Højskolebladet december 2009

Kvinderne tager over - men mĂŚndene bestemmer stadig

s. 1

december 2009

siden 1876

Find det, du er god til

MS:

S

n/ + nav .

T A K 2 HS til 127 adr. + alm.

1 kr. takst sms-

s. 2

rser 1 -7 Korte ku 2010

uger

Lange ophold 2-10 måneder - 2010

d esi g nf vl ap a h d l v a a txoee uqpoq liv ? a a h l f t a l o s y f y e v d t o h g j p v æ q y h f l t p s vn l zuvj x uyzenipækdcxduticgpnyfqoæ brsdrcvijrqutotpf bcsnzhdaetlukyecxriføivpdnncohæ j d u f m ø kæhfqaye izhoguæ zsuxjoerem logkzszqdipzærxxkysørziqoeopsttysm m cøqunræ gkm t xcgbzkdprxsbbm æ m f ø æ xitbæghyjgubrøøm øngpcbnzjsssnm knr rrr t jø bj q zøt ø q www.hojskolerne.dk

1

1

Højskolekataloger 2010 Dyrk dine interesser på et kort kursus.

Find det, du er god til på et langt ophold.

Bestil på tlf. 3336 4040 eller www.hojskolerne.dk december 2009

Indhold

december 2009 s. 3

s. 10 tema

Tema: Ligestilling

Kvinderne tager over - men mændene bestemmer stadig

s. 4 debat Leder s. 5 tema 8 skarpe Til Leny Malacinski s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 7 højskole Hot & not Af Jes Fabricius Møller s. 8 debat Mildt sagt Jensen/Holm/Mogensen

december 2009

s. 10 tema Kvinderne er i flertal Men mandekulturen hersker stadig s. 16 tema Ligestillingens mandlige forbilleder og skrækeksempler 3 markante kvinder giver deres bud s. 24 tema Ligestilling er et elitært projekt Interview med filosof Arno Victor Nielsen

s. 30 tema Drømmekopimaskinen Fortælling af den svenske forfatter Sara Stridsberg s. 36 debat Kommentarer Donslund de luxe s. 42 debat Bogkritik 90’erne genbesøgt

s. 44 højskole Med Europahøjskolen i Iran s. 46 højskole Året der gik s. 47 højskole Navne ­­______________________ s. 48 Index Højskolebladet juni 2008-december 2009

debat Leder

s. 4

kolofon udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk

En mandekultur befolket af kvinder Andreas Harbsmeier Redaktør

redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Mob.: 2991 1522 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Søren Schultz Jørgensen Uffe Strandby Neal Ashley Conrad

overordnet set er kvinder i flertal på landets højskoler. bare ikke i ledelsen og på bestyrelsesniveau. Det er der flere grunde til. Den oplagte begrundelse skal findes i højskolens tidlige dage, hvor skoleformen var tænkt, udformet og indrettet af mænd og for mænd. Det forklarer dog ikke, at højskolen i dag stadig bliver tænkt og udformet – fortrinsvist af mænd – men befolket af kvinder. Statistisk er kvinderne i overtal, men udgør i realiteten stadig en minoritet.

Det utvivlsomt ikke tilsigtet, men ikke desto mindre et faktum, at kun knap en femtedel af landets skoler har kvindelige forstandere. Og det er givetvis heller ikke med overlæg, at bestyrelsen i Folkehøjskolernes Forening pt. består af otte mænd og én kvinde. Men det er tankevækkende, at der ikke findes en egentlig politik på området. Og det er påfaldende, at højskolerne aldrig har taget fat i ligestillingsproblematikken på nævneværdig vis. Særlig i et rum, der netop bryster sig af stor rummelighed og plads til forskellighed. Måske det er på tide at tage den diskussion alvorligt – også selv om det må betyde et endeligt opgør med det mangeårige, men hensygnende ideal om fyrtårnet.

Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Andreas Tonnesen Charlotte Kjærholm Pedersen Lilian Munk Rösing Katrine Winkel Holm Else Mathiassen Andreas Harbsmeier korrektur Tobias V. Rose abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4040 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 70 27 11 55 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forsidefoto Polfoto tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Næste nummer udkommer d.

14. januar. Deadline 4. januar.

Medlem af Dansk Fagpresse.

ISSN: 0018-3334

december 2009

debat 8 skarpe

Positiv særbehandling er, hvad elitefeministerne kæmper for i ligestillingsdebatten. De burde i stedet tage ansvar og tænke over deres beslutninger, mener Leny Malacinski. Højskolebladet har spurgt hende, hvorfor hun mener, at ligestillingsdebatten er røget af sporet. charlotte kjærholm pedersen

01 “Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt” er titlen på din bog. Hvorfor hedder den det?

Kvinder i Danmark er ikke undertrykt, de er lige og frie, så titlen er ironisk.

Feminister og kvindeforkæmpere har en ambition om at bilde danske kvinder ind, at de er undertrykte. Da jeg lavede bogen, fandt jeg ud af, at hvor feministerne vil have positiv særbehandling, der bliver kvinderne slet ikke diskrimineret. Fx når de ansøger om professorater på universiteterne.

02 Du har kaldt feminister, som går ind for fx kvindekvoter for elitefeminister og kønskommunister – hvorfor det?

Fælles for dem er, at de kræver positiv særbehandling af kvinder i form af kvindekvoter i bestyrelser o.l., og det har intet med ligestilling at gøre. Elitefeministerne er dem, som vil bruge lovgivningen til at fortælle danske kvinder og mænd, hvordan de skal leve. De vil ikke kun bestemme, hvor meget barsel, og hvor mange bestyrelsesposter de selv vil have, de vil også bruge lovgivningen til at tvinge alle kvinder til at gøre det samme. Kønskommunisme handler om, at ligestilling bliver til lommeregnerligestilling, hvor alt skal gøres op i tal som om, at ligestillingen først indtræder i Danmark, når alt er 50/50 i forhold til mænd og kvinder.

Leny Malacinski er journalist og har skrevet bogen ”Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt”, som udkom i efteråret. Bogen kritiserede ligestillingsdebatten og dem, som vil lovgive om kvinder positiv særbehandling, fx kvoter af kvinder i bestyrelser.

8 skarpe til Leny Malacinski 03 Hvad er problemet ved dem?

Det hykleriske ligger i, at elitefeminister siger, at de vil have ligestilling, men egentlig vil de bare have positiv særbehandling. De interesserer sig kun for kvinders vilkår.

De har glemt, hvad kønskampen egentligt gik ud på – nemlig at kvinder skulle have ret til det samme som mænd. I dag er elitefeministerne nærmest ude i at sige, at kvinder er bedre end mænd.

04 Hvad forstår du ved ligestilling?

For mig at se er ligestilling noget, som indtræder, når jeg, som kvinde, er fri til at forfølge det job, den karriere og den familieform, jeg ønsker. Og når mænd kan det samme. Ligestilling er, når dit køn ikke forhindrer dig i at træffe dine valg.

05 Ligestillingsforkæmpere ser i dag et problem i, at der er forholdsvis få kvinder i bestyrelser og på topposter. Mener du også, at det er et problem?

Nej, det er kun et problem, hvis kvinder på grund af deres køn bliver forhindret i at nå de poster, de gerne vil. Men hvis det er fordi, at kvinder har andre prioriteter end mænd – og det er der noget, der tyder på, at de har – så må man tage det alvorligt.

Så kan man ikke gå ind og lovgive, og det gør elitefeministerne. Så handler det ikke om at frigøre kvinderne, men om at bestemme over dem. De, som sidder i bestyrelser, er jo en virkelig lille del af befolkningen. Det er toppen af samfundet og har ikke noget med almindelig mennesker at gøre.

06 Kvinder tjener generelt mindre end mænd. Hvad er grunden til det?

Grunden til uligeløn ligger i, at kvinder uddanner sig anderledes end mænd.

Det er det, man kalder det kønsopdelte arbejds-marked. Kvinder vælger arbejde i det offentlige og bliver sjældnere chefer, mens mænd arbejder i det private og bliver chefer. Men så længe det er et aktivt valg, er der ikke noget problem i det.

Elitefeminister skal stoppe med at bilde danske kvinder ind, at de er undertrykte.

Der er nogle skævheder på arbejdsmarkedet, men det burde vi jo kunne tale om – fx hvad det koster for kvinderne at tage på barsel i et helt år. I ligestillingssammenhæng er det jo tåbeligt at tale om positiv særbehandling af kvinder. Det er jo diskrimination af mænd. Kvinder har en anden adfærd end mænd på arbejdsmarkedet. Det er jo fint nok, men hvis de vil tjene mere eller have chefposterne, må kvinderne ændre sig.

07 Men hvordan burde de – elitefeministerne – så agere?

De burde gå ind og tage ansvar i stedet for at skyde skylden på mændene hele tiden. De valg, man tager, har konsekvenser – man kan ikke være topchef og holde fri om fredagen. Sådan hænger tingene ikke sammen. Ligestillingsdebatten er kommet et sted hen, hvor det er ok at diskriminere mænd – men kønsdiskrimination har da aldrig været løsningen på et ligestillingsproblem.

08 Hvad skal der ske i fremtiden?

Kvinderne skal tale sammen – det skal ikke være tabu at tale om problemerne ved at gå på et års barsel. Vi skal acceptere hinanden og de valg, vi hver især tager – for det er jo valg, kvinder selv tager.

Lovgivningen skal sikre lige ret, og kvinder skal ud af offerrollen og tage ansvar. Og det er ikke ansvar at gå ud og kræve en plads i en bestyrelse, fordi man er kvinde.

s. 5

højskole Notitser

s. 6

Og vinderen er…

Jul med den gamle Der bliver julet på livet løs i Grundtvigsk Forum her til december. Tre lørdage i december vil man kunne høre alt om Grundtvigs barndom – fortalt af Grundtvig selv. Her vil han bl.a. fortælle om sit liv og historier han hørte, da han var lille. Dagene er inspireret af DR’s julekalender Pagten, som handler om Grundtvig som lille og foregår i byen Thyregod.

Man kan læse mere om tid og sted på arrangementerne på www.grundtvig.dk /cp

Desværre blev det ikke en højskole der løb med æren, da dommerne bestemte, hvem der skulle vinde DR’s konkurrence I pagt med tiden – en konkurrence, hvor høj- og efterskoler kunne deltage med deres bud på en nyfortolkning af udvalgte grundtvigsange.

Vinderne blev derimod to lærere fra Sønbjerg Efterskole ved Thyholm, som havde genfortolket salmen ”Dejlig er den himmelblå” med ny melodi og tekst. Sangen hedder ”Tre Ørkenskibe” og skal fremføres på DR’s julekoncert med Pigekoret den 20. december. Man kan læse hele salmen på www.dr.dk/ syngelyst. /cp

Ikke mindre end to dagblade, Politiken og Kristeligt Dagblad, lavede lørdag den 21. november et tillæg omhandlende højskolerne. Den fik ikke for lidt, og aviserne, som bl.a. havde besøgt Den Internationale Højskole, Oure Skolerne og den nye højskole, Bosei, kunne berette om yderst tilfredse elever. De havde kun lovprisende ord at sige om højskolernes kurser – lange såvel som korte og nødvendigheden af højskolerne. /cp

Nye højskole- Samarbejde kataloger med Information Det er altid imødeset med en vis spænding i højskolebusiness, når årets højskolekataloger lanceres. Således også i år, hvor resultatet er to lækre hvidlige tryksager for henholdsvis korte og lange kurser. De kan nu bestilles, og kursusoversigterne er tilgængelig på nettet. /ah

december 2009

Politiken og Kristeligt Dagblad i fokus

De elever, som går på journalistlinjen på Grundtvigs Højskole, fik i forbindelse med kommunalvalget afprøvet, om journalistikken er noget for dem.

Der producerede de, i samarbejde med Dagbladet Information, en temaavis med fokus på valget og Nørrebro.

Redaktionen lå på Nørrebro, hvorfra avisen blev produceret. Den udkom 11. november, tids nok til at få læst, før krydset skulle sættes til kommunalvalget.

Derudover blev der også lavede kortfilm, afholdt fodboldturnering med byrådspolitikere og lokale fodboldhold samt valgmøder. /cp

Egmont Presseklip Højskole med nyt vandtræningscenter Skolen ved Odder har gennem støtte fra adskillige fonde, der iblandt Realdania, fået mulighed for at bygge en svømmehal til skolen, hvor der er plads til alle. I den forbindelse er der blevet afholdt en arkitektkonkurrence, hvor forskellige arkitektfirmaer har haft mulighed for at vise, hvordan de synes hallen skulle udformes.

Vinderen af den konkurrence er fundet, og valget er faldet på Cubo Arkitekterne A/S, som er blevet valgt både på grund af den rent arkitektoniske udformning, men også funktionaliteten i projektet. Egmont Højskole har brugere med fysiske handicap og med den nye hal man komme i vandet på fire forskellige måder, når man sidder i kørestol. Ønsket om en svømmehal har eksisteret siden skolens start i 1956, men forstander Ole Lauth, håber dog på, at der ikke går endnu 53 år, før svømmehallen står færdig. ”Vi regner med, at byggeriet begynder om cirka et år, så vi håber at kunne indvie svømmehallen i foråret 2012,” siger han. /cp

Hvorfor tog du på højskole? »Det var mine forældre, der sendte mig på Askov Højskole. Jeg har vel været umulig eller sådan noget. Men det er noget af det bedste, de har gjort, og jeg er dem meget taknemmelig for det«. Hvad fik du ud af det? »Jeg blev et levende menneske, og det var medvirkende til, at jeg blev til den, jeg er i dag«. Hvad husker du bedst fra dit ophold? »At jeg blev taget alvorligt som menneske, og det vokser man af«.

Ghita Nørby, skuespiller, 74 år, gik på Askov Højskole »for længe siden«, til Politikens højskoletillæg den 21. november. ”Der er en stor gruppe af unge mænd, som allerede som 17-årige vælger en erhvervsuddannelse for hurtigt at komme ud og tjene nogle penge.

Dermed vælger de også et højskoleophold fra. Unge kvinder går i højere grad efter at tage en længere uddannelse, og det hænger logisk sammen med, at mange søger mod den refleksion over livet, kunsten og kulturen, som højskolerne repræsenterer” Karen Sjørup. Forsker ved Center for Ligestillingsforskning til Kristelig Dagblads højskoletillæg den 21. november.

s. 7

»Det har været meget anderledes, end jeg forestillede mig. På den gode måde.

Det er svært at beskrive med ord, hvordan det er, for det er sådan en stor oplevelse at være her« »Socialt er det helt fantastisk. Det er svært at være sig selv der, hvor jeg kommer fra, for folk tænker hele tiden på, hvordan de ser ud, og om de arbejder med det rigtige. Man kan aldrig slappe af.

Her er folk utrolig åbne, og det er meget opløftende. Vi accepterer hinanden, der er forståelse, og folk nyder forskellene i stedet for at dømme andre« Stefan Colvey, elev på Den Internationale Højskole, til Politikens højskoletillæg den 21. november. ”Det var dengang, da de mandlige kursister stadig kunne finde på at strikke og ægtepar flyttede ind i tjenesteboligerne med en fælles mission på højskolerne. Min kone er sygeplejerske og vi har altid haft egen bolig - det har til gengæld gjort, at jeg kunne trække mig fuldt og helt tilbage efter arbejdet. Men denne konstellation var lidt usædvanlig dengang. Det bliver aldrig et 8 -16 job at være højskolelærer.”

Hartvig Dolberg, lærer på Musikog Teaterhøjskolen i Toftlund - om dengang han for snart 25 år siden startede som højskolelærer, til Lokal-Bladet Budstikken Midtlandet den 24. november.

højskole Tidsånden kort

s. 8

Hot & not

af jes fabricius møller, lektor

»

Kål er det nye rucola, bortset fra at rucola ikke passer til kogt, røget skinke, brunede kartofler og sennep eller noget som helst andet for den sags skyld.

HOT

NOT

klaplygter Toyota Celica, Mazda MX5. Engang var de Don Smørhårs vigtigste virkemiddel til en hastig flirt i trafikken.

Det er på tide igen at serieproducere biler med soverkammerblik som standardudstyr.

klaphatte De var en dårlig idé dengang, og det er de stadig. Et par udvalgte eksemplarer kan få tålt ophold i Dansk Folkemindesamling og hvad der måtte være tilbage skal tvangsudvises til 1980erne.

grønlangkål Kål er det nye rucola, bortset fra at rucola ikke passer til kogt, røget skinke, brunede kartofler og sennep - eller noget som helst andet for den sags skyld. vindskibelighed En glemt dyd fra 1700-tallet. Umiddelbart lyder det som noget, der indebærer frisk luft og havudsigt, men det betyder så meget som flid, virketrang og skaberevne. ludvig holstein ”Vi sletternes sønner har drømme i sind, og ved ikke selv når de brister.”

Mere er der ikke at sige i den sag. selskabsmennesket Den, hvis glæde er direkte afhængig af andres. postkort Kondenseret omtanke. Der har aldrig stået andet i et postkort end ”Jeg tænker venligt på dig.”

december 2009

rucola Det er nogle mærkelige folk, der avler rucola. Hvem finder på at dyrke bitterheden for dens egen skyld? spændingsfelt Det er antagelig det hyppigst anvendte middel til at lyde klog uden at være hverken klar eller præcis. Man spørger: ”Hvordan forholder det sig med X?” Og der svares: ”X kan ikke sættes i bås. X befinder sig i spændingsfeltet mellem fortid og nutid, realisme og idealisme, individ og fællesskab, oprør og konformitet.” Og så videre. jens rosendahl ”Jeg stormed ud og købte øl, ja, vintrens gamle stive føl for ud på grønne enge.” Et gammelt føl er en hest. Men det rimer jo ikke på øl, vel? friluftsmennesket En der foretrækker at befinde sig i iscenesat livsfare iført mærkevarebeklædning. blog Rethaveri uden redaktion. Internettets ækvivalent til ham på barstolen ved siden af: ”Nu schkal jeg æddermame fortschælle daj, hva da i wirglihødn ær ivajen med rægæringggn!”

debat Mildt sagt

Mildt sagt

- det er vigtigt at tænke positivt

Non-djøf politikeren

Ren Lykke

Den unge helt

Jeg vil gerne rose non-djøf-politikeren.

En djøf ’er er én, som har studeret jura, økonomi eller statskundskab. Og det har flere og flere af vore politikere: 71 af de 179 folketingsmedlemmer, 52% af Danmarks ministre og samtlige statsministre siden 1982.

Den karikerede djøf ’er er let at kende: Margrethe Vestager taler, som om hun var økonom i Finansministeriet (hvilket hun for øvrigt også har været). Anders Samuelsen og Jacob Axel Nielsen ditto. De synes at overse, at politik er mere end tekniske sager.

Politik handler også om at repræsentere borgere, som ikke har benchmarket deres performance-indikatorer for nyligt.

At non-djøf politikere som Connie Hedegaard (historie og litteratur), Villy Søvndal (lærer) og Pia Kjærsgaard (hjemmehjælper) er populære skyldes måske, at de netop har andre syn på Danmark og bruger et jordnært sprog.

De minder os om, at djøferne udgør mindre end 1% af befolkningen.

Min ros går derfor til non-djøf politikeren. Det er sundt, hvis politikerne har – bare nogenlunde – samme baggrund som befolkningen.

Man skulle ikke tro, at det var muligt.

At finde en klimaminister, der kan tilnærmelsesvist kan matche Connie Hedegaard. Men minsandten om ikke Lykke Fris så bliver hevet op af hatten. Her har vi at gøre med en person, der besidder stor integritet, har klare kompetencer og holdninger - og sågar er bekendende fodboldfan og altså har en rimelig bred folkelig appeal og popularitet. Derudover er hun erklæret internationalist og noget så usædvanligt som en person, der faktisk er i stand til at tale begejstret om EU. Egentlig påfaldende, at ingen er kommet på hende før i politiske sammenhænge - eller som minister for den sags skyld.

Det er jo set før, at ministertaburetten kan fordærve ellers både begavede og velmenende mennesker, men Lykke Fris er et overordentligt godt bud på én, der kan løfte opgaven. Lad os så blot håbe, at ministeriet bliver ved med at eksistere, og at Lykken varer ved. Alt andet ville være en farce.

Jeg ved ikke hvad han hedder. Jeg ved bare, at han er SF´er, ung og valgt i Randers byråd. Det var ham der ”ødelagde ” SF´s konstitueringsaftale, fordi han syntes, at det var utroværdigt at skaffe sig overindflydelse på baggrund af et magttilbud fra borgerlige partier.

Det er ikke fordi, han er venstrefløjsmand, at jeg respekter ham. Jeg ville også respektere en konservativ med samme grundholdning. Baggrunden er, at kun meget få af mine højskoleelever valgte at stemme, hvilket pirrer en mand, der altid har stemt og opfattet det som både en ret og en pligt. Sådan én som mig får det skidt, når kommunalpolitikere laver aftaler, som de begrunder med ”sådan er gamet”, for hvis det er et game, er det omsonst at stemme.

Kommunevalgets helte er dem, der holder fast i de maximale samarbejdsmuligheder; men samtidig i de meningsforskelle der er en del af vores demokrati. Hvis politik bliver talentshow eller Robinson, er det de unge stemmevægere, der får ret. At helten fra Randers var purung, er trods alt løfterigt. Gid, han aldrig lærer ”gamet”.

Lars Holm

Louis Mogensen Thomas Emil Jensen

s. 9 9 s.

tendens Tager kvinderne over?

s. 10

Kvinderne er i flertal - men mandekulturen hersker stadig

Kvinderne gjorde deres indtog i højskolen for mange siden, og patriarkatet hører historien til.

Men på ledelsesniveau er højskoleverdenen stadig domineret af mænd, selvom flertallet af elever og næsten halvdelen af lærerne er kvinder af andreas harbsmeier Polfoto

december 2009

i gamle dage var højskolefor- standeren en mand – han var patriarken, der leverede kloge foredrag, læste tykke bøger om tidens tanker og var skolens ansigt udadtil.

Alle elever var i begyndelsen i øvrigt også mænd, ligesom lærerne var det.

Sådan er det ikke længere. Størstedelen af elever på højskolernes lange kurser er kvinder, og forstanderrollen har ændret sig meget, og flere og flere kvinder indtager lederkontorerne.

Men fordelingen er stadig skæv, og man har i højskolebevægelsen aldrig haft en formuleret målsætning om ligestilling.

En undersøgelse, som Højskolebladet har foretaget, viser, at der på elevsiden de sidste mange år har været en konstant kønsfordeling i forholdet 60/40 i kvindernes favør. Hvad lærerne angår, er fordelingen mindre skæv. Tallene viser en mindre overvægt i antallet af mandlige lærere, der tegner sig for 56 % af den samlede stand.

Blandt forstandere er fordelingen fortsat meget ulige. Forstanderkontoret på landets højskoler er for 69 % vedkommende befolket af mænd. Det er faktisk en større andel end for ti år siden, hvor det kun var 63 %. Tallet kan dog snyde lidt, fordi 22 % af alle skoler i 1999 angav, at skolen blev ledet af et forstanderpar. Det tal dækker formentlig over en arbejdsfordeling, hvor det på mange skoler var manden, der var den pædagogiske og administrative leder, og ham, der blev ansat, mens konen ”kun” tog sig af det nære forhold til eleverne. Faktum er dog, at kønsfordelingen blandt forstandere fortsat er meget skæv.

Forstanderrollen Selv om højskolen i sit værdigrundlag kan siges at være drevet af traditionelt bløde værdier, er det stadig mændene, der dominerer, når forstanderposten skal besættes.

Khuram Shehzad, der er minoritetskonsulent i Højskolernes Hus forsøger at forklare, hvorfor kønsfordelingen

blandt forstandere er, som den er: ”Man skal se på, hvilke strukturelle barrierer, der findes. Hvilken tradition, der ligger, og hvordan den tradition er bygget op. Og så skal man se på, hvordan kønsrollemønstrene i Danmark i øvrigt er. De fleste forstandere bor på skolen, og derfor er jobbet også en livsstil. Hvis man ser på nationalt plan, hvor mange mænd, der flytter med deres koner, fordi konen skal gøre karriere, så er det et meget begrænset antal. Der er stadig langt flere kvinder, som flytter med deres mænd på grund af job end omvendt. Derfor er det vanskeligt for kvinder at søge jobbet som forstander.”

Han fortsætter: ”Vi fremhæver altid højskolen som noget helt særligt og mener, at vi ikke kan sammenligne os med noget andet. Og hvis man kigger på højskolens historie, så har den jo været domineret af mænd. Det tager enormt lang tid at lave den tradition om. Det betyder, at man har nogle meget klare forventninger til, hvilke køn man møder på en højskole. Går du ind i køkkenet, har du en forventning om, hvad kønsfordelingen er. Går du videre ind på kontoret til sekretærerne, har du også en forventning om, hvordan kønsfordelingen er. Hvis du går ind på lærerværelset, vil du måske ikke blive overrasket, hvis fordelingen er halvt mænd, halvt kvinder. Men når du træder ind hos forstanderen, så forventer du at møde en mand, fordi du hele tiden har et billede af, hvem der sidder på magten. Og sidder der så i stedet en kvinde, skal hun arbejde dobbelt så hårdt for at bevare den magtposition, det er at være forstander, som mænd skal.”

I forstanderstolen på Ubberup Højskole ved Kalundborg sidder netop en kvinde: Lisbeth Trinskjær.

Hun er forstander for en skole, hvor alle mellemlederne også er kvinder, og hun er meget bevidst om, at køn spiller en stor rolle, og er ærgerlig over, at det ikke bliver diskuteret mere i højskolesammenhænge: ”Køn betyder

»

Vi er dannet i en ånd, der fremmer ligestillingen og forståelsen for andre mennesker. Det ligger implicit i hele organisationen og den tankegang, vi har. Men når det kommer til stykket, så er det ikke så indopereret. Så er vi stadig meget præget af traditionelle kønsroller.

Resultatet er en utilsigtet ekskludering af kvinder i højskolebevægelsen.

- khuram shehzad, konsulent i højskolernes hus

s. 11

tendens Tager kvinderne over?

s. 12

»

Vi skal som forstandere indtage en mere ydmyg rolle, hvor vi ikke kun er talende, men også lyttende. Når det er sagt, så mener jeg jo ikke, at alle mine mandlige forstander kolleger er nogle diktatoriske patriarker, men jeg mener, at idealet er noget fis.

- lisbeth trinskjær, forstander

december 2009

noget i forhold til den ledelsesstil, man har. Og det betyder noget i forhold til forstanderrollen. Det betyder noget i forhold til eleverne, og det betyder noget i forhold til bevægelsen som sådan. Fakta fortæller os, at der bliver flere kvindelige forstandere, men der er jo stadig meget få. I højskoleverdenen arbejder vi slet ikke med en værdi, der siger, at vi bør have lige fordeling mellem mænd og kvinder. Vi er meget kønsblinde i højskolen. Det er ærgerligt.”

Trinskjær mener, at højskolen fortsat er en mandsdomineret kultur, på trods af at kvinderne er i klar overvægt på elevsiden: ”Det er meget tydeligt på alle mulige måder. Det er fuldkomment lige som med race. Hvis der én sort blandt hundrede hvide, vil man have meget fokus på, hvad den sorte gør.

Og den sorte handler ikke kun på egne vegne, men på hele sin races vegne.

Det betyder, at der ligger meget store forventninger til det menneske. En mand er bare en forstander, mens en kvinde ikke bare er forstander, men en kvindelig forstander. Det sætter os kvinder i en anden position. Det betyder, at nogle af os kvindelige forstandere godt kan være i den skrappe ende, fordi kvinder i højere grad har skullet præstere sig til en forstanderrolle.

Historisk findes der en klart defineret patriark-rolle. En faderfigur, der ved, hvad der er bedst for eleverne og ved, hvad der er bedst for verden.

Når man taler om fyrtårnene, der var engang og ikke er der længere, er der nogle der begræder, at det ikke længere er sådan. Jeg synes jo i virkeligheden, at det er dejligt, at det ikke er sådan længere. Fyrtårnet er helt klart en mand i det historiske billede. Det siger det historiske billede. Jeg var til et forstandermøde meget tidligt i min ansættelse, hvor den tidligere forstander Frederik Christensen fortalte om dengang, han var forstander. Han talte om en tid, hvor man som medarbejder

kom og fik sin løn af ”fars lomme”.

Han talte om en tid, hvor der ikke var papirer og system på samme måde. Så kom lærerne og bad allernådigst om den løn, han tog ud af lommen. Der var en helt anden autoritet forbundet med det at være forstander dengang, men der er stadig reminiscenser af det.

Mange af mine kvindelige kolleger har fokus på dialog. Det handler om at stille spørgsmål, mere end om at give svar. Det handler om at skabe en demokratisk arbejdsplads. Der var en tid, hvor forstanderidealet var meget magtfuldt, hvor man stod og råbte ud fra bjerget, hvordan verden så ud.

I dag skal højskoler være noget helt andet. Selvfølgelig skal vi blande os i debatter, og selvfølgelig skal vi mene noget om noget – også mere end vi gør i dag. Men vi skal i højere grad være dem, der samler. Vi skal være kraftpunkter i stedet for at være dem, der ved det hele. Det dialogbaserede beror mere på kvindelige værdier, mens den meget hierarkiske måde at arbejde på har været båret af mænd. Jeg mener ikke, at vi skal være autoritetsfri. Men vi skal som forstandere indtage en mere ydmyg rolle, hvor vi ikke kun er talende, men også lyttende. Når det er sagt, så mener jeg jo ikke, at alle mine mandlige forstander kolleger er nogle diktatoriske patriarker, men jeg mener, at idealet er noget fis”.

Louis Mogensen, forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole, er en af dem, der har mærket ændringen af forstanderrollen de sidste knap tyve år: ”Da jeg blev ansat i 1992, var min kone med til jobsamtalen. Der blev der lagt mærke til, om kvinden kunne bakke op. Jeg tvivler stærkt på, at nogen har været udsat for det modsatte; at manden skulle bakke op om kvinden.

Nu tænker jeg ikke i, at der er mænd og kvinder i denne her branche. Det er ikke afgørende for mig.”

Det skifte, der er sket i forstanderrollen, kan ifølge Louis Mogensen dateres til den tid, hvor det begyndte at

s. 13

gå dårligt for højskolerne: ”Rollen som forstander har ændret sig fra at være en pædagogisk første blandt ligemænd, er det blevet til benhård ledelse. Den rolle, som jeg blev defineret ind i, i 1992 er fuldstændig omdefineret. Der gik heller ikke særlig lang tid, før det, man efterlyste som mand og kone, ikke længere spillede en rolle. Forstanderrollen blev totalt omdefineret på forholdsvis kort tid. Det skete i 1994, hvor vi begyndte at få færre elever.

Tidligere skulle man udfylde alverdens små opgaver og i øvrigt bare være til rådighed.”

Mandekulturen Også skolernes bestyrelser er fortsat domineret af mænd, ligesom Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) har en bestyrelse, der med undtagelse af formanden udelukkende består af mænd.

Ifølge Khuram Shehzad er det et problem: ”Selv om kvinderne i hele højskolebevægelsen udgør en majoritet, er de stadig en minoritet, når det handler om tilgangen til magt. Man har ikke aktivt iværksat en særlig kampagne for at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder i bestyrelsen. Man er ikke kommet en udvikling i forkøbet, hvor man siger, at vi alle sammen gerne vil bakke op om ligestilling. Vi er en skoleform, som har et særligt socialt ansvar og kan være et forbillede for mange. Vi har en lidt løsere struktur og har nemmere ved at gå frem og sige, at vi gerne vil være et eksempel for andre, men det gør vi ikke. Da man nedsatte det seneste højskoleudvalg i 2003, bestod FFD’s bestyrelse udelukkende af mænd. Men Undervisningsministeriet bad om, at FFD skulle pege på både en kvinde og mand. Manden var nem at finde, for han sad allerede i bestyrelsen. Men det var vanskeligere med kvinden. Det havde man aldrig overvejet før – og man havde ikke set på, hvilke kvinder, der var i højskolebevægelsen. Og så måtte man ud med lys

og lygte for at finde en. Siden dengang har man være opmærksom på, at man også bør prikke nogle kvinder på skulderen – uden at det dog har givet resultater.”

Også Louis Mogensen beklager den skæve fordeling i bestyrelsen: ”Jeg er ked af, der i FFD’s bestyrelse er en så skæv kønsfordeling. Det er trods alt et folkevalg. Og der er stadig for mange kvinder, der lader være med at stille op. Og nogle af dem, der tager en tur i bestyrelsen, sidder kortere end mændene. Det er ærgerligt. I sådan et bestyrelsesarbejde har kvinderne bidraget med noget andet – med et helhedssyn, som vi mænd nogle gange kan glemme. Jeg synes ikke, at man skal lave kønskvotering, men det ville være dejligt, hvis der var flere kvindelige lærere og forstandere, der ville gå ind i bestyrelsen.”

Khuram Shehzad mener, at det kan skyldes, at selv om alle gerne vil have mere ligestilling på området – eller måske netop derfor – gør man ikke formelle tiltag i retning af en mere lige fordeling mellem kønnene: ”I Danmark er vi ikke glade for at have politikker nedskrevet. Vi er dannet i en ånd, der fremmer ligestillingen og forståelsen for andre mennesker. Det ligger implicit i hele organisationen og den tankegang, vi har. Men når det kommer til stykket, så er det ikke så indopereret. Så er vi stadig meget præget af traditionelle kønsroller.”

Man siger ofte, at skæv kønsfordeling i toppen af erhvervslivet blandt andet skyldes, at mænd ansætter dem, der ligner dem selv, dvs. andre mænd.

Derfor er argumentet om kønskvotering kommet op. Kønnet spiller også en rolle, når Lisbeth Trinskjær skal ansætte nye folk: ”Jeg vil gerne have et afbalanceret billede i lærerkollegiet, men jeg må også konstatere, at vi har en atypisk kønssammensætning på min skole.

Vi er mange kvinder. Grundlæggende mener jeg dog, at mænd og kvinder

Kønsfordeling på landets højskoler Elever (lange kurser): 1999 Kvinder: 60 % Mænd: 40 % 2009 Kvinder: 60 % Mænd: 40 %

Lærere: 2009 Kvinder: 44 % Mænd: 56 %

Administrativt personale: 2009 Kvinder: 75 % Mænd: 25 %

Forstandere: 1999 Kvinder: 12 % Mænd: 63 % Par: 22 % Kollektiv: 1 % 2009 Kvinder: 19 % Mænd: 69 % Par: 12 %

tendens Tager kvinderne over?

s. 14

»

Utilsigtet har højskolen skabt nogle rammer, som gør, at kvinder i mindre grad har lige adgang til en forstanderpost.

- khuram shehzad, konsulent i højskolernes hus

bidrager med forskellige indfaldsvinkler og derfor tilstræber jeg en balance på alle niveauer, og selvfølgelig også kønsmæssigt. Man taler om kvoter, fordi ledere ansætter dem, der ligner dem selv. Kvinder har bedre øje for det, kvinder kan byde ind med, end mænd har. Vi arbejder desuden med et meget omsorgsorienteret højskolesyn.

Derfor er der mange kvinder.”

Også Louis Mogensen søger at skabe balancen, når han ansætter: ”Kønnet er vigtigt. Hvis jeg skal ud og have en danselærer, vil jeg nok tænke kvinde, og hvis jeg skal have en fodboldlærer, vil jeg nok tænke mand, men jeg forsøger altid at holde en nogenlunde lige balance.”

En feminin skoleform?

Overvægten af kvindelige elever peger dog i retning af, at selv om højskolerne over en bred kam stadig er domineret af en mandekultur – i hvert fald, når man ser på ledelsesniveauet – så påvirker det ikke i nævneværdig grad, hvem der søger ind på højskolerne.

Khuram Shehzad mener i den sammenhæng: ”Vi har lavet fagene om siden dengang, det kun var for bondens karle, så højskolen tiltaler begge køn.

Men vi har glemt at ændre strukturen.

Det vil sige, de traditioner, de værdier og de symboler, vi har på højskolen.

De fleste højskoler har statuer eller

december 2009

buster af tidligere forstandere, som alle sammen er mænd. Historien har enormt meget at sige. Vi henviser til Grundtvig og Kold, som jo er mænd.

Der mangler ganske enkelt kvindelige forbilleder. Det er måske en list søgt sammenligning, men selv i kristendommen har man en jomfru Maria.

I højskoleverdenen har man ingen alternativer på kvindesiden. Resultatet er en utilsigtet ekskludering af kvinder i højskolebevægelsen. Hvor splinten er, er meget svær at pege på. Utilsigtet har højskolen skabt nogle rammer, som gør, at kvinder i mindre grad har lige adgang til en forstanderpost.”

Så selv om den gamle mandekulturen findes i vid udstrækning stadig er dominerende, er den under kraftig afvikling. Louis Mogensen opsummerer: ”Der er nok stadig mange, der mener, at det ville være godt, hvis forstanderen blot skulle holde et glimrende foredrag en gang om ugen, og ellers i øvrigt bare skulle rundt og vise sig, så højskolen var udadvendt – og så tog konen sig af det hjemlige. Men da vi skulle ind og kigge på regnearkene og ud og skaffe elever, så forsvandt begge roller. Jeg ønsker mig ikke tilbage til det gamle. Det er ikke en forfaldshistorie, selv om jeg nok havde foretrukket, hvis udviklingen var gået knap så hurtigt og knap så radikalt.”

www.hojskolesangbogen.dk Her kan du også lytte til melodierne

Pris 198,-

Husk at du som medlem af Folkehøjskolernes Forening i Danmark gratis kan få trykt dit navn på forsiden af din nye højskolesangbog med

guldtryk www.hojskolesangbogen.dk / www.ffd.dk/medlem

Historien om dine højskolesange Sanghåndbogen indeholder viden om alle højskolesangbogens 572 sange og salmer - leveret af 85 bidragsydere med særligt kendskab til de enkelte sange.

Kan bestilles på www.hojskolesangbogen.dk eller ring 3336 4040.

Pris: 298,-

s. 15

tendens Tager kvinderne over?

s. 16

Polfoto

december 2009

s. 17

Mændene ved efterhånden ikke, hvordan de skal gebærde sig i ligestillingsspørgsmål.

Højskolebladet vil hjælpe dem lidt på vej og har derfor spurgt tre markante kvinder, hvem der kan bruges som forbilleder, og hvem der er skrækeksempler.

Mænd:

Lilian Munk Rösing, Katrine Winkel Holm og Else Mathiassen giver hvert deres bud på mandlige forbilleder og skrækeksempler ud i ligestilling.

Forbilleder og skrækeksempler i ligestillingsperspektiv

tendens Tager kvinderne over?

s. 18

Lilian Munk Rösing Lars von Trier hyldes for sin udforskning af kønnet, mens typen ”den lumske patriark” ikke henter meget sympati hos Lilian Munk Rösing af lilian munk rösing

»

Har vi i dag en dansk, mandlig kunstner, der ikke viger tilbage for noget som helst i sin æstetiske udforskning af kønnet, er det Lars von Trier.

»

Men Lykkebergs bog udøver selv lige præcis maskulin dominans i denne forstand. Bogens overordnede klasseperspektiv afføder en kønsblidhed.

december 2009

forbilledet Jeg plejer at definere patriarkatet ikke som et system, hvor mændene er bødler og kvinderne ofre, men hvor begge er ofre for en måde at forstå (og måske særligt ikke forstå) kønnet på.

Et system, hvor der i virkeligheden ikke findes to køn, men kun ét, idet manden har fået lov til at udgøre det kønsneutrale ”menneske”, mens det har været kvindens privilegium og byrde at stå for ”kønnet”. Et system, som man for så vidt opretholder, så længe kønsforskning forbliver en sag for kvinder.

Heldigvis har de mandlige kunstnere, der forsker i eksistensen, også altid forsket i kønnet. Og har vi i dag en dansk, mandlig kunstner, der ikke viger tilbage for noget som helst i sin æstetiske udforskning af kønnet, er det Lars von Trier. Hans seneste film Antichrist forsker i kulturens identifikation af kvinden med den onde natur. I sin skildring af manden (Willem Dafoe) og kvinden (Charlotte Gainsbourg), som søger hinsides civilisationen i sorgen over deres lille døde søn, skærer han i underskønne billeder helt ind til benet af vores fantasier om kønnet og kønnenes fantasier om hinanden. Filmen har ganske vist været udsat for feministisk kritik, idet den tolkes som et portræt af en intellektuel kvinde med egen vilje og begær, der fremstilles som ond (moder) natur og straffes af sin mand.

Men denne type feministisk kritik har efter min mening ikke forstået, at vi bliver nødt til at nedsænke os i vores fantasier om kønnet, som sjældent er politisk korrekte, hvis vi på nogen måde skal forstå dem og rokke ved dem. Det kan ganske vist se ud som om, at filmen fremstiller det kvindelige begær som noget, man skal befries fra (kvinden i filmen misformer sine søns fødder for at holde på ham og

kan se ud til at lade ham dø, mens hun tilfredsstiller sit seksuelle begær), men jeg vil hævde, at den lige så vel peger på, hvordan det kvindelige begær kunne befries, hvis kvinden blev befriet fra sin separationsangst. Filmens malerisk flotte slutscene er mangetydig: Manden, som har dræbt sin kvinde, ser en flok ansigtsløse kvinder, ubestemmelige i tid og alder, myldre frem i skoven og op ad en bakke. Én blandt de mange mulige tolkninger af scenen er at se bakken som en Golgatha-høj og Dafoe som en Kristus på vej til at bestige den, for på hele sit køns (og mange af sine tidligere filmrollers) vegne at sone (film)historiens forbrydelser mod kvindekønnet, som Kristus tager hele menneskeslægtens synd på sig. Ved at give os sådan et billede og ved ikke at vige tilbage for al den angst og gru og smerte, der kan findes i kønnenes møde, er Lars von Trier for mig at se et forbillede, når det gælder at give kønnet plads i både mænds og kvinders bevidsthed. skrækeksemplet Jeg har ikke lyst til at stille ét navngivet eksemplar af hankønnet i gabestokken som skrækeksempel, men vil gerne advare mod den type, som man kunne kalde ”den lumske patriark”.

Og det er faktisk ikke en helt præcis betegnelse, snarere må man tale om en mand, hvori det lumske patriarkat er virksomt (hvilket det i øvrigt lige så vel kan være i en kvinde). Med ”det lumske patriarkat” mener jeg det samme, som Pierre Bourdieu mener med sit begreb om ”den maskuline dominans”: De patriarkalske strukturer, som er virksomme dér, hvor de er mindst bevidste, ja, dér hvor de måske ligefrem har forklædt sig som frisind.

Jeg taler om postuleret kønsneutrali-

s. 19

tet, dér hvor kønnet i virkeligheden er afgørende. Jeg taler om at lade kønnet afgøre perspektiver og domme og samtidig ikke være sig kønnet bevidst, eller måske regelret fornægte det.

Sidst, jeg oplevede det meget grelt, var, da to mandlige litteraturkritikere i en paneldiskussion hævdede, at Helle Helles roman Ned til hundene var dårlig litteratur. Den ene kritiker var for så vidt okay; han var i åbenlys sexistisk affekt og hængte bogen ud for at være skrevet ”med samlede ben”. Den anden afviste sexismen og fremstillede i stedet sit ubehag ved bogen som en kønsneutral, æstetisk kvalitetsdom – og det er her, jeg mener, vi kommer ud i ”det lumske patriarkat” eller ”den maskuline dominans”, hvor det maskuline perspektiv hævder sig som kønsneutralt eller ligefrem anti-sexistisk.

Et andet eksempel fra en bredere offentlighed kunne være Rune Lykkebergs bog Kampen om sandhederne (2008). Lykkeberg fremhæver her netop Bourdieus begreb om ”den maskuline dominans” som en indsigt i, at dominans kan udøves uden at man er bevidst om det, ja, endog dér hvor man bevidst ville tage afstand fra samme dominans. Men Lykkebergs bog udøver selv lige præcis maskulin dominans i denne forstand. Bogens overordnede klasseperspektiv afføder en kønsblidhed. Lykkeberg giver en karakteristik af de seneste 50 års ideologiske klima gennem tematiske analyser af litterære værker fra denne periode. Men vi skal helt hen i bogens sidste kapitler, før de værker, der analyseres, er skrevet af kvindelige forfattere. Det drejer sig da om Vita Andersens digtsamling Tryghedsnarkomaner (1977) og Kirsten Hammanns roman Fra Smørhullet (2004), og i begge tilfælde bruges romanerne til at dokumentere konsumenten som en

type, der pendler mellem hengivelse til forbrugsdrømme og skyldfølelse. Det falder ikke Lykkeberg ind at kommentere at vi, da vi når til at skulle definere konsumenten, pludselig skifter fra mandlige forfatteres mandeportrætter til kvindelige forfatteres kvindeportrætter, hvilket ellers kunne have ført til refleksioner over kvinden som den prototypiske forbruger, med litteraturhistoriske aner tilbage til Madame Bovary.

Lilian Munk Rösing (F. 1967) Lektor, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Afdeling for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet. Forfatter til adskillige artikler og bøger om litteratur og køn. Anmelder og kommentator ved Dagbladet Information og ”smagsdommer” på DR2.

tendens Tager kvinderne over?

s. 20

Else Mathiassen Grundtvig banede vejen for kvinderne, men hans efterfølgere gjorde ham til skamme

»

Da jeg var yngre, kunne jeg ikke klare en vis type mænd. De var lidt oppe i årene og havde en meget nedladende facon.

Dengang var jeg sikker på, at de reagerede over for mig som kvinde/pige.

I dag er jeg ikke så sikker.

forbilledet Grundtvig er den første, jeg tænker på som et mandligt forbillede for ligestilling. Blandt de levende lod han sig først og fremmest inspirere af kvinderne og det kvindelige. En inspiration der konkret kom til udtryk i højskolen som modsvar til den sorte skole.

Grundtvigs barneår var præget af to kvinder. Den piberygende stærke mor Cathrine Marie af Bang-slægten, der vidste, hvad hun ville med sine børn.

Grundtvig skulle holdes til bogen, men

december 2009

ude i køkkenet sad sprogmesterinden Malene Saga, der videregav fortællingerne og sangene.

Jeg springer let og elegant hen over de 2 første kvinder, der betød noget for den voksne Grundtvig. Constance Leth, som han forelskede sig dødeligt i Lise, Grundtvigs første kone, som fik lov at tage sig af hjem og børn. Disse kvinder plejer vi ikke at bruge krudt på. Det gjorde Grundtvig heller ikke.

Men så tog han til England og mødte Clara Bolton. I England blev der åbnet op for et universelt vidsyn.

Her blev han betaget af industrialismen, af det meget moderne forhold mellem lærere og studerende og ikke mindst af en natlig samtale med den engelske lady fra det bedre borgerskab.

De kunne tale om alt. Her fra ”Samtalen med Clara”: Da svared Clara, som engle mild, Slog øjet op og udbrød med gammen: ”Den ting er ikke i verden til, Hvorom vi to jo kan tale sammen” De findes til lykke, som yndes!

Med skolemestre man også vel Om alt kan tale, når man vil kives; Men venne-sjæle kun har det held Om alt at tale og sødt oplives!

De findes til lykke, som yndes!

Clara Bolton gav Grundtvig liv, ny inspiration og nye kræfter på et nødvendigt tidspunkt. Da Lise dør, gifter Grundtvig sig med sin lige-”mand”, Marie Toft. Grundtvig opfatter manden og kvinden som to halvdele, der oprindeligt hørte sammen, og som kan smelte sammen i kærlighed.

Liv er af dobbelt natur, helt kun i mand og kvinde: Skiller dem grusomt en mur, Livet for begge må svinde”

Meget konkret får Grundtvig i ægteparrets samtaler og samliv øjnene op for bondestanden og det folkeliges styrke. Marie Toft og Grundtvig får også betydning for Danmarks første kvindesagskvinde, forfatteren Mathilde Fibiger. De støtter Mathilde i det forargelsens stormvejr, hun oplever efter udgivelsen af bogen ”Clara Rafael”. Mathildes bror forsøger at få Grundtvig til at tale hende fra at tale offentligt, men i stedet bakker han hende op og inviterer hende til at bo hos ægteparret.

Som årene går, lytter flere og flere til Grundtvig, og skaren var nogenlunde ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder. Grundtvig skabte altså plads til kvinder og det kvindelige både i sine skrifter og i praksis. At det lige efter Grundtvigs død blev mænd, der videreførte tankegodset, kunne ikke være anderledes dengang. Men at kvinderne i så mange år fremefter fik så lille en plads med hensyn til at skabe højskolen maner til eftertanke. Især når Grundtvig selv netop så det kvindelige og det mandlige som to dele, der skulle bringes sammen for at livet kunne blive helt. skrækeksemplet Da jeg var yngre, kunne jeg ikke klare en vis type mænd. De var lidt oppe i årene og havde en meget nedladende facon. Dengang var jeg sikker på, at de reagerede over for mig som kvinde/ pige. I dag er jeg ikke så sikker. Der findes mange belærende mænd, men jeg tror ikke, at deres bedrevidenhed er møntet specielt på kvinder. Oplever jeg så ikke den attitude fra kvinder.

Nej, det gør jeg ikke.

Ligestillingens fjende handler i dag ikke så meget om mand/kvinde forholdet, det ligger i vaner, manglende nys-

s. 21

gerrighed og dovenskab. Bent Bendsen tager på golf- og jagt ture. Han siger, at han plejer vigtige forbindelser, og jeg tror ham. Kunne man forstille sig Lene Espersen rende rundt på samme måde og pleje netværk i gummistøvler?

Mænd kan også lige mødes over en øl eller en lille én. Kvinder er jo ikke bevidst lukket ude af sådanne netværkssammenhænge, men mange os føler os ikke rigtig tilpas der. Vi er ikke gode til at se, at det kan have værdi at bevæge os i de uformelle sammenhænge. Den slags hører privatlivet til.

Da jeg, over for min mand, jamrede lidt over kvinders manglende evne til at skabe forbindelser, gjorde han mig opmærksom på, at nogle af mine bedste veninder sad i stillinger med indflydelse.

Hvad har det med sagen at gøre? spurgte jeg. At bruge mine venner til at fremme mine eller mit arbejdes interesser følte jeg var grænseoverskridende. Det ville være på kant med venskabets usynlige regler. Jeg er personligt ikke bleg for at tage og skabe kontakter, men netop her mødte jeg en blufærdighedsgrænse, som nok er kønsbestemt.

I mange år blev der stort set kun købt kunst ind af mandlige kunstnere.

Så fik vi kvindelige ledere, og nu har man fået øjnene op for kvindelige kunstnere også. Det er ikke, fordi de er blevet bedre de sidste år, men ikke bare ser nye øjne anderledes, kvinder ved også mere om hvor man finder fx de kvindelig kunstnere.

Det, at kvinder får øje på kvindelige kunstnere, er et helt konkret bevis på, at mænd og kvinder ser forskelligt på tingene. Jeg mener derfor ikke, at det ville være bedre med udelukkende et kvindeligt syn på tingene. Men forener vi det mandlige og det kvindelige blik, får vi øje på hele horisonten.

Else Mathiassen Forstander på Vestjyllands Højskole. Tidligere lærer samme steds og mangeårig aktiv inden for dans og teater.

tendens Tager kvinderne over?

s. 22

Katrine Winkel Holm Særbehandling er ikke vejen frem. Thor Pedersen er forbilledet i Katrine Winkel Holms ligestillingsoptik, mens Mogens Lykketoft og Helle Thorning Schmidt står for det modsatte af katrine winkel holm

»

Og alle de, der hævder, at vi ikke har ligestilling, fordi flere mænd end kvinder sidder i kommunalbestyrelser (gab, hvor gad jeg heller ikke sidde dér), er virkeligheden ikke tilhængere af ligestilling.

december 2009

forbilledet Før jeg når frem til mit forbillede, vil jeg definere, hvordan jeg forstår ordet ligestilling. Faktisk burde en begrebsafklaring af dette ord være obligatorisk før enhver ligestillingsdiskussion. I dag bruges ordet nemlig på to forskellige måder, der indbyrdes udelukker hinanden. Den ene opfattelse går på, at ligestilling er lighed for loven og lighed i ansættelsen, altså ”formel ligestilling”.

Ergo har vi ligestilling i Danmark. Den anden forstår ligestilling som det, at mænd og kvinder i lige høj grad er repræsenteret i samfundets top (bunden interesserer ingen) og i lige høj grad udfører de samme opgaver i hjemmet, såkaldt ”reel ligestilling”. Ergo har vi ikke ligestilling i Danmark, hvor mænd stadig tjener mere end kvinder, og kvinder stadig påtager sig flere opgaver i hjemmet. For at få ligestilling skal vi holdningsbearbejde fra børnehaven af, og, hvis det ikke hjælper, indføre kvoter. I ligestillingens navn.

Den sidste ligestillingsopfattelse finder man i FN’s kvindecharter, der legitimerer positiv kønsdiskrimination: Kvoter er godt for ligestillingen.

Men kvoter og positiv kønsdiskrimination er jo det modsatte af ligestilling!

Det var det, min ligestillings-helt, folketingets formand Thor Pedersen fremhævede sidste år ved juletid.

Anledningen var én af mange kønsfikserede ligestillingslove, der krævede, at begge køn er repræsenteret ved nedsættelse af offentlige råd og udvalg.

Nej, sagde Thor Pedersen. ”Man skal tage den, der er kvalificeret, det er det, det hele drejer sig om”. Glem kønnet og se på kvalifikationen.

Det er ganske rigtigt det, ligestilling – ret beset – drejer sig om. Og alle de, der hævder, at vi ikke har ligestilling, fordi flere mænd end kvinder sidder i kommunalbestyrelser (gab, hvor gad jeg heller ikke sidde dér), er virkelig-

heden ikke tilhængere af ligestilling. I hvert fald ikke af den bedste forståelse af begrebet. Det er bekymrende. Der er nemlig grund til at stå vagt ved ligestilling, forstået som lighed for loven og i lighed i ansættelsen. Det var den opfattelse, der i begyndelsen af 1900-tallet gav kvinder muligheder, de ikke havde haft før, og det er det fornemste princip i den liberale retsstat og i det liberale demokrati. Derfor er det pinligt og foruroligende, at så mange i ligestillingens navn fraviger princippet og hylder kvindekvoter, camoufleret eller ikke-camoufleret.

Denne kamp for at lade kvinder komme foran i karrierekøen har ret beset ikke en snus med ligestilling at gøre. Den er en karrierekamp og et forsøg på at gøre kønnene ens. Og det er noget andet. I øvrigt tabte Thor Pedersen kampen om lovforslaget.

Man skal i dag se på køn før kvalifikation, når man sammensætter offentlige råd og nævn. Så alt tyder faktisk på, at vi ikke har ligestillling i Danmark.

Desværre. skrækeksemplet Nej, skrækeksemplet er ikke manden, der aldrig vasker og lægger tøj sammen, fordi han gør karriere og i øvrigt – hvad der her i landet ikke regnes for noget – forsørger en hel familie, så den ikke ligger staten til last.

Denne mand behøver nemlig ikke være en fjende af ligestilling. Det afhænger af, om han er i stand til at respektere sin kone for det vigtige ulønnede arbejde, hun udfører, og om han betragter hende som ligeværdig, selv om de har en klassisk arbejdsdeling mellem kønnene. Mit skrækeksempel er derimod politikere som Mogens Lykketoft, der som selvudnævnt feminist og statsministerkandidat annoncerede, at han ville udnævne lige mange

s. 23

mandlige og kvindelige ministre i sin fremtidige regering. I ligestillingens navn. Her ryger kønsfikseringen ind på den plads, der burde være reserveret kvalifikationerne. Og kønsfiksering var lige præcis dét, feminismens første bølge måtte kæmpe med, da de i sin tid ønskede fulde borgerrettigheder til kvinder. Man så på kønnet, før man så på kvalifikationerne.

Det samme gjorde Lykketoft, det samme gør Helle Thorning Schmidt, der har overtaget Lykketofts syge idé og oven i købet suppleret den med et krav om, at alle børsnoterede virksomheder i løbet af fire år skal have 40 procent kvinder i deres bestyrelser.

Har de ikke det, vil de få påtvunget kvindekvoter, præcis som det er sket i Norge. Lykketoft og Thorning Schmidt ønsker særstilling, ikke ligestilling. Mit skrækeksempel burde være en mand, men i ligestillingens navn lader jeg Lykketoft dele pladsen med Helle Thorning Schmidt.

»

Mit skrækeksempel er derimod politikere som Mogens Lykketoft, der som selvudnævnt feminist og statsministerkandidat annoncerede, at han ville udnævne lige mange mandlige og kvindelige ministre i sin fremtidige regering.

Polfoto

Katrine Winkel Holm (F. 1970) Cand.theol og samfundsdebattør. Katrine Winkel Holm har udgivet Det Gamle Testamente som teologisk problem. Hun har desuden skrevet en lang række artikler i Tidehverv og i Præsteforeningens Blad, samt diverse læserbreve og kronikker. Siden 2006 medlem af DR’s bestyrelse.

tendens Tager kvinderne over?

s. 24

Polfoto

Kønskampen er et elitÌrt projekt december 2009

INTERVIEW: I 1970erne marcherede rødstrømperne med bannere og slagord i gaderne. I dag er ligestillingskampen ikke synlig som tidligere. Den udgår i stedet fra toppen af samfundet, blandt politikere og menningsdannere. Men hvordan tager lighedstanken sig ud i dag? Og hvad driver egentlig debatten om ligestilling? Højskolebladet har mødt filosof og samfundsdebatør Arno Victor Nielsen til en snak om ligestillingsdebatten og dens motiver i dagens Danmark af andreas tonnesen

diskussionen om ligestilling er en svær overskuelig stør- relse. På én gang en nærværende og aktuel problematik, der slås kraftigt på blandt politikere, og samtidig mærkeligt abstrakt, hvilket sommerens folkeafstemning om ændringen af tronfølgeloven syntes at give udtryk for. Ifølge filosoffen og samfundsdebatøren Arno Victor Nielsen var det også fuldstændig galt at trække Kongehuset ind i diskussionen om ligestilling. ”Dronningen er jo hævet over loven.

Det fremgår jo netop af grundloven. Det skyldes, at Kongehuset er et metafysisk fænomen. Kun som sådan giver det mening. Derfor er det fuldstændigt lige så vanvittig at kræve ligestilling i denne sammenhæng, som at de kongelige bliver skilt, fordi de ikke elsker hinanden længere. Det er jo kun noget, vi almindelige mennesker gør. Konger og dronninger har aldrig nogensinde elsket hinanden,” bemærker Arno Victor Nielsen og fortsætter: ”Tidligere var det jo planlagte ægteskaber, og derfor anerkendte man også, at de havde alle mulige ved siden af. Alt dette fordi de tilhører et andet univers.

Men i ligestillingens navn syntes man, at det var fantastisk, da Alexandra faldt for en fotograf fra Valby. Det viste, at hun stod op og krævede sin ret. Retten til at blive forelsket. Retten til at følge sit hjerte, som jo gælder for os andre.

Her gik forestillingen om ligestilling ud på, at Kongehuset skulle leve på vores betingelser. Men Alexandra betalte jo også prisen. Hun blev degraderet fra prinsesse til grevinde på grund af sit valg. Det var prisen, hun betalte for at opføre sig ligesom os andre.”

Den klare symbolværdi, der lå i folkeafstemningen om ændringen af tronfølgeloven, er i Arno Victor Nielsens øjne et symptom på, at ligestillinsdebatten reelt set ikke længere handler om ligestilling. Det handler mere om at have et eller andet politisk programpunkt.

»

I virkeligheden spørger jeg mig selv, hvordan det kan være, at debatten udgår fra magtens top? Det må jo skyldes, at ligestillingsdebatten dækker over en voksende ulighed på alle mulige andre områder i vores samfund. For det handler jo som sagt grundlæggende om retfærdighed.

s. 25

tendens Tager kvinderne over?

s. 26

»

Man siger til kvinderne, at der kun er én måde at realisere sit liv på, nemlig at gøre karriere, og at alle forhindring, der har med køn at gøre, skal fjernes. Og der er det bare at jeg siger, at det kommer i konflikt med visse biologiske fænomener.

december 2009

den indholdsfattige værdidebat fra oven For at gribe det hele an lidt fra oven må man anerkende, at der selvfølgelig er et rent filosofisk eller teoretisk problem: ”Overbegrebet for det hele må være uretfærdighed. Nogle mener, at de bliver uretfærdigt behandlet. Det være sig på grund af handicap, køn eller seksuel orientering. Det er det, der må være sagens kerne”, siger Arno Victor Nielsen. Og han tilføjer: ”En af grundene til, at jeg ikke er særligt tændt på emnet, er, at det egentlig burde være uddebatteret. Vi har jo fået formel lighed. Vi har en lovgivning, der kan forhindre diskrimination. Man får lige løn for arbejdet. Og hvis ikke den danske stat kan håndhæve paragrafferne, så har vi EU, der også har en masse lovgivning på området ligestillingsomkring.”

Han bider mærke i, at de, der i dag fører an i ligestillingskampen, ikke er de samme, som gjorde det tidligere: ”Tidligere kom ligestillingskampen nedefra, fra kvinder der rent faktisk havde mødt undertrykkelsen. Det gælder helt tilbage til Thit Jensen, før kvinderne fik valgret, det gælder Agnes Henningsen og selve kampen for valgretten. Sidenhen kom rødstrømperne, som også var et oprør nedefra. I dag er det helt anderledes. I dag er det politikere, der ikke kan finde andet at kæmpe for, og derfor finder ud af, at de vil kæmpe for ligestilling. Så får vi en ligestillingsminister og ligestillingsordfører og ligestillingskonsulenter. I dag er det simpelthen staten og regeringen, der fra oven begynder at sætte ligestillingen igennem.”

Ifølge Arno Victor Nielsen skyldes ligestillingsdiskussionen ikke længere, at der opleves mange reelle problemer med diskrimination: ”Der står ikke længere kvinder med bannere og råber og skriger op om, at nu vil de have ligestilling”, siger han. ”Så i virkeligheden spørger jeg mig

selv, hvordan det kan være, at debatten udgår fra magtens top? Det må jo skyldes, at ligestillingsdebatten dækker over en voksende ulighed på alle mulige andre områder i vores samfund.

For det handler jo som sagt grundlæggende om retfærdighed. Vi erkender i dag, at afstanden mellem rig og fattig vokser. Afstanden mellem almindelige lønninger og toplønninger vokser og vokser. Hvorfor får Henning Dyremose (bestyrelsesformand for TDCkoncernen, red.) 100 millioner oven i sin løn som en slags gave, kunne man spørge. Det kan vel ikke passe, at han laver 200 gange så meget i TDC som en almindelig ansat? Det burde rejse spørgsmålet om retfærdighed. Man kunne rejse spørgsmålet på sundhedsområdet i forbindelse med de mange sundhedsforsikringer. Enhedsskolen, som man har berømmet for at komme alle uretfærdighederne til livs, har man afskaffet til fordel for den såkaldte rummelighedsskole, der i virkeligheden betyder øget undervisnings- og elevdifferentiering. Man er i færd med at lave eliteskoler og eliteuniversiteter.

De andre kalder man så på forskellig vis for ”universities” og lignende for at skjule, hvad man er i gang med – nemlig at skabe et samfund, hvor der for alvor bliver opdelinger i en a og en b klasse. Hvor nogle scorer den helt store kasse og andre lige kan klare den.

I det lys synes jeg, hele ligestillingsdebatten bliver helt absurd.”

Arno Victor Nielsen mener dog stadigvæk, at der er nogle vaner, der skal ændres. Men reelt set er der ikke nogen diskriminering af mennesker på grund af køn i dag. ”De eneste, der i dag påberåber kønnet som argument, er de kvinder, der taler om ligestilling”, hævder han. lige men forskellige ”Allerede den franske filosof Jean Jacques Rousseau gjorde det klart, at ulighed ikke kan begrundes med

s. 27

henvisning til naturen”, pointerer Arno Victor Nielsen og vender tilbage til de filosofiske og historiske forudsætninger for den vor tids kønsdebat. ”Vi kan ikke retfærdiggøre uligheden med henvisning til naturen, vi kan heller ikke forklare den. Uligheden kan kun forklares og for den sags skyld forsvares med sociale argumenter.” Han understreger dog, at selvom uligheden skal måles ud fra samfundets sociale væv, så skal vi ikke være så bange for at forholde os til de faktiske forskelle kønnene imellem. ”Vi har forskellige hormoner, forskellige hjerner, i bund og grund en forskellig biologi. Det må vi erkende og lade være med at tro, at hver gang vi kan se forskelle på antallet af mænd og kvinder blandt professorer og bestyrelsesformænd, så har det noget at gøre med diskrimination. Det har også noget at gøre med, at vi er forskelligt indrettet og har forskellige værdier.” Og han fortsætter: ”Den administrerende direktørstilling er som regel en mandestilling. For det er jo ikke en type stilling, man får ved jobsamtalen. Man får den, fordi der er gået rygter om én. Og arbejdsgiveren derfor kan regne med, at man er villig til at forsømme sin familie til for fordel for firmaet. Enhver mand, der til enhver tid vil forsømme sin familie for at gøre karriere, ham satser virksomhederne på. Der er mange kvinder, der har sværere ved at forsømme deres familier, fordi det er dem, der skal føde børnene. Der findes selvfølgelig mange kvinder, der rent faktisk vil bortvælge deres børn til fordel for karrieren – nemlig ravnemødrene. De har altid eksisteret. Men vi må erkende, at det bliver ikke normen, at kvinderne siger, ’skide være med familien, jeg vil fandme være generaldirektør’. Men det er der masser af mænd, der gør.”

Der er i følge Arno Victor Nielsen en masse kvinder, der vælger direktør-

jobbene fra på grund af deres biologi. ”De jo skal have børn inden de blive 40 år gamle. Deres uddannelser varer til de bliver 30 år, så derfor har de kun 10 år, hvor de både skal føde børnene og lave karriere”, påpeger han og fortsætter: ”Det er jo en kendsgerning. Den kan ikke bruges til at retfærdiggøre noget, overhovedet ikke, men det betyder – og Gud ske tak og lov, må man sige – at mange kvinder følger deres biologi. De vil hellere føde og passe børn og så nøjes med en mellemstilling.”

Her vender filosoffen tilbage og understreger, at der er en afgørende skelnen mellem forskellighed og ulighed, og at det i ligestillingsdebatten jo i udgangspunktet handler om uretfærdighed. Han konstaterer: ”Derfor må kvinder altid gå ud og sige, at her kan vi påvise, at der er sket en uretfærdighed på grund af deres køn.” den økonomisk fremmende ulighed Dengang hele diskussionen om lighed egentlig havde betydning, var dengang, da der var mennesker, som virkelig led nød. Hvor man mente, at den rigdom, nogle mennesker havde, var taget fra nogle andre. Arno Victor Nielsen pointerer, at man dengang opererede med en slags nulsumsopfattelse, hvor de rige blev rige på bekostning af de fattige. ”Man er siden blevet klar over, at sådan hænger det ikke sammen.

De rige har ikke taget deres penge fra andre. De har bare sørget for, at samfundskagen er vokset. Og i og med at den er vokset, er der blevet mere til de fattige, men der er blevet endnu mere til de rige”, siger han og fortsætter: ”Der er masser af ulighed i samfundet i dag, men vi tør ikke diskutere den. Det skyldes til dels også, at vi har fundet ud af, at uligheden er fremmende for vores vækst. At Henning Dyremose får 100 millioner oven i sin løn er slet ikke

»

Man er i færd med at lave eliteskoler og eliteuniversiteter. De andre kalder man så på forskellig vis for ”universities” og lignende for at skjule, hvad man er i gang med – nemlig at skabe et samfund, hvor der for alvor bliver opdelinger i en a og en b klasse.

tendens Tager kvinderne over?

s. 28

dårligt ud fra et økonomisk synspunkt, for han kan jo ikke spise pengene op.

Han er nødt til at investere dem.”

Arno Victor Nielsen mener derfor, at man på mange måder kan sige, at lighedsspørgsmålet ikke handler om, hvorvidt nogle lever et uværdigt liv på bunden af samfundet eller ej, men derimod er blevet et spørgsmål om livsstil.

Om man kan lide at gå med Rolexur eller ej. At lade de rige blive endnu rigere kan ligefrem siges at være fornuftigt, fordi de investerer pengene og dermed skaber arbejdspladser. ”Giver du derimod pengene til SF’s vælgere, så vil de gå ud og købe rejser for pengene. Det ville derfor være samfundsøkonomisk vanvittigt at hæve indkomsten blandt SF’s vælgerkorps. Pengene ville ryge lige ud i bajere og charterrejser. Hæver du omvendt bestyrelseshonorarerne, så går pengene til ny investor-kapital.

Sådan er det bare,” siger Arno Victor Nielsen og konkluderer: ”Det er med andre ord samfundsøkonomisk klogt at have ulighed. Hvis man for alvor ville diskutere forestillingen om lighed i vores samfund, skulle man anfægte hele det økonomiske fundament, som samfundet bygger på.”

Istedet for tage den vanskelige debat om uligheden ved selve vores samfunds fundament henlægger man, ifølge Arno Victor Nielsen, slagmarken til et lille, begrænset område, som ikke har den store betydning, men som syner af meget. ”Den eneste konsekvens ved nutidens mærkværdige ligestil-

lingsdebat er, at en masse kvinder går og føler sig som tabere, fordi de har fulgt deres biologi.” ligestillingsdebatten som ideologisk ensretning Når der i dag reelt set ikke er et ulighedsproblem – et uretfærdighedsproblem – så mener Arno Victor Nielsen godt, at man i langt højere grad kunne åbne op for forskellene på mænd og kvinder, også hvad angår deres hjerner og biologi. For vi risikerer ikke længere, at det bliver misbrugt til at holde nogen nede og skabe uretfærdighed. ”Det problem har vi sgu løst, og nu kan vi så åbne øjnene og forstå, hvorfor vi vælger forskelllige livsstile. Men det vil de der politikere med deres ligestillingsdebat forhindre, fordi de efter min overbevisning opererer med en gammeldags opfattelse af lighed.”

Hele ligestillingsdebatten, som i dag føres fra oven, handler ifølge Arno Victor Nielsen om at påføre kvinder et bestemt billede af, hvad det vil sige at have haft et sucessfuldt liv. Der sker en slags ideologisk ensretning af kvinderne, fordi der her er tale om en arbejdsmarkedsressource, som der kan pines endnu mere ud af. ”Man siger til kvinderne, at der kun er én måde at realisere sit liv på, nemlig at gøre karriere, og at alle forhindring, der har med køn at gøre, skal fjernes. Og der er det bare jeg siger, at det kommer i konflikt med visse biologiske fænomener.”

»

Der er masser af ulighed i samfundet i dag, men vi tør ikke diskutere den. Det skyldes til dels også, at vi har fundet ud af, at uligheden er fremmende for vores vækst.

At Henning Dyremose får 100 millioner oven i sin løn er slet ikke dårligt ud fra et økonomisk synspunkt, for han kan jo ikke spise pengene op.

Han er nødt til at investere dem.

Kursus 20. januar 2010:

Kursus om sårbare unge - på Uldum Højskole. Tilmelding og mere info på www.ffd.dk/uddannelse

december 2009

Giv et abonnement i julegave og få en GRATIS

Højskolesangbog Hvis du giver ét års abonnement på Højskolebladet til en ven for 499,så får du et gratis eksemplar af Højskolesangbogens 17. udgave tilsendt.

Gå ind på www.hojskolebladet.dk eller ring til os på 3336 4040 Tilbuddet gælder i 2009 eller så længe lager haves.

post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

s. 29

tema Tager kvinderne over?

s. 30

Polfoto

december 2009

Drømmekopimaskinen Drømme om en verden af kopier, hvor Dolly Parton lever, Doktor Mengele, de siamesiske tvillinger, Andy Paperbag Warhol og alle de klonede legetøjspiger.

Den svenske forfatter Sara Stridsberg leverer en særegen tekst om piger, kopier og kunst af sara stridsberg

i andy warhols factory i new york findes en pige, som elsker at skøjte. Om natten bryder hun ind i en skøjtehal på det nordlige Manhattan og øver sig i timevis på de forskellige komplicerede elementer, der indgår i klassisk kunstskøjteløb.

Over sine cowboybukser har hun en itureven ballerinakjole, den er laksefarvet og fuld af mørke cigaretmærker, og hun elsker heroin og amfetamin og al den anonymitet, som stoffer kan skænke et menneske. Med heroin i blodet er hun ingen særlig, hun er som cirklen af is og lyset fra strålekasteren, uskreven, glinsende, underdanig, hun kan være alle pigers selvbiografi.

Og når jeg vågner om morgenen lugter det af sne i værelset uden vindue, og min seng er invaderet af lyserøde fjer, og jeg savner en, jeg aldrig har mødt og aldrig vil komme til at møde.

Den drømte er blot en kopi af en gammel drøm om en anden pige, som i sin tur blot havde kopieret endnu en pige og en anden drøm og en anden kopi, en håbløst multipliceret fiktion.

Vi forelsker os i mennesker, som ikke eksisterer. Vi forelsker os fx i piger.

Og pigen er virkelig en fantastisk idé.

Diamant, opal, ædelsten. Pigen løber ved siden af historien, hun befinder sig i underlandet og undervandslandet og i andre slags skumringslande. Der har hun fundet helle for historien. Hendes skæbne glitrer og smerter.

Pigen er også en forfærdelig idé.

Plastik, blod, skydeskive, pose, kopi, klonet i millionvis perfekte kopier.

Hun er en sort ubegribelig sol. Hendes hjerte er et umætteligt pulserende sår.

Fra midten af 1960’erne bærer Andy Warhol altid en sølvgrå paryk. Hvis han tidligt begyndte at bære en sølvgrå paryk, kunne han måske ophæve tidens ubønhørlige trampen på hans isse og krop. Hvis han lod som om, han var ældre, end han rent faktisk var, ville naturens ubønhørlige regelsæt måske trække sig væk fra ham og opsøge en anden. Parykken understreger det anonyme i hans personlighed, artefaktet forvandler ham til hvem som helst. Andy går i forvejen og kopierer en ældre udgave af sig selv og derefter forsvinder han. Ved alle de kirurgiske indgreb, som han underlægges mellem 1968 og 1988 som følge af Valerie Solanas’ tre skæbneskud, kræver han at beholde parykken på under operationerne. Og han kræver at blive indskrevet på sygehuset som en anden end Andy Warhol. Helst Barbara. Hvis ikke det er muligt, gerne Bob Roberts.

Bag parykken er han blank som et ocean eller et spejl. Han er Andy Paperbag, containeren for autentiske menneskers autentiske oplevelser i mangel på egne af slagsen. Overalt i The Factory sidder forskellige rester af mennesker og mumler og venter på, at han skal lave kunst af dem.

Og hvem som helst kan når som helst få til opgave at repræsentere Andy Warhol eller gøre AndyWarholkunst. Mamma Warhola eller nogle af alle de proteser og amøber, som glider ind og ud i hans fire fabrikker; sølvfabrikken, den hvide, den første og den sidste. Og Andy elsker at sprede et rygte om sig selv, som går ud på, at han om natten klæder sig ud (eller klæder sig af) som posedame og går omkring

s. 31

tema Tager kvinderne over?

s. 32

»

Vi forelsker os i mennesker, som ikke eksisterer. Vi forelsker os fx i piger. Og pigen er virkelig en fantastisk idé.

Diamant, opal, ædelsten.

Pigen løber ved siden af historien, hun befinder sig i underlandet og undervandslandet og i andre slags skumringslande. Der har hun fundet helle for historien.

Hendes skæbne glitrer og smerter.

og fodrer andre posedamer på Manhattan. Andy selv kan godt tænke sig at repræsentere hvem som helst. Gerne Marilyn Monroe, gerne ingen særlig, en klonet kopi, en drøm, en fuldstændig blank overflade. Han forlader verden, som han levede i den; som en uden tilhørsforhold.

Doktor Mengele slår med sin store tryllepind, og alt omkring ham aftager.

Stilheden lægger sig over lejren.

Langsomt fører han en nål op langs en lille drengs rygrad, indtil drengen dør. Doktor Mengele griner og henter en ny dreng. Han vil så gerne undersøge, om det er muligt at føre en nål af lidt større model hele vejen op langs rygraden uden den skades. Han er Auschwitz’ dødsengel.

Doktor Mengele er ukoncentreret.

Efter steriliseringen af en tolvårig pige glemmer han at sy såret i livmoderen sammen. Da han kommer tilbage efter en del cigaretter, er hun forblødt på operationsbordet. Doktor Mengele er bekymret, men forskningsmaterialet er stadig uendeligt, sigøjnerbørnene interesserer ham virkelig. Problemet er, at de, til forskel fra de jødiske børn, ikke accepterer deres skæbne. De skriger og gør vrøvl hele vejen ind i døden.

Doktor Mengele får ondt i sit kunstige hjerte.

Og himlen er lidt blegere over Stockholm nu, en mælkehvid hinde har lagt sig over huse og mennesker og gader.

Børnene fra Jordbro er tilbage på skærmen, og der er gået ti år siden sidst, og en har været på behandlingshjem, og en har rejst sig, og alle har det godt, og spørgsmålet om den sociale arv og om den der anden mystiske fremmede arv står tilbage. Genetikken, prædestinationen, det sorte ukendte rum af spådomme og profetier om maskinen mennesket.

Herhjemme venter vi nu på decemberbarnet, og det er mig, der har den vilde baby i min mave, og ikke min hustru,

december 2009

og når mørket falder på, taler vi om den der Uundvigelige Projicering af os selv og vores latterlige egoer over på denne snart 50 centimeter lange overflade, som stadig gemmer sig langt inde i sin lille swimmingpool og ikke ved noget om noget. Ingenting om manipulation med pattedyr og mental kloning og ingenting om hverken Görans eller Fredriks planer for den.

Den ved ikke engang, at havet findes.

Og jeg forsøger alligevel at hævde med en slags bestemthed, at hvis dette barn bliver alt det, vi ikke selv er, så vil det være et rigtigt godt tegn og et tegn på, at vi har ladet den bruge sin egen lille hjernebark.

“Måske bliver den konservativ og går med i Konservativ Barndom”, forsøger jeg.

“Eller også bliver den en lille Sverigedemokrat”, siger hun, som ikke tror på at lade spørgsmålet om empati og sympati være helt åbent som en slags åndelig vejledning af det indtil videre meget fiktive barn.

Problemet er, at jeg egentlig ikke tænkte på hverken konservativ eller sverigedemokrat, jeg tænkte, at den måske kunne være marinebiolog eller dybhavsforsker, en menneskelig beskæftigelse, som jeg ved meget lidt om.

Jeg tror, at jeg tænkte på havet igen.

Min mor er taget til New York, og i New York skal hun på AndyWarholudstilling. Og Metropolitan strutter af stolthed, forventning, og alle i denne by med den mindste selvrespekt står nu i kø uden for museet sammen med min mor for se deres Warhol. Sneen falder i sukkerknalder over byen med de mange hovmodige skyskrabere.

Vi lever i de individuelle oplevelsers tid, og min mor er nu mere end parat til at sætte endnu en oplevelse ind i sit store verdenskatalog af autentiske, egenartede oplevelser. Hun

s. 33

jager lykken som en lille biltyv. Der er mange derude, som jager, vi er alle desperados. Denne gang bliver min mor skuffet. Hun vil vende tilbage til denne skuffelse mange gange: Og hvor jeg end gik hen i det der museum, hang fuldstændig samme værk. Da Vincis Mona Lisa. Overalt det samme. Kopier. Det var bare kopier. Imitationer!

Og Andy Warhol befinder sig i de dødes land, og han keder sig stadigt forfærdeligt. Med sin slæbende let stammende stemme siger han: “Why bother making new pictures? The world is already filled with them.”

Andy Warhol har andet at tænke på.

Han drømmer videre om sin egen begravelse, og det eneste han drømmer om er, at de mange gæster skal kaste muskelblade og parfume ned i hans grav. Helst Estée Lauder.

Og hvis Andy er død, så befinder vi os stadig i de store opdagelsers tid. Rejser vi til Afrika Grækenland Argentina Indonesien Thailand vil vi rejse til det uopdagede, rene, rigtige, vi vil være de første, der er rejst dertil, sætte den første fod i ansigtet på den servicemindede indfødte og hendes skov. Vi følger blindt de brutale og ligegyldige turiststrømme og håber på en unik oplevelse, en slags originaloplevelse.

Uf, der var fyldt af turister der. Eller.

Lokalbefolkningen var modbydelig, den tiggede og tyede til aggressive salgsmetoder. Så vi rejser videre, vi flygter fra de kopierede oplevelser, vi rejser længere ind i forglemmelsen og natten. Og lokalbefolkningens mørke forbliver vores lys. Flere kopier, som kan byttes, let erstattelige med en præcis samling af egenskaber, godhed eller ondskab, naturtro eller let udviklingshæmmede, under alle omstændigheder forgængelige. En fremmed masse, hvor individualitet overhovedet ikke eksisterer, de er alle klonede tjenerkopier.

Når reptilkvinderne i Laurant Cantets film Mod Syd penetrerer det mørke kontinent, penetrerer de lige præcis

ingen speciel, blot et sort anonymt hul i rummet.

Sigøjnertvillingerne Guida og Nina leger i den sorte ler med deres hænder.

Solen lyser i deres hår. Deres mor studerer deres leg, og det er åbenlyst, at ingen af dem ved, hvad de laver i lejren og/eller krigen. Himlen er uskyldsblå, og den lover dem stadigvæk alt. Hegnene formår endnu ikke at spærre for deres havudsigt. De er børn, som leger i bure af mørke.

En dag kaldes Guida og Nina hen til Doktor Mengeles lille forskerstation i udkanten af lejren. Ligesom andre nationalsocialister elsker Doktor Mengele alt, som er ens og det samme.

Utopien er en verden af kopier, og kopieringen gælder både tanker og kroppe. Hvis det var muligt at klone sig selv, ville han straks gå i gang. Et uendeligt antal Mengele, Goebbels, Speer, Riefenstahl. Og Doktor Mengele elsker tvillinger. Det eneste han elsker højere er siamesiske tvillinger.

Dette sker: Doktor Mengele syr Guida og Nina sammen ryg mod ryg, og gør dem til siamesiske tvillinger. Nu er de sammenbundne for altid. De går ingen steder uden hinanden. Sårene smerter og bløder.

Selv Andy Warhol er optaget af det bestandige spørgsmål om tvillingeskab.

Den amerikanske poet Wayne Kostenbaum: “Man finder to kroppe overalt hos Warhol, og deres tvillingeskab stiller spørgsmålet: Vil vi blive ved med at være forskellige, eller vil nærheden smitte os med enshed?”

Et andet spørgsmål som optager Andy Warhol: Hvordan overlapper forskellige kategorier hinanden – mor, prostitueret mand, stjerne, galning?

I left the country for the city. Thought I was smart, but I was silly. I should have known I’d get in trouble being so green...

Sara Stridsberg (F. 1973) Svensk forfatter.

Debuterede i 2004 med den kritikerroste roman Happy Sally. I 2006 udkom Stridsbergs anden roman Drömfakulteten, som hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris for. Bor i Stockholm.

tema Tager kvinderne over?

s. 34

»

En dag kaldes Guida og Nina hen til Doktor Mengeles lille forskerstation i udkanten af lejren.

Ligesom andre nationalsocialister elsker Doktor Mengele alt, som er ens og det samme. Utopien er en verden af kopier, og kopieringen gælder både tanker og kroppe. Hvis det var muligt at klone sig selv, ville han straks gå i gang.

Dolly Parton danser mellem ni og fem i sin lille Texasæske. Hun har en mørk latter, som minder om en flod, og hendes hår er candyfloss, som publikum ville ønske de kunne slikke på. En underlig lille pattedyrspige og et underligt lille får, muskuløs af silikone og afblegningsmiddel.

Idéen om pigen er en gigantisk skærm, på hvilken drømme om luderen, om pigebarnet, om det enkle stammende hundyr kan projiceres. Den arketypiske pige repræsenterer ikke kun sig selv, hun repræsenterer hele flokke af piger og bambilande. Og en af pigens grundidéer er, at hun ikke må gå for langt. Der findes en præcis form og en formel med nøgleordene: proportion, balance, præcision. Gerne silly, men ikke skide silly. Gerne blond, men ikke blond paryk. Gerne et yppigt bryst, men ikke et bryst, som ligner et våben og risikerer at knuse dig.

Men Dolly Parton går for langt, hun bliver en parodi på en pige. Hun er den perfekte kopi, som uden at bede nogen om lov, overskrider selve idéen om den klonede pige. En amerikansk drøm, som overgår til at blive et amerikansk mareridt. Hun er fåret og pattedyret, som flygter ud af eksperimentværkstedet.

Hære af blonde monsterpiger med monsterkroppe og monsterlæber overtager verden. I midten af 1990’erne får de selskab af det lille klonede moderløse får Dolly.

Da jeg var barn, fandtes kun Dolly Parton.

Jeg er sandsynligvis hvidhåret, og jeg har tykke briller og kappe, og ved siden af mig sidder noget, som ligner en søkaptajn, og lige præcis denne søkaptajn er ham, som vi engang kaldte den vilde baby. Jeg er en slags følgesvend i et eller andet og rundt om mig taler de om ting, jeg ikke fatter. Det er som en ukendt våd undervandsverden, og den våde fremmede ved min side lader til

december 2009

at være en slags havforsker, marinebiolog måske.

Den muskuløse kaptajn, som ejer de syv have, er min idé om ikke at lave en kopi af mig selv, min latterlige metafor for ikke at klone. For det er lige præcis det, der skræmmer mig mest lige nu.

Muligheden for at kopiere mig selv og mine latterlige drømme ind i en fuldstændig blank overflade. Jeg vil ikke skøjte som en idiot på sorte ishockeyjern gennem den lilles hjerte og hjerne.

“Men problemet er”, siger hende, som er min hustru, og som synes, at jeg er gennemsigtig som et glas vand, “at det nok var en anden af dine drømme, der tog fat i dig nu.”

Og det var det vist. Det var den om Oceanet igen, evigheden, forsvindingen, forglemmelsen, natten. Alt, jeg skriver, handler om havet og fortsætter med at gøre det.

Og måske befinder vi os i forskellige grader af kloning og kloningslængsel, hun og jeg, lige nu. Jeg ville have, at barnet skulle være i min mave, og hun ville også have, at barnet skulle være der, og ikke i hendes. Hun har aldrig drømt om fysisk reproduktion, hun vidste, da hun var lille, at hun ville adoptere et barn en dag. Jeg vidste, da jeg var seks år, at jeg ville være kopieringsapparat senere, gerne hjemmegående, gerne kopieringsmaskine til fire børn, jeg var 1970’ernes mest traditionelle seksårige. Og eftersom jeg åbenbart ville have, at mine gener skulle herske, er jeg måske lidt mere skrækslagen, end hun er over for det her med mental kloning. Min krop kopierer lige nu, jeg vil ikke også klone min hjerne og mit hjerte.

Jeg ville bare tage på en hyggelig dagstur til havet.

Mørk er natten, som det sorteste kul. De siamesiske tvillinger, Nina og Guida, vil ikke holde op med at skrige, efter Doktor Mengele har syet deres

s. 35

rygge sammen. Det bløder fra sårene og eftersom Nina og Guida ikke vil acceptere deres skæbne, men konstant forsøger at forlade hinanden, bløder sårene endnu kraftigere, infektionen tiltager, Guida synger ikke længere.

De skrigende sigøjnerbørn er generelt et problem i lejrene. De jødiske børn ved, hvad der vil ske med dem, og de gør ikke modstand længere.

Sigøjnerbørnene har ingen anelse. Hele kreaturvogne fulde af sigøjnere på vej til lejrene glemmes ofte med vilje, og sigøjnerne dør af luftmangel og lort.

Mange SS-soldater foretrækker at gøre sådan med sigøjnerbørnene, de holder ikke skrigene og de våde oprørske øjne ud.

Til tider forsøger Nina at synge for Guida, men det hjælper ikke. Guida skriger og græder. Deres mor ser på dem. Der er bare en ting at gøre, en Medeating. For en i sammenhængen enkel tjeneste, et kvarter på knæ, bytter hun sig til to dødelige doser morfin.

Nina holder op med at synge og Guida holder op med at skrige. De sover og dør, og Doktor Mengele oplever noget helt særligt under obduktionen. Idet han skiller tvillingerne ad, bløder de stadig. De bliver ved med at bløde efter deres død. Doktor Mengele falder i søvn lykkelig.

Andy Warhol foretrækker kopien og al den somomkunst – eller popkunst, som den kaldes, sandsynligvis for at adskille den fra Stor kunst – han laver, afslører den kendsgerning, at verden blot er en gigantisk kopi, at bag kopien findes blot yderligere en dårlig kopi.

Vi er alle kopierede og klonede. Alle vores idéer, overbevisninger, følelser er simple kopier af allerede eksisterende kopier.

Og vi løber gennem denne store kopimaskine, overbevist om vores egen og kunstens egenart. Vi er alle forfalskninger og plagiater, og kunsten er vores perfekte alibi og vores yndlingsmetafor og gidsel for, at vi alle er originale og ikke simple imitationer og

forfalskninger. Og selvom vi alle ved, at kunst og anden menneskelig beskæftigelse bygger på gentagelse, imitation, kopiering, forfalskning, kan vi gode lide at udvælge fænomener fra floraen af menneskelig opførsel og kalde dem unikke, originale, ophøjede. Mona Lisa. August Strindberg. Måneskinssonaten. Manden. Aristoteles.

Mennesket har af tradition set en meget lille del af menneskeligheden som original og den store masse uden for denne lille eksklusive gruppe som klonede kopier: kællinger, børn, fremmede, seksuelle flygtninge, dyr, syge, krøblinger, galninge.

Doktor Mengele er her ikke i dag. Han kommer tilbage lidt senere. Slå jer bare ned i sofaen derhenne så længe.

trykker på flere forbudte knapper, som regulerer værdierne proportion, balance, diskretion. Når hun stiller på graden af silly, vælger hun skide silly, og når hun kommer til yverne, holder hun knappen inde alt for længe og hun nyder at føle brystkassen spænde og gøre ondt og hun indser, at hun er et skjold og en granat, som Arnold Scwarzenegger ville græde af misundelse over.

Fåret Dolly voldtager kopimaskinen og kommer ud som en monsterpige fra Texas. Drømmen slår over i mareridt, underkastelsen slår over i ulydighed. Kopien krakelerer. Fåret Dolly bliver en freak, en parodi på en pige, hendes overkrop er et våben og et potent artefakt, hun forvandles fra artflygtning til rumvæsen.

En anden af Doktor Mengeles favoritbeskæftigelser er havvandseksperimenter. Hvor meget saltvand er det muligt at tilføre et menneske, inden det sygner hen og dør? Doktor Mengele vil finde den præcise mængde.

Og hun synger med sin fortryllede mekaniske stemme i skyggen af The good old sparky, som er en seværdighed i hendes musikalske hjemland: I’ve just made a decision. I’ve stood all I’m gonna stand. Your woman is getting tired of being your handy man.

Jeg er i tvivl om, hvad ordet genetik betyder.

Oversat fra svensk af Kristine Marie Berg

I left the country for the city. Thought I was smart, but I was silly. I should have known I’d get in trouble being so green…

Fåret Dolly sover ikke længere om natten, hun har ødelagt kopimaskinen og kopierer nu brutalt på egen hånd og langt fra det, der står i brugsanvisningen. Hun har selvfølgelig hverken lægelegitimation eller forskerlicens eller selvrespekt og alligevel ødelægger og røber hun selve idéen om fåret og pigen. Candyfloss-parykken bevæger sig, når hun klukker henrykt for sig selv, tilfreds men sin lille opdagelse.

Thought I was smart but I was silly.

Should have known I’d get in trouble.

Fåret Dolly kan godt lide at spøge med sin skaber. Når mørket falder på, stiller hun på instrumenterne og

debat Kommentarer

s. 36

Den nordiske dimension » af leif kajberg, næstformand foreningen frit norden

Der var en gang, hvor det var naturligt at beskæftige sig med Norden og det nordiske i højskolernes kurser og foredrag. Forstandere og lærere fortalte de gamle nordiske myter (det sker dog stadig, enkelte steder) og brugte dem hyppigt som udgangspunkt i deres foredrag. Mytefortællingen var et centralt indslag i højskolelivet. Man var også meget optaget af Norden og nordisk kultur, politik, historie, samfund og åndsliv. Men i dag virker det som om, at højskolerne helt har mistet interessen for Norden og det nordiske.

Er denne iagttagelse rigtig, og hvis det er tilfældet, hvad er så årsagen til denne udvikling? Grundtvig-kenderen og højskolemanden Poul Engberg, som døde sidste år, tog således skridtet fuldt ud og søsatte sit eget dansknordiske folkehøjskoleinitiativ: En ”Fri Nordisk Folkehøjskole,” der kunne afholde kurser og udgive publikationer.

Denne skole blev placeret Snoghøj ved Fredericia, og den afholdt bl.a., fra 1966, kurser rundt om i de nordiske lande. Poul Engberg var i en årrække skolens forstander. Denne højskoleform måtte desværre opgives; højskolen i Snoghøj kunne ikke videreføres på de oprindelige præmisser. I de senere år er det som om, højskolen helt har kvittet Norden. I kursusprogrammerne forfalder man ofte til det trendy – højskolerne er jo under pres, kæmper med ryggen mod muren, økonomisk, og man må tilpasse sig markedet, der skal være kunder i butikken – og det er åbenbart ensbetydende med, at nordiske emner droppes. De ”sælger” ikke rigtig, virker måske støvede og gammeldags.

Derimod synes der at være mere ”salg i” Europa og EU. Man får det

december 2009

indtryk, at der i højskoleverdenen er en berøringsangst over for Norden og det nordiske. Og det på trods af at vi, mange af os i hvert fald, og specielt de lidt ældre årgange, har inddrukket det nordiske med modermælken og på trods af mange års folkeligt arbejde i foreninger mv. og græsrodsaktiviteter på tværs af de nordiske landes grænser.

Og på trods af stadigt eksisterende officielle læbebekendelser til det nordiske samarbejde og dets nødvendighed og på trods af mangfoldigheden af nordiske samarbejdsprogrammer og -projekter. Helt rigtigt er det nu ikke, at der slet ikke findes noget nordisk i fx danske højskolers kursusprogrammer. Nordisk litteratur, kunst og folkemusik optræder i enkelte højskolers kursusudbud. Og der arrangeres jo også højskolerejser til andre nordiske lande og til Færøerne og Grønland.

Det fremgår af en analyse af dækningen af Norden og de nordiske lande plus nordisk prægede emner i de korte og de lange kurser, som højskoler i Danmark har udbudt i 2009 (omtalt i det følgende).

Men selv i 2009 burde det faktisk være muligt udbyde et kort kursus, som introducerer kursisterne til aktuelle problemstillinger i det nordiske samarbejde, og som forsøger at åbne deltagernes øjne for spændende udviklinger og debatter i et nordisk naboland. Det burde ikke være umuligt at finde nogle utraditionelle og oversete indfaldsvinkler. Fordoms- og klichétemaet kunne være en af tilnærmelsesmåderne: Hvordan betragter vi vore nordiske naboer? Hvordan spejles de i mediernes stofbehandling? Hvilke fordomme og klichéer gør sig gældende? Hvordan med Norden-utopierne (sådanne findes faktisk) – har forestillingerne om et forstærket og intensiveret nordisk samarbejde uden for EU stadig en berettigelse og relevans?

Man får det indtryk, at der i højskoleverdenen er en berøringsangst over for Norden og det nordiske. Og det på trods af at vi, mange af os i hvert fald, og specielt de lidt ældre årgange, har inddrukket det nordiske med modermælken og på trods af mange års folkeligt arbejde i foreninger mv. og græsrodsaktiviteter på tværs af de nordiske landes grænser.

Hvordan med det nordiske samarbejdes strukturer og organisationer – skal de til syn lige som en bil, der har kørt en del kilometer? Hvordan har den nordiske sprogforståelse det egentlig?

Hvordan ses Norden udefra, hvordan er Nordens brand og profil i verden i dag? Hvordan får man samfunds- og kulturdebatten i de andre nordiske lande frem i lyset og præsenteret for højskoledeltagere på en spændende og appetitvækkende måde?

Denne debat formidles nemlig, som allerede fremhævet, umanérlig dårligt i de danske mainstream-medier. Måske var tiden også inde til at hive et par af de store gamle skikkelser i højskolens

Donslund de luxe og Märklin historie frem, støve dem af og sætte luppen på deres tankegods, specielt de tanker de tænkte om Norden. Et oplagt eksempel er højskolemanden og Norge-kenderen Jørgen Bukdahl, der virkede på Askov Højskole, og som meget få forbinder noget med i dag.

Kunst-indslag bør der også være plads til, både de store gamle (HavsteenMikkelsen fx) og de nyere og unge kunstnere i nordiske lande. Det ville ligeledes være en snild sag at indbygge en præsentation af en roman eller tre i et forløb.

Men for at klarlægge omfanget af kurser arrangeret af danske højskoler, som behandler nordiske emner, blev der foretaget en søgning i den elektroniske version af Højskolekataloget 2009: Korte kurser 1-7 uger. Der blev desuden lavet en tilsvarende søgning i Højskolekataloget 2009: Lange kurser.

Med i søgningen var endvidere Nordiska Folkhögskolan i Sverige. Søgeordene var Norden, nordisk, nordiske, Finland, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige, finsk, islandsk, norsk og svensk.

Det ville være synd at sige, at det gav særlig mange træffere. Et typisk emne af nordisk observans inden for den temaramme, som et kort højskolekursus dækker, er nordisk litteratur. Der er to udbudte kurser, som omhandler dette emne. Endvidere finder man nordisk kunst, nordisk folkemusik og den nordiske sang.

Enkelte højskoler arrangerer rejser til et andet nordisk land; Island er mest populært. Finland er et rejsemål, der slet ikke trækker, tilsyneladende. Nordiska Folkhögskolan i Kungälv har ikke nogen korte kurser på programmet, som har et klart nordisk fokus, er med andre ord ikke specielt nordisk i sit kursusudbud, når man ser bort fra, at der er kurser, som har en vis lokalkolorit, et vist egnspræg; dvs. kursisterne

introduceres til en svensk lokalitet eller en bestemt kunstner eller forfatter. Resultatet må vel siges at være lidt nedslående. Der er 77 højskoler i Danmark.

Antal kurser med nordisk dimension: 2 Nordisk litteratur. Løgumkloster, Vrå.

1 Nordisk kunst. Løgumkloster.

1 Nordisk folkemusik.Vrå.

1 Den nordiske sang. Løgumkloster.

3 Færøerne, kulturrejser.

Jaruplund, Rude Strand, Rødding.

2 Grønland, kulturrejser, instruktør/ havkajak mv. Isterød, Jaruplund.

3 Island, kulturrejser.

Kolt, Løgumkloster, Vrå.

1 Norge, kulturrejser. Jaruplund.

2 Sverige, kulturrejser. Kolt, Viborg.

1 Norden, rejsemål.

Antal lange kurser - kursuselement: 1 Det ukendte Norden.

Nordiska Folkhögskolan.

1 Norden - kunst, litteratur, musik mv.

Vrå Højskole.

Men vi savner fortsat nogle forklaringer på, hvorfor Norden stort set er forsvundet ud af højskolernes udbud af korte kurser og heller ikke rigtig dyrkes i de lange. Og der savnes var på, om det er en fælles nordisk problemstilling; er det noget man kan nikke genkendende til i andre nordiske lande?

Hvorfor indeholder folkehøjskolernes korte kurser næsten ingenting om Norden og det nordiske? Er det, som tidligere antydet, markedstrykket og nødvendigheden af satsningen på det ”salgbare” og mainstream, af hensyn til højskolernes overlevelse, der er problemet? Eller er det sprogbarrieren?

Eller er det EU og Europa, som har taget over og erobret opmærksomheden (der findes eksempelvis en særlig Europahøjskole i Danmark), eller hvad kunne der ellers være af forklaringer?

Jeg er vokset op med aftenbøn. Først bad vi fadervor, og bagefter havde jeg en privat fribøn. Det var der, jeg bad om alt det, der ikke stod i Fadervor: Daisydukketing, jeg ønskede; drenge, jeg var forelsket i. Mine bønner sluttede altid med ordene: “Og vil du ikke gøre sådan, at alle har det godt og ingen kaster op. Amen.” Det var fordi, min tvillingebror kastede så utroligt meget op. Han kastede op i bilen, han kastede op, da vi havde seksualundervisning, han kastede op engang, han kom til at tænke på spagetti med bløde løg. Min far kastede også en del op, hvis mavesåret blev pirret af børnemytteri eller for meget arbejde i bageriet. Op til jul steg mine bønners intensitet. Især i 1978. Året før havde nemlig været en katastrofe rent gavemæssigt. Min tvillingebror og jeg ønskede en racerbane. Den købte min mor og stillede ind i skabet i soveværelset. Men så sagde en af mine ældre brødre, at der stod en gammel racerbane på loftet, så det var meget bedre at give os et elektrisk tog… Min storebror havde en herlig jul. Det store bagerbord blev et østrigsk bjerglandskab, hvor Märklintoget af god tysk kvalitet kunne køre rundt.

Der var tydeligvis ikke var meget fremtid i fællesgaver, her måtte jeg tænke på mig selv Der var tydeligvis ikke var meget fremtid i fællesgaver, her måtte jeg tænke på mig selv. Og hvad skulle jeg egentlig være: popstjerne eller skøjteprinsesse?

Mit hjerte bankede som en storm, da jeg både opdagede skøjter i skabet og guitar under sengen en uge før jul. Jeg tjekkede hver dag, og de var ikke blevet byttet, så jeg forventede mit livs juleaften. Men så var det som om, det var sket med mig og julen. Jeg følte ingen lykke. Der kom heller ingen sne det år. Og guitar gik jeg kun til en sæson, for det gjorde ondt i fingrene at trykke på strengene. Det var også det Märklintog. Det faldt på et afgørende tidspunkt, og siden har julen været lige til at kaste op af. Amen!

Anne-Marie Donslund er forfatter

s. 37

debat Kommentarer

s. 38

Goddag og farvel til Båring af niels ole frederiksen, højskolelærer og bestyrelsesformand for ”den rytmiske efterskole i båring”

Man kan fristes til at sige, at det er med højskolerne som med grænse­ forening­er­ne. Man forsøger at holde fast i noget, som var. Eksistens­be­ rettigelsen for dem begge forsvinder lidt efter lidt. Sådan er det i hvert fald gået med grænse­for­en­in­gerne. Hvis tendensen med de mange højskolelukninger, som vi har set de sidste ti – tolv år forsætter, så vil højskolen som grænseforening­erne uddø lidt efter lidt af mangel på frisk ilt. At grænseforeningerne for­svinder, er der vist ingen tvivl om, men at højskolen vil forsvinde, kan vi næsten ikke fatte.

Jeg tror og håber, at højskolen kan få redefineret og vitaliseret skoleformen, så højskolen fortsat vil være en faktor i det danske kulturliv. højskolen lukker 2008 Sådan gik det ikke for Båring Højskole.

2008 blev året, hvor Båring Højskole ikke havde formået at forny sit idégrundlag og tiltrække tilstrækkelig mange unge mennesker, hvorfor der ikke længere var økonomisk grundlag for en fortsat drift. Højskolen havde da eksisteret i 49 år. Gennemgående træk i den snart 50 årige højskolehistorie er skiftende kriser i form af svingende elevtal.

Jeg kan næsten ikke mindes et år op til vinterskolestart, fraset jubelårene i 90erne, hvor alle højskoler pga. af stor arbejdsløshed kunne melde fulde hus, uden at alle ansatte på højskolen, spændt ventede på dagens post. ”Hvor mange tilmeldinger er der i dag? ”, lød

december 2009

det tilbage­vend­en­de spørgsmål!

Sådan har det stort set været i alle de år, jeg har været med. Det var altså ikke et lokalt Båring Højskole-problem. Det har alle højskoler oplevet år efter år. En højskole er kun en virkelighed, når der er elever og lærere, som kan mødes. I al den tid, højskoler har eksisteret, har det været nødvendigt for hver enkelt skole at fortælle omverdenen, at den havde sin berettigelse, og den fortælling, den enkelte skole har givet, er det brændstof eller den PR, der skal skaffe de kommende elever. En skole uden elever er ikke en skole, men en stak mursten, en tom skal.

I marts måned 2008 kom Båring Højskoles bestyrelse til den konklusion, at der ikke længere var noget grundlag for at drive en højskole på Båring Banke. Skolen gik i betalingstandsning. Det gav nogle dønninger.

Den gamle bestyrelse indkaldte til et orienteringsmøde på højskolen efter en del skriverier i Fyns Stiftstidende.

Her redegjorde den nedlagte bestyrelse for beslut­ningen. Meget kunne man ikke gøre, det var de ”faktiske forhold i jernindustrien”, der talte. Mødet var vel nærmest en mentalhygiejnisk foranstaltning for de tidligere ansatte og de fremmødte medlemmer af den gamle skolekreds, herunder mig selv. vi mødes Enden på denne aften blev, at en lille selvbestaltet gruppe indkaldte interes­ serede til et møde, hvor vi kunne drøfte, om der var en fremtid for Båring Højskole.

Mødet blev afholdt et par uger senere. Den selvbestaltede gruppe kom med et oplæg, hvor vi ville forøge at oprette en fri højskole uafhængig af høj­sko­le­loven, en højskole inspireret

af Poul Erik Søes højskoleprojekt på Lønne Høj­skole. Der var enighed om at arbejde videre med tanken om en ”Fri Høj­sko­le”. En dristig og noget luftig idé.

På det efterfølgende møde blev idéen om en fri højskole skrinlagt af gode so­lide argumenter for i stedet at arbejde på at oprette en efterskole. Et stort flertal på mødet bakkede op om ideen om en efterskole. hvilken efterskole?

En idégruppe blev nedsat, og efter en række inspirerende møder var der fuld opbakning til at etablere en efterskole.

Den faglige hovedvægt skulle lægges på musik, altså en musikefterskole, men tillige med alle de obligatoriske fag, som loven foreskriver for 9. og 10. klasse.

En musikefterskole er ikke et entydigt begreb! Gruppen fandt frem til, at det skulle være en efterskole, hvor der både var plads til den hårde rock, til solist­sang og til den klassiske musik.

Efterskolen har vedtaget, at alle, uanset hvilket instrument man vælger, skal kunne modtage undervisning i dette instrument. Det er en udfordring, som man selvfølgelig skal være påpasselig med at leve op til. Men det er vi sikre på, at vi kan. navngivning og konstituering Hvad skal barnet hedde? Det er noget, alle kan deltage i. Til et møde med skolekredsens medlemmer blev det besluttet, at navnet er ”Den rytmiske Efterskole i Båring”. Skolekredsen sikrede sig forkøbsret til byg­ningerne, og en større renovering af skolen blev igangsat med de ganske beskedne midler, vi havde til rådighed.

En bestyrelse blev også valgt. På det konstituerende møde blev jeg valgt

Fra bloggen www.hojskolebladet.dk s. 39 Thorstedlund I Af Niels Haltenhoff ”Det er klart at den afgående bestyrelse ikke er interesseret i at lade Thorstedlund fortsætte som højskole. Tænk hvis det blev en succes. Tænk hvis en ny bestyrelse (og forstander), gik ud og lavede en succes. Det ville jo være surt, og betyde at den gamle bestyrelse fremstod som det de er: inkompente.”

Foto: Den rytmiske Efterskole i Båring

som efterskolens formand. En af de første beslutninger, vi som bestyrelsen skulle træffe, var at finde en egnet tovholder og forstander til projektet. Her ud­nævn­te vi medlem af idégruppen, musikpædagog og højkolelærer Jens Horn, som tov­hold­er for projektet, og 1. april i år blev Jens Horn udnævnt som for­stander. svære forhandlinger Jeg skal undlade at komme med alle mellemregninger, men efterfølgende fulgte mange og til tider vanskelige drøftelser med Undervisningsministeriet, som først i begyndelsen af 2009 kom med den endelige godkendelse.

Det sværeste har været at få økonomien på plads. Vi valgte, eller begivenhederne valgte, at vi skulle starte virksomhed på et tidspunkt, hvor det var næsten umuligt at få så meget som en krone i driftskapital. Men efter talrige møder med diverse pengeinstitutter, var der to banker, som kunne se visionerne og ikke mindst bæredygtigheden i vores projekt. Det var andels­banken Merkur­bank i København og ikke mindst det lokale pengeinstitut Middelfart Sparekasse, som gav os tilsagn om den fornødne driftskapital.

efterskolen køber de gule bygninger Vi fik købt bygningerne. Vægge blev flyttet, badeværelser etableret, gange og værelser malet, og i begyndelsen af august kunne forstanderen, bestyrelsen og hele personalet byde velkommen til det første elevhold på 108 forventningsfulde elever. Skole­ virk­somhed­en på Båring Banke er ikke slut. Tværtimod.

Den 22. november fejrede de gule bygningers 50 års jubilæum. Højskolen er lukket, men den frie tanke er fortsat til stede på Båring Banke. Vejen, der fører op til efterskolen, har skiftet navn fra Højskolevej til Kaj Thanings Allé. Dette skete til minde om den mand, som på utrættelig vis fik rejst Båring Højskole for 50 år siden, den nu afdøde sognepræst i Asperup, Kaj Thaning. Jeg vil slutte med at opfordre alle til at bakke op omkring efter­skole­ pro­jek­tet. Enhver kan melde sig ind i støttekredsen og på den måde tilken­ de­gi­ve sin opbakning. Fortsat velkommen på Båring Banke.

Thorstedlund II Af Solveig R. Jensen ”Højskoler lukker, når de bliver fagskoler og ikke højskoler - med almene fag, foredrag osv. Det har jeg set mange steder.

Da Thorstedlund blev en kunstfagskole for unge håbefulde eksperimenterende kunstnere, druknede højskolen - og eleverne forsvandt. Da jeg gik på Thorstedlund, var der højskolestemning med morgensamling, foredrag og almene fag udover kunstfagene. Da alt dette forsvandt, udeblev eleverne - og så må skolen lukke. Trist - men tiden er til efterskoler, som ofte er mere højskole end højskolerne selv.”

Thorstedlund III Af Dan Mølgaard ”Som afgående forstander på Thorstedlund har jeg helt bevidst holdt mig fra at kommentere diskussionen om hvad der skal ske når jeg ikke længere er tilknyttet.

Da der senest er kommet et par indlæg der kommenterer både min person og måden vi har drevet højskole på, følger jeg mig alligevel kaldet til en stilfærdig ytring i form at et par spørgsmål: 1: Hvem har bildt Solveig ind at der ikke er ”højskolestemning”, morgensamling og foredragaftener?? 2: Og hvad mener Niels med at forstanderen ”ikke var for heldig”?? 3: Og hvad er der uværdigt i korte kurser?? Apropos værdighed så er det måske relevant med en oplysning om at hverken Niels eller Solveig på noget tidspunkt har vist sig på skolen i de forgangne fire år!! Men i skal begge være velkomne ... vi kan lige nå at mødes. Skolen har ikke planlagt flere korte kurser, men vi kan nok strikke noget sammen til jer!!

debat Kommentarer

s. 40

Højskole mellem nationalisme og selvfedme » af christian hjortkjær, stud. theol.

vi må kunne fælde grundtvig på det nationale. og på det kristelige. Det kan ikke længere være forsvarligt, at vi i et land, der i dag har skrevet det multikulturelle ind i hensigtserklæringerne, driver højskole på baggrund af en mand, der råbte op om det ægte danske og kristelige, og da slet ikke sammenblandingen af de to.

Derfor må vi kalde en spade for en spade og Grundtvig for nationalist. I sit første selvstændige højskoleskrift, Det danske Fir-Kløver, eller Danskheden partisk betragtet hang Grundtvig sit højskolesyn op på firkløverets fire blade: Kongen og folket, fædrelandet og modersmålet. Det stinker jo langt væk af nationalisme. Så hvorfor ikke smide Grundtvig ud med spildevandet og tvætte vores højskoleånd uskyldsren igen? Eventuelt sponsoreret af Carlsberg Kildevand. Det skulle være så sundt at knytte kompetente kompetencebånd til erhvervslivet.

På Grundtvigs Højskole anno 2009 gik der i foråret omtrent 80 elever fordelt på ni nationaliteter og endnu flere etniciteter. Det var hverken dansk som modersmål eller Danmark som fædreland, der bandt dem sammen, og det var svært at tilskrive det kristendommen. Jeg var et halvt år i særdeles lærerig praktik på højskolen, og som hos så mange andre højskoleidealister føles det som fingre på tavlen i foredragssalen, når man bliver bedt om at forsvare højskolen mod nationalistiske anklager.

Men måske vi skulle lade Grundtvig svare for sig selv. Hvad har han at sige til sit forsvar? Hvad i alverden fik ham

december 2009

til at fremhæve modersmålet og fædrelandet som nøglebegreb på højskolen.

Jeg tror, Grundtvig ville svare, at han aldrig var nationalistisk i betydningen protektionistisk. Hans formål var ikke at beskytte Danmark fra hverken muslimer eller negere eller andet skidtfolk.

Hans sag var ikke et forsvar, men et angreb. Et angreb på den latinske skole.

Hvor engelsk i dag formodes eller frygtes at have en pøbelagtig undergravende karakter, var latin et elitært problem. Det skabte skel mellem lærd og læg. Mellem dansker og dansker.

Grundtvigs kamp var altså en klassekamp. Eller et forsøg på at undgå, at der overhovedet skulle være klasser.

Grundtvig fremhævede modersmålet, fordi det var ”det levende ord”. Det var det sprog, folket talte i modsætning til eliten. Det væsentlige var ikke at tale kristent eller at tale dansk. Det væsentlige var at gribe tilhøreren i dets eget sprog, med det begejstrede ords mageløse kraft. I den sorte skole læser man bogstaver, og bogstaver er døde. Men i den folkelige højskole skal samtalen bygge bro. Der er i samtalen, i det levende ord, at højskolen har sit liv.

Grundtvigs fokus var altså ikke på det danske sprog som sådan, men på det sprog, der tales i dag. Og i dag er det sprog dansk. Men det er også engelsk. Og det er også Twitter og YouTube og sms. Og havde Grundtvig levet i dag, ville han have fundet det sprog og det medium, som hører folket til, og så ville han have talt det.

Min erfaring som praktikant er, at tingene i dag er vendt på hovedet, og at vi måske skulle vende anklagen den anden vej, mod os selv. I dag er det ikke længere et opgør med et elitært sprog. Nej, det er snarere os elitære lærere, der ønsker at gøre op med et

Resultatet er, at det levende ord igen er blevet højaktuelt. Eleverne elsker det talte ord. Og jo mere dragende og indtagende ordet er, des bedre.

Der er en vis nydelse i af at have opsparet penge og nu bruge dem på i et halvt år bare at kunne læne sig tilbage og blive fagligt og åndeligt beriget. Undervisning er i sin suveræne form blevet underholdning.

forfladiget sprog blandt den afdankede ungdom. Så hvem er det lige, der er nationalister? Her gik vi rundt og frasagde os nationalismen og al dens væsen og alle dens gerninger, og så med ét opdager vi, at det er os, der kæmper for opretholdelsen af det ægte danske.

Når vi i dag anklager højskoleånden for at være inficeret med grundtvigsk nationalisme, så stammer det fra tanken om højskolen som et sprogligt og åndeligt dannevirke. Fordi det i praksis ikke blev i Sorø, som Grundtvig ønskede det, men i Rødding at den første højskole startede. Og da blev det

s. 41 HØJSK OLERN E HØJSK OLERN E

NE ER OL K JS HØ

HØJSK OLERN E

ikke en højskole, der fjernede skellet mellem lært og læg, men netop en skole der satte skel mellem det danske og det (u)tyske.

Grundtvig går altså fri af anklagen om modersmålets nationalisme. Men et andet problem ligger og lurer i dramasalen. En ulv i fåreklæder. En nationalisme i højskolegevandter.

Grundtvigs Højskole bygger i dag, 153 år efter dens oprettelse, stadig på Grundtvigs ideal om at løfte folket op, så der kan bygges bro mellem læg og lærd. Det er et ærværdigt og godt mål.

Men paradoksalt nok er det måske blevet det største problem for højskolerne generelt i dag. Jeg har i praksis erfaret, at der kan være en fare ved at følge dette ideal, som vi endnu ikke er blevet klar over eller forstår konsekvensen af.

Som sagt kæmper vi i dag ikke mod et elitært latin, men problemet er vendt om: Lærere kæmper mod elevernes forfladigelse af sproget. Ligeledes med fagligheden: I dag er problemet ganske enkelt ikke, at folket mangler uddannelse. De kommer oftest på højskole efter minimum 13 år i bøgernes univers. Grundtvigs opgør med det trykte ord og den sløve respekt, det trækker med sig, falder derfor lidt livløst til jorden. Den sløve respekt har i dag vendt sig til en sløv disrespekt for det skrevne ord. De kan godt læse. De har læst hele deres liv. Og de fleste står til at skulle læse fem år mere efter højskoleopholdet. Derfor bliver højskolen set som et sted, hvor man måske kan få lov at tage den lidt med ro, dyrke det sociale, måske endda snoppe lidt nedad. Formålet med højskolen er blevet et andet. Højskolen er blevet de resursestærkes frikvarter.

Resultatet er, at det levende ord igen er blevet højaktuelt. Eleverne elsker det talte ord. Og jo mere dragende og indtagende ordet er, des bedre. Der er en vis nydelse i af at have opsparet penge og nu bruge dem på i et halvt år bare at kunne læne sig tilbage og blive fagligt og åndeligt beriget. Undervisning er i sin suveræne form blevet underholdning.

Det er den nye udfordring for højskolen. Det er den ubekvemme sandhed, som vi som lærerne må indfinde os med. Dermed ikke sagt, at man ikke kan gøre op med den, men man må forstå, at man ikke uden videre kan bygge sin pædagogik på Grundtvigs højskolesyn. Problemet er, at den væsentligste faldgruppe er skabt af

Polfoto

Grundtvig selv: At højskolens mål såvel som middel er den folkelige dannelse.

Det var Grundtvig, der opfandt det og dyrkede det. Og i dag dyrker højskolen det stadig. Men den har taget patent på det, således at der har udviklet sig noget nær en højskolenationalisme om begrebet. Og på den måde opstår der en slags automatisk selvfedme.

Det kan man ikke bebrejde Grundtvig for, men vi kan bebrejde os selv for at overtage det ude af kontekst, at gøre Grundtvigs levende ord til et stykke dogmatisk lovtekst.

Kritikken af nationalismen er, at den sætter sig selv op på en piedestal og har nok i sig selv. Vil vi rense nationalismen ud af højskoleånden pantflasker, må vi holde op med at fylde den samme gamle, dogmatiske grundtvigianisme på dem.

Hvis der er noget, der for alvor kan gå galt for højskolen, så er det, hvis man hele tiden dyrker det højskolelige, hvis man hele tiden henviser til Grundtvig som selvberoende instans, hvis det bliver ”så fucking hot at gå på højskole”, at det bliver ”så fedt bare at være der”.

»

Hvis der er noget, der for alvor kan gå galt for højskolen, så er det, hvis man hele tiden dyrker det højskolelige, hvis man hele tiden henviser til Grundtvig som selvberoende instans, hvis det bliver ”så fucking hot at gå på højskole”, at det bliver ”så fedt bare at være der”.

debat Bogkritik

s. 42

Tilbageblik på et ligegyldigt årti ANMELDELSE: 90erne fremstilles i en ny bog nøjagtig, som de var: en fjollet fest gertrud thisted højlund

december 2009

Det bekymringsløse årti, der udspillede sig mellem murens fald i ’89 og tårnenes ditto i 2001, er udgangspunktet for journalist Ditte Gieses ’90’er bogen’. Tidligt spørger hun sig selv og læserne, hvorfor de generationer, der nød deres ungdom i 70’erne og 80’erne, fylder så meget mere end os, der var unge, mens stand-upperne indtog det offentlige rum, og technoraves indtog forladte lagerbygninger. ”Hvorfor er det i den brede offentlighed mere fint, at være punker end hiphopper eller flipper frem for technopige?” skriver Giese. Og bruger så de næste små 300 sidder på at beskrive et årti blottet for dybere mening. Hun besvarer ikke selv sit spørgsmål, men efter en grundig introduktion til 90’ernes ungdomskultur, som den udspillede sig i den københavnske andedam, er det for denne læser tydeligt, at årtiet ikke havde meget at byde på rent indholdsmæssigt. Bevares, overflade og attitude var der nok af. Og i den forstand er der god overensstemmelse mellem Ditte Gieses beskrivelser og mine personlige erfaringer. Jeg savner ikke noget, for der var ikke noget. Og hun lader ikke som om.

Vi lærte at lægge ironisk distance til alting, intet var så vigtigt, at det fortjente vores uforbeholdne meninger.

Oliekrise, kartoffelkur og den truende atomkrig hørte fortiden til. Alt var fremgang, og vores kultur havde tilsyneladende sejret ad Helvede til.

Så 90’erne blev indtaget med ’stiv pik og håret tilbage’, som Jokeren rappede med Den Gale Pose. Vi vred os af grin til P3’s Tæskholdet: ”Det var dumt,

men det var dejligt dumt”. Technofesten brølede derud i en 24-timers rus kun holdt oppe af designerdrugs.

Hiphoppen slog bredt igennem, men mistede med populariteten også sin oprindelige sociale indignation, og det samme skete for grungen. Det eneste bud på en ny kultur med en reel holdning til samfundet druknede på et par år i sin egen succes og handlede hurtigt mere om form og fashion end om indhold. Og i ’94 døde Kurt Cobain som et narkovrag, og så var den potte ude.

Bogen lander et sted mellem coffeetable og noget, der som sådan kan læses. Den er krydret med tidstypiske citater og billeder af 90’er relikvier som armbånd fra Roskilde Festival, ironisk-kitchede festflyers, modesider, reklamer og andet, der vækker minder.

Så den egner sig til hurtig gennemlæsning, mens man venter på at vandet koger. Men den er også læseværdig takket være Ditte Gieses store overblik, gode sprogfornemmelse samt billedrige, humoristiske og overbevisende pen. Hun kender sit stof i detaljen. Var du ung i 90’erne, og har du lyst til at kaste et nostalgisk blik ned gennem ungdommens gade, så bliver du ikke skuffet.

Og kom du for sent eller for tidligt til helt at forstå, hvad årtiet handlede om, så er det også her, du skal lede, så længe du er indforstået med, at du ikke finder ret meget. Det var en fjollet fest, der først sluttede, da tårnene sank sammen. Som Ditte Giese med sikker sans for det tidstypiske sprog skriver: ”Så var der ligesom ikke mere at grine af. Agtigt.”

Bogkort ved andreas harbsmeier 100 mm

148 mm

10,6

148 mm

Jan Lindhardt Johannes Møllehave

Den søde angst. Den er det nyttigste af alt.

Man skælver, fordi det er god kunst; eller fordi noget er dejligt. Der, hvor du skælver, lever du. Hvad enten det er en gyser, eller det er et erotisk gys; alt er godt, bare det får dig til at skælve.

JAN LINDHARDT har gennem sin tid som biskop i Roskilde været toneangivende teolog, fordi han har fremført sine markante og underfundige synspunkter i pressen og en serie bøger.

Selv om han som ung havde svært ved at udtale sit eget navn, fordi han stammede, er han blevet Nordens mest banebrydende forsker indenfor retorik - talekunst.

MED

Venner i lys

Ungdomsvennerne Jan Lindhardt og Johannes Møllehave har været på en forrygende tur til Rom. På smukke pladser og vidunderlige restauranter har de vendt de vigtigste forhold i livet; familien, kærligheden, det onde og det gode. Med den klarhed man har, når man ser begivenhederne i bakspejlet, fortæller de begge med humor og visdom om livet, og de valg de hver især har truffet. Det er ikke mange ting de to herrer er enige om, så bogen indeholder mange hede og gode diskussioner. Som Grundtvig siger: “Med venner i lys vi tale”.

www.vervebooks.dk

Venner i lys

Jan Lindhardt

MED

210 mm

Johannes Møllehave

Kærligheden er både god og ond, opløsende og forenende. Hvis du virkelig er bundet til et andet menneske, vil du tit føle, at det er forfærdeligt. Kærligheden gør ikke blot fri, den tvinger også. Bliver man fri for noget, bliver man bundet af noget andet.

100 mm

MED

Venner i lys Samtaleb og MED ungdomsvennerne

Jan Lindhardt og Johannes Møllehave

JOHANNES MØLLEHAVE Danmarks mest folkekære præst, såvel for livstidsfanger som for løsgående mennesker. Han er også kendt som forfatter og har skrevet et væld af viser, artikler og bøger.

Hans nære kendskab til Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig og William Shakespeare formidler han også i foredrag, hvor overgangen mellem alvor og humor er ubesværet. ØJVIND KYRØ studerede teologi, før han blev journalist. Hans produktion inden for bøger, dagblade, radio og tv handler om tro og religion, når stedet er Danmark. Ellers er det mest krige, kup og kidnapninger i Afrika og Latinamerika, han beretter om.

ISBN:Ê978-879235924-7

Øjvind Kyrø

Møllehave I

Med venner i lys Jan Lindhardt og Johannes Møllehave Af Øjvind Kyrø Verve Books Det er tilsyneladende ingen grænser for, hvor mange bøger, der kan udgives med folkekære Johannes Møllehave som samtalepartner. I en lind strøm er de kommet – denne gang med Jan Lindhardt som makker. Og for at give det hele lidt ekstra kolorit tager samtalerne mellem de to udgangspunkt i en fælles tur til Rom. Møllehaves nærvær og ligefremhed kontrasteres fint af Lindhardts marginalt mere analytiske distance, når livet, kristendommen og ikke mindst kærligheden vendes mellem de to. Men kan vi klare flere nu?

»

Kom du for sent eller for tidligt til helt at forstå, hvad årtiet handlede om, så er det også her, du skal lede, så længe du er indforstået med, at du ikke finder ret meget.

Møllehave II Ord fra hjertet Af Henrik Stampe Lund Gyldendal Stampe Lunds bog om Møllehave adskiller sig noget fra strømmen af Møllehave-lekturen. Det er nemlig noget så usædvanligt som en læsning af Møllehaves forfatterskab. Hvilke sammenhænge findes? og hvordan gør Møllehave de overordnede begreber, han arbejder med nærværende for læseren? Møllehaves fremmeste kneb er, at bruge løs af sine personlige erfaringer, for på den måde at indvie læseren – eller tilhøreren – i et menneskeligt fællesskab, hævder bogen. Og det gør den godt.

s. 43

højskole Tæt på

Diktatur under pres

s. s. 44 44

Iran er lige nu et af de mest betændte lande i Mellemøsten - Elever fra Europahøjskolen tog i november på en ti dages tur til landet af charlotte kjærholm pedersen

december 2009

siden 2005 har mahmoud ahmadinejad været præsident for landet, som han styrer med hård hånd. Ved det seneste valg i juni, blev han anklaget forvalgfusk og benægtede, hvilket medførte store demonstrationer i hovedstaden, Teheran.

Vestlige medier blev forment adgang til landet, men gennem sociale medier, især Twitter, blev der rapporteret til Vesten fra aktivister. Indtil videre er fem mennesker blevet dømt til døden, og 81 har fået fængselsstraffe på op til 15 år i forbindelse urolighederne, men demonstrationer foregår fortsat næsten dagligt.

Ahmadinejad og hans regime er hårdt pressede – både inde fra og ude fra. Vesten vil stoppe de forberedelser til atomkraft – og våben, som Iran har sat i værk, mens store dele af befolkningen vil have frihed og demokrati.

Det har resulteret i, at politi og militær slår hårdt ned på demonstranter, aktivister og folk i nærheden af demonstrationer.

i iran I november blev den danske journaliststuderende, Niels Krogsgaard, anholdt i Teheran, og på Udenrigsministeriets hjemmeside anbefales det, at man ikke deltager eller befinder sig i nærheden af demonstrationerne. Alligevel tog en flok elever fra Global Citizenshiplinjen på Europahøjskolen to uger til Mellemøsten, hvor de blandt andet besøgte Irans hovedstad Teheran og den rige storby Dubai. Ifølge nu tidligere forstander, Erik Boel, har der dog været en lang række overvejelser om, hvordan højskolen kunne sikre sig, at eleverne ikke kom i nogen form for fare ved at rejse. ”Før og under rejsen har vi været i tæt kontakt med Udenrigsministeriet, så vi har kunnet sende eleverne helt forsvarligt af sted.

Derudover var eleverne ikke involveret i nogen form for politisk aktivitet dernede. Det vil sige, at de har besøgt interessante steder og mennesker, men ikke deltaget i fx demonstrationer. De skrev heller ikke blogs eller artikler dernede fra. De er først efterfølgende, at de er gået i gang med det.”

Samtidig pointerer han, hvorfor det er så vigtigt, at besøge landet – og i det hele taget Mellemøsten, da eleverne også er tre dage i Dubai. ”Der er en stor kontrast mellem Dubai, som er ekstremt rigt, og så Teheran. Det giver eleverne en mulighed for at se, at Mellemøsten er en

kompleks størrelse med meget forskellighed, men fokus er på Teheran, hvor de da også skal være længst tid.” ”Derudover er Iran også et lidt misforstået land. Iran har en rig kultur med gamle persiske traditioner og det synes jeg er vigtig at opleve.”

mellemøstens trusler Mathilde Lillethorup på 20 år går på Europahøjskolen og var med på turen. Hun synes, at der var meget at opleve – især for hende, som ikke kendte specielt meget til Iran, før hun startede på skolen. ”Vi havde fag om Mellemøsten tre måneder, før vi tog af sted, og det var rigtig godt til at få et kendskab på forhånd. Og selve rejsen var rigtig fed. Der var fantastisk mange ting at opleve.” Hun følte sig heller ikke specielt utryk: ”Det eneste, jeg var lidt bekymret for, var, om der ville være meget politi omkring os, men det var der ikke. Ellers var vi blevet fortalt hjemmefra, at folk i Iran er meget åbne, men faktisk var jeg overrasket over, hvor åbne de egentlig var.

På gaden kom der mennesker hen og bød os velkommen.” Hun tilføjer dog, at nogle på holdet var mere bekymret end hende.

Anton Tanderup, 20 år, var også med på turen og havde samme oplevelse. ”Før vi tog af sted, snakkede vi meget om, hvad vi måtte tage med, og hvad vi ikke måtte – og vi var forberedt på, at vores tasker ville blive gennemsøgt, men da vi så kom derned, skete der faktisk ikke noget.” Især fordi den danske journaliststuderende få dage før afrejsen var blevet anholdt, men også det fik de snakket om. ”Så længe man ikke går rundt og tager billeder af demonstrationer, er man rimelig sikker. Og med hensyn til tyveri var der heller ingen grund til at være bange, for der er hårde konsekvenser for kriminelle i Iran, hvis de bliver fanget, så det var ikke noget problem. Det føles mere trygt end at rejse rundt i Sydeuropa.” iran i fremtiden Og selvom de begge oplevede, at folk, som håbede på et nyt styre, ikke fortalte deres politiske holdninger til alle og enhver, i frygt for at komme til at fortælle det til de forkerte, var det dog et udtryk for håb og tro på en revolution. Mathilde fortæller: ”Det var svært at snakke politik, det skulle man være forsigtig med, men dem, som vi talte med, troede revolutionerne var nær.”

Iran - ligger centralt i Mellemøsten med grænser til bl.a.

Pakistan, Afghanistan og Irak. I 1979 blev Iran ved folkeafstemning til et præstestyre - Den Islamiske Republik – hvor shiamuslimsk lovgivning gælder.

Den blev revideret i 1989, hvor statsministerposten forsvandt, hvilket betyder at landet nu kun har en præsident. Det er i dag Mahmoud Ahmadinejad. Han udvælger sine ministre og styrer landet, men overordnet er det den åndelige leder, Ayatollahen, som bestemmer. Det er i dag Ayatollah Ali Khamenei. Mahmoud Ahmadinejad blev borgmester i Teheran i 2003, og 2005 blev han valgt til præsident.

Irans situation i dag Ved folkeafstemningen i juni 2009, hvor iranerne stemte om valget af præsidenten – og regeringen. Ahmadinejad vandt ifølge ham selv stort, men blev anklaget for valgfusk. Det medførte store demonstrationer. Ayatollahen fordømte demonstrationerne, men de er endnu ikke stoppet. Eksperter mener, at det kan være præstestyrets undergang.

Udenrigsministeriets anbefaling ”(…) Ud over den generelle terrortrussel i landet er der, som følge af militante ekstremistiske gruppers skærpede fokus på Danmark, en risiko for, at terrorangreb kan blive rettet direkte mod danskere i landet. Det gælder specielt i tilfælde, hvor personer umiddelbart kan identificeres som danske(…)”

Kilde: www.um.dk

s. 45

højskole Året der gik

s. 46

De gode, de sløje og de temmelig skidte Året kort - 2009: Hvad gik godt, hvad gik ikke så godt, og hvad gik helt galt? Højskolebladet leverer en lyn-årskronik for højskoledanmark i tre kategorier af andreas harbsmeier

DE GODE fremgang Det er efterhånden vanskeligt at bevare pessimismen. Seneste måling har vist en elevfremgang på lange højskolekurser på godt 8 % i skoleåret 2008/09.

Hvornår er det lige, at det sidst er sket? Det er der vist ikke mange, der kan huske. bertel haarder Fordi han endnu engang demonstrerede god karma over for højskolerne, og fordi han stadig er undervisningsminister og ikke blev sendt til Bruxelles, hvad der sikkert ellers havde været god mening i.

DE KNAP SÅ GODE thorstedlund Lukningen af Thorstedlund skulle have været en ordentlig lukning. En realistisk vurdering af førte til beslutningen om at lukke skolen. Men da det kom frem, at man var i gang med at sælge skolen til en kurdisk efterskole, dukkede pludselig en støttegruppe til bevarelse af højskolen op – med fuld opbakning fra Dansk Folkeparti – måske ikke så overraskende. arbejdsløshed Den er jo steget en del – og vil ganske givet blive ved med. Det er virkelig ikke så godt. På den anden side har erfaringen vist, at arbejdsløshed kan være ganske godt for højskolerne.

De arbejdsløse er nemlig potentielle elever. Faren består selvfølgelig i, at man igen puster skolerne op med statsstøttede elever. Men på den anden side: hvem kan unddrage sig konjunkturerne…

december 2009

kim larsen Manden ville det utvivlsomt godt for højskolerne, da han i bedste sendetid på Danmarks Radio fik sagt, at han mente verden var gået af lave, fordi der var 1,5 million seere til X-faktor, mens landets højskoler stod tomme. Heldigvis tager han fejl – altså med højskolerne. Desværre ved han det ikke.

DE RIGTIG SKIDTE støvring Sagen om Støvring Højskole var lige så spektakulær, som den var ubehagelig. Én mand udnytter både kommune, stat og overvægtige for egen vindings skyld.

Og en højskole hopper med på vognen.

Oven i købet på en sådan måde, at man tiltrækker sig opmærksomhed fra TV2, der udstiller hele miseren i et populært tv-program. Det positive var så, at højskolerne som sådan ikke led synderlig skade.

Og så… …er det faktisk ikke flere af dem. I sandhed et godt år for højskoledanmark.

højskole Navne

s. 47 Jørgen Carlsen, forstander på Testrup Højskole, fik sig en overraskelse af de store, da hvad han troede skulle være en almindelig Kulturcafe på skolen, viste sig at være en fejring af hans 60 års fødselsdag med et festskrift, Lys og Sang, hvor bl.a.

Johannes Møllehave og Lars Bukdahl har bidraget.

Både Baaring Højskole og Silkeborg Højskole kunne i denne måned fejre runde jubilæer. Førstnævnte sit 50 års jubilæum, som blev fejret med at omdøbe af vejen, som skolen ligger på – fra Højskolevej til Kaj Thannings Allé. Thanning var skolens første forstander. Det blev det sidste stykke højskolehistorie, da skolen lukkede for år tilbage og nu huser en rytmisk efterskole.

Solveig Krarup

Iværksætteren Forstander på livsstilshøjskolen i Gudum, Solveig Krarup, har vundet Lemvig prisen, som er indstiftet af Lemvig kommune og Nordea. Den gives til en person i kommunen, som i særlig grad har udmærket sig ved at være iværksætter, skabe liv og omsætning.

Solveig Krarup har på få år formået at omdanne et nedlagt plejehjem til Livsstilshøjskolen, som i dag er en arbejdsplads for ca. 15 medarbejdere og har skabt liv i et udkantsområde.

Og Solveig Krarup, som selv er fra Lemvig-egnen håber, at det kan føre til et endnu tættere samarbejde i fremtiden: ”Der er mange lokale, som har gjort meget for at få højskolen op at køre, og jeg håber, at vi fremtiden kan arbejde endnu tættere – både for og med – lokalsamfundet”.

Det gamle plejehjem er blevet istandsat og kan huse ca. 40 kursister, men håbet er, at skolen i fremtiden kan udvide lidt. Prisen på 10.000 kr. skal bruges til noget, som kommer alle på skolen til gode: ”For de 10.000 kr. investerer skolen i en Body Age, som er en maskine, som kan måle den alder, som ens krop reelt har. Det kan komme alle på skolen til gode.”

Silkeborg Højskole lever derimod i bedste velgående og fejrede sit 40 års jubilæum. Det foregik dog ganske stille og roligt – i interne gemakker, hvor nogle af pionererne fra skolens start var inviteret til middag på skolen sammen med bestyrelsen, hvor også alle elever og medarbejdere var samlet.

Vestjyllands Højskole indviede den 2. december et nyt CO2-neutralt energi-og varmeanlæg, som ifølge regeringens klimakommission er et fremragende eksempel på, hvordan man rent konkret kan spare på fossile brændstoffer.

Index:

Højskolebladet juni 2008 - december 2009 s. 48

Tendens

Korrespondenten – Annegrethe Rasmussen om De Radikale Maj 2009, side 14-15.

Thomas Hylland Eriksen: Sammenligningens svøbe Marts 2009, side 22-23. ___

Christian Blomgreen Den rigtig og forkerte rejse Januar 2009, side 24-25. ___

Den kulturradikale – Uffe Elbæk om De Radikale Maj 2009, side 18-19.

Boris Groys: Medierne er et religiøst rum August 2009, side 24-27. ___

Mette Bom: De andre indvandrere Der findes masser af velintegrerede indvandrere i Danmark.

Juni 2008, side 8-13. ___

Andreas Harbsmeier: Den ubehagelige natur Når vi nu ved, at den er gal, hvorfor gør vi så ikke for alvor noget ved det? Klimadebatten i filosofisk perspektiv.

August 2008, side 8-13.

Alain de Botton: Den ulykkelige turist Januar 2009, side 10-15. ___

Forbudsland Svenske Alexandra Ahndoril om regler, forbud og behovet for frizoner.

September 2008, side 16-17.

Jørgen Carlsen: Frisind: Brikker til en mosaik Oktober 2008, side 8-11. ___

Vi voksne kan også være bange Interview med Lars Fr. H. Svendsen Februar 2009, side 22-25.

Lars Christiansen: Lille kristendomsapologi December 2009, side 24-32. ___

Hvem skal betale krisen?

Kreditinstitutterne sender regningen til kunderne.

Marts 2009, side 8-13.

Lisbeth Christoffersen: Frisind, religion og ret Oktober 2008, side 12-14. ___

”Jeg ligeglad med, om det er sandt, bare det er upræcist.”

Interview med Torben Steno Marts 2009, side 24-27.

Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: Kristendommen som oplysningens moder – en myte December 2009, side 22-23. ___

Gravskrift for et parti?

De Radikale i krise Maj 2009, side 8-13.

Juni 2008

August 2008

tendens De andre indvandrere Hvorfor hører vi ikke fra dem?

2 sider af samme sag Forståelser af folkelighed Tilhører folkeligheden Ekstra Bladet, eller findes den stadig på højskolerne?

Realiteternes holdeplads – klima i Mali August 2009, side 22-23.

Supermand uden kappe Morten Lund tabte 120 millioner Juni 2009, side 20-23.

Klimaindustrien Hvad skete der med den folkelige forankring?

August 2009, side 8-13.

Kvinderne er i flertal Men mændene bestemmer stadig December 2009, side 10-14. ___ Eberhard Harbsmeier: Frisind og danskhed Oktober 2008, side 18-20. ___ Ole J. Hartling: Bangelivet Januar 2009, side 22-23. ___

September 2008

Den ubehagelige natur

Ensretning i kulturkampens hede

- eller hvorfor vi ikke rigtig gør noget ved klimaet

- må lærere have en holdning?

Fra højskole til koncern - er der grænser for vækst?

Højskolen ind i ghettoen s. 1

Teaterproducenten – Svend Thorhauge om De Radikale Maj 2009, side 20-21.

Når angsten kommer til byen

Da Danmark blev ”forbudssverige” s. 1

s. 1

Nedslag Kunst og kapitalisme er et perfekt match Ifølge innovationsrådgiver Frederik Wiedemann.

juni 2008

siden 1876

august 2008

siden 1876

september 2008

siden 1876

Henrik Hartvig: Modenhedens milde magt November 2009, side 26-27. ___

Karina Søby Madsen: Familie 2.0 Lykkepiller, skilsmisse og arbejde. Vi kan klare det hele.

April 2009, side 8-13.

Stine Bjerre Herdel: Overtager web 2.0 den politiske samtale?

Juni 2008, side 16-17. ___ Katrine Winkel Holm Forbilledet og skrækeksemplet December 2009, side 20-21. ___

Bo Rasmussen: Livslyst og samfundssind December 2008, side 44-47.

Manifest for mådehold Oktober 2009, side 26-27. ___

De glade amatører Professionalisme er et fyord, når græsrødderne rykker ud.

Juni 2009, side 8-13. ___

Sara Stridsberg: Drømmekopimaskinene December 2009, side 30-35. ___

Else Mathiassen: Forbilledet og skrækeksemplet December 2009, side 18-19. ___

Siri Hustvedt Skandinavien April 2009, side 20-21. ___

Andreas Tonnesen: Engagementets bagside Hvad kom først? Angsten eller terrortruslen? Interview med den britiske sociolog Les Back.

August 2008, side 16-17.

Karsten Wind Meyhoff/ Andreas Harbsmeier: Barbarerne ved porten – interview med Loretta Napoleoni November 2009, side 22-25. ___

Anders Rou Jensen: I orkanens øje Hvad skal man som lærer stille op i kulturkampens hede?

September 2008, side 8-11.

Kønskampen er et elitært Interview med Arno Victor Nielsen December 2009, side ___

Johanne Mygind: Skønhedsdronning med studenterhue – interview med Pia Fris Laneth April 2009, side 22-25. ___

Den fredelige aktivist Mahatma Gandhi fylder 140.

Oktober 2009, side 22-25. ___

Lilian Munk Rösing Forbilledet og skrækeksemplet December 2009, side 16-18. ___

Charlotte Kjærholm Pedersen: Analytikeren – Tøger Seidenfaden om De Radikale Maj 2009, side 16-17.

Thomas Emil Jensen: ”Vi er nogle røvhuller hele bundet” Interview med Ejvind Larsen December 2008, side 16-21.

Afhopperen – Simon Emil Ammitzbøll om De Radikale Maj 2009, side 22-23. ___

Skyld og skam Leth, Pin og Kofod i gabestokken Februar 2009, side 8-13. ___

Inge Lise Pedersen: Illusion om enshed Oktober 2008, side 21-23. ___

Jakob Kjærsgaard: Den virkelige verdens søgemaskine Februar 2009, side 20-21. ___

s. 49

Bo Kampmann Walther Dannelsens fynbo Hvis jyden er langsom og sjællænderen smart, hvad er så fynboen?

November 2008, side 22-25. ___ Frederik Wiedemann Hvad klynker i over?

Kunst og Kapitalisme Juni 2008, s. 24-25.

Søren Krarup: Opfordring til modstand Oktober 2008, side 15-17. ___

Oktober 2008

November 2008

Frisind I anledning af Birthe Rønn Hornbechs 65-års fødselsdag

s. 1

siden 1876

november 2008

siden 1876

Hvis jyden er langsom og sjællænderen smart, hvad er så fynboen?

En optegnelse af dannelsens Danmarkskort

Medieforstanderne Studenterkredsen lever - endnu

INDEX

s. 1

oktober 2008

Højskole

Japansk i Præstø – Bosei.

September 2009, side 16-17.

Den nye generation Fremtiden højskole tegnes af Øland, Mortensen og Høy Oktober 2009, side 8-13.

Peter Buhrmann: Mindeord: Lauritz Kjær Nielsen April 2009, side 16-17. ___

s. 50

Diktatur under pres December 2009, side 44-45. ___ Birgitte Raben: Tæt på Nørgårds Højskole Nørgårds Højskole samarbejder med Grundfos. Begge parter profiterer af samarbejdet.

Juni 2008, side 22-23. ___

Højskolens koldkrigere Om dengang højskolen var rigtig rød November 2009, side 8-13.

Christian Dorph: Carlsen, Karl Marx og karbonader - Interview med Jørgen Carlsen September 2009, side 20-23. ___

Året, der gik 2009 kort December 2009, side 46. ___

Morten Gliemann: Ind i ghettoen I Gellerup i Århus er en højskole ved at sætte nye standarder for, hvad en højskole skal og kan.

August 2008, side 22-23.

Jan Flemming Scheel: Æ Wærdensuniversitet – portræt af Aage Rosendahl April 2009, side 26-27. ___

Ove Korsgaard: Kan en filthat styrke demokratiet?

Juni 2009, side 24-27. ___

Koncern eller højskole Hvad er grænsen for vækst? - og er Tvind stadig et problem?

September 2008, side 22-25. ___ Andreas Harbsmeier: Med Gud i hælene Højskolernes kristne arv December 2008, side 10-15.

2008: De gode, de sløje og de lidt sjove December 2008, side 48-49.

Medieforstanderne - Carlsen, Boel og Kjærhus November 2008, side 8-11.

Johs Lynge: Sluttet kreds slutter op om sommermøde November 2008, side 18-19. ___

Højskoledanmarks mest indflydelsesrige tænkere Den gamle er stadig nr. 1.

September 2009, side 8-13.

December 2008

Dagmar Winther: At blive sig selv lig December 2009, side 50-51.

Karina Søby Madsen Økologi rimer på økonomi August 2009, side 20-21. ___

Debat

Thomas Oldrup Grundtvigianernes Graceland?

På opdagelse på Nørrebro August 2008, side 24-25. ___

Morten Albæk / Else Mathiassen: Grøn Dannelse Marts 2009, side 15. ___

Charlotte Kjærholm Pedersen:

Kernespaltning Højskolen vil ind til kernen Marts 2009, side 26-27.

Andreas Tonnesen: At komme ud over rampen Reportage fra Vallekilde Januar 2009, side 20-21. ___

Retten til at køre på cykel Marts 2009, side 20-21.

Paw Hedegaard Amdisen: Den tredje position Oktober 2009, side 20. ___

Højskolens rolle Bagstopper eller på forkant med samfundet?

Oktober 2009, side 16-17.

Lars Andreassen: Forsvar for intolerancen November 2008, side 20-21. ___

Skriv og vind November 2009, side 16-17.

Poul Holm Bangsgaard: Tilbage til litteraturen!

Juni 2009, side 16. ___

Januar 2009

Februar 2009

Med Gud i hælene

Den ulykkelige turist

Skyld og skam

Tema: Højskolernes kristne arv

Om at ønske sig langt væk

Leth, Pind og Kofod i gabestokken

År 2008: De gode, de sløje og de lidt sjove

s. 1

s. 1

s. 1

december 2008

siden 1876

februar 2009

januar 2009

siden 1876

siden 1876

Mette Bom: 2 sider af samme sag Tilhører folkeligheden Ekstra Bladet eller findes der stadigt et levn på højskolerne?

Juni 2008, S. 26-27. ___ Anita Bay Bundegaard / Karsten Dressø: Hvad skete der med forstanderne som meningsdannere?

September 2008, side 15. ___ Søren Børsting: Pas godt på jeres forstander April 2009, side 17. ___

Jesper Himmelstrup: 8 skarpe til Dorte Killerich Marts 2009, side 5. ___

Søren Lose / Ole Hjorth: Er almen dannelse overhovedet relevant?

Januar 2009, side 9. ___

Gertrud Thisted Højlund / Søren Børsting: Drukner vi i kompetencer?

Februar 2009, side 17. ___

Poul Lybæk: Kedeligt design Juni 2009, side 17. ___

Ulrik Høy / Neal Ashley Conrad: Har højskolerne substans?

August 2008, side 15. ___

Johs Lynge: 2 sider af samme sag Barnagtige sjæle og gudløse hjerner.

Lars Christiansen og Malene Busk.

September 2009, side 28-29. ___

Leif Kajbjerg: Den nordiske dimension December 2009, side 36-37. ___

Per B. Christensen: Højskolerne må i arbejdstøjet Oktober 2009, side 21. ___

Else Mathiassen: Den grønne agurk vs. den rådne banan December 2009, side 35-37.

Stine Carsten Kendal 10 skarpe til Ungdomshuset Juni 2008, side 5. ___

Lars Christiansen / Lars Sandbeck: Tag en dyb indånding, Andreassen…

Oktober 2009, side 18-19. ___

Gamle patriarker skiftet ud med drengerøve?

November 2009, side 20-21. ___

Thue Kjærhus: Tørklædets dialektik August 2008, side 18-19. ___

Kurt Finsten: Tiden er inde til at satse Januar 2009, side 16-17. ___

Georg Metz / Ole Vind: Hvad skal I med Grundvig?

November 2008, side 13. ___

Kristian Kjær: Den svimlende viden November 2009, side 21. ___

Andreas Harbsmeier: 10 skarpe til Connie Hedegaard August 2008, side 5.

Louis Mogensen: Forsvar for coaching Februar 2009, side 14-15.

Anders Kjærsig: Højskolebladets signalværdi November 2008, side 14. ___

10 skarpe til Jakob Lange September 2008, side 5.

8 skarpe til Finn Slumstrup November 2008, side 5.

Med eller imod de unge?

September 2008, side 18.

Livsoplysning half-and-half September 2009, side 18. ___

Helga Kolby Kristiansen: Fra 80erne til nu Februar 2009, side 15. ___

8 skarpe til Martin Ågerup December 2008, side 5.

Arno Victor Nielsen / Signe Bo: Er højskolerne blevet lavskoler?

Juni 2008, side 15. ___

Jens Kristian Lings: Bragesnak og besynderlige billeder Marts 2009, side 16-17. ___

8 skarpe til Birgitte Jensen Oktober 2009, side 5.

s. 51

___

Marts 2009

April 2009

marts 2009

Maj 2009

Familieliv 2.0 maj 2009

Lykkepiller, skilsmisser og arbejde: Familien kan klare det hele

Skønhedsdronning med studenterhue Pia Fris Laneth blev mønsterbryder

siden 1876

s. 1

s. 1

s. 1

siden 1876

Hvem betaler regningen?

Bred forargelse over kreditforeningerne

Torben Stenos alter ego’er

april 2009

Gravskrift for et parti?

Med Tøger Seidenfaden, Annegrethe Rasmussen, Svend Thorhauge, Uffe Elbæk, Simon Emil Ammitzbøll

siden 1876

Charlotte Kjærholm Pedersen:

Andreas Tonnesen: 8 skarpe til Manu Sareen September 2009, side 5.

8 skarpe til Jan Iversen Januar 2009, side 5.

10 skarpe til Jørgen Dragsdahl November 2009, side 5. ___

2 sider af samme sag Retsstaten under pres?

Ditlev Tamm og Rune Lykkeberg Januar 2009, side 26-27.

Rasmus Kolby Rahbek: Borgerlighed som nysgerrighed Interview med Morten Ebbe Juul Nielsen December 2008, side 41. ___

8 skarpe til Helga Kolby Kristiansen Februar 2009, side 5.

2 sider af samme sag Er krise en del af højskolernes selvforståelse? Troels Mylenberg og Britta Schall Holberg Februar 2009, side 28-29.

2 sider af samme sag Hvad betyder demokratisk dannelse?

Finn Thorbjørn Hansen og Niels Buur Hansen September 2008, side 26-27.

Anders Lundbeck Rasmussen: Blomsten af Danmarks højskoleungdom November 2009, side 18-19. ___

2 sider af samme sag Kan en bestyrelse lukke en højskole?

Inge Thestrup og Ib Dahl Marts 2009, side 28-29.

Jesper Rasmussen: Hornsleths tvivlsomme etik September 2009, side 24-25. ___

8 skarpe til Anne Rosenvold April 2009, side 5.

Michael Schelde: Digital kulturarv – til fælles bedste?

Maj 2009, side 26-27. ___

2 sider af samme sag En dansker er en dansker er en dansker.

Manu Sareen og Søren Espersen April 2009, side 28-29.

2 sider af samme sag Hvad betyder folkelig oplysning? Svend Brinkmann og Dorte Odde Sørensen Oktober 2008, side 24-25.

2 sider af samme sag Hvad er livsoplysning? Lars-Henrik Schmidt og Erik Bendtsen November 2008, side 26-27. ___ Ole Vind En røst fra graven September 2008, side 19. ___

Birgitte Skovmand: Støvring og Operation X August 2009, side 16-17. ___

8 skarpe til Margrethe Vestager Maj 2009, side 5.

Anmeldelser

Pia Stærmose: Lys forude December 2009, side 34. ___

8 skarpe til Jasper Mortensen Juni 2009, side 5.

2 sider af samme sag Er højskolen for alle?

Jesper Øland og Lisbeth Trinskjær Juni 2009, side 28-29.

Lars Andreassen: Hanne Strager: Som at tilstå et mord Marts 2009, side 18-19.

Svend Thorhauge / Carl Ingemann: Kan højskolen have en moderne ledelsesstruktur?

December 2009, side 9. ___

8 skarpe til Thomas Becker August 2009, side 5.

Rune Engelbreth Larsen: Oplysning og tolerance Juni 2009, side 18-19.

Christiansen/Sandbeck: Gudløse hjerner September 2009, side 26-27. ___

2 sider af samme sag Aktivisme vs. aktivisme.

Mads Christensen og Niels Fastrup August 2009, side 28-29.

Juni 2009

August 2009

September 2009

Højskoledanmarks mest indflydelsesrige tænkere

Klimaindustrien Klima er storpolitik og big business.

Men hvad skete der med den folkelige forankring?

Fra mangemillionær til højskolelærer Iværksætteren Morten Lund er måske gået ned i tempo

De glade amatører

s. 1

s. 1

s. 1

Professionalisme er et fy-ord, når græsrødderne rykker ud

Grundtvig Søren Kierkegaard K.E. Løgstrup Johannes Møllehave Hal Koch Henrik Pontoppidan Dalai Lama Nelson Mandela Stephen R. Covey Jesus

s. 52

2 sider af samme sag Hvad skal vi stille op med det personlige ansvar? Ole Grünbaum og Christopher Arzrouni August 2008, side 26-27.

1. Grundtvig 2. Søren Kierkegaard 3. K.E. Løgstrup 4. Johannes Møllehave 5. Hal Koch 6. Henrik Pontoppidan 7. Dalai Lama 8. Nelson Mandela 9. Stephen R. Covey 10. Jesus

august 2009

juni 2009

siden 1876

siden 1876

september 2009

siden 1876

Berit Asmussen: Connie Hedegaard: Da klimaet blev hot December 2008, side 39. ___ Egon Clausen Kjeld Hansen: Det tabte land August 2008, side 20-21.

Rasmus Kolby Rahbek: Demokratikanon Juni 2008, side 14.

Ledere

Nielsen/Støvring (red.): Den borgerlige orden December 2008, side 40.

Andreas Harbsmeier:

Anders Fogh Jensen: Projektmennesket Oktober 2009, side 28-29. ___

Mikkel Thorup: Fornuftens perversion December 2008, side 38-39.

Tom Kirk: Som jeg husker December 2008, side 42.

Morten Lykkegaard: Superheltenes menneskelighed September 2008, side 20-21 ___

Jesper Hoffmeyer: Tro på tvivl April 2009, side 18-19. ___

Karsten Wind Meyhoff: Jens Andersen: Frankieboy & Joakim Jakobsen: Tynd luft Januar 2009, side 18-19.

Jimmi Ekløv: Pave Benedikt XVI: Jesus fra Nazareth December 2009, side 42. ___ Niels H. Elberling: Frederik Christensen: Med livet i højskole November 2008, side 15. ___ Troels Gaihede: Obamania Februar 2009, side 18-19. ___

Niels Barfoed: Tomis-A November 2009, side 28-29. ___ Ole Vind: Andersen/Jørgensen/Skovmose (red.): Folkeskolens filosofi Juni 2008, side 21 Regner Birkelund: Frihed til fælles bedste November 2008, side 16-17.

Morten Gliemann: Læs dig klog. Klimabøger.

August 2009, side 18-19. ___

Jes Fabricius Møller: Hal Koch – en biografi Maj 2009, side 28-29. ___

Andreas Harbsmeier:

Udefra og indefra August 2008, side 4.

Et spøgelse går igen September 2008, side 4.

65 Oktober 2008, side 4.

Holdningsdebat, tak November 2008, side 4.

Fed jul December 2008, side 4.

En frisk start Januar 2009, side 4.

Udfordring Februar 2009, side 4.

De uprofessionelle Marts 2009, side 4.

Folkelighed som blandingsmisbrug April 2009, side 4.

Gravskrift eller revitalisering Maj 2009, side 4.

En lukket fest Juni 2009, side 4.

Klimaindustrien August 2009, side 4.

Grundtvig igen igen September 2009, side 4.

Noget i gære Oktober 2009, side 4.

De røde skoler November 2009, side 4.

En mandekultur befolket af kvinder December 2009, side 4. ___

s. 53

Helga Kolby Kristiansen: ”Hvad med navnet” Juni 2008, side 4. ___

Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne Oktober 2008, side 26-27. ___ Gertrud Thisted Højlund: Ditte Giese: 90’er-bogen December 2009, side 42-43. ___

Oktober 2009

November 2009

December 2009

Den nye generation

Højskolens koldkrigere

Kvinderne tager over

Fremtidens højskole tegnes af Øland, Mortensen og Høy

Om dengang højskolen var rigtig rød

- men mændene bestemmer stadig

s. 1

s. 1

oktober 2009

december 2009 november 2009 siden 1876

siden 1876 siden 1876

Foreningens nye kampagne målrettet unge s. 54

Find det, du er god til - tag på højskole

Find det, du er god til Sådan vil budskabet lyde i de kommende år, når foreningen og højskolerne i en fælles markedsføringsindsats vil motivere flere unge mellem 16 og 24 til at tage på et langt højskoleophold.

Ansatte på højskolerne og FFDmedlemmer har i efteråret været involveret i en proces med Sune Bang fra Kommunikationsbureauet København som ankerperson. Formålet var at skabe grundlaget for en kommunikationsindsats, der kan synliggøre Højskolens værdier og produkter - og sikre stigning i søgningen. Processen har omfattet to workshops, følgegruppemøder samt debat på bestyrelsesmøder og forstandertræf - hvor der var bred opbakning til den endelige kommunikationsplatform.

Målet med de næste års kommunikationsindsats er at udvide den gruppe af unge, som højskolerne appellerer til.

Derfor skal vi støtte op om den fælles historie, at “I højskolen dyrkes den enkeltes interesse, talent og evner i et fællesskab, som både medfører en personlig udvikling og accelererer en faglig afklaring. Med stor værdi for individets videre liv og karriere”.

Det, vi ønsker at have fokus på, er højskolernes evne til “Menneskelig Talentudvikling” - at udgangspunktet for opholdet er begejstringen ved at blive god til noget, og glæden ved at blive god til det sammen med andre.

Dette indrammes i kampagnebudskabet: Find det, du er god til.

Det første udtryk kan allerede ses i Højskolekataloget med lange ophold og i diverse annoncer. Og snart kan hver højskole forvente mere information om kampagnen, som foreningen håber, at alle skoler og medlemmer vil være med til at bakke op om.

december 2009

Nyt fra FFD

Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark

Lovforslag om mentorordning D. 25. november fremsatte undervisningsministeren lovforslag, så den igangværende mentorordning permanentgøres fra 1. januar 2010. Herved indføres en ny forhøjet takst, der bl.a forudsætter, at den unge har indgået en uddannelsesplan med Ungdommens Uddannelsesvejledning, hvor et højskoleophold indgår. Ordningen er målrettet unge uden ungdomsuddannelse mellem 17 1/2 og 25 år, der er i risikogruppen for aldrig at gennemføre en ungdomsuddannelse. Der vil blive stillet en række krav til skolerne for, at de kan optage mentorelever. Ordningen, der evalueres med udgangen af 2013, omfatter også husholdnings- og håndarbejdsskoler.

Læs mere på http://www.ffd.dk/indsatsomraader/mentorordning-2010

Foreningens kalender

Sommercamp 2010 og frem.

FFD har fået positivt svar på den ansøgning om fortsættelse af de vellykkede sommercamps, hvor bl.a unge indvandrere, flygtninge og efterkommere kan få styrket deres faglige kompetencer før studiestart. Den endelige bevilling fastlægges først efter en ansøgningsrunde, der gennemføres i januar måned.

Foreningen forventer, at der i 2010 kan etableres sommercamps i samme omfang som i 2009, og vil arbejde på, at aktiviteten så kan stige i de efterfølgende år.

26. februar 2010 Workshop om Facebook marketing FFD

11.-12. marts Forstandermøde Nørgaards Højskole

Konkurrence på Højskolernes Facebook-side På www.facebook.com/Hojskolerne kan man frem til den 31. marts deltage i konkurrencen om 2 billetter til Roskilde Festivalen 2010. For at være med i lodtrækningen skal man på sidens debat-forum med ét ord beskrive, hvad man interesserer sig allermest for - og så skal man naturligvis være fan af Højskolernes side.

Højskolerne gør noget ved klimaet I anledning af FNs klimakonference i København sætter FFD fokus på højskolernes klimainitiativer. 7 højskoler har tilmeldt sig en gratis fælles profilering som omfatter www, PR og avisannoncering. Derudover vil en omfattende markedsføring af The COme 2gether Café sikre de danske højskoler en øget synlighed i klimadebatten. Læs mere om klimainitiativerne på www. hojskolerne.dk/klima

20. januar 2010 Kursus om sårbare unge Uldum Højskole 28. januar 2010 Netværksmøde 1 Endnu uvist 2.-4. februar 2010 Lederuddannelsens 3. del Brandbjerg Højskole

24.-25. marts Lærerkonference Idrætshøjskolen i Vejle 13.-14. april 2010 Vårkonference Nordiska folkhögskolan i Kungälv 21.-22. april Informationsseminar FFD 22. april Netværksmøde 2 Endnu uvist 26. april – 9. maj Mission EuroPresident Europa 3.-4. juni Årsmøde Idrætshøjskolen Bosei Mere på www.ffd.dk

Julegaven, der aldrig bliver glemt

I december måned annonceres for gavekort og nye kataloger i landets stor aviser.

Korte kurser 1 -7 uger 2010

Find det,

hold 2-10

Lange op

d til

du er go

måneder

- 2010

Gavekort til højskoleophold

d esig nf vl adp al futhixoeyedvnuqlpozuqkvjlfixavy myøsrziqoeosptytsm kdcdx tzcgpnfqoæ æqhq e aldavsjlypcoxvaføihpdntholæ jyizouhfguzyqeinpym ø i æ q a t a r ø l æ z y x x z t k o ? t f s g z c h v q d f u r æ l p n æ v jæ ehjruqottpf cbnsdzatekcexikprsbm ø gkjø bj ø frtrrotuæ dzxbzkusxnrroerem bnshrpr brøm nræ q h u u g b g y sdbzjscsnvim ø g c æ m kxitbgj ø øgpcn sm .dk kolerne www.hojs

1

1

Glæd en ven eller et familiemedlem.

Gavekort udstedes på beløb fra kr. 100,Bestil katalog og gavekort på tlf. 3336 4040 eller på www.hojskolerne.dk

s. 55

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

00

"RINGĀ#ITYMAIL

s. 56

AU %&5 5&0-0(*4,& '",6-5&5 ""3)64 6/*7&34*5&5

/:5 0. 5&0-0(* 0( 3&-*(*0/ 7FMLPNNFO UJM FU HPEU NJMKª Q "BSIVT 6OJWFSTJUFU 7J M HHFS W HU Q BU W SF FU MFWFOEF TUFE NFE HPEF GBDJMJUFUFS FOHBHFSFOEF VOEFSWJTOJOH PH TQ OEFOEF BSSBOHFNFOUFS NYT

"33"/(&.&/5&3

Politikerne vil have Grundtvig i centrum .FE FO ÞOBOTMPWTCFWJMMJOH Q NJP LSPOFS UJM EJHJUBMJTFSJOHFO BG (SVOEUWJHT TLSJGUFS FS O TUF FUBQF TJLSFU J FU QSPKFLU EFS BOTM T UJM BU TLVMMF MªCF PWFS S

EFDFNCFS 'BLVMUFUFU IPMEFS TJO USBEJUJPOTSJHF KVMFGFTU NFE KVMFSFWZ

)FSCPFOEF WJFUOBNFTJTLF LBUPMJLLFST PH CVEEIJTUFST SFMJHJªTJUFU

EFDFNCFS

KBOVBS

KBOVBS

Millioner fra VELUX FONDEN til forskning i religiøs identitetsdannelse. %FU 5FPMPHJTLF 'BLVMUFU IBS G FU LOBQ GFN NJMMJPOFS GSB 7&-69 '0/%&/ UJM BU TUVEFSF GPSBOESJOHFS J SFMJHJªT JEFOUJUFU J EFO HS TL SPNFSTLF WFSEFO J SFOF F ,S

" -PWF #FZPOE %FTJSF *OWFTUJHBUJPOT JOUP UIF 5IFPMPHJFT PG +BOTFOJVT BOE ' OFMPO

'SPLPTUGPSFESBH W +ªSO #PSVQ

$IVSDI BOE .JTTJPO JO B .VMUJSFMJHJPVT 5IJSE .JMMFOJVN *OUFSOBUJPOBM LPOGFSFODF

1I E GPSTWBS W ,FOOFUI #FSH 7BOEBIM KBOVBS

3BEJLBMJTFSJOH CMBOEU EBOTLF NVTMJNFS 'SPLPTUGPSFESBH W -FOF ,®IMF

.BSUT 6 EBZT |CFOU IVT Q WPSFT VEEBO OFMTFS UFPMPHJ SFMJHJPOTWJEFOTLBC TBNU BSBCJTL PH JTMBNTUVEJFS

%FU 5FPMPHJTLF 'BLVMUFU J |SIVT FS %BONBSLT TUªSTUF GBHNJMKª JOEFO GPS UFPMPHJ SFMJHJPOTWJEFOTLBC TBNU BSBCJTL PH JTMBNTUVEJFS 4F NFSF PN WPSFT VEEBOOFMTFS GPSTLOJOH PH BLUVFMMF BSSBOHFNFOUFS Q www.teo.au.dk december 2009