Ringstedhave - vejen til et selvstændigt liv efter hjerneskade ...........................................................side

RINGSTEDHAVE

– VEJEN TIL ET SELVSTÆNDIGT LIV EFTER HJERNESKADE

Tekst: Per Baltzersen Knudsen, Hjerneskadeforeningen Foto: Ringstedhave og Per Baltzersen Knudsen, Hjerneskadeforeningen

Centralt i Ringsted ligger Ringstedhave Neurorehabiliteringscenter, der rehabiliterer borgere med erhvervet hjerneskade. Her er der både plads til at nyde den store grønne have, de hyggelige fællesarealer eller at slappe af på eget værelse efter dagens træning. Pårørende er også velkomne til at overnatte og spise med, for det sociale er ligeså vigtigt som træningen for at kunne deltage aktivt i eget liv.

I starten af maj mødtes Hjerneskadeforeningen med faglig leder, Peter Jakobsen, på Ringstedhave for at tale med personale og borgere.

Peter Jakobsen, faglig leder, byder velkommen og viser rundt, mens han fortæller, at Ringstedhave oplever stor efterspørgsel og har venteliste. Der er derfor planer om at udvide fra den nuværende kapacitet på 15 borgere til det dobbelte niveau i løbet af de næste 3-4 år.

Peter viser et selvtræningsområde med en række maskiner. Her kan borgere, der er selvhjulpne, træne nogle gange om dagen eventuelt også hjulpet af fysioterapeuterne.

- Megen af vores ergoterapeutiske træning foregår i ADL-funktionerne (almindelig daglig livsførelse. Red.) – morgentoilette, lave frokost, kunne spise selv, komme med ud at handle, tage tøj på, flytning fra kørestol til seng osv. Alt det der hjælper borgerne til at leve et selvstændigt liv.

DEN SOCIALE INTEGRATION

Vi ser spisestuen, hvor man har valgt at integrere køkkenet, så det er ét stort rum. Peter forklarer:

Peter Jakobsen, faglig leder, og Sara Paarup, fysioterapeut, træner Poul.

Rehabilitering

- Tanken er, at borgerne kan se, hvad der foregår i køkkenet. Nogle gange er de borgere, der kan, også med til at lave morgenmad eller frokost. Den bliver serveret som en bu et, så borgerne også trænes i at tage selv. - Vi har megen fokus på den sociale integration i den samlede rehabilitering; at man igen lærer at agere i et socialt rum. At kunne overskue – have et overblik. Så fællesrummene er hyggelige og indbydende, så de borgere, der kan, trækker derhen.

Peter fortæller om en nylig samtale med en borger, der havde været på Ringstedhave Neurorehabiliteringscenter:

- Borgeren syntes, at noget af det vigtigste her havde været det sociale. At vi her var som en familie. Der var nogen, man kunne dele sine glæder og bekymringer med, man kunne motivere hinanden og dele oplevelser som hjerneskadet.

HJEMLIG HYGGE

Vi kommer til den del af bygningen, hvor borgerne bor i eneværelser. De er hjemligt indrettet med en seng, en lænestol, et skrivebord og nogle skabe. Men rummet tilpasses borgerens behov, som Peter udtrykker det.

Peter banker på hos Amaz. Vi må godt komme ind og se boligen. Amaz fortæller med en rolig, afdæmpet stemme:

- Jeg er nede i stuen engang imellem. På mit værelse er jeg bare glad for, at der er et ernsyn. For efter træningen ligger jeg i sengen og slapper af til musik fra YouTube via ernsynet.

Det med at afspille musik over ernsynet fra en mobil eller tablet har Peter ikke viden om, så han lytter interesseret.

- Det må du fortælle mere om, så vi andre også kan gøre det, siger han til Amaz med et smil. Amaz er vist stedets ekspert på det område.

SAMARBEJDE MED KOMMUNEN

Borgerne kommer oftest til Ringstedhave efter henvisning fra kommunen, mens andre borgere eller pårørende gerne selv vil betale for et ophold. Typisk et kortere såkaldt ’Boost-forløb’, hvor målet er at forbedre og genopfriske funktioner og/eller tilegne sig nye. De oplever måske, at det, som kommunen tilbyder, ikke er tilstrækkeligt. Men det er vigtigt for Peter, at hjerneskadekoordinatoren i kommunen inddrages, når en borger selv vælger at komme til Ringstedhave, så samarbejdet med borgeren og de pårørende fastholdes med kommunen. ”Så lykkes indsatsen bedst”, som han siger.

- Vi kan godt have en borger, der klarer sig relativt fint i et ophold på 4-6 uger, men ellers siger vi, at opholdet helst skal vare 8 uger. For borgeren kommer typisk direkte fra hospitalet, og vi skal have tid til at a lare korrekt og få lavet de endelige vurderinger for at kunne igangsætte den bedste indsats. Vi vil helst i gang med borgeren hurtigst muligt efter hospitalet. Hvis der går mere end 14 dage oplever vi, at der sker et funktionsskred.

PÅRØRENDE VIGTIGE I REHABILITERINGSARBEJDET

Peter understreger, at de pårørende er uhyre vigtige at inddrage under opholdet.

- Vi har ingen besøgstider her, så pårørende og andre kan komme, når de vil. Hvis en pårørende vil sove her, så reder vi en seng op. De kan også spise med, og de kan få et særskilt lokale, hvis de en dag er mange. Vi inddrager dem rigtig meget. De er en stor del af borgerens rehabilitering.

- Vi har pårørendeaftener, som psykologer, sygeplejersker og terapeuter varetager. Vores socialrådgiver tager sig af økonomiske- og arbejdsmæssige forhold, og vores psykolog har samtaler med pårørende. Så det er

Sara guider Jan i korrekt fodstilling, tempo og andre justeringer.

måske 30-50 % af vores arbejde, der går sammen med de pårørende omkring alle de omgivelsesfaktorer, der er i et menneskes liv.

- Det er vigtigt, at de pårørende også følger borgerens udvikling. Vi prøver at tilpasse os, så borgerens liv kan leves bedst muligt under opholdet her.

Pårørendesamarbejdet med psykologens øjne

Louise Gade, der er forløbsansvarlig neuropsykolog på Ringstedhave, fremhæver også, hvor vigtigt pårørendesamarbejdet er.

- Mine samtaler med de pårørende drejer sig blandt andet om, når de har det svært, når de har brug for at få nogle redskaber til at hjælpe deres syge, eller når de har brug for at forstå, hvad skaden består i.

- Nogle er meget opmærksomme på, at den ramte har ændret sig meget eller ikke forstår mange ting. Her kan jeg så give dem en indsigt i, at det måske er helt normalt ud fra den skade, den ramte har pådraget sig. Men også hvordan vi prøver at ændre på de udfordringer, den ramte har. Eller hvordan de pårørende kan hjælpe, så deres kære lærer at kompensere eller genoptræne det.

- De lidt større teenagebørn og unge kan jeg godt have samtaler med og give de relevante redskaber. De mindre børn henviser jeg helst til en børnepsykolog. Men jeg prøver at give den raske forælder indsigt i, hvad skaden består i, og hvilke mekanismer man oplever hos den ramte, så de kan oversætte det i samtaler med deres små børn. Jeg anbefaler, at dette gøres meget visuelt, for eksempel gennem billeder om hvad der er gået galt inde i hjernen. Så det bliver konkret.

Louise oplever, at den hjælp, hun kan give pårørende, også hjælper den ramte. Det gør hun ved at tage hånd om familien, så den ramte ikke også skal bekymre sig om, hvorvidt børn, kone eller mand får professionel hjælp. På den måde bliver både den hjerneskadede borger og de pårørende støttet på Ringstedhave Neurorehabiliteringscenter.

Jeg ville godt være blevet her 14 dage endnu

Peter banker på en dør, hvor Jan Christo ersen er til træning hos Sara Paarup, en af Ringstedhaves fysioterapeuter. Vi får lov til at tale med Jan, inden han skal op på et løbebånd. Det er Jans sidste træningssession her på Ringstedhave.

- Da jeg ankom på Ringstedhave, blev jeg liftet fra sengen til kørestolen. Jeg kunne ikke spise, så jeg blev ernæret med sonde. Jeg havde kateter, så jeg brugte ble. I dag går jeg med rollator, spiser selv og går selv på toilettet. Det er store fremskridt på 12 uger.

MIDT OM NATTEN

Jan, der bor i Gladsaxe med sin kone, Donna, fik en hjerneblødning i januar. Midt om natten. Han vågnede ved, at ”der var noget, der ikke var godt”, som han siger. Donna ringede 112, og Jan blev kørt til hospitalet på neurologisk afdeling. Her lå han i en måned.

På spørgsmålet, om Jan havde mærket nogle varsler inden, svarer han:

- Det kan man altid diskutere. Der var måske noget, jeg har ladet som om, jeg ikke har registreret: Lidt hukommelsesbesvær nogle gange, lidt stress på arbejdet, taget 20 kg på efter rygestop osv.

Jan fortæller, at han arbejdede som økonomisk konsulent i Hvidovre Kommune. Det skortede ikke på arbejde, som Jan siger. Der var travle perioder hele tiden og masser af deadlines.

Både Peter og Jan siger, at man ikke kan vide, hvilke faktorer der er årsagen til hjerneblødningen. Og Jan uddyber:

- Jeg blev skannet, og de fandt ud af, at de små blodkar i hjernen hos mig har en tendens til at sprænge - uden at det er farligt. Det er dog et tegn på, at man er i risikogruppen for måske igen at få en hjerneblødning.

DEN VENSTRE SIDE

Jans træning på gangbåndet er nu i gang, han skal først gå 4 minutter, og fysioterapeut, Sara Paarup, fortæller imens:

- Jan har en sele omkring sig, så han ikke kommer til skade, hvis han falder. Jan kæmper med at stole på sin balance, fordi han ikke kan mærke sin venstre side. Han er dog forholdsvis selvgående nu, så i dag træner vi tempo, så Jan får pulsen op.

- Og få teknikken rettet ind, indskyder Jan lettere stakåndet.

Sara beder Jan om at sætte højre fod lidt længere frem for at få korrekt fodafvikling. Han kan lige nu godt mærke sin højre fod. men ikke den venstre.

- Jeg kan kun mærke, at jeg aktiverer min venstre side, men ikke specifikt hvad min venstre fod gør. Det samme gælder for min venstre arm. Du kan trække en lige linje ned igennem min krop, hvor det gælder.

Jans kone, Donna, kom ind ad døren efter interviewet, og hun blev overrasket over, at Jan kunne stå op og holde om hende. Det har han ikke kunnet gøre, efter skaden indtraf, som hun bevæget sagde.

Og Sara tilføjer: - Det er følesansen, der er udfordret og - lidt mindre nu end tidligere - ledstillingssansen. Den sidste giver hjernen besked om, hvor Jan placerer hånden, benet, eller hvis han vrider om på foden.

OP PÅ CYKLEN IGEN

Jans store mål er at komme til at cykle igen. Han har cyklet meget på motionsplan. Han har været vant til at træne både sommer og vinter, så det kommer ham til gode nu, som han siger.

- Jeg ved, hvordan jeg skal presse mig selv. Jeg har faktisk siddet på en træningscykel her – uden sele. Det var sindssygt svært at holde balancen. Men nu gælder det først om at kunne gå igen.

Sara fortæller om Jans fremgang og indsats: - Det er nogle helt enorme skridt, ja kvantespring, som Jan har taget. Helt fra start var det grænseoverskridende for ham, da han første gang skulle flyttes fra kørestolen over på en briks af to personer. Ellers var det liften, der blev brugt mest. Jan er stædig og kæmper hårdt, men jeg har også skullet skubbe lidt til grænserne.

Og Jan er helt enig: - Sara har presset mig på den gode måde, hvor det har virket som en motivation for mig. Og det er også et spørgsmål om kemi. Det har virket rigtig godt mellem os. Ja, det har været en fornøjelse. Jan har også haft træning med en logopæd/talepædagog. Problemet var Jans artikulation, men det er også blevet meget bedre, siger både Jan og Sara.

Jan er meget vidende om sit forløb, og om den indflydelse de enkelte specialisters træning har haft på hans fremgang. Han er blandt andet helt sikker på, at årsagen til, at han så hurtigt kunne smide sonden og sidde op og spise selv, var samarbejdet mellem ergoterapeut, logopæd og fysioterapeut.

- Jeg er samlet meget tilfreds med opholdet her. Ja, jeg ville godt være blevet her 14 dage endnu, fordi vi er i gang med noget godt.

OM RINGSTEDHAVE:

Ringstedhave Neurorehabiliteringscenter drives af Forenede Care, som indgår i den familieejede Forenede Koncernen. Ringstedhaves rehabiliteringsforløb starter som regel i umiddelbar forlængelse af indlæggelse på sygehus eller efter udskrivelse. På Ringstedhave mødes borgeren af specialuddannede sygeplejersker, fysioterapeuter, socialrådgivere, psykologer mv., der er specialister i hjernens opbygning, hjerneskader og neurorehabilitering. I tæt samarbejde mellem borgeren, pårørende og kommunen skræddersys træning, der er målrettet dagligdagens aktiviteter, som borgeren skal kunne genoptage helt eller delvis efter forløbet.

DIALOGMØDER PÅ RINGSTEDHAVE

Da Ringstedhave åbnede i april sidste år, var repræsentanter fra Hjerneskadeforeningens lokalafdeling i Ringsted også med til indvielsen. En af dem var formand, Michael Harboe Larsen.

Vi har i forbindelse med vores besøg på Ringstedhave talt med Michael Harboe Larsen, som fortæller:

- Vi fik efter åbningen mulighed for at komme og a olde møder på Ringstedhave med pårørende og ramte - helt på deres vilkår. I stedet for egentlige foredrag, foregår det som et dialogmøde over ka ebordet i opholdsstuen. Her er ordet frit, så spørgsmålene er mange. Vi giver råd og vejledning om stort og småt, relateret til de udfordringer der måtte være lige nu. Her taler vi også ud fra egne erfaringer og oplevelser som skadet eller som pårørende.

- Vi har a oldt 4-5 møder. Jeg tror og håber på, at vores støtte til både ramte og pårørende har en positiv e ekt, i tilknytning til det store arbejde de mange dedikerede medarbejdere på Ringstedhave udfører.

BRÆNDER FOR SAGEN

Men hvordan er Michael Harboe selv blevet så involveret i hjerneskadearbejdet? - Jeg blev ramt af en blodprop i baghovedet i november 2010. Det gav mig et andet liv. For Michael kom, som han selv udtrykker det, ’ikke tilbage til sit gamle jeg, men blev en ny forbedret version af Michael’. Han passer i dag bedre på sig selv, og så tænker han i langt højere grad på andre.

- Jeg brænder meget for Hjerneskadeforeningens arbejde og ikke mindst at række ud til et andet menneske. For hvis vi kan være med til at genopbygge et nyt fundament i livet for ramte og deres pårørende, så vil jeg gerne være den lille byggeklods, der måske er med til, at det nye fundament holder, og de dermed kan finde tilbage til et godt liv igen. For liv, der reddes, skal også leves!

- Jeg værdsætter ligeledes samarbejdet med mine kolleger i bestyrelsen i lokalforeningen; de gør virkelig en kæmpe indsats. Uden dem i ryggen kan arbejdet jo ikke udføres.

OM MICHAEL HARBOE LARSEN:

• I 2014 kommer Michael via Facebook i kontakt med andre hjerneskadede i gruppen Forum for Yngre Ramte (FYR) under Hjerneskadeforeningen. Han inviteres herinde til et cafémøde i Ringsted med andre hjerneskadede. • Michael og fire andre fra FYR starter lokalafdelingen i Ringsted op i december 2015. • I 2017 vælges Michael som lokalformand i Ringsted. I dag er de 40 medlemmer. • I april 2019 bliver Michael nyvalgt som suppleant til Hjerneskadeforeningens hovedbestyrelse.

LIVET ER VÆRDIFULDT

Livet med en hjerneskade

Tekst: Per Baltzersen Knudsen, Hjerneskadeforeningen Foto: Privat

Miriam Dalsgaard er 44 år og bor i Brejning ca. 12 km uden for Vejle tæt ved Vejle ord. Hun har sagt ja til at fortælle om livet med en hjerneskade. For hun mener, at hendes hjerneskade har givet hende ny indsigt om det værdifulde i livet, og at hendes historie kan hjælpe andre.

Miriam nævner i starten af interviewet, at hendes historie gerne skal omhandle noget positivt. Noget som andre forhåbentlig kan bruge til noget. For en af de indsigter, hun har fået efter hendes skade, er nemlig, at hun tror, at hun blev ramt af en hjerneblødning for at kunne hjælpe andre.

- Da jeg var indlagt på sygehuset, mødte jeg mange mennesker, der var blevet ramt af en blodprop eller hjerneblødning. Og de kæmpede. Jeg tænker, at man virkelig skal forsøge at finde noget positivt i livet og kæmpe for at undgå at sætte sig hen i den ofte omtalte sofa og have ondt af sig selv. For livet er på flere måder stadig fantastisk. Og jeg tror, at jeg kan hjælpe nogle ramte - og deres pårørende - med min historie.

SKILSMISSEN

Miriam var 39 år, da hun blev ramt i juni 2014. Hun arbejdede dengang på et plejehjem som husassistent, hvor hun hjalp med rengøring, madlavning og servering. Det var hun rigtig glad for, men det var slet ikke der, hun var presset. Det var privat. Baggrunden for at skaden indtraf, var ifølge Miriam en skilsmisse. Miriam træner i Fysio Danmark i Vejle. En af øvelserne udenfor er gang uden stok. Miriam kan i dag gå omkring 500-600 m med stok og 100200 m uden stok på jævnt underlag - på de gode dage.

- Jeg blev skilt i marts 2014. Og i forbindelse med alle de tanker om ’hvad skal jeg’, ’hvad nu med huset og børnene’ etc., fik jeg stress. Jeg tog blodtryksnedsættende medicin, men den fik jeg ikke taget 100% under skilsmissen. Det havde jeg ikke overskud til.

Miriam fandt en lejlighed i Vejle tre måneder senere, som hun og børnene, to drenge på dengang 4 og 9 år, flyttede til. En morgen skal hun køre børnene i skole og børnehave.

- Inden vi kørte, følte jeg mig influenzaagtig, groggy, og mine ben gav efter. Jeg kom dog ned i bilen og frem til børnehaven. Men da jeg steg ud af bilen, indfandt der sig en lammelse i kroppen, og jeg faldt bogstaveligt talt ud af bilen, samtidig med at jeg kastede op. Men jeg var ved bevidsthed. Nogle forældre hjalp mig og tilkaldte en ambulance, der kørte mig til Odense Universitetshospital.

- Min store dreng fortalte mig, at min mundvig hang om morgenen. Det tænkte han ikke over at sige før et stykke tid efter, at jeg blev ramt.

Da jeg steg ud af bilen, indfandt der sig en lammelse i kroppen.

GENOPTRÆNINGEN

På hospitalet konstaterede lægerne, at et porøst blodkar i hjernen var bristet. De sagde et stykke tid efter, at Miriam havde været døden nær. Hendes blødning sad tæt på hjernestammen, som styrer de vigtige funktioner i kroppen – åndedræt og blodtryk. Miriam lå 14 dage på Odense Universitetshospital og kom derefter fire måneder på Vejle Sygehus til genoptræning. Drengene var hos deres far.

- Da jeg kom på Vejle Sygehus, kunne jeg ingen ting selv, så jeg fik sondemad og al pleje af personalet. Her startede min genoptræning med at komme ud af sengen over i en kørestol. Senere hen omhandlede træningen, at jeg kravlede, trillede og rullede rundt på gulvet som et lille barn. Jeg sad stadig i kørestol, da jeg blev udskrevet og fik følgende besked fra en overlæge: ”Miriam, du kommer ikke til at gå”. Da jeg kom hjem i min lejlighed, kunne jeg stort set intet - ikke gå på toilet, i bad etc., og jeg havde 10 hjemmehjælperbesøg om dagen. I dag har jeg ét besøg.

Noget af det, som Miriam fremhæver, der karakteriserer hende, er ’stædighed’ og ’et lyst sind’. Begge egenskaber kommer man langt med, siger hun af egen erfaring. Og førstnævnte kom især til udtryk, efter hun fik den graverende besked fra overlægen.

Miriam og hendes to drenge, Jakob og Daniel (t.h.), stillede selvfølgelig op til fotografering udenfor deres nye rækkehus i Brejning, som de flyttede til i april måned i år.

- Der var senere hen også nogen, som sagde, jeg ikke kom til at gå på trapper. Begge ting ville jeg bevise, at jeg kunne komme til. Folk kan provokere mig til at forbedre mig.

Miriam fortsatte med genoptræning i Sundhedshuset i Vejle, da hun blev udskrevet og kom hjem. Der gik hun i et år og trænede hos ergo- og fysioterapeuter.

- Det bedste, der skete for mig, var, da jeg kom på Vejle Fjord. Der kom jeg i kørestol og med en firepunktstok. De sagde, at jeg kunne stille kørestolen hen i et hjørne, for den fik jeg ikke brug for mere. De fik ret. Efter tre måneders genoptræning gik jeg med en krykkestok. De forstod at presse og motivere mig. De rykkede grænser for mig. I starten var jeg blandt de dårligste i forskellige tests. Men efter fire uger var jeg blandt de bedste. Det, at de også satte utrænede og trænede sammen, motiverede mig.

MENING MED ALT

I min verden er der en mening med alt, hvad der sker. Det er ikke kun ulykke. Man kan bruge det, der er sket overfor sig selv og andre. Og det kan ske ved en tilfældighed, som da jeg to år efter ulykken var hos min læge.

- I venteværelset talte jeg med en ældre kvinde om, hvad jeg havde været ude for. Hun kunne jo se, at jeg ikke gik så godt. En anden kvinde hørte min historie og kom hen til mig og sagde tak. Fordi hun havde overvejet at stoppe med sin blodtryksmedicin, men det turde hun ikke nu efter min historie. Det gav mig en enorm glæde, at hun kunne bruge min historie. Fordi jeg jo rigtig mange gange havde tænkt, at jeg var ubrugelig, når jeg ingenting kunne. Når jeg bare lå i min seng, i en sofa eller sad i en stol.

- Så den dag kom kampgejsten. Som med lægen der sagde, at jeg ikke kom til at gå. Det skal han bare ikke sige. Det skal han ikke lægge ind over mit liv. Det skal jeg nok selv bestemme. Så den stædighed har fået mig rigtig langt i dag.

SIG JA

Miriam har lært en masse af at blive hjerneskadet, siger hun. Blandt andet at sige ja i stedet for nej.

- Man skal hellere sige ja til ting, man tvivler på – prøve det af. Men det er jo så nemt at sige nej; nej, det tør jeg ikke, nej, det kan jeg ikke. Vend det om. Sig ja. Det kan jo være, det gør noget godt for en. Så jeg har - I sidste uge, da jeg var hos min fysioterapeut, var vi ude at gå tur og for første gang for at træne uden stok. Han sagde, ”Hvad bruger du egentlig den stok til?” ”Holder balancen”, svarede jeg. ”Det er jo ikke nødvendigt, du kan jo godt uden”, tilføjede han så. Så ja, jeg skal også have læger, fysioterapeuter eller andre til at udfordre. Så kan jeg godt.

Miriam er gået fra kun at kunne ligge i en plejeseng til i dag at kunne gå uden stok. Ikke altid og alle steder men hun prøver på ikke at tage den med, som led i sin træning.

- Det at kunne gå ud uden et hjælpemiddel, det er virkelig stort, siger Miriam.

Man skal hellere sige ja til ting, man tvivler på - prøve det af.

LIVET STARTER FORFRA

Miriam siger, at hun er blevet et andet menneske og har lært at betragte og leve livet på en anden måde. ”Jeg har jo oplevet at være ude på kanten. Jeg kunne have været død”, som hun siger. Men også det faktum, at da hun ikke rigtig kan huske fortiden, så oplever hun på en eller anden måde alting på ny. Det har været lidt som, at livet starter forfra.

- Jeg tæller nye fødselsdage. Jeg er 44 år i dag, men jeg har været skadet i fem år, så jeg holder to fødselsdage om året. Det med at fejre livet er vigtigt. Ja, livet starter ligesom forfra, tænker jeg, og så har man også muligheden for at vælge, hvem man gerne vil være. Jeg har altid været et positivt menneske, og jeg har set op til de mennesker, som mere eller mindre har kunnet være positive hele tiden. Men jeg har nok altid været bange for mange ting. Nu vil jeg møde livet med åbne arme - og forsøge at være noget for andre.

Miriam er førtidspensionist, så hun har god tid til venner og andre mennesker. Så en ny ting for hende er også, at hun aldrig vil kunne finde på at spørge nogen, hvordan de har det uden at tage sig god tid til at høre, hvordan de reelt har det. For eksempel de mennesker, hun møder, hvor hun er til træning.

Miriam kører oftest på sin scooter, når hun skal noget i lokalområdet som for eksempel nyde omgivelserne. Hun er kun faldet med scooteren fire gange på tre år og uden skade på den og hende selv, som hun siger.