”Skriver du godt om det, der er tæt på dig vil folk i hele verden kunne genkende det”

”Som en tændstik svævende over en tønde benzin“ og ”på højde med Ingmar Bergman“, har de danske anmeldere skrevet om CARL FRODE TILLERS

evne til at skrive skælvende scener i sine romaner. Vi mødte den norske forfatter i Trondheim og fandt fem veje ind i forfatterskabet.

Fortalt til Jeppe Bangsgaard Foto: Lea Meilandt

fra et forfatterliv

15

DAGSRYTMEN Egnen omkring Trondheim fylder alt i Carl Frode Tillers romaner, men når han skriver, kan han ikke se den. Han arbejder i kælderen, i et rum uden udsigt. Fra et vindue i jordhøjde slipper dagslyset ned til ham. Skrivebordet er placeret i et hjørne, lige når man kommer ind, og op ad det står en dobbeltseng. Det omkring 10 kvadratmeter store rum er også Carl Frode Tiller og hans kones soveværelse. JAGTEN PÅ SPROGET Norge har to officielle skriftsprog – bokmål og nynorsk. Bokmål er hovedsproget for 88 procent af de norske skoleelever og det, der minder mest om dansk. Nynorsk udspringer af et ønske om at forene de mange dialekter, der bliver talt i Norge. Carl Frode Tiller bruger begge sprog. Rent grammatisk føler han sig mest hjemme i bokmål. Det er det, han har lært i skolen i Namsos uden for Trondheim, det, han bruger, når han besvarer mails. Romanerne skriver han på nynorsk.

Min arbejdsdag ser udefra ganske kedelig ud. Jeg står op klokken halv syv, smører madpakker og får børnene af sted, og så spiser jeg selv morgenmad. Herefter går jeg ned og arbejder tre timer. Ofte skriver jeg noget nyt, jeg ikke har skrevet på før. Jeg begynder sjældent at redigere i det, jeg skrev dagen før. Jeg skal helst have lidt afstand til en tekst, før jeg begynder at redigere for meget eller skrive den igennem.

Herefter går jeg en time med min hund, der hedder Ingmar, og efter det arbejder jeg to timer mere, måske tre, og tager så i træningscentret, jeg træner fire-fem dage om ugen. Sidst på eftermiddagen laver jeg aftensmad, og nogle gange arbejder jeg lidt om aftenen, men det er mest noget med at skrive noter, læse og lægge lidt planer for den næste dag. Ikke så meget for, hvad der skal ske, men det kan være den næste replik, jeg tænker på. Hvis jeg sidder fast og så finder en replik, så kører det næsten af sig selv om morgenen, når jeg begynder at skrive.

Egentlig arbejder man som forfatter hele tiden. Det er fint på én måde, men kan også være temmelig opslidende, så jeg må have nogle rutiner for at kunne koble af. Efter at jeg fik børn, har det i høj grad været dem, der har reguleret arbejdsdagen, men nu bliver de store, så jeg må til at finde på noget selv, for afbrækkene er vigtige. Jeg har fået mig en hund og træner også mere end tidligere. I weekenden er jeg opmærksom på ikke at arbejde, så når fredagen kommer, åbner jeg en flaske rødvin. Det markerer, at nu er der fri, nu kobler jeg af, og lige dér lykkes det mig faktisk at lade være med at tænke på det, jeg skriver på. Men pudsigt nok er det netop også, når jeg har fri, jeg får lavet en del, for der har jeg ingen tvang i mig, føler ikke, at jeg skal gøre noget. Det får tankerne til at flyde mere frit, så jeg har altid en notatbog på mig. Og så sætter jeg mig og skriver mandag morgen igen.

Jeg bor i et gammelt hus, bygget af tyskerne under krigen. Det har tykke mure, næsten som et beskyttelsesrum, så der er bomstille nede i kælderen, og jeg lader mig ikke forstyrre af noget. Jeg skriver på en computer fra omkring årtusindskiftet, og den er ikke koblet til internettet. Min telefon lader jeg altid ligge ovenpå. Roen er vigtig for mig, jeg er ikke en forfatter, der ville kunne sidde og arbejde på en café. Det har sikkert også med den form, jeg arbejder i, at gøre. Jeg bilder mig ind, at det ville være lettere, hvis jeg for eksempel var digter eller skrev kortere tekster, som det var nemmere at have overblik over tidligt i processen. Men når jeg arbejder med en stor roman, skal jeg helst være det samme sted, og der skal være stille over lang tid for, at jeg kan gå ind i romanuniverset og blive der.

Jeg har en ukuelig tro på, at man kan finde det globale i det lokale. Skriver du godt om det, der er tæt på dig, vil folk i hele verden kunne genkende det. Jeg har aldrig været det mindste i tvivl om, at jeg skulle skrive om forhold og steder, jeg kender godt. Det er en af grundene til, at jeg skiftede til at skrive på nynorsk. Jeg havde, inden jeg debuterede, skrevet bokmål på autopilot. Jeg skrev omkring 2000 sider på bokmål, før jeg fandt ud af at skifte til nynorsk. Jeg var helt besat af, at jeg skulle få det til at lykkes. Jeg arbejdede 14 timer om dagen i den periode, skrev og skrev og skrev og forstod ikke, hvorfor det ikke fungerede, men jeg kunne mærke, at det ikke var godt. Jeg kan huske, at jeg sad i en park i Møllenberg, lige uden for centrum af Trondheim, første gang jeg skrev på nynorsk. ”Skriver du godt om det, der er Jeg skrev en scene om nogle børn, der leger i tæt på dig, vil folk i hele verden skoven, det var den, der senere kom med i Indkredsning og dermed blev udgivet tyve år sekunne genkende det” nere. Jeg mærkede med det samme, at her var det sandt. Det var jo sådan her, det var, da jeg voksede op! De 2000 sider, jeg havde skrevet indtil da, var noget bras. At skrive på nynorsk gav en afstand til det akademiske sprog, jeg havde taget med mig ind i skønlitteraturen fra universitetet. Jeg lagde det sprog bag mig og med det også den måde at tænke på. Da jeg gik i gang med det romanprojekt, jeg arbejder på nu, havde jeg en forestilling om, at det, der skete dengang, kunne ske igen, bare omvendt. Jeg var bange for at gentage mig selv og vokse for meget ind i det nynorske sprog. Kunne det at skrive bokmål føre til en ny frihed, hvor der åbnede sig noget helt nyt? Jeg skrev ganske langt, måske 100-150 sider, på bokmål, men det fungerede stadig ikke. Det var ikke rigtigt. Grunden var ganske enkelt, at bokmål ikke i samme grad kan indfange virkeligheden i Trondheim for mig. Jeg kunne ikke skrive en hovedperson fra Trondheim frem, som tænkte på trøndermål og så talte bokmål. Det blev falskt. Så nu har jeg indset, at jeg er en nynorsk forfatter. DET LITTERÆRE GREB Carl Frode Tillers tilværelse er præget af faste rammer. For eksempel har han boet i sit gule træhus ned til Trondheimsfjorden i mere end tyve år og været gift med den samme kvinde i alle årene. I hans bøger er det anderledes. Her er rammer noget, der skal brydes. Hans avancerede fortællestrukturer, det virtuose litterære greb, er et kendetegn ved hans forfatterskab.

Jeg har meget få planer, når jeg skriver. Med Indkredsning havde jeg faktisk ikke planlagt noget som helst. Her er rammerne, at du har en person, som har mistet hukommelsen, og som folk skal skrive breve til, og så har du derudover dagbogsnotater fra brevskriverne. Den ramme satte jeg mig for helt fra begyndelsen, men i princippet kunne jeg fylde den med hvad som helst, jeg havde fuld frihed til at skrive om lige de personer, jeg havde lyst til at skrive om. Alle køn, klasser, hvad som helst; Så det kan se ud som nogle virkelig strenge rammer, men de gav stor frihed, og det passer min skrivning virkelig godt. Hver gang jeg begyndte på en ny karakter, kunne jeg eksperimentere vildt med sproget, fortællerstemmen, hvordan karakteren skulle være.

Det begynder som regel med, at jeg leger med formen, eksperimenterer med sproget, med forskellige virkemidler, improviserer og så ser, hvad der sker. Sådan har det været med alle de bøger, jeg har skrevet. Ikke mindst med den seneste, Flugt. Til at begynde tog jeg nogle elementer fra forskellige steder i mit forfatterskab, som havde emner, der lignede hinanden, men med forskellige karakterer, og så ville jeg se, hvad der skete, når man skifter fortæller midt i en sætning. Jeg kunne se, at det minder meget om en fuga, altså om den flerstemmige måde at komponere musik på. Da jeg opdagede det, gik jeg tilbage og gjorde en af personerne i Flugt til musiker, og hun spillede naturligvis Bach, der blandt andet er berømt for sine fugaer, og så byggede jeg på rundt om det.

I Skrænten, min debutroman, begyndte jeg at skrive helt uden komma for at se, hvad der så skete. Det ledte mig frem til en helt anden roman, end jeg egentlig havde set for mig. Jeg havde haft en forestilling om, at det at skrive helt uden komma skulle passe til en beskrivelse af ensomhed, som hoved- personen følte, men sådan var det kun i teorien. Det, der i stedet skete, var, at sproget fik en stor hurtighed, og syntaksen gjorde, at man blev helt forpustet, når man læste. Jeg så, hørte og mærkede, at det her er stemmen til en, der er syg psykisk. Det giver en følelse af klaustrofobi, angst eller paranoia. Og da gik jeg tilbage og skrev om. Det blev en roman om en person, der sidder på en psykiatrisk institution og ser tilbage og skriver om sit eget liv. Sådan har det været med alle mine bøger. Det er dét, der giver mig energi til at skrive. Det ville kede mig helt enormt for eksempel at udtænke en plan for en hel roman og så følge den. Jeg har prøvet det, men så bliver det lidt, som om man bare fylder det, man allerede har tænkt ud med sprog. Jeg vil tænke gennem skriften, det er skriften, der fører mig frem mod det sted, jeg skal. Jeg er nødt til at opdage nye måder at skrive på eller en rytme, jeg ikke har prøvet før. Det gør simpelthen, at jeg kan stå op om morgenen og arbejde videre. Følelsen af at være i et landskab, som ingen har været i før.

Det opstår ofte helt banalt ved, at jeg laver en eller anden form for fejl. For eksempel i Begyndelser, som jeg selv regner for en af mine bedste romaner, skrev jeg nogle scener frem, nogle brudstykker om en person, som boede sammen med sin mor. Jeg kunne godt lide de scener, de var intense, og jeg syntes om dialogerne, men scenerne stod i helt forkert rækkefølge. Det naturlige i den situation er selvfølgelig bare at klippe det op og sætte det i den rigtige rækkefølge, men i stedet gjorde jeg det eksperiment at lade det stå og begyndte at læse igennem og se, hvad det var, der skete. Jeg så, at det var fortalt baglæns. Det gjorde, at mit fokus som læser og dermed også som forfatter flyttede sig. Når man har læst et kapitel og derefter

går tilbage i tiden, så ved man, hvad der er sket, men man bliver opsat på at finde ud af, hvorfor det sker. Og det eksperiment, eller den fejl, ledte mig til hovedtematikken i den bog. Det er en slags eksistentialistisk roman om valg. Hvorfor gør vi, som vi gør, og i hvilken grad er vi frie til at foretage de valg, vi tager. For mig viser det også, at man skal passe på med at arbejde på autopilot. Det kan være temmelig slidsomt, fordi man hele tiden har den her utryghed i sig: Bliver det her nogensinde til noget? Er det bare noget pjat? Det er sket masser af gange for mig, at jeg har arbejdet længe med noget, og så ser jeg efterfølgende, at det ikke bliver til noget. Det er en af årsagerne til, at jeg ofte har brugt lang tid på bøgerne. Fordi det projekt ikke altid fører en frem. Men nogle gange gør det.

AT SKRIVE MED MUSIK Det første bind i ’Indkredsning’ begynder med et skænderi i et band. ’Bipersoner’ handler om en bluesmusiker, der lever for sin musik. I ’Flugt’ spiller Bachs Das Wohltemporierte Klavier en helt særlig rolle. Men inspirationen fra musikken går langt ud over handlingen i bøgerne.

Musik spiller en vigtig rolle for, at jeg er blevet den forfatter, jeg er. I ungdomsårene og hele min studietid spillede jeg meget musik, frem til jeg var omkring 30. Særligt sammen med en god ven skrev jeg sange og spillede koncerter, og det var meget vigtigt for os, men jeg vidste alligevel, at det ikke var det, jeg skulle. At det var litteraturen. Det havde jeg haft en fornemmelse af, lige fra jeg gik i skole. Først og fremmest det at skabe et univers, der var mit, som jeg havde kontrol over, og hvor jeg kunne udtrykke alt det, jeg havde inden i mig. Jeg mærkede hurtigt, at det at skrive og formulere sætninger var den måde, jeg lettest kunne gøre det på.

Det var en døråbner, da jeg læste Jon Fosse første gang. Jeg så måden, han brugte musikken på i litteraturen. At det var muligt at tage musikken ind i det, jeg egentlig ville, nemlig at skrive. At rytmen kunne være selve drivkraften i en bog. Da var jeg nok 24 år og havde ikke læst noget, der lignende det før. Jon Fosses bøger er så langt fra normal prosa, som man kan komme. Alt, jeg havde lært i skolen om, hvad godt sprog er, nedbryder han på en måde. Jeg husker ikke, hvilken af hans bøger jeg særligt var inspireret af dengang, jeg tror, jeg har læst alt, han har skrevet, men det var nok især det syngende sprog, nogle gange med en helt mærkelig tegnsætning, der appellerede til mig. Det gennemstrømmer både min debutbog, men også i min næste bog, Bipersoner, er musik helt essentielt. Den handler også om en bluesmusiker. Det er ofte musikken, der sætter eksperimenterne i gang for mig. At jeg leger med rytme og forskellige syntakser.

I Flugt er fugaen og de forskellige stemmer, der glider ind og ud af hinanden, meget konkret blevet et strukturerende princip, men ellers er det meget sjældent sådan, at jeg har sat mig ned og lyttet til musik for at finde de rette stemninger. Det gjorde jeg med Flugt, hvor jeg lyttede meget til Bach, naturligt nok, men ellers er det mere sådan, at jeg tænker musik, mens jeg skriver en rytme frem. Og ofte er det sådan, at når jeg har fundet sådan en rytme, så former jeg karakteren efter den. Det er en af de ting, der bestemmer, hvad der skal ske, hvad jeg skal skrive om.

Jeg hører det, jeg skriver, for mig og tager mig ofte i at sidde og bevæge mig frem og tilbage. Det har jeg brugt i en scene i Flugt, hvor en af karaktererne gør det, men det er sådan, jeg selv sidder. Det rytmiske er helt essentielt for mig og sætter mig i kontakt med forskellige sider af mig og gør det lettere at hente karaktertræk frem.

”Musik spiller en vigtig rolle for, at jeg er blevet den forfatter, jeg er”

SCENERNE Det er ikke tilfældigt, at Carl Frode Tillers hund hedder Ingmar. Den spanske vandhund er opkaldt efter det svenske teater- og filmikon Ingmar Bergman, som Carl Frode Tiller er inspireret af. Anmeldere hæfter sig også ofte ved Tillers evne til at skrive knugende scener, det næsten ikke er til at holde ud at være i. I Politikens sekshjertede anmeldelse af ’Indkredsning’-trilogien lød det for eksempel: ”Tillers evne til at høre undertoner i de mange familier er på højde med Ingmar Bergmans.”

Det er ikke sådan, at jeg går efter noget mørkt eller misantropisk, men jeg er meget optaget af de øjeblikke, hvor vigtige ting står på spil for mine karakterer, og jeg kan godt lide, når det kommer til udtryk i helt banale hverdagslige ting. De kan skændes om noget, der i udgangspunktet er overfladisk, men som viser sig at være helt livsvigtigt. Intensiteten og den spænding mellem mennesker skaber en skælven og en musik i mig. Derfor tror jeg ofte, jeg nærmer mig tematikker, som kan være eksistentielle, men som jeg skriver igennem hverdagslige scener og ofte gennem almindelige mennesker; det er let at spejle sig i. Ikke fordi jeg har truffet en politisk beslutning om, at jeg skal skrive om det, men jeg skriver om folk fra familier, jeg kender godt til. Jeg skriver nok også ud fra en skælven, som nærmer sig teatret, dramatikken. Jeg arbejder meget med dialogen i min prosa, det, der sker mellem mennesker i en samtale, den kommunikation eller mangel på kommunikation, der er der. Det er taknemmeligt for mig at skrive de store vigtige temaer frem på den måde. Vigtige ting, der står på spil for karaktererne. Og når store ting står på spil, fører det ofte til, at man er på bristepunktet og reagerer på måder, man ikke havde tænkt sig at reagere på. Siger ting, man måske ikke mener. Det interesserer mig. Og så er jeg også interesseret i det, der sker, når sproget ikke rækker længere, som hos Tom Roger i Indkredsning, der tyer til vold, når det ikke kan løses med sprog. Jeg skriver nok om de samme temaer, men prøver at gøre det på nye måder. For at jeg skal kunne interessere mig for det, og for at det skal blive godt, må det opleves nyt og ferskt for mig.

CARL FRODE TILLER (f. 1970, Namsos) er en af norsk litteraturs stærkeste stemmer. Hans bøger er oversat til mere end 20 sprog, og han har mod- taget adskillige priser i hjemlandet, heriblandt Kritikerprisen og Brageprisen, ligesom han i 2005 blev kåret som en af Norges ti bedste forfattere under 35 år af avisen Morgenbladet.

Carl Frode Tiller debuterede som forfatter i 2001 med romanen Skråninga (da. Skrænten, 2004), som han blandt andet modtog Tarjei Vesaas’ debutantpris og P2- lytternes romanpris for. I 2003 udkom romanen Bipersonar (da. Bipersoner, 2006), og i 2007 fulgte Innsirkling (da. Indkredsning, oversat af Karsten Sand Iversen, 2010), der er førs- te bind i en trilogi. Både Indkreds- ning og Indkredsning II (oversat af Sara Koch) blev nomineret til Nordisk Råds littera- turpris.

I 2017 udkom romanen Begynnelser (da. Begyndelser, 2018), der blev hyldet af anmelderne, og som gjorde, at Tiller for tredje gang blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2018.

Hans seneste roman er Flukt, der er på vej i Sara Kochs danske oversættelse og udkommer på Gutkind i marts 2023.