Højskolebladet #8 2016 by HØJSKOLEBLADET

2016

højskolebladet

siden 1876

DET SER SORT UD MEN KLIMAKRISEN RUMMER OGSÅ MULIGHEDER

_________________________________________

MODTAGER AF HØJSKOLEPÆDAGOGISK PRIS: "HØJSKOLEN TILHØRER IKKE KUN JER. DEN TILHØRER ALLE." _________________________________________

REPORTAGE FRA KINA:

UNGE FEMINISTER BLÆSER TIL KAMP

”Jeg genfandt min kærlighed til sangen.” Ayoe Angelica, sangerinde

SPORT

NATURFAG MAD

KUNST

Find det, du er god til hojskolerne.dk

INDHOLD

INDHOLD # 8 — 2016

TENDENS KLIMAKRISE OG NYE FÆLLESSKABER

______________________________

04 LEDER

______________________________

05 LIDT AF HVERT ______________________________

12 INFOGRAFIK

STATUS PÅ KLIMAET

______________________________

SANGENE FORTÆLLER, 14 HVEM VI ER

HØJSKOLESANGBOGEN PÅ SCENEN ______________________________

16 HØJSKOLEN KORT ______________________________

26 HØJSKOLELIV ______________________________

28 BILLEDLIGT ______________________________

32 PÅ SPIDSEN

KRAVET OM HANDLING ER FOR VOLDSOMT FOR UNGE ______________________________

INTERVIEW LEO KOMISCHKE-KONNERUP ”Vi er frie mennesker, men vi er også borgere, der er forpligtet på at sikre, at der er noget, der er fælles. Hvis folkehøjskolen ikke føler sig forpligtet på det projekt, skal den i hvert fald kalde sig noget andet.” s.18

KRONIK 34

MODELLEN FOR DEN DE HØJSKOLELÆRER KOMMEN ______________________________

42 KOMMENTAR

DET TEKNISKE MEDMENNESKE ______________________________

46 FFD NYT ______________________________

REPORTAGE: UNGE ILD, RØG OG FEMINISTER BLÆS- STORE ARMER TIL KAMP I KINA BEVÆGELSER

VELKOMMEN

# 8 — 2016

LEDER

Kritik og selvkritik Andreas Harbsmeier Redaktør

å man gerne kritisere højskolen, selv om man ikke er en del af den? Højskolepædagogisk Pris blev for nylig uddelt for første gang til lektor ved UC SYD, Leo Komischke-Konnerup. I interviewet inde i bladet siger han, at højskolen er for vigtig en institution til ikke at blive kritiseret. Så det gør han, kritiserer. Han siger også, at han ofte har måttet forklare med hvilken ret, han kritiserer højskolen, når nu han ikke er en del af den. Ligesom de fleste organisationer og værdifællesskaber – og mennesker for den sags skyld – vil højskolen helst roses, og hvis kritikken ytres, skal det helst være fra de i forvejen indforståede. Højskolen skal om nogen uddannelsesinstitution hele tiden retfærdiggøre sin egen eksistens. I forhold til de elever, som er en forudsætning for dens liv. Men også over for det til enhver tid gældende politiske flertal, som sikrer dens tilskud. Ifølge KomischkeKonnerup er det dog hverken den ene eller den anden gruppe, der bør stå i centrum for højskolens virke. Det er derimod det folkelige-demokratisk fællesskab, som ifølge ham er i opløsning mange steder. Det en markant gestus, at en højskolepædagogisk pris gives til Leo Komischke-Konnerup. Til en kritiker. Til en, der har taget sig tid til og gjort sig umage med at fastholde højskolen på det, han mener, den er sat i verden for, og ikke forledes til enøjet at løbe efter elever på den ene side eller det politiske flertal på den anden. Her kan diskussionen begynde. 

KOLOFON #8/december 2016. 141. årgang UDGIVER Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Lisbeth Trinskjær Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk REDAKTION Andreas Harbsmeier (ansv. redaktør) Tlf. 3336 4047 Zenia Søjberg (journalist) redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk facebook.com/hojskolebladet twitter: @hojskolebladet REDAKTIONSPANEL Dagmar Winther, Jeppe Søe, Jasper Mortensen, Claus Staal Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. Deadline 3 uger før udgivelsesdato. SKRIBENTER I DETTE NUMMER Sofie Buch Hoyer Zenia Søjberg Andreas Harbsmeier ABONNEMENT Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk ANNONCESALG AC-AMS Media Aps / Tlf. 2172 5939 www.ac-amsmedia.dk LAYOUT/TRYK Katrine Dahlerup, FFD/Dystan & Rosenberg FORSIDE Katrine Dahlerup

Må man gerne kritisere højskolen, selv om man ikke er en del af den?

UDGIVELSESPLAN 2017 #1: 26. januar #2: 9. marts #3: 26. april #4: 15. juni #5: 10. august #6: 21. september #7: 26. oktober #8: 7. december

ISSN: 0018-3334

4 HØJSKOLEBLADET

HØJSKOLELIV

LIDT AF HVERT

TRE GODE GRUNDE - TIL AT 2016 VAR ET GODT ÅR IFØLGE MORTEN LUNDGAARD, LÆRER PÅ ODDER HØJSKOLE OG FILM- OG TEATERINSTRUKTØR

FOR DET FØRSTE

FOR DET ANDET

FOR DET TREDJE

– vandt Real Madrid Champions League! Jeg er Danmarks måske største Real Madrid-fan, og det var fantastisk at se kampen på højskolen sammen med andre fans.

– spillede vi for fulde huse i både København og Aarhus med min teaterforestilling ”Under Gud, over loven.” Forestillingen høstede 5-6 stjerner hos alle anmeldere, og det er en fed følelse at spille for 200 mennesker, der har betalt for at se mit stykke!

– var det en stor oplevelse at møde både forårs- og efterårssemesteret på Odder Højskole. Man kunne mærke, at holdene virkelig gerne ville højskolen, og både eleverne og vi lærere voksede som mennesker.

VIDSTE DU AT

MEST LÆSTE: 2016 MEST LÆSTE HISTORIER PÅ HOJSKOLEBLADET.DK 1. INGEN STEMMERET TIL FJOLSER, FORBRYDERE OG FATTIGE Det er ingen nyhed, men en artikel fra 2013 er lidt overraskende havnet på førstepladsen. Den handler om de fem folkegrupper, der udelukkes fra folkestyret i Grundloven af 1849. 2. LÆRERPORTRÆT: ”JEG GÅR I FLÆSKET PÅ ELEVERNE.” Andenpladsen for 2016 går til portrættet af Ollerups lærer Simon Finnerup, hvor han afslører, at død, porno og Islam er eks. på emner, han tager op i undervisningen. 3. HØJSKOLELÆRERENS 10 BUD Også tredjepladsen går til en gammel kending. Erik Lindsøs ti bud til højskolelæreren er igen i år at finde på listen. 4. INDSTIL KANDIDATER TIL HØJSKOLEPÆDAGOGISK PRIS Mange ville også gerne vide, hvordan man indstillede kandidater til Højskolepædagogisk Pris. Ikke helt så mange tog opfordringen op, men interessen var der. 5. HUN INKARNERER HØJSKOLE PÆDAGOGIKKEN Lene Tanggaard var blandt de indstillede til Højskolepædagogisk Pris. Selv om hun ikke vandt prisen, var indstillingsteksten populær.

Kun

”Vi har bakket op om Fremdriftsreformen, men jeg synes fint, at den kan gå i spænd med et år på højskole.” Jens Henrik Thulesen Dahl, uddannelsesordfører, Dansk Folkeparti til JP.

af danske unge mellem 15 og 29 år ikke interesserer sig for politik. Det giver førstepladsen på OECD’s rangliste over unges politiske interesse.

ANEKDOTEN ØRENVIDNE TIL DEN HISTORISKE SANGSKAT

Engang vi fejrede jubilæer på Ryslinge Højskole, mødte jeg en 97-årig herre med en vældig god hukommelse. Han kunne fejre 75-års jubilæum som højskoleelev. Han havde en ganske interessant historie at fortælle fra hans første uge på højskolen tilbage i 1931. Eleverne var lige gået fra frokost og skulle til sangtime med Thorvald Aagaard i foredragssalen. De ventede og ventede, men læreren var ikke at se nogen steder, og de unge poder begyndte så småt at tvivle på, om alt nu var, som det skulle være. Ud af vinduet så de pludseligt Thor-

vald komme cyklende i et vældigt hastværk med sin violin under armen. Forpustet løb han op ad trapperne og meddelte entusiastisk, at de måtte undskylde, at han var sent på den, men han skulle lige skrive den sang, han havde siddet og nørklet med i frokostpausen, færdig. Sangen viste sig at være ”Jeg ser de bøgelyse øer” – nummer 366 i Højskolesangbogen – en af de mest elskede historiske sange, og de unge højskoleelever blev altså de første nogensinde til at synge den folkekære sang. FORTALT AF OLE KOBBELGAARD, JOURNALIST, FRIMENIGHEDSPRÆST OG TIDLIGERE HØJSKOLEFORSTANDER

TENDENS

# 8 — 2016

KLIMAKRISE OG NYE FÆLLESSKABER

DU BEFINDER DIG I EN UOVERSKUELIG KLIMAKRISE DU HAR MULIGHED FOR AT STILLE NOGET OP 6 HØJSKOLEBLADET

”2016 sætter uhyggelig rekord: væn dig til destruktivt vejr”,”Om 30 år ligger dit hus under vand”, ”Vejr og klima tvinger flere hjemmefra end krig” og lignende dramatiske overskrifter er blevet hverdagskost i mediestrømmen. Vi bombarderes med forudsigelser om vor klodes fremtid, men hvordan ser situationen egentlig ud lige nu, og kan vi stole på alle forudsigelserne? Vi laver nogle nedslag og tager temperaturen på klimaet anno 2016. Af Zenia Søjberg

Klimakrisen er ikke kun tal, der peger mod apokalypsen. En krise er overgangen til noget nyt. Det er slet ikke nok endnu, men klimakrisen skaber kontinuerligt nye alliancer og stiller kollektive spørgsmål om måden, vi har indrettet verden og vores levevis på. Og selv om vi hele tiden hører urets tikken bag os, behøver det slet ikke at være ubehageligt at deltage. Af Andreas Harbsmeier

u har måske læst det i avisen eller er stødt på det i dit Facebook-feed. I efteråret meldte NASA ud, at 2016 med stor sandsynlighed slår rekorden fra 2015 som det varmeste år nogensinde. På cirka samme tid fik en pressemeddelelse udsendt af det amerikanske forskningsinstitut NOAA, der blandt andet måler CO2-niveauet i atmosfæren, stor omtale i både nationale og udenlandske medier. Nyheden lød, at de på målestationen Mauna Loa på Hawaii havde målt atmosfærens CO2-niveau til 400 ppm (parts per million), og det fik både medier, organisationer og forskere til at råbe op om et ”historisk vendepunkt”. Ifølge DMI er der dog ikke noget overaskende eller specielt historisk ved dette tal. Siden man i 1958 begyndte at måle den atmosfæriske CO2-koncentration, er den kun steget. FN’s klimapanel, IPCC, henviser til, at sikkerhedsgrænsen for, hvor meget CO2 der må være i atmosfæren, hvis vi vil undgå de værste klimaforandringer, er 350 ppm – og den overskred vi altså allerede i slutfirserne. Nogen særlig værdi skal man altså ikke tillægge den nye måling, for grænsen er for længst overskredet. I stedet kan målingen ses som en symbolsk reminder om, at udviklingen i CO2-niveauet forsat går den forkerte vej, og at vi stadig udleder for mange drivhusgasser. Da koncentrationen af CO2 i atmosfæren ligger langt over ”smertegrænsen” på 350 ppm, og eftersom vi stadig udleder enor-

North Dakota er man i færd med at etablere en olieledning tværs gennem et indianer-reservat. Anlægsarbejdet har ført til massive protester og skabt den største samling af indfødte amerikanere i 100 år. Samtidig med protester tjekkede mere end en million mennesker verden over ind i North Dakota via Facebook - dels for at vise deres sympati, dels for at forvirre politiet, der brugte Facebook til at identificere aktivisterne på stedet. Det er blot ét eksempel blandt mange på, at bæredygtighedsdagsordenen kan skabe nye og genetablere gamle fællesskaber i en fælles dagsorden. At 2016 er det hidtil slemmeste år, menneskeheden har stået over for, hvis du læser historien oven for og kigger på tallene fra klima-forskningen, er næppe til diskussion. Omvendt har det også været et af de bedste år, hvis man kigger på nye initiativer, der forsøger ikke bare at påvirke tallene i en bedre retning, men også at skabe nye fællesskaber. Utallige projekter kan opregnes lokalt og globalt. En lang række initiativer udgår fra civilsamfundet, hvor fællesskabet er den bærende kraft. De fleste ved godt, at det ikke er gjort med at skifte til genbrugelige hjemmehæklede karklude. Eller huske at slukke lyset, hvis man fortsat lukker umådelige mængder CO2 ud på den årlige januar-tur til Thailand. Og der er endnu ikke i nærheden af initiativ nok til at give belæg for en decideret optimisme på klodens eller menneskehedens vegne, men måske er der nok til at skabe en

TENDENS

# 8 — 2016

KLIMAKRISE OG NYE FÆLLESSKABER

me mængder CO2 og endnu ikke har teknologi, der kan ændre på mængden, er der bred enighed om, at fremtidige og mere ekstreme klimaforandringer er uundgåelige. IPCC’s seneste rapport, Climate Change 2014 – Synthesis Report, bekræfter, at vi allerede i dag oplever menneskeskabte klimaforandringer. Atmosfæren og havene ér blevet varmere, mængden af is og sne ér mindsket, og havniveauet ér steget. HVOR KOMMER CO2’EN FRA?

USA var i mange årtier det mest CO2-udledende land, når det kommer til fossile brændstoffer, men blev i 2006 overhalet af Kina. Rapporten ”Global Carbon Budget 2016”, der blev frigivet under COP22 i Marrakesh i november 2016, viser, at Kina fortsat indtager en klar førsteplads med en udledning på ca. 10.000 mio. ton CO2 svarende til 29 procent af verdens CO2-udslip. Herefter følger USA med ca. 5.000 mio. ton, Indien med 2.200 mio. ton, Rusland med 1.600 mio. ton og Japan med 1.200 mio. ton. Til sammenligning udledte Danmark i 2015 35 mio. ton CO2. Ser man i stedet på, hvor meget CO2 de respektive landes indbyggere bruger per år, ser tallene dog noget anderledes ud. Opgørelser fra samme rapport viser, at selvom Kina udleder dobbelt så meget CO2 som USA, forbruger amerikanerne per indbygger 16,8 ton CO2 om året, hvor kineserne forbruger under halvde-

”Klimakrisen er den største udfordring, vi nogensinde har stået over for, men samtidig den største mulighed for at skabe massive forandringer.”

8 HØJSKOLEBLADET

Da koncentrationen af CO2 i atmosfæren ligger langt over ”smertegrænsen” på 350 ppm, og eftersom vi stadig udleder enorme mængder CO2 og endnu ikke har teknologi, der kan ændre på mængden, er der bred enighed om, at fremtidige og mere ekstreme klimaforandringer er uundgåelige.

generel tro på, at vi faktisk godt kan skabe noget nyt. Vi glemmer ofte, at ordet krise i grunden betyder det punkt i en ellers negativ udvikling, hvorfra det går i en bedre retning. Du kan abonnere på den ene fortælling, eller du kan abonnere på den anden. Prøv at følg lidt med her: Listen over fællesskabsbaserede klima-relaterede initiativer bliver længere og længere. Vi taler om en klima-bevægelse, der rækker fra de helt små initiativer til de store aftaler. Og ser man på klimapolitikken, er det det eneste område, der kan skabe reelle aftaler – og forhåbentlig resultater – på tværs af lande, der ellers har meget lidt til fælles. Og det kan dokumenteres, at lokale, borgerdrevne initiativer faktisk kan gøre en forskel. Ikke blot lokalt, men også i forhold til de overordnede tal. Så selv om der er god grund til fortvivlelse, er der lige så meget grund til håb. Naivt. Muligvis. Men vi kender ikke fremtiden. Og vi ved ikke, præcis, hvad der skal til for at vende udviklingen. Den canadiske aktivist og forfatter Noami Klein beskriver i sin bog Intet bliver som før – og i filmen med samme titel – klimakrisen som den største udfordring, vi nogensinde har stået over for, men samtidig som den største mulighed for at skabe massive forandringer. Ikke blot i forhold til klimaet, men også i forhold til at ændre de sociale og systemiske forhold, som har været med til at skabe krisen i første omgang.

len – nemlig cirka 7,5 ton CO2 per indbygger. Til sammenligning forbruger vi i Danmark ca. 6,8 ton per indbygger, mens indbyggerne i Qatar forbruger mest – nemlig cirka 40 ton per indbygger. Den største del af CO2-udledningen kommer fra afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas, men produktion af cement, skovafbrænding og kødproduktion udleder også store mængder. Men hvilke konsekvenser har det så for verden anno 2016? Og hvad kan du forvente af fremtiden? HAVENE STIGER

Lad os starte med verdenshavene, hvor man indtil nu har observeret de tydeligste konsekvenser af klimaforandringerne. Siden begyndelsen af den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet er temperaturen steget med 0,85 grader. Det lyder ikke af meget, tænker du måske, men ikke desto mindre er det nok til, at isen på Antarktis, gletsjerne i Ishavet og Indlandsisen på Grønland smelter, hvilket – sammen med varmeudvidelse af havene (vandet udvider sig, når det varmes op) – har resulteret i, at havene er steget med 4-5 cm. Det betyder blandt andet, at koralatoller, lavtliggende land og mindre øgrupper allerede nu oplever alvorlige oversvømmelser. Og i foråret kunne man for første gang fastslå, at fem Salomonøer

i Stillehavet er blevet opslugt af havet på grund af det stigende havniveau. IPCC konkluderer, at vi fortsat vil opleve havstigninger, men mange uforudsigelige faktorer spiller ind, og det er derfor umuligt at konkludere, hvor meget vandstanden i havene vil stige. IPCC har derfor fremsat fire forskellige fremtidsscenarier, der hver især er afhængige af, hvor stor en temperaturstigning verden kommer til at opleve over de næste 100 år. Hvis vi kigger på IPCC’s værst tænkelige scenarie – en temperaturstigning på 6,4 grader - vil havstanden i 2100 være steget med 60 centimeter. Det er nok til, at befolkningsrige øgrupper som Kiribati og Maldiverne samt lavtliggende lande som Bangladesh og Holland oversvømmes. KLIMAFLYGTNINGENE KOMMER

En af de store fremtidige udfordringer ved klimaforandringerne er det enorme antal af såkaldte klimaflygtninge – mennesker, der på grund af stigende havniveau, tørke eller andre ekstreme vejrforhold er tvunget til at flytte fra deres hjem for at overleve. Organisationen Environmental Justice Foundation (EJF) vurderer, at 150 millioner mennesker risikerer at blive klimaflygtninge i 2050, og selvom klimaflygtninge hovedsageligt anses for at være et fremtidigt problem, konkluderer organisationen Care Danmark i ny rapport, at der i 2015 var over 14,7 millioner mennesker, der

LOKALE FÆLLESSKABER

I bogen Fælledskab genintroducerede forfatteren Tor Nørretranders og lederen af Samsø Energiakademi, Søren Hermansen, fælleden som en vigtig nutidig ressource i arbejdet med at øge sammenhængskraften og styrke bevidstheden om lokale ressourcer. Fællesskaber har, ifølge Nørretranders og Hermansen, brug for noget, der kan styrke og binde dem sammen – de har brug for en fælled. I bogen anvender Nørretranders og Hermansen Samsøs vindmøllelau som et bærende eksempel på fælled-tanken. Vindmøllelauet er skabt af lokale beboere, der sammen har gjort Samsø 100 % selvforsynende med vedvarende energi. Andre eksempler på nutidige fælleder er fødevarefællesskaber, forskellige former for urbane haver eller opsamling og genanvendelse af regnvand. Kendetegnende for fælleder er evnen til skabe nye fællesskaber, udnyttelsen af de forhåndenværende ressourcer og egenskaben til at sætte fokus på netop de ressourcer. Vindmøllerne, de urbane haver og vandtårnene er synlige teknologier og funktioner i vores alle sammens hverdag. Adopteres ideen om fælleden ind i en planlægningspraksis kan vi fremme forståelsen af, hvordan byen og vi selv er en del af naturens kredsløb og på den måde animere til en mere ressourcebevidst adfærd. Ikke gennem løftede pegefinger, men ved at tydeliggøre, at vi rent faktisk kan gøre en forskel her og nu.

CIDEA-projektet viser, at der ud over de målbare effekter af den type projekter også er en række mindre håndgribelige positive resultater såsom styrkelse af det lokale fællesskab, skabelse af en fælles identitet, forbedrede relationer.

TENDENS

# 8 — 2016

KLIMAKRISE OG NYE FÆLLESSKABER

flygtede på grund af klimaforandringer. I Bangladesh har mindst 1,5 millioner mennesker forladt den sydlige del af landet på grund af oversvømmelser og bor nu i tætpakkede slumkvarterer i hovedstaden Dhaka, mens øboere fra blandt andre øgruppen Carteret ved Papua Ny Guinea og øen Isle de Jean Charles i Louisiana, USA, har forladt deres hjem, før det synker i havet. MERE EKSTREMT VEJR

IPCC vurderer, at fremtiden med stor sandsynlighed byder på flere måneder med høje temperaturer, flere hedebølger og flere kraftige regnvejr. I forvejen tørre områder forventes at blive tørrere, og i forvejen våde områder får mere regn. IPCC vurderer, at især Afrika, Australien og det sydlige USA bliver hårdest ramt af tørke, men indtil videre er der ikke enighed om, at menneskeskabte klimaforandringer allerede har været skyld i ekstrem tørke. Nogle klimaforskere mener, at den ekstreme tørke og vandmangel, som blandt andet Sahel-regionen syd for Sahara i Afrika har oplevet siden 1970’erne, skyldes menneskeskabte klimaforandringer, mens andre mener, at tørken indtil videre skyldes naturlige udsving i klimaet. I Nordeuropa og dermed også Danmark vurderer DMI, at vi med klimaforandringerne kan forvente mere og kraftigere nedbør, mere ekstremt vejr og et mildere klima. Sydeuropa derimod

De moderne, grønne fortolkninger af fælledtanken opfordrer os netop ikke til ressourcebevidsthed gennem dommedagsscenarier. De præsenterer et motiverende, positivt, håndgribeligt løsningsforslag, der indskriver sig i menneskers konkrete hverdag og styrker den lokale sammenhængskraft. Flere eksempler kan nævnes. Fødevarebanken og Stop Spild af Mad, der begge arbejder for at bekæmpe madspild. Kolding kommune med et initiativ for grønne institutioner. Folk fra den voksende bevægelse af byttemarkeder. Grønne energispareinitiativer på Københavns Universitet, et fælleskommunalt grønt efteruddannelsesprojekt, klimavenlige madprojekter fra Odense og Herning, cykelkampagner for unge og mange flere. Rigtig mange højskoler har også etableret nye initiativer på bæredygtighedsområdet eller er i gang med det, som du tidligere har kunnet læse om her i bladet. Her er fokus både på det pædagogiske, lokale samarbejder og højskolernes eget ressourceforbrug. Men nytter det noget? Hvorfor overhovedet beskæftige sig med i en global målestok små, borgerdrevne klimaprojekter, hvor atmosfæren måske spares for nogle få hundrede tons CO2? Er det ikke betydningsløst og i værste tilfælde spild af tid? I det tværdisciplinære forskningsprojekt CIDEA (Citizen Driven Environmental Action), som løb over perioden 2010-14, analyserede man en række borgerdrevne klimaprojekter med henblik på at finde ud af, hvordan borgere engagerer sig i aktiviteter, der 10 HØJSKOLEBLADET

I Bangladesh har mindst 1,5 millioner mennesker forladt den sydlige del af landet på grund af oversvømmelser og bor nu i tætpakkede slumkvarterer i hovedstaden Dhaka, imens øboere fra blandt andre øgruppen Carteret ved Papua Ny Guinea og øen Isle de Jean Charles i Louisiana, USA, har forladt deres hjem, før det synker i havet.

kan reducere deres CO2-fodspor – og hvilke typer af projekter, der fungerer bedst i forhold til at skabe et vedvarende engagement og en reel reduktion. En reducering af udledningen af CO2 var det centrale i alle projekter, men var ikke det eneste formål. Og for nogle måske ikke engang det vigtigste formål. Styrkelse af den lokale sammenhængskraft, jobskabelse og øget beskatningsgrundlag og forbedring af det lokale demokrati har også været på dagsordenen. BORGERENGAGEMENT VIRKER

Størst entusiasme og engagement blev skabt i de projekter, som engagerede familier eller en hel landsby. Evalueringen viser, at de projekter, hvor borgerne har stor indflydelse på både planlægningen af projektet og dag-til-dag aktiviteterne, scorer højest i analysen. ”If we wait for governments, it will be too late, if we act as individuals it will be too little, but if we act as communities, maybe it will be enough.” Sådan har Ben Brangwyn fra det engelske Transition Network udtalt. Pointen er, at både når det drejer sig om CO2-reduktioner og demokratiske aspekter, er de borgerdrevne, fællesskabsbaserede projekter i stand til at levere bedre resultater end andre typer af projekter. Dette gælder også for projekter, som er etableret på initiativ af offentlige myndigheder, men hvor borgerne har betydelig indflydelse.

forventes at blive ramt af nærmest Sahara-lignende tilstande med flere, længerevarende hedebølger og meget få dage med regn. Generelt vil Europa opleve en temperaturstigning og færre meget kolde døgn. IPCC vurderer også, at det er sandsynligt, at temperaturstigningen vil føre til færre, men kraftigere orkaner og cykloner. Nordatlanten og Stillehavet vurderes til at være i størst risiko for at blive ramt af vejrfænomener som disse. ROD I ØKOSYSTEMERNE

Et andet sted, hvor IPCC kan påvise følgerne af det forhøjede CO2-niveau og de varmere temperaturer, er i koralrevene. Havene optager imidlertid 40 procent af den atmosfæriske CO2, og det resulterer blandt andet i en mere sur PH-værdi – et miljø som koraller har svært ved at overleve i. Når vandoverfladen samtidig bliver varmere, resulterer det i en ”blegning” af korallerne – noget som ikke alle koraller overlever. Hvis et koralrev udslettes, medfører det en skævvridning i områdets økosystemer – og det har konsekvenser for områdets arter. I 1998 konkluderede man, at 16 procent af verdens koraller var forsvundet. Verdens største koralrev og hjemsted for tusindvis af arter, Great Barrier Reef i Australien, har siden 1979 oplevet flere år, hvor dele af koralrevet er blevet ”massebleget”. Før 1979 er der ikke registreret lignende episoder, men IPCC vurderer,

If we wait for governments, it will be too late, if we act as individuals it will be too little, but if we act as communities, maybe it will be enough.

at der er sandsynlighed for, at klimaforandringerne vil medføre permanente skader på revet. Verdensnaturfonden (WWF) kom for nylig med en rapport, der blandt andet viser, hvilken effekt den globale opvarmning kan have for arters levevilkår. Rapporten konkluderer, at påvirkningen hovedsageligt vil vise sig indirekte, da ændringer i temperaturerne blandt andet kan have indflydelse på forskellige arters migrations- og parringsmønstre. Det kan for eksempel betyde, at en art vil reproducere sig på et tidspunkt, hvor der ikke er tilstrækkelig mad til dens afkom. Konklusionen er, at konsekvenserne af klimaforandringerne allerede har sat sine spor verden over, og at vi må indstille os på, at vi højst sandsynligt kommer til at opleve flere konsekvenser i fremtiden. Ifølge IPCC skal vi på verdensplan handle hurtigt, hvis vi vil holde temperaturstigningen under to grader. At klimaaftalen fra COP21 i Paris netop er trådt i kraft udtrykker en velvilje fra verdenssamfundet om at stå sammen om at bremse klimaforandringerne. For nylig konkluderede forskerne bag rapporten ”Global Carbon Budget 2016”, at det CO2-udslippet fra fossile brændstoffer er stagneret siden år 2013. Det skaber håb, selvom konklusionen også lyder, at det langtfra er nok. CO2-niveauet er stadig alt for højt, og der skal ske drastiske reduktioner af udledningen af drivhusgasser for at stoppe den voksende CO2koncentration i atmosfæren og dermed klimaforandringerne. 

Selvom det kan synes nemmere for politiske beslutningstagere at arbejde gennem medierne eller gennem beskatning eller støtteordninger, er der grænser for, hvor meget der kan opnås ad den vej. Der er således et presserende behov for en politik, der kombinerer individbaseret fokus med et fokus på sociale grupper og fællesskaber. CIDEA-projektet viser, at der ud over de målbare effekter af den type projekter også er en række mindre håndgribelige positive resultater såsom styrkelse af det lokale fællesskab, skabelse af en fælles identitet, forbedrede relationer mellem det pågældende fællesskab og kommunen, længere levetid af projekterne og øget legitimitet til indsatsen. Lokale fællesskabsbaserede projekter har også en evne til at skabe nye sociale normer, som kan bidrage til at skabe nye og mere klimavenlige adfærds- og forbrugsmønstre. Du er muligvis fortabt i negative overskrifter og kaskaden af tal. Men du er ikke tabt i de nye fællesskaber, der forsøger at skabe en verden, vi endnu ikke kender til. 

Ben Brangwyn fra det engelske Transition Network

TENDENS

# 8 — 2016

KLIMA

STATUS PÅ KLIMAET:

Det går den forkerte vej INFOGRAFIK

Der er mange dårlige nyheder for klimaet. Her er nogle stykker – og konsekvenser af dem

550

CO2'ens historie

500

Sådan har niveauet udviklet sig siden den industrielle revolution.

450 400 350 Den af FN fastsætte

300

smertegrænse for mængden af CO2 i

250

1850

atmosfæren.

1870

1890

1910

1930

1950

I år 2015 var der anslået

1970

1990

14.700.000 mennesker på flugt på grund klimaforandringer Kilde: Care Danmark

12 HØJSKOLEBLADET

2010

29+15+10640

CO2-synderne

Andre lande 41 %

Kina 29 %

USA 15 %

Indien 6 %

EU 10 %

Kina, USA EU og Indien står bag den største CO2-udledning, og udleder tilsammen 59 %.

Vejrudsigten år 2100 Danmark vil opleve et varmere klima med en temperaturstigning på op til 4,8 grader. Vinterhalvåret vil være præget af mere regn og mildere temperaturer, imens vi sommerhalvåret vil opleve længere tørkeperioder, flere hedebølger og færre, men kraftigere, regnskyl. Kilde: DMI’s rapport "Fremtidige klimaforandringer i Danmark".

Verdens CO2-udledning skal mindskes med Groft sagt:

Højskolerne vs. klimaforandringerne Først ved en havstigning på 2 meter vil vandet ramme de lavstliggende højskoler; Vestjyllands Højskole, Aalborg Sportshøjskole, Nordfyns Højskole og Marielyst Højskole. De danske højskoler skal altså ikke være bange for at blive hjemløse, når vandstanden stiger – i hvert fald ikke inden for de næste 100 år.

40-70 % inden år 2050 – og stoppes fuldstændigt inden år 2100, for at undgå en temperaturstigning på over 2 grader.

TENDENS

# 8 — 2016

HØJSKOLESANGBOGEN PÅ SCENEN

Sangene fortæller os, hvem vi er SCENEKUNST

Det Kgl. Teater vil med sin opsætning af Højskolesangbogen skabe en anden og ny måde at diskutere, hvad det vil sige at være dansk, på. Af Andreas Harbsmeier Foto: Klaus Vedfelt

i kommer ind i historien efter rulleteksterne. Katastrofen har fundet sted. Danmark er totalt udslettet. Kun ni mennesker har overlevet, og nu er det op til denne lille gruppe at genopbygge samfundet. At etablere sig som folk. De ni mennesker har kun Højskolesangbogen som materiale. Det er sangene – og kun sangene, der skal danne udgangspunkt for etableringen af et nyt folk. Det er setup’et for nationalscenens store satsning i Skuespilhuset i København. Den svenske instruktør Minna Johannesson har iscenesat forestillingen, og hun kunne ikke komme på noget mere ærkedansk end Højskolesangbogen. Det blev udgangspunktet for en teaterkoncert, der forsøger at undersøge, hvor vi kommer fra, og dermed også hvem vi er. At Højskolesangbogen er noget af de mest danske, der findes, er en vending, man hører tit, når kulturarven skal kanoniseres,

14 HØJSKOLEBLADET

som der jo på det seneste har været kraftige tendenser til. Når man tager fat i arvesølvet og vil sætte det i scene, er der da også en del følelser i spil. Siden teatret meldte ud, at de ville sætte Højskolesangbogen i scene, har der været megen skepsis, fortæller skuespilchef, Morten Kirkskov, men afviser, at forestillingen skulle være led i en form for nationalt genoprustningsprojekt, og at der er tale om en hudfletning af danskheden. ”Det skaber nogle forventninger, når nationalscenen sætter nationalklenodiet på repertoiret. Hvad fanden har vi gang I? Nogle har tænkt, vi ville tage pis på det. Andre at vi havde et nationalistisk ærinde. Men det er ingen af delene. Det er mest af alt en hyldest og en undersøgelse af, hvad de her sange kan. Vi bruger ikke flere millioner på at lave noget, som vi bare vil gøre grin med eller være politiske med,” forklarer han fra sit kontor i Skuespilhuset, hvor han har fået selskab af Esben Dalgaard, der er skuespiller og medvirker i forestillingen som julemand. ERINDRINGEN OG DET NYE

Al dialog i forestillingen består af sange, og karaktererne er bygget over stereotyper af danskere. Sangene er ganske de eneste replikker, skuespillerne har til deres rådighed. Og selv om der ikke er ændret ved teksterne, er materialet alligevel nyt i den forstand, at melodierne er arrangeret på en ny måde. Det giver både genkendelse og ny erkendelse hos publikum, men måske også irritation, fordi de jo kender sangene på forhånd og vant til at synge med. ”Vi har et manuskript, der er blevet til over rigtig mange år, og som folk kender. Man går til det med en vis ærefrygt, fordi sangene

repræsenterer en arv. Vi forsøger at bringe det op i nutiden på en eller anden måde, men uden at ændre et komma,” siger Esben Dalgaard, der selv kommer fra et hjem, hvor der blev sunget fra Højskolesangbogen. ”Nogle af sangene hiver én tilbage til den der søndagsmiddag med den der steg. Sangene ligger i ens DNA,” forklarer han, og betoner, at ambitionen har været, at sangene skal bringes ind i samtiden. Det er ikke bare nostalgi. ”Hvad siger den her sang i dag? Det har vi diskuteret meget. Men publikum kan lægge det i det, som de vil. Vi tager det dybt alvorligt,” siger han. Personligt for Dalgaard har genhøret med ”Se nu stiger solen” gjort stort indtryk. ”Den har jeg hørt til begravelser og melodien har den lidt melankolske tone. Men læser man teksten er der utrolig meget håb

”Det skaber nogle forventninger, når nationalscenen sætter nationalklenodiet på repertoiret. Hvad fanden har vi gang i? Nogle har tænkt, vi ville tage pis på det. Andre at vi havde et nationalistisk ærinde. Men det er ingen af delene. Det er jo mest af alt en hyldest og en undersøgelse af, hvad de her sange kan.” Skuespilchef Morten Kirkskov

og lys. Den rører mig virkelig.” ”Efter min bedste overbevisning noget af det bedste teater man kan få: Du får genspillet noget erindring, og du får noget helt nyt,” supplerer Morten Kirkskov. NY MÅDE AT DISKUTERE PÅ

Både Kirkskov og Dalgaard vil ikke sætte mærkat på, hvad det danske i Højskolesangbogen egentlig består i. Ud over, at sangbogen er en fælles kulturarv, som vi har. ”Forestillingen er drevet af en kæmpe kærlighed til de her sange. Vi tager dem meget alvorligt. Men vi vil ikke fastlåse dem i en bestemt tolkning. Det er for at minde os om, hvad det er, vi er gjort af og få os til at forstå det på en ny måde. Så det ikke bare bliver musealt. Så det ikke bliver pligtlæsning.” Og sangene kan gøre det på en måde, som den tilbagevendende debat om danskhed ikke formår. ”Vi ved alle sammen godt, hvad det er. Hver gang Bertel Haarder snakker om, hvad der er dansk, så bliver Højskolesangbogen og højskoletanken altid nævnt. Noget som folk, der bor i Danmark, skal sætte sig ind i. Det er en ekstremt god måde at diskutere alt det, vi diskuterer i øjeblikket – om tilhørsforhold, om nationalitet, Brexit, Trump og alt det der. Musik giver os en mulighed for at diskutere det på en ny måde. Musikken og sangene appellerer ikke kun til vores fornuft, men også til vores følelser,” forklarer han. ”Det at føle at man hører til et sted, til et land eller et folk, det er jo en følelse. Og det kan musikken skabe. Og så undgår man den der lidt kedelige diskussion om nationalfølelse. Man undgår rød blok/blå blok-diskussionen. Det bliver et sted, hvor man kommer til at opleve musikken på en måde, der måske kommer bag på en,” siger Morten Kirkskov og fortsætter. ”Det er det, vi har lært, er dansk. Hvis man ikke lige har gået i kirke hver søndag i sin opvækst, så har man i hvert fald beskæftiget sig med højskolesangen i forhold til en klassisk dannelse. Der er ingen tvivl om, at vi arbejder med noget, der er dansk. Jeg bliver dansk på en anden måde, når jeg lytter til sangene” Her godt to uger inden premieren, er skuespillerne i færd med at finjustere detaljerne i teaterkoncerten. Esben Dalgaard har trukket i julemandskostumet og har fået sminke på, og der synges og danses til Frank Jægers ”Bedstefar tag dine tænder på” på den store scene i Skuespilhuset.

AKTUELT

# 8 — 2016

HØJSKOLEN KORT

10 timers tegnemaraton på ARoS For fjerde år i træk inviterede Den Skandinaviske Designskole i samarbejde med ARoS kunstmuseum til tegneworkshoppen BURNING PAPER. I løbet af 10 timer blev deltagerne præsenteret for forskellige tegneudfordringer, der gradvist steg i intensitet. Der blev blandt andet prøvet kræfter med croquis og eksperimental tegning, imens museet skabte et unikt tegneunivers for de deltagende med visuelle effekter og elektronisk lyd. Arrangementet var gratis og åbent for alle tegneglade!

DEN GYLDNE GRUNDTVIG PÅ ODDER HØJSKOLE Odder Højskole uddelte i november kulturprisen Den Gyldne Grundtvig til juristen Jacob Mchangama. Ud over æren modtager vinderen 10.000 kroner og et kunstværk kreeret af keramiker og underviser på Odder Højskole Jakob Stig Isaksen. Prisen blev uddelt første gang i 1999 til Ebbe Kløvedal Reich, og sidste år gik prisen til forfatter og økolandmand Lone Vitus. Tidligere vindere tæller blandt andre Johannes Møllehave, Per Fly, Anne Linnet og Jonathan Spang.

Højskolevenner vinder P3 Talentprisen P3 Talentprisen gik i år til elektro-pop trioen Chinah til årets P3 Guld. Gruppen består af de tre højskolevenner Simon Kjær, Simon Andersen og Fine Glindvad, der lærte hinanden at kende på sangskriverlinjen på Engelsholm Højskole i 2012.

16 HØJSKOLEBLADET

300 LITER ÆBLEMOST Der var stort fremmøde fra lokalbefolkningen, da Jyderup Højskole inviterede til æblepressedag. Skolen nåede at presse 300 liter æblemost på dagen og måtte arrangere endnu en æblepressedag, da de ikke kunne nå at presse de mange kilo æbler, borgerne var mødt op med. Arrangementerne fandt sted i baghaven til skolens nyerhvervede hus, der går under navnet ”Det grønne parcelhus”, hvor højskoleelever fra linjen ”Grøn Guerilla” er i fuld gang med at skabe en grøn platform for bæredygtige eksperimenter.

Fødselsdagsfest på Krogerup Højskole

70 ÅR

70 år er gået, siden teolog og historiker Hal Koch stiftede Krogerup Højskole, og det fejrer skolen med en stor fødselsdagsfest 1. december. Højskolen inviterer til åben fødselsdagsreception med taler af blandt andre Bertel Haarder og skolebestyrelsesformand Simon Emil Ammitzbøll, historiske indslag, højskolesang og anekdoter.

ANSIGT TIL ANSIGT MED FORDOMMENE I oktober fik nysgerrige hillerødanere mulighed for at udfordre deres fordomme i samtalecaféen ”Ansigt til ansigt: Tør du møde dine fordomme?” Caféen var arrangeret af elever fra Grundtvigs Højskole, og deltagerne kunne blandt andre samtale med en politiker fra Liberal Alliance, en venligboer, et byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti, en syrisk flygtning, en tidligere nynazist og en tidligere voldelig autonom.

PORTRÆT

# 4 — 2016

ÅRGANG 1946

”Højskolen er ikke jeres. Den er folkets, den er alles.”

18 HØJSKOLEBLADET

PORTRÆTINTERVIEW

Højskolen er en af vores demokratis vigtigste institutioner, mener den første modtager af Højskolepædagogisk Pris, Leo Komischke-Konnerup. Derfor er det så vigtigt både at kritisere den og holde den fast på dens opgave: at være en folkelig politisk og pædagogisk institution. Tekst og foto Andreas Harbsmeier

PORTRÆT

# 8 — 2016

INTERVIEW

ra parcelhusets have i Broager, små ti minutters kørsel fra Sønderborg, kan man se ud over Flensborg Fjord og ane tårnet på Rønshoved Højskole på den anden side af vandet. I hvert fald når vejret er klart, siger Leo KomischkeKonnerup, da jeg besøger ham en torsdag i slutningen af oktober. Denne dag kan man dog ikke se alverden gennem tågen, men kun med lidt god vilje godt ane vandet. Nogle uger forinden har Leo fået meddelelsen om, at han er den første modtager af den nyindstiftede Højskolepædagogisk Pris. Da vi aftalte interviewet over telefonen, virkede han oprigtigt beæret. ”Jeg har aldrig fået en pris før. Jo, jeg har engang fået en trøstepræmie,” grinede han ydmygt gennem røret – og havde det næsten dårligt med, at jeg skal tage hele vejen fra København til Broager for at lave interviewet. Nu sidder vi i køkkenet, og Leo serverer frokost, mens vi taler om egnen ved Sønderborg, der hører til udkanten af Danmark, men holdes oppe af Danfoss og Clausen-familien, der har brugt mange af deres millioner på at holde egnen levende. Alligevel er det en udkant. Et sted, der bliver affolket. Et randområde, hvis betydning langsomt svinder ind. Netop i disse randområder ligger mange af landets højskoler. Men højskolen er ikke et randfænomen, lægger Leo ud. Højskolen er slet ikke et sted. Den finder sted, forklarer han. Og den befinder sig lige midt i samfundet. I hvert fald hvis man forstår det danske samfund som det humanistisk-demokratisk projekt, der skabte velfærdsstaten. ”I et folkeligt-demokratisk perspektiv kan højskolen ikke være andre steder end midt i samfundet,” forklarer han. Det er andre strømninger, der bevæger sig væk fra udgangspunktet. Det springende punkt er, at højskolen er og vedbliver at være en folkehøjskole. Både i politisk og pædagogisk forstand. ”Vores samfund udvikler sig i nogle retninger, der ligger meget langt fra det humanistisk-demokratiske projekt, som det er opstået af. Det moderne samfund, som er blevet udviklet over mere end 150 år, og som vi hastigt er i færd med at afvikle, er fuldstændig uadskilleligt fra højskolen,” forklarer Leo og læner sig tilbage i sofaen, hvor vi har taget plads med en kop kaffe. ”Højskolens opgave i dag må være at holde fast ved, at den praksis, man udøver, er bundet op i en forestilling om mennesket og dets praktiske liv. Det handler om livsoplysning. Det ordinære skolesystem og uddannelsesforskningen bevæger sig en helt anden vej. Højskolen har ikke patent på livsoplysningen, men den er den eneste institution, der i øjeblikket forsøger at holde fast i, at pædagogik også skal have et begreb om det folkelige.” ”Man bliver ikke bare menneske af sig selv. Selve opdragelsen til menneske er forudsætningen. Til et folkeligt samfund hører også en pædagogik, der er folkelig. At man som voksen kan deltage i de dannelsesprocesser, der er kendetegnet for et folkeligt liv. Vi er ikke født med en genetisk nedarvet etik. Hvad skylder vi hinanden? Hvad vil det egentlig sige at leve og handle sammen med andre mennesker? I det folkelige ligger der ikke bare en bestemt forestilling om pædagogik, om at føre mennesker ind i et fælles og ansvarligt liv, men også en politisk størrelse. Det er to sider af samme sag,” siger han og sætter sig frem på kanten af sofaen. Vi bevæger os fra historien og samtidsdiagnosen over imod kritikken. 20 HØJSKOLEBLADET

”Højskolen har markeret sig alt for lidt i kampen for, hvordan samfundet og skolesystemet skal se ud. Det er en opgave for højskolen, som bliver mere og mere vigtig, efterhånden som næsten ingen andre taler om en menneske-pædagogik og et menneske-samfund. De, der stadig har friheden til og muligheden for at protestere, når noget udvikler sig umenneskeligt, har en forpligtelse til at insistere på, at vi ordner tingene gennem samtale. De har opgaven og dermed også ansvaret.” HVEM TILHØRER HØJSKOLEN?

Leo er født og opvokset i Sønderjylland. Han har aldrig gået på højskole. Barn-

Når man samles for at diskutere højskolen, er det næsten som om, at de, der taler, er nødt til at forklare, med hvilken ret de udtaler sig. Jeg var nødt til at sige, at jeg aldrig har gået på højskole. Alligevel har jeg ret til at tale om højskolen.

PORTRÆT

# 8 — 2016

INTERVIEW

domshjemmet var et socialdemokratisk hjem, og her var højskolen ikke inden for horisonten. Den nu 56-årige Leo blev uddannet på lærerseminariet, som det hed på det tidspunkt. Han arbejdede siden som lærer, skoleinspektør og leder af en døgninstitution. Siden blev han lektor på UC SYD og er nu sideløbende i færd med at færdiggøre en ph.d.-afhandling ved Aalborg Universitet. Da han første gang skulle sige noget i en højskolesammenhæng, var han noget skræmt, fortæller han. Det var på højskolernes årsmøde på Løgumkloster Højskole for nogle år tilbage. Baggrunden var en temmelig kritisk artikel, han havde skrevet til Askov Højskoles årsskrift. Som en outsider. ”Når man samles for at diskutere højskolen, er det næsten som om, at de, der taler, er nødt til at forklare, med hvilken ret de udtaler sig. Jeg var nødt til at sige, at jeg aldrig har gået på højskole. Alligevel har jeg ret til at tale om højskolen. Selv om jeg ikke har været elev, har jeg på sin vis alligevel gået på højskole.” Leos højskoletid var, da han gik i folkeskole, eller da han gik på seminariet. ”På et tidspunkt har højskolen haft så ekstremt stor betydning, at den har gennemsyret alles liv. Det var nærmest umuligt ikke at gå på højskole,” fortæller han. Sådan burde det stadig være, men det er det ikke. Højskolen – og de øvrige frie skoler – er ifølge ham de eneste tilbageværende institutioner, der er forpligtet på at være netop folkelige. De er forpligtet på deres frihed. Det er ikke bare en frihed fra statslig indblanding, men også en frihed og forpligtelse til at være noget andet en staten.” Den rolle er vigtigere end nogensinde, mener han. ”Min folkeskole var en folkelig skole, som var stærkt, stærkt inspireret af hele den Grundtvig-Koldske tradition. Og da jeg gik på seminariet, var det fire år på højskole – lige bortset eksamen. Det var min personlig dannelse, der var på spil hele tiden. Ikke en dannelse som en ren individuel størrelse, men som et fællesskab.” DER ER BRUG FOR FRIE DANNELSESFÆLLESSKABER

Leo var i en tidligere fase med til at formulere baggrunden for det, der senere skulle blive til Højskolepædagogisk Udviklingsprojekt. Det har nu konkret har udmøntet sig i flere bogudgivelser, to stort anlagte konferencer med deltagelse fra hele uddannelsesverdenen og et utal af workshops på landets højskoler. ”Der er at kombinere livsoplysningen og den almene pædagogik. Det interessante ved den højskolepædagogiske øvelse er, at man ved at alliere sig med den almene pædagogik også får muligheden for at sige noget alment og alment forståeligt om højskolens særlige begreber og dens praksis i en pædagogisk sammenhæng.” I en årrække har man måttet lytte forgæves efter højskolefolk, der blandede sig i den generelle uddannelsesdebat. ”Den, der lever stille, lever godt, synes at have været højskolens motto gennem mange år,” siger han lidt spidst. ”Jeg har ikke forventninger til højskolen om, at de tramper rundt på Christiansborg med bannere. Men der er stadig stor respekt forbundet med højskolen. Når højskolefolk udtaler sig, er der nogen, der lytter. Højskolen er en institution, som nærmest er indbegrebet af det humanistiske oplysningsprojekt. Det er en talerstol, og det skal man udnytte. Højskolen skal skrives med stort H,” siger Leo og nævner Humboldt, som er et af emnerne i en bog, han for nylig har udgivet. 22 HØJSKOLEBLADET

Vi er frie mennesker, men vi er også borgere, der er forpligtet på at sikre, at der er noget, der er fælles. Hvis folkehøjskolen ikke føler sig forpligtet på det projekt, skal den i hvert fald kalde sig noget andet. ”Humboldt peger på de frie dannelsesfællesskaber som der, hvor staten kan afprøve sin forfatning. Det er garanten for, at vi ikke har en stat, der er almægtig.” Ind imellem bliver han bekymret, når han ser nogle af de bevægelser, der er i øjeblikket i retning af, at staten vil blande sig i, hvad man siger eller hvilken klædedragt, man må bære. Måske er tiden kommet til en revitalisering af det folkelige og det politiske? ”Det kan godt være, vi har et demokrati, men man kan godt diskutere, om vi har et folkestyre. Vi har et stadigt mere kontrollerende statsapparat. Man skulle satse på at oplyse det folk, som man mener er vildfarent. I stedet forsøger man at opdrage folket med ’økonomiske incitamentstrukturer,’ som det vist hedder for tiden,” siger han med slet skjult foragt, "og Højskolen som en folkelig oplysningsinstitution er nødt til at træde i karakter." ”Højskolerne er nødt til at holde fast i

at protestere mod den umenneskelighed, der ledsager den statslige opdragelsesbevægelse, der er for tiden. Og samtidig insistere på samtalen. Vi har et ansvar for at få det fælles til at fungere. Og når det ikke fungerer, når der er andre kræfter, der sætter dagsordenen, så må det være højskolens opgave at protestere.” Leo tror ikke en meter på det, når højskolerne eller efterskolerne med kampagner forsøger at tale sig ind i den herskende politiske logik. ”Man er nødt til at stå ved det projekt, man er. Hvis man tilpasser sig en nødvendighedens politik eller en konkurrencestatspolitik – selv om jeg næsten ikke kan holde det ord ud længere – så er man med fuld statsfinansiering i færd med at løbe væk fra det, man egentlig var sat i verden for at varetage. Nemlig det folkelige projekt.” ”Man kan stille sig selv det spørgsmål: Hvordan har man kunnet gøre folkeskolen til et instrument for staten, uden den helt store virak. Det samme kan man sige om læreruddannelsen. Hvor var højskolen henne? Hvor var efterskolen henne? Hvor var friskolerne henne? De burde have været til stede i den diskussion,” siger han, samtidig med at han godt er klar over, at netop de senere års fokus på højskolepædagogikken er et forsøg på at melde sig ind i lige netop den diskussion. ”Jeg er med på, at højskolen har været i krise i meget lang tid. Den har brugt alle kræfter på at overleve, særligt økonomisk. Det har selvfølgelig haft en pris. Men frie skoler er allermest i fare, når de er i stor krise, og når de har umådelig succes. I begge tilfælde risikerer man at glemme, hvad man er sat i verden for. Det kan lyde arrogant, men jeg kan ikke blive træt af at sige det: Frie skolers eksistens handler ikke om antallet af kunder i butikken. Vi er frie mennesker, men vi er også borgere, der er forpligtet på at sikre, at der er noget, der fælles. Hvis folkehøjskolen ikke føler sig forpligtet på det projekt, skal den i hvert fald kalde sig noget andet.”

PRISKOMITÉENS BEGRUNDELSE Chefredaktør Christian Jensen i en leder i Politiken

Kære Leo. Nu får du højskolernes pris, men tro nu ikke, at det er et forsøg på at gøre dig til vores ukritiske ven, der her fra i dag blot logrer loyalt med halen og priser højskolens fortræffeligheder i flommefede formuleringer (det klarer vi fint selv…). Nej, prisen er ikke ment som en mundkurv, men som en invitation til fortsat at bide os i haserne og galpe op, hver gang du ser højskolen i færd med at ophøre med at være folkehøjskole. Vi har brug for stædige terriere og kritiske venner, der efterspørger vores stemme i samfundet og holder os fast på vores tradition, opgave og værdier. Uddrag fra priskomitéens begrundelse for at tildele Leo Komischke-Konnerup Højskolepædagogisk Pris.

BLÅ BOG Leo Komischke-Konnerup Oprindeligt uddannet folkeskolelærer og i dag chefkonsulent ved UC SYD, hvor han igennem en årrække har beskæftiget sig med de frie skoler. Sideløbende er han i gang med at skrive en ph.d. afhandling ved Aalborg Universitet inden for det pædagogiske felt. Ved siden af sin forskning har Leo udgivet adskillige artikler om pædagogik, skole og dannelse i tidsskrifter og bøger (blandt andet i Højskolepædagogik). Helt aktuelt er bogen Menneske eller borger – skolens pædagogiske grundproblem netop udkommet på Akademisk Forlag.

PORTRÆT

# 8 — 2016

INTERVIEW

For mig handler hele den dannelsestænkning, som jeg bilder mig ind at kunne finde i højskolen og de frie skoler, netop om at skabe sammenhæng mellem det nyttige og det moralske. Det er frygteligt, hvis man har den opfattelse, at dannelse ikke har noget med det nyttige at gøre.

OM HØJSKOLEPÆDAGOGISK PRIS

DET NYTTIGE OG DET MORALSKE

Kriterier Prisen gives til en eller flere personer, en institution eller en organisation, der i løbet af året eller gennem en længerevarende indsats har ydet et praktisk eller teoretisk bidrag til at udvikle eller formidle højskolepædagogikken. Modtageren kan være en person i højskoleverdenen, der har bidraget til at udvikle den samlede skoleform eller den generelle pædagogiske debat i Danmark, eller det kan være en person uden for højskoleverdenen, der med sit arbejde inden for felterne pædagogik, skole og dannelse har bidraget til at udvikle eller skabe debat om højskolens opgave og pædagogiske praksis.

I den del af skoleverden, der forstår sig som dannelsesorienteret, er man nervøs ved at tale om nytte. Det er besynderligt, mener Leo. ”Det problematiske er, at vi som samfund har fået skilt det nyttige og det moralske ad. Det er Zygmund Baumann, der i en tale et sted siger, at vi i den vestlige kultur har muligheden for at skille det moralske fra det nyttige. De perioder, hvor vi har skilt det ad, er der, hvor vi har fejret de allerstørste triumfer – rent teknisk. Vi er rejst til månen osv. Men det er samtidig også der, vi har begået nogle af de største grusomheder mod menneskeheden.” ”For mig handler hele den dannelsestænkning, som jeg bilder mig ind at kunne finde i højskolen og de frie skoler, netop om at skabe sammenhæng mellem det nyttige og det moralske. Det er frygteligt, hvis man har den opfattelse, at dannelse ikke har noget med det nyttige at gøre. Så får man den samme halvdannelse, som Peter Kemp skælder ud over for tiden. Bare med omvendt fortegn. Kampen for, hvordan det moralske og det nyttige kan forbindes, er det, alle folkelige institutioner er forpligtede på. At kunne deltage i den diskussion er det, en folkelig pædagogik er til for.” Vi er nu et stykke henne på eftermiddagen. Solen er brudt frem – og der skal tages nogle billeder af prismodtageren. Leo er lidt nervøs for, om han nu er for hård ved højskolen. Der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, at det er i allerbedste mening. ”Jeg har kritiseret højskolen, ikke fordi I er til overs, unyttige eller utidssvarende, men fordi hvis I ikke var der, ville det være en katastrofe for mine børn og børnebørn. Det har også været en ensom vandring. Når man kritiserer, får man ikke kun venner. De frie skoler ligner på den måde det enkelte menneske. Vi vil helst have ros. Men hvis man kun er omgivet af rygklappere, er jeg sikker på, man i fuld fart er på vej mod afgrunden,” For som Leo siger, inden jeg igen forlader Broager: ”Højskolen er ikke jeres. Det lyder så patetisk at sige det, men den er folkets, den er alles.” 

24 HØJSKOLEBLADET

Prisen bliver uddelt hvert år af Folkehøjskolernes Forening i Danmark i samarbejde med Højskolebladet i forbindelse med Højskolernes Lærerkonference. Formålet med ”Højskolepædagogisk Pris” er at udbrede kendskabet til højskolepædagogik som et særligt pædagogisk felt. Både tilgang og praksis har rødder i en dansk og europæisk pædagogisk tradition, og samtidig har højskolepædagogikken et moderne perspektiv på den højaktuelle debat om skole, dannelse og uddannelse i Danmark og i resten af verden.

Se alle indstillinger på www.hojskolebladet.dk

BLIV KLOG PÅ

NEW YORK

nonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.: nonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.:

KONTAKT OS I DAG PÅ 8020 8870 Mærk New Yorks puls på studierejsen i 2017 og bliv både kulturelt og fagligt klogere med vores spændende programmuligheder!

*Studierejse til New York, 7 dage/5 nætter fra kun kr. 5.158,- pr. person.

Prisen inkluderer: • Flyrejse Danmark - New York t/r • Indkvartering på vandrehjem i flersengsværelser • Mulighed for tilkøb af program, som eksempelvis: -

kr. Fra *

5.15

New York on Bike - sightseeing på cykel Besøg FNs hovedkontor (med guide) American Museum of National History Oplev udsigten fra Rockefeller Center Fagligt besøg på 9-11 Memorial Museum Oplev fremtidens teknologi på Sony Wonder Technology Lab

Vil du have et GRATIS tilbud på en studierejse til din gruppe? RING på tlf. 8020 8870!

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ®

s.s.12 12 s.s.12 12

185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl 185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl TLF. 8020 8870 - WWW.ALFATRAVEL.DK - INFO@ALFATRAVEL.DK

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

nonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten: nonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det skoler gælder når når det det gælder gælder rådgivning rådgivning af af frie frie skoler rådgivning af frie skoler rådgivning rådgivning rådgivning af frie skoler af af frie frie skoler skoler Vi påtager Vi Vios påtager påtager aldrigos os sager aldrig aldrig modsager sager frie mod skoler mod frie frie skoler skoler Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

Forstander til Aarhus Børnehøjskole Vil du være med til at skabe et nysgerrigt fællesskab, hvor vi gør verden større for de mindste? Aarhus Børnehøjskole er en del af den kirkelige børneog ungdomsbevægelse KFUM og KFUK. Vi søger en forstander til at skabe og drive en højskole for børn i samarbejde med en stor gruppe aktive frivillige. Aarhus Børnehøjskole åbner i efteråret 2017. Vi vil skabe rammer for dannelse i et fællesskab hvor vi leger, lærer og oplever, og bliver klogere på os selv, på hinanden og på livet. Aarhus Børnehøjskole vil tilbyde kreative kurser og aktiviteter omkring f.eks. kunst, musik, videnskab, teater, kroppen, samfund, mad og religion – mens vi har det sjovt sammen! Se hele annoncen her www.aarhus.kfum-kfuk.dk/ nyheder/forstander-til-aarhus-boernehoejskole-soeges

2010

januar januar2010 2010

2010

januar januar2010 2010

AARHUS

BØRNEHØJSKOLE - vi gør verden større for de mindste

AKTUELT

# 8 — 2016

HØJSKOLELIV

ELEVPORTRÆT ANNE-LINE HOLDGAARD LUNDING 23 år. Nørgaards Højskole. Kommer fra Aarhus. JEG ER PITSTOP-ELEV og læser normalt Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet. Lige inden jeg startede på universitetet, døde min far, og det var svært for mig at bearbejde sorgen, imens jeg sad med hovedet i bøgerne. Jeg ville gerne gå i skole og lære noget, men havde brug for at gøre det på en måde, hvor jeg havde tid til at lege og fordybe mig. DA JEG MISTEDE MIN FAR, ændrede noget ved min person sig, og i højskolens trygge fællesskab lærer jeg den person bedre at kende. Det sværeste på højskolen er, når jeg har brug for at være alene, for der er så mange ting, man kan give sig til, og jeg kan derfor være dårlig til at give mig selv den ro.

PÅ HØJSKOLEN DYRKER JEG det kreative og har valgt fotografi og dans som linjefag. Når jeg danser, slipper jeg tankerne og slipper mig selv fri. Det, tror jeg, er rigtig sundt for mig. TIL FEBRUAR vender jeg tilbage til universitetet. Jeg er meget glad for at læse Æstetik og Kultur, selvom det er svært ikke at blive inspireret i alle mulige andre retninger på højskolen.

”...det er svært ikke at blive inspireret i alle mulige andre retninger på højskolen.”

Selvportræt af Anne-Line

INSTAGRAM #HØJSKOLE

@helgaskehave/mere croquis og mere tegning på #testrup #drawing #croquis #charcoaldrawing #højskoleliv #højskole

26 HØJSKOLEBLADET

@odderhojskole/Simon kickflipper vildt på #højskole #højskoleliv #skateboarder

@designlinieoh/Martine støber sin ananas ned i bordet #odderhojskole #design #funiture #concrete #crafts #højskole

DE NAVNKUNDIGE

DERUDE

SOFIA HAGMAN (1842 – 1900) OG FOLKEHØJSKOLEN I FINLAND

På Askov Højskole diskuterede man i vinteren 1887-88 kvinders emancipation. Den elev, der førte ordet stærkest, var den 42-årige Sofia Hagman fra Österbotten i Finland. Selv om hun vakte nogen uro blandt de mandlige elever og hos forstander Ludvig Schrøder med sine indlæg, fandt hun på Askov et fælleskab for åben debat. Hun var født af finlandssvenske forældre i Gamla Karleby og var uddannet lærer fra seminariet i Jyväskylä. Hun havde hørt om folkehøjskolen og var i 1885 deltager på det nordiske højskolemøde på Sagatun i Norge. Efter opholdet i Danmark rejste hun hjem og åbnede den 16. januar 1889 den første fol-

kehøjskole i Finland. En finsksproget pigeskole på Harjulas Ås i Kangasala. Skolen blev en stor succes. Allerede inden dens åbning blev offentliggjort, havde den flere elever, end den kunne modtage. Efter 10 års banebrydende arbejde døde Sofia Hagman. Hun havde nok håbet at lillesøsteren Lucina ville overtage skolen, men hun var allerede dybt engageret i kvindepolitik og blev den første kvinde i Norden, som blev valgt til sit lands lovgivende forsamling i 1907. Den første finlandssvenske folkehøjskole åbnedes i Borgå i november 1889. LARS THORKILD BJØRN HOJSKOLEHISTORIE.DK

KALENDER

4. december En rigtig operajul ende ikke Opera hører tilsynelad Teater, ige gel Kon Det kun til på 2. sønnd. jylla der Søn i å ogs n me Metran sop dag i Advent synger mas Tho n yto bar og te-Maria Øyen r arie dte ken d me ind n Storm jule og julesange. øjskolen Kl. 16, Musik- og Teaterh

Den salte kærlighedseliksir Historisk er indtag af østers forbundet med kærlighed og seksualitet, og i dag bliver den lille salte fætter da også ofte fremhævet som den ultimative scoremad. Men hvad er det egentlig lige, der er så erotisk ved østers? Madhistoriker Nina Bauer gennemgår bløddyrets kærlighedshistorie, der trækker spor helt tilbage til Antikkens Rom, mens Suhrs egen undervandsjæger Bodil Sofie Espersen åbner op for smagsprøver. 7. december kl. 19, Suhrs Højskole

6. december En læges dagbog fra Syr ien Efter færdiggjort lægest udie rejste dansk-syriske Haifaa Aw ad i 2013 til det nordlige Syrien for at arbejde som frivillig på et felthos pital. Her blev hun mødt af et krig shærget land, hun ikke kunne gen kende, og et fuldstændig kollapset sundhedssystem, hvor det lokale personale på trods af udfordringern e ydede en ihærdig indsats. Med udgangspunkt i hendes personlige dagbog giver hun en øjenvidneb eretning fra et af borgerkrigens bræ ndpunkter. Kl. 20, Krogerup Højsko le

På sporet af Kaptajn Dinesen Man kan roligt sige, at interessen for Karen Blixens far, William Dinesen, fik sig en renæssance, da historiker og forfatter Tom Buk-Swienty i 2013 udgav sin tobinds-biografi om den eventyrlystne kaptajn. Med afsæt i sit værk tager han på en rejse i Kaptajn Dinesens fodspor. 8. december kl. 15, Askov Højskole

”Hvad er en holdning værd, hvis du ikke kan udtrykke den? Turning Tables har åbnet mine øjne for en ny og fascinerende måde til at styrke og udvikle et land indefra.” Ida-Marie Palm 20 år, elev på Krogerup Højskoles Verden Brænder-linje, om sit møde med unge aktivister i organisationen Turning Tables i Myanmar. Turning Tables, en græsrodsorganisation, der giver marginaliserede unge stemme gennem musik og film. globalstory.dk

UNDSKYLD - til Suhrs Højskole, forstander Lars SonneHansen og højskolelærer Per Brændgaard, hvis navne vi i sidste nummer skrev forkert.

22 HÃ&#x2DC;JSKOLEBLADET

BILLEDLIGT Lost? Kunstner: Freja HÃ¸y Hansen

BILLEDLIGT

30 HÃ&#x2DC;JSKOLEBLADET

BAG OM BILLEDERNE Kunstner: Freja Høy Hansen Billeder skabt på holdet Digitalt Fotografi på Holbæk Kunsthøjskole. I mine fotografiske værker undersøger jeg mit forhold til naturen, min krops dialog med naturen og beskuerens møde med kroppen og naturen. Jeg arbejder med at nå frem til en følelse af “en anden verden“, et sted, hvor man uforstyrret kan slippe fantasien løs. Jeg kan give slip, forsvinde og gå i et med omgivelserne. Lost? er en serie, der går på opdagelse i min fortolkning af naturen. På mange måder er det nemt at blive sanseløs, når det gælder naturen, fordi vi konstant bliver bombarderet med indtryk fra omverden. Mødet med naturen har potentiale til at nulstille vores bevidsthed og føre os tilbage til en helhed, som vi i første omgang var skabt til at tilhøre. Ofte bliver dette møde “lost in translation”, men nogle gange gælder det bare om at prøve at slå hjernen fra og føle med hele ens krop, og det er, hvad jeg har forsøgt at gøre med disse billeder. Billederne er skabt i Italien, men de kunne i princippet være taget hvor som helst. Billederne blev udstillet som en installation, hvor elementer fra naturen og musik var en del af helheden.

DEBAT

# 8 — 2016

PÅ SPIDSEN

SÆT BARREN HØJT Højskolerne lever et tupperwareliv. Vi skal finde nye platforme at udkomme på, skriver forstander, der i færd med at skaffe elever til en nye højskole

Af Lars E. Gandsø, forstander for Højskolen Møn

øjskolerne lever som konsekvens af de vilkår, der er givet, et tupperewareliv. Vi er ikke synlige nok i den offentlige debat. Skolerne arbejder koncentreret, men under låg, fordi de er nødt til at være sultne og årvågne efter den alt for lille gruppe af mennesker, der rent faktisk har mulighed for - for en stund - at vælge højskolen til og karriereplanen fra. Som højskoler bruger vi en masse energi på at finde livsgrundlaget til næste semester – gong-gong’en lyder dagligt til endnu en hård omgang, hvor der skal findes elever. Det er hårdt og opslidende og flytter fokus fra de elever, der jo er på skolen, og som har brug for os. Det er synd for skolerne og synd for Danmark. EKSISTENSGRUNDLAGET

Højskolens udfordring er den samme som politikernes, men vi har pligt til at være klogere, for vi har ingen pensionsordning og ingen mulighed for at sidde i opposition, indtil stemningen vender. Så indimellem spørger vi sikkert os selv, som politikerne i særlig grad synes at gøre for tiden: Skal vi blot gå efter trenden på gaden? Lave det, der efterspørges, og dryppe guldet ind i sprækkerne mellem alt det faglige, som eleverne (tror de) kom32 HØJSKOLEBLADET

mer efter? Eller tør vi tro på nye tal – tro på at højskolens fremtid er lys, fordi nye generationer har fået nok af den enøjede økonomisk funderede låne-lanciers om gulvkalven? Fordi nye generationer vil en masse af det, vi højskoler ER, men ikke ofte det, vi ”sælger”? Tør vi satse på det, vi tror på og drømmer om, eller skal vi - som politikerne - gå efter endnu et quick fix med det ene mål for øje at (over)leve? Som mange andre forstandere drøm-

Som mange andre forstandere drømmer jeg om, at vi kan skabe et samfund, hvor kuglerammen er så stor, at den kan beregne de positive virkninger, højskolen vil have på den unge, den modne, den flygtede og den nye.

mer jeg om, at vi kan skabe et samfund, hvor kuglerammen er så stor, at den kan beregne de positive virkninger, højskolen vil have på den unge, den modne, den flygtede og den nye. Vi drømmer om, at vi i langt højere grad kan sikres et eksistensgrundlag og dermed få ro til at skabe den kontinuitet, der er så afgørende for at blive klogere. Vi ønsker os ud på de små timer, at værdien af vores skoler blev prioriteret således, at også den marginaliserede, den ledige, den handicappede, den stressramte og den, der har brug for en timeout i konkurrencesamfundet, kan få det unikke tilbud, det er, at komme på højskole. Mens vi venter, kæmper vi videre. Nogle for at holde hjulene i bevægelse og andre – som jeg – med at bidrage med en blomst til den samlede buket. Hvordan gør man så? Hvordan starter man en helt ny højskole op? Der findes som bekendt ingen manual, Der findes ingen genvej. Der er kun entusiasme og arbejdsomhed i værktøjskassen. Den største og første udfordring er jo at finde eleverne. Vi har satset på to heste. Vores netværk og de sociale medier. Alle de platforme der findes, og så sat alt ind på at få folk derude til at dele. Vi har på Højskolen Møn sagt – storladent og med et lille glimt i øjet – at vores elever skal forandre verden med fredelige håndvåben: keyboards, mikrofoner og kameraer. Vi har taget en chance og talt direkte ind i vores eget kolossale håb om, at der derude går mennesker rundt, som vil gøre verden til et bedre sted og sætte af fra højskolen. 

DEBAT

DET TALER VI OM

@DEBAT ”Politikerne undervurderer desværre ofte samtalens kraft og bruger i stedet forbud og indskrænkning af vores frihedsrettigheder som løsning på problemerne. Men det, som gør os til et demokrati, er jo netop vores frihedsrettigheder som forsamlings-og ytringsfrihed. Dem skal vi bruge til samtalen og til at værne om vores uenigheder.”

TIDSÅNDEN KORT

Morsomt

Forbyd

Annoncer for nye kampfly. Det var som om, jeg have et valg. Men det havde jeg ikke. Og nu har vi indkøbt fly for milliarder af kroner, og så viser det sig måske umuligt at få reservedele til dem. I virkeligheden er det nok slet ikke så morsomt.

Den Store Bagedyst, Pokémon-jagt, Gift ved Første Blik, evige software-opdateringer, Nordkorea, topskattelettelser, Nye Borgerlige. Tyggegummi med vandmelonsmag.

Tidligere FM-medlem Özlem Cekic, da hun modtog Hal Koch-prisen i november. I Politiken.

”Indtil videre er der kommet 32.000 ind, og det er helt vildt fedt, at folk vil hjælpe.” Handicappede Stephanie Fjeldsø Fischer, der er ved at indsamle 71.000 kroner, så hun kan få en handicaplift på sin kommende højskole, Vestjyllands. I Dagbladet Struer.

Træls

Genialt

Det er blevet enormt træls med Post Danmark (eller hvad det nu hedder, og hvilken farve de nu har) – ærlig talt: Hvad med alle børnenes breve til Julemanden? Hvad med mine breve?

Lakridspibens lykkelige overlevelse. En sand triumf. Det var nærmest lykke – i hvert fald for mig og min faster. Måske var der ikke direkte landekrise – men lokale kriser opstod. Jeg følte det.

GITTE ROSENQVIST, FIRST LADY PÅ VALLEKILDE HØJSKOLE

3 FOREDRAGSHOLDERE ENHVER HØJSKOLE BØR BOOKE 1. SANSELØS SAMTID Vi har for lidt fokus på vores sanser, hvis du spørger musiker og frontfigur i GNAGS Peter A.G. Nielsen, der i sit foredrag "Det sansende menneske" retter en kritik af en forhastet samtids mangel på tilstedeværelse og sansning. Suppleret med personlige anekdoter fra sit liv slår han et slag for, at vi husker at mærke og sanse os selv og hinanden. “Han er en ekvilibristisk foredragsholder. Foredraget talte meget direkte til vores elever og deres erfaringer,” siger Ask Katzeff, lærer på Ryslinge Højskole.

2. TABU PÅ TEATER Dramatiker og teaterleder Christian Lollike både forarger og forundrer, når han med sine kontroversielle teaterstykker behandler nogle af de mest tabubelagte emner. Med udgangspunkt i egne forestillinger viser han, at også teateret kan belyse tabuer igennem dramaturgien. Han fortæller levende om sine inspirationskilder og om at se virkeligheden fra nye vinkler. “Vi er nogle stykker her, der er ret store Christian Lollike fans, så det var rigtig fedt! Han inspirerer til at se tingene igennem andre briller,” siger Niels Rosenkrands, elev på Ryslinge Højskole.

3. TEATERVERDEN Den prisbelønnede skuespillerinde Paprika Steen fortæller ærligt og personligt om sin vej ind i skuespilfaget og om forsiden og bagsiden af medaljen ved at være kunstner. Med et nutidigt blik på kunsten reflekterer hun over teaterets udfordring med at skabe teater til en generation, der ikke har tradition for at gå i teateret. ”Hun er en mesterlig performer og skabte en meget stor tilstedeværelse i salen. Eleverne syntes, at det var utrolig interessant,” siger Susan A. Olsen, højskoleleder på Ryslinge Højskole.

Foto: Frida Gregersen

DEBAT

# 8 — 2016

KRONIK

MODELLEN FOR EN GOD HØJSKOLELÆRER KRONIK

De fleste højskolelærere er højt uddannede undervisere men autodidakte samtalere. Gode højskolelærere er i stand til at lægge autoriteten på hylden, mener tidligere forstander Louis Mogensen, der selv har haft glæde af modeller

Af Louis Mogensen, tidligere forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole

er er ikke megen didaktik at hente hos Grundtvig. Didaktik er kendetegnet ved at være de overvejelser, man gør sig, når man har en pædagogisk hensigt, og da højskoleloven beskriver indholdet som undervisning og samvær, må man formode og forvente, at der er en ide med det, der sker. I vore dag skal man endda sørge for at få dette beskrevet. De første grundtvigske højskoler var næppe i tvivl om, hvad de ville, men de var også kendetegnet ved at være i opposition. Projektet var tydeligt: oplivning og oplysning af bønder, og lyset havde Grundtvig set og med ham de første proselytter. For så vidt er det på samme måde med mange af de højskoleinitiativer, der kom til. De opstod som Bjørnbakkerskoler, missionske skoler, arbejderskoler, røde skoler og så videre. Opgaven var tydelig og modsætningsforholdene klare, og således fungerede det i nogle år, hvorefter de igen forsvandt. Men de grundtvigske skoler og den grundtvigske inspiration forbliver. 34 HØJSKOLEBLADET

Jeg tror, der er tre grunde til det. For det første skriver Grundtvig sig ud af den europæiske mainstream, hvor modsætninger er afgørende. Hos Grundtvig er der sjældent to modsætninger (dog: lys og mørke). Ofte er der tre elementer (følelse, fornuft og forestillingsevne – krop, sjæl og sind). Det betyder, at det er vanskeligt at blive færdig med overvejelserne, fordi man altid kan vurdere sine konklusioner fra et andet perspektiv - ikke ulig moderne systemisk tankegang. For det andet handler Grundtvigs tanker altid om livet. Det er her, han tager sit udgangspunkt, og det er her, han ender, hvilket jo unægtelig minder om det vilkår, vi alle deler. For det tredje udtrykker han sig poetisk. Hvis man læser eller synger Til min Marie, Nu skal det åbenbares eller Et jævnt og muntert virksomt liv på jord og nogle stykker mere, er der så mange vitaminer at hente, at man næsten kan reformulere sig selv. ”Ja nemlig ja” – effekten kan være stor. Her er en formulering, som faktisk sætter min opfattelse af kærlighed, danskhed, oplysning eller erfaringer på en brugbar formel. Senere stødte jeg på en model, som kom til at betyde meget for min dagligdag som højskoleforstander. Modellen var lavet af Mogens Pahuus og viste ganske enkelt en trekant, hvor spidserne repræsenterede begreberne: jeg – vi – det. Analysen var, at vores bestræbelser altid befinder sig

Jeg mener faktisk, at forskellen på dygtige og mindre dygtige højskolelærere ligger i, om man kan følge og derefter udfordre elevens synsvinkel. Mindre dygtige højskolelærere har – formentlig med de bedste hensigter – set det som deres opgave at overbevise eleven om eventuelle fejltagelser eller begrænsninger.

Den teoretiske grundfigur bag vitaliseringsmodellen.

MENINGSHENFØRENDE RETTETHED

SELVHENFØRENDE RETTETHED

ANDENHENFØRENDE RETTETHED

FÆLLESSKABSHENFØRENDE RETTETHED

i denne trekant, ideelt set nogenlunde midt i: men ofte er vi mere eller mindre bevidste tæt på en af spidserne. Jeg kan eksemplificere det fra mit eget højskoleliv. FRA VI TIL JEG TIL…

Det væsentlige i startfirserne var et stort rungende vi. Alt blev vurderet ud fra en kritisk tilgang, hvor Tvind gik hele vejen, men hvor mange fulgte godt efter. Samfundsanalysen var så central, at højskolepædagogikken næsten udelukkende handlede om det fælles. Senfirsernes reaktion var dyrkelsen af det individuelle bl.a. gennem yuppie-tankegangen, som ikke fyldte meget i højskoleverdenen. Det-spidsen har været mindre tydelig i den moderne danske højskole, men især kompetencedebatten omkring årtusindskiftet afspejlede, at højskolefolk bestemt ikke opfattede højskolen som uafhængig af, hvad erhvervsliv og uddannelse ønskede. Modellen var god, fordi den var så konkret i forhold til en kompleks højskole. For undervisere var den god at have med, således at man kunne planlægge eller justere undervisningen, så eleverne fik flest mulige perspektiver med. De selvoptagede stødte på fællesskabet, og gruppemennesker stødte på selvindsigt og fordybelse. Modellens helt store styrke var imidlertid anvendeligheden i forhold til samværet og samtalen med eleverne. Måske er det lidt for flot, men jeg mener faktisk, at forskellen på dygtige og mindre dygtige højskolelærere ligger i, om man kan følge og derefter udfordre elevens synsvinkel. Mindre dygtige højskolelærere har – formentlig med de bedste hensigter – set det som deres opgave at overbevise eleven om eventuelle fejltagelser eller begrænsninger. Det er ærgerligt, fordi netop blandingen gør lærerjobbet fantastisk at være i. Det fantastiske kræver blot, at højskolelæreren forstår at lægge autoriteten eller magten eller målrettetheden til side. Tre begreber som ofte bare er med som blinde passagerer. Min pointe eller anfægtelse er, at de fleste højskolelærere er højt uddannede un-

dervisere, men autodidakte samtalere. VITALISERINGSMODELLEN

Jan Tønnesvang har udviklet en såkaldt Vitaliseringsmodel. Modeller har det tit svært i højskolesammenhæng, men modellen er tydeligvis et forsøg på at skabe det, Tønnesvang m.fl. kalder psykologisk ilt. Umiddelbart ligner det vel det koldske ord om at oplive, inden man oplyser. Modellen ligner også Pahuus’ model, men her bliver det mere konkret. Eleven vil ifølge Tønnesvang opnå fire ting(rettetheder). Dels at være et autonomt jeg (vis mig, hvem jeg er), dels at være en del af et fællesskab (vis mig, hvordan jeg kan blive noget, som du er i fællesskabet), dels at mestre noget (lær mig noget, jeg kan bruge) og endelig mening med tilværelsen (vis mig noget, der giver mening). Parenteserne er mine formuleringer. De ligner Tønnesvangs, men er lettere omformuleret, fordi de gerne skulle lede læserens tanker i retning af både Pahuus og Grundtvig. På jævnt dansk er opgaven for (højskole)læreren altså at se på disse rettetheder og guide og udfordre eleverne i den retning, de drømmer om - enten de nu har drømt om det eller kan komme til det. Jeg kan få øje på tre typer samtaler. Den ene er der, hvor en elev vil samtale om noget fra undervisningen. Her er læreren stadig autoritet og har magten i kraft af sin viden og position. Den anden type er der, hvor læreren dumper ned i en samtale med en gruppe elever. Her kan læreren faktisk deponere autoritet, magt og målrettethed til fordel for en relativ ligeværdig position. Men ærligt talt: Det er svært, for eleverne er jo stadig rettet mod noget (og ofte noget andet) når en lærer er med. Endelig er der de samtaler, som forgår på tomandshånd med en elev. Ofte samtaler der ikke har noget at gøre med fagligheden. Her er det afgørende at se på elevens rettethed, fordi det ofte er her, forhindringerne ligger men også forløsningen. 

Kreative blæser til 36 HØJSKOLEBLADET

Fotograf Cathrine Ertmann, Polfoto

REPORTAGE

28-årige Jing er aktiv i den kinesiske kvindebevægelse. Hun sætter sin personlige sikkerhed over styr til demonstrationer for at skabe øget fokus på ligestilling i verdens folkerigeste land. Imens spiller biseksuelle Lei teater for at bryde tabuerne om krop og seksualitet Tekst og foto Sofie Buch Hoyer, freelancejournalist og tidligere højskolelærer Foto på denne side: Feminist Voices

feminister kamp i Kina

REPORTAGE

# 8 — 2016

KREATIVE FEMINISTER BLÆSER TIL KAMP I KINA

a Jing Xiong og hendes ti veninder gennemførte deres første gadeaktion den 14. februar i 2012, vidste de ikke, at det skulle blive startskuddet til en ny feministisk aktivistbevægelse i Kina. I protest mod hustruvold havde tre af kvinderne klædt sig ud sig som brudepiger. Rød maling var smurt ud over de langærmede bryllupskjoler, som pigerne havde købt på nettet for 100 kr. stykket. Med sig bar de bannere med opråb som “vold er ikke kærlighed”. Ingen så de blødende brudepiger, før de midt på formiddagen trådte ud af tre taxaer på Beijings travleste gågade lige syd for den Den Himmelske Freds Plads. Strøget myldrede med mennesker på Valentins Dag, og mens de tre kvinder begyndte at spadsere hen ad gaden, tog resten af gruppen billeder, delte flyers ud og hev fat i forbipasserende for at spørge om folks kendskab til vold i hjemmet. Ifølge officielle statistikker forekommer der vold i op mod 35 procent af ægteskaberne i Kina. “Vi vakte mildt sagt opsigt den dag,” husker Jing. Aktivisterne var omgivet af adskillige turistgrupper og sneglede sig af sted, inden en række vagter kom gående imod dem. Bannerne blev taget fra kvinderne. Man skal have tilladelse til at demonstrere på offentlige steder, lød beskeden. Det fik gruppen til at råbe endnu højere og fortsætte deres protest hen ad gaden. Brudepigerne nåede et stykke videre, mens folk måbede så til. Efter et øjeblik dukkede politiet op. Betjente spurgte, hvad de foretog sig og bad dem forlade stedet hurtigst muligt. Derefter blev kvinderne fulgt hen til den nærmeste metrostation ved Qianmen. Ikke mere ballade. “Jeg bliver stadig virkelig ophidset, når jeg tænker tilbage på det,” siger Jing. “Det var første gang, jeg var med til at konfrontere systemet. Så fedt – og utroligt at der ikke skete os noget,” fortæller hun med et begejstret blik. Selve seancen blev rapporteret i lokalnyhederne, og senere fulgte flere alternative protester, blandt andet “Occupying men’s bathroom”. Ved at besætte offentlige toiletter ville feministerne vise, hvordan indretningen af wc’er ofte favoriserer mænd – hvilket fik flere byer til at love at øge antallet af toiletbåse for kvinder. Men den slags pop up-demonstrationer er forbi, forklarer Jing. “Vi er nødt til at tænke på vores personlige sikkerhed. Det er blevet for farligt nu,” siger hun. KINAS KVINDER UNDER PRES

Kvinder holder halvdelen af himlen oppe, proklamerede Mao Zedong i 1949, da han fik magten i Kina og indførte formel ligestilling mellem mænd og kvinder. Hans mål om at frigøre kvinder hævede på flere måder deres sociale status. I det feudale samfund havde mange kvinder levet et usselt liv under barske konfucianske familie- og klanstrukturer. Men Maos statsfeminisme, der gav kvinder stemmeret og fik flere i arbejde, gik samtidig under parolen “radikal ensartethed”. Underforstået: Mænd og kvinder er fuldstændig ens. Det resulterede i en afseksualisering af kønnene frem mod 80’erne, hvorefter økonomiske reformer fremavlede mere liberale strømninger i det kinesiske samfund. Sammen med etbarnspolitikken satte en række kønsdiskriminerende love på arbejdsmarkedet samt udbredelsen af prostitu38 HØJSKOLEBLADET

tion i landet spørgsmålstegn ved forestillingen om et lige Kina. For ikke at tale om alle de negative konsekvenser af boomet i billig arbejdskraft, hvor særligt kvinder blev udnyttet. Det var først i 1995, umiddelbart efter FN’s 4. kvindetopmøde i Beijing – et møde, hvor hovedtaleren var selveste Hillary Clinton, dengang USA’s førstedame – at der blev sat skub i tingene. Mødet med vestlige kvindebevægelser fik kønsdiskursen i Kina til at tage en drejning. Deciderede kønsstudier på universiteterne tog form, ligesom flere græsrodsorganisationer med fokus på kvinders rettigheder poppede op. IKKE BARE EN VESTLIG IDÉ

En af disse organisationer er Feminist Voices. Gennem artikler, lobbyarbejde i blandt andet reklameindustrien samt massiv tilstedeværelse på de sociale medier agerer organisationen vagthund for

Autonom og spontan handling – det er vores stil. Jo længere tid vi venter, jo mere tøver vi. Selv om det ikke altid bliver perfekt, er vi nødt til at forsøge nogle ting. Aktivisten Jing fra Feminist Voices

kinesisk ligestilling. Med over 80.000 følgere på Weibo, Kinas pendant til Facebook, samt 50.000 følgere på WeChat er det en af de mest indflydelsesrige feministbevægelser i verdens folkerigeste land. Ved Beijing-konferencen i 1995 var hun kun en lille pige. Men i dag er det 28-årige Jing, der står i spidsen for Feminist Voices. Ifølge hende er feminisme ikke bare et vestligt ideal, som bevægelsen forsøger at presse ned over befolkningen. Det er en måde at ændre hele systemet i en mere demokratisk retning. “Vi lever i globaliseringens tidsalder og ønsker ganske enkelt at skabe opmærksomhed omkring strukturel ulighed i Kina. Der sker hele tiden små ændringer – sidste år blev der for eksempel vedtaget en særlig national lov mod vold i hjemmet – og nu er feminisme rent faktisk noget, vi taler om,” forklarer hun. I 2015 kort før kvindernes internationale kampdag blev fem piger i Jings feministnetværk anholdt for at ville uddele flyers i metroen med slogans mod seksuel chikane. Det fik mange vestlige kvindeforkæmpere på barrikaderne, og en diplomatisk redningsaktion blev iværksat på internationalt plan. Efter en måned i detentionen blev “the Feminist Five”, som aktivisterne hed fra

ØSTENS UNGE AKTIVISTER Højskolebladet er rejst mod øst for at møde de unge, der driver deres samfund fremad i Rusland, Kina og Japan. Hvad kæmper de for? Og kan vi lære noget af deres kampgejst og syn på fremtiden? Dette er den anden artikel i en serie på tre.

KINA Befolkning: 1,38 mia. Areal: 9,6 mio. km2 Styreform: Socialistisk etpartistat Hovedstad: Beijing

REPORTAGE

# 8 — 2016

KREATIVE FEMINISTER BLÆSER TIL KAMP I KINA

da af, løsladt mod kaution. Særligt denne sag åbnede Vestens øjne for de strukturelle uligheder, som præger det nyere Kina. AKTIVISTER GÅR IMOD SYSTEMET

I et speciale fra Lunds Universitet beskriver den kinesiske akademiker Danyang Wu, hvordan den kinesiske feministbevægelse har rykket sig til et nyt stadie. Unge feminister i Kina er i dag forenet gennem en kollektiv identitet snarere end bare deres køn. Og så er de ikke bange for at trodse magthaverne. “Mens feministerne fra de ældre generationer havde en kooperativ holdning til systemet og den officielle kønsdiskurs, synes unge feminister at have betingelserne og også modet til at modstå Kommunistpartiets ideologi og i stedet skabe en uafhængig feministdiskurs,” skriver Danyang Wu. Samtidig udmærker de yngre feminister sig ved konkrete former for protest – herunder street art, online-kampagner og opbygningen af frivillige fællesskaber baseret på personlige interesser. “Autonom og spontan handling – det er vores stil. Jo længere tid vi venter, jo mere tøver vi. Selv om det ikke altid bliver perfekt, er vi nødt til at forsøge nogle ting,” uddyber Jing fra Feminist Voices, der primært støttes af udenlandske fonde såsom Ford Foundation og Oxfam Hong Kong. Men er jeres aktivisme for radikal til det kinesiske samfund, siden I føler jer forhindret i at gennemføre visse gadeprotester? “Det hjælper ikke at være blød. Nogle gange bliver man nødt til at overdrive for at få sit budskab igennem,” siger Jing. “Og helt ærligt – vi tager det som et kompliment, når nogle kalder os radikale. Hellere være handlekraftige end inaktive. Men vi er inde i en svær tid lige nu, hvor myndighederne ønsker at kontrollere civilsamfundet mere end nogensinde før. Det tvinger os til at tænke endnu mere kreativt for at fange folks opmærksomhed.” LGBT-MILJØET OGSÅ MED

For dramagruppen B-come er politisk teater en anden måde at italesætte kvinderettigheder og kønsforskelle i Kina. Inspireret af Vagina-monologerne – et prisbelønnet, bramfrit teaterstykke fra 1990’ernes New York – skriver og opfører de deres egne fortællinger om krop og seksualitet. Formålet er at bryde tabuet om disse personlige emner, fortæller 33-årige Lei Gao. Han er et ud af ti aktive medlemmer i gruppen, som mødes hver weekend i Beijing. Lei er selv biseksuel og erklæret feminist. Som barn blev han meget berørt af at se sin far slå sin mor, når forældrene skændtes. Han var kun to år, da han så det ske første gang, og han forsøgte grædende at klemme sig ind imellem dem for at få det til at stoppe. Men han blev bare puffet væk. Volden i hjemmet fortsatte. “Jeg blev virkelig vred og ked af det. Ingen skal slås på, specielt ikke kvinder. Derfor meldte jeg mig ind i feministbevægelsen,” lyder det fra Lei. Han er klædt i pink fra top til tå og er ikke bange for at tale om sine egne lyster. Lei har både en pigekæreste og en drengekæreste – og det er der ikke noget hemmeligt i. Næsten. “Hele verden må gerne vide, jeg er biseksuel. Bare ikke mine forældre,” indrømmer han. Så kommer han i problemer. Homoseksualitet er nemlig langt fra socialt acceptabelt i Kina, forklarer 40 HØJSKOLEBLADET

Hele verden må gerne vide, jeg er biseksuel. Bare ikke mine forældre. 33-årige Lei Gao

han. Men i teaterstykket, hvor han spiller en transkønnet mand, som ønsker at have menstruation, kan han udtrykke sin seksualitet på en kreativ måde og samtidig omfavne det spirerende LGBT-miljø, som også er knyttet til den moderne kinesiske feministbevægelse. Siden 2013 har teatergruppen B-come optrådt 25 gange på mindre teatre og vestlige ambassader i Beijing. De drømmer om at opføre deres monologer for så mange som muligt på større scener rundt omkring. “Almindelige kinesere synes måske, at det, vi gør, er fjollet. Men vi udtrykker egentlig bare sund fornuft og det faktum, at vi alle sammen har forskellige seksuelle præferencer,” forklarer Lei. KAMPEN FORTSÆTTER

For Jing fra Feminist Voices er der lang vej til et kønsneutralt Kina. Kvindebevægelsen har en større slagkraft i civilsamfundet end nogensinde før. Men Jing mærker også sin organisations popularitet på egen krop. I marts blev hendes forældre opsøgt af den nationale sikkerhedstjeneste i Hubei-provinsen langt fra hovedstaden. De bad diskret forældrene om at rejse til Beijing og invitere deres datter ud. Under middagen ville tjenesten dukke tilfældigt op og tilbageholde Jing. Planen måtte de selvsagt ikke røbe for deres datter. “Jeg var virkelig overrasket, da min mor fortalte mig denne historie personligt en måned senere. I Feminist Voices bliver vi tit opsøgt af politiet på vores kontor. Men at bede nogens forældre om at sætte en fælde op for deres eget barn…” Jing tager et øjebliks tænkepause. “Det viser bare, hvor vigtigt vores arbejde er. Og vi fortsætter selvfølgelig, så længe vi kan,” siger hun. 

DEBAT

# 8 — 2016

KOMMENTAR

ET TEKNISK MED KOMMENTAR

Xenofobi er en sygdomslignende tilstand, som er på uhyggelig fremvækst her i landet. Mange danskere – herunder også politikere – er ramt. Af Niels H. Elberling, tidligere medredaktør af Højskolebladet Foto: Polfoto

Ellers ligner de os andre: benytter det rødbedefarvede pas på udlandsrejser, griner af Linda P. og Fuhlendorf, ser X-faktor, hepper på danske hånd- og fodboldhold og synger med på den danske sangskat. Nogle af kvinderne bærer tørklæde, ganske få måske en burka, men ellers kan vi kun kende dem på deres gyldne hudfarve, som vi andre rejser på dyre badeferier for at søge at opnå. Det burde være så godt, men det er det bare ikke! FREMMEDANGST PÅ FREMMARCH

illioner af mennesker er på flugt fra krige, oversvømmelser, orkaner, jordskælv og alverdens andre ulykker. Millioner af mennesker forlader deres hjemstavn og begiver sig på farefuld færd mod områder af verden, hvor de håber at opleve tryghed og sikkerhed. Et af disse områder er Danmark. Vi vil bare ikke vide af sådanne flygtninge, som vi anser for lykkeriddere og flanører, som vil forsørges af velfærden i landet, som rummer verdens lykkeligste folk. Helt galt er det naturligvis, at mange af de nødlidende, som banker på vores dør, tilhører Islam, og derfor meget vel kan være terrorister. Nu pålægger FN’s menneskerettighedserklæring og flygtningekonvention os at modtage i det mindste vores andel af de såkaldte ”kvoteflygtninge”, som FN’s højkommissariat for flygtninge har givet officiel flygtningestatus. Det gør vi så – i hvert fald indtil videre, selv om regering og flere af Folketingets partier rumler med planer om at forlade flygtningekonventionen. DE FLESTE LIGNER OS

Der er altså gennem mange år helt legalt kommet en lind strøm af emigranter, som har opnået asyl og senere i mange tilfælde også statsborgerskab her i landet. De har lært sig vort sprog; de fleste passer et arbejde og betaler skat. Deres børn går i danske skoler og kender ingen anden kultur end den danske, selv om de måske i hjemmet tillige taler forældrenes modersmål. En del af dem er muslimer, som nyder deres grundlovssikrede ret til religionsfrihed. De faster i Ramadanen, drikker ikke alkohol og spiser ikke svinekød (hvorved de undgår risikoen for at blive smittet med MRSA bakterier fra penicillinresistente grise!).

42 HØJSKOLEBLADET

Mange danskere er så famlende, usikre og utrygge ved alt fremmed, at de tager afstand fra det. Angsten for det fremmede hedder xenofobi og er en sygdomslignende tilstand, som er på uhyggelig fremvækst her i landet. Det ses ikke mindst ved, at hele tre partier er opstået til højre for Dansk Folkeparti, som ellers i mange år har udtrykt xenofobien i dansk politik. Nu har de fået konkurrence på det område: Pernille (ge)Vermund – som hun så rammende kaldes i Politikens At tænke sig – fra Nye Borgerlige ønsker sig et komplet indvandrerstop (vel at mærke for mennesker med ikke-vestlig baggrund). De ”nyelige” vil dog anerkende indvandrere med dansk statsborgerskab som danske, hvis de ellers opfører sig ordentligt og fx ikke ved, at deres demonstrative afholdenhed forhindrer danske, nybagte studenter i at få en ordentlig kæp i øret. De to andre, nye partier på den fascistoide højrefløj, Dansk Samling og Danskernes Parti, vil iværksætte ”en massiv udvisning af alle herboende med ikkevestlig kulturbaggrund – uanset om de har fået asyl eller dansk statsborgerskab.” Det har næppe sin gang på jorden, og derfor er DF’s Martin Henriksens udbrud på

DMENNESKE Nogle af kvinderne bærer tørklæde, ganske få måske en burka; men ellers kan vi kun kende dem på deres gyldne hudfarve, som vi andre rejser på dyre badeferier for at søge at opnå. Det burde være så godt, men det er det bare ikke!

Debatten hos Clement Kjersgaard i virkeligheden det mest bekymrende. Til en gymnasie-elevrådsformand med et fremmedklingende efternavn sagde Henriksen, at det ikke er ensbetydende med at være dansk, at man bærer et dansk pas og statsborgerskab. ”Jeg kender dig jo ikke,” sagde Henriksen som forklaring. Hvis det virkelig er DF’s mening, at man skal kende mennesker personligt for at kunne overbevise sig om deres ægte danskhed, kunne vi få vældig travlt. Jeg kender fx ikke Martin Henriksen og er ikke sikker på, at jeg har lyst til at lære ham at kende – og så må jeg altså kunne betvivle hans danskhed! EN TEKNISK DANSKER

Debatten om det ”ægte danske” raser i læserbreve, artikler og på Facebook. Og dog har den danske folkeligheds fader, Grundtvig, digtet så præcist herom: ”Til ét folk de alle høre / som sig regner selv dertil / har for modersmålet øre / har for fædrelandet ild;/ resten selv som dragedukker / sig fra folket udelukker / lyse selv sig ud af æt / nægte selv sig indfødsret.” Og i sidste vers af samme sang: ….”folkelig er elskovssangen / ægte dansk i allen stund, / ej på val og ej på tinge / agtes børn og kvinder ringe, / hvad der end går op og ned, / dansk er immer kærlighed!” For at sætte trumf på truttede det teologiske tågehorn, Sørine Gotfredsen, at alle muslimer med dansk pas og indfødsret blot bør betragtes som ”tekniske danskere”, idet det ægte danske ikke kan bebo et muslimsk hjerte. Det høres som et ekko af Trump. Det kan ikke være en ytring fra et medmenneske – men måske fra et ”teknisk u-menneske.”

HØJSKOLELIV

# 8 — 2016

LÆRERPORTRÆT

Foto: Suhrs Højskole

Ild, røg og store armbevægelser LÆRERPORTRÆT

Bodil Sofie Espersen fra Suhrs Højskole kombinerer vildskab med fordybelse, når hun sammen med sine elever slagter høns, dykker efter blåmuslinger eller sanker urter i naturen omkring København. JEG KALDER MIG AKVATISK MÅLTIDSMAGER! Akvatisk, fordi mine yndlingsråvarer kommer fra havet. Måltidsmager, fordi jeg ikke er kok. Jeg elsker at lave mad, men jeg bekymrer mig ikke så meget om opskrifter og korrekte teknikker. Jeg er ikke så resultatorienteret. Dét, der betyder noget, er måltidet og den måde, man skaber og nyder måltidet sammen på. Når råvarerne smelter sammen med den natur, de kommer fra, og den natur de bliver spist i, er det helt fantastisk! DER ER EN VILDT EKSOTISK VERDEN under havoverfladen. Man bliver overrasket over, hvor meget liv og hvor mange arter, der er. De sidste fire år har jeg været med til at arrangere en undervandsfestival på Ærø og Djursland, hvor vi er 50 mennesker, der bor sammen i en uge og så vidt muligt prøver at leve af, hvad vi kan fange og skyde med harpuner, samle på stranden og købe fra lokale

44 HØJSKOLEBLADET

producenter. JEG UNDERVISER I ’VILDSKAB,‘ der er et fag, der foregår i naturen og formes af naturen. Faget befinder sig i spændingsfeltet mellem vildskab og fordybelse. Vildskaben består i at have store armbevægelser, at smide hele råvarer på bålet, ikke at have så mange hygiejneregler og ikke bekymre sig om fine udskæringer eller små pynteblomster. Der er ild og røg, og det hele må gerne være lidt voldsomt, men det skal gå hånd i hånd med den fordybelse, man også finder i naturen. Der skal være rum til at reflektere, når vi sidder i en skov eller svømmer rundt under vandoverfladen. Hvor vild kan man være, uden at det bliver destruktivt, og hvor fordybet kan man være uden at miste sin energi? Dét er vildt fedt at udforske sammen med eleverne.

Hvor vild kan man være, uden at det bliver destruktivt, og hvor fordybet kan man være uden at miste sin energi? VI ER ALTID I NATUREN, når vi har ’Vildskab’. Vi sover i telt på Amager Fælled, sanker urter i Kystagerparken eller dykker efter tang og blåmuslinger i Amager Strandpark. Efter min mening skal vi ikke lave friluftsture til en skov i Nordjylland. Det kunne mange højskoler gøre bedre end os. Vi er en byhøjskole, og vi skal inspirere eleverne til at bruge by-naturen på en vild måde.

VI SPISER MED HÆNDERNE – også selvom vi har jord under neglene. Det er en måde at komme helt tæt på måltidet på. Jeg har lavet en regel om, at jeg minimum en gang om ugen også skal spise med hænderne i privaten – og det tæller altså ikke at købe en shawarma! JEG BRUGER DRAB I MIT KØKKEN, fordi jeg mener, at det er vigtigt at lære vores kød at kende. Mine elever er altid med til at slagte høns. Det afføder en hel masse samtaler og refleksioner, og mange af eleverne bliver enormt påvirkede af det. Jeg kan mærke på de elever, der selv har hugget hovedet af en høne, at de virkelig har behov for at følge hønen helt til dørs. Så plukker de den selv, renser den selv og kræser om den, inden den ryger på bålet. DE BEDSTE RÅVARER ER GRATIS og let tilgængelige. Jeg er vild med blåmuslinger og tang og nogle af de urter og planter, som man selv kan sanke rigtig mange af – for eksempel brændenælder, havtorn og vilde æbler. Lige nu er jeg meget glad for østers. Den er frygtindgydende, ekstravagant og ydmyg på en gang, og det er en stor oplevelse for eleverne, når de skal kæmpe med at få den op. Den er nærmest en fæstning, og når man så endelig får den op, er der det her helt fine nøgne dyr indeni. Det er en stærk kontrast, som er sjov at fordybe sig i. DET BEDSTE VED HØJSKOLEN er, at det er en platform for eksperimenter. Det er ok, at jeg ikke ved alt om et emne, for der er rum til, at eleverne og jeg sammen kan researche og i fællesskab finde ud af, hvad vi gerne vil. Jeg elsker, at jeg kan dele det, jeg brænder for med nogle nysgerrige mennesker, der også synes det er spændende. DET DER MED AT VÆRE EN AUTORITET kan af og til være en udfordring for mig, når jeg er så tæt på eleverne aldersmæssigt. Det er fedt, at højskolen er så fællesskabsorienteret, for det kan ens autoritet godt læne sig op ad. De skal jo ikke høre efter, hvad jeg siger for min skyld, men for fællesskabets og deres egen skyld, og det forstår eleverne godt. Jeg kan mærke, at min undervisning bliver bedre, jo mere jeg er sammen med eleverne uden for skoletid. Det giver en dybere relation, og det er rigtig højskole.

NAVNE MED SMÅT

BENT MELCHIOR OG ÖZLEM CEKIC FÅR N.F.S. GRUNDTVIGS PRIS N.F.S. Grundtvigs Pris går i år til tidligere overrabbiner Bent Melchior og foredragsholder og tidligere politiker Özlem Cekic. Prisen uddeles af Grundtvigs Forum til personer eller institutioner, der arbejder for et grundtvigsk menneskesyn i et moderne samfund.

FORSTANDER PÅ JARUPLUND FYLDER 60 Forstander på Jaruplund Højskole, Karsten Dressø, kunne for nylig fejre 60-års fødselsdag. I 2004 trådte han ind i skoleverdenen, først som forstander på Musik- og Teaterhøjskolen i Toftlund, senere som forstander på Adventure Efterskolen i Broagerlund. Han har siden 2014 været forstander på Jaruplund Højskole.

BLÅ BOG Bodil Sofie Espersen, lærer på Suhrs Højskole, 26 år gammel. Underviser i ’Vildskab’ og ’Urban selvforsyning’ og uddanner madambassadører i projektet Madfællesskaberne. Arbejder også som undervandsguide hos WWF og koordinator for skoletjenesten i Maritime Nyttehaver. Uddannelse fra RUC, Bachelor i kommunikation og geografi. Bor i et 6 mand stort kollektiv i en husbåd i Sydhavnen i København. Voksede op i en mad- og naturglad kernefamilie i Hvidovre.

NYT FORSTANDERPAR PÅ BORNHOLMS HØJSKOLE Bente Larsen og Søren Voigt Juhl overtager forstanderposten fra Lillian Hjorth-Westh og Axel Lasthein-Madsen på Bornholms Højskole. Søren har tidligere været højskolelærer- og forstander på Brandbjerg Højskole.

FFD NYT

# 8 — 2016

FORMANDENS KLUMME

Livets konkurrence FORENINGEN HAR ORDET

Af Lisbeth Trinskjær formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

”Der ER kun EN vinder!” messer tv værten, mens vi danskere bager, indretter boliger, strikker, bygger huse, taber os, stemmer hinanden ud, brillerer med vores paratviden og synger for at vinde. ”Konkurrence er en god motor,” lyder forklaringen fra DR og TV2 som svar på, hvorfor hovedparten af den danskproducerede underholdning, vi får serveret, i dag har et konkurrenceformat. Forskningen viser, at når vi underholdes, læner vi os passive tilbage. Den sunde skepsis og agtpågivenhed over for budskabers påvirkning, som vi har med os, når der er nyheder eller politik på programmet, sættes på pause. Hvad sker der, mens vi nyder spændingen og vores medmenneskers udfoldelser med isomalt, ørehængere eller angoragarn? Undgår vi at lade os påvirke af de utallige seancers eneste gennemgående budskab: ”Der ER kun EN vinder!” I disse år strømmer eleverne til højsko-

lerne med inspirerende mennesker, der VIL mennesker noget essentielt. Og det er fantastisk – for dem og for højskolerne som bevægelse. Elever der vælger fællesskabet til i et stigende individualiseret samfund. Fordi de tror på, at den enkelte går mere robust og oplyst ind i fremtiden ved at indgå i et dannende, forpligtende fællesskab. Lærere og forstandere som på et fundament af en mangfoldighed af fagligheder brænder for folkelig oplysning, for livsoplysning, for demokratisk dannelse, og som har ambitioner for helheden af det samfund, der er vores. Sammen skaber de fantastiske mødesteder mellem mennesker, som sætter aftryk på resten af livet. Men højskolernes menighed er større end højskolens elever. For det påvirkningspotentiale, den store søgning til skoleformen afslører, forpligter. Samfundet har brug for, at højskolerne ikke udvikler sig til kuriøse reservater af selvtiltrækkelige, lukkede fællesskaber baseret på disse værdier, løsrevet fra resten af samfundet. Brug for en effektfuld modgift mod konkurrencetænkningens evigt messende budskab, som TV2 og DR er så rundhåndet leveringsdygtige i. Brug for en ambition om, at livet er mere rigt end det.

Samfundet har brug for at højskolerne ikke udvikler sig til kuriøse reservater af selvtiltrækkelige, lukkede fællesskaber baseret på disse værdier, løsrevet fra resten af samfundet.

FORENINGENS KALENDER 17. januar Kursus i psykisk førstehjælp Brandbjerg Højskole .............................................................................

2.-3. februar Kursus for viceforstandere Den Rytmiske Højskole .............................................................................

17. januar Medlemsmøde. ”Hvad er FFD’s opgave de næste 5 år?” Kursuscenter Brogården .............................................................................

7. februar International dag for højskolerne Brogården, Middelfart .............................................................................

20.-21. januar Bestyrelseskonference Vartov, København

46 HØJSKOLEBLADET

23.-24. februar Netværksmøde for musiklærere Sted følger

27. april Årsmøde 2017 Kobæk Strand Konferencecenter .............................................................................

Bestil de nye kataloger pĂĽ kontor@ffd.dk, www.hojskolerne.dk eller tlf. 33 36 40 40

Giv et gavekort til en oplevelse, der aldrig bliver glemt Du kan glæde en ven eller et familiemedlem med et gavekort til et højskolekursus. Udstedes på beløb fra 100 kr. Bestil via www.hojskolerne.dk/gavekort eller ring 33 36 40 40