Højskolebladet December 2013

Hjem, kære hjem Har vi alle et?

s. 1

Den lange vej hjem Interview med hjemløse Jørgen og globetrotteren Nicolaj I familie med højskolen Tæt på familien Rødding december 2013

siden 1876

Find det, du er god til - tag på højskole s. 2

Se filmen “Et døgn på højskole” på hojskolerne.dk

december 2013

INDHOLD december 2013

s. 4 Leder Velkommen hjem s. 5 Til tiden Ude godt – hjemme bedst

Hjem er et state of mind Hjemlighed kan ikke bygges

s. 6 s. 10 Tidsånden kort Ifølge Jonas Møller s. 11 Barndomshjemmets uvirkelige stilhed Indspark ved Ove Korsgaard s. 12 Billedligt Det bedste fra højskolerne

Den lange vej hjem Interview med hjemløse Jørgen og globetrotteren Nicolaj

s. 14 s. 18 Bøger En opskrift på succes

HØJSKOLE s. 20 Højskolen kort s. 22 Et rent hjem Hjemmet er ideal for højskolesamværet s. 24 s. 26 Debat og kommentarer Konkurrencestaten og det glade vanvid s. 30 Navne

I familie med højskolen ”Det er vildt fedt. Jeg kunne meget tidligt mærke Anja og Mads personligt. De skaber en stemning af hjemlighed, som er ærlig, ja, autentisk. Det kan ikke beskrives på en hjemmeside eller i kataloger.

Det skal opleves.”

- rasmus andersen, nuværende elev på rødding højskole

december 2013

s. 3

debat Leder

s. 4

kolofon 10/december 2013. 138. årgang

Velkommen hjem Jeppe Langkjær Andreas Harbsmeier Redaktører

udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf. 3336 4047 Jeppe Langkjær redaktionsgruppe Karsten Wind Meyhoff Ane Kollerup Uffe Strandby Neal Ashley Conrad Mette Bock Jonas Møller Ida Ebbensgaard

forestillingen om hjemmet er en af de mest kraftfulde, vi mennesker kender til. Den gennemsyrer alt fra globale diskussioner om klima- og flygt- ningepolitik, forestillinger om nationer og regioner til dagligdagsdisputter om indretning og indkøb. Det er en idé, der er absolut grundlæggende for, hvordan de fleste af os lever vores liv. Vi vil ganske enkelt føle os hjemme.

Det vil vi også på højskolen, og metaforikken ligger lige for, når elever fra forskellige steder og egne flytter ind på en af landets højskoler for en tid. Forstanderparret er far og mor. Eleverne er børnene. Højskolen er hjemmet. For derhjemme kan man være sig selv. Sænke paraderne.

Meget tyder da også på, at netop det forhold, at højskolen opfattes som et hjem, giver rigtig gode betingelser for personlig udvikling, for læring og for opbygning af selvtillid. Hjem skal her ikke forstås som et bestemt sted, men som en særlig tilstand, eller måske snarere som noget, man gør. Som en drift mod tryghed og tillid.

Hjemmet må imidlertid ikke misforstås som en tilstand, hvor vi bare kan slappe af og ikke behøver at forholde os til noget. Hjemmet er en eksistentielt afklarende proces – præcis som højskolen. Et rum, hvor unge kan finde sig til rette og blive klarere på, hvem de er, og hvor de skal hen.

Dette nummer af Højskolebladet tager fat om hjemmet som tilstand og bevægelse, som en kategori, der giver en god ramme for at forstå mange af de store og de nære problemstillinger, vi dagligt konfronteres med.

Velkommen hjem.

»

Forstanderparret er far og mor. Eleverne er børnene. Højskolen er hjemmet. For derhjemme kan man være sig selv. Sænke paraderne.

december 2013

Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Morten Gliemann Kat. Sekjær Sara Peuron-Berg Jeppe Langkjær abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 7027 1155 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forside Polfoto tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com udgivelsesplan for 2013: #11: 19. december Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

tendens Til tiden

Ude godt - hjemme bedst STATISTIK Danskerne flytter tidligt hjemmefra, men de flytter ikke langt fra hjemegnen af sara peuron-berg

du flytter, når du bliver 18! danskerne forlader barn domshjemmet tidligere end andre eu-borgere, konkluderer Danmarks Statistik. En undersøgelse viser, at man i de nordiske lande flytter tidligt hjemmefra, mens man i Sydeuropa bliver boende hos mor og far noget længere. Kun en tredjedel af danske unge mellem 18 og 24 år bor hjemme – i Slovenien og Malta er det 95%. Af de 25-34-årige danskere bor næsten ingen hjemme, hvorimod EUgennemsnittet er 20% for kvinder og 32% for mænd. Det peger videre på en anden af undersøgelsens konklusioner: Det er kvinderne, der flytter først.

I gennemsnit rykker de ud to år før mændene. Disse tal kan delvist – men ikke helt – forklares med, at kvinder gennemsnitligt finder en partner tidligere. Tallene er de nyeste fra Eurostat, der samler tal på tværs af Europa.

Når de danske unge flytter, rykker de imidlertid ikke langt væk hjemmefra. De bliver i regionen, når de søger udannelse, viser nyere tal. Fx fandt kun 1% af de nyligt optagne på universiteterne med adresse i Region Hovedstaden en studieplads i Nordjylland. For det er især de københavnske unge, der bliver, hvor de er: Ca. 81% af de optagne i Region Hovedstaden kom netop derfra. Til sammenligning valgte 79% fra Midtjylland at studere i samme region, 71% fra Nordjylland, 67% fra Syddanmark, mens kun 42%

fra Sjælland blev i regionen. Tallene stammer fra Den Koordinerede Tilmelding, der administrerer optagelsen på de fleste videregående uddannelser i Danmark, på baggrund af sidste års optag. vi flytter for studie eller arbejde Når man flytter, er det dog ofte på grund af uddannelse eller arbejde. Det gælder også, når danskerne flytter fra hjemlandet. En ny statistik fra 2013 viser, at det primært er de studerende, der tager på udlandseventyr, og det gælder særligt studerende på bachelorniveau, som rejser i forbindelse med studieophold. 2% af denne gruppe er udvandret i en kortere eller længere periode. Forskere er den næststørste gruppe af udvandrere. De, der oftest bliver i landet, er personer med en grundskole- eller en erhvervsfaglig uddannelse. 0,3%.

Alder spiller også en rolle. Det viser sig, at de unge er mest mobile. Antallet af emigrationer for højtuddannede 25-29-årige er således syv gange så stort som for antallet for de højtuddannede 45-49-årige. Det er Danmarks Statistik, der har lavet analysen på tal fra 2006-12. Udvandringen fra Danmark faldt desuden fra 2006 til 2009, men er igen stigende for de unge og dem med en lang videregående udannelse. Ingen af tallene er dog så høje som i 2006.

»

Når de danske unge flytter, rykker de imidlertid ikke langt væk hjemmefra. De bliver i regionen, når de søger udannelse, viser nyere tal. Fx fandt kun 1 % af de nyligt optagne på universiteterne med adresse i Region Hovedstaden en studieplads i Nordjylland.

s. 5

tendens Hjemmet

Hjem er et

s. 6

TENDENS Hjemlighed er det nye nøgleord for byrummets og institutionernes arkitekter. Men kan man bygge hjemlighed? Nej, for hjemmet er ikke et sted – det er en tilstand af kat. sekjær Polfoto

december 2013

state of mind lige nu renoverer rambøll plejeboligerne sølund på øster- bro. motto: hjemlighed. Men kan kommuner og arkitekter bygge hjem?

Højskolebladet har spurgt en antropolog, en bykulturforsker og en arkitekt til råds, og svaret er nej! For i den gennemkontrollerede og ned-til-mindstedetalje planlagte proces går netop hjemligheden tabt: Boligen bliver en kulisse med designede rekvisitter. hjem falder uden for sproget Barndomshjem, hjemland, hjemstavn eller bare hjem. Alle disse ord baserer sig på en definition af hjemmet som et bestemt sted eller lokalitet. Men selvom man skulle tro det, så er hjem ikke et sted. Derfor er det også, ifølge Mark Vacher, der er antropolog og adjunkt med speciale i urbanitet og urbane forhold ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, utrolig svært at tale om hjem, fordi selve begrebet falder uden for sproget. Så snart man begynder at definere, hvad hjem er, flytter man sig fra det. Ergo synes et interview, der skal handle om hjem, allerede umuligt. Højskolebladets udsendte tager alligevel udfordringen op og vover skindet på hjemmeskoene. ”Vi bruger sproget til at forklare, hvad ting er: Det er det og det. Det er det, man inden for filosofien kalder identitetssætning,” siger Vacher og fortsætter: ”Når noget falder i sprog, så er det ikke længere hjemligt. Det er derfor, det er så svært at tale om, for så skal vi gøre det til noget u-hjemligt.

Det er også derfor, at man får sådan

nogle luftige svar, når man interviewer folk om, hvad hjem er. Så svarer de, at ’hjem er en følelse’ eller ’hjem er, hvor mine børn er’ eller alt det der hejs. Og det er, fordi det skal ud i et sprog, som ikke er hjem.”

»

Det, der skaber et hjem, er det hjemlige. Det er alt det, man bare kan og gør. Man kan sige, at det hjemlige er alt det, der ikke stiller sig op i en identitetsafkrævende handling.

- mark vacher, antropolog og adjunkt ved saxo-instituttet, københavns universitet

ikke et identitetsprojekt Men når nu hjemmet er en forlængelse af en selv, er det så gennem de hjemlige ritualer, vi finder vores identitet, mere end det er i hjemmets fysiske rammer? Til det svarer Mark Vacher, at selve præmissen for spørgsmålet er forkert, for identitet ifølge ham er noget, vi bruger i forhold, hvor vi ikke

s. 7

tendens Hjemmet

s. 8

har hjemme: ”Identitet bruger vi, når vi skal fortælle, hvem vi er. Vi trækker identitet frem hver gang, vi har brug for at være et tegn, som andre skal læse. Og det er det modsatte af det, vi gør, når vi er hjemme i vores egne ritualer.” Fx vasker man op, ser fjernsyn, trykker på midten af tandpastatuben, selvom ens mor hader, at man gør det.

Det er naturlige handlinger, der gør en bolig til et hjem.

Når man kommer hjem til en anden, så har man netop ikke hjemme der. Derfor betragter man hjemmet udefra og begynder at kategorisere den, der bor dér. Venter man gæster – eller betragtere om man vil – rydder man op og sætter tingene pænt.

Vachers pointe er, at man i den proces fjerner sig fra hjemmet. Indehaveren sætter boligen og sin egen identitet i scene, og så er det pludselig ikke hjemligt længere, forklarer han: ”Identitet er noget, vi aktiverer, når vi skal placere hinanden. Den placering er ikke hjemlig. Men når vi er placeret, kan vi have hjemme. De mennesker, man har hjemme sammen med, har man ikke behov for at placere, for det har man allerede gjort.”

Hjemme behøver man ikke at fortælle, hvem man er, eller hvad man foretrækker. Det er en slags naturlig tilstand af væren – eller med antropologens ord: ”Det, der skaber et hjem, er det hjemlige. Det er alt det, man bare kan og gør. Man kan sige, at det hjemlige er alt det, der ikke stiller sig op i en identitetsafkrævende handling.” man kan vokse fra sit hjem Men selvom hjem ikke er et sted, er hjemlighed blevet arkitekternes rettesnor. Kollegier og plejeboliger bygges til at indgyde en følelse af hjem. I foråret undersøgte det antropologiske rådgivningsfirma Meldgaard og Zennaro i bl.a. hjemlighed i forbindelse med bygningen af et kollegium.

Bygningsarkitekt Kirstine Fagerlund Hvidegaard beskæftiger sig helt konkret med de fysiske rammer, inden for hvilke en bolig kan blive til et hjem, og hun adskiller dermed boligen fra hjemmet. Hun definerer et hjem som et sted, der løfter sig op over det rent

december 2013

praktiske boligaspekt: ”Det, der gør en bolig til et hjem, er for mig at se et spørgsmål om statisk versus dynamisk.

Man kan sige, at en bolig tjener et rent funktionelt formål, mens hjemmet ud over det funktionelle også imødekommer et personligt behov, som et langt stykke hen ad vejen er inde i ens hoved.”

En bolig kan have nok så mange Nespresso-maskiner, Hay-puder og Sting-Ray stole, men det gør det ikke til et hjem, såfremt de grundlæggende

kan nemlig vokse fra sit hjem, når rammerne ikke længere passer til ens behov. ”De personlige behov ændrer sig gennem livet. Det, som tidligere var et hjem, kan pludselig blive en bolig. Når noget bliver en bolig, falder vores engagement drastisk. Vi har ikke længere samme lyst til at dyrke og opgradere hjemmet. Det kan nå helt ud i, at man end ikke rigtig gider rydde op, i bund og grund fordi man er på vej videre for igen at få dækket de personlige behov, som altså skaber hjemmefølelsen,” fortæller Kirstine Fagerlund Hvidegaard.

Det, der gør en bolig til et hjem, er for mig at se et spørgsmål om statisk versus dynamisk. Man kan sige, at en bolig tjener et rent funktionelt formål, mens hjemmet ud over det funktionelle også imødekommer et personligt behov, som et langt stykke hen ad vejen er inde i ens hoved.

vi mimer beboelse som aldrig før Mark Vacher er enig med Hvidegaard i, at bolig og hjem ikke er det samme.

Boligprojektet går ud på at skabe identitet, men det bliver et skuespil, mener han. ”Vi mimer beboelse som aldrig før,” siger han og giver som eksempel, hvordan idéen om et barndomshjem bliver et projekt for forældre til skilsmissebørn: ”Middelklassens børn har aldrig haft mere plads i hjemmet end nu. I skilsmissefamilier har børn ofte et værelse hos begge forældre. Der er altså masser af boliger, men vi forventer, at de skal have den centralistiske boligs karakter. Der kan være hjem alle steder, men vi vil have, at de skal tage form og farve af, at der kun er én bolig.”

Hjemmet som ét sted er et kulturelt ideal, som vi hele tiden tilstræber: Altså den autentiske bolig – det rigtige hjem, det ene sted, man hører til. Og idealer er som bekendt kendetegnet ved at være så godt som uopnåelige. ”Vores kroppe passer ikke til vores idealbilleder af kroppe, og vores hjem passer ikke til vores idealbilleder af hjem. Vi går og synes, vi skal have et autentisk hjem, det skal være ét sted.

Og det er det ikke. Hjem er en handling,” siger Mark Vacher.

Ifølge Vacher er hjem nemlig ikke et sted, men en slags ubevidst og kropslig handling. I et hjem tænker man ikke over, hvor lyskontakten sidder, eller hvor man skal slå på radiatoren for at få den til at holde op med at brumme.

Huset er blevet til et hjem i det øjeblik, man bevæger sig i det uden at spekulere over, at det er det, man gør.

»

- kirstine fagerlund hvidegaard, bygningsarkitekt

personlige behov ikke er dækket af de fysiske rammer, forklarer Kirstine Fagerlund Hvidegaard: ”Behov kan være forskellige fra person til person. For mig er det placeringen, orienteringen samt pladsen, der grundlæggende skal være i orden. For andre kan det være adgang til natur, ro eller noget helt tredje. Det er ting, som vi ikke bare kan ændre senere.”

Ikke mange arver slægtsgården længere, og barndomshjemmet er sjældent der, man bliver resten af livet. Tværtimod: Mange hjem venter forude. Man

Hjemmet er en naturlig forlængelse af ens egen krop. Hjemmet er således på en gang abstrakt og ganske konkret. ”Du har hjemme i din krop, du er hjemme i dit tøj, du er hjemme på din cykel,” forklarer han. byrummets hjemlighed Man har altså hjemme i sin krop og i sin bolig, så længe denne matcher ens behov. Men hvad med den by eller den egn, man bor i?

Vi er begyndt at ændre det offentlige rum fra upersonlige gennemgangszoner til opholdssteder, hvor man kan være, lege og leve ganske som derhjemme. Byboerne dyrker urban gardening, der etableres bilfri zoner, og udendørs ”lounges” dukker op på pladser og gadehjørner, hvor det er meningen, man skal hygge på samme måde som hjemme. Med andre ord har vi flyttet vores hjemlige idealer ud i byrummet.

Hjørdis Brandrup Kortbek, kulturforsker ved Syddansk Universitets Institut for Kulturvidenskaber, mener, at det store fokus på hjemlighed i byen kan ses som en reaktion på de mange såkaldte ’ikke-steder’, der har præget

byen de seneste 50 år. Hjem er forbundet med tryghed, personlige fortællinger og minder – en følelse af at have sat sit eget aftryk på stedet og at være en del af stedet ved at have taget det i anvendelse. Men et sted kan godt tages i brug, uden at det bliver forbundet med hjemlighed, forklarer Hjørdis Brandrup: ”Det ser vi for eksempel i stormagasiner, lufthavne og banegårde, som kan karakteriseres som såkaldte ’ikke-steder’. Et begreb Marc Augé har introduceret. Her færdes rigtig mange mennesker, men stederne har ingen identitet eller historie, og de opleves ikke som hjemsteder, men som steder vi bevæger os igennem.”

1960’ernes funktionalistiske bydesign med brede veje, stormagasiner og høje boligbyggerier har ikke skabt følelsen af hjemlighed i byen. Mange byrum opleves som identitetsløse, fordi vi ikke føler os som medskabere af stedet, siger Hjørdis Brandrup: ”Derfor grundlægger vi nu byer i menneskelig skala med grønne oaser, bilfrie gader og pladser – steder, hvor det er rart at være, slå sig ned og leve hverdagslivet. I Odense forsøger kom-

munen med lukningen af den store gennemfærdselsvej Thomas B. Thriges Gade at skabe et nyt sted i byen, som i dag af mange opfattes som et ”ikkested”. Man vil skabe et nyt hjemsted med en ny identitet og historie, et bolig-, erhvervs- og indkøbsområde. Det kan blive en succes, hvis området tages i anvendelse i et mangfoldigt kulturelt og socialt hverdagsliv. Men det kan også blive en fiasko, hvis området ikke formår at skabe rammer for fritids- og arbejdsaktiviteter for byens forskellige borgere.” hjem er en proces Hjem er der, hvor hjertet er – men hvor er det så? Kulturforskeren, antropologen og arkitekten er alle enige om, at hjemlighed skabes gennem gøren og væren over tid, hvor de ydre rammer møder de personlige behov, og hvor den naturlige, aktive deltagelse er en væsentlig faktor. Man skal på én gang tilpasse sig til hjemmet og samtidig tilegne sig det, for at det kan betragtes som hjem. Eller sagt på en anden måde: Man skal lægge hjertet i det.

s. 9

tendens Tidsånden kort

Tidsånden kort – ifølgeJonas Møller, lærer på Silkeborg Højskole

Pædagogisk korrekthed

#semighørmiganerkendmigjegerkreativogfinurlig

Min pædagogfar har fortalt mig, at kvindelige pædagogmedhjælpere rendte topløse rundt på fritidshjemmenes legepladser i 70’erne, og at pædagoger og forældre drak fredagsøl, mens børnene legede. I dag må mandlige pædagoger ikke skifte ble bag lukkede døre, og børnene skal ikke lege frit, men udvikle deres kompetencer, så de kan blive uddannelsesparate.

forbyd

hashtaghumor

jonas møller Personlig high score i Odder Bowling Center engang i 90’erne: 201

genialt

Mellemmenneskelig Der er rigeligt med tidspunkter, hvor vi hytter vores eget skind, passer vores egen butik, hyler med de ulve... osv. Lad os få fyret op under småsnakken, smil, dårlige jokes, flirten og almindelig venlighed blandt dem, vi IKKE kender. Når man er i udlandet, opdager man, hvor dårlige vi er til det herhjemme.

december 2013

træls

morsomt

s. 10

Bowling Lider en krank skæbne pga. dets kobling til tarvelige industriområder, grimme polo-shirts og all you can eat spareribs. Men lægger man snobberiet til side, er det jo decideret sjovt at bowle. Vis mig et menneske iført rød-hvide stepsko, der ikke får lyst til at moonwalke efter at have smidt en striiiiike!

debat HB’s kommentatorpanel

Denne måned: Ove Korsgaard (f. 1942) Professor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet

Rasmus Kjær

Asser Amdisen

Hans Hauge

Barndomshjemmets uvirkelige stilhed INDSPARK Den fædrene gård findes stadig - men kun som erindring. Det nye hjem er hos fortidens fjende Sidste gang, jeg besøgte mit barndomshjem på Mors, var der en stilhed, som virkede uvirkelig. Det er den form for stilhed, som historien efterlader, hvor den er ophørt. Der bor stadig mennesker på gården. Min yngste bror og svigerinde, Ebbe og Mona, bor der. Det vil sige, de bor der stort set kun i weekender. De arbejder i Give i nærheden af Vejle, hvor de leder en ret stor virksomhed. Da jeg kom til Hvidbjerggaard, var jeg ikke en fremmed gæst, men jeg følte mig heller ikke hjemme.

Det stuehus, hvori jeg blev født og voksede op, findes stadig. Den kostald, jeg var med til at bygge i 1956, står endnu. Den store have, hvor vi spillede foldbold, findes fortsat. Bygningerne står endnu på stedet, men stedet findes ikke længere som gård.

Jorden blev solgt fra i 1999. Dermed

mistede Hvidbjerggaard sin sjæl.

Historien om Hvidbjerggaard er på ingen måde enestående. Tværtimod.

Gennem de sidste fire-fem årtier er der nedlagt titusindvis af lignende gårde overalt i Danmark. Også den kultur, der hørte med, er under afvikling.

Sidst jeg var på Mors, tog jeg Klara og Lynge, min kone og yngste søn, med til Præstbro, hvor der hver sommer var gymnastikfest i min barndom og ungdom. Det var et af årets højdepunkter.

Da vi trådte ind på gymnastikpladsen i Præstbro, var det tydeligt for enhver, at den sidste gymnastikfest var blevet afholdt for flere år siden. De mange siddepladser op ad skråningen var skredet sammen på såvel gymnastikpladsen som i det amfiteater, hvor der efter opvisningen blev spillet teater om aftenen. Alt emmede af forfald. Hvor der tidligere var grønt græs, voksede der nu ukrudt.

Nogle steder udøver en særlig magt, fordi de har været centrum for en række begivenheder, der er blevet historiske. Dybbøl er et sådant sted, fordi vi danskere dér led et smertefuldt nederlag i 1864 og efterfølgende mistede Slesvig. Hvidbjerggaard er ligeledes et sted, der har udøvet en særlig magt i kraft af det liv og den kultur, der har eksisteret på stedet.

Der er selvfølgelig et stort spring fra Dybbøl til Hvidbjerggaard, et spring

fra Danmarkshistorie til familiehistorie. Men ligesom Slesvig fortsatte med at eksistere i danskernes kollektive erindring, fortsætter Hvidbjerggaard med at eksistere i familiens erindring.

Gården findes således stadig, men kun som erindring.

At man ikke er herre over, hvor og hvornår man bliver født, er en selvfølgelighed. Men en ret afgørende selvfølge, som jeg konstant bliver mindet om i Berlin. Det gør unægtelig en forskel, om man kom til verden på Mors i 1830’erne og blev en del af den grundtvigske vækkelse, som mine oldeforældre gjorde, eller i Tyskland under Første Verdenskrig og voksede op som ungt menneske med den nazistiske vækkelse i 1930’erne, eller om man så dagens lys i Danmark under Anden Verdenskrig og som ung oplevede velstandseksplosionen i 1960’erne, som jeg gjorde. Min far var modstandsmand. Så i min barndom var tyskerne fjenden. I dag føler jeg mig hjemme, når jeg er i Berlin. Jeg nyder at cykle rundt i byen og fornemme dens puls eller tage en bog med til stamcaféen ved Maybachufer og læse et par timer over en kop kaffe. Der er således ikke kun tale om tab, men også om nye muligheder, der har åbnet sig, og som jeg nødig vil give afkald på (Uddrag af indledningen til bogen Solskin for det sorte muld, Gyldendal 2013).

s.s.11 11

tendens Foto

s. 12

Billedligt Foto: Sigrid Ehlert Holt Tekst: Hiwa Esmaili Begge elever på Vrå Højskole

MIN KROP ER MIT HJEM Efter seks år i Kurdistan og seks år i Tyrkiet kom jeg som 13-årig til Danmark med min mor, far og lillebror. Min far havde været frihedskæmper i den kurdiske del af Irak, hvorfor vi måtte flygte. På det tidspunkt var jeg, hvad man kalder en lille tyk dreng. Som 15-årig var jeg 158 cm høj og vejede 100 kg.

Jeg begyndte at gå til boksning, og jeg trænede hårdt hver dag, men spiste alt. I min sommerferie tog jeg mig sammen. Jeg løb 10 km om morgenen og om aftenen, og jeg spiste sundt.

Troede jeg – men jeg spiste faktisk alt for lidt. I løbet af tre måneder tabte jeg 25 kg.

Det er usundt at tabe sig så hurtigt. Men jeg gjorde det, fordi jeg ikke ville være tyk mere. Efter to års styrketræning tog jeg 15 kg på i muskler.

Højskolebladet samarbejder med fotohold fra en række højskoler, der til hvert nummer leverer et foto taget af en elev.

december 2013

s. 13

tendens Portrætinterview

s. 14

Den l

INTERVIEW Både Jørgen og Nicolaj har fundet hjem – men ad vidt forskellige veje. Nøden bød Jørgen et liv på gaden, inden han som 43-årig fik sin egen adresse for første gang nogensinde, mens lysten bragte Nicolaj verden rundt som forretningsmand, før han slog sig ned i barndomsbyen Glyngøre af jeppe langkjær foto mathias olander

december 2013

a n g e vej hjem hjemløs fra barnsben Et produkt af systemet, kalder Jørgen Grønhøj sig selv. Institutionaliseret.

Allerede som 9-årig stiftede han for alvor bekendtskab med det. Forældrene blev skilt, og så blev Jørgen sendt på børnehjem. ”Jeg ved ikke, om min mor ikke kunne lide drenge, ” siger han undrende om grunden. For mens turen for hans vedkommende gik til Hvidborg i Hvidovre, blev hans tre søstre boende hos moderen.

I dag er han 43 år. Så lang tid skulle der gå, før Jørgen fik sit eget hjem for første gang. En lejlighed på Hørhusvej på Amager. Et stenkast fra Herbergscentret Sundholm, hvor han er kommet de sidste elleve år. Og selvom han var vemodig over at forlade det, er han lykkelig over endelig at have sit eget: ”Bare det at komme hjem om aftenen og åbne døren er fedt.” ”jeg fik nok” Jørgen har aldrig haft det let. ”Jeg blev seksuelt misbrugt, fra jeg var ni, til jeg var elleve. Indtil jeg begyndte at styrketræne og sagde, at de aldrig skulle have lov at røre min mås igen,” fortæller han nøgternt om sin tid på børnehjemmet. Derfor blev han fjernet og pædagogisk anbragt på forskellige skibsprojekter. Inden han fyldte 15, havde han rejst jorden rundt.

Noget, den unge Jørgen troede og håbede på, han kunne blive ved med.

Men kommunen ville det anderledes: ”De mente ikke, jeg var moden nok.

Men da jeg afmønstrede skibet, måtte jeg godt have 30 kasser bajere og nogle og 40 flasker whiskey med. Det var så dobbeltmoralsk,” husker han.

Fra han igen satte foden på land, har Jørgen brugt det meste af sin tid i fængsel. Sammenlagt 18 år – for alt mellem himmel og jord, som han siger.

Resten af tiden har han brugt på gaden.

Afhængig af hårde stoffer og alkohol.

Et hjemløst liv, der bl.a. har budt på

overnatninger under åben himmel i 23 frostgrader og en leveroperation. Men i snart fire år har han været clean. Øl drikker han stadig, men kun i weekenden. Og i perioder slet ikke. ”En dag følte jeg, jeg havde fået nok. Det hang mig ud af halsen at være mig. Jeg kunne ikke lide mig selv mere. Og det værste af det hele er ikke at kunne lide sig selv,” siger han om vejen ud af misbruget. Han rejste sig på Sundholm. Alene – uden behandling. Han er dog ikke i tvivl om, at de mennesker, han har omkring sig på herberget, var afgørende for, at det lykkedes. For selvom det første møde med Sundholm var ubarmhjertigt, føler Jørgen sig i dag tryg og respekteret blandt de 200-300 andre hjemløse, der benytter herberget. Og dem, han har tættest på, betragter han som sin familie: ”Det første jeg oplevede, var at blive rullet. Fed start. Men jeg blev hængende og lærte folk at kende. Og nu er jeg en højt respekteret person herude. Vi har en særlig samhørighed.

Det kan godt være, I peger fingre af os, men vi peger også fingre af jer. I er bare nogle borgerdyr. Måske har vi ikke været heldige, men vi har turdet tage springet ud i livet.” et nyt liv Følelsen af hjemløshed har Jørgen altid haft. Han har da boet sammen med forskellige kærester, men skæbnen – eller kommunen – har villet, at det altid blev midlertidigt. Han beskriver Sundholm som stedet, hvor han har følt sig mest hjemme. Men et rigtigt hjem har det dog aldrig været. Det er den nye lejlighed heller ikke endnu.

Men for hver dag, der går, finder han sig mere og mere til rette på Hørhusvej. ”Jeg skal vænne mig til at være hjemme. I min nye lejlighed. Efter alle de år på institution kræver det træning at være i sin egen lejlighed.

Jørgen Grønhøj Født 1970 på Vesterbro.

Kom på børnehjemmet Hvidborg i Hvidovre som 9-årig, da forældrene blev skilt. Boede der i to år og sejlede efterfølgende verden rundt som pædagogisk anbragt på en lang række skibsprojekter i to et halvt år. Sad i fængsel, fra han var 17 til 28 år. Har været fængslet i sammenlagt 18 år – heraf 7 år i isolation. Har siden 2002 haft sin daglige gang på Herbergscentret Sundholm og har i år for første gang nogensinde fået sin egen adresse. Arbejder i dag som rundviser for Gadens stemmer og er derudover førtidspensionist.

Nogle gange tager jeg hjem i lejligheden et par timer og sidder bare for at være der. Jeg lader være med at tænde noget. Jeg vil gerne føle mig 100% tryg, og jeg kan hele tiden mærke, at det bliver bedre. I starten låste jeg døren, det gør jeg ikke mere,” siger Jørgen om sit nye liv. Også bare det at skulle være indenfor er en udfordring efter et liv på gaden: ”Jeg sveder så pisse meget.”

Jørgen er stolt i dag. Over at han har rejst sig og fundet ind til sig selv uden at pibe og uden at bede systemet om hjælp. Og over at har betalt sin første husleje med sine egne penge. Trods den nye status som lejer holder han dog ikke op med at komme på Sundholm.

Dels fordi hans arbejdsplads Gadens stemmer har kontor i komplekset, men i endnu højere grad fordi han ikke vil vende sine venner ryggen. Og så vil han gerne være forbillede og vise dem alle sammen, at man godt kan finde hjem trods et langt liv som hjemløs.

s. 15

tendens Portrætinterview

s. 16

Nicolaj Løve Hansen Født 1977 og uddannet markedsøkonom fra Business Academy Vest, Master of Business Administration fra University of Leicester og har en lederuddannelse fra IMD Business School i Schweiz. Var fra 2000-10 ansat i ECCO i forskellige stillinger. Først som trainee i Thailand og siden som bl.a. værkfører i Bredebro, salgsmedarbejder i USA, projektleder i Hong Kong, regional leder i Taiwan og administrerende direktør i Schweiz. Er i dag partner i Newtrision Aps, som dækker over selskaberne Toft Care, PurePower og Suvida.

Bor i barndomsbyen Glyngøre med sin kæreste Jette og deres to børn Sofia og Fiona. Har desuden datteren Dicte fra et tidligere forhold.

december 2013

af sti af sted Han har rejst hele jorden rundt. Boet i Chile, Thailand, USA, Mexico, Hong Kong, Taiwan og Schweiz. Men særligt ét sted har han hjemme: på forældrenes stuegulv. Selv den dag i dag fremstår barndomshjemmets gulvplanker som det ultimative udtryk for hjemmet for den 36-årige verdensmand Nicolaj Løve Hansen. Stedet, hvor ingen verdens farer kan nå ham.

Allerede i en alder af 17 tog Nicolaj på sit første store udlandseventyr.

Efter et år på idrætsefterskole fik han gennem sin far kontakt til et par chilenske herrer, der tilbød ham arbejde på den anden side af Atlanten. Så med sin fars velsignelse og sin mors bekymrede accept havnede han via Karup, Kastrup, Frankfurt, Buenos Aires og Santiago i Puerto Montt i det sydlige Chile. Uvidende om hvad arbejdet egentlig bestod i, eller hvor lang tid eventyret ville vare. Men det generede ham ikke – for som han selv siger: ”Jeg kunne jo altid tage hjem.”

Og sådan har Nicolaj tænkt lige siden. For selvom han gennem ti år som ansat i skogiganten ECCO var bosiddende på tre kontinenter, brugte utallige timer på vej fra A til B og i en periode skulle holde styr på 86 nationale markeder, har han aldrig rejst for at komme væk.

en følelse af tryghed Det har han sine forældre at takke for, mener Nicolaj. Hos dem har han altid haft en base, til trods for at han de sidste 31 år har været skilsmissebarn.

Det har givet ham en ro, der gjorde det muligt at vende blikket mod fjerne egne og finde sig til rette i en kuffert og på hotelværelser over hele kloden. ”Den følelse af tryghed, jeg fandt på mine forældres stuegulv, har jeg taget med mig på mine rejser. Den har gjort, at jeg har følt mig hjemme rigtig mange steder,” fortæller Nicolaj. Om det så var hos Louis og hans familie i Puerto Montt, der kun talte spansk, lidt uden for Bangkok på en af ECCO’s fabrikker, hvor han lærte at garve læder og lave sko, eller på salgstur tværs over USA. At være hjemme er for Nicolaj altså først og fremmest en følelse, en dyb indvendig ro. Alligevel hjalp særligt to ting, når han checkede ind på endnu et kønsløst hotel. ”Mit værelse skulle indrettes hurtigst muligt. Derfor havde jeg altid fyrfadslys og min bamse med. Det skabte genkedelighed,” siger Nicolaj om sine rejsevaner. I en overgang havde han endda et billede af den danske kongefamilie stående på sit skrivebord – og det selvom han med egne ord har ”et ambivalent forhold til kongehuset.”

Annonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.: Annonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.: I det hele taget indrømmer Nicolaj, at han havde en tendens til at idyllisere sit ophav, når han var af sted. Han blev pludselig mere dansk, end han egentlig følte sig, og hvad han kendte, fremstod i mere lyserøde nuancer end nogensinde før. Til sidst vendte Nicolaj da også atter næsen mod Danmark: ”Jeg savnede mine venner og min familie.

Og en mere stabil tilværelse.”

til Danmark efter to år i Schweiz og men for Nicolaj vandt muligheden havde brug for at definere et hjem. for at give børnene den samme trygge Og så selvfølgelig Glyngøre – hvor jeg opvækst, som han selv oplevede, er vokset op, og hvor jeg bor i dag. og kærligheden til Glyngøre over Byen, hvor jeg kender hvert et træ og globetrottertilværelsen. Om de små så stisystemet til hudløshed,” begrunder udvikler samme forhold til far Nicolajs Nicolaj sine tre valg. stuegulv, som han har til sine forældres, Nicolaj er nemlig vendt tilbage til må tiden vise. den lille Limfjordsby, hvor det hele det begyndte. Sammen med familien bestående af døtrene Sofia, Fiona og hjem til glyngøre Dicte (som han dog kun har hver anBeder man Nicolaj om at nævne den weekend) og kæresten Jette – som steder, han forbinder med følelsen af ogskoler også er fraog Glyngøre.

Og med stiftelsen 185 frie 185 skoler 185 frie frie skoler børnehaver og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl 185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl hjemlighed, får man ud over stuegulvet af den lilleog familie har forældrenes tre svar: ECCO, Aarhus og Glyngstuegulv fået en alvorlig konkurrent: øre. ”Hos Ecco troede de på mig og ”Min egen familie er blevet mit hjem accepterede mig som den, jeg er. Der nummer ét. Godt nok har vi ikke rigtig var en enorm familiær opbakning i fået indrettet os endnu, men at komme virksomheden. Det er stadig som at hjem hver dag og blive modtaget med komme hjem, når jeg besøger hovedubetinget kærlighed af børnene er kontoret i dag. Aarhus var den først by, ubeskriveligt.” jeg flyttede til, fordi jeg ville. Det var Nok gav rejselivet perspektiv, uddet bevidste valg. Jeg var vendt tilbage fordringer og uforglemmelige minder,

de de skolers skolers advokat advokat ® de frie frie de frie frie skolers skolers advokat advokat ® ® ®

s.s.12 12 s.s.12 12

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

Annonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.:

Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten: Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® de de skolers skolers advokat advokat ® de frie frie de frie frie skolers skolers advokat advokat ® ® ®

s.s.12 12

185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder rådgivning rådgivning rådgivning af frie skoler af af frie frie skoler skoler rådgivning rådgivning rådgivning af frie skoler af af frie frie skoler skoler

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

januar 2010 januar 2010

januar januar2010 2010 januar januar2010 2010

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ®

s. 17

debat Bøger

s. 18

En opskrift på succes ANMELDELSE Formål og fællesskabelse må altid komme først for enhver organisation, forening eller virksomhed, er Lars Kolinds pointe. Så kommer profitten nemlig helt af sig selv. Tankerne burde ikke være højskolefremmede af svend thorhauge, folketingskandidat for det radikale venstre og tidligere højskoleforstander

Lad mig indlede med konklusionen: Bevægelsen er både god og brugbar. Formål og fællesskabelse må altid komme først for enhver organisation, forening eller virksomhed, er Lars Kolinds pointe. Så kommer profitten nemlig helt af sig selv. Opskriften lyder: Formuler et formål, der sigter på positive forandringer, skab en ubegrænset organisation, og iværksæt mekanismer, der får hver enkelt til at arbejde for formålet i egen interesse.

Bevægelsen er dermed et forsøg på at opbløde de organisationer, der begyndte som passioner og endte som selvopretholdende strukturer. Lars Kolind nævner blandt flere fagbevægelsen, der begyndte som en kamp for den enkelte arbejder, men nu er en kamp for … fagbevægelsen. Eller bankerne, der skulle opmuntre småkårsfolk til at spare op og bruge de opsparede midler til at stimulere økonomisk fremgang i lokalområdet, men som i dag er blevet til rene profitmaksimerende aktieselskaber. Kolind fremhæver i modsætning til de store banker den lille andelskasse Merkur, der som ledesætning skriver: ”Vi ønsker at arbejde hen imod en situation, som vi anser for ideel: Hvor den enkelte ud fra egen indsigt på værdig vis dækker andres behov.” Og det er ikke uden grund, at Kolind netop fremhæver Merkur. Der ligger (tilsigtet?) et genuint forsvar for andelstanken mellem alle linjerne i bogen.

I Bevægelsen er tankerne sat på kort form og med konkrete anvisninger; og da den kun består af 70 endog meget korte sider, kan man som højskole reelt købe en til hver enkelt ansat og

december 2013

forudsætte den læst som forberedelse til en fælles udviklingsdag. de tre ingredienser bidrager med hver sit Med et formål, der skal sigte på positive forandringer, ”afslører” Lars Kolind sig i første omgang som idealist.

Det er da også Martin Luther King, Baden-Powell og spejderbevægelsen, Røde Kors samt kvindebevægelsen, han bruger som eksempler på bevægelser med klare og iagttagelige formål.

Som højskole burde det ikke være noget problem at identificere sig med et idealistisk formål, men spørgsmålet er selvfølgelig, om man som højskole har fået identificeret sit idealistiske formål, så det står klart for enhver?

Den anden ingrediens er den ubegrænsede organisation. Reelt er det faktisk her, Lars Kolind viser sin idealisme. For formålet er ikke blot bestyrelsens domæne, end ikke blot de ansattes. Nej, det ubegrænsede ligger i, at også kunder og brugere, ja måske endda konkurrenter, deles om formålet. Det er i denne tanke, Lars Kolind har noget på hjerte, som bliver egentlig politisk. Han nævner som eksempel folkeskolen (kunne det også være højskolen?), som burde diskutere læring frem for klassekvotienter og arbejdstider. Netop fordi læring er et anliggende ikke blot for lærere, ledere og elever, men også for familien, erhvervslivet og politikerne.

Den sidste ingrediens retter sig mod den enkeltes motivation, og her – for nu at blive i terminologien – ”afslører” Lars Kolind sin liberalisme.

Bevægelsen forudsætter et incitament

Bevægelsen Af Lars Kolind Gyldendal Business 2013 70 sider, kr. 99,95,-

til den enkeltes nyttemaksimering. bevægelsen i højskolen Lars Kolind giver tre praktiske råd til at komme i gang med processen. For at finde sit formål skal man se tilbage i sin organisations oprindelse: Hvad var det, man ville? Og derefter: Hvad skal man så gøre i dag for under nye vilkår at gøre det, man ville dengang? Det er en svær øvelse, for der skal hugges en hæl og klippes en tå. Derefter skal man i dialog med ”kunderne” og spørge til

deres drøm: Hvad er det, de forventer?

Endelig skal man inddrage et samfundsperspektiv. Når man har taget disse første tre trin, må man inddrage alle i en ubegrænset organisation for at tage de sidste.

Læg mærke til sammenligneligheden med Ludvig Schrøder fra Askovs velkendte mantra: ”Højskolens gerning ligger der, hvor elevernes trang og højskolens ærinde kan mødes,” og særligt med Hans Jørgen Vodsgårds

»

Som højskole burde det ikke være noget problem at identificere sig med et idealistisk formål, men spørgsmålet er selvfølgelig, om man som højskole har fået identificeret sit idealistiske formål, så det står klart for enhver? reformulering fra 2003: ”Højskolens gerning ligger der, hvor elevernes trang, samfundets interesser og højskolens ærinde kan mødes.” Tankerne i Bevægelsen burde ikke være højskolefremmede. tag bogen i anvendelse Jeg lagde ud med at foreslå, at man som højskole købte et eksemplar til alle medarbejdere. Sammen med eksemplaret kunne man stille tre spørgsmål: 1) Hvordan bidrager vores højskole til den lokale, regionale og nationale sammenhæng og udvikling?

2) Hvordan kan vi inddrage vores nærområde i udfoldelsen af dette bidrag?

3) Hvordan får vi lyst og lykke til at gøre den gavn, som det formål vil?

Når vi kender svarene på de tre spørgsmål, vil vi mærke styrken og glæden ved vore kollegers og de øvrige højskolers succes og ikke mindst: Der vil være samtale i hver en krog i vore gyldne sale.

Bogkort

Hvad læser du? s. 19

fordrukne forfattere For tiden findes en del eksempler på, at højskolen sætter rammen for skønlitterære udfoldelser. Forfatteren Lars Frost beskriver i sin nye bog med den pudsige titel Kongskilde NS 5100, hvordan en gruppe forfattere – heriblandt ham selv – kører til Roskilde Festival for at optræde i Højskolernes Telt godt forberedt med flere flasker sprut og leverer en så kaotisk performance, at de formår at rømme hele teltet. Også Vestjyllands Højskole spiller en vis rolle i Frosts ”komedier”, der udspilles et sted mellem biografi og fiktion. økoterror Sociologen Henrik Dahl er ikke berømmet for sit skønlitterære virke – og bliver det nok heller ikke – i hvert fald ikke i positiv forstand. I sin lidet anmelderroste roman NT. En forstadstragedie lader Dahl sin centrale figur, sygeplejersken Katrine, blive omvendt på et højskolekursus til den gennemøkologiske livsstil Ny Tradition (NT).

Det indebærer forestillingen om et mere autentisk familieliv med miljømæssig ansvarlighed og brød uden tilsætningsstoffer. Det terroriserer hun så systematisk sin familie med, så der hverken er plads til manden Bjørn eller deres to sønner. /ah

trine kruse friis lærer på silkeborg højskole og uddannet antropolog fra aarhus universitet hvad læser du i øjeblikket?

Jeg er i gang med Pigen i cementblanderen af Svend Aage Madsen – og for børnene læser jeg Alle vi børn i Bulderby af Astrid Lindgren. hvilken bog vil du anbefale dine højskolekolleger?

Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi om den iranske, kvindelige digter Forugh Farrokhzad. Jeg har faktisk ikke selv nået at læse den endnu, men jeg tænker, at den kan inspirere os alle med sine smukke, kontroversielle og interessante digte. Vi må have flere kærlighedsdigte i morgensamlingerne! hvilken bog har betydet mest for dig?

Det er umuligt at svare entydigt på, men et godt bud er Umberto Ecos Hvordan det ender, hvordan det begynder.

Udvalgte essays 1958-1998. Eco inspirerer og vender finurligt verden på hovedet i sine essays om bogstavelig talt stort og småt. Jeg nyder bogen, fordi den giver anledning til forundring, overvejelser og morskab – og endda lidt galskab!

højskole Højskolen kort

s. 20

Det sker

Presseklip

Tørre tal

2 9 5 4 6708 1

3

højskolen til debat Som led i den såkaldte Højskolepædagogiske Uddannelse afholdes en række højskoledebatter næste år. Hver debat har et tema, der forholder sig til højskolens kerne og virke, og alle, der har interesse i og lyst til at diskutere højskole, inviteres indenfor.

”Vi kan ikke blive ved med at tale om Grundtvig og hvad, han gjorde for bønderne i højskolerne. Vi er altså et helt andet sted i dag.”

Rektor på Folkeuniversitetet i Aarhus, Sten Tiedemann, om folkeuniversitetets opgave og situation i dag.

I Djøfbladet den 8. november.

Hver debat skydes i gang med et indlæg fra en ekstern oplægsholder, hvorefter bolden gives videre til et panel bestående af tre-fire højskoleforstandere. Til sidst gives ordet frit til en åben debat.

”Jeg tror, at et ophold på en højskole giver mange unge et godt rygstød videre i livet. Både i forhold til deres uddannelse og til deres dannelse i almindelighed.”

Uddannelsesminister Morten Østergaard om at højskoleophold mindsker frafald fra videregående uddannelser. På dr.dk den 12. november.

Programmet er: Højskolernes anliggende Oplæg ved Bertel Haarder: Hvorfor højskole?

6. februar på Vallekilde Højskole Hvem er højskolen til for?

Oplæg ved Frank Bylov (UC Syd): Mangfoldighed som pædagogisk udfordring 8. april på Rødding Højskole Højskolernes undervisning – hvad vil vi?

Oplæg ved Jens Erik Kristensen (Aarhus Universitet): Dannelsesbegrebet – hvad skal vi med det?

4. september på Ry Højskole Alle debatter er gratis og finder sted fra kl. 13 til 16. For yderligere information og tilmelding, kontakt Rasmus Kolby Rahbek: rkr@ffd.dk

december 2013

”Når vi taler om dannelse i dag, er det som om, det udelukkende har at gøre med noget bogligt og akademisk […]

Vi er nødt til at indse, at der er mange måder at være dannet på, ligesom der er mange måder at være menneske på. […]Unge, der tager en erhvervsuddannelse, bliver lige så dannede som dem, der går i gymnasiet. Det er blot forskellige former for dannelse. Men i dag har de gymnasiale uddannelser – især det almene gymnasium – taget patent på dannelsen. Vi er faktisk blevet et mere udannet samfund, fordi vi har fået et så bogligt dannelsesbegreb.”

Direktør for tænketanken DEA, Stina Vrang Elias, om dannelsesbegrebet. I Gymnasieskolen den. 13 november.

markante høskoleeffekter En ny omfattende analyse viser to markante effekter af højskoleophold.

For det første øges chancen for at komme tilbage i uddannelsessystemet betragteligt for unge, der har afbrudt en ungdomsuddannelse.

Andel af afbrudte fra ungdomsuddannelser tilbage i uddannelse efter 2 år

45% uden uddannelsesaktivitet

57% med højskoleophold

For det andet har unge, der har været på højskole, markant bedre chancer for at gennemføre en videregående uddannelse.

Andel af studerende på videregående uddannelser med afbrud inden for 2 år 20% uden højskoleophold

16% med højskoleophold

For begge analyser gælder resultatet i særlig grad for unge fra såkaldte uddannelsesfremmede hjem. Sandsynligheden for at vende tilbage til uddannelsessystemet efter afbrudt erhvervsfaglig uddannelse øges med imponerende 55% for denne gruppe, hvis de tager på højskole.

Ligeledes mindskes deres frafaldsrisiko på de videregående uddannelser efter højskoleophold med ca. 15%. Tallet for universitetsbacheloruddannelserne er hele 33% efter ét års og 23% efter to års studier.

Jelved og Kors- Mod en fælles gaard hædret pædagogik

Modtagerne af dette års N.F.S. Grundtvigs Pris er fundet. Det blev kulturminister Marianne Jelved og professor Ove Korsgaard, der løb med hæderen og prisen, som blev indstiftet i 2010 og gives til ”en person eller en institution, der i ord, handling eller i kunstnerisk udtryk har formidlet kendskab til Grundtvig eller i enestående grad har gjort det grundtvigske gældende.”

Om valget af forskeren og politikeren sagde Birgitte Stoklund Larsen, akademileder for GrundtvigAkademiet, ved prisoverrækkelsen til Grundtvigsk Forums årsmøde: ”De får prisen for deres lavmælte, men ihærdige indsats for i en bred offentlighed – med tydeligt afsæt i Grundtvigs tanker – at insistere på vigtigheden af at tale om det fælles, om hvad det er for et samfund, vi vil have.”

Ved samme lejlighed udtrykte både Jelved (i en båndet takketale) og Korsgaard stolthed over at modtage prisen, hvorefter de begge slog til lyd for Grundtvigs nutidige relevans. ”Vi kan ikke have et samfund bestående udelukkende af individualister. Det sagde Grundtvig også,” lød det fra kulturministeren, mens Korsgaard understregede Grundtvigs uomgængelighed: ”Han indgår i en fortsat fortolkningskamp om, hvad vi i nutiden betragter som værdifuldt, og hvilke dyder, vi mener, der lægges til grund for den videre udvikling af det danske samfund.”

Med prisen følger desuden en check på 25.000 kroner.

Den 7. november samledes ikke færre end 140 højskolelærere og -forstandere på Brandbjerg Højskole for at diskutere højskolepædagogik. Rammen var det såkaldte ”Højskolepædagogiske udviklingsprojekt” (HUP).

Midtvejsseminaret var den foreløbige kulmination på HUP. De mange deltagere debatterede højskolepraksis på livet løs i seks forskellige workshops under overskrifter som ”Fællesskabets pædagogiske betydning” og ”Strukturens pædagogik”. Desuden blev de udfordret af dr. pæd. Alexander von Oettingen, som belyste spændingen mellem hensynet til den enkelte elev og videreførelsen af den større højskolesag, mens Sidsels Væhrens gik tæt på elevernes møde med højskolen på baggrund af en større undersøgelse.

HUP blev startet i februar i år og er et projekt på tværs af 32 højskoler, som har til formål at skabe en bevidsthed om, hvad højskolepædagogik kan være, samt at sikre højskolen en tydelig stemme i den skole- og uddannelsespolitiske debat. Udgangspunktet er, at højskolerne netop deler en særlig pædagogisk praksis, og at den skal udvikles og beskrives, så de kan styrke deres særkende indadtil, samtidig med de bliver en synlig aktør i det pædagogiske miljø.

Projektet løber i to år, og der er foruden midtvejsseminaret blevet gennemført en række lokale pædagogiske dage og såkaldte netværksmøder.

Planen er, at det skal munde ud i en højskolepædagogisk håndbog med udgangen af 2014.

/jl /jl

s. 21

Nyt med småt Højskolefødselsdag Det vrimler med runde højskolefødselsdage i år. Den 3. november kunne Bornholms Højskole således fejre sit 120. leveår med lagkage og kaffebord, og omkring hundrede gæster mødte frem for at ønske tillykke.

Gør en forskel Grundtvigs Højskole har i samarbejde med Ungdommens Røde Kors lanceret faget ”Gør en forskel”.

Eleverne undervises i NGOarbejde og projektudvikling, så de kan realisere initiativer til fordel for lokale, sårbare unge.

Egmont Højskolen hædret Egmont Højskolen modtog i september UdviklingOdders Erhvervspris 2013 og dermed et maleri af kunster Kirsten Fyn samt et skulderklap fra Odder Kommune og det lokale erhvervsliv.

Ryslinge lukket for 2013 I slutningen af oktober kom det frem, at Ryslinge Højskole aflyste sit efterårshold.

20 elever var ikke nok, og skolen holder dermed lukket for resten af 2013.

Forstander Tyge Mortensen håber at kunne byde 30 nye elever velkommen til næste år, og i mellemtiden skal tænkepausen bruges på at overveje skolens fremtidige fagudbud og markedsføring.

Endnu en million til Roskilde Roskilde Festival Højskole har igen modtaget en milliondonation, og denne gang er Tuborgfondet den gavmilde giver. Pengene er øremærket til skolens foredragssal.

højskole HB undersøger

s. 22

Et rent hjem SAMVÆR Hjemmet bruges gerne som forbillede for samværet på højskolen.

Idealiseringen bygger imidlertid på en misforstået opfattelse af menneskelige relationer, ligesom et for intimiseret lærer-elevforhold kan blive tyranniserende, lyder kritikken. Højskolebladet har set nærmere på projektet ”Samværets betydning på højskolen” af jeppe langkjær

når højskolen benytter hjem- met som metafor for det ideelle samvær, sidestilles højskolefællesskabet med familiens. En umiddelbar positiv sidestilling – der lægges jo vægt på, at eleverne får mulighed for at være sig selv, samtidig med de indgår i anerkendende og trygge relationer med både andre elever, lærere og det øvrige personale.

Hjemmet er dog ikke et helt problemfrit forbillede for højskolen, fordi det bunder i idéen om ”den rene relation” – og den findes slet ikke ifølge Niels Buur Hansen, lektor ved University College Syddanmark og konsulent på ”Samværets betydning for højskolen”. Yderligere peger Martin Blok Johansen, lektor ved VIA University College, på, at et alt for personliggjort lærer-elev forhold i værste fald kan tryne eleven og devaluere lærergerningen. one big happy family Den hjemlige højskole fremhæves som stedet, hvor alle er ligeværdige og tager ansvar. Dér, hvor lærer og elev mødes som medmennesker. Og hvor den enkelte elev føler tryghed, slapper af,

december 2013

er sig selv og bliver accepteret og rummet som et helt menneske. Inden for højskolehjemmets fire vægge vægtes fællesskabet og den enkeltes udvikling på en og samme tid i kraft af forpligtende og nærværende relationer. Sådan beskrives den samværskultur, højskolen gerne vil leve op til. Det fremgår af evalueringen på udviklingsprojektet ”Samværets betydning på højskolen”, som blev gennemført fra 2010 til 2012 med deltagelse af seks højskoler.

At hjemmet overhovedet opfattes som et ideal har to grunde. For det første er kostskoleformen afgørende. Den betinger et intimt og intenst samvær.

Fra 1993 blev samværet ligestillet med undervisningen som fundament for højskolens virke, og dermed måtte det kvalificeres.

For det andet har idealet rod i højskolens dannelsestradition. ”Dannelse foregår gennem opdragelse i hjemmet, når vi socialiserer med venner og bekendte, når vi gennem skole og uddannelse tilegner os kundskaber eller færdigheder, når vi bliver en del af og tager ansvar i et arbejdsfællesskab, og ikke mindst når vi deltager, debatterer og agerer ansvarsfulde borgere

»

Drømmen om den rene højskole, drømmen om at træde ud af elev- og lærerrollen og “vise sit sande ansigt” […] handler om at være sammen “som mennesker”.

- niels buur hansen, lektor ved university college syddanmark

i samfundet. Højskolen tilbyder på et ideelt plan alle disse dimensioner under ét. For en stund bliver højskolen elevernes værdibårne hjem,” lyder det i Samværets betydning på højskolen. Et inspirationshæfte. pædagogiske udfordringer At ophøje hjemmet som ideal for samværet på landets højskoler er imid-

s. 23

Samværets betydning Udviklingsprojektet ”Samværets betydning for højskolen” blev gennemført fra 2010 til 2012 og havde til formål at belyse de udfordringer og fordele, der er forbundet med aktivt at udvikle samværsformerne på højskolerne.

Polfoto

lertid ikke uproblematisk, bemærker Niels Buur Hansen i sin evaluering af projektet. Han kalder forestillingen om hjemmet for ”drømmen om den rene højskole” og uddyber: ”Drømmen om den rene højskole, drømmen om at træde ud af elev- og lærerrollen og ’vise sit sande ansigt’ […] handler om at være sammen ’som mennesker’.”

Han sammenfatter efterfølgende, at samværet på højskoler af mange fremstilles som ”det rene samvær” eller ”de rene relationer”. Problemet med den forståelse er blot, at der ikke eksisterer såkaldte ”rene relationer”, pointerer Niels Buur Hansen – hverken i det private hjem og da slet ikke på en pædagogisk institution, som højskolen i virkeligheden er. En relation vil altid indeholde et ulige magtforhold.

Også Martin Blok Johansen udtrykker skepsis over for tilbøjeligheden til at personliggøre lærer-elevrelationen og til at udviske skellet mellem de to roller. I artiklen ”Det intimiserede samvær” i seneste nummer af Dansk pædagogisk tidsskrift kalder han tendensen for en intimitetslogik.

Godt nok behandler han lærerrollen i folkeskolen, men enkelte pointer har

en bredere appel.

Martin Blok Johansen skriver, hvordan en lærers ønske om at invitere eleverne ind i et intimt samtalerum kan risikere at blive tyranniserende: ”Det bliver en intimitet, som eleverne kan have svært ved at undslå sig og samtidig en intimitet, som de kan føle sig forpligtet til at bidrage til.” Og desuden spørger han: ”Hvis det, der kendetegner den gode lærer, er en intimitetsretorik præget af personlige egenskaber og evnen til at udvise omsorg, nærvær og autenticitet, hvor efterlader det så lærergerningen forstået som profession og læreren forstået som en professionel?”

Ganske givet består der nogle andre krav om medmenneskelighed til højskolelæreren end til folkeskolelæreren. Både Niels Buur Hansen og Martin Blok Johansens betænkelighed ved idealiseringen af det rene, intime samvær peger dog på, at der består visse pædagogiske udfordringer ved at ophæve hjemmet til ideal for højskolesamværet.

I projektet deltog Løgumkloster Højskole, Oure Højskole Sport og Performance, Silkeborg Højskole, Højskolen Performers House, Vrå Højskole og Den Rytmiske Højskole.

I inspirationshæftet Samværets betydning på højskolen samles de erfaringer, projektet kastede af sig.

Der sættes bl.a. fokus på, hvorfor det er nødvendigt at udvikle samværsformerne på højskolerne, hvordan relationen mellem lærere og elever kan udvikles, hvordan samværsformernes kan tilpasses forskellige elevgrupper, og hvordan samspillet mellem fag og samvær kan styrkes.

højskole Tæt på

s. 24

I familie med højskolen HJEM Familien Rykind-Eriksen har slået rødder i Rødding Højskole – og omvendt. Hjem og arbejdsplads er uadskillelige størrelser for forstanderparret Mads og Anja. Og det nyder både de, deres børn og eleverne af morten gliemann

det går stærkt, når anja taler. hun snakker om rammer og begivenheder, som skabes af mennesker. Især mennesker som mødes. Forstanderi er et ord, hun benytter sig af. Hjemlighed er et andet.

De ord og begreber er for længst flyttet sammen.

Der er noget lidt højtideligt – men på samme tid meget hyggeligt – ved at træde ind i hovedbygningen på landets ældste højskole. Drejer man hurtigt til højre, lander man i privaten. Her er en slags forstue med pejs, sofagruppe og et stort spise-møde-bord med stole.

Rummet er centralt i højskolelivet på Rødding. Her læses historier, her dyrkes de store fortællinger – og lige her mødes eleverne med familien.

Rummet emmer at passiar og eksklusivitet og udgør en fin scenografi for nærvær, rådighed, ro og fordybelse.

Der er ingen vægge eller gangstier mellem skoleverdenen og familiens sfære.

Der er et rum, som forbinder – og der er ikke legetøj på gulvet. Mads har læst Rødder, Illiaden, Røde Orm, Biblen og meget andet godt i dette rum. Det er også typisk her, at de mange tilrejsende pinger, som kommer med oplæg, foredrag og taler, møder familien og Rødding Højskole i det hele taget.

Rummet genererer hele tiden nye historier. opmærksomme på børnene – også højskolebørnene ”Vil du se legetøj? Så skal du prøve at åbne for den dør,” siger Mads spøge-

december 2013

fuldt mellem beskeder, der tikker ind på hans mobiltelefon. Der er ro på alligevel. Sådan har det ikke altid været.

Mads fortæller en lille historie, som kom til at betyde noget for ham. ”Det var en datter af en forstander, som fortalte, at hun havde set, oplevet, sin far gennem et nøglehul, en dørsprække, siddende derinde med eleverne. Hun havde aldrig haft faderen, sagde hun. På en eller anden måde har det personlige drama sat sig fast i min bevidsthed. Det må ikke ske.

Derfor er jeg hele tiden opmærksom på børnene. Anja er klart bedst til mærke og analysere børnenes trivsel.

Det er en kvindelig force. Men det kan godt være mig, der tager ungerne.

Det vigtige for mig er, at vores børn får andet og måske endda mere, fordi jeg som forstander er menneskeligt online med eleverne og kursisterne.”

Bl.a. får børnene en stor flok ekstra søskende for hvert nyt elevhold, Mads og Anja adopterer. Rasmus Andersen, der er elev på skolen dette efterår, fortæller om sine nye forældre: ”Det er vildt fedt. Jeg kunne meget tidligt mærke Anja og Mads personligt. De skaber en stemning af hjemlighed, som er ærlig, ja, autentisk. Det kan ikke beskrives på en hjemmeside eller i kataloger. Det skal opleves.”

Andreas Ullum Kristensen, som gik på forårsholdet i 2008 og er næstformand i elevforeningen, opfatter forstanderparret som rollemodeller. Han nyder det venskabelige forhold, opsøger og besøger dem – også på Mads’

»

Det er vildt fedt. Jeg kunne meget tidligt mærke Anja og Mads personligt. De skaber en stemning af hjemlighed, som er ærlig, ja, autentisk. Det kan ikke beskrives på en hjemmeside eller i kataloger. Det skal opleves.

- rasmus andersen, nuværende elev på rødding højskole

og Anjas ødegård i Sverige. Båndet er for længst blevet personligt. ”Det er utroligt, som de sætter sig selv på spil.

Jeg blev meget overrasket over, hvor alvorligt man bliver taget som elev. De tager hjemmet med ind i højskolen. De kan noget særligt,” beretter Andreas.

Ja, Mads og Anjas syv børn får nye søskende – men det er ikke det eneste. ”Min store søn har virkelig forstået at bruge netværket, som jo er lige her.

Han har fundet sig en dejlig kæreste.

Min store datter har også draget nytte af bekendtskaberne. Det skaffede

s. 25

hende en studiebolig, smak midt i København! Højskolen tager, og højskolen giver, kan man sige,” smiler Mads Rykind-Eriksen. sådan er det bare Er det sådan, at I har valgt at være til rådighed og så synlige, fordi der er en læring i, hvordan det i virkeligheden er at være familie? Ude i det omgivende samfund lærer vi jo ikke meget om lige det. ”Ha ha. Og så mener du, at vi hellere måtte få mange børn for, at de unge rigtig kan se, hvordan det er?!

Nej, sådan er det bare blevet,” svarer Anja storgrinende – men på samme tid myndigt. Hun har ikke oplevet, at nogen bemærker eller ligefrem kritiserer det, man kunne kalde en traditionel, patriarkalsk form. Mads har heller ikke: ”Tværtimod forventer man den og tager godt imod den form. Vi er sådan lidt altmodisch, og det passer til bygningerne, arkitekturen, gårdanlægget og lokalsamfundet.”

”For børnene betyder det, at de kan være med til alt mellem himmel og jord, men ikke længere væk end her i Rødding. Så man kan sige, at serviceniveauet for vores børn ikke er det samme, som andre oplever. Det betyder også, at elever kommer til at opleve vores børn i fri dressur. Det sker især ved spisning. Jeg er dybt imponeret over, hvor meget børnene kan få lov til at kravle rundt på vores gæster.

Både når der fortælles og før og efter maden,” fortæller Anja.

Hun gør det meget klart, at gerningen på stedet fra begyndelsen var tænkt i tosomhed. Når man bliver ansat som forstander, kan man ikke bare ”liste” konen – eller manden – ind. Det kommer tydeligst til udtryk i brandingen og mediedækningen: Det er Mads og Anja, der tegner stedet. ”Vi har valgt at være til rådighed for de unge mennesker altid. Det var dér, Anja og jeg skulle lære noget af højskolen. Der har været stressede perioder med søvnløse

nætter. Men dem er vi kommet godt over, dels fordi vi skulle lære, at sådan er det bare, men bestemt også fordi vi som par har en meget fin arbejdsdeling og glæde ved at skabe noget i fællesskab. Det har været en stor udfordring og helt sikkert op ad bakke. Jeg tænder ikke længere for computeren som det første om morgenen,” bekender Mads.

Han fortæller videre, at turene i egen bil på vej ud til et foredrag er kommet til at give en enorm frihedsfølelse, lidt som i On the Road.

Afkoblingen på ødegården i Skåne er også helt afgørende for, at fart og retning efterfølgende kan holdes – på højskolen. Der er også de vilde rejser kun for familien. Som den til Marokko.

Men også her er der erfaringer, der kan virke tilbage på højskolens tilbud. ”En kursist spurgte mig engang, om vores succes med stedet var held eller forstand. Jeg svarede, at man er mere heldig, hvis man står tidligt op,” smiler Mads.

debat Kommentar

s. 26

Konkurrencestaten og

det glade

Polfoto

december 2013

Uenig?

Giv din mening til kende på hjemmesiden: www.hojskolebladet.dk

s. 27

vanvid

KOMMENTAR Med sin besættelse af konkurrencestatstanken ødelægger formand for initiativet Ny Nordisk Skole, Lars Goldschmidt, det danske skolesystem. Alt er galt med at se konkurrencestaten som udgangspunkt for samfundsdannelse, mener Thomas Aastrup Rømer af thomas aastrup rømer, lektor ved institut for uddannelse og pædagogik, aarhus universitet

Lars Goldschmidt, der blev interviewet til forrige nummer af Højskolebladet, har erklæret sin kærlighed til konkurrencestaten, så nu er han i selskab med Bjarne Corydon og formodentlig også resten af Regeringen. Goldschmidt er ikke en Hr. Hvemsomhelst. Han er formand for initiativet Ny Nordisk Skole, der lidt paradoksalt er et de facto-opgør med alle nordiske pædagogiske traditioner, og som er den statslige filosofi, der præger alt fra børnehaver til professionsuddannelser i disse år. Initiativet er derfor også den officielle tænkning bag skolereformen og den netop overståede massakre på den danske ”lærer”, der nu er helt i det teknokratiske KL’s vold og dermed omdannet til en ”læringskonsulent” eller en ”undervisningsekspert”.

Sin formandspost har Goldschmidt formentlig fået, fordi han er gammel

ven med undervisningsministeren fra SF-dagene i Roskilde. Derudover har han skrevet flere bøger sammen med hende og sociologen Henrik Dahl, der var den intellektuelle hovedkraft i trekløverets arbejde. Dahl er systemteoretiker – luhmannianer, som det hedder – dvs. en person, der mener, at alting består af lukkede og selvrefererende systemer, der skaber deres egen omverden. Altså det modsatte af blandt andet grundtvigske idéer, der da også af Dahls lærermester, Lars Qvortrup, betegnes som ”dødsensfarlige” og en ”grundtvigsk ursuppe”, ja, ligefrem som ”fundamentalistisk fænomenologi”. Virkelighed og normativitet suser ud af vores fælles liv med denne desværre ekstremt indflydelsesrige filosofi, der fik x-faktor fra 1995 for en flok uheldige ”teoretikere”, som var lidt forvirrede efter den kolde krigs afslutning. Goldschmidt selv har

debat Kommentar

s. 28

formodentlig ingen anelse om disse bevægelser, der afgør hans sætningers rækkefølge, for han ved på trods af sin formandspost intet om pædagogik.

Han er blot naiv og farlig – i al fald når han har så meget indflydelse, som det er tilfældet for tiden. det glade vanvid Goldschmidt mener, at der kun er brug for stemmer i den offentlige debat, så længe de accepterer konkurrencestaten som udgangspunktet.

Allerede i en bog fra 1999, som han skrev i ovennævnte forfatterkollektiv, kan man læse følgende: ”Det gælder

Thomas Aastrup Rømer Uddannet cand.scient.pol. med sidefag i filosofi fra Aarhus Universitet. Senere ph.d. i pædagogik og læringsteori fra Aalborg Universitet. Lektor i pædagogisk filosofi ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

Har bl.a. udgivet bøgerne Uddannelse i spænding (2010) og Krisen i dansk pædagogik (2013). Er desuden medforfatter på Uren pædagogik med Lene Tanggaard og Svend Brinkmann.

december 2013

om at udvikle snedigheden […] og på enhver måde at støtte udviklingen af den konkurrencedygtige borger.” Han erklærede endda sin kærlighed til C.V. Jørgensens kosmopolitiske karikatur ”Computer Charlie”. Så Goldschmidt er disponeret til at elske konkurrencestatens snu albuer.

Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten har for alvor sat konkurrencen på dagsordnen, så det er ikke sært, at Goldschmidt er begejstret. Ligeså begejstret som en duracellkanin, som han i sin egenskab af formand for Ny Nordisk Skole mener, de danske skolelærere bør ligne. Snedige duracellkaniner – det er dannelsesidealet.

Det kan godt være, at mennesket har en tilbøjelighed til egeninteresse, men at gøre det til et decideret ideal i sig selv er da det glade vanvid. Hvorfor skal mennesket ikke opdrages til at være venligt, forstående og hjælpsomt med sans for fælles formål? Desværre synes sådan nogle ord at være helt ude af Goldschmidts og Ny Nordisk Skoles horisont.

Hvis Goldschmidt var en virkelig skolemand, ville han interessere sig for, at alle i samfundet kultiverede deres stemme og vekselvirkninger, men formand Goldschmidt vil kun tale med dem, der tager konkurrencestaten som udgangspunkt. Er der noget galt i det? Ja, der er alt galt. ALT! For det første fordi konkurrencestaten kun er en smal teoretisk kategori fra 2011. Læser man den politiske teoris historie i sin bredde, spiller konkurrencebegrebet stort set ingen rolle. Her handler det om ret, folk, suverænitet, myndighed og demokrati. Men tager man udgangspunkt i sådanne begreber, mener Hr. Nynordiskskole altså ikke, at man kan bidrage til samfundet! Det er uvidenhed i den helt store skala, der har overtaget vores skolepolitik. vi har ingen konkurrencestat Jamen, har vi da ikke en konkurrencestat? Nej, det kan jeg love for, vi ikke har. En stat er, for så vidt den vil være en stat, totalt konkurrencefrit område.

Det er rettens område, og vi skal vel ikke have domstolene til at konkurrere? Det er klart, der er konkurrencer

nogle steder, i Superligaen og på det frie marked, men det er jo ikke staten.

Det er også derfor, at jeg, som er statsansat, ud over et kapløb i sommerhuset ikke har konkurreret med nogen som helst i årevis. Jeg prøver at gøre

»

Goldschmidt siger, at højskolen ikke er for ’de vage, kontemplative, halvdovne vegetarer’.

Kun de målrettede, kødædende duracellkaniner kan bruges i Goldschmidts farlige misfoster af en ikke-nordisk pædagogik.

mit arbejde ordentligt, hjælpe, ordne og samarbejde så godt, jeg kan. Og hvis en eller anden duracellkanin, typisk en mellemleder på resultatkontrakt, kommer og siger til mig, at nu konkurrerer vi, og nu skal vi være ”snedige” og ”strategiske”, så er han da nærmest til grin.

Vi har ingen konkurrencestat, men et socialt og folkeligt liv af selvstændige mennesker, som staten er den politiske garant for at beskytte i en form for politisk passivitet, hvilket svarer til ”en dannet stat”. At disse borgere så ind imellem synes, det er sjovt med en konkurrence, er noget helt andet.

Begynder folk at handle som om, vi havde en konkurrencestat, så er det pædagogikkens endeligt. Så kan man kun tale om ”læring”, og det ved vi fra den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta, er gået hen og blevet det modsatte af pædagogik. Og hvis pædagogikken forsvinder, så forsvinder landet også. Så går vi fra Danmark til KL Danmark for nu at sige det på den måde.

Klummen kødædende kaniner Man glemmer heller ikke let Gold-schmidts tale på Undervisningsministeriets Sorø-møde i 2010, hvor han hævdede, at gymnasiernes store ”problem” var, at lærerne underviste for fagenes skønheds skyld. Et forhold, man ellers normalt ville anse for en dyd. Men nej, i stedet skulle gymnasierne bidrage til økonomisk vækst. Sådan ser Ny Nordisk Skole ud fra gymnasiets synspunkt. Når det ”skønne faglige”, som desværre er lig europæisk oplysning, er væk, så vil forandringsnysproget uden faglig eller pædagogisk substans vælte ind over skolerne. Det er allerede et faktum.

Hvis man accepterer konkurrencestaten, som den pt. begrebsliggøres, så kan man godt holde op med at tale om pædagogik og uddannelse. Ifølge Ove K. Pedersen bygger konkurrencestaten på en forskel i forhold til især velfærdsstaten. Dannelse, solidaritet og pædagogik hører til i velfærdsstaten, mens det opportunistiske individ og ”the economic man” hører til i konkurrencestaten. Landets postmodernister og luhmannianere, der også er aktive i Ny Nordisk Skole, og som er lige nihilistiske, synes det er dejligt og afholder konferencer med Goldschmidts udgangspunkt, hvor de spørger om konkurrencestatens krav til dannelsen i stedet for omvendt, som en ægte pædagog ville gøre.

Goldschmidt siger, at højskolen ikke er for ”de vage, kontemplative, halvdovne vegetarer”. Kun de målrettede, kødædende duracellkaniner kan bruges i Goldschmidts farlige misfoster af en ikke-nordisk pædagogik.

Med Goldschmidts hyldest til sådan en totalitær tankegang melder jeg mig ind i, med den amerikanske filosofs Alphonso Lingis’ ord, ”fællesskabet, der ikke har noget til fælles”, altså de tvivlende, tænkende elskere af tingenes og grøntsagernes rumsteren.

Utroligt at det er i Dansk Industris interesse at have sådan en kanin til at hoppe rundt – det er i al fald ikke i Danmarks.

@ debat s. 29

af torben jørgensen, højskolelærer på oure højskole

Velkommen hjem…

En mand ligger i en hjernescanner.

Det er ikke fordi, der er noget galt med ham eller hans hjerne; hvis der er noget galt med ham, er det, at han tror på, at han har en fri vilje. Om lidt vil han vide, at det har han; men han vil undre sig over, hvordan han kommer i kontakt med den – og påvirker den.

Hans opgave er enkel: han skal mange gange beslutte sig for at trykke på en knap i venstre eller højre hånd.

Scanneren vil så registrere, hvad der sker i hans hjerne.

Sådan forestiller manden sig det: Han beslutter sig for at trykke venstre, hans beslutning bliver sendt til de pågældende muskler, der udfører ordren, og hans finger trykker på knappen. Da han kommer ud af scanneren, ved han bedre.

Her opdager han nemlig, at manden ved skærmen kan se beslutningerne seks sekunder før, han selv træffer dem. At bevidstheden om valget kommer seks sekunder efter, at vi allerede har truffet beslutningen et eller andet sted i os.

Hvis det ikke er min åbenbare bevidsthed, der træffer beslutningen, hvem er det så, og hvordan påvirker vi dette underbevidste lag af kultur, vaner, behov og erfaring?

Nogle mener svaret er ”Stop planning; Start preparing”. Altså at vi må bearbejde vore underliggende instanser ved forberedelse på... ja, alt muligt!

– men ud fra nogle grundlæggende værdier.

Som gammel højskolemand tænker jeg: Velkommen hjem, du har været savnet, kære almendannelse! Men nu bliver du her!

direktør med ambitioner for højskolerne ”Godt brølet, Lars Goldschmidt.

Kulturdanmark er blevet et land, der putter sig i smug og snakker sundhed i samtalekøkkenet, mens erhverv og samfund er opslugt i EU og den store verden. Men hvor er højskolens genmæle blevet af? Magtesløs tavshed?”

Ole Aabenhus på hojskolebladet.dk ungdomsråd engagerer ”Unge har ALDRIG stemt særlig meget ved kommunalvalgene! Hvis man kigger på forrige kommunalvalg, så er det rigtigt, at valgdeltagelsen hos de unge var lavest. Men det har den altid været! At kun 65 procent af danskerne stemte ved forrige kommunalvalg, skyldes et fald i valgdeltagelsen blandt de lidt ældre omkring 40-årsalderen.”

Inge Eilrich Vejrup på facebook.dk/ hojskolebladet højskole på islandsk ”Vedr. Island: Skalholt Højskole blev etableret i 1977, men eksisterede kun i få år. I dag er det kursus- og retrætecenter. Derimod byggede Sigudur Greipsson i 1927 i Haukadalur en idrætshøjskole, som han drev sammen med sin gård frem til 1969. Om vinteren undervistes i den islandske nationalsport glima, og om sommeren fungerede skolen som hotel […] På gården i Hakudalur ligger den store Geysir, så skolen er i dag et af landets rigtig store turisthoteller – og der drives ikke nogen form for idrætsskole mere. Det er dog stadig Sigudurs familie, der driver stedet. ” Lars Thorkild Bjørn på hojskolebladet.dk

højskole Navne

Navne med småt

aktuelt:

s. 30

Farvel til forstanderpar

I godt seks år har Aage Augustinus og Eva Bach udgjort forstanderparret på Rude Strand Seniorhøjskole, men den 1. april næste år er det slut. Det har været en god, men hård tid. ”Min kone og jeg er enige om, at det har været nogle rigtig gode år. Seniorer er en utroligt spændende gruppe at arbejde med – de vil det væsentlige. I den alder kan man let blive hægtet af, så det er vores opgave, at de får hældt benzin på tanken. Det har dog også været op ad bakke på grund af nedskæringerne.

Vi var nede og vende i 2011, men hårdt slid har gjort, at kursisterne heldigvis er tilbage,” fortæller Aage Augustinus.

Og nu er tiden altså inde til at sige farvel. ”Vi mener, at skolen har brug

for en forstander, der kan se ti år frem og geare den til nye tider. Desuden bliver vi begge 62 og kan gå på efterløn, så vi så muligheden for at sadle om. Der kommer 1800 mennesker forbi skolen om året, så det er en mølle at være i, en livsstil. Vi har brug for selv at kunne bestemme farten,” siger han videre.

Ingen af de to har dog planer om at nyde en stille efterlønstilværelse – der er en masse projekter i støbeskeen.

Helt farvel til Rude Strand er det heller ikke. Parret har nemlig et sommerhus blot 500 meter fra skolen, ligesom de ejer et hus i Gl. Ry. Så mon ikke man også i fremtiden kan møde Aage og Eva på Rude Strand Seniorhøjskole i ny og næ.

de navnkundige v. højskolehistorisk forening:

Højskolemor 24syv Margrete Bredsdorff var i huset hos kunstnerfamilierne Viggo Pedersen og Niels Skovgaard ved Frederiksborg Højskole, da hun mødte den unge højskolelærer Thomas Bredsdorff, blev forelsket og kom ind i en højskoleverden, fjernt fra det overklassemiljø, hun kom fra.

Det unge par byggede en lærerbolig ved højskolen, og i 1907 oprettede de Roskilde Højskole. Her voksede deres seks drenge Morten, Harald, Poul, Johannes, Knud og Elias op. ”Det er en stor byrde at blive husmor på en højskole, når man selv har børn. I det lange løb blev jeg vel alligevel mere mor end højskolemor, men der kommer let en splittelse i ens eget sind,” skrev hun. Hun stod for både

december 2013

husholdning, økonomi og madplan med 20 piger ansat. Om sommeren underviste hun desuden de kvindelige elever i håndarbejde og kvindehygiejne. Og døren til ”privaten” var altid åben for eleverne.

Da manden døde, stod hun som højskolemor og ejer af skolen. Hun ansatte Jens Rosenkjær som medforstander, indtil hendes to ældste sønner kunne bistå hende i ledelsen. I 1930 solgte hun med sorg skolen til AOF, der videreførte den som arbejderhøjskole.

Ved hendes død i 1959 skrev en svensk elev: ”Margrete Bredsdorff ägde stor praktisk duglighet och et klokt omdöme, men framför allt ägde hon ett varmt hjärta till sine elever.”

Hal Koch-prisen uddelt Journalist Jesper Tynell modtog årets Hal Koch-pris, som uddeles af Krogerup Højskole. Særligt hans arbejde i forbindelse med vedtagelsen af Offentlighedsloven vejede tung hos en enig priskomité.

Tynell var beæret over hæderen og udtale ved overrækkelse, at han betragter Hal Koch-prisen som ”en af de mest fornemme priser, vi har.” Fordi ”den stædigt [minder os] om, at vi mister vores demokrati, hvis vi deponerer magten hos en lille lukket elite. Fordi den insisterer på, at befolkningen formår at være en del af den demokratiske debat på et langt højere niveau, end nogen desværre tror.”

Ole Lauth valgt Forstander på Egmont Højskolen Ole Lauth er blevet valgt ind i byrådet i Odder Kommune for Socialdemokratiet. Han fik 383 personlige stemmer, hvilket svarer til 2,9% af det samlede stemmeantal.

Ny formand for Grundtvigsk Forum Niels Henrik Arendt blev valgt som ny formand for Grundtvigsk Forum ved foreningens årsmøde. Han er tidligere biskop i Haderslev Stift og i dag præst i Staby-Madum sogn. Ved samme lejlighed blev journalist Jakob Zeuthen valgt ind i styrelsen.

Pris til højskoleelev 20-årige Adam Holst Hoffbeck, der er elev på Krabbesholm Højskole, har vundet FSC Design Award for sit kombinerede rumdeler-, garderobe- og opbevaringsmøbel. Det er første gang prisen ikke går til en studerende ved en videregående arkitekt- eller designuddannelse. Med prisen følger en rejse til et FSC-certificeret skovområde i Sydøstasien, hvor Adam Hoffbeck vil blive klogere på bæredygtig skovdrift, ligesom han skal besøge et værksted og lave en version af sit møbel i samarbejde med lokale håndværkere.

Nyt fra FFD

Foreningens kurser

Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark 2014

Kombinationsprojektet fortsætter i 2014: Kulturministeren har forlænget projektet, der med støtte fra satspuljen har til formål at forberede unge til at gå i gang med en erhvervsuddannelse, ind i 2014. Det betyder, at de 17 skoler, der er tilknyttet projektet, kan fortsætte arbejdet med at bygge bro mellem højskoler, UU og erhvervsrettede ungdomsuddannelser.

Beslutningsforslag om afdelinger/filialer afvist: Oppositionen i Folketinget fremsatte i midten af november beslutningsforslag om, at frie skoler skal have mulighed for at oprette afdelinger/filialer væk fra matriklen. Regeringen afviste forslaget med henvisning til, at man er imod at åbne op for koncerndannelse. Der var dog enighed i Folketinget om, at man i forbindelse med behandlingen af forslaget til ny lov om folkehøjskoler skal se på en konkret henvendelse fra en efterskole, der ønsker at udvide med en højskoleafdeling, som ligger længere væk fra matriklen, end reglerne tillader i dag.

Højskolepædagogisk udviklingsprojekt fortsætter og udvides: FFD har modtaget midler fra den såkaldte tipsaktstykkepulje til at fortsætte og udvide det udviklingsprojekt, der med succes har kørt i 2013. Skolerne vil høre nærmere herom inden udgangen af 2013.

HPU: Højskolepædagogisk uddannelse, der begynder til januar, er overtegnet. For første gang i mange år er der med 18 deltagere fyldt op på uddannelsen, men da det er besluttet at køre uddannelsen hvert år, vil der i løbet af foråret blive åbnet for tilmelding til uddannelsesstart 2015.

Sanghæfte: FFD har nedsat et udvalg, der skal komme med forslag til et lille supplementshæfte til Højskolesangbogen. Der er ikke tale om forarbejde til en ny sangbog, da der vil gå en del år, før der kommer en ny udgave. Arbejdet, der går i gang til januar, skal gerne resultere i et lille sanghæfte med op til 20 nye sange. Man er velkommen til at indsende idéer med tekst og melodi til ng@ffd.dk

To nye stillinger i FFD: FFD har ansøgt om projektmidler, og under forudsætning af bevilling fra Kulturministeriet opslås to konsulentstillinger til besættelse snarest muligt. Det drejer sig om en stilling som Udviklingskonsulent med fokus på lokal oplysningsvirksomhed og en stilling som International konsulent. Mere på www.ffd. dk/foreningen/ledige-stillinger

1200 ko højskoleku rte r ser veret på ser et sølvfad Lange kurser 2-10 måneder - 2014

Korte kurse

r 1-7 uger -

2014

2014-kataloger ude nu!

OBS! Flyttet til 20. januar s. 31 Kursusdag for viceforstandere og souschefer Højskolernes Hus 22.-24. januar Kursus for nye forstandere Rødding Højskole Marts, september og november Forstanderuddannelse Tilmeldingsfrist 1. januar 19.-20. marts Informationsseminar og netværksmøde: Digitalisering i undervisningen Sted oplyses senere 22.-23. maj Årsmøde og generalforsamling Gymnastikhøjskolen i Ollerup

Se mere på www.ffd.dk

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

d e t t e o l o g i s k e f a k u lt e t kø b e n h av n s u n i v e r s i t e t

Bliv klogere på historie, sprog, religion, litteratur, etik, samfund og filosofi Teologi er et bredt studium, som giver dig mulighed for at fordybe dig i kristendommens syn på Gud, verden og mennesket og mulighed for at granske dens svar på tilværelsens store spørgsmål.

Få viden om hvordan kristendom og kirke har præget - og er blevet præget af skiftende tiders mennesker og samfund, arbejd med religiøse, etiske og eksistentielle problemstillinger på en kritisk og engageret måde og bliv i stand til at se verden i et større perspektiv.

Tænk selv - hvis du vil læse teologi er netop dét meningen!

Det Teologiske Fakultet ligger i hjertet af København og er kendt for sine biblioteker og det levende studiemiljø.

Få mere at vide om teologiuddannelsen på www.teol.ku.dk

december 2013

B