Højskolebladet september 09

Højskoledanmarks mest indflydelsesrige tænkere

Grundtvig Søren Kierkegaard K.E. Løgstrup Johannes Møllehave

Hal Koch Henrik Pontoppidan Dalai Lama Nelson Mandela Stephen R. Covey Jesus

s. 1

1. Grundtvig 2. Søren Kierkegaard 3. K.E. Løgstrup 4. Johannes Møllehave 5. Hal Koch 6. Henrik Pontoppidan 7. Dalai Lama 8. Nelson Mandela 9. Stephen R. Covey 10. Jesus

september 2009

siden 1876

s. 2

Giv et abonnement og få en GRATIS

Højskolesangbog Hvis du giver ét års abonnement på Højskolebladet til en ven for 499,så får du et gratis eksemplar af Højskolesangbogens 17. udgave tilsendt.

Gå ind på www.hojskolebladet.dk eller ring til os på 3336 4040 Tilbuddet gælder 2009 eller så længe lager haves.

post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

september 2009

Indhold

september 2009 s. 3

s. 8 tendens

s. 20 tendensinterview

Den gamle er stadig nr. 1

Carlsen, Karl Marx og karbonader

Højskoledanmarks mest indflydelsesrige tænkere

Jørgen Carlsen fylder 60

s. 4 debat Leder s. 5 debat 8 skarpe til Manu Sareen s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 14 højskole Hot & not Af Dy Plambeck

september 2009

s. 15 debat Mildt sagt Thorhauge / Jensen / Conrad

s. 24 tendens Hornsleths tvivlsomme etik Teenagere leverer DNA

s. 16 højskole Japansk på Præstø Bosei har fantastisk faciliteter og snart en masse elever

s. 26 debat Bogkritik En kryptonazist bekender

s. 18 debat Kommentarer Donslund de luxe

s. 28 debat 2 sider af samme sag Kampen om sandheden s. 30 højskole Navne

debat Leder

s. 4

kolofon udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk

Grundtvig igen igen Andreas Harbsmeier Redaktør

redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Mob.: 2991 1522 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Søren Schultz Jørgensen Uffe Strandby Neal Ashley Conrad

i dette nummer af højskolebladet har vi valgt at sætte fokus på høj- skolernes ideologiske grundlag. Hvor henter højskoleforstanderne deres inspiration fra - og hvad siger det om højskolen lige nu? Resultatet er nærmest overraskende i sin traditionsbundethed, men det kommer trods alt nok ikke bag på så mange, at Grundtvig stadig indtager en suveræn førsteplads. Men som historiker Jes Fabricius Møller siger inde i bladet, så havde man begrædt traditionstabet, hvis han ikke havde været der, men kritiserer manglen på fornyelse, når han stadig står så stærkt.

Navnene på den øverste del af listen er gamle kendinge i højskoledanmark.

Løgstrup, Kierkegaard, Grundtvig, Hal Koch og så videre. Intet nyt under solen.

Og så alligevel. For listen afspejler dermed også, at der faktisk er stor enighed om vigtigheden af det grundlæggende tankegods og den tradition, højskolen har levet af gennem mange år. Hvornår var det lige, at det har været sådan før? Som afsæt for nye tanker og ideer og som samspil med de mere tidssvarende tænkere og inspiratorer, der befolker listens mere sekundære placeringer. Om man kan lide det eller ej: Grundtvig må man forholde sig til - tage afstand eller hylde.

Det er givet, at idegrundlaget ikke nødvendigvis siger så meget om den måde, der bliver drevet højskole på i dag - men det understreger dog, at der trods forskelligheder på mange fronter stadig er en tradition, som er fælles. I en tid, hvor ånden definitivt synes at have forladt det politiske liv og den offentlige debat, er det befriende, at højskolerne stadig er i dialog sin fortid, og deri har en glimrende basis for at kaste sig ud i nye tanker, ideer og inspirationskilder.

Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Charlotte Kjærholm Pedersen Johs Lynge Christian Dorph Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4040 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg Højskolebladet Tlf: 3336 4047 post@hojskolebladet.dk layout Katrine Dahlerup, FFD tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Næste nummer udkommer d. 13. oktober. Deadline d. 25. september.

Medlem af Dansk Fagpresse.

ISSN: 0018-3334

september 2009

debat 8 skarpe

Skal man pålægge udvalgte familier at tage på højskole? Det er ikke nødvendigt, hvis man oplyser om højskolen de rigtige steder, mener Manu Sareen

s. 5 Manu Sareen er medlem af Det Radikale Venstre og har siden 2002 været med i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. Siden 2007 har han været tilknyttet Ligestillingsministeriet.

charlotte kjærholm pedersen

01 De Konservative har foreslået, at man skal pålægge udvalgte familier et højskoleophold. Hvad synes du om det?

Som udgangspunkt synes jeg, at det er skidt at tvinge folk til noget, for så bliver det sjældent en god oplevelse. Og det skal et højskoleophold helst være. Men ideen om at tilbyde familier et højskoleophold, er god.

02 Hvad tror du, højskolen kan gøre for disse familier?

Jeg har foreslået, at det ikke kun skal handle om etniske familier, men om alle familier. Et højskoleophold er baseret på fællesskab, hvor man lærer. Det er et slags vækstrum, og det er perfekt for de familier, som lever meget isoleret.

03 Er det en god måde at udnytte højskolens potentiale?

Ingen tvivl om det. Præmissen er bare, at det skal være frivilligt. Hvis man har levet meget isoleret og ikke kender nogle danskere eller danske værdier, så er et højskoleophold genialt. Det handler om fællesskab og relationer, og så kan et højskoleophold ikke være bedre. De har ikke rigtig kontakt med det omkringliggende samfund, så derfor er de ting vigtige.

04 Der er en del højskolefolk, som langt fra synes om forslaget.

Det kan jeg godt forstå, for i sig selv er forslaget jo fuldstændig latterligt. Ingen mennesker skal tvinges til noget.

8 skarpe til Manu Sareen 05 Men hvis der er tale om nogle meget isolerede familier, kan det så ikke være svært at få dem med på ideen uden at pålægge dem noget?

Det tror jeg ikke. Hvis det bliver tvang, så stejler folk, men hvis du fortæller om, hvor fedt det er, er det ikke svært at få dem af sted. Men det kræver, at der bliver fortalt om højskolen. Højskolebevægelsen fik jo i sin tid stor succes, fordi man gik ud og oplyste. Hvorfor skulle det ikke også virke for indvandrere? Hvis de blev tilbudt et højskoleophold, ville de da også synes, det var fantastisk.

06 Kan højskolerne bidrage til bedre integration?

Ja, selvfølgelig. De vil kunne bidrage med alt det, som højskolerne står for.

Integrationen kan godt være målet, men egentlig synes jeg bare, at højskolerne skal fortsætte med det, de gør, for så skal integrationen nok komme af sig selv. De skal ikke gå ind og tage stilling. De skal tilbyde deres ydelse og være det, de er.

Og det gør de jo rigtig fint. Så må indvandrerne vælge højskolen til. Problemet er, at højskolerne ikke når ud til indvandrerne, men det er noget helt andet.

07 Hvordan kommer de til det?

Det er nemt – det modsatte af, hvad de gør lige nu. Hvis man bliver ved med at reklamere for højskoleophold i Information – en avis som nærmest ingen etniske minoriteter læser, så er det jo klart, at budskabet ikke når frem. I stedet burde de tænke kreativt – hvad med at lave noget reklame i og omkring Mjølnerparken og Blågårds Plads i stedet?

08 Tror du, at der er fremtid i dette forslag?

Det er bedre at spørge, om der er fremtid i De Konservative, hvis de bliver ved med at komme med sådanne forslag. Det tror jeg ikke.

højskole Notitser

s. 6

Sidste år for Thorstedlund I sensommeren blev det offentliggjort, at efterårsholdet på Thorstedlund vil blive det sidste, da det er blevet besluttet, at skolen lukkes, når det 13 elever store hold stopper i december.

Forstander Dan Mølgaard siger til Lokalavisen Frederikssund, at ”de fleste kunsthøjskoler satser på design og mere almen kunst, men vi har hele tiden arbejdet med nutidskunst og haft som strategi og formål at være tidsaktuelle”.

Kunsthøjskolen i Holbæk eller Krabbesholm Højskole mærker da heller ikke noget til strengere tide.

Kunsthøjskolen i Holbæk melder om næsten fulde huse, og Krabbesholm har et fyldt efterårshold og ventelister på de populære linjer til foråret. /cp

september 2009

Nycirkus på Performers House På Performers House introducerer man nu som den første højskole nycirkus som linjefag. ”Nycirkus”, forklarer forstander Lars Illum, ”er en kulturform, som de senere år har bidraget til både at forny og udfordre det traditionelle cirkus, bygge bro og være scenekunstens frække lillebror.”

Derfor bliver denne linje en blanding af mange forskellige kunstneriske udtryksformer, bl.a. jonglering, trapez og gøgl. Ud over Performers House er der kun få skoler i Danmark, der har fag, der minder om dette.

Indtil videre har skolen i alt optaget 45 elever til deres efterårskurser, hvoraf 10 er på den nyetablerede linje.

I december afsluttes kurset med en forestilling, der allerede nu er høje forventninger til. /cp

COme 2gether fortsætter Godt nok blev COme 2gethers klimacamps afsluttet med et brag af et arrangement på Nytorv i august, men det betyder langt fra, at vi ikke får mere at høre fra den kant. Gennem efteråret er det planen, at klimaambassadørerne, der deltog på højskoleopholdene, og som kommer fra mange forskellige verdensdele, skal udbrede kendskabet til de syv løfter, der blev formuleret.

Til december, omkring Klimatopmødet, vil Borups Højskole danne ramme om 11 dages klimarelaterede aktiviteter, som vil tage afsæt i de syv løfter. /cp

COme 2gether www.come2gether.com

Interaktivt lærerværelse Højskolelærere som savner diskussioner i lærerværelset, men ikke kender til Lærerportalen.dk bør med det samme klikke sig ind på siden. Siden er oprettet som et forum for lærere, der underviser i folkeoplysning, som ikke har lærerværelse, og gerne vil diskutere og sparre med andre lærere. /cp

Mentorordningen på finansloven Mentorordningen på højskolerne er kommet for at blive. På finansloven for 2010 er der afsat 15 millioner kroner til, at man i de næste fire år kan fortsætte ordningen. Projektet, som før har været støttet fra Undervisningsministeriets satspulje, har været så stor en succes, at man har vurderet, at den skulle gøres permanent.

Mentorordningen fungerer som et tilbud til unge uden nogen form for ungdomsuddannelse. De tilknyttes en mentor, som under opholdet skal støtte og vejlede den unge. En rapport fra DPU har vist, at ordningen har medført gode resultater for de unge, som har været tilknyttet ordningen. /cp

Presseklip ”Vi er ikke sat i verden for at rende rundt og lave lobbyarbejde. Det er ikke vores job som højskole, og derfor er vi jo så bare nødt til at lukke kurserne, for vi kan ikke vente på, at nogle kommuner måske, måske ikke, får en sådan ordning op at køre,” siger en skuffet Ole Kamp. Om den manglende støtte til at forsætte et succesfuldt sommerophold på tre uger for nydanskere.

I Århus Stiftstidende 20. juli 2009. ”Hvis vi havde købt en charterrejse til Kreta, så ville vi mere have været os selv. På højskolen bliver vi del af et fællesskab. Man har noget at tale med de andre kursusdeltagere om, fordi man har gjort noget sammen. Det er også en god måde at være sammen med sine børn på. Forældre og børn laver noget hver for sig, og så er man sammen om morgenen, til frokost og om aftenen,” siger Jens Meldgaard Bruun, sommerkursist på Oure Højskole - Sport & Performance.

Berlingske Tidende 25. juli 2009, magasin lørdag. /cp

s. 7

s. 8

Polfoto

september 2009

tendens Indflydelsesrige tænkere

Højskoledanmarks mest indflydelsesrige tænkere Om man vil det eller ej - forstanderne giver klar besked: Grundtvig er stadig den mest indflydelsesrige tænker i højskoledanmark.

Men han står aldrig alene. Listen over inspirationskilder spænder vidt og Grundtvig er i dialog med mangt og meget, hvis man skal tro Højskolebladets undersøgelse af andreas harbsmeier

hvem er den mest indflydelses rige tænker i højskoledan- mark? Højskolebladet har lavet en rundspørge blandt de danske højskoleforstandere for at finde ud, hvem de henter inspiration fra - privat såvel som i deres arbejde. Vi bad dem lave en prioriteret liste over deres syv største inspirationskilder. Knap halvdelen af alle forstandere svarede på undersøgelsen - og resultatet er entydigt: Grundtvig indtager stadig en suveræn førsteplads. Og det er vel i og for sig ikke så overraskende.

Men måske kan det undre, at han

indtager så suveræn en førsteplads.

Fire ud af fem forstandere havde ham med på deres liste, og mere end en tredjedel placerede Grundtvig som deres førsteprioritet. Det betyder, at Grundtvig scorer mere end tre gange så højt som listens nummer to, Søren Kierkegaard. Konklusionen må være, at den gamle stadig en uomgængelig del af landskabet i højskoledanmark.

Helga Kolby Kristiansen, formand for Folkehøjskolerne Forening i Danmark (FFD) og forstander på Silkeborg Højskole, indtager selv en delt 75. plads på listen. Hun er begejstret over, at Grundtvig stadig er det fælles udgangspunkt for landets højskoler: ”For mig er det glædeligt, at Grundtvig stadig indtager en suveræn førsteplads. Det fortæller, at der trods forskelle er en del fælles tankegods, som vi har med os. At der er et fællesskab højskolerne imellem, som alle trækker på. Listen fortæller, at vi har et fælles værdigrundlag - men også, at vi hele tiden trækker noget nyt ind.

Det klassiske som klangbund for nye tanker.”

Jes Fabricius Møller, lektor i historie på Københavns Universitet og tidligere højskolelærer, opsummerer forholdet til Grundtvig ganske præcist: ”Hvis Grundtvig ikke havde stået øverst, ville man have begrædt traditionstabet. Nu hvor han står øverst, vil man beklage sig over, at højskolen ikke flytter sig.” tradition og fornyelse I det hele taget peger listens øverste placeringer i retning af en forholdsvis traditionsbunden skoleform. Mange af navnene ville sandsynligvis have været at finde på en tilsvarende liste for 30 eller 40 år siden. ”Umiddelbart tyder listen på, at høj-

skolen bestemt ikke er traditionstømt.

Overordnet er det jo er et bredt udvalg af det 20. århundredes humanisme,” siger Fabricius Møller efter at have set listen. Han er lidt overrasket over, at listen trods alt er så bagudrettet: ”Listen overrasker mig ved at være så traditionel. Kierkegaards scorer højt, men det har han jo gjort siden engang i 50’erne.

Han er efterhånden også tradition.”

Heller ikke Ove Korsgaard, der er professor på Danmarks Pædagogiske Universitet og tidligere højskoleforstander, er overrasket: ”De første fem, med undtagelse af Møllehave, er ret lige til. Grundtvig, Kierkegaard, Løgstrup og Hal Koch er jo klassikere. Det er ikke på nogen måde overraskende, men jeg tror ikke, der er udtryk for, at højskolen ikke har rykket sig.. Uanset om man trækker på Grundtvig eller er i opposition til ham, så er man nødt til at have vist forhold til ham, fordi han er en så kolossal stærk del af hele traditionen.”

»

Hvis Grundtvig ikke havde stået øverst, ville man have begrædt traditionstabet. Nu hvor han står øverst, vil man beklage sig over, at højskolen ikke flytter sig.

- jes fabricius møller

s. 9

tendens Indflydelsesrige tænkere

s. 10

Sådan blev undersøgelsen til Højskolebladet skrev til samtlige forstandere på landets højskoler og bad dem lave en prioriteret liste på 7 navne med deres største inspirationskilder.

Den øverste på listen fik 7 point, den næste 6 og så videre. Alle point blev efterfølgende lagt sammen.

Ud af 78 forstandere kom der svar fra 38. I alt blev 135 navne nævnt.

Lidt om navne FFD’s formand Helga Kolby Kristiansen kom ind på en delt 75. plads, side om side med blandt andre Martin A. Hansen. Lars von Trier og Rune Lykkeberg.

Selv om Søren Kierkegaard har listens 2. plads har ingen forstander Danmarks berømteste filosof som deres førstevalg.

Fire ud af fem forstandere havde Grundtvig på deres liste. En tredjedel havde ham på førstepladsen.

grundtvig og de andre Grundtvig har været ude og inde i den danske højskole i forskellige former, men uanset om man har forholdt sig positivt eller kritisk til ham eller dele af hans tankegods, har han hele tiden været uomgængelig, mener Ove Korsgaard: ”Man kan bemærke, at Grundtvig indtager en sikker førsteplads, selv om der har været højskolefolk, som har forholdt sig kritisk til betoningen af den grundtvigske arv og tradition.

Og den kritik er også blevet stærkere, fordi folk uden for højskolen har taget Grundtvig til indtægt - i særlig grad folk fra Dansk Folkeparti. Men det har åbenbart ikke rystet højskolefolket -

september 2009

heldigvis, vil jeg sige.”

Korsgaard mener, at man er vendt tilbage til en mere klassisk, kanoniseret udgave af Grundtvig: ”Det kunne være interessant at vide hvilken side, der spiller den største rolle for højskolefolk. Er det hans sange? Der er ingen tvivl om, at de er en stor inspirationskilde. Er det hans folkelighedsbegreb, hans universalhistoriske forestillinger, eller hvad er det for sider af Grundtvig, men trækker på i dag?” ”Da jeg selv gik på Askov i 60erne, var det ikke Grundtvig der blev refereret mest til, selvom han selvfølgelig var der. Knud Hansen, der på det tidspunkt var forstander, holdt foredrag om Kierkegaard og Marx, men jeg har aldrig hørt ham holde foredrag om Grundtvig. Det er først efter 1970, at Grundtvig fik en virkelig revival med Ebbe Reich Kløvedahls bog Frederik og Ejvind Larsens Grundtvig og noget om Marx. Grundtvig har stået meget stærk siden 70erne, men stod ikke særlig markant i 60erne.”

Jes Fabricius Møller er overrasket over, at Grundtvig stadig er så markant, men mener ikke nødvendigvis, at det betyder, at skrifterne bliver studeret særligt grundigt rundt omkring på højskolerne: ”Det er påfaldende, at Grundtvig stadig indtager så fremtrædende en position. Men det kan jo være en form for ”lippenbekenntniss”. Der er jo ingen, der er blevet grundtvigianer af at læse Grundtvig. Man bliver grundtvigianer af at være inde i miljøet, og så læser man Grundtvig. Man kan ikke udelukke, at højskoleforstandere bliver mere og mere grundtvigske, jo længere tid de har siddet på posten. Det hænger i gardinerne. Men man skal huske, at Grundtvig aldrig har været enerådig.

I 50erne var det Kierkegaard og Sartre, nu er det Grundtvig og nogle andre” overraskelserne Ser man bort fra listens fire øverste folk, er der dog også overraskelser at spore. Den mest overraskende figur på

top 10 er Stephen R. Covey - ham med de 7 gode vaner. ”Af nulevende figurer er udvalget overraskende - Johannes Møllehave, Dalai Lama, Nelson Mandela og Stephen R. Covey. En aforistiker, to internationale politikere og enmanagement-figur. Sidstnævnte kender jeg ikke meget til, men er antagelig det navn, der viser højskolens forsøg på at nærme sig erhvervskulturen,” siger Frederik Stjernfelt, flittig skribent for blandt andet Weekendavisen og professor i Semiotik ved Århus Universitet. Han ikke håber, at navnene på listen er udtryk for, hvad der bliver undervist i på højskolerne: ”Personligt gad jeg ikke tage på højskole for at lære sådan noget. Mandela er et meget tiltalende navn at møde, men er jo forbundet til en politisk sag, der definitivt synes at have sejret. Dalai Lama er til gengæld forbundet til en sag, der ikke har sejret - Tibets selvstændighed - men til gengæld kan hans tænkning synes noget kaloriefattig.”

Et markant træk ved listen er, at teologer og religiøse figurer fylder meget. Det vidner naturligvis om højskolens mangeårige forbindelse til kirken. Men det kan synes overraskende, at det teologiske fortsat dominerer på inspirationssiden, når højskolepraksis ellers i øvrigt har fjernet sig fra det kirkelige: ”Listen viser, at højskolerne fortsat er overraskende teologisk domineret - med top-tre’en som resultat. Med Jesus på 10.pladsen kan man sige, at religionen som sådan ligger meget længere nede end den senere teologiske refleksion over den,” siger Frederik Stjernfelt.

Over Korsgaard forklarer: ”Op gennem 60erne undergik det relativt tætte forhold mellem højskolen og kristendommen store forandringer – man holdt op med at bede morgenbøn og Fadervor til morgensamling. Det betød dog ikke, at interessen for det religiøse forsvandt. Gamle østlige, religiøse traditioner vandt frem. Dalai

Uenig?

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

Lama er udtryk for en form for religiøsitet, men det det er mere en bredere spirituel interesse og har jo intet med kirken at gøre.”

Folk som Dalai Lama og Desmond Tutu, der figurerer noget længere nede på listen, er nok heller ikke udtryk for en genuin interesse for det religiøse: ”Man kunne også forestille sig Ghandi og Martin Luther King, som begge er helt gennemreligiøse figurer. Men det er jo ikke for deres religiøsitet, at de bliver beundret. I vores kulturopfattes deres religiøsitet som humanisme,” siger Jes Fabricius Møller. de politiske Mens teologer og religiøse figurer er rigt repræsenteret, glimrer egentligt politiske tænkere ved deres fravær. Listen er præget af teologer, humanister og store personligheder, der påvirker mere i kraft af deres handlinger end deres tanker og skrifter. Tiden i 70erne og 80erne, hvor en lang række højskoler bekendte sig til eller anden form for marxistisk inspireret standpunkt, er i hvert fald endegyldigt forbi. Højskolerne kan ikke på det idemæssige plan, siges at være særligt røde længere. Men de socialistiske inspirationskilder er ikke blevet erstattet af andre politiske tænkere, selv om den tyske filosof og samfundstænker Jürgen Habermas ligger på listen 12. plads. ”Man kan sige om listen, at den er relativt upolitisk.

Den mest politiske på top 10 er jo Hal Koch. Og han er formentlig ikke med af den grund,” siger Jes Fabricius Møller.

På den måde afspejler listen også tidsånden. De store ideologierne er ikke til stede - det er derimod traditionen, forklarer Ove Korsgaard: ”Grundtvig og Kierkegaard udgjorde jo et tvillingepar fra midten af 1800-tallet. Og det samme gør Løgstrup og Hal Koch efter 2. Verdenskrig. Man kan sige, at listen også er præget af tidsånden nu og her. Hvis man havde spurgt for 30 år siden, så ville Marx og Engels helt sikkert have figureret. Det, man

»

Personligt gad jeg ikke tage på højskole for at lære sådan noget.

Mandela er et meget tiltalende navn at møde, men er jo forbundet til en politisk sag, der definitivt synes at have sejret. Dalai Lama er til gengæld forbundet til en sag, der ikke har sejret - Tibets selvstændighed - men til gengæld kan hans tænkning synes noget kaloriefattig.

- frederik stjernfelt

s. 11

Top 20 1.

Grundtvig

2. Søren Kierkegaard 3. K.E. Løgstrup 4. Johannes Møllehave 5. Hal Koch 6. Henrik Pontoppidan 7. Dalai Lama 8. Nelson Mandela 9. Stephen R. Covey 10. Jesus 11. C.G. Jung 12. Jürgen Habermas 13. Karen Blixen 14. Paulus

forstår ved socialistiske tænkere, har ikke haft en stærk placering i højskolens historie som sådan, men i 70erne op gennem 80erne var der alligevel mange skoler, der tog et socialistisk udgangspunkt og havde marxismen som udgangspunkt og inspirationskilde.” koryfæerne, der forsvandt Lige som listen ikke ligefrem er overplastret med politisk tænkere, er en række tidligere koryfæer gledet ud. ”Martin A. Hansen var vigtig for mange højskolefolk. En anden som jeg måske selv ville have peget på inden

15. Desmond Tutu 16. Martin Buber 17. Martin Luther 18. Poul Henningsen 19. Martinus 20. Benny Andersen

tendens Indflydelsesrige tænkere

s. 12

for højskolekredsen er Knud Hansen.

Og Dostojevskij er eksistentialisternes litterære eksempel par excellence.

Ham kunne man godt have forventet var med,” siger Jes Fabricius Møller: ”En anden man kunne have forventet var Wilhelm Grønbech. Han var sådan en, man ikke kunne komme uden om i en periode.”

Frederik Stjernfelt kunne også godt tænke sig at supplere med et par navne: ”Mest savner jeg nok nogle utvetydige repræsentanter for oplysningstraditionen - der jo har været uhyre afgørende for fremvæksten af det moderne samfund.” ”Det kan overraske, at der ikke er flere inden for den økologiske bevægelse. Man kunne godt forestille sig, at der havde været en stærkere betoning af det økologiske og forhol-

det til naturen, og man kunne savne en Habermas eller lignende lidt højere oppe på listen. Fordi der er et markant bud på en tænker, som er relevant for højskolen: hans forestillinger om sproget, livsverdenen, dialogen og det europæiske perspektiv. Derudover er der et fravær af højskolens egne folk på listen. Jakob Knudsen, Martin A. Hansen, Jørgen K. Bukdahl ville have præget listen i 50erne og 60erne.” grundlag og praksis Lister har deres begrænsninger således selvfølgelig også denne. Den kan give en god pejling i forhold til, hvorvidt højskolen har en form for fælles værdigrundlag. Men den siger ikke nødvendigvis så meget om, hvordan der bliver drevet højskole, fordi der ikke nødvendigvis er sammenhæng

GAVEKORT

- til en oplevelse der aldrig bliver glemt

Glæd en ven eller et familiemedlem med hel eller delvis betaling af et højskoleophold.

Gavekort udstedes på beløb fra 100 kr.

Kontakt Højskolernes Hus på 3336 4040 eller bestil via www.hojskolerne.dk/gavekort

mellem teori og praksis, mener Jes Fabricius Møller: ”Inspirationskilderne siger ikke meget om, hvor højskolen faktisk står, fordi værdigrundlaget sjældent har noget med den faktisk praktiserede højskole at gøre.”

Det samme er Frederik Stjernfelt inde på. ”Det er jo ikke sikkert, at ledernes personlige inspirationskilder siger så meget om indholdet af højskolernes undervisningsprogrammer,” siger han og fortsætter: ”Listen vil naturligvis opsamle de inspirationskilder, lederne er fælles om - men de kan jo godt have denne fælles basis, samtidig med de har specifikke, nutidsorienterede kurser af vidt forskellig art, der på grund af denne forskel ikke kommer på listen.”

Vil du være mere grøn?

Efterspørgslen på biogas er stigende!

Stadig flere får øjnene op for de muligheder, der er i at få varmen leveret lokalt i form af biogas, og særligt institutioner kan med fordel overveje den klimavenlige energi.

På Energitjenestens kursus kan I høre mere om forskellige muligheder for lokal og energirigtig opvarmning i form af biogas.

Onsdag d. 30. september 2009 kl. 9.30-16.00 Tilmelding hos Jette: jsk@energitjenesten.dk Tlf: 36 98 61 24 Læs mere: www.energitjenesten.dk/midtogoest

Det du ikke lærer andre steder

september 2009

de frie skolers advokat ® s. 13

Danmarks førende advokatfirma når det gælder rådgivning af frie skoler Vi påtager os aldrig sager mod frie skoler Alle ansatte ved frie skoler kan benytte os med 20 % rabat

www.frieskolerlaw.dk

%JHFU ° I KTLPMFO WFE 4LBHFO T HFS

I KTLPMFM SFSF

7J TLBM CSVHF GMFSF I OEFS PH T HFS UP I KTLPMFM SFSF UJM GBTUBOT UUFMTF Ql GVME UJE %JHFU I KTLPMFO WFE 4LBHFO MJHHFS LN TZE GPS 4LBHFO J FU T SEFMFT OBUVSTL OU PNSlEF NJEU NFMMFN HS OOF NBSLFS LMJUUFS TLPW LZTU IFEFMBOETLBC PH LVO FU QBS LJMPNFUFS GSB 3lCKFSH .JMF %JHFUT LVSTFS MJHHFS QSJN SU JOEFO GPS TVOEIFE LVOTU OBUVS PH JES U %JHFU FS FO I KTLPMF J LPOTUBOU VEWJLMJOH 7J T HFS EFSGPS UP M SFSF TPN LBO W SF NFE UJM BU VEWJLMF I KTLPMFO J UJEFO GSFNPWFS - SFSOF TLBM JOEHl TPN VOEFSWJTFSF J EFO EBHMJHF I KTLPMF VOEFSWJTOJOH 7J T HFS LPNQFUFODF JOEFO GPS PNSlEFS TPN G FLT QTZLPMPHJ GJMPTPGJ JES U

LSPQ PH CFW HFMTF TBNU M SFSF EFS LBO UJMG SF TLPMFO LPNQFUFODFS Ql PNSlEFS EFS J EBH JLLF FS FO EFM BG TLPMFOT QSPHSBN ) KTLPMFO LBO UJMCZEF UKFOFTUFCPMJHFS 4UJMMJOHFSOF OTLFT CFTBU TOBSFTU %FU GPSWFOUFT BU EFS BGIPMEFT BOT UUFMTFTTBNUBMFS TFOFTU J VHF "OT HOJOHTGSJTU PLUPCFS LM :EFSMJHFSF PQMZTOJOHFS WFE IFOWFOEFMTF UJM GPSTUBOEFS 4 SFO -BVSJUTFO

) + 4 ,0 -& / 7 & % 4 , " ( & /

/"563 ,6/45 46/%)&% *%3 5 %JHFU I KTLPMFO WFE 4LBHFO Á )WJEFLMJUWFK Á "BMC L Á 5MG Á EJHFU!EJHFU TLBHFO EL Á XXX EJHFU TLBHFO EL

højskole Tidsånden kort

s. 14

Hot & not

af dy plambeck forfatter

»

Ind med manden med jern i blodet, blodsmag i munden og hudløse fødder, manden, for hvem opkast af overanstrengelse er en selvfølgelighed

september 2009

HOT

NOT

miljøvenlig energi Solfangeranlæg på taget, kold mad til middag og en gruppe elever, der okser løs på en kondicykel for at se ”Lawrence of Arabia” i filmkundskab.

Højskolerne forbereder sig også på klimatopmødet.

kartoffelkurens genopstandelse Efter finanskrisen har kartoflerne genindvundet deres altdominerende plads i højskolernes køkkener. De kaldes flødekartofler, brasede kartofler, hasselbagte kartofler, kartoffelbåde, kogte kartofler, indbagte kartofler, men er i bund og grund ikke andet end det, de er: Kartofler.

håndværkere Pigerne kaster lange blikke efter drengene med svendebrevet over sengen på højskoleværelset, dem, der har hænderne skruet rigtig på og en pakke Prince i skjortelommen. basset hound Enhver forstander med respekt for sig selv burde have en Basset Hound liggende og savle på sine fødder under skrivebordet på sit kontor. iron man Ud med den klassiske højskoles følsomme filosofifyr, og ind med manden med jern i blodet, blodsmag i munden og hudløse fødder, manden, for hvem opkast af overanstrengelse er en selvfølgelighed og distancen på en maraton til grin, manden, der let svømmer fire kilometer, der kan være vågen hundrede timer i træk, der ikke er bange for at stå ansigt til ansigt med vildmarken.

ord Ord som forandringsparat, demokratisk dannelse, indvandrer, studietvivl, erhvervsrelateret uddannelse, vækst, identitet, frigørelsesfilosofi, lærelysten, frihed og faglighed, og udtrykket ”at rumme det hele.” hiv mig i håret, mand Ikke nok med at folk står i kø for at leve som fortidsfamilie i Lejre Forsøgscenter, så de kan realisere deres drøm om at bo i et rekonstrueret jernalderhus, gå klædt i tunge dragter af uld, samle vilde urter og svampe, sejle i udhulede stammer, kærne smør og brænde kopper i en jordovn, nu lister sten- og jernalderen sig på skræmmende vis også ind i højskolernes kursusprogram. far, verden, far vel ... jeg kedes ved længer at være din træl. Det er længe siden, at det var et godt scoretrick at kunne recitere en salme af Kingo.

debat Mildt sagt

Mildt sagt

- det er vigtigt at tænke positivt

Betydningsfuld samvittighed

Det store VI

Det er en skøn tid, som vi lever i

Jeg går med en dårlig samvittighed over ikke at gøre nok. Ikke at byde ind med en holdning eller tre i den offentlige debat, mens tid er. Det er begyndt at irritere mig, for det har affødt en mani med at følge mønstre i alt. På mælkekartoner. I aviser. I politikernes undvigende kommentarer. I byen. På himlen. Så er der pludselig mønstre i alt, og så omfatter de os med en selvfølgelighed, vi slet ikke var klar over, at vi dagligt tager for givet og derfor ikke skænker en tanke. Så er mønstrene alt, vi er, alt hvad der eksisterer, og hvor alt får betydning, hvis man bare kan eller tør gøre sig klart, hvordan man opdager de skjulte mønstre bag mønsteret eller det, der hele tiden befinder sig lige foran én, men man vader lige forbi.

Jo, der er mønstre, vi ser og hurtigt kan gennemskue og bemægtige os.

Dem får vi hurtigt magt over, eller også bliver de til vaner, før vi får set os om.

Men hvad med alle de andre, der har betydning. Måske bunder mønstrene i et andet mønster som skyldes sprogets og sætningernes og ordenes indbyrdes mønster. Måske er jeg bare helt skudt i sænk af min egen rigtig dårlige sammenvittighed over ikke at have læst dybt og grundigt i Ulysses af James Joyce før nu.

Vi hører det ofte: ”VI må gøre noget!” ”Hvis VI selv har skabt problemerne, kan VI selv løse dem”. Eller en nyligt hørt variant: ”Hvis jeg vidste, at der var 25% risiko for en katastrofe ved en flyvetur, ville jeg ændre adfærd, men hvorfor ændrer VI ikke adfærd, når menneskeheden er på katastrofekurs?”

Det er mildt sagt forunderlig, at så mange anvender og accepterer det store VI, accepterer menneskeheden som aktør. For hvornår har VI mennesker nogensinde gjort noget som én samlet flok? Selv NATO, som i den kolde krig stod over for en konkret og samtidig trussel, havde svært ved finde samlet fodslag. Frankrig kørte på frihjul og USA betalte. Klimatrulslen er en amorf og fremtidig trussel, så hvorfor tro, at det store VI kan handle her? ”Den der siger Menneskeheden, lyver” er måske for grov en påstand, for der er vel ting, vi mennesker alle vil gøre i samlet flok?

Hvis klimaet dog ikke er på den liste, er eneste udvej, at nogen går forrest også hvis det bliver uden det store VI.

De tåbeligheder, som indledtes med den franske revolution, er omsider ved at være afviklet. Med Berlinmurens fald i 1989 døde socialismen og dens vrøvl om menneskets egenhændige frigørelse, og nu er liberalismen og dens sniksnak om individets rettigheder ved at bukke under i finanskrisens og terrorismens kølvand. Alt for længe har vi oplevet et knæfald for avantgarde og personlige ytringer uden respekt for tradition, danske værdier og statens behov for at sikre sin suverænitet, også i det offentlige rum.

Men nu er irakerne på vej til deres oprindelsesland, burkaen sendt i udvalg, og kriminelle statsborgere udleveret til USA. Snart slipper vi også for lort på dåse, heste i strimler og andet pjank. Så mangler vi bare at få undervisningen i den danske model på plads i folkeskolen. Snart vil mænd være mænd, bøsser noget man skyder med og kvindebevægelsen en vrikkende gangart, vi kan nøjes med at nyde.

Neal Ashley Conrad

Svend Thorhauge Thomas Emil Jensen

s. 15 15 s.

højskole Tæt på

s. 16

Grundtvigiansk tankegods og japansk kampsport REPORTAGE: Rammerne er sat for den nye højskole Bosei.

Nu består udfordringen i at skabe en klar profil og tiltrække de kursister, som de fantastiske forhold berettiger til

Det hele virker temmelig overvældende. Rammerne er intet mindre end fantastiske. Den nyslåede forstander Erling Joensen, der sagde sit job fra Idrætshøjskolen i Sønderborg op fra den ene dag til den anden for at rykke til Præstø og tage udfordringen op, har da også svært ved at skjule sin begejstring, mens han viser rundt i det store kompleks. Hvad end det er Danmarks angiveligt flotteste svømmehal, der med sine glasvægge ud til den omkringliggende skov gør, at man næsten svømmer ude i naturen, den særlige judo-hal, eller det næsten endeløse antal lokaler i hovedbygningen, der skal findes anvendelse til, synes muligheaf andreas harbsmeier derne uendelige.

Da vi kommer til spisesalen får man dog også en klar fornemmelse af de udfordringer, der ligger og venter: Det første hold på 20 kursister begyndte når man kører gennem den lille i starten af august, og de fylder ikke meget, mens de indtager frokosten i skov, der strækker sig næsten det ene hjørne af det store lokale, der ned til faxe bugt ved præstø, er gearet til at kunne brødføde næsten dukker højskolen pludselig frem 180 elever fra det nyligt etablerede ini lysningen. Man er ikke et sekund dustrikøkken i kælderen. For der skal i tvivl om, at man nu er ankommet til kunder i butikken, ellers går det ikke.

Bosei, det seneste skud på stammen i den danske højskolefamilie. Den skarp profil imposante hovedbygning, der oprinJoensen og hans stab af lærere ligger deligt blev bygget som sanatorium, vægt på, at det er en bredt anlagt omkranses af lette, elegante og lave idrætshøjskole, selv om den asiatiske bygninger af asiatisk tilsnit. Ind imelkampsport spiller den afgørende rolle. lem bygninger minder beplantningen Af samme grund har man blandt andre og de små stier om forvoksede bonsaitræer og giver fornemmelsen af at være hyret den tidligere landsholdspiller i håndbold, Marianne Flormann, der havnet i en japansk oase i det sydsjæludover at undervise på skolen, skal landske. Og det er lige netop, man er. skaffe opmærksomhed og placere skoHer skal der de næste mange år dyrkes len centralt i mediebilledet. For hvis kampsport, læres japansk og bedrives vaskeægte højskole. Alt sammen i skøn skolen skal fyldes op, skal man have en bred målgruppe. ”Man behøver ikke forening.

september 2009

»

Vi skal give eleverne alt det, de kommer efter, og så en masse de ikke regnede med at få. Og min erfaring siger mig, at det er det sidste, de bliver mest glade for.”

Erling Joensen, forstander på Bosei. have det sorte bælte for at starte her,” som Tommy Mortensen siger. Han underviser i judo, er tidligere svensk landstræner og har blandt andet repræsenteret Danmark ved OL. En tidligere professionel karriere inde for sit felt, er noget, som kendetegner alle lærerne på skolen.

På trods af, eller måske netop i kraft af skolens eksotiske ydre rammer og fokus på kampsport, er Joensen ikke et øjeblik i tvivl om, at der skal drives højskole: ”Vi skal give eleverne alt det, de kommer efter, og så en masse de ikke regnede med at få. Og min erfaring siger mig, at det er det sidste, de bliver mest glade for.” fra sanatorium til højskole Historien bag skolen er lige så særpræget, som den virker indly-

s. 17

sende, når man befinder sig på stedet.

Grundlæggeren af det japanske Tokai University, Dr. Shigeyoshi Matsumae, besøgte i 1930erne en række danske højskoler. Her lod han sig inspirere af Grundtvigs tanker om folkeoplysning og samtalebaseret undervisning. En inspiration han senere havde med sig, da han grundlagde en skole i Japan, der baserede sig på en række af højskolens læringsprincipper og kombinerede det med undervisning i kampsport.

På kontoret hænger portrættet af Grundtvig da også stadig side om side med grundlæggeren på væggen.

Efter krigen grundlagde Matsumae så Tokai University, der fik afdelinger mange steder rundt om i verden, ud fra de samme principper. Da han i 1988 købte bygningerne ved Præstø, for næsen af blandt andre Tvind, var det for at åbne endnu en afdeling af Tokai University, hvor unge japanere bosat i Danmark kunne få en japansk studentereksamen. Sidste år var der elevgrundlaget imidlertid ikke længere stort nok, og i stedet blev hele komplekset med fuldt inventar foræret til den danske folkehøjskole - den største gave nogensinde i højskolernes historie.

fremtiden Nu er det så op til højskolens nye hold at give denne gave videre til fremtidens højskole-kursister. Det gode spørgsmål er og bliver selvfølgelig, om der virkelig er behov for endnu en højskole i en tid, hvor antallet af skoler ellers i øvrigt er på retur. Lige nu er der 20 elever. Til foråret skal der helst være det dobbelte - og så fremdeles. For målsætningen er klar for forstanderen: ”Inden for 5-10 år skal vi være landets største idrætshøjskole”. Rammerne er i hvert fald til det. På denne solskinsdag ligner Bosei begyndelsen på en solstrålehistorie.

Fakta Bosei betyder ”stræb efter stjernerne”.

Hovedbygningen er opført i 1907 som tuberkulosesanatorium, dernæst blev det i 1988 Tokai University Boarding School, som lukkede i 2008.

Bosei Højskoles fokus er idræt – især japansk kampsport samt japansk kultur, sprog og kommunikation.

Planen er, at man hvert halve år tager på studietur til Japan.

Blandt undervisere er blandt andet Marianne Flormann, Nikolaj Steen, Morten Lund og Lotte Hansen.

debat Kommentarer

s. 18

Livsoplysning half-and-half af louis mogensen, forstander på nordjyllands idrætshøjskole

»

Hvis den danske højskole udvikler sig til en half-and-half blanding af hopskud og demokratisk dannelse, udspiller vi vores rolle.

Højskolelovens hovedsigte blev ændret, da Højskoleudvalget i sin tid lavede forarbejdet til et forsøg på at skabe nye og bedre vilkår for højskoledrift.

Udgangspunktet var godt, for både partiet Venstre og FFD’s bestyrelse så gerne, at højskolerne fik en mere central placering. Imidlertid var Venstre og FFD ikke enige om, hvad der skulle til. Venstre så gerne, at højskolerne kunne indgå i et tættere samarbejde omkring de formelle uddannelser måske endda med eksaminer. FFD så gerne, at regeringen i højere grad ville støtte de unge økonomisk og kopiere en norsk realkompetencemodel. Daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs nedsatte derfor et højskoleudvalg, der skulle vende alle sten; men med den bundne opgave, at se på forholdet til de kompetencegivende uddannelser.

FFD’s realkompetencetanker led først skibbrud, idet de fleste i udvalget mente, at perspektiverne var for langsigtede, og at det var farligt ikke at erkende, at højskolerne historisk set har spillet en aktiv uddannelsesmæssig rolle. Da loven skulle skrives, faldt det økonomiske aspekt bort. Der var ikke politisk mulighed for at støtte de unge

september 2009

med en SU-lignende ydelse. Eftertiden har formodentlig vist, at ideen med at kombinere højskole og fag på en anden uddannelse også falder, i hvert tilfælde hvis man vurderer omfanget. Der er nok enkelte, der har glæde af muligheden; men der er ikke tale om noget, der har flyttet betingelserne. I virkeligheden er de vigtigste intentioner bag udvalgets rapport altså ikke opfyldt, og derfor er der grund til at overveje, om man bør kigge på hovedsigtet igen.

Min påstand er, at præciseringen af hovedsigtet var en slags sikkerhedsventil, som skulle forhindre, at en højskoleelev kunne sammensætte et skema med ren færdighedslæring og undervisning efter anden lovgivning, og dermed ikke få de almene aspekter, som i bund og grund legitimerer højskolen og det anseelige tilskud, som staten støtter projektet med. Tankegangen var, at livsoplysning er et overordnet begreb, som rummer folkelig oplysning, som igen rummer demokratisk dannelse.

Det er en god og rigtig tanke; men den kunne man sagtens tilgodese i den hidtidige formulering, der talte om et alment sigte. Når man sammenholder konkretiseringen af hovedsigtet med det forhold, at det fremgår af loven, at halvdelen af undervisningen ikke behøver at forholde sig til hovedsigtet, er der risiko for, at hovedsigtet ikke får den centrale plads, som gør højskolen unik. Hvis den danske højskole udvikler sig til en half-and-half blanding af hopskud og demokratisk dannelse, udspiller vi vores rolle.

Noget af det unikke ved højskolens tradition er netop, at vores måde at håndtere undervisning og samvær på sker i tillid til, at faglighed og oplysning går hånd i hånd. Nordmændene har sikret, at det er reflekteret og godt ved at beskrive det, hvilket mange danske skoler også har gjort. Tidligere undervisningsinspektør Keld Krarup spurgte engang undertegnede om, hvor meget af min skoles undervisning der

var almen. Jeg svarede, at det var 100 %, hvilket blev godtaget. Det bygger ganske enkelt på den forudsætning, at vi som højskole har et andet sigte end ren indlæring; men samtidig også på, at de almene aspekter trives bedst i faglige sammenhænge.

Da vi lavede højskoleudvalgsrapporten, var vi en flok mænd og kvinder, der af gode hjerter drøftede, hvad der kunne være med til at sikre velfærd, forstået på den måde, at vi lagde vægt på, at en af højskolens vigtigste opgaver er, og har været, at undgå almuegørelse. Uddannelse var nøgleordet - måske tidstypisk i en tid, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft er så udtalt. Spørgsmålet er, om man ville se det i samme perspektiv i dag. Min påstand er, at risikoen for almuegørelse i langt højere grad er knyttet til kulturelle og livsstilsmæssige perspektiver.

Almuen i dag magter simpelthen ikke at begå sig i det moderne og komplicerede samfund, især at tage vare på egen og familiens sundhed. Desværre lever nogle af dem oven i købet i en slags forvisning om, at det er samfundets opgave at råde bod på det. Sat lidt på spidsen kan man sige, at det almene perspektiv i dag handler om at kunne håndtere kompleksitet og agere i den ofte sammen med andre.

For god ordens skyld skal jeg vedgå, at FFD ikke havde de store betænkeligheder eller ambitioner vedrørende hovedsigtet. Vores ræsonnement var, at det var vigtigt at lægge kræfterne i vore egne indsatsområder. Derfor forholdt vi os ikke offensivt til hverken det vedtagne eller den mindretalsudtalelse, der var på spørgsmålet.

Sæt et dansk aftryk i Betlehem af knud jeppesen og niels henrik arendt, hhv. dr.theol., tidl. vicerektor og fmd. for ”betlehems venner” og biskop og næstfmd. for ”betlehems venner” I den vestlige del af Betlehem rejser der sig i disse måneder en stor bygning lige ved siden af den lutherske kirkes Dar al-Kalima-skole. Det er endnu et projekt fra byens lille lutherske kirkes side, et college eller akademi, som skal tilbyde højere uddannelse for byens mange unge. Der vil ikke mindst blive lagt vægt på kunsthåndværk, kultur, medier og samfundsforhold, fordi der her byder sig nogle jobmuligheder til, og fordi det kan være med til at tilvejebringe vigtige aktører i opbygningen af et palæstinensisk civilsamfund. På visse måder kan akademiet sammenlignes med en dansk højskole.

Akademiets undervisning har været i gang siden 2006 i den lutherske kirkes center; men der er alt for lidt plads, så byggeriet er ubetinget nødvendigt.

Det er et stort projekt; der skal indrettes auditorier, kontorer, bibliotek,

værksteder m.m. Menigheder, skoler, institutioner og enkeltpersoner i mange lande har bidraget hertil, men den internationale økonomiske krise sinker færdiggørelsen. Den lutherske præst, Mitri Raheb, som er idemand og organisator for dette og mange andre projekter, lægger meget vægt på, at også Danmark får part i projektet, bl.a. på grund af den betydelige inspiration fra folkehøjskolen.

Vi vil gerne opfordre danske sogne, menigheder, højskoler, efterskoler og andre institutioner, organisationer og enkeltpersoner til at deltage i sponsoreringen af et ”dansk lokale” i den såkaldte ”økumeniske pavillon” i byggeriet. Vi skal skaffe 20.000 €. Fordelt på 20 bidragydere er det 1.000 € eller 7.500 kr. for hver, et overkommeligt beløb. Hvem der vil deltage, kan rette henvendelse til en af os og gerne snarest.

En plakette vil nævne sponsorerne.

Langt vigtigere er det dog at have været med til at tilvejebringe fremtidsmuligheder og håb på et sted, hvor modløshed og pessimisme ellers ville være det mest nærliggende.

Historien om dine højskolesange Sanghåndbogen indeholder viden om alle højskolesangbogens 572 sange og salmer - leveret af 85 bidragsydere med særligt kendskab til de enkelte sange.

Bestil på www.hojskolesangbogen.dk eller ring 3336 4040.

Pris: 298,-

Donslund de luxe på op og nedtur Det var min kæreste, der fandt på, at vi skulle bestige Galhøpiggen. Det havde en af hans venner gjort. 2469 m. På nettet fandt jeg billeder af folk i skitøj, der gik i sne bundet fast til hinanden med reb. ”Det er om vinteren, det der,” hævdede min kæreste. Hans ven havde vist gået der i klipklapper.

Da vi kom over trægrænsen, fandt vi ud af, at det ikke var et vinterbillede. Det var en gletcher. “Det kan ikke passe, at han har gået i klipklapper her,” stønnede min kæreste, mens vi asede mod toppen.

Men det gjorde ikke noget. Vi svedte og kæmpede og klarede det, vandrestøvlerne var af goretex, jeg sked bag en klippe, rensdyrene gloede, sneskyerne lettede, og på vejen ned så vi omridset af bjergbestigersken på enhver fjeldtop.

Man kan godt tale om en slags lykke.

Men så fik jeg en sms.

Fra chefen. Han var også gået ned. Ikke i Jotunheimen, men i højskolens arvesynd.

Men så fik jeg en sms. Fra chefen. Han var også gået ned. Ikke i Jotunheimen, (hvis hoteller ellers ligner Vallekilde fuldstændig vildt), men i højskolens arvesynd: Et kollaps i folkeoplysningens tjeneste. Jeg ved, det er risikoen, når ens arbejde er en passion, men hvor mange sidder derude og tænker: Bliver jeg den næste?

Da jeg som barn gik hærvejsmarch og sang “Bakke ned og bakke op”, anede jeg ikke, at voksenlivet havde så mange bjerge, der skulle bestiges, så mange elve, der skulle forceres. Det var jo ren højskole, når vi gik og skrålede: ”Under tvang, nej med sang, går vor målbevidste gang…!”

Det viste sig, at vennen slet ikke havde været på Galhøpiggen. Og at det var en frisbee og ikke klipklapper, han var kommet til at tage med. Klog af erfaring vil jeg alligevel til næste op- og nedtur anbefale: solidt fodtøj, en skulder at græde ud ved, chokolade og en rulle toiletpapir.

For der kommer altid en bakke til.

Anne-Marie Donslund er forfatter

s. 19

tendens Interview

s. 20

Carlsen, Karl Marx og karbonader

Jørgen Carlsen hedder manden, der om nogen har tegnet højskolen udadtil de senere år. Den 22. i denne måned fylder han 60 og fortæller her Christian Dorph om tiden på Idehistorie på Århus Universitet, inspirationen fra Marx, og hvordan det første møde med højskolen fandt sted af christian dorph foto: lars koue mogensen

september 2009

Du læste Idehistorie samtidig med Lars Henrik Schmidt, Hans Jørgen Thomsen og Hans-Jørgen Schanz, ikke?

Jo. Schanz og jeg havde frygtelig meget med hinanden at gøre. Vi turede sammen i byen og lavede alle mulige underlige ting og sager, som man skammer sig lidt over i dag, fx kunne vi finde på at køre gennem Århus om natten og holde for grønt og køre over for rødt, for rødt måtte betyde fremtiden, det var tåbeligt … med det var efter, at Schanz kom hjem fra Tyskland, han havde læst i Frankfurt, at han blev optændt af den hellige ild, altså nogle nylæsninger af Marx, det var først dér, der begyndte at brede sig en nyorientering på Idehistorie, som blev formuleret i hans konferensspeciale, ’Til kritikken af rekonstruktionen af den politiske økonomis omfangslogiske status’.

Hvad var det nye i de nylæsninger?

Der skete nogle opdagelser i det, man kaldte rekonstruktionsbevægelsen, som gjorde, at man ikke skulle lave en intellektuel afkaldsmanøvre for at forstå Marx. Tværtimod skulle man booste sin refleksionsevne voldsomt meget. Det var pointen i Schanz’ bog, og det, vil jeg mene, holder vand, at en stor del af det, der er blevet kaldt marxisme, næsten alt, egentlig var en forfalskning af den oprindeligt kritiske ambition hos Marx. Der var en, der hed Oscar Negt, en tysk teoretiker, der sagde, at Marx var blevet forvandlet fra en kritisk analyse til legitimationsvidenskab, helt typisk i stalinismen, i sovjetkommunismen, leninismen og maoismen.

Lige pludselig har man kodificeret en teori, der facitagtigt angiver, hvordan verden hænger sammen, hvor hele pointen er, at teorien faktisk forholder sig kritisk til den eksisterende tingenes tilstand forstået på den måde, at det

kan godt være, der er nogle bevægelsessammenhænge i kapitalismen, men de fungerer udelukkende, fordi de abonnerer på de involveredes bevidstløshed. Hvis man blev bevidstgjort, ville det være anderledes.

Men var det ikke en strid om kejserens skæg og endnu en sekterisk position i 70’ernes marxisme-debat?

Nej. Alt det, som vi har skrevet i sin tid, frasorteret nogle sproglige finker, det vil jeg mene den dag i dag. Jeg er ikke blevet mindre marxist af, at jeg interesserer mig for Grundtvig eller Løgstrup. Hele pointen er, at man skal se, hvad Marx kan bruges til, og vi ville føre Marx tilbage til den erkendelsesinteresse, der var oprindeligt, nemlig at det var frigørende, det var frigørelsestænkning, egentlig en videreførelse af den borgerlige oplysningstækning hos Kant. Når Kant taler om, at oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed, så var Marx involveret i et oplysningsprojekt, fordi han siger, jamen, forudsætningen for, at arbejderklassen eller for den sags skyld alle under kapitalismen - vi er alle sammen bondefangede - er i stand til at forstå deres situation, er, at de er i stand til at forstå mekanismerne og først da, kan de begynde at handle på tværs af det.

Men hele problemet har været, at Marx lagde så meget vægt på sin fremstillingsform, fordi han gerne ville have det dialektiske element ind, så man forstår, at det er en slags betinget funktionssammenhæng, han taler om.

Det er ikke en ontologisk forkyndelse af, hvordan tingene er. Marx lavede fire udgaver af vareanalysen, men Engels mente, den skulle være mere pædagogisk. Så lavede han et efterskrift, hvor han prøvede at sige det mere simpelt, men det var ikke simpelt nok, og Engels så det som sin opgave at forklare

»

Det var tydeligt, vi var vidt forskellige temperamenter, jeg spurgte i øst, han svarede i vest. Men han syntes, jeg skulle søge stillingen. Okay.

Højskoleforstander, hvorfor ikke? arbejderne, hvordan det hang sammen, og det gjorde han ved at gå bombastisk til værks og ofre alt for meget på pædagogikkens alter. Marx ville ikke lægge navn til det, og det betød, at det, der gik under betegnelse marxisme både i socialdemokratismen, Bernstein osv., og i allerhøjste grad med sovjetmarxismen, egentlig var en afdialektiseret udgave af kapitalismeforståelsen, der gjorde, at man ontologiserede. Man troede f.eks. i sovjetmarxismen, at der var noget, der hed den dialektiske materialisme, som var en metode, man bare kunne bruge. Det er ren idioti!

Så snart man begynder at hypostasere eller ontologisere, har man forladt teoripositionen. Derfor er der heller ingen adskillelse mellem marxisme og religion.

Men hvis det frigørende ligger i at bevidstgøre arbejderklassen om mekanismerne bag kapitalismen, og hvis teorien jf. Marx’ vareanalyse ikke kan gøres tilgængelig uden at blive vulgær og føre til alskens ulykker og diktaturstater, er vi så ikke fanget i et meget typisk munkemarxistisk dilemma?

Jo, jeg giver dig fuldstændig ret. Og det er det store paradoks. Jeg har i en

s. 21

tendens Interview

s. 22

»

Det havde jo nogle puritanske omkostninger, at enhver gymnasieklasse efterhånden blev udsat for reklameanalyse og kritik af vareformen.

Men de gik stadig ned og købte deres Lee-cowboybukser. Den spænding, at man godt ved, hvad man burde gøre, men bare ikke gør det, er ikke reflekteret i den meget bevidsthedsfokuserede form for teori.

artikel, jeg skrev til et norsk tidsskrift, sammenlignet den marxske teori med en stor blåhval. Så længe den boltrer sig på de 70.000 favne, er den elegant, men så snart den skal omsættes i praksis og kommer ind på lavt vand, kollapser den, fordi den ånder ved lunger. Den kan ikke bære sig egen vægt.

Der er den modsigelse i teorien, at den i sin ambition om bevidstgørelse sigter for højt. Og det er også tydeligt, at den bevidstgørelsesfokusering, der var i første del af studenteroprøret omkring Marcuse m.fl., 10 år senere bliver afløst af en helt anden teoribølge, som har mere poststrukturalistisk karakter.

Det havde jo nogle puritanske omkostninger, at enhver gymnasieklasse efterhånden blev udsat for reklameanalyse og kritik af vareformen. Men de gik stadig ned og købte deres Leecowboybukser. Den spænding, at man godt ved, hvad man burde gøre, men bare ikke gør det, er ikke reflekteret i den meget bevidsthedsfokuserede form for teori. Men det bliver den hos fx Baudrillard, der tager begrebet forførelse op. Forførelse er jo ikke voldtægt, man kan ikke forføres, hvis man ikke vil forføres.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk kommer her ind med sin kynismeforståelse; den meget emfatiske bevidsthedsfokusering, man havde efter 68, bliver afløst af en mere cool resigneret teori. Det afgørende i vareanalysen er det sted, hvor der står ’Sie wissen es nicht, aber sie tun es’: De ved det ikke, men de gør det. Men nu skal de vide det! Hvor den kyniske position er den, vi kender: vi ved det, men gør det alligevel. Vi ved godt, der findes elendighed og skæv fordeling, og vi ved, vi kunne gøre mere ved det, men vi gør det ikke.

Hvorfor beskæftiger du dig ikke med Marx længere?

Det vil jeg ikke sige, at jeg ikke gør.

Men jeg tænker mere i forlængelse af hans teser, for så sjovt var det sgu ikke. Der er ingen grund til på nogen som helst måde at dyrke ham som en kirkefader. Det var sgu noget af en ørkenvandring. Det, man så får ud af det, er mere et overordnet perspektiv.

Men jeg vil tro, at en del af os har en måde at anskue virkeligheden på, som er imprægneret med den her kritiske optik. Når jeg ind imellem underviser

september 2009

i Marx, skal jeg bruge mest tid på at udrydde alle de misforståelser, der er.

En egentlig positiv opdyrkning af det har jeg ikke lavet i lang tid.

Hvad fik dig på sporet efter højskolen, for det lå vel ikke i kortene på det tidspunkt?

Det var i 81. Jeg reflekterede på en annonce i Information, den lød sådan her: ’Vi søger en person, der er i stand til at opildne det danske folk til modstand og kamp som forstander på en planlagt højskole i Thy’. Vi boede i Vejlby Vænge i Risskov, vi havde lige fået en af de nye telefoner med medhør, Muser lå i sofaen og lyttede med, og så ringede jeg til bestyrelsesformanden, Tom Kirk. Jeg vidste ikke ret meget om Grundtvig. Det var som at få telefonkontakt direkte til middelalderen. Kirk er en grundtvigkoldsk mytolog. Vi talte om frihed.

Jeg forstod frihed som frigørelse i det kant’ske perspektiv, fra umyndighed til oplysning og den slags. Han mente, der fandtes en anden form for frihed; frihed som en retfærdiggørelse, som når Grundtvig siger: ’gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde’, så er der en retfærdiggørelse. Du skal ikke have det som projekt, du skal bare vide dig frisat. Det, syntes jeg, lød meget fornuftigt. Det var tydeligt, vi var vidt forskellige temperamenter, jeg spurgte i øst, han svarede i vest. Men han syntes, jeg skulle søge stillingen. Okay.

Højskoleforstander, hvorfor ikke?

Vi tog toget til Thisted og blev kørt ud til Toms gård, det var lige omkring Sankt Hans, vi fik nye kartofler og karbonader og rødvin, den med tyren, hele bestyrelsen sad der, vi skulle snakke, og så tænkte jeg, nu skal de knageme få den lige mellem øjnene, nu skal jeg fortælle dem, hvor klog jeg er!

Og så holdt jeg et oplæg om verdens tilstand på cirka 20 minutter, hvor jeg fortalte, at der stadig er en meget stor og uretfærdig fordeling af verdens rigdomme, og selv om afkolonialiseringen har fundet sted, er der stadig en masse lande, der er holdt i en slags gældsfælde, nu formidlet via Verdensbankens transaktioner, jeg fortæller også om økoproblematikken, dengang var det meget med regnskovene og også drivhuseffekten, og jeg kom ind på de truede hvaler til sidst. Så sidder de alle sammen, ingen klapper, og så er der en af de yngre fra bestyrelsen, der siger:

Du, Jørgen, jeg tror, vi alle sammen er enige i det, du sagde. Du har fortalt om, hvad du ikke kan lide, og hvad du synes, skal laves om. Kan du ikke fortælle, hvad du kan lide? Det, syntes jeg, var stærkt, for der tog de mig på det forkerte ben, det havde jeg ikke forberedt. Jeg havde forberedt den tale over verdens elendighedstilstand og udstafferet mig med betydning. Men det, de var interesseret i, var ikke at finde ud af, hvad jeg vidste, men hvem jeg var!

Jeg sagde et eller andet famlende, og vi blev hurtigt enige om, at det ikke skulle være mig, jeg var sikkert også blevet sindssyg af at skulle leve op til de specielle krav, de havde. Men da jeg tog derfra, var der sket én eller anden indre vækkelse i mig, som gik retning af, at jeg syntes, det var ringe, at man på den ene side i strakt arm kan forholde sig til hele verdenssituationen og jonglere med den, men at man bliver skakmat, når man bliver spurgt om, hvad man godt kan lide.

Du var tydeligvis mere politisk og ideologisk stemt, da du talte om verdens tilstand for de sindige Thyboer. Somme tider kan det måske virke som om, du forsøger at gøre højskolen til ideologi.

Det håber jeg ikke. Men jeg er meget mærket af højskolens historiske rolle efter 2. verdenskrig, præcis som den blev indvarslet, da Båring Højskole åbnede i 1959, jeg tænker på Thorkild Bjørnvigs Mørk er november: ”Synge vil vi, legen er magt”, fordi det er helt tydeligt, at højskolen har fået ny funktion i forhold til højskole tidligere.

De æstetiske ekspressive fag er meget mere fremskudte, tidligere har man haft noget snedkerværksted og noget skønvirke og sådan, men musik, teater, skrivelinje, filosofi og den slags, er nye fænomener i efterkrigstidens højskole, og det æstetiske felt bliver helt klart markeret, bl.a. hos Bjørnvig i den der sang.

Og hvis du siger, højskolen her er ideologi, så skal du forstå æstetik lidt på samme måde som i Frankfurterskolen som det sted, det asyl, hvor elementer af ”det sande samfund”, ”det sande fællesskab” kan overvintre som et modbillede på en stadig mere prosaisk og kynisk verden. Det giver så en svaghed for højskolen, fordi man kan sige, hvad er det for noget

sandkasseleg, hvor er nytten henne? På den anden side giver det styrken ved, at man suspenderer de der almindelige realitetsprincipper, der hersker i resten af samfundet.

Men Testrup henvender sig til en elite. Så er det vel let nok at skabe en midlertidig utopi og et sandt fællesskab, et sandt samfund.

Hvad hvis man i stedet befandt sig i et slumkvarter i den tredje verden?

Jeg har lige været på Vestbredden sammen med Muser, og i Betlehem mødte vi en protestantisk præst, der står for et kulturcenter, en slags daghøjskole, hvor de lægger vægt på de æstetisk ekspressive fag, billedkunst, keramik, teater og musik. Hvorfor det? Fordi han vil gøre op med den evindelige offergørelse, som er tendensen i både al-Fatah og Hamas, at mange palæstinensere ser sig som det forurettede folk. Hvordan kan man ændre den holdning? Det kan man ved at skabe nogle små sejre. Og kultur er udtryk for, at man kan lave små sejre uden at fabrikere nederlag for andre. Hvis du maler et billede, uanset om det er genialt, eller hvad det er, har du forandret verden lidt, så har du gjort en forskel, du har skabt noget uden, at du på nogen måde har ødelagt det for andre.

At skabe sejre er forudsætningen for, at man ikke ynker sig selv. Og det synes jeg også meget højskolen handler om.

»

Så sidder de alle sammen, ingen klapper, og så er der en af de yngre fra bestyrelsen, der siger: Du, Jørgen, jeg tror, vi er alle sammen er enige i det, du sagde. Du har fortalt om, hvad du ikke kan lide, og hvad du synes, skal laves om.

Kan du ikke fortælle, hvad du kan lide?

s. 23

Jørgen Carlsen - er født (22. september 1949) og opvokset i Sønderborg i en typisk socialdemokratisk familie.

Far var oprindeligt maskinarbejder, men spillede også violin og var indehaver af en danserestaurant. Mor var uddannet sygeplejerske og gik på Testrup, mens højskolen var sygeplejehøjskole.

Noget af hendes historie er lidt af et mysterium. Hun havde vist været tæt på de litterære kredse omkring Tove Ditlevsen, og der stod mange finlitterære bøger i reolen. Men det var ikke noget bogligt hjem. Jørgen var en af opkomlingene og mønsterbryderne fra ’generationen, der jublede i starten’. Højskole var der ikke tid til, for efter studentereksamen i 68 kunne det ikke gå stærkt nok med at komme ind på det nyoprettede Idehistorie.

tendens Nedslag

s. 24

Hornsleths tvivlsomme etik Teenagere giver deres DNA til et kunstprojekt uden at blive klogere på hverken kunsten eller moralen af jesper rasmussen - studerer uddannelsessociologi og er medredaktør på den samfundsoplysende publicering www.turbulens.net

en mild augustaften på oure højskole havde jeg fornøjel sen af at overvære kunstneren kristian von hornsleths oplæg om sin aktuelle kunstneriske virksomhed.

Denne aften fremviser von Hornsleth blandt andet billeder af død og ledsager af og til de blodige billedrækker med kommentarer som: ”Det der er virkelig godt”. Billederne er et skuespil og forestiller resultatet af en skolemassakre og er foreviget på Langelands Efterskole. De har en uhyggelig og makaber realisme.

Hornsleth bryder med vanlig iscenesættelse og kunstnerisk aktivitet, hvilket har gjort ham både berømt og berygtet. Han er et interessant mediefænomen, der læner sig op ad en nærmest arketypisk figur gennem den gale og geniale kunster.

Projektet Hornsleth tager selviscenesættelse uden for rammerne af, hvad der normalt accepteres. Fx har han fået beboerne i en landsby i Uganda til at tage navnet Hornsleth mod at få en ged eller et svin af kunstneren.

Som tilskuer er passivitet sjældent en mulighed, når von Hornsleth folder sig ud. Og skal man handle som tilskuer her på Oure, må man enten vente

september 2009

pænt på, at teatermassakren er rullet forbi nethinden og så konfrontere det makabre og Hornsleth gennem et spørgsmål eller simpelthen forlade stedet. Sidstnævnte strategi er der tilsyneladende ingen, der benytter denne aften. Måske nyheder og film har hærdet den enkeltes møde med den blodige kulisse?

Efter oplægget fortæller Hornsleth, at der er åbent for deltagelse i hans seneste projekt Deep Storage Project, hvor DNA fra 5000 mennesker skal sænkes 8 km ned på havets bund. Ved at give DNA fra blod og hår skal deltageren skrive under på, at vedkommende er indforstået med, at de, hvis det er muligt, kan genopstå i en unavngiven fremtid: ”By possible recreation in the future you are bound to a group of people” Det udvikler sig straks til et større tilløbsstykke; rigtig mange højskoledeltagere stiller sig i kø for at give deres DNA og på den måde indgå i projektet. Deriblandt en ikke ubetydelig mængde teenagere, som i vennegrupper bredvilligt venter på det lille stik. det frie og uigenkaldelige valg Under foredraget er Hornsleth i urimelig grad ude af stand til at redegøre nærmere for sine overvejelser og tanker omkring sine mange projekter. Ønsket om at knytte værket med ejeren gennem udstedelsen af et diplom med deltagerens underskrift og blod på papiret skaber en særlig æstetik omkring projektet. Det er måske også dette personlige vidnesbyrd, der lokker så mange deltagere, tænker jeg.

Det er interessant at bemærke, hvordan publikum forvandles fra at være relative passive tilhørere til et foredrag til aktive deltagere i en Hornsleth-begivenhed; inden for få minutter etablerer der sig en langvarig forventningsfuld kø, hvor højskole-

kursister ønsker at afgive deres unikke celleinformationer i bytte for et bloddiplom.

Hvad der fremstår uforpligtende og sjovt gennem udstedelsen af et diplom, er så snart, DNA-materialet er afgivet et uigenkaldeligt og potentielt evigt valg. Gennem ”kunstnerisk leg” træffer det enkelte individ et eksistentielt valg. genmanipulationens farer Et tema, som værket tager op, er som nævnt en diskussion af, hvad liv er, hvis der kan genmanipuleres med det.

Den tyske sociolog Jurgen Habermas taler om bioetik i sit essay “The Debate on the Ethical Self-Understanding of the Species.”[1] Han modsætter sig genmanipulation, fordi det åbner op for en udvidelse af uligheder og risikoen for utilsigtede skadevirkninger. Pointen er, at ved at skabe en persons fremtidige identitet gennem genetisk intervention, truer det den frihed og lighed, som alle personer har krav på. Genetiske praksisser medfører en asymmetrisk påvirkning mellem forskellige generationer, der truer de personer, der er frie og moralske individer.

Habermas har grundlæggende et liberalt menneskersyn. Den respekt mennesker bør skylde hinanden, nødvendiggør respekt for den enkeltes lige og symmetriske frihed til at vælge.

Mennesket er så at sige sin egen lykkes smed. Derfor vil designbabyer fx udøve en etisk vold mod dette forhold.

Kort sagt argumenterer Habermas i sit essay for, at mennesket gennem genmanipulation har alt at miste; nemlig sig selv. Genmanipulationens moralske og etiske grundspørgsmål må derfor også være, hvad det er, der er særligt værdifuldt ved at være menneske.

Knap så voldsomt og mere prag-

Tidsånden kort Hot & not matisk er analytikeren Nicolas Rose i

Af Dy Plambeck sine betragtninger. I et interview bragt

i tidsskriftet Turbulens[2] bliver det biologiske selv diskuteret. Selvet er ikke bare en fast og fornuftig størrelse, HOT men tilpasset og forstår sig selv gennem et komplekst net af størrelser som Miljøvenlig energi fx lægevidenskaben og psykologien. s. s. 25 25 Rose taler om at: ”hvor tidligere og en gruppe elever, der okser løs på en kondicykel for at se ”Lawrence of Arabia” Solfangeranlæg på taget, kold mad man til middag medicinerede for atforbereder helbrede, så befinder de på klimatopmødet. filmkundskab.

Højskolerne sig også nye medicinske teknologier sig på grænsen mellem normalitet og noget bedre, idet de Håndværkerepåvirker, kontrollerer og modulerer de mest Pigerne kaster lange blikkeved efter med svendebrevet over sengen på højskoleværelset, dem, der har hænderne skruet vitale egenskaber kropdrengene og sind. De er rigtig på og en pakke i skjortelommen. ikke længerePrince sundhedsteknologier, men livsteknologier.” Med ”teknologier” mener Basset houndRose, hvordan mennesket gør sig selv til genstand for sin egen styring. Dette Enhver forstander med respekt for sig selv burde have en Basset Hound liggende og savle på sine fødder under skrivebordet på arbejde er en bestemt disciplinering og sit kontor. selvformning, der gør, at selvet forstår sig selv på et bestemt sæt vilkår. Fx kan Iron man en diagnose ”skabe” et selv og regulere en bestemt adfærd. følsomme filosofifyr, og ind med manden med jern i blodet, blodsmag i munden og hudløse Ud med den til klassiske højskoles Om man sender sine børn på en fødder, manden, for hvem opkast af overanstrengelse er en selvfølgelighed og distancen på en maraton til grin, manden, der let kostskole eller forbedrer deres tilvæsvømmer firerelse kilometer, der kan være gennem medicinering er vågen ligegyl- hundrede timer i træk, der ikke er bange for at stå ansigt til ansigt med vildmarken. digt for Rose. Det væsentlige er ikke så meget en diskussion om forandringer i forholdet mellem normalitet og patoNOT logi. Det handler om at stille de rigtige spørgsmål i en tid, hvor medicinske Kartoffelkurens genopstandelse påvirkninger og genetiske muligheder Efter finanskrisen har kartoflerne genindvundet deres altdominerende plads i højskolernes køkkener. De kaldes flødekartofler, allerede indvirker på vores betragtningsmåder af os selv.kartofler, kartoffelbåde, kogte kartofler, indbagte kartofler, men er i bund og grund ikke andet end brasede kartofler, hasselbagte Rose åbner op for bio-etiske overdet, de er, kartofler. vejelser gennem en række spørgsmål: ”Hvilke objekter, tilstande, sindsstemninger, Ord personer og problemer bør have eksperterOrd som forandringsparat, indvandrer, studietvivl, erhvervsrelateret uddannelse, vækst, identitet, nes opmærksomhed?demokratisk Hvordan bliverdannelse, disse frigørelsesfilosofi, frihed faglighed, og udtrykket ”at rumme det hele.” styret oglærelysten, med henblik på hvilkeog formål?

Herefter kan vi stille nogle etiske spørgsmål til vores livsførsel og strategier for selvudHiv mig i håret, mand foldelse: hvad anser folk for at være deres Af N.T. Foelsgaard Ikke nok medetiske at folk står i kø for at leve som fortidsfamilie i Lejre Forsøgscenter, så de kan realisere deres drøm om at bo i et mål, hvad ønsker de og hvorledes rekonstrueretbliver jernalderhus, gå klædt i tunge dragter af uld, samle vilde urter og svampe, sejle i udhulede stammer, kærne smør disse ønsker transformeret”? og brænde kopper i en jordovn, nu lister sten- ogerjernalderen sig på skræmmende visunder ogsåarmen ind i højskolernes kursusprogram. forsvinder videre ud i rollen som forbruger og ejer frem købmand eller kunstner? halvmørket. De er tilknyttet fællesfor reflekterende menneske, der tager Dervel hvor kæden hopper af for Hornskabet og deres venner. Men måske en over. At det så samtidig er grupper af Far, verden, far sleth, er ikke i selve den kunstneriske tilknytning til Projekt Hornsleth for helt unge mennesker, der deltager og ... jeg kedes ved længer at være din træl. Det er længe siden, at det var et godt scoretrick at kunne recitere en salme af Kingo. manifestation, idet den potentielt hos evigt? som på kort tid skal kunne kende til den enkelte deltager og tilhører skaber og overskue de etiske dilemmaer, som refleksion over eksistentielle forhold projektet ligger op til, er ikke genog dilemmaer såsom evigt liv/religion nemtænkt. På sin vis afspejler det en eller genmanipulation/menneske. Men kynisme, idet værket ikke inkluderer NOTER problemet består i, at mødet meldeltagerne i et etisk dilemma: Horn[1] Habermas, Jurgen (2003) lem deltageren og disse store etiske sleth fremstår mere som en købmand The Future of Human Nature. betragtninger alt for let reduceres af end som en kunstner i denne konkrete Cambridge Polity Press.

Hornslets selviscenesættelse omkring sammenhæng.

[2] Rose, Nikolas (2007) diplom og signatur; det materielle Efterfølgende ude på gårdspladsen Det biologiske selv. Temanumoutput. Køen af mennesker er alt for pjatter grupper af teenagere samtidig mer om liv, krop og teknologi, tæt på at være et køtilbud, hvor det med, at de med deres DNA-kontrakter www.turbules.net

debat Bogkritik

s. 26

En kryptonazist bekender KOMMENTAR: Ny bog tæsker løs på ateister, humanister og andre svage sjæle. Men i suveræn religiøs stil har forfatterne selv opfundet det, de tæsker løs på af lars andreassen, højskolelærer, forfatter og medlem af humanistisk samfund Den nye bog, Gudløse hjerner af Lars Christiansen og Lars Sandbeck, har næsten taget pusten fra mig. Bogen bærer undertitlen Et opgør med de nye ateister, og sådan en er jeg. Bogen fordrejer, karikerer og latterliggør sine modstandere, og hvor den ikke gør det, er den præget af overfladiskhed og dyb uvidenhed. Selv er jeg nævnt nogle få gange (men langt mindre end mit ego bryder sig om), som medforfatter til Det Virkelige Menneske - Sjælens og kulturens naturhistorie, og altså som eksponent for nationalsocialistisk socialdarwinisme klædt i evolutionspsykologiens nye gevandter. Ja, jeg må hellere bekende med det samme, så læseren er klar over, at det nok mere er tale om et partsindlæg end en anmeldelse. Er man enig med forfatterne, vil man formodentlig sine steder finde den underholdende, men klogere, det bliver man ikke. de dumme Jeg kan udmærket følge forfatterne, når de kritiserer - fortrinsvist - angelsaksiske ateister for manglende filosofisk og teologisk sensibilitet. Det er Dawkins, Harris og Hitchens, der får på hatten, når de sammenligner

september 2009

Gud med spaghettimonstre, julemænd og tandfeer. Men det helt afgørende i Dawkins kritik (som er den eneste af de tre, jeg kender) er imidlertid spørgsmålet om gudsbegrebets status - og det er der ikke mange kristne, der ønsker at svare på, undtagen i forblommede vendinger. Heller ikke Christiansen og Sandbeck. Der synes ikke at være nogle faste definitioner på Gud i kristendommens kildetekster, skriver de. Der står, at Gud er ånd, og Gud er kærlighed. Gud eksisterer altså ikke på samme måde som blyanter og galakser.

Nuvel, ateister har vel gennem tiderne haft en mistanke om, at der var noget andet på færde, når vi talte om Gud. Gud eksisterer heller ikke på samme måde som julemanden, fortsætter forfatterne. Julemanden er jo bare far, der har taget skæg og røde bukser på, og hvor den kristne Gud er transcendent, så er vatskægget og de røde bukser til at tage at føle på og dermed ikketranscendente.

Jeg tror ikke denne gudsopfattelse er konsistent med Luthers katekismus, men jeg vil gerne vide det? Og hvad med det Gamle Testamentes gud, var det ikke ham, Jesus var søn af, så har han vel også del i kristendommen?

Alt det overnaturlige, som Sandbeck, Christiansen og mange andre forsøger at tale udenom, er bygget ind i folkekirkens praksis, hvor der i ritualteksterne ikke bare henvises til Gud som skaber, men også til opstandelsen og et rige, som ikke er af denne verden. Hvordan skal vi forstå dette riges eksistens, det svarer forfatterne ikke på? Hvad siger sjælesørgeren til den døende? Sådan noget i retning af ”Jamen det rige dér, Jesus omtaler, er i virkeligheden bare en slags symbol, noget der skal give dig ro og trøste dig lidt her i din sidste stund. Du skal nok ikke tage det alt for bogstaveligt.”

I sidste ende er det ligegyldigt, hvad præsten tror på, for i praksis er den

Gudløse Hjerner Et opgør med de nye ateister Lars Christiansen og Lars Sandbeck Informations Forlag.

180 sider. Er udkommet.

Kr. 199,-

kristne forkyndelse ”helt i tidens ånd et ukontroversielt, apolitisk, personligt budskab om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, ikke dømme, men tilgive, hjælpe de svage og syge og nyde livet […].” Vi ateister behøver altså ikke bekymre os. Men svarer man som Grosbøll på spørgsmålet om gudsbegrebets status, så er man dømt ude. de sjove Danmark har fået et antireligiøst politi: Humanistiske Samfund, som stod bag fadervorsagen. Men ifølge Sandbeck og Christiansen er der intet at komme efter. ”Skikken med at bede fadervor […] har lige så lidt med forkyndelse at gøre som nationalsangen ved fodboldkampe.” Dette synspunkt

»

Kendetegnende for deres kritik af evolutionsbiologien og hjerneforskningen er, at de, så vidt jeg kan se, ikke har været i nærheden af en eneste primærkilde, og at forfatterne ikke kender til selv den mest grundlæggende viden om genetik og moderne evolutionsforskning.

er imidlertid i strid med forfatternes egen opfattelse af religion som praksis.

På nogle meget interessante sider forklarer de, at religion ikke har så meget med tro at gøre, nej, religion drejer sig om ting, man gør. Derfor har fadervor - som praksis - ikke noget at gøre i folkeskolen.

Hele idéen med ritualer for gudløse hjerner, som er Humanistisk Samfunds vigtigste projekt, finder forfatterne aldeles latterligt. ”Har man […] nogensinde hørt om noget så åndssvagt som et ateistisk begravelsesritual?” Det kan være, men mig bekendt, dør ateister også.

Der er meget, ateister ikke forstår, derfor er det rigtig dejligt, at Sandbeck og Christiansen kan fortælle os, hvad vi bør og bør ikke tro på. ”For ateister burde der virkelig ikke eksistere noget ”større og mere” end atomer, gener, neuroner og hjerneprocesser […]”

de farlige Den værste trussel fra den ikke-religiøse front kommer uden tvivl fra personer, der anskuer menneskets tilværelse

De andre mente ”Hvordan kan det være, at mennesker generelt er underlagt hjernens impulser og kroppens drifter, mens netop ateister har evnen til at frigøre sig og tænke selv? Forfatterne kan hertil opregne flere skræmmende citater fra ateisters udgivelser i stil med denne: Religionerne må dø, for at menneskeheden skal leve.

Det hele tilsættes spredt ud over de knap 200 sider en vrængende ironisk stil, som ikke lader moderne stand up-komikere meget tilbage i forsøg på retoriske karaktermord.”

Morten Thomsen Højsgaard i Kristeligt Dagblad Som man råber i skoven får man svar, og det er vel kun fint, at man kan se, hvor fronten går. Når det vel at mærke er en krig man befinder sig i. Og det har nyateisterne jo aldrig lagt skjul på er tilfældet.

Niels Højlund i Weekendavisen

med evolutionsteoretiske briller og hang til hjerneforskning, som alle til hobe er deterministiske biofascister, der ikke kan se mennesker og viljer for bare molekyler og gener. Blandt disse finder vi videnskabsjournalisten Lone Frank, ambassadør for Humanistisk Samfund Dennis Nørmark og undertegnede. I Det virkelige menneske, som jeg har skrevet med samme Nørmark, viser vi ellers, hvordan den menneskelige hjerne har udviklet sig til et fleksibelt organ, der gør det muligt for os at tilpasse os og forme vores umiddelbare omgivelser - ingen determinisme her.

Men bogen er for lang, synes Christiansen og Sandbeck, så måske er de ikke kommet helt igennem. Kendetegnende for deres kritik af evolutionsbiologien og hjerneforskningen er, at de, så vidt jeg kan se, ikke har været i nærheden af en eneste primærkilde, og at forfatterne ikke kender til selv den mest grundlæggende viden om genetik og moderne evolutionsforskning.

Tror man mig ikke i, at det kan være så galt fat med Gudløse hjerner, må man jo selv læse efter.

Bogkort ved andreas harbsmeier

s. 27

Højskolen til debat 1961 Klassiker III Af Johannes Rosendahl (red.)

Gyldendal 1961 Listen over bidragydere lyver ikke: Ole Wivel, Jørgen Bukdahl, K.E. Løgstrup.

Nogle af landets fremmeste tænkere var stærkt optagede af højskolen som skoleform og rum for debat. Og højskolens evne til at diskutere sig selv i lange baner er ikke ny. Tag blot den indledende sætning i Johannes Nielsen bidrag: ”Af alle skoleformer er højskolen den mest egocentriske.”

Højskole til debat 1984 Klassiker IV Af Finn Slumstrup (red.)

Vindrose 1984 Også i 1984, hvor højskolerne bugnede af elever, blev de store perspektiver diskuteret. Scenen er nu overladt til nyere koryfæer som Søren Bald, Finn Slumstrup og Thor West Nielsen. I bogen, der er rig på tal af forskellig slags, fremgår det blandt andet, at arbejdsløse i 1983 udgjorde knap 21 % af alle elever. Det kan tænkes, at vi igen er på vej derhen…

debat 2 sider af samme sag

s. 28

Barnagtige sjæle og gudløse hjerner Ny-ateistiske værker sælger som aldrig før, samtidig med at religionen er stadig mere tydelig i det offentlige rum. En ny bog kritiserer de nye ateister.

Højskolebladet har talt med en af forfatterne til bogen og en af dem, bogen angriber af johs lynge

»

Vi har naturligvis intet imod naturvidenskab, men vi mener ikke, at naturvidenskabens metoder er gyldige på alle livets områder og i alle spørgsmål. Kan man føre empirisk bevis for, at livet er værd at leve?

- lars christiansen

september 2009

lars christiansen: Er der noget nyt ved den ateistiske religionskritik, som har præget offentligheden siden 11-9?

Det meste har vi vist hørt før: Religion er magthavernes instrument, religion er for svage og barnagtige sjæle og religion er primitiv videnskab. Dog er det os bekendt nyt, når der direkte tages afstand fra religionsfrihed og ideen om religiøs tolerance. Derudover er det vel også ”nyt”, at disse ny-ateistiske skrifter er bestsellere, og at deres ophavsmænd ophøjes til vismænd og modige tabubrydere.

Giver det mening at sondre mellem den klassiske religionskritik anført af Feuerbach, Marx, Nietzsche og Freud og den som Dawkins, Hitchens, Harris og repræsenterer?

Vi mener i hvert fald, at der er en kvalitetsforskel. Folk som Feuerbach og Nietzsche gik mere i dybden med kristendommen i deres kritik, mens meget af ny-ateismen har karakter af primitiv mobning: Æv bæv, religiøse mennesker er dumme og kunne lige så godt tro på julemanden. Vores bog er altså ikke et angreb på ateisme - kun på specifikke moderne religionsforagtere, som populært kaldes ”ny-ateister”.

Ny-ateisterne lægger ifølge dig alene deres lod i naturvidenskabens skål. Hvad er den intellektuelle fare ved det? ”Flere af de nye ateister gør på pseudovidenskabelig vis memer, selviske gener, neuroner og andre reelle eller fiktive biologiske størrelser til aktører, mens mennesket stort set reduceres til en viljeløs beholder. Dette er ikke videnskab, men metafysik. Vi har naturligvis intet imod naturvidenskab, men vi mener ikke, at naturvidenskabens metoder er gyldige på alle livets områder og i alle spørgsmål. Kan man føre empirisk bevis for, at livet er værd at leve?”

I forlængelse heraf skydes ny-ateisterne i skoen, at de dyrker en biologistisk ideologi, der reducerer mennesket til et dyr blandt andre dyrearter. Men den menneskelige moral kan vel sagtens begrundes rationelt? ”Vi er skeptiske overfor påstande om, at evolutionen skulle have udstyret mennesket med en universel moralsk grammatik, da vi finder den vanskelig at verificere. Hvis den er genetisk bestemt, er den ikke moralsk i ordets egentlige forstand. Vi mener desuden, at det netop er rationaliteten, der adskiller mennesker fra dyr, men tvivler på, at denne rationalitet kan begrunde en universel og tidløs moral med forpligtende kraft.”

Spøgelser fra nazismen og stalinismen trækkes frem af de ny ateisme-kritikere, når konsekvenserne af biologismen skal udmåles. Er det en rimelig målestok over for tidens ateister? ”Ja, når vi hos Dawkins læser, at ateisme er et tegn på ”mental sundhed” eller hos Harris, at såkaldte ”irrationelle” mennesker hører hjemme i udkanten af samfundet, så vækker det ubehagelige associationer. Ny-ateisterne leger – uden at vide det - med totalitært tankegods: Først og fremmest er de overbeviste om at stå på intelligensens, fornuftens, oplysningens, videnskabens, fredens og fremskridtets side, mens troende mangler at se lyset.

Derudover foregår der en decideret dæmonisering og dehumanisering af troende. Endelig er de utopister, der tror på moralske fremskridt via videnskab og en bedre verden, hvis vi afskaffer religion.”

Uenig?

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

Lars Christiansen, f. 1972, er cand. mag. i tysk og historie fra Københavns universitet. Medforfatter til bogen Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister, der netop er udkommet på Informations Forlag.

Malene Busk, f. 1968, er hyppig deltager i den offentlige debat. Hun har en ph.d.-grad i Idéhistorie fra 2003.

malene busk: Er der noget nyt ved den ateistiske religionskritik, som har præget offentligheden siden 11-9? ”Det er blevet en kritik på tværs af religioner og landegrænser, hvor kritikken ikke kun gælder den dominerende religion i ens eget land. Kritikere verden over danner netværk, udveksler erfaringer og støtter hinanden. Lighederne mellem tilsyneladende meget forskellige religioner bliver tydelige for de mange mennesker verden over, der ikke er tilhængere af nogle af dem og derfor ikke hopper på de religiøse ideologers skamros af deres egen og had mod alle andre religioner.”

Giver det mening at sondre mellem den klassiske religionskritik anført af Feuerbach, Marx, Nietzsche og Freud og den som Dawkins, Hitchens og Harris repræsenterer? ”Den specifikke tyske kongerække er præget af en yderst frugtbar spekulativ tradition, til forskel fra den på andre måder frugtbare empiristiske tradition, som de aktuelle engelsksprogede debattører kommer fra. Selvom de aktuelle debattører bruger videnskabelige data til at underbygge deres sag, så er deres sag helt klart motiveret af en etisk bekymring og protest imod de samfundsmæssige dårligdomme, som religionerne medfører. Det er ikke de videnskabelige konsekvenser, de diskuterer. Det er de samfundsetiske og politiske dimensioner.

Herhjemme forbindes forskellige folk, med eller uden en forening i ryggen, som Dennis Nørmark, Lone Frank, Jonathan Szpirt og dig med ny-ateismen. Denne strømning kritiseres for alene lægge at lægge sine intellektuelle lod i naturvidenskabens skål. Er du enig? ”Jeg argumenterer ikke ud fra naturvidenskab. Jeg er etisk-politisk skolet, og det er også min motivation i denne debat.”

Ny-ateisterne skydes i skoen, at de dyrker en biologistisk ideologi, der reducerer mennesket til et dyr blandt andre dyrearter.

Hvis det er rigtigt, hvad skal så forhindre os i at behandle hinanden som dyr? ”Det menneskelige dyr har nogle sociale og kreative anlæg i kraft af vores avancerede hjerner, og der er ingen biologisk grund til, at vi ikke skulle kunne bruge disse anlæg til at skabe retfærdige fredelige og frie samfund

sammen. Vi kan også bruge dem til at skabe stamme-identiteter båret af had, undertrykkelse og fordomme - retfærdiggjort af religiøse dogmer. Det er vores ansvar at opfinde de gode måder frem for at falde tilbage i nogle dårlige, når vi støder på problemerne.”

Spøgelser fra nazismen og stalinismen trækkes frem af de ny ateisme-kritikere, når konsekvenserne af biologismen skal udmåles. Er det en rimelig målestok over for tidens ateister? ”Det er bestemt ikke udelukket, at man kan være ateist og samtidig fascist eller stalinist. Det eneste fællestræk er, at ateister ikke begrunder deres livssyn i noget med en gud. Til orientering kan jeg dog tilføje, at Hitler beordrede, at alle den nazistiske hærs bæltespænder blev indgraveret med ”Gott mit Uns”.

Og Francos og Mussolinis fascister var pot og pande med den katolske kirke, som stadig i dag beskytter mindet om deres diktatorers gudgivne ret til magten. Terrorangrebene 9-11 var religiøst begrundet i gudens vilje, hvorefter George W. Bush forsikrede, at den efterfølgende krig i Irak også var guds vilje. Med gud er alting tilladt. Der er ikke en eneste grusom handling, som ikke kan retfærdiggøres med en gud og bliver det.”

»

Med Gud er alting tilladt. Der er ikke en eneste grusom handling, som ikke kan retfærdiggøres med en gud - og bliver det.

- malene busk

s. 29

højskole Navne

s. 30 Flere steder har man konstitueret et bestyrelsesmedlem som forstander.

På Køng Idrætshøjskole er navnet Bo Zierau efter fritstillingen af Peter Bendix Pedersen, og på Vallekilde er det Mogens Hemmingsen, der har en fortid bl.a. som forstander på Dannebod Højskole på Als. Bo Espersen, der har været forstander på Vallekilde siden 2006, fratrådte som forstander med udgangen af august.

Mansur Hussain. Foto: Soffi C. Larsen

Højskoleelev ved et tilfælde Mansur Hussain er 28 år gammel. For lidt over et år siden begyndte han på Grundtvigs Højskole i Hillerød.

Dengang vidste han ikke særligt meget om højskoler: ”Jeg var oppe og besøge skolen en enkelt gang, inden jeg sagde ja,” fortæller han over telefonen. Men egentlig lå det ikke i kortene, at han skulle på højskole. Det startede som en drøm om at komme ud af den kriminelle løbebane, han var endt i, og som betød, at han røg ind og ud af fængslet. ”Det var lidt af et tilfælde, at jeg startede på højskole. Faktisk var det fordi, jeg blev kontaktet af en af lærerne, som fortalte, at de havde et skrivekursus her. På det tidspunkt ville jeg gerne være journalist eller forfatter.” Han blev så glad for højskolen og livet der, at han endte med at blive et helt år i stedet for et halvt.

Hvis Mansur skal forklare, hvad han har været glad for ved højskolen, er

september 2009

det ikke kun fagene, men lige så meget det sociale og det afklarende ved at komme væk hjemmefra: ”Jeg har fået styrket mine sociale og faglige kompetencer, men derudover synes jeg, at jeg er vokset som menneske. Måske man kan sige, at jeg har fundet mig selv. For mig var det godt at komme væk fra det, jeg kendte, og i stedet koncentrere mig fuldt ud om at være på skolen og finde ud af, hvad jeg havde lyst til at lave i fremtiden.” Derfor er højskolen også noget, han anbefaler til alle, han møder, som gerne vil prøve noget andet. Mansur tilføjer, at opholdet på skolen også har givet ham en ide om, hvilken slags job, han gerne vil have samt en plan for de næste par år.

Journalistdrømmen er droppet til fordel for at komme ind på Den Sociale Højskole og læse til socialrådgiver, så lige nu er Mansur i gang med at læse fag på hf.

Og på Børkop Højskole har man fået en ny lærer. Han hedder Per Ladekjær og er 37 år, og skal bl.a. undervise i det Gamle Testamente og andre bibelfag.

Jacob Kjærsgaard, forstander på Hadsten Højskole og nyslået bestyrelsesmedlem for FFD, runder et skarpt hjørne: Den 23. september fylder han 50.

Og som omtalt mere udførligt andetsteds i bladet kan højskolernes idehistoriske guldgrube af en forstander, Jørgen Carlsen, fejre 60 års fødselsdag den 22. september.

Neal Ashley Conrad vil af mange være kendt som en særdeles engageret litterat fra Krogerup Højskole. Frem over vil han komme med indspark og ideer i Højskolebladets redaktionsgruppe – og desuden bidrage til bladets spalter fra tid til anden.

Den 1. september startede Thomas Koefoed som informationsmedarbejder og webredaktør i Højskolernes Hus. Han kommer fra et job som tekstforfatter på et reklamebureau.

Nyt fra FFD 23-25. september 2009 Kursus for pedeller, oldfruer og rengøringspersonale Gymnastikhøjskolen i Ollerup 23-24. september 2009 Next practice Dalum Landbrugsskole 28. september - 1. oktober 2009 Køkkenlederkursus Gymnastikhøjskolen i Ollerup 29. september - 1. oktober 2009 Lederuddannelsens 1. Del Brandbjerg Højskole, 1-2. oktober 2009 Kursus for nye lærere FFD, Højskolernes Hus

22-23. oktober 2009 Forstandertræf Rødding Højskole 23-25. oktober 2009 Det Europæiske Kulturmødetræf Den Internationale Højskole 5-7. november 2009 Frie Skolers Fællesmøde Gymnastikhøjskolen i Ollerup 10. november 2009 Konference for viceforstandere og souschefer FFD, Højskolernes Hus 11-13. november 2009 Kursus for sekretærer og forretningsførere Haslev udvidede Højskole 23-25. november 2009 Norsk / Dansk vejledertræf Den Internationale Højskole 2-4. december 2009 Kursus for nye forstandere Nørgaards Højskole 8-10. december 2009 Lederuddannelsens 2. del Brandbjerg Højskole 2-4. februar 2010 Lederuddannelsens 3. del Brandbjerg Højskole

Mere på www.ffd.dk

Folkehøjskolernes mentorprojekt foreslås permanentgjort I Forslag til Finanslov for 2010 indgår en permanentgørelse af det mentorprojekt, der på forsøgsbasis har kørt siden 2007. Formålet med projektet var, at folkehøjskolen på denne måde i særlig grad kunne tage hånd om de unge, der er i risiko for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse, og hjælpe dem med at finde den rette vej til en kompetencegivende uddannelse. Med forslaget udvides ordningen til også at gælde husholdnings- og håndarbejdsskolerne. Forslaget indebærer en omlægning af taksterne for særligt prioriterede elevgrupper, så der fremover vil være to takster (en lav og en høj) til hhv. a) Unge uden kompetencegivende uddannelse uden uddannelsesplan og b) Unge uden kompetencegivende uddannelse med uddannelsesplan udarbejdet af den unge og Ungdommens Uddannelsesvejledning.

s. 31

Højskolerne rykker igen ud i de sociale boligområder Nørrebro, Gellerupparken og Aalborg øst danner i år rammen om tre højskoleprojekter. Projekterne tager udgangspunkt i beboernes interesser og giver på hver deres måde de etniske medborgere i områderne en stemme i samfundet. I mødet mellem højskoleeleverne og de unge fra boligområderne vil deres stemmer i fællesskab lyde ud over de skrå brædder i Gellerupparken, i Aalborg vil de unges foto af deres hverdag tale deres tydelige sprog, og på Nørrebro vil de unge give mikrofonen til beboerne, så deres bud på den kommunale valgkamps vigtigste emner vil runge i Dagbladet Information og på nettet. Ry, Gellerup, Grundtvigs og Vrå højskole har fået bevilliget penge. Projektet er støttet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Europapulje, Sprogdag og Europamessen Der er ansøgningsfrist for Europæiske projekter på Højskolerne mandag den 21. september. Højskoler kan søge til fx debatarrangementer og gadeaktiviteter. Man kan overveje at bruge den europæiske sprogdag fredag den 25. september som omdrejningspunkt og måske søge om at deltage med en gruppe elever i EU-Nævnets Europamesse på Københavns Universitet samme dag. Aktiviteterne støttes med midler fra EU-Nævnet.

Retningslinjerne kan findes på www.ffd.dk/europa.

Europæisk Kulturmødetræf Elever på højskolernes lange efterårshold, danske som udenlandske, inviteres til IPC i Helsingør den 23-25. oktober, til årets store kulturmødetræf. Vores overordnede tema bliver klimaet, og vi vil følge op på Højskolernes klimaprojekt COme 2gethers resultat, ”7 promises”. Det er dog slet ingen betingelse, at eleverne - eller de skoler, de kommer fra - har deltaget i COme 2gether. Prisen for deltagelse bliver 170,-, og det vil være muligt at søge om rejserefusion. Træffet er støttet af EU-nævnet.

Program: www.ffd.dk/europa. Læs mere på www.come2gether.com Denne side redigeres af FFD

Foreningens kalender

B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

AU DET TEOLOGISKE FAKULTET AARHUS UNIVERSITET

NYT OM TEOLOGI OG RELIGION Velkommen til et godt miljø på Aarhus Universitet. Vi lægger vægt på at være et levende sted med gode faciliteter, engagerende undervisning og spændende arrangementer.

NYT BesøgTEO - besøg os med dit højskolehold, og få den nyeste forskning serveret ganske gratis. Se mere på:

teo.au.dk/skoler

16. september

24. september

Foredrag v/ Marianne Q. Fibiger.

Filmvisning og paneldiskussion med instruktør Daniela Swarowsky.

Gudinder – hvor er de henne i forskningen?

18. september Fakultetets årsfest.

ARRANGEMENTER 24. september 16. September

Om hor og andre åndelige sager.

Tiltrædelsesforelæsning v/ professor Per Ingesman.

Søren Kierkegaard og Bibelen: Hvorfor gendigter Kierkegaard de bibelske ÞHVSFS

Messages from Paradise.

5. oktober Grundtvig Centeret afholder åbningskonference i København.

Se mere på:

grundtvigcenteret.dk

Foredrag v/ Iben Damgaard.

Det Teologiske Fakultet i Århus er Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer på www.teo.au.dk september 2009