Højskolebladet April 2011

april 2011

s. 1

siden 1876

Den alternative dagsorden Valgkampen som den kunne have set ud

74 højskoler. 400 fag.

Hvad vælger du?

s. 2

E L KO

S J HØ

N E 9 1 V g o Ø

PRge 17, 18kolerne.d

v ø r p k/

i u .hojs www

Aktuel nu!

Kampagne for Højskolernes uger april 2011

Indhold april 2011

s. 3

s. 8 tendens

Den alternative dagsorden Valgkampen som den kunne have set ud

s. 26 reportage

Israel, Palæstina, Rødding

Varig fred i Mellemøsten blev diskuteret i et døgn på Rødding Højskole

s. 4 debat Leder s. 5 debat 8 skarpe Troels Mylenberg om substans i dansk politik s. 6 højskole Notitser Hvad sker der lige nu på højskolearenaen s. 14 tendens 2 historiske myter Demokrati i Danmark har opnået mytiske højder

april 2011

s. 16 tendens Hot & not Af Jasper Gramkow Mortensen s. 17 tendens Månedens litteratur Naja Marie Aidt s. 18 debat Kommentarer Donslund de luxe s. 20 debat Bogkritik - faglitteratur Demokrati er ikke, hvad det har været

s. 22 højskole Magten er i køkkenet Charlotte Grønlykke og Lotte Nielsen flytter grænser i køkkenet på Borups Højskole s. 30 højskole Navne

debat Leder

s. 4

kolofon 3/2011, april. 136. årgang

Den alternative dagsorden Andreas Harbsmeier Redaktør

udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

2011 er et valgår. valgkampen har været i gang et stykke tid efter hånden – og ser man bort fra de overraskende personsager, der uvægerligt vil dukke op, er de store linjer i dagsordenen mere eller mindre udstukket allerede. Og det er vigtige emner: velfærd, økonomi, sundhedssektor, folkeskole og arbejdsløshed. Vigtige emner, der desværre dominerer i en sådan grad, at andre forhold, der kunne trænge til at komme lidt højere på dagsordenen, ikke bliver prioriteret. Hverken af politikere, medier eller vælgerne.

Derfor vil Højskolebladet gerne slå et slag for, at der skabes bare et minimum af fornyelse i den politiske debat. For når det brede felt af velfærdsdebatter har lagt sig tungt ind over valgkampen, må man spørge sig selv: Hvor er debatten om kulturen og folkeoplysningen henne? Når der tales om, at Danmark skal være foregangsland på uddannelsesområdet, må det også gælde den brede folkeoplysning og kulturen. Hvad skete der med debatten om klimaet? For to år siden var det den vigtigste dagsorden; nu er området præget af træthed og berøringsangst.

Hvorfor vil ingen diskutere udenrigspolitik, når vi nærmer os et valg? Og det i en tid, hvor Danmark fører aktivistisk udenrigspolitik som aldrig før, og hvor væsentlige beslutninger bliver taget i Bruxelles? Og hvorfor spiller folkesundheden ingen nævneværdig rolle, når alle ved, at depressioner, stress, fedme mm. udgør massive problemer for den enkelte og har nået et omfang, der i den grad gør den til et fælles samfundsanliggende?

Man kunne nævne en række andre alternative dagsordener, som ingen vil tage op, når det handler om at hente stemmer eller skaffe læsere og seere. Det er en skam. Og hermed er opfordringen til at tænke lidt bredere givet videre.

redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Uffe Strandby Neal Ashley Conrad Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Morten Gliemann Christopher Glimberg Rønne Charlotte Kjærholm Pedersen Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 70 27 11 55 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forside Polfoto tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com udgivelsesplan for 2011: #4 : 28. april #5 : 26. maj #6 : 30. juni #7 : 28. juli #8 : 25. august #9 : 29. september #10 : 27. oktober #11 : 24. november Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

april 2011

debat 8 skarpe

s. 5

Dansk politik er blottet for substans, lyder et ofte tilbagevendende synspunkt. Men så slemt er det ikke – politikere mener faktisk noget om verden, siger Troels Mylenberg charlotte kjærholm pedersen

01 Man taler ofte om mangel på substans i dansk politik. Er du enig i det synspunkt?

Nej, det er jeg egentlig ikke. Det er et lidt nemt lektor-synspunkt, der gør den offentlige debat fladpandet, fordi den ikke lige handler om det, kritikere ville ønske, den gjorde. Der er masser af substans, men man er nødt til at læse og lytte til medierne og ikke bare skimme forsider og programoversigter. Der er en stor velvilje til at diskutere substans – både blandt medierne og blandt politikere. Men jeg kan godt følge kritikken til et vist punkt: nemlig at det er de lettest tilgængelige emner, som den opfølgende debat kredser om.

02 Er der lidt nostalgi over det – at i gamle dage var der ikke spin i Danmark, og det var meget bedre?

Alt var meget bedre i gamle dage. Der er bare ikke rigtig nogen, der kan huske, hvordan det egentlig var. Den form for nostalgi vil der altid være, og derfor vil der altid være kritik.

Troels Mylenberg (F. 1970 ) Chefredaktør på Fyens Amts Avis. Tidligere politisk journalist på blandt andet Berlingske Tidende og Weekendavisen. Har desuden ledet journalistuddannelsen på SDU, ligesom han var forstander på Vallekilde Højskole fra 2003 til 2005.

8 skarpe til Troels Mylenberg 03 Der findes adskillige tv-programmer, som analyserer det politiske spil, men ikke hvad politikere reelt siger. Hvorfor er det spændende?

Fordi politik opleves og iagttages som fx fodbold. For de fleste menneskers vedkommende er interessen for politik ikke bare betinget af, at de er interesserede i arbejdsmarkedet e.l., men også at de interesserer sig for personerne bag, strategierne, for placering og positionering. De programmer – som jeg også selv er med i – kunne lige så godt være om VM i fodbold, og det er ikke kun dårligt.

Det handler jo også om, at for mange mennesker er det sjovt at snakke om: ’Så I lige Bertel Haarder gå amok?’. Jeg vil ikke gøre mig til smagsdommer over, hvad de må tale om.

05 Hvorfor er det sket?

Vi lever i kommunikationskultur, hvor det vigtigste er at sige noget. Det er ikke så vigtigt, hvad man siger. Vi lærer vores børn, at de skal komme til orde, de skal række fingeren noget mere op og sige noget mere i timerne. Der er ikke nogen, der siger: ’hvis du ikke har noget klogt at sige, skal du klappe i’.

04 Snyder man ikke befolkningen, når det blandt andet er pressechefer, som strategisk overvejer hvilke politiske budskaber, der skal ud?

Jeg tror sagtens, befolkningen kan regne ud, hvad der foregår. Men i takt med, at der bliver flere medier, og folk forbruger medier mere, er kommunikation blevet meget afgørende. Det fylder bare enormt meget alle steder – det mindste baggårdsteater har gerne et par pressemedarbejdere, og på den måde er man med til at gøre medierne meget mere betydningsfulde, end de reelt er. Jeg siger ikke, at de ikke betyder noget, men man kunne godt slippe lidt luft ud af ballonen en gang imellem. Så kunne vi alle sammen koncentrere os om den virkelige substans.

Men det er noget alle medvirker til – også lektorerne, der beklager sig. De er en del af det samme spil.

07 Hvorfor det?

Fordi det, der stiller et parti i det bedste lys, er det, der er det vigtigste for partiet.

Og man skal ikke tage fejl af alle de her politikere: de mener faktisk noget. De har en holdning til tingene og visioner om at forandre nogle ting. Og det er ret fantastisk. Men selvfølgelig gør de sig nogle strategiske overvejelser om hvilke sager, de kan få stemmer på.

06 De fleste partier er højst sandsynlig i gang med – eller har allerede lavet – en strategi for den kommende valgkamp.

Afspejler den strategi partiets vigtigste budskaber, eller er der tale om emner, som stiller partiet i det bedste lys?

Det er det sidste, men det er det samme, som det første.

08 Hvad bliver det mest diskuterede emne under valgkampen?

Velfærdsspørgsmål, tror jeg. ‘Hvad har vi råd til?’ Så dybest set økonomi, suppleret med en masse personsager, som er uforudsigelige, og som man aldrig ved, hvornår vil blusse op. Og så kommer der selvfølgelig en masse overraskelser.

højskole Notitser

s. 6

Københavnsk Kvote 2Økonomiske madoase studerende problemer i klarer sig bedre Silkeborg Suhrs Husholdningsskole er blevet en højskole. Formålet er at bringe skolens gamle værdier og traditioner fra stifteren, Ingeborg Suhr, i spil på en ny og mere tidssvarende form. Skolens fokus er stadig mad, men foruden det kan man også tilegne sig færdigheder inden for smagssammensætning, eventopbygning og tjenerkundskaber. Skolen har fået et nyt navn: Suhrs Madakademiet.

Suhrs Madakademiet bliver den anden højskole, som har til huse i det indre København. Ligesom på Borups Højskole er der mulighed for udelukkende at være dagelev, men på Suhrs Madakademiet har man ligeledes mulighed for at bo på skolen.

/cp

En ny ph.d.-afhandling har via medicinstuderende på SDU undersøgt, hvordan studerende, der er kommet ind på hhv. kvote 1 og kvote 2, klarer sig i forhold til hinanden.

Undersøgelsen viser, at selvom studerende på kvote 1 har langt højere karaktergennemsnit end dem på kvote 2, så klarer kvote 2-studerende sig bedre end dem, der har haft direkte adgang via kvote 1. Bag afhandlingen står Lotte Dyhrberg O´Neill. Hun mener, at det handler om, at de studerende, som kommer gennem nåleøjet på kvote 2, er langt mere motiverede for at gennemføre, fordi de har kæmpet for at komme ind på uddannelsen.

Trods afhandlingens resultater er videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen ikke interesseret i at kvoteringen ændres. Lige nu bliver 90 % optaget gennem kvote 1, mens de resterende 10% optages gennem kvote 2.

/cp

På Performers House har de endnu engang problemer med at betale af på de lån, som er optaget i forbindelse med oprettelsen af højskolen i 2006, men skolen har nu fundet en ekstern investor.

Det fortæller bestyrelsesformanden for Performers House, Kurt BrunkHansen, til Midtjyllands Avis: ”Først når sagerne er behandlet færdige i systemet hos kommunen og regionen, og vores investor så har skrevet under, kan vi fortælle, hvem det er, og hvad aftalen indebærer,” forklarer han videre.

Performers House skylder i dag 60 millioner kroner væk, mens der akut mangler tre millioner for at sikre skolens fortsatte virke. 26,5 millioner kroner af gælden skylder Performers House til Silkeborg Kommune, som har afvist at yde flere lån eller tilskud, men formanden for kultur- og fritidsudvalget, Steen Vidum (V) forklarer til samme avis, at kommunen ikke ønsker, at stedet lukker: ”Den eneste mulighed jeg ser i dag, kan være at udskyde afdragene på lånene for en kortere periode. Hvis det er det, der skal til for at redde Performers House ud af den aktuelle krise, og som dermed kan sikre skolens overlevelse, mener jeg også, at vi har en forpligtelse til at hjælpe.” /cp

april 2011

Sangskriver- Presseklip tips fra musikstjerner Venskabshus i Himalaya For ni elever på Brenderup Højskole kommer foråret til at munde ud i et meget konkret resultat. De skal nemlig bygge et hus i Nepal. I april tager eleverne af sted til Sermathang, som ligger nær Himalaya, og der skal de tilbringe 10 uger. De skal af sted med Brenderup-Sermathang Venskabsgruppe og tager i alt omkring 20 personer afsted.

Målet med byggeriet, forklarer Steen Møller, som er kursusleder og formand for Brenderup-Sermathangs Venskabsgruppe, er at give kursisterne forståelse for bæredygtighed og hvordan man bedst udnytter de ressourcer, naturen stiller til rådighed. Derudover håber han også, at de lokale kan blive inspireret af byggeriet, da husene i området ofte er dårligt isoleret, hvilket skaber problemer med at holde kulden ude om vinteren.

Der er afsat to uger til byggeriet af huset, som skal laves af naturmaterialer. Foruden det skal eleverne også hjælpe til på den danskinspirerede højskole Sermathang Folk Highschool. /cp

Der er godt nyt til elever på landets højskoler, der går med en drøm om en karriere som musiker. De kan nemlig få hjælp til at komme drømmen nærmere på DR’s nye sangskriverwebsite, www.dr.dk/sangskriver. Her giver professionelle sangskrivere gode råd om at skrive sange. Blandt andet gennem ”Triers værksted”, som styres af Tobias Trier.

Derudover kan alle sangskrivere indsende deres sange til månedens mentor, som vil give feedback på det indsendte. Forårets mentorer er blandt andet Mads Nygaard fra bandet Sterling og Kira Skov, mens man i efteråret kan få hjælp fra Tim Christensen og Simon Kvamm. Foruden onlinetips planlægger DR at afholde en sangskrivercafé, hvor unge talenter kan møde de professionelle.

/cp

”Engang var Højskolesangbogens sange allemandseje. De var sunget ind i enhver dansker gennem hele skoleforløbet, uanset om det var kort eller langt. Nu føler man sig som sekteriker, når man tager bogen i hånden.”

Carsten Breengaard om at infantilkulturen har sejret i det danske samfund.

I Kristeligt Dagblad den 25. februar. ”Men nogen må da i deres stille sind have tænkt, om det nu virkelig kunne gå med en højskole på en af de dyreste grunde midt i byen? Hvordan skulle man med højskoledrift kunne forrente et byggeprojekt til 80 mio. kr.? Kiggede ingen sig omkring og så, hvordan andre højskoler rundt om i landet havde det mere end svært, og hvordan nogle af dem endda måtte lukke?”

Chefredaktør Steffen Lange om Performers House’ økonomiske krise.

I Midtjyllands Avis den 26. februar. ”FREMMEDANGST: Uforståeligt, men sandt. Fremmedangsten i Danmark er nu så stor, at to unge fra Uganda på 17 og 19 år ikke kan komme på et højskoleophold i Danmark. Årsagen angives at være for lidt viden om Danmark. Gode gamle Grundtvig ville blive helt rundtosset af at vende sig i sin grav, hvis han hørte om denne begrundelse.”

Helmuth Zickert, folketingskandidat (S) i Hjørringkredsen, om to ugandiske unge, som nægtes ophold i landet – og et ophold på Vrå Højskole. I Nordjyske Stiftstidende den 26. januar.

s. 7

tendens Den alternative dagsorden

s. 8

Den alternative dagsorden - noget af det, der ikke vil blive diskuteret i den kommende valgkamp

april 2011

Nogle emner klarer aldrig at komme på dagsordenen under en valgkamp. Dannelse, kultur, udenrigspolitik, klima, højskoler, folkesundhed er blot nogle af dem. Højskolebladet forsøger at sætte en alternativ dagsorden af andreas harbsmeier

visse emner egner sig tilsyne ladende bedre til en valgkamp end andre. Og visse emner egner sig slet ikke til en valgkamp. Og visse emner bliver overhovedet ikke diskuteret. Umiddelbart er der nemlig ingen sammenhæng mellem de emner, der tages op, og hvad der reelt er vigtigt for landet. Det kommer måske ikke som nogen overraskelse for de fleste.

Valgkampen har været i gang længe, og der er allerede lagt forholdsvist klare pejlinger ud, i forhold til, hvilke emner, der bliver taget op. Men hvem bestemmer egentlig, hvad der skal være på dagsordenen?

Rasmus Jönsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet og indehaver af PR-firmaet New Deals, forklarer, hvem der sætter dagsordenen således: ”Der er tre bærende ben. Der er politikerne, der er medierne, og der er borgerne. Politikerne sidder i øjeblikket og lægger strategi og fokuserer meget på, hvad der interesserer borgerne. Og de emner, som de tror, folk interesserer sig for, satser de på og forsøger at skabe en dagsorden ud fra det. Partierne er efterhånden så topstyrede, så man vælger mellem tre og fem mærkesager og forsøger så at sætte sig på dem.”

Men også medierne er styret af egne interesser: ”Medierne sidder også og tænker: Hvordan kan vi imødekomme vores læsere og seere bedst, og hvordan kan vi bedste skabe vores egne historier. Og så laver de en plan for det.”

Og det sidste ben i meningsdannelsen er borgerne. De bliver primært hørt igennem meningsmålinger. ”Det er gennem synergien mellem de tre dele at dagsordenen skabes”, vurderer Rasmus Jönsson. professionalisering af meningsdannelsen Ud over politikere, medier og meningsmålinger findes en lang række andre aktører, der hver især forsøger at få lige netop deres sag placeret højt på den politiske agenda: ”Meningsdannelsen er blevet professionaliseret, så der er en masse aktører i form af interesseorganisationer og NGO’ere, der prøver at få sat deres dagsorden i forbindelse med valgkampen,” mener Jönsson.

Der er blevet ansat flere folk, og man bruger flere penge på kommunikation, forklarer han: ”Det gør man for at stå stærkere i det politiske felt.

For det er jo sådan: står man stærkt i offentligheden, står man også stærkt i forhandlingsspillet.”

Og det er i dette felt, at højskolerne befinder sig. De har, ifølge Jönsson, været påfaldende fraværende i valgkampens indledende fase: ”Højskolerne burde jo for længst have været ude og forsøge at sætte deres dagsordener inden valgkampen. De har ikke for alvor fået gjort opmærksom på, hvorfor de er til. Det er et af de emner, der er blevet forsømt,” siger han.

»

Højskolerne burde jo for længst have været ude og forsøge at sætte nogle af deres dagsordener inden valgkampen. De har ikke for alvor fået gjort opmærksom på, hvorfor de er til.

- rasmus jönsson, kommunikationsrådgiver tabere og vindere Ifølge den model, er det de interesseorganisationer, der ikke får sat deres egne interesser på dagsordenen, der bliver taberne i kampen om fx økonomi, fordi de ikke får gjort opmærksom på, hvorfor de er til; får spillet med musklerne: ”Når politikere i de kommende år skal finde besparelser, vil de helt klart se på nogen af dem, som ikke spiller en rolle i den offentlige debat, så man kan skære uden for meget ballade. Højskolerne har stadig et par gode venner på Borgen – det så man under finanslovsforhandlingerne – men dem kan man ikke leve af på lang sigt. De kommende år bliver rigtige hårde for mange. Så det bliver sværere og sværere for politikerne at forklare, hvorfor højskolerne skal have så meget støtte. Og lige nu, er der jo ikke noget, der tyder på, at højskolen skulle komme til at spille nogen som helst rolle i valgkampen,” lyder Jönssons vurdering af højskolernes fremtid i politisk sammenhæng.

s. 9

tendens Den alternative dagsorden

s. 10

Kulturpolitik og folkeoplysning For halvtreds år siden var kulturpolitik et spørgsmål om folkeoplysning og dannelse. Sådan er det ikke længere.

Kulturpolitikken finder aldrig vej til dagsordenen, selv om de fleste er enige om, at netop kulturen udgør kernen i velfærdssamfundet

Klima

april 2011

Under Anden Verdenskrig foreslog den britiske finansminister, at man skar i kunststøtten for at finansiere krigsindsatsen. Winston Churchills svar var: ”Hvad er det så, vi kæmper for?”

Pointen er ganske enkelt, at kulturen ikke er fedtlaget i et samfund, men derimod selv rygraden. Alene af den grund kan det undre, at den ikke spiller en større rolle. Sidst kulturen spillede en rolle i valgkampen, var i 60’erne, hvor man havde en forestilling om, at man ved at gøre kulturen tilgængelig for alle på den måde kunne undgå politisk radikalisering. Kulturel dannelse skulle danne et bolværk mod, at totalitære tanker bredte sig. Folkeoplysningskampagner og kulturoplysningskampagner førte blandt andet til, at folkebibliotekerne bredte sig over landet.

Johannes Andersen, samfunds- og valgforsker, fortæller om den manglende interesse for kulturpolitik blandt politikere, at det ikke handler om dannelse eller oplysningen, men derimod om besøgstal og indtjening: ”Politikerne har koblet sig af kulturpolitikken.

De har ikke længere oplysningskampagner, og de har heller ikke længere kultur som prioriteringsområde. Økonomisk set har sponsorere fået større magt, politikere har fået mindre magt.

Den målestok, man bruger til at måle, hvornår noget er godt, er, at hvis der er nok, der vil se det, så må det være i orden. På den måde har man langsomt vænnet sig til, at man har meget få ambitioner på kulturområdet,” siger han.

Klimaproblemerne blev jo som bekendt ikke løst med topmødet i København forrige år.

Til gengæld forsvandt de mere eller mindre fuldstændig ud af den politiske dagsorden. Og meget lidt tyder på, at de vender tilbage i valgkampen

Hvis du stadig læser med, på trods af overskriften, hører du nok til de få.

Klimaet har været på dagsordenen som aldrig før de seneste par år. Ikke mindst – eller måske nærmere udelukkende – fordi København jo som bekendt var vært for COP15. Siden da er det gået stejl ned ad bakke for klimadagsordenen. Og det er jo ikke fordi, problemet blev løst hine dage i december 2009. Tværtimod.

For ganske nylig viste en undersøgelse lavet for den grønne tænketank Concito, at danskerne i langt mindre grad er bekymrede for klimaet, end det var tilfældet for blot to år siden.

Bekymringerne retter sig i stedet mod arbejdsløshed og økonomisk krise.

Martin Lidegaard, der er formand for Concito, sagde i forbindelse med

»

Politikerne har koblet sig af kulturpolitikken.

De har ikke længere oplysningskampagner, og de har heller ikke længere kultur som prioriteringsområde. johannes andersen, samfundsforsker

offentliggørelsen af undersøgelsen til Dagbladet Information: ”Det, der bliver italesat af medier og politikere og fylder det offentlige rum, påvirker i meget høj grad folk. Men mens den ene naturkatastrofe efter den anden fejer over skærmen, og prisen på både olie, kul og mad er steget eksplosivt blandt andet som følge af klimaforandringerne, er klima blevet et fyord i dansk politik. Efter COP15 tør de danske politikere nærmest ikke hviske ordet længere.”

Professor Svend Brinkmann, Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet, kommenterer den samme undersøgelse: ”Undersøgelsen afspejler, hvordan debatten i medierne har ændret sig efter klimatopmødet i København og i takt med, at andre

s. 11

et hæderligt forsøg For nylig blev et hæderligt forsøg gjort at Peter Westphael, teaterleder på Randers Egnsteater, der efterlyste en mere central placering for kulturen i valgkampen: ”Jeg synes, at det kunne være rart i et valgår at prøve at diskutere kulturpolitik. Der er en tendens til, at kultur er en sommerting i agurketiden, hvor man diskuterer kunststøtte og tre nøgne mænd, der siger pling, eller hvad det nu er,” siger Peter Westphael og fortsætter: ”Er det ikke også vigtigt, at vores børn kommer til at tænke skævt.

Skal man prioritere mellem en times hjemmehjælp og kultur? Vil det så sige, at fru Jensen ikke kan læse en bog eller gå i biografen, men til gengæld kan hun få gjort rent?”

interessenter har haft held til at tale andre dagsordner længere frem i mediebilledet. Jeg tror, vi er så relativt simple væsener, at vi bekymrer os om det, vi får besked på at bekymre os om,” siger Svend Brinkmann.

Heller ikke Rasmus Jönsson har megen tiltro til, at nogen har held til at placere klimaet på den store dagsorden, når valgkampen for alvor går i gang: ”Klimaet er røget tilbage til kun at være for de grønne fans på venstrefløjen. Det er ikke særligt sexet.”

Formanden for Dansk Forfatterforening var ikke overraskende enig i den betragtning: ”Værdier, identitet, kultur. Det, der fortæller os som mennesker i et samfund. Det, som alle historiske samfund altid har gjort.

Meget af det, der står som vidnesbyrd og monumenter i kunst, litteratur og arkitektur, er blevet til som udtryk for en politisk vilje.”

Om det vil lykkes Peter Westphael at få stablet et kulturpolitisk topmøde på benene i Randers op til valget, er endnu uvist. Men oddsene er unægtelig dårlige. Ifølge Rasmus Jönsson hænger det også sammen med, at kulturpolitik ofte ikke er tosidede dagsordner: I integrationsspørgsmål er det nemmere: ”Man kan være for eller imod indvandrere.”

»

Mens den ene naturkatastrofe efter den anden fejer over skærmen, og prisen på både olie, kul og mad er steget eksplosivt blandt andet som følge af klimaforandringerne, er klima blevet et fyord i dansk politik.

- martin lidegaard, formand for concito

tendens Den alternative dagsorden

Udenrigs

s. 12

Alle ved, at meget af magten ligger i Bruxelles. Og alle politikere ved, at der ikke er nogen, der gider høre om det. Udenrigspolitik er for langt vÌk og for abstrakt til, at vÌlgerne kan forhold sig til den i en valgkamp

Folkesundhed Depression, stress, fedme.

Det koster samfundet rigtig mange penge, og har enorme personlige omkostninger. Alligevel skal man kigge langt efter folkesundheden pĂĽ den politiske dagsorden

april 2011

politik og EU Allerede på første semester på journalistuddannelsen lærer man, at man aldrig må skrive EU i en overskrift.

I hvert fald ikke, hvis man gerne vil have, at der rent faktisk er nogen, der læser artiklen. Det samme gælder for politikere: Det er temmelig vanskeligt at skabe sig en politisk karriere på at tale EU – i hvert fald, hvis man er afhængig af, at der er nogen, der stemmer på én.

Men er det egentlig ikke lidt af en skandale, at noget, der er så vigtigt, stort set ikke spiller nogen rolle i valgkampen? Nej, svarer eksperterne.

Valg afgøres aldrig på udenrigspolitikken. Og det gælder i næsten alle lande.

Og politikerne siger det samme: De bliver simpelt hen ikke spurgt om Europa, når de møder befolkningen til vælgermøderne. Selv om de naturligvis gør deres bedste - især hvis de er EUordførere, som gerne taler om de overordnede visioner, når det gælder EU og Danmark i det europæiske samarbejde.

»

Venstrefløjen i 70erne og 80erne var enormt gode til at hive den type samfundsproblemer ind og gøre dem politiske: atomkraft eller ligestilling. Men i dag er der ikke nogen i den politiske debat, der formår at forny den.

- rasmus jönsson

For kommentator Rasmus Jönsson er der en ganske enkelt forklaring på det: ”Valgkampen handler om de emner, der ligger lige uden for vælgernes dør.

Fra de står op om morgenen, til de går i seng om aftenen. Der er udenrigspolitik alt for fjernt og abstrakt. For slet ikke at tale om EU.” Den almindelige mangel på interesse for EU-parlamentsvalg bekræfter kun den tendens.

Hvis udenrigspolitik alligevel skulle dukke op i valgkampen, kommer det meget hurtigt til at dreje sig om de forhold, der påvirker os direkte: integration eller hvor meget vi skal betale i u-landsbistand, som det var tilfældet ved valget i 2001.

Selv en fejlslagen krig iværksat på et spinkelt og decideret forkert grundlag kunne ikke belaste den siddende regering i en valgkamp. Så heller ikke denne gang bliver der plads til udenrigspolitikken.

Vi ryger for meget, er for fede, bliver stressede og bliver deprimerede. Det er virkeligheden i Danmark, og det bliver værre og værre og koster rigtig mange penge. Alligevel spiller det absolut ingen rolle på den politiske dagsorden. Staten må ikke gribe ind i den personlige frihed, hedder det sig.

Det er en generel holdning. Derfor står problemer som stres og fedme og andre såkaldte livsstilsrelaterede sygdomme ikke højt på den politiske dagsorden. Folkesundheden spiller en stor rolle i diverse magasiner og medier, men er stort set fraværende på den politiske dagsorden – og slet ikke til stede i en valgkamp. Angsten for at gribe for meget ind i folks personlige frihed vægter højere end den generelle folkesundhed.

Tidligere havde den type samfundsproblemer det med at blive politiserede, særligt af venstrefløjen, så det politiske etablissement var nødt til at tage dem op. Rasmus Jönsson nævner

»

Allerede på første semester på journalistuddannelsen lærer man, at man aldrig må skrive EU i en overskrift. I hvert fald ikke, hvis man gerne vil have, at der rent faktisk er nogen, der læser artiklen. Det samme gælder for politikere.

fedme som et overset, kæmpestort problem, som ingen for alvor tager op, fordi ingen tilsyneladende er i stand til at forny den politiske debat: ”Der er en række voldsomme samfundsproblemer, som ikke er blevet skubbet ind i det politiske. Et eksempel er fedme, som er et kæmpe problem – både personligt og for samfundet. Venstrefløjen i 70erne og 80erne var enormt gode til at hive den type samfundsproblemer ind og gøre dem politiske: atomkraft eller ligestilling. Men i dag er der ikke nogen i den politiske debat, der formår at forny den. Det er kun Dansk Folkeparti.

Og det er jo ikke fordi, at integration ligefrem er et nyt emne mere.”

Omkring en fjerdedel af alle danske børn mellem 7 og 14 er enten overvægtige eller decideret fede. Ca. 500.000 danskere bliver ramt af en svær depression i løbet af deres liv. Nok til at blive en del af den store politiske dagsorden?

Tilsyneladende ikke.

s. 13

tendens Historiske sandheder

Danskerne fik demokrati på grundlovsdag 1849

s. 14

2historiske myter

Historien er spækket med ”sandheder”, som alligevel ikke er det.

Højskolebladets historiker afliver yderligere to af dem af thomas oldrup

april 2011

Det har længe moret mig, at 5. juni ikke blot fejres som Grundlovsdag, men også som fars dag. Skønt der kun er tale om et sammenfald, er symbolikken tyk: Grundlovsdag og demokratiets dag er ikke mødrenes dag, det er fædrenes.

Vores grundlov fra 1849 fejres hvert år med politiske brandtaler om demokratiets glæder over det ganske land og med små fine dannebrogsflag på busserne. Dermed markeres den første danske grundlov, Junigrundloven, der blev underskrevet af Frederik 7.

Men kan man tale om demokrati?

Når man ser nærmere på Grundlovens originale paragraffer om, hvem der er stemmeberettigede, er der nogle alvorlige mangler, som gør, at man som minimum skal være mandschauvinist for at tale om demokrati. Kvinder, tjenestefolk, samt mænd, der var straffede, umyndige eller modtog fattighjælp, kunne ikke stemme. Det var ikke engang nødvendigt for det danske demokratis founding fathers – især D. G. Monrad og Orla Lehmann – at præcisere, argumentere eller bare nævne kvinderne blandt de fire grupper, der udelukkedes.

Valgbarheden til Folketinget var begrænset til uberygtede mænd med dansk indfødsret, der var fyldt 25 og havde egen husstand. Medlemmerne af Landstinget skulle endda være fyldt 40 år og have en temmelig høj indtægt.

Der gik lang tid før, kvinderne blev lukket inden for i demokratiet, og det skete med forsigtige små skridt. I 1857 vedtoges myndigheds-, nærings- og arveloven. Den gav bl.a. ugifte kvinder samme ret til næringsbrev som mænd.

Dermed kunne ugifte kvinder også arve på lige fod med mænd, og de blev myndige i en alder af 25 år. De danske kvinder blev langsomt mere organiserede i deres arbejde for større ligestil-

»

Når man ser nærmere på Grundlovens originale paragraffer om, hvem der er stemmeberettigede, er der nogle alvorlige mangler, som gør at man som minimum skal være mandschauvinist for at tale om demokrati. ling, og flere mænd fattede sympati for deres sag.

I 1886 rejste Fredrik Bajer første gang forslaget om kvindelig stemmeog valgret. Ikke mindre end 11 gange skulle han og hans meningsfæller rejse forslaget, der hver gang blev afvist i landstinget, før kvinder fik stemme- og valgret ved kommunalvalg i 1908. I marts året efter deltog kvinder dermed for første gang i et kommunalt valg.

Der skulle dog en grundlovsændring til, den 5. juni 1915, før danske kvinder fik mulighed for at stemme ved folketingsvalget i foråret 1918, og derved få fuldt medborgerskab – næsten halvfjerds år efter mændene. Så at tale om demokratiets indførelse i 1849 er noget af en tilsnigelse.

PS. Historien om fars dag? Fars dag blev indført i 1910 i USA til minde om en alenefar fra Spokane, der selv havde opdraget sine seks børn. I Danmark blev dagen introduceret af erhvervsdrivende i 1935.

Antikkens demokrati var demokratisk Ordet demokrati stammer fra græsk, af ”demos”, folk, og ”kratos”, magt, herredømme eller vælde. Vi har en idé om, at allerede de sofistikerede grækere havde demokrati, som vi kender det, hvor de mødtes på byens centrale plads i solen, i deres hvide togaer og stak næven i vejret, hvis der var noget, de stemte for. Det er rigtigt, at begrebet og udtrykket stammer fra grækerne, men deres form for demokrati var en noget mere ”lurvet” form for demokrati.

Ordet demokratia blev første gang anvendt i slutningen af 500-tallet f.v.t.

Athens demokrati blev indført under politikeren Kleisthenes’ reformer i 507 f.v.t. Da blev magtens centrum flyttet fra valgte embedsmænd til folkeforsamlingen og et såkaldt femhundredemandsråd. Mindre udvalg blev nedsat ikke ved valg, men ved lodtrækning.

Statsformen eksisterede frem til 322 f.v.t.

Der var temmelig store og essentielle forskellige på grækernes demokrati og vores. Dets betydning og værdi har ændret sig meget, alt efter hvordan man har set på og defineret ”demos”, folket.

Det individ, der i oldtiden blev defineret som mand nok til at stemme, var netop kun en mand. Det var utænkeligt, at kvinder kunne stemme eller have adgang til offentlige råd.

Det er ganske betegnende for datidens ligestilling, at en kvindes alder ofte blev regnet fra den dag, hun indtrådte i et ægteskab. Desuden skulle man være over 30 år, hvilket jo også – ligesom i dag – udelukker en større luns af det egentlige ”demos”. Begge forældre skulle være borgere. Slaver kunne naturligvis heller ikke stemme og heller ikke de mange frie fremmede, de såkaldte metøkere, havde lov til at stemme. Eller gifte sig med athenske

borgere for den sags skyld.

Når man tæller dette sammen, så finder man ud af, at reelt var det ca.

20. 000 ud af Athens mere end 400.

000 voksne indbyggere, der havde indflydelse.

Endelig var demokratiet kun forbundet med bystaten, hvor det var overskueligt at samle indbyggerne til drøftelse og afgørelser. Det var kun i Athen, og til en hvis grad i Sparta, at ordningen fandtes, det var ikke i hele Grækenland.

Begrebet demokrati blev faktisk af datidens store filosoffer som Platon og Aristoteles tillagt en negativ klang.

Det var en vulgær styreform, et ”pøbelvælde”, hvor mange mennesker styrede i deres egen interesse, de fattige og dummes herredømme over de få, de sofistikerede, de begavede og de rige.

Desuden er demokratiet ikke nedarvet direkte fra Athen. Det gik over romerne, der også havde en form for demokrati i folkeforsamlingerne. Man stemte efter hærenheder (centurier), hvilket vil sige, at de rige havde uforholdsmæssigt mange flere stemmer end de fattige. Det er først i 1900-tallet, at man har fundet frem til en definition af folket, der omfatter stort set alle voksne statsborgere. Nutidens demokrati har ikke ret meget, hverken praktisk eller organisatorisk, at gøre med grækernes. Således er antikkens spæde demokrati videreudviklet til det repræsentative demokrati, vi har i dag, hele vejen fra Athen til Christiansborg.

Polfoto

»

Nutidens demokrati har ikke ret meget, hverken praktisk eller organisatorisk, at gøre med grækernes.

s. 15

tendens Tidsånden kort

s. 16

Hot & not

af jasper gramkow mortensen, kommunikations- og udviklingschef, oure

»

Det moderne gennembrud fik os omsider væk fra grøden - hvor er vi på vej hen nu?

HOT

NOT

at sætte sig ordentligt ind i stoffet Idéhistorie er fx et område man med fordel kunne kaste sig over. På den måde udgår man også at blive taget ved næsen i forbindelse med diverse historiske personligheders betydning for danskheden. Læs og forstå, og så er det cool at vide!

tøger seidenfadens død Det er på alle måder urimeligt at overlade os til os selv - det var vi jo slet ikke klar til, Tøger.

römertopf og svinekæber Der er noget godt i vente til de af jer, der ikke har helt styr på at tilberede den del af livet. Pyt med Price og ind med Topfen på 160° i små fire timer, og derefter er du, hvor du gerne vil være! at være europæer At være global. Kort sagt: Verdensborger. Det er fantastisk at opleve, hvordan de unger vender blikket ud mod verden. at kysse sin kone (eller mand)!

Det betaler sig i det lange løb, og man undgår samtidig ufred i det lille hjem.

Det er hele to ting på en gang!

april 2011

grøddillen Kate Moss elsker grød. Tony Blair elsker grød. Alle elsker grød, for grød er godt for os. Men grød er desværre også røvhamrende sygt. Det er et Mikkel Thøgersen’sk fald af dimensioner. Det moderne gennembrud fik os omsider væk fra grøden - hvor er vi på vej hen nu? eventuelle ministres ubehjælpelige husflidssange i højskolesangbogen Hvem er det egentlig, der lægger niveauet for den bog? Jeg kender altså folk med væsentligt mere talent ud i sangskrivningens kunst. Bare ring, når der skal laves en ny! den aktuelle nyhedsdækning i flimmeren Det er sgu ikke i orden at spise os af med voxpop-journalistik, Vi er altså ikke alle eksperter, og syns’ninger ikke altid svaret på spørgsmålet.

tendens Månedens litteratur

Månedens litteratur af naja marie aidt

Fjerde april Engang var parken skov engang var byen koloni engang var Wall Street mur engang var indianerne på den anden side af muren engang var Brooklyn agerbrug engang var alle sorte slaver engang var jeg et æg i min mors ovarium engang blev Martin Luther King skudt på et luset motel netop i dag for enogfyrre år siden dengang var jeg lige fyldt fire engang blev John Lennon skudt og Kennedy blev skudt engang kom tyve millioner mennesker i karantæne på Ellis Island engang byttede Frankrig Frihedsgudinden for Eiffeltårnet engang var der borgerkrig engang blev en sort mand præsident dengang sang man i gaderne engang var byen farlig engang var den bange dengang tårnene faldt var den bange engang satte man alle sindssyge i fængsel engang mødte min mor min far engang landede jeg i Newark med et ordentligt bump engang bar jeg kærligheden som et smykke ved mit bryst engang var min tipoldemor en pige der skrev et hemmeligt brev i denne stol som jeg nu sidder i og skriver og udenfor: solen i et barns øjne

fra naja marie aidt: ”alting blinker”, gyldendal 2009.

17 s.s.17

debat Kommentarer

s. 18

Find det, du ikke er god til KOMMENTAR: ”Find det du er god til” burde erstattes med ”Find det du ikke er god til”. Er managementkulturen ved at overtage højskolens særlige kendetegn? af ole rahbek

”Lad være med at tænke på en varmluftballon,” bliver der sagt, og pludselig er mit hoved fyldt med billeder af farvestrålende lærred, ballonkurve, gasbeholdere og angsten for at falde ned. Jeg må gøre det helt forkert. ”I stedet skal du fokusere på selve opdriften, den vej hvor du føler dig tryg. Alt det du er god til,” fortsætter coachen på erhvervslivets karrieredage i Aarhus. Oplægget handler om, hvordan man ved hjælp af simple ”anerkendelsesværktøjer”, kan bringe sig selv i en ”mere gunstig situation i forhold til sit billede af sig selv”. En nydelig dame, iklædt mørk jakkesæt, en moderigtig uglebroche og en stram hestehale, forklarer nøje, hvordan Appreciative Inquiry (AI) kan hjælpe individer til en større selvindsigt og dermed opnå realistiske karrieremål, inden hun afslutter med sit mantra, ”anerkendelsestilgangen hjælper netop dig”. Herefter må der synkes en ekstra gang.

Kort sagt handler AI om at tage afsæt i det ”som virker” og herigennem udnytte individets kernekompetencer.

Dermed ignorerer man vanskeligheder og lukker øjnene for komplekse kon-

april 2011

flikter, da disse er alt for ressourcekrævende. Det centrale problem er dog, at mennesket herefter reduceres til et led i et længere produktionsapparat, og at det ikke længere er tilladt at ytre sin utilfredshed, da man i så fald vil blive betragtet som sortseer uden ideer og optimisme. Dette dybt misforståede anerkendelsesbegreb har surret sig fast i erhvervslivets managementsprog, og inden dette siver ind i de frie skolers verden, er der for alvor grund til at råbe vagt i gevær – hvis ikke det allerede er for sent? I mange sammenhænge i højskoleverdenen loves der således fokus på fagligheden, elitesatsning, individuelle projekter, under det fælles valgsprog: ”Find det du er god til”.

Ikke det vi er fælles om, ikke det vi har pligt til eller det, man kan forvente af et menneske i det moderne samfund.

Det du er god til. højskolens særkende Tidligere hed det, at på højskolerne kan man lære det, man ikke lærer andre steder. Men sagen er, at man netop kan lære at hoppe højt, at spille rent, at sejle ligeud, at blande farver, tage fotos og debattere alle mulige andre steder.

Dermed ikke sagt at højskolerne ikke skal bevare en høj faglighed med fokus på dygtige lærere, som indigneret fører eleverne gennem fagene. Højskolerne skal naturligvis bevare fagligheden og som det naturligste i verden skal der slås streger, hoppes højt, digtes, diskuteres og klappes i takt. Men det er ikke dette, som gør højskolen særlig – i forhold til så mange andre skoleformer.

Det særlige er derimod selve højskoleformens struktur, hvor undervisningen i samspil med samværet på højskolen giver gode betingelser for at blive lidt klogere på tilværelsen. Netop derfor er det vigtigt, at højskolelæreren ikke blot er fokuseret på undervisning og faglighed, med ligeledes viser sin positive tilstedeværelse i afslappede sammenhænge, hvor vi i konstant dialog

med kursister og elever kan overføre den fælles viden fra klasselokalerne til virkeligheden.

Rousseau benytter sondringen imellem ”borger” og ”menneske”, hvor borgeren er et redskab for staten, og hvor mennesket er det tænkende og følende individ. Rousseau understreger vigtigheden af, at mennesket indeholder en del af begge dele. Overført i højskolesammenhæng kan man sige, at det hele drejer sig om at finde balancen

»

Derfor burde højskolens valgsprog være ”Find det du ikke er god til” (og bliv bedre til dette – underforstået). I modsætning til managementverdenens kolde skulder til problemerne, skal problemer stirres direkte i fjæset og diskuteres, til vores øjne flimrer, og vi drætter om af træthed.

mellem at have fokus på ”eleven” såvel som ”mennesket”. I undervisningssituationen er læreren eksperten med fokus på ’eleven’ og ikke på ’mennesket’.

Dette er naturligt, da formålet med undervisningen netop er, at læreren bringer ny viden og færdigheder med sig. Derimod fokuserer samværssituationen på mennesket og menneskelige

Uenig?

Donslund de luxe - åbent brev til Mexico

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

egenskaber og anerkender disse særlige egenskaber som essentielle for menneskelivet, og det er netop her, hvor den førnævnte AI-tilgangs blinde misbrug af anerkendelsesbegrebet for alvor gør ondt. anerkendelse Den tyske sociolog Axel Honneth som med sit hovedværk Kamp om Anerkendelse er en af anerkendelsesfilosofiens mest betydningsfulde tænkere, peger på anerkendelse som en forudsætning for meningsfyldte og selvstændige individer. Redskabet til dette er hverken rettighedstænkning eller selvudvikling, men derimod at skabe et samfunds ”anerkendelsesmæssige infrastruktur”, hvor individer føler sig anerkendt som vigtige brikker i privatlivet, sociale sammenhænge og ikke mindst i retssamfundet. På den måde vil vi, ifølge Honneth, opnå en følelse af at føle medejerskab og forpligtigelse over for samfundet og dermed være i stand til at bidrage til det fælles bedste. Anerkendelse er altså ikke en pædagogisk praksis, som i managementverdenens ”månedens medarbejde”-tænkning.

Det at give ros til en enkelt medarbejder (læs: elev) nytter ikke uden en struktur omkring samværet, som understøtter alle elever og kursisters mulighed for at føle sig anerkendt.

Denne struktur er, ifølge Honneth, ikke et spørgsmål om at give ros, eller at fremelske særlige kvalifikationer hos individet, men snarere at skabe en kultur, hvor alle har lige mulighed for at realisere sig selv, så længe dette er foreneligt med andre menneskers livssyn. Det er i denne socialfilosofiske form, at anerkendelsesbegrebet bliver interessant i højskolesammenhæng.

Anerkendelse på en højskole er ikke en øvelse, som handler om faglige kvalifikationer, men netop et spørgsmål om en struktur, hvor ansvaret i forhold til det fælles bedste er lige så væsentligt som individets rettighe-

der og individuelle færdigheder. Det kunne være i en politisk diskussion over middagsmaden, hvor enhver oplever at blive lyttet til og taget alvorlig, eller i en fodboldkamp hvor den dygtigste teknikker, i stedet for egoistisk at afdrible alle, pludselig giver fra sig af sin specifikke viden om fodboldspillet – til det fælles bedste. Den anerkendende strukturs formål er altså at skabe det ideelle rum for samspillet imellem undervisningen og samværet, for herigennem at opnå den kvalificerede samtale og se sammenhængene i et større perspektiv, om det så er over en kasse øl, middagsmaden eller midt i en fodboldkamp.

Målet er, at alle på højskolerne opnår en følelse af at indgå i en sammenhæng, hvor rammerne fordrer, at alle bringer det bedste med sig. Herigennem bliver diskussionerne om fravær til morgensamlingerne, alkoholpolitik, og hvad der ellers måtte kæmpes om på skolerne forhåbentlig mere meningsgivende for alle parter. Her er det de ansattes ansvar at gå forrest og være kulturbærere for en sådan struktur, og det kan ikke ske udelukkende igennem undervisning og faglighed, men derimod langt mere værdiskabende i samværssituationerne.

Den anerkendende højskole danner med andre ord en ramme, som opbygger medejerskab og forpligtigelse. Det er naturligvis en kompleks, abstrakt og vanskelig idé, noget man ikke uden videre bliver god til. Netop derfor vi skal øve os, og derfor burde højskolens valgsprog være ”Find det du ikke er god til” (og bliv bedre til dette – underforstået). I modsætning til managementverdenens kolde skulder til problemerne, skal problemer stirres direkte i fjæset og diskuteres, til vores øjne flimrer, og vi drætter om af træthed.

Samværet og en god anerkendende struktur, som giver elever og ansatte pligter, medbestemmelse og ansvar, er højskole per excellence.

Det er sidste aften i Mexico. Trætte og lykkelige afleverer min søn og jeg bilen hos Europcar og mangler kun en god nats søvn inden hjemrejsen. Ved informationsdisken står George og har sine forbindelser. Han kan skaffe et billigt værelse tæt på lufthavnen.

Vi kommer ind på et pedelkontor ved hotellets parkeringsplads. De har lige ét værelse tilbage, siger pedellen og åbner et nøgleskab med tomme søm: Se, alle værelser er lejet ud. Det bliver 800 pesos.

Enten røvrender du de andre, eller også røvrender de dig Jeg troede, jeg havde betalt halvdelen til George, men det er så ikke tilfældet.

Vi skal vækkes halv seks og have en taxa kvart i, siger jeg. Pedellen indstiller telefonen til vækning. Vi skal bare lade nøglen ligge og smække, når vi går. Det er hans fridag i morgen.

Værelset er ramponeret med hvidklasket maling. Nede ved en oplyst swimmingpool er der caribisk musik i en palmebladsbar. Vi befinder os på bagsiden af et luksushotel.

Lidt efter ringer telefonen. Jeg skal komme ned og betale for taxaen.

George står foran pedelkontoret med chaufføren fra før. Pedro kører jer til lufthavnen i morgen, siger han. Det studser jeg ikke over, før jeg får besked på at betale 40 dollars for turen. Jeg ved, det max koster 40 pesos. Men får pludselig paranoia og betaler, for hvad er det egentlig for et underligt arrangement?

Om natten lukker jeg ikke et øje. Octavio Paz har sagt: der er én regel i Mexico, enten røvrender du de andre, eller også røvrender de dig.

Et raseri vælder op i mig. Den eneste, der er blevet røvrendt i relationen mig og Mexico, det er mig.

Ved tre-tiden får jeg den idé, at jeg må skrive et brev til George. Ved fire-tiden er brevet ikke bare til George, men til hele det mexicanske folk! Ved fem-tiden griner jeg af min egen naivitet. Ved sekstiden spørger min søn, mens vi tjekker ind i lufthavnen, om jeg tror, vi er blevet snydt meget. Nah, siger jeg. Ikke så meget, at det gør noget…

Anne-Marie Donslund er forfatter

s. 19

bogkritik Faglitteratur

s. 20

Da demokratiet blev stuerent ANMELDELSE: Demokratibegrebet er i dag et ubetinget plusord. Men sådan har det bestemt ikke altid været.

Anbefalelsesværdig nyudgivelse fortæller denne historie i et dansk perspektiv. af paw hedegaard amdisen, odder højskole

Demokrati er som bekendt en dansk kerneværdi. For i Danmark har vi jo altid, ganske uden forbehold, bekendt os til demokratiet – om ikke andet så siden enevældens afskaffelse – eller så i hvert fald siden Grundloven af 1849 da?

Myterne om danskernes særlig demokratiske sindelag er mange. Og i en tid, hvor demokratibegrebet er blevet en ekstrem vigtig inklusionsog eksklusionsmarkør – ja, faktisk er blevet det, vi kender venner og fjender på – så er det da også vanskeligt at forestille sig, at vi i Danmark nogensinde kan have opfattet demokratibegrebet som et negativt eller måske ligefrem ligegyldigt begreb.

Det er ikke desto mindre den historie, der præsenteres i Jeppe Nevers begrebshistoriske bog ”Fra skældsord til slagord – Demokratibegrebet i dansk politisk historie”. Bogen, som er en vellykket omskrivning af Nevers ph.d.-afhandling fra 2008, kortlægger demokratibegrebets danske historie i

april 2011

perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til 1945. Undervejs i denne kortlægning fremtræder det med større og større vægt, at den semantiske glidning i demokratibegrebets indhold i denne periode har været kolossal. Fra et næsten neutralt statslærebegreb, over at være noget, der næsten ligner et decideret anti-begreb til at blive et i høj grad politiseret og ideologiseret begreb, der dog i efterkrigstiden er blevet afløst af en nærmest universel accept af begrebets positive grundbetydning demokratibegrebets tvivlsomme start Jeppe Nevers metodiske udgangspunkt er begrebshistorisk. Inspireret af Reinhart Koselleck og den tyske begrebshistorie vælger han således at fokusere på demokratibegrebets status som retorisk størrelse i forskellige politiskintellektuelle debatter over tid. Denne metode gør det muligt for Nevers at registrere, hvordan et begreb over tid fundamentalt kan ændre betydning, men gør det samtidig også muligt for ham at vise, hvordan et begreb i forskellige historiske kontekster kan bruges forskelligt for at fremme politiske og intellektuelle projekter. Det er således interessant med Nevers at iagttage, hvordan demokratibegrebet kommer til at stå stærkt i forhold til det socialdemokratiske reformprojekt, da bruddet med den anti-demokratiske del af den socialistiske venstrefløj bliver en realitet.

Mindst ligeså interessant er det at følge Nevers begrebshistoriske analyse af tiden omkring formuleringen og vedtagelsen af grundloven i 1849. Det markante er her det deciderede fravær af et positivt demokratibegreb. Centralt for de drivende nationalliberale kræfter bag Grundloven af 1849, står folkebegrebet som noget ubetinget positivt, men når talen falder på demo-

Fra skældsord til slagord - Demokratibegrebet i dansk politisk historie Jeppe Nevers Syddansk Universitetsforlag 2011 225 sider, 248 kr.

kratibegrebet, bliver denne straks lidt mere forbeholden.

Som Nevers påpeger, så hænger det sammen med, at demokratibegrebet på dette tidspunkt i bredere kredse stadig associeredes med de mere uheldige sider af den franske revolution – terror, kaos, hærgende menneskemængder m.v. Demokratiet kunne også være farligt, og derfor blev det da også kun med visse begrænsninger, at der i 1849 åbnedes op for det repræsentative demokrati i Danmark.

Og vi skal helt frem til nyere tid, før vi kan tale om en bred repræsentation i Folketinget.

Paw Amdisen underviser bl.a. i filosofi på Odder Højskole og er folketingskandidat i Horsenskredsen

»

Centralt for de drivende nationalliberale kræfter bag grundloven af 1849 står folkebegrebet som noget ubetinget positivt, men når talen falder på demokratibegrebet, bliver denne straks lidt mere forbeholden.

De andre mente ”Nevers stopper ved Anden Verdenskrig, hvor demokratiet har vundet sit afgørende momentum. Efter de autoritære samfunds fald er der ingen gyldige modbegreber, og »demokratiet« har overtaget den betydning, som »nationen« engang havde. Men der findes stadig 550 definitioner af, hvad demokrati er. Så selv om historien ikke er ude, er det en elementært spændende og saftig bog, Nevers har begået.”

Ole Thyssen i Weekendavisen ”Selvom man kan savne fordybelsen, overbeviser Nevers med sin klare argumentation og sit sikre jugement, der gør et meget vanskeligt og sammensat historisk og aktuelt problem lettere tilgængeligt.”

Jes Fabricius Møller i Kristeligt Dagblad

begrebshistorisk pointe Man kunne fremhæve mange interessante detaljer i Jeppe Nevers begrebshistoriske oversigt, men det, der for alvor gør bogen interessant er, at den baserer sig på en bred vifte af skriftlige kilder fra de forskellige historiske kontekster. På den måde forfalder han ikke til at skrive åndshistorie i gammeldags forstand med fokus på nogle få styrende skønånder. Nevers har også blik for, at vores ideers historie faktisk er historien om, hvordan de ”store” ideer vinder indpas ved at blive brugt af en lang række mennesker i en lang række tilfælde og med en lang række forskellige hensigter og intentioner bag. Han skriver sig på denne måde ind i et nyere idé- og begrebshistorisk approach, der udover Reinhart Kosellecks begrebshistoriske metode også tæller navne som Quentin Skinners og Michel Foucault. Fokus er ikke på de lange træk i historien, men derimod på det mere mudrede billede, der tegner sig af ideernes historie, hvis man går i dybden med at rekonstruere en polemisk kontekst i sin helhed.

Pointen med denne type begrebsog idéhistorie er, at vi netop bliver i stand til at stille spørgsmålstegn ved vore begrebers kontinuitet med fortiden. Ved at rekonstruere demokrati-begrebets betydning i perioden fra slutningen af 1700-tallet og frem finder vi eksempelvis ud af, at myten om demokratiet som en urgammel dansk værdi ikke er andet end en myte.

Det er ikke mere end et halvt århundrede siden, at der var stor indbyrdes uenighed om det liberale demokratis eventuelle værdi, og går vi hele vejen tilbage til Grundloven, så betragtede langt de fleste af Grundlovens fædre demokratibegrebet med en vis portion skepsis.

Til slut skal det nævnes, at omformningen fra afhandling til bog i dette tilfælde er forløbet fortrinligt. Som bogen fremstår, er den både læsevenlig, tilgængelig og har en tilpas længde til at opretholde en balance mellem fordøjelig form og et lødigt indhold.

Her kan alle være med, uden at der er gået på kompromis med fagligheden. ”Fra skældsord til slagord” er en bog, der anbefales alle med interesse for politik, ideer og historie og så er det en bog, som alle vordende danske politikere burde have på deres uofficielle pensum.

Bogkort ved andreas harbsmeier s. 21

De svarer ikke Af Christian Kock Gyldendal, 232 sider, kr. 179,-

Retorikprofessor Kock dissekerer på forbilledlig vis – og ikke uden en vis humoristisk sans - den offentlige debat. Her finder han et utal af uskikke og feje kneb, der florerer bredt i det politiske spektrum. Det bliver en ganske barsk kritik af den politiske debat og dens metoder. Eksempelvis er det en ganske almindelig metode at tillægge den politiske modstander ganske horrible synspunkter, for derefter uden problemer at argumentere imod dem. Så er det nemt at få ret; i hvert fald meget nemmere, end hvis man skulle forhold sig til det, der faktisk bliver sagt. Men ikke kun politikere får kærligheden at mærke. Også journalister og politiske kommentatorer spiller med på de retoriske unoder.

Man havde jo nok en fornemmelse af, at det er sådan, det går til. Men herligt – og ganske forstemmende – at få det dokumenteret og analyseret på redelig vis.

Problemet er så blot; hvad stiller man op?

Kocks bud er, at vi skal undlade at stemme på de politikere, der ikke svarer og camouflerer undvigemanøvren. Men hvem er så tilbage?

højskole Interview

s. 22

Magten er i køkkenet INTERVIEW: Charlotte Grønlykke og Lotte Nielsen har flyttet grænserne for hvor meget madoplevelse, man kan gi’ tre gange dagligt for en flad halvtredser. De to kogebogsforfattere lægger hver dag deres begejstring for smag ned på tallerknerne foran højskoleleverne på Borups Højskole. Og eleverne?

De tager gerne en ekstra portion – og spørger bagefter om opskriften, der ikke findes. tekst og foto: christopher glimberg rønne Kolleger, søstre og veninder. Lotte Nielsen og Charlotte Grønlykke deler køkken og tankegods på Borups Højskole.

april 2011

Profiler Højskolebladet sætter i en serie fokus på de mere usædvanlige højskoleprofiler. Mennesker, der bringer en ny erfaringsverden ind i højskolen. Dette er den sidste artikel af fire. De tre foregående kan læses i de seneste blade eller på www. hojskolebladet.dk

”det er os, der bestemmer. vi har jo magten i køkkenet”. Lotte Nielsen og Charlotte Grønlykke slår en skraldlatter op, der fylder det meste af den tomme spisesal. De to kvinder styrer køkkenet på Borups Højskole med sikre hænder så godt, at maden er blevet et stærkt konkurrenceparameter på den traditionsrige højskole i København K. Selv siger de med én stemme: ”Hver dag er for eleverne en ny oplevelse af mad, og de er vilde med os. De er spændte på, hvad der er dagens ret. Og eleverne elsker at dufte, når vi laver mad - her dufter altid godt af gode råvarer og gode krydderier”.

Charlotte Grønlykke skubber venligt teen over mod mig (og undskylder, at den nok har trukket lidt for længe), da vi bliver forstyrret. Kontordamen ønsker godt nytår til de to fra køkkenet og fortæller: ”Kurset på mandag for journalistforbundet er aflyst.” Her tre dage før kurset er råvarerne købt ind og forberedelserne godt i gang. ”Ok, den klarer vi”. Og da vi er alene igen, bruger Charlotte og Lotte ikke lang tid på at finde ud af, hvordan journalistisk kursusmad kan genopstå som elevmenu i en jævning af lige dele fantasi og praktisk overblik. De to ved, hvordan man bruger alt i et spisekammer: ”Vi har ingen ugeplan. Vi ved ikke, hvad der sker – en dag bliver planerne pludseligt ændret, og så er der kun 40 elever til spisning. Så godt som intet går til spilde – vi bruger virkelig næsten al den mad, vi laver.” gik i hinandens spor uden at krydse Før samarbejdet i køkkenet på Borups Højskole kendte de to ikke hinan-

s. 23

den, selvom de færdedes i de samme kredse tilbage sidst i 1980erne. Samme venner, samme interesse for musik og kunst. Og begge erstattede som nytænkende kogekoner Thousand Island-rejecocktailen og culottestegen med humus, tzatziki og kraftig rødbedesuppe på mange private festmenuer – længe før Middelhavskøkkenet og Jamie Oliver-mad blev det, man spiser.

»

Vi har ingen ugeplan.

Vi ved ikke, hvad der sker – en dag bliver planerne pludseligt ændret, og så er der kun 40 elever til spisning.

Så godt som intet går til spilde – vi bruger virkelig næsten al den mad, vi laver.

Siden blev de begge selvstændige.

Lotte forpagtede gennem en årrække Filmskolens kantine i København.

Kravet om et nyt job, efter en gæld- og stresshærget sortier fra filmskolens gryder, førte Lotte til Borups Højskole som køkkenassistent i 2002.

Charlotte Grønlykke, der for få midler havde forvandlet den hyggelige, men dystre drukstue Øbro Bodega til Øbro Spisehus og givet københavnerne et sted med danske klassikere og spæn-

dende tapas-kombinationer, kom til højskolen på Frederiksholms Kanal to år efter. Siden da har de to damer udviklet deres kulinariske kompagniskab til et varmt venskab. Og det mærkes, når man sidder over for dem. De griner indforstået og fuldender hinandens sætninger med samme lethed, som de agerer tredje hånd for hinanden i køkkenlivets spidsbelastninger. Charlotte: ”Det slår ikke fejl. På hvert hold, er der folk, der tror vi er søstre”. Lotte: ”Det er vi også – i ånden”. ved hvordan smagen skal være På højskoleholdet klapper eleverne, når Charlotte og Lotte præsenterer menuen. Charlotte: ”Bagefter skrubber vi ud i køkkenet igen”. Lotte: ”Vi kan faktisk ikke fordrage at spise i højskolesalen. Der er for varmt. Jeg har været her i otte år nu, og jeg bryder mig ikke så meget om det dér fællesskab.”

Hun griner helt nede fra maven: ”Det skriver du ikke!”

Charlotte dasker varmt til sin sarkastiske kollega og siger med et kærligt blik: ”Nej, det er derfor, du bor på Christiania.”

Der sker noget, når de to madelskere går i køkkenet: ”Vi står ikke med en opskrift, når vi laver mad. Vi ved, hvordan smagen skal være. Vi kan godt li’ at lave gammeldags mad – bare meget bedre,” fortæller Lotte, der med egne ord er autodidakt på alle områder. De to kvinder fægter med alle fire arme, mens de begge fortæller videre: ”Sovsen skal smagen af noget, den skal laves af en goooood fond, og persillesovsen skal laves fra bunden med masser af persille”.

højskole Interview

s. 24

skal smage Et ophold på Borups Højskole er ikke kun en ånds-udvidende oplevelse. Det er for mange et grænseoverskridende møde med mad på nye måder, der påvirker elevernes madkultur længe efter højskoleopholdet. ”Vi laver faktisk al slags mad, og vi har total frihed i køkkenet. Eleverne elsker det meste af det, vi laver, de vil gerne lære om mad og mange får inspiration fra køkkenet til deres videre liv,” fortæller de to kvinder, der sammen har skrevet kogebogen Julefrokostbogen fra 2007 og for tiden arbejder på endnu én. Maddamerne tager deres dannelsesopgave alvorligt og lefler ikke for elevernes præparerede smagsløg.

Lotte: ”Vi laver fx Bouillabaisse til dem. De forstår sig ikke rigtigt på den slags mad. Men det er vi ligeglade med.

Vi gør det med vilje, og selvom ikke alle kan li’ det, skal de smage det.” På elevernes hitliste er bl.a. Lottes chili sharwarma, thai retterne med vilde ris eller den indiske linsesuppe – alle sikre træffere på tavlen den sidste måned på højskoleforløbet, hvor eleverne får lov at ønske og få deres yndlingsretter. mødre i hjertet Selvom Charlotte og Lotte ikke deltager i det egentlige pædagogiske arbejde på skolen, er de mere end blot en køkkenfunktion for eleverne.

Charlotte: ”Mange af eleverne tror de møder prototypen på en økonoma, når de stikker hovedet ud i vores køkken.

Men i stedet for en skrap kælling, der siger: ’Ja, her er din mad’, så oplever de et køkken, hvor vi hører fed musik i radioen, og hvor der er gang i latter og snak. Lotte tager over: ”Eleverne kommer ud og vil høre, hvad vi har lavet før. Vi taler med dem om mad, og når de har Grafisk Design laver de ofte deres egen kogebog med vores hjælp.”

Hun fortsætter: ”Der er stor frihed i vores køkken. De kommer her, når de lige mangler noget, og når de har

april 2011

Charlotte: ”Det hænder, at vi ser hinanden privat.

Men når vi går hjem, har vi gloet på hinanden en hel dag. Vi er mere sammen med hinanden, end vi er sammen med vores mænd.”

brug for at vide, hvordan man kan lave blod til en filmoptagelse, finder vi ud af det.” For makkerparret er det 15 kvadratmeter lille madsted på anden sal højskolens hjerte. Herfra genvitaliseres eleverne både fysisk og mentalt.

Charlotte: ”Vi involverer os jo i deres liv, når de kommer i køkkenet med deres personlige problemer.” En forkølelse, der dækker over kærestesorger eller bristede uddannelsesdrømme lindres med en ingefær drink og en snak. Lotte: ”Kommer der én i vores køkken, der spiser forkert, siger vi: ”Hallo – det nytter jo ikke noget”. Vi er begge mødre, og vi har vores omsorgsgen med på arbejde”. verdens bedste køkken I forstanderkontoret deles elevernes begejstring for skolens mad: ”Rygtet går, at vi har verdens bedste køkken, og jeg tror det er sandt.” Forstander Jørn Wendelbo forsætter smilende: ”Mange af vores elever og kursister får en aha-oplevelse på højskolen. ’Hold kæft, kan det smage sådan.’ Det, Lotte og Charlotte præsterer i køkkenet, er i særklasse og helt på niveau med det Søren Gericke skabte, da han regerede i køkkenet på Filmhøjskolen.

Og vores køkken er på et varigt højt niveau. Især på de korte kurser, kan man have kursisterne mistænkt for, at de kommer her for madens skyld.”

Tilbage i køkkenet er der gået slyngvenindefjol i den. Årsag: Bladets udsendte får sagt: ”I ser helt søde ud”,

»

Vi laver fx Bouillabaisse til dem. De forstår sig ikke rigtigt på den slags mad. Men det er vi ligeglade med.

Vi gør det med vilje, og selvom ikke alle kan li’ det, skal de smage det.

da han har konsulteret kameraets LCD-skærm efter et fotoskud. Straks er Lotte på 56 og Charlotte på 53 i gang med perfekt at parodiere Rungsted snobberne Fritz og Poul fra P2’s satireprogram, Rytteriet: ”Ja, de er sgu’ så søde de to, ja det er de virkelig. Ja, fy for helved’ de er sgu’ dejlige de to, det er de.” Det kræver mere end almindelig skolemesterfacon at kalde de to tilbage til virkeligheden. Lykkedes gør det aldrig. Hvor længe bliver i ved her i køkkenet? Lotte (med overdreven rytteri-accent) Vi stopper, når vi holder (håller). Bladet pakker sammen, men går derfra glad i låget og med duften af gode råvarer siddende i tøjet, og jeg har ikke engang smagt maden.

Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

januar 2010

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® s. 25

Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder rådgivning rådgivning af af frie frie skoler skoler rådgivning af frie skoler Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk Højskolebladet 2/2011 utkommer 31 mars deadline 21 mars

Sedan 1947 har Nordiska folkhögskolan i Kungälv, 20 km norr om Göteborg, varit en viktig mötesplats i Norden.

januar januar2010 2010

siden 1876

Læs mere og deltag i debatten på www. hojskolebladet.dk

EUforedrag.dk Der findes hjemmesider med hundredvis af foredragsholdere, men kun meget få tilbyder at tale om EU. Det er synd for den politiske debat, hvis vi ikke forholder os til EU, hvor størstedelen af alle vores love besluttes.

Nordiska folkhögskolan

SÖKER

NY REKTOR Vår rektor går i pension hösten 2011 och vi söker en efterträdare.

Sista ansökningsdag 5 maj 2011 Mer information: www.nordiska.fhsk.se/ny-rektor

EUforedrag.dk er en gratis præsentationsside for alle foredragsholdere, der har viden om EU. Er du mødearrangør, er det her, du finder dine oplægsholdere.

DEO arrangerer også selv EU-debat. På www.deo.dk kan du se de spændende spørgsmål, vi sætter til debat.

DEO

Oplysningsforbund der arbejder for Demokrati i Europa info@deo.dk – tlf. 70 26 36 66 – www.deo.dk

Nordiska folkhögskolan

Olof Palmes väg 1, 442 31 Kungälv, Sverige

tendens Reportage

s. 26

REPORTAGE: Sikkerhedsfolk og rigtig dyre biler er ikke hverdagskost på folkehøjskoler. Men de blev fast inventar i et døgn, da op mod 300 fremmødte skulle diskutere varig fred i Mellemøsten på Rødding Højskole. af morten gliemann

Israel, Palæstina, Rødding april 2011

få dage før havde de tre tid ligere udenrigsministre, uffe ellemann-jensen, niels helveg petersen og mogens lykketoft i Berlingske slået til lyd for, at Danmark skal anerkende Palæstina. Få dage før havde folket fjernet Egyptens præsident Mubarak med stædige protester i Kairos gader. Få dage før var borgerkrigen ved at bryde ud i Libyen. Om timingen fortæller forstanderen, Mads Rykind-Eriksen: ”Datoen for konferencen blev fastlagt allerede i september. Med konferencens overskrift ’Hvordan vindes freden i Mellemøsten?’ ønskede vi allerede fra starten at markere, at den israelsk-palæstinensiske konflikt uløseligt er bundet sammen med udviklingen i hele regionen. Derfor kom de seneste ugers voldsomme begivenheder i Nordafrika og Mellemøsten også som en gave til konferencen, der gjorde den højaktuel.” den levende højskole Det var en tætpakket foredragssal, der ventede. Nye, unge ansigter mellem gammelkendte, højskolevante og medievante. Oplæg og indlæg i massevis.

Spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Antydninger, beskyldninger og små skænderier. Vi kom hele vejen rundt i personligheder, emner og overskrifter: Anklagen om ”Concentration Camp Gaza” som atter blev luftet.

Niels Helveg Petersens manglende optimisme. Mogens Lykketofts spinkle håb. Et fællesarabisk frihandelsområde blev foreslået, men betvivlet af Herbert Pundik. Angsten for pludselig brug af atomvåben blev genfundet.

Intifadaerne blev genopdaget. Israels ambassadør gav os en grundig lektion i geografi, demografi og Holocaust. Han blev ikke sagt imod af den palæstinensiske repræsentant, Amro Alhourani, som desværre ikke kunne komme alligevel. Til gengæld slog Trine Pertou

»

Med konferencens overskrift ”Hvordan vindes freden i Mellemøsten?” ønskede vi allerede fra starten at markere, at den israelsk-palæstinensiske konflikt uløseligt er bundet sammen med udviklingen i hele regionen. Derfor kom de seneste ugers voldsomme begivenheder i Nordafrika og Mellemøsten også som en gave til konferencen, der gjorde den højaktuel.

- mads rykind, forstander, rødding højskole

Mach fra Mellemfolkeligt Samvirke fast, at modstandskampen skam er legitim. At den også er nødvendig, fik Fathi El-Abed fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening lagt til. ”Ideen til konferencen kom jeg i al beskedenhed selv på, da vi på Rødding Højskole har et hovedfag, der hedder ’Journalistik & Mellemøsten’. Faget kobler journalistik med temaerne islam, integration og Mellemøsten.

Grunden til at vi netop har valgt disse

s. 27

tendens Reportage

s. 28

tre temaer er, at man ikke kan læse en avis eller høre og se en nyhedsudsendelse uden, at en af dem er nævnt. Så i stedet for at vores journalist-elever skriver om alt muligt forskelligt, har vi valgte disse tre temaer, for at de derved kan blive klogere på en vigtig del af vores hverdag og den politiske dagsorden,” fortæller Mads Rykind-Eriksen videre om topmødets tilblivelse. ”farvel til skæggede mænd” Deltagerne ville meget gerne have eksperterne til at mene noget om faren for fundamentalisme i kølvandet på urolighederne i Tunesien, Egypten, Libyen, Bahrain – ja store dele af hele Mellemøsten. Det bekymrede ikke den ene af de tidligere udenrigsministre så voldsomt. Mogens Lykketoft roste med sit debatoplæg især de unge egyptere, og sagde optimistisk til forsamlingen: ”Forestillingerne om skæggede mænd er brudt sammen på Tahrir-pladsen.” Han betegnede de unge som internationalt orienterede, oplyste – men arbejdsløse: ”De vil have et samfund, der udvikler sig i vores retning,” pointerede han, og gættede efter opfordring fra RÆSON på, at der vil være flere demokratier i regionen om fem år. Lykketoft gjorde dog den ønskede udvikling afhængig af, at Barack Obama bliver genvalgt til præsident. ”USA’s medvirken er aldeles afgørende,” sagde han.

Tidsskriftet RÆSON lå fremme i entreen. Det var sammen med dem, at Rødding Højskole arrangerede det intensive topmøde om Mellemøsten.

Det skabte en stemning af højtidelighed og intellektualitet – af højskole.

At Clement Kjersgaard er udgiver af RÆSON og velkendt fra Debatten på DR2 gav debatten et yderligere pust af aktualitet og x-factor. Om samarbejdet mellem magasinet og højskolen siger forstanderen: ”Samarbejdet med RÆSON rækker

april 2011

»

Vi er i disse dage vidner til, at alle løgnene om Israel, som fjendtlige regimer har udbredt for selv at kunne beholde magten og rage til sig, falder til jorden. Der er så mange absurde beskyldninger og anklager mod Israel.

- israels ambassadør i danmark, arthur avnon et par år tilbage. Det blev etableret ved, at Clement Kjersgaard på vegne af RÆSON sendte en mail ud til landets højskoler med tilbud om at få nyhedsmagasinets to årlige udgivelser tilsendt eleverne samt ét foredrag af Clement selv. I forbindelse med et af disse foredrag nævnte Clement efterfølgende, at hvis vi på et tidspunkt havde brug for en ordstyrer eller havde en idé til et samarbejde, skulle jeg blot kontakte ham. Det gjorde jeg i august med ideen om Mellemøst-konferencen, og fik hurtigt et positivt svar. Herefter var der en lang mailkorrespondance og et enkelt møde i januar i København.” israel stjal billedet På konferencens anden dag var ordstyrer Stig Tackmann, som er chefredaktør på RÆSON. Før han gav ordet videre til Israels ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, blev spillereglerne for god tone banket fast samtidig med at

sikkerhedsfolkene blev mere tydelige i højskolens indre, og politi kørte rundt ude i vinterlandet.

Arthur Avnon roste stedet og landskabet, og erindrede sin ungdomsture til familiens kibbutz. ”Og I ved godt, hvad en kibbutz er?,” spurgte ambassadøren ud i salen på engelsk. Han gik lige til sagen med landkort og videoklip: ”Vi er i disse dage vidner til, at alle løgnene om Israel, som fjendtlige regimer har udbredt for selv at kunne beholde magten og rage til sig, falder til jorden. Der er så mange absurde beskyldninger og anklager mod Israel.”

Ambassadøren betegnede Israel som ’underdog’, da landet er omgivet af arabiske naboer med meget store folketal. For ham at se har palæstinenserne det generelt bedre end mange fattige egyptere, og økonomisk krise, arbejdsløshed, korruption og dyre fødevarer er medvirkende faktorer i tidens arabiske opbrud. Særligt pointerede Arthur Avnon Israels lidenhed og de mange raketnedslag som forklaring på tingenes tilstand. ”Israel er kun halvt så stort som Danmark. Prøv at forestille jer, at en raket rammer Aarhus! Så prøv at forestille jer, at TUSINDER af raketter har ramt det sydlige Israel i de senere år.

Det ville nok være en ret stor nyhed, hvis en raket ramte Århus, men i en dansk avis er det ikke altid en nyhed, når raketter træffer mål i Israel,” sagde ambassadøren i et samlende svar på, hvorfor israelske soldater gik så hårdt frem under invasionen af Gaza i slutningen af 2008 og ind i begyndelsen af 2009.

Her kom der ekstra fart og følelse ind i debatten. Udtrykket ”Concentration Camp Gaza” hørtes fra forsamlingen. Ambassadøren afviste, at Gaza skulle være en koncentrationslejr, men fortalte om, hvordan han selv stammer fra Rumænien – og at også hans

s. 29

familie blev ofre for Holocaust. Han havde forberedt et mindre batteri af rædselsvideoer som modfortælling. De værste klip var med studieværter og tilsyneladende religiøse ledere, som roser jødeforfølgelserne under nazismen i Europa. ”Åh, nu rækker det. Nu må det være nok,” lød det lavmælt fra nogle enkelte tilhørere efter nogle minutter. Flere af de unge deltagere spurgte ind til det problematiske med krænkelse af international lov og specielt fortolkningen af FN’s resolution 181 fra 1947.

Ambassadøren stillede modspørgsmålet: ”Jamen, hvad er international lov?” Han holdt endvidere på, at jødisk tilstedeværelse i Palæstina går meget langt tilbage i historien – at man har ret til visse områder.

Uenighederne om Israels berettigelse kom flere gange til udtryk. Fathi El-Abed fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening fik ordet under runden med spørgsmål til ambassadøren.

Senere skulle han selv sidde i panelet.

I rollen som deltager sagde han højt og flere gange til Israels ambassadør. ”Du har spildt en time!” Fathi El-Abed høstede en mindre klapsalve, mens Arthur i sit svar rådede Fathi til at opbygge sit efterfølgende indlæg på en sådan måde, at ingen spildte tiden. mediernes og oliens magt Fra de engagerede indlæg om tunge emner som international terrorisme og sikkerhedsgarantier blev konferencen bredt ud i det helt store perspektiv med veteranen Ole Sippel, Danmarks Radios korrespondent i Mellemøsten gennem en årrække, ved mikrofonen i panelet. Han blev sekunderet af Helen Hajjaj fra DR 2 Udland. ”Jeg har været meget forsigtig med at bruge ordet ’terrororganisation’ i min dækning af begivenhederne i regionen. USA og Israel laver godt nok lister over sådanne, men jeg mener, at

Rødding højskole var fyldt med debatlystne mennesker. Heriblandt Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik. Foto: Morten Gliemann

der skal dømmes fra sag til sag.” Ole Sippel opremsede en mængde ord som bosættelse, fundamentalist, terrorist.

Når de bringes i bestemte sammenhænge, styrer de læsernes, lytternes og seernes slutopfattelse af nyheder, mente han.

At Vesten også har problemer med magten og retten viste Ole Sippel med historien om det fly, der blev sprængt i luften over den skotske by Lockerbie.

Alle ombordværende døde af ulykken i 1988, og den libyske Abdelbaset Mohmed Ali al-Megrahi blev dømt for massemordet i britisk luftrum, men er i dag på fri fod. Angiveligt var han døende af cancer, så i august 2009 lod man ham rejse tilbage til Libyen. Så vidt Ole Sippel ved, lever al-Megrahi i bedste velgående. I historien hører tilmed olieselskabet BP’s længe havde længe været interesseret i en kontrakt i Libyen, og fik den i tiden omkring den opsigtsvækkende løsladelse.

Ole Sippel blev også spurgt, om mediernes tilstedeværelse nogle gange får dramatiske ting til at ske. For det meste ikke, mente han, men huskede episoder under Intifadaen, hvor der ’kom mere gang i stenkastningen’, når tv og pressefotografer var til stede.

Således opløftede: ”Samarbejdet mellem RÆSON og Rødding Højskole vil jeg betegne som en win-win situation, da begge har kunnet drage fordele af den. Rødding Højskole leverede ideen

Hvordan vindes freden i Mellemøsten?

Konferencen blev lavet i samarbejde med Rødding Højskole og det internationale nyhedsmagasin RÆSON. Over 300 deltog i konferencen. De havde blandt andet besøg af den israelske ambassadør Arthur Avnon, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening Fathi El-Abed og en lang række danske politikere. Blandt andre de tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen.

til konferencen, ligesom vi har en lang tradition for at fremme den demokratiske debat og logistisk magter at afvikle en konference af denne størrelse. RÆSON kunne med sit gode renommé inden for journalistik og konferencer af høj kvalitet sammensætte et alsidigt program, og motivere oplægsholderne og debattørerne til at deltage i konferencen,” sagde Mads Rykind-Eriksen efter et par intense dage.

Kilder: Israels Ambassade i København og Palæstina-Info.

Hans Henrik Hjermitslev

højskole Navne

s. 30

Personligt og fagligt involveret i Grundtvig Egentligt er det lidt tilfældigt, at det er Hans Henrik Hjermitslev, der er blevet kursusleder på Mellerup Højskoles sommerkursus, som er det første siden skolens lukning i 1917. Holdet bag genoprettelsen af højskolen i det midtjyske består af flere fra lokalmiljøet, hvor der er en stærkt fri- og efterskoletradition. De havde længe talt om, at det kunne være spændende at forsøge sig med en højskole i byen. Helt tilfældigt kendte valgmenighedspræsten Benedicte Præstholm Hans Henrik Hjermitslev, og så blev han involveret i de lokales visioner.

Det er nu ikke fordi, at det er første gang, han stifter bekendtskab med højskoletanker. Langt fra endda. Hans Henrik Hjermitslev har stor interesse – professionelt såvel som personligt – for højskolemiljøet. Han kommer fra universitetsmiljøet, hvor han er ekstern lektor på idehistorie efter sidste år at have afsluttet sin ph.d. om danskernes – især grundtvigianeres – modtagelse af darwinisme og evolutionslære.

Foruden sin faglige baggrund, som har resulteret i utallige foredrag rundt omkring i den folkelige del af Danmark, har han også selv været elev på Testrup Højskole i 1997.

oplagt for Hans Henrik Hjermitslev.

Og Mellerup Højskole nær Randers har allerede godt vind i sejlene. Til sommer afholdes der blot et kursus.

Der er allerede godt med tilmeldte, men der er stadig plads til flere. På lidt længere sigt, er der blevet lagt en treårig plan for skolen, som afhænger af, hvor stor en succes det første år bliver.

Hans Henrik Hjermitslev forklarer: ”Vores plan er, at vi vil se, om kurset i år bliver en succes. Hvis det lykkes, vil vi forsøge os med tre kurser næste sommer. Og hvis det også bliver en succes, så vil vi forsøge at rejse penge til at etablere bygninger, hvor skolen kan holde til som traditionel højskole med både lange og korte kurser.”

Han fortæller, at hvis skolen på lang sigt bliver etableret, er han meget interesseret i at være med. Lige nu handler det dog om at få kursister nok til det første kursus: ”Det er en slags pionerarbejde, vi har gang i. De, der skal undervise, gør det frivilligt. Og vi laver selv meget opsøgende arbejde. Men vi har sammensat et kursus, som passer til mange forskellige aldersgrupper. Både med børn og uden børn. Derfor har vi også oplevet interesse fra både unge og ældre.”

visioner for en ny højskole Det er netop disse interesser, som gør jobbet som kursusleder interessant og

/cp

april 2011

Retssag. Den tidligere forstander på Isterød Efter- og Højskole, Nicolaj Trautner, har lagt sag an mod skolen pga. bortvisning i sommeren 2009. Han kræver seks måneders løn.

Stjerneforsker. Testrup Højskole havde i marts besøg af den pædagogiske forsker Thomas Ziehe, som diskuterede sit syn på ungdom og kultur med elever og andre interesserede.

Ny minister. Som bekendt nåede Tina Nedergaard kun lige at runde et år som undervisningsminister, før hun lod staffen gå videre til tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen. Det vides endnu ikke, hvad han mener om højskoleområdet.

Pris. Anna Andersen, lærer på Vestjyllands Højskole, har vundet førstepladsen på Europas største messe for keramiske fliser.

Nyt fra FFD

Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark

Regionale dialogmøder om uddannelsessamarbejde Sammen med Studievalg og eVejledning holder Højskolerne i april to regionale dialogmøder på henholdsvis Gerlev Idrætshøjskole og Ry Højskole.

Formålet med dialogmøderne er at styrke samarbejdet og den gensidige opmærksomhed mellem Studievalgsvejledere og de danske højskoler. Møderne vil indeholde oplæg fra Studievalg og eVejledning, eksempler på samarbejde mellem højskoler og uddannelsesinstitutioner og fælles diskussion om nuværende udfordringer og fremadrettede muligheder for samarbejde Studievalg og højskolerne imellem.

Ny FFD Webshop I den nye webshop på webshop.hojskolerne.dk kan alle købe FFD’s kurser, udgivelser, merchandise m.v. Alle medlemmer har modtaget et brev med login til webshoppen. Der trækkes automatisk 10 % i rabat på de fleste udgivelser og alle kurser, hvis du som medlem logger ind.

”Prøv en højskole”… … er budskabet i FFD’s markedsførings- og annoncemateriale, når Højskolernes Uger løber af stablen i uge 17, 18 og 19. Der påsættes bl.a.

25.000 ”Vil ikke forstyrres-skilte” på døre til gymnasie-klasselokaler, og der trykkes 50.000 postkort til togstationer, caféer, og fitnesscentre i hele landet.

De aktiviteter, skolerne indberetter til FFD, vil fremgå på www.hojskolerne. dk/prøv.

Foreningens kalender 5.-6. april Informationsseminar Nørgaards Højskole 3.-5. maj Grundkursus i vejledning og fortsætter-kursus for mentorer Esbjerg Højskole 11. maj Kursus for nye i Højskolernes Administration Højskolernes Hus 12.-13. maj Hvordan spiller vi til fællessang?

Den Rytmiske Højskole 9.-10. juni Årsmøde og generalforsamling Silkeborg Højskole 9.-10. november Kursus for sekretærer og forretningsførere Vejle Idrætshøjskole

Mere på www.ffd.dk

VIL IKKE

Døren er åben

FORSTYRRES

!

E KOL

S HØJ

v 19 prø V EN Ø 8 og ne.dk/ 1 R , r P 17 le o e i ug .hojsk w w w

s. 31

B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

Nyt om teologi og religioN 14. april

ARRANGEMENTER

Religiøsitet som redskab til at spare anstrengelser

4. april

Foredrag v/Uffe Schjødt.

Foredrag v/Uffe Schjødt.

15. april

5. april

Bogpræsentation.

Hvad sker der i hjernen, når troende beder til gud?

euseb og Kristendommens kritikere

religion i Danmark 2011

Reception i forbindelse med udgivelsen af e-årbog.

5. april

Djævelen og alt hans væsen Foredrag v/Jan Dochhorn.

10.-20. april

israel/Palæstina 2011

Følg med på studieturen på bloggen:

!

studietur2011.wordpress.com

27. april

Grundtvig OG ---. Hvad er det vi gør, når vi laver komparative studier? Åbent frokostseminar v/ Troels Nørager.

28. april

“At være jorden tro” - om Tidehvervs historie og betydning

Foredrag v/torben Bramming.

28. april

Racisme og antisemitisme i okkulte traditioner Foredrag v/olav Hammer.

Aarhus Universitet rummer Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer på www.teo.au.dk april 2011