4 minute read
Forældreskabslitteratur
Da jeg blev far, fik jeg nyt perspektiv på en gammel familiehændelse. Nemlig at min farmor under Anden Verdenskrig måtte flygte ud ad køkkendøren uden at kunne tage sin baby med sig, da Gestapo bankede på hoveddøren. Den efterladte baby blev senere en voksen mand og min far. For første gang kunne jeg nu se hændelsen fra min farmors perspektiv: At være tvunget til at efterlade sin baby i Gestapos varetægt, hvordan må det lige have været? Min kæreste og jeg deltes om barslen (der er godt nok ikke nogen barselsordning for digtere, men jeg havde lige fået Kritikerprisen og lod den finansiere min barsel), den ene tog formiddagen, den anden eftermiddagen, ideelt set. Så jeg gik hjemme med min datter i over et år, og da hun så skulle i vuggestue, hadede jeg i begyndelsen at aflevere hende. Det føltes forkert og voldsomt at overlade hende til fremmede. Jeg følte, at min datter og jeg hørte sammen, vi indtog vores måltider sammen, vi snusede til blomsterne og rodede i visne blade sammen. Vi undersøgte den nyfaldne sne sammen. Vi sad sammen i ly under en busk, mens det regnede og tordnede. Vi pillede små sten ud af skoene sammen. Hvorfor skulle vi nu skilles ad? Når jeg har det sådan, hvordan må min farmor så ikke have haft det, tænkte jeg hver dag på vej til vuggestuen. Men når nu det skulle være, så forsøgte jeg, mens min datter var i vuggestue, at gøre, som hun havde lært mig, nemlig at bruge tiden bedst muligt. Så jeg skrev. I lang tid hoppede min skrift forvildet rundt. Jeg skrev lidt om gamle dage. Lidt om det nye livs mirakel. Lidt poesi om skyer og fugle. Lidt prosa. Jeg havde åbenbart i løbet af barselperioden glemt, hvem jeg var som forfatter. Og hvis jeg ikke længere var forfatter, havde jeg ingen anelse om, hvem jeg så var. Så en dag var det, som om min farmor, der havde været død i en del år, genopstod som fiktiv karakter, og jeg skrev i ét hug åbningsscenen til Måske sjælen. I scenen sidder farmor-karakteren og slumrer i en gul lænestol og tænker over livets mirakel, umiddelbart inden Gestapo banker på døren. Da jeg havde skrevet dén scene, kunne jeg mærke, at jeg havde fat i noget, skriften her var både ny og gammel, flygtig og fast, og jeg forstod, at jeg var i gang med at skrive en bog.
Rasmus Nikolajsen. Født 1977. Har udgivet prosaværker, en række digtsamlinger og senest familieversfortællingen Måske sjælen.
Da jeg blev far
Da jeg blev mor
Da jeg blev mor til mit første barn, fik jeg endelig lov til at være mig selv. Barnet åbnede et sted, hvor jeg ikke behøvede at være bange, ikke behøvede at svæve. Hun trak mig ned på jorden, ind i mørket, hvor hun forbandt sig til mig og gjorde det ok at være afhængig.
Som gravid, fødende og siden med et spædbarn var min sårbarhed ikke længere skamfuld, mit insisterende behov for nærhed var ikke et problem, der skulle løses, det var tværtimod helt naturligt. At blive set på den måde helede den eksistentielle uro, jeg har levet med, siden jeg var ganske lille. Jeg var sikker på, at jeg ved selv at blive mor havde taget magten tilbage og overvundet barnets udsathed.
Da jeg blev mor til mit andet barn, blev jeg kastet tilbage i udsatheden. Alt var omvendt. Den alvor og det ansvar, der første gang havde gjort mig tryg, var nu overvældende, symbiosen med barnet var uoverskueligt dyb. Børnenes afhængighed af mig gjorde mig rastløs og slidt. Det var ikke hendes skyld. Var det min skyld, havde jeg været for stolt og troet, at jeg kunne klare alt?
Jeg har skrevet to bøger, og jeg har fået to børn. Den første bog, novellesamlingen Mødre, døtre, søstre, blev klar og sikker, i takt med at jeg kom til syne i min nye rolle som mor. Den anden bog, romanen Ly, blev mere intens, cirklende og hård, jo mere gravid jeg blev. Noget umuligt, alt for skrøbeligt blev født. Ikke hende, men mig som mor til to.
Jeg ved ikke, hvorfor det blev så modsatte erfaringer. Der er mange grunde, men der er også bare oplevelserne selv, der flyttede ind i hver sin bog og bevæger sig derinde, som børnene bevæger sig i mig.
Vores kultur er forvrænget af historier om at overkomme svaghed og finde vej i mørke. Det er fra den stærke position, man får lov at tale. Men overlevelsesfortællingerne er det exceptionelle, det glamourøse. De fylder næsten det hele, og derfor tror vi fejlagtigt på løsninger, på overvindelse og magt. Min erfaring med moderskabet har om noget givet mig endnu mindre lyst til at skrive tekster, der løser sig eller forsoner.
