6 minute read
Litteraturen svarer
Vi har som forfattere og forlag adgang til andre menneskers tid og sind på en måde, der kan virke livsforandrende for den enkelte, ja, i nogle tilfælde samfundsforandrende. Den erkendelse kalder ikke på ydmyghed, den kræver mod og ansvarlighed, skriver Gutkinds direktør i dette essay og peger på udråbstegnets nødvendighed i litteraturen.
Midteropslaget i første udgave af Gutkinds årlige magasin, der udkom sidste år til Bog- forum, prydes af et stort, fedt spørgsmålstegn som eneste overskrift. I et kort essay slår jeg der til lyd for litteraturens radikale åbenhed, en fastholdelse af spørgsmålet som litterært udgangspunkt, for forfatteren og for læseren. Hvem er jeg? Hvem er du? Hvordan tyder vi livet og verden ved hjælp af sprogets koordinater?
Umiddelbart er det vel svært af være uenig i denne indstilling: Interesse, tolerance, nysgerrighed er humanistiske kerneværdier, der alle sammen indeholdes i dette smukke sokratiske symbol, spørgsmålstegnet.
Men, tro mod budskabet, har jeg siden spurgt mig selv, om det er sandt. Er det tilstrækkeligt at slå fast, at både litteraturen og læsnin- gen bare er åbne spørgsmål? Har dette ene tegn kraft nok til at løfte romaner, digte, journalistiske undersøgelser ind i læsernes bevidsthed og videre ud i samfundet?
Siden sidste efterår er der udbrudt krig i Europa. En magtfuldkommen og skruppelløs despot har invaderet et folk og en nation og lader til at ville gennemføre sin angrebskrig for enhver pris. EU og NATO har i historisk samdrægtighed besvaret Putins aggression med resolutte økonomiske sanktioner og militær støtte til Ukraine.
Herhjemme er det politiske klima præget af opbrud, nogle ville sige sammenbrud. Inger Støjberg fik en rigsretsdom for magtmisbrug, men står til et spektakulært vælgercomeback; Mette Frederiksen og flere ministre og topembedsmænd fik hård kritik for deres håndtering af minksagen; grupper i befolkningen demonstrerer vedvarende mod hovedløse politikeres udnyttelse af naturområder; eksemplerne er talrige og tydelige. Magten agerer; demokratiet, institutionerne, borgerne reagerer. De svarer.
Hvad med litteraturen? Hvor stiller litteraturen sig i hele denne konstante udveksling, lige nu og her? Stiller den fremdeles spørgsmål til livet og samfundet? Ja, mange og påtrængende. Men svarer den også? That is the question.
Karen Blixen fremhæver flere steder, at hun levede efter sin afdøde partner Denys Finch-Hattons valgsprog, je responderay: ”jeg svarer.” I essayet Mit livs mottoer skriver Blixen, at hun holder af levereglen også på grund af dens etiske indhold, som er:
Det er altså fundamentale dyder som personlig integritet og troværdighed, det handler om. Vigtige pejlemærker, når vi som Blixen forsøger at leve et værdigt liv, men vel væsens- fremmede for litteraturen. Litteraturen, der udfolder for- tællinger som lag på lag af masker for et ansigt, der ikke findes. Skal en roman ”svare for, hvad den siger”? Nej, det var nok ikke dét, Blixen mente. Man må skelne mellem litteraturen og livet, skrive frit og leve ansvarligt. Og dog pibler svarene hele tiden frem fra bøgernes sider, både mellem og på linjerne. Litteraturen stiller ikke bare spørgsmål, den svarer også. Gennem de sidste tyve år har vi set en bølge af autofiktion: et litterært greb, der kort sagt indebærer, at romanens fortæller har samme navn som forfatteren og handler om begiven- heder, der kan henføres til forfatterens egne autentiske erfaringer. Her skelnes tilsyneladende ikke mellem liv og litteratur. De virkelighedslitterære romaner, som de kaldes i Norge, er ofte konkrete refleksioner på begivenheder, der tilhører forfatterens privatsfære. Virkelige svar på virkelighedens tiltale, i kunstnerisk klædedragt. Visse autofiktive værker er blevet besvaret med heftig offentlig debat og endda med retssager. Når man svarer, står man til ansvar, som kunster og som menneske, men også som samfundsborger. Det litterære udsagn, æstetisk subtilt eller politisk manifest, indgår i et fællesskab af bevidstheder, der igen indgår i et alment demokratisk fællesskab. I disse år ser man en besindelse på forfatterens rolle i det fællesskab. Der er spørgsmål så store, så presserende, så vigtige, at de kalder på stærke svar, og dem kan litteraturen give bud på. Foruden bølgen af autofiktion har vi gennem det seneste årti herhjemme også set et voksende politisk engagement i litteraturen, for ikke at sige aktivistisk. Litteraturen må forholde sig konkret ansvarligt til konkrete problemer og ikke blot nøjes med at sætte dem under debat. Digteren Lars Skinnebach erklærerede allerede i 2012, at ”kunst der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel, klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med.” Det er jeg personligt uenig i, men jeg anerkender, ja, jeg beundrer, viljen og den kategoriske nødvendighed i udsagnet; troen på, at læsning og litteratur har skabende og forandrende betydning i samfundet og i menneskelivet. Nu, ti år efter Skinnebachs diktum, er klimakrisen ikke mindre presserende: En gruppe forfattere har samlet sig om en protest mod rovdriften på naturen. De ser ikke bare rødt, men grønt. Forfatteren Carsten Jensen formulerede det sådan her i et facebook-opslag: ”Alle skal bidrage til kampen mod den globale opvarmning, og vi tror, at vi også som forfattere har noget særligt at byde på: vores fantasi og vores sprog. Det er det, vi har brug for i de kommende år, handlekraft, men også et nyt og levende sprog, der med fantasiens kraft tør pege på alternativerne. Derfor ser vi grønt.” Det politiske sprog har magt, men det kunstneriske sprog er stærkere. Det står ikke til ansvar for magten, men alene for sandheden. Pressen har en høj og berettiget selvforståelse som den fjerde statsmagt, mens litteraturen og dens institutioner, forfatterstanden, forlagsbranchen, den litterære offentlighed, traditionelt ser sig selv i en mere ydmyg rolle. Måske skal vi begynde at se på os selv med andre øjne.
Ydmyghed er en dyd, men det, vi beskæftiger os med, litteraturen, er da livsvigtigt. Vi har som forfattere og forlag adgang til andre menneskers tid og sind på en måde, der kan virke livsforandrende for den enkelte, ja, i nogle tilfælde samfundsforandrende. Den erkendelse kalder ikke på ydmyghed, den kræver mod og ansvarlighed. Spørgsmålstegnets lydhørt bøjede nakke bæres oppe af udråbstegnets ranke ryg.
Mod og ansvarlighed på litteraturens vegne har kostet den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie dyrt. 34 år efter udgivelsen af den satiriske roman De sataniske vers, der udløste en dødsdom, en fatwa, fældet af det fundamentalistiske iranske præstestyre, blev han midt i august stukket brutalt ned under en offentlig optræden. Rushdies ansvarlighed over for litteraturen, hans insisteren på sandhed gennem kunstnerisk frihed, havde en pris. “Det er digterens arbejde at nævne det unævnelige, at udpege bedragere, at tage parti, sætte skænderier i gang, forme verden og forhindre den i at falde i søvn,” skriver han i De sataniske vers. Udsagnet er lagt i munden på en romanfigur, men Rushdies værk og virke viser, at det gælder i virkeligheden. ”Speak truth to power,” sagde man i 60’ernes USA. Det gjorde borgerrettighedsforkæmperne, forfattere, intellektuelle og almindelige amerikanske borgere på skrift og i tale, og det virkede. Årtier inden begyndte Ghandi at bruge begrebet satyagraha om ikke-voldelig modstand mod det imperialistiske britiske styre. Satyagraha er noget andet end civil ulydighed og passiv modstand, idet det indebærer en aktiv, viljestærk, men fredelig, anvendelse af sandheden i opposition til magten.
Når jeg ser hen over årets udgivelser på Gutkind og andre forlag, ser jeg en mangfoldig og stædig udfoldelse af satyagraha. De danske forfattere og deres udenlandske kollegaer svarer. De svarer med hjælp fra oversættere, redak- tører, boghandlere og hele den litterære institution. De giver forskellige svar på forskellige spørgsmål, men de svarer – fantasifuldt, nøgternt, underholdende, undersøgende og dybt alvorligt. De besvarer på hver deres måde de spørgsmål, virkeligheden stiller om ikke bare klimakrisen, men om familiestrukturer, køn, klasse, krop, sprog og leg, og den magt og afmagt, der er indlejret i alt dette; de svarer i romaner og reportager, i digte og billedbøger, i essays og erindringer; deres svar er henvendt til børn, unge og voksne; de svarer frit, frygtløst og tro mod de sandheder, de ser.
For det skylder vi dem tak, og herfra skal det lyde: Bliv ved. Speak truth to power. Respondez. Udråbstegn.
