Højskolebladet Febuar 2010

Er danskhed lig ytringsfrihed?

Den danske debat set fra Sverige

februar 2010 s. 1

siden 1876

Kulturmødet

s. 2

Definitionernes slagmark

fra Nyhedlernes o Højsk rlag Fo

Definitionernes slagmark

150til kr.

Antologien er ment somPris: inspiration alle, som interesserer sig for kulturmøder. Artiklerne strækker sig fra de små konkrete gerninger i hverdagen, til traditioner, værdier, symboler, kulturer og strukturer, som er med til at skabe rammerne for mødet mellem mennesker.

Vi har inviteret en række personer, som arbejder med kulturmødet i det daglige, eller som dagligt forholder sig til emnet, til at komme med hver deres bud på, hvordan de ser muligheder og barrierer i kulturmødet.

Kulturmødet

En antologi skrevet af bidragsydere, der hver især har en særlig indsigt i, hvad der sker, når forskellige kulturer mødes. Bogen er tænkt som et debatoplæg til institutioner, der ønsker inspiration til håndtering af udfordringer i hverdagen. Også velegnet som undervisningsmate-riale. Bestil på kontor@ffd.dk

Antologi

Definitionernes slagmark

ISBN 978-87-89412-66-5

Af Eric Tinor-Cemti, Khuram Shehzad, Rasmus Kjær og Rikke Mandrup(red.)

Det inklud erende kul turmøde på højskolern e

Kulturmøde t

Denne bog er udarbejd et som led af Folkehøjsk i en olernes Fore ning i Danmarks (FFD) kursu srækker med titlen ”Kult urmødet”, der gennem sudviklin g og debat har sat fokus på højskolern es arbe deltagelse jde med , integratio n og medborg skab. Kurse ert var med til at synliggør behovet for e at udvikle redskaber henblik på med en bedre hånd tering af etnisk kultu rel mangfold ighed på højskolern e. Bogen her kan i den henseende betragtes som det først skridt på vejen e mod en mere udseende forog gennemsi gtig praksis - og selvom højskolern e tillægges en særlig opm ærksomhed, vil mange andre orga nisationer og inter også kunn essenter e drage forde l af indholde t.

februar 2010

Det du ikke lærer andre steder

Læs også!

Det inklud erende kul turmøde på højskolern e

Kulturmødet - Det inkluderende kulturmøde på højskolerne En håndbog for højskoler, organisationer og andre der arbejder praktisk med at udvikle inkluderende strukturer og adfærd. Pris: 150 kr.

Indhold

februar 2010 s. 3

s. 8 tendens

s. 26 tendens

Dansk selvcensur er svensk anstændighed

DF’er med PH-værdi Afhopperen Ole Hyltoft skyder med skarp på DR og kulturtabet

Svenske kommentatorer om den danske debat

s. 4 debat Leder s. 5 tema 8 skarpe Til Jacob Mchangama s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 12 tendens Hot & not Af Ida Ebbensgaard

februar 2010

s. 14 debat Kommentarer Donslund de luxe s. 18 debat Bogkritik Eliternes triumf s. 20 Tæt på En højskoles død

s. 22 nedslag Kampen mod eliterne Polen og Danmark har meget til fælles s. 30 højskole Navne

debat Leder

s. 4

kolofon udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk

Er danskheden universel?

Andreas Harbsmeier Redaktør

redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Søren Schultz Jørgensen Uffe Strandby Neal Ashley Conrad

den svenske kritiker stefan jonsson langer i dette nummer af Højsko- lebladet ud efter den danske tendens til at sætte lighedstegn mellem dansk- hed og universelle værdier. At man i Danmark i forsvaret for ytringsfriheden på den ene side arbejder med en meget smal definition af, hvad det vil sige at være dansk, og på den anden side hævder, at man forsvarer ”universelle” værdier som menneskerettigheder og ytringsfrihed. Derved gør man dem, der ikke passer ind i en smal definition af, hvad det vil sige at være dansk, eller ligefrem tillader sig at kritisere denne danske kultur, til fjender af både menneskerettigheder og ytringsfrihed – og på den måde umenneskelige.

I forlængelse af Jonssons kritik kan man sige, at resultatet bliver lige nøjagtig det modsatte af intentionen: Nemlig, at man indskrænker de andres ytringsfrihed ved at afvise deres synspunkter som udanske – og dermed ”umenneskelige”.

Den tendens er del af en efterhånden lang dansk tradition for at gøre ytringsfrihed til majoritetens ret til at sige hvad som helst om minoriteterne.

Jonsson hævder også, at selv om ytringsfriheden er fundamental for det liberale demokratiske samfund, må den aldrig blive absolut. I stedet vender han det hele på hovedet: Civilisationen bygger på, at vi ikke hele tiden siger, hvad vi føler og tænker i offentligheden, men netop ”lægger låg på”.

Selvcensur udøves hele tiden – og med god grund. Og danskheden er ikke universel – og bliver det forhåbentlig aldrig.

Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Johs Lynge Martin E. O. Grunz Charlotte Kjærholm Pedersen Andrea Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4040 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 70 27 11 55 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forsidefoto iStock tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Udgivelsedatoer for 2010 11. marts 15. april 12. maj 10. juni 12. august 9. september 14. oktober 11. november 9. december Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

februar 2010

debat 8 skarpe

Jacob Mchangama sætter ytringsfriheden øverst på dagsordenen.

Han har kritiseret Trykkefrihedsselskabet og dansk PEN for at have en politisk agenda og mener ikke, at der bør lovgives i forhold til ytringsfriheden. I stedet er han med til at skabe endnu en forening til fremme af ytringsfriheden charlotte kjærholm pedersen

01 Du er medinitiativtager til endnu et nyt selskab som skal hylde ytringsfriheden – hvordan adskiller det sig fra Trykkefrihedsselskabet og PEN? Det adskiller sig ved at være apolitisk.

Trykkefrihedsselskabet fokuserer ensidigt på Islam og kommer dermed til at virke tvetydig – som om, at de har en agenda, som er vigtigere end ytringsfriheden – mens PEN faldt i en fælde, da de ikke støttede Jyllands-Posten under Muhammed-krisen, fordi de tilsyneladende ikke brød sig om tegningerne. Fri Debat er nogle personer med vidt forskellige politiske holdninger. Vores mål er, at tale om ytringsfriheden, uanset hvem der krænker den, og hvem der krænkes.

02 Hvordan forstår du begrebet ytringsfrihed?

Der er en række juridiske rettigheder forbundet med begrebet i form af Grundloven og menneskerettighedskommissioner. Derudover inkluderer ytringsfriheden også holdninger, der er provokerende, sårende og krænkende. Det er en meget robust beskyttelse af ytringsfriheden, hvorfor jeg også modstander af blasfemiog racismeparagrafferne. Det er altså en meget vid ytringsfrihed.

Jacob Mchangama, f. 1978, er chefjurist i den liberale tænketank CEPOS. Han er derudover medstifter af Fri Debat, som er et netværk, som skal styrke ytringsfriheden.

s. 5

8 skarpe til Jakob Mchangama 03 Hvorfor er det så vigtigt i dag?

Historisk set er det helt afgørende for vores frie, liberale samfund. Det kan man se allerede fra oplysningstiden, hvor mennesker blev groft undertrykt, og man kæmpede for ytringsfriheden i forhold til religion og monarker. I dag er der trusler fra islamister og fra statens side, og det er vigtig at gøre noget ved det. Derudover er det også vigtig at støtte folk, der bor i lande, hvor der ikke er ytringsfrihed. Hvis ytringsfriheden først trænger igennem dér, er det muligt at skabe frihed på andre måder. Derfor er den ekstremt vigtig.

04 Så det er et netværk, hvor alt kan komme under beskydning – er der brug for det?

Det er der højst sandsynligt forskellige holdninger til. Men vi synes, der er brug for det. Der er flere eksempler på, at man i international sammenhæng kriminaliserer ytringer. Fx har EU kriminaliseret hate speech, så der er masser af tiltag, hvor der er brug for at råbe vagt i gevær.

05 Hvorfor er det vigtigt, at man ikke lovgiver mod fx racistiske ytringer?

Det er vigtigt at sige, at der ikke er nogen medlemmer af Fri Debat, som er racistiske, men man bør ikke kunne straffes for sine holdninger, medmindre man opfordrer til vold eller trusler. I stedet bør man imødegå racistiske holdninger i en åben debat i det demokratiske samfund. Det bliver nemt politiserede emner, og Danmark bliver af og til kritiseret for ikke at håndhæve racismeparagraffer af EU og FN. De vil have, at man i langt højere grad straffer folk, som ytrer noget, der kan opfattes diskriminerende. Men af og til er det jo folk, som kritiserer noget, som er aktuelt, såsom religionens rolle og indvandring. Vi mener, at alle er lige for loven, men man skal ikke begynde at kriminalisere holdninger. Hvis man ser historisk på love, som ønsker at forbyde ytringer, forholder det sig sådan, at det oftest er magthaveren, som ønsker, at der er ting, som ikke skal komme frem i lyset.

06 Men du sætter jo stadig en grænse for, hvornår det er ok at ytre sig, og hvornår det ikke er?

Jamen, hvis man arbejder i PET, så kan man jo ikke gå ud og fortælle om, hvem der bliver overvåget. Så det er ikke en absolut rettighed, men vi går efter, at ytringsfriheden skal have langt bedre kår, end den har nu.

07 Hvorfor er det netop ytringsfrihed, som er blevet en dansk og demokratisk værdi?

Demokrati består af mange ting, men ytringsfriheden er altafgørende for det samfund, vi lever i. Det gør, at vi kan debattere, og derfor er det i virkeligheden at støtte op om et af de mest grundlæggende principper i vores samfund. Og det mener vi, at PEN og Trykkefrihedsselskabet på nogle områder har politiseret. Derfor er der behov for at markere, at der er en tredje vej, hvor man støtter op om ytringsfriheden, uanset politiske holdninger. Menneskerettighedsforkæmpere, dem som burde være ytringsfrihedens bedste venner, har en tendens til at fortolke ytringsfriheden indskrænkende – især når det kommer til etniske og religiøse minoriteter, og det tror jeg, er en farlig vej at gå, for det er et misforstået hensyn. Det må være sådan, at minoriteter kan tåle samme behandling som alle andre, ligegyldigt om de tilhører en bestemt gruppe.

08 Men er det ikke svært at forholde sig apolitisk?

Det er klart, at man kommer til at ramme ind i den politiske debat, men der, hvor vi er apolitiske, er, at vi både har meget venstreorienterede og højreorienterede medlemmer, som politisk er dybt uenige, men som mener, at ytringsfriheden er vigtig. Vi har nogle principper, som vi arbejder ud fra, men der er ikke en underliggende politisk agenda, som vi positionerer os i forhold til.

højskole Notitser

s. 6

Huskunstner på Egå Ungdomshøjskole

De lukkede højskoler i fremtiden

Kunstneren Liné Ringtved Thordarson huserer lige for tiden på Egå Ungdomshøjskole, hvor hun leder kurset ”Kunsten ind på livet”, som består af intensiv undervisning, en frivillig workshop og et åbent værksted, hvor hun ved at lave en skulptur til skolen.

Til dagligt plejer kunstneren ikke at undervise på skolen, men holder derimod til i et atelier, hvor hun arbejder på sine værker. Kurset har, ifølge forstanderen på Egå Ungdomshøjskole, Ulla Fisker, været en mulighed for at elever, som går med kunstnerdrømme kan komme tæt på, hvordan en kunstner arbejder: ”Men der er forskel på at være tilskuer og så have en kunstner helt tæt inde på livet. Med projektet her finder eleverne ud af, hvad det vil sige at være kunstner, og hvordan en kunstner lever og tænker. Det kan forhåbentlig inspirere nogen til at tro på, at det også kan være deres vej.” Ulla Fisker vil derudover anbefale andre skoler at gøre det samme. Egå Ungdomsskole har søgt penge til projektet hos Statens Kunstråd, som har dækket 75 % af udgifterne til en ekstra ansat i fem uger. Kurset afsluttes, i kunstens ånd, med udstilling af elevers værker. /cp

Først i januar måned offentliggjorde Haslev Udvidede Højskole, at de ikke kunne samle nok elever til at fortsætte højskolen, og sidenhen er det lokalt blevet diskuteret ivrigt, hvad skolen skulle bruges til. I Sjællands Tidende foreslog byrådskandidaten Ghita Østenby, at skolen fremover skulle huse en folkeskole, mens andre har foreslået, at bygningerne skal bruges til asylcenter. Og i Græsse Bakkeby, hvor debatten om lukningen af Kunsthøjskolen Thorstedlund finder sted, er det netop blevet foreslået, at skolen skal huse unge asylansøger. Frederikssunds Amtsavis fortæller, at Røde Kors har modtaget en henvendelse fra skolen og skal i løbet af de næste par uger inspicere skolen for at vurdere, om den er egnet. Lad os ikke håbe, at det medfører lige så meget modstand fra naboerne, som den tyrkisk-kurdiske efterskole gjorde. I Nordjylland er Støvring Højskole fra årsskiftet blevet overtaget af Rebild Kommune, men det er endnu ikke sikkert, hvad skolen i fremtiden skal bruges til. Det beretter Nordjyske Stiftstidende Himmerland.

Der er interesse fra en skolekreds, som ønsker at lave en sportsefterskole, men borgmester Anny Winther, siger til avisen, at hun tror, der er flere, som er interesseret i bygningerne. Også Køng Højskole er blevet eftertragtet, efter den konkursramte højskole lukkede.

Op til flere har vist stor interesse for skolen – og især skolens haller – der er en mangelvare på egnen. Køng Idrætshøjskole, som lå i sammenhæng med højskolen, håber at kunne starte skolen op igen, men også Vestfyns Gymnasium og Glamsdalens Idrætsefterskole mangler haller, hvorfor de har budt på skolen med det for øje. /cp

februar 2010

På Bosei går det godt Idrætshøjskolen Bosei, som i efteråret gennemførte det første højskoleophold, er ligesom så mange andre højskoler blevet populær. Efterårsholdet bestod af tyve elever, mens der på det nye forårshold allerede nu er tilmeldt dobbelt så mange elever. Kurset, som startede den 31. januar, er med 50 elever over dobbelt så stort som det forrige. Skolen, hvis fokus er kampsport, har dog heller ikke ligget på den lade side gennem efteråret. Til Sydsjællands Tidende fortæller forstander, Erling Joensen, at både lærerne, ham selv og elever har turneret rundt i landet for at gøre reklame for skolen. Hans mål er, at skolen bliver et centrum for kampsport i Norden. I denne omgang er der bl.a. elever fra Tyskland, Polen og Færøerne repræsenteret. Bosei har da også et stort område at gøre godt med, da der er plads til omkring 180 elever. /cp

Den længste venteliste er grønlandsk Trods den trange økonomiske situation fortsætter Knud Rasmussens Højskole dette forår – desværre kun med 20 elever, da det er det eneste, der kan hænge sammen for skolen. Rigtig ærgerlig, siger forstander, H.C. Hansen, til den grønlandske avis Sermitsiaq, da det har vist sig, at elever fra skolen rent uddannelsesmæssigt klarer sig rigtig godt fremover. Der har da også været hele 265 elever, som har søgt om optagelse. Skolen vil fremover arbejde mod en mere miljørigtig højskole, som blandt andet indbefatter et solfangeranlæg. /cp

Ungdomsskole renoveres På Ungdomshøjskolen i Vester Vested sættes der nu en ombygning i gang.

Foredragssalen bliver til en multisal, hvor der for eftertiden også vil kunne opleves teater. Derfor bliver de bygninger, som hidtil er blevet benyttet til teater også renoveret og skal nu lægge hus til design og billedkunst. Derudover bliver der også tilføjet en ny elevfløj, hvor der, når den står færdig, vil være plads til 36 elever. Forstander Søren Ernst Lüdeking fortæller til Jydske Vestkysten, at han regner med, at omkostningerne for renoveringen løber op i omkring ni millioner. /cp

s. 7

Presseklip Det er vanskeligt at finde en form, der kan tiltrække elever. Men jeg tror, at selve højskolens grundtanke om det frie foredrag og så videre kan leve videre under andre former som kirkehøjskoler og ugekurser. Men i den gamle form er det vanskeligt.

Kurt Ettrup Larsen LEKTOR VED Menighedsfakultetet i Århus. Til Kristelig Dagblad d. 6. januar 2010. ”Jeg er ikke interesseret i mudderkastning. Vi har holdt en aftale med Preben Lunn om ikke starte mudderkastning, og nu kan jeg se, at han er startet. Men det må stå for hans egen regning.”

Hedy Juul om Thorstedlundsagen, der synes at trække i langdrag.

Til Frederiksborg Amtsavis d. 15. januar. ”Der var nogle år, hvor mange sagde, at højskolerne skulle specialisere sig, hvis de skulle overleve. Men den seneste udvikling, viser at der i høj grad også er plads til den almene højskole.”

Ole Toftdahl, forstander på Ry Højskole til Midtjyllands Avis d. 5. januar.

”Takket være Grundtvig har vi en højskole, der er til for at udvikle mennesker og menneskelighed. Det er storslået. Den åbne debat, der har udfoldet sig i mit liv, er dybt påvirket af de spor, som Grundtvig har sat, og jeg er i ordets bedste forstand hjernevasket af min kultur og dermed af Grundtvig.”

Peter Bastian, Mands Minde foredragsholder, Kristeligt Dagblad d.

20. januar. ”Da jeg blev minister, var det ikke nok at rive ned. Jeg skulle også bygge noget op. Vi havde brug for nye dansklæseplaner, historielæseplaner og så videre. Det kan man ikke finde noget som helst om hos Hans Scherfig, afskolingsbevægelsen og slet ikke hos Søren Krarup, men det kan man hos Grundtvig, for han var optaget af, hvad der er vigtigt i tilværelsen.”

Bertel Harder, undervisningsminister (V), Jyllands-Posten d. 1. februar. /cp

tendens Udefra

s. 8

Dansk selvcensur er svensk anstændighed I Danmark er vi er meget optagede af selvcensur, trusler mod ytringsfriheden og islam.

Men hele diskussionen hviler på et forkert grundlag. To svenske meningsdannere kommenterer den danske debat om ytringsfrihed og selvcensur af andreas harbsmeier

februar 2010

siden tegneren kurt wester- gaard blev overfaldet med en økse, har debatten om ytringsfrihed og selvcensur i Danmark igen fået nyt liv. Både i dagspressen og på den politiske arena. Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, markerede sig med nogle voldsomt generaliserende islamkritiske kommentarer, som blandt andre Dansk Folkepartis Jesper Langballe bakkede op om i markante vendinger. På den anden front lanceredes et nyt initiativ til debat om netop ytringsfriheden, der skulle være fri for polarisering og særlige partipolitisk tilhørsforhold. Og en undersøgelse blandt medlemmer af en række kunstsammenslutninger og -foreninger blev offentliggjort i Ugebrevet A4. Den viste, at op mod halvdelen af de udøvende kunstnere mener, at ytringsfriheden er under pres, og hver ottende har en eller flere gange droppet et projekt for at undgå at krænke nogen.

Men hvorfor i grunden denne massive interesse for lige netop ytringsfriheden i Danmark? Muhammedtegninger, og hvad deraf fulgte, er den oplagte begrundelse. Men for at give den danske debat lidt perspektiv, vender vi blikket mod Sverige et øjeblik.

Her er man tilsyneladende ikke så optaget af lige den debat. I Danmark bliver Sverige ofte fremhævet som skrækeksemplet. Her har man lagt låg på debatten. Ytringsfriheden er ikke reel, hedder det, og selvcensuren er massiv og forhindrer, at man får diskuteret de virkelige problemer. Højskolebladet har spurgt to markante svenske kommentatorer og meningsdannere, om det nu faktisk forholder sig sådan, og hvordan de ser på den danske debat

»

Klichéen om den svenske offentlighed er jo, at der kun findes en politisk og intellektuel konsensuskultur. Men jeg er ikke enig i, at det forholder sig sådan. Der findes mange kommentatorer, der problematiserer centrale emner over en bred front.

- gabriel byström”

om ytringsfrihed og selvcensur.

Stefan Jonsson er kommentator og skribent ved et af Sveriges førende dagblade, Dagens Nyheter. Han har tidligere været ude med en hård kritik af den danske dagspresses debat om islam, som han mente, var præget af kulturelle stereotyper og nærmest besat af at diskutere islam. Han har skrevet om kulturel identitet, om racisme og om multikulturalisme. Han er ikke enig i karakteristikken af den svenske debat – særligt hvad angår emner som islam og ytringsfrihed: ”I stedet for at sige, at man i Sverige har lagt låg på debatten, kan man sige,

s. 9

at her har politikere og intellektuelle foretaget nogle andre valg i den politiske debat, end man har gjort i Danmark. Det handler om at vælge de spørgsmål, der er centrale, om at prioritere. Og spørgsmålet om selvcensur og ytringsfrihed er et spørgsmål, der ikke er blevet prioriteret i Sverige, fordi man mener, at det er mindre vigtigt end mange andre politiske sager.”

Gabriel Byström, der er kulturredaktør ved den store svenske avis Göteborgs-Posten, og har været meget optaget af mediernes rolle i samfundsdebatten og de økonomiske betingelser for at bedrive journalistik.

Han mener ikke, at den svenske debat undgår væsentlige emner, men snarere at der ikke er den samme hårdhed i debatten som i Danmark: ”Klichéen om den svenske offentlighed er jo, at der kun findes én politisk og intellektuel konsensuskultur. Men jeg er ikke enig i, at det forholder sig sådan. Der findes mange kommentatorer, der problematiserer centrale emner over en bred front. På den anden side, tror jeg nok, at man i Sverige mener, at den danske debat om ytringsfrihed er præget af en underliggende islamofobi.”

Byström ser nogle af de samme tendenser i Sverige som i Danmark.

Med fremkomsten af partiet Sverigedemokraterna, der står til at komme ind i den svenske Rigsdag ved næste valg, vinder lignende synspunkter frem i Sverige. De er fortsat meget marginaliserede, men faren består, ifølge Byström, i, at deres synspunkter vinder indpas hos de øvrige partier. den forkerte præmis Der er imidlertid også nogle andre

forhold, der gør sig gældende, hvis man skal forsøge at forklare den måde debatten bliver ført på i Danmark.

Byström peger her på et ofte overset forhold: Nemlig den økonomiske situation for de rammer, hvor debatten foregår – nemlig dagbladene: ”Det er meget vigtigt at pointere de danske avisers økonomiske situation, for at forstå den danske debat. Det er ofte et perspektiv, man glemmer, når man skal se på debatmiljøet. De danske aviser er under et massivt økonomisk pres, og lanceringen af gratis-aviserne har gjort, at der er sket en form for mainstreaming af det generelle mediebillede. Og det betyder en reducering af pluralismen i offentligheden, fordi de ”gamle” aviser spiller med på den tendens. På den måde mister debatten en masse nuancer, når konkurrencen bliver hårdere.”

Stefan Jonsson mener, at hele præmissen for debatten er forkert. Det grundlæggende problem i den danske debat – og en del andre europæiske lande – er, at man over en bred kam sætter lighedstegn mellem det danske og det universelle, mellem danskhed og universalisme: ”Det betyder, at enhver kritik af danskheden, af det danske samfund, den danske identitet og kultur, får man til at fremstå som en kritik af menneskehedens grundlæggende universelle værdier. Når nogen kritiserer et hvilket som helst indslag i en europæisk eller dansk forestillingsverden, så tages det som et angreb ude fra. Det betyder, at man i den danske debat ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved dansk kultur, og der findes ingen mulighed for at se det danske samfund som en multikultur. Men betragter man Dan-

»

Kulturen bygger lige så meget på fortrængning som på, at alting kommer til udtryk. Civilisationen bygger jo et langt stykke hen ad vejen på, at man fortrænger de destruktive elementer, som findes.

- stefan jonsson

mark ude fra, så er det præcist lige som alle andre europæiske samfund. Men det er en fejl at betragte Danmark som en enhedskultur. Der lever de facto forskellige kulturer side om side i Danmark. Resultatet er beklageligvis, at det bliver umuligt for personer med en anden kulturel baggrund eller en anden tro at finde nogen form for repræsentation i den danske offentlighed uden at blive marginaliseret som en trussel.”

Byström er ikke så overrasket over, at debatten har så stor kraft. Det er en naturlig udvikling i kølvandet på Muhammed-krisen, at langt flere beskæftiger sig med og har meninger om selvcensur og ytringsfrihed, og at det i sig selv kan forklare det markante fokus:

tendens Udefra

s. 10

»

Kulturen bygger lige så meget på fortrængning som på, at alting kommer til udtryk. Civilisationen bygger jo et langt stykke hen ad vejen på, at man fortrænger de destruktive elementer, som findes.

- stefan jonsson

februar 2010

”Efter publiceringen af karikaturerne i Jyllands-Posten er der sket en form for uddannelse af folk, der beskæftiger sig med spørgsmålet om ytringsfrihed.

Der er ganske enkelt flere, som er i stand til at byde ind i debatten. Og der findes jo alt andet lige stærke kræfter inden for islamismen, der arbejder på at indføre blasfemi-love forskellige steder uden for Danmark. Med andre ord er kampen blevet hårdere – og fronterne trukket skarpere op.” som i frankrig Et af de steder, hvor bølgerne også er gået højt, er Frankrig, hvor man er godt på vej med et burka-forbud og er ekstremt optagede af forskellene mellem fransk kultur og islam. Og det giver ifølge Stefan Jonsson god mening at sammenligne Frankrig og Danmark.: ”Set ude fra, kan man sige, at Danmark er gået ind på, hvad kunne kalde den franske vej. Nemlig ved at man sætter lighedstegn mellem danskhed og universalisme, nøjagtig som man i Frankrig laver koblingen mellem det specifikt franske og forestillingen om menneskerettigheder. Og det betyder i Danmarks tilfælde, at enhver kritik at danskheden, at det danske samfund, den danske identitet og kultur, får man til at fremstå som en kritik af menneskehedens grundlæggende universelle værdier. De mennesker, der ikke deler den danske majoritetskultur og som ikke har en indgang til den, mangler politisk og kulturel repræsentation.

Scenariet bliver lige som den værste form for den franske paternalisme, hvor man sætter lighedstegn mellem at være dansk og være menneske.

Og er man ikke dansk, er man ikke menneske. Men det er ikke særligt for Danmark og Frankrig. Ser man på det internationalt, finder man de samme

tendenser. I Holland findes det i vidt omfang, og i Sverige er det Sverigedemokraterne, der repræsenterer det synspunkt, om end de stadig er meget marginaliserede.” ”Hvis man ikke har adgang til den nationale kultur og sprog, så hører man ikke til. Det er en paradoksal sammenblanding af en på den ene side en restriktiv kulturel identitet og på den anden side en universalistisk definition af mennesket. Det er en form for kortslutning mellem identitetspolitik og universalisme.”

Er de, der repræsenterer disse synspunkter, så løsrevet for nogen form for realitet? Er der ingen reel trussel mod ytringsfriheden – eller stigende tendens til selvcensur? ”Ja, der mangler forbindelse til virkeligheden. Og nej, ytringsfriheden er på ingen måde truet i Danmark. Der har ikke været nogen generel trussel mod ytringsfriheden. Der været trusler mod specifikke individer fra specifikke personer eller grupperinger. Og der findes jo modtræk i den danske lovgivning mod den slags. Men at påstå, at der skulle findes en generel ideologisk trussel mod ytringsfriheden i Danmark eller noget andet EU-land, er bare dumt. Det er også en farlig påstand, men en ideologisk effektiv påstand, der gør, at enhver kritik mod den dominerende majoritetskultur, bliver en trussel mod menneskerettigheder, ytringsfrihed og demokrati. Når enkelte forfattere eller andre trues, så findes der en lovgivning, og den lovgivning fungerer. Det skal ses som kriminelle handlinger – og behandles derefter – og ikke ses som en principiel trussel. Den principielle trussel mod ytringsfriheden kommer snarere fra den anden side. Nemlig at man ikke giver plads i offentligheden til de margi-

nale eller afvigende røster, som findes.

Det er den samme logik, hvormed man frasorterer visse repræsentanter og grupperinger, der er uforenelige med den danske kultur eller offentlighed.

Det kan på sigt betyde, at ytringsfriheden og demokratiet kommer under pres i de europæiske lande.” de liberale Meget af den svenske kritik af Danmark retter sig mod den holdning, der findes i den populistiske tendens – som hos eksempelvist Dansk Folkeparti. Men markante stemmer fra den borgerligt-liberale fløj blander sig også i vidt omfang i ytringsfrihedsdebatten i Danmark. Her er udgangspunktet ikke nationalistisk, men ifølge Stefan Jonsson begår man på den fløj en anden fejl: ”Når synspunktet fremføres fra liberalt hold, så tror jeg, at det beror på, at man har en dogmatisk opfattelse af ytringsfrihed: Nemlig at alt, som kan siges, også bør siges. Men formålet med ytringsfrihed er ikke, at alt skal siges. Ytringsfrihed handler om, at der skal være en offentlig samtale eller demokratisk debat, hvor alle synspunkter om politiske og sociale processer skal kunne siges. Det er grundlaget for det liberale demokrati. Man skal ikke forveksle det med et alment ønske om, at alle mennesker skal fremføre deres inderste tanker og ønsker i offentligheden. Den offentlige samtale har altid bygget på en vis portion selvcensur.

Hvis man forveksler ytringsfriheden med enhver kunstner eller politikers ret til at vælte ud med sine fordomme, så har man gjort de liberale principper til et dogme. Og det er historisk set et tilbageslag for de selvsamme liberale principper. Ytringsfrihed har aldrig eksisteret i ren dogmatisk form.”

”Det er det samme problem i alle europæiske lande, men det er jo et spørgsmål om kvantitet. For mig at se er det politikernes og meningsdannernes valg at prioritere de marginaliseredes ytringsfrihed i forhold til majoritetskulturen. I stedet har man i Danmark valgt at prioritere majoritetens ret til at sige hvad som helst om minoriteterne. I Sverige er det omvendt.

Selve præmissen for kritikken af, at der i Sverige ”lægges låg på” debatten, er falsk. For samfundet bygger på, at mennesker ”lægger låg på”. Ellers ville samfundet slet ikke være muligt. Selve spørgsmålet om selvcensur er også falsk. Hele forestillingen om, at alt som tænkes skal ud i offentligheden, er jo en helt forkert ide. Det er jo indlysende, at alle mennesker i samfund vælger, hvad der bør siges, og ikke siger alting, der kan siges. Som individ, som forfatter eller som politiker, så vælger man sine kampe, sine debatter, sine stridigheder, sine prioriteter.

Så de har et stort ansvar for, hvordan den politiske debat og kulturdebatten føres. Kulturen bygger lige så meget på fortrængning som på, at alting kommer til udtryk. Civilisationen bygger jo et langt stykke hen ad vejen på, at man fortrænger de destruktive elementer, som findes.”

»

Der har ikke været nogen generel trussel mod ytringsfriheden.

Der været trusler mod specifikke individer fra specifikke personer eller grupperinger. Og der findes jo modtræk i den danske lovgivning mod den slags. Men at påstå, at der skulle findes en generel ideologisk trussel mod ytringsfriheden i Danmark eller noget andet EU-land, er bare dumt.

- stefan jonsson

s. 11

højskole Tidsånden kort

s. 12

Hot & not

af ida ebbensgaard

»

Danmarks mest markante ikoner i efterkrigstid er fyldte peberfrugter og ældrechecken.

Og nu muligvis også madpakkerne.

HOT

NOT

islandske sweatere Suveræn teknologi udvundet fra får beregnet på varmebesparelser i den private sektor. Uldbunken giver samtidig det helt rigtige retro-højskole-unisexlook. Fuldstændig CO2-neutral.

madpakker og isbrydere Hvordan er det muligt at fylde så meget af den indenrigspolitiske nyhedsflade med historier om madpakker og isbrydere? En udenforstående må spørge: Er det udtryk for en dybereliggende konflikt? Er det principielt?

Er det vigtigt? Nej. Ingen af delene.

Isen skal brydes, når det fryser, og børn skal have mad i skolen. Den er ikke længere. Det er ting, der bare skal virke, så FIX det, og lad os komme videre til noget, der virkelig betyder noget.

tysk historie i 20. årh.

På den konto har de altså noget at byde på syd for grænsen, for better or for worse. De har kejsere, nazister, demokrater og socialister. De har Egon Krenz’ store tænder og soldater, der i sidste øjeblik hopper over pigtråden, før muren er en realitet. De har egne barske terrorister i Rote Arme Fraktion. Tysk historie slår al fiktion. Fordi det er virkelighed. sara stridsberg Hun skriver simpelthen så røvblæret.

Giv hende nogle flere priser og nogle flere linjer at skrive på. spansk fodbold Atletico bankede Real Madrid. Og det var en SJOV kamp. Det mener selv jeg, der har fodboldviden på niveau med blondinen med de store kasser i den småsexistiske reklame for Danske Spil eller hvad Tipstjenensten nu hedder.

Fordi de der spaniere jo rent faktisk kan spille fodbold, i modsætning til alle de knoldesparkere, der pisker rundt på danske baner. hans magnus enzensberger 79 år og still going strong. Sonningprisen var da det mindste, man kunne give ham. bærbare, elektroniske dimser So ein Ding! Iphone og Android, notebooks og netbooks og airbooks, mine urbane schweizerknive, det 21. århundredes geniale kombination af Grønspættebogen, de gule sider og alt hvad jeg før fyldte skrivebordet op med af post-it-noter, breve og udklip.

februar 2010

dansk historie i 20. årh.

Tyskerne har krig og kugler, liv og død, øst og vest. Hvad har vi? Samarbejdspolitik, Kanslergadeforliget og Blekingegadebanden. Der skød ved et uheld.

Danmarks mest markante ikoner i efterkrigstid er fyldte peberfrugter og ældrechecken. Og nu muligvis også madpakkerne. erik boel Stakkels mand. Selv Iran har nu hældt ham ud. iran Speaking of – hvad har de egentlig gang i dernede, når de opfatter Erik Boel som så stor en trussel, at han får 24 timer til at forlade landet? Nogen har en anden mening end systemet og voila: Så lukker man lige alle nyhedskanaler ud af landet og sætter de barske drenge ind. Ad, mand. Jeg krydser alle fingre og går med mentalt grønt støttebånd for oppositionen. morten ‘duncan’ rasmussen Du skulle vist have hørt bedre efter i engelsk, unge mand. marias morder Endnu en stakkels mand. ”Marias morder var uskyldig”, skrev MetroXpress på sin forside. Ekstra Bladet vaskede hænder og mente sådan set ikke, de havde gjort noget galt. Det må altså være bortset fra at smadre et andet menneskes liv. Den redaktion skulle en tur over knæet og sendes i seng uden aftensmad. Og politiet kunne jo passende få samme omgang.

de frie skolers advokat ® s. 13

Danmarks førende advokatfirma når det gælder rådgivning af frie skoler Vi påtager os aldrig sager mod frie skoler

www.frieskolerlaw.dk

Leder til nationalt videncenter for frie skoler

Højskolernes lærerkonference 24.-25. marts 2010 på Brandbjerg Højskole

Her styrkes de faglige netværk mellem lærere på højskolerne, og der tages fat i nogle af tidens pædagogiske, psykologiske og samfundsmæssige temaer. Oplev 4 spændende workshops med faglige oplæg, og få mulighed for erfaringsudveksling og sparring.

Læs mere på www.ffd.dk/ tilmelding/laererkonference

Det du ikke lærer andre steder

Gode kollegaer er ikke det samme som et fagligt netværk

Vil du stΠi spidsen for et nyt center, der skal udvikle og fastholde frihedstraditionen med private og frie skoler i Danmark.

Vi s¿ger en leder, der kan opbygge et videncenter, hvis opgave er at levere systematisk og evidensbaseret viden om de private og frie skoler i Danmark.

L¾s mere pŒ www.ucl.dk/job

debat Kommentarer

s. 14

Fra bloggen www.hojskolebladet.dk Fremgang Af Solveig R. Jensen ”Hvor er det dejligt at læse, at mange højskoler er helt fyldt - og har ventelister. Det bekræfter min antagelse om, at hvis en højskole BÅDE har et godt, bredt, folkeligt og tidsrelevant indhold OG en dygtig og energisk forstander til at markedsføre skolen, så kan den ikke blot overleve, men tiltrække rigtig mange elever. Desværre lykkedes det ikke for Thorstedlund (og Haslev?)at finde et bæredygtigt indhold - og få det markedsført.”

Thorstedlund – for sidste gang Af Birgit Ostermann Ja så gik den gamle kunsthøjskole konkurs. Alene p.g.a. racisternes fremfærd i Græse Bakkeby. Den tyrkiskkurdiske efterskolekreds har de nok også holdt væk med sagsanlæg og skræmmekampagne. Nu kan man så læse, at der måske i stedet bliver Røde Kors asylcenter. Det lyder da som en god ide - hvis det altså ikke kan få lov til at blive en efterskole. Så må man da blot håbe, at racisterne ikke får røde kors i den gale hals.

februar 2010

Den generaliserede højskolelukning af helga kolby kristiansen, formand, folkehøjskolernes forening i danmark

»

I december-udgaven af Højskolebladet og januar-udgaven af Efterskolen bringes et temmelig særpræget indlæg om højskolernes manglende eksistensberettigelse af bestyrelsesformand for Den Rytmiske Efterskole i Båring, Niels Ole Frederiksen, nuværende lærer på Esbjerg Højskole.

Som Niels Ole Frederiksen skriver, er Båring Højskole, som lukkede i 2008, blevet til en efterskole. Det kan vi kun ønske tillykke med, men jeg må opfordre folkene bag Båring Højskole, inkl. Niels Ole Frederiksen, til selv at tage ansvaret for højskolens lukning i stedet for at tilskrive lukningen, at den samlede højskolebevægelse er ved ”at uddø af mangel på ilt”, fordi højskolerne ”holder fast i noget, som var”. Det er muligt, at det var gældende for Båring Højskole, siden den måtte lukke, men faktum er, at Båring Højskole lukkede i en periode, hvor tendensen var den stik modsatte: Det samlede elevtal på landets højskoler var – og er – kraftigt stigende. Sammenligner man eksempelvis årene 2007 og 2008, var der en stigning på knap 8 % i det samlede antal elever på

lange kurser på alle landets højskoler.

At Båring Højskole måtte lukke er beklageligt, men det har intet at gøre med, at højskolerne som helhed ikke har nogen eksistensberettigelse i dag.

Jeg må også minde Niels Ole Frederiksen om, at den unikke frihed, der gives til at rejse en skole, også indbefatter ansvaret for en skoles lukning, når der ikke længere er elever nok. I hele højskolens historie har der været et utal af åbninger og lukninger af højskoler, og derfor er det en ahistorisk tanke, at en enkelt skoles lukning begrundes i den samlede skoleforms manglende eksistensberettigelse.

At Båring Højskole måtte lukke er beklageligt, men det har intet at gøre med, at højskolerne som helhed ikke har nogen eksistensberettigelse i dag.

Ånd og ord af ole vind cand. scient. i fysik og matematik, dr. phil. i idehistorie og højskolelærer, grundtvigs højskole Søren Fonsbøls essay i Højskolebladet januar 2010 er en sær blanding af videnskabskritik og vækkelsesprædiken.

Umiddelbart kan de fleste vel være enige i, at videnskaben ikke har monopol på at tolke virkeligheden, og at en større respekt for tilværelsens åndelige dimension er ønskelig. Men Fonsbøl bidrager ikke selv til denne respekt med sin spiritualistiske tågetale.

Den åndelige dimension skal åbenbart forstås på bastant metafysisk vis som en virkelighed hinsides eller bagved den materielle verden. En virkelighed, der kun forstås gennem en højere form for bevidsthed, kald det intuition, klarsyn, åbenbaring, mystik.

Fonsbøl lægger sig i forlængelse af hundrede års spiritualisme fra Blavatsky til Jes Bertelsen, fra Steiner til Sai Baba.

Al respekt for de synskes himmelhøje syner! Men alene synernes mangfoldighed gør det klart, at intuitionen ikke er ”en umiddelbar anskuen af fænomenernes inderste væsen”, som Fonsbøl påstår. ”Drømmen om absolutte videnskabelige sandheder er en illusion”, hedder det. Javist, men det gælder også drømmen om absolutte åndelige sandheder.

Fonsbøl efterlyser ”en overordnet åndelig autoritet” og henviser til ”vor tids nyere åndsvidenskabelige retninger”. Ja, godmorgen! Disse spiritualistiske retninger er jo præcis så hovmodige på sandhedens vegne som den videnskab, Fonsbøl med rette kritiserer. Hvad der afslører, at de har

s. 15

helt samme idehistoriske rødder i den traditionelle platoniske dualisme.

Men ånd er andet end intuition og syner - ånd er ord, levende ord med Grundtvigs udtryk. Åndens usynlige verden er ikke en metafysisk dimension, men er historiens rige med forfædrenes drømme og håb, idealer og bedrifter, kampe, nederlag og sejre. Vel at mærke når kraften heri genvækkes hos os gennem nutidige ord med ånd – historisk-poetisk kaldte Grundtvig det. ”Vi er gjort af samme stof som vore drømme”, lyder det hos Shakespeare. Ånd er ikke fortiden, men fortidens poetiske genopstandelse i nutiden. I Fonsbøls kritik af en åndløs videnskab ser han bort fra den historievidenskab, der ikke betjener sig af matematik, logik og systemtænkning, men hvis vigtigste metode er hermeneutik eller på grundtvigsk: historisk-poetisk gendigtning. Den hermeneutiske historievidenskab kender ikke til højere bevidsthedsformer, absolutte sandheder eller nogen overordnet åndelig autoritet - men kan til gengæld lade ånd komme til orde.

Artiklen fra Højskolebladets januarnummer 2010

»

Fonsbøl efterlyser “en overordnet åndelig autoritet” og henviser til “vor tids nyere åndsvidenskabelige retninger”.

Ja, godmorgen! Disse spiritualistiske retninger er jo præcis så hovmodige på sandhedens vegne som den videnskab, Fonsbøl med rette kritiserer.

tendens Nedslag

»

Den sanseløse ophob-ning af viden forekommer underligt menings-løs, når der ikke findes en overordnet åndelig autoritet, som kan administrere den – prioritere opgaverne, vurdere resultaterne og sætte dem ind i en større sammenhæng.

Videnskaben dyrkes - mens moralen glemmes

ESSAY: På grund af videnskabens kolossale succes har vi givet den en stilling i samfundet, som den i virkeligheden ikke fortjener. Vi har dyrket videnskaben som det moderne samfunds nye religion af søren fonsbøl

vi skal ikke skrue tiden tilbage og forkaste videnskaben. den har trods alt haft kolossal betydning for os. Men den skal ikke længere være samfundets højeste instans.

Den må genindtage sin naturlige plads som visdommens tjener. For det er ikke i videnskaben, men i visdommen, tænkningen når sine højeste former.

Videnskaben er kun en begrænset, ensidig, raffineret og særpræget afledning af en langt større menneskeånd, hvis evige stræben mod stjernerne den nu prøver at hindre i sin snæversynede selvtilfredshed. Videnskaben er udartet til videnskabisme og har som en gøgeunge fortrængt visdommen.

Den var jo usikker. Med videnskaben var man tilsyneladende på sikker grund. Men visdommen skal igen komme til ære og værdighed. Fordelen ved den er, at dens rækkevidde er langt større end videnskabens. ”Ulempen” er, at den er vanskeligt tilgængelig.

Videnskabens fader, Aristoteles, belærte os om forholdet mellem mulighed og virkelighed. En moderne nyt, f.eks. i et vandfald. tekniker ser mulighederne for noget

Og så bygger han en dæmning. Vi har vænnet os til at se efter uudnyttede muligheder. Vores verden ville se noget anderledes ud uden denne aristoteliske vane. Men hvis udviklingen ikke styres af etikken, løber den løbsk. Aristoteles var også etiker. Hvis han kunne gå rundt iblandt os i dag, ville han rase imod den del af udviklingen, som er bestemt af det menneskelige hovmod, begæret og kynismen. ophobning af viden Videnskabsteoretikeren Søren Brier har sagt, at vor videnskabsideologiske kultur står ved en korsvej: Vi er ikke kommet løsningen af de fundamentale oprindelses- og meningsspørgsmål nærmere end de tidligere og samtidigt eksisterende kulturer. Her ved slutningen af det 20. århundrede er vi ved at indse, at vi ikke kan undslippe metafysikken – heller ikke gennem naturvidenskaben. Fysikken viser, at hele virkeligheden ikke lader sig indfange i den mekaniske videnskabsmodel. Men hermed har sine egne grænser, og dermed selv bidraget til at udrydde videnskaben selv indset

myten om sig selv. Videnskaben som ideologi eller religion (reduktionisme) er død. Man skal være glad for, at videnskaben nu ikke længere kan tillade sig at mene, at dens verdensbillede udgør en modsætning til eller en uomgængelig hindring for enhver form for åndelighed. 1) Den sanseløse ophobning af viden forekommer underligt meningsløs, når der ikke findes en overordnet åndelig autoritet, som kan administrere den – prioritere opgaverne, vurdere resultaterne og sætte dem ind i en større sammenhæng. Hvor videnskaben bliver sit eget mål, vil den før eller siden ødelægge sin kultur. Videnskaben kan nemlig kun sige os, hvad vi kan gøre, men ikke hvad vi skal eller bør gøre. Den beskæftiger sig ikke med konsekvenserne af sine handlinger. I den forstand er den ansvarsløs.

Vi har et godt eksempel i videnskaber som bioetik og molekylærbiologi.

Man diskuterer nu, om ikke forskerne på områder, som kan føre til naturbeherskelse – eller ligefrem ændring

s. 25

debat Kommentarer

s. 16

Det forpligtende fælles …!! » Nej, de, der får ørenlyd, er dem, der har skarptskårne meninger og markante letforståelige udsagn at byde på.

Så betyder det mindre, om det er på bekostning af det faktuelle.

af dan mølgaard tidligere forstander på kunsthøjskolen thorstedlund

Kunsthøjskolen Thorstedlund lukkede ved årsskiftet. Flere års overlevelseskamp blev afsluttet af et mudret og uskønt forløb der slutteligt resulterede i en konkurs.

Højskolelukninger fører ofte til ophidset debat. Mange mennesker har meninger om og følelser for højskolerne. Og da de ofte også er lokale kulturflagskibe går skolelukningerne (heldigvis) ikke upåagtet hen.

I tilfældet Thorstedlund har debat-

februar 2010

ten bredt sig til Højskolebladets spalter og blog. Det har i den forbindelse været interessant, omend en smule skræmmende, at følge diskussionen på nettet. Skræmmende, fordi store dele af debatten har været ført på grundlag af urigtige oplysninger, halve sandheder og personlige betragtninger grebet ud af det blå. Og interessant fordi en diskussion med så mange løsrevne insinuationer og halvfordærvede udsagn peger på nødvendigheden af den forpligtende situation, der skabes i det fællesskab, som højskolen traditionelt byder på.

De moderne medier gør det muligt for alle at byde ind i en debat, fx på en

blog på nettet. Og som udgangspunkt må dette betragtes som positivt og involverende.

Men disse medier gør det også muligt at diskutere uden nogen som helst form for hold i virkeligheden. Det er ikke muligt at verificere oplysninger og betragtninger der er på nettet, da vi kun i begrænset omfang kan få bekræftet afsenderen. Om et udsagn bringes til torvs af en landsbytosse eller lektor er umuligt at vide, hvorfor ”virkeligheden” på nettet kan antage næsten surreal karakter. På nettet mener folk noget uden nødvendigvis at vide, hvad de taler om - det sidste opleves tilsyneladende knap så væsentligt.

Fænomenet genkendes i andre mas-

Donslund de luxe uddriver angst

semedier og da FFD for nyligt afholdt et seminar, der henvendte sig til markedsførings- og kommunikationsfolket på højskolerne, kunne bl.a. Troels Mylenberg og Anita Bay Bundegaard berette, at de, der sætter dagsordenen i medierne og offentlige debatter, ikke er eksperter og fagfolk, der kan begrunde og uddybe en given problemstilling. Nej, de, der får ørenlyd, er dem, der har skarptskårne meninger og markante letforståelige udsagn at byde på. Så betyder det mindre, om det er på bekostning af det faktuelle.

Fænomenet forekommer interessant i højskoleperspektiv, da sociologer har koblet de moderne kommunikationsformer sammen med tabet af fællesskab. Eksempelvis hævder Zygmunt Baumann, at ”det samlende” går tabt i det øjeblik, information bevæger sig hurtigere end mennesker. I princippet sker dette allerede med fremkomsten af mekaniske transportmidler i 1800tallet, og eskalerer med opfindelsen af telegrafen og andet nymodens grej.

Men den foreløbige kulmination er nået med computer, internet og satellit-kommunikation, hvor alle ytrer sig om alt, og modtageren i den anden ende er berøvet alle muligheder for at forholde sig til lødigheden i udsagnet.

I og med at informationer bevæger sig hurtigere end ”den naturlige mobilitets grænser”, går det fælles og samlende tabt. Fællesskabet ophører og kan ikke genetableres. Som surrogat kan vi erstatte det med en ”fælles identitet”, men dette må ikke forveksles med det forliste fællesskab, der, ifølge Baumann, aldrig kan erstattes.

Og dog, vil jeg hævde! For nok er Baumann indsigtsfuld, men han har tilsyneladende aldrig været på højskole.

Havde han det, ville han have erfaret, at højskolen netop formår at skabe et forpligtende fællesskab i en tid, hvor massiv, overvældende og grænseløs information og kommunikation er her og der og alle vegne. Og nok så væsentligt er det, at det fællesskab tager afsæt i den fysiske tilstedeværelse og et nærvær, der sikrer, at ingen kan strø om sig med løsrevne betragtninger og uforpligtende udsagn. Det kan man på bloggen, men det lader sig ganske enkelt ikke gøre, når man skal stå ved sine udsagn i foredrags- eller spisesalen.

Som afgående forstander fra en synkende skude er det derfor betryggende at vide, at snakken og den ansvarlige og nødvendige diskussion fortsætter i salene på landets øvrige højskoler.

Lykke til!

Det var i den seneste nattetime, hvor de søvnløse endelig sover, og de unge synes, at aftenen er på sit højeste. Og der sad jeg i godt selskab og blev grebet af melankoli. Ikke den slags hvor datiden spiller en rolle, men den hvor tiden slutter. Vi havde snakket om Wolf Erlbruchs fantastiske billedbog: And, Døden og tulipanen, der på meget poetisk vis handler om det uundgåelige. For børn. Og jeg kom til at tænke på, hvor ubekymret jeg var for døden som barn i kontrast til, hvor isnende kold den er i dag. Eller nat.

For det er altid om natten, skelethovedet klaprer tænder. Men så spurgte en af mine venner, om der ikke var noget, jeg syntes, var værre end døden. Noget der var endnu mere uhyggeligt.

Og er man heldig med vejret, får man klaustrofobi og fedthinde i mundhulen af friturestegt mad Og jo, det var der faktisk: Oslofærgen er værre. Tanken om at tage en sviptur med Oslofærgen, weekendtur for to med kahyt otte meter nede i skibet, 3 timer i Oslo og så sejle tilbage igen, det kan få hele Kattegat til at risle mig koldt ned ad ryggen. Indretningen på sådan en færge gør alt for at få dig til at glemme, at du befinder dig ude på havet, indtil kulingen fra Dokkerbanke kommer – ja, bankende - fadøllerne skvulper, og dansegulvet sejler i stemning og bræk, mens skibet går ned til ”en lille båd der gynger”.

Og er man heldig med vejret, får man klaustrofobi og fedthinde i mundhulen af friturestegt mad. ”Døden er heller ikke så glad for vand,” sagde min ven i den sene nattetime.

Vand? Har jeg talt om vand? Jeg åbnede bogen med and og tulipanen og dét.

Døden fryser efter den har badet sammen med And. ”Skal jeg varme dig,” spørger And og lægger sig ovenpå Døden. Den ser slet ikke bange ud.

Måske skulle jeg tage navneforandring.

Til And-Marie. Kan være det hjælper…

Anne-Marie Donslund er forfatter

s. 17

debat Bogkritik

s. 18

Til rekonstruktion af klassesamfundet De højtudannede har sat sig tungt på den politiske dagsorden, så ”almindelige” menneskers problemer ikke længere repræsenteres i debatten.

Journalist og debattør Lars Olsen leverer i sin nye bog en relevant, men noget fortegnet analyse af klassesamfundet i dag af rasmus kolby rahbek, ry højskole

Påstanden om klassesamfundets død er stærkt overdrevet. Samfundet er knækket midt over, og eliten er ikke mindre dominerede og undertrykkende end tidligere. Forskellen er blot, at eliten i dag primært er defineret ved deres uddannelsesniveau, og ved at dominansen og undertrykkelsen retter sig mod en politisk dagsorden.

Den uddannede elite har overtaget samfundets bærende institutioner og styrer nu, uden skelen til de brede samfundslag, i retning mod et moderne, individualiseret, globalt samfund. Eliten dominerer eksempelvis de politiske partier og Folketinget i en sådan grad, at almindelige menneskers problemer aldrig dukker op på den politiske radar.

Det er i kort form den grundlæggende påstand i Lars Olsens Eliternes triumf – Da de uddannede klasser tog magten. Lars Olsen (LO) forsøger her

februar 2010

at vise, hvorledes de højtuddannede i dag har sat sig tungt på den politiske dagsorden. Dette træk udgør et både samfundsmæssigt og demokratisk problem, al den stund at denne nye elite lever i deres helt egen ”virkelighedsboble” og dermed overser en række politiske problemstillinger, som særligt vedkommer de brede samfundslag, som han kalder dem. Dette kommer ifølge LO til udtryk på en række områder: Akademiseringen af uddannelsessystemet; centraliseringstiltag som politi- og kommunalreformen; nedprioriteringen af randområder; 90’ernes indvandrerpolitik etc. klassisk samfundsanalyse Lars Olsen baserer sine analyser på en kombination af klassisk klassesamfundsanalyse med fokus på de enkelte gruppers socioøkonomiske forskelle og så på, hvad man kunne kalde en ”segment-analyse”, der i LO’s version særligt fokuserer på forskellige gruppers uddannelsesniveau. Resultatet bliver en kritik af en elite, der er økonomisk velstillet, højtuddannet og sidder på samfundets højeste og mest indflydelsesrige stillinger. LO opererer med tre segmenter inden for denne elite: En økonomisk elite, der særligt udgøres af topledere fra det private erhvervsliv. En DJØF-elite, der særligt udgøres af topembedsfolk fra centraladministrationen. Og en kultur- og uddannelseselite, der primært udgøres af toppen af uddannelses-, medie-, og kultursektoren. I alt udgør denne elite tilsammen ca. 6 % af befolkningen.

Lars Olsen viser herefter, hvorledes disse tre eliter på en række områder er indbyrdes uenige, men det helt afgørende skel fremkommer ved, at eliterne samlet set stilles op som modsætning til folket, de brede lag. Det er dette vertikale hierarki, der danner grundlaget for LO’s moderne klassesamfund. Eller rettere: muterede klassesamfund, som han kalder det. For hvor det gamle klassesamfund fulgte

Eliternes triumf Da de uddannede klasser tog magten Lars Olsen Forlaget Sohn 250 sider, Kr. 249,95

socioøkonomiske skel, er det moderne i langt højere grad delt mellem et højtuddannet/elitært centrum-venstre og et folkeligt/populistisk centrum-højre.

Denne forandring skyldes i høj grad, at vi de sidste 10-15 år har oplevet et skifte fra en fordelingspolitisk dagsorden til en værdipolitisk. En forandring begge sider af det politiske spektrum, ifølge LO, har lige stor del i.

Problemet er imidlertid, at netop denne forrykkelse i den politiske dagsorden resulterer i, at en række problemer, der før stod højt på den politiske dagsorden, nu ikke samles op af nogen. Problemet er ifølge LO dobbelt: På den ene side har centrum-venstre ladet sine traditionelle vælgergrupper i stikken i jagten på en politisk korrekt værdipolitisk dagsorden. På den anden side har centrum-højre tiltrukket disse efterladte vælgergrupper med en folkelig variant af værdipolitikken,

Bogkort ved andreas harbsmeier

»

Når eliten udråbes til skurk og almindelige mennesker til deres ofre, må skellet mellem elite og folk nødvendigvis overskygge de forskelle, der måtte være mellem eliterne, selvom LO’s egen dokumentation ikke tilstrækkeligt underbygger dette. for derefter at føre dem bag lyset og i det skjulte indføre en elitær økonomisk politik, der ikke er til gavn for de vælgere, de stjal fra venstrefløjen. Altså en situation, hvor ingen af de to fløje reelt interesserer sig for almindelige mennesker. utilstrækkelig analyse Hverken påstanden om klassesamfundets fortsatte eksistens eller forrykkelsen i det politiske spektrum er ny. Her ligger Lars Olsen i slipstrømmen af en række forskellige analyser, der har set dagens lys gennem de sidste 10 år.

Alligevel er der noget ved LO’s analyse, der skurer i ørerne. LO anklager gang på gang eliten for at være enøjet i sit syn på samfundet. Men for at LO’s analyser skal kunne gå op, er han nødsaget til selv at indtage en enøjet position: Når eliten udråbes til skurk og almindelige mennesker til deres ofre, må skellet mellem elite og folk nødvendigvis overskygge de forskelle, der måtte være mellem eliterne, selvom LO’s egen dokumentation ikke tilstrækkeligt underbygger dette. For slet ikke at tale om de sociale

s. 19

og holdningsmæssige skel, der måtte være i ”folket”- de almindelige mennesker - der jo trods alt udgør ca. 80 % af befolkningen, hvis man også trækker de 10% fra, der udgør de allermest marginaliserede. Dette problem forholder LO sig slet ikke til, og derved falder især segment-analysen til jorden.

Desuden kommer forskellene i uddannelse til at fungere som en trylleformular, der kan forklare en hvilken som helst samfundsmæssig differentiering, som LO ikke bryder sig om.

Herved kommer han selv til at fremstå lige så enøjet, som den kultur- og uddannelseselite han særligt har et horn i siden på. LO overvejer eksempelvis ikke, i hvilket omfang de forskellige eliters holdninger måtte deles af forskellige grupper i de brede lag. Skulle man finde disse holdninger i de brede lag, forklares de som et resultat af den enkelte elites behov for at manipulere befolkningen, når den måtte have en politisk fordel heraf. LO kommer her snublende nær en teori om falsk bevidsthed.

LO virker betydeligt mere på hjemmebane, når han forsøger at forstå samfundets udvikling ud fra en traditionel klasseanalyse. Når det kommer til segment-analysen virker den både særdeles selektiv og overfladisk.

Derved kommer han i høj grad til selv at konstruere de klasser, han har behov for i sin klasseanalyse.

Desuden skæmmes bogen i høj grad af et utal postulater og et stærkt værdiladet sprog: Helten er folket, de brede lag, de almindelige mennesker.

Skurken er de dominerende højtuddannede: ”Kandidat i dit, ph.d. i dat, master i dut – hvor er de dog kloge, dem med de flotte visitkort og lange CV’er. Bøj jer i støvet for den kreative klasse!” som LO ironiserer.

Det er en skam, at Lars Olsen har behov for at trække linjerne så skarpt op, at alting bliver sort/hvidt. En nuanceret version af de analyser LO lancerer, ville bestemt give god mening og burde have plads i diskussionerne om samfundets udvikling.

Traktat om de tre bedragere Moses, Muhammed, Jesus Anonym Informations Forlag Religionskritikken har kronede dage og møder omvendt selv megen kritik.

Med Frederik Stjernfelt som dansk bannerfører får vi nu på dansk et af den tidlige oplysningstids ateistiske kampskrifter – ”Traktat om de tre bedragere”. Traktaten giver et kærkomment historisk indblik i religionskritikken, som den blev bedrevet i al hemmelighed med fare for heftige repressalier. Og Stjernfelt indledning giver et imponerende vu over og en betænkelig aktualisering af religionskritikkens tidligere bannerførere.

Skueprocessen Beskrivelse af en spionsag Arne Herløv Petersen Forlaget Sohn Forfatteren Arne Herløv Petersen blev anklaget for spionage tilbage i 1981. Han blev aldrig dømt, men heller ikke frikendt. Han var en af mange, der blev registreret af PET for politisk virksomhed og mistænkt for at samarbejde med Sovjet. I hans egen fortælling om hele forløbet bliver det klart, hvor særpræget statssikkerheden omgås deres mistænkte.

Et stykke gedigen koldkrigshistorie – fortalt af en, der var midt i det hele.

højskole Tæt på

s. 20

En højskoles død I januar meddelte Haslev Udvidede Højskole, at man måtte dreje nøglen om. For få tilmeldte til forårets lange kursus gjorde det umuligt for Haslev Udvidede Højskole at fortsætte. Historien om, hvordan det kom så vidt af charlotte kjærholm pedersen

”med aflysningen af forårs holdet kan haslev udvidede højskole ikke længere opfylde sit formål og fortsætte i sin nuværende form.” Sådan lød en pressemeddelelse d. 4. januar 2010, der offentliggjorde lukningen af Haslev Udvidede Højskole. En lukning, som var den første i det fire dage gamle år, men næppe den sidste, for det sker i højskoleverdenen, og det har det altid gjort.

Både Køng Højskole og Kunsthøjskolen Thorstedlund offentliggjorde i 2009, at de lukkede, hvilket medførte ballade i Skolekredsen og lokalbefolkningen. Fra at lukke skolen med henblik på henholdsvis videreførelse af en allerede eksisterende friskole og et salg til en kommende efterskole, er begge endt i konkursbegæringer, og grimme beskyldninger om, hvem der var skyld i lukningen. Sådan er det indtil videre ikke endt i Haslev, men beslutningen var da heller ikke nem, fortæller besty-

februar 2010

relsesformand Mogens K. Larsen, som har siddet på posten siden 2007 og før det været medlem i flere år. ”Da det i december begyndte at se rigtigt skidt ud, og vi ikke havde nok tilmeldte, kunne vi godt fornemme hvilken vej, det bar hen, og da gjorde det lidt ondt i maven.” en lukning tager form Haslev Udvidede Højskole har eksisterede siden 1891, så den har en del år og traditioner bag sig. De første tegn på, at skolen manglede elever, begyndte man allerede at se for mange år siden.

I lang skød man skylden på de små årgange ligesom resten af højskoleverdenen, men samtidig blev det også klart, at skolen havde et definitionsproblem. Haslev har altid været en almen højskole med det særlige aspekt, at den ikke er grundtvigsk. Derfor har baglandet været at finde i de kristne organisationer, og ifølge forstander Signe Bo var det for 30 år siden utænkeligt ikke at overveje et ophold på HuH, hvis man ville læse teologi. Det ændrede sig, da teologi ikke længere har optagelseskrav.

Signe Bo fik viden om skolens lukning efter bestyrelsesmødet den 2. januar og forklarer, at de indtil havde kæmpet for at få de sidste elever i hus og haft en forventning om, at det nok skulle lykkes. ”Det har været en meget mærkelig følelse at give op. Vi havde måske haft mulighed for at fortsætte i foråret, hvis vi lige havde fået fat i de sidste elever, men det er bare heller ikke en måde at drive højskole på. Så vil det blive for vores egen skyld og ikke for elevernes, og sådan skal det ikke være.” på den anden side af bordet Den tilbagegang, som HuH har oplevet, begyndte allerede i det små på de lange kurser i slutningen af 90erne. Alligevel var det først sidste år, at der for alvor blev sat ind med en redningsplan.

Med strategidage, hvor der blev udviklet ny hjemmeside og nyt materiale og diskuteret, om der var muligheder for at samarbejde med forskellige organisationer og på den måde skaffe elever til skolen, håbede bestyrelsen på, at 2010 skulle være året, hvor det begyndte at gå den rigtige vej.

Men sådan det gik det langt fra og allerede i december begyndte bestyrelsen at få bange anelser. Den egentlige beslutning blev først truffet i januar, men da der blev afholdt møde i december gik diskussionen på, om der skulle sættes et tal på, hvor mange elever skolen skulle have, før der var mulighed for fortsættelse. Det valgte man ikke at gøre, men ifølge Mogens K. Jensen var det fordi, det så så sort ud:

»

Det har været en meget mærkelig følelse at give op. Vi havde måske haft mulighed for at fortsætte i foråret, hvis vi lige havde fået fat i de sidste elever, men det er bare heller ikke en måde at drive højskole på. Så vil det blive for vores skyld og ikke elevernes og sådan skal det ikke være.

- Signe Bo, forstander på Haslev Udvidede Højskole

en billedtekst vil være godt lskdjf laksjdf lskj flksj ædlfkj sælkfjslkdjf lskjd flksj flksdjf

s. 21

”Et eller andet sted kunne vi nok godt se, at det ikke ville gå, men vi valgte at give skolen en chance til efter jul, fordi det af og til er sket, at vi har fået en del tilmeldinger meget sent.”

Det skete bare ikke, og da bestyrelsen igen mødtes den 2. januar, stod det klart, at det ikke ville komme til at gå. Derfor blev beslutningen, at skolen skulle lukkes. Så gik et større formidlingsarbejde i gang, hvor det drejede det sig om at fortælle de ansatte på skolen om beslutningen og sende en pressemeddelelse ud til offentligheden. Derudover begyndte bestyrelsen også at finde alternative højskoler til de elever, som havde tilmeldt sig, så de blev sikret en højskoleoplevelse, selvom det ikke blev i Haslev. Mogens K. Jensen synes dog stadig, at det var trist: ”Vi, i bestyrelsen, har fulgt skolens udvikling i nogle år, men det er stadig trist at se. Vi har jo ikke siddet i bestyrelsen med det formål at se skolen lukke. Derfor har det været en hård, men realistisk beslutning. Vi har været nødt til at være vores opgave voksen og ikke grave et stort økonomisk hul.”

Siden beslutningen blev taget, har der da også været nok at se til på skolen, hvor alt skal afsluttes korrekt – også

rent juridisk – så skolen har fået fat i en advokat, som har hjulpet dem med spørgsmål om, hvordan medarbejderne står i forhold til skolens lukning. Ikke noget som har behaget nogle af parterne, men medarbejderne har trods det taget det rigtig fint og haft forståelse for, at lukningen har været det rigtige at gøre på nuværende tidspunkt. Også Skolekredsen har bakket op om bestyrelsens beslutning, fordi de, ifølge Morgens K. Jensen, ligesom bestyrelsen, har kunnet se skolens problemer være undervejs i lang tid. hvad gik galt?

Næste skridt for bestyrelsen i afviklingen er at finde ud af, hvad skolens bygninger nu skal bruges til. Skolen er netop nu gået i betalingsstandsning, men har valgt at gennemføre adskillige korte kurser indtil sommer, derudover udlejes skolen også.

Den 1. marts afholdes der et stormøde, hvor interesseret kan møde op og se skolen og byde ind, hvis de er interesseret. Håbet er, at stedet købes og videredrives af en skole, som ligger i tråd med dét HuH har stået for. Om det bliver højskole, efterskole eller noget helt tredje er ikke afgørende for HuH.

Hvis Mogens K. Larsen skal kigge tilbage på, hvad bestyrelsen burde havde gjort anderledes, har han svært ved rigtig at forklare det: ”Det er svært at sige, hvad vi har gjort galt. Vi har haft besøg af en konsulent, vi har lavet workshops med unge menneske, der har givet input til, hvordan man laver en attraktiv skole, men de ting er ikke rigtig lykkes. Jeg tror problemet har været, at jo færre, vi har haft igennem et kursus på skolen, jo færre var der, til at fortælle om skolen.”

Det er et udsagn, som Signe Bo er enig i. Hun ser da også et andet problem: ”I min tid som forstander har vi forsøgt at åbne op for at andre unge mennesker kom til højskolen.

Men det er desværre ikke lykkes. En af grundene har nok været, at vi har sat grænser for, hvor vi meget, vi ville rykke ved vores værdigrundlag for at skaffe flere elever. Vi har nogle krav til, hvordan højskolen skulle se ud og hvis man har skullet fjerne det fundament for at få elever, så har det ikke været noget, vi haft lyst til. At lave højskole for overvægtige er rigtigt for nogle, men for os ville det være det værste, man kunne gøre.”

tendens Nedslag

s. 22

I krig mod eliten Den danske og den polske politiske virkelighed minder mere om hinanden, end man skulle tro.

En tidligere højskoleelev med et ben i hvert land tegner et billede af populismens ansigt i nabolandene Danmark og Polen af anna kirstein tideligere højskoleelev på ryslinge

februar 2010

med en uddannelse i dansk fra et polsk universitet bliver jeg i Danmark ofte spurgt, hvordan det kan være, at polakkerne tilbage i 2005 gav de to berømte og bizarre Kaczynski-tvillinger så mange stemmer, at de til sidst fik overtaget både præsident- og statsministerposten. Det er ikke så let at forklare. Jeg synes nemlig også, at dette besynderlige politiske fænomen er svært at forklare. Når jeg alligevel forsøger, vælger jeg at benytte mig af en analogi til den danske politiske scene. Denne sammenligning kan måske forekomme langt ude, men for mig er det en rimelig naturlig tilgang, hvis man er udenlandsk iagttager. Efter min mening kan Dansk Folkepartis fremgang i Danmark nemlig stort set sidestilles med tvillingernes politiske gennembrud i Polen. de polske tvillinger Først et historisk rids af tvillingernes vej til magten i Polen: Jarosław Kaczyn -ski og Lech Kaczynski har begge akademiske grader i jura. De har også rod i den gamle antikommunistiske Solidarnosc-fagforening (Solidaritet), der i 1980’erne spillede en meget vigtig rolle under det kommunistiske regimes sammenbrud i hele Østeuropa som et symbol på ikke-voldelig modstand og håb om frihed.

Skønt brødrene på dette tidspunkt havde stor indflydelse i Solidaritet, blev de aldrig anerkendt blandt oppositionens helte (hvilket kan tænkes at være en af årsagerne til den frustration, som har påvirket deres politiske projekt). Efter systemskiftet i 1989 blev de især kendt som meget stærke modstandere af de forhenværende kommunister samt kritikere af de såkaldte rundbordssamtaler, der gennem forhandlinger mellem magthaverne og oppositionen gav sidstnævnte andel i styret i 1989.

I 2001 dannede tvillingerne deres eget parti, Prawo i Sprawiedliwosc

(Lov og Retfærdighed), forkortet PIS, som er meget stærkt præget af deres nationalistiske, konservative og snævertsynede verdensanskuelse. Partiet kom til magten i 2005, og tvillingerne, som overtog henholdsvis statsminister- og præsidentsposten, blev straks Europa-kendt bl.a. for at skabe mange konflikter mellem Polen og EU og indlede en nærmest diplomatisk krise med Tyskland over en satirisk artikel, der harcelerede over den polske præsident i den tyske avis Tageszeitung.

Allerede i 2007, takket været folkets massedeltagelse i valget, især af de unge polakker, måtte Kaczynskis regering gå af, mens præsident Lech Kaczynski forbliver på sin post frem til udløbet af hans periode i 2010, dog uden realistiske chancer for genvalg.

»

Dette land minder mere og mere om Polen. I de sidste år har der været en populistisk revolution, som grundlæggende har splittet landet, skrev den polske journalist Tomasz Walat, da han kom til Danmark. hvad er populisme?

Et centralt begreb i en sammenlignende politisk analyse af Polen og Danmark er fænomenet populisme. I Polen er populismen først og fremmest repræsenteret af Kaczynskitvillingerne og deres parti PIS, mens i Danmark er det sædvanligvis Dansk

Kaczynski-tvillingerne er polske pendanter til danske Pia Kjærsgaard.

Polfoto.

Folkeparti, man først kommer i tanke om, når snakken falder på populisme.

Undersøger man den polske udgave af populismen i form af tvillingernes parti og DF i Danmark lidt nærmere, bemærker man hurtigt flere ligheder i deres tankegang og mekanismen bag deres opsving.

Inden for samfundsvidenskaben er der ikke enighed om, hvordan begrebet populisme defineres. De partier, som vi i dag kalder populistiske, er generelt meget svære at placere på den traditionelle politiske skala. Selve ordet populisme stammer fra det latinske populus: folk. Det vandt indpas i moderne politisk sammenhæng med fremkomsten af The Populist Party, også kendt som The People’s Party, som blev oprettet i 1891 i USA, og det udtrykte partiets grundlæggende mål: Repræsentationen af den jævne mand, som i dette tilfælde betød, at de ville repræsentere de såkaldte jævne bønder.

Man kan tale om både højre- og venstrepopulistiske partier. Meget ofte opererer de på tværs af de to tilsynela-

dende modsatte poler. Alligevel findes der nogle fælles træk, som synes at være typiske for populistiske politiske bevægelser. Det mest iøjefaldende af dem er bl.a., at sådanne partier meget ofte er et udtryk for en proteststemning, der allerede i forvejen har eksisteret hos en del af befolkningen i et stykke tid. De har også som regel et vist nationalistisk anstrøg, er antielitære, har nogle få mærkesager og hævder at være i stand til at levere nogle simple svar på samfundets socioøkonomiske forandringer, hvor ikke alle føler sig godt tilpas i den foranderlige virkelighed.

Med denne karakteristik in mente kan der idenficeres en vis fremvækst af populistiske tendenser i Europa i de seneste 20 år. I modsætning til f.eks.

Sydamerika, hvor populismen oftest benytter sig af venstreorienteret retorik (Evo Morales, Hugo Chaves), er de europæiske populister mere kendt for deres højreorienterde nationalistiske retorik. Nævnes kan den afdøde Jörg Haider og FPÖ i Østrig, Jean Marie Le Pen i Frankrig, Italiens Lega Nord

med Umberto Bossi i spidsen, den hollandske Gert Wilders, Det Britiske Nationalparti og et nyligt opstået finsk parti under det rimeligt utvetydige navn „Ægte Finner”. Til strømningen hører også Dansk Folkeparti og de upopulære polske tvillingers parti PIS. De oprindelige årsager til populismens fremdrift er genstand for diskussion. Som grundlæggende årsag peges ofte på globalisering og dens følger i form af store sociale, samfundsmæssige og økonomiske ændringer, som har skabt grundlag for utilfredshed hos dem, der er blevet revet ud af deres trygge hverdag. I Europa har EU’s fælles marked og den internationale benhårde konkurrence bidraget til udnyttelse af billig arbejdskraft fra de fattigere lande. Pludselig kom der flere udlændinge, ofte fra helt fremmede kulturer, og i kølvandet opstod der store problemer med deres integration. Situationen blev endnu mere udfordrende efter Murens fald og optagelsen af de tidligere østbloklande i EU. Efter at grænserne var blevet åbnet, dukkede mange østlige arbejdere op i de vestlige lande. De syntes især for den ukvalifficerede vestlige arbejdskraft at udgøre en trussel på arbejdsmarkedet. sammen mod eliten ”Dette land minder mere og mere om Polen. I de sidste år har der været en populistisk revolution, som grundlæggende har splittet landet”, skrev den polske journalist Tomasz Walat, da han kom til Danmark i foråret 2007. Selv om journalistens første indtryk måske var overdrevet, er det interessant at undersøge tendenser i udviklingen af populismen i Danmark og Polen nærmere. De to lande stammer fra hver side af det gamle jerntæppe, og tilsyneladende har de to lande stort set ikke noget til fælles. Danmark er af en af de rigeste velfærdstater i hele verden med et BNP på over 37.000 US$, mens BNP i Polen blot er 17,482 US$ (2008-tal, kilde: Den Internationale Valutafond). Danmark har haft demokrati i mere end 150 år, Polen i kun 20. Danmark gennemgik i 1500-tallet refomationen og blev protestantisk, mens Polen har fastholdt en stærk tilknytning til den katolske kirke frem til i dag. Begge lande har dog det tilfælles, at de i øjeblikket er medlem af både EU og Nato - og så er de tilmed næsten naboer.

s. 23

tendens Nedslag

s. 24

Derudover har de to partier, som i det seneste årti har sat deres store præg på de politiske forhold i både Danmark i Polen, rimelig meget til fælles. Først og fremmest er begge partier protestpartier, der benytter sig af kampretorik.

Og hvad er det så, de vil kæmpe imod?

Det er i begge tilfælde eliten. Både DF og PIS er antielitære og vil gerne betragtes som småfolkets repræsentanter. I DF’s tilfælde drejer det sig om oprøret mod den politiske korrekthed og det multikulturelle samfund, som den hidtidige overklasse så som en selvfølge for Danmark, mens mange jævne danskere følte sig, både i økonomisk og kulturel henseende, truet af antallet af indvandrere og flygtninge, der kom til landet. Det handlede om at bevare danskheden og beskytte den, også mod en stærkere integration i EU, som kunne fratage Danmarks dets uafhængighed og ødelægge landets arbejdsmarked og velfærdsamfund. „Igen bliver det en ulige kamp – som vi har oplevet det utallige gange (...) Det bliver det danske folk mod de andre. Det bliver det danske folk mod eliten; mod chefredaktørerne, mod politikerne, mod embedsværket, mod arbejdsgiverne, mod fagforeningspamperne”, sagde Pia Kjærsgaard i sin grundlovstale i 2003. I Polen er fjenden også eliten, men baggrunden for utilfredsheden er betydelig anderledes.

Murens fald og det nye kapitalistiske system efter kommunismens sammenbrud skabte mange utilfredse tabere i form af alle dem, der havde svært ved at finde deres plads og identitet i den moderne virkelighed. De mistede deres hidtidige jobs og positioner, præcis som Jens Jørgen Nielsen beskriver det i sin bog ”Polske Paradokser”: ”Mange millioner polakker kom ikke med på vognen, forstod ikke de voldsomme ændringer og udviklede i stedet en lidt konturløs angst i forhold til udviklingen. Denne muld har altid været god vækstbund for højreorienterede og nationalistiske strømninger.”

En række forskelle i det hidtil meget ensartede og fattige samfund

februar 2010

begyndte at vise sig meget tydeligt.

Nogle tjente masse af penge, mens andre mistede deres hidtidige position i samfundet.

Derudover er der vigtigt at være opmærksom på, at det polske opgør mod kommunismen var meget bemærkelsesværdigt, i og med at det var helt fredeligt. Det skete gennem civil modstand og forhandlinger med de kommunistiske magthavere – de såkaldte rundbordsamtaler. Men netop det ublodige forløb blev senere meget stærkt kritiseret og betragtet som et forræderi, hvor de intellektuelle - altså eliten - sluttede en pagt med kommunisterne. Mange synes stadig, at kommunisterne dermed slap for at blive straffet for deres synder og dannede en overklasse ved hjælp af korruption og på bekostning af jævne folk. Altså kan fjenden identificeres: Kommunister, der samarbejder med eliten imod Polen. Og deres plan er at sælge landet til Tyskland eller EU (fx ved at privatisere de store kommunistiske statsejede virksomheder, som ellers ikke var funktionsdygtige nok til at overleve i det nye system). Polskheden er altså på spil. rigtige danskere og rigtige polakker En meget vigtig faktor i den polske angst mod det fremmede er også det kosmopolitiske og ateistiske Europa, der truer den katolske kirkes traditionelt stærke position. I Polen har katolicismen altid været tæt forbundet med nationalfølelser og har gennem hårde år tjent som en slags tryghedszone for almindelige mennesker.

Kirken spillede også en vigtig rolle ved at støtte oppositionen i kampen for frihed under kommunismen. „Vi står her, hvor vi stod dengang, og de står der, hvor der før stod Zomo (det kommunistiske sikkerhedspoliti, red.)”, sagde Jarosław Kaczynski i 2006 under et møde med sine tilhængere på det historiske Gdansk Skibsværft (selvsamme sted, hvor fagbevægelsen Solidaritet opstod i 1980). Samfundet

»

Derfor vil begge partier gerne præsentere sig som ikke-politikere. I stedet er de også en del af de undertrykte. Pia Kjærsgaard er jo selv bare hjemmehjælper, og Jarosław Kaczynski har hverken en bankkonto eller et kørekort. blev således splittet og verden opdelt i „dem” og „os”. Ligesom det skete i retorikken om danske samfund, efter at det nye højre satte sit præg på den offentlige debat. „Der er opstået mangel på tillid i samfundet. De sociale parter og grupper tror ikke på hinanden mere.

Nogle har en fornemmelse af, at det væsentligeste i sagen, at det ægte mål er skjult. Måske det er fordi samfundet blev mere blandet og mindre ensartet.”(”Det ny systemskifte” af Christine Antorini, Henrik Dahl og Lars Goldschmidt). Lige præcis det sidste var sket i både Danmark og Polen. For begge landes populister handlede det om at inkludere nogle (de rigtige danskere og rigtige polakker) og ekskludere dem, der ikke passede til deres yndlingsprofil. I Danmark var kampen imod ”dem”, der ødelagde den danske kultur: EU, de kulturradikale, globalisering, indvandring. I Polen havde fjenden stort set det samme skjulte mål, men her blev den identificeret som EU, den liberale og den socialdemokratiske elite, tyskere samt gamle kommunister. Her kan tilføjes, at DF heller ikke er fri fra aversionen mod ”de røde”. Allan Nagel citerer tidl.

folketingsmedlem Poul Nødgaards udtalelser om Danmarks Radio i ”Forklædt som dansker”: „Det er de røde, der ansætter de røde over hele linien”. livet er enkelt I begge tilfælde anvender partierne et meget klart og entydigt bud og simpel retorik, som er nem at forstå for de almene mennesker. ”Vi er meget gode til forsimplinger! Verden bliver meget enkel ved afstemninger. Det er sort-hvidt. Livet er enkelt!”, forklarede DF-folketingsmedlem Søren Espersen i et interview før jul 2003.

Og i begge tilfælde udnytter man folkets frygt og angst, frygten for de fremmede, angsten for at miste sit job og for at blive en del af et stort bureaukratisk EU-system. En rigtig kamp mod eliten omfatter ikke desto mindre kampen mod politikerne som type. Derfor vil begge partier gerne præsentere sig som ikke-politikere. I stedet er de også en del af de undertrykte. Pia Kjærsgaard er jo selv bare hjemmehjælper, og Jarosław Kaczynski har hverken en bankkonto eller et kørekort.

Til sidst handler det selvfølgelig også om en konservativ synsvinkel og en konservativ indstilling på det kulturelle, f.eks. kirken og bevaring af dens stærke position i begge lande, uddannelse og opdragelse af børn til kærlighed for tradition og landets historie og ikke mindst forholdet til bøsser og lesbiske: ”Der skal rigtignok ikke peges fingre ad homoseksuelle. På grund af deres handicap er de ulykkeligt stillede i livet, og der skal ikke peges fingre ad ulykkelige. Men disse handicappede skal på den anden side heller ikke kræve deres handicap gjort til noget normalt og rigtigt.”(Søren Krarup i Ekstra Bladet, 23.1.1995). ”Hvis man propagerede denne tilgang til sexlivet i stor skala – ville menneskeart forsvinde væk (…) Denne seksuel orientering har altid eksisteret, jeg ved ikke hvorfor. Jeg agter dog ikke at kæmpe med det eller tvinge folk til terapiet. Men samtidig synes jeg ikke,

at markedsføring af denne orientering er rigtig. ”(Lech Kaczynski i Irish Independent, 21.02.2007). et trygt hjem Økonomisk set ligner partierne også hinanden. Begge er svære at indplacere på den traditionelle politiske skala.

De begyndte som højrefløj (yderst med hensyn til indvandrepolitik i DFs tilfælde), men repræsenterer også venstrefløjen. DF vil gerne bevare velfærdstaten og bistanden til de svage, mens PIS har til hensigt at udvikle en stor velfærdstat ved en opbakning fra arbejdeklasse og fagbevægelser.

Afslutningsvis bør kriminaliteten, som er blevet til en mærkesag hos både DF og PIS, nævnes. Stramning af straffeloven og nedsættelse af den kriminelle lavalder skal i begge tilfælde tiltrække vælgere, som ikke føler sig trygge i samfundet. I Polen har det mest handlet om korruption, som faktisk har været et af landets største problemer siden systemskiftet. I Danmark har Dansk Folkeparti fokuseret meget på problemerne med indvandrer-kriminaliteten. Eftersom der er langt flere unge blandt indvandrerne end danskerne plus indvandrerne, som er regel økonomisk dårligere stillet og ikke særlig integreret i samfundet, er de betydeligt overrepræsenterede i det danske straffesystem. Mænd med udenlandsk baggrund har cirka 48% større kriminalitetshyppighed end hele befolkningen. (kilde: Den Store Danske Encyklopædi) et værdifællesskab I lyset af de mange ligheder virker det temmelig paradoksalt, at de to partier ikke kunne finde hinanden i EU-Parlamentet efter det seneste valg.

De britiske Konservative og det polske Lov og Retfærdighed (PIS) dannede en ny gruppe under navnet Europæiske Konservative og Reformister (ECR).

Skønt Dansk Folkeparti meget gerne ville være med, blev de afvist og beskyldt for at være racistiske og alt for højreorienterede for den nye gruppe,

»

Både DF og PIS er antielitære og vil gerne betragtes som småfolkets repræsentanter. I DF’s tilfælde drejer det sig om oprøret mod den politiske korrekthed og det multikulturelle samfund, som den hidtidige overklasse så som en selvfølge for Danmark, mens mange jævne danskere følte sig, både i økonomisk og kulturel henseende, truet af antallet af indvandrere og flygtninge, der kom til landet. som ville ses som en mainstream centrum-højre. I stedet endte DF i en gruppe sammen med det britiske Independence Party, Lega Nord og ”Ægte Finner”. Årsagen til afvisningen er formentligt først og fremmest det faktum, at DF i øjeblikket har en meget dårligere presse i Vesteuropa end PIS, som i Polen tabte magten i 2007. Ikke desto mindre var Dansk Folkepartis repræsentant i EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, nok ikke helt på vildspor, da han udtalte sig om den nydannede gruppe “Det er folk, vi deler et værdifællesskab med.”(kilde: Ritzau).

s. 25

tendens Interview

s. 26

DF’er med høj PHværdi INTERVIEW ”Tør du være dansk?”, spørger DF’eren Ole Hyltoft i sin seneste essaysamling. Som næstformand i Danmarks Radios bestyrelse har den afhoppede socialdemokrat af sit nye parti fået en vital platform for sin kulturkamp. En kamp for frisind, folkeoplysning og kulturel højnelse, som den 74årige forfatter har udkæmpet offentligt i mere end et halvt århundrede af johs lynge og martin e. o. grunz

februar 2010

kort efter folketingsvalget i 2005 talte ole hyltoft med arbejderdigteren Oskar Hansens søn, som fortalte, at han havde studset ved reportagerne fra Christiansborg på valgaftenen. ”Han havde set Socialdemokraterne, der sang ’Når jeg ser et rødt flag smælde’, og Dansk Folkeparti som sang ’Danmark for folket’, to af Oskars sange. Og han vidste søreme ikke, hvem der mente det mest,” fortæller Ole Hyltoft. Selv har Hyltoft efter flere års flirt med Dansk Folkeparti fundet, at de varetager den socialdemokratiske arv bedst. Og derfor synger han gerne med på ’Danmark for folket’ hos DF i dag. Især strofen om ”De friheds lyse skanser / som vort folk bygger på”. For frihed, folkelighed, danskhed og kulturel højnelse er for Hyltoft forbundne størrelser.

Det ses helt ud i hans hjem. Det er en bjælkehytte, der ligger tilbagetrukket i sommerparadiset Tisvilde. Haven er velplejet og anlagt med nordiske æblesorter. Indenfor hænger der nyere dansk kunst på væggene af både cobra-malere og Muhammed-tegnere, og den resterende vægplads udfyldes af bogrækker med mange danske klassikere og aktuelle debatbøger iblandt.

Hyltofts hjem emmer på én gang af gedigne danske traditioner og personlige provokerende valg.

Ole Hyltoft skrev sin første bog ”Tør du være fri?” for cirka fyrre år siden. En udfordrende debatbog, som trækker på inspiration fra kulturradikalismen fra en tid, hvor man i Danmark, ifølge Hyltoft, levede i et ”stift” samfund, hvor blandt andet abort og pornografi var forbudt og nøgenbadning og andre former for praktiseret frisind var alt andet end velset blandt den brede befolkning. Her øvede en kulturradikal hovedfigur som Poul Henningsen betydelig indflydelse på den unge Ole Hyltoft, og på PH’s ældre dage udviklede det sig sågar til et personligt bekendtskab, hvor den aldrende arkitekt og kulturkæmper kom og lånte bøger hos Hyltoft. Men vil man forstå Ole Hyltofts tænkning

og motiver, må man kende lidt til hans kulturelle udgangspunkt, hvilket vil sige hverdagen i arbejderbevægelsen. parti og kulturbevægelse ”Dengang jeg som ganske grøn kom ind i Socialdemokratiet, var det mere end et parti. Det var et helt samfund, som man levede i – og det var frem for alt en kulturbevægelse. Det var mærkeligt, hvis man var arbejder og ikke var socialdemokrat. Vi havde partiet, som tog de politiske kampe, vi havde fagforeningen, som arbejdede for acceptable livsvilkår, og så havde vi forskellige foreninger, for eksempel Arbejdernes Oplysningsforbund og Arbejdernes Radioklub, forlaget Fremad og A-pressen, som ville udvikle den kultur, man havde. Man arbejdede for et samfund, der skulle være mere renfærdigt – og levede for så vidt hver dag i fosteret til det samfund ved at være socialdemokrat”.

Et perle-eksempel på et forgangent parallelsamfund? ”Det var også et pionérsamfund, som der lå en ”kulturel højnelse” i - for at bruge et Stauning-udtryk. Den højnelse tog man ind i eksempelvis Danmarks Radio gennem det folkelige arbejde i Arbejdernes Radioklub. Man forestillede sig, at parallelsamfundet skulle udvikle sig til at blive det almindelige samfund. Man skulle væk fra kapitalismen, og derfor var det vigtigt at udvikle et medmenneskeligt moralsk alternativ i form af den socialdemokratiske tankegang, hvor man eliminerede udbytningen. Socialdemokratiets samfund var fremtidens samfund”.

Socialdemokratiet var jo samtidig pragmatisk. De accepterede kapitalisme, kirken og monarkiet? ”Man kan ikke lave et samfund om i modstrid med befolkningens ønsker.

Det synes jeg heller ikke, at man skal prøve på - det ender i undertrykkelse.

For eksempel kuppede bolsjevikkerne sig jo til magten i Rusland mod befolkningens ønsker. Det vigtige er, at

»

Helligånden i DR ligger i dag tæt på de radikales holdning. Man skal turde tage alle ind, der ved noget og ikke kun bruge Tøger Seidenfaden, når det drejer sig om eksempelvis Islam.

- ole hyltoft

der var en vision i det gamle Socialdemokrati, som var renfærdig. Men man ville også blande. Der eksisterede en selvstændig kultur i arbejderbevægelsen, som havde noget at gøre med den væremåde som de gamle bønderkarle, der drog ind fra landet, havde. Det blev så til Socialdemokratiet, som havde sin egen selvstændige folkelige kultur og moral. Og man forestillede sig, at den kultur, med billedkunstnere og digtere og det hele, skulle indgå i den almindelige kultur. Men man ønskede, at det bedste - og det sjoveste - fra den borgerlige kultur skulle indgå i arbejderkulturen og danne grundlag for en ny fælles kultur.”

Skete det? ”Det gjorde det et stykke vej. Men i 1970erne skete der det, at der kom en nymarxistisk bevægelse, som ville have, at arbejderkulturen skulle forstøde den borgerlige kultur. Og det var egentlig ikke arbejderkulturen, det var en doktrinær udlægning af den, som da også blev kaldt socialistisk eller revolutionær kultur. Sådan så de gamle socialdemokrater aldrig på det. De ville have, at Socialdemokratiet blev en del af det bedste, som det danske samfund havde skabt gennem tiderne”.

s. 27

tendens Interview

s. 28

»

Man behøver jo ikke at have haft næsen nede i koranen i 28 år for at ytre sig om Islam. Men det er ikke så slemt, som det har været i DR. - ole hyltoft

dagens sande socialdemokrater Ole Hyltoft sætter en ære i fortsat at føre kulturarven fra de gamle socialdemokrater videre. At det i dag bedst gøres med fødderne plantet hos Dansk Folkeparti provokerer mange, der ligeledes væmmes ved at høre DF’s stifter og formand sige ”Vi er nutidens ægte socialdemokrater”, hvilket Pia Kjærsgaard gjorde på landsmødet i Herning i efteråret. Og på forrige landsmøde lanceredes sloganet ”Rigtige socialdemokrater stemmer på Dansk Folkeparti”. Vil partiformanden hente yderligere inspiration til sit ”socialdemokratiske projekt”, kan hun passende kigge i ”Tør du være dansk”, der bærer undertitlen ”Oder til fællesskabet”. For i dag er Ole Hyltoft mere optaget af at understøtte den nationale sammenhængskraft end af at frisætte den enkelte dansker med kulturradikalt tankegods. Dansk Folkeparti er for Hyltoft en kulturbevægelse, der aktivt værner den nationale identitet mod globalismens overfladiske forråelse. Understreget af Pia Kjærsgaards udtalelser for nyligt, hvor partiformanden refererede til Stauning og hans kulturelle højnelses-projekt som lig sit eget.

februar 2010

”DF er en bevægelse, der respekterer den nationale kulturarv. Og det er en bevægelse, hvor formanden er trådt aktivt ind i kulturlivet som medlem af Folketingets kulturudvalg. Det erindrer jeg ikke, at nogen anden formand for noget politisk parti har gjort. Så jeg tror, at der er en gryende kulturbevidsthed- og interesse, fordi DF sætter værdier højt. Det er på den måde i højere grad en værdibevægelse, herunder også en kulturbevægelse, end det er en økonomisk bevægelse,” tolker Hyltoft. Hvilket måske forklarer Helle Thorning-Schmidt og co.’s aktuelle problemer med at tale til den socioøkonomiske indignation hos Socialdemokratiets frafaldne vælgere hos DF. Men gjorde det alligevel ondt at forlade det fædrene parti efter 5 årtier? ”Ja, det gjorde det. Jeg var ked af det, men sådan er det. Det havde trukket for længe ud. Ledelsens forræderi over for det menige, det almindelige og det folkelige – det blev for meget efterhånden. Jeg skrev jo 20, hvis ikke 25, advarsels-kronikker i Ekstra Bladet, Politiken og Jyllandsposten. Første gang i 1986. Der skriver jeg en kronik, hvor jeg blandt andet tager afstand fra ulighed, barbari og ufrihed i Islam. De kritiske kronikker forblev ubesvaret af partiledelsen.” bortblevne metaforer I en ikke umoden alder blev Ole Hyltoft to år tilbage udpeget af Dansk Folkeparti til hvervet som bestyrelsesmedlem i Danmarks Radios bestyrelse.

En post, som de to Søren’er - Krarup og Espersen - tidligere har bestridt før deres indtog i Folketinget. I februar blev Hyltoft forfremmet til næstformand og fra denne betroede post viderefører Ole Hyltoft nu sin kulturkamp for fuld styrke. Fra og med april måned også som medlem af DF. Modsat majoriteten af bestyrelsesmedlemmerne, går han ikke stille med dørene i debatten og påpeger gerne fejl og mangler i forhold til enkelte udsendelser og overordnede politiske og kulturelle dagsordner, som han mener DR bør

dække bedre. I sommer vakte det røre i offentligheden, da Hyltoft i to omgange gik i rette med DR’s ledelse, da P1-programmet ”Sproglaboratoriet” satte fokus på skadedyrs-metaforer i den offentlige debat. Han mente, at hans partiformand Pia Kjærsgaard fik en så uretfærdig behandling, at DR-ledelsen fluks måtte rykke ud med en undskyldning og en berigtigelse.

En korrektion, som han sidenhen også gjorde ophævelser over med det resultat, at programmets passage om skadedyrs-metaforer på DR’s eget initiativ blev fjernet fra den version, der kan høres på P1’s hjemmeside. ”En lytter kontaktede mig og sagde, at han aldrig kunne drømme om at stemme på DF. Men han vidste dog, at Pia Kjærsgaard heller aldrig kunne drømme om at sige, at de fremmede formerer sig som rotter. Derfor fulgte jeg op på det, selvom jeg ikke på det tidspunkt havde hørt det pågældende program,” siger Ole Hyltoft om en sag, han ikke har mere at sige om. Det har han til gengæld om den tendens i DR, som han mener, at sådan en sag er udtryk for ”Den nedladende behandling af Pia Kjærsgaard minder mig om den måde, man i overklassen omtalte socialdemokrater for 60 år siden.

Samme hånlige behandling får DF’ere i dag. Det er dog ikke så slemt som for 4-5 år siden, men de får fortsat jævnligt med grovfilen hos DR. At det minder mig om min egen slægts oplevelser med borgerskabet i fordums tider er én ting. Men jeg får løbende breve fra folk, der ikke vil betale licens, fordi de ikke føler, at DR er fair over for eksempelvis DF.” farlig radio ”Der skal være plads til både bekræftende og udfordrende programvirksomhed. Og når man udfordrer, skal man have præmisserne i orden. I den første radiolov fra 1926 lød det, at DR var forpligtet på at oplyse, skabe kultur og at være alsidig. På alle tre punkter er der problemer i dag, men især alsidigheden lader meget tilbage at ønske.

s. 29

Helligånden i DR ligger i dag tæt på de radikales holdning. Man skal turde tage alle ind, der ved noget og ikke kun bruge Tøger Seidenfaden, når det drejer sig om eksempelvis Islam.”

Man bruger vel først og fremmest de universitære islameksperter? ”De politisk korrekte stuerene forskere som for eksempel Jørgen Bæk Simonsen, ja. Men der findes jo en masse mennesker, der ved noget om Islam, som aldrig bliver brugt.”

Men mange af de islamkritikere, som du savner at høre hos DR, er jo autodidakte debattører, der udtaler sig uden akademisk vægt om fænomener, der angår islamforskningen. Skal man ikke som journalist og redaktør sondre mellem sagkundskaben og mere eller mindre professionelle polemikere i form af læserbrevsskribenter, bloggere og kommentatorer af forskellig kaliber? ”Man behøver jo ikke at have haft næsen nede i koranen i 28 år for at ytre sig om Islam. Men det er ikke så slemt, som det har været i DR,” siger Hyltoft, der for eksempel for nylig lagde øre til et længere portrætpogram på P1 om islamisme-professoren Mehdi Mozzafari, som ikke lægger fingrene imellem i sine beskrivelser af, hvad for en fjende det frie sekulære verdenssamfund står over for.

»

En journalist behøver ikke at løbe fra sin holdning. Det er DR’s opgave at sikre pluralismen.

Derfor skal de ansætte journalister med forskellige meninger.

- ole hyltoft

flow i tomhedslommen For Ole Hyltoft er public service-virksomhed altså forpligtet på alsidighed og meningspluralisme, hvilket for ham må have praktiske konsekvenser.

Derfor ønsker han en anden ansættelsespolitik end den nuværende. ”En journalist behøver ikke at løbe fra sin holdning. Det er DR’s opgave at sikre pluralismen. Derfor skal de ansætte journalister med forskellige meninger,” siger Hyltoft i sit fortsatte forsvar for en frisindet debat, som han har kæmpet for under forskellige faner i 55 års offentlig kulturkamp.

Men vi skal jo også have noget at debattere.

Overser du ikke det element, der hedder uafhængig kritisk journalistik baseret på faglighed, fairness og nysgerrighed i dine bestræbelser på politisk styring af journalistikken af hensyn til alsidigheden og folkeflertallets forventninger, hvorved for eksempel begrebet ”farlig radio” udvandes? ”Willy Reunerts socialt engagerede radio-montager trængte ind bag ved, hvad folk faktisk tænkte - og ikke bare ved hvad de sagde...”

Undskyld afbrydelsen. Men er det så ikke problematisk, at P1 nedlægger programmer som ”Dokumentar-zonen” med længere radiomontager og i stedet introducerer livsstilsorienterede program-koncepter som ”Netværket” og ”Coaching”, der primært henvender sig til et segment af veluddannede storbyboere i 30erne og 40erne? ”Jo, meget af det reportagestof, der kommer ind i Bomholts tid som radiorådsformand - hvor det ikke kun handlede om at tilfredsstille folk og underholde dem med stof, der levede op til deres forventninger – savner vi i dag.”

Noget tyder på, at der ikke er megen vilje på P1 i dag til at fastholde og udvikle de eksperimenterende og dybdeborende programmer, der går ind og afdækker et miljø og et stofområde. Det tager jo nogen gange mere end 25 minutter og kan ikke altid indordnes i et program-flow, som presses ned ovenfra?

”Ja, det skal vi have gjort noget ved.

Og værre endnu svigtes også litteraturen i den negative udvikling. Det er en kulturtomhed af en anden verden, at man ikke længere har oplæsninger i radioen. På tv-siden er der ikke en ordentlig dækning af billedkunst og arkitektur på trods af, at tv ellers er et velegnet medie til det formål.

Der er generelt for meget tomgang i DR, hvor kvalitetsbevidstheden og oplysningsmomenterne mangler. Værst står det til med DR1, hvor eksempelvis ”Hammerslag” kun handler om, hvad folks bolig koster. Det kunne jo også handle om stilarter inden for boligarkitekturen som funktionalisme og så videre. Og DR1’s drama-serier tager udgangspunkt i, hvad man tror folk gerne vil underholdes med. I gamle dage udfordrede man også folk i DR’s drama-afdeling. Det savner man i stangtøjsagtige krimidramaer som ”Forbrydelsen” og ”Livvagterne. Jeg er i øvrigt enig med Søren Espersen i hans kritik af serierne,” tilføjer Ole Hyltoft, der har mange konkrete kritikpunkter vedrørende DR’s programpolitik.

Dog finder han grund til optimisme i forbindelse med det formandsskift i DR-bestyrelsen, der placerede den forhenværende direktør for Det Kongelige Teater Michael Christiansen i spidsen for den bestyrelse, som Hyltoft nu er næstformand for. ”Jeg tror, at den ny formand er en kvalificeret herre, der er enig med mig i mangt og meget. Det var svært at trænge i gennem med noget til hans forgænger i formandsstolen (den fyrede Mogens Munk-Rasmussen, red.).

Så lad os nu se, om vi ikke kan komme ud af tomhedslommen med Michael Christiansen,” lyder det forhåbningsfuldt fra Hyltoft i bjælkehytten.

højskole Navne

Paw Amdisen, underviser fra Odder Højskole er blevet valgt ind i byrådet i Horsens, hvor han til kommunalvalget stillede op for SF. Han er blevet udvalgsformand for et nyt udvalg om klima og bæredygtighed og er menigt medlem af Børneog Skoleudvalget.

s. 30

Vinderen af Montanas Litteraturpris blev i år Lars Skinnebach for digtsamlingen Enhver betydning er også en mislyd. Prisen på 100.000 kr. blev uddelt på Testrup Højskole, hvor kurset Tag og læs! blev afholdt i januar.

Ny forstander på Engelsholm Højskole Engelsholm Højskole har fundet en ny forstander, den 50-årige PoulHenrik Jensen. Navnet er måske ikke helt fremmed, for selvom det bliver første gang, at han afprøver forstandersædet, er højskoleverdenen ikke helt ukendt for Poul-Henrik Jensen. Han er nemlig ivrig foredragsholder, debattør og underviser og har i det virke besøgt mange højskoler. Derudover medvirkede han også i COme 2gether, højskolernes klimaprojekt.

Ellers bliver det en ny forstander på Engelsholm, som bedst kan beskrives som fagmand. Han har de seneste 10 år arbejdet som daglig leder hos Danske sangskrivere og komponister (DJBFA), hvor han som talsmand har arbejdet med mange forskellige projekter. Og netop musik er en af Engelsholms hovedlinjer. Poul-Henrik Jensen siger selv om det nye job, som han tiltræder 1. april: ”Engelsholm Højskole har netop de fag, hvori jeg særligt føler mig hjemme: Billedkunst, kunsthåndværk og musik. At få disse kreative fag og elever til at spille sammen med

februar 2010

den grundtvigianske højskoletradition er en af de fornemmeste udfordringer, man kan få”.

Han fortæller da også, at han altid har været inspireret af højskolen og derfor glæder sig til at tage udfordringen op. Hans visioner for Engelsholm er at opretholde de specialiserede linjer, men også at tage fat på den almene undervisning: ”Hovedlinjerne skal bibeholdes, men jeg vil arbejde på at gøre den almene højskole endnu stærkere. Derudover er mit håb også, at Engelsholm kommer på landkortet i forhold til principielle diskussioner, som jeg mener højskolen skal blande sig i. Det kan fx være om selvcensur blandt kunstnere. Og så kommer det selvfølgelig også til at handle om elevtal og om, hvordan vi kan tiltrække flere kursister”.

Poul-Henrik Jensen er oprindelig fra Ribe, og vender nu tilbage til Jylland per 1. april, når Engelsholm Højskoles skolekreds formelt har godkendt hans ansættelse. /cp

Forstander på Testrup, Jørgen Carlsen, har deltaget i de første fire programmer af det genopståede P1-program, Eksistens, hvor han sidst i programmet har fortalt om nogle af sine tanker, og hvad han har på hjerte.

25 år er lang tid. Ikke desto mindre er det så længe, forstander på Andebølle Ungdomshøjskole, Orla Hansen, har været på skolen. Først som pedel, sidenhen som underviser og fra 2006 som forstander. Tilykke med jubilæet.

Sangerinden Julie Berthelsen er blevet protektor for Knud Rasmussens Højskole, der ligger på Grønland.

Derudover er der kommet ny køkkenchef på Krogerup Højskole. Hun hedder Sandrine Thorning Blindbæk og regner med, at maden på Krogerup for eftertiden vil blive 75 % økologisk.

Nyt fra FFD

Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark s. 31

Foreningens kalender Ny kulturkalender på hojskolerne.dk FFD har indledt et samarbejde med online-kulturkalenderen www.KultuNaut.dk, som vil sikre en endnu bedre eksponering af højskolernes åbne arrangementer. Alle arrangementer, der er oprettet i KultuNaut, vil automatisk vil blive vist i kalenderen på hojskolerne.dk. Kultunaut er Danmarks største elektroniske kulturkalender og indeholder typisk over 30.000 aktuelle arrangementer, som vises på kultunaut.dk samt flere hundrede andre websites. Årsmøde Sæt allerede nu X i kalenderen ved FFD’s årsmøde, som i år afholdes på Idrætshøjskolen Bosei med generalforsamling og workshops torsdag d.

4. juni. Workshops om projektmennesket, uddannelsessamarbejde, TAPworkshop mm. Fredag d. 5. juni vil der være foredrag ved professor Lars Bo Kaspersen, CBS, og efterfølgende forøger vi at få stablet en paneldebat på benene om den folkelige oplysning med deltagelse af uddannelsesordførerne fra de største partier.

Nye Stier Nu er hæftet Nye stier i uddannelses landskabet - uddannelse uden om den slagne vej udkommet. Inspirationshæftet viser med udgangspunkt i en række gode eksempler, hvordan højskoler, husholdnings- og håndarbejdsskoler aktivt kan bidrage til at flere unge finder vej til en uddannelse. Hæftet kan downloades på www.ffd.dk.

26. februar Kursus i Facebook-marketing Højskolernes Hus 1.-2. marts Grundkursus for mentorer Brandbjerg Højskole 11.-12. marts Forstandermøde Nørgaards Højskole 17. marts Kursus for nye i højskolens administration Højskolernes Hus 24.-25. marts Lærerkonference Idrætshøjskolen i Vejle 13.-14. april Vårkonference Nordiska Folkhögskolan i Kungälv 21.-22. april Informationsseminar FFD 22. april 2010 Højskolernes Europanetværk mødes Endnu uvist 26. april – 9. maj Mission EuroPresident Europa

3.-4. juni 2010 Årsmøde Idrætshøjskolen Bosei

Det du ikke lærer andre steder

15. juni HPU forløbet 2010 Højskolernes Hus

Mere på www.ffd.dk

B

HĂ˜JSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

AU DET TEOLOGISKE FAKULTET AARHUS UNIVERSITET

NYT OM TEOLOGI OG RELIGION Velkommen til et godt miljø pü Aarhus Universitet. Vi lÌgger vÌgt pü at vÌre et levende sted med gode faciliteter, engagerende undervisning og spÌndende arrangementer.

NYT 23. februar Deltag i gratis kursus i lĂŚsning af Grundtvigs hĂĽndskrift.

- lĂŚs mere pĂĽ grundvigcenteret.dk

3FMJHJPOTEFĂžOJUJPOFS Frokostforedrag v/ Birgitte Johansen.

4. - 6. marts U-days. Fakultet holder ĂĽbent hus.

Mød studerende, vejledere og undervisere og bliv klogere pü vores uddannelser.

2. marts

To samtidige. Kierkegaards og Grundtvigs kritik af hianden.

Kaj Munks teologi.

Foredrag v/Anders Holm.

Ă…bent seminar.

Foredrag v/Amina Olander Lap.

3. marts

8. marts

18. februar

Magiker, prĂŚst og profet - konstruktion af magt gennem rituel adfĂŚrd.

ARRANGEMENTER 11. februar

5. marts

Religiøs satanisme.

Anti-eudaimonisme som teologisk problem.

Foredrag v/Jesper Sørensen.

Er Gud matematiker?

Foredrag v/Mikkel Willum Johansen.

Ă…bent seminar.

Det Teologiske Fakultet i Århus er Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer pü www.teo.au.dk februar 2010