FØRSTE DEL ROM
Sommer og efterår år 70
I
Da pigen kom styrtende op ad trappen, blev jeg enig med mig selv om, at hun havde alt for meget tøj på.
Det var sensommer. Rom sydede som en pandekage på en stegepande. Folk bandt deres sko op, men måtte beholde dem på; ikke engang en elefant kunne gå over gaden uden sko. Folk sad og hang på taburetter i skyggefulde døråbninger med de bare knæ adskilt, nøgne til bæltestedet – og i Aventinersektorens baggader, hvor jeg boede, var det lige noget for kvinderne.
Jeg stod på Forum. Hun kom løbende. Hun var fint og livsfarligt varmt klædt på, men hverken hedeslag eller kvælning havde endnu gjort det af med hende. Hun var skinnende og klistret som en kage med glasur, og da hun kom farende op ad trappen til Saturntemplet lige imod mig, gjorde jeg ikke forsøg på at træde til side. Hun undgik mig lige akkurat. Nogle mænd er født heldige; andre hedder Didius Falco.
Tæt på mente jeg stadig, hun ville være bedre stillet uden så mange tunikaer. Misforstå mig ikke. Jeg kan godt lide, at mine kvinder er dækket af lidt draperinger, for så kan jeg håbe på en chance til at fjerne draperingerne. Hvis de begynder uden noget, er jeg tilbøjelig til at blive nedtrykt, for enten har de lige smidt tøjet for en anden, eller også er de, i min branche, som regel døde. Hende her var vibrerende levende.
Måske kunne en velhavende ung dame holde sig kølig i et herskabshus med marmorbeklædning, fontæner og skyggefulde gårdrum, selv om hun var svøbt i broderet stads med gagat- og ravarmringe fra albue til håndled. Hvis hun ilede ud af huset, ville hun øjeblikkelig fortryde det. Den disede varme ville få hende til at smelte. De lyse gevandter ville
13
klistre til alle linjer i hende slanke skikkelse. Det rene hår ville smyge sig om hendes nakke som forjættende slyngtråde. Hendes fødder ville glide mod de våde såler i hendes sandaler, bække af sved sile ad hendes varme hals, ned i interessante sprækker under alt det karnevalstøj …
“Undskyld …” gispede hun.
“Det er mig, der siger undskyld!”
Hun prøvede at komme uden om mig; jeg flyttede mig høfligt. Hun sprang til siden; jeg sprang til siden. Jeg var kommet til Forum for at aflægge besøg hos min bankier; jeg følte mig trist til mode. Jeg bød ivrigt dette ulmende syn velkommen som en mand, der har brug for at glemme sine genvordigheder for en tid.
Hun var en klejn sag. Jeg kunne lide dem høje, men jeg var parat til at gå på kompromis. Hun var skrækkeligt ung. På det tidspunkt begærede jeg ældre kvinder – men hende her ville vokse til, og jeg kunne bestemt godt vente. Mens vi dansede frem og tilbage på trappen, så hun sig panikslagen tilbage. Jeg beundrede hendes velskabte skulder, kastede så selv et blik over den. Og fik et chok.
De var to. To grimme kødklumper med grødhoveder, lige så brede, som de var høje, var på vej gennem menneskemylderet op mod hende, kun ti skridt væk. Den lille tøs var helt tydeligt rædselsslagen.
“Flyt Dem!” tryglede hun.
Jeg spekulerede på, hvad jeg skulle gøre. “Hvad hedder det?” irettesatte jeg hende alvorligt, mens grødhovederne nåede ind på fem skridts afstand.
“Flyt Dem, hr.!” skreg hun. Hun var pragtfuld!
Sceneriet var, som det plejede at være på Forum. Vi havde Statsarkivet og Capitolium lige over os til venstre; til højre Basilica Julia og Castortemplet længere nede ad Via Sacra. Overfor, på den anden side af den hvide marmorrostra, lå senatsbygningen, Curia. Alle søjlegange var proppet med slagtere og bankierer, alle åbne rum fyldt med svedende menneskemængder, især mænd. Pladsen genlød af eder og forbandelser fra rækker af slaver, der bevægede sig på kryds og tværs som en dårligt organiseret militærparade. Luften var tyk af hvidløgsstank og lugten af hårpomade.
14
Pigen dansede til den ene side; jeg gled samme vej.
“Mangler De noget, unge dame?” spurgte jeg hjælpsomt. Hun var for desperat til at spille komedie. “Jeg mangler en øvrighedsperson.”
Tre skridt: Der var ikke mange valgmuligheder tilbage … Hendes ansigtsudtryk ændrede sig. “Åh, hjælp mig!”
“Med fornøjelse!”
Jeg overtog ledelsen. Jeg greb hende med den ene arm, idet det første af grødhovederne kastede sig fremad. På nært hold så de endnu større ud, og Forum var ikke et sted, hvor jeg kunne regne med nogen form for støtte. Jeg plantede min støvlesål på den første muskelmands brystben og strakte så energisk mit knæ. Jeg følte, at mit ben blev knust, men trækoksen ramlede ind i sin hæslige ven, så de vaklede bagover som snublende akrobater. Jeg så mig omkring som en rasende for at finde en afledningsmanøvre.
Trappen var tæt pakket med de sædvanlige pågående, illegale sælgere og boder med alt for dyre varer. Jeg overvejede at vælte en bod med meloner, men smadret frugt betød formindsket udkomme for frugtavleren. Jeg havde selv formindsket udkomme, så jeg bestemte mig for de smagfulde kobbervarer. Jeg satte skulderen til og væltede en hel bod. Indehaverens spæde skrig druknede, da kraftige flasker, vandkander og krukker i fuld fart bumpede ned ad tempeltrappen, fulgt af deres fortvivlede ejer og en masse retskafne forbipasserende – der alle sammen håbede på at spadsere hjem med en pæn, ny kanneleret frugtskål under armen.
Jeg greb pigen og styrtede op ad tempeltrappen. Uden at stoppe op for at beundre den joniske søjlegangs værdige skønhed trak jeg hende ind mellem de seks søjler og ind i det indre af helligdommen. Hun skreg; jeg fortsatte i samme tempo. Der var koldt nok til at få os til at ryste og mørkt nok til at få mig til at svede. Der var en gammel, gammel lugt. Vores skridt genlød fast og skarpt mod det gamle stengulv. “Er det tilladt for mig at være her?” hviskede hun.
“Se from ud; det er snart overstået!”
“Jamen, vi kan ikke komme ud!”
Hvis man kender noget til templer, er man sikkert klar over, at de kun har en monumental indgang på forsiden. Hvis man kender noget
15
til præster, har man sikkert lagt mærke til, at de som regel har en diskret lille dør til eget brug et eller andet sted på bagsiden. Saturns præster skuffede os ikke.
Jeg fik hende ud på den side, der vendte ud mod væddeløbsbanen, og satte kursen mod syd. Den stakkels pige havde snoet sig ud af arenaen og var havnet direkte i løvens hule. Jeg trak hende hastigt gennem mørke gyder og stinkende baghaver.
“Hvor i alverden er vi?”
“Aventinersektoren, Trettende Distrikt. Syd for Circus Maximus med retning mod Via Ostiensis.” Så beroligende som en hajs grin til en flynder. Hun var sikkert blevet advaret mod den slags steder. Hvis hendes kærlige gamle barnepiger vidste, hvad de gjorde, var hun også blevet advaret mod fyre som mig.
Jeg satte farten ned, da vi havde krydset Via Aurelia, delvis fordi jeg var på sikker hjemlig grund, men også fordi pigen var ved at dø.
“Hvor skal vi hen?”
“Til mit kontor.”
Hun så lettet ud. Men ikke længe, for mit kontor var to værelser på sjette sal i en mørk lejekaserne, hvor kun skidt og døde væggelus holdt murene sammen. Inden nogen af mine naboer kunne nå at vurdere prisen på hendes klædedragt, trak jeg hende væk fra det mudrede hjulspor, der gik for at være en gade, og ind i Lenias usle underklassevaskeri.
Da jeg hørte min vært Smaractus’ stemme, trak vi os klogeligt baglæns.
16
II
Heldigvis var han ved at gå. Jeg gemte pigen i kurvemagerens søjlegang, mens jeg krøb sammen bag ved hende og pillede ved remmene på min venstre støvle.
“Hvem er det?” hviskede hun.
“Bare en lokal slimklat,” fortalte jeg. Jeg sparede hende for mit foredrag om ejendomsspekulanter, der udsugede de fattige, men hun fangede meningen.
“Han er Deres vært!” Hun var kvik!
“Er han væk?”
Det bekræftede hun. Da jeg ingen chancer tog, spurgte jeg: “Med fem-seks radmagre gladiatorer i hælene?”
“Alle sammen med et blåt øje og snavsede forbindinger.”
“Kom så!” Vi masede os igennem det våde tøj, Lenia havde hængt til tørre på gaden, og vendte ansigterne væk, når det slaskede ind i hovedet på os, og så gik vi ind.
Lenias vaskeri. Bølger af damp slog imod os. Vaskedrenge stod i vand til deres små revnede knæ i varme kar og stampede på tøjet. Der var temmelig meget larm – der blev klasket, slået og banket på tøjet, og de store kedler drønede – alt sammen i en trykkende atmosfære, der gav genlyd. Vaskeriet optog hele stueetagen og bredte sig ud i baggården.
Vi blev mødt med spot af den skødesløst påklædte ejerinde.
Lenia var sikkert yngre end jeg, men hun så ud til at være fyrre med sit udtærede ansigt og sin slappe mave, der væltede ud over kanten af den kurv, hun bar på. Nogle krusede tjavser stak ud under en farveløs
17
klud, hun havde om hovedet. Hun kom med et kvækkende, grødet grin, da hun så min honningkage.
“Falco! Må du godt lege med små piger for din mor?”
“Dekorativ, ikke?” sagde jeg elskværdigt. “Et fund, jeg gjorde på Forum.”
“Lad nu være med at lave skår i hendes nydelige glasur!” spottede Lenia. “Smaractus efterlod et vink: Betal, hvad du skylder, ellers vil hans fiskerdrenge jage deres treforke i dine ædlere dele.”
“Hvis han ønsker at vride min pung, kan han komme med en skriftlig regning. Sig til ham …”
“Sig det selv!”
Lenia, der instinktivt må have foretrukket mig, holdt sig uden for mit slagsmål med værten. Smaractus viste hende en vis opmærksomhed, som hun for øjeblikket holdt stand imod, fordi hun holdt af sin uafhængighed, men som god forretningskvinde holdt hun alle veje åbne. Han var modbydelig. Jeg syntes, Lenia var skør. Jeg havde fortalt hende, hvad jeg mente; hun havde bedt mig om at passe mig selv.
Hendes rastløse blik strejfede igen min ledsager.
“Ny klient,” pralede jeg.
“Nej virkelig! Betaler hun dig for oplevelsen, eller betaler du hende for underholdningen?”
Vi vendte os begge to for at besigtige min unge dame.
Hun bar en fin, hvid undertunika, der langs ærmerne var holdt sammen med blå emaljehægter, og over den en ærmeløs kjole, der var så lang, at den blev kiltet op af hendes bælte, som var vævet af guldtråde. Ud over de brede broderede bånd, der var mønstrede bagtil og havde brede striber foran, kunne jeg af Lenias sammenknebne, rindende øjne forstå, at det var kvalitetstøj, vi beundrede. Min gudinde havde øreringe af metaltråd med små glasperler i hvert af de små, nydelige ører, et par halskæder, tre armbånd på venstre arm, fire på højre og forskellige fingerringe i form af knuder, slanger eller fugle med lange, krydsede næb. Vi kunne have solgt hendes ungpigepynt for mere, end jeg tjente året før. Det var bedst ikke at tænke på, hvor meget en bordelejer ville betale os for den kønne tøs.
18
Hun var lyshåret. Det var hun i hvert fald den måned, og eftersom hun næppe var fra Macedonia eller Germania, måtte hun have taget farve til hjælp. Det var dygtigt gjort. Jeg ville aldrig have fundet ud af det, men Lenia fortalte mig det senere.
Hendes hår var krøllet i tre tykke, bløde krøller, der var bundet sammen med et bånd i nakken. Fristelsen til at binde båndet op plagede mig som et hvepsestik. Hun malede selvfølgelig sit ansigt. Alle mine søstre strålede af farver som nyforgyldte statuer, så jeg var vant til det. Mine søstre er forbløffende, men vulgære kunstværker. Her var det meget mere subtilt, usynligt udført, bortset fra, at det ene øje var tværet en anelse ud efter løbeturen i varmen. Hendes øjne var brune, sad langt fra hinanden og var yndige og uden svig.
Lenia blev træt af at se på hende, længe før jeg gjorde.
“Børnelokker!” sagde hun lige ud. “Tis i spanden, inden du tager hende med op!”
Det var ikke en anmodning om en urinprøve, fordi børnelokkeri fik Lenia til at diagnosticere mig som syg; det var et ligefremt, gæstfrit tilbud med forretningsmæssige overtoner.
Jeg må hellere forklare om spanden og blegekarret.
Længe efter beskrev jeg alt dette for en, jeg kendte godt, og vi diskuterede, hvad vaskekoner bruger til at blege tøj med.
“Destilleret træaske?” foreslog min samtalepartner tvivlrådigt.
De bruger faktisk aske. De bruger også soda, valkejord og pibeler til valgkandidaters strålende kapper. Men vores storslåede kejserriges fornemme togaer bliver faktisk bleget med urin fra de offentlige latriner. Kejser Vespasian, der aldrig var sen til at få øje på friske, nye måder at presse penge ud af folk på, havde smækket skat på denne gamle handel med menneskelige affaldsprodukter. Lenia betalte skatten, selv om hun af princip forøgede sin forsyning gratis, når hun kunne.
Den kvinde, jeg havde fortalt historien til, kommenterede på sin kølige måde: “Jeg går ud fra, at halvdelen af togaerne på Forum har et svagt lyserødt skær i salatsæsonen, hvor alle mennesker spiser rødbeder?
Skyller de det ud?” forhørte hun sig.
19
Jeg slog det med vilje hen. Jeg ville være gået uden om denne uappetitlige detalje, men som det gik til sidst, blev Lenias blegekar af afgørende betydning for historien.
Eftersom jeg boede seks etager oppe i en boligblok, bliver faktisk brugt senere i oversættelsen, der ikke var bedre udstyret end alt andet slum i Rom, havde Lenias spand længe været min velkomne ven.
Ikke uvenligt sagde Lenia til min gæst: “Uartige piger går om bag kartestængerne.”
“Lenia, lad være med at gøre min fine klient forlegen!” Jeg rødmede på hendes vegne.
“Faktisk kom jeg temmelig pludseligt hjemmefra …”
Elegant, men desperat for min klient om bag stængerne, hvor det tørre tøj blev hængt op i ærmerne for at blive kradset op med karteboller, så luven rejste sig. Mens jeg ventede, fyldte jeg min sædvanlige spand og snakkede med Lenia om vejret. Som man nu gør.
Efter fem minutter mistede jeg pusten.
“Skrid, Falco!” sagde en kartepige til mig, da jeg kiggede om bag stængerne. Intet spor af min klient.
Hvis hun ikke havde været så tiltrækkende, havde jeg måske ladet hende gå. Hun var yderst tiltrækkende – og jeg kunne ikke se nogen grund til at overlade en sådan uskyldighed til nogen anden. Nu bandede jeg og masede om bag den store vridemaskine og ud i vaskeriets gård.
Der var en ovn, som opvarmede kildevandet, der blev brugt til vask. Der var klædningsstykker, som lå bredt ud over vidjestativer over bækkener med brændende svovl, der på grund af mystiske kemiske processer øgede hvidheden. Der var adskillige unge mennesker, som gjorde nar af mit raseri, og der var en skrækkelig lugt. Der var ingen klient. Jeg sprang over en trækvogn og styrtede ned ad den smalle gade.
Hun var rendt om bag farverens kønrøgovne, havde set stort på møddingen og var halvvejs forbi fjerkræburene, hvor nogle gæs med ømme fødder og en ludende, kirsebærrød flamingo hvilede ud til næste dags marked. Idet jeg nærmede mig, standsede hun pludselig op, da vejen blev spærret af en rebslager, der var ved at løsne sit bælte fra sin
20
vældige bug for lettere at kunne voldtage hende med den sædvanlige brutalitet, der på disse kanter gik for at være påskønnelse af de kvindelige former. Jeg takkede høfligt rebslageren for at have taget sig af hende og tog hende så med tilbage, inden nogen af dem nåede at sige noget.
Dette var en klient, hvis kontrakt det blev nødvendigt at underbygge ved at binde hende til mit håndled med en lang snor.
21
III
Efter det summende liv på forum og tummelen på de romerske torve var Falco-lejligheden velsignet stille, selv om der steg svage lyde op fra gaden nedenunder og af og til hørtes fuglesang hen over kilometervis af røde tegltage. Jeg boede allerøverst. Vi nåede udmattede op, gispende efter vejret som alle, der skulle helt op. Pigen standsede for at læse, hvad der stod på min keramikdørplade. Det var ikke nødvendigt med en dørplade, eftersom ingen klatrer helt op på sjette, medmindre de ved, hvem der bor der, men jeg havde fået medlidenhed med en handelsrejsende, der piskede op for at overbevise mig om, at det ville hjælpe forretningen at reklamere. Der er ingenting, der hjælper min forretning, men herregud.
“M. Didius Falco. M. for Marcus. Skal jeg kalde Dem Marcus?”
“Nej,” sagde jeg.
Vi gik indenfor.
“Jo flere trapper, desto mindre husleje,” forklarede jeg ironisk. “Jeg boede på taget, indtil duerne klagede over, at jeg ødelagde stemningen mellem deres vingetegl …”
Jeg boede halvvejs oppe i himlen. Pigen var faldet helt i trance. Hun var kun vant til attråværdige boliger i ét plan med egne haver og adgang til akvædukterne, og hun overså sikkert ulemperne ved min ørnerede. Jeg gruede for, at fundamentet skulle bryde sammen og seks lag beboelse brase sammen i en sky af puds, eller at jeg en nat ville sove fra brandvagternes alarm og stege i mit eget fedt.
Hun styrede direkte mod altanen. Jeg gav hende et øjeblik og gik så ud til hende, virkelig stolt af min udsigt. Udsigten var i det mindste fabel-
22
agtig. Vores boligblok lå så højt oppe på Aventinerhøjen, at man kunne se over dens naboer over mod Probusbroen. Man kunne se milevidt, ud over floden og Transtiberinasektoren og helt til Janiculumhøjen og ud på landet på den vestlige bred. Det var bedst om natten. Når først trækvognene, der bragte varer ud, holdt op med deres larm, blev lydene så intense, at man kunne høre vandet skvulpe mod Tiberens bredder og kejserens skildvagter lægge deres lanser på Palatinerhøjen bagved.
Hun indåndede i dybe drag den varme luft, der var rig på byens dufte – spisehuse og hørkræmmerboder og det aromatiske pust fra pinjerne i parkerne på Pinciushøjen.
“Åh, jeg ville ønske, jeg boede sådan et sted …” Hun må have set mit ansigt. Sådan en forkælet unge! “De tror ikke, jeg er klar over, at De ikke har vand, ikke varme om vinteren, ikke Deres egen ovn, så De må købe Deres mad færdig …” Hun havde ret, det havde jeg troet. Hun sænkede stemmen og overrumplede mig: “Hvem er De?”
“Det læste De jo: Didius Falco,” sagde jeg og holdt øje med hende. “Jeg er privat meddeler.”
Hun så tankefuld på mig. Et øjeblik var hun usikker, så blev hun helt ophidset: “De arbejder altså for kejseren!”
“Vespasian hader meddelere. Jeg opererer for bedrøvede midaldrende mænd, der tror, deres slemme koner sover med væddeløbskuske, og endnu mere bedrøvede mænd, der ved, at deres koner sover med deres nevøer. Somme tider for kvinder.”
“Hvad laver De for kvinderne – eller er det indiskret at spørge om det?”
Jeg lo. “Alt, hvad de betaler for!”
Jeg lod det være ved det.
Jeg gik ind igen og ryddede forskellige ting væk, som jeg foretrak hun ikke så, så gik jeg i gang med at lave aftensmad. Efter en stund kom hun også ind og inspicerede det triste hul, Smaractus lejede ud til mig. Til prisen var det en fornærmelse – men jeg betalte sjældent hans pris.
Der var et yderrum, hvor en hund måske lige kunne vende sig, hvis den var tynd og havde halen mellem benene. Et vakkelvornt bord, en bænk, der hældede, en hylde med krukker, en stabel mursten, jeg brugte
23
som ovn, en grillrist, vinkrukker (tomme), en affaldskurv (fuld). En dør ud til altanen, til når man blev træt af at tvære kakerlakker ud indenfor, plus endnu en åbning bag et gardin i lyse, gæstfri striber – den førte ind i soveværelset. Det havde hun måske på fornemmelsen, for hun spurgte ikke.
“I tilfælde af, at De er vant til nattefester med syv retter mad fra æg i krydret fiskesovs til frossen sorbet gravet ud af en snedrive, vil jeg advare Dem om, at min kok besøger sin bedstemor hver tirsdag.” Jeg havde ingen kok, overhovedet ingen slaver. Min nye klient begyndte at se ulykkelig ud.
“Gør Dem ingen ulejlighed. Jeg kan spise, når De følger mig hjem …”
“De skal ingen steder endnu,” sagde jeg. “Ikke før jeg ved, hvad jeg følger Dem tilbage til. Spis nu!”
Vi fik friske sardiner. Jeg ville gerne have budt på noget mere spændende, men sardiner var, hvad den kvinde, der påtog sig at komme med mine måltider, havde leveret. Jeg lavede en kold, sød sovs til at live lidt op på fisken: honning med et stænk af dit, et drys af dat, på helt normal vis. Pigen så på mig, mens jeg gjorde det, som om hun aldrig i sit liv havde set nogen knuse løvstikke og rosmarin i en morter. Det havde hun måske heller ikke.
Jeg lavede først maden færdig, så støttede jeg albuerne på kanten af bordet, mens jeg så på den unge dame med et oprigtigt og tilforladeligt ansigt.
“Nå, fortæl så onkel Didius det hele. Hvad hedder De?”
“Helena.” Jeg havde så travlt med at se oprigtig ud, at jeg overså en rødmen i hendes ansigt, der burde have fortalt mig, at perlen i denne østers var falsk.
“Kender De de barbarer, Helena?”
“Nej.”
“Hvor snuppede de Dem så?”
“Hjemme.”
Erindringen gjorde hende opbragt, hvilket gjorde hende mere snakkesalig. De havde kidnappet hende i fuldt dagslys.
“De trak i rebet til dørklokken, masede ind i hælene på dørvogteren, brasede ind gennem huset, slæbte mig ud i en bærestol og stormede
24
ned ad gaden! Da vi nåede Forum, måtte de sætte farten ned på grund af menneskemylderet, så jeg sprang ud og løb min vej.”
De havde truet hende tilstrækkeligt til, at hun forholdt sig i ro, men klart nok ikke tilstrækkeligt til helt at tage modet fra hende.
“Nogen idé om, hvor De skulle hen?”
Det benægtede hun.
“Tag det bare ganske roligt!” beroligede jeg hende. “Hør, hvor gammel er De?”
Hun var seksten. Åh, Jupiter!
“Gift?”
“Ser jeg ud som en, der er gift?” Hun så ud som en, der snart skulle!
“Har Papa nogen planer? Måske har han udset sig en eller anden kultiveret officer i hæren, der er vendt hjem fra Syrien eller Spanien?”
Hun så ud til at være interesseret i den idé, men hun rystede på hovedet. Jeg kunne se én god grund til at kidnappe denne skønhed. Jeg forbedrede mit vederhæftige udseende. “Er der nogen af Papas venner, der har kigget lidt for lystent på Dem? Har Deres mor præsenteret Dem for flotte unge sønner af sine barndomsvenner?”
“Jeg har ingen mor,” afbrød hun roligt.
Der opstod en pause, mens jeg spekulerede over den mærkelige måde, hun havde sagt det på. De fleste mennesker ville sige “Min mor er død” eller noget i den retning. Jeg fandt ud af, at hendes ædle mor var ved glimrende helbred, hun var sandsynligvis blevet fundet i seng med en tjener og skilt i unåde.
“Undskyld – et professionelt spørgsmål – er der en særlig beundrer, som Deres familie ikke ved noget om?”
Pludselig bristede hun i latter. “Lad nu være med at være så dum. Der er ikke noget af den slags!”
“De er jo en meget tiltrækkende ung dame!” blev jeg ved, og tilføjede hurtigt: “Selv om De selvfølgelig er i sikkerhed her hos mig.”
“Åh, javel!” bemærkede hun. Denne gang dansede de store, brune øjne pludselig oprømt. Jeg blev forbløffet klar over, at hun drillede mig.
Noget af det var bluff. Hun havde været virkelig skræmt, og nu prøvede hun at være modig. Jo modigere hun var, desto sødere så hun
25
ud. Hendes smukke øjne så ind i mine, de var fyldt med skælmeri og voldte mig alvorlige problemer.
Lige i rette tid lød der fodtrin, som standsede udenfor, så blev der hamret på døren med den sædvanlige arrogance, der kun kunne betyde besøg af lovens håndhævere.
26
