KRONIK
F
or knap tre måneder siden blev undervisningsfriheden udsat for et voldsomt angreb. Den franske historielærer Samuel Paty blev halshugget. Hans forbrydelse var at vise Muhammed-tegningerne i sin undervisning om ytringsfrihed. Det fik en dansk lektor på en videregående uddannelse i København til for første gang offentligt at forholde sig til tegningerne. På Facebook bekendtgjorde hun, at hun ville vise tegningerne i undervisningen om den danske velfærdsstats udvikling. “Pointen var netop, at jeg ville bruge min ytringsfrihed og undervisningsfrihed til selv at vælge, hvad jeg ville undervise i. I opslaget opfordrede jeg også andre lærere til at gøre det samme. Hvis vi er flere, der gør det sammen, bliver vi ikke truet enkeltvis,” fortalte den anonyme lektor til Politiken. I dag er hun gået under jorden på opfordring af PET. Hun frygter for sin families og egen sikkerhed. Dødstruslerne væltede ind. Og som hun fortalte Politiken: “Jeg har ladet mig true til tavshed. Dem, der har truet mig, har opnået det, de ville.” Så hvad siger mordet på Paty og lektorens oplevelser om tilstanden på vores ytrings- og undervisningsfrihed i Danmark? Kan vi som undervisere og højskolebevægelse acceptere, at det, vi siger og vælger at undervise i, bliver indskrænket af frygten for andres reaktion? Der er i dag et stort behov for, at alle højskolefolk, undervisere og politisk engagerede på tværs af højre- og venstrefløjen står sammen om fundamentet for vores frihed: Vores liberale demokrati. Når vi fire undertegnede på tværs af generationer og politiske ståsteder har besluttet at gå sammen om denne kronik, skyldes det én fælles erkendelse: At antidemokratiske strømninger ikke er tusinder af kilometer borte, men befinder sig i vores egne klasselokaler. Som vi ser det, er det ikke kun volden, der begrænser tænkningen og samtalen i klasselokalerne. Dét, at elever og studerende i stigende grad føler sig krænket og dømmer undervisere ude med beskyldninger om racisme og privilegieblindhed, begrænser også den rationelle samtale. Det interessante spørgsmål er derfor, hvad vi bør stille op med denne følelse af provokation. Særligt os i højskolebevægelsen. LIGHED I RET OG VÆRD Generelt er der stor opbakning til ytringsfrihed i Danmark. Alligevel mener godt 20 pct. af danskerne, at det bør være forbudt at kritisere religion. For medborgere med indvandrerbaggrund er tallet 42 pct., for deres efterkommere gælder det 48 pct., og for indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet, Libanon og Pakistan er tallet 76 pct. Det bør give anledning til panderynker, at opbakningen til at indføre censur over for religionskritik kan måles i tocifrede procenttal. Særligt når vi har talrige historiske og aktuelle eksempler på, hvad der sker, når den type censur indføres. Følgen er altid, at den offentlige samtale bliver rigid og iltfattig. Og så taber alle. Det er ikke muligt at have et politisk ideal om individuel frihed og en høj grad af ytringsfrihed uden også at have et fælles værdisæt, der inkluderer en høj grad af tillid til det enkelte menneske og troen på frihedens iboende værdi. Af samme grund udgør parallelsamfund en eksistentiel udfordring for vores folkestyre. I modsætning til vores folkestyre, der bygger på lige værd og lige ret, forsøger parallelsamfund netop at 30
separere sig fra det omkringliggende samfund. Der er f.eks. steder, hvor folkestyrets love er erstattet af religiøs lov. Ifølge Mostafa Chendid, tidligere imam ved Islamisk Trossamfund, har mindst 2.000 kvinder i dag problemer med at komme ud af deres ægteskab. Ikke fordi dansk lovgivning står i vejen, men fordi den lokale imam forhindrer det. I visse kredse er der endda stor opbakning til denne separatisme. Hver tredje københavner med ikke-vestlig baggrund mellem 18 og 29 år mener, at religiøs lov bør have forrang for sekulær lov. Der opstår desværre flere grupper, som ønsker særregler og undtagelser fra de almindelige humanistiske principper og politiske frihedsrettigheder, hvilket kendetegner de åbne samfund og har gjort det siden oplysningstiden.
”
På trods af åbenlyse fejlslutninger i den identitetspolitiske tænkning udspringer den af et ønske om at sikre en højere grad af retfærdighed for folk, der af den ene eller anden grund bliver behandlet uretfærdigt. Og det mål er godt, men midlet – særkrav og separatisme – risikerer at underminere målet.
