Højskolebladet Oktober 2012

Det tillidsbårne samfund Er vi stadig verdensmestre i tillid? s. 1

En bekymret optimist Interview med Tor Nørretranders Det lilla åndehul Tillid er en altafgørende faktor for Væksthøjskolen oktober 2012

siden 1876

s. 2

Nyhed

.dk Det levende ord online.

Din chance for at deltage i debatten.

Ny hjemmeside i luften

oktober 2012

INDHOLD oktober 2012

s. 4 Leder (Selv)tillid s. 5 Til tiden Vi stoler ikke på chefen

Det tillidsbårne samfund

s. 6 s. 10 Tidsånden kort Ifølge Gitte Karen Rosenqvist s. 11 Den tillidsvækkende bureaukrat Indspark ved Rasmus Kjær s. 12 Foto De bedste fra højskolerne

En bekymret optimist -

Interview med Tor Nørretranders

s. 14 s. 18 Bøger

HØJSKOLE s. 20 Højskolen kort s. 22

s. 26 Debat og kommentarer s. 30 Navne

Det lilla åndehul “Selve stedet er meget fredfyldt. Man bliver rummet og accepteret som den, man er. Man kan bare være.”

- ulla løwengraff, elev på væksthøjskolen

oktober 2012

s. 3

debat Leder

s. 4

kolofon 09/oktober 2012. 137. årgang udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk

(Selv)tillid Andreas Harbsmeier Redaktør

for nylig viste en undersøgelse, at unge i dag udsættes for et massivt forventningspres. Til uddannelse, til fremtidige jobmuligheder, til at stifte familie. De skal være supermennesker, der skal præstere på snart sagt alle fronter. Forventningerne kommer nok så meget fra den herskende logik i kølvandet på den økonomiske krise, hvor angsten for at falde igennem konkretiseres via gentagne historier i medierne om dem, der ikke klarer den, ikke bliver succeser. Men i lige så høj grad kommer presset fra de unge selv, viste undersøgelsen.

Der råbes vagt i gevær fra ungdomsforskere og andre, der mener, at de unge i al for høj grad bliver gjort ansvarlige for deres egen succes – og dermed også for deres egen fiasko. Lykkes livsprojektet ikke, er det den unges egen fejl. Det er ikke længere samfundets skyld, hvis man ikke får det liv, man gerne vil have, den uddannelse eller det job. Det er derimod ens egen. På den måde skabes et taberog et vinderhold. De der forstår at håndtere presset, og de der ikke gør.

Samtidig viser den ene undersøgelse efter den anden, at Danmark er et af de samfund med mest tillid. Tillid til systemet, tillid til hinanden. Og denne tillid er en forudsætning for Danmarks succes.

Jo mere selvtillid, jo mere tillid. Lever man ikke op til egne forventninger, svækkes selvtilliden, og svækkes selvtilliden, svækkes tilliden. Risikoen ved, at alle bliver gjort eneansvarlige for egen succes er, at der skabes store grupper af unge, der er blottet for selvtillid og i sidste ende for tillid til systemet. Det er ikke en god udvikling. Man kunne hævde, at det ikke er nogen skade til, hvis unge i højere grad tog ansvaret for eget liv. Ingen tvivl om, at det har noget på sig. På den anden side viser det sig bare i snart sagt alle livets forhold, at tillid på lang sigt giver det langt bedste resultat. Pres er godt, tillid er bedre.

»

Risikoen ved, at alle bliver gjort eneansvarlige for egen succes er, at der skabes store grupper af unge, der er blottet for selvtillid og i sidste ende for tillid til systemet.

oktober 2012

redaktion redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf. 3336 4047 Sara Peuron-Berg Tlf. 3336 4267 Jeppe Langkjær redaktionsgruppe Karsten Wind Meyhoff Ane Kollerup Uffe Strandby Neal Ashley Conrad Mette Bock Jonas Møller Ida Ebbensgaard Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Johannes Henriksen Jeppe Langkjær Sara Peuron-Berg Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 7027 1155 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forside Polfoto tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com udgivelsesplan for 2012: #10: 25. oktober #11: 29. november Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

tendens Til tiden

Vi stoler ikke på chefen NYHED Danskerne har verdensrekord i tillid. Men alligevel har én ud af ti kun lav grad af tillid til deres leder, viser helt ny undersøgelse. Brug bevidstheden om vores tillidskultur mere, lyder opfordringen til lederne af sara peuron-berg

”i folks egen bevidsthed, ledere i organisationer og medarbej- dere, så er tillid nice-to-have, ikke need-to-have,” udtaler Nina Kenney, der arbejder med at udvikle tillidsbaseret ledelse i danske og internationale virksomheder. Hun er direktør og partner i FranklinCovey, der netop har offentliggjort en helt ny undersøgelse om tillid i organisationer.

Undersøgelsen er udført af AB Analyse blandt et repræsentativt udsnit af danskere i arbejde i august 2012. Den viser, at for 90% af medarbejderne har tillid stor betydning for samarbejdet på arbejdspladsen. Alligevel har 10% kun i lav grad tillid til deres chef, mens 41% stoler på deres chef i nogen grad.

Undersøgelsen viser desuden, at vi generelt har højere tillid til kollegaerne, nemlig 57%. Sammenlignet med vores generelle tillid til andre mennesker, er det tal dog også lavt.

Gunnar Lind Haase Svendsen, der arbejder med social tillid på Syddansk Universitet mener, at en af forklaringerne på tallene kunne være retorikken på arbejdspladsen. ”Man får ikke talt direkte med og ærligt til hinanden.

Der ligger nogle skjulte dagsordener og nogle uklare magthierakier. Når vi fx beder en kollega om noget, laver vi omskrivninger eller ’skøn tale’, der gør det svært at sige nej.”

tillid er god økonomi For Nina Kenney bekræfter tallenene dog alligevel en høj grad af tillid. ”Tilliden til systemet er under pres, men

Polfoto

er stadig meget høj. Men min pointe går på, at vi skal bruge bevidstheden om det, vi har.” Nina understreger, at tillid er en økonomisk ressource, fordi det motiverer medarbejderne og gør dem trygge. Derved stiger deres vilje til at investere sig selv i arbejdspladsen. ”Hvis vi arbejder i en kultur, der generelt har høj tillid, kan man gøre det til en konkurrencemæssig fordel, også på sin arbejdsplads, fordi der er en økonomi i at have høj tillid.”

Ifølge hende har vi haft en tendens til at lave regler for alle efter laveste fællesnævner, men det belaster vores systemer og produktivitet. ”Jeg vil gerne have tillid til alle, men lad os gøre det på det niveau, hvor det hører til. Ikke bare de to ekstremer: enten total kontrol eller frit slag på alle hylder,” forklarer Nina Kenney. I stedet må vi kigge anderledes på vores måde at kontrollere på. I stort og småt. Det kan fx ikke være nødvendigt at sætte ens leder Cc på alle mails.

»

Hvis vi arbejder i en kultur, der generelt har høj tillid, kan man gøre det til en konkurrencemæssig fordel, også på sin arbejdsplads, fordi der er en økonomi i at have høj tillid.

- nina kenney, direktør og partner i franklincovey

s. 5

tendens (Mis)Tillid

s. 6

Det tillidsbårne samfund

Polfoto

TENDENS Mens danskernes tillid til hinanden og de samfundsbærende institutioner er intakt, lider tilliden mellem politikere og deres vælgere. Det er problematisk, for tillid er en forudsætning for vores velfærdsmodel og en økonomisk ressource af johannes henriksen

oktober 2012

tillid er fundamentet for den danske velfærdsstat. Og mang- lende tillid er en af årsagerne til den globale økonomiske krise. Men er tilliden på retur, eller er den i virkeligheden vejen ud af krisen?

Alle taler om tillid for tiden. Tillid til politikerne. Tillid til bankerne.

Tillid til markedet. Ofte handler det om, at en tillid, som tidligere har været der, nu er blevet brudt. Mennesker og institutioner, som vi troede, vi kunne stole på, har misbrugt vores tillid.

Ligesom Robert og Carina. To modtagere af offentlige ydelser, som mange danskere i løbet af det sidste år er kommet på fornavne med. Fordi de svigtede vores tillid. Sagerne om

s. 7

Robert og Carina fortæller noget afgørende om tillidens betydning i den danske velfærdsstat, fortæller lektor i økonomi ved Aarhus Universitet, Christian Bjørnskov. ”Danskerne har en ekstrem grad af tillid til hinanden. Men det betyder også, at de slår meget hårdt ned på folk, der misbruger den tillid,” siger han. mordet i finderup lade Når så mange danskere i den grad bliver forargede over folk som Robert og Carina, hænger det sammen med, at tillid er en af grundpillerne i etableringen af den danske velfærdsstat. For en velfungerende velfærdsstat forudsæt-

ter, at borgerne har tillid til hinanden.

Blandt andet fordi der i mange tilfælde vil være velfærdsydelser, man kan få adgang til, selvom man ikke har behov for det. ”Forskningen fortæller, at jo mere folk har tillid til, at andre mennesker opfører sig ordentligt, jo mindre tilbøjelige er de til at udnytte velfærdsydelser, de ikke har brug for,” siger Christian Bjørnskov.

I lande som Grækenland og Spanien med en lav grad af tillid mellem borgerne vil langt de fleste øjeblikkeligt udnytte alle tænkelige ydelser med det resultat, at velfærdsstaten bliver for dyr, og i sidste ende ikke hænger sammen.

Baggrunden for den høje grad af tillid herhjemme skal findes langt tilbage i Danmarkshistorien, fortæller Christian Bjørnskov. Helt præcist så langt tilbage som 22. november 1286, da mordet på Erik Klipping fandt sted i Finderup Lade sydvest for Viborg. ”At det er mere end 700 år siden, et mord på en politisk leder sidst har fundet sted herhjemme, er helt unikt.

Og fuldstændig uforståeligt for en italiener eller franskmand. Det er meget sandsynligt, at freden og den politiske stabilitet op gennem århundrederne har lagt fundamentet for den høje grad af tillid mellem danskerne,” siger Christian Bjørnskov.

Selvom danskerne op gennem historien har haft så stor tillid til deres politiske ledere, at de har undladt at tage livet af dem, er det ikke desto mindre forholdet mellem politikere og vælgere, som aktuelt befinder sig i den største tillidskrise. Ifølge Christian Bjørnskov hænger det især sammen med, at politikerne i befolkningens øjne står med en stor del af ansvaret for den aktuelle økonomiske krise. sammenhængskraften Tilliden til samfundets øvrige institutioner som retsvæsenet, politiet og hospitalsvæsenet er imidlertid intakt.

Det samme gælder den danske befolk-

nings tillid til hinanden. Af samme grund er tillid eller social trust, som det også kaldes i socialvidenskabelig terminologi, blevet et nøglebegreb i beskrivelsen af moderne velfærdsstater, siden Harvard-professoren Robert Putnam genintroducerede begrebet i 1990’erne.

»

Danskerne har en ekstrem grad af tillid til hinanden. Men det betyder også, at de slår meget hårdt ned på folk, der misbruger den tillid,” - christian bjørnskov, lektor i økonomi ved aarhus universitet Men selvom det er et besnærende begreb, som kan forklare mange ting, er tillid også et videnskabeligt upræcist begreb, forklarer professor ved Department of Business and Politics på CBS Ove Kaj Pedersen. Han vil derfor hellere tale om homogenitet og konsensus, når han skal forklare, hvad der adskiller de velfungerende velfærdsstater fra lande med ringe grad af social trust.

Med homogenitet forstås såvel religiøs som racemæssig og sproglig homogenitet, og med konsensus forstås et samfund med en række dominerende holdninger, hvilket er væsentligt for samfundet som helhed, forklarer Ove Kaj Pedersen. ”En høj grad af homogenitet og stærk konsensus har mange positive konsekvenser for et samfund som fx mindre kriminalitet, større økonomisk effektivitet, en bedre drevet, ikke-korrupt offentlig sektor osv.,” siger Ove Kaj Pedersen.

tendens (Mis)Tillid

s. 8

»

Det afgørende er at forstå, at en høj grad af tillid er en forudsætning for en stærk velfærdsstat og ikke en konsekvens af den.

- christian bjørnskov, lektor i økonomi ved aarhus universitet

Ifølge ham er tilliden eller sammenhængskraften således den lim i et samfund, som gør det muligt at opnå en række positive konsekvenser, som mindre homogene lande som fx USA ikke har. Dertil kommer, at et lands størrelse og antallet af indbyggere også har stor indflydelse på graden af tillid mellem borgerne, tilføjer han.

Det er afgørende at forstå, at en høj grad af tillid er en forudsætning for en stærk velfærdsstat og ikke en konsekvens af den, påpeger Christian Bjørnskov. Det er ikke den store økonomiske lighed i lande som Danmark og den lige adgang til offentlige ydelser, som har skabt tilliden mellem borgerne.

Tilliden går med andre ord forud for velfærdsstaten. Det er tilliden, som er grunden til, at velfærdsstaten kan fungere, understreger han. tillid som suveræn livsytring At tilliden går forud for alt andet, var en afgørende pointe for den danske ”tillidsfilosof ” K.E. Løgstrup. Allerede i hovedværket Den etiske fordring fra 1956 udfoldede han sin analyse af tilliden, som han senere kaldte en af de suveræne livsytringer. Hermed forstod Løgstrup de grundlæggende livsytringer som eksempelvis tillid og barmhjertighed, der gør sig gældende for alle mennesker, men som aldrig er

oktober 2012

resultat af en bevidst beslutning.

For Løgstrup var tilliden mellem mennesker nemlig udtryk for en grundlæggende godhed i livet, og tilliden var af samme grund ikke omfattet af videnskabelige årsagsforklaringer.

Når videnskaben sidenhen har forsøgt at forklare og udlægge tilliden, er den derfor ude i et andet ærinde end Løgstrup. Ifølge Ove Kaj Pedersen var Løgstrups forståelse af tilliden uundgåeligt præget af tiden efter 2.

Verdenskrig. ”Løgstrups tænkning var et forsøg på at udradere de forskelle, der udspringer af tro, race og nationalt tilhørsforhold, og definere et universelt begreb om menneskelighed, som netop skulle være et grundlag for at undgå tilsvarende uhyrligheder en anden gang,” siger Ove Kaj Pedersen.

En menneskeforståelse, som siden har fået stor betydning inden for alt fra pædagogik, til international politik og menneskerettigheder. Derimod har det haft ringere betydning i udviklingen af velfærdsstaten og i relationen mellem religioner, påpeger Ove Kaj Pedersen. ”Forestillingen om en universel tillid mellem mennesker var en utopi, som har vist sig at have svær gang på jorden. Netop fordi tilliden hovedsageligt synes at opstå inden for en bestemt religion eller inden for en homogen social gruppe,” siger han. værdifuld tillid Men selvom moderne samfundsvidenskab har afvist forestillingen om en universel tillid, er det fortsat et afgørende begreb i forståelsen af moderne velfærdssamfund som det danske, påpeger Christian Bjørnskov.

Som eksempel på tillidens betydning nævner han, at Danmark er et af de få lande i verden, hvor en mundtlig aftale er juridisk bindende. ”Folk fra andre lande er ofte rystede over, hvor sent danske virksomheder skriver kontrakt, når de indgår en aftale. Men det betyder også, at mange

aftaler er meget billigere og meget lettere at indgå i Danmark end andre steder i verden,” fortæller Christian Bjørnskov.

Af samme grund har den høje grad af tillid i det danske samfund en positiv indflydelse på dansk økonomi. Ikke mindst i en tid, hvor tilliden på globalt niveau er under pres. Jo mere risiko betyder noget, jo mere flygter investorer til de lande, de har stor tillid til. ”Danmark har en lang tradition for, at vi i sidste ende nok skal træffe de beslutninger, som gør, at alle svares sit.

Det er attraktivt for andre lande og virksomheder at lave aftaler med os, simpelthen fordi vi holder dem. Det er meget værdifuldt i en global tillidskrise,” siger Christian Bjørnskov.

»

Forestillingen om en universel tillid mellem mennesker var en utopi, som har vist sig at have svær gang på jorden. Netop fordi tilliden hovedsageligt synes at opstå indenfor en bestemt religion eller indenfor homogen social gruppe.

- ove kaj pedersen, professor ved department of business and politics på cbs

Annonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.: Annonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.:

DigitalisERing af uDDannElsEssEKtoREn Kom til gratis seminar om de JEG VIL HAVE de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® digitale teknologier der forbedre deUDDANNELSE frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® fremtidens uddannelsestilbud.

s.s.12 12 s.s.12 12

mED pERsonligE sERvicEs, DER gøR

185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kan tage

De offentlige institutioner er i dag udsat for et voldsomt pres på omkostningerne, der gør det nødvendigt at finde løsninger, som kan være med til at optimere og strømline deres kan fejl kanworkflows. tage tage fejl fejl

185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl tingEnE EnKlERE

Derfor vil vi på dagen kortlægge, hvordan du kommer godt i gang med konkrete digitaliseringsprocesser.

Se eksempler på:

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

www.konicaminolta.dk/uddannelse Tilmeld dig på:

www.konicaminolta.dk/arrangementer

Annonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.:

BEDRE SERVICEBASERET UDDANNELSE Konica Minolta Business Solutions Denmark a/s Stensmosevej 15 2620 Albertslund • 72 21 21 21 • www.konicaminolta.dk

Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten: Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ®

s.s.12 12

de de skolers skolers advokat advokat ® de frie frie de frie frie skolers skolers advokat advokat ® ® ® 185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl

Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder rådgivning rådgivning af af frie frie skoler skoler rådgivning af frie skoler rådgivning rådgivning rådgivning af frie skoler af af frie frie skoler skoler

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

Vi påtager Vi Vios påtager påtager aldrigos os sager aldrig aldrig modsager sager frie mod skoler mod frie frie skoler skoler Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

januar 2010 januar 2010

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® januar januar2010 2010 januar januar2010 2010

s. 9

tendens Tidsånden kort

Tidsånden kort - ifølge Gitte Karen Rosenqvist

Årh, der er så meget…

At vinde 915.850 millioner euro fire gange på en uge. Det er SÅ mange penge, og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af dem. Jeg bliver glad hver eneste gang, og synes, det er vældig morsomt. Jeg fornemmer, at jeg er meget heldig, og tror, at jeg vinder igen meget snart. Jeg vader i penge. Eller jeg vader snart i penge. Juhu!

Duftlys og elektriske duftfiduser.

Dampcigaretter og nikotinspray. Åkandebilleder i skifterammer.

Sommertid. Emhætter. Falske blåbær og honning. Facebookrapes (aj, det mener jeg faktisk ikke – det skal man bare blive ved med). Alle-mails. Forbudt med alt det – så bliver det meget sjovere.

gitte karen rosenqvist First Lady på Vallekilde Højskole siden efteråret 2010. Gift med forstander Torben Smidt Hansen i foråret 2012. Underviser i dansk for udenlandske elever og håndarbejde for alle. Er medlem af en lille (3 pers.) rockerklub i København og har aldrig boet på landet før.

oktober 2012

morsomt

Vindermailen

mer af det

Lavalamper De har været ude så længe, og nu er det på tide, at de kommer ind igen. De er jo herre fede, og man kan få dem i så mange farver. Jeg har lige fået en af min søde kollega, Kristian. Det er den bedste gave, man kan ønske sig, og så pynter lavalamper jo overalt. Det ved man bare.

burde forbydes

kedeligt

s. 10

Rejsekortet Jeg forstår det ikke. Man kan bruge det på HELE Sjælland, har jeg læst. Men hvad med resten af landet? Man kan sikkert ende med at bruge lige så meget tid på at anskaffe sig billet til en rejse, som selve rejsen ville have varet. Jeg tror ikke, at jeg kender nogen, der bruger det. Jeg har heller ikke set nogen med et. Jeg har faktisk aldrig set et. Det hemmelige Rejsekort...

debat HB’s kommentatorpanel

11 s.s.11 Denne måned: Rasmus Kjær (f. 1981) Uddannelseskonsulent, foredragsholder og forfatter

Ove Korsgaard

Hans Hauge

Asser Amdisen

Den tillidsvækkende bureaukrat INDSPARK Hav tillid til systemet. Dets dyd er fair behandling På bagsiden af en bog om social kapital læste jeg for nylig, at mistillid og kontrol skaber bureaukrati. Det vil jeg ikke benægte. Til gengæld mener jeg ikke, at bureaukrati i sig selv behøver at være et problem. Bureaukratiet har, som blandt andre filosoffen Paul Du Gay har beskrevet det, en indbygget etik, der skal sikre en fair og ens behandling af dets brugere. Spørgsmålet er, om dette ikke kunne være en tillidsmæssig gevinst.

Bureaukratens dyder er ikke fleksibilitet, spontanitet eller personlig omsorg. Det er nærmere loyalitet, forpligtelse og omhyggelighed. Dyder som let vendes til laster i et samfund, der kalder sig selv foranderligt.

Bureaukratens karikatur er enten en nidkær skrankepave, hvis smålighed får ham til at knockoute borgerne med hårdtslående dokumenthenvisninger.

Eller også er han en doven og arbejdssky lediggænger, der i ly af utallige mapper og notater bruger tiden på

Wordfeud og syvkabale i stedet for at varetage den enkelte borgers behov her og nu. For at komme dovenskab og regelrytteri til livs foreslår kritikere, at den enkelte bureaukrat i højere grad ansvarliggøres for arbejdsprocessernes effektivitet. Gennem koncepter som ”Lean” og ”Performance Management” skal bureaukraten gøres mere smidig.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg selv har været mere end irriteret over at blive sendt på rundtur i bureaukratiets kommunikationsveje på baggrund af et umiddelbart undseeligt spørgsmål om selvangivelsen. Set i det lys lyder det helt rigtigt at forsyne bureaukraten med mere personligt ansvar og fleksibilitet.

Omvendt har jeg også følt en næsten voldsommere irritation, når bureaukratiet ikke fungerede. Når medarbejdere i mit telefonselskab eksempelvis misledte mine klager gennem løse henvisninger til tidligere samtaler og umiddelbar erindring.

Hvis sagen nu havde været ordentlig bureaukratisk registreret, var jeg i det mindste sikret en fair behandling på lige fod med andre. Måske nogle mere standardiserede sagsbehandlinger ville hjælpe på det?

Selvom standardisering lyder ”so

last century”, er der mange bureaukratisk opbyggede virksomheder, som fortsat gør god forretning på standardiserede arbejdsprocesser og produkter. Når vi køber en Big Mac, er det fordi betjeningen og smagen overalt i verden er præcis den samme. Vi har tillid til varen, og derfor køber vi det.

Højskolerne leverer ikke standardvarer. De skal agere hurtigt og fleksibelt, og de har også en vis frihed til at gøre det. Derfor synes embedsværkets langsommelige sagsbehandlinger ofte at virke bremsende for en ellers forandringsorienteret virkelyst. Hvordan kan en enkelt dispensation fra loven i det gode formåls tjeneste være et problem?

Embedsværket kan virke tungt.

Indrømmet. Men det er også garant for, at kendte og gode sider i et system ikke bare rages ned, fordi en enkelt minister får en hurtig idé. Embedsværkets bureaukrati er også højskolernes forsikring mod politiske og personafhængige overgreb. Den omhyggelige embedsmand er ikke nødvendigvis en god højskolemand. Men han kan sagtens være en god bureaukrat. En bureaukrat, som måske fortjener lidt tillid.

tendens Foto

s. 12

Billedligt Foto: Eva Bozevniece, elev på Ryslinge InnovationsHøjskole Tillidsrum Jacob og hans kammerater griner, råber, snakker og synger sig igennem den 36 timer lange Innovations Camp. Målet for underviser Janne Wind er at skabe et tillidsrum, hvor de unge ved hjælp af performance kan presse sig selv mere, end de troede muligt. Eleverne faciliterede selv processen, der inkluderede fire andre udannelsesinstitutioner.

Højskolebladet samarbejder med fotohold fra forskellige højskoler, der løbende leverer et foto taget af en elev.

oktober 2012

s. 13

tendens PortrĂŚtinterview

En bekymret

s. 14

Polfoto

oktober 2012

optimist INTERVIEW Tillid er det kit, der binder samfundet sammen – det er ikke staten, det er ikke markedet, men derimod alle de små uformelle møder og relationer, vi konstant indgår i. Og godt for det – for tillid gør os glade, mener Tor Nørretranders af andreas harbsmeier

situationen er følgende. høj- skolebladet har bedt forfatte- ren tor nørretranders om at møde op til et interview en fredag eftermiddag i København. Det skal handle om tillid. Han takker ja og møder op på bladets redaktion for at tale om et emne, der ligger ham meget på sinde. Det gør han, fordi han har tillid til, at der kommer noget godt ud af det. Men han kan strengt taget ikke vide det. ”Du kunne jo godt tage noget af det, jeg siger i det her interview, og forvrænge meningen fuldstændig,” lægger Nørretranders ud med at sige, ”men jeg viser dig tillid. Måske ud fra en forestilling om, at du tror, der kommer noget ud af det, så du vil prøve at give et loyalt retvisende billede af det, jeg siger. Det tror jeg på, men jeg kan jo ikke vide det. Men det, at vi sidder her og har øjenkontakt; jeg tror på, at vi vil hinanden det godt. Der er en masse biologiske tegn inden i mig, der gør, at det her fungerer: Man er begyndt at kunne iagttage rent fysisk i hjernen, om folk har tillid. I det øjeblik, to mennesker ser hinanden i øjnene og bliver fælles om noget, kan man iagttage, at blodet strømmer hen til bestemte belønningscentre. Man bliver glad. Man kan også iagttage nogle særlige hormoner, der handler om sociale relationer i højere grad er til stede, når man føler tillid. Det er altså en kropslig ting og ikke bare noget, vi har lært i skolen.”

Så er vi ligesom i gang. Vi befinder os i en situation, som de fleste mennesker igen og igen befinder sig i – nemlig en situation af gensidig tillid. Og vi gør det i stigende grad, ifølge Nørretran-

s. 15

ders, selv om der tales om tillidskrise i disse år. Men Nørretranders perspektiv er lidt bredere: ”Grunden til, at tillid er så meget diskuteret nu, er, at vi er begyndt at indse, at jorden er fyldt ud med mennesker. Der er ganske enkelt ikke meget plads tilbage. Det meste af vores livssammenhæng som mennesker er med andre mennesker. Naturen spiller jo næsten ingen rolle længere, mens storbyen spiller en stadig stigende rolle. Siden 2005 bor mere en halvdelen af alle mennesker i byer. Det er en meget ny situation i forhold til for bare 100 år siden. Derfor er det antropogene blevet vores livssammenhæng mere end naturen. Socialitet er blevet meget mere primær i vores elementære virke-

»

Man er begyndt at kunne iagttage rent fysisk i hjernen, om folk har tillid. I det øjeblik, to mennesker ser hinanden i øjnene og bliver fælles om noget, kan man iagttage, at blodet strømmer hen til bestemte belønningscentre.

Man bliver glad.

tendens Portrætinterview

s. 16

lighedsoplevelse.”

Nørretranders ser sig omkring i det lille mødelokale med langt til vinduerne: ”Selv om der indgår materialer fra naturen, kan jeg ikke lige nu få øje på noget, der ikke er formet af mennesker. Derfor bliver samfundsmæssiggørelsen stadig mere centralt. Markedet handlede i starten om ting, men nu er det blevet mere dematerialiseret. Der bliver i højere grad solgt menneskelige ydelser, og derfor kommer de mellemmenneskelige relationer til at fylde langt mere.” det kloge væsen Nørretranders forfatterskab har bragt ham vidt omkring – fra menneskets bevidsthed i Mærk Verden til så forskellige områder som klimakrise, mad, affald, internettet og meget mere. En fællesnævner for Nørretranders forfatterskab er dog en ukuelig optimisme på menneskehedens vegne – og en tillid til, at vi nok skal overkomme de problemer og udfordringer, som vi bliver stillet over for. Blot vi tager problemerne alvorligt: ”Jeg tror, at mennesket er et klogt væsen. Vi handler rigtigt, hvis vi erkender problemerne. Men jeg er kun optimist, fordi jeg er bekymret. Jeg tror på, at vi reagerer med brutal kraft, når vi gør det, fx i forhold til klimaproblematikken. Når det går op for os, at politikerne ikke kan løse problemerne, så tager civilsamfundet affære.”

Et meget centralt element i bestræbelserne på netop det er tilliden: ”Tillid er et utrolig vigtigt begreb, der også bliver vigtigere i fremtiden. Vi er først ved at opdage det for alvor,” mener Nørretranders, der forsøger at nærme sig en definition via Søren Kierkegaard: ”Han taler om tro, der er præget af to ting: Det, der er objektivt uvist på den ene side, og det, der er subjektivt vist på den anden. Man kan ikke vide, om det er tilfældet, for så var det jo ikke tro. Det er tro, hvis man på den ene side ikke objektivt kan vide noget med sikkerhed, men på den anden side lidenskabeligt, inderligt er overbevist om, at det er tilfældet. Og selvfølgelig kan man ikke have tro uden risiko,

oktober 2012

ellers ville det jo ikke være tro, men vished.”

Tillid – ligesom tro – handler ifølge Nørretranders om, at der ikke er skrevet nogen kontrakt, eller indgået nogen handel, så der ikke findes et sted, hvor man kan gå hen og få tjekket, om aftalen nu blev overholdt.

»

Tilliden i samfundet var mindst, da det gik bedst – eller i hvert fald formelt set bedst.

Men tilliden mellem mennesker bliver genetableret, når det igen går op for os, at det, vi har, er hinanden.

Derfor har vi tillid – men ikke vished.

Det er hele tiden et spil om, hvad man har lovet, og hvad man ikke har lovet.

Ifølge Nørretranders er de relationer mindst lige så vigtige som de formelle relationer til for eksempel stat og marked. Tillid er ganske enkelt det kit, der binder samfundet sammen: ”Alle de vigtige relationer i vores tilværelse er tillidsrelationer, som ikke er båret af en klar aftale eller en klar udveksling, men er båret af, hvad man kan kalde en gaveøkomoni. I modsætning til det, som vi tror, er afgørende for den måde, vi lever på: Det, som har med staten at gøre, og det, som har med markedet at gøre. Staten laver regler, forskrifter og love, som fortæller hvad man må og ikke må, og som oven i købet angiver sanktioner.

Udgangspunktet er, at de rettigheder, du har, er der klare forskrifter for. Det samme gælder for markedet. De udvekslinger, vi foretager dér, er formaliserede aftaler. Vi tænker, at vi lever i en markedsøkonomi, og at staten spiller

en altafgørende rolle. Min påstand er, at det faktisk ikke er det, der får samfundet til at fungere. Det er ikke det, vi oplever på overfladen af vores hverdag. Det er det, man kalder det civile samfund. Det er alle de relationer, der ikke er formaliseret af statslige regler eller prissat i form af et marked, men som er alle de små glæder, vi giver hinanden, alle de små tjenester, vi gør hinanden. Alle de tilfælde, hvor vi giver noget uden at have en klar aftale. Sådan er det i venskaber – og i særdeleshed i kærligheden, hvor det er meget svært at vide, hvad man får igen, hvis man giver noget.” krise og tillid Selv om der tales om tillidskrise i disse år, handler det primært om tilliden til markedet og tilliden til staten og ikke så meget om tillid mellem mennesker.

På spørgsmålet om, hvorvidt vi mennesker i Danmark har fået mindre tillid til hinanden, svarer Nørretranders klart nej. De udsving man kan iagttage i niveauet af tillid er blot krusninger på overfladen. Alligevel mener han, at 00erne var et mærkeligt årti: ”Det er mit indtryk, at tilliden var minimal på det tidspunkt, da der var mindst krise, hvor huspriserne var gået helt amok, og hele middelklassen var ved at dåne over sin friværdi. Der opstod en ekstrem individualisme og sig-selv-nok-hed på baggrund af nogle i virkeligheden dybt illegitime økonomiske værdier. Det skete så samtidig med en skepsis over for indvandringen.

My home is my castle, og min friværdi er min tryghed i livet, syntes at være mottoet. Og i samme periode ville man så betale mindre i skat, hvilket i mine øjne er komplet latterligt – for det er jo klart, at huspriser er samfundsskabte værdier. Tilliden i samfundet var mindst, da det gik bedst – eller i hvert fald formelt set bedst. Men tilliden mellem mennesker bliver genetableret, når det går op for os, at det, vi har, er hinanden.”

Den tendens er ifølge Nørretranders desværre ikke slået igennem i den måde, de offentlige arbejdspladser i Danmark administreres på: ”Tidligere

opfattede man det offentlige som præget af rummelighed, åbenhed og tillid, mens det private var nogle småtskårne management-typer, der rendte rundt og lavede timesedler. Men alt det med indstempling og den slags forsvinder mere og mere fra det private til fordel for mere flekstid og selvstyrende grupper. Der er opstået en kultur i det private erhvervsliv, der har forståelse for, at man faktisk får mere ud af folk ved at vise dem lidt tillid og give dem noget råderum, mens det offentlige er præget en fuldstændig overdreven kontrolkultur, hvor man fx bebyrder børnehaver med helt ufattelige mængder af skemaer, der skal udfyldes.

Det kan ikke undgå andet end at blive

»

Det er en tilbøjelighed til at sige, at ”nu skal der styr på det!” ud fra en meget sejlivet forestilling om, at der sløses i det offentlige. Svaret bliver, at man indfører kontrol.

Og så mister man tillid.

Som Lenin sagde: tillid er godt, men kontrol er bedre. Men problemet er bare, at kontrol ikke er bedre. smidt ud til os andre i samfundet – vi møder et ikke-engagement, som er meget lidt produktivt. Det er trist og kortsynet. Og det er nok også præget af en parlamentarisk kultur, der havde et aggressivt forhold til den offentlige sektor – på begge sider af midten. Det var en tilbøjelighed til at sige, at ’nu skal der styr på det!’ ud fra en meget

sejlivet forestilling om, at der sløses i det offentlige. Svaret bliver, at man indfører kontrol. Og så mister man tillid. Som Lenin sagde: Tillid er godt, men kontrol er bedre. Men problemet er bare, at kontrol ikke er bedre.

Nulfejlskulturen er enormt dræbende, fordi den siger, vi vil hellere undgå fejl end at gøre noget rigtigt.”

Der eksisterer en form for gensidigt udelukkelsesforhold mellem at være glad for noget, man oplever, og have styr på noget, man oplever, fortæller Nørretranders: ”Hvis er man er helt sikker på, hvad man får ud af livet, bliver man faktisk ikke glad, når man får det. Når vi vænner os til ting, så holder vi op med at glæde os. Men vi bliver som regel overraskede, når vi omgås andre mennesker, fordi de jo er uforudsigelige.

Kører man en nulfejlskultur, får man ingen glæde ud af det. Det problem har præget det offentlige i mange år.”

Nørretranders svar på det er ikke overraskende: mere tillid. Sidste år udgav han bogen Fælledskab sammen Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi, hvor pointen netop var, at det er i mindre tillidsbaserede fællesskaber, at der kan skabes resultater. Løsningen på en kæmpe udfordring som miljøkrisen skal derfor findes i civilsamfundsinitiativer initiativer, der er langt bedre til at løse massive problemer af den type.

Nørretranders nævner selv atomkrisen i 80erne og angsten for den massive befolkningstilvækst, der blev løst gennem folkelige bevægelser. ”Indgår civilsamfundets aktører aftaler med hinanden, er der langt større chance for, at de bliver overholdt, end når staten udsteder et direktiv. Tillid derfor er vejen til at løse miljøkrisen – det vil sige fællesskaber, frem for den kontrolkultur, der kommer fra centralt hold,” forklarer Nørretranders.

Men med tillid følger også risiko. For vi har jo netop ingen vished for, at det nu går, som vi ønsker. Og mennesker bliver skuffede fra tid til anden. Så lidt kontrol skader måske ikke – inden Nørretranders forlader huset, beder han da også om at få det færdigskrevne interview til godkendelse, inden det bliver trykt.

s. 17

Tor Nørretranders (F. 1955) Forfatter og foredragsholder. Han har arbejdet som journalist og redaktør på en stribe medier som Information, Weekendavisen, Børsens Nyhedsmagasin og Danmarks Radio. Har skrevet en lang række bøger om en række forskellige emner. Fik et stort gennembrud med Mærk Verden fra 1991, der sidenhen er oversat til en lang række sprog. Tidligere modtager af Publicistprisen og Dansk Forfatterforenings Faglitterære pris. Har seneste udgivet Fælledskab (2011) sammen med Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi og Afskaf affald (2012).

debat Bøger

s. 18

Nyttig fordybelse ANMELDELSE Nyt oversigtsværk giver fast grund under fødderne i historien om demokratiets udvikling som styreform og ideologi. Fra det mest kendte – det athenske – til nutidens Arabiske Forårs bestræbelser. Fordybelsen er tiltrængt af leif kajberg, næstformand, rådet for bæredygtig trafik og sekretær i foreningen frit norden.

Demokrati, demokratisering, demokratisk underskud. Mediernes nyhedsstrøm minder os hele tiden om disse begreber og etiketter. Nogle steder kæmper de for at få demokrati. I Syrien resulterer det i massehenrettelser og tortur, men det glædelige sker, at despoter viger for folkelige oprør, og vi ser billeder af jublende borgere, som hilser demokratiske tilstande velkommen. Som i Libyen, hvor der blev gennemført valg til Nationalforsamlingen den 7. juli.

I Danmark har vi demokratiet med i den mentale bagage, og på trods af apati og udbredt skepsis over for det politiske etablissement strømmer mange til folkemøde på Bornholm. Og heldigvis findes der stadig små nicher i oplysningslandskabet, hvor det er muligt at diskutere demokratiet og dets udfordringer mere indgående.

Krogerup Højskole slog i september 2010 dørene op for symposiet “Ideernes krise i åndsliv og politik”, og skolen holder endnu et symposium den 21. september; denne gang om demokrati og deltagelse. Men generelt synes fordybelsen i demokratiets væsen ikke rigtig at appellere til skolernes programlæggere. Jammerligt at fx Askov øjensynligt ikke rigtig har noget at byde ind med her.

oktober 2012

Men vil man have fast grund under fødderne og vide, hvordan demokratiet er opstået og blevet praktiseret og udbredt, og hvordan man har diskuteret demokratibegrebet i forskellige historiske epoker, så er oldtidshistorikeren Mogens Herman Hansens nye bog et must. fra dengang til nu Mogens Herman Hansen beskriver hovedlinjerne i demokratiets udviklingshistorie og essensen af demokratidiskussionen fra Antikken til nullerne og tierne i vores årtusind - Det Arabiske Forår har han således også fået med.

Man får god besked om det oldgræske demokratis komponenter og procedurer. Athen fremstod som den mægtigste og mest folkerige i kredsen af græske bystater, og det athenske demokrati fremhæves som det bedst kendte eksempel på et forsamlingsdemokrati i en selvstændig stat af større betydning. Der kan trækkes en klar skillelinje mellem dette antikke demokrati, som var direkte, og det moderne demokrati, der er indirekte og repræsentativt.

Demokrati som statsform gled helt ud af historien, da antikkens periode ophørte. I et vældigt langt tidsinterval - ca. 2.000 år - kunne ingen lande,

Mogens Herman Hansen Demokratiets historie fra oldtid til nutid.

Museum Tusculanums Forlag 2012, 290 sider, kr. 275,-

riger, bystater m.v. opvise eksempler på reelt eksisterende demokrati.

Det betød dog ikke, at interessen for demokrati som styreform forsvandt.

Tværtimod. En lang række filosoffer og politiske tænkere m.fl. markerede sig i løbet af de følgende århundreder i diskussionen af den demokratiske styreforms fortrin, ulemper, egnethed og gennemførlighed. Man behøver blot at nævne Machiavelli, Voltaire, Locke og Rousseau, Alexis de Tocqueville og Montesquieu (ham med magtfordelingslæren).

Bogen belyser også de forfatningsdomstole, som bl.a. er blevet oprettet i mange europæiske stater. Demokrati er ikke blot en styreform, det er også en ideologi, og det liberale demokrati,

»

Demokrati er ikke blot en styreform, det er også en ideologi, og det liberale demokrati, som vi kender det overalt i den vestlige verden, har friheden som den basale værdi. som vi kender det overalt i den vestlige verden, har friheden som den basale værdi. Dvs. frihed opfattet snævert som personlig frihed, et værn mod statens og andre borgeres indblanding i enkeltindividets tilværelsesform og holdningsunivers. Den anden grundværdi, ligheden, står derimod svagere og får klart mindre opmærksomhed.

Overordnet set har demokratiet gået sin sejrsgang og opnået udbredelse i store dele af verden, selvom der fortsat er mange og endog meget store, sorte pletter på landkortet. Nogle steder slår demokratiseringsprocesser fejl med Irak som et aktuelt og deprimerende eksempel. I nogle lande, fx i Grækenland og i Ungarn, har højrepopulistiske, autoritære og nationalistiske strømninger givet grimme ridser i lakken. Og i Grækenland og Italien har vi set teknokrater gribe styrepinden. I EU har kommissionsformand Barroso endvidere måttet kalde Rumænien til orden.

Bogen er et nyttigt oversigtsværk med fokus på den demokratiske styreforms teoretikere, begrebsdannelser og demokratiets udvikling og forvaltning i en lang række lande verden over.

Interessant er også den supplerende beskrivelse af forholdet mellem demokratiet og retsstaten. Mogens Herman Hansen trækker på sin egen afgrænsede ekspertviden og inddrager samtidig resultaterne af andre forskeres studier.

Det er vigtigt at se den nye bog i sammenhæng med Demokrati som styreform og som ideologi (2010). De to fremstillinger supplerer hinanden.

Bogkort ved andreas harbsmeier s. 19

Penge!

Hans Boll-Johansen: Penge Gyldendal 2012 222 sider, kr. 249,Der er dem, der virkelig kan skrive, så emnet nærmest er underordnet. Sådan er det med litteraten Hans Boll-Johansen, der gennem en række udgivelser har sluppet det universitære sprog løs i en veloplagt essayistisk stil. En genre, der ikke dyrkes så ofte i Danmark, fordi det kræver overblik, en ekstremt veludviklet sproglig sans og givetvis også en betragtelig selvtillid. Således er emnet for denne nye bog ganske enkelt penge. Hvad er det med dem? Og hvorfor forholder vi os så forskelligt til dem? Vi får talrige litterære eksempler, en slags pengenes kulturhistorie, præsenteret gennem Boll-Johansens sensitive pen, ligesom hans egne sønner – den ene kunstner i Berlin, den anden ejendomsmand i Nordsjælland – spiller ikke uvæsentlige roller – i hvert fald i udgangspunktet. For hvordan kan det være, at mennesker med tilsyneladende ens forudsætninger får så forskelligt et forhold til penge?

BRITA HAUGEN Lærer ved Vestjyllands Højskole, læreruddannet, cand.theol. og derudover både forfatter, foredragsholder og instruktør

Hvad læser du?

Hvad læser du i øjeblikket?

I anledning af Søren Kierkegaard-jubilæet næste år er jeg ved at genlæse Peter Thielsts bog Livet forstås baglæns - men må leves forlæns - historien om Søren Kierkegaard. Det er en glimrende og underholdende indføring i Kierkegaards liv og værker.

Hvilken bog vil du anbefale dine højskolekolleger?

Igen, med tanke på næste års jubilæum. Det kunne være Thielst, men jeg vil nu hellere anbefale vores nu afdøde kollega Knud Hansens bog om samme Søren Kierkegaard, Ideens digter, som han kalder ham. Den er mere omfattende og går dybere.

Hvilken bog har betydet mest for dig?

Ingen tvivl: Fjodor Dostojevskijs Brødrene Karamazov. Jeg havde det held at læse den allerede som femtenårig første gang. Den blev bl.a. skyld i, at jeg i dag er kristen.

højskole Højskolen kort

s. 20

Det sker

Presseklip

Tørre tal

2 9 5 4 6708 1

3

politisk kultur Under overskriften ”Folketinget er en børnehave” holder folketingsmedlem Mette Bock foredrag på Silkeborg Højskole. Folketinget har været Mettes daglige arbejdsplads siden sidste valg, så hun kan tillade sig at kritisere den herskende politiske kultur.

8. oktober på Silkeborg Højskole koncert i ry Ry Højskole byder inden for til koncerten ”Den danske sang” i en luksusindpakning. Aarhus Jazz Orchestra vil sammen med Cæcilie Norby, Aarhus pigekor og dirigent Lars Møller udlægge den danske sangskat. Billetter reserveres på kontoret@ryhojskole.dk / tlf. 8689 1888. Prisen er 200 kroner.

24. oktober på Ry Højskole kabaret Skuespiller Fritze Hedemann og guitarist Erik Wessberg besøger Askov Højskole. De opfører kabaret’en ”Ny vin på gamle flasker”, som bl.a. indeholder indslag med Karen Blixen og George Friedrich Händel. Det starter kl. 20, og entréen er 75 kroner.

25. oktober på Askov Højskole i krig i afghanistan Journalist og nyansat højskolelærer Stig Bo Matthiesen aflægger rapport fra en krigszone. Stig har fulgt CharlieCoys 2. deling fra deres indledende øvelser i Oksbøl-terrænet over udstationeringen i Helmandprovinsen til hjemkomsten fra Afghanistan.

Pris: 75 kroner, inkl. kaffe og kage.

30. oktober på Rødding Højskole

oktober 2012

”Skal indvandrere tvinges på højskole?

Det foreslog en yngre venstrepolitiker i sidste uge. Tvang er en dårlig idé - og vel fuldstændig i modstrid med de pædagogiske tanker bag højskolen.

Men højskolen kan noget, som vi har brug for som mennesker og som samfund. Der er med andre ord mange andre end indvandrere, der kunne have glæde af et højskoleophold. Hvad med politikere in spe? Forskere? Dropouts?

Erhvervsledere? Embedsmænd?”

Redaktør og akademileder Birgitte Stoklund Larsen i Kristeligt Dagblad d. 10. august ”Jeg undrer mig mest over, hvorfor vi ikke længere har råd til at hjælpe unge mennesker med at komme op til overfladen igen. I ti år har jeg arbejdet på en højskole, hvor vi prøver at give psykisk sårbare unge mennesker lyst til livet igen. “At oplive og oplyse” efter Grundtvigs gode gamle forskrifter.

Vi, og dermed også kommunerne, bruger mange ressourcer på at få unge mennesker tilbage til livet; at give dem et så selvstændigt liv som muligt. Det kræver lang tid og masser af energi at oplive unge mennesker, der har mistet livslysten. At give dem tro på, at de er gode nok som de er, uanset hvad de kan præstere.”

Højskolelærer Mads Holm i Politiken d. 20. august.

hvad bruger højskolerne deres penge til?

En ny rapport fra revisionsselskabet BDO viser bl.a., hvad højskolerne samlet set bruger deres penge på. Langt det meste går fortsat til undervisning og bygninger: År

2009

2010

2011

Lønudgifter, undervisning 271.717 281.428 280.385 Andre undervisningsudgifter

120.303 124.390 119.346 __________________________________ Lønudgifter, ejendom 59.859 58.740 54.719 Andre ejendomsudgifter

144.942 153.888 148.846 __________________________________

Lønudgifter, kostafdeling 90.923 91.320 83.779 Andre kostafdelingsudgifter

101.074 102.875 101.098 __________________________________

Lønudgifter, administration 58.451 61.382 57.755 Andre administrationsudgifter

80.707 79.092 76.550 __________________________________

I alt 927.976

953.115

922.478

Kilde: BDO, ”Den økonomiske temperatur” – Højskoler 2011.

Økonomisk temperatur

Vartegn i Vestjylland

2011 resulterede i en stagnation i elevtallet og en tilbagegang i indtjeningen på landets højskoler. Det viser en rapport fra revisionsselskabet BDO, der har taget den økonomiske temperatur på landets højskoler. Den fremgang, skolerne oplevede i 2010, er altså til dels vendt, og BDO peger på, at især omlægningen af taxametertilskuddet mellem de korte og lange kurser har haft en negativ betydning for indtjeningen. Trods tilbagegangen konkluderes det imidlertid, at 2011 var et godt år, og at højskolernes økonomiske situation ser fornuftig ud.

Overordnet set synes især de små skoler at have svært ved at få enderne til at nå sammen, mens de store skoler i højere grad har haft held til at fastholde indtjeningen. Højskoler med et elevtal på over 80 øger således deres del af det samlede elevtal, hvorfor BDO forventer en stigende polarisering mellem de små og store skoler.

De store vindere er særligt de kombinerede skoler, som fremviser flotte resultater. Disse 6 skoler oplevede en elevfremgang på 24,6 % og tegnede sig alt i alt for hele 44% af det samlede overskud i 2011.

Vestjyllands Højskole har fået nyt vartegn. Og det er til at tage og føle på: Krukken, som granitskulpturen foreløbigt er døbt, måler 2,2 meter i højden og vejer imponerende 9 ton. Kunstværket, der blev indviet i august, er skabt af billedhugger Laila Westergaard og skænket af Ny Carlsbergfondet. ”Vi havde kun medbestemmelse i forhold til placeringen. Fondet bestemmer resten,” fortæller forstander Else Mathiassen. ”Men vi er utroligt glade for resultatet – og for, at det blev Laila. Rent faktisk er hun barnebarn til Torben Westergaard, som lavede værket Menneskets moder til skolens åbning. Krukken er placeret i et t-kryds foran skolens kreative lokaler – og det er ikke tilfældigt ifølge Else Mathiassen. På den måde bliver værket nemlig både en skulptur til skolen og til verden. Tilmed befinder den sig endda på en uofficiel kunstrute, der strækker sig fra Esbjerg til Lemvig.

Og mange er stoppet i krydset foran skolen siden indvielsen. Hvor Krukken på afstand nærmest ligner en bautasten, afslører den ved nærmere eftersyn et fint, finurligt mønster af indhuggede insekter i leg, elskov og dødskamp. Præcis denne kombination af det monumentale og det lette er et fornemt symbol på højskolen, siger Else Mathiassen: ”Krukken er naturligvis åben for fortolkning, men for mig forener den liv og død, det jordbundne og det åndelige, som netop er højskolen.”

Hele rapporten kan læses på BDO’s hjemmeside. www.bdo.dk /jl

/jl

Nyt med småt Højskolelukning: Helnæs Højskole har måttet dreje nøglen om. ”Skolens forstander, Henrik Hartvig, har sammen med skolens medarbejdere gjort et meget stort stykke arbejde for at vende udviklingen.

Skolekreds og lokalsamfund har tilsvarende arbejdet ihærdigt for at få tingene til at lykkes. Men uagtet ny og intensiveret markedsføring, låneomlægninger, besparelser, nye forretningsområder og andre tiltag, så har effekten af det vigende elevantal ikke kunnet opvejes,” lyder det fra skolens bestyrelse. Det er den tredje højskole, der lukker i år, da højskolerne i Esbjerg og på Samsø tidligere måtte dreje nøglen om i foråret.

De Paralympiske Lege: Der var billetter til samtlige 250 ansatte og elever, da Egmont Højskolen i september tog til London for at se handicapidræt på eliteniveau. Turen skulle bl.a. være med til at inspirere højskolens elever til at leve et aktivt liv. Ved selvsyn kunne de således få bekræftet de mange muligheder, der findes for kropslig udfoldelse, når man har et fysisk handicap.

U-landshjælp: For to tanzanianske piger er der også fokus på muligheder.

De tilbringer efteråret på Nordjyllands Idrætshøjskole, hvor de ud over at tage en lederuddannelse stifter bekendtskab med en lang række boldspil. Målet med opholdet er, at de efterfølgende kan udbrede kendskabet til foreningsaktiviteter i hjemlandet.

s. 21

højskole Tæt på

s. 22

Det lilla åndehul

REPORTAGE Tillid er en altafgørende faktor for Væksthøjskolen – både i det daglige arbejde og i forholdet til omverdenen. Mens gensidig, menneskelig tillid muliggør undervisningen og personlig udvikling, skaber prædikatet højskole en umiddelbar tillid udadtil af jeppe langkjær. foto rasmus rask

på djursland findes en gul mur stensbygning med lyslilla sok- kel, lyslilla vindueskarme og et lyslilla skilt over hovedindgangen med påskriften: Væksthøjskolen. Højskolebladet har besøgt skolen, der ønsker at hjælpe til psykologisk, personlig og spirituel udvikling, for at diskutere tillid.

oktober 2012

Væksthøjskolen – navnet leder ellers umiddelbart tankerne i retning af økonomiske modeller og kalkuler, politiske visioner om bæredygtighed, ideer til sikring af fremtidens arbejdsmarked og den øgede globale konkurrence.

Hverken kapitalistiske grundteorier eller internationale handelsaftaler spiller imidlertid en nævneværdig rolle i

dagligdagen på Sunddalsvej 1. Men det gør tryghed, rummelighed, rolighed, fordybelse. Og tillid. Med vækst menes nemlig den indre, personlige vækst. en umiddelbar åbenhed og accept Allerede inden ankomsten til Grenå station erfarer jeg den imødekommenhed, som, får jeg siden fortalt, er så afgørende for højskolens virke. Efter at have aftalt besøget med forstander Vita Storborg får jeg således besked på blot at ringe igen, når jeg kender ankomsttidspunktet – så skal jeg nok blive hentet på stationen.

Og det bliver jeg af en storsmilende viceforstander, Maria Zelina Storborg.

Hun sætter mig kort ind i skolens historie, situation og grundlæggende værdier, mens vi tilbagelægger de sidste små ti kilometer ud til det tidligere plejehjem, der i højskolens 16-årige levetid har dannet den fysiske ramme.

16 år, hvor én bestemt ambition har

været styrende: Stedet skal være åbent for alle. For at det skal kunne lykkes, er det helt afgørende, at alle elever mødes med åbenhed og fordomsfrihed. Derfor eksisterer der heller ingen udtalte forventninger til eleverne: ”De må være som de er.”

»

Det er lige præcis trygheden, det handler om. At man føler sig set, at man føler sig værdsat. Det er det rum, vi skaber, og det tager ikke særlig lang tid.

- vita storborg, forstander Efter ankomsten indfinder vi os på forstanderkontoret i selskab med Vita.

Hun tager over, hvor Maria Zelina slap, og understreger, hvordan accepten af den enkelte er det bærende princip: ”Hvordan kan du acceptere dine medmennesker, som de er?,” spørger hun uden at forvente svar. tillid giver selv-tillid En vigtig konsekvens af åbenheden og imødekommenheden er tillid, forklarer Vita videre: ”Accepten betyder utrolig meget. Det varer ikke to minutter, så mærkes tilliden.” For uden den kan undervisningen slet ikke finde sted. ”Det er et meget personligt arbejde,” fortæller hun, og derfor skal eleverne føle sig trygge: ”Det er lige præcis trygheden, det handler om.

At man føler sig set, at man føler sig værdsat. Det er det rum, vi skaber, og det tager ikke særlig lang tid.”

Da jeg senere sidder i spisesalen ved et af bordene med lilla dug, bekræfter to elever, at tilliden og trygheden vitterligt mærkes, og at den betyder

utroligt meget. ”Her hersker en stor tillid. Selve stedet er meget fredfyldt.

Man bliver rummet og accepteret som den, man er. Man kan bare være,” siger Ulla Løwengraff. ”Den form for tillid, jeg mærker, hjælper mig til at komme videre,” supplerer Olaf Magne Hegdal, der er kommet hele vejen fra Bergen efter, han hørte om skolen på en helsemesse i Oslo. Men det går begge veje. ”Forventningen til stedet er i høj grad medvirkende til, at man åbner op,” mener Ulla, og Olaf er enig: ”Tilliden til, at man får den hjælp, man har brug for, betyder meget for, at man virkelig får det bedre.”

Det er med andre ord den mellemmenneskelige tillid, der muliggør den personlige udvikling, som eleverne kommer for at opleve. En udvikling, der har til formål at medføre en helt anden form for tillid: selv-tilliden – tilliden til at man selv kan magte og bestemme over sin tilværelse. ”Vi arbejder med os selv. Det handler om positiv tænkning. Vi kigger hele tiden på, hvor de positive muligheder er,” forklarer Vita tilbage på kontoret og uddyber: ”De mennesker, der er her, skal lukkes ud af deres (fødsels)skal og lære, at de selv skaber enhver situation.”

Det lyder alt sammen meget alvorligt, og det er det nok også. Men hvor trygheden giver plads til følelserne og selvindsigten, baner den også vejen for humoren: ”Man lærer at grine af sig selv og af de andre,” fortæller Vita.

Det kan Olaf nikke genkendende til, da vi kommer ind på den afslappethed, der opstår i forholdet mellem alle på skolen.”I torsdags havde vi danseaften.

Og alle dansede sammen,” griner han og ryster på hovedet. Det havde han aldrig turdet derhjemme. tillid til højskolen Væksthøjskolen er et særligt sted – ingen tvivl om det. Med sine pyntede højskolesangbøger, den religiøse og spirituelle kunst på væggene, det vegetariske køkken og det gennemgående lilla tema ligner den ingen andre højskoler. Det er dog ikke tilfældigt, at

Vita for 16 år siden slog dørene op til lige netop en højskole. Faktisk havde det længe været en stor drøm. ”At have en højskole giver nogle helt andre muligheder, end at drive et kursuscenter. Alene kostskoleformen gør en stor forskel for det arbejde, vi gerne vil udføre: den bryder vaner” forklarer hun. Et forhold Ulla også fremhæver.

Samtidig sender navnet højskole en unik signalværdi, som har haft stor betydning. Prædikatet skaber simpelthen tillid fra omverdenen. Det borger for kvalitet og tradition – en tradition Vita er stolt af at kunne skrive sig ind i. ”Folk ved i højere grad, hvad de går ind til på en højskole, fordi de kender den.

Den er almindelig. Selvom vi måske er en lidt alternativ højskole, er det ikke så fremmed,” fortæller hun. Grundtvig spiller måske ikke en ligeså central rolle i dagligdagen i Ginnerup som andre steder rundt om i landet, men hans tanker og ideer er bestemt ikke fremmede, indskyder Maria Zelina. ”Og vi bruger da også højskolesangbogen flittigt,” tilføjer Vita smilende. Det har de gjort de sidste 16 år på Væksthøjskolen, og mon ikke man kan have tillid til, at de også gør det de næste 16?

»

Her hersker en stor tillid. Selve stedet er meget fredfyldt. Man bliver rummet og accepteret som den, man er. Man kan bare være.

- ulla løwengraff, elev

s. 23

højskole Debat

s. 24

Skitse til en uren teologi DEBAT Hvordan holder man balancen mellem kristen tro og kristen liv? af bo rasmussen. foto ulrik jantzen

højskolebladets læsere er godt klar over, at man kan skrive og tale meget forskelligt om den kristne tro og det kristne liv i forhold til den moderne fornuftsprægede virkelighed, men bladets læsere ved også, at der er to dominerende grundholdninger, der har svært ved at komme i dialog med hinanden.

Den ene grundholdning findes i den moderne teologi, der i kølvandet på dialektisk teologi og eksistensteologi mener, at man kun kan tale meningsfuldt om kristendommen på den moderne fornufts betingelser, ellers bliver kristendommen til overtro og et let bytte for den religionskritik, der hurtigt kan påvise, at de bibelske tekster ofte er så ulogiske og uvidenskabelige, at det skriger til den himmel, hvor Gud kun kan sidde på en tronstol, hvis man giver afkald på den videnskabelige og rationelle fornuft, som man har tillid til på alle livets andre områder.

Man skal derfor ikke parkere fornuften i våbenhuset, men have den med ind i kirken. Man får kun noget godt med hjem fra præstens prædiken, hvis han eller hun er god til at afmytologisere og er i stand til at læse bibelteksterne så kritisk, at der kan findes et rationelt budskab i dem.

Den anden teologiske grundholdning vil ikke lade sig styre af den moderne rationelle fornuft, der både i videnskaberne og almindelige menneskers liv har affortryllet mennesket og naturen. Troen på denne moderne fornuft er positivistisk overtro, der har skabt en åndløs materialisme, som den

oktober 2012

rationelle og videnskabelige fornuft ikke kan sætte en stopper for, fordi det er den der er skyld i den moderne materialistiske elendighed.

For denne grundholdning er kristendommen en åbenbaret sandhed,

Efter Grundtvigs død blev grundtvigianismen til ritualdyrkelse uden menneskeligt liv og højskoler uden kristen ånd, men Grundtvig selv kunne godt holde sammen på den levende kristne tro, det levende kristne liv og den rationelle moderne virkelighed

Man tror på fortællingerne om Jesu liv på jorden fra fødsel til død som et guddommeligt menneskeliv fyldt med underfulde hændelser med en ydmyg fornuft, der ikke kunne drømme om at gøre sig til rationalistisk dommer over den måde, Gud har åbenbaret sig på.

Gud blev ikke som i koranen bog, men menneske, og biblen er menneskers ord og fortællinger om den guddommelige frelse, så man behøver ikke at være så fundamentalistisk i sit forhold til biblen, som en troende muslim næsten er nødt til at være det, når han eller hun læser i koranen, men for denne grundholdning er den muslimske fundamentalisme faktisk ikke så farlig som den fundamentalistiske tro på, at man ikke er et menneskeligt fornuftsvæsen, hvis man tror imod sin rationelle fornuft.

Opmytologisering er derfor ikke et ufornuftigt alternativ til afmytologisering. De fleste præster og sikkert også de fleste læsere af dette blad forsøger at navigere mellem de to grundholdninger. Det er sjældent at møde den rene vare, hvor Gud bare er et fornuftigt paradoks eller stadig er til at få øje på i den himmel, som han skabte for ca. 6000 år siden.

og derfor har man tillid til den bibel, som rummer den åbenbarede sandhed og er sikker på, at man ødelægger det kristne budskab, hvis man piller med den videnskabelige og rationelle fornuft ved den åbenbaringshistorie, som binder Det gamle og Det nye Testamente sammen.

balancen De to grundholdninger ser også meget forskelligt på det kristne liv i forhold til den kristne tro. I det ene tilfælde er man bange for, at ikke rationel kristen tro fører til et ufornuftigt kristent liv. Så man forsøger at beskytte sit almindelige menneskelige liv imod alt

»

Uenig?

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

s. 25

for irrationelle følelser og handlinger.

I det andet tilfælde kan livet ikke blive kristeligt nok, fordi den kristne tro helst skal være virksom i følelser og handlinger, der ligner dem, som man kan læse om i biblen.

I det første tilfælde skal man passe på, at helligånden ikke gør livet alt for helligt. I det andet tilfælde kan det ikke blive helligt nok.

Hvordan får man en balance mellem kristen tro og kristent liv, så at troen og livet hverken falder helt fra hinanden eller ikke er til holde ude fra hinanden?

I den ene grundholdning er slagordet groft sagt: menneske først og sidst, i den anden kristen først og sidst!

I Grundtvigs og Kierkegaards fædreland har der været en både saglig og fornuftig teologisk diskussion mellem de to positioner: ”menneske først – og kristen så” (et Grundtvigcitat) og kristen først – og menneske så (en tolkning af Kierkegaard), men måske skal man teologisk overveje en tredje grundholdning, hvor den kristne tro og den kristne tro hænger meget bedre sammen uden at blive sammenblandet, fordi man hverken tror blindt på den rationelle fornuft eller på en irrationel historisk åbenbaring, men tror på, at ”hjertet har en fornuft, som fornuften er blind for”.

I den senmoderne virkelighed er det ved at blive moderne med en ”uren pædagogik”, der fokuserer mere på det levende liv og erfaring end på en konstruktivisme og en selvrefleksion, der begge er styret af den rationelle fornuft.

uren teologi Måske er det på tide med en uren teologi i den protestantiske teologiske tænkning, der er alt for fornuftfikseret, både når den forherliger og bandlyser den rationelle fornuft.

En sådan uren teologi kunne man finde inspiration til hos den franske katolik Pascal, der både var naturvidenskabsmand og teologisk tænker.

Jeg har lige citeret en af hans teologiske tanker:”le coeur a ses raisons, que la raison ne connâit pas”. Det er svært at oversætte den underfundige sætning præcist, men meningen hos Pascal er, at mennesket er en helhed af sanser, følelser og fornuft og derfor sanser, føler og tænker med et sind, som overbevises lige så meget af myter og ritualer som af rationelle argumenter.

Så derfor skal man i sin fornuftfiksering hverken fokusere på afmytologisering eller opmytologisering, men få så meget rationel fornuft og hjertefornuft og så mange ritualer og mytiske fortællinger ind i den evangelisk-lutherske kirke som muligt.

Det kan godt være, at den idé kan få både Tidehvervspræster og præster fra Menighedsfakultetet til at græde, men jeg tror, at Grundtvig vil glæde sig i den himmel, som han er kommet til, fordi han først fandt sig selv, da han hverken som ung rationalist sagde: menneskelig fornuft først eller som nyomvendt kristen sagde: kristen først.

I 1820’erne blev han i sit fornuftige, følelsesfulde og kropslige sind overbevist om, at både fornuftens lys og

bibelordet kunne være lys uden varme, så det var trosbekendelsen som mytisk og kærlig fortælling og dåb og nadver som kærligt fællesskab, der kunne give hjertet og kroppen en tro, der både var varm og fornuftig.

Så det er ikke i Grundtvigs ånd at sige ”Menneske først – og kristen så”, men det er i Grundtvigs ånd at sige: levende kristendom først – så levende menneskeliv. Det levende menneskeliv blev han efter 1832 så glad for, at han formulerede det berømte slogan om ”menneske først..”, men man kan godt påstå, at det var en følge af hans nye tro på en levende kristendom.

Efter Grundtvigs død blev grundtvigianismen til ritualdyrkelse uden menneskeligt liv og højskoler uden kristen ånd, men Grundtvig selv kunne godt holde sammen på den levende kristne tro, det levende kristne liv og den rationelle moderne virkelighed og holde dem adskilt uden som i ”intelligent design” at blande dem sammen.

Så man kan med denne Grundtvig i bagagen holde højmesse og med god kristen samvittighed fylde gudstjenesten både med kold og varm fornuft, bibelske myter og eventyr og gamle og nye ritualer (hvorfor ikke skilsmisseog årstidsritualer og måske tre forskellige ritualer til at løse problemerne med homoseksuelle ægteskaber?). Det hele kan være et evangelisk glædesbudskab for den fornuft, som fornuften er blind for, og kan derfor ikke undgå at skabe glæde og livslyst også uden for kirkens tykke mure.

Uenig?

højskole Kommentar

s. 26

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

JA TAK UBAK REPLIK Louis Mogensen husker forkert og tager fejl, når han vil afskaffe lovens krav om ”undervisning af bred almen karakter” helga kolby kristiansen, forstander på silkeborg højskole og formand for ffd

i sidste nummer af højskole bladet udtrykker du din træt- hed over ubak, (Undervisning af Bred Almen Karakter). Lad mig først rette en misforståelse. Lovændringen vedrørende UBAK skete ikke med Højskoleudvalget 2004 i forbindelse med indførelse af muligheden for kompetencegivende undervisning.

Det skete allerede med 1999-loven på anbefaling af det daværende højskoleudvalg for at fastholde opmærksomheden på det almene i en periode, hvor højskolernes fagprofiler blev skærpet.

Man ville styrke højskolernes anerkendelse, og ved at øge kravet til den almene undervisning fra en tredjdedel til halvdelen ønskede man at begrunde og forsvare skoleformen og imødekomme det generelt omsiggribende dokumentationskrav. Da vi to sad side om side i 2004-udvalget nikkede vi til, at de 50% skulle fastholdes, og det er rigtigt, at vi var meget opmærksomme på, at det almene skulle fastholdes for elever, der ønskede at kombinere højskole med kompetencegivende undervisning. ned med kontrolfanen Louis, når jeg læser din historie om en morgensamling på din skole, tænker jeg, at du har set dig træt på noget, som i virkeligheden ikke eksisterer.

Jeg synes, at du snarere taler om at

oktober 2012

»

I min optik kan der ikke sættes lighedstegn mellem, at det almene skal kunne dokumenteres og godtgøres og så kontrol.

At godtgøre, at man lever op til lovens krav, er noget andet end kontrol. intellektualisere stoffet end, som der står i lovbemærkningerne, at undervisningen skal have ”perspektiver af filosofisk, historisk, kulturel, politisk, samfunds- eller naturvidenskabelig karakter, hvori der indgår et menneske-, samfunds-, eller natursyn.” Det var godt, at du ikke rejste dig og ødelagde en – i følge din historie – fremragende morgensamling. Den lever jo til fulde op til kravet. I alle de drøftelser, der har været ført i foreningen og med ministeriet, er det stærkt pointeret, at det ikke handler om at dræbe stoffet i Kloge-Åge-udlægninger, men netop

om, at stoffet eller temaet indeholder perspektiver af…

Jeg synes, at du hæver kontrolfanen om UBAK højere, end virkeligheden kræver. I min optik kan der ikke sættes lighedstegn mellem, at det almene skal kunne dokumenteres og godtgøres og så kontrol. At godtgøre, at man lever op til lovens krav, er noget andet end kontrol. Når du så i stedet som dokumentation foreslår, at ministeriet skal indkalde skolernes forstandere som ”det politiske Danmarks forlængede arm”, ja så - hvis jeg forstår dig ret - har vi da sat os på den forkerte side af bordet, når skolernes frihed skal udfoldes.

Vel er der meget papirarbejde og lovmæssige petitesser, som kan køre en forstander træt, men det særlige krav til højskolerne om at godtgøre, at staten får livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse for pengene, finder jeg rimeligt for en skoleform uden nogen form for faglige krav og curriculum. Ikke mindst i disse tider, hvor vi ser, at andre tilbyder kurser, der er som hentet ud af et højskolekatalog.

Her er det godt at vide og at kunne godtgøre, at højskolerne er unikke og derfor har den politiske anerkendelse og er statskronerne værd.

Skolen for alle Klummen Djurslands Folkehøjskole har netop haft ti-års jubilæum. En nyskreven sang var en del af fejringen og stammer fra teaterforestillingen ”Lønlig i blandt os de går... – De udviklingshæmmedes Danmarkshistorie” skrevet, produceret og opført af elever og lærere fra Djurslands Folkehøjskole i 2011. De to højskolelærere, Bent Mikkelsen og Erik Bentsen, har skrevet hhv. musik og tekst.

Skolen for alle Folkehøjskolen er bred og høj rummelighed for hver en fløj Med holdninger – tro og livslyst oplysning af livet på livets kyst Skolen for lyset og livet et led i en lang tradition Det smukkeste er os givet oplysningens fascination Tonen vi hører og skønner på fornemmelsen af at ku’ forstå Med krop og sjæl – vid og sanser i pagt med lyset – vi danser Skolen for lyset...

Levende ord gir mening og mod sammenhængskraft du forstod I bund og grund – evig frisk og ung fra mund til mund – en livets stund Skolen for lyset....

Rundet af landet fra nær og fjern danner vi mønstre og bli’r tern Med drømmehåb – og visioner tar vi livtag – med ukendte zoner Skolen for lyset...

Frisind og varme og rummelighed slås mod død og ensomhed Med engagement – og tolerance giver vi livet – en chance Skolen for lyset og livet et led i en lang tradition Det smukkeste er os givet oplysningens fascination

Fra bloggen s. 27

af ole h.b. andreesen, linjefagsleder for journalistik, askov højskole

Og pludselig bliver man en gammel, forstokket nar, der gentager de forudfattede meninger og standardargumenter Man kan ikke tænke nyt, hvis man er sikker på, at man har ret.

Alt for ofte beslutter man sig for, at man har ret: Ret i, at de her briller klæder mig eller den her holdning er helt rigtig. Eller at den måde, man har gjort tingene på i årevis, er den rigtige.

Man beslutter sig for, at verden hænger sammen på en bestemt måde, og alle, der mener noget andet, er mindre oplyste, mindre begavede – mere umodne.

Og pludselig bliver man en gammel, forstokket nar, der gentager de forudfattede meninger og standardargumenter i et bevidstløst forsøg på at fastholde sit verdensbillede.

Til sidst omgås man kun mennesker, der deler ens synspunkt, og så gror man for alvor fast. Hjernen degenererer, og i takt med, at de, der deler ens synspunkter, dør, dør man selv.

Hvor frygteligt, hvis det skete for højskolerne!

Så lad os altid have en dør åben for tanker, vi ikke selv har tænkt. Tale med nogen, der har en anden uddannelse, baggrund, seksuel observans, politisk ståsted, hudfarve, alder, køn etc.

(Gen)opdage verden, simpelthen.

Tænk over det – medmindre du er sikker på, at jeg ikke har ret.

www.hojskolebladet.dk ubak, igen af lars andreassen Historien, myten, om Ikaros er da UBAK. Måske har jeg misforstået noget, men de fortællinger, vi er fælles om, er da det, der skaber en fælles referenceramme for en kultur og gør det muligt for enkeltmennesket at sætte sit liv i perspektiv og forhold til kulturen og eventuelt udfordre den.

Skolemesteren kommer efter min mening først ind i billedet, når man vil fortælle kursisterne, hvordan de skal fortolke myten, eller hvad der kan perspektiveres med fortællingen. hinsides det begribelige af erik lindsø Jeg ved godt, der er år og dag imellem, at en højskole markerer sig på bogmarkedet. Jeg synes også, det er en udmærket bog - selv uden de store nyheder.

Jeg synes, det er en prisværdig måde at markere et elevforeningsjubilæum på og helt i Testrups ånd. Men altså, at Højskolebladets redaktion går i svime over det og giver bogen fire sider […] af bladet ligger hinsides det begribelige.

Andre fortrinlige udgivelser kunne pænt have fået de tre af siderne. derfor højskole af tanne schack Det var først, da min datter kom på højskole, at de væsentlige værdier gik op for hende. Hun var af sted hele sæsonen - et år. Vi så hende næsten ikke, hun ville hellere blive på skolen. Hun havde taget 10. klasse, og hun var begyndt at vise tegn på ungdomssløvsind.

Fra det øjeblik, hun mærkede hyggen, fællesskabet og imødekommenhed, kunne jeg se, at hun var tryg. Der var intet personale ansat - udover de lærere, der også underviste. Hvad skulle der personale til for? De unge mennesker klarede jo det hel selv. […]

højskole Kommentar

Polfoto

s. 28

Et nordisk perspektiv KOMMENTAR For at kunne agere i det globale må de nordiske højskoler være forankret i hver deres nationale kulturfællesskab, ellers mister de deres retningssans. Rønshoved Højskole har været i Sverige af kenneth ravn, højskolelærer på rønshoved højskole

foreningen nordens ungdom og rønshoved højskole arrangerede i februar en tur til Jokkmokk i det nordlige Sverige. Tanken var foruden at få en uforglemmelig og fremmedartet oplevelse at skabe ny opmærksomhed omkring det nordiske samarbejde, nordisk kultur og historie. Som en højskole i grænseregionen beskæftiger vi os hver dag med minoritetsspørgsmål, og vi har af samme grund stor sym-

oktober 2012

pati med det arbejde, som foreningen NORDENs ungdom udfører. Foreningen har et stærkt fokus på netop minoritetsspørgsmål og de udfordringer, Nordens ydreområder er konfronteret med i forhold til både klima, demografi, sociale og politiske problemer. I Jokkmokk er man, ligesom mange andre steder, bekymret for, hvordan den globale opvarmning påvirker Arktis og befolkningernes muligheder for fortsat

at eksistere i de nordligste områder på planeten. Vi var som gruppe inviteret til en stort anlagt klimakonference for at diskutere netop de udfordringer.

Det var enormt spændende, og det samme var mødet med samerne, der er et sejt og på mange måder fremmedartet folkefærd. Vi så også frem til at besøge Sunderby Folkhögskola, hvor vi skulle overnatte inden turen fra Luleå til Jokkmokk. hvad er et menneske?

Mødet med Sunderby Folkhögskola fik mig til at tænke på en bog af højskolemanden Poul Engberg, som jeg læste for et par år siden. Poul Engberg rejser i 1947 til Norge, Finland og Sverige for at beskrive folkehøjskolernes opståen og fremvækst i de respektive lande.

Han ønsker samtidig at undersøge i hvilket omfang, højskolerne har tjent en national udfoldelse og frigørelse, og på hvilken måde højskolerne har bidraget til landenes folkelige særpræg. Nu, hvor de nationale frigørelseskampe i

Uenig?

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

Norden er ført til ende (1947), søger han også i sin bog Nordens Højskoler at finde nye perspektiver for den nordiske højskoles arbejde.

Selvom Poul Engberg skrev om Nordens Højskoler for mere end 60 år siden, er hans tanker særdeles aktuelle i dag, og det er de både i forhold til det nationale spørgsmål og mødet med det globale, men også i forhold til debatten om dannelse, kundskaber over for kompetencer og i forhold til en mere grundlæggende debat om højskolens formål og eksistensberettigelse.

I Sverige oplever Poul Engberg eksempelvis en tendens til, at man i visse kredse - og specielt på de skoler, der nøjes med at kalde sig humanistiske giver oplysning og kundskaber uden at stille det afgørende spørgsmål: Hvad er et menneske, og hvad skal det bruge sine kundskaber til? Han begrunder det selv med, at demokratiets menneskesyn i højere grad end i fx Danmark og Norge betragtes som en selvfølge i det neutrale Sverige. Den profane humanisme bekymrer ham, for som han skriver: Bliver man objektiv og neutral over for de religiøse og etiske værdier, hvorpå i sidste instans selve menneskets værdighed beror, så undergraver man humanismen.

Jeg havde den oplevelse, at Sunderby Folkhögskola, der er en arbejderhøjskole, hvilket jeg har stor sympati for, er holdt op med at stille sig Poul Engbergs grundlæggende spørgsmål.

Skolen har mere karakter af et Voksen Uddannelses Center eller et dansk universitet, hvor unge mennesker alene forberedes til et jobmarked. Og det er selvfølgelig vigtigt at have noget at leve af, men vi skal også have noget at leve på.

Her ville Poul Engberg betone det religiøse og det nationale, nordiske og europæiske værdifællesskab. Som et perspektiv til fremtidens højskoler skriver han: ”Ikke internationalisme, men verdenshistorisk forståelse på national grund er højskolernes budskab til nutidens unge.”

Poul Engberg er med andre ord bekymret for en løsrevet og ureflekteret humanisme, der ikke er forankret i et nationalt kulturfællesskab.

»

Man forveksler ofte det at vedkende sig en national identitet med at være nationalist, hvilket er en problematisk kortslutning. Det handler ikke om, at det er bedre at være dansk end tysk, men om, at enhver nation naturligvis har samme ret til at eksistere og udleve sine nationale særpræg. ny-nordisk i sønderjylland Denne ny-nordiske tanke fylder meget på Rønshoved Højskole, og vi oplever ofte, at folk bliver provokeret, når vi debatterer det nationale.

Man forveksler ofte det at vedkende sig en national identitet med at være nationalist, hvilket er en problematisk kortslutning. Det handler ikke om, at det er bedre at være dansk end tysk, men om, at enhver nation naturligvis har samme ret til at eksistere og udleve sine nationale særpræg. Det er i virkeligheden netop i dén kombination mellem kravet om ret til at dyrke sin egen kulturelle og nationale identitet og respekt for andre kulturers samme ret, at en ægte og frugtbar mangfoldighed kan udfolde sig. En national, kulturel

og historisk bevidstgørelse hos det enkelte menneske er sådan forudsætningen for mangfoldighed og mødet med det fremmede og globale. Den tanke er klarest formuleret af Poul Engbergs gode ven, højskolemanden Jørgen Bukdahl. Han skriver i sit essay ”Norden og Europa” sådan: “Det nationale er aldrig et mål for en nations stræben, men et vækstvilkår for dens mellemfolkelige og verdensborgerlige bestræbelser”.

Det er for mange en provokerende tanke, at man for at kunne indgå i et respektfuldt møde med det fremmede er nødt til at være forankret i et kulturelt nationalt fællesskab. At man må tage historien på sig og acceptere den som en del af sig selv. Det er af en eller anden grund mere sexet at være et frigjort, innovativt og kreativt undtagelsesmenneske løsrevet fra kedelig historie. Men i virkeligheden er netop dét menneske i størst risiko for at blive indfanget af det totalitære. Uden kendskab til historien og et reflekteret arbejde med eksistentielle spørgsmål, som det Poul Engberg stiller ”Hvad er et menneske, og hvad skal det bruge sine kundskaber til?”, mister man som individ, og for højskolernes vedkommende som institution, sin retningssans. Man risikerer at blive slave af i forvejen etablerede strukturer og bevidstløst følge den ”nødvendige” udvikling. De så ofte diskuterede begreber innovation og kreativitet bliver ligeledes indholdsløse, for hvad er det, man skal være kreativ og innovativ i forhold til. Sådanne begreber lyder godt, men hvis de er løsrevet fra substans, bliver de nogle underlige tomme metabegreber, og, for mig betragtet, et desperat råb om hjælp.

På Rønshoved Højskole håber vi på et fortsat samarbejde med forening NORDENs ungdom, hvor en rejse til Finland til næste år allerede er på tegnebrættet.

s. 29

højskole Navne

aktuelt: s. 30

Ingeniøren Torben Rudbeck indtager per 1. oktober forstanderkontoret på Løgumkloster Højskole. Som ingeniør har Torben ikke en typisk højskolebaggrund, men med 14 års erfaring fra Teknisk Gymnasium Aarhus, hvor han bl.a. var pædagogisk vejleder og kursusleder og havde ansvaret for skemalægningen, er det en erfaren skolemand, der overtager ledelsen i Løgumkloster.

Bestyrelsesforkvinde Gertrud Yde Iversen er da også sikker på, at man har fundet den rette mand til jobbet. ”Torben Rudbeck er den helt rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Han kommer både med visioner og kvalifikationer, som vil styrke skolen fremadrettet.

Han vil have blik for ledelsen af skolen samt den vigtige fornyelse og udvikling, som er afgørende for fremtiden,” siger hun og understreger desuden styrken af den nye forstanders indgå-

Navne med småt

ende kendskab til de unges ønsker.

Torben selv glæder sig til det kommende arbejde og til at skabe et rum, hvor dannelse og uddannelse går hånd i hånd. Et rum, der er noget friere end det, han kommer fra: ”For mig skal højskolen være et frirum til at gå i dybden for de mange elever og kursister, der kommer her på både de lange og korte kurser. Det frirum glæder jeg mig til at skabe sammen med højskolens lærere og øvrige medarbejdere.”

Den 41-årige kommende forstander kommer oprindeligt fra Sønderjylland og ser frem til at vende tilbage med sin kone, Line, og deres tre børn.

outsiderne ved ole vind:

Heksens hule Da Erica Simon døde i 1993, mistede højskolen en trofast støtte. Som fransk professor var hun nok en outsider, men med sin disputats fra Sorbonne i 1960 om Grundtvig og de nationale vækkelser i Skandinavien viste hun en dyb forståelse for højskolernes betydning.

Bevidst om sin franske kulturs vægt på det akademiske og rationelle værdsatte hun højskolernes ”folkelighed”, præget af den antielitære og romantiske arv fra Grundtvig og bondebevægelsen. Men hun havde samme respekt for den svenske, mere rationelle oplysningstradition med større tillid til den akademiske elite og staten.

oktober 2012

Skolet i det franske sprogs klarhed og præcision forstod hun Grundtvigs sans for det mytiske, dunkle og gådefulde. ”Heksens hule” kaldte hun på dansk det kursuscenter, som hun oprettede i 1975 i landsbyen Vanosc, hvor nordiske og franske kursister kunne mødes på bedste højskolevis til ugekurser.

Hun drømte om, at folkelig, nationalt rodfæstet oplysning kunne række hen over alle nationale grænser i en global tidsalder. Men fransk bliver ikke let folkeligt i Danmark. Trods mange gode viljer lykkedes det ikke at bevare og videreføre ”Heksens hule”. Lyset i hulen var tændt af en ildsjæl – og slukkedes med den.

Ny lærer I: Silkeborg Højskole har ansat Peter Munk Povlsen som underviser på skolens politiklinje. Han erstatter Ole Buch Rahbek, som for fremtiden skal arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke. Peter har læst statskundskab og været projektleder på Fairbar i Aarhus. Derudover er han formand for Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse og medlem af DUF’s tipsudvalg.

Ny lærer II: De har ligeledes fået ny musiklærer på Silkeborg Højskole med ansættelsen af Christian Steen Noringriis. Christian er uddannet cand.musicae fra Det Jyske Musikkonservatorium. Derudover er han aktiv musiker i alt fra jazz- til singersongwriter-konstellationer.

Desuden er han medlem af det verdenskendte kor, Vocal Line.

60 år: Torsdag d. 13. september fyldte Hartvig Dolberg, konstitueret forstander på Musik- og Teaterhøjskolen, 60 år. Hartvig kom til skolen i 1984 og har siden været en stor drivkraft, hvor han i flere omgange trådte til, da der manglede en forstander.

I år med svigtende elevtal har han ydet en stor indsats for skolens fortsatte eksistens, og han har en stor andel i, at det nu går godt i Toftlund.

Nyt fra FFD Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark

Statens Uddannelsesstøtte på den politiske dagsorden Der varsles ændringer i SU, og foreningens formand, Helga Kolby Kristiansen, har i den anledning henvendt sig til uddannelsesminister Morten Østergaard med henblik på at undgå, at påtænkte ændringer får negative konsekvenser for de unge, som vælger at bruge tid på at spare op til at tage på højskole. Formanden påpeger bl.a. i sit brev, at undersøgelser viser, at et sabbatår kan have en positiv effekt på gennemførelse af uddannelse. Formanden appellerer særskilt til at undgå, at ændringer i den såkaldte koefficientregel, hvor den unge kan gange sit eksamensgennemsnit med 1,08, kommer unge højskoleelever til skade. Formanden har samtidig sendt sin henvendelse i kopi til kulturministeren og bedt om hans opbakning hertil.

Foreningen møder politikere Der er lagt op til reformer på en række områder, som kan påvirke folkehøjskolerne. FFD’s formand og generalsekretær er derfor i gang med en ”politikerrunde”, hvor der udover SU-reglerne vil være fokus på, hvordan højskolen i højere grad kan indgå i uddannelsestilbud for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. På møderne med regeringspartierne slås der fortsat til lyd for, at Genopretningspakken må tilbagerulles, sådan som vi blev stillet i udsigt. Der har været møder med SF, EL, V og LA, og der er planlagt møder i september med De Radikale og Socialdemokraterne.

Vejledning på tværs Nyhedsbrevet, Vejledning på tværs, indeholder information og nyheder i krydsfeltet mellem højskoler og videregående uddannelser, og udsendes halvårligt af FFD. Hvert nummer indeholder en række historier om uddannelsessamarbejde, perspektiver på vejledning og nye initiativer. Desuden indeholder nyhedsbrevet altid en ny temahistorie med et særligt fokus.

Du kan læse første nummer af Vejledning på tværs her: http://ffd.dk/paedagogisk-udvikling/vejledning/nyhedsbrev

Vejledning i fællesskaber og gruppevejledning Et kursus- og studieforløb for medarbejdere på danske folkehøjskoler på Brandbjerg Højskole den 23.-24. januar samt den 13. marts 2013. På kurset betragter vi og drøfter, hvad vejledning i fællesskaber og gruppevejledning kan bidrage med. Vi præsenterer forskellige metoder til vejledning i fællesskaber og gruppevejledning samt forskellige opmærksomhedspunkter knyttet til de enkelte metoder.

Læs mere og tilmelding på: http://www.ffd.dk/kurser/vejleder-kursusforloeb

Foreningens kurser 2012 8.-12. oktober HPU modul 2 - i samarbejde med Center for Ungdomsforskning Gerlev Idrætshøjskole 24. oktober s. 31 Facebook-seminar Best Western Nyborg Strand, Hotel og Konferencecenter 5.-6. november Kursus for køkkenledere Vestjylands Højskole 6.-7. november Kursus for sekretærer og forretningsførere Brandbjerg Højskole 7. november Lærerkonference/Højskolernes novembermøde Sted: Endnu ikke fastlagt 7.-9. november Kursus for nye forstandere Vallekilde Højskole 21. november Vejledningsfaglig temadag Store Kannikestræde 19, 1169 København K 26.-30. november HPU modul 3 - i samarbejde med UC Syddanmark og SDU Sted: Endnu ikke fastlagt 28.-29. november Temadag og forstandermøde Brandbjerg Højskole 6. december Kursus for viceforstandere og souschefer Højskolernes Hus, København

2013 1. januar Kursus for nye lærere Højskolernes Hus 25.-26. januar Konference for skolebestyrelsesmedlemmer Sted: Endnu ikke fastlagt 28. januar-1. februar HPU modul 4 - i samarbejde med DPU, Aarhus Universitet Sted: Endnu ikke fastlagt 4.-5. marts HPU modul 5 Sted: Endnu ikke faslagt

Se mere på www.ffd.dk

B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

teologi Religion Nyt om teoLogi og reLigioN Stærkt fagmiljø i nye rammer Aarhus Universitet rummer fortsat Danmarks største fagmiljø inden for teologi og religionsvidenskab ...nu som en del af Institut for Kultur og Samfund.

Læs mere om det nye institut på:

cas.au.dk oktober 2012