Skriveværksted med Heidi Amsinck

SKRIVEBORDET Forfatter er jeg vel altid, men jeg har to job. I hverdagene arbejder jeg for en bank i City, og om aftenen, i weekenderne og på ferie skriver jeg krimier. Det sidste foregår i løbet af ugen på min MacBook, men når jeg har fri, rydder jeg skrivebordet for alt, hvad der har med bankjobbet at gøre, og sætter min iMac frem. Jeg kan ikke koncentrere mig, hvis der er rod på bordet, og det er med vilje, at det vender ind mod en væg, for ellers ville jeg spilde timevis på at se ud på Londons tage og himlen, der hele tiden forandrer sig.

Skriveværksted

Heidi Amsinck

METODEN Jeg er fanatisk plotter og skal vide nøjagtigt, hvad der sker i historien, inden jeg går i gang. Mine bøger er typisk på 80-90 kapitler, og for hvert af dem skriver jeg på forhånd en synopsis, som jeg så mere eller mindre holder mig til. Det er altid vigtigt at være åben for overraskelser. De store linjer planlægger jeg med kulørte indekskort og klisternoter, som jeg arrangerer på mit spisebord. Når bogen er færdig, skriver jeg typisk slutningen om. Jeg spørger mig selv: ”Hvad er det mest uventede, der kan ske?”

RITUALERNE Skrivemålet for en weekend er 4-5000 ord, og jeg må intet foretage mig, før det er nået: ikke se TV, læse, lave mad eller hygge. Jeg skal som regel skrive mig varm først, så det kan være sent på aftenen, inden jeg rammer kilden. Næs- te dag begynder altid med at læse og redigere gårsdagens produktion. Når jeg er midt i skriveprocessen, kan jeg være verdens mest asociale menneske, men jeg elsker bare at forsvinde ind i fantasien. Hvis der er støj i lejligheden, sætter jeg Bach eller Max Richter på hovedtelefonerne. For ikke at miste jord- forbindelsen totalt tvinger jeg mig selv ud hver dag. Themsen er Londons livsnerve, og også min. Billedet er fra min løberute langs floden mod London Bridge og the Shard.

43

RESEARCHEN Jeg har været så heldig at træffe en specialkonsulent i dansk politi, der er villig til at besvare mine ufatteligt mange spørgsmål. At møde Lars og høre hans historier fra 38 års karriere i politiet har været noget af det beds- te ved at blive krimiforfatter. Så tit jeg kan, går jeg også rundt i København og tager billeder af de forskellige steder i mine bøger, som jeg kan trække på, når jeg er tilbage i London. Jeg er storforbruger af Google Maps og Street View, men intet er så godt som at være der selv, og sted betyder alt for mig. Det er over tre år siden nu, at jeg tog dette foto af Magstræde, hvor min krimi Mit Navn er Jensen begynder.

BOGREOLEN Jeg må ikke læse, når jeg skriver på en bog. Lydbøger er i orden, fordi jeg kan lytte til dem, når jeg kører i undergrunden eller støvsuger, men trykte romaner er forbudte, indtil jeg er færdig. Dog kan jeg ikke lade være med at købe dem, med det resultat at de hober sig op i bogreolen, på gulvet og på hylden over min seng. De fleste er krimier, men jeg læser dybest set hvad som helst og kan ikke forestille mig et liv uden historier. Den bedste gave, man kan give mig, er en bog.