Højskolebladet Februar 2021

#01 2021

HØJSKOLE BLADET

NIELS HAUSGAARD HVAD VIL DET SIGE AT VÆRE (HØJSKOLE)MAND ANNO 2021?

“JEG SYNES, DET ER VIGTIGT AT KUNNE MØDE SIG SELV, FOR SÅ BLIVER MAN BEDRE TIL AT LEVE”

KRONIK: VI BLIVER DUMMERE, NÅR DE RADIKALE DELE AF IDENTITETSPOLITIKKEN SLÅR ROD I KLASSELOKALERNE

SIDEN 1876

1

FÅ HØJSKOLEN IND AD BREVSPRÆKKEN Tegn et årsabonnement til dig selv eller giv det til én, der sætter pris på samtalen om dannelse og livsoplysning i højskolen og omegn.

8 numre: 499,- (Studerende 299,-) www.hojskolebladet.dk / tlf. 33 36 40 40

2

06 TENDENS

# 01 2021

16 FEATURE M/K: Kend hinandens kroppe

MAND ANNO 2021 To elever, en lærer og en forstander forholder sig til tidens mandesnak.

04 LEDER 05 OVERBLIK 06 TENDENS 10 BILLEDLIGT 14 LANDET RUNDT

20 INTERVIEW

”Forskellen mellem os mænd og kvinder er den, jeg holder allermest af.”

Samfundskommentator Niels Hausgaard 28 KRONIK

16 FEATURE 20 INTERVIEW

”Problemet er, at vi unge ikke tør snakke om det, som er svært og tabubelagt.”

Højskoleelev Luise Uhre Høeg

10 BILLEDLIGT

26 HØJSKOLELIV 28 KRONIK 34 DET VI TALER OM 36 DEBAT 38 TAL FORTALT 40 ESSAY 44 NAVNE

TIL KAMP FOR UNDERVISNINGS- OG YTRINGSFRIHEDEN

46 FORENINGEN HAR ORDET

”En rigtig mand” Dokumentarfotograf Andreas Haubjerg sætter fokus på sårbarhed blandt mænd.

”Hvis vi som højskolefolk tror på oplysningstidens idealer, er der ikke andet for end at bekæmpe separatistiske tendenser, og det begynder i undervisningslokalet.”

Forstander Mads Rykind-Eriksen m.fl.

3

LEDER

Tag det som en mand

#1 2021 / 145. årgang UDGIVER Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Lisbeth Trinskjær

For nylig fik jeg – som så mange andre, der lader sig kvikteste for corona – stukket en vatpind op i næsen. En decideret hæslig oplevelse, hvor mit ene øje løb i vand, og hvor jeg måtte afværge trangen til at nyse i 10 stive sekunder. Det gik lige, og den flinke Falck-mand, som førte vatpinden, sagde bagefter: “Tag det som en mand.” Vi grinede begge to.

For talemåden er håbløst oldschool. Ligesom at mange andre kønnede ord og udtryk i vores sprog – eksempelvis “tøsedreng”, “at mande sig op” og “det kræver sin mand” – efterhånden er passé, fordi mange af de forventninger, der er knyttet til vores køn, er til forhandling, og fordi vi ikke længere kan tillægge et specifikt køn en særlig kvalitet.

Hvor efterlader det så nutidens mand? Som entertainer og samfundskommentator Niels Hausgaard indrømmer i et interview, efter selv at have gjort sig skyldig i at bruge ordet “mandigt”, så er det nærmest umuligt at definere, hvad en mand er. Eller en kvinde, for den sags skyld.

Det er heldigvis heller ikke pointen med dette nummer af Højskolebladet, som ud fra overskrifterne at dømme måske kan ligne ét stort mandetema. Det kan vi godt kalde det for nemheds skyld. Men når man dykker ned i bladet, finder man forhåbentlig ud af, at der er mange nuancer i dét at være eller kalde sig mand.

For eksempel fortæller højskoleeleven Jens Philip Yazdani i en artikel, hvordan han nogle gange går i kjole for at udfordre sit køn, hvilket især hans lokale kioskmand bemærker.

I en reportage fra Oure Højskole på Fyn har en række piger i efteråret taget initiativ til at tale mere åbent om sex, køn og kropsidealer. Undervejs finder de dog ud af, at det er nødvendigt også at have drengene med i samtalen.

Og så har dokumentarfotograf Andreas Haubjerg i en periode fulgt nogle af de mænd, der bor på Mandecentret København, fordi de er endt i dyb krise.

Hans fine fotoserie En rigtig mand sætter fokus på mænds sårbarhed og bryder med den gængse opfattelse af, hvad det vil sige at være hankøn .

Jeg klarede som bekendt corona-kviktesten uden piveri – mandigt eller ej.

Men jeg er desværre ikke den eneste borger, der jævnligt oplever at få stukket en vatpind ind i næse- og halsregionen, og på grund af pandemien er højskolerne lukket fysisk ned. Indtil det igen bliver muligt at lave højskole, er initiativet “Højskole for hele Danmark” tilgængeligt online. Læs mere om det inde i bladet og på Højskolernes hjemmeside. God læselyst!

Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk REDAKTION Sofie Buch Hoyer (ansv. redaktør) Tlf. 6134 6414 redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk facebook.com/hojskolebladet twitter: @hojskolebladet REDAKTIONSPANEL Dagmar Winther, Jeppe Søe, Jasper Mortensen, Claus Staal Redaktionen modtager gerne uopfordrede bidrag ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste.

SKRIBENTER I DETTE NUMMER Noa Kjærsgaard Hansen Katrine Friis Mona Samir Sørensen Sofie Buch Hoyer ABONNEMENT Højskolernes Hus Tlf. 3336 4036 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk ANNONCESALG AC-AMS Media Aps / Tlf. 2172 5939 www.ac-amsmedia.dk DESIGN/LAYOUT/TRYK Urgent.Agency/Katrine Dahlerup /Jørn Thomsen Elbo

”

Mange af de forventninger, der er knyttet til vores køn, er til forhandling.

Sofie Buch Hoyer, ansvarshavende redaktør

4

FORSIDE Fotograf: Kasper Palsnov NÆSTE NUMMER Udkommer: 15. marts. Frist: 26. februar ISSN: 0018-3334

OVERBLIK

MEST LÆSTE

VIDSTE DU AT ...

56

PÅ HOJSKOLEBLADET.DK

1. ANNE LINNET ER ENDELIG KOMMET MED I HØJSKOLESANGBOGEN Den folkekære popmusiker har fået hele fire sange med i den 19. udgave og fortæller i et stort interview om at være rundet af den sønderjyske sangtradition.

2. MARGRETHE VESTAGER ANALYSERER SIN EGEN NYE HØJSKOLESANG Højskolebladet udsatte EU’s magtfulde konkurrencekommissær for en digtanalyse, der er en danskeksamen værdig, af hendes sang “Solhverv”.

3. FORFATTEREN TIL "METER I SEKUNDET" ER ET HIT Stine Pilgaard bliver ved med at trække fans og nysgerrige læsere til: I dette interview fra juni 2020 fortæller hun om sin drivkraft og inspiration som forfatter.

såkaldte Højskole Hacks er blevet udgivet på Højskolernes Youtube-kanal i løbet af efteråret. I hvert hack giver en engageret højskolelærer et godt tip til din hverdag – fx hvordan du høster dine egne østers, laver en jazz-pirouette eller lærer at spille klaver til fællessang.

… OG NU KOM KJØRMES-KNUD! ANEKDOTE Sådan slutter sidste linje i Jeppe Aakjærs digt “Sneflokke kommer vrimlende”, som Thorvald Aagaard har komponeret en livlig melodi til. I digtet overvældes man af malende billeder på vintervejrets festlige rasen. Men hvem er ham der Knud egentlig, spørger højskoleelever fra tid til anden.

Kort sagt betyder Kjørmes-Knud “kyndelmisse-knude” og er en gammel dansk gengivelse af det latinske udtryk missa candelarum – lysenes messe – der i den katolske kirke fejres den 2. februar.

Et andet ord for lysmesse er kermesse, og deraf kommer kørmesse og også kjørmes, mens knude skal forstås som midtpunkt.

Kyndelmisse markerer også efter folkelig

skik, at vi nu er nået midtvejs gennem vinteren.

Mærkedagen har sin oprindelse i fortællingen om, hvordan Jomfru Maria viste Jesus frem i templet præcis 40 dage efter, han var blevet født den 24. december. Ifølge Moseloven var kvinder urene indtil 40 dage efter, de havde født. Først derefter måtte de betræde en helligdom med deres barn og blive renset, hvorfor den 2. februar også kaldes Marias Renselsesdag.

Kyndelmisse blev officielt afskaffet som helligdag i 1770. I de senere år er mange kirker igen begyndt at fejre dagen med lysgudstjenester, der handler om Jesus som det lys, der sejrer over mørket. sbh

Det er nok en utopi, at danskerne skal komme til at holde af deres politikere, som de holder af karaktererne i "Mads og Monopolet". Men tænk, hvis vi kunne finde lidt nysgerrighed frem over for de forskellige perspektiver, der er i en politisk debat. Det ville være værdifuldt.

Journalist Cathrine Gyldensted, som for nylig udgav bogen "Blev du klogere – sådan forbedrer du den offentlige samtale" (Forlaget Højskolerne) om den såkaldte frirumsdebat, i et interview i Politiken.

Portrætfoto: Robin Skjoldborg 5

TENDENS INTERVIEW

Af Noa Kjærsgaard Hansen, journalist

AT VÆRE HØJSKOLEMAND ANNO 2021 TENDENS Ældre mænd er overrepræsenterede i statistikker om ensomhed, arbejdsløshed og sygdom, mens mange yngre mænd går ud af folkeskolen uden at kunne læse og skrive. Er højskolen stedet, hvor mænds frigørelse fra nutidens forfaldshistorier og stereotype mandeidealer kan og skal foregå? Vi har spurgt to elever, en underviser og en forstander.

6

D

et er gråt, blæsende og koldt. Coronakoldt, kan man vel godt sige, uden at jeg gør mig forhåbninger om at få et nyt udtryk optaget i ordbogen. Ved vejkanten inden indkørslen til Testrup Højskoles parkeringsplads står et lille skilt med højskolens navn bag et mudret bilspor. Jeg tager mit mundbind på som anvist og træder ind i gården, det fælles udeområde, der samler spisesalen, undervisningslokalerne og administrationsbygningen.

Jeg bliver som det første mødt med spørgsmålet “Er du forundringsparat?” Det står skrevet på køleren af en kulørt bil, der holder parkeret under gårdens nøgne lindetræ.

Jeg er parat til at blive forundret. Jeg har derfor forhørt mig hos et lille udvalg af højskoledanmarks mænd om, hvorvidt højskoler – med deres dannelsesidealer, ro og rum til fordybelse – er en arena, hvor man kan have en konstruktiv snak om mænd og maskulinitet.

For tiden er der rigeligt at være forundret over i samfundet, når det gælder mænd. Kvinder har for længst taget kampen op for at frigøre sig fra tidligere tiders normer, roller og idealer, senest med #MeToo-bevægelsens fokus på sexisme og chikane på arbejdspladser.

Samtidig synes den stereotype maskulinitet at spænde ben for mange mænds forhold til deres eget køn. Vi går for eksempel sjældnere til læge sammenlignet med kvinder og har sværere ved at sætte ord på det, vi føler. I stedet bliver vi syge og ensomme, viser flere statistikker.

Så hvad stiller vi op?

“Der er mange af os, der ikke passer med den stereotype maskulinitet, men som stadig føler os som mænd og hviler i det. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg føler mig som en mand, men jeg har ikke nødvendigvis styr på den aktuelle stilling i Superligaen.”

Jens Philip Yazdani, efterårselev på Testrup Højskole

PÅ HØJSKOLEN TRÆDER MAN ET SKRIDT TILBAGE 20-årige Sylvester Blondin og 22-årige Jens Philip Yazdani, to af Testrup Højskoles mandlige elever, møder mig ved et ovalt bord i højskolens hovedbygning. De starter med at beskrive valgfaget “Køn, krop og kultur”, der udbydes på højskolen. ”Det er et fag med en filosofisk vinkel på emnerne,” siger Sylvester. ”Det er en måde at få noget teori bag alle de ting, vi går og tænker over til daglig. Der bliver skabt et rum, hvor der ikke er noget dumt at sige. Der er ikke noget, der er pinligt.”

Jens Philip tilføjer: ”Det er samtidig en mulighed for at træde et skridt tilbage og spørge: Hvad er det egentlig, der sker, når Sofie Linde stiller sig op på scenen til Zulu Comedy Galla? Hvad sker der, hvis vi tager debatten om MeToo og sexisme seriøst og behandler den som et filosofisk emne?”

Faget på Testrup Højskole indbyder helt naturligt til tale om aktuelle debatter, der vedrører kvinders vidnesbyrd, sexisme og seksualitet – men uden debatsektionernes forhastede konklusioner.

Jeg er nysgerrig på, om faget også beskæftiger sig med mænd og maskulinitet. ”Ja, næsten alle emner kan komme op,” svarer Sylvester Blondin, mens Jens Philip Yazdani mener, at faget først og fremmest handler om køn. ”Og hvis der er et andet køn, må der også være et første køn,” siger han med reference til den franske tænker Simone de Beauvoir, der er repræsenteret i fagets pensum.

At mænd efterhånden også må opfattes som kønnede væsener, der forsøger at bryde med forestillingen om, hvad en rigtig mand er, viser sig tydeligt hos de to højskoleelever, da vi kommer ind på, hvordan de forholder sig til deres egen maskulinitet. ”Jeg tænker over det, men jeg prøver også at fucke lidt med det.

7

TENDENS

På en praktisk måde. Det er højskolen et fedt rum til. Jeg har eksempelvis en del kjoler i min garderobe,” siger Jens Philip Yazdani og forklarer, hvordan hans lokale kioskmand i København som det første spørger, om hans kæreste er en mand, når han kommer i en kjole. ”Her på højskolen siger folk bare: ’Fedt! Den er flot!’”

Men dét at forholde sig til sin maskulinitet handler også om at zoome ud og se det hele fra et større perspektiv, mener Sylvester Blondin: ”Jeg tænker meget over, hvor vi står som samfund, og hvordan vi skal ændre de opfattelser, vi har med hjemmefra. På højskolen har vi alle vores bagage med i rygsækken, selv om vi minder om hinanden som typer.”

MOUNTAINBIKE SOM LOKKEMAD En anden højskolemand, der er nysgerrig på sin egen maskulinitet, er 38-årige Thomas Smith. Han er til daglig motionslærer på Struer Højskole og underviser desuden i faget “Vores liv”, der kredser om dét at være menneske på godt og ondt. Før jul åbnede tilmeldingen til den første udgave af hans kursus om mænd og sundhed. Et mandekursus, hvor der skal køres mountainbike, men også affødes åbne og uformelle snakke om maskulinitet, kriser, sundhed og trivsel blandt mænd.

Thomas’ motivation for at starte kurset kommer af en personlig interesse, forklarer han. ”Jeg er nysgerrig på mig selv som mand. Hvad fanden skulle ellers drive det? Forhåbentlig smitter det af,” siger han og fortsætter: “Jeg har ikke noget facit. Jeg er lige så interesseret i at høre, hvad kursisterne kommer med. Jeg tror, det er derfor, det kommer til at fungere.”

Thomas Smith indrømmer gerne, at det kræver lidt snilde at lokke mænd til at deltage i et højskolekursus. ”Det handler om at tage udgangspunkt i mænd og deres daglige trivsel. Det er et lille højskoletrick. På den måde kan vi lokke dem med og give dem noget af den dannelse og perspektivering, som højskolen indeholder,” siger han.

Da Thomas Smith som ene mand blandt sine kollegaer præsenterede selve idéen til kurset, blev den taget imod med åbne arme.

Et par af kommentarerne bekræftede ham samtidig i, at kurset har sin berettigelse. ”Nogle sagde, at så skulle vi bare sparke dæk og sådan. Men det er lige netop det, jeg gerne vil gøre op med. Mange mænd føler sig ikke hjemme i de maskuline stereotyper.”

Men er det ikke netop lidt stereotypt maskulint at lokke med mountainbike for at få mænd i tale, spørger jeg ham? ”Jeg skal jo ikke tale til alle mænd. Jeg skal bruge det sprog, jeg har, til at tale til den type mænd, der kommer til mit kursus. Når jeg annoncerer mine kurser, skal jeg give udtryk for, hvad jeg tror på, og hvad jeg gerne vil,” siger Thomas Smith, der også er ved at uddanne sig til psykoterapeut.

Ifølge ham er højskoletilgangen med dens fokus på fællesskab, perspektivering og dannelse et oplagt rum til at facilitere den slags møder mellem mænd. Han mener dog samtidig, at vi skal passe på med ikke at bekræfte idéen om, at maskulinitet hører et særligt rum til. ”Jeg har lagt mærke til i min generation, at kvinder er blevet opmærksomme på, at mænd har brug for at være mænd. ‘Gå ud og være mand med dine venner og så kom hjem igen…’ Det er kærligt 8

“Det handler om at tage udgangspunkt i mænd og deres daglige trivsel. Det er et lille højskoletrick. På den måde kan vi lokke dem med og give dem noget af den dannelse og perspektivering, som højskolen indeholder.”

Thomas Smith, lærer på Struer Højskole

sagt, men det får et negativt udfald. Man behøver ikke at tage nogle steder hen for at være mand. Det er jo noget, man er,” siger han.

HJEMLIG UENIGHED TÆT PÅ GRÆNSEN På Rønshoved Højskole, der ligger smukt placeret tæt på den dansk-tyske grænse helt ud til Flensborg Fjord, er der i modsætning til Struer Højskole primært mandlige lærere. Det gør, at de kollegiale samtaler hurtigt udvikler sig til diskussioner, hvor man strides om det bedste argument. Det mener i hvert fald Thue Kjærhus, 66, der siden 2001 har været forstander sammen med sin kone Nina.

Da jeg fanger Thue på telefonen, forklarer han, at han ikke ser maskulinitet komme til udtryk som et samtaleemne på skolen, men snarere noget, der ligger i højskolens ånd. ”Man kan vel sige, at diskussionerne hos os er ret maskuline. Vi elsker at kæmpe mod hinanden. Det kan være skræmmende, hvis man kommer udefra. Måske også

for nogle kvinder. Men vores nye kvindelige lærer giver os råt for usødet. Hun er uforfærdet. Hun har sin egen dagsorden, og det er skide godt,” siger han og griner lidt.

Generelt bliver der på Rønshoved Højskole ikke snakket meget om at være mand eller at være maskulin, hvis man spørger Thue Kjærhus. ”Vi har aldrig diskuteret det. Det kan være en dårlig ting, men det tror jeg ikke, at det er her på højskolen. Det er bare fordi, der er andre ting, der optager eleverne,” siger han og forklarer, at når højskolediskussionerne kredser om aktuelle MeToo-debatter, så foregår de sjældent på et personligt plan, og de når sjældent uden for undervisningslokalerne. Til gengæld tror han på, at formatet på Rønshoved Højskole kan være med til rykke noget hos både lærere og elever. ”Diskussionerne her på højskolen om de debatter, der er i dag, har et andet udgangspunkt. De er ikke politiske, men filosofiske,” siger han.

Og så gør det en forskel, at underviserne bor på skolen, mener han. ”Det betyder, at vi tager hjem til hinanden og diskuterer videre.

Det er okay at være uenige, fordi der er en hjemlighed,” siger Thue Kjærhus.

ET EKKOKAMMER FOR DE BEDRESTILLEDES BØRN Der er ikke noget, der tyder på, at Jens Philip Yazdani og Sylvester Blondin fra Testrup, Thomas Smith fra Struer og Thue Kjærhus fra Rønshoved har samme opfattelse af, hvordan man bør italesætte kønsproblematikker og især mænds kamp for at frigøre sig fra maskuline stereotyper. Og om man overhovedet skal gøre det.

Men der er alligevel noget, der går på tværs af de meget forskellige generationer af højskolemænd. Det er idéen om højskolen som et rum, hvor man kan træde et skridt tilbage fra kommentartråden på Facebook og få noget substans og fordybelse ind i diskussionerne om et ellers polariserende og betændt emne.

Midt i al refleksionen og eftertankerne kan det dog også hurtigt blive et ekkokammer. Thue Kjærhus peger på, at højskolen som institution langt hen ad vejen er for de bedrestilledes børn, og at de filosofiske diskussioner derfor har en tendens til at afspejle den højere middelklasse.

For Thomas Smith er forskelle og uenigheder vigtige for at kunne udvide maskulinitetsbegrebet. ”Det må ikke blive for sterilt. Der skal også være nogle, der er uenige,” siger han.

Tilbage ved det ovale bord på Testrup Højskole peger Jens Philip Yazdani også på en række begrænsninger i debatten. ”Diskussionerne kan blive lidt pseudoagtige. Måske især på Testrup, hvor folk allerede kan have en særlig opfattelse af den her slags emner, inden de starter. Nogle gange mangler der også uenighed. Den findes, men den kommer ikke til udtryk her. Kun hvis nogen leger djævlens advokat,” siger han.

Jens Philip undrer sig over den heftige debat, som Vogue-forsiden skabte. ”Fedt at han sendte et statement, men det burde jo ikke være så kontroversielt.”

På Testrup Højskole er en mand i en kjole måske ikke så kontroversielt, men hvad ville de mon sige til det på Rønshoved? Eller på mandekurset i Struer?

Vi taler videre om maskulinitetsbegrebet, da Jens Philip Yazdani siger noget, der harmonerer med Thomas Smiths forestillinger om at bryde med de traditionelle mønstre. ”Én ting er den giftige maskulinitet – en anden ting er den ensrettende,” understreger han. ”Den, hvor man skal kunne lide fodbold og være brovtende. Det er jo enormt begrænsende. Der er mange af os, der ikke passer med den stereotype maskulinitet, men som stadig føler os som mænd og hviler i det. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg føler mig som en mand, men jeg har ikke nødvendigvis styr på den aktuelle stilling i Superligaen.”

PÅ TVÆRS AF GENERATIONER OG HØJSKOLER De forskellige generationer af højskolemænd har forskellige opfattelser af, hvilke kampe der er vigtige. Der er dem, for hvem det hele kan blive lige blødt nok, og så er der dem, for hvem feminismens kamp er alles kamp, også mænds. Og så er der alle dem midt imellem. Og de forskelle, der viser sig på tværs af generationer, viser sig naturligt også på tværs af højskoler. Spørgsmålet er, om mænds frigørelse er højskolens kamp at kæmpe?

Thue Kjærhus har svært ved at se, at højskoler kan gøre meget ved de sundhedsudfordringer, som især den ældre generation af mænd står over for. Det er formatet for eksklusivt til. Og som han siger: ”De mænd, der falder udenfor, er ikke særligt optaget af kønskamp og den slags ting.”

For Thomas Smith er mandekurset i Struer en måde at række ud til den mindre gruppe af mænd, han kan nå fra dér, hvor han står. ”Så er der nogle andre, der gør noget andet et andet sted, der er ligeså godt som vores kursus,” som han siger.

Sylvester Blondin og Jens Philip Yazdani tror på, at man kan nå mange mænd med dialog. ”For de personer, der er mandemænd, handler det jo om deres ophav. Det kan vi ikke lave om på. Men vi kan snakke om det,” siger Sylvester.

Jeg får en sidste lille slat kaffe hældt op af Jens Philip. Han tror på en ringe-i-vandet-tilgang. ”Hvis vi i det her rum forpligter os over for vores venner, når de gør eller siger noget, og at de så gør det samme med deres øvrige venner, så tror jeg, vi kan nå langt. Med ærlighed og ved at være up-front omkring det.” d

LET’S BRING MASCULINITY BACK Han henter mere kaffe, mens Sylvester Blondin og jeg taler videre om popmusikeren Harry Styles, der i efteråret iklædte sig en kjole på forsiden af modebladet Vogue. ”Han lagde også et billede op på Instagram, hvor der stod ‘Let’s bring masculinity back’. Det synes jeg var superfedt,” siger Sylvester.

9

BILLEDLIGT

EN RIGTIG MAND FOTO: ANDREAS HAUBJERG

10

11

BILLEDLIGT

12

02

BILLEDLIGT

BAG OM BILLEDERNE AF DOKUMENTARFOTOGRAF ANDREAS HAUBJERG En rigtig mand Undersøgelser viser, at nogle mænd falder rigtig dybt, når de er i problemer. Det ses blandt andet i statistikker for ensomhed, selvmord og hjemløshed.

Sidste år fulgte dokumentarfotograf Andreas Haubjerg en række mænd, mens de boede på Mandecentret København, der er en rådgivende organisation for mænd i krise.

Fotoprojektet “En rigtig mand” sætter fokus på sårbarhed blandt mænd og viser, hvordan den gængse opfattelse af mandighed og maskulinitet ikke altid stemmer overens med virkeligheden.

Billederne er et uddrag af projektet.

13

NYHEDER

LANDET RUNDT RYSLINGE HØJSKOLE ÅBNER NY MUSIKSCENE I samarbejde med blandt andre Teater Momentum, Syddansk Musikkonservatorium og Statens Kunstfond åbner Ryslinge Højskole en ny musikscene på Fyn. I løbet af de næste to år vil eksperimenterende musik være at finde på plakaten – musik, som ellers har svært ved at finde publikum og scener uden for de større byer, men som elever, personale og lokalområdet fremover kan få at høre i Ryslinge.

KONFERENCE MARKERER 10-ÅRET FOR DET ARABISKE FORÅR I 2021 er det 10 år siden, at Det Arabiske Forår brød ud i Mellemøsten og Nordafrika. I den anledning inviterer Rødding Højskole den 9.-10. marts indenfor til en konference, hvor blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) deltager. Konferencen stiller spørgsmålene: Hvor står Mellemøsten og Nordafrika i dag? Hvordan ser fremtiden for regionen ud? Og hvilken rolle kan dansk støtte spille for befolkningerne og regionens videre udvikling?

DE FLESTE HØJSKOLER KUNNE HOLDE CORONA-FRI JUL Efterårssemestrene endte godt på langt de fleste højskoler.

Skolerne kunne således sende deres elever hjem på juleferie, uden at nogen var konstateret smittet med corona. Få højskoler oplevede, at en eller flere personer blev smittet lige op til afslutningen, mens juledagene på Gymnastikhøjskolen i Ollerup og Grundtvigs Højskole stod på tests og isolation blandt elever og ansatte som følge af større smitteudbrud.

14 14

a

a a

a

a a

GODE NYHEDER FOR EGU-ELEVER, FOLKEOPLYSNINGSPULJEN OG HØJSKOLERNES EU-AKTIVITETER På Christiansborg er der i de seneste måneder faldet en række aftaler og bevillinger på plads til fordel for højskolerne. Tilbage i efteråret ved FFD’s årsmøde opstod der en politisk alliance, som var villige til at give sårbare unge mulighed for at komme på højskole som en del af en erhvervsgrunduddannelse (EGU-forløb). Før jul i Folketingets Uddannelsesudvalg skrev Kristian Jensen (V) på vegne af alliancen en beretning, der fremover pålægger regeringen at sikre, at staten finansierer deltagerbetalingen, hvis en ung ønsker at komme på højskole som del af et EGU-forløb.

En anden god nyhed er, at højskolerne i de næste fire år får 1,2 mio. kr. om året til at række ud over skolernes mure. Det sker gennem folkeoplysningspuljen, som højskolerne har modtaget siden 2014, men som stod til at løbe ud ved den seneste finanslov. Efter forhandlinger med støttepartierne kom den dog tilbage på finansloven.

Endelig kan højskolerne se frem til at modtage en treårig bevilling fra Folketingets Europa-Nævn på i alt 1,45 mio. kr., som skal gå til forskellige EU-aktiviteter. Det er anden gang, FFD får godkendt en treårig bevilling fra Europa-Nævnets pulje, og pengene skal blandt andet bruges på afholdelse af debatter og oplæg, medieproduktioner om unge og EU samt en europæisk klimafestival i 2022.

BORGERFORSLAG VIL HAVE HØJSKOLER OG EFTERSKOLER UNDTAGET FRA NEDLUKNING Unge kæmper i stigende grad med angst, stress, depression og ensomhed under corona, viser nye tal. Derfor er en række personer gået sammen om et borgerforslag, der vil have højskoler og efterskoler undtaget fra nedlukningen, så eleverne kan få deres sociale liv tilbage. “Lad de unge blive testet (evt. ad to omgange samt med isolation i mellemtiden), og luk dem inde i en lukket social boble afskærmet fra COVID-19,” skriver stillerne i forslaget.

15 15

ESSAY

M/K:

KEND HINANDENS KROPPE Af Katrine Friis, lærer på Oure Højskole

FEATURE Derhjemme tør de ikke tale om det. Men en aften på Oure Højskole dannede fire piger en intim samtaleklub, hvor de kunne snakke åbent og nysgerrigt om sex og kropsidealer. I løbet af efteråret gjorde mange kvindelige elever dem selskab, og til slut inviterede de alle drengene med også.

16

”I Kvinde Kend Din Krop-gruppen kan vi sige, fuldstændig hvad vi har lyst til. Alle lytter, og ingen dømmer. Det er virkelig trygt.”

Cecilie Kavsman, efterårselev på Oure Højskole

Fra venstre: Ida Buchart, Emma Lee-Rosberg, Cecilie Kavsman og Luise Uhre Høeg.

I

1.G havde jeg en kæreste, som jeg – for at gøre en lang historie kort – troede, at jeg havde haft ubeskyttet sex med. Hans mor var praktiserende læge, og på vej i bilen næste morgen fik vi hende – forlegne og betuttede – til at udskrive nogle fortrydelsespiller.

Men ikke nok med at vi havde involveret én forælder i vores natlige udskejelser – sådan en pille skal jo tages hurtigt – så Åse, som min svigermor hed, ringede til min egen mor og fik hende til at hente pillen til mig.

I frikvarteret kom min mor så ud på gymnasiet med pillen, og det var sådan, jeg fik kvindernes bibel “Kvinde Kend Din Krop”. Den havde hun lige købt med på vejen.

Pinligt at få den overrakt dér i aulaen på Rødkilde Amts Gymnasium? Ja, det tror jeg nok! Har jeg brugt den? Ja, vildt meget. Har jeg snakket med mine veninder om det, jeg læste? Ikke rigtigt. Har jeg snakket med mine mandlige venner om det? No way!

SAMTALEN OM GOD SEX Derfor blev jeg glad, da Luise fra Oure Højskoles adventure-linje i efteråret under en aftensmad proklamerede: “Kvinde Kend Din Krop: I aften skal vi snakke om onani og prævention. Vi mødes på lærerværelset kl. 20.”

Nysgerrigt spurgte jeg Luise, om jeg måtte være med, og i løbet af semestret lyttede jeg til de unge kvinders dialog. Deres snakke har fundet sted, mens den ene krænkelsessag efter den anden har haft store konsekvenser for magtfulde mennesker rundt omkring i samfundet.

Samtalerne på Oure Højskole har ikke handlet om overgreb og krænkelser. Kvinderne har snakket om orgasmer, prævention, fertilitet, kvindekroppen og deres forhold til den, tabuer, porno og kønssygdomme. De har føjet lysten ind i #MeToo-debatten og re-claimet samtalen om god sex og alle tabuerne, som står i vejen for nydelsen.

Gruppen, som i løbet af efteråret ekspanderede fra fire til 32 personer, lykkedes med at opbygge en fortrolighed, som gjorde, at hvis nogle af disse kvinder oplevede en krænkelse, så ville de ikke

stå alene med den. De ville have et fællesskab at dele den med. Et fællesskab med et fælles sprog om det mest intime.

Efterårsholdet 2020 har med andre ord skabt en platform, hvor de har hinandens ryg. En platform, som de kan træde ud på, så de ikke er alene med deres inderste tanker. Og hvor der også er plads til at sige fra. I det følgende interview, som er lavet, før efterårseleverne stoppede på højskolen, har kvinderne fået ordet.

KNIBEØVELSER PÅ LÆRERVÆRELSET Luise Uhre Høeg, der er initiativtager, har samlet gruppens stiftere i caféen på Oure Højskole. Gruppen består af Cecilie Kavsman fra skilinjen aka Kavs, Emma Lee-Rosberg fra fitness og Ida Buchart fra skuespil. Mit første spørgsmål til dem handler om, hvorfor de startede Kvinde Kend Din Krop-klubben, og svaret kommer bag på mig.

Luise: “Det hele startede med, at vi sad og så drengene spille fodbold. Snakken faldt på knibeøvelser og på, hvad det dog skulle gøre godt for, og så mødtes vi fire piger nede på lærerværelset og kneb løs. Vi lå på gulvet og lyttede til en video, som forklarede, hvordan man skulle gøre. Midt i alt kniberiet fandt vi ud af, at der var så meget, vi kunne tale om – også at man kan bruge knibeøvelser til andet end at undgå at tisse i bukserne. Vi begyndte at snakke om, hvordan man kan bruge knibeøvelser, når man har sex, og så blev det bare til én stor sexsnak.”

Emma: “Ja, og der besluttede vi at mødes fast én gang om ugen, og at næste gang skulle handle om orgasmer.”

Cecilie: “Klubben skulle være for alle højskolens kvinder, så vi gav Luise en challenge. Hun skulle rejse sig op til aftensmaden og helt seriøst invitere til Kvinde Kend Din Krop.”

Ida: “Bagefter var folk sådan lidt nedladende – ‘uhh, skal du til Kvinde Kend Din Krop?’ Som om vi var sådan nogle rødstrømpeaktivister. Vi var bare sådan: ‘JA! Det skal vi!’, og der blev bare ved med at komme flere deltagere hver uge. I dag er vi 32 piger i gruppen.”

Cecilie: “Og nogle af de piger, som startede med at sige ‘What, det der skal jeg bare ikke være med til!’ er selv med i gruppen nu, så 17

FEATURE det er mega fedt. Det er sjovt, når vi sidder og spiser, og jeg hører folk spørge: ‘Skal I til Kvinde Kend Din Krop i aften?’ Det er sgu en dejlig følelse.”

DET TABUBELAGTE Kvinderne taler med stor entusiasme, og mens jeg interviewer dem, tænker jeg, at jeg faktisk er lidt jaloux på deres fællesskab.

Selvom jeg kun er cirka 15 år ældre end dem, kan jeg næsten ikke få mig selv til at sige ordet onani. At tale åbent om noget lystfyldt – noget, som jeg har lyst til og godt kan lide – er svært. Jeg prøver at forestille mig, at jeg som 18-årig højskoleelev selv skulle proklamere det, som Luise gjorde under aftensmaden. Temmelig utænkeligt scenarie. Men tilbage til interviewet: Jeg er jo interesseret i at høre, hvad den her gruppe kan?

Ida: “Den kan alt! Den kan rumme hele følelsesregistret, og jeg går derfra med overskud og er virkelig berørt. Jeg kan spejle mig i rigtig mange vidt forskellige personer. Vi har snakket om kropsidealer, og hvordan man har det med sig selv – og når man får sat ord på det, får man det bedre.”

Luise: “Problemet er, at vi unge ikke tør snakke om det, som er svært og tabubelagt. Men det kan vi til Kvinde Kend Din Krop. Og hvis man ikke kan åbne op omkring det, som er svært, når man er der første gang, så kan det være, at man kan en af de næste gange.

Så på et eller andet tidspunkt har alle fået lettet deres hjerte.”

Kavs: “Ja, og når man først én gang har haft en positiv oplevelse med at stå frem, så er det ikke så svært at gøre det igen.”

Emma: “Vi får normaliseret tabubelagte emner, for det er så naturligt det hele. For helvede, vi onanerer jo alle sammen, og selvom vi ikke ser porno hver dag, så har de fleste af os da set det. Vi taler bare ikke om det.”

Kavs: “I Kvinde Kend Din Krop-gruppen kan vi sige fuldstændig, hvad vi har lyst til. Alle lytter, og ingen dømmer. Det er virkelig trygt.

Det er helt vanvittigt, at man kan sætte sig ind i et rum, og så er vi bare trygge blandt hinanden.”

“VI ER IKKE ALENE MED DE HER TANKER” Åh-åh, der kom det med onani igen. Det er altså et svært ord for mig, men jo flere gange, jeg skriver det, jo mere normalt bliver det.

Der var faktisk en mandag, hvor jeg ikke fik lov til at være med i klubben, og det var, da de skulle snakke om netop onani. Jeg var faktisk lettet over ikke at være inviteret, men det ville have været en god udfordring for mig. Men hvad har egentlig været det sværeste at tale om i gruppen? Hvad har gjort den største forskel?

Emma: “Snakken om ens egen krop – den blev dybest. Vi kørte sådan en runde, hvor man skulle sige tre positive og én negativ ting ved sin egen krop. Og der var flere, hvor man tænkte: ‘Hvad snakker du om? Hvorfor føler du sådan? Du er jo så smuk!’ Jeg håber, at der var nogen, der fik en åbenbaring om, at det, de selv lader fylde, ofte ikke fylder hos andre.”

Ida: “Nu taler vi jo primært om kvindekroppen og de ting, som den kan og ikke kan. Og så er der nogle personer, som står frem og fortæller, at de fx har det dårligt med deres mave. Det gør, at der er flere, som kan stille sig frem, og at vi får nogle interessante samtaler. Fx at vi kan åbne op omkring, hvor svært det kan være at give sig hen, når man har sex, fordi man ligger og har det dårligt over sin krop. Det er vi mange, som ikke taler med vores andre veninder om.

Det gør, at vi kan føle, at vi ikke er alene med de her tanker. Det er virkelig det unikke ved den her gruppe.”

Kavs: “Vi har også lavet håndsoprækninger, hvis vi kan mærke, 18

at der er flere, som har oplevet det samme. Det var fx overraskende at se, hvor få af os, som havde prøvet at få en skedeorgasme.”

Ida: “Der var også piger, som fortalte, at de ikke kunne få sig selv til at fortælle, hvad de kunne lide under sex. De kunne bare ligge under akten og være passive.”

Kavs: “Det vigtigste, jeg tager med mig herfra, er det med den åbne dialog mellem mig og den, som jeg har sex med.”

Luise: “Jeg havde slet ikke tænkt, at det var så stort et problem.

Dét at vi som kvinder ikke kan snakke med vores partnere om, hvad vi har lyst til. Det er så nemt for os at tale om fremtiden og uddannelse, men hvorfor er det så svært at sige: ‘Vi har sex, og jeg kommer ikke, hvad gør vi ved det?’”

DERHJEMME KAN MAN GEMME SIG Wow, tænker jeg. Hvordan ville min generations ungdomssex have set ud, hvis vi havde haft et sprog for, hvad vi kunne lide? Men hvorfor kan pigerne ikke tale om sex og tabuer med deres veninder derhjemme?

Kavs: “Jeg kan ikke forestille mig situationen, hvor jeg sætter mig ned med en veninde derhjemme efter arbejde og foreslår, at vi snakker om vores forhold til porno. De veninder, jeg har fået her, har jeg en hel speciel relation til sammenlignet med mine veninder derhjemme – nogle, som jeg måske har kendt i 10 år. Når man bor det samme sted, hvor man går i skole, og det er de samme mennesker, man ser konstant, så får man et særligt bånd. Man kan ikke være ked af det, uden at andre opdager det. Derhjemme kan du gemme dig, hvis du har det dårligt.”

Luise: “Jeg synes jo bare, at det er fucking uretfærdigt, at piger ikke får særlig mange orgasmer, når drengene bare kommer gang på gang. Men det er jo vores eget ansvar at sørge for at lave om på det.”

Emma: “I mine vennegrupper derhjemme handler det nok mere om, hvem man er sammen med.”

Kavs: “Ja mere sådan: ‘Haha, hvem har du været sammen med i byen?’”

Emma: “Ja – og: ‘Har du prøvet det og det?’”

Kavs: “I den her gruppe går vi virkelig i dybden med det og tager hinandens erfaringer seriøst. Man sidder bare og lytter og spørger ind, så det er noget helt andet.”

Emma: “Ja, det bliver meget intimt og sårbart.”

”

Problemet er, at vi unge ikke tør snakke om det, som er svært og tabubelagt.

Men det kan vi til Kvinde Kend Din Krop.

Luise Uhre Høeg, efterårselev på Oure Højskole

"Det kunne bare være så fedt, hvis vi kunne sidde og snakke om de usikkerheder, vi oplever, når vi har sex med hinanden," fortæller elev Cecilie Kavsman fra Oure Højskole.

SEKSUEL DANNELSE PÅ HØJSKOLE Da Krogerups tidligere forstander K.E Larsen engang blev spurgt om, hvad det er, højskolen kan, siges det, at han svarede: “De senge, de senge!”

Underforstået: Højskolens potentiale i den seksuelle dannelse er, at eleverne aldrig går hjem. Festen slutter først efter et halvt år. Og de har god tid til at udvikle deres fælles seksuelle sprog. Så simpelt er det.

Havde Oure-pigernes Kvinde Kend Din Krop-klub været et fag på en ungdomsskole, havde der nok ikke været et øje. Tilløbet til at bryde med tabuerne kan være langt, og hvis der er modstand i dig, er vejen til en ungdomsskole endnu længere.

I højskoleboblen starter du måske med at grine lidt af de fire piger, som laver knibeøvelser på lærerværelset. Måske overvejer du at tage med dem mandag, hvor det handler om prævention og fertilitet – for så endelig at overvinde dig selv. Måske fordi der er en, som hiver dig med den mandag, hvor det handler om dit forhold til din egen krop.

Dér kan du så få lov til at sidde og lytte, uden at nogen forlanger, at du skal bidrage. Du kan nøjes med at række hånden i vejret, fordi du måske heller ikke har fået en skedeorgasme. Du kan blive ved med at lytte, lige indtil den dag hvor du føler dig tryg nok til at dele det, du har på hjerte.

Og her ligger højskolens berettigelse i den seksuelle dannelse: Højskolen kan skabe rum til at dele det mest intime.

“MÆND & KVINDER KEND HINANDENS KROPPE” Men hvad med mændene? Skal de ikke med – er tiden ikke løbet fra den gamle bogtitel? Hvorfor er klubben kun for kvinder, spørger jeg de fire piger om.

Emma: “Det kvindelige univers er sgu ret komplekst. Dét at finde et fællesskab i det kan helt sikkert noget.”

Kavs: “Vi kvinder har vores krop til fælles. Vi udvikler os fra barn til kvinde, vi får bryster, kønsbehåring – og minsandten om vi ikke også skal have menstruation. Noget, som altid har været fucking tabubelagt.”

Emma: “Og så har vi vores dejlige hormonsystem, som udfordrer os hver dag!”

Kavs: “Lige præcis.”

Luise: “Jeg tror helt ærligt, at drengene vil have lige så meget at snakke om. Men hvis nogle af dem lavede noget á la Mand Kend Din Krop, ville der nok også være mange, som ville grine og sige: ‘Ha ha, sidder I så bare og snakker om pik eller hvad?’

Men jeg tror virkelig, at der er et potentiale i det – det skal bare komme fra dem selv.”

Emma: “Man kan få nogle fede perspektiver af, at vi snakker sammen. Men det er også vigtigt at skille kønnene ad, for vi ER

forskellige.”

Luise: “Men i morgen er temaet ‘Mænd & Kvinder Kend Hinandens Kroppe’, hvor drengene er inviteret med.”

Hvilke tematikker ville være drømmescenariet at tale om, hvis der både er mænd og kvinder til stede?

Emma: “Helt klart orgasmer. Det er svært at tale om.”

Luise: “Og kønnenes samspil – altså hvilke forventninger har man til, hvad der er feminint og maskulint?”

Kavs: “Det kunne bare være så fedt, hvis vi kunne sidde og snakke om de usikkerheder, vi oplever, når vi har sex med hinanden. Nu snakker vi ud fra et heteronormativt perspektiv, men det gælder jo alle.”

Og sådan gik det til, at jeg, dagen efter dette interview blev lavet, modtog et billede, hvor 50 unge kvinder og mænd sad og snakkede om sex – og helt konkret om, hvem der fx skal betale for en fortrydelsespille.

For Kavs, Ida, Emma og Luise er håbet, at samtalerne mellem mændene og kvinderne på højskolen bliver mere personlige.

Derfor skal alle til næste gang, hvor mændene er med igen, skrive en anonym seddel om, hvad de synes er det sværeste ved sex.

Og så tager de den derfra. d

19

20

Af Sofie Buch Hoyer. Foto: Kasper Palsnov

“JEG SYNES, DET ER VIGTIGT AT KUNNE MØDE SIG SELV, FOR SÅ BLIVER MAN BEDRE TIL AT LEVE” INTERVIEW Højskolebladet har mødt Danmarks elskede entertainer og samfundskommentator Niels Hausgaard til en snak om at hvile i sit eget selskab under corona, om at undlade at pløje fortidens agre op – og om en ganske særlig mandlig legemsdel, der fik hele samtalen til at kortslutte.

21

INTERVIEW

N

iels Hausgaard er helt alene på badehotellet ved Dragør Havn. Eller rettere – han er det eneste menneske, for lige til venstre for receptionen står et bur med en grå papegøje.

Når Niels Hausgaard går forbi, klatrer papegøjen hen til tremmerne og læner sit hoved lidt frem, så han kan klø den i nakken.

“Er det ikke sjovt? Den kender én, det gør den sgu,” siger Niels Hausgaard.

Tidligere har papegøjen boet på en alarmcentral. Derfor kan den udstøde nogle hylende sirenelyde, forklarer Hausgaard.

Og så kan den sige “farvel”.

“Når man går ud ad døren, råber den farvel – og hvis man kommer ind ad døren, gør den også,” griner Niels Haugaard, da han viser ind i badehotellets festsal, der er prydet med guldrammede spejle, løvefodsmøbler og et væld af skibsmalerier på væggene.

Det er i starten af januar, og uden for vinduet holder vintervejret sin egen livlige fest: Slud, kulde og blæst knyger ud af himlen, mens Øresund skvulper løs i det fjerne.

Niels Haugaard er på kort visit i hovedstaden i forbindelse med optagelserne til “Minkavlerne 2” – en TV2-komedieserie, der af åbenlyse grunde har fået sig et gedigent seertal.

“Serien er rablende vanvittig. Men det er også sjovt, og den her sæson er endnu mere gak”, fortæller Niels Hausgaard, da han sætter sig til rette i festsalens røde lædersofa med det venstre – og bedst fungerende – øre vendt ud mod undertegnede. Som den 76-årige entertainer løbende bemærker med lige dele mildhed og galgenhumor: “Jeg er jo blevet en del af ældrebyrden”.

Følgende interview bliver dog ikke et historisk tilbageblik på Niels Hausgaards liv.

Det gider han ikke.

“Jeg prøver at undgå at pløje fortidens agre. For de er allerede pløjet,” siger han.

Niels Hausgaard har også bestemt sig for, at han ikke vil brokke sig.

“Hvis man bare brokker sig en lille smule, kan man ikke holde op igen. Og det kan ikke bruges til now’et som helst,” klinger hans karakteristiske vendelbomål, som mange har lært at kende gennem hans satiriske sange.

Nej, Niels Hausgaard vil kigge fremad.

Og som altid bruge humor til at beskrive, hvordan vi mennesker reagerer på store samfundsudfordringer som coronakrav og #MeToo-debatter.

22

VI ER BLEVET HØJTIDELIGE Normalt når Niels Hausgaard er ude at optræde – noget, han har gjort i et halvt århundrede – plejer han at finde et hul i kulissen, hvor han kan få et glimt af publikum.

Det er en måde, hvorpå han kommer til holde af de mennesker, der udover at have erhvervet sig en billet måske har brugt penge på mad, vin, babysitter og en taxa. Alt sammen for at opleve ham.

Dét at få et kig på publikum, lige inden han går på scenen, er også en øvelse i at vejre stemningen ude i salen. Det er faktisk det, han lever af: At stikke antennerne ud og fornemme, hvad der rører sig blandt folk.

Og her er det blevet tydeligt for Niels Hausgaard – der sidste år nåede at spille 100 shows trods delvis nedlukning af landet – at vi har ændret os over forholdsvis kort tid.

“Når vi mødes med afstand mellem os, er vi højtidelige på en måde, jeg ikke har oplevet før,” siger han.

Han mærker det for eksempel på den hastighed, vi bevæger os med: Vi går en lille smule langsommere og mere ufrit. Han fornemmer det også på måden, publikum sætter sig ned i salen og tager deres mundbind forsigtigt af.

“Bortset fra, at det er meget trist, og at der er folk, der dør, så synes jeg, at det er en interessant tid, vi er i, fordi vi på en eller anden måde skifter sind. Det er ikke tristhed eller angst som sådan, det er derimod en lille smule højtid,” siger han.

Det betyder også, at Niels Hausgaard ikke bare kan gå ind på scenen og være skidesjov fra første sekund. Det preller af, har han erfaret. Ligesom han er nødt til at arbejde mere med dynamikken i salen, når der sidder færre mennesker samlet på rigtig meget plads på grund af afstandskravene. I starten syntes han ikke, det var sjovt at optræde sådan.

“Men jeg er begyndt at kunne lide det, og når vi er kommet et stykke hen i mine shows, er vi dér, hvor vi også var før i tiden,” siger Niels Hausgaard.

AT MØDE SIG SELV I foromtalen til det show, han står på spring for at turnere med i 2021 – når myndighederne giver lov – står der, at “vi er blevet presset til at møde os selv” under corona.

For som han bemærker: “Jeg synes, det er vigtigt at kunne møde sig selv. Og se sine egne begrænsninger i øjnene. For så bliver man bedre til at leve.”

Men det kan være en uhyggelig øvelse for nogle, fornemmer Niels Hausgaard.

Især dem, der ikke bor dér, hvor kragerne vender. Som Hausgaard selv, der – når han ikke giver den gas som samfundssatirisk landevejsrytter – driver et stutteri nær Løkken sammen med sin hustru Gitte.

“Jeg kan mærke, at mine venner i de større byer har det sværere. Hvis man kommer for tæt på sig selv, kan man altid gå ind på en café eller noget andet. Og når man så ikke kan det mere, er man nødt til at møde sig selv, hvilket kan være SÅ skræmmende.”

Men det er i sidste ende godt for os, mener Niels Hausgaard.

“Man bliver stærkere af at holde sit eget selskab ud og indse, at det ikke er andet end det. Det tror jeg er en af de gode ting ved den her pandemi.”

FÆLLESSANG ER “NOSSELØST” Pesten fortog sig som bekendt, ligesom 2. verdenskrig også ophørte. Så det gør corona og den undtagelsestilstand, samfundet er i, også, forsikrer Niels Hausgaard.

Dengang han selv voksede op som knægt i Hirtshals – som søn af en fisker og en hjemmegående mor – berettede de ældre generationer ofte om traditionen med alsang og måden, fællessang skabte sammenhold i befolkningen.

“De gamle mennesker var ved at taaale os allesammen ihjel, når de taaalte om de fem forbandede år,” efteraber han på ældre rigsdansk.

“De fortalte med tårer i øjnene, hvordan de sang ‘En lærke letted’, mens Dannebrog blafrede i vinden. Det kunne vi unge simpelthen ikke holde ud. Ikke fordi vi underkendte det. Men det fyldte meget for de gamle, og dengang efter krigen var der jo intet tv eller noget til at afbryde dem, så de fik så meget opmærksomhed. ‘I unge forstår det jo ikke,’ sagde de. Nej, det gjorde vi godt nok ikke – vi fattede ikke en skid af det,” siger Niels Hausgaard.

På samme måde begriber Niels Hausgaard meget lidt af den fællessangsbølge, som er skyllet ind over Danmark under corona i form af alskens digitale fællessangsarrangementer, ikke mindst på DR. Hvilket han ikke kunne dy sig for at fortælle Philip Faber, da han for nylig stødte ind i ham.

“Jeg fatter ikke fællessang. Det er fint nok, hvis nogen har glæde af det. Jeg synes bare, det er ufatteligt og virkelig trist,” forklarer Niels Haugaard.

“Vi er jo ikke en sangnation. Vi danskere har dårlige sangstemmer som bare pokker, og når vi endelig skal synge sammen, så prøver vi at efterligne en eller anden sang,

”

Man bliver stærkere af at holde sit eget selskab ud og indse, at det ikke er andet end det. Det tror jeg er en af de gode ting ved den her pandemi.

vi lige har hørt i radioen – ligesom papegøjen derude,” siger han, hvilket får den til at røre på sig i buret. Den har fulgt med fra receptionen og udstødt et par hidsige hylelyde undervejs.

Niels Hausgaard fortsætter: “Jeg sagde faktisk til Philip Faber, at jeg finder fællessang en lille smule nosseløst.”

Stilhed. Samtalen slutter bogstaveligt talt. I hvert fald på diktafonen, der er løbet tør for strøm. Det røde optagelys på skærmen er væk.

UBEHAGELIGT AT VÆRE POTENTIEL KRÆNKER “Det må være ordet nosseløst, der fik det hele til at gå i stå,” brøler Niels Hausgaard af grin et halvt minut senere, da en back-up-diktafon er blevet tændt, og interviewet kan fortsætte. Denne gang under bæltestedet: Blot to dage før interviewet har endnu en indflydelsesrig mand, tv-værten Jes Dorph Petersen, mistet sit job som følge af sexismeanklager.

“Det er forfærdeligt, hvad der er sket med hele debatten,” siger Niels Hausgaard.

Samtalen mellem mænd og kvinder er reelt blevet kortsluttet i løbet af de seneste måneder, mener han. Hausgaard og hans mandlige venner og kollegaer holder lige nu deres kæft af frygt for at blive hakket i småstykker – og komme på forsiderne af alle formiddagsaviserne.

“Som mand kan man nemt blive opfattet som en, der synes, at det hele er latterligt.

Eller som en, der er voldsomt frelst. Der er ikke nogen mellemvej. Jeg er flere gange blevet spurgt af journalister: ‘Har du krænket kvinder?’ Dér kan jeg som mand kun 23

INTERVIEW

sige: Det håber jeg virkelig ikke. Men vi er potentielt krænkere allesammen, og det er virkelig ubehageligt,” siger Niels Hausgaard og fortsætter: “Jeg ved godt, jeg stikker snotten frem, når jeg siger det her, men jeg synes, vi skal blive bedre til at anerkende, at vi er forskellige. Fordi forskellen mellem os mænd og kvinder er den, jeg holder allermest af.

Vi skal have lige værd, men vi ER forskellige. Tænk hvis vi kunne anerkende det og omfavne det med kærlighed,” siger han.

Personligt ville Niels Hausgaard aldrig komme i et middagsselskab, der udelukkende bestod af mænd. Det giver slet ingen mening, siger han – for man gider ikke engang at holde maven inde. Man sidder bare dér.

“Hvis der er kvinder med, derimod, er der en helt anden dynamik. Man tager sig mere sammen, det gælder begge køn.

Mænd holder maven lidt inde og prøver på ikke at være så dumme. Det er da en god måde at mærke forskellen på,” siger han.

Niels Hausgaard er med på, at der – siden han selv blev kønsmoden – er kommet en række nye begreber og identiteter for køn og seksualitet på banen. Og det skal der skal være plads til.

“Det skal vi respektere og lære af. At der er nogen, hvor det ikke er så sort/hvidt, men hvor der er mange flere nuancer i det. Det tror jeg også, at der vil komme mere af fremover. Ikke fordi der bliver mere af det, men fordi vi definerer det anderledes,” siger han.

Flere kendte mænd er for tiden begyndt at eksperimentere med deres kønsidentiteter på en iscenesættende måde. Eksempelvis den britiske popsanger Harry Styles, der i efteråret optrådte på forsiden af modemagasinet Vogue iklædt en kjole. Var det måske noget for Niels Hausgaard – at lade sig fotografere til forsiden af Højskolebladet i skørt?

Denne gang kommer papegøjen i buret med en høj, fløjtende lyd. Som når en mand ser en flot kvinde på gaden og pifter efter hende. Niels Hausgaard griner.

“Der er visse ting, jeg er blevet for gammel til, og det her er én af dem. Jeg tror altså ikke, jeg kommer til at gå i kjole. Det er ikke mig. Det er jeg ikke opdraget til,” siger han.

VORES BEDSTE VENNER ER KVINDER Men tilbage til #MeToo og sexisme: Magtmisbrug er aldrig nogensinde acceptabelt, understreger Niels Hausgaard. Ligefrem at 24

stikke sin tunge i øret på en kvinde, man ikke kender, er simpelthen “noget rod”, siger han med reference til Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen, der efter sigende skulle have slikket sangerinden Annette Heick i øret. “Det er da helt mystisk,” tilføjer han.

Mere alvorstungt forklarer Niels Hausgaard: “Hvis man har krænket og udvist fuldstændig tåbelig adfærd over for en, der er svagere end en selv, og måske en, man har magt over, så skal det have konsekvenser. Selvfølgelig. Det er så meget mangel på format og kærlighed, hvis man opfører sig sådan. Det er i virkeligheden meget lidt mandigt, synes jeg.”

Hvad “mandighed” i øvrigt dækker over, er ikke lige til at svare på, medgiver han.

“Jeg synes jo, at hvis man som mand føler, at man har mange kræfter i alle retninger, så må det også afstedkomme en ansvarsfølelse og en ‘passen-på’ de andre. Men det er godt nok svært at definere. Nærmest umuligt. Jeg opfatter os først og fremmest som mennesker,” siger Niels Hausgaard, der dog ikke mener, at han selv har mistet sin mandighed.

“Nej, det synes jeg ikke. Samfundet er anderledes nu. Men vi er mænd, og vores bedste venner er kvinder. Og vi skal opføre os som mænd, og de skal opføre sig som kvinder.”

Han uddyber: “De mænd, der bliver straffet for tiden, er folk, der ikke kan finde deres nye rolle i samfundet, nu hvor de ikke længere skal agere skaffedyr, krigere og alt muligt andet. De skal til at finde en anden rolle. Men så skal kvinder også holde op med at sige til mænd: ‘Vi behøver jer ikke, I er nogle tåber’. Det har de ret i – det er vi. Men de er også nødt til at forstå, at vi gerne vil være venner.”

BESKYLDT FOR MANGE TING, MEN IKKE SEXISME Tidligere kunne Niels Hausgaard snildt lave jokes om mandeidealer og ændrede kønsroller. Men selv om der ifølge ham er brug for, at flere mænd kommer mere på banen i sexismedebatten – at samtalen om #MeToo ikke bliver kortsluttet, fordi man har et bestemt køn – egner diskussionerne sig ikke som materiale i hans shows. Til det er tonen lige nu for uforsonlig, mener han.

“Vi er ikke der, hvor vi skal lave sjov med det. Problemet er jo, at mænd i generationer har lavet sjov med kvinder på en rigtig

”

Jeg fatter ikke fællessang.

Det er fint nok, hvis nogen har glæde af det. Jeg synes bare, det er ufatteligt og virkelig trist.

“Bortset fra, at det er meget trist, og at der er folk, der dør, så synes jeg, at det er en interessant tid, vi er i, fordi vi på en eller anden måde skifter sind.

Det er ikke tristhed eller angst som sådan, det er derimod en lille smule højtid,” siger Niels Hausgaard.

Foto: Kasper Palsnov

trist måde. Det er vi nødt til at holde op med. Som mænd er vi i stedet nødt til ærligt at sige: Vi kan godt lide jer – skal vi ikke prøve at snakke sammen?”

Har Hausgaard selv egentlig nogensinde lavet en sexistisk joke?

“Jeg er blevet beskyldt for rigtig mange ting. Men ikke det. Og det kan være en fejl, at jeg ikke har fået det at vide. Men jeg kunne ikke finde på at sige noget nedladende om kvinder. Det har jeg ikke lyst til,” siger Niels Hausgaard. En lang tænkepause forløber.

“Jeg kommer til at lyde meget selvretfærdig, det ved jeg godt.

Men jeg kan ikke mindes, at jeg har gjort det. Hvis jeg har gjort det, vil jeg skamme mig over det, for så ville det være, fordi jeg har været på skideren og har skullet bruge et eller andet virkelig tåbeligt for at komme videre i et show.”

HJEM TIL NORDJYLLAND Niels Hausgaard lægger an til at køre “hjemover”. Der er 475 kilometer fra Dragør til stutteriet hjemme i Nordjylland, hvilket giver ham god tid til at fundere over de væsentlige ting i tilværelsen.

“Jeg håber, jeg er blevet bedre til at leve. Det har altid været mit mål. Ikke at blive rigere eller bedre til bestemte ting, men at blive bedre til at leve og blive mere interesseret i det, der sker. Hvis først man mister sin interesse for tilværelsen og sin nysgerrighed, så pløjer man fortidens agre. Så er der intet andet.”

Han trækker i sin trenchcoat og bevæger sig ud mod receptionen, hvor papegøjen stadig sidder og holder øje ham.

“Det er så hyggeligt, at den er her,” siger han, mens han udveksler et pænt farvel med den talende fugl.

“Men også meget ubehageligt at tænke på, at den sidder hele sit liv i et lille bur. Det er næsten ligesom med mink. Bortset fra at man ikke rykker fjererne af den til sidst,” konstaterer han, inden han hopper ud i sin bil med retning nordpå. Til en landsdel, hvor der er pokkers langt mellem husene, men hvor man ifølge Hausgaard heldigvis bliver tvunget til at stå ansigt til ansigt med sig selv. Corona eller ej. d

25

HØJSKOLELIV

VIRTUEL HØJSKOLE FOR HELE DANMARK NYHED Verden er igen lukket ned, og fællesskaber, trivsel og frihed er under pres. Derfor åbner den virtuelle højskole – en slags nødhøjskole for elever, kursister og resten af Danmark.

Af FFD’s kommunikations- og udviklingsafdeling

Vi ved, at det kan være hårdt at være isoleret fra andre mennesker.

Vi ved, at det fysiske møde ikke kan erstattes af andet. Men mens vi venter på igen at kunne mødes, åbner den virtuelle højskole – frit tilgængelig for alle.

Lærere og ansatte fra højskoler over hele landet vil byde ind med foredrag, morgensang, undervisning, podcasts, hverdagstips og inspiration i en tid, hvor vi nok alle sammen har brug for oplivning og oplysning. Alt samles løbende på www.hojskolerne.dk/hojskoleforheledanmark.

Med initiativet “Højskole for hele Danmark” ønsker højskolerne i Danmark at give deres bidrag til at forny håbet, samhørigheden og fællesskabet – intet mindre – i en tid, hvor vi mest er hver for sig.

NY SERIE MED SANG, FORTÆLLING OG FOREDRAG Højskoleånd er svær at sætte ord på, men let nok at mærke: Når man gribes af en fortælling, forundres af et foredrag, oplives af en morgensang og mærker følelsen af at høre til i et fællesskab.

Som en del af den virtuelle højskole vil en række af Danmarks bedste formidlere være leveringsdygtige i oplivelse, oplysning og ånd – på afstand. Det sker gennem foredrag, fortællinger og sange fra den nye højskolesangbog.

26

10 afsnit af initiativet “Højskoleånd – levende ord i en lukket verden” optages i Højskolernes Hus på Nytorv i København. Planen er, at første afsnit vises den 26. januar på youtube.com/hojskolerne.

Hver udsendelse, som udkommer ugentligt, rummer en præsentation af en ny sang fra Højskolesangbogen ved pianist Rasmus Skov Borring samt en fortælling fra et højskolemenneske med noget på hjerte.

Højskolernes forskellige “åndline” tiltag kan følges på de sociale medier under hashtaggene: #virtuelhojskole #højskoleforheledanmark #højskoleånd

DET BLEV SAGT

”Jeg har fået rigtig mange beskeder, hvor der står, jeg er landsforræder. Det er det primære udtryk.

Landsforræder, rotteyngel, islamist, terrorist. Jeg har fået en mail fra én, der tilbyder at omskære mig, som mine øvrige islamistvenner er - men ham her vil så gøre det uden bedøvelse.”

Mathias Hammer, musiker og medlem af sangbogsudvalget, om reaktionerne på udgivelsen af den nye højskolesangbog. I Dagbladet Information

DE NAVNKUNDIGE KVINDEN BAG HØJSKOLERNES HÅNDARBEJDE OG FAGET HJEMKULTUR Lotte Rud (1906-93) var som datter af Ingeborg Appel og barnebarn af Ludvig Schrøder ”kaldet” af forstander Arnfred til at tage sig af undervisningen i knipling og broderi for Askov Højskoles kvindelige elever efter søsteren Margrethe (Pip) Christiansen. Uden egentlige uddannelsesmæssige forudsætninger kom hun til at præge sin tids håndarbejdsundervisning markant med særhold fra 1934 i både vævning, kjolesyning og broderi. Som noget nyt satte hun i sine timer tekstilerne ind i en kulturhistorisk sammenhæng – helst tekstiler i danske og nordiske bondehjem fra tiden før industrialiseringen, som udjævnede alle folkekulturens frodige egnspræg.

Lotte Rud introducerede faget hjemkultur, holdt foredrag om boliglære og anskueliggjorde sin opfattelse af ”det gode liv”.

I årene 1938-86 var hun formand for Højskolernes Håndarbejde (HH), der startede i 1933, og hun medvirkede til revitalisering

af gamle danske almuetekstiler ved at distribuere nye modeller og gode materialer landet over. HH-stilen med mønstre, navnlig i korssting og hvidt broderi, blev således normdannende i højskolemiljøer hen over midten af 1900-tallet. Lotte Rud redigerede bogen Sy og Sømme i 1948 og gjorde sammen med andre lærerinder en stor indsats for at få gammel tekstil folkekunst i privateje frem i lyset gennem foreningen Danmarks Folkelige Broderier.

Da Husflidshøjskolen i Kerteminde åbnede som fagskole i 1952, var det med Lotte og Bo Bojesen Rud som forstanderpar.

Her fortsatte hun med undervisningen efter forstanderskiftet i 1962. Også de traditionelle tønderkniplinger gjorde Lotte Rud et fremstød for og sørgede gennem Mønstertjenesten for distribution af kniplingemønstre fra 1976 til sin død.

Af Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen, Højskolehistorisk Forening

LYT TIL HØJSKOLEN Mens landets højskoler er lukket ned, kan man tage hørebøfferne på og kaste sig over nogle af de podcastserier, som Højskolerne har været med til at producere.

FOR 19. GANG DE SANG De to unge højskolesangbogsentusiaster Mikkel Poulsen og Mikkel Skovgaard mødte for år tilbage hinanden gennem Højskolernes ambassadørnetværk. Op til udgivelsen af den 19. udgave af Højskolesangbogen interviewede de en række af de kunstnere, som har fået en sang med. Podcasten går bagom tema, tilblivelse, melodiføring og meget andet i 10 nye højskolesange.

HØJSKOLEN REVISITED Emil Nørlund lader i “Højskolen Revisited” udvalgte personligheder genbesøge de højskoler, som de engang har gået på.

Hvilke minder dukker op, og hvad betød deres ophold for den person, de er i dag?

Mød Lea Korsgaard, Daniel Rye og Gertrud Højlund, når de genbesøger henholdsvis Testrup, Grundtvigs og Ry Højskole.

MORGENSAMLING Kristeligt Dagblad har i samarbejde med FFD udgivet en podcastserie, hvor en håndfuld engagerede lærere fra landets højskoler rejser nogle af livets store spørgsmål – smukt akkompagneret af nyfortolkninger af Højskolesangbogens kendte melodier.

Fortællingerne handler bl.a. om afvisningen som et vilkår for kærligheden, dét at sniksnakke uden at sige noget som helst og om at svæve alene ude i universet langt væk fra jorden.

DE 10 BUD FFD’s bogserie “Højskolens 10 bud” udkom i 175-året for højskolernes oprettelse og er siden blevet til fem podcastafsnit, der tager lytteren med rundt i højskolens allervigtigste idé- og værdigods samt praktiske pædagogik. Lyt med, når teoretikere og praktikere mødes i en række samtaleprogrammer om emner som eksamensfri læring, historiefortælling, fællessang og demokratisk ansvar.

27

KRONIK

28

KRONIK

Af Mads Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole, Peter Bjerregaard, tidl. lærer på Grundtvigs Højskole, Simon Dorph Nørgaard, underviser på Rødding Højskole, og Lawand Hiwa Namo, tidl. elev på Rødding Højskole

VI BLIVER DUMMERE, NÅR DE RADIKALE DELE AF IDENTITETSPOLITIKKEN SLÅR ROD I KLASSELOKALERNE KRONIK Højskolebevægelsens relevans afhænger af, om den vil være sin opgave voksen. Tør vi forsvare de demokratiske principper, som bevægelsen er grundlagt på?

Det gælder personlig myndighed og dannelse, oplyst samtale og rationalitet. Desværre oplever vi, at disse principper er under angreb. Dels udefra i form af islamisme og identitetspolitik. Dels indefra som følge af manglende opbakning til og forståelse for de demokratiske principper.

29

KRONIK

F

or knap tre måneder siden blev undervisningsfriheden udsat for et voldsomt angreb. Den franske historielærer Samuel Paty blev halshugget. Hans forbrydelse var at vise Muhammed-tegningerne i sin undervisning om ytringsfrihed.

Det fik en dansk lektor på en videregående uddannelse i København til for første gang offentligt at forholde sig til tegningerne. På Facebook bekendtgjorde hun, at hun ville vise tegningerne i undervisningen om den danske velfærdsstats udvikling.

“Pointen var netop, at jeg ville bruge min ytringsfrihed og undervisningsfrihed til selv at vælge, hvad jeg ville undervise i. I opslaget opfordrede jeg også andre lærere til at gøre det samme. Hvis vi er flere, der gør det sammen, bliver vi ikke truet enkeltvis,” fortalte den anonyme lektor til Politiken.

I dag er hun gået under jorden på opfordring af PET. Hun frygter for sin families og egen sikkerhed. Dødstruslerne væltede ind. Og som hun fortalte Politiken: “Jeg har ladet mig true til tavshed. Dem, der har truet mig, har opnået det, de ville.”

Så hvad siger mordet på Paty og lektorens oplevelser om tilstanden på vores ytrings- og undervisningsfrihed i Danmark? Kan vi som undervisere og højskolebevægelse acceptere, at det, vi siger og vælger at undervise i, bliver indskrænket af frygten for andres reaktion?

Der er i dag et stort behov for, at alle højskolefolk, undervisere og politisk engagerede på tværs af højre- og venstrefløjen står sammen om fundamentet for vores frihed: Vores liberale demokrati.

Når vi fire undertegnede på tværs af generationer og politiske ståsteder har besluttet at gå sammen om denne kronik, skyldes det én fælles erkendelse: At antidemokratiske strømninger ikke er tusinder af kilometer borte, men befinder sig i vores egne klasselokaler.

Som vi ser det, er det ikke kun volden, der begrænser tænkningen og samtalen i klasselokalerne. Dét, at elever og studerende i stigende grad føler sig krænket og dømmer undervisere ude med beskyldninger om racisme og privilegieblindhed, begrænser også den rationelle samtale.

Det interessante spørgsmål er derfor, hvad vi bør stille op med denne følelse af provokation. Særligt os i højskolebevægelsen.

LIGHED I RET OG VÆRD Generelt er der stor opbakning til ytringsfrihed i Danmark. Alligevel mener godt 20 pct. af danskerne, at det bør være forbudt at kritisere religion. For medborgere med indvandrerbaggrund er tallet 42 pct., for deres efterkommere gælder det 48 pct., og for indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet, Libanon og Pakistan er tallet 76 pct.

Det bør give anledning til panderynker, at opbakningen til at indføre censur over for religionskritik kan måles i tocifrede procenttal.

Særligt når vi har talrige historiske og aktuelle eksempler på, hvad der sker, når den type censur indføres. Følgen er altid, at den offentlige samtale bliver rigid og iltfattig. Og så taber alle.

Det er ikke muligt at have et politisk ideal om individuel frihed og en høj grad af ytringsfrihed uden også at have et fælles værdisæt, der inkluderer en høj grad af tillid til det enkelte menneske og troen på frihedens iboende værdi.

Af samme grund udgør parallelsamfund en eksistentiel udfordring for vores folkestyre. I modsætning til vores folkestyre, der bygger på lige værd og lige ret, forsøger parallelsamfund netop at 30

separere sig fra det omkringliggende samfund.

Der er f.eks. steder, hvor folkestyrets love er erstattet af religiøs lov.

Ifølge Mostafa Chendid, tidligere imam ved Islamisk Trossamfund, har mindst 2.000 kvinder i dag problemer med at komme ud af deres ægteskab. Ikke fordi dansk lovgivning står i vejen, men fordi den lokale imam forhindrer det. I visse kredse er der endda stor opbakning til denne separatisme. Hver tredje københavner med ikke-vestlig baggrund mellem 18 og 29 år mener, at religiøs lov bør have forrang for sekulær lov.

Der opstår desværre flere grupper, som ønsker særregler og undtagelser fra de almindelige humanistiske principper og politiske frihedsrettigheder, hvilket kendetegner de åbne samfund og har gjort det siden oplysningstiden.

”

På trods af åbenlyse fejlslutninger i den identitetspolitiske tænkning udspringer den af et ønske om at sikre en højere grad af retfærdighed for folk, der af den ene eller anden grund bliver behandlet uretfærdigt. Og det mål er godt, men midlet – særkrav og separatisme – risikerer at underminere målet.

Historisk tegning: Den 14. juli 1789 stormer folket Bastillen.

Det bliver begyndelsen på den franske revolution og kampen for grundlæggende frihedsrettigheder. Ritzau Scanpix

IDENTITETSPOLITIK ER MANGE TING, MEN GRUNDLÆGGENDE FARLIG Den identitetspolitiske bølge, der især florerer på uddannelsesinstitutioner i den engelsktalende del af verden, lægger også vægt på undtagelser og særregler. De begrundes dog ikke i overtro, men i repræsentation af grupper, der opfattes som mindre privilegerede.

Der er tale om strukturer og gruppeidentitetsmarkører, som oftest er defineret ud fra køn, seksualitet, alder og hudfarve. Her er den enkeltes tanker og handlinger ikke så vigtige. Det handler ikke om, hvad der bliver sagt, men om hvorfra man taler.

Denne måde at tænke på kom blandt andet til udtryk ved et par demonstrationer i København i løbet af sidste år. Den ene gang var der tale om en raceopdelt pride-parade på Nørrebro. Her var begrundelsen, at “de hvide altid har haft privilegiet.” Underforstået: Nu var det “de hvides” tur til at holde for og gå bagerst. Den anden var en Black Lives Matter-demonstration, hvor hvide deltagere også skulle gå bagerst.

De identitetspolitiske tendenser ses dog ikke kun i gadebilledet.

I kulturlivet florerer denne tænkning også. Det er ikke et tilfælde, at direktøren for Det Danske Filminstitut har luftet idéen om, at danske film kun skal kunne få støtte, hvis de opgør antallet af “brune” ansatte.

Enhedslistens Pernille Skipper har også betjent sig af den identitetspolitiske tænkning ved at påpege, at der er visse ting, som Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard ikke kan forstå, fordi hun er hvid.

Ifølge Skipper gjaldt det samme for Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden, fordi han både er hvid og mand. Sådan kortslutter man en samtale – når perspektiver og synspunkter erklæres ugyldige, fordi deltagerne ikke har den rette baggrund eller hudfarve.

Men identitetspolitikken er mange ting. Derfor må vi også have øje for nuancerne i den rejste kritik. På trods af åbenlyse fejlslutninger i den identitetspolitiske tænkning udspringer den af et ønske om at sikre en højere grad af retfærdighed for folk, der af den ene eller anden grund bliver behandlet uretfærdigt. Og det mål er godt, men midlet – særkrav og separatisme – risikerer at underminere målet.

STIGENDE KRÆNKELSESPARATHED Det er tale om et værdimæssigt skred, der har været længe undervejs. Københavns Universitet aflyste for et par år siden en mexicansk udklædningsfest, fordi det kunne opleves som krænkende for nogle, hvis en ikke-mexicaner tog en mexicansk hat på. En underviser på Handelshøjskolen i København har også følt sig krænket af Højskolesangbogens Den danske sang er en ung blond pige, da hun syntes, at den var ekskluderende.

Professor i statskundskab Ole Wæver måtte bruge over et halvt år på at forsvare sig mod vanvittige anklager om, at hans teori om international politik er racistisk. Hans teori blev dømt racistisk, da teoriens brug af begreber som f.eks. “civiliseret” og “orden” skulle antyde, at visse dele af verden er uciviliserede eller kaosfyldte. Det er selvsagt ikke racistisk, men blot en iagttagelse.

Topforskeren Eske Willerslev er også blevet beskyldt for, at hans undervisning på Cambridge University er racistisk. Willerslev fortæller selv, hvordan mange kollegaer ikke tør give deres studerende en fyldestgørende indflyvning i DNA-forskningens resultater, fordi de frygter, at de studerende anklager dem for racisme.

Resultatet af denne tendens er ikke blot mindre frihed. Vi bliver dummere som individer og som samfund, når de radikale dele af identitetspolitikken slår rod i klasselokalerne og den offentlige debat.

31

KRONIK

Opblomstringen af denne tænkning og den stigende krænkelsesparathed, der følger af den, er ikke bare problematisk for vores samfund. Det er også et problem for den enkelte. Hvis den enkelte ikke udviser samme kritiske sans over for egne indskydelser og følelser som over for andres, bedømmer han eller hun andre efter én standard og sig selv efter en anden. Som samfund kunne vi godt blive bedre til at appellere til brug af fornuften og selvbesindelse. Som højskolebevægelse har vi en pligt til at appellere til den.

Begynder vi omvendt at appellere til vilkårligheder som etnicitet, køn og alder, så opløser vi grundlæggende vores medborgere som politiske væsener. De reduceres til at blive repræsentanter for en gruppe, hvilket også reducerer vores demokratiske samtale til en interessekamp mellem forskellige grupper. Og så har vi alle tabt.

YTRINGSFRIHEDEN ER HÆVET OVER AL POLITIK Der har mange steder været en tendens til at affeje ytringsfrihed og forsvaret for samme som et projekt, der er vokset i de nationalkonservatives baghave. Alene med det formål at chikanere muslimer.

Den diskussion giver for os at se ikke mening. Truslen mod undervisnings- og ytringsfriheden er reel og kalder på handling. Også i højskoleverdenen. Derfor skal man også tage aktivt del i samfundslivet, være villig til at lade sig overbevise af bedre argumenter og forsøge at udleve idealet om at møde andre som ligeværdige borgere – deraf også det borger-lige samfund.

For Samuel Paty var eleverne hverken minoritetsborgere eller majoritetsborgere. Paty så borgeren i hver elev og skelede ikke til vilkårlige forhold såsom hudfarve eller religiøs baggrund. Han var fuldt ud bevidst om, at alle børn i den franske republik er født lige i ret og lige i værd.

Efter mordet på Paty afholdte de franske myndigheder vanen tro en række officielle mindehøjtideligheder. Denne gang blev der dog også læst et par tekster op for samtlige franske skoleelever. Den ene tekst var Albert Camus’ kærlighedserklæring til sin skolelærer, og den anden tekst var den franske socialist Jean Jaurès’ brev til landets lærere skrevet i 1888: “Vi bliver nødt til at vise dem [eleverne, red.] tænkningens storhed; vi bliver nødt til at indgyde dem respekt og lære dem at tilbede sjælen ved at vække en følelse af det uendelige i dem, hvilket er vores glæde og også vores styrke, fordi det er igennem det, at vi vil vinde over ondskab, mørke og døden,” fastslog Jaurès, som så skolevæsnet som republikkens første bastion.

Det er selvsagt også højskolernes fineste opgave at fremelske dette værdisæt hos den enkelte elev. Ikke kun fordi det står i formålsparagraffen, men fordi et liberalt-demokratisk værdisæt er selve betingelsen for et frit og åbent demokrati – og i sidste ende evnen til at leve meningsfulde liv.

Alligevel har det været svært at identificere det principfaste forsvar for f.eks. satiretegninger i det danske uddannelsessystem.

“Jeg vil ikke vise dem i undervisningen, fordi der sidder Yasmin og Muhammed, og deres forældre har en tro, der gør, at man ikke må håne dem ved at vise dem her i undervisningen. Det vil jeg ikke gøre, ligesom jeg ikke vil gøre noget, som kan gøre andre kede at det,” forklarede skoleledernes formand, Claus Hjortdal, i Berlingske i efteråret.

“Kampen for ytringsfrihed skal ligge nogle helt andre steder end 32

i folkeskolen,” lød meldingen. Dét ræsonnement må højskolerne aldrig acceptere.

EMPATIENS CIRKEL BØR UDVIDES Debatten, der opstod i kølvandet på Samuel Patys død i oktober, afslørede blandt andet, hvor eftergivent et forhold mange undervisere har til de idealer, som vel var årsagen til, at de blev lærere til at begynde med. De principielle overvejelser om vigtigheden af personlig myndighed og en høj grad af ytringsfrihed synes erstattet af pragmatiske overvejelser om risikoen for vold.

Det er nok de færreste, der ville turde at vise Muhammed-tegningerne i et ghetto-område på grund af truslen om vold. I de områder lader det til, at kampen for et frit og åbent samfund er tabt. I hvert fald for en stund. Og det er om noget at svigte den mindste minoritet i minoriteten: Ghettoens børn. Tænk hvis vi som samfund ikke tør udstyre disse børn med samme kritiske sans og undervisning som resten af landets børn. Af frygt for konsekvenser fra forældrenes side.

Men værre er det, når lærere i en misforstået høflighed undlader at vise Muhammed-tegningerne.

Hvis en person eksempelvis argumenterer for, at jorden er flad, vil de fleste nok undlade at bruge for meget tid på personen. For det første tænker personen sandsynligvis ikke særligt godt, og hvad der er rigtigt for mig, behøver alligevel ikke at være rigtigt for ham eller hende. Men det er præcis den slags indvendinger, der forlænger levetiden for religiøse tabuer og sløv tænkning. Hvad værre er, er det også er et ekstremt usympatisk synspunkt.

Der er næppe en eneste højskolelærer, der nogensinde ville nogensinde sige: “Jamen, det skal du da være velkommen til at tro,” hvis ens elev hævdede, at jorden er flad. Tværtimod. Og årsagen til, at vi ville forsøge at få eleven på bedre tanker, er, at vi holder af vores elever. Ligesom vi holder af lærergerningen. Ud over praktiske hensyn er der ingen gode grunde til, at vi ikke udvider denne cirkel af empati til også at inkludere dem, vi dagligt kommer i kontakt med. I kærlighed til vores medmennesker.

Desværre er en af de store barrierer for at udvide denne empatiens cirkel, at det i visse grupper stadig er fashionabelt at organisere verden efter religiøst tilhørsforhold. F.eks. blandt kristne, jøder og muslimer. Den underliggende præmis hos mange af disse grupper synes at være, at de identificerer sig med en underkategori af menneskeheden frem for med hele menneskeheden.

Som højskolebevægelse kan vi naturligvis ikke tolerere sådanne separatistiske særkrav. Vi kan ikke tillade kulturelle særregler, der f.eks. ikke giver kvinder samme rettigheder som mænd, heller ikke hvis man kan finde religiøst belæg for forskelsbehandlingen. Vores opgave er heller ikke at skærme eleverne fra religions- og magtkritik, selv hvis kritikken kan virke provokerende. Det gør kritik jo ofte.

DEMOKRATIETS FUNDAMENT Intet er vigtigere for et frit og åbent samfund end et stort flertal, som aktivt bakker op om det liberal-demokratiske værdisæt, særligt samtalens regler. Har man ikke kastet anker i den demokratiske samtales normer, er al samtale umulig. Hvis en person ikke værdsætter erfaring, hvilke erfaringsbaserede argumenter kan vi da fremvise, som burde få personen til at værdsætte erfaring? Ingen.

”Som samfund kunne vi godt blive bedre til at appellere til brug af fornuften og selvbesindelse. Som højskolebevægelse har vi en pligt til at appellere til den.”

Hvis en person ikke værdsætter logik, hvilke logiske argumenter kan vi så bruge for at overbevise personen om at værdsætte logik?

Ingen.

Hal Kochs store indsigt og bidrag var, at det er den oplyste samtale, der har den højeste autoritet. Betinget af, at den ikke er autoritær. Vores politiske kultur handler derfor i langt højere grad om, hvordan vi vælger at forme vores holdninger end om selve holdningerne. Og her kan vi naturligvis ikke acceptere undtagelser, især ikke under trusler om vold.

For Koch er den bærende forudsætning, at vi evner at træde ind i rollen som oplyste og myndige borgere. Han talte om den “borgerlige børnelærdom”, som enhver borger skulle have på rygraden for at kunne indgå i den demokratiske samtale og vores samfundskontrakt. Den borgerlige børnelærdom er uden sammenligning det stærkeste intellektuelle bolværk mod både store og små antidemokratiske tendenser. Desværre kan vi konstatere, at vores uddannelsesinstitutioner har været for dårlige til at forklare projektets filosofiske fundament, der strækker sig fra oplysningstidens menneske- og borgerrettighedserklæringer til højskole- og borgerrettighedsbevægelsen.

Skal vi undgå, at flere undervisere ender som Samuel Paty, og at flertallet forfalder til at tro, at Muhammed-tegningerne er af det onde, må alle, der kalder sig undervisere, tage på sig at forklare de kommende generationer, hvorfor ytringsfrihed og tolerance er selve livsnerven i demokratiet.

I den forstand handler det om mennesket – eller måske rettere: Menneskesyn. Hvis vi tror på, at mennesket er myndigt og rationelt, må vi alle som én acceptere en høj grad af ytringsfrihed. Tror vi derimod på, at mennesket er styret af dets følelser og er til fals for snart den ene, snart den anden impuls og derfor skal holdes fri af kritik og stryges med hårene, kan vi lige så godt give fortabt. Vejen mod et bedre og mere retfærdigt samfund er nemlig belagt med kritik og diskussion. Med humor og tolerance. Med ytringsfrihed. Omvendt er vejen mod et mere lukket og tilbagestående samfund belagt med særregler og særhensyn, med fravær af kritik og diskussion.

Hvis vi som højskolefolk tror på oplysningstidens idealer, er der ikke andet for end at bekæmpe separatistiske tendenser, og det begynder i undervisningslokalet. Med et forsvar for rationalitet og den oplyste samtale. Det er på høje tid, at højskolerne melder sig ind i kampen for et folkestyre med en fælles politisk spilleplade. d

FEM TESER FOR DEMOKRATISK DANNELSE Til inspiration for højskolerne og deres undervisning

1. Højskolelærere bærer et stort ansvar for at fremme forståelsen for og opbakningen til det frie og åbne samfund ved at insistere på menneskeligt ligeværd, den demokratiske samtales normer og tolerancens begrænsninger i mødet med intolerancen.

2. Undervisere skal være deres historie og demokratiske arv bevidst. Højskolen skal ikke fremme separatismen, men bekæmpe den aktivt i universalismens navn. Hvis højskolelærere eksempelvis ikke underviser kritisk i identitetspolitik, er den ikke længere en højskole, men en lavskole. Den bliver en del af problemet og ikke af løsningen.

3. Fredelig sameksistens følger af principfasthed, ikke af principløshed og pragmatisme. Vi kan ikke ofre arven fra oplysningstiden på pragmatismens alter. Uanset hvilken aftapning separatismen kommer i, skal den bekæmpes i erkendelse af, at universalismen vejer tungere.

4. Højskolebevægelsen løftede almuen ud af demokratisk uvidenhed. På samme måde skal højskolerne forsøge at løfte de mennesker, der udviser antidemokratiske tilbøjeligheder. Uanset om de kommer fra ghettoer, radikale universitetsmiljøer eller andre parallelsamfund. Af samme grund bør højskolerne målrette den opsøgende indsats over for disse grupper. Folketinget bør understøtte en sådan indsats. Højskolerne har historisk set haft et demokratisk ansvar og skal derfor gå forrest i kampen for at bekæmpe separatismen.

5. Højskolelæreres fornemmeste opgave er at kaste lys over vigtigheden af personlig myndighed og den enkeltes evne til at leve eget liv og tage del i samfundet. De fleste samfundsproblemer og personlige problemer udspringer af forestillingen om menneskelig ufejlbarlighed og manglende indsigt i vores mentale liv. Højskolelæreren har til opgave at drage mennesket op; at agere fødselshjælper for højere erkendelse.

33

DET VI TALER OM

TØMRER OG HØJSKOLEELEV:

HVOR ER DE ANDRE HÅNDVÆRKERE? De danske højskoler er højborg for den privilegerede røde forkæmper, der nok allerede kender Grundtvigs principper. Det mærkede jeg tydeligt som den eneste elev med håndværkerbaggrund.

Af Malthe Nielsen, uddannet tømrer og tidligere elev på Roskilde Festival Højskole

F

or mig er det meget tydeligt, hvilke personer der tager på højskole. Det er gerne unge, der lige er kommet ud af gymnasiet – og som enten har fået foræret opholdet af deres forældre, eller som har arbejdet i et til to sabbatår for at få råd. De er oftest studenter fra STX og er meget socialistiske i deres holdninger.

Størstedelen af dem, der tager afsted, er kvinder. Mange af dem har tidligere gået på efterskole.

Så hvad er der blevet af eleverne med håndværkerbaggrund? Højskolerne har historisk set haft en stor betydning for etableringen af håndværksfagene i Danmark. Før i tiden var højskolerne, fagforeningerne og arbejderklassen samlet i et stærkt bånd. Det kom blandt andet til udtryk i den by, hvor jeg for nylig selv gik på højskole.

“At hvælve en højere himmel over arbejdernes liv og færden”: Sådan udtrykte forstanderen for Roskilde Højskole, Hjalmar Gammelgaard, sin programerklæring ved indvielsen af arbejderhøjskolen i 1931. Skolen fik i de efterfølgende årtier stor tilstrømning af faglærte elever og kursister fra hele landet.

Knapt 100 år og en Tvind-skandale senere er der dog under 10 mennesker ud af 106 elever på min egen højskole (den nybyggede Roskilde Festival Højskole), som har taget en erhvervsuddannelse. Blandt dem er jeg den eneste med et svendebrev i tasken.

Det er synd, for jeg tror på, at vi faglærte elever kan udfordre tanker, holdninger og morale hos andre på en højskole. Vi er nogle, som har prøvet en anden form for disciplin og dygtiggørelse gennem vores håndværk. Og vi lærer alle sammen noget, når vi omgås mennesker, som har andre erfaringer og kvaliteter, end vi selv har.

Når elevmassen på en højskole bliver for ensporet,

34

bliver der skabt ekkokamre. Det giver i min optik ikke den samme dannelse eller stof til eftertanke, som det ville, hvis diversiteten blandt elever var højere.

HØJSKOLERNE RÆKKER IKKE LANGT NOK UD I min læretid som tømrer fik jeg en masse at vide om fagforeninger – og hvad arbejderbevægelsen betød for Danmark. Men jeg fik intet forhold til højskolerne, hvor Grundtvigs principper hersker – nogle af de samme principper, som fagforeningerne ellers bygger på.

I min tid som lærling lærte jeg meget om, hvad det vil sige at være en god håndværker. Jeg har også oplevet tre kampe om overenskomster i 3F i min tid som tømrer.

Her forstod jeg, at man skal kæmpe for fællesskabet og fælles rettigheder. Jeg lærte ikke så meget om, hvad der ellers sker i verden. Det gjorde jeg derimod på højskole. Det, højskoler tilbyder, er forståelse for andres problemer. Højskolerne udfordrer ens tankegang og giver nye perspektiver. De tilbyder kurser og viden, som man virkelig skal lede længe efter at få.

Derfor mener jeg, at højskoler skal gøre mere for at nå ud til lærlinge og svende. For eksempel ved at tage mere ud og besøge de forskellige erhvervsskoler og akademier for at forklare eleverne, hvad højskoler kan tilbyde. Hvad de kan tilbyde gennem kurser og fag, men også gennem dannelsen og de udfordrende holdninger, der er på en højskole.

Jeg håber, at faglærte får mere viden om mulighederne for at tage på højskole. Så flere ligesom mig selv kan få nye perspektiver på deres verden – og blive mindet om, at det faktisk ikke er så længe siden, at højskolerne og fagbevægelsen gik hånd i hånd. d

TIDSÅNDEN KORT

@DEBAT

Ifølge Iben Krog Rasmussen, medstifter af og direktør i tænketanken Frej

“Jeg håber selvfølgelig, at mange unge vil få hjælp af denne ordning, men man bør i mine øjne også tænke i andre og mindre sygeliggørende baner: Billigere adgang til højskoleophold og lignende fællesskaber.”

GENIALT Søren Kierkegaard menes at have sagt: ”Når man bliver ved med at gå, så går det nok”. I disse hjemmearbejdstider er jeg begyndt at tage diverse online-møder i ørerne, mens jeg lader benene trave gennem Søren Kierkegaards København. Jeg er til stede, mens jeg bruger mig selv. Gå, gå, gå – det er genialt.

FORBYD Synet på landboer, som var de blot landboer, og synet på byboer, som var de kun byboer.

Der ER forskel på land og by, og det ER skønt!

Det skal vi udnytte og glæde os over.

MORSOMT At lære sine nærmeste at kende. Corona har tvunget mit flygtige sind til at netværke, small-talke, debattere og drikke vin på en tirsdag med min kæreste frem for med en masse fremmede, som jeg plejer.

TRÆLS At vi ikke får udfordret vores verdenssyn gennem menneskelige møder for tiden. At den unge veganer med ring i næsen for eksempel ikke får drukket en øl med landmanden med de grove hænder. Lockdown er hyggeligt, men det bekræfter vores bobler.

Svend Brinkmann i forbindelse med at psykologhjælp til unge med depression og angst fremover bliver gratis. På Facebook

LÆST/SET ONLINE

Foto: ftb.dk

Foto: Deadline DR

Foto: dr.dk

“I dag flyver ånden betragteligt lavere, og det gælder også i Venstres gruppeværelse.”

“Når man ikke kan headline foran sit kernepublikum, så må man deadline foran nogle lidt andre typer.”

“Jeg kan ikke afvise, at jeg også selv på et tidspunkt får lov til at låne klaveret lidt.”

Forhenværende minister Birthe Rønn Hornbech, på b.dk

Rapperen Tessa i DR2’s Deadline

Johannes Langkilde om sin nye rolle som vært for DR’s fællessang sammen med musiker Katrine Muff, på dr.dk

35

DEBAT

SÅ BLEV DET SAGT:

BØRN SKAL OPDRAGES AF DERES FORÆLDRE DEBAT Højskolerne skal insistere på dannelse gennem fællesskab og virksomhed. Hvis vi siger ja til terapeutiseringen og den betingelsesløse anerkendelse, siger vi farvel til 150 års solid dannelsestradition; til livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.

Af Lars Andreassen, idéhistoriker, lærer på Egå Ungdoms-Højskole og far til to sønner

E

ndelig – endelig blev det sagt. Og dét af en stemme, der sikkert ikke bliver affærdiget lige med det samme. Det, der er blevet sagt, er, at børn skal opdrages, og den, der har sagt det, er tidligere undervisningsminister Merete Riisager i bogen Selvbyggerbørn. Hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv.

Det er før blevet sagt, men gerne fejet af bordet som noget, der hører gamle dage til. Men at dømme efter modtagelsen af Riisagers bog ser det denne gang ud til, at vi rent faktisk kan få en fornuftig diskussion af ”antagelsen om mangel på opdragelse” i samfundet – og måske af, hvad vi rent faktisk mener med opdragelse.

Der er noget ”Kejserens Nye Klæder” over Riisagers bog, hvor hun er barnet, der påpeger, at noget er galt; der er nogen, der ikke har noget på. Og dem, der ikke har noget på, er de progressive, der taler om klasserumsledelse, læringsmålstyring, ”Twenty First Century Skills” og dannelse med et eller andet foran dannelse og ikke bare dannelse. Som for eksempel digital dannelse.

Forældrene skal der også peges fingre af – ja for dælen, det siger Riisager og fremhæver mødrene. Og man kan jo ikke som lærer, forstander eller pædagog pege på, at det er forældrenes ansvar at opdrage deres børn og så regne med, at det gode samarbejde fortsætter.

På ungdomshøjskolerne er vi nogle af de første til at mærke forandringer hos de unge. Vi har længe kæmpet med at håndtere den stigende angst blandt dem. Når vi på Egå Ungdoms-Højskole insisterer på dannelse i mødet med fællesskabet – og afstår fra at imødekomme de særhensyn, som de unge og deres forældre efterspørger – så begynder bedringen. Med Riisager i hånden kan vi som højskoler derfor insistere på traditionel fællesskabsorienteret dannelse fremfor en mere individorienteret terapeutisk tilgang.

ALT BLIVER TILPASSET BARNET Jeg oplever ligesom Merete Riisager, at fædre holder sig lidt i baggrunden, mens mødrene fortæller om deres særlige barn og hvilke særlige og partikulære hensyn, der skal tages til det, for at det kan trives. Riisager skriver sådan her: 36

”Rundtomkring i landet har jeg mødt forældre – ofte mødre – der oplever, at deres barn mistrives i skolen, og som sætter alt ind på, at skolen skal tilpasse sig deres barns virkelighed, mere end de selv skal hjælpe barnet til at begå sig i den givne virkelighed.

Det er så ofte forekommende, at det inden for den pædagogiske verden er blevet en talemåde, at ”skolen skal tilpasse sig barnet, det er ikke barnet, der skal tilpasse sig skolen”. Hvis skolen skal tilpasse sig hvert enkelt barn, går den i opløsning som fællesskab og kulturbærende og dannende institution. (…) Børn, der bliver ladt alene hjemme, fordi forældrene ikke evner at lære dem at tilpasse sig fællesskabet, står i en skrøbelig position.” (s. 170) Det er ret syret at forestille sig, at fællesskaberne – potentielt hele verden – kan, må og skal indrette sig efter hvert eneste individ.

Men til gengæld ikke så overraskende, at det resulterer i grænseløse forventninger til omgivelserne og livet, som Riisager mener, at det gør – og i øvrigt afstedkommer besynderligt mudrede forventninger til én selv. Som hun skriver: ”De har opbygget en forventning om, at verden kan tilpasses deres ønsker og behov. Det vil den måske gøre et stykke hen ad vejen, men de unge vil med garanti også opleve, at den ikke gør det. Når det sker, vil de være dårligere rustede til at håndtere det, end generationer før dem har været.” (s. 172) PRESSET ELLER HJÆLPELØS Vi er alt for vant til rapporter, der dokumenterer mistrivsel blandt vores yngre medborgere. Angstlidelser og depression spreder sig blandt dem, samtidig med at ingen for alvor har fundet ud af, hvad det egentlig skyldes, og hvad vi kan stille op for at vende og forebygge udviklingen.

Højskolelærer Christian Hjortkjær peger i Højskolebladet #04 2020 på, at de unge er pressede. Det er han ikke den første, der gør. De unge presses af en følelse af utilstrækkelighed, skriver han, og en fornemmelse af, at “bedre altid er muligt, hvorfor godt ikke er godt nok.”

Riisager kalder de unge hjælpeløse. Og som jeg ser det, er der mere forklaringskraft i Riisagers udlægning. Der er to årsager til hjælpeløsheden: Enten er børnene blevet overladt til sig selv (jf. bogens titel), eller også har man gjort alting for dem. Det første skyldes en blanding af ansvarsfralæggelse og en misforstået forestilling om det kompetente barn, som har sine idéhistoriske rødder hos Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), men som i nyere tid finder sit udspring hos Carl Rogers (1902-1987) og den humanistiske psykologi. Hvad angår det andet – hvorfor vi er begyndt at skærme vores børn fra ubehag – har jeg ikke en voldsomt god idé om for nuværende – og den ville nok kræve sin egen tekst at udfolde.

Men resultatet er i begge tilfælde det samme: Børn og unge, der ikke rigtig kan noget, og som derfor – helt naturligt – må føle sig utilstrækkelige. Det kan man ikke bebrejde dem, det er Hjortkjær, Riisager og jeg enige om. Man kan pege på voksne generelt og mere specifikt på pædagoger og lærere, men ansvaret begynder og slutter hos forældrene. Og det er befriende, at Riisager får det sagt så klart, som hun gør. Det var ikke dine naboer, og det var ikke kommunen, der fik børn. Det var dig.

HÅNDEN OG ÅNDEN Vi kan dog kurere en del af dårligdommene med konkrete alderssvarende krav, som ethvert barn kan imødekomme. I dag kan mange førskolebørn ikke binde snørebånd, de kan ikke cykle selv eller gå på toilettet uden hjælp, skriver Riisager og fortsætter: Skolebørnene synes, at en kilometer er langt på gåben, de kan ikke selv lave en madpakke eller klare sig igennem en nat på en skoleudflugt uden forældrene. Gymnasieeleverne kan ikke se forskel på at bestige Mount Everest og at læse en roman på et par hundrede sider, de kan ikke lappe deres cykler og vil have undervisning i, hvordan man lader være med at bruge flere penge, end man har.

Kort sagt: Unge kan faktisk ikke det, der skal til for at komme igennem en hel dag. Og så er der da ikke noget at sige til, at de befinder sig på sammenbruddets rand. Det er jo en krise uden lige.

Det er pinligt, og det er skamfuldt – og det er skidt for selvværdet.

Færdigheder og tilegnelsen af dem er en del af svaret på de unges genvordigheder. Ret simpelt. ”Færdigheder giver oplevelsen af at mestre noget”, skriver Riisager, og færdighedstræning kan tillempes barnets individuelle niveau. Ethvert barn får gennem tilegnelsen en oplevelse af gradvist at blive bedre til noget. Det er stort set ligegyldigt hvad, for barnet vinder muligheden for at sige ”jeg kan”, skriver Riisager: ”Det at mestre noget fysisk bringer os i kontakt med os selv, naturen og verden omkring os (…) Når tingene kommer i hænderne, forstår vi dem bedre, vi gør os fortrolige med dem. Alt dette har vores børn også brug for. Efterspørgslen efter og behovet for færdigheder ændres af teknologien, men den forsvinder ikke, og nødvendigheden af at kunne noget består.” (s. 129) KONKRETE ERFARINGER ER GODE Vores erfaringer med teenagere på Egå Ungdoms-Højskole harmonerer ganske fint med Riisagers idéer. Vi har for nylig genetableret vores keramik- og læderværksteder, og vi har stor søgning til vores praktiske fag og forløb, hvor ånd og hånd går i spænd, såsom design, analog foto, permakultur og håndværksfaget Manibus.

Noget tyder på, at det er godt at have konkrete erfaringer at tænke ud fra. Hvis ikke vi har erfaring med verdens materielle beskaffenhed, er der fare for, at vores begreber bliver for fritsvævende. Hvis man har prøvet at gøre en rusten cykel sommerklar, hvis

”

Det er befriende, at Riisager får det sagt så klart, som hun gør. Det var ikke dine naboer, og det var ikke kommunen, der fik børn. Det var dig.

man har høvlet, slebet og savet brædder eller lavet 18.000 korssting, så ved man, at materialet ikke bare former sig efter vores hoveder. Det gør modstand, og det bliver sjældent, som man havde ønsket det. Det bliver ikke perfekt; og måske er det den vigtigste erfaring, vi kan give vores børn lige nu.

Med den type af konkrete erfaringer bliver et barns forestillingsverden og abstrakte begreber kalibreret på en konkret og virkelighedsnær måde. Forestillingen om det perfekte får mere kropslig og emotionel betydning end den, der afstedkommes over en kop te og et leksikonopslag. Man ved, at det kræver træning med værktøjet, gentagelser, udholdenhed, blod, sved, tårer og evt. et par frustrerede vredesudbrud, før det lykkes at tilvirke noget, der ligner det, man havde i hovedet.

Det er igennem fremstilling og tilvirkning, at vores børn finder ud af, hvad de kan, hvad de kan lide at lave, og hvad de ikke kan finde ud af.

Hvis de altså fik chancen. Men vi har enten taget værkstederne fra dem eller skåret så meget ned på timetallet i den øvrige uddannelsesverden, at en realistisk forestilling om talent, lyst og dygtighed bliver uopnåelig (hvordan kan vi undre os over, at de unge ikke vælger erhvervsuddannelserne?). Og når de efterfølgende møder livet i al deres utilstrækkelighed, så tilbyder vi dem gratis psykologhjælp som rettighed.

Det skal vi lave om på, og som antydet ovenfor, så ved vi også hvordan. Højskolerne skal insistere på dannelse gennem fællesskab og virksomhed. Hvis vi siger ja til terapeutiseringen og den betingelsesløse anerkendelse, siger vi farvel til 150 års solid dannelsestradition; til livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. d 37

INFOGRAFIK INTERVIEW TAL FORTALT

Hvor meget jord råder højskolerne over?

TAL I en tid med stigende fokus på biodiversitet har FFD’s bæredygtighedskonsulent Johannes Schønau regnet på, hvor meget jord, højskolerne besidder, på baggrund af tal fra Geodatastyrelsen. Det kan give en fornemmelse af de muligheder, højskolerne har for at skabe mere vild natur i Danmark.

38

H

347,5 hektar Højskolernes samlede jordbesiddelse* – et areal, der svarer til størrelsen af Tunø i Kattegat. En del af disse hektarer er behæftet med klausuler som fx fredskov, strandbeskyttelse, dyrkningspligt eller vejareal.

267 hektar Højskolernes samlede jordbesiddelse, når ovenstående klausuler er trukket fra. Dvs. den jord, som højskolerne selv kan forvalte (velvidende at en stor del af den er defineret via bygninger, idrætsarealer, forpagtninger og andet).

3,8 hektar Den gennemsnitlige jordbesiddelse for hver af landets 70 højskoler. Det er et areal, der svarer til cirka fem fodboldbaner.

0,963 hektar Jordbesiddelsen for Johan Borups Højskole – den højskole, der besidder mindst jord.

46,8 hektar Jordbesiddelsen for Brandbjerg Højskole – den højskole, der besidder mest jord.

*) I nogle tilfælde kan der være tale om en delt jordbesiddelse, hvis der ligger en højskole og en efterskole i nærheden af hinanden eller på samme adresse.

39

ESSAY

Tidløst budskab om at forbinde sig står hugget i sten i Nuuk ESSAY Statuer, skulpturer og historiske personer er blevet en del af værdidebatten. For tiden præger diskussioner om køn, race, bustesmadringer og kolonitid vores samfund – og ved vandkanten i Nuuk minder en billedhugger os om, hvor vi kommer fra.

Af Laust Riis-Søndergaard, tidligere højskoleforstander og seminarielærer

P

å en vandretur i kolonihaven, der hører til den gamle bydel i Nuuk, Grønland, stod jeg pludselig foran en kæmpeskulptur.

Det var i foråret 2018 i forbindelse med et studie- og udvekslingsbesøg på læreruddannelsen i Grønland og Nuuk Internationale Friskole. Siden har jeg tænkt over skulpturen og undersøgt den nærmere.

Skulpturen er skåret ud i rød granit og vejer ni tons. ”Havets Moder”, som den er navngivet, er anbragt ved vandkanten tæt på havet og forbundet med den storslåede natur. Skulpturen kan ses, når der er lavvande. Ved højvande står den under vand.

Det er et historisk område i Nuuk, hvor der med mellemrum er kulturel højspænding. I kort gåafstand fra ”Havets Moder” møder blikket et andet mægtigt monument på et højdedrag: Hans Egede-statuen. Natten til den 21. juni 2020 blev Hans Egede overhældt med rød maling og sprayet med ordet ”Decolonize” (afkolonisér).

I den seneste tid er statuer, skulpturer og historiske personer blevet en del af den globale værdidebat. Det betyder, at kolonitiden på lige fod med køn, race, bustesmadringer og identitetspolitik er kommet i søgelyset i den offentlige debat. I 2021 er det 300 år siden, at den dansk-norske missionær og præst Hans Egede (1686-1758) ankom til Grønland og medvirkede

40

til, at grønlænderne blev omvendt til kristne. Det vil der sandsynligvis blive skrevet og talt mere om i årets løb.

Kommunalbestyrelsen i Nuuk fremsatte i 2004 et ønske om et kunstnerisk motiv, der kunne relatere sig til det levende og til tiden, før grønlænderne blev kristne i 1721. Rygtet nåede også til Danmark, hvor billedhuggeren Christian Rosing bor. Han leverede et modeloplæg med inspiration fra sagnet om ”Havets Moder”. Det blev godkendt. Billedhuggeren kunne dermed påbegynde det kunstneriske arbejde i 2004, og skulpturen blev afsløret ved vandkanten i Nuuk den 25. september 2007.

AUTODIDAKT OG ”STEN-RIG” KUNSTNER Christian Rosing er født i 1944 i Grønland og er grønlænder dybt ind i sindet. I 1958 flyttede familien til Danmark, fordi faderen, Nikolaj Rosing, skulle repræsentere det grønlandske landsråd i Folketinget. I dag bor Christian Rosing på Sydfyn omgivet af frodige landskaber, så langt øjet rækker. Her er højt til himlen og god plads til at anvende det værktøj, en billedhugger skal bruge. Jeg mødte ham dér på en forårsagtig novemberdag i 2020.

Rosing betegner sig selv som en naturalistisk og autodidakt kunstner. Han har stor forkærlig-

hed for sten og kalder sig for ”sten-rig”. Stenmæssigt er ”Havets Moder” den største skulptur, han har udført.

Hans livsvej har været brolagt med en del udfordringer, idet han bærer på den skæbne at være hørehæmmet. Det gav i barndoms- og ungdomstiden selvværdet et knæk, ikke mindst i skolen. På den positive side har det medført, at andre sanser efterhånden er blevet styrket og udviklet. Det gælder ikke mindst sansen for det figurative og flerdimensionelle samt talentet for at se og tegne.

Rosing fortæller, at selvtilliden i forhold til at se andre muligheder med sit liv som hørehæmmet blev styrket med et højskoleophold på Grundtvigs Højskole i Frederiksborg i 1962. Gennem tiden har han haft mange opgaver i Grønland.

Det har især omfattet undervisning i tegning på mange skoler, ligesom han har malet portrætter af syv tidligere borgmestre i Nuuk og udført udsmykningsopgaver i sten.

MED INDLANDSISEN TIL ØRBÆK Når man er bosiddende på Sydfyn og skal have fat i en stor solid granitsten til et kunstværk i Grønland, hvad gør man så? Jo, man henvender sig til sjakformanden for grusgraven ved Ørbæk. For den beskedne pris af en flaske Rød Ålborg Akvavit fik han en ni tons tung granitsten, der generøst blev fragtet til værkstedet.

Stenen er en såkaldt rød svensk granit, som indlandsisen på et tidspunkt har skubbet til Ørbæk. Det skabte i begyndelsen en heftig offentlig debat i Grønland, at en kæmpeskulptur, der skulle symbolisere tiden, før grønlænderne blev kristne, skulle komme ud af rød svensk granit. Hvad

"En skulptur i sig selv mætter ingen sultne mund eller løser andre af verdens problemer.

Men den kan minde os om, hvor vi kommer fra, og hvad vi i dybeste forstand er afhængige af. Den kan inspirere til nye fortællinger om at forbinde sig og tage ansvar."

41

ESSAY

skal man med svensk granit, når det meste af Grønland i forvejen er is og granit?

Problemet med store grønlandske granitsten er – som geologer dengang kunne påpege – at de har revner, der gør det vanskelig at forme figurer ud af dem. Så det var en rød svensk granitsten fra Ørbæk på Fyn, der blev formet til en kæmpeskulptur og transporteret med skib til Nuuk.

HAVET SOM METAFOR Skulpturtraditionen og havet som metafor har siden årtusindeskiftet været meget stærkt repræsenteret inden for klimakrisekunsten og debatten om biodiversitet. Der er lavet skulpturer med konkylier, muslinger eller bløddyr, der anskuer og forbinder mennesker, dyr og natur på nye måder. I den kunstneriske bearbejdelse af kriserne er der generelt stor sympati for de lidende. Uanset om det er dyrenes skæbne eller mennesker, der er drevet på flugt over havene på grund af krig, undertrykkelse, naturkatastrofer eller klimakriser.

Christian Rosing har skabt en stenskulptur, der bygger på sagnet om ”Havets Moder” fra tiden, før grønlænderne blev kristne. I en vis forstand er der indhugget et tidløst budskab om, at mennesker skal leve med respekt og ansvar for naturen og dyrene. Som beskuer står det én frit for, hvordan man vil forstå, aktualisere og perspektivere kunstværket. Kunstværket levendegøres i det øjeblik, hvor beskueren ser, rører ved og stiller spørgsmål til skulpturen.

I selve sagnet har Havets Moder taget alle fangstdyrene til sig og filtret dem ind i sit lange mørke hår, fordi hun er vred over den måde, menneskene passer på dyrene, naturen og deres eget liv. Uden fangstdyr, ingen varme og mad, og derfor sender menneskene en åndemaner afsted til havets bund for at forhandle med Havets Moder. Ved at love hende at udvise større agtelse og ansvarlighed for naturen og dyrenes ve og vel bliver fangstdyrene til slut sat fri igen.

Hos inuitterne var en åndemaner typisk en ældre vis mand. Christian Rosing har i sit kunstværk ladet denne åndemaner være repræsenteret af en ung person, der skal lytte til, forhandle og videreformidle, hvordan balancen mellem mennesker, dyr og natur kan genoprettes. Pointen i dette valg er op til beskueren at skønne.

UNIVERSELT PERSPEKTIV Der er universelle perspektiver i ”Havets Moder”, for skulpturen leder nemt tankerne hen på aktuelle og globale udfordringer affødt af klimaforandringerne, øget ulighed, utryghed og vrede.

Bestræbelserne på at forpligte sig og tage konkret ansvar kan i nutiden spores i mange gode hensigtserklæringer og initiativer. Det ses i skolen, foreningslivet, på arbejdspladser, i familier, på sociale

Skulpturen "Havets Moder" er skåret i rød granit og kan kun ses ved lavvande.

Foto: Leiff Josefsen

medier samt i det politiske arbejde på nationalt, europæisk og globalt plan.

Når der alligevel kan opstå tvivl om dybden og kvaliteten i alle hensigtserklæringerne, skyldes det en stigende usikkerhed om, hvorvidt der findes alment accepterede værdier, der kan danne grundlag for fælles forståelse og konkret stillingtagen til forpligtende løsninger.

En skulptur i sig selv mætter ingen sultne mund eller løser andre af verdens problemer. Men den kan minde os om, hvor vi kommer fra, og hvad vi i dybeste forstand er afhængige af. Den kan inspirere til nye fortællinger om at forbinde sig og tage ansvar. Sagnet om ”Havets Moder” og skulpturen fastholder og insisterer på det. Men det er op til beskuerne at forstå og udmønte det. d

Laust Riis-Søndergaard Født 1951 i Travsted ved Tønder.

Uddannelse og faglig inspiration i litteraturhistorie, Europastudier, pædagogik, gymnastik og idræt.

Har tidligere arbejdet som efterskolelærer, højskolelærer og højskoleforstander.

Seminarielærer og kursusleder ved Den Frie Lærerskole i Ollerup fra 1998-2018.

Medredaktør på Højskolebladet fra 2002-2008. Nu freelance-skribent.

42

Giv et gavekort til en oplevelse, der aldrig bliver glemt Du kan glæde en ven eller et familiemedlem med et gavekort til et højskolekursus.

Bestil via www.hojskolerne.dk/gavekort eller ring 33 36 40 40

Familiekalender December 2020 til december 2021 - 13 lyriske illustrationer af Zarah Juul

December

HØJSKOLESANGBOGEN FOR BØRN

NAVNE F 1 L 2 S 3

Højskolesangbogen for børn med illustrationer af Zarah Juul KR. 249,-

M 4 T 5 O 6 T 7 F 8 L 9 S 10 M 11 T 12 O 13 T 14

© Zarah Juul og Forlaget Højskolerne. HØJSKOLESANGBOGEN FOR BØRN: Nu er dagen fuld af sang

F 15 L 16 S 17 M 18 T 19

Familiekalender med illustrationer fra Højskolesangbogen for børn (Dec. 2020 til dec. 2021).

Kan købes på webshop.hojskolerne.dk

O 20 T 21 F 22 L 23 S 24 M 25 T 26 O 27 T 28 F 29 L 30 S 31

KR. 119,-

Gør bogen personlig med navn i guldtryk. Kan købes på webshop.hojskolerne.dk PRIS I ALT KR. 369,Stream eller køb melodierne via din musiktjeneste.

Forlaget Højskolerne

43

NAVNE

“JEG GIDER JO IKKE BARE VÆRE EN SUR PEDEL, DER SKÆLDER UD” PORTRÆT Pedel Mogens “Mugge” Eriksen løber aldrig tør for opgaver på ungdomshøjskolen i Egå ved Aarhus.

Nedlukningen betyder, at han nu endelig kan komme til over det hele.

Fortalt til Mona Samir Sørensen, journalist

Nu, hvor der ikke er elever på højskolen på grund af corona, kan vi pedeller komme til over det hele. Vi går alle elevværelserne igennem og laver dørmagneter, efterspænder sengene, som er ved at rasle fra hinanden, strammer vinduer, og vi er også ved at brække et elevtoilet ned.

Jeg er uddannet anlægsgartner og brolægger, men det blev for tungt for knæ og ryg, da jeg var 35 år. Så jeg blev skraldemand, og efter 17 år som skraldemand på akkord og med den samme makker, som man sagde godmorgen og farvel til, er jeg her på Egå Ungdoms-Højskole (EUH) blevet en del af en stor personalegruppe, hvor vi virkelig føler, vi er med til at skabe skolen – også os praktiske medarbejdere. Vi er inde over det hele, også pædagogikken, og skal kunne træde til, hvis der sker noget.

Nogle elever har det jo lidt svært, når de kommer. De kan godt se lidt blege ud, måske af at kigge for meget på skærm, og de fleste får rigtig meget ud af at være her. De udvikler sig og vokser. At se stoltheden lyse ud af dem, når de sammen lykkes med at lave et teaterstykke eller en koncert – det er noget af det rigtig fede ved at være her. Det er ægte arbejdsglæde.

Vi pedeller er med på flere udelivsfag, hvor vi arbejder sammen med lærerne og eleverne. Vi har blandt andet bygget en nødbivuak med presenning, spillet kajak-polo, lært eleverne at tænde bål og været med i udendørs lege, der ryster folk sammen. Det er virkelig hyggeligt.

Sammen med eleverne har vi også været med til at bygge Egås længste bænk, som står foran højskolen ud til markerne, så man kan kigge ind over Aarhus Havn. Bænken er blevet et meget populært udsigtspunkt i byen, og med den slags projekter kommer man jo meget tættere på eleverne. Det er superfedt.

Jeg gider jo ikke bare være en sur pedel, der skælder ud over, at der bliver klistret snusskrå fast på skraldespandene.

Mogens "Mugge" Eriksen. Foto: Kristian Bang

44

Da jeg startede for tre år siden, var jeg lige ved at gå ned med stress. Jeg havde en konstant knude i maven, for med alle de nye opgaver, nye kolleger og 90 elevers navne, der skulle læres, var der 1.000 bolde

NAVNE MED SMÅT Alle synes, at vi pedeller er hurtige og dygtige, og folk siger, at der aldrig har set så flot ud. Det er fedt. Men det må ikke gå så hurtigt, at vi mister kontakten til eleverne.

i luften, og jeg nåede måske lige at gribe de 150 af dem, inden jeg gik hjem. Hold da op, det var hårdt.

I dag er jeg heldigvis bedre til at acceptere, at jeg når det, jeg kan, for jeg kommer jo igen i morgen.

Jeg bliver aldrig færdig her. Lige meget, hvor hurtigt jeg løber. Det er en erkendelse, jeg skal sluge.

Kollegerne, eleverne og det håndværksmæssige inspirerer mig meget. Vi har store udearealer, så for mig som anlægsgartner er der rigtig meget at lave. Også min uddannelse som brolægger kan jeg bruge, for alle fliser hænger i laser. Jeg har også været med til at planlægge og koordinere etableringen af en p-plads ved højskolen, hvilket er spændende.

Jeg føler mig vellidt. Virkelig. Alle synes, at vi pedeller er hurtige og dygtige, og folk siger, at der aldrig har set så flot ud. Det er fedt. Men det må ikke gå så hurtigt, at vi mister kontakten til eleverne. Tværtimod synes jeg, vi skal være mere og mere i fagene. Det vil jeg rigtig gerne.

Noget af det bedste ved at arbejde på en højskole er kontakten til eleverne. Jeg kan stadig godt have svært ved at huske alle navnene, men jeg kender de fleste, og hvis jeg ser en elev gå rundt for sig selv og se ked ud af det, så kan jeg henvende mig til eleven og tage en snak. Nogle elever er jo ikke så ikke vant til at tale med en voksen, som lytter. Det er virkelig fedt at kunne være noget for eleverne, synes jeg.

BLÅ BOG Mogens “Mugge” Eriksen Født 1965. Pedel gennem tre år på Egå Ungdoms-Højskole.

Bliver kaldt Mugge af de fleste, men reagerer på begge navne.

Uddannet anlægsgartner og brolægger. Har arbejdet som skraldemand for Aarhus Kommune i 17 år. Spiller i sin fritid trommer i Abba Revival Band.

Gift og har tre voksne børn, heraf en hjemmeboende søn på 19 år.

Anne Friis bliver ny forstander på Vrå Højskole. Hun tiltræder 1. marts, når forstanderparret Pia Schnoor og Søren Ottzen går på pension.

Den tidligere lærer på Rønde Højskole Kenneth Degnbol er ved årsskiftet tiltrådt stillingen som forstander på Kalø Højskole.

På Krabbesholm Højskole er Kurt Finsten gået af som forstander ved udgangen af 2020. Viceforstander Charlotte Jensen er konstitueret som forstander frem til sommerferien.

Antropolog Jakob Bjerrum Swartz er ansat som ny forstander på Oasehøjskolen ved Kjellerup. Han overtager posten, efter at parret Ulla og Steen Balle Kristensen har valgt at trække sig.

Stig Skov Mortensen var før jul pædagogisk konsulent i FFD, men har fra 1. januar rykket familien til Vig for at blive viceforstander på Den Rytmiske Højskole.

På Roskilde Festival Højskole er Kirsten Ida Enemark udnævnt som ny viceforstander. Før det var hun elevadministrator og kommunikationsmedarbejder samme sted.

Jasper Gramkow Mortensen.

Foto: Christoffer Askman

Den 11. januar kunne Oure Højskoles forstander, Jasper Gramkow Mortensen, fejre 50 års fødseldag. Jasper har været tilknyttet Skolerne i Oure i næsten 20 år og er foruden sit store engagement i højskolebevægelsen aktiv i lokalmiljøet som medarrangør af forskellige kultur- og musikbegivenheder.

a 45

FORENINGEN HAR ORDET

LAD OS DELE HÅBET MED HINANDEN Håbet har, som kærligheden, den kvalitet, at det kan deles og lånes ud til andre uden at blive mindre.

Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

”Vil du ikke lige sige det igen?” spurgte højskoleeleven på mit kontor med en sårbar sprække i det hårde blik. Han havde mistet håbet, troen på fremtiden og modet til at stole på sig selv og sine egne evner. Han var talentfuld, vidende og værdifuld. Det var fuldkommen klart for os, der mødte ham dengang. Men nederlag havde slukket det meste af ilden i hans øjne, og han kunne ikke finde det igen alene. Jeg fortalte ham, hvad jeg så, og gentog min tillid til hans talent og styrke, som jeg havde gjort det for første gang nogle uger tidligere. Han valgte at låne det håb. Han valgte at stole på håbet.

Allerede i tiden efter 1864 ville højskolerne opruste den nationale selvrespekt, give unge troen på sig selv, modet på at præge fremtiden og kærligheden til at løfte i fællesskab. Meget er anderledes nu, end det var i tiden efter nederlaget ved Dybbøl, men håbet og modet er lige så nødvendigt som dengang.

Sjældent har verdenssamfundets tilstand og virkeligheden i det nære liv været så tæt forbundet. På en helt konkret og meget insisterende måde. Pandemien har ryddet dagsordenen, udfordret demokratiet og lukket virksomheder, civilsamfund, uddannelsesinstitutioner og højskolerne ned som steder, hvor man mødes fysisk.

Vores private hjem har været en stor del af tilværelsens kulisse i næsten et år.

Vi længes dybt efter frihed, koncerter, oplevelser, nærhed, sang, vished, gensyn – og det fysiske mødes særlige kvalitet. Vi længes så meget, at vi næsten ikke kan rumme yderligere forsinkelse. Vi venter på at kunne generobre verden, og ind imellem mærker vi alle

sammen håbet og modet forsvinde. ”Vil du ikke lige sige det igen?” kan vi alle få brug for at spørge, når udfordringerne tårner sig op. Når mørke skyer farver fremtiden i dystre toner. Selv kan jeg nogle gange godt få brug for at sige til omverdenen: ”Fortæl mig, at der er lys på vej. Fortæl mig, at jeg kan løfte den opgave, der ligger foran mig – og at jeg ikke er alene om det.”

Håbet har, som kærligheden, den kvalitet, at det kan deles og lånes ud til andre uden at blive mindre. I tiden, der kommer, får vi brug for præcis den egenskab. Brug for håb om, at vi kan bygge en bedre verden, når pandemien har sluppet sit tag. At vi kan gå fremad – på en bedre og grønnere måde, så klimaet og kloden holder til det. At vi kan vælge at bygge fremtiden på vores nye konkrete erfaring med, hvor forbundne vi i virkeligheden er. Verden over.

Jeg mistede begge mine forældre, før mine børn blev født. Og efterhånden som mine tre børn blev større, forstod de meget konkret, at livet er sårbart. ”Skal du også dø, mor?” spurgte den ældste som den første. Jeg tænkte mig rigtig godt om, inden jeg svarede.

For der var jo kun ét sandt svar. Men i stedet for den hårde sandhed, valgte jeg håbets svar: ”Ja. Men først når du er lige så voksen som mig”. Og det varer ikke længe, før svaret er blevet sandt.

Håb er ikke et løfte. Håb er en ambition. Lad os dele håbet med hinanden. d

FORENINGENS KALENDER 25. februar Åndline Højskoleforedrag Via Zoom

22.-23. marts Kursus i psykisk førstehjælp Brogården

22.-23. april Lærerkonferencen Idrætshøjskolen Bosei

25. februar Kursus for nye forstandere (del 1) Online

25. marts Åndline Højskoleforedrag Via Zoom

20.-21. maj Kursus for nye forstandere (del 2) Brogården

46

47

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

nnonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder rådgivning rådgivning af af frie frie skoler skoler rådgivning af frie skoler Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

ar 2010

januar januar2010 2010

48