Klumme: Velkommen til et nyt folketing.....................side

Jakob Holm fører an i én af udfordringerne - med lukkede øjne følge et tov gennem skoven.

- Vi har et socialt sammenhold her, andre bare ikke kan forstå. Vi skal ikke forklare, hvordan vi har det. Selvom vi er forskellige i alder, og hvor vi er i livet, så har vi meget tilfælles.

Ellen og Rikke har ikke mødtes siden sidste år, men de har skrevet sammen på Facebook. For som Rikke siger: ’Med en travl hverdag kan det være svært’.

DET SOCIALE ER DET VIGTIGSTE

Jason Durrant, 20, er også med for anden gang. Jason fik som 5-årig et hjertestop, hvor han i 25 minutter ikke fik ilt til hjernen.

Jason kender en del af de andre drenge, der er med, og som hygger sig med snak, tæt på, hvor vi sidder.

- De gutter er rigtig flinke. Vi taler både om, hvad vi går og laver, men også hvordan vi har det. Vi ender med at have snakket med alle, når vi blandes i øvelserne. For mig er det vigtigste det sociale og lidt mindre øvelserne. Ja, det er bare at være her. Jeg kunne godt være her lidt flere dage.

POSITIVT OVERRASKET

Jacob Holm fra Odense, 22 år, er en af de nye på BrainCamp. Han er meget initiativrig i sin gruppe under QR-kodeøvelsen ude i skoven. Han tænder ild til noget brænde, han går forrest i en øvelse, hvor de skal lukke øjnene og holde i et reb og gå fremad på skovbunden. Og han taler med alle i gruppen.

Jacob blev kastet af sin motorcykel i oktober sidste år. Han husker ikke hvorfor, og ingen har kunnet fortælle ham det. Han røg ind i autoværnet og fik en masse små hjerneblødninger og brækkede stort set hele overkroppen. Han lå vist i koma i et døgn, siger han.

- Jeg har gået til genoptræning i Svendborg og på Bjerggaardshaven i Odense indtil nu. Trætheden er det største problem. Ellers går det fint, som du kan se.

Både Jacobs forældre og søster gjorde ham opmærksom på BrainCamp. Men det var søsteren, der sagde, at han skulle tage med.

- Jeg var lidt bange i starten. Jeg havde inden set på Facebook på de medlemmer, der skulle med her, og der synes jeg, at de så lidt mere hjerneskadede ud, hvis man kan sige det sådan. Men det er de slet ikke. De er jo lige som mig. Jeg er blevet utrolig positivt overrasket over det.

NOGEN AT TALE MED

Johanne, 18 år og fra Falster, er den sidste, vi taler med. Hun er med for første gang. I 2013 faldt Johanne ned fra en skammel og slog hovedet ned i et betongulv. Men hvad fik hende til at tilmelde sig?

- Det er især det, at jeg til daglig ikke har nogen at snakke med om min hjerneskade. Så selvom det kun er fem timer, siden jeg kom, er det dejligt at være her, for jeg har fået talt med andre med hjerneskade. Og jeg kan se, at jeg jo ikke har det så galt som andre, der er her. Det vidste jeg godt, men det er noget andet at se det og høre, at de selv fortæller om det, de udfordres af.

I SAMME BÅD

Sara og Maria guider de unge under arrangementet. De er henholdsvis fysioterapeut og psykomotorisk terapeut på Vejle ord og kender en del af de unge. På vej ind fra skoven spørger vi dem om, hvad de primært oplever, og det er flere ting:

En af campens første opgaver var en teamøvelse ude i den smukke park.

- At de unge føler, de er i samme båd. At de oplever følelsen af, at de bliver accepteret, som dem de er. Så bare at kunne være her under de forhold. Flere kender også hinanden fra tidligere ophold her på Fjordbo og nu for andet år på BrainCamp. Så samlet set skaber det et stærkt fælleskab.

TRYG, TILPAS OG TILFREDS

Birgitte Vikne, markedschef på Vejle ord, siger et par dage efter årets BrainCamp:

- De unges samlede evaluering af de to dage er meget, meget positiv. Det er ret interessant, at de peger på de tre workshops om lørdagen, som den aktivitet, de synes allerbedst om. Her fik de et lille oplæg om det sociale menneske og vigtigheden af at forstå sociale spilleregler. De fik desuden mulighed for på egen krop at prøve el-stimulation og ny teknologi inden for genoptræning. Det vidner om deres nysgerrighed i forhold til de muligheder, der er, for at de kan få det bedre.

- Mange sluttede af med ”Vi ses til næste år”, og en af deltagerne refererede efterfølgende i BrainCamps facebookgruppe til reklamen fra Spies med deres slogan: ´Ferier du ikke vil hjem fra’.

- Jeg synes, at det er blevet årets højdepunkt at a olde BrainCamp. For i år har det været skønt at se så mange gengangere, og at de nye meget hurtigt blev integreret i gruppen. Det er bare fantastisk at følge de unges udvikling fra sidste år til i år, og se hvor meget de føler sig trygge og tilpas i gruppen.

Børn til en hjerneskadet

BØRNEFAMILIER MANGLER HJÆLP, NÅR EN FORÆLDER RAMMES AF EN HJERNESKADE

Tekst: Mette Møller Jørgensen, ergoterapeut og cand.pæd. i pædagogisk psykologi

I mit speciale har jeg undersøgt, hvilke betingelser der er til stede for børnefamilier, hvor den ene forælder er ramt af en hjerneskade, samt hvad det betyder for familiernes hverdagsliv. I denne artikel præsenterer jeg et udsnit af mine fund, men først viser jeg et uddrag af en børnefamilies historie, hvor faren blev ramt af en hjerneblødning.

En helt almindelig familiefar til to børn på cirka 10 år blev en sommerdag ramt af en hjerneblødning. Rehabiliteringen herefter stod på i flere år, og familien oplevede forløbet som både svært og turbulent. Både fordi det var uvist, hvilket funktionsniveau faren kunne opnå, og fordi børnene var utroligt bange for at miste deres far. Frygten blev forstærket hver gang, at faren havde brug for at hvile sig. Børnene havde brug for ekstra omsorg og nærvær, og forældrene forsøgte, så godt de kunne, at støtte børnene gennem den svære tid. Men den opgave var ikke let. Faren var nødt til at tage hensyn til sin hjerneskade, og moren var ene om at klare opgaverne i hjemmet. Hun fortæller, at hun ”blot overlevede fra dag til dag”.

Børnene havde kraftige emotionelle reaktioner. I en lang periode var det ene barn ked af det hver dag. Moren indså, at børnene havde brug for professionel hjælp, men hun havde svært ved at finde ud af, hvor hun skulle søge denne hjælp. Hun fortæller, at hun til sidst ”skød med spredehagl” og både kontaktede skolen, hjerneskadekoordinatoren og egen læge. Sidstnævnte henviste dem til PPR. PPR henviste familien videre til deres kommunale sagsbehandler (som familien i øvrigt ikke vidste, de havde). Sagsbehandleren mente dog ikke, at børnene var hårdt nok ramt emotionelt, til at kommunen kunne hjælpe dem.

Skolen havde ingen procedure for hjælp til børn, hvor en forælder rammes af alvorlig sygdom. Nogle måneder efter at faren var blevet ramt af en hjerneblødning, blev børnene dog tilknyttet en ”sorg-person” på skolen. Tilbuddet opstod ved et tilfælde som følge af, at en anden elev mistede sin bedsteforælder. Det gik op for lærerne, at børnene kunne have gavn af samme hjælp. Efter cirka et halvt års ventetid blev børnene tilbudt at komme i et forløb med andre børn, hvis ene forælder også var blevet ramt af en hjerneskade. Forældrene mener, at dette forløb hjalp