Det kan man, fordi man ikke længere er sig selv, når man skriver, man er sine karakterer. Det er det, der er så fantastisk ved at skrive. Jeg er ikke i forgrunden. Når jeg mærker mig selv i forgrunden, ved jeg, at jeg er på afveje. Det er en meget kropslig følelse faktisk. Afhængigt af, hvilken karakter jeg er inde i, så er det den person og ikke den store ideologiske sag, der er vigtig. Det er også derfor, det er så vigtigt at læse og lave research, fordi du skal have materialet ind under huden. Mit held var så, at jeg, fordi jeg havde siddet og lavet researchen og havde læst IPCC-rapporterne og var blevet så tynget af bekymring om mine børns fremtid, tænkte: Jamen nu må jeg bare handle. Jeg lægger det, jeg skriver på, væk nu. Så det med at være med på Lærke- sletten var noget, jeg gjorde bare for mig, ikke fordi jeg skulle skrive om det. Men da jeg gik i gang med at skrive igen, havde jeg en hel erfaringspulje at tage fra. Det var ikke længere noget, jeg behøvede at sidde og tænke mig til: Gad vide, hvordan det er at være en 22årig klimaaktivist med grønt hår? Jeg havde selv erfaret det.”

Det var ikke en bevidst metode? “Jeg har ikke tænkt det som en metode, jeg holder jo ikke op med at lave klimaaktivisme, fordi jeg har skrevet romanen færdig. Omvendt var jeg måske ikke blevet klimaaktivist, hvis ikke jeg var begyndt at skrive den roman. På den måde hænger skrift og liv sammen. Men når jeg tænker over det, har jeg altid været ude i verden op til en skriveproces, ude i felten som en slags antropolog. Det er også den bedste måde for mig at få afstand til stoffet på, apropos det med, om ens ideologi kommer eller ikke kommer i forgrunden. Når stoffet er i min krop, kan jeg bedre forholde mig til, hvilke dele af det jeg vil bruge. Det bliver mindre udvendigt. Karaktererne og hele fortællingen skal jo i sidste ende komme indefra, ellers ender en roman bare med at være en fiks idé, og det interesserer mig ikke.”

Kristina Stoltz Født 1975. Har udgivet både digte, noveller, børnebøger og romaner og har modtaget flere priser og legater for sit forfatterskab. Hun bevæger sig frit mellem genrer, og karakteristisk for forfatterskabet er, at hun med hver udgivelse går ad nye litterære veje.