Pede, Momo og Lille Træ

Ane Bjørn Født 1984. Debuterede i 2015 med børnebogen Da natten blev væk og har siden blandt andet udgivet den grafiske fortælling Omvendt Sne samt billedbøgerne Bjørnebarn, Trylleblik og senest Påfugl.

Ane Bjørn om drengen fra billedbogen Påfugl, som hellere vil være en elegant fugl end en drabelig flyveøgle til fastelavn.

Jeg kender en pige, der hænger med hovedet nedad i æbletræet. Hun har sorte tæer og uglet hår og blå mærker på skinnebenene. Hun kan slippe med hænderne, så hun kun hænger i knæhaserne. Kjolen falder ned over hovedet, så det blå tyl dækker ansigtet, og jeg holder vejret i lige dele beundring og skræk. Så svinger hun frem og tilbage, fingerspidserne strejfer græsset under hende, og hun griner under tylskørtet. Hun er en cirkusprinsesse øverst oppe under teltdugen. Hun er Ronja i skoven og en flagermus i natten og en pirat i den højeste mast.

Jeg kender en dreng, der lægger neglelak med sirlig hånd. Blå på pegefingeren, grøn på langfingeren, lilla på ringfingeren, guld på lillefingeren. Tommelfingeren er svær, han gør sig umage og bider sig i underlæben; én prik af hver farve skal den have. Så rejser han sig og løber ud gennem havedøren med viftende hænder, mens neglene tørrer. Han har viklet et tørklæde om livet som et skørt. Det flagrer efter ham i vinden. Han er en fugl med en glitrende hale. Han er Elsa i den fortryllede skov og en vinget hest over himlen og en elver med magiske kræfter.

Pigen og drengen, som jeg kender, er, som børn er flest. Komplekse, mangefacetterede, sprudlende væsner med glimmerneglelak og sorte tæer og elastiske, boblende faconer, som passer dårligt i firkantede kasser.

Alligevel laver vi dem hele tiden. Kasser til børn. Kasser baseret på deres køn og deres ydre. Kasser formet af forudindtagethed om, hvad de kan og vil og kan lide. Kasser farvet af vores egen bagage, egne ønsker og begrænsninger. Momo, som er hovedpersonen i Påfugl, er også, som børn er flest. Han er vokset ud af pigen og drengen, som jeg kender, og hans historie afspejler mine iagttagelser af brusende, boblende børnevæsner og mine tanker om kantede kønsnormer og blinde voksenforventninger.

Før Momo fik hele sin historie, var han bare en tegning af en lille dreng i sort og hvid med en farvet påfuglefjer i hænderne. Hans ansigt vendt mod os, men hans blik fordybet i den glitrende fjer, som han holder foran sig. Bag ham kastes skyggen af en kæmpestor, udfoldet påfuglehale. Skyggen er forbundet til ham; det er ham, der kaster den.

Da Tine Flyvholm, min redaktør, så tegningen og spurgte ind til tankerne bag, kunne jeg mærke, at drengen med påfugleskyggen havde en historie, der var større end den enkelte tegning. En historie om at bære noget indeni, der ikke kan ses udenpå; noget smukt og storslået og uventet, der bare venter på at kunne folde sig ud.

Jeg endte med ikke at forfølge skygge-tematikken, og Momo kom også til at se helt anderledes ud end drengen på den første tegning. Han voksede sig mere spinkel og ”fuglet” i min skitseproces, og han kaldte på funklende farveblyanter og klare akvareller i et farveflor, jeg ikke før har bevæget mig i. Men figurens grundfølelse forblev den samme som i den allerførste tegning: Momo bærer noget indeni, der ikke kan ses udenpå. Det bruser i brystet, når han tænker på det. For indeni har Momo knejsende nakke og stolt gang. Indeni har han glitrende fjerpragt, vingefang fra væg til væg og en prægtig hale i alle regnbuens farver. Indeni er Momo en smuk fugl. Men det kræver mod at stå ved. Især hvis de voksne omkring en ikke evner at se det.

For mig handler Momos historie mest af alt om vigtigheden af at blive set og anerkendt som den, man er. At blive set rent. Uden kasser. Uden forudindtagethed og forventninger. Det er lettere sagt end gjort, og Momos far snubler også over sig selv i forsøget. Men så gør han sig umage. Lytter. Ser og ser efter. Og ser Momo.

Carl Quist-Møller om en sløv padde, der ved et uheld udvikler en passion for bøger.

Læsepadden Pede er et klassisk eventyr om en skildpadde, der ønsker sig fred og ro og tryghed, mister det hele, kæmper for at finde tilbage og finder noget helt tredje på vejen.

Hovedpersonen er Pede, og han er en rigtig sløv padde.

Pede begyndte sit liv som maskot. HOME-START Familiekontakt, der organiserer husvenner og bonusbedsteforældre til småbørnsfamilier med særlige behov, spurgte mig, om jeg ville designe en lille læsemaskot til en kampagne for højtlæsning.

Da jeg skulle tegne Pede første gang, begyndte jeg, som jeg altid gør: med at tegne en masse helt små skitser på post-its. Bare for at få ideer til, hvordan en skildpadde egentlig kunne se ud. Jeg så også på billeder af skildpadder på min computer for at finde ud af, hvordan jeg skulle tegne ham. Så gik jeg i gang med blyant på A4-papir. Jeg bruger slet ikke computeren til at tegne på, alting foregår fuldstændig analogt. Jeg keder mig, når jeg kigger ind i en skærm. Jeg bliver træt af det og kan meget bedre lide farverne på papiret. Og så kan jeg godt lide de foræringer, man får på papiret, som egentlig er fejl. Hvis man laver en stor tegning og maler det hele op med tusch, kan man godt komme til at tabe en blækklat undervejs. Det er så nødt til at blive til en myre eller en flue eller et andet dyr. Det sætter noget andet i gang, og det har sin charme. Jeg tegnede en skildpadde med en urtepotte på hovedet for at illustrere den tid og ro, som højtlæsning kan give. Læsning styrker vores fantasi og forestillingsevne og for at illustrere det lader jeg blomsten i urtepotten vokse, jo mere Pede læser. Man behøver på ingen måde at have jord i hatten, hvis man ikke kan læse, men en god bog kan få fantasiblomsterne til at springe ud.

Skildpadden Pede blev levende for mig, og det var nærliggende at skrive historien om, hvordan han blev forvandlet til en læsepadde. Jeg lærte selv at læse meget sent og opdagede derfor først læseglæden som voksen. Historien om Pede, der i begyndelsen ikke ved, hvad bøger bruges til, er derfor inspireret af mine første oplevelser af biblioteket.

I bogen er det Pedes venner Ræv, Hare, Mus og Grævling, der har lokket ham med, men han vil helst krybe ind i sit skjold og snuppe en lur. Han aner ikke, hvad han skal med bøger, og farer bogstaveligt talt vild i en labyrint af bøger på biblioteket. Mange af de bøger, han ser på biblioteket og i begyndelsen prøver at bygge huse, skibe og fly med, kommer fra min farfars gamle bogsamling. Kort tid inden at Pede kom til live på papiret, arvede jeg en masse af hans gamle læderindbundne bøger. Det var et helt bibliotek, han havde haft. Han læste, og så røg han cigar, drak kaktuslikør og spiste kiks med orangemarmelade. Så selvfølgelig skulle min farfars bøger også have en rolle i bogen.

I dag er Pede ikke kun en maskot og hovedpersonen i en børnebog. Pede er gået til musikken. Læsepadden Pede er blevet til en musikforestilling, hvor jeg sammen med flere musikere turnerer landet rundt og spiller, tegner og fortæller for børn. På landets biblioteker, naturligvis.

Carl Quist-Møller Født 1964. Som 23-årig illustrerede han Jungledyret Hugo, som hans far, Flemming Quist Møller, skrev historierne til. Han er også kendt fra TV-programmet Fjernsyn for dig, hvor han fortalte løgnehistorier, så næsen den voksede. Fortællingerne er siden blevet til bogen Løgnehistorier (2008). Læsepadden Pede udkom i 2022 og er siden blevet til en tegnekoncert, som Carl Quist-Møller sammen med to musikere turnerer rundt til landets biblioteker med.

Jacinta Madsen om en lille starut med rødder, kimblade og to struttende knopper, der bliver venner med en pige i billedbogen Lille træ.

Lille Træ er et forsøg på at give naturen en stemme. Et famlende og krudsedullende forsøg, der har bragt mig ud i skoven og ned i bøger og hen til mit tegnebord.

Lille Træ er et forsøg på at skabe en figur, der gennem fantasiens verden slår sprækker til en dialog. Første skridt mod dialog er at anerkende den anden; at der er andre end os mennesker, som har en stemme.

Men hvordan giver man stemme til noget, man ikke har adgang til? Jeg har aldrig været et træ eller følt som et træ eller bare så meget som talt med et træ. Og selv hvis jeg kunne føle som et træ – mærke rødderne forbinde sig til mycelium i jorden og opleve, hvordan det er at vende bladene mod solen på en sommerdag eller mærke kvisten, der knækker under et rådyrs gumlen – så ville det nok være umuligt at omsætte oplevelsen til ord i et menneskesprog.

Lille Træ er opstået i en slags syntese mellem research og fantasi. Den er spiret frem ved at omgive mig med træer og mærke skoven og give plads til naturen i mig som fortæller. Og så læse en masse om skovene og deres netværk og deres måde at eksistere på. Og så, slutteligt, give slip på det hele og lade fantasien få frit løb. For i sidste ende kan jeg ikke give naturen en stemme, men jeg kan låne den min for en stund. Det begyndte, da en lille spire dukkede op som en skitse på mit papir. Da blyanten var færdig, stod den der. En lille starut med rødder, kimblade og to struttende knopper. Ny i verden og klar til at springe ud. Fuld af håb og tillid.

Undervejs i bogen optræder eg, bøg, birk, lind, skovsyre, violer, mycelium og en masse insekter, som man kan kigge nærmere på og artsbestemme, hvis man har lyst, og dykke ned i, hvordan de indgår i et kredsløb. Men figuren Lille Træ er lavet, så den er umulig at artsbestemme – den er alle planter i én. Jeg har forsøgt at ramme en balance, hvor Lille Træ er akkurat menneskelig nok til, at vi kan identificere os med den, men stadig så træ-agtig som muligt. Hvor pigen i historien har store, runde øjne, er Lille Træs øjne for eksempel blot små slidser i barken. Den ligner på mange måder et fireårigt menneskebarn skjult i en plantes gevandter og med en plantes udgangspunkt for at være i verden. Og så alligevel ikke. Lille Træ har for eksempel ingen replikker, men drømmer i former og farver og agerer ved hjælp af vækst og idéer. Jeg overvejede på et tidspunkt at opfinde et sprog til Lille Træ, men den kommunikerer bare ikke i semantiske guirlander.

Vi mennesker, til gengæld, viser vores måde at se verden på gennem sproget, og jeg ville med Lille Træ rykke på det sproglige. På dansk siger vi for eksempel ‘et træ’. Vi siger også ‘et menneske’. Men hvor mennesket bliver til en han eller hun eller en hen, så bliver træet reduceret til et det. I bogen er Lille Træ en den – den er en nogen. Den er for mig billedet på et skift fra opfattelsen af naturen som et passivt noget, vi mennesker kan naturforvalte, til en aktør, med hvem vi må indgå en relation.

I starten troede jeg, at Lille Træ måtte være et særligt træ, som bærer kimen til en ny måde at være natur på. Undervejs i fortællingen vokser Lille Træ og formes af både pigens verden og af skoven, den kommer fra. Der opstår en form for dialog mellem de to verdener, og Lille Træ ender med forbinde byen med skoven ved at springe ud på en ny måde. Nu, hvor jeg har tænkt mere over det, tror jeg, at Lille Træs tilsyneladende særlighed mere er udtryk for noget, vi alle har i os, og måske især imellem os. Jeg tror, at vi alle bærer kimen til at springe ud på nye måder.

Jacinta Madsen Født 1982. Har produceret talrige programmer til den populære børnekanal Ramasjang. Lille træ er hendes debut som børnebogsforfatter.