Højskolebladet Februar 2012

februar 2012

s. 1

siden 1876

Sundhedsdiktaturet Lone Frank om vores geners betydning for sundheden

Udbrændte lærere Er højskolernes arbejdsmiljø sundhedsskadeligt?

Fra opgør til besindelse Højskolen skal tilbage til ’undren’ og ’livsduelighed’

juli 2011

s. 2

siden 1876

Få højskolen ind ad brevsprækken hver måned Tegn årsabonnement eller giv det til én, der sætter pris på debat og dagsordensættende journalistik. 11 numre: 499,- (Studerende 299,-) www.hojskolebladet.dk / tlf. 3336 4047

februar 2012

INDHOLD februar 2012

s. 4 Leder Bevægelse på stedet s. 5 Nyhed Sundhed er ikke bare sund

En sundhed med mening, tak - Højskolelever sover lidt og drikker meget. Alligevel bliver de sundere mennesker

s. 6 Tidsånden kort Hot & not v. Jes Fabricius Møller s. 7 Ret ryggen og tal sandhed Indspark v. Ove Korsgaard s. 8 s. 12

Vi er alle fyldt med fejl

s. 18 Bøger Liv og nød

- Interview med Lone Frank

s. 20 Foto Det bedste fra Das Büro HØJSKOLE s. 22 Højskolen kort s. 24 Brændte lærere skyr ilden Er højskolens arbejdsmiljø sunhedsskadelig? s. 26 s. 28 Debat og kommentarer Fra opgør til besindelse s. 30 Navne

Ud i lyset “Den moderne højskole er ikke længere en kulturel smeltedigel, hvor alle samfundslag mødes under samme idé om harpens kraft.”

– aske birkelund erbs / andreas ullum kristensen

februar 2012

s. 3

debat Leder

s. 4

kolofon 01/februar 2012. 137. årgang

Bevægelse på stedet Andreas Harbsmeier og Sara Peuron-Berg Redaktører

det såkaldte sundhedsdikatur har længe været en realitet.

Fyldte fitnesscentre med motionscyklen som det lidt triste billede på sam- fundets krav om at forebygge sygdom og tidlig død ved at trampe i pedalerne: Man cykler og cykler, men kommer ingen vegne. Alternativet til en tidlig død er stilstand.

Helt så firkantet forholder det sig selvfølgelig og heldigvis ikke. Man kan udmærket leve et langt og godt liv uden at have sat sine fødder i et fitnesscenter, lige så vel som man kan rammes af dødelige sygdomme, bedst som man tramper af sted i pedalerne. Pointen her er ikke, at der er noget galt med en sund livsstil, men at den ikke kan reduceres til et spørgsmål om at holde kroppen fri for bakterier. Hvilket forresten hverken kan lade sig gøre eller er sundt. Det er ikke så enkelt som sund modsat syg. Og hvis samfundet kun fokuserer på sundheden som cykelturens mål, kan det have den helt modsatte virkning.

Det smalle sundhedsbegreb, der dikterer sund kost, ingen rygning og alkohol og masser af motion, bør suppleres med nye dimensioner, så vi får en bredere forståelse af sundhed. Det er udgangspunktet for en ny undersøgelse lavet af DPU, der er omtalt inde i bladet. Den viser, at højskolerne generelt har en ganske nuanceret opfattelse af sundhed, der ikke blot handler om forebyggelse af sygdom, men også har at gøre med noget så vidtløftigt som fællesskab – og måske sågar ånd. Den viser også, at de fleste højskoler, også dem, hvis elevgrundlag primært er mennesker, der på den ene eller den anden måde døjer med fysiske eller psykiske problemer, ser det som deres fornemmeste opgave at give eleverne de bedst mulige betingelser for et godt liv i bred forstand. Så kommer den smalle sundhed i anden ombæring.

Målet kan ikke være motion, sund kost eller ingen alkohol i sig selv. Det bliver til bevægelse på stedet. Men ganske enkelt et bedre liv.

»

Fyldte fitnesscentre med motionscyklen står som det lidt triste billede på samfundets krav om at forebygge sygdom og tidlig død ved at trampe i pedalerne: Man cykler og cykler, men kommer ingen vegne.

udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf. 3336 4047 Sara Peuron-Berg Tlf. 3336 4267 Amalie Vorting Kristensen redaktionsgruppe Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Ane Kollerup Uffe Strandby Neal Ashley Conrad Mette Bock Jonas Møller Ida Ebbensgaard Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Johannes Henriksen Sara Peuron-Berg Amalie Vorting Kristensen Andreas Harbsmeier Kat. Sekjær korrektur Sofie Vestergaard Jørgensen abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 7027 1155 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forside Fra LykkeligUlykkelig Foto: Henrik Bjerring tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com udgivelsesplan for 2012: #2: 23. februar #3: 29. marts #4: 26. april #5: 31. maj #6: 28. juni #7: 26. juli #8: 30. august #9: 27. september #10: 25. oktober #11: 29. november Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

februar 2012

tendens Nyhed

Sundhed er ikke bare sund FORSKNING Ikke kun vægt og rygning har indflydelse på din risiko for sygdomme. Nye resultater peger på, at gode relationer øger din sundhed.

Vi skal tale om sundhed på en ny måde af sara peuron-berg. foto ulrik jantzen

et nyt forskningsprojekt peger på, at sundhed ikke bare hand ler om kost, rygning, alkohol og motion, som vi altid hører om.

Foreløbige resultater viser, at gode venskaber gør dig sundere og mindre modtagelig over for sygdomme. Og derfor skal vi tale om sundhed i en ny retorik.

Sundhed bliver i dag primært defineret ved begrebet KRAM, der står for kost, rygning, alkohol og motion.

Men en igangværende undersøgelse på Institut for Folkesundhed peger overraskende på, at gode venskaber gør dig sundere. Det er ph.d.-studerende Alice Jessie Clark, der løfter sløret for de foreløbige resultater til Videnskab.dk.

Hun har undersøgt ca. 9000 personer for bl.a., hvad deres relationer til andre mennesker betyder for udviklingen af sygdomme som KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesyndrom). Uafhængigt af deres rygevaner. Og resultaterne er overraskende. De personer, der ikke selv mente at have en fortrolig i deres liv, havde dobbelt så stor risiko for at udvikle KOL. Og den var ca. 2,5 gange større for mænd.

Forklaringen kan være, at hvis vi ikke har nogen at dele vores bekymringer med, bliver vi mere stressede, hvilket yderligere nedsætter kroppens forsvar mod sygdomme. Fysisk sundhed kan altså ikke undersøges isoleret. sundhed og det gode liv Det er en klar tendens i den nyere sundhedsforskning, at der bliver set kritisk på, hvordan sundhed defineres, også uden for den dominerende sund-

»

Fysisk sundhed kan altså ikke undersøges isoleret.

heds- og velfærdspolitik. Nanna MikMeyer, leder af Center for Health Management på CBS, forsker i sundhed og politik, og hun påpeger, at sundhed i dag er forbundet med det gode liv, der dog ikke kan afgøres entydigt. ”Selve sundhedsbegrebet er meget ubestemmeligt,” udtaler Nanna MikMeyer og mener, at vi skal være meget forsigtige, når vi tager et begreb som sundhed og gør det til et selvfølgeligt gode. ”Hvis vi laver en entydig kobling mellem sundhed og det gode liv, som vi gør i dag, så er vi med til at reproducere og forstærke en kollektiv forestilling om, at folk, der er usunde, også har et dårligt liv.” Det er sundhedens ’naturlige’ kobling til det gode liv, der er problematisk, ifølge forskeren.

Et medicinsk forankret sundhedsbegreb som fx KRAM og den type udmeldinger, der kommer fra ministerier og tænketanke, repræsenterer primært

de veluddannedes værdier og normer.

Derved forstærker denne definition af sundhed en klasseopdeling, mener Nanna Mik-Meyer. ”KRAM beskriver især en livsstil, som de dårligst stillede ikke kan leve op til. De lever det usunde liv og dermed det dårlige liv. Når sundhed sættes lig med et godt liv, skaber man samtidig en stigmatisering af visse grupper i samfundet. Fordi sundhed i dag ikke kan løsrives fra forestillinger om, hvem der lever det gode liv, og hvem der ikke gør, så skal vi være meget påpasselige med ethvert sundhedsindgreb fra statens side, da disse indgreb pr. automatik bunder i noget så uklart som det gode liv,” afslutter Nanna Mik-Meyer.

En mere nuanceret måde at tale om sundhed på kan forhåbentlig resultere i, at den kendte ligning: tyk = usund = ulykkelig kan blive ændret.

s. 5

debat Tidsånden kort

s. 6

Hot & not

af jes fabricius møller, lektor

»

Jeg har det med grundigt journalistisk håndværk, som Gandhi havde det med den vestlige civilisation: Jeg mener, at det ville være en glimrende idé.

februar 2012

HOT

NOT

jan gintberg Han er sgu’ mere bonderøv end ham fra Bonderøven.

casper christensen Det er ikke nok at være lummer for at være sjov, Casper. Man skal også være sjov.

suppe om vinteren Hemmeligheden er pastinak. OK, så er det ingen hemmelighed længere, men det smager godt. journalistik Jeg har det med grundigt journalistisk håndværk, som Gandhi havde det med den vestlige civilisation: Jeg mener, at det ville være en glimrende idé. fedtskat Tænk, hvis man også kunne belægge selvfedme med en punktafgift. fm-radio En velprøvet teknologi, der fungerer overalt. Så er det jo klart, at den skal afskaffes.

løvblæser En almindelig løvrive tilsat dovenskab, støjgener samt partikel- og CO2udslip. klummer Præcis hvornår blev det så interessant, hvad journalister føler, mener og oplever? Lad læserne om at skrive læserbreve. kønskvotering Hvis diskrimination var problemet til at begynde med, skulle man måske vælge en anden løsning. dab-radio En eller anden har besluttet, at bilister ikke har godt af at høre P2 i dagtimerne.

debat HB’s kommentatorpanel

Denne måned: Ove Korsgaard (f. 1942) Professor på Institut for Pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).

Rasmus Kjær

Hans Hauge

Ret ryggen og tal sandhed INDSPARK At bowle alene bidrager muligvis til at fjerne hængemaver, men ikke til at frembringe social kapital. Sandhed er den vigtigste kilde til sundhed Fastelavnsmandag den 25. februar 1884 blev der afholdt en gymnastikfest på Vallekilde Højskole, der skulle gå over i historien. Mens en 700-800 mennesker sang Hostrups nye sang ”Vi fik ej under tidernes tryk, et bøjet mod, en ludende ryg” marcherede 56 mandlige elever ind i det nye øvelseshus under ledelse af højskolelærer N.H. Rasmussen.

Med den svenske gymnastiks indtog blev gymnastikken for alvor inddraget i højskolens arbejde på at udvikle en sund ungdom. Denne gymnastik skulle, som skolens forstander Ernst Trier formulerede det i sin tale, befri mennesker ”for den hænge-mave, der kun alt for meget synes at tynge mennesket nedad”. Gymnastikken skulle imidlertid mere end fjerne hængemaver, den skulle også være

sund i en mere omfattende betydning.

En gymnastisk bevægelse skulle ikke kun være funktionel i kropshygiejnisk forstand, den skulle også have æstetisk form og social betydning. Ved at forme bevægelserne æstetisk var det nemlig ikke kun legemets, men også sjælens behov, der blev tilgodeset. At smukke bevægelser nærer sindet, var en bærende tankegang i højskolernes arbejde med gymnastik.

Den svenske gymnastik var ikke en individuel idræt, men en holdidræt, hvilket blev tillagt stor betydning.

Dermed blev den enkelte gymnasts forhold til holdet et centralt omdrejningspunkt. Gymnastikholdet blev et billede på et folkeligt-demokratisk samfund, hvor det enkelte individ indordnede egne interesser under helheden. Denne følelse af, at ens handlinger var afgørende, kaldte på en ny form for subjektivitet og selvbevidsthed. Den disciplinering af kroppen, som gymnastikken bidrog til, hænger sikkert sammen med udvikling af et folkeligt-demokratisk samfund.

Demokratiets og folkelighedens ’bagside’, den nødvendige selvdisciplinering, lå så at sige indlejret i den form for individualitet, som den svenske gymnastik var med til at frembringe.

Den svenske gymnastik var uden tvivl med til at producere det, som i dag kaldes social kapital. Jeg hævder dermed, at der er en forbindelse mellem sundhed i mere omfattende

betydning og social kapital. Hvorvidt der i nutidens samfund produceres tilstrækkelig ny social kapital, eller der tæres på kapitalen, er genstand for stor forskningsmæssig interesse. Den amerikanske sociolog og filosof Robert Putnam har undersøgt niveauet af social kapital i både Italien og USA. Resultaterne fra undersøgelsen i USA publicerede han i en artikel fra 1995 med titlen ”Bowling Alone: America’s Declining Social Capital” og derefter i en bog fra 2000. Titlen indikerer følgende: At bowle alene bidrager muligvis til at fjerne hængemaver, men ikke til at frembringe social kapital.

Lad mig til sidst vende tilbage til højskolens forsøg på at fastholde et dobbelt sundhedsbegreb, der knytter en forbindelse mellem kropslig sundhed og sundhed i mere omfattende betydning. N.H. Rasmussen, der som nævnt introducerede den svenske gymnastik på Vallekilde Højskole i 1884, rejste senere til København, hvor han byggede gymnastikhuset på Vodroffsvej. Over indgangsdøren fik han hugget et manende motto: ”Ret ryggen og tal sandhed”. Det var hans måde at markere, at gymnastikken både skulle bidrage til en ret ryg og en rank holdning. Med mottoet siger H.N. Rasmussen med andre ord, at der er en forbindelse mellem sundhed og sandhed – ja, vel i virkeligheden, at sandhed i sidste instans er den vigtigste kilde til sundhed.

s.s.77

tendens Meningsfuld sundhed

En sundhed med

s. 8

Polfoto

TENDENS Højskolelever sover lidt og drikker meget. Alligevel bliver de sundere mennesker. Det gør de i kraft af fællesskabet, konkluderer en ny undersøgelse af højskolernes forhold til sundhed af andreas harbsmeier

februar 2012

mening, tak for et par år siden fortalte forfatteren lise nørgaard i en tv-udsendelse om sin mor, der levede en temmelig asketisk tilværelse uden at lade sig friste af nydelser af nogen art. Moderen blev 98 år og så efter sigende forrygende ud til det sidste. Ikke et liv med de store armbevægelser, men et langt liv. Det lignede et godt argument for det sunde liv.

Skulle man tro. Men Nørgaard fortalte så også historien om moderens søster, der som noget nær den rene modsætning mere eller mindre permanent trak vejret gennem en cerut og gladeligt tog for sig at de våde varer. Det påfaldende var, at denne søster også blev 98 og angiveligt var en ganske attraktiv størrelse til det sidste.

De fleste kender sådanne historier, og de bruges gerne af rygere og andet godtfolk som et værn mod diverse kampagner fra Sundhedsstyrelsen eller Kræftens bekæmpelse.

For sundhed opfattes i dag primært som et spørgsmål om at undgå sygdom.

Vejen dertil går gennem motion, rigtig kost, nul cigaretter, nul alkohol. Her handler det nemlig om at forblive sund, så man som borger er tilgængelig for arbejdsmarkedet hele tiden og så længe som muligt. Flere forskere har dog peget på, at den entydige fokus på den fysiske sundhed fra officielt hold ofte har lige nøjagtig den modsatte effekt. Derfor tales der ofte om et sundhedstyranni. Den fysiske sundhed kan ikke være et mål i sig selv. Alligevel er det en almindeligt udbredt forestilling, at sundhed er af det gode, samtidig med, at der tilsyneladende ikke findes en bred diskussion af, hvad sundhed i grunden er. Er sundhed det gode liv, eller er det kun et spørgsmål om forebyggelse af fysiske og psykiske skavanker?

s. 9

ny undersøgelse Karen Wistoft, der er lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Århus Universitet, er ved at lægge sidste hånd på en større undersøgelse af højskolefællesskabets forhold til sundhedsbegrebet.

Undersøgelsen har til formål at indfange nogle af de sundhedsfaktorer, som ikke rummes af det smalle sundhedsbegreb, der gør sig gældende på andre uddannelsesinstitutioner, eksempelvis i Folkeskolen. Her handler det om, at børnene skal bevæge sig, de må ikke blive for tykke og ikke spise

»

Højskolerne er suverænt gode til at arbejde med pædagogiske praksisser, der ikke er styret af politiske eller moralske dagsordener.

- karen wistoft, lektor.

for meget fedt og så videre. Men hvordan de har det med sig selv, er ikke det, man laver sundhedsindsatser i forhold til.

Karen Wistoft forklarer, at man med undersøgelse vil forsøge at finde frem til ”et sundhedsbegreb, som ikke kun handler om at undgå sygdom, men også om at leve et godt liv i fællesskab med andre”. ”Kan vi finde fællesskaber, hvor man får oplevelsen af at leve et godt liv. Og kan man overhovedet

tendens Meningsfuld sundhed

s. 10

Undersøgelsen - om højskolefællesskab og sundhed er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, hvor 62 højskoleforstandere har besvaret spørgsmål om og kommenteret på højskolefællesskabets betydning for elevers/kursisters sundhed, samt interviews med fem højskoleforstandere udvalgt på baggrund af deres besvarelser af spørgeskemaerne. Desuden otte fokusgruppeinterviews med tre til fire lærere og elever/kursister på hver af disse fem højskoler.

I forlængelse af undersøgelsen afholdes et heldagsseminar om ’mening med (mental) sundhed set i relation til positiv psykologiske ideologier’ på DPU den 16. marts, hvor blandt andre Lisbeth Trinskjær fra Ubberup Højskole er indbudt som oplægsholder.

»

Min oplevelse er nok bare den, at dem der går mest op i sundhed i virkeligheden har nogle røvdårlige liv.

- højskoleforstander

februar 2012

tolke det som et sundt liv?,” spørger hun retorisk.

Spørgsmålet er altså, om fællesskab kan føre til et sundere liv? Ifølge undersøgelsen er det i høj grad tilfældet.

Tre fjerdedele af højskolerne svarer, at højskolen, ”via fællesskabet og højskoleånden giver ny mening og dermed også mulighed for at revidere en traditionel (fysisk) sundhedsopfattelse.”

Og mere end halvdelen af højskolerne svarer, at højskolens fællesskab giver anledning til, at elever og lærere oplever at leve et sundere liv.

Det peger i retning af, at de fleste skoler opfatter sundhed som noget mere og andet end blot fysisk sundhed.

Sundhed i højskolens regi beskrives af mere end tre ud af fire højskoleforstandere som sundhed i form af sund kost, som sundhed via fællesskab og højskoleånd og som værende muligt via gode rammer for fysisk udfoldelse.

Ca. 60 procent af forstanderne vurderer, at højskolerne bibringer eleverne et sundere liv. Langt de fleste tilføjer dog uddybende kommentarer, hvor de ligesom de mange der svarer ”ved ikke” præciserer, at det er mere komplekst end som så. Mangel på søvn og et stort alkoholforbrug trækker i den anden retning. Og det er jo som bekendt udbredte fænomener i højskolelivet. store forskelle Overordnet falder højskolernes forhold til sundhed ifølge undersøgelsen i tre kategorier. De, der har en overvejende positiv holdning til sundhedsbegrebet; de, der har en negativ holdning til sundhed og de, der har en neutral holdning.

Blandt de skoler, der har et positivt forhold til sundhed, finder man ikke overraskende de såkaldte livsstilshøjskoler. ”Man bliver ikke lykkelig af at tabe sig, men man taber sig, når man er lykkelig, er udgangspunktet for den gruppe,” forklarer Karen Wistoft. De

skoler er optaget af at eleverne får lagt deres liv om. Men det er fællesskabet, der kommer først. ”Det er højskoler, hvor man arbejder helt bevidst med skabe vendepunkter i folks liv. Hvor man bruger fællesskabet til at skabe et sundere liv for den enkelte,” fortæller hun videre.

»

Højskolepædagogikken abonnerer på nogle andre pædagogiske idealer, som gør, at dem der arbejder med sundhed får nogle andre resultater, end dem, man ser i samfundet.

- karen wistoft, lektor.

De skoler, der har et negativt forhold til sundhed, betragter samtidig sundhed som et smalt sygdomsforebyggende begreb, der udelukkende tjener til at effektivisere mennesker ind i konkurrencesamfundet. ”Vi har elever, der i den grad trænger til at få rystet noget af deres fokus på sundhed af sig, så de kan få et mere rigt og facetteret liv,” siger en forstander blandt andet i undersøgelsen. ”Min oplevelse er nok bare den, at de, der går mest op i sundhed, i virkeligheden har nogle røvdårlige liv,” lyder det også meget direkte fra samme forstander. ”De skoler, der har et negativt forhold til sundhed, ser det som højskolens fornemmeste opgave at befri eleverne fra samfundets sundhedsregi-

s. 11

me. De skal komme her og drikke som de vil, motionere som de vil og dannes til frie mennesker,” forklarer Karen Wistoft. ”I virkeligheden lærer de deres elever at sige nej tak. De lærer dem ikke at underlægge sig de dominerende præstationskrav.”

På de skoler, der i undersøgelsen betegnes som neutrale, føler man sig ikke forpligtede til at forholde sig til sundhed. ”Disse skoler føler sig lidt ophøjede.

De behøver ikke tage sundhedsbegrebet ad notam. De er politiske, de er musiske, de er filosofiske. De er en smule hævede over det, som resten af samfundet er optaget af – noget så simpelt som sundhed. Det viser sig så, at de højskoler alligevel er optaget af god mad, smukke omgivelser og god omgangstone. Men selve spørgsmålet om sundhed behøver de ikke at have noget med at gøre. De er neutrale på en lidt ophøjet måde,” fortæller Karen Wistoft.

Fælles for de tre tilgange til sundhed er dog, at sundhed aldrig må være et moraliserende præstationskrav til den enkelte.

højskolepædagogikken som ideal Undersøgelsen viser dog, at langt de fleste højskoler arbejder med et temmelig nuanceret sundhedsbegreb. I udgangspunktet er ”fællesskab andet end sundhed. Det er dybest set også at prøve noget usundt, hvilket eleverne gør, fordi det også skaber fællesskab, fx byture, videoaftener med slik etc.,” som en forstander forklarer. ”Jeg mener, at sundhed det er noget fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt. Og det bliver kombineret her.

Og jeg mener, at hvis man skal have det godt, hvis man skal have sundhed, så skal man afbalancere på alle planer,” siger en elev desuden i undersøgelsen.

Karen Wistoft uddyber: ”Alle steder siger eleverne, at de tør være

Hvad vil sundhed i højskolens regi sige?

Højskolen har intet med sundhed at gøre

84,2% 77,2%

75,4%

Højskolen giver mulighed for sundhed i form af sund kost Højskolen giver mulighed for sundhed vis gode rammer for fysisk udfoldelse Højskolen giver mulighed for sundhed via bedre søvn, meditation, afslapning eller tilsvarende

24,6%

Højskolen giver via fælleskabet og højskoleånden ny mening og dermed også mulighed for at revidere en traditionel (fysisk) sundhedsopfattelse

5,3%

sig selv. At de ikke skal præstere for andre, men for dem selv. De er forpligtede over for fællesskabet. De har en betydning for andre, der ikke er båret af præstationskrav - til stor forskel fra det øvrige uddannelsessystem.

Højskolepædagogikken abonnerer på nogle andre pædagogiske idealer, som gør, at dem der arbejder med sundhed får nogle andre resultater, end dem, man ser i samfundet. Det er ikke for at styre andre, men for at lære dem noget. I den forstand er højskolerne meget tro mod deres pædagogik.”

Karen Wistoft ser gode muligheder i at bringe nogle af de erfaringer og pædagogiske praksisser, man har i højskoleregi, ind i andre sammenhænge: ”Højskolerne er suverænt gode til at arbejde med pædagogiske praksisser, der ikke er styret af politiske eller moralske dagsordener.”

Giver højskolens fælleskab anledning til, at lærere og elever oplever at leve et sundere liv?

56,1%

28,1%

15,8%

Ja

Nej

Ved ikke

tendens PortrĂŚtinterview

s. 12

Vi er alle fyldt med

e f jl

februar 2012

s. 13

INTERVIEW Hver dag bringer naturvidenskaben nye erkendelser om genernes betydning for vores sundhed og personlighed. I bogen Mit smukke genom og senest i dokumentarfilmen LykkeligUlykkelig udforsker journalist og forfatter Lone Frank genetikkens indsigter, men hovedparten af danskerne vil hellere kigge den anden vej af johannes henriksen foto thomas roger henrichsen, rene sascha johannsen

”genetisk er vi alle fejlbehæf- tede, og før eller siden dør vi af de fejl.” Når journalist og forfatter Lone Frank taler om sundhed og genetik, er det lige ud af posen.

Ikke så meget pis. For hende er mennesket ikke et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, men først og sidst en biologisk organisme. Ganske vist en interessant en af slagsen. Men ikke desto mindre en organisme. Og ifølge hende er det på høje tid, at vi begynder at forholde os til det faktum.

Hendes opråb til de sundhedsfikserede danskere lyder derfor i al sin enkelhed: ”Kig på dine gener og se, hvor meget skidt, der egentlig er. Du kan æde så mange gulerødder, du vil, og løbe alverdens maratonløb, du bliver alligevel syg og dør.”

Sådan. Så kan vi lære det. Problemet er bare, at det vil vi helst ikke. Det hænger ifølge Lone Frank tæt sammen

med, at de moderne danske sundhedsapostle og deres disciple konsekvent nægter at se deres egen dødelighed i øjnene. Engang var det en klassisk dyd at erkende sin dødelighed. På latin memento mori. Husk du skal dø. I dag er det tabu. ”Der er en slags tro på, at man med kostplaner, gode søvnrytmer og den rituelle lidelse på løbebåndet, kan undgå at blive et skravl på et tidspunkt. Og det kan da godt være, man kan få nogle år i den anden ende, men man kan også risikere at få Alzheimers. Og der er ikke en skid at gøre ved det,” siger Lone Frank. hvad generne fortæller Det lyder alt sammen en kende deprimerende. Men Lone Frank formidler sine pointer med en energi og entusiasme, som får de barske erkendelser til at lyde som lykkelige vilkår. En

tendens Portrætinterview

s. 14

Lone Frank Født 1966. Forfatter og videnskabsjournalist med en baggrund som forsker og ph.d. i neurobiologi.

Fast tilknyttet Weekendavisen og kendt som en markant debattør og meningsdanner i forhold til sundhed, medicin, teknologi og etik.

Har desuden skrevet artikler til flere førende udenlandske tidsskrifter som Science og Nature Biotechnology.

I 2007 var hun vært på programserien “Videnskab, der udfordrer” og i 2008 på “Hulemanden i det moderne menneske”. I 2011 lavede hun programrækken ”Videnskab på kanten”. Alle for DR2.

Hun har udgivet bøgerne Det nye liv (2004), Klonede Tigre (2005), Den femte revolution (2007) og Mit smukke genom (2010).

Instruktør Henrik Bjerring har lavet dokumentarfilmen LykkeligUlykkelig (2011) om Lone Franks jagt på den lunefulde lykke.

Hun har modtaget Svend Bergsøes Fonds Formidlerpris, Fremtidsprisen samt Dansk Forfatterforenings faglitterære pris.

februar 2012

formidlingsevne, som har gjort hende til en internationalt efterspurgt videnskabsjournalist, hvis bøger er oversat til talrige sprog.

Denne fredag i december er hun ved at lægge sidste hånd på en artikel om intelligens til Weekendavisens juleudgave. Tidligere på formiddagen har hun været en tur på Rigshospitalet til en af de mange ’forbandede’ kontroller for brystkræft. Det er også den sygdom, hun selv regner med at dø af en skønne dag. Formentlig i en ikke alt for høj alder. Nok omkring de 70, måske lidt før. Men det er også mere end rigeligt, hvis hun selv skal sige det.

Men indtil videre står den på forbandede kontroller, som ganske vist er selvvalgte og en del af fortællingen om Lone Frank. En fortælling, hun selv har udfoldet i den originale selvanalyse i bogen Mit smukke genom – historier fra genetikkens overdrev, som udkom i 2010.

I bogen sætter Lone Frank sig for at finde ud af, præcis hvad hendes genetiske arvemasse fortæller om hende. Og det er ikke så lidt. ”Jeg har meget høj risiko for tarmkræft og for lungekræft, men da jeg ikke ryger, er den risiko stort set nede på normal igen. Så har jeg meget høj risiko for hudkræft, men det er ikke så alvorlig en sygdom. Derudover er der ikke det store. Jo, brystkræft selvfølgelig, som både min mor og mormor døde af meget tidligt. Det giver en forhøjet risiko, selvom de ikke kunne finde dispositioner for det i mine gener,” siger Lone Frank.

Men hvad stiller man så op med den viden, er det nærliggende spørgsmål.

Farer man forvildet rundt for at undgå alt, der bare minder om kræft, eller taber man modet og lysten til at leve videre? Er den konkrete viden om sygdomsrisici og sandsynlige dødsårsager foruroligende eller beroligende? For Lone Frank har den nye viden ført til en afklaring, som hun nødigt ville være foruden.

”Indimellem kan man jo godt gå og føle sig som et åndeligt væsen og glemme, at man er et stykke biologi.

Men her får man et meget konkret indblik i sine biologiske begrænsninger, og hvad man har fået med i madkassen fra mor og far,” siger hun.

Og selvom man i sagens natur har fået sine gener fra sine forældre, så kan man ifølge Lone Frank roligt lade sine forældre få fred for skyld i egne dårligdomme. Genetisk er man nemlig først og sidst sig selv. ”De fleste forældre tror, at det er enormt afgørende, hvilken skole deres børn kommer i, og de kan være ved at gå til af ængstelse, hvis de har gjort et eller andet, der falder uden for normerne for god børneopdragelse. Det betyder bare ikke særlig meget. Derfor kan man heller ikke bebrejde sine forældre ret meget. Man er simpelthen nødt til at tage tøjlerne selv,” siger Lone Frank.

Af samme grund er hendes anliggende, i al beskedenhed, intet mindre end et opgør med hele den freudianske tankegang, der dominerede det 20. århundredes menneskesyn, og som fortsat er stærkt indlejret i kulturen.

Og som blandt andet hævder, at det enkelte menneskes personlighed i overvejende grad er et produkt af oplevelser i den tidlige barndom og forholdet til forældrene. Ifølge Lone Frank er det slet og ret noget sludder. ”Genetikken fortæller os, at langt det meste af, hvad vores forældre har gjort i vores opdragelse, i virkeligheden er ret betydningsløst for vores personlighed og psykologiske udvikling. Men selvom videnskaben nu har påpeget det i mere end 15 år, så er det de færreste psykologer, som tager den viden ind”, påpeger hun. den kemiske balance For ham Freud, ’han er eddermame svær at få smidt ud’. Det har Lone Frank måttet erkende utallige gange,

når hun har argumenteret for sammenhængen mellem arvemasse og personlighed. Adfærdsgenetikken, som forskningsområdet kaldes, er da også fortsat meget omstridt herhjemme, men i USA er det et hastigt voksende felt, som der hvert år pumpes milliarder af dollars i.

For en ting er jo at få viden om, hvilke sygdomme, man eventuelt en dag kan rende ind i. En anden ting er at få viden om sin personlighed her og nu. Er man særligt udsat for stress?

Har man anlæg for depression? Er man disponeret for angst? For Lone Frank er adfærdsgenetikken særligt interessant, fordi stort set hele hendes familie har haft svære psykiske lidelser.

Resultatet af hendes undersøgelser var på en gang nedslående og opløftende. På den ene side havde hun stort set alle de kendte genetiske varianter, som disponerer for angst, depression og stressfølsomhed. Med flere depressioner i sit eget liv kom det heller ikke som den helt store overraskelse for hende. Alligevel var der også noget opbyggeligt ved at få den viden sort på hvidt. Blandt andet fordi depressionerne så ikke handlede om, at hun ikke kunne finde ud af sit liv. ”Dertil kommer så, at når man ser nærmere på, hvorfor den slags genetiske varianter overhovedet overlever, hænger det jo blandt andet sammen med, at de også har nogle fordele. Eksempelvis vil folk, der har en neurotisk og sensitiv personlighed, typisk også have mere omtanke og være langt mere sanselige end mere robuste personlighedstyper,” siger Lone Frank.

Hun påpeger, at de nye erkendelser, som følger af indsigt i sin egen arvemasse, ikke nødvendigvis ændrer på den subjektive fornemmelse af fx en depression. Men den kan derimod ændre på, hvordan man forholder sig til sig selv. ”Det betyder jo noget, når man ved, at en depression hænger sammen

med lavt serotonin-niveau, og at det forholdsvis enkelt kan helbredes ved hjælp af piller, der genopretter den kemiske balance i hjernen. Samtidig skal man huske på, at hvis man er født med en meget depressiv og neurotisk personlighed, så får man altså heller aldrig bare sådan en stjerneglad personlighed,” siger Lone Frank.

Den største udfordring i den forbindelse er ifølge hende, at mange danskere stadig mener, at lykkepiller er at springe over, hvor gærdet er lavest. At depression er noget, man skal arbejde sig igennem. ”Det er sådan en indgroet, gammel protestantisk holdning herhjemme, hvor du helst skal piske dig igennem livets tilskikkelser. Hvis ikke du arbejder hårdt for at nå til målet, så bliver der ikke nogen belønning på den anden side.” sundhed som den moderne religion Den protestantiske moral bringer os tilbage til den danske sundhedsdebat.

For ifølge Lone Frank går mange af religionens kendetegn igen i vores opfattelse af, hvad sundhed er. De 10 bud er blevet erstattet med 10 gode kostråd, Coweys syv gode vaner, og hvad det nu ellers hedder. Efter at det moderne menneske har mistet troen på det evige liv, handler det om at få det maksimale ud af livet her og nu, koste hvad det vil. ”Den der tvangsmæssige tanke om at holde kroppen sund for enhver pris, fordi den for alt i verden ikke må blive syg, er faktisk lidt ubehagelig. Og hvorfor er det lige, at det er kadaveret, vi lægger så meget prestige og arbejde i? Hvorfor er det ikke det mellem ørerne, det handler om?”, spørger Lone Frank.

Hun er samtidig bevidst om risikoen for, at også genetikken bliver spændt for sundhedsapostlenes vogn. ”I bund og grund er det jo menne-

»

Den der tvangsmæssige tanke om at holde kroppen sund for enhver pris, fordi den for alt i verden ikke må blive syg, er faktisk lidt ubehagelig.

Og hvorfor er det lige, at det er kadaveret, vi lægger så meget prestige og arbejde i? Hvorfor er det ikke det mellem ørerne, det handler om?

s. 15

tendens Portrætinterview

s. 16

skets længsel efter det evige liv, som sikrer, at der hele tiden tilføres enorme summer til medicinsk og biologisk forskning. Og hvis vi ikke kan få det evige liv, vil vi subsidiært være sunde indtil den dag, kadaveret simpelthen ikke kan længere.”

Men i virkeligheden er det netop den firkantede sondring mellem syg og sund, den er gal med. Ifølge Lone Frank er det nemlig en alt for instrumentel og medicinsk tilgang til menneskets sundhed, som i bund og grund er uvidenskabelig. ”I biologien giver det ikke mening at skelne mellem at være henholdsvis syg eller sund. Der findes jo bare en masse biologiske variationer. Nogle variationer, fx ADHD eller Asperger, er så bare ikke særligt hensigtsmæssige i det, vi kalder det normale samfund, så derfor giver vi dem en diagnose. Men det er bare en meget usmidig tilgang til den menneskelige kompleksitet,” påpeger Lone Frank.

Den eneste vej ud af den blindgyde, hvor alle bare går og venter på en diagnose, er at slå et slag for den naturvidenskabelige dannelse, påpeger hun.

Men hun gør samtidig opmærksom på, at det er op ad bakke i Grundtvigs gamle fædreland, hvor naturvidenskaben længe har stået i et lidt fordækt

februar 2012

»

Men faktisk er diskussionen om genetik og biologi også en diskussion om menneskesyn.

Men fordommen om, at naturvidenskabelige emner er forbeholdt gadget- og tekniknørder, er meget udbredt herhjemme, og det har den konsekvens, at størstedelen af danskerne kun er halvt dannede. Det burde faktisk være en oplagt opgave for højskolerne at råde bod på det.

skær. Den rationelle og videnskabelige side af dansk debat og videns-kultur er simpelthen ikke særlig udviklet, hævder Lone Frank. ”Men faktisk er diskussionen om genetik og biologi også en diskussion om menneskesyn. Men fordommen om, at naturvidenskabelige emner er forbeholdt gadget- og tekniknørder, er meget udbredt herhjemme, og det har den konsekvens, at størstedelen af danskerne kun er halvt dannede. Det burde faktisk være en oplagt opgave for højskolerne at råde bod på det.”

Informationsmedarbejder søges til Nordfyns Folkehøjskole

film og baggrund:

træernes betydning for klima og mennesker s. 17

Nordfyns Folkehøjskole er en linjehøjskole med fokus på faglighed og stor mangfoldighed. Læs mere på www.nfhs.dk Hvem er du?

Uddannet inden for kommunikation/layout eller anden tilsvarende uddannelse.

Arbejdsopgaver: ¥ Udarbejdelse af PR-strategi for skolen i samarbejde med bl.a. relevante teams. Herunder afdækning af nye muligheder for PR og elevrekruttering. ¥ Udarbejdelse og opdatering af diverse brochurer og andet PR-materiale. ¥ Opdatering af hjemmeside. ¥ Mange former for informations-, formidlings- og eventopgaver.

Det er vigtigt, at du vil opleve skolens kultur på tæt hold og indgå i et dagligt samarbejde med kontoret.

Kontakt skolen for stillingsbeskrivelse Ansøgningsfrist d. 5. februar 2012

Nordfyns Folkehøjskole

når træerne er væk, eroderer jorden, og regnen falder ikke som tidligere. i det nordlige kenya sulter befolkningen.

TAKING ROOT er filmen om netop afdøde nobelprismodtager Wangari Maathai og hendes kamp for Kenyas træer.

Se TAKING ROOT på Filmstriben eller køb den her: spor@spormedia.dk. pris: 125 kr. (incl.forsendelse) Gratis webbaseret baggrundsmateriale

www.fjernenaboer.dk

Fælledvej 11 - Harritslev - 5400 Bogense - 64813280 - kontor@nfhs.dk - www.nfhs.dk

Overweight people in the world

1 5 4 8 7 4 3 3 Undernourished people in the world

0 9 1 6 2 7 8 3 Global Nutrition and Health students

0 0 0 0 0 0 0 2 2 3

Please apply before March 15, 2012

debat Bøger

s. 18

Live and let die ANMELDELSE Kognition er et humanistisk videnshul. Thomas Wiben Jensen vil udfylde hullet og ser gerne, at det ikke kun er studenterne på akademia, der læser bogen, men også de mere almindeligt interesserede deltagere i samfundsdebatten af lars andreassen, egå ungdoms-højskole

Det er helt klart en skandale, at kognitivismen ikke er en del af pensum i humanistisk videnskabsteori på humaniora. Collin og Køppes grundbog inden for feltet, Humanistisk Videnskabsteori fra 1995, tilføjede i 2003 og 2008 nogle afsnit om konstruktivisme, men nævner kun sporadisk kognitivismen og identificerer ganske håbløst denne med førstegenerationskognitivismen.

Førstegenerationskognitivismen så dagens lys med computervidenskaben i første halvdel af det 20. århundrede; det var den retning, der sagde: ”hjernen er en computer.”

I 1996 slog Kasparov imidlertid computeren Deep Blue i skak, og det gik for alvor op for verden, at den menneskelige hjerne kan noget, maskinerne ikke kan. Det var omtrent 15 år efter, at andengenerationskognitivismen gjorde nogle af sine grundlæggende erkendelser. Andengenerationskognitivismen trak blandt andet på fænomenologiens forestilling om, at kroppen spiller en rolle i den menneskelige erkendelse og tænkning. Og den trak på gestalt- og udviklingspsykologernes idéer om kognitive skemaer.

Andengenerationskognitivismen er en syntetisering af flere vidensdomæner, som har givet anledning til temmelig potente forklaringsmodeller inden for det, vi bredt forstår som menneskelig betydningsdannelse, og som omfatter alt fra udformningen af moralske normer, politiske og religiøse

februar 2012

overbevisninger og brug af metaforer.

Thomas Wiben Jensen forsøger nu at lukke dette humanistiske videnshul med bogen Kognition og Konstruktion.

Og mere til: Han ser gerne, at det ikke kun er de studerende på akademia, der læser bogen, men også den mere almindeligt interesserede deltager i samfundsdebatten. Derfor følger han i borgens fjerde del de to positioners aftryk på kønsdebatten, nyateismen og debatten om multikulturalisme og ytringsfrihed.

Efter bogens anden del, som fremstiller kognitivismens og konstruktivismens forudsætninger og metoder, er der show down i bogens tredje del. Her gennemgår Wiben Jensen de to positioners tilgang til forskellige vidensdomæner som sprog, semantik, diskurs, litteratur, kunst og film, hvor også en mulig mellemposition skitseres. humaniora og nedsmeltningen Siden Anders Fogh Rasmussens ”smagsdommertale” og Helge Sanders ”fra forskning til faktura”-tænkning er det ikke just gået frem for humaniora.

Det kan meget vel skyldes, at humaniora domineres af konstruktivistiske teorier, som nemt fører til den opfattelse, at det ene kan være lige så godt som det andet. Altså relativisme. Og relativisme kan per definition ikke give svar på tiltale.

Wiben Jensen viser dog, at relati-

Kognition og Konstruktion To tendenser i humaniora og den offentlige debat.

Af Thomas Wiben Jensen Forlaget Samfundslitteratur 330 sider, kr. 290,-

visme ikke er en nødvendig følge af konstruktivisme, såvel som konstruktivisme på et vist niveau ikke er uforenelig med kognitivismen. Jeg er ikke den rette til at vurdere Wiben Jensens fremstilling af konstruktivismen, men er den lige så fin, som jeg finder hans fremstilling af kognitivismen, ser jeg ingen problemer.

Forskellen mellem de to positioner består i deres forståelse af menneskets relation til naturen. Kognitivismen mener, at vi i bund og grund er begrænset af naturen. Vores kognitive strukturer definerer vores måde at forstå verden og producere betydning på. Disse kognitive strukturer er dog formet i interaktion med naturen gennem millioner af år.

Herimod mener konstruktivismen, at vi selv skaber virkeligheden, når vi benævner den. For at opretholde sådan et udgangspunkt må den ”sande humanist” – som fx gamle kirkefædre – udelukke dele af virkeligheden fra sit synsfelt. Fx naturen.

Således hedder det hos Collin og Køppe, at humanvidenskaberne ikke

beskæftiger sig med dyr, hvilket i bund og grund betyder, at en sand humanist ikke vil være i stand til at forstå, hvorledes hjernen er opbygget og fungerer sammen med kroppen. Og bedre bliver det ikke, når man læser, at markante konstruktivistiske positioner betvivler et stabilt bånd mellem sprog og virkelighed. I hvert fald kan det ikke undre, at man ikke kunne sætte en garvet politiker som Fogh Rasmussen til vægs.

Jeg vil kalde det en erkendelsesmæssig nedsmeltning.

»

I 1996 slog Kasparov computeren Deep Blue i skak, og det gik for alvor op for verden, at den menneskelige hjerne kan noget, maskinerne ikke kan.

system af forskelle Det er ikke Wiben Jensen, der er kritisk. Det er ikke hans ærinde. Han ønsker en neutral formidling af de dominerende hovedpositioner på humaniora til brug i den videnskabsteoretiske undervisning. Her kan bogen ganske givet bruges, men det kunne også Peer Bundgårds forord til antologien Kognitiv Semiotik fra 2003 (og så pyt med Collin og Køppes mangler). Læser man det – og det har Wiben Jensen gjort – så ved man også, at meget af det, konstruktivismen hævder om kognitivismen, ikke er sandt.

Kognitivismen opererer med kontekst (frame semantics), med forskelle (uden forskelle, ingen tegnsystemer), og med kontingens. Kognitivismens definition af et symbol er netop, at det er tilfældigt, men at dets reference bliver stabil over laaaang tid, og når vi kategoriserer, er det udtryk for kontekstafhængige konstruktioner. Men måden, vi kategoriserer på, er universel.

Wiben Jensen er alt for flink. Der er ingen grund til at bruge tid på konstruktivisme som teori. Fremtiden vil vise, hvad der kan stå, og uden fundament holder den rene konstruktivisme ikke.

Bogkort Frihedens aktuelle tilstand Rune Engelbreth Larsen: Frihed og retfærdighed - arv og aktualitet Forlaget Dana, 208 sider, kr. 298,Vi går fejl af totalitarismens udspring og formål, hvis vi kun ser efter vold og magtfuldkommenhed, hedder det. Totalitarismen er båret af velvilje og et ønske om frihed og lykke for alle sine borgere, og med disse velmenende ønsker er vejen banet for en indskrænkning af friheden for alle. Larsen gennemgår frihedens status gennem 200.000 års historie, og viser glimrende og nuanceret truslerne imod den. Udmærket, men hvad med retfærdigheden?

- Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

Medborger eller undersåt Henrik Gade Jensen: Menneskekærlighedens værk.

Det danske civilsamfund før velfærdsstaten Forlaget CEPOS, 224 sider, kr. 175,Højskolefilosofi fylder ikke så lidt i det danske civilsamfunds historie. I Højskolesangbogen er der ingen referencer til staten eller velfærdssamfundet. Til gengæld fylder frihed en del. De frie skoler var oprindeligt i opposition til statens skoler. I dag er det anderledes: Er medborgeren statens forlængede arm eller et selvstændigt individ, der kæmper for frihed til selv at indrette fællesskabet i samarbejde med de mennesker, der omgiver ham? Historien viser, at folket sagtens kan selv – når blot de får lov at forvalte egne midler. Enhver højskole, der beskæftiger sig med medborgerskab, bør nok have bogen i biblioteket. ;-) - Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

s. 19

tendens Foto

s. 20

Billedligt Fotograf: Ulrik Jantzen Sundhedsdiktaturet Lotta er svensk fotomodel og glad for sin krop. Hun vil gerne give modspil til de snævre skønheds- og sundhedsidealer.

Højskolebladet samarbejder med fotografselskabet DAS BÜRO, der til hvert nummer leverer et foto af forskellige fotografer.

Se mere på www.dasburo.dk

februar 2012

s. 21

højskole Højskolen kort

s. 22

Og vinderen blev ...

Elektronisk musik

Immateriel verdenskultur

I oktober 2011 udskrev Folkehøjskolernes Forening kronikkonkurrencen ”Højskolen i verden” med oplægget: Historisk fremhæves højskolerne igen og igen som en central del af opbygningen af det danske demokrati – som en unik institution til fremme af folkeoplysning og demokrati. I dag er både højskolerne og folkeoplysningen over en bred kam tilsyneladende under pres. Formel uddannelse, dokumentation og rationalitet dominerer over dannelse, livsoplysning og folkelig oplysning.

Vinderne af konkurrencen (og 5.000 kr.) blev Allan Jakobsen, tidligere højskoleelev. Andenprisen (på 3.000 kr.) gik til Jonas Møller, lærer på Silkeborg Højskole og tredjeprisen (på 2.000 kr.) til Frederik Kulager, elev på Rønde Højskole. I de kommende numre af Højskolebladet bringer vi de vindende bidrag. Alle de indsendte bidrag kan desuden læses og kommenteres på www.hojskolebladet.dk.

Elektronisk musik skal der til. I hvert fald ifølge både Musik og Teater Højskolen og Højskolen Performers House. Fra januar og i hele foråret lancerer begge skoler et helt nyt fag om elektronisk musikkomposition.

På Musik og Teater Højskolen beskrives det nye linjefag således: ”Faget Elektronisk Musik Komposition beskæftiger sig med computeren som det altomfavnende, grænseløse instrument - og kreative kompositionsredskab.”

Faget skal undersøge, hvilke forskellige kreative tilgange til computeren som instrument man kan benytte sig af, siger Esben Andersen, der bliver ansvarlig for linjen. Også forstander Geert Bruno Sørensen glæder sig over den nye linje. ”Vi ser frem til det fremtidige samarbejde og er glade for nu at kunne tilbyde et fag, som vi ser et stort behov for blandt de unge i dag,” siger han.

På Højskolen Performers House er man også begejstret, og det er netop begejstringen, der skal være drivkraften, siger Stefan Kvamm, der sammen med Jakob Meyland er ny linjeleder. ”Det vigtigste er, at man er åben, ærlig og modig og har lyst til at give sig i kast med musikken,” fortæller Kvamm. Han mener, højskolen giver eleverne mulighed for at blive dygtigere sammen, og at de kan trække på elever fra de andre linjer fra Performers House, for eksempel en habil guitarist eller sanger.

Frem med computeren og spil musik.

Gør vi danskere slet ingen forskel i verden? Sådan spørger forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen forundret i et debatindlæg til Weekendavisen den 16. december. Han spørger, fordi Danmark ikke har indstillet nogen kulturelle udtryk til UNESCO’s nye liste over immaterielle kulturværdier. ”Hvis man har valgt at tiltræde en sådan konvention, må man også tage det alvorligt, og så bidrage med noget,” mener Jørgen Carlsen og anklager Dansk Folkemindesamling, der står for indstillingen, for ”kriminel uopfindsomhed”.

Han peger på højskoletanken som en original dansk opfindelse, der kunne få plads blandt verdens immaterielle arv, hvor også det franske køkken, tibetansk opera og peruviansk saksedans befinder sig. Og han er sikker på, der er flere gode bud. ”Det er ikke højskolen, jeg er bekymret for. Det er et land, der tilsyneladende ikke mener, at de har noget at tilbyde verden. Vi må selv melde os på banen. Der kommer ikke nogen og prikker os på skulderen.”

Og måske bliver indskrivelsen af højskolerne en realitet. Helga Kolby Kristiansen, formand for FFD, har talt med Jørgen Carlsen og synes, det lyder interessant med en sådan indstilling af højskoletanken som immateriel kulturarv. ”Det er et punkt på dagsordenen for vores kommende bestyrelsesmøde,” siger hun.

/avk

/avk

Fællesspisning Det er muligt, at sult er madens bedste krydderi, men fællesskab og kærlig tilberedning kan også gøre sit til madens velsmag. Vestjyllands Højskole arrangerer i perioden fra den 6. januar -10. februar ”FredagsAftensmad” for medlemmer af skolekredsen. Hver fredag klokken 18 kan man for 100 kr. spise middag, tilberedt af skolens ”grønne kokke”, i skolens spisesal sammen med eleverne.

februar 2012

Det sker

Presseklip

Tørre tal

2 9 5 4 6708 1

3

litt talks Litteraturfestivalen er den første litteraturbegivenhed i Danmark, som efterfølgende deles med alle over internettet. Festivalen præsenterer 15 danske forfattere med bred variation i genre og skrivestil. Undervejs vil der være andre kunstneriske indslag som bl.a. en litterær workshop og højtlæsning.

4.-5. februar på Vallekilde Højskole børnemesse Mellem økologisk babymos, castings og hoppeborg giver Lola Jensen, familievejleder og kendt fra TV2, og hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen et eftertænksomt pusterum med deres foredrag om børn og forældre på børnemessen i Viborg.

4.-5. februar på Gymnastik og Idrætshøjskolen ved Viborg grundtvig - tegnet, fortalt og sunget På et kæmpelærred tegner Lars Thorkild Bjørn, tidl. lærer på Hadsten Højskole, et farverigt portræt af N. F. S. Grundtvig og hans betydning for skole, kirke og folkestyre. En helaftensforestilling om den kontroversielle præst og hans tre koner.

21. februar på Hadsten Højskole glæde i 2012 Kinesiolog Grete Flemming, leder af Polaris Centret og Polaris Skolen, fortæller og viser, hvordan livets udfordringer kan bruges som spirituelle vink og springbræt til at lokke vores egen skjulte dynamik frem og omsætte den i en praktisk og glad dagligdag.

22. februar på Væksthøjskolen

”Der er ingen kongevej til at blive højskolelærer. Der findes ingen bestemte krav til uddannelsesmæssig baggrund.

Jeg vil anbefale Sandra, at hun tager den uddannelse, hun synes allerbedst om. Så kan hun som færdiguddannet rette sin jobsøgning mod højskoleverdenen. Jeg vil dog anbefale Sandra, at hun vælger en universitetsuddannelse, da der er en stigende tendens til, at højskolelærere har en universitetsuddannelse i bagagen.”

Vejledere Jakob Lange og Mette W. Rasmussen fra Københavns Universitet om at blive højskolelærer, Politiken 1. januar.

det læste de i 2011 Den gamle diskussion om forstanderen som fyrtårn og debatten mellem Jørgen Carlsen og Stefan Hermann var blandt de mest læste artikler på Højskolebladets hjemmeside i 2011.

Læs eller genlæs artiklerne på www.hojskolebladet.dk

”Mystiske ordførerskaber er skudt op som paddehatte hos Venstre. Der findes fx en ø-ordfører, en øresundsordfører, en hjemmeværnsordfører, en ældreordfører og en grundlovsordfører. Partiet har også en trafikordfører og en trafiksikkerhedsordfører […]

Hos S findes en Christianiaordfører samt en medie og filmordfører. De Radikale har en ordfører for højskoler, efterskoler og friskoler.”

Leny Malacinsk om forskellige ordførerskaber, Jyllands-Posten 6. januar.

3. Tendens: Kun for mig, kun for mig

”Danmarks højest dekorerede kaospilot, kulturminister Uffe Elbæk, er en udfordring for dele af kulturlivet.

Næppe for dem, der lige har afsluttet et højskoleophold eller et aftenskolekursus i guitar for begyndere og nu kalder sig kunstnere, men for mange af dem, som kan noget.”

JP Aarhus’ leder 7. januar debatterer kulturministerens politiske linje.

9. Stefan Hermann: Opgør med oppositionslogikken

top 10 2011 1. Tendens: Endegyldigt farvel til fyrtårnene 2. Ole Rahbek: Find det du ikke er god til

4. Nyhed: Ny gammel højskole i Randers 5. Jørgen Carlsen: Samfundets samvittighedsværksted 6. Nyhed: Højskolelukning i Nord 7. Nyhed: Bygninger til salg 8. Nyhed: Engelsholm igen uden forstander

10. Nyhed: Tidsånden har indhentet de røde højskoler

s. 23

højskole HB undersøger

s. 24

Udbrændte lærere skyr ilden SUNDHED Højskolelærere er et engageret og arbejdsomt folkefærd. At være højskolelærer er ofte blevet betragtet mere som en livsstil end blot en stillingsbetegnelse. Men trykket økonomi har medført fyringer og meget skiftende arbejdsforhold. Resultatet er, at flere højskolelærere går ned med stress og udbrændthed af kat. sekjær

danske højskoler har længe været under pres. Faldende elev- tilslutning, krisetider og skrantende økonomi har medført afskedigelser, udskiftning af forstandere og omlægning af skolernes profil. Det betyder, at flere højskolelærere er blevet langtidssyge eller udbrændte. Aase Riis, der er forhandlingskonsulent på højskoleområdet for Dansk Magisterforening, peger særligt på to faktorer: »De værste trusler, der ligger over højskolelærernes hoveder i øjeblikket, er usikkerheden omkring den enkelte højskoles fremtid. Ud over det opstår der utrolig stor usikkerhed hos lærerne, når der er forstanderskift, og i forbindelse med at man fx ændrer navn og profil på skolen.« Hvor man før i tiden havde lærere, der var ansat ikke bare i flere år, men i flere årtier ad gangen, er der i dag stor udskiftning i lærerstaben. Mange er deltids- eller projektansatte, hvilket både skyldes skolernes svækkede økonomi og tvivl om, hvor stor tilslutning, der er til de enkelte kurser. For at imødegå frafaldet af elever og tiltrække dem på ny laver mange højskoler derfor den manøvre, at de skifter forstanderen ud og skifter navn for at skabe et nyt image, som skal lokke eleverne til.

En anden overlevelsesstrategi er ifølge Aase Riis, at højskolerne udskifter de fastansatte lærere med tidsbegrænsede ansatte og timelærere.

februar 2012

usikkerhed medfører stress Hos Dansk Magisterforening har man flere sager om problemer på højskolerne, end man havde tidligere. Aase Riis mener, det primært skyldes de førnævnte problemer: »Usikkerheden omkring antallet af elever gør, at lærerne hele tiden bliver sat op eller ned i timeantal. De ved ikke rigtigt, hvor mange undervisningstimer, de får, for det afhænger af, hvor mange af de kortere kurser, der er elevtilslutning til.« Også forstanderskift har stor betydning for højskolen og for lærernes arbejdsforhold, forklarer Riis: »På mange måder kan man betragte højskolemiljøet som et familiemiljø.

Det vil sige, at hvis man pludselig får en ny far, kan man godt forestille sig, at det kan volde nogle vanskeligheder for nogle af familiemedlemmerne.

Det vil et chefskifte jo også gøre på en almindelig arbejdsplads, men der vil i de fleste tilfælde være tale om et mere upersonligt forhold, man har til chefen.« Dog mener hun ikke, at højskolelærere nødvendigvis er mere udsatte for stress end andre, såfremt de trives med at leve på deres arbejdsplads, hvor de nærmeste venner også er kollegaer, og hvor deres børns legekammerater også er kollegers børn. Der, hvor det for alvor kan gå galt, er, hvis højskolens fremtid er usikker. Hvis man er en

»

Man kan ikke være langtidssyg på grund af arbejdsbetinget stress, hvis man er højskolelærer…

- aase riis, dansk magisterforening mangeårig, fastansat højskolelærer, der pludselig står over for en fyring, er det nemlig ikke bare jobbet, der ryger, men hele det liv, man har opbygget med sin familie og venner på skolen. Dét er en voldsom belastning.

En anden ting, Aase Riis påpeger, er, at de fastansatte lærere, der bor på eller nær skolen, faktisk er i den situation, at de reelt ikke kan melde sig syge i længere tid: »Man kan ikke være langtidssyg på grund af arbejdsbetinget stress, hvis man er højskolelærer, fordi alle ens kolleger og elever kigger ind ad ens vinduer eller kommer forbi. Hvis man sygemelder sig med arbejdsbetinget stress, er det en definitiv beslutning – så er det ikke sikkert, man kan komme tilbage igen, fordi der i netop sådan et

sygdomsforløb ligger en konflikt med den arbejdsplads, man har.« engagement kan belaste Tom Hansen, der er chefkonsulent og psykolog ved Arbejdstilsynet, forklarer, at det er et kendt fænomen blandt vidensarbejdere, altså virksomheder eller ansatte, der beskæftiger sig med udvikling, behandling og formidling af viden, at engagement og faglige ambitioner både kan begejstre, men også belaste. Opgaverne indeholder spændende faglige udfordringer, men kan de ikke løses på tilfredsstillende vis, bliver resultatet negativt, forklarer han: »Belastningen kan opstå, når der ikke er klare rammer omkring arbejdet. Hvis der for eksempel ikke er en klar prioritering af opgaver, hvis forventningerne til det resultat, som medarbejderne skal levere, ikke er afstemte, eller hvis der stilles urealistiske deadlines for løsning af opgaverne. Så kan der opstå tidspres, fordi medarbejdernes faglige ambitioner omkring opgaverne kolliderer med den tid, de har til rådighed. Derfor er det vigtigt, at der er fokus på planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet, så arbejdet ikke udvikler sig til at blive en belastning i form af langvarig stress.« Arbejdstilsynet har ikke konkrete data, der viser, at højskolelærere er en jobgruppe, som er i særlig risiko for at blive ramt af stress eller udbrændthed, forklarer Tom Hansen, der dog tilføjer, at Forebyggelsesfonden har udpeget folkeskolelærere som en jobgruppe med psykiske belastninger med deraf følgende risiko for nedslidning.

Udpegningen er sket på baggrund af af oplysninger om overhyppighed af depressionssymptomer, dårligt psykisk velbefindende eller på baggrund af udviklingen i psykiske belastninger. En stresset medarbejder har ofte et højere sygefravær samt lavere arbejdsevne og produktivitet. Det er den længerevarende stress, der kan få alvorlige konsekvenser for helbredet.

Måske er det netop en længerevarende stress-situation generelt i højskolemiljøet, der nu forplanter sig til ansatte og ledelse. Og hvad der gælder for højskolelæreren, gælder også for højskolen: Den kan ikke langtidssygemelde sig på grund af arbejdsbetinget stress.

Klummen

Fra bloggen s. 25

af henrik rasmussen, højskolelærer på grundtvigs højskole Min søn har indført en ny læsepraksis hjemme hos os: at læse bøgerne baglæns. Ikke ord for ord, men side for side. Vi har en god samling børnebøger, og de er blevet læst rigtig, rigtig mange gange. Gentagelsens glæde er stor, når man er seks, men nu har Emil opdaget glæden ved at bryde det forventelige - og det er utroligt, hvad et skift i læseretning kan gøre ved en gennemtygget børnebog.

Den lille underliggørelse af det kendte får os til at se det på ny.

Tag nu Kim Fupz Aakesons Vitello ridser en bil, læst baglæns: Først får Vitello et kram af mor og en pølsemad, så springer hun op af sofaen, hvid i hovedet af raseri, og Vitello tænker, at nu kommer han på børnehjem, så han gemmer sig i skuret, han vover sig frem for at lege, kommer til at ridse mors bil med en rive, og så drikker mor noget rødvin og synger en sang om kærlighed på italiensk.

Det er jo ikke, fordi historien ikke hænger sammen, den får bare en ny dynamik, en ny logik og morale. Læst forfra er historien enkel og opbyggelig, læst baglæns er den overraskende, sjov, lidt foruroligende – for hvad er logikken lige i mors opførsel – og tankevækkende troværdig.

Når jeg underviser i skriveværksted, handler mange øvelser om at bryde det forudsigelige og forskyde perspektivet på virkeligheden en anelse. Den lille underliggørelse af det kendte får os nemlig til at se det på ny. Emil har på egen hånd opdaget nydelsen i det. Prøv det, luk bogen og åbn den på ny – bagfra.

www.hojskolebladet.dk opgør med oure af louis mogensen Kære gode Oure venner. Ifølge jeres egen tekst, er det vigtigt at gøre op med en selvvalgt oppositionstænkning.

Det synes jeg er en rigtig god ide.

Hvornår sker det?

95 % er realistisk af martin jensen I forrige regeringsperiode tog jeg et grundforløb som vicevært, altså 6 måneder på teknisk skole. Da vi havde fået vores grundforløbsbevis, sagde vice-inspektøren til os: nu har i en ungdomsuddannelse ifølge regeringen. Vi var lidt målløse, for uddannelsen varer minimum 3 år og 3 måneder. Forløbet kvalificerede os ikke til andet end en elevplads som vicevært, og indtil videre manglede 90% af os stadigvæk en elevplads. Hvis vice-inspektøren har ret, og den nuværende regering har beholdt kriteriet for om man har en ungdomsuddannelse, tror jeg det er realistisk med 95%. ukvalificerede kurser af ulrik schmidt Det er dybt deprimerende at erfare, at det væsentlige i højskolernes selvforståelse og virke(de frie skoler!)er at jamre over, at staten ikke bevidstløst giver den støtte, som man nu engang synes, man skal have. (…) Der er nogle højskoler, som slet ikke har kvalificeret personale til at drive ugekurserne. Og det er ganske tydeligt, at idrætshøjskolerne har det største problem. (...) Det er derfor mit forfængelige håb, at ministeriets tilsynsmyndighed begyndte at fungere som sådan, at de underkender de ukvalificerede kurser med fratagelse at støtte til følge. Måske kunne man hente om ikke 55 millioner, så dog en del.

debat Kommentarer

s. 26

Ud i lyset KOMMENTAR Højskolen befinder sig i offentligheden, og dens undervisningsform er udveksling med samfundet og konkret demokratisk erfaring.

Hvorfor vil Stefan Hermann og Jørgen Carlsen lukke den inde i en osteklokke, som den for længst er brudt ud af? af aske birkelund erbs og andreas ullum kristensen

februar 2012

som to unge mennesker med højskoleopholdet i frisk erin- dring, med et stort engagement i elevforeningsarbejdet og som kommende højskolelærere, synes vi, at vi har aktier i debatten om højskolens legitimitetsgrundlag. Men vi har desværre måttet konstatere, at debatten kørte fast i uklædeligt personfnidder og floromvundne luftkasteller, endnu før den nåede at komme rigtigt i gang.

Stefan Hermann anklagede højskolerne for en ødelæggende og stagnerende oppositionstænkning.

Bag dette synspunkt ligger en række, desværre meget udbredte, fordomme om den moderne højskole, som ifølge Hermann allierer sig “med de dele af kulturlivet, der synes, at det hele går ad helvede til”, og som med en slet skjult antydning bliver beskyldt for “traditionsfetichisme”.

Det må være højskolens pligt at gendrive disse fordomme, hvis den vil legitimere sin undervisningsform. Det har Jørgen Carlsen forsøgt at gøre, og vi nikker med vores højskolehove-

Uenig?

der, når han afbalanceret belærer om højskolernes evne til at “reformulere deres eksistensberettigelse på en ny tids betingelser” og om det problematiske ved en assimilering med resten af uddannelsessystemet. Men at udbasunere højskolerne som “samfundets samvittighedsværksted” er en isolerende etikette, der ikke dækker den højskoleoplevelse, vores generation af højskoleelever har haft.

Jørgen Carlsens tanke er, at højskolerne skal være en slags modsætning til og vagthund over for et uddannelsessystem, der er “ideologisk ensrettet af neoliberal virksomhedstænkning”.

Med idéen om et “samfundets samvittighedsværksted” fornemmer man dog, at det ikke kun er uddannelsessystemet, Jørgen Clausen tænker højskolerne i opposition til, men hele samfundet.

Vi mener, at man skal vare sig for at afskære højskolerne fra resten af samfundet og lukke dem inde i en osteklokke. Med Carlsens ekskluderende og arrogante bemærkning om, at der på højskoler simpelt hen er ånd til forskel, trækker han højskolerne med op i det træ, hvor de bliver sårbare over for anklager om navlepilleri og selvforherligelse. Ikke fordi man skal have højskolernes folkelighed til at rime på suverænitet og styre, som Hermann plæderer for, men fordi højskoleformen i dag består af en konstant udveksling med den verden, der omgiver den. en åben eller lukket klub?

I vores højskolers respektive elevforeninger er det netop udvekslingen, vi har oplevet. Her har vi arbejdet med en ny foreningstanke, der er det stik modsatte af en lukket klub, der fortaber sig i indadskuende diskussioner om metafysik og Grundtvigs salmer. Før i tiden var det en selvfølge at melde sig ind i foreningen og oprette kredse landet over, og ofte var foreningen indirekte styret af forstanderen. Nu skal elevforeningerne vise deres værd og konkurrere på lige vilkår med

»

Den moderne højskole er ikke længere en kulturel smeltedigel, hvor alle samfundslag mødes under samme idé om harpens kraft. Moderne højskoleelever er et privilegeret folkefærd af ressourcestærke 4.g’ere på vej fra gymnasiet til en videregående uddannelse. andre af senmodernitetens flydende fællesskaber. Det er et arbejde, der retter sig mod at samle elever på tværs af årgange og engagere dem i arrangementer både på og uden for højskolen.

Dette vidner ikke om et indelukket oppositionsfællesskab, men om en demokratisk dannelse med fokus på den praktiske anvendelse af livsoplysningen.

En sådan foreningstanke, mener vi, ligger i forlængelse af højskoleformen, som den rent faktisk ser ud i dag. Vi husker den konkrete lærdom, udsprunget af praktisk afprøvning af kreative oplysningskampagner, af besøg i forskellige aktivistmiljøer, asylcentre eller danske dagblade.

Det er mellemøstrejser eller ture til USA og Istanbul, der er med til at forme vor tids højskoleophold: At stå ansigt til ansigt med store konflikters involverede parter i Jerusalem, på Tahrir-pladsen og i Amman. For et år siden inviterede Grundtvigs Højskole til debat om højskolens kerneværdier. Her var resultatet en vision om Højskole 2.0, en skole, der samarbejder med andre uddannelsesinstitutioner og

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

omverdenen generelt. Det har resulteret i blandt andet bande-seminarer, integrationsdage på Nørrebro og policy slam på Christiansborg. Disse eksempler vidner om højskoler, der naturligt betragter sig selv som en del af deres omgivelser og ser deres fornemmeste opgave i at lære gennem udveksling og konkret demokratisk erfaring. demokratisk dannelse i det faktisk levede liv Den moderne højskole er ikke længere en kulturel smeltedigel, hvor alle samfundslag mødes under samme idé om harpens kraft. Moderne højskoleelever er et privilegeret folkefærd af ressourcestærke 4.g’ere på vej fra gymnasiet til en videregående uddannelse. Den demokratiske dannelse, højskolerne i dag er i stand til at give disse unge mennesker, finder ikke sted på højskolen, men gennem højskolens udadrettethed og i selve udøvelsen af demokrati.

Denne indsigt kan måske give mere substans til Jørgen Carlsens luftige idé om højskolernes forbindelse til “det faktisk levede liv”. Det kan også være, at den kan afdække de tanker, der ligger bag Carlsens vage formulering om, at højskolen skal sætte de unge i en “overskudstilstand”, men i så fald kommer hans pointe ikke tydeligt frem, hvis de unge samtidig er manet op i en oppositionel krog.

Med et blik for denne udveksling mellem højskole og samfund, mener vi, at man kan besvare Hermanns kritik uden at pådutte ham et fintfølende ideologisk enten-eller. Vi mener ganske enkelt, at det er forkert, når Hermann påstår, at højskolerne ikke er til stede i offentligheden. Højskolerne underviser netop i et samspil med offentligheden. Højskolen lærer om livet gennem praktisk erfaring i verden. Faktum er, at højskolerne ikke består af lukkede klubber og menigheder. Spørgsmålet er, om et fokus på den udveksling med verden, der i dag foregår på højskolerne, ikke er et mere konstruktivt udgangspunkt for debatten om højskolernes eksistensberettigelse.

s. 27

debat Kommentarer

s. 28

Fra opgør til besindelse REPLIK Ord som ”undren”, ”livsduelighed” og ”tro på egen erfaring” får ingen plads hos Oure. Det kan måske skyldes et ekskluderende syn på Grundtvig som bibelfundamentalist af jakob kjærsgaard, forstander, hadsten højskole

jeg kan kun hilse den senere tids debat i højskolebladet velkommen. Senest har Oure skolerne givet deres besyv med, og tak for det - det giver mig anledning til en replik. Det er svært at være uenige med Oure i, at en af højskolernes hovedopgaver er at medvirke til, at unge udvikler sig til myndige, kritiske og ansvarlige medborgere og verdensborgere – hvad der så end ligger i det sidste ud over signalværdien.

Vi er på ingen måde alene om denne opgave - tværtimod. Men der er dog områder, hvor højskolerne for alvor har noget særegent at tilbyde. Jeg savner ord som ”undren”, ”livsduelighed” og ”tro på egen erfaring”, som synes at være helt afgørende størrelser i en højskolepædagogisk tradition.

Hvad angår behovet for selvkritik, så er selvkritik, ifølge Karl Poppers, de åbne samfunds grundlæggende dynamik. Jeg finder det helt naturligt, at højskolen er en del af en sådan dynamik med sin tradition for at være i med- og modspil til samfundstendenser og strømninger. Dette betyder også, at man indimellem må være i opposition. At den kritiske refleksion også må gælde indadtil, er givet. Om end det ikke altid er tilfældet. Jeg finder dog ikke dørene ude i den brogede højskolevirkelighed så lukkede, som Stefan Hermann og Oure lader forstå.

Oure ønsker et ”selvopgør med traditionen”, og de nævner en række

februar 2012

eksempler på forhold, ”som højskoleverdenen som sådan ikke har taget et selvopgør med”. Man fristes til at spørge, hvem højskoleverdenen som sådan er? Som Oure selv så rigtigt påpeger, er der 70 forskellige højskoler – højst sandsynligt med divergerende holdninger – også til dette. Afsnittet er for mig at se noget bagudskuende og selvretfærdigt. Men ikke desto mindre hilser jeg diskussionen om højskolernes tradition velkommen. Mit udgangspunkt i en sådan diskussion ligger i forlængelse af Lene Tanggaards betragtninger i hendes foredrag på medlemsmødet i november, om at enhver fornyelse må gøre sig den umage at rode med traditionen og derud af forny sig.

Da Højskolebladet for et stykke tid siden undersøgte, hvor forstandere får deres inspiration fra, endte Grundtvig på en førsteplads. Måske ikke så mærkeligt for en skoleform, der definerer sit hovedsigte med begreber, som han har givet valør. Der er tale om livsoplysning og folkelig oplysning, om end Oure helst blot taler om oplysning. Grundtvig er nemlig en del af den tradition, som Oure har det svært med. ”original” eller originalt Grundtvig har den tvivlsomme ære at være den kendte dansker, der har flyttet sig mest inden for det politiske spektrum. I 70’erne tilhørte han det

absolutte nybrud på den yderste danske venstrefløj, og i det første tiår af det nye årtusind har han været at finde på den danske højrefløj. Mig bekendt er det kun Karen Jespersen, der er lige ved at kunne gøre ham rangen stridig.

Det afgørende her er, om det er den samme Grundtvig, der er tale om. Nej, selvfølgelig ikke. Der er ikke engang tale om Grundtvig, men om receptionen og brugen af Grundtvig. Således er det at tale om ”Grundtvig Original”, hvad enten man gør det seriøst eller karikerende, ikke særligt brugbart.

Han findes selvsagt ikke længere. Men brugen af Grundtvig findes og kan være overordentlig svær at udrede i forhold til manden selv.

Uenigheden, eller det som jeg kalder ”kampen om Grundtvig”, har været et gennemgående træk i Grundtvigreceptionen hele vejen, og som sådan findes der ikke en Grundtvig - men mange. Derfor er det også noget flot, at Oure mener at have sagt det mest sigende om Grundtvig i højskolesammenhæng ved nærmest besværgende at gentage ordet bibelfundamentalisme, som et ekko af Ole Vinds disputats om Grundtvigs historiefilosofi. Jeg går ud fra, at man mener fundamentalisme, som slet og ret betyder en bogstavtro læsning af bibelen, og som begreb kan henføres til en konservativ strømning i USA i starten af 1900-tallet – altså noget efter Grundtvig. Om end jeg er enig i, at Grundtvig havde

en bogstavelig læsning af Bibelen, er en sådan anakronistisk tilbagedatering af et begreb problematisk, da det giver et misvisende billede af den kontekst, Grundtvig skrev sig ind i og op imod.

Endvidere må man sige, at Grundtvigs virkningshistorie har udspillet sig nærmest i modsætning til ovennævnte fundamentalistiske strømning, og endelig er synspunktet blevet problematiseret og nuanceret af andre Grundtvig-kendere. Så man kan med rette spørge til det rimelige i Oures skråsikre besværgelse.

Det nye, der sker i Grundtvigreceptionen efter jubelåret 1983, er, at ”kampen om Grundtvig” bliver til ”kampen for eller imod Grundtvig”.

Langt mere spændende og perspektivrigt end at hænge fast i en diskussion om ”Grundtvig Original” er det at spørge til, om Grundtvig stadig har noget originalt og relevant at bidrage med i en højskolesammenhæng. menneskelivets forklaring i alle dets retninger Grundtvigs centrale begreb i den forbindelse er livsoplysning. Forehavendet var at oplyse menneskelivet. Ikke som man kunne forestille eller ønske sig det, men som det blev levet og var blevet levet, erfaret og begrebet af hvert enkelt menneske, af folket og af menneskeslægten. Det drejer sig på en og samme tid om at gribe og begribe livet. Livsoplysning er således ikke at træde på behørig afstand af livet for at bearbejde, reflektere og drøfte.

Nej - det er at bearbejde, reflektere og drøfte, mens man er midt i det, med forbundethed og engagement som betingelse, og med Løgstrups betragtning om, at vi er hinandens verden, som vilkår.

Så opgaven er altså ikke blot med fornuftig skolemestermine at medvirke til, at unge bliver myndige, kritiske og ansvarlige borgere. Nej, opgaven er større – den er også at smitte til deltagelse og forundring. Det lyder ganske højstemt, og det kan godt være, at vi gang på gang må renoncere på dette, men det ændrer ikke ved, at det er opgaven. Med Grundtvigs ord er der tale om: “en Videnskabelighed, der ikke blot udstrækker sig til alt Kiendeligt, men omfatter det i et levende Begreb, og med et fælles Øiemed, som er Menneske-Livets Forklaring i alle dets Retninger og Forhold. Da først bliver Videnskabelighed i Sandhed praktisk,

naar den bestandig gaaer ud fra Livet, og gaaer ud på dets Forklaring, thi da skatte vi Alt efter dets Forhold til og Indflydelse på Livet, i det Hele og det Enkelte”.

Det historisk-poetiske skal ses i forlængelse heraf og har bredt set at gøre med, at højskolefaglighed altid må pege ud i verden og ind mod den enkeltes liv i en og samme bevægelse.

Det handler om en forøget opmærksomhed på livet og dermed også en forøget forbundethed til livet. Grundtvig peger på en konkret historisk og folkelig ramme, hvor denne bestræbelse kan udfolde sig i vekselvirkning mellem dem, der er impliceret. Det er da et ganske solidt grundlag at drive højskole på.

»

Grundtvigs forhold til oplysningstiden er en smule mere nuanceret, end Oure gør den til.

Han er såvel et barn af sin tid som i skarp opposition dertil.

Grundtvigs forhold til oplysningstiden er en smule mere nuanceret, end Oure gør den til. Han er såvel et barn af sin tid som i skarp opposition dertil.

Et kardinalpunkt er menneskesynet.

For Grundtvig er mennesket først og fremmest et følelsesvæsen, og derfor opponerer han kraftigt mod oplysningstidens fornuftsdyrkelse. Det betyder på ingen måde, at Grundtvig ikke anerkendte fornuften. Men det betyder, at han så oplysning som et spørgsmål om at tale til såvel følelser, fornuft og fantasi i modsætning til rationalistisk oplysning af kantiansk tilsnit, der først og fremmest adresserede fornuften.

For Grundtvig måtte en livsoplysning tale til totaliteten af at være til.

Jeg ville egentlig umiddelbart tro, at det var meget brugbart på en højskole, der arbejder med idræt og performance – men nej. I stedet nævnes en perlerække af store tænkere, som der utvivlsomt er meget at hente hos.

Spørgsmålet er, om det ene nødvendig-

vis udelukker det andet, hvis man ikke er alt for fundamentalistisk. er grundtvig blevet moderne igen?

En række fremtrædende samfundsforskere og filosoffer har på forskellig vis peget på, at vi lever i et moderne samfund og med en modernitet, der har fået øje på sig selv gennem et slør af legitimerende fortællinger. Anthony Giddens mener således, at moderniteten er blevet radikaliseret, og at de brud, der har fundet sted, bør ses som et resultat af moderne tænknings selv-afklaring. En helt central tanke for moderniteten var, at mennesket kunne frisættes og blive autonomt gennem den rette fornuftige erkendelse af sig selv og sin omverden. Videnskaberne skulle bidrage til denne fornuftige frisættelse. Men Zygmunt Bauman hævder, at det ikke er det, der sker i dag. Tværtimod har videnskaberne som selvstændige ekspertkulturer, der gør sig til autoriteter på baggrund af deres viden, sat mennesket i en ny afhængighed. I forlængelse deraf har de undergravet menneskers tro på egen erfaring og erkendelse. Bauman taler om det som en af det nuværende samfunds undertrykkende mekanismer.

Hvis denne tendens ydermere ses i lyset af den antagelse, som Giddens og Bauman ser ud til at være enige om, at der i en radikaliseret modernitet langt hen ad vejen er tale om, at identitetsdannelse er “et refleksivt projekt, som den enkelte selv er ansvarlig for”, så tegner der sig et forholdsvis forstemmende billede. Det minder ikke just om Kants myndige menneske. Over for denne tendens ønsker Baumann at vække de ikke-systematiske, ikke-fornuftige og ikke-beregnende sider af mennesket, hvilket må kunne vinde genklang på højskolerne, der har en lang tradition for at arbejde med vekselvirkningen mellem fantasi, følelse og fornuft. Ligeledes var det en kongstanke hos Grundtvig, at den enkelte og folket skulle indgydes tro på egen erfaring og erkendelse. Der er altså god grund til at gå på opdagelse i de oplysningstanker, der ligger bag højskolen. Og tag endelig, hvad I kan bruge, og lad resten ligge.

Dette er den sidste kommentar, vi bringer i bladet i debatten om højskolernes fremtid, der startede sidste år. Debatten fortsætter på www.hojskolebladet.dk

s. 29

højskole Navne

aktuelt:

Nekrolog s. 30

af nina og thue kjærhus, forstandere rønshoved højskole Oscar Geismar Haarder (1932-2011), Rønshoved Højskoles forstander fra 1967 til 1987, er død. Oscar Geismar Haarder blev 79 år. Oscar blev født på Lindegaard på Askov Højskole, men kom til at leve det meste af sit liv i Rønshoved ved Flensborg Fjord. De sidste mange år på Rønsgaard.

Vi har ikke kendt mange mennesker i vores tilværelse, som kan kaldes et pligtmenneske i klassisk forstand. Ja, faktisk kender vi kun Oscar. Næppe andre forstandere i Rønshoved Højskoles historie har lagt så mange kræfter og så megen kærlighed i skolen som Oscar. Oscar voksede op som barn på skolen og blev ansat på Rønshoved i 1958, da forældrene Hans og Agnete Haarder havde brug for en driftskyndig regnskabsmand, hvilket Oscar var som uddannet økonom. Skolen var i 1958 blevet en selvejende institution.

Oscar og Marta, som på daværende tidspunkt var højskolefolk på Ryslinge, havde ellers aftalt indbyrdes, at de skulle skiftes til at være på enten en norsk eller dansk højskole, indtil de fandt det rigtige land at bosætte sig i.

Marta er norsk og kom til Danmark som elev på Rønshoved i 50erne.

Oscar følte sig imidlertid forpligtet til at hjælpe sine forældre og Rønshoved Højskole.

Oscar stod for skolens administration fra 1958 til 1985, samtidig med at han var lærer og senere medforstander på skolen fra 1967 til 1979. Ja, selv da han blev eneforstander i 1979, varetog Oscar arbejdet med administrationen på en skole med 30 ansatte og 150 elever. Når man så samtidig ved, at Oscar var hovedarkitekten i forandringen af skolen fra en traditionel bondeskole til en moderne højskole, ligesom alt byggeri i årene mellem 1967 og 1987 blev defineret og ledet af Oscar, så er det en enestående bedrift. Dette aktivitetsniveau gik nemlig aldrig ud over eleverne eller fordybelsen. Oscar underviste i et fuldt skema.

En af vore bedste venner, som er lektor på Åbenrå Statsskole, var elev på Rønshoved i 1975. Han betegnede, som mange af de dygtigste elever på Rønshoved, Oscars timer som indsigtsfulde og præget af dybde og engagement.

Oscar var i øvrigt også farverig og morsom på de skrå brædder, hvilket vi oplevede for en del år siden til et

elevmøde, hvor han opførte en sketch på smukt sundeved-mål.

Oscar var forstander for eleverne.

Familielivet blev udlevet på skolen, som det jo er gældende i mange højskolemiljøer. Marta var nemlig lærer på skolen helt frem til 1996. Oscars kærlighed til skolen og det folkelige var enestående, og hans pligtkultur legendarisk. Men det kom til at koste Oscar helbredet. Den 10. december 1985, midt i et af sine legendariske foredrag, som var kendetegnet ved både lethed og tyngde, kunne Oscar ikke mere. Han kom på sygeorlov og blev senere erklæret nedslidt.

Det har været et privilegium for os at have fået lov til at kende Oscar.

Oscars formidable evne til at lytte og udfolde den folkelige dannelse i stuen på Rønsgaard var noget særligt. Og det var Oscars opbakning til os som forstandere og til skolen som sådan også.

Oscar vil indgå i højskolens historie som en af de vigtigste aktører.

Vore tanker går til Kari, Hanne, Anders og Marta. Ære være Oscars minde.

koryfæerne – navnkundige folk i højskolehistorien:

75 år med fart og fordybelse Professor i teologi, domprovst i Maribo, forstander på Grundtvigs Højskole, rektor for præsteefteruddannelsen og medlem af Det etiske råd. Det er ikke så lidt, Ole Jensen har udført og opnået, og han er slet ikke færdig endnu. I 2011 udkom hans seneste bog På kant med klodens klima, og den 24. januar fylder han 75.

Ifølge hans tidligere højskolekollega Erling Christiansen er det et brændende engagement, der driver Ole Jensen.

februar 2012

Det har fx vist sig i Ole Jensens 20-årige forløb med Løgstrup-kurser, i hans betydelige medvirken ved Grundtvigs Arbejdskonvent i endnu flere år, og ikke mindst ved hele tiden at være en medrivende Løgstrup-tolker.

Ole Jensens evne til at kombinere kristendom og folkeoplysning er hans store force. Fødselaren forstår indgående at pege på de negative konsekvenser, der ligger i den moderne politiske vilje til vækst. Over for dette

sætter han en etik præget af Løgstrups metafysik og skabelsestænkning.

I perioden 1985 til 1992 var Ole Jensen forstander på Grundtvigs Højskole, Frederiksborg. En periode, hvor meget var i forandring, og det krævede både omstillingsevne hos den nye forstander og de ansatte. Ole Jensen fik i høj grad sans for højskolen, og han blev brugt som foredragsholder af folkelige kredse landet over - til glæde for begge parter. /avk

FFD kalender 2012 Oversigt over kurser og efteruddannelsesaktiviteter.

Klip den ud og del den med dine kollegaer. _________________________________________________ Kursus for nye lærere 23. januar. Højskolernes Hus s. 31

Forfatterskole - et nordisk seminar 23.-25. januar. Testrup Højskole

Navne med småt Søren Stein Brink fratræder som forstander på Idrætshøjskolen i Sønderborg, han fortsætter på skolen i sin tidligere stilling som forretningsfører. Pr. 15. januar er Jakob Vestergaard ansat som forstander på Idrætshøjskolen i Sønderborg.

Han var i tre år ansat som cheftræner for Viborg HK’s håndbolddamer, med hvem han vandt danske mesterskaber, danske pokaltitler og Champions League, og senest har han været kommentator på DR i forbindelse med VM i kvindehåndbold i Brasilien.

Præst, forfatter og foredragsholder Johannes Volf Møllehave fyldte 75 den 4. januar 2012. Dette blev fejret med udgivelsen af en ny bog: Femoghalvfjerds fyog fyndord fra fødselaren.

Forfatteren Hans Otto Jørgensen, der bl.a. underviser i ’Forfatter og litteratur’ på Vestjyllands Højskole, har modtaget Martin Andersen Nexøprisen.

Claus Bo Andreasen har været forstander på Gymnastik og Idrætshøjskolen ved Viborg i ti år, og den 22. januar fylder han 60.

Mogens Kappelgaard, der i 25 år var rektor på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, er ny konstitueret forstander på Børkop Højskole indtil april, hvor det forventes, at en ny forstander præsenteres.

Tidligere forstander Kurt Kristensen er fratrådt, da han har fået en stilling som landssekretær i Indre Mission.

Mentorkursus 7.- 8. februar og 9. maj. Idrætshøjskolen i Århus Seminar om naturvidenskabelig dannelse 1. marts. Vejle Idrætshøjskole Forstandermøde 15.-16. marts. Vejle Idrætshøjskole Informationsseminar: Målgrupper og annoncering 28.-29. marts. Brandbjerg Højskole Dialogmøde om uddannelsesfrafald–Højskolerne møder vejledningssystemet 20. april. Odder Højskole Dialogmøde om uddannelsesfrafald–Højskolerne møder vejledningssystemet 27. april. Grundtvigs Højskole Kursus for kunstlærere 26.-27. april. Kunsthøjskolen i Holbæk Kursus for nye forstandere 30. april - 2. maj. Vallekilde Højskole Spil til fællessang 10.-11. maj. Den rytmiske højskole Årsmøde og generalforsamling 7.-8. juni. Løgumkloster Højskole Pro-kursus for pedeller, rengøringsansatte og oldfruer 26., 27. og 28. september. Brandbjerg Højskole Facebook-seminar 24. oktober. Hotel Nyborg Strand Lærerkonference/ ”Højskolelærernes novembermøde” 5. november. Sted oplyses senere Kursusdag om vejledning og mentorskab 21. november. Sted og tema oplyses senere _________________________________________________ Højskole pædagogisk uddannelses forløb 2012–2013 - HPU modul 1. / 10.-14. september 2012 I samarbejde med Den fri Lærerskole.

- HPU modul 2. / 8.-12. oktober 2012 I samarbejde med Center for Ungdomsforskning - HPU modul 3. / 26.-30. november 2012 I samarbejde med UC Syddanmark og SDU - HPU modul 4. / 28. januar - 1. februar 2013 I samarbejde med DPU, Århus Universitet - HPU modul 5. / 4.-5. marts 2013 - HPU modul 6. / 6.-8. maj 2013 Projektfremlæggelse og afslutning

Se mere på webshop.hojskolerne.dk

B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

Eksamensfri juridisk rådgivning MEET H

per hansen special (kold)

E

* * OR * R E * AT HO ME * * OR * AT VAR * TOV

FRISKE unge ADVOKATER

Efterskoler VAND AD LIBITUM

Byggesager FSL-link REN BESKED GRUNDSKOLER www.frieskolerlaw.dk

RÅMARINERET

a ntor in i

fredericia banegård køb dit GYMNASIUM

Højskoler RETSSAGER hele menneske

Frie Børnehaver VEDTÆGTER

HJEMMEBAG ANSÆTTESELSRET februar 2012

klimavenlig

følsom inkasso ÆGTE KAFFE ØKOLOGISKE SALÆRER mature elbæk FAST EJENDOM GRATIS PARKERING