7 minute read

Da det mest utænkelige drab blev begået i tillidssamfundet

Anne Mette Lundtofte dokumenterer i DYBT VAND opklaringen af en forbrydelse, der er svær at forbinde med et af verdens tryggeste og lykkeligste lande. Læs forordet til bogen her.

Af Anne Mette Lundtofte

I marts og april 2018 dækkede jeg retssagen mod Peter Madsen for The New Yorker. Jeg er ikke retsreporter; som dansk forfatter, der havde boet i New York i tretten år, skulle jeg med mit insider-perspektiv formidle den spektakulære danske drabssag for et internationalt publikum, som havde svært ved at forene den grufulde forbrydelse mod journalisten Kim Wall med billedet af Danmark som et af verdens tryggeste og lykkeligste lande. Jeg skulle rapportere om Københavns Politis efterforskning og anklagemyndighedens fremlæggelse af beviser imod Peter Madsen og indsætte kriminalsagen i en kulturel kontekst.

Retssagen forløb over tolv retsmøder i Københavns Byret, og ingen gik upåvirket derfra. En garvet kriminalreporter fortalte mig, hvordan hun for første gang i sit arbejdsliv måtte debriefe hos en psykolog, og anklageren i sagen udtalte til pressen efter dommen, at sagen også hos ham var gået »ind under huden«. Drabets brutalitet, drabsmandens fuldstændige mangel på empati og anger, dødsvideoerne fra hans computere og hans åbenlyse løgne tog pusten fra alle i salen. I pauserne havde vagterne travlt med at åbne vinduerne til forårsluften udenfor.

Dybt vand er en forlængelse af reportagen og en bearbejdning af mødet i retssalen med det totalt meningsløse og fuldstændig hensynsløse, som det har taget fire år at fordøje, behandle, beskrive.

Danmark er – som de andre lande i Skandinavien – et tillidssamfund, og drabet på Kim Wall udstiller på den ene side tillidssamfundets sårbarhed: Her følte Kim Wall sig tryg ved som en del af sit arbejde at sejle ud i en ubåd med en mand, hun ikke kendte. Havde hun befundet sig i et af de udviklingslande, hun ellers rapporterede fra – Uganda, Sri Lanka, Haiti – var det ikke sikkert, at hun havde valgt at gøre det. Men i Danmark havde hun fuld tillid til, at den mand, hun skulle interviewe, tog hende med ud at sejle for at give hende de bedst mulige betingelser for at kunne udføre sit arbejde ordentligt. Og hvorfor skulle hun ikke tro det? Ham, hun skulle ud at sejle med, havde gjort det hundredvis af gange før – med andre journalister, berømtheder og folk fra udlandet, som havde fundet hans hjemmelavede ubåd interes- sant. På den anden side viser de danske myndigheders reaktion på Kim Walls forsvinden tillidssamfundets styrke: Minutter efter at hun var meldt savnet, sendte Søværnet helikoptere i luften og skibe i søen i en eftersøgning, der senere blev til en efterforskning, hvor forskellige institutioner landet over i månedsvis samarbejdede på kryds og tværs af kompetencer og fagområder og med nabolandet Sverige for at få fundet Kim Wall og stillet hendes drabsmand til regnskab. Det var et samarbejde mellem mennesker og institutioner og skandinaviske samfund, der hvilede på samme tillid, som Kim Wall havde udvist, da hun gik ombord på ubåden.

I de år jeg boede i New York, oplevede jeg et samfund med en anden grad af tillid end den, jeg var vant til i Danmark. Det var da heller ikke tryghed, jeg søgte, da jeg flyttede til New York i 1995. Jeg var femogtyve år og ville på eventyr i byen, hvor alt kunne ske.

I løbet af min første måned blev jeg snydt for tyve dollar i et terningespil på gaden, og min engelske mand blev involveret i et nøje planlagt forsikringssvindelnummer, der efterlod ham en stor pose med, hvad han troede var amerikanske dollar, men viste sig at være avispapir.

Langt værre gik det for en anden dansk kvinde, der kom til New York i 1997. Hun havde et barn med en amerikansk mand, og mens parret spiste frokost på en restaurant i East Village på Manhattan, lå deres fjorten måneder gamle baby og sov i en klapvogn ved vinduet udenfor. I Danmark er det normalt, at børn sover middagssøvn i barnevogne i den friske luft, men i New York blev det betragtet som en forbrydelse: Moren blev arresteret og anklaget for »child endangerment«, mens hendes baby blev sat i familiepleje.

Familien blev heldigvis genforenet fire døgn senere, og moren slap for straf, men oplevelsen må have været traumatisk. Selv var jeg ikke i tvivl, da jeg få år senere fik børn: De skulle ikke vokse op i New York, hvor alt kunne ske. I 2008 flyttede jeg med min mand og to børn til København, og det var sådan, at jeg ti år senere landede i Københavns Byret som en slags omvendt udenrigskorrespondent under retssagen mod Peter Madsen.

Dybt vand er ikke en klassisk true crime og heller ikke et retsdrama. Den handler ikke om drabet, og den forsøger ikke at forstå og forklare en afvigende person og hans forbrydelse – dét er der allerede skrevet hundredtusindvis af artikler, liveblogs og lavet dokumentarfilm om.

Præmissen for bogen er, at vi aldrig kommer til at forstå, hvad der foregår i hovedet på Peter Madsen, eller hvad der skete i hans ubåd.

Men hvad kan vi vide?

Det er dét, Dybt vand dokumenterer ved at fremlægge de oplysninger, myndighederne fik under eftersøgningen og efterforskningen af sagen, i den rækkefølge, de fik dem. Hvem vidste hvad hvornår, og hvad gjorde de med den viden? Jeg har fundet og talt med førstehåndsvidner, som ikke før har talt med medierne, fordi de ikke ville bidrage til den sensationelle dækning, der ellers har kendetegnet behandlingen af sagen.

Jeg har talt med dem, som blev involveret, fordi det var en del af deres arbejde – en tidligere drabsefterforsker, personalet i en af Forsvarets redningshelikoptere, en dykkerchef, en ubådsekspert, en oceanograf og frivillige fartøjsførere fra Marinehjemmeværnet – og dem, der blev en del af sagen, fordi de tilfældigvis befandt sig et bestemt sted på et bestemt tidspunkt: fire sejlere, der 11. august 2017 opdagede Peter Madsen i Køge Bugt og overdrog ham til myndighederne; den australske filminstruktør, der gav politiet sine filmoptagelser af Peter Madsen fra samme dag; kæresteparret, der fandt Kim Walls torso ti dage senere. På grund af emnets følsomhed har tre kilder ønsket anonymitet (»John«, »Anders« og »Bjarne«).

Jeg har udvalgt dele af de interview, jeg har lavet med vidnerne, og gengiver dem i scenisk form med den hensigt at fortælle en bestemt historie: hvordan vi reagerede som tillidssamfund, da det mest uhyrlige blev begået af én iblandt os.

Strukturen i Dybt vand følger den kronologiske tidslinje, der begynder, i det øjeblik Kim Wall blev meldt savnet i august 2017, og slutter, da Peter Madsen blev dømt for hendes drab, og ubåden blev ophugget i 2018.

Bogen bygger hovedsageligt på de nævnte interview med øjenvidner, og hvor det ikke har været muligt at få adgang til førstehåndsvidner, har jeg brugt offentligt tilgængelige, skriftlige kilder som obduktionsrapporten, udskriften fra Københavns Byrets retsbog og Forsvarets Search and Rescue-rapport. En del informationer og citater er fra noter, jeg tog i løbet af retssagen.

Det har ikke været muligt at interviewe efterforsker Christian Skov, hvis store rolle i efterforskningen derfor er beskrevet af andre kilder: Jens Møller Jensen, Lars Møller og Torben Vang.

Jeg har desværre aldrig mødt Kim Wall. Jeg kender kun til hendes eksistens, fordi hun blev dræbt. Jeg kender kun Kim Wall som en historie.

Siden retssagen har jeg læst, hvad jeg har kunnet finde af artikler, hun har skrevet i blandt andet The Guardian, New York Times, The Atlantic og Harper’s Magazine. Emnerne, hun skrev om, spænder vidt og bredt og vidner om et nysgerrigt menneske, der undersøgte verden i alle dens facetter og i mange af dens afkroge: Hun skrev om krybskytteri i Sri Lanka, atomaffald på Marshalløerne, voodookulturen i Haiti, det asiatiske LGBT-miljø i New York, menneskelige »vampyrer« i Hollywood, kinesiske bryllupper på Manhattan, gør-det-selv biohacking, den seksuelle revolution og feminisme i Kina, Idi Amins torturkamre i Uganda, illegal brug af internettet i Cuba – alt sammen på et sprog, der ikke var hendes modersmål, men som hun formåede stilistisk at gøre til sit eget: I Kim Walls artikler er det poppede blandet med det politiske, indsigtsfulde samfundsbetragtninger præsenteres med humor. Det er et journalistisk virke, der vidner om en begavet, seriøs og selvsikker skribent, der ikke havde behov for at tage sig selv for højtideligt, og hvis beskrivelser af mennesker og verden afslører en dyb empati og en ukuelig søgen efter at ville vide og vide mere.

Kim Wall var drevet af begæret efter viden og efter at fortælle historier, og dét kan kun beundres.

Dybt vand begynder, da Kim Walls liv endte, men den fortsætter i samme ånd med at tage et stykke af virkeligheden og gøre den til sin i skriften.

FOTO: LEA MEILANDT ANNE METTE LUNDTOFTE Har en ph.d. i Comparative Literature fra New York University og skrev for Politiken, mens hun boede i byen 1995-2008. Hun er forfatter til bøgerne New York, New York (2009) og Zentropia (2013). Dybt vand – en skandinavisk opklaring udkom august 2022.

This article is from: