Højskolebladet - Maj 2010

s. 1

maj 2010

siden 1876

Amdi N책r menneske bliver til myte

s. 2

Mennesker i medierne kan ikke bare mødes. Der skal være mad mellem dem, hvis de skal snakke og forstå hinanden.

På P1 bruges maden til at få programmerne i øjenhøjde med lytterne, og på de kommercielle kanaler er maden rammen om mødet mellem kendte, mens de ukendte kan se på.

Sebastian Gjerding den 26.2.2010 om Glosuppe og nærvær i Primetime

Postboks 188, 1006 København K

Jeg vil gerne ha’ et forfriskende smæk til intellektet.

Gratis 6 dage om ugen i 4 uger. Betragtninger og perspektiver, der rager op over hverdagsligegyldighederne.

Både når det handler om politik og populærkultur, FN og fjernsynsfænomener. Samtid, samliv, samleje og alt det andet, der er værd at vide noget om. Information med dybde, tyngde og et helt nyt appetitvækkende weekendmagasin, Moderne Tider. Hver lørdag.

Prøv Information GRATIS i 4 uger

Prøveabonnementet er uforpligtende og stopper automatisk efter 4 uger. Tilbuddet gælder til 31. maj 2010 og gælder kun husstande, der ikke har abonneret de seneste 12 måneder. Bestil på SMS, telefon eller besøg www.information.dk/4ugergratis *Sms koster 0 kr. + alm. smstakst, betaling via mobilregning. Udbydes af Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K

Dagbladet Information + + + 10383 + + + 0893 Sjælland USF B

Navn

RING 70 10 19 30

Adresse

eller SMS* ”TILBUD” til 1241

Telefon

Postnr./By E-mail

maj 2010

Høj

Indhold maj 2010

s. 3

s. 8 tendens

s. 24 tendens

En tur gennem mediemøllen gør fiktion til fakta

Interview med manden, der mistede grebet om historien om sig selv

Når mennesker bliver til myter

s. 4 debat Leder s. 5 debat 10 skarpe til Klaus Lynggaard s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 12 tendens 2 historiske myter

maj 2010

s. 14 tendens Hot & not Af Jonas Møller s. 15 tendens Månedens litteratur Laus Strandby Nielsen s. 16 debat Kommentarer Donslund de luxe

Amdi

s. 18 debat Bogkritik Kasper Støvring: Sammenhængskraft s. 20 tendens Hædret og hadet Interview med Jørgen Leth s. 30 højskole Navne

debat Leder

s. 4

kolofon udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk

Fantomet

redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 Andreas Harbsmeier Redaktør

@: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Søren Schultz Jørgensen Uffe Strandby Neal Ashley Conrad

mogens amdi petersen: ingen tvivl om, at manden er en central figur i dansk højskolehistorie – og i nyere dansk historie overhovedet. Det har han været lige siden, Tvind leverede deres første egentlige programerklæring her i bladet i 1970. Der er nok en del journalister, der ville give deres ene arm for et interview med manden, der ikke har ladet høre fra sig, siden han blev frikendt ved en sag mod Tvind-ledelsen i 2002. Da manden ikke selv har villet tale, kan man så tillade sig at skrive historien om ham?

Siden Amdi valgte at træde ud af offentligheden, har historierne om ham haft frit spil. Mange urimeligheder er utvivlsomt blevet skrevet om Tvind og Amdi gennem tiderne. Og megen berettiget kritik. Ligesom det er tilfældet med en lang række andre personligheder, der af den ene eller den anden grund har skilt sig ud fra mængden og alene derfor udsat dem selv for negativ opmærksomhed.

Eksempler som Jørgen Leth, Suzanne Brøgger eller Søren Ventegodt – Dr. Klam – personer der alle blev ofret på offentlighedens alter – uden at være blevet dømt for noget i juridisk forstand – og på den måde fuldstændig har mistet grebet om fortællingen om dem selv.

I dette nummer af Højskolebladet findes et interview med Amdi Petersen.

Det er hverken rimeligt eller lødigt i nogen traditionel journalistisk forstand, men indeholder muligvis lige så meget sandhed om manden, som der er skrevet gennem de mange år, han holdt sig ude af offentligheden.

Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Karina Søby Madsen Charlotte Kjærholm Pedersen Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 70 27 11 55 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forsidefoto Polfoto tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Udgivelsedatoer for 2010: 10. juni 12. august 9. september 14. oktober 11. november 9. december Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

maj 2010

debat 10 skarpe

Klaus Lynggaard jordede for nylig den seneste udgave af Højskolesangbogen i Information.

Han er hverken imponeret over valget af sange eller medlemmerne af sangbogens redaktionsudvalg. De er ude af stand til at tage imod kritik charlotte kjærholm pedersen

01 Du skriver, at Højskolesangbogen er en slags Frilandsmuseum. Bagefter udpeger du de største syndere i Dagbladet Information. Sig mig; er du lidt forurettet over, at du ikke blev spurgt til råds, da den blev lavet?

Nej, det er jeg ikke. Er der noget jeg hader, så er det udvalgsarbejde. Det er stolpe og stolpe ned.

02 Du siger, at du elsker højskolerne. Hvad er problemet?

Det er ikke højskolerne, der er noget galt med. Det er Højskolesangbogen. For mig at se, er problemet, at den nye udgivelse i 2006 tilførte Højskolesangbogen 166 nye sange. De var bare ikke særlig godt valgt.

Jeg synes, at man med Højskolesangbogen har svigtet de sidste 50 års populærmusik til fordel for en lang række obskure valg. Hvem får glæde af det?

03 Kritikken af dig har været, at du bare mangler nogle af dine egne yndlingssange i Højskolesangbogen. Det er vel ikke sådan, man udvælger?

Fandeme ja! Jeg mangler nogle af mine yndlingssange. Det handler jo om sange af kvalitet, som har vist sig levedygtige, og som folk kender. Det er de kriterier, som jeg sætter op for, hvad der bør vælges.

s. 5 Klaus Lynggaard (f. 1956) er rockanmelder på Dagbladet Information. Har blandt andet skrevet Verdens 25 bedste rock- og popalbums, 1952-1975. Han er desuden forfatter til en række skønlitterære bøger, bl.a. Martin & Victoria.

10 skarpe til Klaus Lynggaard 04 Kan du nævne de tre vigtigste sange, der mangler?

Nej, jeg vil ikke nævne sange, men de tre vigtigste kunstnere, som overhovedet ikke er repræsenteret i Højskolesangbogen, og burde være det, er Anne Linnet, C.V. Jørgensen og Steffen Brandt. Jeg vil ikke komme med sange på stående fod, men det er mig fuldstændig uforståelig, hvorfor de ikke er repræsenteret. I stedet er der 12 sange af en, der hedder Jens Rosendahl, der knap nok kan skrive dansk. Det er jo grotesk.

05 Vil de gøre sig godt til fællessang?

Man er selvfølgelig nødt til at diskutere og afprøve. Det, jeg mener, er, at hvis man kan affærdige fx hele Anne Linnets produktion, så er der noget galt.

06 Der er også nogle, der har nævnt, at din smag faktisk er lidt gammeldags og ude af trit med de unges smag. Hvad siger du til det?

Jeg er ude efter kvalitet, ikke at tækkes de unge. Det handler ikke om, at det skal være en ungdomsbibel. Det, jeg peger på, er de sidste 50 års rocktradition, som er blevet fuldstændig ignoreret. Der står ikke noget om ungdom i min artikel, det må være et imaginært argument, som er taget ud af den blå luft, fordi man ikke kan forholde sig til kritikken.

07 Man siger også at du ikke helt har forstået højskolefolkelighed. Hvordan forstår du folkelighed?

Folkelighed handler om ting, der vedrører den danske befolkning. Derudover handler det om ting, som har kvalitet og er bæredygtige.

08 Men hvad med almen dannelse – er det ikke i orden, at man lærer nogle sange at kende, som man ikke kendte på forhånd?

Jo, det har jeg aldrig sagt. De skal bare være gode.

09 Det virker ikke til at redaktionen af Højskolesangbogen helt tager kritikken til sig. Hvorfor ikke, tror du?

Det handler om selvfedme. De reaktioner, der er kommet, forholder sig på ingen måde til min kritik. De klapper bare sig selv på skuldrene i et væk. Der er ingen grænser for, hvor fede de er i egen optik.

Det er rystende. På den måde minder de om den borgerlige regering. De hører ikke, hvad der bliver sagt, inden de afviser kritikken.

10 Vil du sige ja, hvis du blev spurgt om du vil være med til at opdatere Højskolesangbogen?

Det kommer an på under hvilke forudsætninger, det bliver fremlagt.

højskole Notitser

s. 6

Grønt flag på højskolen

Bornholm udvider

Et afkom af højskolernes miljøprojekt COme2gether er pilotprojektet, Grønt Flag – Grøn Højskole, som blev sat i gang i 2009. Der blev det testet på tre højskoler og to af dem, Vestjyllands Højskole og Nordfyns Højskole, har nu rejst det grønne flag, som markerer Grøn Højskole.

Det grønne flag kan rekvireres, hvis man i samarbejde med Friluftsrådet indgår en aftale om aktivt at gøre højskolen mere grøn – aftalen kan både give muligheder for både at spare penge og på miljøet.

Som udgangspunkt skal højskolen vælge mindst ét grønt tema at arbejde med. Det kan fx være: Teknologi, natur, friluftsliv, økologi, bæredygtighed, klima, vand eller affald.

Hvis det har interesse kan man kontakte både Eigil Larsen i Friluftsrådet på ela@friluftsraadet.dk eller Casper Graff-Pereira fra FFD cg@ffd.dk.

Læs mere på www.groentflag.dk og www.ffd.dk. /cp

18 millioner kroner. Det er hvad, Bornholms Højskole regner med, at en ny udvidelse og ombygning kommer til at koste. Noget tyder dog på, at det kommer til at betale sig i længden, for formanden for højskolen, Birthe JuelJensen, fortalte til p4 Bornholm, at de ofte oplever, at elever fravælger skolen, fordi der ikke er adgang til eget bad og toilet på værelserne.

Med de 18 millioner skal det laves om. Forhåbningen er, at der kan stå 26 værelser med eget bad og toilet klar til sommeren næste år.

På generalforsamlingen blev regnskabet for skolen også offentliggjort – og det var med et overskud på 1,3 millioner ikke så dårligt. /cp

maj 2010

Træplantning for bedre miljø April har været en god måned for træplantningen. Skoler landet rundt har plantet over 7.000 af slagsen i forbindelse med projektet Genplant Planeten. Iblandt skolerne var Andebølle Ungdomshøjskole at finde. De er gået med i projektet for at øge opmærksomheden af miljøet for deres elever, og give dem en følelse af, at de er med til at gøre en forskel. Projektet blev sat i gang på skolen den 13. april, hvor 200 træer blev plantet på skolens areal.

Genplant Planeten er et projekt, som skal vise børn og unge, at de selv kan handle i forhold til et bedre klima – og at plantning af træer og bæredygtigt skovbrug er vigtige elementer for et bedre klima. Bag projektet står blandt andet Ballerup Kommune, forskellige planteskoler, Friluftsrådet og Undervisningsministeriet. /cp

Minifestvial på Brandbjerg Til støtte for ofrene for jordskælvet i Haiti afholdte Brandbjerg Højskole en weekend i april en minifestival, hvor man blandt kunne deltage i et velgørenhedsløb og en koncert. Forstanderen for Bandbjerg Højskole, Simon Lægsgaard, forklarede til Vejle Amts Folkeblad, at det var en del af et nyt kursus: ”Det er en del af læringsprocessen i faget ’Min verden til debat’. Vi vil gerne have, at eleverne lærer glæden ved at gøre noget for andre at kende, og samtidig får de nogle vigtige erfaringer, som har til formål at lære eleverne at tænke ud over sig selv”. /cp

Performerfestival i Silkeborg Onsdag den 12. maj til søndag den 16. maj kommer til at stå i performancekunstens navn i Silkeborg, hvor Performers House holder til. Der vil højskolen afholde PERFORMERS FESTIVAL 2010: HEARTBEAT med mange forskellige former for performances. Blandt andet kommer det kendte nycirkus Theatre en Vol fra Italien og Rootes and Routes fra Holland og optræder, mens der på den musikalske scene vil være både hip hop og big band-musik. Skolen siger, at det bliver et mekka for performancekunst, og der vil komme kunstnere fra hele verden til Performers Houses fire dage lange festival.

Skolens egne elever vil også optræde, og der vil være besøg fra skolens samarbejdspartnere. /cp

Højskoleophold til X Factorfinalister De finalister, som ikke vandt dette års X Factor, kan fortsat udvikle deres musikalske talent. Endda på højskole.

Skolerne i Oure indgår et samarbejde med DR-programmet og pladeselskabet Sony, hvor skolen tilbyder de 17 finalister et skræddersyet forløb til en reduceret pris. ”Vi er en bred uddannelse, og det vil vi gerne illustrere i samarbejdet med X Factor,” siger kommunikationschef Jasper Mortensen til Fyens Stiftstidende. Det fremtidige samarbejde får også begejstrede ord med på vejen af Sonys ansvarlige projektleder for X Factor, Karina Foss Fenn, ”Jeg var helt blæst omkuld, første gang jeg besøgte Skolerne i Oure, og det er simpelthen en drøm for os at kunne give X Factorfinalisterne den her mulighed,” siger hun til avisen.

Der er da også en del at spare for de tidligere deltagere. TV2 kan fortælle, at et ophold på Oures skoler normalt koster i omegnen af 30.000 kroner, og Thomas Bundgaard fra Oure siger til TV2: ”Vi synes altid, det er spændende med nye navne. Det er det samme som, når vi inviterer gæstelærere til at undervise.” /cp

Presseklip »Vores kursister kommer, fordi de har en eller anden interesse for det spirituelle, og det gør, at her er højere til loftet. Her bliver der for eksempel ikke set mærkeligt på en, hvis man siger, at man har set en engel.« Viceforstander på Væksthøjskolen på Djursland, Marie Zelina Storborg, til Politiken den 17. april. ”I det øjeblik, eleverne trådte ind ad døren, fik de adgang til hele højskolens netværk af gamle elever. Hvis de var interesseret i en bestemt uddannelse, kunne højskolen bare slå op i et kartotek, finde en tidligere elev, der læste det pågældende sted, og arrangere et besøg eller et cafémøde.”

Adjunkt Rie Thomsen fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole til Politiken den 17. april. ”Jeg er ikke ude med riven efter hverken højskolerne eller de bagvedliggende tanker som sådan. Det er bare den fucking sangbog, jeg har problemer med. 572 sange - og så mange undladelsessynder og fejlskud og så meget oldnordisk hejs, som ikke en mors sjæl kender, samlet på et sted. Det er godt nok grum læsning.”

Klaus Lynggaard i Information den 9. april.

s. 7

tendens Mennesket og myten

s. 8

Retten til eget navn TENDENS: I vore dage spiller medierne en altafgørende rolle i skabelsen af hvert enkelt individ, mener manden bag Das Beckwerk. Hvad er medieskabt, og hvad er selvskabt? Højskolebladet ser på, hvordan man mister grebet om sin egen person i offentligheden af karina søby madsen

maj 2010

suzanne brøggers blottede underliv beklædte midtersiden af ekstra bladet et par dage før, hun debuterede med ”Fri os fra kærligheden” i 1973. Anmelderne i Politiken og Information mente, at det nøgne skød var en planlagt publicity-handling fra Brøggers side, mens JyllandsPostens anmelder lagde vægt på, at ”Damen også kunne skrive”, som det hed i overskriften.

På den måde blev scenen sat til et forfatterskab, der pendulerer mellem selviscenesættelse og at blive iscenesat i medierne. Hurtigt blev der skabt en fortælling om en frisindet, sexet, smuk og skandaløs kvinde – en fortælling som blandt andet fandt sin næring i, at Brøgger lod sig fotografere til medierne i fantastiske og fantasifulde antræk, og i hendes bøger, der til en vis grad fremstår som bekendelseslitteratur, og hvor intime detaljer fra privatlivet bliver slynget ud på siderne. I ”Creme fraiche” beskriver hun blandt andet, hvordan hun frivilligt gav sin mødom væk i Bangkok og femten år senere sad model for en New York-kunstner, der modellerede en skulptur af hendes ydre kønsdele.

Men der er en hårfin balance mellem selvskabt og medieskabt. Det måtte Suzanne Brøgger erkende, da hun i 1980’erne erfarede, at medierne havde taget magten over hendes fortælling. Det afgørende vendepunkt var, da hun fik en dobbeltgænger – et menneske, der i første omgang skrev en artikel i Information om at være hende, og som siden begyndte at skrive breve og artikler i hendes navn.

fra selviscenesættelse til iscenesat Suzanne Brøggers forfatterskab blev indledt på et tidspunkt, hvor medierne ændrede karakter, blandt andet som resultat af faldende læsertal og tabloidpressens indtog. Det betød, at kunstnerne for første gang enten bevidst kunne bruge medierne eller ikke kunne undgå at blive iscenesatte.

Ifølge lektor i dansk, Poul Behrendt, er den tendens fortsat, og forfatteren bliver i dag inddraget i mediernes kredsløb uanset, om han eller hun vil det eller ej.

Men det er ikke kun forfatterne, der indrulleres i mediemøllen. I 2005 blev Søren Ventegodt udråbt til Doktor Klam i Ekstra Bladet og på DR, hvor han blev anklaget for at befamle sine patienter, og dog er han blevet frifundet af politiet.

Ventegodt-historien er et eksempel på en spektakulær journalistisk satsning, der er endt i næsten ingenting, men som har fået alvorlige konsekvenser for manden. Som han fortæller i et interview med Information to år efter, at historien væltede frem i medierne: ”Det er en anseelsessag. Det er mit ståsted i samfundet. Jeg falder fra at være en højtrangerende forsker og læge og leder af Nordens største forskningsprojekt i alternativ medicin til at være et usselt lille kryb af en alternativ behandler, der bruger yderst livsfarlige og skadelige metoder.”

På trods af politiets frifindelse klæber navnet Doktor Klam til Søren Ventegodt, og så sent som i februar 2010 blev han i Ekstra Bladet nævnt på

Das Beckwerk vil til efteråret (30. sept. – 9. okt.) med projektet Funus Imaginarium begrave den personlige identitet. www.Dasbeckwerk.com

s. 9

»

Der er en hårfin balance mellem selvskabt og medieskabt. Det måtte Suzanne Brøgger erkende, da hun i 1980’erne erfarede, at medierne havde taget magten over hendes fortælling. Det afgørende vendepunkt var, da hun fik en dobbeltgænger – et menneske, der i første omgang skrev en artikel i Information om at være hende, og som siden begyndte at skrive breve og artikler i hendes navn.

en liste over skandalelæger.

Søren Ventegodt siger om mediernes rolle: ”Det er utroligt, hvor formbar folks bevidsthed er. Og den er i høj grad styret af medierne. Langt mere end vi forestiller os. Det virker som om, vi alle sammen har nogle kollektive illusioner, vi må gøre os frie af for at blive selvstændige og klare i hovedet.” forfatternes modreaktion Som en modreaktion på medierne er nogle forfattere begyndt at lege mummespil med offentligheden, mener lektor Poul Behrendt, og det har han

skrevet værket ”Dobbeltkontrakten” om. I et interview med Dagbladet Information forklarer Behrendt forfatternes strategi med dobbeltkontrakten således: “Forfatteren vil ikke finde sig i mediernes betingelser, de vil jo have personnummer og adresse på det hele.

Medierne vil have kommunikation, at der er entydighed i meddelelsen, men forfattere vil ikke kommunikere.

De ved, at kommunikation skaber en søvndyssende situation. At modtageren afkoder afsenderens meddelelse nøjagtigt, som den er intenderet, er drømmen for kommunikation, men

tendens Mennesket og myten

s. 10

der vil forfattere ikke være. De vil smadre symmetrien.”

Symmetrien smadres ved, at forfatterne indgår to uforenelige kontrakter med sine læsere. Behrendt forklarer: ”Den grundlæggende opfattelse af skønlitteratur er, at den afviger fra andre former for meddelelse ved at være frigjort fra den konkrete kommunikationssituation og konkret tid og sted. Men det er en sandhed med rigtig store modifikationer, fordi de tidsbundne forudsætninger i næste omgang bliver afløst af åbenbare eller skjulte referencer, der ikke er mindre specifikke.” Der er altså tale om en dobbeltkontrakt, når værket både er skønlitteratur og inkluderer elementer fra virkelighedens verden. individets undtagelsestilstand Den mest yderliggående eksponent for dobbeltkontraktlig litteratur er ifølge Behrendt Claus Beck-Nielsen, som i 2001 erklærede sig død for i 2002 at oprette Das Beckwerk som en transnational ’virksomhed’, der varetager Claus Beck-Nielsens liv og værk. Det er dog ikke kun Claus Beck-Nielsenidentiteten, der er i en form for undtagelsestilstand. Da den seneste roman af Das Beckværk, ”Suverænen”, blev udgivet i september 2008, efterlyste dagbladende Information og Politiken den ene hovedperson, nemlig Rasmussen, som man kan se grafisk afbilledet på bogens cover. Information lykkedes med at finde pågældende Rasmussen, og et halvt år senere kvitterede Thomas Skade-Rasmussen Strøbech med at sagsøge bogens forlag, Gyldendal samt Das Beckwerk for at have offentliggjort hans adresse, hans eget og børnenes navne, hans formue- og ansættelsesforhold samt hans billede i og uden på bogen.

For at få hold på disse identitetsspil og på mediernes indflydelse på identiteter, ringer Højskolebladet til manden bag Das Beckwerk. Inden har bladets udsendte gjort sig visse overvejelser,

maj 2010

for hvordan kan man spørge efter en mand, der ikke har et navn? ”Ja, hallooo”, lyder det langtrukkent og med en spinkel stemme i den anden ende af røret. ”Ja, goddag. Du taler med Karina Søby fra Højskolebladet” (og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor påfaldende det er, at jeg allerede har sat to identiteter i spil overfor denne mand, der netop afskriver sin identitet). ”Kan jeg tale med manden, der har skrevet ”Suverænen”?.” Vejret bliver trukket dybt ind i den anden ende af røret. Så lyder svaret: ”Det er ikke én mand, det er flere, det er os fra Das Beckwerk, som... som har skrevet den.” ”Jamen er det så blandt andet dig, som jeg taler med, og må jeg i så fald stille nogle spørgsmål til en artikel i Højskolebladet.”

Da det ikke er et godt tidspunkt, og eftersom det også er vigtigt, at de andre Beckwerkere deltager i svarprocessen, bliver det bevilget, at jeg kan sende mine spørgsmål per mail.

Her følger korrespondancen: – Er idealet for Das Beckwerk, at I lever mest muligt som Claus BeckNielsen? ”Nej, vi forsøger at leve op til virksomhedens målsætning: at skabe aktive forbindelser mellem den enkelte lille verdensborger og verdenshistorien. At finde nye måder, hvorpå den enkelte verdensborger kan være med til at skrive verdenshistorie. Vores opgave er altså i en vis forstand at leve forbilledligt. Hvad Claus Beck-Nielsen angår, så var han måske bare en tidstypisk wannabe, og hans død var måske blot den dør, gennem hvilken vi og verdenshistorien og alle verdens borgere kan gå ind i en ny epoke hinsides den personlige identitet.”

– Hvordan har Das Beckwerk det med mediernes fremstilling af Claus BeckNielsen? Og hvordan har I det med, at

»

Thomas Skade-Rasmussen Strøbech er en person i en roman. Han er med andre ord fiktion, et produkt af Das Beckwerk. At der tilfældigvis har vist sig også at findes en virkeligt eksisterende person med det navn, viser bare, at kunsten ikke nødvendigvis er et spejl af verden, men at det ofte forholder sig omvendt: Virkeligheden er tit blot en dårlig kopi af kunsten. Hvilket igen betyder, at det kan være svært at trække grænsen mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion. medierne insisterer på at titulere Das Beckwerk-repræsentanter som Claus Beck-Nielsen? ”I løbet af det seneste års tid har flere eksperter i litteratur, kunst, filosofi etc. forsøgt at finde ud af, hvem ”Claus Beck-Nielsen” er. Er han et spøgelse?

s. 11

spørger Lillian Munk-Rösing i et essay fra Passage, mens Mikkel Frantzen i et essay, der skal publiceres i det næste nummer af Kritik, foreslår, at CBN er en zombie. Under alle omstændigheder: Det er som om, Claus BeckNielsen hjemsøger Das Beckwerk, han går igen i Das Beckwerk, han spøger. I de sidste mange år har vi forsøgt at få ham helt ud af werket, men han bliver

»

I princippet havde det været mere relevant, at vi sagsøgte den virkelige Thomas Skade-Rasmussen for identitetstyveri.

Det er ham, der er en dårlig kopi.” ved at dukke op, i glemte dokumenter, i henvendelser fra folk udefra, i artikler i aviser og i andre medier. Han spøger.

Vi er helst helt fri for ham, men vi har jo ytringsfrihed i Danmark, så vi kan ikke forhindre, at folk kalder en og anden af os for ”Claus Beck-Nielsen” af og til. Vi kan kun venligt henstille til, at man lader være.”

– En repræsentant fra Das Beckwerk siger i samtalebogen ”I sammenbruddets tjeneste”, at andre mennesker gerne må tage Claus Beck-Nielsen identiteten på sig. Men hvad nu hvis identitetslåneren lever et liv i modstrid med Claus Beck-Nielsen? Hvis vedkommende f.eks. er grådig som Thomas i ”Suverænen” eller måske endog er kriminel? Hvordan vil Das Beckwerk tackle det?

”Det står ethvert menneske frit for at overtage eller bare låne Claus BeckNielsens identitet. Og han eller hun kan i princippet leve og handle præcis, som han ønsker det. Men det er klart, at vi generelt foretrækker, at menneskene lever et liv, der så at sige lever op til Das Beckwerks idealer. Men som sagt: Det er op til enhver Claus BeckNielsen at leve, som han eller hun ønsker og kan.”

– Apropos Thomas, som er en af hovedpersonerne i Das Beckwerkromanen ”Suverænen”, og som også er en virkeligt eksisterende person.

Hvilke tanker har Das Beckwerk gjort om dette identitetslåneri? ”Thomas Skade-Rasmussen Strøbech er en person i en roman. Han er med andre ord fiktion, et produkt af Das Beckwerk. At der tilfældigvis har vist sig også at findes en virkeligt eksisterende person med det navn, viser bare, at kunsten ikke nødvendigvis er et spejl af verden, men at det ofte forholder sig omvendt: Virkeligheden er tit blot en dårlig kopi af kunsten. Hvilket igen betyder, at det kan være svært at trække grænsen mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion.”

– Nu har denne Thomas Skade-Rasmussen lagt sag an mod Das Beckwerk og Gyldendal for med ”Suverænen” at have krænket hans identitet og frihed.

Hvilke overvejelser har Das Beckwerk gjort sig i forbindelse med sagsanlægget? ”Vi har sammen med Gyldendal hyret Danmarks førende jurist på området, en yngre jurist fra Kromann & Reumert, til at føre vores sag. Sagen er af stor principiel vigtighed, og den er derfor blevet flyttet fra Byretten til Landsretten, hvor sagsforhandlingerne skal finde sted 8. og 9. september, for åbne døre, alle er velkomne. Vi har tænkt os at vinde sagen. Det handler

om den kunstneriske ytringsfrihed.

Vi mener at have ophavsretten til romanfiguren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. I princippet havde det været mere relevant, at vi sagsøgte den virkelige Thomas Skade-Rasmussen for identitetstyveri. Det er ham, der er en dårlig kopi.”

– Hvad har mediernes rolle været i denne sammenhæng ifølge Das Beckwerk? ”Uden mediernes dybdeborende research havde måske hverken vi eller læserne fundet ud af, at der fandtes en virkelig Thomas Skade-Rasmussen Strøbech.”

– Slutteligt – hvilken rolle mener Das Beckwerk, at medierne spiller i forhold til identitetsskabelse? ”Tv-programmer som Big Brother, Stjerne for en Aften, Vild med Dans, Talent 08/09 etc. har siden årtusindskiftet skabt identiteter ud af mennesker, der indtil de kom med i programmet var så godt som intet.

Men mediernes rolle går langt videre, og de fleste mennesker er selv aktive medskabere. Tænk på, hvor meget tid hver enkel borger i de vestlige samfund bruger hver dag på at skabe sin identitet på Facebook osv.” ”Identiteten og identitetsproduktionen er vor tids store problem. For det første tager den tid og energi, som menneskeheden kunne bruge til langt vigtigere ting: afskaffelse af sult, sygdomme, fattigdom osv. For det andet er identiteten et problem i en globaliseret verden, et verdenssamfund.

Gruppeidentiteten, den nationale identitet, raceidentiteten, den religiøse identitet osv., alle er de eksklusive, de udelukker andre mennesker fra fællesskabet. Identitetsskabelser fører til racisme, fremmedhad, ”hjem”sendelse af flygtninge osv. osv.”

tendens Mennesket og myten

s. 12

2historiske myter

Historien er spækket med ”sandheder”, som alligevel ikke er det.

Højskolebladets historiker afliver to af dem af thomas oldrup

maj 2010

napoleon var lille Napoleon Bonaparte (1769-1821) er et af de mest betydningsfulde statsoverhoveder i hele verdenshistorien og bidrog på mange måder til at forme det Europa vi kender i dag. Napoleon var ambitiøs og magtbegærlig, men hans største styrke var som taktikeren, der som en skakspiller hurtigt kunne overskue vanskelige situationer. Ved udgangen af 1807 kontrollerede den selvudnævnte kejser Napoleon – født i en lille by på Korsika – størsteparten af Europa og havde indsat tro lydkonger i både Holland, Italien og Spanien, hvilket i praksis vil sige at landene stod under hans overherredømme. Manden havde en lang række af storslåede sejre bag sig, og endnu et par stykker foran sig, før heldet svigtede ved Waterloo i 1815 og han overgav sig til englænderne. Herefter blev den engang så mægtige kejser deporteret til øen Sankt Helena. Det er en britisk koloni, ensomt beliggende ud for Namibias kyst. Napoleon døde den 5. maj 1821 på øen. Der hersker usikkerhed om dødsårsagen, mange fantasifulde teorier er beskrevet, men den mest sandsynlige årsag er kræft i mavesækken. Flere steder på Sankt Helena er der bevaret minder om hans seks år lange ophold på øen.

Allerede efter Waterloo, fra 1815 og frem til 1830 blev Frankrig regeret af Napoleons fjender, og i disse 15 år herskede der en streng censur. Derfor skorter det på upartiske kilder fra denne tid og især memoireforfatterne har haft en interesse i at fremstille Napoleon som latterlig, uduelig og undseelig. Det er fra netop disse år at man skal finde mange af de vandrehistorier og myter om Napoleon, som sætter ham i et dårligt lys. En del af denne beskrivelse har lagt sig henover hans eftermæle, så han står tilbage som en lille og kolerisk hidsigprop med hånden inde på maven. Men hvor stammer opfattelsen af at Napoleon

s. 13

var lille egentlig fra? Og passer det?

En af dem, der har båret ved til bålet vedrørende Napoleons størrelse er lægen Walter Henry, der deltog ved Napoleons obduktion. Han skrev to år senere en rapport, hvori han gør meget ud af at alting ved Napoleon var småt.

Det inkluderede både hans hænder, fødder, urinblære, hjerte og såmænd også hans penis og testikler. Henry gør meget for at sætte Napoleons fysik i et dårligt lys, såvel i 1823-rapporten som i en senere selvbiografi.

Men opfattelsen af at Napoleon var særligt lille har intet på sig. En af hans væsentligste og grundigste nutidige biografer, Vincent Cronin, skriver at Napoleon var præcis 169 cm. høj, ”på strømpesokker”, hvilket svarer ganske godt til franskmændenes gennemsnitshøjde i samtiden. Som ung var Napoleon spinkel, men som voksen begyndte han at lægge sig ud og hans korpus var karakteriseret ved en enorm brystkasse og lungekapacitet. Han talte højt og meget. Hans generelle legemsstørrelse var lidt under middel, men han havde brede skuldre og stærke arme og ben, var i god form, og i hans samtid lader der til at have været konsensus om at han var en flot mand.

katarina den store døde mens hun havde sex med en hest Det har været en udbredt myte, der opstod allerede kort efter den russiske kejserinde Katarina 2.s død, at hun blev dræbt under forsøget på at have sex med en hest. Lad det være sagt med det samme: Myten har intet på sig. Den er sandsynligvis opstået i de kredse i Europa, hvor den krigeriske russiske kejserinde var højst upopulær. I disse kredse latterliggjorde man hende i forvejen for hendes store seksuelle appetit og hendes mange unge elskere.

En anden myte går på at hun døde mens hun sad på toilettet, og den historie nævnes bl.a. i et berømt nationaldigt. Denne myte er sikkert opstået, fordi der er noget pikant og menneskeligt over at forestille sig en enevældig kejserinde i en sådan dagligdagssituation. Denne historie er en smule sand, eftersom Katarina faktisk faldt om på sit toilet, men hun døde først dagen efter.

Katarina (1729-1796) er berømt for sine mange unge elskere, og disse historier er ikke en myte. På dette punkt lå hun nemlig ikke på den lade side. Gennem tiden havde hun ca. 50 elskere, eller favoritter, som de kaldtes.

Hun var en moden kvinde med en sund seksuel appetit, der tilfældigvis havde mulighed for at få hvem som helst hun pegede på. Men det er forkert at fremstille hende som en ”maneater”, der tog sig en elsker og smed ham ud igen snart efter. Hun var trofast af natur og havde ofte sine elskere mange år ad gangen. Når hun blev træt af dem og sendte dem bort, sørgede hun også godt for dem. De kom ikke i unåde, men fik i stedet fornemme titler og enorme formuer. En fik et marmorplads i afskedsgave, og en anden blev konge af Polen!

Der var en af elskerne, der stak ud og betød noget særligt for hende.

Grigorij Potjomkin var ti år yngre end

hun. Han var karismatisk og begavet, men også dramatisk, grænsende til det maniodepressive. Katarina var skræmt af sin egen voldsomme lidenskab for Potjomkin. Forholdet mellem de to er velbelyst, eftersom vi kender over 400 små kærlighedsnotater fra hende til ham. De minder om nutidens private sms’er, og afslører kejserinden som lyrisk, skrupforelsket og måske en anelse omklamrende kvinde.

Potjomkin var til sin død en slags patriark for hende, og han kunne få hende til hvadsomhelst. Potjomkin fik bl.a. den vigtige funktion ved hoffet at han udvalgte hendes kommende favoritter. Det var vigtigt for ham at de ikke var for stærke og ønskede for meget magt og indflydelse. De blev fjernet igen, hvis de ikke var lidt indskrænkede og naive.

På de sidste malerier af Katarina ligner hun en oppustet og livstræt bedstemor. Hun ligner slet ikke en der har haft hverken lyst til eller kræfter til at forsøge sig med hestesex. Hun brugte det meste af sin tid på at vralte rundt i sin park, kraftig overvægtig og mere og mere dårligt til bens. I parken fik hun rejst monumenter for sine sejre på slagmarken og for sine afdøde skødehunde. Hun drattede omkuld på sit toilet en novemberdag i 1796. Der skulle seks mænd til at bringe hende ind i hendes soveværelse. Her døde Katarina den Store dagen efter, uden at være kommet til bevidsthed i mellemtiden, 67 år gammel.

tendens Tidsånden kort

s. 14

Hot & not

af jonas møller, højskolelærer

»

Man bliver sgu ærgerlig!

Når man den ene weekend får sparket begge sidespejle af sin Kia Rio for den næste at få bøjet sine vinduesviskere længere til højre end Villy Søvndal på flygtningepolitikken.

HOT

NOT

askeskyen Selvfølgelig var det synd for Flemming og Birte, strandet på Mallorca, men vel egentligt også ganske forfriskende med en påmindelse om, at naturen har og får det sidste ord.

knapper Jeg hader knapper. De er æstetisk set en katastrofe, er overalt og har alt for ofte ingen funktion. Hvad laver fx store, vulgære plasticknapper som pynt på ryggen af utallige kvindefrakker – eller tørre træknapper på maven af gamle menneskers sofapuder? Hvis jeg kunne holde ud at røre ved dem, ville jeg rykke dem af, og da jeg var lille, vendte jeg mine mors sofapuder om for at undgå kvalme ved synet. Jeg har det med en STOF2000-butik som gammelfeminister med Lars Von Trier.

naturvejledere på p1 Solen står ikke længere med bonden op, men med de utrættelige naturvejledere, man kan høre interviewet på de mest ukristelige tidspunkter i sin morgenradio. Jeg faldt forleden over denne sproglige morgenbitter, hvor en naturvejleder talte varmt om en kollegas kompetencer: ”Han er knasende dygtig til at mærke ørne!”. kulsort kaffe Twin Peaks’ Special Agent Dale Cooper vil have sin kaffe ”black as midnight on a moonless night.”. Per Vers tyer til ”Black Power”, når han ”skal være på i 24 timer ligesom Jack Bauer”.

Jeg istemmer: Det er med kaffe som med sandheden; nogen foretrækker den med mælk, fløde og metafysik – jeg indtager den sort. metatekstualitet Damn, det er hot at blive trykt i Højskolebladet.

hærværk Man bliver sgu ærgerlig! Når man den ene weekend får sparket begge sidespejle af sin Kia Rio for den næste at få bøjet sine vinduesviskere længere til højre end Villy Søvndal på flygtningepolitikken. powerpoint-ugidelighed ”Bare rolig, I behøver ikke tage noter – I får udleveret mine slides bagefter”.

Eller sagt på en anden måde: Lad være med at tænke selv, forhold jer ikke kritisk til det, jeg siger, men læn jer tilbage og glæd jer til kaffe og kage bagefter, da det højst sandsynligt er det eneste, I vil huske fra dette foredrag.

Hurra for teknologien, den fraværende spontanitet og den intellektuelle dovenskab! kausalitet Går du i seng med en røv, der klør, vågner du op med en finger, der lugter.

maj 2010

tendens Månedens litteratur

Månedens litteratur af laus strandby nielsen

Idyl Nu skal det være. Gode gamle nu. Mens katten sover, og musene gnaver i de elektriske ledninger. Før det lysvågne dybe vand bliver til en søvnløs vandpyt. Mens baggrunden stadig holder sig i baggrunden, og der er fred og ro i fryseren.

___________________________________________________________________________ fra laus strandby nielsen: hvis der ikke er sandstorme, så er der nok noget andet, gyldendal, april 2010

15 s.s.15

debat Kommentarer

s. 16

Fonden for landboungdoms højskoleophold

Jeg måtte Møller & Buch Af Paul Smith

Fonden giver økonomisk støtte, 4-6 portioner, til højskoleophold (ikke landbrugsskoleophold), for unge kvinder og mænd, der uddanner sig inden for landbrug.

Støtte kan også ydes til børn fra landbohjem. Udlændinge, der opfylder kriterierne, kan komme i betragtning.

Der kan søges om støtte til højskoleophold, der endnu ikke er påbegyndt. Der kan kun søges til kurser á mindst 12 ugers varighed.

Ansøgningsfristen er 18. maj 2010.

Ansøgningsskema og nærmere oplysning kan rekvireres hos: Folkehøjskolernes Forening i Danmark Højskolernes Hus - Nytorv 7 1450 København K. Tlf. 3336 4036

Fonden modtager gerne yderligere midler.

maj 2010

Der var to brune i folden i 30’ernes højskoleflok som hyldede Hitler og volden og gerne gik nazi-amok.

Den ene var Aage Møller nede ved Flensborg Fjord han hyldede Hitlers bøller - Niels Buch sang med i hans kor.

Kun Buch og Møller får pladsen når nu der skal fældes en dom De mange fra højskole-kredsen dem hører vi intet om.

At mange var samlet til møde og talte nazismen imod og talte om terrorens døde - er glemt i Historiens flod.

Om dette Odense møde vi hører næppe et suk For nu er talerne døde - nu huskes kun Møller og Buch.

Tilegnet forstanderen for Krabbesholm Højskole, Anders Vedel, som var en af talerne ved det nordiske højskolemøde i Odense i 1934, hvor han ifølge Højskolebladets referat bl.a. sagde: ”Og den sejrende part har skaffet sig rolige tilstande til veje ved at slå modstanderne ned (...), og midlerne har været fængsler, koncentrationslejre, et hårdt militærherredømme, hemmeligt politi, statsautoriserede friskarers brutalitet og andet lignende.”

af johanne schwensen elev på ærø højskole, forår 2010 Højskoler er for hippier. Hippier der ikke har fundet sig selv og derfor har brug for at søge indad i et forceret fællesskab af festlige unge. Men heldigvis havde jeg fundet mig selv. Vidste med sikkerhed at jeg skulle være psykolog, og igennem tre travle gymnasieår, tilsidesatte jeg derfor mine kreative interesser til fordel for adgangsgivende fag og høje karakterer. Flyttede fluks til hovedstaden efter endt afgangseksamen og startede med det samme på Københavns Universitet. For det skulle gå hurtigt, skulle det, og sikke et Haardersk pragteksemplar jeg ville blive, når jeg indfriede min forventning om, som 23-årig at forsvare mit speciale. Men det gik en smule anderledes, for halvvejs inde i studiet, midt under en psykiatriforelæsning, fik jeg en åbenbaring, der fik mig til at trække brutalt i bremsen. Som en anden zombie på speed havde jeg valgt den sikreste vej og styrtet igennem over 15 års non-stop skolegang, indhyllet i en overbevisning om, at det var af egen fuldkomment (forventnings)frie vilje.

Tre fjerdedele af mit liv havde jeg på opfordring af forskellige fag reflekteret over alskens anliggender, men indså nu, at jeg i et dannelsesøjemed havde negligeret et rimelig fundamentalt område. For jeg manglede at finde ro og rummelighed. Manglede at mærke efter og manglede at blive rystet igennem. Selvom jeg stadig var overbevist om, at jeg med psykologi havde truffet et godt valg, fik jeg med denne indsigt en pludselig trang til at gøre oprør.

Jeg måtte fjumre! Derfor indskrev jeg mig, stik i mod egne forfængelige fordomme, på Ærø Højskole, og derfor er jeg nu lykkeligere, end jeg nogensinde har været. Jeg havde ellers altid været af den overbevisning, at der ikke fandtes den realkompetence, der ikke kunne tilegnes på en videregående uddannelse, via studierelevant arbejde

Donslund de luxe - happy meal

fjumre og et sundt socialt liv. Højskoler tjente udelukkende et uddannelsesafklarende formål, tænkte jeg, og ville være spildtid for de unge, der allerede havde foretaget et studievalg. Det gruppearbejde, der påkræves på universitetet, kan jo give mig et essentielt socialt ansvar, og mine fritidsinteresser forærer mig en fornøden åndsfrihed, så hvad jeg skulle jeg bruge en højskole til?

»

En total tilfældighed at netop jeg er blevet grundtvigsk to the bone.

På intet tidspunkt har jeg op igennem min ungdom fået anbefalet at tage på højskole, men i stedet er jeg blevet tilskyndet at tage urimelig tidligt stilling til, hvad jeg vil med mit liv.

Jeg ved nu, efter 2 måneders øophold, kreativ fordybelse og udfordring af nogle temmelig indgroede idiosynkrasier, at en højskole tjener flere formål.

Den er forberedende ikke kun til videre uddannelse, men til resten af ens liv. Den kan være et kreativt afbræk for at få generhvervet den selvdisciplin, en videregående uddannelse fordrer, og kan samtidig være specifikt uddannende i forhold til det professionelle fag, man drømmer om tage fat i. Den kan desuden være med til at give et ordentligt indblik i, hvad det kræver at indgå i det fællesskab, en undervisningsinstitution er, samtidig med at

den kan fungere som et helle fra den hektiske hverdag derhjemme. Den kan give plads til både egenrådig læring og ligeværdig samarbejde, almen dannelse og nichenørderi. Jeg har udelukkende gjort mig disse erfaringer, fordi jeg kastede mig hovedkulds ud i noget, jeg troede ville ligge så langt fra min person som muligt. En total tilfældighed, at netop jeg er blevet grundtvigsk to the bone. På intet tidspunkt har jeg op igennem min ungdom fået anbefalet at tage på højskole, men i stedet er jeg blevet tilskyndet at tage urimelig tidligt stilling til, hvad jeg vil med mit liv. For som ung og relativt ubeskrevet blad, skal man jo for alt i verden passe på, at man ikke bliver tabt bag en vogn af valg, og så skal man i øvrigt skynde sig at blive til noget så, man kan vise omverdenen, at man med succes har kunnet navigere sig igennem zappersamfundets bombardement af tilbud. Jeg synes, det er åndssvagt uhensigtsmæssigt, at ungdommen skal ligge under for dette fortløbende forventningspres. Og en syndig skam, at der fra samfundets side hersker en manglende anerkendelse af de realkompetencer højskolerne udbyder.

Den mest mærkbare konsekvens af denne skævvridende misbilligelse, er lukningen af flere og flere højskoler, og nu er turen kommet til Ærø Højskole.

Stedet har ligesom landets øvrige højskoler længe været underkastet økonomisk trange kår, men nu går den ikke længere, og vi - hold 64 - er den sidste årgang, før skolen lukker. For en stund i hvert fald.

En stor del af højskolernes krise handler om mangelfuld markedsføring, der blandt andet resulterer i, at indspiste bymennesker som jeg risikerer aldrig at blive oplyst omkring højskolernes tilbud. Det er på tide at fortælle de unge, hvorfor et sted som Ærø Højskole kunne være væsentligt for dem. For alle behøver vi højskoler.

Ikke kun hippierne.

Forkortet af redaktionen

Nogle gange går jeg rundt med en følelse af, at et eller andet er forkert. At jeg er i den forkerte krop, i det forkerte land, i det forkerte par sko. Og det er egentlig fjollet, for efterhånden som tiden går, får jeg trods alt udfyldt mig selv mere og mere med den jeg… er. Hvis altså Sokrates havde ret i, at jeg indeholder al viden, jeg skal blot huske den, eller Christen Kold havde ret i, at alle frø er der, de skal bare vandes.

Holistiske menneskesyn er betagende.

Alting ender godt, der er virkeliggørelse af selvet og helt klart en mening. Det er rent happy meal. I love it!

... tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne.

Alligevel lider jeg under den diskrepans, der er mellem mig og alle skyggeforestillingerne om mulige jeg’er, der går rundt og flagrer i en parallelvirkelighed og puster mig – eller bare den nutidige selvforestilling om mig - i ørerne.

Måske skyldes det valgene, som kunne have været truffet anderledes, vildvejene, man kunne have undgået, forbindelser fra Macdonaldskøer, der aldrig blev til noget, og forbindelser, der gjorde, men ikke burde.

Hvis bare man var teosof, så kunne man finde spirituel ro ved, at der på samme tid var syv verdener og syv bevidsthedsniveauer. En enkelt parallelfølelse eller indre splittelse ville overhovedet ikke være skræmmende, kun helt naturlig. Også selvom man havde job som Ronald Macdonald og hver dag var tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne. Det ville bare være en del af én verden, mens de andre verdener foregik i tankeslotte og luftkassteller, og man i tidligere liv havde været høvdingedatter, kongesøn og en filosof, der blev henrettet med skarntydesaft.

Anne-Marie Donslund er forfatter

s. 17

debat Bogkritik

s. 18

Kampen om sammenhængskraften ANMELDELSE: Kasper Støvrings ellers berettigede analyse af den kulturelle sammenhængskraft kører af sporet i polemikkens hellige navn af rasmus kolby rahbek Gennem de senere år har debatten om det velfungerende samfund i stigende grad centreret sig om begrebet sammenhængskraft. Diskussionerne går som oftest på, hvad der bedst fremmer denne sammenhængskraft, og hvordan vi vedligeholder den. Alle synes at være enige om, at sammenhængskraften afhænger af en vis lighed blandt samfundets medlemmer. Spørgsmålet er blot hvilken lighed; er det en politisk, økonomisk, retslig eller kulturel lighed, der er mest befordrende for sammenhængskraften.

Med bogen ”Sammenhængskraft” forsøger Kasper Støvring sig med et kampskrift til fordel for den kulturelle sammenhængskraft: Den fælles nationale kultur formår bedre end noget andet at fremkalde den tillid blandt en gruppes medlemmer, som er så afgørende for sammenhængskraften.

Tesen lyder i kort form således: Sammenhængskraften kommer af en tillid, der bunder i en fælles kultur. Denne fælles kultur opstår som et resultat af de fælles positive, uformelle normer, der dannes spontant i en given social gruppe. Disse uformelle normer skabes spontant, når folk over længere tid

maj 2010

er forbundet i et fællesskab. Jo mindre dette fællesskab er, og jo klarere det er, hvem der er ”inde og ude”, desto mere vil dette fællesskab i kraft af tilliden, de fælles normer og den fælles kultur udvikle en stærk kollektiv identitet – en markant ”vi”-følelse. national kultur For Kasper Støvring gælder det, at det er fra civilsamfundet, at ingredienserne til sammenhængskraften kommer – ikke fra hverken stat eller marked.

Staten og markedet kan ligefrem gøre skade på sammenhængskraften, når de forsøger at trænge sig ind på civilsamfundet og underlægge sig det.

Endvidere er det helt afgørende, at den kultur, der i særdeleshed fremmer samfundets sammenhængskraft, er den nationale kultur. Det er den nationale kultur, der er referencepunktet for den kollektive identitet. Vores ”vi”-følelse er en stærk følelse af ”vi, danskere”, der gør, at vi er særligt forpligtede på og loyale over for nationalstatens fællesskab.

Og det er herfra, at Støvrings bog udvikler sig til et kampskrift. Han ser nemlig, at den nationale kultur i stigende grad udfordres med dertilhørende underminering af samfundets sammenhængskraft. Særligt ser Støvring EU og multikulturalismen som angreb på nationalstaten, da disse er kendetegnet ved en foragt for kultur i almindelighed og national kultur i særdeleshed. Det er således kampen for det naturlige og konkrete og imod det konstruerede og abstrakte, der bliver Støvrings projekt. enten/eller-tænkning Kasper Støvring har langt hen af vejen ret i sine udredninger af, hvorledes sociale grupper udvikler sig og bliver

Sammenhængskraft Kasper Støvring Gyldendal 216 sider, 199 kr.

til fællesskaber med fælles værdier og normer. Nødvendigheden af sammenhæng og forpligtelse er central. Hans pointering af civilsamfundets rolle, og hvorledes det ofte trues af indblanding fra henholdsvis stat og marked, er også en debat, der længere har været fraværende i en dansk sammenhæng og som sådan har godt af en revitalisering.

Der sker dog en mærkelig forskydning af begreberne, når Støvring springer fra den kommunitaristiske idé om betydningen af nære sociale sammenhænge til den nationalkonservative kongstanke om nationalkulturens eksklusive status. Støvring ser her fuldstændigt hen over de abstraktioner og (re)konstruktioner, han selv fore-

s. 19

tager, når han hævder et enslydende, konkret, naturligt og erfaringsbaseret kulturelt fællesskab med 5 mio. danskere som medlemmer. Dermed ikke sagt, at det ikke får konkrete effekter, eller at det ikke kan være vigtigere end andre konstruktioner. Det forekommer blot, at Støvring bliver så forhippet i sin kamp for den nationale kultur, at han bliver enøjet. Bogen præges i høj grad af en ”enten/eller”-tænkning, som til tider bliver så ekstrem, at det bliver helt legitimt, at har han påvist

»

Trods de kvaliteter bogen indeholder, efterlades man med en følelse af en analyse, der desværre er kørt helt af sporet i polemikkens hellige navn. Især kritikken af EU virker helt i skoven ét argument, kan han uden videre postulere hvad det skal være om dets modsætning. uden hold i virkeligheden Trods de kvaliteter bogen indeholder, efterlades man med en følelse af en analyse, der desværre er kørt helt af sporet i polemikkens hellige navn. Især kritikken af EU virker helt i skoven.

Det EU, Støvring kritiserer, har ikke

meget hold i virkeligheden. Støvring får skabt et yderst konspiratorisk billede af ”Imperiet EU”, der mere virker inspireret af hemmelige loger fra en Dan Brown-roman: Et EU der alene er skabt med det formål at afskaffe nationalstaten; et EU der fungerer som en stor konstrueret abstraktion uden den ringeste tilknytning til virkeligheden; et EU der er et fuldstændigt selvstyrende system, helt og aldeles frakoblet de europæiske nationalstater.

Desuden kan EU aldrig opnå bare den mindste legitimitet, idet det mangler alle nationalstatens karakteristika.

Denne besættelse af at sammenligne EU med nationalstaten virker bizar, når skrækscenariet netop er et EU, der ligner nationalstaten.

Endeligt virker kritikken af EU og multikulturalisterne ude af proportioner i forhold til, hvad man ellers kunne forestille sig som en trussel mod en kulturel sammenhængskraft.

Når man ser på hvilken rolle, Støvring eksempelvis tildeler religionen i dannelsen af den fælles kultur, virker det underligt, at han ikke med ét ord nævner de udfordringer, det måtte give for sammenhængskraften, når religionen mister sin status som et dominerende element i danskernes liv.

Det overrasker også hvor lidt, Støvring har blik for det særlige ved den danske afart af protestantismen og i stedet blot kopierer Samuel Huntingtons beskrivelse af protestantismen i USA, når nu det nationale er så vigtigt for ham.

Religionen fremstår således vigtigere som instrument for nationalkulturen end som netop religion. Fuldstændigt som det også gør sig gældende for foreningslivet, civilsamfundet – og ja, sammenhængskraften.

Kasper Støvring har i høj grad ret i, at kultur spiller en vigtig rolle i

De andre mente ”Endnu en klar og velargumenteret bog fra Kasper Støvring, der efterhånden er ved at etablere sig som Danmarks førende konservative intellektuelle. Han skriver klart og forståeligt uden unødige lærde henvisninger. Selv om Støvring opfatter sig selv som nationalkonservativ og siger mange umiddelbart kontroversielle ting, skriver han sobert og upolemisk, så de, der vil tale ham imod, må være godt forberedte.”

Henrik Gade Jensen Jyllands-Posten  Hvis det er originalitet i tanke og udførelse, som er relevanskriteriet, kan man måske godt undre sig stille over, hvorfor Gyldendal har fundet det magtpåliggende at udgive Kasper Støvrings seneste bog.

Lars Trier Mogensen Politiken 

spørgsmålet om samfundets sammenhængskraft, og at det ikke nytter noget at læne sig tilbage og vente på, at enten stat eller marked servicerer os med en sammenhængskraft. Denne debat er selvklart vigtig – ligesom debatterne om hvilken rolle den politiske, økonomiske og retslige lighed har for sammenhængskraften er det. Desværre sidder man efter endt læsning med en fornemmelse af, at denne bogs egentlige ærinde, trods dens titel, slet ikke er samfundets sammenhængskraft.

tendens Mennesket og myten

s. 20

Foto: Sune de Souza Schmidt-Madsen

Hædret og hadet

INTERVIEW: Hvis man kan tale om én, hvis fortælling i medierne tog en uventet drejning, så er det Jørgen Leth. Fra cykelløbskommentator til liderbasse. En sætning fra biografien “Det uperfekte menneske” blev afgørende for det billede, pressen gav af hans person af charlotte kjærholm pedersen

maj 2010

op til mødet med jørgen leth ser jeg ham komme gående ned af gothersgade. Han ser lidt træt og trist ud. Og lidt gammel. Måske ikke helt retfærdigt at dømme ham på et splitsekund en iskold forårsmorgen, men da han aflyser vores aftale, inden han skal tale med Frank Esmann om sin nye bog, Haiti. Kuppet. Faldet i Cinemateket med begrundelsen ”udmattelse”, bliver min mistanke bekræftet.

I første omgang har det været enormt svært at lave en aftale med ham. Han er skeptisk over projektet – at tale om sig selv i forhold til mediebilleder og myter – men går til sidst med til det. Da han aflyser mødet per e-mail, begrunder han det med, at det posttraumatiske stress efter jordskælvet er ved at indhente ham. Han går dog med til at mødes med mig et par dage efter. Først kigger jeg dog forbi i Cinemateket. Samtalen mellem Jørgen Leth og Frank Esmann handler om Haiti. Forskellen på de to er slående.

De har begge boet i Haiti, men Es-

mann har været korrespondent. Leth har levet der. De fortæller historier om deres fælles oplevelser i Haiti. Esmann ler, mens Leth trækker på smilebåndet, og en vis fortvivlelse lyser ud af hans ansigt. For Esmann er det en historie om en katastrofe. For Leth er det også en historie om afslutningen på et kapitel af hans liv.

Det er med en vis forbavselse at se publikummet komme dryssende. Det strømmer til med unge mennesker mellem 20 og 25 år. Da vi et par dage efter mødes, forklarer han, at det er den aldersgruppe, som kommer til hans arrangementer. Da han for nylig var i Aalborg for at læse op af sin lyrik, var det for et stuvende fuldt studenterhus. ”Der var 250 mennesker og udsolgt lang tid i forvejen. Publikum var nærmest kun unge mennesker. Arrangørerne var også lidt overraskede.

Jeg aner ikke hvorfor, men jeg har et enormt tag på unge mennesker,” forklarer han og fortæller, at når han bliver stoppet på gaden, hører han ofte forskellige ting fra unge og ældre. ”De unge kommer hen på gaden og fortæller om, at de har læst mine digte og set mine film. De ældre kommer hen og siger noget med Tour de France.

Søren Ulrik Thomsen forudsagde, at mine digte rammer et ungt publikum.”

Jeg spørger ham, om mediestormen har medvirket til det – har den sat fokus på en anden side af ham end Jørgen Leth – kommentatoren fra Tour de France? ”Jeg har jo været udøvende kunster i mange år, men der skete da en vægtfordeling. Det har været Tour de France, som jeg er kendt for i Danmark. Det skiftede der. De unge kommer ikke kun for Tour de France, men også for min kunst og min person i kunstbilledet. Det er faktisk blevet til et mere nuanceret billede.” da det hele handlede om en ting Humøret er godt, efter vi er vendt hjem til hans lejlighed. På cafeen, hvor vi først mødes, er der proppet med børnefamilier. På vejen forklarer han,

»

Det var en chokerende oplevelse. Jeg havde ikke ventet, at det ville ske.

Jeg har ikke været ude efter at provokere. Mine spilleregler var at være ærlig og fortælle om det liv, som betød noget for mig – også blev jeg lagt for had. Alliancen mellem hardcore betonfeminister og tabloidpressen var helt uforudset og livsfarlig for mig. at det er svært for ham at koncentrere sig. Han glemmer af og til, og han passer på ikke at stresse sig selv, selvom det ikke altid lykkes. Efter jordskælvet i Haiti er han skrøbelig.

Vi skal tale om myter i mediebilledet. Og det kan man om nogen sige, at Jørgen Leth har oplevet. Da han i 2005 udgav ”Det uperfekte menneske”, blev en sætning afgørende for hans person.

Fra at være Tour de France-kommentatoren, som med et blomstrende billedsprog ledte danske cykelsportsinteresserede gennem Frankrig og cykelryttere i mål, blev han udstillet som et styks gammel kolonial hvid herre, der udnyttede unge sorte piger i Haiti. Selv siger han om den affære, ”Det var en chokerende oplevelse. Jeg havde ikke ventet, at det ville ske. Jeg har ikke været ude efter at provokere.

Mine spilleregler var at være ærlig og

s. 21

tendens Mennesket og myten

s. 22

fortælle om det liv, som betød noget for mig – også blev jeg lagt for had.

Alliancen mellem hardcore betonfeminister og tabloidpressen var helt uforudset og livsfarlig for mig. Jeg kan kun være glad for, at jeg havde mine børns støtte og min egen ro, men det var en meget hård krise. De forsøgte at smudse mig og min rede til. De forsøgte at bilde folk ind, at det blev svært for mig at vende tilbage til Haiti.

Det var simpelthen løgn. Jeg blev paranoid af det, men mine advokat i Haiti grinede af det og beroligede mig. Det var simpelthen løgn,” siger han om den hårde medfart. ”Jeg læste for nylig Jacob Ejersbos ”Liberty”, og jeg tænkte, at hvis den bare var udkommet før min biografi, så var det aldrig sket. Den handler om den hvide mand og den sorte kvinde.

Om de sociale spil imellem køn og racer. Kærlighedsforhold. At fortabe sig selv i seksualitet i de lande. Jeg kunne genkende alt, hvad han skrev,” siger Leth, mens han har fundet puder til de hårde kurvestole, som står i lejligheden, hans filmselskabet stiller til rådighed. Det eneste der bærer præg af Jørgen Leth, er de mange papirer, der ligger rundt på alle borde, og som han på forhånd har undskyldt. efterveer Jørgen Leth har blandet følelser over for Danmark. De seneste 20 år har han levet i Haiti og været i Danmark om sommeren. ”Jeg kan godt lide at være i Danmark om sommeren – se mine venner, men jeg har altid søgt ud for at opleve noget. Jeg føler mig godt tilpas, når jeg rejser, og jeg tillægger den vrede fra medierne noget frygtelig dansk. Man skal ikke rage op i Danmark. Man skal specielt ikke tro, at man er noget, fordi man har en profil i udlandet.”

Styrede janteloven fortællingen om dig? ”Ja. ’du skal ikke tro, at du er noget’.

Det er meget vigtigt. Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, jeg er meget selv-

maj 2010

»

Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, jeg er meget selvoptaget, men det er biomstændighed ved at bruge sit liv på at være kunster. Jeg bruger jo mig selv og mit liv i stor udstrækning. Uvenligt kan man vel godt sige, at jeg er selvoptaget. optaget, men det er biomstændighed ved at bruge sit liv på at være kunster.

Jeg bruger jo mig selv og mit liv i stor udstrækning. Uvenligt kan man vel godt sige, at jeg er selvoptaget.”

Efter jordskælvet i Haiti, hvor Leth sammen med sine ansatte og samarbejdspartnere nåede ud af huset i Jacmel, inden det brasede sammen, fik Ekstra Bladet hurtigt fat i Leth, og på et 15 minutter lang optagelse forklarede han fra en FN-lejr, hvordan han oplevede jordskælvet. Det er optaget så kort tid efter katastrofen indtraf, at han ikke kendte til omfanget, men i forbindelse med udgivelsen af bogen om Haiti, har han adskillige gange understreget, at tabet af hans hus ikke har nogen betydning i forhold til skaderne i landet. ”Efter det, der skete i Haiti måtte jeg forsøge at styre sikkert, da jeg kom hjem. Jeg ville ikke have, at det hele blev opslugt af min person. Det handler om den politiske situation i Haiti.

Lige efter jordskælvet talte jeg meget om mig selv, og hvad der var sket. Men der anede jeg jo knap nok, hvad der var

sket. Men efterfølgende har jeg sagt til journalister, at jeg ikke ville tale om mig selv,” siger han.

Men sagde du det, fordi du frygtede, at det vil blive vendt til noget negativt? Din reaktion virker jo meget naturligt og menneskelig. ”Ja, det synes jeg også. Men straks var der en mistænkeliggørelse. Der var en kvinde, der skrev om mig i Ekstra Bladet. Hun var forarget over, jeg kun tænkte på min tabte kunstsamling. Det sårer mig, og jeg forstår ikke, hvordan man kan misforstå mig så meget. Jeg er bestemt følsom over for det. Jeg er følsom over for andre menneskers opfattelse af mig. Det har overrasket mig i mine senere år, at der er nogle gengangere, som hader mig, som bliver ved med at komme med giftige og ondskabsfulde indlæg. Det er ubehageligt.” forklarer han. kompromisløs og nysgerrig ”Jeg fylder snart 73 år og sætter en vis stolthed i ikke at være gået på kompromis. Jeg vil gerne huskes som kompromisløs og som tro mod mig selv,” siger han. ”Og jeg vil gerne huskes nysgerrigheden og min lyst til at eksperimentere. Min force er, at jeg er god til at opleve. Jeg vil gerne huskes for at være

»

Jeg fylder snart 73 år og sætter en vis stolthed i ikke at være gået på kompromis. Jeg vil gerne huskes som kompromisløs og som tro mod mig selv.

de frie skolers advokat ® Danmarks førende advokatfirma når det gælder rådgivning af frie skoler Vi påtager os aldrig sager mod frie skoler

www.frieskolerlaw.dk

nysgerrig. Den har jeg aldrig sat over styr. Jeg er stadig meget nysgerrig. Det er det element, der bærer det nye liv.”

Mit spørgsmål har lydt, hvordan han gerne opfattes i offentligheden. Til samtalen med Esmann har publikum spurgt til hans kommende film og til vodoo. Og det er da også en alvidende mand – forfatter, filminstruktør, journalist – man kan sætte mange mærkater på Jørgen Leth. Fælles for dem, er, at det er den personlige fortælling, det handler om. ”I fortællingen har jeg altid brugt mit eget liv som stof. Det springer al god kunst ud af. At man bruger sit eget liv som materiale på den ene eller anden måde. Det kan være kamufleret og filtreret på mange måder. Jeg har taget den fulde konsekvens og bruger det ret meget. Det handler om mine erfaringer, som forvandles til et udtryk. Al erindring er en form for iscensættelse.

Det er ikke råt og indeholder et ele-

ment af iscenesættelse. Jeg er åbenbart mindre sky i mine fortællinger om mine seksuelle oplevelser,” siger han om sit syn på kunst og fortsætter: ”Jeg ved, at jeg skriver godt, men det er ud fra min egen næsetip. Det subjektive genre er oftest mere spændende at læse end den, der forsøger at være objektiv. Den engagerer mere. Min tilstedeværelse farver min oplevelse.

Jeg prøver at være nøgtern og detaljeret. Det er en form for nyrealisme, jeg dyrker.”

Han forsøger ikke at tækkes noget publikum: ”Jeg laver ikke noget som helst for et bestemt publikum, tværtimod. Jeg har fornægtet publikum. Jeg har brugt over 10 år på at lave ”Det erotiske menneske” (kommer i løbet af dette år.

Red.), og det eneste vigtige for mig er, om jeg selv er tilfreds med mit arbejde.

Jeg regner aldrig med publikum. Med den linje har det betydet, at jeg har

fået mit publikum. Det er ikke bredt, men afgrænset. Det er måske en lidt frimodig indstilling,” siger han, men forklarer samtidig, at han gerne vil ses som formidler – at han gerne vil forklare sit projekt. ”Jeg kan godt lide at være skabende og formidlende. Jeg formidler også mig selv og forklarer. Det er halvdelen af min virksomhed. Der er retrospektive serier af mine film flere gange årligt.

Det er jeg selvfølgelig stolt over, og der stiller jeg gerne op og forklarer mine ting. Jeg stiller mig mellem værket og publikum og forklarer, hvad det er, jeg vil.”

Mine spekulationer er gjort til skamme, for der er ingen tegn på træthed hos Leth Tværtimod. Uanset om offentlighedens billede af manden er korrekt eller ej, holder han vist aldrig op med at arbejde med det.

s. 23

tendens Mennesket og myten

s. 24

Fantomet Amdi

Amdi Petersen blev set i Mexico, hævder det Tvind-kritiske website www.tvindalert. com. Mogens Amdi Petersen står angiveligt til højre i billedet mens en gruppe gæster bliver vist rundt i bygningskomlekset TG Pacifico ved stillehavskysten. Foto: Polfoto

INTERVIEW: Tvind er for stort til lille Danmark, siger den eftersøgte Mogens Amdi Petersen i sit første interview siden 1979.

Den 70-årige var i al hemmelighed på ophold i Danmark kort før jul af andreas harbsmeier

maj 2010

skal man tro på alt, hvad man læser? i hvert fald ikke i til fældet mogens amdi petersen.

Tvind-stifteren, guruen og muligvis milliardæren er om nogen i den nyere danske historie omgærdet af mystik, myter og utvivlsomt en god del fordomme. Han har været den evigt fraværende hovedperson i en lang historie, der blandt andet involverer en succes uden sidestykke i dansk skolehistorie, en meget stor vindmølle, et grundlovsbrud, anklager om hjernevask og skattesvig, og altså en karismatisk lederfigur.

Et personnummer. Det er noget af det eneste sande, man med sikkerhed ved om manden, der engang var et stort navn i højskolekredse, men nu er det hos det danske politi. Amdi, som han blot bliver kaldt, er af samme grund mildest talt en vanskelig herre at få fat i. Det har han været siden 1979, hvor han overlod den offentlige scene til den hårdt kæmpende talsmand Poul Jørgensen, der skulle forsøge at forklare og forsvare, hvad der foregik inden for det, man så bombastisk har kaldt Tvind-imperiet. Selv forsvandt han helt og aldeles ud af billedet og bidrog på den måde mere end nogen anden til skabelsen af det fantom, der går under navnet Amdi. Og man må bruge andre metoder end de sædvanlige for at få et interview i stand med et fantom.

Højskolebladet har længe forsøgt at få manden i tale – ikke fordi vi anså det for realistisk, men det kunne jo være…

Og ud fra en forestilling om, at netop vores medie skulle være attraktivt for manden på en anden måde end dagbladene. Fordi Tvind tog sit afsæt i højskolebevægelsen, og fordi Højskolebladet ikke er sensationsjagende på samme måde som de medier, der lever af at levere skandaler og gennem tiderne har skrevet mangt og meget om Tvind, der hverken er mere eller mindre sandfærdigt end dette interview.

Bladets bestræbelser havde ikke været nogen succes, indtil jeg for et par måneder siden temmelig overraskende blev kontaktet af en person, der præsenterede sig selv som del af

Tvinds LærerGruppe og repræsentant for Mogens Amdi Petersen. I første omgang blev jeg skeptisk. Nogen er ude på at lave et nummer med bladet.

Hvorfor skulle Amdi nu ville tale med

»

Bladets bestræbelser havde ikke været nogen succes, indtil jeg for et par måneder siden temmelig overraskende blev kontaktet af en person, der præsenterede sig selv som del af Tvinds LærerGruppe og repræsentant for Mogens Amdi Petersen. dansk presse? Og hvorfor Højskolebladet? Men LærerGruppe-medlemmet er overbevisende, og jeg er fristet.

Endnu mere overraskende er det, at interviewet kan finde sted i Danmark.

Jeg har ellers set klippet fra sidste år af en journalist fra Ekstra Bladet, der står ved porten til et kæmpe ejendomskompleks et sted i Mexico, der nærmest ligner noget, NASA har opført, og forsøger at aflevere en buket blomster til Amdi på hans 70-års fødselsdag. Videoklippet, som Ekstra Bladet offentliggjorde dengang, viste blot en venlig, men noget uforstående spansktalende vagtmand, der ikke mente, at han nogensinde havde hørt om en Mogens Amdi Petersen, men da gerne ville aflevere buketten til de andre europæere, der befandt sig på ejendommen. Intet i klippet beviste, at Amdi rent faktisk opholdt sig på stedet. Jyllands Posten har siden forsøgt sig med samme procedure. Uden held.

Ifølge Amdis repræsentant kan interviewet finde sted på Tvind-guruens midlertidige opholdssted i udkanten af København. Jeg bliver af sekretæren udtrykkeligt bedt om ikke at skrive hvor – og ikke fortælle nogen om mødet, før det har fundet sted. Det er en af betingelserne for interviewet. De øvrige betingelser gør han også klart for mig: Han vil ikke tale om specifikke forhold i ankesagen, men ønsker at give sit syn på Tvinds position, hvordan Tvind er blevet til det, det er i dag, og hvorfor det er kommet så vidt, at han endnu må holde sig skjult for offentligheden. Jeg vælger at respektere betingelserne, ligesom jeg vælger at tro på, at det faktisk er Amdi, jeg skal interviewe. Overvejelser, om jeg skal kontakte PET eller politiet, bliver skrinlagt. Dels fordi interviewet alt andet lige er et scoop uden lige. Dels fordi jeg går ud fra, at de har taget deres forholdsregler.

To dage senere står jeg i det, der skal forestille at være “mesterens” midlertidige bolig. Det lever ikke ligefrem op til fordommene. Meget beskedent og småt. Amdi selv er endnu ikke til stede, da jeg ankommer, men to personer, jeg ikke genkender, præsenterer sig som del af LærerGruppen – uden at sige deres navne – og tager imod mig i et lille, tilforladeligt parcelhus. Sparsomt møbleret med noget, der kunne have været min mormors efterladte.

Den ene beder mig vise legitimation, mens den anden går en tur udenfor – tilsyneladende for at sikre sig, at jeg ikke har talt over mig og afsløret Amdis opholdssted for andre, eller at nogen er fuldt efter mig. […]

Det rumsterer fra entréen, og jeg rejser mig automatisk op, lidt for hurtigt og lidt for klodset, som om det var dronningen, der var på vej ind. “Er han kommet?”, siger manden, der skulle være Amdi, halvhøjt, mens jeg kan høre, at han hænger sin jakke op.

“Ja, vi er herinde”, svarer en af dem fra LærerGruppen, inden jeg når at sige noget. Og så træder han ind i den

s. 25

tendens Mennesket og myten

s. 26

lille stue, hvor jeg er blevet placeret i sofaen. Han ligner virkelig Amdi på det billede, der blev taget efter retssagen for tre år siden, og som jeg har studeret nøje og medbragt til interviewet. Det grå hår er ganske vist farvet mørkt, og brillerne er væk. Men ellers ligner den høje, senede mand sig selv. Han smiler venligt.

“Er du overrasket?”, er det første, min diktafon, som jeg lige når at tænde, registrerer Amdi sige. “Ja, jeg er jo nødt til at holde lidt lav profil,” siger han og giver mig hånden. Manden foran mig ligner ikke billedet fra retssagen for fire år siden. Den gråhårede, lidt sammensunkne mand med skindhue har skiftet brillerne ud med linser og har farvet håret mørkt. “Jeg bliver ikke genkendt. Jeg har været her en del gange uden problemer. Det er der ikke mange, der ved. Men det er altså ikke så vanskeligt at rejse inkognito til Danmark. Du vil blive overrasket over, hvad man kan bilde folk ind, hvis man bare forstår at sætte de rigtige rammer.”

“En ting skal du forstå, før vi går i gang. Jeg kan ikke tale på hele Tvinds vegne. Tvind er, og Tvind har altid været et fællesskab, hvor alle kan komme til orde, og hvor der skal være enighed.

Når der bliver taget beslutninger om dette og hint, er det ikke udtryk for, at jeg beslutter noget fra oven. Det er heller ikke udtryk for liberal venlighed eller løgnagtig ‘harmoni’ i LærerGruppen. Hvis det virkelig var tilfældet, ville reelle konflikter aldrig komme frem i lyset, og sammenholdet ville ikke være så stærkt. Hvis man tror, at jeg er en slags leder i et hierarkisk foretagende, så tager man virkelig fejl af de stærke viljer, der findes i LærerGruppen. I kraft af mit seniorat er min rådgivning søgt – jeg ved ikke, om man kan sige, at den er eftersøgt.”

Amdi smiler koket af sin egen vittighed. “Det er det, der er mit arbejde.

Det betyder, at hvis der er særlige vigtige spørgsmål, bliver jeg spurgt til

maj 2010

råds. Men jeg er heller ikke fejlfri, jeg får også min del af kritikken: ‘hundrede kammerater er meget værd, både tilsammen og hver især’.”

Det fynske tonefald i Amdis stemme kan stadig spores. Han sætter sig over for mig, der stadig står op.

Selv siddende er han næsten lige så høj som jeg. At Amdi som det første underspiller sin egen indflydelse i foretagendet, er ikke overraskende. Det var også strategien under den første retssag. Hvis man hele tiden henviser til, at ledelsen og dermed ansvaret er kollektivt, er det vanskeligt at gøre enkeltpersoner ansvarlige – i juridisk forstand. […]

Han fortsætter med at tale, efter at han har verfet de to LærerGruppemedlemmer ud i køkkenet bagerst i det lille hus: “Der er blevet skrevet så mange forkerte og løgnagtige historier om mig i aviserne. Du kan bilde folk meget ind – for mennesker vil gerne tro på dig. For mere end ti år siden blev en kronik offentliggjort i Politiken i mit navn. Den var faktisk god. Det var ganske vist en aprilsnar, og jeg havde ikke skrevet en linje af den. Hvis man ser bort fra, at de havde smurt lidt tykt på, så kunne jeg ikke have gjort det bedre selv. Min pointe her er ikke så meget, at det var en god kronik, men derimod, at jeg, siden jeg forlod offentligheden, ikke har kunnet styre fortællingen om mig selv. Den indlysende forklaring på alle historierne er jo, at fordi jeg holdt op med at fortælle historien om mig selv, begyndte andre at gøre det – og jeg mistede kontrollen over billedet af mig selv.”

Derfor er Amdi blevet et fantom.

Af samme grund var det umådeligt spektakulært, da Jyllands Posten for snart 10 år siden kunne afsløre, at han befandt sig i en luksuslejlighed i Florida. Helt afsondret fra den danske offentlighed, han var kommet til at hade så grundlæggende. Et fotografi fra 1990 af en person, der angiveligt

er Amdi Petersen i færd med at stige om bord på et fly på Grand Cayman Island, var det eneste offentlige vidnesbyrd om manden fra 1979 frem til 2002, hvor Jyllands Posten leverede et regulært scoop, da de offentliggjorde et billede af en ældre herre ved et luksuslejlighedskompleks i Florida. Det førte kort tid efter til pågribelsen af ham i Los Angeles og endelig retssagen mod den øverste Tvind-ledelse i 2006.

I de mellemliggende mange år svirrede rygterne. Havde Amdi været udsat for et attentat? Var han blevet syg, eller var han ganske enkelt blevet detroniseret af LærerGruppen? Ingen af rygterne kunne i sagens natur dokumenteres, og Amdi virkede ikke synderligt detroniseret, da han dukkede op i Danmark.

Det gør han heller ikke nu. Tværtimod.

“Jeg tror ikke på en fair retssag”, siger han. “Hele sagen har været politisk fra starten. Man kan åbenbart ikke acceptere Tvind i Danmark, og derfor skal vi ned med nakken. Koste hvad det vil. Sådan var det, da Folketinget med Ole Vig i spidsen vedtog den grundlovsstridige lov, der udelukkende skulle sørge for, at Tvind ikke kunne få statstilskud, og sådan er det stadig.

Dengang, vi startede det hele, vidste vi jo godt, at de ideer og de idealer, vi arbejdede ud fra, var kontroversielle.

Vi har været ærlige fra starten. Vi stod ikke malet op i et hjørne og tordnede mod verden. Ord OG handling! Vi ville forandringen, og vi gjorde forandringen. Til at begynde med vakte vi ikke så megen opmærksomhed, men efterhånden gik det op for verden, hvad vi betød. Jeg tror, det var vindmøllen (den første megawattvindmølle i verden opført af Tvind i 1979, red.), der gjorde systemet klart, at vi kunne og ville meget mere. Men på grund af de gode resultater vi havde inden for alle skoleformerne, kunne man inden for den danske stat godt acceptere den retorik. Det viste et rummeligt samfund.

Men jo mere succes vi havde, og jo

s. 27

bedre resultater, vi leverede, des større blev systemets skepsis. Det paradoksale er, at i det øjeblik, vi nedtonede den revolutionære del af retorikken og ikke længere ville udtale os, blev vi mistænkeliggjort.”

Det forekommer mig, at så længe I sagde, at I ville omstyrte samfundet, var det i orden.

Men da I holdt op med at sige noget, troede man måske, at I faktisk ville gøre det?

“Da de så, at vi havde viljen og ideerne til at give samfundet et nyt fundament, blev mistænksomheden vakt. Den almindelige dansker oplever ikke andet end mildhed fra systemet, men når det kommer så vidt, at de store spørgsmål bliver stillet, viser systemet tænder.

Selv om vi alle blev frifundet, var vi dømt alligevel. At vi agerede forkert i forhold til normerne for almindeligt

»

Han fortsætter med at tale, efter at han har verfet de to LærerGruppe-medlemmer ud i køkkenet bagerst i det lille hus: “Der er blevet skrevet så mange forkerte og løgnagtige historier om mig i aviserne. Du kan bilde folk meget ind – for mennesker vil gerne tro på dig.

dansk mindreværd, blev fastlagt for længe siden. Så har det blot været et spørgsmål om at tilpasse retssystemet til den fordom, så vi også rent formelt kunne komme ned med nakken. Men det er ikke lykkedes. Vi lever stadig – i bedste velgående. Vi fik pressen imod os, og siden da har Tvind udelukkende været en politisk sag, pakket ind i jura.”

I en pause i talestrømmen forsøger jeg at gå lidt kritisk til manden, der ellers er ved at være talt varm, og i øvrigt helt konsekvent siger “vi” i stedet for “jeg”.

Du kan vel godt forstå, at jeres lukkede struktur, de sindrige og temmelig uigennemskuelige konstruktioner af fonde og selskaber, der betaler hinanden indbyrdes, og den konsekvente og systematiske brug af offentlige midler giver anledning til en vis skepsis?

“Nej, det kan jeg egentlig ikke. Vi har blot forsøgt at placere så mange midler som muligt der, hvor der var brug for dem. Nemlig i den tredje verden. Det har vi gjort inden for lovens rammer. Jeg kan ikke komme ind på alle detaljer, men gennem årene er vi blevet bedre og bedre til at organisere os og få kanaliseret midlerne de rigtige steder hen, så de kommer flest mennesker til gavn. Med den enorme vækst, vi oplevede i 70’erne og 80’erne, havde vi brug for faste strukturer til at forvalte det ansvar, vi har over for verdens fattige og undertrykte. Vi spørger konstant ind til os selv og forholder os kritisk til de ting, vi gør. Det er det, der gør os stærke. Det er ikke kæft, trit og retning, men fælles ressourcer, fælles tid, fælles intelligens. Og vis mig en organisation, der er så omfattende som vores, hvor der ikke bliver begået fejl. Den findes ganske enkelt ikke.”

Hvis du er så sikker i din sag, hvorfor melder du dig så ikke? Får retssagen overstået?

“Jeg kan ikke rigtig se hvorfor. Jeg er efterhånden blevet en ældre herre.

Og jeg føler mig temmelig sikker på, at sagen nærmest er afgjort på forhånd.

Sagen er blevet anket. Men jeg er jo så godt som dømt allerede. Offentligheden har i hvert fald dømt mig. Har jeg ret eller har jeg ret?”

Hvor mange penge har du selv tjent på Tvind?

“Spørgsmålet om min personlige fortjeneste af alt det arbejde, jeg har lagt i Tvind, er for mig at se ikke særligt interessant. Man har fra starten overvurderet min rolle ud i det ekstreme. Som var jeg en slags Ron Hubbard eller lignende. Men sandheden er jo, at selv om jeg måske gerne ville kunne det, kan jeg jo ikke få folk til hvad som helst. I modsætning til det billede, der er blevet tegnet af strukturen i Tvind, findes der faktisk en hel del selvstændigt tænkende mennesker, som jeg kan være uenig med, og som kan være uenige med mig. Det er ikke sådan, at jeg sidder her og styrer det hele. Tværtimod. Jeg tilbyder min assistance og erfaring og fungerer som en slags konsulent for en række projekter i organisationen. Ligesom vi forsøger at ændre verden ved at gøre en indsats i fattige og undertrykte dele af verden, forsøger vi også hele tiden at ændre den måde, vi selv tænker og agerer på. I den forstand trækker vi jo stadig på inspirationen fra Kold. Vi kommer jo et sted fra. De allerfleste af os mister i en meget ung alder evnen til at være åbne og ærlige over for os selv og andre. Man kan ikke presse dogmer ned over de unge uden at hindre, at de udvikler sig frit. Med vores hus skabte vi et sted, hvor man kan begynde at åbne sig mod tilværelsen.

Det var vigtigt. Men vi er alle sammen blevet opdraget forskelligt – i Afrika er de blevet fyldt med koloniale ideer, i Skandinavien er vi blevet fyldt med kapitalistiske ideer.” […]

Amdi rejser sig pludseligt, og går ind

tendens Mennesket og myten

s. 28

i rummet ved siden af, hvor han fører en kort samtale med et af LærerGruppemedlemmerne. Jeg kan ikke høre, hvad de taler om, men den ene forlader huset gennem havedøren i køkkenet i det lille hus, mens Amdi vender tilbage. Hvordan forholder han sig til kritikken af den måde, LærerGruppen fungerer på og af Tvinds sektlignende struktur, vil jeg vide.

“Påstandene om indoktrinering og sektlignende tilstande i Tvind viser, hvor misforstået ideerne bag Tvind er, og hvor lidt plads der er i Danmark til alternativ tænkning. Og jo, jeg kan da nok godt forstå, at det kan se mærkværdigt ud udefra. De såkaldte ‘afhoppere’, der lige pludselig syntes, at det hele var så forfærdeligt. Så usædvanligt er det jo heller ikke, at mennesker, der ikke kan klare sig på en given arbejdsplads, går ud og brokker sig bagefter. Det er faktisk helt normalt.

Fællesskabet var og er det centrale i Tvind. Ingen går med fodlænker hos os. Vi er frie til at vælge hinanden forpligtende. Derfor er vi et alternativ til den ekstremt udbredte og voldsomt indskrænkende individualisme og frihedstænkning, der præger og har præget Danmark fra 60’erne og frem.” […]

Hvorfor så overhovedet dette interview?

“Godt spørgsmål. Selv om Tvind er tænkt som en udfordring til det etablerede uddannelsessystem, og som sådan er et forsøg på at skabe en fællesskabsorienteret erfaringspædagogik, har vi utrolig meget til fælles med grundtanken i højskolebevægelsen, som jo er vores oprindelige udgangspunkt. Jeg har alligevel fulgt lidt med fra sidelinjen.

Ser man på de danske højskoler i dag, må man jo sige, at der ikke er meget tilbage af det ‘drive’ og den idealisme, som Tvind blev grundlagt på. I dag er man så ekstremt forhippet på at skaffe elever, at man helt glemmer, hvorfor det var, man overhovedet gav sig til at drive højskole. Det må jo ikke ske. Når

maj 2010

»

“Det er vel også ved at være tid”, siger han.

“Jeg ved jo heller ikke, hvem du har fortalt, at du skulle møde mig her. Du ved, der bliver snakket, og lige pludselig står statsadvokaten med en fin lille kuvert til mig. Det går jo ikke, vel? Når du nu skriver, at jeg bor i Danmark, giver de sig jo helt sikkert til at lede efter mig.

Men så er jeg væk igen.

Jeg er færdig med Danmark – og Danmark kan godt forberede sig på at være færdig med mig.

ideologien bliver ladt tilbage, forsvinder berettigelsen og indflydelsen. Og så står man tilbage med et billede af en skoleform, der kun eksisterer for sin egen skyld. Den fælde er vi ikke gået i. Vi arbejder med nøjagtig det samme værdigrundlag, som da vi startede. Vi har bare sørget for hele tiden at udvikle vores. Derfor er Højskolebladet alligevel et oplagt sted, når det endelig skulle være. Da vi oprindeligt begyndte med at drive højskole for 40 år siden, skrev vi vores første programerklæring i Højskolebladet (Højskolebladet 26. juni 1970, red.). Det kom der meget godt ud af. Betragt det som sidste afdrag på en gammel gæld. Og så er det selvfølgelig, fordi jeg godt vil give et lille indspark til historien om mig selv. Med al tydelighed er det jo blevet demonstreret, at hvis man slipper grebet om sin egen historie, går den uransagelige veje.”

Jeg kan høre køkkendøren gå igen og skimter yderligere to personer komme ind i køkkenet. De diskuterer et eller andet, men jeg kan ikke høre hvad. […]

Jeg har lidt svært ved at koncentrere mig om Amdis talestrøm på grund af aktiviteten i køkkenet. Jeg er pludselig i tvivl, om det overhovedet er Amdi, jeg sidder over for. Jeg undskylder mig for at gå på toilettet. Da jeg passerer køkkenet på vejen, tier de alle helt stille. Ude på toilettet er jeg noget utryg ved situationen. Hvad taler de om i køkkenet, og hvorfor kan jeg stort set ikke få et ord indført i interviewet?

Jeg tager billedet af Amdi fra retssagen i 2003 frem og forsøger i mit hoved at sammenholde det med manden, der sidder inde ved siden af. Jo, det må være ham. Det smalle, senede ansigt, de venlige, let uudgrundelige øjne og det kridhvide hår og brillerne. Det kan ikke være andre end ham. Da jeg kommer tilbage, har han rejst sig, og jeg er nærmest lettet ved udsigten til at

s. 29

du vil. Det har folk gjort i 30 år, så det betyder vel i grunden hverken fra eller til.”

Amdi kigger spørgende og triumferende på mig, mens han tager sit overtøj på. Han giver mig hurtigt hånden, inden jeg når at sige noget, og forlader huset, hvor han kom ind. Medlemmerne af LærerGruppen går nu alle ind i rummet, hvor jeg forsøger at samle mine ting. “Du venter lige fem minutter med at gå, ikke?”, siger den ene, da de er på vej ud af huset. De forsvinder alle, og Amdi har forladt bygningen.

Noget kunne tyde på, at vi ikke får ham at se igen i den forfatning. Tilbage står blot et fantom og et personnummer.

www.nfhs.dk

slippe ud igen.

“Det er vel også ved at være tid”, siger han. “Jeg ved jo heller ikke, hvem du har fortalt, at du skulle møde mig her. Du ved, der bliver snakket, og lige pludselig står statsadvokaten med en fin lille kuvert til mig. Det går jo ikke, vel? Når du nu skriver, at jeg bor i Danmark, giver de sig jo helt sikkert til at lede efter mig. Men så er jeg væk igen. Jeg er færdig med Danmark – og Danmark kan godt forberede sig på at være færdig med mig. Var det ikke en meget god afslutning? Har du ikke fået nok materiale nu til at tegne et mere sandfærdigt billede af mig? På den anden side, du kan jo skrive, hvad

LÆS PÅ DELTID

8 lørdagsseminarer på AAU Modul 2: Modul 3:

Menneske, etik, samfund og videnskab Retorik og logisk argumentation samt interkulturel filosofi

Adgangskrav: En bacheloruddannelse fra et universitet Studiestart: 1. september Ansøgningsfrist: 1. juni Information: www.evu.aau.dk Ansøgning: AAU Efter- og Videreuddannelse, 9940 9420 eller evu@aau.dk

Nordfyns Folkehøjskole

FILOSOFI -

Interviewet er en forkortet udgave af et længere interview, trykt i bogen Virkelighedssumpen af Andreas Harbsmeier og Karsten Wind Meyhoff, der netop er udkommet.

Mogens Amdi Petersen har ikke medvirket i dette interview.

TO HØJSKOLELÆRERE SØGES Tidsbegrænset ansættelse fra 1.8. 2010 – 1.4. 2011 Vi søger to højskolelærer der har: • Erfaring med handicappede • Indblik i de mange intelligenser • Lyst til en aktiv hverdag på en højskole med mange forskellige elever Vi søger én lærer med erfaring i undervisning i ansvar for eget liv og samfundsdeltagelse og én lærer med undervisningserfaring omkring sund livsstil. Ansøgningsfrist d. 21. maj.

Rekvirer stillingsbeskrivelse pr. mail eller telefon.

NORDFYNSFOLKEHØJSKOLEWWW.NFHS.DK NFHS er en 5 år gammel højskole med ca. 60 elever. Vi har følgende linjer: Kost og sundhed, Slankeskolen, Social- og sundhed, Take the Future, Almén linje samt Livslinjen.

Vi er en Grundtvisgsk folkehøjskole der arbejder udfra de mange intelligenser og værdsætter mangfoldighed og inklusion. Vores motto er at: ”Vi kan alle sammen noget, men vi kan ikke det hele.”

NORDFYNSFOLKEHØJSKOLEWWW.NFHS.DK

Fælledvej 11 - Harritslev - 5400 Bogense 64813280 - kontor@nfhs.dk - www.nfhs.dk

højskole Navn

s. 30 Ole Kobbelgaard, forstander på Askov Højskole, fyldte den 22. april 50 år. Fødselsdagen blev fejret med en reception på skolen.

Troels Mylenberg fyldte den 24. april 40 år. Den tidligere forstander på Vallekilde Højskole er netop startet som politisk redaktør på Fyens Stiftstidende.

Torleif Jonasson

Farvel til en ildsjæl Efter seks år som international konsulent i Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) er Torleif Jonasson nu på vej videde som generalsekretær for FN-forbundet. Det er en NGO-organisation med forskellige fokus blandt andet på konfliktforebyggelse-og løsning, menneskerettigheder og udlændingepolitik. Og det har ikke været en beslutning, som har været let, ”Jeg kommer til at savne min arbejdsplads og mine kollegaer, men det værste bliver de folk, som jeg har fået kontakt med på de forskellige projekter rundt om i verdenen. Dem kommer jeg ikke sådan til at se igen,” forklarer han og fortæller om sit arbejde, at han har været vidt omkring. ”Det har været 6 år med mange forskellige udfordringer, hvor arbejdsfordelingen har bestået af både meget konkrete projekter – blandt andet i Bangladesh, hvor der stadig er et stort projekt. På det mere abstrakte plan har jeg lavet mange andre ting. Det har været alt fra at hjælpe udenlandske elver, som ønskede at komme på danske højskoler, til at fortælle sydkoreanere om Grundtvig.”

Hvis Torleif Jonasson selv skal sige, hvad det mest lærerige har været, må

maj 2010

det være læringsformen på højskolerne. ”Jeg kommer ude fra og blev meget overrasket over, hvor meget der er at lære her. Den pædagogik og den måde at se samfundet på er ganske særlig.

Det handler om gensidig læring. Det dialektiske forhold til læring har jeg haft enormt gavn af. ” Til gengæld synes han godt, man kan arbejde med at videreformidle den viden ud i resten af samfundet og forklare, hvorfor højskolerne er så relevante, som de er. Det har heller ikke altid været let at få skolerne til at interesse sig for det globale. ”Det svære har været at arbejde med selvstændige universer, som jeg synes højskolerne er. De har alle forskellige interesser, og især i nedgangstider bliver det svært at få dem til at kigge ud. Der har det globale syn ikke været så stort, fordi der har været meget andet at ordne.”

I fremtiden vil det internationale blive delt af forskellige personer.

Blandt andet vil en nyansat tage sig af det europæiske samarbejde, mens Bangladesh-projektet bliver færdiggjort af Gunhild Skovmand. /cp

Arne Andreasen fra Haslev Udvidede Højskole har udgivet albummet ”Et øjeblik - en evighed”. Han har selv har skrevet tekst og musik, og inspirationen har han fundet i det gamle testamente. Udgivelsen er sket med støtte fra Danske Banks Fond i Haslev, forfra Arne Andreasen sidste år modtog kulturprisen.

Bent og Birthe Christiansen stopper som forstanderpar på Kolding Internationale Højskole. ”Beslutningen har været undervejs i et længere forløb siden 2008, både hos os selv og sammen med vores bestyrelsesformand Hans Erik Friberg og bestyrelsen”, skriver parret i Apostolsk Kirkes nyhedsbrev.

Andreas Andresen, der har været med siden Toftlunds Højskoles start, træder ud af skolens bestyrelse. Efter 27 år på posten, bliver han afløst af Pia Carstensen.

Nyt fra FFD

Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark

FFD’s nye interesseapplikation - på apps.facebook.com/interesseprofil/ og www.hojskolerne.dk/lange-kurser/ interesseprofil har i løbet af et par uger allerede 10.000 brugere på Facebook.

Har du prøvet den? Lav din personlige interesse-profil, og find ud af, hvilken type du er, og hvad du egentlig brænder mest for her i livet. Sammenlign med dine venner, se hvem der ligner dig mest, og find ud af på hvilke højskoler, du kan dyrke dine interesser. Applikationen er udviklet som led i højskolernes fælles kampagne: ”Find det, du er god til”. Formålet er primært at fortælle, at man på højskolerne kan dyrke sine interesser, og finde ud af hvad man er god til - måske endda blive det, man er god til. Når der er tilstrækkelig data i applikationen, vil det blive muligt at se, hvad folk i forskellige aldersgrupper interesserer sig for forskellige steder i landet.

Møde med undervisningsministeren Den 16. april var FFD’s forretningsudvalg til møde med Tina Nedergaard.

Ministeren indledte med at kvittere for den indsats, som højskolerne i de senere år har gjort for at medvirke til at løse de uddannelsespolitiske udfordringer. På dagsordenen var bl.a. elevsituationen, selveje, skoleformens økonomi og internationale elever. Først og fremmest blev der brugt tid på de korte kurser, som op til mødet havde været en del omtalt i medierne. Foreningens formand, Helga Kolby Kristiansen, fremhævede den store betydning, de korte kurser har både for den enkelte kursist og for højskolerne. I forhold til den mediefokus, der har været, understregede formanden, at markedsføringen af de korte kurser selvfølgelig ikke bør kunne rejse tvivl om, at virksomheden ligger inden for højskolelovens rammer og formål.

FFD’s Årsmøde På FFD’s årsmøde den 3-4. juni på Idrætshøjskolen Bosei vil man ud over deltagelse i generalforsamlingen kunne deltage i følgende workshops om torsdagen: - Det danske dobbeltdemokrati og dets aktuelle tilstand - Nye stier i uddannelseslandskabet - Grønt er godt for synligheden - og for samarbejdet på højskolen - Er højskolen en heldig dinosaur? - om fællesskab, dannelse og læring - Find det, du er god til!

Aftenfesten vil stå i Frank Sinatras tegn, idet vi har engageret orkesteret Sinatra Syndicate til at spille op til dans. Om fredagen vil man kunne høre to foredrag om hhv. ”Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken” og ”Den danske model og den mentale globalisering”.

Foreningens kalender 19.-20. maj Kursus for mentorer Mødecenter Odense 3.-4. juni 2010 Årsmøde Idrætshøjskolen Bosei 15. juni HPU forløbet 2010 Højskolernes Hus 9. september Højskolernes Europanetværk mødes Sted endnu uvist 14.-15. september Forretningsføreruddannelsen modul 1 Brandbjerg Højskole 22.-24. september Kursus for pedeller, rengøringsfolk og oldfruer Idrætshøjskolen Bosei 24. september EU-nævnets messe Københavns Universitet 6.-7. oktober Højskolernes studietur til Bruxelles Bruxelles 14.-15. oktober Forstandermøde Sted endnu uvist 2.-3. november Kursus for lærere der vil være ledere Hadsten Højskole 11.-12. november Kursus for sekretærer og forretningsførere Borups Højskole 12. november Europæisk kulturmødetræf Rødding Højskole

Det du ikke lærer andre steder Mere på www.ffd.dk

s. 31

B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

au DeT TeOLOGISKe FaKuLTeT aarhuS unIverSITeT

Teologi i en moden alder?

Som 49årig vidste jeg, at ”det er nu, hvis jeg stadig vil det.”

Så jeg gik i gang! anne-Mette, teologistuderende

er du interesseret i at læse teologi, men ikke helt grøn længere? har du spørgsmål til, hvordan studiet kan hænge sammen med et arbejdsliv, hvor svært det er, hvordan det er at læse med “de unge”? - så er vores informationsmøde noget for dig.

Informationsmøde onsdag den 16. juni - find nærmere info om arrangementet på fakultetets hjemmeside.

Det Teologiske Fakultet i Århus er Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer på www.teo.au.dk maj 2010