Højskolebladet April 09

Familieliv 2.0 Lykkepiller, skilsmisser og arbejde: Familien kan klare det hele

Skønhedsdronning med studenterhue Pia Fris Laneth blev mønsterbryder

s. 1

april 2009

siden 1876

FOREDRAG MED

PIA FRIS

LANETH

s. 2

forfatter til Lillys Danmarkshistorie

YPPERLIG FORTÆLLER Foredragssalen var fyldt til bristepunktet med højskoleelever og folk fra lokalsamfundet. Aldersspredningen gik fra 18 til cirka 90, og alle sad helt fremme på stolen og lyttede til et stykke levende og vedkommende danmarkshistorie, der på mesterlig vis blandede et slægtshistorisk spor med den store historiske udvikling de sidste 150 år.

FOTO: SØREN HARTVIG

Pia Fris Laneth er ganske enkelt en ypperlig fortæller, der med sit nærvær og store sprogtalent formår at tryllebinde sine tilhørere – ung som gammel. Folk kunne ganske enkelt ikke få nok.

Det var en sjældent opløftende og stemningsfuld højskoleaften.

Jørgen Carlsen, forstander for Testrup Højskole

PIA FRIS LANETH FORTÆLLER 150 ÅRS DANMARKSHISTORIE SOM EN MEDRIVENDE FAMILIEKRØNIKE VARIGHED 2-3 TIMER // FOREDRAGET KAN HOLDES OVERALT I LANDET

Anmelderne skrev:

mp

kse

Nu

tr y

k

2 ti

8.0

e 00

er lar

»Det er ’Krøniken’ uden vaseline på linsen« - Maria Tetzlaff, Politiken »Mesterstykke af en bog .... Befriende usentimentalt, befriende nøgternt og helt uden det mandehad, der så ofte har forhindret kvindehistorien i at blive læst af netop de mænd, der havde brug for det.« - Arne Mariager, Jyske Vestkysten »Modig fortælling .... Pia Fris Laneths store familiekrønike om kvinderne i fire generationer er en storslået, subjektivt erindret, historisk belæst og medrivende forvandlingskugle, hvori hverdag, fødsler og død, drømme og bristede illusioner, tro og skiftende moral udspiller sig.« - Birgitte Possing, Information

Kontakt: Pia Fris Laneth • Mail: piafrislaneth@gmail.dk • Telefon: 22464339 • Post: Magnoliavej 16, 2000 F Læs uddrag fra Lillys Danmarkshistorie på www.piafrislaneth.dk Se flere af Pia Fris Laneths foredrag: www.sogneaften.dk og foredragslisten på www.kristeligt-dagblad.dk

april 2009

Indhold april 2009

s. 3

s. 22 tendens

s. 8 tendens

Skønhedsdronning med studenterhue

Familie 2.0

Lykkepiller, skilsmisser og arbejde: Vi kan klare det hele

s. 4 debat leder s. 5 debat 8 skarpe til familiecoach Anne Rosenvold Er familielivet et projekt? s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 14 højskole Hot & not Af Anne-Marie Donslund

april 2009

Pia Fris Laneth blev mønsterbryder

s. 15 debat Mildt sagt Højlund / Thorhauge / Jensen

s. 20 tendens Nedslag Skandinavien: Essay af Siri Hustvedt

s. 17 debat Kommentarer Fra bloggen Donslund de Luxe

s. 26 højskole Portræt Et verdensuniversitet i Thy

s. 18 debat Bogkritik Troen og biologen

s. 28 debat 2 sider af samme sag En dansker er en dansker er dansker s. 30 højskole Navne

debat Leder

s. 4

kolofon

Folkelighed som blandingsmisbrug Andreas Harbsmeier Redaktør

udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Mob.: 2991 1522 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Søren Schultz Jørgensen Uffe Strandby Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste.

danmarks nye statsminister lars løkke rasmussen omtales som mere ”folkelig” end sin forgænger. Det begrundes som oftest med, at han påviseligt er glad for at spise, ryge smøger og drikke fadøl. Det vil sige at såkaldte ”almindelige” mennesker kan spejle sig i ham. Han er en af vores, fordi vi - i hvert fald i teorien - kunne støde ind ham på den lokale bodega. Altså at han har menneskelige svagheder, som er til at forstå. Og i virkeligheden er det jo så også forståeligt nok, at han også lader staten betale for løjerne. Hvem ville ikke gøre det? Det fleste ”almindelige” mennesker ville i hvert fald.

De danske højskoler har for længst omdømt sig selv fra ”folkehøjskoler” til højskoler. Givetvis fordi ”folke-” lugtede lidt gammeldags, og fordi forestillingen om det folkelige Danmark hvilede på billedet af en national enhedskultur, drevet af den politiske højrefløjs patent på begrebet. Nu er ”det folkelige” så rykket ind i statsministerkontoret - men som samlebetegnelse for et fællesskab baseret på form for moderat blandingsmisbrug. Vi byder det folkelige Danmark velkommen.

skribenter Karina Søby Madsen Charlotte Kjærholm Pedersen Jan Flemming Scheel Johanne Mygind abonnement Højskolernes Hus Line Hemmingsen Tlf. 3336 4040 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg Højskolebladet Tlf: 3336 4047 post@hojskolebladet.dk design Esben Niklasson layout Katrine Dahlerup, FFD forsiden Ulrik Jantzen / DASK Gallery tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Næste nummer udkommer den 7. maj. Deadline den 28. april.

Medlem af Dansk Fagpresse.

ISSN: 0018-3334

april 2009

debat 8 skarpe

Familiecoaching er blevet en del af det danske ordforråd de seneste år.

Har familien fået flere problemer end tidligere, eller er forventningerne er større? af charlotte kjærholm pedersen

01 Hvad er det typiske problem, du som familiecoach skal løse?

Det er typisk kommunikationsproblemer.

At folk er stoppet med at lytte til hinanden – de hører og ser hinanden, men med en farvet opfattelse, så de kun ser det, de har lyst til at se. Det kan ende med, at man sidder med en følelse af, at ingen forstår én, fordi man ikke føler, at resten af familien lytter.

02 Har alle familier brug for coaching?

Det tror jeg ikke. Der findes rigtig mange familier, som har ressourcerne til at løse de problemer, som opstår. Alle familier kommer ind i svære perioder og har forskellige ressourcer til at arbejde med det. De, der kommer til os, har et ønske om, at der er noget, som skal fungere anderledes, men har svært ved at se, hvordan de skal ændre det.

03 Kan det ikke nogen gange blive lidt mekanisk – lidt som et projekt, som skal løses?

Det kan der være en fare for, og det er også noget, vi er bevidste om. Vi skal ikke være med til at hype ideen om den perfekte familie. Når vi holder foredrag, gør vi meget ud af at pointere, at for at gå til en familiecoach, skal man have et konkret “problem”. For at gøre familien til et forkromede projekt – det er vi ikke interesserede i.

04 Men hænger coaching ikke sammen med den projektorienterede form for familie?

Slet ikke. Mennesker, som anskuer familien på den måde, køber bøger og går på kurser. Hvis man går til familiecoaching eller familieterapeut, er det pga. et konkret problem, hvor man ikke længere selv kan overskue det og mener, man har behov for hjælp. I almindelig coaching handler det om at finde sig selv og sit potentiale

s. 5

8 skarpe til familiecoach Anne Rosenvold og ressourcer, hvilket er fint, men det er ikke sådan, at det fungerer ved en familiecoach. Nogle gange skal der lidt problemløsning og kommunikation til først, før familien selv kan finde sine ressourcer. Vi oplever sjældent de visionære forældre, som ønsker optimere deres familie – og dem som kommer, anbefaler vi at se en “performance-coach”.

05 Vi går og bilder os ind, at alle andre familier end vores egen fungerer perfekt, og så bliver det lige pludseligt et stort problem at toiletbrættet ikke bliver sat ned?

Hvis hverdagen er stresset, er det tit meget meget vigtig for folk at have styr på tingene – og familien – med krav om ”mine børn skal klare sig godt i skolen, de må ikke være kede af det osv.” Vi er nødt til at trække i den anden retning og fortælle dem, at selvfølgelig må deres børn være kede af det. Det er forældrene, som skal lære at håndtere, at deres børn bliver kede af det. Det er en vigtig del af livet at lære det. Så vi forsøger at rådgive forældrene i, hvordan de skal reagere i situationen – ikke bare hvordan man slipper af med følelsen – men at turde være i den.

06 Kan du som coach give en opskrift på det gode liv?

Nej, det ved dem, vi coacher, selv hvad er. Det er meget forskellige mennesker, som har forskellige værdier og måder at leve på. Det, jeg gør, er, at stille relevante spørgsmål, som kan skubbe én i den rigtige retning.

Anne Rosenvold er medindehaver af firmaet Hverdagens Helte, som er en coachingvirksomhed.

Hun har speciale i teenagere og forholdet mellem forældre og teenagere.

07 Kan man ikke nogle gange forveksle problemer i familien med sundhedstegn?

Den oprørske teenager er vel helt normalt og ikke et problem?

Det ville være usundt, hvis teenagere ikke gjorde oprør. Men forældrene elsker deres børn og føler sig forbundet med dem. Når man kan mærke på sine børn, at kærligheden er gengældt, er det dejligt, men når de pludseligt kigger på én, som om man er fuldstændig sindssyg – reagerer forældre på det ved at hive i tøjlerne og sige ”kom lige tilbage til mig - det er mig som bestemmer”. I sådan en situation hjælper vi til, at forældrene skal slippe kontrollen, og forsøge at finde ud af, hvorfor de har så svært ved at slippe den.

08 Er der kommet flere problemer i familien, eller er det forventninger til familien, som er steget?

Jeg tror egentlig ikke, at der er kommet flere problemer i familien. Det handler om, at folk har en forstilling om, at familien skal være problemfri. Familien er blevet et projekt i den forstand, at mange ikke accepterer, at der er problemer. Derudover bliver der også stillet enormt høje krav til unge i dag. Både fra forældre, samfundet og dem selv. De er på 24 timer i døgnet, og det bliver tidligere og tidligere, at de unge skal tage stilling til, hvilken uddannelse de vil tage – og for dem som ikke ved det, kan det være rigtig hårdt.

højskole Notitser

s. 6

Haarder ud- Universitets- Mulighed deler millioner studerende på for højskolerekreations- ekspansion ferie i højskoleregi Den såkaldte mentorordning, som har kørt siden 2007 - og været en stor succes - fortsætter endnu et år. Undervisningsminister Bertel Haarder har bevilliget 2 millioner kr., så man regner med at kunne holde omkring 120 elever i gang dette år. Ifølge en rapport fra Danmarks Pædagogiske Universitet har det da også vist sig meget nyttigt, da der er opnået gode resultater med den forrige mentorordning. Kort fortalt har man med mentorordningen forsøgt at skabe plads til unge mellem 17 og 25, som ellers har haft svært ved at komme i gang med en uddannelse.

Alle højskoler kan etablere sig med mentorordningen. De eneste krav er, at man har kurser af 12 til 24 ugers varighed, og at én eller flere højskolelærere kan leve op til kravene som mentor. /cp

april 2009

Flere højskoler blander sig nu i kampen om at få universitetsstuderende til at blive på deres uddannelse. I samarbejde med Syddansk Universitetet har Løgumkloster Højskole oprettet et kursus - Pitstop, som er af fire ugers varighed, ligesom Nordjyllands Idrætshøjskole også har åbnet op for at kunne tage studerende ind. Tidligere har der været flere vellykkede forsøg på det samme på adskillige århusianske højskoler.

Kurserne er for unge, der er kørt træt i studierne - og er i tvivl om de vil fortsætte, samt hvad de vil i fremtiden.

Meningen er, at kurserne skal hjælpe de unge videre og forhåbentlig gøre dem i stand til at træffe de valg, som er nødvendige.

Det har været problemer med stort frafald på nogle studier, hvilket skolerne mener at kunne rette op på ved at hive dem væk fra deres vante omgivelser og give dem tid til at tænke - uden at afslutte med en eksamen. /cp

I Friskolelovgivningen står der, at ”skoler skal udgøre en geografisk og bygningsmæssig enhed”, men alt tyder på, at det bliver ændret snarest. I hvert fald har politikerne vist sig villige til at ændre eller opgive den lovgivning, efter at Berlingske Tidende har påvist et stort problem i, at engelsksprogede elever ikke kan komme i engelsktalende skoler, da der simpelthen ikke er pladser til dem. Copenhagen International School fortæller, at de kender til flere ansøgninger om udbygning af skoler, som er blevet afvist med henvisning til lovgivningen om geografisk og bygningsmæssig enhed, hvilket de ikke har kunnet leve op til. Men for en gangs skyld synes politikerne enige, da de alle er for en ophævelse af loven.

Eneste stridspunkt er mellem Bertel Haarder, som ikke kender til nogen ansøgninger, der er blevet afvist, og skolerne, som har søgt om udbygning. /cp

LHE lever Foreningen med det ordrette navn Landssammenslutningen af Højskolernes Elevforeninger (LHE) lever fortsat. Men der er behov for opbakning, hvis den nuværende bestyrelse på 3 mennesker skal fortsætte arbejdet.

Om der støder flere til, vil vise sig, når foreningen holder generalforsamling den 3. maj. i København. /ah

Kaos på Køng Presseklip

Filmfestival for unge håbefulde instruktører Hvor mange kortfilm bliver der gennemsnitlig produceret på højskolerne om året? Sikkert temmelig mange flere, end man regner med. Desværre bliver de for det meste gemt væk efter fremvisning til de andre højskolelever og et par venner. Men måske Oregon Festival kan lave om det. Festivalen er for unge filminstruktører under 20 år, som gerne vil vise kortfilm for et større publikum. Foruden visning for et større publikum bliver filmene også vurderet af en professionel jury.

Festivalen bliver afholdt flere forskellige steder i landet, så der er ingen god undskyldning for ikke at sende højskoleproducerede kortfilm af sted eller møde op og se, hvad de andre skoler har produceret. /cp

I sidste måned bragte Højskolebladet historien om, at Køng Højskole de facto var blevet lukket uden om generalforsamlingen. Bestyrelsen havde i stedet besluttet, at Køng Friskole, som ligger i sammenhæng med højskolen, skulle udvides, og har sidenhen mødt en del kritik. I mellemtiden har Køng holdt endnu en generalforsamling, hvor man bl.a. skulle tage stilling til, hvorvidt skolens vedtægter skulle ændres.

Så vidt kom de dog aldrig, da det først skulle afklares, hvem der er en del af skolekredsen. To uenige parter, hvor friskoleforældre på den en side mente, at de som forældre på skolen var en del af skolekredsen og på den anden side højskolefolk, som mente, at skolekredsen består af dem, som har meldt sig ind og betaler kontingent - dvs. højskolefolk. Diskussionen endte efter lang tid med, at bestyrelsen opfattede hele debatten som et mistillidsvotum og derfor valgte at trække sig. En ny bestyrelse er nu nedsat, men ingen punkter på dagsordnen blev vedtaget denne aften, ligesom den tidligere bestyrelse ikke nåede at fremlægge sin beretning.

Hvordan skolen udformes i fremtiden er endnu uvist, men med den dramatiske udvikling får højskolen muligvis en ny chance. /cp

”Brug højskolerne rundt om i landet og konvertér dem til institutioner for reorganisering af bandemedlemmer - sammen med de normale højskolebrugere” Mogens Holm, indehaver af virksomheden Development House.

Karen Juul, kommunikationsrådgiver i Development House, om hvordan integrationsproblemerne i Danmark kan forebygges. I Information den 17. marts ”Vi mærker ikke noget til den krise, der har ramt en række af landets øvrige højskoler” Forstander på Nordfyns Folkehøjskole Mogens Godballe om højskolens overskud fra 2008 på over en mio. kr. i Fyens Stiftstidende den 29. marts. ”Når man læser danske idépolitiske essays fra midten af det tyvende århundrede af eksempevis Hal Koch eller Julius Bomholt, slår det én, at dengang kunne folk have høje idealer uden at blive selvtilfredse og farisæiske” Nils Gunder Hansen i Kristeligt Dagblad den 19. marts. /cp

s. 7

tendens Familieliv

Familieliv 2.0

s. 8

Danmark har Europarekord i skilsmisser, som i så meget andet - unges alkoholforbrug, lykke, stigning i indtag af lykkepiller, antallet af borgere på Facebook og flest antal arbejdstimer per familie. Men drømmen om familien lever i bedste velgående, selv om den er blevet et af flere ”projekter” i selvrealiseringen af karina søby madsen fotokunst Ulrik Jantzen.

Dansk fotograf og grundlæggerne af Das Büro. Billederne er leveret af Dask Gallery www.daskgallery.com

april 2009

”det er min nuværende kæreste”, sagde en af mine venner for nylig, da han skulle introducere mig til sin kæreste. Min nuværende kæreste... Det var ærlig talt noget af en overraskelse for mig, at han kunne sige det så åbenlyst - at han kunne sætte ord på den midlertidighed, der er trængt ind i parforholdene og betyder, at et brud forekommer at være en konstant lurende og oplagt mulighed.

Det burde måske ikke komme som en overraskelse. I mange år har en gentagende mediehistorie været, at Danmark har Europarekord i skilsmisser, som i så meget andet - unges alkoholforbrug, lykke, stigning i indtag af lykkepiller, antallet af borgere på Facebook og flest antal arbejdstimer per familie, bare for at hive et par blandede bolcher op af posen. Andre undersøgelser viser, at der er en stigende tendens til, at folk bevarer deres profil på datingsites, selvom de har en partner, for hvad-nu-hvis der skulle dukke noget andet og bedre op.

Cand.mag. i historie og dansk, Palle Ove Christiansen, siger: ”Mange er bevidste om at beskytte deres frihed som single, tøjforbruger, bilejer, pc-freak, etc., og det gør det også vanskeligere at finde den rette partner, hvis det nu en dag skal være. Er man stadig tøvende over for at binde sig for meget, kan man altid præsentere sig som ‘single med kæreste’.”

Filosof Anders Fogh Jensen diagnosticerer årsagen således: ”midlertidigheden - projektvilkåret - har nu sneget sig ind i parforholdet: Man bør ind i mellem overveje at afslutte forholdet og hele tiden være beredt på, at ens partner gør det samme. Når jeg siger, at vi lever i projektsamfundet, så mener jeg ikke bare, at vi lever i midlertidige forhold, men at midlertidigheden har sat sig som et klima i forholdene.”

Det betyder ifølge Anders Fogh Jensen, at det moderne menneske i højere grad forestiller sig lykken igennem variationen end gennem gentagelsen.

Dermed bliver ens partner snarere et

springbræt end et fundament. Nøjagtig som det er med arbejdet; at det projekt, man netop er i gang med, helst skal målrette en til noget mere og større i den nærmeste fremtid.

At ens partner formentlig ikke sætter stor pris på følelsen af midlertidighed, er en anden sag, og det siger noget om de dilemmaer, det moderne forhold støder på. At på den ene side er vi ikke villige til at give køb på vores individuelle friheder, og på den anden side dyrkes familien som ideal som aldrig før. Eller som Palle Ove Christiansen siger, så bliver familielivet nærmest gjort til meningen med tilværelsen, og det er måske det, der afspejler sig i de seneste vielsesstatistikker, hvor antallet af bryllupper er stigende og i de senere år har sørget for endnu en Europarekord til Danmark.

2.0-familiens barndom Den moderne familie har haft en turbulent opvækst. Den har fået moderens indtræden på arbejdsmarkedet ind med modermælken og p-pillen ligeledes, og desuden har diverse politiske reformer ændret fundamentet for familierne. Beskatningen er blevet individualiseret, begge forældre har fået ret til og ansvar for børnene efter skilsmisse, revselsesretten er afskaffet, ikke-viede par er blevet juridisk sidestillet med gifte par osv.

Det betyder, at familielivet har ændret sig fra et hierarkisk opbygget produktionsfællesskab over et forbrugsfællesskab og til et følelsesmæssigt fællesskab, der især handler om fælles oplevelser og udvekslinger; alt sammen i løbet af små to generationer.

I dag er autoriteten i familien udvisket. Den patriarkalske faderfigur er forsvundet, og familiemedlemmerne bidrager på stadig mere lige fod. Det betyder samtidig, at parterne i stigende grad er blevet uafhængige af hinanden både økonomisk og praktisk.

Hver enkelt kan klare sig selv, og kan man ikke, er det nærmere staten og kommunen, man læner sig op ad, end ens partner.

»

Bør vi tage lykkepiller, så vores partner kan holde os ud, så vi ikke er så utilfredse, sure og tvære hele tiden. Bør mænd tage Viagra og kvinder bruge sexplastret Intrinsa, så vi kan dyrke hed sex hver dag, eller i hvert fald hver anden, og så vi ikke kommer til at føle os seksuelt dysfunktionelle?

Resultatet er, at den moderne familie i vid udstrækning består af individer, der er vokset op med en grundforestilling om, at de hver især er herrer over deres eget liv. Dermed er perfektionismen kommet i højsædet, for er man sin egen lykkes smed, så er det da bare om at smede, mens jernet er varmt. tidens idealer Det er nok de færreste af os, der kan sige os fri for at efterstræbe tidens idealer om på én gang at være åndrige, smukke, gode forældre og succesfulde karrieremennesker. Idealer som gør, at vi fyrer godt op under kedlen for at nå det alt sammen.

Som Kristen, der arbejder som konsulent i et norsk IT-firma, siger: ”Jo mere travlt, du har på arbejdet, jo mere aktiv er du på hjemmefronten, både i forhold til rengøring, madlavning og aktiviteter med børn. Når først du er

s. 9

tendens Familieliv

s. 10

i gang, så kommer du i stødet. Du får simpelthen mere energi.”

Udsagnet vidner om et stort engagement, men også om et liv, hvor mantraer som effektivitet og perfektion er nøgleordene. Kristen er da også rundet af en tid, hvor man både skal have karriere, engagere sig i sit barns skolebestyrelse og træne fodboldholdet - eller som minimum sin egen krop.

Når den fremtrædende kommentator, filosof og nu chef for marketing og kundeoplevelser i Vestas, Morten Albæk, beskriver sin hverdag, lyder det således: ”Jeg står op klokken 5.45 og gør mig klar. Så vækker jeg børnene, gør dem klar, kører Asger i vuggestue og er inde på kontoret omkring klokken 8. Der er dage med foredrag og andre ting, men normalt arbejder jeg til klokken 19, går ned og træner til klokken 21, køber noget take away-mad, går tilbage til kontoret og arbejder til klokken 1. Det gør jeg hver anden arbejdsdag. De andre dage kommer jeg hjem mellem klokken 18 og 20 for enten at være med til at spise eller putte børnene. I weekenderne laver jeg intet andet end at være sammen med mine børn og elske med min kone. I de sidste fem år har jeg ikke haft en uge uden arbejdsdage på den anden side af klokken 1.”

Kristen og Morten Albæk inkarnerer 2.0-familien ved, at de lægger vægt på, at de har gang i karrieren, men at der sørme også er plads til familien. I og med at begge forældre er kommet på arbejdsmarkedet, har både familien og arbejdet fået særlig status som identitetsskabere.

Det moderne menneske er vokset op med et ideal om, at vi kan blive ‘rigtige’, hvis bare vi får nok indsigt i, hvem vi er, og hvem vi vil være. Vi går til coach for at finde ud af, hvordan vi bruger os rigtigt, eller vi tager på en art psykologisk opdagelsesrejse i os selv og forholder os til den smerte, vi er gået igennem, og som vi ofte finder lejret i barndommen. Det betyder, at vi næsten handlingslammer os i forhold til vores egne børn, for i iveren efter ikke at udsætte dem for en tilsvarende

april 2009

smerte, bliver vi så opsatte på at være perfekte forældre, at det bliver en næsten umulig opgave. perfektionens bagside Kuriøst er det, at selvom Kristen i bund og grund er tilfreds med sit liv, så er det stadig husmoderen og karrieremanden, der er alternativet, hver gang hun reflekterer over, hvorvidt hendes liv er godt nok. Måske det er fordi, dette liv fuld af stræben også har en bagside. For Kristen er bagsiden, at hun ofte bliver syg, og på et tidspunkt gik hun decideret ned med stress.

I det hele taget er der en tendens til, at vi ikke bare har travlt med at leve op til tidens krav, men at stressen også sniger sig ind som en insisterende faktor. I SFI’s undersøgelse “Børnefamiliernes balance mellem familieog arbejdsliv” fra 2006 svarer cirka halvdelen af alle kvinder og mænd, at de finder arbejdslivet stressende.

Cirka hver fjerde finder familielivet stressende, mens cirka 40% finder det stressende at få hverdagen til at hænge sammen. Ligeledes understreger de seneste sundheds- og sygelighedsundersøgelser af danskerne, at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen. De viser, at stadig flere i de yngre generationer klager over, at de føler sig energiforladte, skrantende, nedtrykte og stressede. Denne oplevelse af forringet livskvalitet afspejles i en stigning i sygefravær, og det vurderes, at 35.000 danskere hver dag er sygemeldte på grund af stress, mens WHO erklærer, at stressrelaterede sygdomme vil være den største sundhedsudgift i 2020.

Ligeledes afspejles den forringede livskvalitet i et øget medicinforbrug.

Landets praktiserende læger melder om en stigende efterspørgsel efter medikamenter, der kan forbedre potensen, humøret og koncentrationsevnen. partner på piller Man kan spørge, om forbruget af personlighedsregulerende medicin såsom lykkepiller er et udtryk for, at vi er nødt til eller i hvert fald villige til at optimere os selv for at leve op til

»

Cirka hver fjerde finder familielivet stressende, mens cirka 40% finder det stressende at få hverdagen til at hænge sammen. kravene om stadig succes. Bør vi medicinere os til at have fuld fart på og være omstillingsparate, når nu midlerne er der? Bør vi tage lykkepiller, så vores partner kan holde os ud, og så vi ikke er så utilfredse, sure og tvære hele tiden? Bør mænd tage Viagra og kvinder bruge sexplastret Intrinsa, så vi kan dyrke hed sex hver dag, eller i hvert fald hver anden, så vi ikke kommer til at føle os seksuelt dysfunktionelle?

I hvert fald har danskerne taget livsstilsmedicinen til sig. I rapporten “Danskernes holdning til og accept af livsstilsmedicin” fra 2003 erklærer 31,4 % sig enig eller meget enig i, at det er ok at raske personer anvender lægemidler, der kan forbedre livskvaliteten.

28,5 % erklærer sig neutrale, mens 35,5 % er imod. Accepten afspejler sig ligeledes i forbruget. Fra 2002 til 2006 er antallet af 0-19-årige, som behandles med lykkepiller, næsten fordoblet viser statistik fra lægemiddelstyrelsen.

Ifølge professor i medicinsk antropologi ved KU, Susan Whyte, er en væsentlig årsag til det øgede medicinforbrug, at medicinen lover os en håndgribelighed og kontrol i en uhåndgribelig verden fuld af krav og forventninger, ikke mindst fra os selv.

Anders Fogh Jensen mener, at man kan se en sammenhæng mellem medicinforbruget og den midlertidighed, der præger nutidens klima. Det ætser nemlig individerne op ikke at vide, hvad de selv vil, og hvad deres partner vil. Han siger: ”Vi har fået en

s. 11

tendens Familieliv

s. 12

udviklet psykofarmakaindustri, der har kunnet rette sin markedsføring ind i den nervøsitet, som dette mangel på fundament har affødt, således at den helt normale følelse af at være uden fundament - i evig fremleje så at sige - har føltes som noget, der måtte medicineres imod. Hermed ikke sagt, at medicinen ikke virker eller ikke er effektiv som præstationsfremmende middel, blot at jeg tror, det bliver mere normalt, og at der er kommercielle interesser, der kobler sig på.” fremtidens familieliv Men ser det helt sort ud for den moderne familie? Ifølge journalist, coach og forfatter Gitte Jørgensen er billedet ikke entydigt. Hun siger: ”Det der med depressioner, og at vi må spise lykkepiller for at klare os, det er ét billede. Et andet billede er, at vi har fået både flere valgmuligheder og flere udviklingsmuligheder. Vi går til coaching, tager kurser. Vi betragter os selv som modellerbare, det gjorde man ikke tidligere.”

Ifølge Gitte Jørgensen er det moderne familiemenneskes største udfordring, at det har lært, at det at have det godt er, når tingene ser godt ud udefra. Hun siger: ”Men det er vigtigt at have det godt inde i sjælen. Jeg mener, at der er en opvågning i gang presset frem af finanskrisen og klimakrisen, og også af et indre oplevet pres som resultat af for meget stress, for dybe depressioner og for meget angst. Der er en større parathed til at lægge den perfekte facade og se sig om efter nye måder at leve på.” Og denne parathed er vigtig, mener Gitte Jørgensen, for den moderne familie skal turde indrømme, hvordan den har det og turde lægge væggene. Som web 2.0 inkarnerer åbenhed og inklusion, og den amerikanske præsident Barack Obama ligeledes, siger Gitte Jørgensen: ”Hvor den gamle tid handlede om at bide tænderne sammen og feje ting ind under gulvtæppet, så indser flere og flere, at vi kun kan løse vores fremtid, hvis vi tør indgå i ægte relationer med hinanden.”

»

Der er en opvågning i gang - presset frem af finanskrisen og klimakrisen, og også af et indre oplevet pres som resultat af for meget stress, for dybe depressioner og for meget angst. Der er en større parathed til at lægge den perfekte facade og se sig om efter nye måder at leve på.

- coach gitte jørgensen

Fonden for

landboungdoms højskoleophold

Fonden giver økonomisk støtte, 4-6 portioner, til højskoleophold (ikke landbrugsskoleophold), for unge kvinder og mænd, der uddanner sig inden for landbrug.

Støtte kan også ydes til børn fra landbohjem. Udlændinge, der opfylder kriterierne, kan komme i betragtning.

Der kan søges om støtte til højskoleophold, der endnu ikke er påbegyndt. Der kan kun søges til kurser á mindst 12 ugers varighed.

april 2009

Ansøgningsfristen er 1. maj 2009.

Ansøgningsskema og nærmere oplysning kan rekvireres hos: FOLKEHØJSKOLERNES FORENING I DANMARK Nytorv 7 1450 København K. Tlf. 3336 4036 Fonden modtager gerne yderligere midler.

Hรธjskolelรฆrere

i musik og friluftsliv 1l 4JMLFCPSH )ย KTLPMF IBS WJ CSVH GPS BU VEWJEF 7J Tย HFS UP HPEF IPMETQJMMFSF EFS IBS MZTU UJM BU JOEHl J FU BMTJEJHU LPTU

Mย SFSTUBCFO %FSGPS Tย HFS WJ UP Iย KTLPMFMย SFSF UJM IIW NVTJL PH GSJMVGUT TLPMFNJMKย PH FS PQUBHFU BG GBHMJH TQBSSJOH PH UWย SGBHMJHU TBNBSCFKEF

MJW CFHHF NFE FO TUย SL GBHMJH PH Qย EBHPHJTL CBHHSVOE %FU ESFKFS TJH PNLSJOH QSPKFLUFS PH LVSTFS %FTVEFO Wย HUFS WJ EJO MZTU UJM BU FOHBHFSF PN GVMEUJETTUJMMJOHFS UJM BOTย UUFMTF BVHVTU EJH J FMFWFS J PH VEFO GPS VOEFSWJTOJOHFO

.64*, 4JMLFCPSH )ย KTLPMF FS FO MFWFOEF PH BNCJUJย T Iย KTLPMF NFE FU CSFEU 7J Tย HFS FO VOEFSWJTFS NFE FOFSHJ PH FWOFS UJM BU VEWJLMF Iย KTLPMFOT VOEFSWJTOJOHTUJMCVE NFE Wย HU Ql NVTJL GSJMVGUTMJW QPMJUJL V MBOE

MJOKFGBH J NVTJL %JOF TUZSLFS TLBM MJHHF JOEFO GPS VOEFSWJTOJOH J SZUNJTL TUVEJFS CJMMFELVOTU FVSPQย JTLF TUVEJFS JESย U TBNU FLTJTUFOUJFMMF PH TBNNFOTQJM PH LPS 7J ย OTLFS FO Mย SFS EFS TQSVEMFS BG JEFFS UJM BU Tย UUF Qย EBHPHJTL QTZLPMPHJTLF GBH OZF NlM GPS NVTJLVOEFSWJTOJOHFO J TBNBSCFKEF NFE TLPMFOT BOEFO "OTย UUFMTFO LBO FWU SVNNF VOEFSWJTOJOH J BOESF BG Iย KTLPMFOT GBH NVTJLMย SFS 0H WJ GPSWFOUFS EV PHTl NBHUFS BU MFEF Gย MMFTTBOH GSB LMBWFSFU "OTย HOJOHTGSJTU FS UPSTEBH EFO NBK 7JB EJU QFSTPOMJHF FOHBHFNFOU J NVTJL PH LVMUVS TBNU FWOF UJM BU OFU Wย SLF TLBM EV Wย SF NFE UJM BU QSPยน MFSF Iย KTLPMFOT NVTJLMJOKF 4LSJGUMJH BOTย HOJOH TUJMFT UJM GPSTUBOEFSOF )FMHB PH $BSTUFO ,PMCZ 4LPMFO SlEFS PWFS OZU NVTJLIVT NFE UP TUVEJFS PH EJHJUBMF JOETQJM ,SJTUJBOTFO IWPS ZEFSMJHFSF PQMZTOJOHFS PHTl LBO GlT OJOHTGBDJMJUFUFS

'3*-6'54-*7 7J Tย HFS FO Mย SFS NFE NFHFU TUย SLF LPNQFUFODFS JOEFO GPS GSJMVGUTMJW PH OBUVS %V CSย OEFS GPS BU TLBCF TUPSF GSJMVGUTPQMFWFMTFS PH WJTF FMFWFSOF NVMJHIFEFS GPS GPSEZCFMTF J OBUVSFO 4BNNFO NFE TLPMFOT BOEFO GSJMVGUTMย SFS IBS EV BOTWBS GPS GPSUTBU BU VEWJLMF GBHFU TBNU WBSF UBHF TLPMFOT GSJMVGUTSFKTFS J BOESF EFMF BG WFSEFO 7J Wย HUFS EFTVEFO FU QFSTPOMJHU FOHBHFNFOU J G FLT OBUVSGPSNJEMJOH PH NJMKย TQย SHTNlM 4LPMFO MJHHFS OFE UJM 4JMLFCPSH -BOHTย PH SlEFS PWFS FU LBOP PH LBKBL DFOUFS FHFO OBUVSMFKSQMBET TBNU FO MBOH Sย LLF ย WSJHF GSJMVGUTGBDJMJUFUFS

4JMLFCPSH )ย KTLPMF FS FO NPEFSOF Iย KTLPMF PQSFUUFU BG '%' NFE SPE J EFO HSVOEUWJHTLF Iย KTLPMFUSBEJUJPO PH MJHHFS NJEU J 4ย Iย KMBOEFUT FOFTUlFOEF OBUVS NFE WFMVETUZSFEF GBDJMJUFUFS PH FHFO TWย NNFIBM 4JMLFCPSH )ย KTLPMF VECZEFS ClEF MBOHF LVSTFS BVH KVOJ

PH LPSUF TPNNFSLVSTFS KVOJ BVH PH IBS DB lSTFMFWFS

1MBUBOWFK 4JMLFCPSH 5 & JOGP!TJMLFCPSHIPKTLPMF EL 8 TJMLFCPSHIPKTLPMF EL

s. 13

højskole Tidsånden kort

Hot & not s. 14

anne-marie donslund forfatter

»

Bliv underholdt, forbløffet og befamlet på bloggen thehumanstain - og hvis du har nogle lærer-elev fantasier, der egner sig til fællesonani, må du endelig kaste dig ind i debatten. De vil også gerne have billeder

HOT

NOT

nypuritaner Jeg elsker etymologisk ordbog. F.eks. kan den fortælle, at nypuritan betyder den nye renhed og ikke nødvendigvis, at det er forbudt at have det sjovt. Jeg er den nye renhed. I eftermiddag går jeg i gang. Jeg vil smide gamle dåser, bananer og flasker ud, gøre rent, fjerne spindelvæv og få noget Feng Shui på den dumme. Så slår jeg også to fluer med et smæk.

nypuritaner Anonyme, nøgne og humoristiske mennesker kaldte mig en nypuritaner af værste skuffe, da jeg sidste gang skrev Hot & Not. Bliv underholdt, forbløffet og befamlet på bloggen thehumanstain - og hvis du har nogle lærer-elev fantasier, der egner sig til fællesonani, må du endelig kaste dig ind i debatten. De vil også gerne have billeder.

af Elever, der knokler løs, fordi de drømmer om at skabe værker, små værker, store værker, værker der går over i historien eller bliver glemt igen, værker, der er et vidnesbyrd om sandheden, om at de var til, at de ER til, værker hvor der står ”Af mig (elevs navn - og de er ikke anonyme, for de tør stå ved, hvem de er)”, så de kan se, at de faktisk gjorde det.

af Du har fået aftenens bordherre, den store forfatter, som har meget at øse af. Det gør han. Og han bliver ved, og ved, og ved. Du smiler anstrengt, gaber, kigger på uret, og endelig siger han: ”Nå, nok om mig…” Du retter dig op, klar til at komme på banen med det eksistentielle digt, du har tænkt på at skrive, hvorefter han fortsætter… ”Hvad synes du så om min nye bog?”

værste Godt nok har han hugget ideen fra Charles Bukowski, og den er måske heller ikke helt aktuel mere, men Søren Ulrik Thomsens ”Det bedste og det værste” er den bedste digtsamling, jeg har læst. Med den fatter vi endelig, at det bedste har brug for det værste - i ækvivalerende vekselvirkning - for ellers kunne det hele være lige meget.

værste Engang blev jeg vækket kl. fire om natten af en elev, der skreg i telefonen, at han havde skåret sig på glasskår, og at falck ikke gad komme, selvom han havde ringet 112. På vej over til gerningsstedet så jeg 15 elever ligge nøgne i en børnepool med varmt vand nede foran keramiklokalet. Øjeblikket efter kørte en politibil og en ambulance ind på gårdspladsen med fuld udrykning.

Smukke, (sædvanligvis) kloge og fulde piger løb rundt med små håndklæder om sig og hjalp den forblødende fyr.

Betjentene steg ud af bilen, kiggede sig omkring og spurgte: ”Hvad er det her egentlig for et sted?”

skuffe At skuffe nogen er det offer, der kan være nødvendigt, hvis du skal leve dit eget liv og ikke det, de andre vil have dig til at leve. ”Frihed er en kamp hver evig dag, Susanne,” sagde Højholts Gitte. Også selvom Preben bliver skuffet og nægter at gå ud af hans bil.

Så er det godt, han har perforerede rallyhandsker på.

april 2009

skuffe Du kan se deres forventninger, men lige netop i dag kan du mærke, at den ikke er der, at du ikke rigtigt selv er derinde. I deres forventninger. Du kan op mod 300 andre gange om året, men i dag, hvor forventningerne er størst, går alting galt, og du skuffer dem alle sammen. Det er sgu noget lort! Gad vide om Gud også har det sådan?

debat Mildt sagt

Mildt sagt

- det er vigtigt at tænke positivt

Minister I

Radio Absolute P2

Minister II

Det er derfor en fornøjelse at følge den indsats, som Claus Hjort Frederiksen gør for syge arbejdsløse. Gennem tilskyndelsen fra en potentielt indkomstfri dagligdag kan nu selv terminale patienter deltage i mangfoldige aktiveringstilbud.

Arbejde er en vigtig integrationsfaktor i samfundet og måske den væsentligste identitetsmarkør for den enkelte. Vi identificerer os selv og hinanden på beskæftigelsen, og har svært ved at forestille os et liv uden.

Særligt bør Ministeren roses for ikke at lade legalistiske benspænd stå i vejen for idealismen. Systemdanmarks repræsentanter har flere gange forsøgt at forpurre forsøget, men dygtige jurister har hver gang fundet frem til en lysning i lovjunglen.

Eneste malurt i bægeret er, at eksperimentet kræver en kontrolgruppe, hvis man skal kunne vurdere, i hvilken grad en indkomstfri dagligdag virker motiverende for indsatsen. Man må derfor håbe på snarlige resultater, så også kontrolgruppen får mulighed for at bidrage til samfundets sammenhængskraft.

Kulturministeren siger, at P2 ikke nødvendigvis skal produceres af DR. Heldigvis! For det er mildt sagt horribelt konkurrenceforvridende at sende Morgenandagt, Kulturnyt og det klassiske ønskeprogram Amadeus for licensmidler. Jeg gyser ved at tænke på alle de unge håbefulde entreprenører som fratages chancen for at lave en god forretning på at overtage den sendetilladelse. Ildsjæle holdes ude i kollektivismens navn!

Et rygte siger videre, at håbefulde ynglinge fra firmaet Talpa Radio (som enhver public-service-feinschmecher kender fra den dybsindige, rolige og gennemarbejdede Radio 100 FM) er blandt de udstødte. Men ak, vi må trækkes med en kanal som, siden medieforliget i 2002 ødelægger radiomarkedet med monopol på en stille morgenstund, aktuelle kulturindslag and all that jazz. Eneste ros til P2 skal være, at klassisk musik serveres af værter som lykkeligvis har erkendt, at lytterne kun vil høre med, hvis værkerne akkompagneres af onkelhumor og Gruk-paraphraser omkring livet, der jo forstås baglæns og derfor også bør målrettes 65+ segmentet. Medieforliget fra 2002 er desværre blevet forlænget til juni. Men så går det endelig løs på Christiansborg. Hvilke muligheder!

Jeg kommer nu alligevel til at savne ham. Anders F. Især i de døende minutter på statsministerposten har han været kilde til stor underholdning - hvis man vel at bemærke er typen, der lader sig underholde af at blive behandlet som et mentalt underbemidlet barn. Og det er jeg. Jeg er pjattet med det. Så begejstringen har siddet udenpå tøjet, alle de gange Anders har sagt, at han ikke bejlede til nogen i NATO, når nu alle vidste, at han ikke lavede andet end at synge serenader i måneskinnet under NATOs balkon.

Han har trådt en kompliceret og fascinerende parringsdans under fuld bevågenhed, men med et pokerfjæs, der burde gøre Gus Hansen misundelig. Jeg har været godt underholdt, men blev selvfølgelig lidt skuffet, da han så alligevel annoncerede den store hemmelighed a.k.a kandidaturet to minutter i kontraktunderskrivning. Absurdteatret ville have været fuldkomment, hvis han blev ved med at benægte - selv efter udnævnelsen - at han skulle være udnævnt til noget som helst. Så ville grænsen mellem idioti og kunst have været overskredet på ny.

Svend Thorhauge

Thomas Emil Jensen

Gertrud Thisted Højlund

s. 15 15 s.

debat Kommentarer

Fra bloggen

Mindeord : s. 16

Laurits Kjær Nielsen af peter buhrmann, forstander for højskolen østersøen Det var med stor sorg, at vi på Højskolen Østersøen modtog budskabet om Laurits Kjær Nielsens tragiske død ved en bilulykke fredag den 6. marts.

Laurits Kjær Nielsen blev født den 16. maj 1935 i Vejerslev på Mors. Han blev student i 1954 - samme år som han tog på Askov Højskole, hvor han mødte sin senere kone Marianne Westy Nielsen (f. Stephensen). Efter at have uddannet sig til lærer på Emdrupborg Seminarium blev han og hans kone ansat som lærere på Støvring Højskole. Her arbejdede de indtil 1961. Fra 1961 til 1962 underviste Laurits og Marianne





 



      



   

   

   

   

april 2009

i Norge på Torshus Folkehøjskole, hvorefter de begge blev ansat som lærere på Snoghøj Højskole indtil 1966.

I 1966 kom parret til Skørbæk-Ejdrup Friskole, hvor de var ansat indtil 1978.

Indtil 1977 var han formand for Dansk Friskoleforening. I 1978 blev Laurits leder af Bordings Friskole i København, hvor han var indtil 1987. I 1987 blev Laurits og Marianne ansat som forstanderpar på Rønshoved Højskole, og her lagde de alle deres kræfter indtil 1996. Fra 1996 førte Laurits en aktiv pensionisttilværelse fra Himmerland.

Han var formand for Kulturelt Samråd i Nibe og modtog i 2006 Nibe kommunes kulturpris. Han var involveret i fri- og højskolelivet på alle niveauer, således også som bestyrelsesformand for Højskolen Østersøen. Laurits havde besluttet sig for at træde tilbage som formand og skulle have aflagt sin sidste årsberetning for Højskolen Østersøens skolekreds den 16. april 2009.

Fredag den 6. marts var Laurits på vej i sin bil til et møde i højskoleforeningen på Nørgaards Højskole i Bjerringbro. Som vanligt var han aktiv i skolelivet. Han blev dræbt ved Brædstrup. Laurits var indtil det sidste en stor og afgørende støtte for Højskolen Østersøen. Hans viden og erfaring fra skoleverdenen og det brede kulturliv er uerstattelig. Laurits havde en sjælden evne til at få andre til at fremstå i et positivt lys. Selv var han en mand af pligt og dannet beskedenhed. Som bestyrelsesformand for Højskolen Østersøen formåede han altid at få tingene til at fungere, også når bølgerne gik højt. Hans altid åbne sind, hans dygtighed og forstand, hans imødekommenhed, ja, hele hans væsen vil blive savnet. Vores tanker går til Marianne, Laurits’ 3 børn og 8 børnebørn. Æret være hans minde!

www.hojskolebladet.dk Højskole på trods Af Erik Lindsøe […] Højskolerne har lige nu brug for en håndfuld nye Jørgen Carlsner. Jørgen har trukket et sort læs, men både ham og medierne har slidt på hinanden... Sådan går det, og sådan er grundvilkårene: En kommentator har sin tid. Heldigvis og godt at vide, når man dagligt skal se på Qvortrup og Engel!

Højskolen er en holdningsskole - med store ord og mange ord - og med dygtige, akademiske, indsigtsfulde mennesker med ånd i behold. Modsat journalister. 75% af journalister har en kort uddannelse på 3 et halvt år bag sig uden nogen samfundsmæssig og filosofisk overbygning. De lider i den grad af mindreværd overfor store emner. Journalister er skide gode håndværkere, men deres viden og indsigt er som opslagsværkets.

Derfor skal man hjælpe dem, tænde dem, vække dem - folkeoplyse dem. […] http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/ blog/2009/2/16/debat-er-krise-en-delaf-hoejskolernes-selvforstaaelse

Køng - fortsat Af Jesper Kristensen […] Hvis bestyrelsen ønsker en god og troværdig debat, så bliver den pinedød nødt til at holde sig til det faktuelle og ikke stadig fremstå med urigtige oplysninger til offentligheden!!!!! Hvilket igen vil få bestyrelsen til at femstå som uprofessionel. […] http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/blog/2009/3/13/debat-kan-enbestyrelse-lukke-en-hoejskole

For de lærde blot?

Af Ole Eriksen Mange højskoler må til at sætte kursen efter, at det bliver småt med de såkaldte 4. g’ere - og at der er en stor gruppe bemærkelsesværdige unge, der skal geares til en fremtid som aktive medborgere.

Og højskolen siger jo, at lyset ikke kun er for de lærde... så det handler om at være omstillingsparat... gå efter de elever, der er parat til forandring. http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/ nyheder/2009/2/16/notits-gode-tal-framange-skoler/#comments

Pas godt på jeres forstander af søren børsting, forstander, den rytmiske højskole Kære bestyrelser, Med fare for at blive kaldt ”tudefjæs” skriver jeg alligevel dette indlæg, fordi jeg har oplevet, at der bliver lagt stigende pres på især, nye forstandere, på mange skoler rundt i landet. Jeg læste i sidste nr af højskolebladet, at der var meget lille tilslutning til foreningens kursus for bestyrelsesmedlemmer.

Det forstår jeg på mange måder godt.

Bestyrelsesmedlemmerne lægger et stort arbejde og bruger deres fritid i højskolens interesse. Det er alligevel en skam, at der ikke kan skabes noget mere netværk på tværs af bestyrelserne rundt i landet.

Min bekymring går mere på, at jeg oplever mange forstandere, der er meget pressede og stressede i deres arbejde. Vi skal tage det overordnede ansvar for skolens daglige drift.

Det kan handle om alt fra samtaler med personale, byggeplaner, vagter, pr-strategi, undervisning, lønforhandlinger, farven på væggene på elevværelserne, ansættelser, samtaler med elever, opfølgning med psykologer og sagsbehandlere, overskideballeuddeler, optagelse af mentorelever, arrangementer, regler, love, cirkulærer osv. osv.

Nu ved jeg godt, at vi langt fra er alene om alle disse opgaver. Heldigvis er der generelt en høj entusiastisk arbejdsindstilling blandt medarbejderne på højskolerne. Men det er utrolig vigtigt, at forstanderen har energi og overskud til alle disse opgaver og frem for alt til de mennesker, man har meget tæt inde på livet. Det drejer sig om at forstå alle de ansatte i de forskellige faggrupper og sætte sig ind i deres arbejdsforhold og den del af privatlivet, som har noget med arbejdet at gøre. Det drejer sig om at forstå og ”vejlede” eleverne i stort og småt. Det drejer sig om at have god kontakt med den omgivende verden og de mennesker, der henvender sig på skolen med

mange forskellige ønsker og interesser.

Det drejer sig ikke mindst om at sikre de økonomiske betingelser for at drive højskole, og have god kontakt med bestyrelsen som det overordnede organ.

Når jeg skriver alt dette, er det ikke for at ”tude”, men blot for at give et lille billede af, hvor mangesidet forstanderens arbejde er. Det er et fantastisk givende, men også krævende arbejde (”livsstil”). Man er meget ”på” og meget ”tæt på” de mennesker, der er i berøring med højskolen.

Jeg har snakket med mange af mine kollegaer, og det er engagerede og generelt glade mennesker, der lægger et kæmpe arbejde og meget engagement og kærlighed i deres højskolevirksomhed. Nogle har det klart nemmere end andre, men jeg er ikke sikker på, at man skal give sig til at tælle timer og regne timeløn ud, hvis man vil tiltrække kompetente nye forstandere.

Mit opråb går på ”pas godt på jeres forstander”. Som jeg oplever det en del steder i øjeblikket, glemmer bestyrelserne at ”tage sig af forstanderen”, det kan vel ikke være vores skoleform, der skal køre politikken, at vi ”skamrider” en dygtig forstander til han/hun segner, eller blot kaster håndklædet i ringen og finder andet arbejde, inden han/ hun brækker ned. Det er klart, at man nemt kommer til at lave fejl, når man er inde i så mange områder, generelt har et stort arbejdspres og ofte skal have skaffet mindst 20 elever og helst til i går.

Det kan være svært at træffe rigtige beslutninger og nå at være fuldstændig orienteret i alle sager, når der er pres på. Men det er ikke i skolens interesse at skifte forstander ud ca. hvert andet år. Det giver uro og utryghed blandt personalet. Det giver ustabilitet for eleverne. Det koster ressourcer både pædagogisk og økonomisk, og det giver dårlig kontinuitet. De, der er nærmest til at tage sig af forstanderen, er bestyrelsen. Held og lykke med det.

Donslund de luxe hede dikatordrømme Min oldefar var skrædder, da industrialiseringen slog igennem. Derfor købte han et bageri og satte sønnerne i bagerlære.

Min farfar fik kone, bageri og otte børn og døde 42 år gammel. Min far blev således bager, da han var 11. Han var B-menneske og måtte have vækkeuret til at stå flere meter fra sengen. Han døde trekvart år efter, han havde lagt dejen på hylden, 60 år. De hed Jens, og de var nogle mænd, der bed tænderne sammen og gjorde familiens vilje til deres egen vilje. Den fælles vilje var individets skæbne.

Jeg længes efter en konge, en dronning, en Mærsk, der ejer alle højskoler og laver virksomhedsplan og strategi.

Den fælles vilje i min generation har været flugt. Fra den fælles vilje. Ikke underligt, vi har et ironisk forhold til fællesskab. Højskolen er også på flugt. Der er en vaklen i bevægelsen, som sætter underlige længsler i gang. Jeg længes efter en diktator. Jeg længes efter en konge, en dronning, en Mærsk, der ejer alle højskoler og laver virksomhedsplan og strategi, så vi ikke kopierer hinanden, men uddelegerer opgaverne til de steder, hvor de bedst bliver løst. Jeg længes efter en coach, der ligesom min gamle volleytræner ser det hele udefra, samler os til kampråb (”1, 2, 3, Huba”) og siger: “Du går derhen, og du går derhen.” Jeg ved ikke, om min længsel er modnet med umodne år, men den minder om Tom Kristensens længsel efter skibskatastrofer og pludselig død. Fordi det er en længsel efter totalitet og skarpe konturer. Måske har viljen to bevægelser.

Den ene samler os i en fælles vilje, vi ikke selv kan styre, men som suger os ind i fællesskabet, mens den anden ”frie vilje” kæmper for at komme ud af det konstant. Mine hede diktatordrømme kan være et symptom på, at højskolerne savner fælleskurs, omvendt kan de også advare os om, at den frie verdens fællesvilje er på vej mod totalitet.

Anne-Marie Donslund er forfatter og lærer på Vallekilde Højskole

s. 17

debat Bogkritik

s. 18

Troen og biologen Anmeldelse: Videnskaben bør være forpligtet på at tage fat på de vanskelige spørgsmål om tro og eksistens, mener biologen Jesper Hoffmeyer i en glimrende debatbog af egon clausen, forfatter

Mennesket er helt sikkert det eneste dyr, der kan tvivle. Det skriver Jesper Hoffmeyer i sin seneste bog Tro på Tvivl. Enhver, der interesserer sig for vor tids diskussioner om tro, viden, darwinisme og religiøs fundamentalisme, kan blive godt oplyst ved læsningen af denne velskrevne og tankerige bog. Jesper Hoffmeyer mener at megen videnskab mangler ånd, og han har stor sympati for det perspektiv, der findes i de store religioner, nemlig at livet er helligt, og at vi derfor skal værne om det, men han kan ikke bruge de forklaringer, religionerne kommer med. Han er også meget kritisk over for den fremherskende retning i den biologiske videnskab, der har en nærmest mekanistisk opfattelse af naturens love, og som derfor er ude af stand til at besvare spørgsmål væsentlige spørgsmål om etik og livets mening.

Såvel videnskab som religion kritiseres for at stræbe efter konsensus.

Det har de store statsdannende religioner altid gjort, men siden oplysningstiden har videnskaben som en forudsætning haft et krav om systematisk tvivl.

Jesper Hoffmeyer mener, at der i dag

april 2009

slækkes på dette krav. Men ”at blive i sin tvivl, at tåle den, er den egentlige opgave. Det er det, der gør os til ansvarlige mennesker”. Han ser imidlertid stærke tendenser til at ubekvemme spørgsmål skubbes til side. Som et eksempel nævner han klimadebatten, hvor den videnskabelige konsensus er, at klodens klima er i overhængende fare for at bryde sammen, og politikerne bør reagere på udfordringen.

Der findes imidlertid forskere, der mener noget andet, men de har svært ved at blive hørt. Det bliver i det hele taget svært for outsiderne at overleve i systemet, endsige gøre karriere, skriver han, og denne beskrivelse gælder på en måde også for Jesper Hoffmeyer selv.

Hele hans karriere har været præget af en opposition til den fremherskende mening, og hans teoretiske udgangspunkt er biosemiotikken, der har et natursyn, der gør det muligt at drøfte spørgsmål om sjælens beskaffenhed og livets mening på en måde, der både er videnskabelig velfunderet og som samtidig accepterer eksistensen af de mere åndelige sider af vores tilværelse, og den slags er der meget brug for i vore dage. sjæl uden krop Mange mennesker mener for eksempel, at de har en sjæl, der eksisterer uafhængigt af deres krop. Denne tro holder imidlertid ikke for en videnskabelig undersøgelse, men flertallet af befolkningen holder ikke desto mindre fast i troen på en sådan sjæl. Jesper Hoffmeyer mener, at videnskaben bør være forpligtet på at finde ordentlige svar på denne udfordring, men det sker ikke. Når en biolog skal sige det, er religiøse oplevelser noget, der er fremkaldt af elektro-kemiske processer i hjernen. Det vil sige, at de er rene illusioner, så ”tro er med andre ord bare noget, vi tror, vi har”, men en sådan forklaring er ikke fyldestgørende,

Tro på tvivl Kritik af religiøs og videnskabelig ufornuft.

Jesper Hoffmeyer Forlaget Ries, 2009 263 sider

siger Jesper Hoffmeyer. Det er et svigt, der får mange tænkende mennesker til at vende sig til de religiøse forklaringer, og det finder Jesper Hoffmeyer beskæmmende. Han mener, at det ikke kan være rigtigt, at vi skal vælge mellem en religiøs forklaring, som i den sidste ende blot forklarer noget uforståeligt med noget andet uforståeligt, og en videnskabelig forklaring, der stort set benægter eksistensen af det, der skulle forklares.

Jesper Hoffmeyer har ifølge sagens natur beskæftiget sig meget med teologi og kirkehistorie. Han mestrer de lange perspektiver, og beskrivelsen af den problemstilling der førte til, at de italienske naturfilosof Giordano Bruno blev brændt som kætter, er

Bogkort ved andreas harbsmeier

s. 19

»

Når en biolog skal sige det, er religiøse oplevelser noget, der er fremkaldt af elektro-kemiske processer i hjernen. Det vil sige, at de er rene illusioner, så ”tro er med andre ord bare noget, vi tror, vi har”, men en sådan forklaring er ikke fyldestgørende, siger Jesper Hoffmeyer.

helt aktuel. Konflikten stod mellem to forskellige opfattelser af universet.

Kirken mente, at Gud havde skabt alt, en gang for alle. Selv var han ikke del af skabelsesprocessen. Giordano Bruno mente omvendt, at Gud selv var en del af skaberværket, og han opfattede derfor stof og ånd som to sider af én og samme sag. Jesper Hoffmeyer skriver, at Bruno har givet ”et af de smukkeste og mest imponerende forsøg på at skildre verden som et sted, hvor vi kan høre til med både sjæl og legeme uden at nære nogen uro for, at disse to sider af det menneske lige liv skulle kunne skilles ad.” Hvad der blev brændt på bålet i år 1600 var ikke blot et menneske, men også den forestilling, at naturen i sig selv var skabende. Derefter

De andre mente Denne bog [er] en sjælden inspiration til at tale fornuftens sag uden at blæse anderledes-tænkende op til dæmoner og tågesnakkere.

Rune Lykkeberg i Information Det er da mærkeligt, at en bog, der hylder tvivlen som sin bærende værdi, ikke kan drømme om at give sin modstander noget, der blot har en flig af tvivlens nådegave.

Niels Gunder Hansen i Kristeligt Dagblad Hoffmeyer kommer i vanskeligheder, når han selv skal til at formulere sit konstruktive alternativ. Her svinger han nemlig mellem at være henholdsvis forudsigelig og uklar.

Lars Sandbeck i Politiken

har naturvidenskaben og kirken været fælles om den opfattelse, at naturen er passiv, men Jesper Hoffmeyer mener, det er på tide, at vi anerkender naturen som kreativ. ”Ved at opgive ideen om naturlovenes uindskrænkede regimente i en ellers viljeløs og passiv natur kan vi slippe af med den håbløse forestilling om en individuel sjæl, der skulle følge vores liv som en usynlig hånd.”

Bogen er skrevet i et godt og klart sprog. Den egner sig fortræffeligt som grundlag for en undervisning, der vil drøfte de store eksistentielle spørgsmål. Den bør derfor være uomgængelig for enhver højskolelærer, men man kan naturligvis også læse den for sin egen oplysnings skyld. Det fortjener den.

National værnepligt Søren Krarup Gyldendal Man leder forgæves efter nye tanker i dette opsamlingsheat af en essaysamling, der præsenterer Krarups velskrivende prosa og udtalte vilje til at gentage sine pointer nærmest i det uendelige. Om man så er enig med manden, er en anden sag.

Med skarphed i tanken og pennen følger tydeligvis ikke altid fornemmelse for tiden.

Vi kommer igennem hele bagkataloget med essays som ”Nej, ikke integration, assimilation” og ”Idealisme er tyranniets begyndelse”.

At være araber Samir Kassir Informations Forlag Man er ikke vant til at blive præsenteret for arabiske skribenter på dansk. Det er ikke desto mindre tilfældet med denne skarpe analyse af arabisk selvopfattelse fra den libanesiske journalist Samir Kassir. Hvordan forklarer man den arabiske ulykke? spørger manden, der blev dræbt af en bilbombe i 2005.

tendens Nedslag

Skandinavien

s. 20

Essay: De nordiske lande er ikke længere homogene samfund. Alligevel trives forestillingen om racerenhed. Den amerikansk-norske forfatter Siri Hustvedt om at vokse op med flere identiteter

af siri hustvedt (F. 1955) Forfatter, digter, essayist. Født og opvokset i Minnesota, USA med en norsk mor og en norsk-amerikansk far. Især hendes roman “Det jeg Elskede” høstede ros fra kritikerne. Gift med den amerikanske forfatter Paul Auster.

Foto: Gorm Valentin

april 2009

jeg er ikke sikker på, at jeg som barn overhovedet vidste, hvad Skandinavien betød. Det var hyllet i en kulturel tåge, som på en eller anden måde drev hen over mig og mine, men hvorfor eller hvordan stod mig slet ikke klart. Jeg var allerede en splittet person. Som pige, bosat i Amerika med en norsk mor og en norsk-amerikansk far, talte jeg norsk, før jeg talte engelsk.

Men det landlige Minnesota var min daglige verden; Norge var en anden verden. Som fireårig havde jeg i 1959 tilbragt fem måneder i Bergen sammen med min mor og min søster. Indtil jeg i 1967 vendte tilbage i et år sammen med min familie, levede Norge i mit indre som et virvar af ufuldstændige brudstykker - isolerede erindringer (mine hænder i en stikkelsbærbusk, en appelsin liggende i sneen, min ældre fætters gråd ved middagsbordet), ting i hjemmet (kommoder og porcelæn, fotografier og malerier på væggen), mad (især risengrød, blotkake og nogle små chokolader, der hed Twist), mine forældres historier og enkelte betydningsfulde ord. I de syv år mellem mine besøg i barndommen glemte jeg stort set norsk.

Fordelen ved ikke at bo et sted er, at det bliver ren forestilling. Påvirket af en mor, som led af hjemve, og en far, hvis identifikation med det immigrantsamfund, han voksede op i, fik ham til at blive professor i norsk sprog og litteratur, faldt jeg for en illusion om et ideelt andet sted, et fortryllet kongerige af trolde og nisser og fiskeboller, af Ibsen, Hamsun og Munch, et fantastisk derovre, hvor børnene var gladere og sundere, gulvene renere og folk venligere og retfærdigere. Mine forældre var ikke ukritiske over for Norge, men nærede begge tilbøjelighed for en form for nationalisme, som florerer i meget små kulturer, formet af et fremmed herredømmes ydmygelser. Det

ville i Norges tilfælde sige Danmark og dernæst Sverige. På et tidspunkt opdagede jeg, at disse tre lande tilsammen udgjorde Skandinavien. Til trods for det fædrelandshysteri, der hvert år den 17. maj udfoldede sig for at udbasunere vores selvstændighed fra Sverige, viste det sig, at vi på en eller anden måde var i familie med dem, og ikke kun dem, også danskerne. Det tog nogen tid at få rede på dette begreb, men til sidst trængte det ind i mit unge hoved, og jeg kom efterhånden til at acceptere det.

Det sammenholdende princip i Skandinavien er ikke geografi, men sprog. Hvis man kan et af de tre sprog, er de to andre nemme at klare med en smule anstrengelse - på skrift i hvert fald. Dansk, som jeg så udmærket forstår på tryk, kan i en indfødts mund og hals hurtigt blive til en række lyde, der ikke er til at skelne fra hinanden, og svensk kan, skønt det er nemmere at forstå, også glide ud i behagelig musik, når jeg ikke hører godt efter. Og dog er der så mange ord, der tilhører alle tre sprog, og mere end noget andet er det sprog, som former vores opfattelse af verden, som trækker de streger og skaber de grænser, der gør det derude læseligt. Det er en arv fra min barndom, at jeg er en norsk amerikaner, som ikke føler sig helt amerikansk, men heller ikke helt norsk. Hvis jeg ikke talte norsk, ville jeg ganske afgjort føle mig fremmed over for det lands kultur på en langt mere dybtgående måde. Det er sproget, der forlokker mig til at føle forbindelsen til en fortid, som strækker sig bagud til en tid længe før, jeg blev født. Det norske sprogs ordforråd og tonefald lever stadig i mig, og de hjemsøger tilmed mit engelsk. Min prosa er afgjort protestantisk, og selv om Skandinavien ikke længere udelukkende er protestantisk, blev dets sæder og skikke, dets kultur dybt påvirket

af denne billedstormende, nøgne og ensomme udgave af kristendommen. det skandinaviske lys Til forskel fra engelsk er de skandinaviske sprog ordfattige. Med Vilhelm Erobreren i 1066 og tilførslen af det latinske fransk til angelsaksisk opstod det, vi nu kender som engelsk. Og dog er det netop det fattige ordforråd, der giver skandinaviske forfattere muligheder, engelske forfattere ikke har. Et ord som lys på norsk - der betyder både light og candle - tillader gentagelser, tvetydigheder og dybder, der ikke er mulige på engelsk. Lys er ladet med viden om mørke, om sommer og vinter, om dyrebare lange dage med lys i modsætning til lange dage med mørke og skyer. I Bergen, hvor jeg gik i gymnasiet i et år, regnede det så meget, at når solen skinnede, gav myndighederne os fri fra skole. Selv efter at have boet i Minnesota i mange år vendte min mor gerne ansigtet mod solen og lukkede øjnene, som om de varme stråler hvert øjeblik kunne forsvinde. Måske ligger mørket også bag de allestedsnærværende stearinlys i skandinaviske hjem, hvor de tændes selv om dagen og skinner i stuer om aftenen. Den nordiske oplevelse af mørke og lys er uoversættelig. Modsætningen mellem dem skal leves korporligt. Jeg har tit undret mig over, hvad immigranter til Skandinavien må føle, når de ankommer fra steder, hvor sommer og vinter ikke er så radikalt defineret af lys og mørke, hvor mærkeligt det må være at købe ind i eftermiddagens skumle lys eller se sommersolen sent om aftenen. Jeg har spekuleret på, hvordan det ændrer rytmen i deres liv og betydningen af ordene lys og mørke i deres modersmål.

Min farmor og farfar og min far, ingen af dem født i Norge, talte alle engelsk med norsk accent. Deres norsk lignede imidlertid ikke det sprog, der tales på den anden side af Atlanten. Deres tale var spækket med vendinger fra det 19. århundrede og isprængt blandformer - navneord lånt fra engelsk og givet et køn - ord for ting uden norsk modstykke. et forvandlet skandinavien Så meget står fast: Ligesom resten af Europa er Skandinavien ikke længere homogent. Det stereotype billede af den høje, bleghudede, lyshårede lutheraner (de eneste stående træk,

jeg legemliggør i et og alt) er blevet en anakronisme og afløses gradvis af en række forskellige kropstyper, ansigter og religioner. Jeg for min del hilser et forandret billede af Skandinavien velkommen, fordi migrationer af mennesker fra derovre altid giver nyt liv til kulturen her. Menneskers bevægelse skaber nye ord, nye tanker, og inspirerer til ny kunst. Jeg er et produkt af en immigrantkultur i Midtvesten og bor nu i New York City, hvor fyrre procent af mine medbeboere er født i et andet land. Under en af mine sidste rejser til Oslo satte jeg mig ind i en taxi, opgav en adresse og indledte en samtale med chaufføren. Hans far var født i Pakistan, men han selv i Norge. Det havde han ikke behøvet at fortælle mig; hans Oslo-dialekt var umiskendelig.

Mens det er sandt, at immigranter altid genopliver det land, de kommer til, skaber deres tilstedeværelse også konflikt. I De Forenede Stater, hvor vi alle, med undtagelse af de indfødte amerikanere, er kommet et andet sted fra, blev overlegenhed målt i generationer. Jo længere ens familie havde boet i Amerika, desto bedre. Da jeg i 1972-73 boede i Bergen, var der ingen immigranter i byen; alligevel blev jeg med en regelmæssighed, som hver eneste gang overraskede mig, angrebet for mit lands racisme, skønt jeg lidenskabeligt gik ind for borgerrettigheder. Efter bølgen af pakistansk immigration til Norge, vendte jeg tilbage og konstaterede, at folk ganske selvfølgeligt kom med racistiske bemærkninger og var ofre for nedsættende stereotyper.

Kort sagt, de sagde ting, som ville have været bandlyst i De Forenede Stater.

I lighed med meningsfæller verden over gør højreorienterede politikere i Skandinavien sig skyldige i at tænke i modsætningen os og dem, i at udnytte uvidenhed og frygt for at opretholde en fiktion om ”nationen”, ikke som en fælles geografi eller et fælles sprog, men nationen som blod eller baggrund. Det er altid farligt, og det lugter uvægerligt af den hæsligste af alle forestillinger: racerenhed. I De Forenede Stater er et af de besynderligste resultater af vores racistiske kultur, at mennesker med meget bleg hud, men en vis afrikansk afstamning, som Lena Horne eller Colin Powell, uvægerligt kaldes ”sorte” snarere end ”hvide”.

Nazisternes racelove skabte det mest latterlige hårkløveri om procenter af

jødiskhed i befolkningen, en fuldkommen absurd forestilling i et land, hvor jøder havde levet i hundreder af år og lige så længe giftet sig med ikkejøder. I den ganske lille verden af immigranter og deres børn og børnebørn, hvor min far tilbragte sine drengeår, blev svenskerne og danskerne i nabosamfund ikke betragtet som sproglige slægtninge med vigtige historiske og kulturelle forbindelser til nordmænd. De var fremmede. Og dog, ingen historie uden forandring. Den verden, min far kendte, er for altid borte. På universitetet kendte jeg en person med en baggrund, han beskrev som ”delvis svensk, delvis tysk og delvis sioux-indiansk.”

Min datter omtaler sig selv som ”halvt norsk” og ”halvt jødisk”. Skandinavien er et ord, hvis betydninger er under forvandling. Dets utallige henvisninger og betydninger er i færd med at blive bestemt, og vi kan kun håbe, at det vil stå som et tegn på indlemmelse, ikke udelukkelse.

Oversat fra engelsk af Karsten Sand Iversen.

»

Jeg har tit undret mig over, hvad immigranter til Skandinavien må føle, når de ankommer fra steder, hvor sommer og vinter ikke er så radikalt defineret af lys og mørke, hvor mærkeligt det må være at købe ind i eftermiddagens skumle lys eller se sommersolen sent om aftenen.

s. 21

tendens Interview

s. 22

Skønhedsdronning med studenterhue Pia Fris Laneth er en ægte mønsterbryder.

Som datter af en syerske og en tjener var det bestemt ingen selvfølge, at den unge fotomodel først skulle komme i gymnasiet, senere på universitetet og ende som prisbelønnet forfatter af johanne mygind foto: klaus holsting

april 2009

pia fris laneth var lige startet i 1. g, da det bankede på døren til klasseværelset.

Nogle studerende havde lavet en politisk aktion og delte spørgeskemaer ud, hvor alle eleverne skulle svare på, om de kom fra overklassen, middelklassen eller underklassen. Egentlig ville Pia sætte krydset ved middelklassen, men da hun hørte, at klassens sagførersønner og tandlægedøtre også mente, at de tilhørte middelklassen, sneg en ny forståelse sig ind på hende.

- „Så vidste jeg bare, hvor jeg hørte til. Jeg tilhørte underklassen. Jeg kan huske min beslutsomhed, da jeg satte mit kryds på spørgeskemaet. Pludselig forstod jeg, at det ikke var særlig almindeligt, at en datter af en syerske og en tjener gik i gymnasiet, at langt de fleste af mine klassekammeraters forældre havde en boglig uddannelse. Det var simpelthen der, hvor det gik op for mig, at jeg var på vej et andet sted hen, men også, at jeg fremover ville høre til de sjældne.“ Pia Fris Laneths øjne lyser, når hun fortæller historien. Trodsen fra den varme dag i klasseværelset kan stadig fremkaldes sammen med alle de andre erindringer fra et liv i social opdrift. Nogle af dem kender jeg, for som læser af Pia Fris Laneths bestseller Lillys Danmarkshistorie har jeg et intimt kendskab til hendes familie. På 640 sider har hun spundet slægtens historie sammen med den store danmarkshistorie og dokumenteret fremskridt, kvindekampe og nye livsformer med billederne fra sit eget familiealbum, for Lillys Danmarkshistorie er også Pia Fris

Laneths egen historie om de sociale og politiske forandringer, som gjorde det muligt for arbejderbarnet at ende som cand.scient.adm. og journalist på Information.

- ”Det er ikke kun dejligt at tage de trin op ad den sociale rangstige, for det betød, at jeg fjernede mig fra min familie, og det var de kede af. Og det var jeg også! Det er meget almindeligt at omtale Danmark som et homogent samfund med fælles værdier, men folk har stadig sociale kontakter inden for ret begrænsede sociale lag. Så jo mere jeg uddannede mig, jo længere blev der mellem mine forældre og mig. Det handlede ikke om mangel på kærlighed. Det handlede bare om, at vores fælles erfaringer blev meget få.

Jeg tror, at mange, som er kommet fra arbejderklassen ind i den akademiske verden, har haft den oplevelse af ikke at høre til på universitetet, samtidig med at familien syntes, man var blevet fin på den. Og det skal man ikke i arbejderklassen, man skal fandeme ikke være fin på den,“ siger Pia Fris Laneth, som måske for at illustrere sin pointe har bestemt, at vi skal spise frokost i Bjælkehytten ved Søndermarken.

Her har jeg aldrig før mødtes med en kollega fra medieverdenen, men Pia Fris Laneth håndterer hjemmevant smørrebrødsseddel og fadøl. […]

arbejderpigen som model Ville dine forældre så bare have, at du fik en hvilken som helst uddannelse?

- ”Min far gav mig det råd, at jeg skulle tage en matematisk studentereksamen, for den kunne jeg bruge til mest. Det er fuldstændig forkert, men han vidste jo ingenting. Han gjorde det i den bedste mening. Jeg kan heller ikke huske, at mine forældre nogen sinde har hjulpet mig med lektierne eller læst en bog højt for mig. Til gengæld husker jeg næsten i detaljer, hvordan jeg har diskuteret Hjemmet og Familie Journalens romanføljetoner indgående med min mor og spionhistorier fra Reader’s Digest med min far. Det var

først, da jeg startede i gymnasiet, at jeg mødte de borgerlige dannelsesidealer, og der følte jeg mig helt ved siden af uden at have sprog for, hvad det var, der var i vejen.“ Pia Fris Laneth hører til de få heldige, som både er slående smukke og imponerende begavede, og hun står med stolthed ved begge dele. I Lillys Danmarkshistorie kan man både se billeder af hendes kåring som Miss Young International i 1973 og billeder af en splitternøgen og purung Pia, som optræder i Ugens Rapport. Den smukke krop og det hurtige hoved repræsenterede hver sin vej ud af arbejderklassen.

- ”Jeg er opdraget som en traditionel arbejderpige, hvilket betyder, at jeg blev tidligt seksualiseret. Det har altid været sådan, at arbejderpiger indgår tidligere seksuelle relationer og bliver tidligere gift end piger fra middelklassen, så kønsspillet og dets rekvisitter kom meget tidligt ind i mit liv. Da jeg var 14 år, pressede min mor mig meget stærkt til at blive ‘Dagens pige’ i B.T., så der sad jeg i B.T. med langt lyst hår og en lårkort kjole i stoftryk. Da der var modeopvisning i Havemanns Magasiner på Vesterbrogade, opfordrede min mor mig også til at spørge, om jeg ikke kunne bruges som mannequin.

Det er typisk for hendes foretagsomhed. Hun mente, at man selv skulle gøre noget for at komme frem, men det viser også, at hun totalt manglede fornemmelsen for, hvad den verden gik ud på. Det var selvfølgelig et modelbureau, som arrangerede modeopvisningen.“ Men hvorfor ville din mor have, at du skulle være fotomodel?

- ”Hun ville gerne have sine piger frem i verden. Hun havde selv haft en drøm om at komme til Amerika og blive operasanger, så hun havde kunstneriske ambitioner, og måske var min mors ambitioner på sine døtres vegne krydret med drømmen om arbejderpigen, der klatrer op ad den sociale rangstige ved at gifte sig med en mand, som kommer fra en højere socialgrup-

»

Pludselig forstod jeg, at det ikke var særlig almindeligt, at en datter af en syerske og en tjener gik i gymnasiet, at langt de fleste af mine klassekammeraters forældre havde en boglig uddannelse.

pe end hun selv. Det lå min mor fjernt at tænke i et langt, sejt træk: først i folkeskolen, så på gymnasiet, så på universitet. Det lå alt for langt væk fra hende. Man kunne lige så godt række ud efter en stjerne. Men det nemme spring til stjernerne var enten at blive fotomodel, mannequin eller skuespillerinde. ‘Tænk bare på Vivi Bak,’ som hun sagde. Det er det samme, som at arbejderklassens drenge havde en bro til stjernerne ved at være cykelrytter eller bokser eller fodboldspiller.“ Pia Fris Laneth startede alligevel på Frederiksberg Gymnasium, for i sommerferierne havde hun arbejdet som opvasker på den restaurant, hvor hendes far serverede, og de lange dage i et lille køkken fyldt med damp havde jaget hende en skræk i livet: Hvis hun ville undgå ufaglært, kedeligt og beskidt arbejde, skulle hun i gymnasiet.

- ”Mine forældre støttede mig i, at jeg skulle tage en studentereksamen, men jeg havde svært ved det. Og ikke kun på grund af min baggrund. Jeg pjækkede også meget, og jeg røg virkelig meget hash. Jeg mødte engang min far midt på Vesterbrogade under en pjækkedag. Han gav mig mit livs overhaling, og jeg plejede ellers aldrig at få

s. 23

s. 24

skældud. Hvad jeg lavede der, hvorfor jeg ikke var i skole? Han råbte og skreg og sagde, at hvis jeg ikke passede min skole, så kunne jeg tage et arbejde. Det skulle jeg ikke byde ham. Hvis han betalte for mig, selv om jeg var 15 år og godt kunne tjene mine egne penge, så skulle han også have noget ud af det.

Efter det begyndte jeg at tænke på, om jeg ikke kunne tjene penge på en nemmere måde end ved at gå uendelig mange år i skole, og så blev jeg fotograferet til Ugens Rapport. Det tjente jeg 1.500 kroner på. Det var altså virkelig fristende. Mit fritidsjob i en bagerbutik gav kun 15 kroner i timen. Jeg havde selvfølgelig fået lov af mine forældre.

De syntes også, at 1.500 kroner var mange penge.“ Pia Fris Laneths mor var en aktiv medspiller, da det kom til at forvalte sin datters nye karriere som fotomodel. Accepten af nøgenbillederne blev til rendyrket stolthed, da Pia Fris vandt en skønhedskonkurrence i Køge og senere blev sendt af sted som nationens repræsentant til en international skønhedskonkurrence. Her troppede Pia op med kufferten fuld af nyt, hjemmesyet tøj og i skarp træning hjemmefra med at plukke øjenbryn og kunsten at sætte sig, sidde og rejse sig igen med samlede ben. Til gengæld kom morens omsorg til kort, da den nykårede Miss Young International efter sin studentereksamen besluttede sig for at indskrive sig på sit drømmestudium: samfundsfag på Københavns Universitet.

- ”Mine forældre havde ikke noget at sige til mit studievalg. De tog for givet, at jeg skulle have et arbejde, for det havde kvinderne i min familie altid haft, men de kendte intet til den akademiske verden. I dag sidder min mand og jeg jo med hans døtre og diskuterer deres uddannelsesmuligheder. Vi hjælper dem med at finde oplysninger, fordi vi kender det akademiske landskab og mulighederne bagefter. Det var der ikke nogen, som gjorde i min familie. De ville ikke ane forskellen på statskundskab i Århus og sambas på RUC eller økonomi i København.“ begrænsede forventninger Hvilke drømme havde de så på dine vegne?

- ”Uddannelse, mand, hus og børn.“ Og ikke for meget arbejde?

- ”Præcis. Mine forældre havde ikke forestillet sig, at mit akademiske ar-

april 2009

bejde ville sluge mig. At det sjældent er noget, som man holder inden for 40 timer. Det var en kilde til stadig undren.

Hvorfor fanden jeg skulle arbejde så meget? Mine forældre undrede sig også over, hvordan mit studium pludselig kunne tage ti år, når det var normeret til syv, og de forstod det heller ikke, da jeg senere begyndte at arbejde gratis for venstreorienterede aviser.“ En gennemsigtig indisk bluse uden bh, en cowboynederdel til knæene og plateausandaler med korksåler. Pia Fris Laneth kan stadig huske i detaljer, hvordan hun så ud, da hun for første gang gik op ad trapperne til Institut for Samfundsfag. Højtideligheden blev afbødet lidt af, at det væltede ind

»

Da jeg var 14 år, pressede min mor mig meget stærkt til at blive ‘Dagens pige’ i B.T., så der sad jeg i B.T. med langt lyst hår og en lårkort kjole i stoftryk. med andre nye studerende. Årgang 75 var så stor, at den var ved at sprænge lokalerne i den røde murstensbygning i Rosenborggade, men mellem alle de nye studerende var der ikke andre, som lod sig fotografere til mandeblade og reklamer for fjernsyn.

- ”Jeg tror, jeg gik mere udfordrende klædt end de andre. Jeg kan ikke huske, at der var andre, der kom i plateausandaler eller gennemsigtige bluser. Det var sgu højeste mode på det tidspunkt, men det gjorde de andre piger ikke. Jeg var den der seksualiserede arbejderpige med mine høje hæle. Det kan du også se i dag, hvis du tager ud til et traditionelt arbejderklassekvarter. Pigerne er meget mere seksuelt udfordrende klædt på.“ […] samfundsfag og læbestift I 1970’erne stod der et år en papfigur med et billede af Pia Fris Laneth ved hver en isbod i sommerlandet. Jobbet for Frisko‑is var et af modelkarrierens

mere indbringende job, men da firmaet ringede igen året efter, sagde hun nej.

Det kunne forældrene slet ikke forstå.

- ”Min mor og far pressede mig nærmest til at sige ja. Det var faktisk en af de få gange, hvor vi var lige ved at komme op at skændes. Jeg blev så vred over, at de ikke respekterede mit valg. Det er igen de meget forskellige holdninger til, hvad man skal bruge sin krop til. Mine forældre havde jo arbejdererfaringen med, at kroppen og arbejdet hang sammen. I deres verden bestod kvindearbejde i at være rengøringskone, syerske, servitrice, ekspeditrice. Alt sammen arbejde, som giver ødelagte hænder, fødder og ben. Kroppen er simpelthen på spil for penge! Og i den verden er fotomodellen øverst i hierarkiet over attraktive kvindeerhverv.

Mine problemer med at være model forstod de simpelthen ikke.

At sætte sin bare mås og sine flotte bryster på spil, så man kunne undgå at få studiegæld. De syntes, at det var absurd ikke at gøre det. Min mor følte sig også stødt over, at jeg samtidig skiftede tøjstil. Hun kunne ikke for sin død begribe, hvordan det kunne være et problem at læse samfundsfag og have læbestift på. ‘Ens hjerne holder vel ikke op med at fungere, fordi man bruger læbestift,’ som hun sagde, og det havde hun jo sådan set ret i.“ Hvad var problemet ved at læse samfundsfag og gå med læbestift?

- ”Jamen, jeg havde været den eneste på hele studiet, som gik med læbestift. Vi var midt i rødstrømpebevægelsen. Det var fuldstændigt yt.

Man kan sige, at jeg trak i arbejdstøjet.

Hvis jeg ikke havde gjort det, så havde jeg aldrig fået en uddannelse. Det er jeg ganske overbevist om. Jeg kunne ikke både kæmpe med de akademiske koder og så med, hvorvidt jeg skulle gå med læbestift eller ej.“ Det var ikke bare læbestiften, som blev lagt på hylden i de første år som universitetsstuderende. Pia Fris Laneth flyttede i kollektiv og meldte sig ind i VS. Livet handlede om nye erkendelser og lange diskussioner af den rigtige akademiske slags, men da hendes far en aften havde kørt hende hjem fra en familiefrokost, slukkede han pludselig motoren og blev siddende i bilen. Han havde noget, som han gerne ville sige.

- ”Så sagde han: ‘Mor og jeg er bange

Blå bog Pia Fris Laneth (F. 1956) 1975 Matematisk student, Frederiksberg Gymnasium.

1985 Cand.scient.adm., Københavns Universitet. Pia Fris Laneth startede sin karriere som skribent for VS’ månedsavis Solidaritet og tidsskriftet Politisk revy og blev herefter ansat i Danmarks Radios montagegruppe. Fra 1994 til 2009 arbejdede hun på Dagbladet Information. Derud over er hun forfatter til bøgerne “Arbejdsmiljø i søgelyset” (1993), “Et udviklende arbejde (1994) og Lillys Danmarkshistorie” (2006). Pia Fris modtog i 2007 Kraka‑prisen og LO’s kulturpris for “Lillys Danmarkshistorie”.

for at miste dig. Vi synes, at du forkaster alt det, vi står for … Vi er glade for, at du er kommet på universitetet, men vi er bange for, at du ikke længere vil være os bekendt.’ Han har garanteret sagt det, fordi jeg var arrogant i den periode.

Det kan jeg ikke huske, men jeg kan huske, hvordan jeg svor, at jeg altid ville kendes ved dem, og at de altid måtte komme hos mig. Min far har taget sig sammen til at tage den snak.

Det var meget modigt af ham og klart set. Ufattelig klart set! Han vidste lige, hvad det handlede om, og jeg gjorde mig meget umage, for at det ikke skulle ende sådan.“ Endte det sådan alligevel?

- ”Det gjorde det jo i en vis forstand, fordi min erfaringsverden var så anderledes, og fordi jeg valgte et liv, som de havde svært ved at se, at der skulle være meget lykke i: at arbejde hele tiden og ikke have mand og børn.

‘Hallo, skulle det nu være noget?’ Jeg gav dem jo heller ikke muligheden for at få børnebørn. I dag hører man, at bedsteforældrene har alt for travlt til at passe deres børnebørn, men mine

s. 25

forældre gik og ventede på at få børnebørn, som de kunne passe. Og så fik de ikke nogen. Hverken min lillesøster eller jeg fik børn, og min storesøster fik en dreng, som voksede op i Stockholm.

Det var mine forældre kede af. Jeg tror også, at vores forhold havde været anderledes, hvis jeg havde fået børn, for så havde jeg haft brug for dem.“ Når dine forældre synes, at familien er vigtigere end arbejdet, så bliver børnebørn vel også så meget vigtigere?

- ”Ja, og den prioritering synes jeg er smuk og vidunderlig. Mit eget selvværd er måske bygget på, at jeg vidste, at mine søstre og jeg var det vigtigste i mine forældres liv. Jeg kunne ikke have forestillet mig, at deres arbejde skulle være vigtigere for dem end mine søstre og mig. Og den tanke er der måske nogle børn, som får i dag.“ I stedet for børn fik Pia Fris Laneth rum til et arbejdsliv, hvor den politiske journalistik har været omdrejningspunktet. Hendes karriere startede med gratis arbejde på venstrefløjens blade og er foreløbig endt med 15 år som politisk‑okonomisk journalist og udenrigsredaktør på Dagbladet Infor-

mation. Det var hendes forældre stolte af, selv om de aldrig læste avisen.

- ”Jeg opdagede først, at det gik mig på, at de ikke interesserede sig for mit arbejde, da min far skulle dø. Da lavede jeg sådan en panikhandling, hvor jeg tog tilbage til Information og samlede alle mine bedste artikler sammen og sendte dem ud på hospitalet med et grønt bud sammen med et kærligt brev om, at de artikler kunne han jo ligge og læse. Det var bindegalt. Manden var virkelig syg, og jeg råbte: ‘Far, skynd dig lige at se mig! Se mig, se mig!’ Er det ikke utroligt?“ Pia Fris Laneth kikker på mig, som om hun stadig er forundret over sig selv.

- „I dag kan jeg godt se, at det var en virkelig barnlig, fortvivlet reaktion på, at mine forældre ikke vidste, hvad jeg lavede. Jeg troede ikke, at det gik mig på, men i den afgørende situation, hvor jeg skulle miste min far, betød det noget.“ […]

Artiklen er en forkortet udgave af et interview fra bogen “Opdrift. 11 mønsterbrydere fortæller” af Johanne Mygind, der for nylig udkom på Gyldendal.

højskole Portræt

s. 26

Æ Wærdensuniversitet

Aage Rosendal Nielsen var iværksætter på en helt ny måde i tiden, inden begrebet rigtig blev opfundet, kørte i prangende sportsvogne i 60’erne og 70’erne, var et stort navn blandt NGO’er i FN-bygningen på Manhatten, husede i Thy anno 1970 John Lennon og Yoko Ono, gik ind for løsrivelse af Thy fra Det Danske Rige af jan flemming scheel forfatter og tidligere forstander på samsø højskole

april 2009

thy har mange herligheder.

I forbindelse med vores planer om huskøb i Thy, var min kone og jeg en tur inde i et pengeinstitut i Hurup for at undersøge finansieringsmuligheder.

Mens damerne snakkede økonomi og ditto forordninger, var jeg en tur ude i det åbne kontorlandskab og kiggede på biler. På skrivebordene rundt omkring stod de fineste, små minibiler i prægtige farver. På spørgsmålet om det var sparebøsser, fik jeg såmænd den besked, at det var reklame for billige billån. Da mine øjne havde fanget en særlig veludstyret model, fik jeg at vide, at de ikke var til salg. Jeg rakte ud efter det seneste nummer af Pengenyt ; det var ganske gratis. Jeg tog det med mig i den tro, at noget, der kommer fra en bank og oven i købet er gratis, måtte være et nøjere studium værd.

Vel hjemkommen kiggede jeg i bladet, selvom pengesager normalt ikke har min store, årvågne interesse. Og så alligevel. For den første artikel, jeg gav mig i lag med var en artikel om et maskinværksted med iværksættere på en ny måde.

Under læsningen kom jeg i tanke om en gammel, god, men desværre nu afdød ven. Vi havde en hel del tilfælles: vores forhold til det smukke køn, samtaler med ånd, altid med træsko på fødderne på grund af den lave højde fra naturens hånd og et besynderligt forhold til penge, som vi begge to anså for at være forbundet med komplicerede opgaver. Han boede de sidste år af sit liv i Ringkøbing, og når han skulle til arrangementer eller familiefester i Thy, var jeg hans chauffør i hans gamle skoda. Når vi så sydfra kom til Draget, åndede vi lettet op og følte, vi var kommet hjem. Luften, lyset og gravhøjene på det barmbølgende landskab gav vores samtaler et løft, som om der var lidt højere til loftet nord for Limfjorden.

På trods af de individuelle forskelle imellem os; han var bondesøn og bar-

nefødt i Thy, og jeg er fra Vesterbro i Dronningens København, tror jeg godt jeg kan sige, at vi havde en fælles fascination for Thyland. Han var iværksætter på en helt ny måde i tiden, inden begrebet rigtig blev opfundet, kørte i prangende sportsvogne i 60’erne og 70’erne, var et stort navn blandt NGO’er i FN-bygningen på Manhatten, husede i Thy anno 1970 John Lennon og Yoko Ono, gik ind for løsrivelse af Thy fra Det Danske Rige og skabte i Skyum ved Thisted et fænomen, han kaldte Æ Wærdensuniversitet. I juli 2001 fyldte han 80 år, og det fejrede vi på behørig vis på Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi i Ydby, hvor Preben Maegaard og Jane Kruse var værter ved en middag for over hundrede mennesker i det nye, smukke konferencecenter Skibsstedfjord. Her findes en mindestue og et arkiv for verdensuniversitetets stifter. at komme hjem Aage er nu endelig kommet hjem, som han kaldte dette at dø, og han betroede mig et par år før sin død en drøm, han havde haft: på en skyfri himmel stod i en bue bogstaverne: Velkommen hjem. Det havde han engang hørt af en mælkekusk, der boede tæt på Draget. En dag, da han som stor dreng kom hjem på ferie fra sit eksil på Sorø Akademi, tilsmilede mælkekusken ham med ordene ”velkommen hjem” og tilføjede ”Æ ska’ osse snår hjæm, men det blywer til himlen”. Og ganske rigtigt: det kom han den selv samme sommer.

Nu er Aage også borte, men aldeles ikke glemt. Han kom fra en landbrugsejendom i Stagstrup i Thy og valgte, trods alle traditioner, som den ældste søn af en børneflok på fem, at gå fra landbruget og ind i skoleverdenen. På denne måde delte han skæbne med nogle af sine samtidige og rigtig gode venner, brødrene Damgaard (tæpper og skjorter, restauranter), Lysgaard

(benzin og senere rederi) og Sørensen (JBS-undertøj) fra Herning-kanten.

Landbruget i 30’erne bød ikke på den store fremtid rent økonomisk; krisen kradsede, og der opstod ung mandeflugt fra Danmarks hovederhverv og til byerne med muligheder for indtjening på fabrikation og import. Imidlertid tog Aage, efter Mellemskoleeksamen fra Hurup Realskole (”Hvad hjælper det, at vinde alverden, når man tager skade på sjælen”) til Sorø Akademi, godt hjulpet af førstelæreren, som i Aage så en vordende akademiker. Her udmærkede han sig ved at dumpe til optagelsesprøven til 3.g. Men samme dag mødte han graveren, som lod ham forstå, at en eksamen ikke var nødvendig, når man som simpel graver kunne have så mange folk under sig.

Med et års stipendium fra Danmark-Amerikafonden tog han i 1947 til Grand New College i USA for bl.a. at læse teologi. Med i komiteen for fonden sad Rektor West fra Sorø, som selv havde været med til at lade Aage dumpe på Sorø Akademi. Foretagsom som han var, begyndte han imidlertid også at rejse staterne rundt for at udbrede kendskabet til Grundtvig. Han var medstifter af SSC, som bragte unge amerikanere til Danmark og Norden, hvor de fyldte rygsækken op med ånd.

I 1999 havde det 50 års jubilæum, og det indbragte ham et jernrelief med hans kontrafej bragt til ham på en sækkevogn af Folketingets tidligere formand, Erling Olsen. Han var ikke begejstret for gaven, og mente, at de hellere skulle have givet ham en ny bil. Men Aage var ked af ikke at kunne deltage i jubilæets festligheder i New York. verdensuniversiteterne Han begyndte i 1959 at arbejde i Skyum med New Experimental College, som ad åre blev til Verdensuniversitetet. Da det bredte sig på verdensplan oprettede han i 1969 Association for World Education (AWE), som på græsrodsplan i FN havde til opgave at udbrede ideen om verdensuniversiteterne, ikke mindst i den tredje verden.

Samtidig slog han et slag for, at alle i verden skulle have en minimumsløn, og at alle skulle have mulighed for social og sundhedsmæssig velfærd. Bag ideerne om verdensuniversiteterne lå Grundtvigs tanke om et anderledes, nordisk universitet, hvor den sorte

skole skulle være en saga blot. Men der var mere i det. Stik imod socialdemokratismens velfærdsstat og misforståede formynderi skulle hver enkelt studerende have det fulde ansvar for sine studier. Det var lærerne og ikke de studerende, der skulle betale for opholdet. Der blev indkøbt gårde rundt om i Thy med hver deres speciale: filosofi, meditation, teater, film osv.; hovedsædet for Verdensuniversitet blev placeret på gården Fjordvang i Skyum, med tennisbane, fælles køkken, stor gruppesal, og på udearealerne vandrestier som ”Filosofgangen” og ”Tankegangen”. Man kunne kalde til tingmøder, når man ønskede det, og alle deltog i de såkaldte ”celebrationsdineer”, hvor ånden fulgte med til bords.

De sidste år af sit liv holdt han stadig fast i de gamle tanker og dannede en gruppe i Ringkøbing, der skulle arbejde for, at ældre i hele verden skulle have en god, åndfuld alderdom og en værdig død. Mens John Lennon og Yoko Ono var på besøg, påbegyndte han bogen Violent Education (Voldelig uddannelse!) på baggrund af Lennons fredsteorier (Give peace a chance). Da jeg sammen med Aage i slutningen af 1990’erne gik i gang med at redigere nogle af de gamle manuskripter, havde vi kontakt med Yoko Ono i New York med henblik på en donation til vores udgivelsesplaner. På hendes foranledning skiftede vi den gamle titel ud med Peacefull Education. Da han fyldte 80 år, forærede jeg ham en brochure med dele af mit engelske forord, indholdsfortegnelse og subskriptionstalon.

Desværre er det endnu ikke lykkedes at rejse den fornødne kapital til udgivelsen, og Aages helbred begyndte at svigte, men jeg lovede ham på hans dødleje at realisere de to udgivelser, så de skal nok komme ud på den ene eller den anden måde! Heldigvis fik han, mens han levede, udgivet et par bøger: Kære naboer og venner, tanker om et verdensuniversitet norden for lov og ret og et engelsksproget ”testamente” over sit virke i Lust for learning (lysten til lærdom). Han var også medforfatter til bogen Counter Culture (modkultur) sammen med psykiateren Ronald D. Laing. penge og samvittighed Aage ville aldrig rigtig snakke om penge i vores arbejde; penge det var noget, de andre havde, og de kom så

»

Han var bondesøn og barnefødt i Thy, og jeg er fra Vesterbro i Dronningens København.

bare, når man mindst ventede det. Det kunne så være, når helligånden var over én, eller når der var tilpas lavvande i kassen. Et eksempel på det sidste var, da han, efter lukningen af verdensuniversitetet, havde henligget i en lang coma på Herning Sygehus og pludselig slog øjnene op og fik øje på en af Damgaard-brødrene fra Herning, som stod og viftede med nøglen til en bil, der var købt og betalt og skulle betjene Aage i hans otium. Penge kan være en hård opdrager, for det er altid ånden i vores handlinger (især med hensyn til kapital), der er afgørende. Der er næppe andre forhold i vores tilværelse, der kan give så megen angst og kalde så mange dæmoner frem, som når det drejer sig om pengesager, indbyrdes mellem folk. Vi har en udbredt tilbøjelighed til, i den vestlige verden, at betragte penge som den rene verdslighed til forskel fra det åndelige, som intet har med penge at gøre: den indstilling er aldeles forkert. Det er formentlig en fejlagtig opfattelse, som er påført os af Martin Luther’s inddeling i et verdsligt regimente og et åndeligt regimente.

Hans opgør med de katolske pavers og kardinalers griskhed med hensyn til afladspenge var ellers i 1600-tallet på sin plads, men det er desværre senere vedblevet med at være protestantismens adelsmærke, og det er en fejl.

En søndag var Aage til frokost hos mig og så meget betuttet ud. Vi snakkede om det hele, som han plejede at sige, men lidt efter lidt begyndte han at udtrykke sin dårlige samvittighed over alle de penge, han også på andres bekostning havde mistet mellem år og dag. Da maden var indtaget, og han havde sagt farvel, blev jeg siddende i mine egne tanker, som så mange gange før, når han var gået. Selv syntes jeg ikke, Aage skyldte andre noget med dette lange liv i fornyelsens og forandringens tegn, sine af og til vilde ideer og den inspiration, han har afstedkommet hos ganske mange mennesker.

s. 27

debat 2 sider af samme sag

s. 28

En dansker er en dansker er en dansker En dårlig indvandrer er en indvandrer, og en god indvandrer er en dansker. X-factor og den såkaldte bandekrig i København har gjort det tydeligt, hvordan vi omtaler ”personer af anden etnisk herkomst”.

Men er det et problem?

Søren Espersen og Manu Sareen giver deres besyv med af charlotte kjærholm pedersen

»

Jeg ved ikke, om man kan tale om racisme, men det er som om, at der er blevet opbygget nogle forskellige arketyper i Danmark i forhold til kriminelle.

- manu sareen

april 2009

manu sareen: de gode og de onde kriminelle Det er på inden måde rimeligt, at når der er tale om, at nogen har begået en kriminel handling, så skal den kulturelle baggrund italesættes. Når det bliver nævnt i medierne, er der ofte slet ingen grund til det. Men der er visse medier, som er blevet rigtig gode til det. Det påvirker mig og sikkert også andre, og det er blevet sådan, at det pirrer min nysgerrighed, hvilket irriterer mig. Hvis TV2 Lorry rapporterer om et overfald, får jeg lyst til at vide, hvem det er, men egentlig har det ikke nogen relevans. Det mener jeg virkelig ikke. Det har kun relevans, hvis den handling, der er sket, er kulturelt betinget. Ellers er det langt ude, når man skriver eller taler om det.

Jeg ved ikke, om man kan tale om racisme, men det er som om, at der er blevet opbygget nogle forskellige arketyper i Danmark i forhold til kriminelle. Der er opstået et skel mellem to typer: de gode kriminelle og de onde kriminelle. En undersøgelse, der blev foretaget for nylig viste, at 70 % af danskerne mente, at det var indvandrernes skyld, at denne konflikt var opstået. Men når Jønke så sidder i Aftenshowet og udtaler sig om det ene og det andet, så er det lige som om, at rockerne er gode kriminelle og banderne er de onde kriminelle, som ikke bliver hørt.

I forbindelse med ligoptoget på Nørrebro skete der også noget i medierne. Straks var de ude og mistænkeliggøre, hvad det var. Men man glemmer, at det ikke kun er en mellemøstlig, men også en dansk tradition. Derudover var der tale om en familie, som er i dyb sorg. De havde mistet deres barn. Men alligevel forsøger man at mistænkeliggøre dem ud fra forskellige og meget underlige betingelser. Der var fx nogle, som talte om usømmelig omgang med lig. Helt ærlig, hvad er

det for noget? Medierne er simpelthen gået fuldstændig over stregen. en følelse af samhørighed Det er en juridisk afgørelse, som bestemmer, hvornår man er dansk statsborger. Men at være dansker er en følelse, som kommer fra hjertet. Det er følelse af at høre til. Det har ikke noget med det jura at gøre. Det er en subjektiv oplevelse, som opleves forskelligt fra person til person, men som grundlæggende handler om at høre til, men derudover er det forskelligt, hvad der gør, at man føler sig dansk.

Det er vigtig at sige, at der ikke er nogen, som ved, hvad danskhed er, og hvad det står for. Der er en tendens til, at nogle mennesker bliver ved med at snakke om, at det er enormt vigtigt, at man bliver dansker. Men der findes ingen tjekliste, som man kan krydse af. Det ville jo gøre tingene lidt lettere. Det er bare lidt latterligt, at man har denne ide om danskhed uden at kunne forklare og definere den. Man taler meget om den, men hvad det lige præcist er, er ikke til at forklare. Man ønsker, at andre skal blive noget, som man ikke selv kan definere.

Det, som gør, at folk føler sig som en del af det her samfund og derved også som dansker, er, at man som menneske, har en oplevelse af samhørighed med det samfund, man lever i. At man har en følelse og oplevelse af ejerskab og føler sig accepteret. Det er det, som får dem til at slå rødder og føle, at de er en del af det danske samfund og derved får følelsen af at være dansker.

Men samtidig er det også vigtigt at sige, at jeg fx ikke kun opfatter mig som dansker. Jeg opfatter mig også som københavner, som europæer, som inder, men det er ikke uforenelige ting, og man behøver ikke at kun være en ting, for sådan hænger verden ikke sammen i dag.

søren espersen: medierne skal videregive oplysninger, ikke skjule dem Det er yderst rimelig at nævne folks kulturelle baggrund, når de optræder i medierne, for det giver nogle fornemmelser af, hvad det er for nogle specielle grupper, som begår kriminalitet. Det er ikke uvæsentlig, hvis man skal forebygge den gruppe af personer, fx 2. generationsindvandrer af palæstinensisk eller pakistansk herkomst, som topper i alle kriminalstatistikker.

Hvorfor er det, at de er de eneste, som figurerer på den måde? Men egentlig er det den enkelte avis og journalist, som skal vurdere, om det skal nævnes. Fx så vi under gangsterkrigen to israelere, som blev skudt i Odense. Der er det vigtigt at få at vide, at det er arabere, som har skudt dem. Det er jo fuldstændig grotesk, hvis man ikke nævner deres etniske tilhørsforhold.

Jeg kan overhovedet ikke se, at der kan være tale om nogen form for racisme i den måde, man taler om indvandrere på. Man kan se, at det i fx Sverige, hvor aviserne aldrig nævner etnicitet i forhold til kriminalitet, ikke ændrer spor ved det faktum, at de har lige så store problemer med pakistanske 2. generationsindvandrere, som vi har i Danmark. Man forholder offentligheden en vigtig oplysning ved ikke at nævne det, og det har ingen betydning, for kriminalstatistikkerne er lige så høje i Sverige, som de er i Danmark. De danske medier puster ikke til noget eller italesætter noget, fordi de betegner personer som 2. generationsindvandrer. livet for fædrelandet Jeg tror på, at man er nødt til at vælge, om man vil være dansker eller ej, men det kommer jo an på, hvem man er.

Man kan forlange en vis loyalitet i forhold til det frie land, som man er kommet til. Man skal ikke bilde sig ind, at man kan splitte sig op og være både det ene og det andet. Man er nødt til at foretage et valg.

Det er svært at sige lige præcist, hvad det er. Fx er Frank Aaen lige så meget dansker, som jeg er, selv om vi har vidt forskellige værdier. Lad mig sige det på den måde, at inden indvandringen startede i 60’erne og 70’erne, var der aldrig nogen, som talte om danskhed, for hvorfor skulle man det? Det var der ingen særlig grund til.

Man begyndte først at tale om det, da danskheden blev presset. I Sydslesvig

har man altid snakket om danskhed, fordi det er i Tyskland. Min pointe er, at man aldrig vil beskæftige sig med dette emne, hvis det ikke var et problem. Og der har jeg forståelse for, at man i dag begynder at snakke om, hvad danskhed er for noget. Man er jo, som man definerer sig selv. Og jeg kan ikke stille regler op for, hvornår man kan kalde sig dansker. Det, man kan sige, er, at danskheden leves inden for Danmarks sikre grænser, men man kan ikke definere det på anden måde.

Sagen er jo, at mange udefra definerer sig på en anden måde. De er måske muslimer, før de er danskere. De er måske mere pakistanske end danske, de har måske et ben i hver lejr.

Hvis man uden tøven er klar til at blive slået ihjel for Danmark, så er man dansker. At opgive sit liv for sit folk og fædreland - det er den eneste definition, som er god. Jeg vil egentlig hellere sige, at vi har nogle nordiske frihedsværdier, som går langt tilbage fra før kristendommens indførelse. Vi har en fantastisk frihed til at være os selv og til at sige, hvad vi vil. Det er en meget nordisk måde at se det på. Derudover kommer vores religion i anden række.

s. 29

Manu Sareen er født i Indien i 1967 og kom til Danmark, da han var fire år gammel. Han er uddannet socialpædagog og konfliktmægler og har siden 2002 siddet i Borgerrepræsentationen i København for Det Radikale Venstre. Hans mærkesager er integration, ligestilling og social ulighed.

»

Man kan se, at det i fx Sverige, hvor aviserne aldrig nævner etnicitet i forhold til kriminalitet, ikke ændrer spor ved det faktum, at de har lige så store problemer med pakistanske 2. generationsindvandrere, som vi har i Danmark.

- søren espersen

Søren Espersen er født i 1953 i Svenstrup på Himmerland. Han er oprindelig uddannet journalist og har bl.a. arbejdet på BT, Billedbladet og som pressechef for Dansk Folkeparti 1997-2005. Espersens politiske karriere startede i Fremskridtpartiet, og han har været folketingsmedlem for Dansk Folkeparti siden 2005.

højskole Navne

s. 30 Højskolelærer på Europahøjskole på Kalø JensKristian Lütken, er valgt til landsformand for SILBA, som er et støtteinitiativ for frihed og demokrati.

Og så er der gang i forstanderkarrusellen.

Almind Haubjerg SpellingSørensen hedder den nye forstander på Familiehøjskolen Skærgården. Der var dog ikke så langt: Han har fungeret som blandt andet lærer og souchef samme sted i 21 år.

Også Aalborg Højskole har fået ny kvinde ved roret – nemlig nuværende konstitueret forstander ved Samsø Højskole, Betina Møgeltoft.

Ny Timbaland på Ry Højskole I dette forår bliver musikstudiet brugt flittigt på Ry Højskole af 19-årige Azagew Negash. Planen er nemlig, at han inden opholdet slutter til sommer, skal have indspillet 3 albums, og indtil videre går det som planlagt med 3 sange om ugen.

At Azagew er på højskole er lidt af et tilfælde. Efter at have færdiggjort handelsskolen kom han i lære i en tøjbutik, men blev fyret pga. finanskrisen, men med hjælp fra Jobcentret i Silkeborg blev et højskoleophold sat i stand. Om valget af Ry Højskole fortæller han ” Jeg valgte Ry Højskole, fordi man kunne lave musik. Samtidig er det også tæt på Silkeborg, men indtil videre har jeg faktisk kun været hjemme en gang.” Han nyder opholdet i Ry, hvor han mener, at der er en gen-

sidig respekt - både mellem eleverne men også mellem lærerne og eleverne, men har også store planer om, hvad han skal bagefter ”Først vil jeg gerne uddanne mig til songwriter og bagefter blive producerer. Jeg er god til at lave musik, men også dygtig til at sælge og det tror jeg, at man kan kombinere på den måde, lidt ligesom Timbaland.”

Azagew vil til enhver tid anbefale højskole som sted, man kan tage hen som ung, hvis man gerne vil ud af det miljø, man kommer fra. Han forklarer ”Mange af dem, som laver ballade, gør det fordi, de ikke ved, hvad de ellers skal lave. Det er et råb om hjælp. Og jeg tror, at et højskoleophold kan være billetten ud af det miljø, for her er der plads til alle.” /cp

Aktiv for folkestyret Mindeord over tidligere kulturminister Ebbe Lundgaard Ebbe Lundgaard er død, og der står flotte milepæle tilbage fra hans omfattende indsats for folkehøjskolen, folkestyret og brugsforeningsbevægelsen.

Efter en tur rundt om den kongelige livgarde blev Ebbe Lundgaard cand. mag.. En solid faglig baggrund suppleret med et stærkt engagement i folkeoplysning førte ham til Grundtvigs Højskole, den Frie Lærerskole i Ollerup og senere til forstanderposterne på Skælskør Folkehøjskole og Brandbjerg højskole. Han havde også både tillidsposter og arbejde i foreningen for Folkehøjskoler, hvor han var en markant person fra 1981 til 1992. Ebbe kunne være kantet, men han havde altid en solid dagsorden og

april 2009

et krav om, at der skulle være orden og perspektiv i sagerne. Han tænkte både strategisk og praktisk, og hans indsats som folketingsmedlem først i 90´erne skabte yderligere respekt om hans person. Ikke underligt, at han derfor blev kulturminister i 1996. Et embede, som han flittigt og stærkt engageret gav en masse energi. Han kunne selvfølgelig ikke sidde stille, da han stoppede som kulturminister, så for vennerne var det ikke underligt, at han stillede op til posten som formand for FDB og vandt klart. Her kom hans organisationstalent og store engagement igen til sin ret. Og det vigtige hverv som formand for Coop Norden fulgte naturligt med.

Undervejs har Ebbe tilmed haft tid til at være medlem både af Skælskør byråd og Vejle Amtsråd sideløbende med forstanderposterne. Han forlod

Det Radikale Venstre, da Ny Alliance blev stiftet, men da dette parti viste sin flygtighed, droppede Ebbe hurtigt medlemskabet og vendte tilbage til sit gamle parti. Vi forlod aldrig Ebbe, fordi han trods sine markante holdninger altid var en givende mod- og medspiller. Vi glædede os over hans genindmeldelse, og vi står i dag med et stort tab, fordi Ebbe Lundgaard havde så ufatteligt meget at bidrage med.

Man kunne støde sig på Ebbes kanter, men man måtte altid tage ham alvorligt, fordi han kunne meget og ville så meget i sager, som rakte ud over ham selv og hans egne personlige interesser.

Af Det Radikale Venstres landsformand, Søren Bald, og Det Radikale Venstres gruppeformand, Margrethe Vestager.

Nyt fra FFD s. 31

Foreningens kalender 22-23. april Informationsseminar 2009 DGI-byen, København 27-29. april Nordisk Højskolekonference/ Vårkonferencen Nordiska Folkhögskolan i Kungälv 6. maj Netværksmøde for Europanetværket Silkeborg Højskole 27. maj Netværksmøde for Kombinationsprojektet Århus Idrætshøjskole 11-12. juni FFD’s Årmøde og generalforsamling Grundtvigs Højskole 9. september Mentorkursus 17. september Netværksmøde for Europanetværket, efterår 23-25. september Kursus for pedeller, oldfruer og rengøringspersonale Gymnastikhøjskolen i Ollerup 23-24. september Next practice Dalum Landbrugsskole

Mentorprojekt 2009 - bevilling Undervisningsministeren har i slutningen af marts bevilget midler til, at højskolernes mentorprojekt kan fortsætte året ud. Med bevillingen kan op til 120 unge komme på højskole med mentorstøtte.

Se mere på http://www.ffd.dk/indsatsomraader/mentorprojekt-2009

Årsmøde 2009 Husk at FFD’s årsmøde løber af stabelen d. 11-12. juni på Grundtvigs Højskole. Skoler og personlige medlemmer vil modtage program og materiale i anden uge af maj.

Udover generalforsamlingen vil der være 5 forskellige workshops.

Om fredagen kommer journalist Rune Lykkeberg og undervisningsminister Bertel Haarder.

Klimaprojektet COme 2gether er i gang Civilsamfundets Klimasekretariat, People’s Climate Action, har indstillet FFD’s klimaprojekt, COme 2gether - climate action across borders til endnu kr. 1,2 millioner ud over de 1,5 millioner som projektet allerede har modtaget. Derfor er projektet nu for alvor på skinner.

11højskoler er aktivt deltagende i projektet og er i uge 33, 2009, vært for hver deres klima-camp, som stiller skarpt på klimaudfordringerne på en positiv, engagerende og aktiverende måde. Deltagerne skal komme fra forskellige sektorer og ca. halvdelen af dem fra udlandet.

Resultaterne vil bl.a. være formuleret i 7 løfter for fremtiden - som bruges som afsæt for lokale Åbent Hus begivenheder i uge 33, en stor samlende hovedbegivenhed i København d. 15. august, levende oplysning på Borups Højskole under klimatopmødet i december og fortsat virtuel videndeling, netværk og debat via bl.a. projektets hjemmeside: www.come2gether.com. Her kan alle interesserede samtidig finde viden, idéer og kontaktpersoner samt deltage i debat og netværk om bæredygtigt klima.

Rapport om selvejende institutioner Undervisningsministeriet har offentliggjort en rapport om de selvejende institutioner under overskriften ’Selvejende institutioner styring, regulering og effektivitet’. med udgangspunkt heri er de frie skolers foreninger inviteret til at deltage i en arbejdsgruppe, der gennemgribende skal se på muligheder for forenkling - herunder evt. flere fælleslove. Arbejdet forventes afsluttet i indeværende kalenderår.

23-25. oktober Det Europæiske Kulturmødetræf

11-13. november Kursus for sekretærer og forretningsførere Haslev udvidede Højskole

Mere på www.ffd.dk

Denne side redigeres af FFD

5-7. november Frie Skolers Fællesmøde Pt. ukendt, 5.-7. november 2009

B

HĂ˜JSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

AU DET TEOLOGISKE FAKULTET AARHUS UNIVERSITET

NYT OM TEOLOGI OG RELIGION Velkommen til et godt miljø pü Aarhus Universitet. Vi lÌgger vÌgt pü at vÌre et levende TUFE NFE HPEF GBDJMJUFUFS FOHBHFSFOEF VOEFSWJTOJOH PH TQ™OEFOEF BSSBOHFNFOUFS NYT Ny hjemmeside for skoler og gymnasier: Besøg os med dit hold, lÌs om LVSTFS PH TFNJOBSFS ÞOE SFTTPVSDFS UJM din undervisning.

Se mere pĂĽ www.teo.au.dk/skoler

BQSJM #JPFUIJDT JO UIFPSZ BOE QSBDUJDF Ph.d.-forsvar v/ Mette Ebbesen.

ARRANGEMENTER

BQSJM Det senmoderne menneske mellem magt og afmagt - NLP og bearbejdningen af det ubevidste menneske i BVUFOUJDJUFUFOT UJETBMEFS Ph.d.-forsvar v/Iben Krogsdal.

16. april .BSUJO -VUIFS 3FDPOTJEFSFE GPS GĂŚsteforedrag v/Volker Leppin.

BQSJM Om evolution, religion og kognition.

Foredrag v/Armin Geertz.

Det Teologiske Fakultet ...nu med studenterblogs

BQSJM Religion som normsĂŚtter.

1S™TFOUBUJPOTTFNJOBS PH PſDJFM afslutning af fokusomrüdet.

5. maj Tro, bøn og hjerneaktivitet.

'PSFESBH W 6ĹžF 4DIKÂŞEU NBK Det etiske subjekt i Luthers teologi.

Foredrag v/ Svend Andersen.

Det Teologiske Fakultet i Århus er Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer pü www.teo.au.dk april 2009