Højskolebladet August 2010

august 2010

s. 1

siden 1876

Apatiens tid Det er s책 som s책 med det politiske engagement

Hein Heinsen

GUD Trinitetsmaskinen

s. 2

Pr iser ne er in

kl .

m

o m

pr. stk.

175 kr.

s sendel e.

200 kr.

– køb 25 stk. eller flere og få dem til

fo r

Køb mellem 1 og 24 stk. og få dem til

s&

Forlaget Gyldendal giver dig nu mulighed for at købe Hein Heinsens nye værk GUD til en ganske særlig pris.

pr. stk.

Kontakt din lokale boghandler eller send din bestilling til salg@gyldendal.dk – husk at skrive dit fulde navn og adresse.

Herefter modtager du bøgerne sammen med et girokort med posten.

a august 2010

www.gyldendal.dk · twitter.com/gyldendal

Indhold august 2010

s. 3

s. 8 tendens

s. 26 tendensinterview

Et apatisk folkefærd

Ingen orker tilsyneladende at protestere over noget længere. Er vi blevet apatiske eller blot realister?

s. 4 debat Leder s. 5 debat 8 skarpe til medietræneren s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 14 tendens 2 historiske myter

august 2010

En indigneret folkeoplyser

Krigsfotografen Jan Grarup arbejder på et drive af indignation

s. 16 tendens Hot & not Af Jonas Møller

s. 24 debat Bogkritik - skønlitteratur

s. 17 tendens Månedens litteratur Martin Larsen

s. 30 højskole Navne En ny slags Bertel

s. 18 debat Kommentarer Donslund de luxe Fra bloggen s. 22 debat Bogkritik - faglitteratur Indien

debat Leder

s. 4

kolofon 7/2010, august. 135. årgang

Det går jo fint nok...

Andreas Harbsmeier Redaktør

udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

måske er det ikke så dumt, at der i danmark ikke længere findes idea- lister, der er villige til at dø for en sag. For der er vel i grunden ikke sager, der er værd at dø for. Det er da en god ting.

Måske den såkaldte genopretningsplan faktisk er en fin ide – også selv om den er gennemført asocial og blottet for omtanke. Vi kan jo knap nok huske, hvad indholdet i den egentlig var. Og det går jo i hvert fald ikke, at renten stiger. Så det er da en ok ting.

Måske gør det ikke så meget, at den politiske debat i grove træk er reduceret til et spørgsmål om partiledernes private forhold og kommentatorers taktiske motivanalyser. Det er jo god underholdning.

Måske gør det ikke så meget, at realpolitik og politisk debat ikke længere rigtig hænger sammen. Tingene går jo alligevel, som de går.

Og måske gør det ikke så meget, at civilsamfundet efterhånden er helt og aldeles koblet fra det politiske. Den danske model er jo baseret på tillid.

Måske er apatien det rareste for alle.

redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Søren Schultz Jørgensen Uffe Strandby Neal Ashley Conrad Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Andreas Tonnesen Thomas Oldrup Charlotte Kjærholm Pedersen Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 70 27 11 55 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forsidefoto Polfoto tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Udgivelsedatoer for 2010: 9. september 14. oktober 11. november 9. december Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

august 2010

debat 8 skarpe

s. 5

Hvad skal en medietræner egentlig gøre godt for? Foråret igennem er det flittigt blevet diskuteret, om politikere kan tillade sig at bruge offentlige midler på at træne sig i at være i medierne. Højskolebladet har sat en medietræner i medierne. charlotte kjærholm pedersen

01 Hvad giver det en person at få medietræning?

Det giver først og fremmest en person evnen til at stå foran et kamera ved fx en helt almindelig tv-avis. Hvis man ser fysisk kejtet ud – kigger ud i siden af kameraet eller op i loftet – så hører man slet ikke efter, hvad personen siger. Det sker, fordi de glemmer, at de skal kommunikere et enkelt budskab ud.

02 Kan du få en, der ikke har noget klogt at sige, til at lyde nogenlunde fornuftig?

Det ville være en mærkelig idé. Vores kunder skal jo selv komme med indholdet.

Vi kunne ikke drømme om at lære folk at svare på noget helt andet end det, de bliver spurgt om. Det, vi forsøger at lære dem, er, at det de taler om, er noget, de har forstand på, og at dem, der lytter, skal blive kloge af at høre på det. Men tingene hænger jo sammen. Hvis man har en dårlig fremtoning, så skæmmer det indholdet.

Det vigtigste er altid indholdet, men hvis det eneste seeren kan huske er, at vedkommende havde mærkelige briller, så er der ingen, der er blevet klogere.

Lene Kleinschmidt, uddannet retoriker. Arbejder som medietræner for blandt andet skuespillere, studieværter og journalister og er partner i Instituttet for Medietræning.

8 skarpe til Medietræneren 03 Ser du nogensinde en person i tv og tænker ”de har da vist brug for lidt hjælp”?

Jeg vil ikke nævne nogen navne, men det tænker jeg rigtig tit. Det værste er, at man glemmer, det er begavede mennesker. De glemmer deres personlighed. Enten lirer de deres viden af alt for hurtigt, eller de får ikke nuanceret deres budskab. Dem, som optræder som sig selv, er dem, man kan huske.

04 Hvem har du haft i medietræning?

Jeg arbejder både med studieværter og skuespillere, men det er privat hvem.

05 Er du selv helt tryk ved medierne – fx mig lige nu?

Det har jeg intet imod. Min force er, at jeg er god til at gøre andre folk gode. Jeg har ikke nogen ambitioner om at deltage i alle mulige interviews. Men det er klart, at jeg er bevidst om, at jeg taler artikuleret og tydeligt. Men jeg tror da også, jeg kunne blive forlegen, hvis jeg skulle optræde i tv.

06 Gør du selv alle de ting, du lærer sine klienter?

Lige nu forsøger jeg at lytte efter dine spørgsmål – og svare så klart og ærligt som muligt.

07 Vil du hellere mødes med mig, så du kunne kigge mig i øjnene og gøre noget med dit kropssprog, end bare at tale i telefonen?

At mødes eller tale i telefon sammen, er to helt forskellige situationer. I denne her situation synes jeg, det er helt fint at tale i telefon sammen. Når man står over for mennesker, kan man jo aflæse dem. Jeg tror ikke, man skal gøre noget for at virke klogere.

08 Vil du have interviewet til gennemlæsning?

Jeg tænkte lige på det før. Hvis man skriver det fuldstændig ordret ned, så vil det jo ikke give mening. Jeg har da tillid til, at du retter det til, så det giver mening – og ikke hiver nogle ord ud af konteksten.

De folk, man taler med, vil jo for det meste én det bedste, men der er en tendens til, at folk træder i forsvarsposition – ofte uden grund.

højskole Notitser

s. 6

På ferie med Hvem er den skole fra mor- bedste grundtvigianer? gen til aften Overvågning på grund af anonymt tip En betjent mente, det ”meget vel kunne passe, ligesom der udmærket kunne afholdes skydeøvelse uden at det ville blive bemærket af de omboende”. Så alvorligt blev et anonymt tip fra en mand, hvis datter havde hørt rygter om, at Tidens Højskoles område blev brugt til afholdelse af skydeøvelser med sovjetiske våben, taget. Det var imidlertid ikke sandt, men alligevel blev skolen overvåget gennem længere tid. Overvågningen fandt sted i sommeren 1975, og den tidligere forstander på skolen, Poul Simonsen, var blandt de overvågede. Han var nævnt i PETkommissionens rapport, hvilket fik ham til at søge aktindsigt.

Gennem 6 A4-sider kunne han læse om sig selv og sine foretagender, som dog ikke involverer skyderier eller andet mistænkeligt, hvilket, sammen med ”flere pålidelige kontakter” der ikke oplever noget mistænkeligt, får PET til at afslutte overvågningen. Det skriver Dagbladet Information.

Poul Simonsen siger til Arbejderen, efter at have set sig selv beskrevet i PET-arkiver, at det er ”meget kritisabelt, at man kan blive registreret hos PET på baggrund af anonyme rygter”. /cp

august 2010

Sommercamp fortsætter på tre skoler og kan berette om fulde huse. Afslutningen af EMPH - Etniske Minoriteter På Højskole, har ikke betydet afslutning af Sommercamp. Rønde Højskole, Vejle Idrætshøjskole samt Egå Ungdomshøjskole kan igen i år kan berette om fulde huse til Sommercamp, da Integrationsministeriets Satspulje, som kalder projektet ”det bedste integrationsprojekt af sin art”, har bevilliget tre millioner til projektet. Skolerne regner med, at det gør sommercampen levedygtig til 2012.

Med Sommercamp, der er et alternativt skoleforløb for nydanske børn og unge, bliver det muligt for deltagerne at forbedre færdighederne i traditionelle skolefag som dansk, engelsk og matematik og samtidig få et indblik i dansk højskoletradition, demokratisk dannelse og en styrkelse af egne sociale færdigheder.

Forstander på Rønde Højskole, Ole Kamp, siger, det er en fornøjelse, at have de unge på tre ugers besøg, ”Det er fantastisk at opleve, at unge med anden etnisk baggrund vælger at bruge tre uger af sommerferien på skolefag fra morgen til aften.” /cp

Når efteråret nærmer sig, kan personer med særlig kendskab til Grundtvig begynde at glæde sig. I forbindelse med årsmødet i Grundtvigsk Forum, uddeler foreningen en nyindstiftet hæderspris på 25.000 kr.

Hvem prisen skal gå til er endnu ikke besluttet, derfor vil Grundtvigsk Forum gerne have bud på, hvem dette års modtager af prisen skal være. Hvis man har et forslag, som lever op til, ”en person eller en institution, der har i en bred, offentlig sammenhæng i ord, handling eller i kunstnerisk udtryk har formidlet kendskab Grundtvig eller i enestående grad har gjort det grundtvigske gældende og arbejdet for forståelsen af den uløselige sammenhæng mellem religion, historie og fællesskab i en bred offentlighed,” kan man kontakte bibliotekar Liselotte Larsen, ll@vartov.dk – senest den 1. september 2010. Forslag til prismodtagere skal indeholde navn, adresse samt en kort motivation.

I første omgang skal prisen uddeles i 10 år, og bag beslutningen ligger der et ønske om at påskønne mennesker eller institutioner, som arbejder med et grundtvigiansk menneskesyn til dagligt. /cp

Omfordeling Færre tager af pladser på sabbatår Idrætshøjskolerne i Ikast Når efterårets kurser sættes i gang på Idrætsskolerne Ikast (ISI), er det med en lidt anderledes fordeling end hidtil. Skolen som både indeholder højskole, efterskole og også fungerer som kursussted, vil åbne op for, at flere kan tilmelde sig efterskolen, hvilket betyder, at højskolens elevtal vil falde.

Det betyder imidlertid ikke alverden for højskolen, som i lang tid ikke har været fyldt på de lange kurser. Planen er, at efterskolen kan optage 178 elever, mens højskolen vil kunne optage cirka 50 elever på de lange kurser.

Forstander Torben Østergaard fortæller, at beslutningen er taget for at kunne optage flere elever, som kan benytte sig af skolens tilbud. Der er nemlig lange ventelister for at komme på efterskolen på ISI. Med omfordelingen bliver højskolen og efterskolen skilt endnu mere ad, hvilket Torben Østergaard ser som en fordel. /cp

Færre unge forventes i år at tage sabbatår, viser en ny undersøgelse. lavet af Gallup. Omkring en tredjedel af alle unge, som afslutter en ungdomsuddannelse i år, vil gå direkte i gang med en videregående uddannelse. Blandt mændene drejer det sig næsten om halvdelen, mens lidt flere kvinder benytter sig af et sabbatår. Her er det ca. 30 %, der går den direkte vej.

Det stemmer godt overens med Københavns Universitet, som gennem de seneste mange år også har oplevet, at gennemsnitsalderen ved studiestart er faldet. Gennemsnitsalderen er faldet en måned fra 1998 til 2008.

Studiechef på Københavns Universitet, Claus Nielsen, fortæller, at han mener, at det er på grund af, at hele optagelsessystemet på universiteterne er lavet om. Så når det ikke giver mange ekstra chancer at tage på højskole eller andet som kvalificerer til kvote 2, benytter man sig ikke af det, dernæst at hvis man bruger for mange sabbatår, mister man muligheden for at gange sit karaktergennemsnit med 1,08.

Lars-Henrik Schmidt, idehistoriker og forskningsdirektør på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole vurderer, at der også handler om en samfundstendens, som handler om at være målrettet og effektiv. /cp

Presseklip ”Ved Venstres bagland mon, hvad deres repræsentanter på tinge har gang i?

Synes Dansk Folkepartis folkevalgte på Christiansborg, at pensionister, som for manges vedkommende kun har syv års skolegang bag sig, skal afskæres fra 14 dages berigende samvær med andre?

Eller ved de heller ikke, hvad de er med til at foranstalte? Som navnene på seniorhøjskolerne antyder, handler det her også om Udkantsdanmark. Der er jo ingen ende på, hvad politikerne vil gøre for at skabe liv i yderområderne. I hvert fald når de snakker om det.”

Hans Bjerregaard om Genopretningsplanen i Ekstra Bladet d. 7. juni. ”Man kan stille spørgsmålet, hvorfor regeringen i Danmark vælger at gå en helt anden vej end nabolandene?

Især med tanke på statsministerens udtalelser om at få nogle af verdens bedste skoler og universiteter og forskning i verdensklasse for knap et halvt år siden. Hvorfor går regeringen stik imod sine egne politiske mål? Det skyldes først og fremmest forskellen på den politiske horisont. Alle langsigtede investeringshensyn må vige for en kortsigtet vælgergevinst. Her kommer uddannelse og forskning til kort over for de store vælgergrupper. Tag bare enkelte konservatives udfordring af folkepensionister og efterlønnere i går.

Det blev hurtigt slået ned. Regeringen satser på en valgsejr i nutiden. Fremtiden må vente.”

Af Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør, om besparelser på uddannelsesområdet. I Politiken d. 16. juni. /cp

s. 7

tendens Apati

s. 8

Polfoto

Apatiens tid

Den folkelige drivkraft og engagement er feset ud af den demokratiske samfundsballon, og apatien er blevet vor tids egentlige kendetegn.

Sådan synes det dystre billede at tegne sig, når man skal kortlægge den politiske kulturs tilstand i dagens Danmark. Tre samfundskritikere giver deres bud på, hvad der er gået galt. af andreas tonnesen

august 2010

så længe det går godt og samfundskagen vokser, så er alle glade. Men efter flere år med international og hjemlig krise, kunne man tro, at protesterne for alvor ville begynde at blive hørbare. Flere og flere mister job, mens der er blevet pumpet enorme pengesummer ind i et bank- og finansvæsen, som har spillet en ikke uvæsentlig rolle for selvsamme krise.

Nu skal regningen betales, og med den fremlagte Genopretningspakke vanker der markante besparelser på centrale dele af velfærdsydelserne. Overraskende nok er pakken dog blevet mødt meget få protester i den brede befolkning. Hvad er pakken - ikke mindst den overraskende stilhed, som den i det store hele er blevet mødt med egentlig symptomer på? Hvad siger de om den politiske kulturs tilstand i dagens Danmark? en politisk kultur uden visioner Genopretningspakken er udtryk for en politik, der grundlæggende mangler evnen til at tænke nyt. Det mener forlægger og forfatter Lene Andersen.

Ifølge hende justerer vi på de knapper, som vi allerede har i stedet for at diskutere, om vi skulle udvikle en række nye knapper til at opererer med. For hende at se, er det er kernen af problemet. Om beløbene på besparelserne er store eller små, er ikke synderligt interessant, og om dagpengeperioden falder fra fire til to år, det synes Lene Andersen ærligt talt er noget klynk at pive over. ”Det kan jeg overhovedet ikke hidse mig op over. Det der derimod virkelig skræmmer mig i det her land, er at man overhovedet ikke har nogen vision for, hvordan tingene skal se ud om tyve år. Det er som om, Danmark er, som det altid har været, og så er der lidt færre penge, end der var i går. Det, jeg synes, er virkelig katastrofalt. Den politiske kultur i Danmark er éndimisionel, den er åndsforladt og visionsløs og mangler udsyn.”

Frederik Christensen har med et langt liv inden for højskoleverdenen især blik for den uddannelsespolitiske side af sagen. I den visionsløse politik

står højskolen svagt og splittet, mener han, da højskolerne ikke længere spiller en selvfølgelig rolle i samfundslivet.

At politikerne priser højskolerne som en historisk institution gør ikke at de tænker den som et egentligt satsningsområde, forklarer han. I stedet har regeringen har gennem hele sin regeringsperiode skåret i folkeoplysningssiden af uddannelsessystemet og gjort Pisa-galskaben til et værende element, der præger forståelsen af uddannelse i vor tid. ”Uddannelse er idag i høj grad at forstå som en forberedelse til samfundsproduktionen. Den hårde konkurrencetænkning i uddannelsessystemet tager ikke højde for den enkeltes liv og den sammenhæng, der skal eksisterer mellem uddannelse og de værdier, der knytter sig til den enkeltes eget levede liv. Det skaber en kløft mellem eliten og befolkningen.” mener han. ”Tag bare den nylige hjemmeplejeskandale som eksempel. Kan vi klare sådan et problem ved hjælp af Pisaundersøgelser? Er det problemet her, at der er noget de ikke har fået lært i skolen? Nej, det er nogle andre værdier, som vi skal passe meget på ikke at miste. Det bliver for alvor dyrt, hvis vi ikke tager hånd om disse værdier”, understreger Frederik Christensen. den folkelige apati Hvis man skal gå i rette med den kultur, som præger det politiske etablissement i Danmark, så må man også kigge på fundamentet for denne kultur, nemlig på den danske befolkning som i sidste ende oppebærer og legitimerer magthaverne. Enhver befolkning har de politikere, som den fortjener. Sådan ser Lene andersen på det. Hun synes at kunne konstatere, at danskerne har bildt hinanden ind, at det er tilstrækkeligt at læse krimier, bygge udestuer og spise sammen med naboen. ”Men det er det ikke. Magt er ikke noget man får, det er noget man tager,” advarer Lene Andersen. ”Hvis man gerne vil have politik, der er langsigtet og tager ordentligt hånd om

»

Det der derimod virkelig skræmmer mig i det her land, er at man overhovedet ikke har nogen vision for, hvordan tingene skal se ud om tyve år. Det er som om, Danmark er, som det altid har været, og så er der lidt færre penge, end der var i går. Det, jeg synes, er virkelig katastrofalt. Den politiske kultur i Danmark er éndimisionel, den er åndsforladt og visionsløs og mangler udsyn.

- lene andersen

samfundet, så er man nødt til at sætte sig ind i sagerne, og så må man se at få udfordret sig selv og sit verdensbillede.

Det er det nære, som vi spontant og umiddelbart interesserer os for, og det er jo meget menneskeligt,” forklarer hun og understreger, at der et problem i forhold til samfundsværdier. Dem, der er interesseret i magt, holder den for sig selv. Man er altså til en vis grad nødt til at interessere sig for politik og udvide sin horisont. Det er der virkelig mange, som har det skidt med. Fordi det kræver, at man TÆNKER. Det at tænke har i sig selv ikke særlig høj sta-

s. 9

tendens Politisk apati

s. 10

»

Uddannelse er idag i høj grad at forstå som en forberedelse til samfundsproduktionen.

Den hårde konkurrencetænkning i uddannelsessystemet tager ikke højde for den enkeltes liv og den sammenhæng, der skal eksisterer mellem uddannelse og de værdier, der knytter sig til den enkeltes eget levede liv. Det skaber en kløft mellem eliten og befolkningen.

- frederik christensen

august 2010

tus i dag. Det har højere status at lave god mad. Vi har jo en masse tv-kokke, vi har ikke en masse tv-filosoffer. I den brede offentlighed, i popkulturen, er der masser af kokke og livsstilseksperter, men der er jo ikke en eneste filosof.

Der er jo ikke nogen der taler om, hvad der er det fundamentale, det der giver mening og retning og som hører til det at være menneske.”

Måske derfor er det er et tidstypisk tegn, at markante politiske tiltag mødes med en tilsvarende stilhed i den brede befolkning. Ifølge Ole Krarup, der et langt liv har været engageret i Folkebevægelsen mod EU, er det en ond cirkel. ”Jo mere apatisk befolkningen bliver, desto større bliver politikernes spillerum og desto større bliver også de øreklappe, som de har på.

Argumentresistensen og den mentale døvhed på magthavernes side går hånd i hånd med den folkelige apati.

Måske er det et moderne dilemma, at vi skal tage stilling til alt hvad der sker i den ”globale landsby”, men samtidig oplever det som mere og mere umuligt at handle og reagere på alt det, vi bliver vidne til?” spørger han. forargelseskulturen i dansk politik Når formiddagsaviserne eksempelvis blæser politikernes privatøkonomiske situation op på forsiden handler det ifølge Frederik Christensen om forargelse. For ham at se er forargelseskulturen en af tidens tendenser, som har indfundet sig i det politiske rum og som på mange måder hindrer det ægte engagement i at komme til udfoldelse.

Det medfører, at politiske emner og sager ofte får personlige vinkler og der fokuseres mere på det skandaløse end på det politisk uretfærdige. ”Denne forargelseskultur er fremtrædende i vor tid og i medierne. Det er selvfølgelig noget som politikerne udnytter, men med jævne mellemrum bliver de også selv ofre for den”, mener Frederik Christensen.

Der er nogle alvorlige konsekvenser ved det faktum, at politik i dag i den

grad er kendetegnet ved det personfikserede og skandaløse. Skandalen er i Ole Krarups øjne så populært nyhedstof, fordi det er en del af en vor tids helt store kulturelle drivkræfter, nemlig underholdningsindustrien.

Men skandalen fører i udgangspunktet ikke til noget politisk. ”Den kan måske afsløre noget om politikernes moral og eller dobbeltmoral, den gør folk forarget, men angiver ingen politisk retning. Bagsiden er så bare udviklingen af en slags markedsdemokrati, hvor det handler om at fastholde taburetten og finde ud af, hvor man kan fiske flest stemmer. I sidste ende medfører det en politisk debat, hvor man vinder mere på de andres bommerter end på egne argumenter.” forklarer han.

Når man snakker om folkeligt engagement og folkelig apati er det også for Lene Andersen interessant at betragte, i hvor høj grad politik i dag spiller på følelser. Hun ser eksempelvis det stigende antal af indsamlingshows, der år for år formår at indsamle større og større pengesummer, som værende et udtryk for et folkeligt engagement, men mener, at faren er, at deres stigende succes også skyldes, at flere og flere sidder foran skærmene lørdag aften og beskræfter sig selv. ”Og der sidder vi altså og føler os åh så gode, for nu har vi givet penge til nogle sultne og nødlidende mennesker. Vi har en dejlig følelse i kroppen og er blevet dybt rørt, for vi har set nogle børn med store våde øjne. Al ære og respekt for disse indsamlingsshows, men i stedet for at sidde lørdag aften og føle, at vi svømmer over af godhed, kunne vi også engagere os i politik og være med til at sikre, at vi fører en ordentlig ulandspolitik.” er hendes råd. folkeligt engagement og manglende udblik Et andet aktuelt og spændende eksempel på et ægte folkeligt engagement i den politiske debat er det nyligt dannet parti Fælleslisten. Her har det såkaldte ”udkantsdanmark” netop rejst sig for at gøre sin indflydelse gældende

s. 11

og udfordre det politiske etablissement. Lene Andersen er delvist enig i den betragtning. ”Fælleslisten er på mange måder et udtryk for, at en gruppe almindelige borgere melder sig ind i den politiske sfære. Men jeg savnede dem bare, da vi indledte krigen i Irak, eller da Lømmelpakken blev vedtaget, for der gik vi virkelig på kompromis med nogle meget væsentlige principper. Det er kendetegnende, at hvis ikke lige at man selv er i Irak, eller selv falder ind under lømmelkategorien, så er det fuldstændig abstrakt at forholde sig til de to vedtagelser.” siger hun og tilføjer, at dannelsen af Fælleslisten afspejler manglende udsyn. ”Det som også er interessant ved Fælleslisten er det faktum, at det er de helt konkrete og nære sager, som sat gang i dannelsen af dette parti. Og det tror jeg hænger sammen med en bred tendens i samfundet i dag. Man ynder ikke så gerne at udvide sin horisont og tage den abstrakte overbygning med, men er kun engageret i det, som er konkret

»

Jo mere apatisk befolkningen bliver, desto større bliver politikernes spillerum og desto større bliver også de øreklappe, som de har på. Argumentresistensen og den mentale døvhed på magthavernes side går hånd i hånd med den folkelige apati.

- ole krarup

og som har at gøre med ens egen by.

Det principielle i hvorvidt man bør medvirke i en angrebskrig uden FN i ryggen og det principielle i at ændre retssikkerheden for visse borgere, det forholder man sig ikke til, for det er abstrakt og besværligt. Jeg synes det er fantastisk, at der nu er nogle mennesker, der begynder at beskæftige sig med politik, men jeg synes altså også, at det er sigende, at det er det her, som får dem til det.” den svære opskrift Derfor er det vigtigt at sikre, at kløften mellem den politiske elite og den brede befolkning ikke bliver afgrundsdyb.

Ifølge Lene Andersen er centralnerven i det danske demokrati samtalekulturen, der gennemløber hele samfundet på kryds og tværs. ”I sidste ende er det jo vores egen skyld, at der er så stor en afstand mellem den politiske sfære og den almindelige brede befolkning,” påpeger hun. ”Alle og enhver kan jo melde sig ind i en vælgerforening og være med til at udpege, dem som skal stille op. Og det synes jeg faktisk, at folk skulle tage at gøre.” Hun mener, at det er en del af opskriften på at komme tidens poltiske apati til livs.

Hun pointerer også, at det er vigtigt at spørge sig selv, hvor det er, at man kan bidrage til noget i samfundet. Uanset om det er lokalt eller globalt. Det vigtigste er, at man tager stilling til at den tillid, der skal være mellem mennesker, så vitterligt er der.

Kort sagt er Lene Andersens opskrift på at komme tidens apati til livs og fastholde et levende og folkeligt rodfæstede demokrati lige så enkel som besværlig: ”Hver eneste af os har til opgave at blande sig, og hvis ikke ligefrem tage magten, så i hvert fald tage del i det politiske magtspil for at sikre, at det er et spil med flest mulige deltagere.”

Blå bog Lene Andersen F. 1968. Civiløkonom, frafalden stud.teol. og forfatter til bogserien Baade-Og. Kvinden bag forlaget Det Andersenske Forlag.

Frederik Christensen Tidligere forstander på den nu nedlagte Kerteminde Højskole og forfatter til bogen Med livet i højskolen.

Ole Krarup F. 1935. Professor i Retsvidenskab og tidligere europarlamentariker for Folkebevægelsen mod EU.

tendens Politisk apati

s. 12

2historiske myter

Historien er spækket med ”sandheder”, som alligevel ikke er det.

Højskolebladets historiker afliver yderligere to af dem af thomas oldrup

august 2010

feminister brændte deres bh’er i 1960’erne Et af de klareste billeder på vores stereotype opfattelse af den radikale feminist er billedet af hende, der flår sin brystholder af og smider den på et bål, som et symbol på frigørelsen fra mandlig dominans. Disse bh-brændende feminister finder man talrige referencer til i populærkulturen. Billedet er så fastgroet at folk sjældent stiller spørgsmålstegn ved dets validitet.

I slutningen af 1960’erne arrangerede radikale feminister demonstrationer, især i USA, der ofte var bevidst provokerende og søgte at sætte fokus på behovet for kvindefrigørelse og ligeret. Et sådant eksempel var hændelserne ved en skønhedskonkurrence i Atlantic City i 1968, som skulle kåre den smukkeste kvinde i USA, Miss America. Her mødte en gruppe kvinder op og kaldte sig New York Radical Women. De lavede forskellige opsigtsvækkende happenings. Bl.a. kronede de et får, smed stinkbomber i salen og satte et stort skilt op foran bygningen, hvor der stod ”VELKOMMEN TIL MISS AMERICAS KVÆGAUKTION.” Og så smed de hofteholdere, falske øjenvipper, dameblade, kosmetik, højhælede sko og bh’er i en tønde, hvorpå der stod ”freedom trash can”.

Dette skulle symbolisere frihed, på samme måde som bare tæer, ubarberede ben og armhuler. Pressebilleder fra begivenheden blev bragt i utallige aviser.

Nogle hævder at de har set fotografier af kvinder der ved denne lejlighed smed deres bh’er på et bål, men øjenvinder benægter at det fandt sted.

Tværtimod har en kvindelig journalist i 1992 indrømmet, at det nok var hende, der begyndte misforståelsen, ved at have skrevet en hypotetisk henvisning til bh-brænding i sin humoristiske reportage fra begivenheden.

Under alle omstændigheder var det i den samme periode, hvor unge, amerikanske mænd brændte deres indkaldelsesordrer til militæret, og de to politiske manifestationer er måske flettet sammen i folks erindring.

De brændende bh’er blev et ikon.

Billedet blev især misbrugt af mod-

»

Tværtimod har en kvindelig journalist i 1992 indrømmet, at det nok var hende, der begyndte misforståelsen, ved at have skrevet en hypotetisk henvisning til bh-brænding i sin humoristiske reportage fra begivenheden.

standere, der ønskede at vise hvor ”fjollede” og ”ekstreme” feministerne var. Billedet kunne bruges til at bidrage til de øvrige stereotyper, om at feminister er imod skønhed, mænd og sex.

Den danske rødstrømpebevægelse demonstrerede også i disse år, bl.a. ved en berømt march ned gennem Strøget i København. Nogle hævder at der ved denne lejlighed blev brændt bh’er, men det er heller ikke sandt. Kvinderne gik ned gennem Strøget bl.a. iført balloner som bryster. På Rådhuspladsen stak de hul på deres balloner og smed dem og de kæmpestore bh’er og ”den perverterede kvindelighed” i en stor affaldspose. ”Det vi smed ud,” fortalte en deltager, Lisbeth Dehn Holgersen, ”var vores mødres kvindelighed.”

Så vidt som historikere og forskere har kunnet fastslå, har der ikke fundet bh-brændinger sted i den tidlige feministbevægelse. Myten er sandsynligvis opstået fordi de omtrent samtidige billeder af mænd, der brænder indkaldelseskort og kvinder der smider bh’er ud, er smeltet sammen i den kollektive erindring. Selvom den konkrete situation er en fortærsket myte, så var det den symboliserede – kvindens frihed fra en patriarkalsk skønhedsopfattelse – en vigtig sag for kvindefrigørelsen.

den amerikanske borgerkrig var en kamp for eller imod slaveriet Den amerikanske borgerkrig fandt sted mellem 1861 og 1865. Krigen brød ud af flere forskellige årsager.

At krigen ofte fremstilles som om at nordstaterne kæmpede for slaveriets ophør er ganske enkelt ikke sandt. På nordsiden fandtes der også slavestater – fx Delaware, Kentucky, Maryland og Missouri. Først to år inde i krigen erklærede præsident Abraham Lincoln, at slaverne i sydstaterne skulle sættes fri. Det var bemærkelsesværdigt at han her ikke inkluderede slaverne i nordstaterne. Ingen af sydstaterne tog sig af hans udspil, så det medførte på daværende tidspunkt ikke at eneste slave blev sat fri.

Krigens årsag var i virkeligheden at sydstaterne ville rive sig løs fra nordstaterne af forskellige årsager, bl.a. slaveriet. Nordstaterne, derimod, kæmpede for at opretholde den samlede union. Det var nordstaterne, der havde de største økonomiske ressourcer, foruden at de også sad på søherredømmet og de kunne derfor lægge en effektiv blokade mod syd.

For at forstå borgerkrigen må vi spole tiden tilbage til 1860. På det tidspunkt måtte hver enkelt stat selv vælge om slaveri var tilladt. De fleste nordstater forbød slaveriet allerede i begyndelsen af 1800-tallet og emnet fyldet meget i datidens debat, eftersom hver ottende amerikaner var slave og tilhørte en anden. Men som sagt var der flere nordstater der praktiserede slaveri, bl.a. Lincolns hjemstat Kentucky.

Men nord og syd var også splittet af andre grunde. Mod nord levede man af fabrikker og industri. Mod syd – i The Deep South – levede man især af bomuldsplantager. Omkring 1860 havde de to bevæget sig langt fra hinanden – ikke kun i synet på slaveriet, men også i levevis og især økonomisk. Samme år vandt Abraham Lincoln præsidentvalget med stemmer fra nord. Ikke én eneste sydstat havde ham som favorit.

Lincoln havde i sin kampagne ikke noget krav om en øjeblikkelig ophævelse af slaveriet.

I frustration over valget af Lin-

Polfoto

s. 13

coln brød 11 sydstater ud og dannede Konføderationen. Det der formelt satte borgerkrigen i gang var, at 68 nordstatssoldater ikke ville forlade et fort i South Carolina, som derfor blev belejret af tusindvis af sydstatssoldater.

Da belejringen havde stået på i nogen tid bombarderede de fortet den 12. april 1861. Kun en hest døde.

Krigen, der startede denne dato, blev lang og ufattelig blodig. Man anslår at der på de fire år blev dræbt minimum 600.000 mennesker, andre skyder på op til 1,1 mio. dræbte og sårede.

Nordstaterne vandt til slut - ved overgivelsen ved Appomattox 9. april 1865 - og sydstaterne blev igen indlemmet i Unionen. Da krigen var slut var resultatet bl.a. en styrket industrialisering. Krigen satte en fed streg under, at den økonomiske og politiske dominans hørte til mod nord, i særdeleshed i de små nordøstligste stater. Nordstaternes sejr medførte også, at deres krav om ophævelse af negerslaveriet omsider blev indført, men det var altså ikke det som fik krigen til at bryde ud eller det den primært handlede om.

»

Først to år inde i krigen erklærede præsident Abraham Lincoln, at slaverne i sydstaterne skulle sættes fri. Det var bemærkelsesværdigt at han her ikke inkluderede slaverne i nordstaterne.

tendens Tidsånden kort

s. 14

Hot & not

af jonas møller, højskolelærer

»

Mærkeligt, hvordan noget så primitivt og prosaisk som vold kan indeholde så meget poetisk potentiale.

HOT

NOT

roskilde festival Hvad er det, der gør, at 70.000 mennesker frivilligt betaler en mindre formue for at lade sig indespærre bag et hegn under forhold, der får Thylejren til at ligne Gl. Skagen i uge 29?

Gøglerfilosoffen Jacob Haugaard har om festivalens tiltrækningskraft sagt de (overraskende) vise ord, at friheden ligger i begrænsningen. – Bag det ualmindeligt ildelugtende hegn er der dømt dionysisk frikvarter fra den apollinske hverdags og velfærdssamfundets rationelle fordringer.

selvretfærdige cykeltyve Hvorfor er det, at ellers normaltbegavede og lovlydige mennesker synes det er okay lige at nappe en cykel på vej hjem fra en bytur, fordi ’det er jo noget alle gør’…? Indtil vi kollektivt bliver enige om, at ingen låser deres cykel, og alle bare hopper på den nærmeste, så tag sgu da en taxa, hvis du er for doven til at gå hjem!

voldelige vendinger At få med grovfilen, at være øretæveindbydende, at få slag, stryg, smæk, bank, hug, tæsk, at lange en lussing, at uddele håndmadder, ørefigner, lammere, skaller, trælår, brændenælder, etc.

Mærkeligt, hvordan noget så primitivt og prosaisk som vold kan indeholde så meget poetisk potentiale. politikere på familieferie Jeg troede aldrig, at jeg skulle omtale Lene Espersen som hot, men jeg synes, alvorlig talt, at det er et okay signal at sende til Danmark, at der – også som minister – skal være tid til at være sammen med sine børn. dostojevskij ”I den abstrakte kærlighed til sin næste er det næsten altid kun sig selv, man elsker.”

august 2010

politiske eksperter Den eskalerende og ukritiske (mis) brug af såkaldte politiske eksperter i de danske medier synes at have nået sit foreløbige klimaks med denne ”nyhed”: ”Kun 32 procent af vælgerne tror på Thornings forklaring om sløseri, skriver Berlingske.dk. Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet kalder tallene alvorlige.

- Hvis kun en tredjedel af danskerne tror på hende, har hun da et problem, siger han.” Tak for lort, siger jeg. sommervejret Vejret i sig selv, skal jeg ikke beklage – det er som, det er. Hvad, der til gengæld kan ødelægge mit humør, er DR1’s 15 minutter lange wannabe-TV2dækning af sommervejret; klægt kække værter udstationeret på folkelige Nyhavn med en jingle, der får Big Fat Snake til at lyde avantgarde, tåbelige vejrnyheder og en daglig vox pop med danskere så stive, at man skulle tro, de var svenskere. Agurketid, bevares, men magen til spild af licensmidler, skal man til Reimer Bos ansættelsesforhold for at finde.

tendens Månedens litteratur

Månedens litteratur af martin larsen

fra martin larsens kontrafaktiv selvbiografi ”hvis jeg var en kunstner”, gyldendal 2010

15 s.s.15

debat Kommentarer

s. 16

En genopretningsplan for højskolebevægelsen KOMMENTAR: Højskolernes overfladiske og ikke-lødige forretningskoncepter er nu afsløret, skriver Simon Lægsgaard. Derfor opfordrer han den samlede højskolebevægelse til at bruge denne opbyggelige anledning til genopretning af højskolebevægelsens stolthed. af simon lægsgaard, forstander, brandbjerg højskole

Uenig?

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

forskønnede omskrivninger Tænk at ”genopretning” kan være så trist en affære. Det lyder ellers så flot og visionært, næsten på linje med termer som ”udlændingeservice” og ”motivationsfremmende foranstaltninger”, og med omtrent samme bivirkning som præstationsfremmende stoffer.

Ideen om at give ting med ubehagelige følger spiselige navne er rigtig god, for bliver man ved med at kalde en spade for en forvokset suppeske, så ender den jo nok med at blive det. Ideen er formentlig inspireret af den amerikanske hærs mangeårige brug af eufemismer såsom ”servicing the target”, der dækker over en smuk bombning af udvalgte mål, eller ”friendly fire”, der dækker over noget så skønt som soldater, der kommer til at skyde på deres egne.

Når nogle af os, som trods de forskønnende omskrivninger, kan have svært ved at se storheden, så skyldes det givetvis manglende overblik og tendens til at hænge sig i detaljer.

Den detalje jeg er blevet hængt i er en detalje til 55 mio. kroner. Den kan jeg i princippet hænges i hvert år de næste 3 år, men i praksis er der kun en lille sandsynlighed for, at jeg overlever den første hængning. 55 mio. kroner er det beløb, der varsles, at højskolerne skal lettes for de næste 3 år. Det er noget af en lettelse, og så uden at røre en finger.

Det kalder jeg service. velbegrundet mistanke Årsagen til at netop de i forvejen meget trængte højskoler også skal have en bid af genoprettelseskagen kan være lidt svær at gennemskue for den uindviede, men man må som almindeligt menneske acceptere, at der bare er nogle ting, der er så kloge, at de ikke er

august 2010

til at forstå. Samtlige 55 mio. genoprettelseskroner hentes i statsstøtten til de korte kurser, og begrundelsen er: At der er blevet så mange af dem de sidste år. At dette ikke er et statistisk faktum er jo ligegyldigt, for der er skrevet så meget om de korte kurser i aviserne, at det i hvert fald føles sådan, og i et Jantelovsland skriger det jo i sig selv efter politisk indgriben. Så frem med genopretningskniven, før højskolerne sætter sig på hele markedet. I sommer skrev alle aviserne i rosende vendinger om de mange fantastiske sommerkurser, der var blevet danskernes foretrukne ”ferieform”. Man fik straks den mistanke, at vi i dette land har større grupper af mennesker, som faktisk vil bruge deres ferie på noget så unaturligt som at drage af sted for at dygtiggøre sig, udvide horisonten og netværket og bruge tid og penge på egen dannelse, formentlig med den skumle agenda, at fylde skattekroner i nogle af ”UdkantsDanmarks” største kulturinstitutioner.

Det kan vi simpelthen ikke have. Argumenterne imod er overvægtige. Det kunne jo gå ud over charterturismen i Udkants-Europa.

»

Havde det ikke været en fodbold, der blev til 5 klaphatte, havde det været en tango, der blev til 3 stripdansere og en lommetyv. Sagen gik sin planlagte gang.

Simon Lægsgaard Ansat på Brandbjerg Højskole siden oktober 2005, bl.a. som viceforstander.

Forstander siden april 2008.

Har tidligere beskæftiget sig med undervisning, forskning, salg, kokkeri, skriveri mm.

klaphatte og ministerrokade Det arbejde, der ligger bag er enestående. Det var Ekstrabladet, der spandt den første tråd til det smukt arrangerede baggrundstæppe for hele denne teaterforestilling. Man kan jo blive så uendelig træt af at høre om stakkevis af vellykkede korte kurser, at man simpelthen bliver nødt til at ”servicere målet” lidt. Et seriøst fodboldkursus omskrives med et pennestrøg til et klaphat-kursus, for klaphatte er bare så yt. Og reaktionerne udeblev da heller ikke. I Danmark støtter vi jo ikke fodbolden… I hvert fald ikke i højskoleregi. Politikere sagde: ”Fodboldkurser med useriøse [omskrevne] titler kan ikke være almendannende, heller ikke selv om de på indholdssiden lever op til kravet om almendannende undervisning”. Højskolefolk sagde: ”En meget uheldig sag på et meget uheldigt tidspunkt for hele Højskolebevægelsen”.

Men det var nu slet ikke noget uheldigt tidspunkt, at den slet ikke uheldige sag blev taget op. Faktisk kunne baggrundstæppet med motivet af en gidseltaget fynsk højskole ikke passe bedre til den efterfølgende 55 mio. kroners forestilling. Timingen mellem ministerrokade og genoprettelsesplan var simpelthen perfekt. Det er håbløst naivt at tro, at fodboldkurset i sig selv har skadet højskolebevægelsen. Balladen om klaphatten har blot tjent som hammer i den hånd, der, som en lille del af genoprettelsesplanen, har slået på søm til en del højskolers ligkister.

Havde det ikke været en fodbold, der blev til 5 klaphatte, havde det været en tango, der blev til 3 stripdansere og en lommetyv. Sagen gik sin planlagte gang.

lov eller medier?

At visse korte kurser viser sig at være fuldt legale trods nedgørende omskrivninger og dårlig omtale, gør dem jo ikke nødvendigvis til gode kurser.

Det er klart. Der er nemlig forskel på lovens bogstav og lovens intention.

Det ved enhver smagsdommer. Det er jo indlysende, at med så stor en tematisk bredde i de korte kursusudbud er nogle kurser mere alment dannende end andre. For at sikre et højt alment bundniveau og den rigtige brug af skattekroner er enhver højskole derfor forpligtet til at lave indholdsplaner for hvert enkelt kursus, der viser at mindst 50 % af kurset opfylder målsætningen om almen dannelse. Indholdsplanerne er til brug for Undervisningsministeriets kontrol. Den ordning er vi glade for i Højskoledanmark. Det betyder nemlig, at det er lovgivning og ikke mediedækning, der bedømmer om kurserne er gode nok til at opnå statstilskud. Men den slags detaljer hænger man sig ikke i på de skrå brædder. listesko eller bullshit-fri zone?

Nu kunne man forestille sig, at højskolernes åbenlyse afhængighed af statstilskud nemt kunne friste nogen til at træde forsigtigt i udkanten af den offentlige bevågenhed, af frygt for at man blev vejet og fundet for let. Den tid er nu forbi. Vi er opdaget! Vi var for lette! Nu da der ikke er grund til at skjule vores overfladiske og ikke-lødige forretningskoncepter længere, vil jeg derfor opfordre den samlede højskolebevægelse til, at bruge denne opbyggelige anledning til genopretning af højskolebevægelsens stolthed. Vi trænger til at veje lidt tungere på vægtskålen. Det er så ærgerligt at gå og skjule noget, som ikke har nogen gavn af

skygge, men som tværtimod har behov for luft og lys for at gro sig stærkt. Det er tid til, uden skam at vise frem hvad vi har at byde på og ikke være bange for at forsvare det, vi har dedikeret vores liv til. For højskolerne i Danmark bygger ikke alene videre på et fantastisk koncept. Der laves også hver dag et stort og samfundsberigende stykke arbejde gennem såvel lange som korte kurser. Det er tid til at tage bladet fra munden og dømme bullshit-fri zone på de danske højskoler. Vi har ingenting at skamme os over. Mener andre noget andet, så er det med at få det frem i lyset, for det er her, højskolerne hører hjemme.

»

Vi er opdaget! Vi var for lette! Nu da der ikke er grund til at skjule vores overfladiske og ikke-lødige forretningskoncepter længere, vil jeg derfor opfordre den samlede højskolebevægelse til, at bruge denne opbyggelige anledning til genopretning af højskolebevægelsens stolthed.

s. 17

Fra bloggen www.hojskolebladet.dk

debat Kommentarer

Off game

s. 18 Besparelser Af Jakob Steensig ”Smagsdommere...! Jeg mener at erindre en regering, der har ført en indædt kamp mod eksperter og smagsdommere, men gang på gang har selv samme regering langet ud efter kunst, kultur og holdninger, der ikke passede i deres kram. Dette er endnu et eksempel. Husk armslængde-princippet...!”

Klaphat Af Højskolebladet ”Tilbage i april kunne Ekstrabladet bringe historien om, at man på Ryslinge Højskole afholdt et sommerkursus under VM i fodbold med elementer som ”sy din egen klaphat” og ”vælg din kampøl” og ”få kvalitetshotdog til kampen”. Det skabte en del røre og kritik af ikke mindst markedsføringen af kurset. Undervisningsminister Tina Nedergaard var ikke begejstret for, at staten skulle yde støtte den form for kursusvirksomhed – uanset om det levede op til lovens krav.

Hun indledte derfor et tilsyn, der skulle klargøre, om kurset var i overensstemmelse med loven. Efterfølgende er det generelle tilskud til de korte kurser blevet reduceret kraftigt som led i Regeringens såkaldte Genopretningsplan.

Resultatet af tilsynet foreligger nu, og heraf fremgår det, at kurset er fuldstændig lovligt og i orden. Forstander for Ryslinge, Asser Amdissen, ser sig dog nødsaget til at aflyse kurset – fordi der endnu ikke er nok tilmeldinger. Han skriver som svar til ministeriet: ”Desværre kommer ministeriets godkendelse for sent til, at vi kan gennemføre kurset. Om den megen polemik, ministerens forhastede og overdrevne kommentarer til kurset og den lange sagsbehandlingstid har påvirket deltagerantallet negativt, er umuligt at sige med sikkerhed, men den har næppe bidraget positivt. Under alle omstændigheder ser vi os nødsaget til at aflyse kurset.””

august 2010

KRONIK: De vækstlag, demokratiet dannes af, skabes ikke i det dagsaktuelle politiske spil, men ude i virkeligheden, hvor mennesker tør diskutere mere end forsimplet retorik om økonomi og optimering af helga kolby kristiansen, formand for folkehøjskolernes forening i danmark

For kort tid siden sad jeg og snakkede med en pige, der ved uheldighedernes sammentræf var droppet ud af gymnasiet. Hun fortalte, at det var svært at leve med den stigmatisering, der ligger i, at hun var en af hindringerne for, at politikerne kunne nå målet om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Hun følte sig reduceret til den uheldige procentdel, som politikerne taler om, når de siger, at det er vigtigt at få de sidste med, hvis Danmark skal klare sig i en globaliseret verden. Det er et stort ansvar at lægge på en 19-årigs usikre skulder.

Eller drengen, der siden 6 klasse havde stående på sin handlingsplan, at han skulle være læge og indrettede sine fag derefter, men nu stod med en studentereksamen, der fortalte, at han aldrig blev læge. En identitetsudfordring, der ikke bare løses ved snak om ”hurtigt igennem” Igen rasles der fra politisk side med belønning til de stærke selvkørende i form af bedre SU, kontante bonusser og højere eksamenskarakter ved

studiestart efter 1 år.

Sidder politikerne mon ved deres skriveborde og tegner livet i grafer og søjler og skubber rundt med unge som rangervogne.

Tænker de på, at der står levende mennesker bag beregningerne?

Unge, der er stoppet – ikke på grund af ulyst til uddannelse – men fordi de er stødt på forhindringer, der spærrer for, at en uddannelse kan klares på rekordtid: skilsmisse i familien, et dødsfald, mobning i skolen. Helt almindelige unge, der kan være sårbare, men også er ambitiøse og målrettede. politik for fremtiden?

På de områder har en række institutioner, heriblandt højskolerne, lagt et stort stykke arbejde. For højskolerne bidrager gerne til at ruste eleverne fagligt til uddannelsessystemet, men finder det også nødvendigt i solidaritet med unge at sige, at et menneskes potentiale er ikke alene identisk med dets evne til at betale skat.

Det er en grundtanke i al højskolevirksomhed, hvad enten det gælder unge på lange kurser eller andre aldersgrupper på de korte kurser. Den hviler på respekten for, at vi som samfundsborgere evner at tænke selv og handle ansvarligt, også når det gælder de store udfordringer, Danmark står over for.

Klimaforandringerne udfordrer os.

Hvad skal vi leve af? Hvor skal vi bo?

Hvad skal de bærende værdier være, når nogle samfund går under, og nye skal bygges op, sådan som det allerede sker rundt om i verden.

Klimatopmødet viste, at forandringer ikke kommer oppe fra, men højskolens historie fortæller, at forandringer kan komme nedefra, og at folkeligt pres kan skabe forandringer.

Internationalt melder sig også store spørgsmål: Hvordan forholder vi os, når Europa og USA må afgive retten til at være verdens eneste magtcentre?

Er svaret alene, at af frygt for at miste skal vi blive verdensmestre i alt muligt?

Velfærdssamfundets værdier er også

Uenig?

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

på dagsordenen. Omsorg, uddannelse, sundhed synes reduceret til en forsimplet retorik om økonomi og optimering. Økonomi er vigtig. Det skal på ingen måde anfægtes, men der findes også andre værdier, og det er højskolens opgave at sætte et stopskilt op, når økonomien breder sig ind på områder, hvor det handler om menneskelighed.

Fælles for de nævnte temaer er, at løsningen eller mangel på samme rækker langt ind i fremtiden, og her er det beskæmmende, at det forekommer næsten umuligt at få politikere til at se længere end til næste valg. Den evige valgkampsstemning synes at spærre for, at der laves politik for fremtiden.

Under spillet kom jeg til at tænke på, at det ville være meget enklere, hvis politikerne havde et tilsvarende system: Når de tog deres ”in game” skilt på, vidste vi, at nu spiller de bare.

Det er ikke fordi, de selv tror på, at virkeligheden ser sådan ud. Det er noget gamet kræver, når fokusgrupper og Go’ Morgen Danmark vil lege med dem.

Så kunne vi almindelige borgere slappe af, og vente på, at de går ”off game” og forholder sig alvorligt til den virkelige verden.

Forholder sig til os som selvberoende borgere, der kan tænke og tage ansvar.

Forholder sig til, at konturerne af det samfund, vi ønsker at videregive til de næste generationer, skal tegnes nu.

Højskolerne har en væsentlig opgave i at fastholde dem selv og politikerne på, at det virkelige liv – livet ”off game” – er afgørende for, om der overhovedet er noget liv. Det er ”off game” – uden for spil og spin – at de vækstlag dannes, som demokratiet vokser af.

Højskolerne har en væsentlig opgave i at fastholde dem selv og politikerne på, at det virkelige liv – livet ”off game” – er afgørende for, om der overhovedet er noget liv. Det er ”off game” – uden for spil og spin – at de vækstlag dannes, som demokratiet vokser af.

Højskolerne ønsker ikke at genoplive den klassiske tanke om de store folkelige fællesskaber, men udfordringen er lige nu at fastholde højskolerne som mødesteder.

Mødesteder, hvor ingen ikke går fri af: At få sat kritisk lys på egne holdninger og blive bedre til at deltage i en verden af mangeartede fællesskaber; at få øje på mangfoldighedens nødvendighed; at tage stilling til, hvor stor radius skal være i egen solidaritetscirkel.

Kun i kraft af det kan højskolerne være der for både den unge pige, der er droppet ud af gymnasiet, for drengen, hvis lægedrømme brast, og for alle andre, der er del af det samfund, vi lever i. For højskolerne er mødesteder, der danner ramme om en kvalificeret debat om samfundets indretning og fællesskabets udvikling, nationalt og globalt, for alle aldersgrupper. Højskolen ønsker både at være demokratiets underskov og magtens kritiske modrøst.

»

off game På Silkeborg Højskole har vi spillet et rollespil: ”Kampen om Danevang”.

Spillet starter med, at alle går ”in game”, men en regel siger, at den enkelte spiller kan erklære sig ”off game”, når der skal ordnes noget i den virkelige verden.

Donslund de luxe - får brev Kære Anne-Marie Donslund. Undskyld jeg skriver, men er du født i Ikast, datter af Karen og Jens, har du en tvillingebror, der hedder Peter og to storebrødre, der hedder Jørgen og Hans? Så har jeg passet jer, da I blev født. Jeg var ung pige hos dine forældre i 3½ år. Hils familien. Er du ikke den Anne-Marie, så må du meget undskylde. Venlig hilsen Jytte Jensen, Randers.

Var det dig, der fortalte, at din mand gik igen i bornholmeruret, når klokken var 14 minutter i to, og at han ikke stoppede, før du havde puttet jeres hund, Mugge, ind i uret, så han kunne forlyste sig med den?

Kære Jytte Jensen. Tak for dit brev. Måske er jeg den Anne-Marie. Der er et vist navnesammenfald.

Også med stedet og dit navn. Der var et friluftsbad i Ikast på den anden side af hovedgaden, hvor jeg svømmede hver dag til det lykkedes mig at svømme 1000 meter. Engang fik jeg en mågeklat på låret på vejen derop. Så mødte jeg en, der hed Jytte Jensen, som skrabede lorten af mit ben med et lommetørklæde og sagde, at det ville bringe held. At jeg skulle være glad for, at det netop var mig, klatten havde ramt og ikke en af mine brødre. Var du også den Jytte Jensen? Var det dig, der duftede af pebermyntepastiller og Oma-margarine? Var det dig, der havde et net om håret og boede i en toværelses lejlighed i stuen?

Var det dig, der fortalte, at din mand gik igen i bornholmeruret, når klokken var 14 minutter i to, og at han ikke stoppede, før du havde puttet jeres hund, Mugge, ind i uret, så han kunne forlyste sig med den? Hvis det var dig, så vil jeg gerne sige undskyld for, at mig og mine brødre tog Mugge med ned i svømmebadet en nat for at se, om det var rigtigt, at den gamle svømmemester svævede over vandende som en ånd, mens han talte baner.

Mugge sprang nemlig efter ham og blev suget op i rensningsanlægget. Det var ikke noget kønt syn.

Vi var kun heldige, at vi aldrig blev opdaget. Hvis du ikke er den Jytte Jensen, må du undskylde ulejligheden. Venlig hilsen Anne-Marie Donslund

Anne-Marie Donslund er forfatter

s. 19

debat Faglitteratur

s. 20

Supermagt i slips og sari ANMELDELSE: Indien er kaotisk og bureaukratisk – og godt på vej til at blive det. 21. århundredes stormagt. Ny bog giver en glimrende indblik i verdens største demokrati af ida ebbensgaard

Som så mange andre foretrækker indiske mænd den mad, deres koner har lavet til dem. Når en mand tager på arbejde i Mumbai i Indien om morgenen, går hustruen i gang med at forberede ris, linser, fladbrød og grøntsager, som pakkes i separate termobeholdere til mandens frokost. Via sms eller mail hidkalder hun et bud fra Mumbais madudbringningstjeneste, som på kærrer og cykler bringer frokosten ind til en distributionscentral, hvor 200.000 andre indiske madkasser befinder sig og skal fordeles ud i den gigantiske by.

Hvad er chancen for, at manden får sin frokost varm – eller bare samme dag? Enhver, der har befundet sig i indisk trafik, vil umiddelbart svare: Lille. Men dette sindrige distributionssystem har en succesrate på 99,99999 procent.

august 2010

Se, det kan sige noget om, hvor højt indere skatter mad. Men det fortæller også, hvordan Indien ved første øjekast kan synes kaotisk og bureaukratisk for et vestligt øje, men fungerer på sine egne præmisser. I bogen ”Indien – Verdens næste stormagt” forklarer historikeren og kommunikationseksperten Thomas Sehested, hvad det er for præmisser. atommagt med middelklasse Atommagten Indien er i sin egen selvforståelse ikke bare én af det 21. århundredes stormagter – men måske den afgørende, som Thomas Sehested argumenterer for. (Det er nu nok noget, man vil have en anden mening om i ikke bare Washington D.C., men også Beijing og Brasilia). Landet er i en rivende udvikling og har ændret sig grundlæggende inden for de senere 10, 20 eller 30 år?

Indien blev dereguleret og liberaliseret i starten af 1990'erne, og det var startskuddet til det boom i velstand, landet oplever. Sproget var en stor konkurrencefordel, for i et land med hundredvis af sprog, er engelsk det gennemgående. Det gjorde det langt nemmere for internationale virksomheder at outsource også papirarbejde: Hvor Kina blev verdens fabrik, blev Indien verdens kontor med sin itvirksomheder, callcentre og andet arbejde, der kan løses på afstand. Lad os et øjeblik trodse vores fatigue over for nyhedshistorier om, at Indiens økonomi boomer og se på tallene. Bare siden starten af dette årtusind er gennemsnitsindkomsten fordoblet fra cirka 1500 kroner om året til cirka 3000 kroner om året. Tallet dækker over en massiv forskel i indtjening, mellem rig

Indien – Verdens næste stormagt Thomas Sehested L&R Business 2010 224 sider

og fattig. Men middelklassen vokser. I dag er Indiens middelklasse omkring 300 millioner mennesker og tallet vokser stadig eksplosivt.

19 mio. mobilkunder Vækstrater og geopolitiske perspektiver hører hjemme i helikopterhøjde.

Dem har Thomas Sehested med, men hans bog er særligt fremragende, fordi den er så konkret. Han sidder ikke hjemme i Danmark og kigger på statistikker og læser Hindustan Times og

Bogkort ved andreas harbsmeier

s. 21

Washington Post. Bogens store styrke er nærheden. Thomas Sehested fortæller, hvordan det moderne Indien ser ud helt derude, hvor man kan mærke støvet kradse i halsen og karryen rumle i maven.

Indien er gået ind i den moderne verden på sin egen måde. Man springer led over og venter for eksempel ikke på, at landsbyen får telefonkabler rullet ud. Mobiltelefoni er billigt og der kommer i omegnen af 19 millioner nye mobilkunder i Indien – om måneden!

Supermarkedskæder begynder at vinde indpas – men det nytter ikke noget at etablere en Wal-Mart eller en Spar efter samme model som i Vesten. Det skal tilpasses. Hos kæden Big Bazaar kan man for eksempel røre ved og lugte til madvarerne. Ris, gryn og korn sælges i løs vægt – og selv sjakreoplevelsen forsøges genskabt. Et andet eksempel på en innovativ indisk opfindelse er den berømte Tata Nano, bilen til cirka 11-15.000 danske kroner, som erstatter den overfyldte knallert med hele familien hængende for og bag. Og potentialet er stort: Selvom trafikken er tæt, er der kun én bil per 140 indere. I Danmark er tallet en bil per tre borgere og i USA er det én til én.

Den slags vækst har omkostninger.

Der er et stærkt pres på klima, naturressourcer og miljø. Men i Indien, verdens største demokrati, står fattigdomsbekæmpelse i række 1, 2 og 3 på den politiske dagsorden. Først derefter kan andre emner snige sig ind. Og så er Indiens demokrati da heller ikke uden visse problemer. Et enkelt eksempel: Ifølge Economist var 120 af det indiske parlaments 522 under anklage for forbrydelser i slutningen af 2008, heraf var 40 anklaget for alvorlige forbrydelser, blandt andet voldtægt og mord.

Stik den!

Indien er ikke til at komme udenom i det 21. århundrede. Det er her, verden rykker. Thomas Sehesteds bog er et godt sted at få rettet verdensbilledet til.

De andre mente ”Forfatteren giver en ny beskrivelse af det indiske samfund netop nu. Det er som at læse i Times of India, en af Indiens største aviser, og billederne får næsten smagen af krydderierne frem.”

Henrik Ørholst i JyllandsPosten

”Bogen afmystificerer og giver et hurtigt og fremadrettet indblik i Indien; nok til at give læsere uden kendskab til Indien et indblik i at landet er et sted med absolut muligheder.”

Knud Sant i Børsen

»

Thomas Sehested fortæller, hvordan det moderne Indien ser ud helt derude, hvor man kan mærke støvet kradse i halsen og karryen rumle i maven.

Manden der ville frelse verden Jørgen Harboe Kristeligt Dagblads Forlag, 416 sider Fortællingen om Kaj Baagø udspiller sig mellem det teologiske miljø og bistandsmiljøet. Manden vokser op i et stærkt religiøst hjem, inden han ind til flere gange bryder med det gamle – tager til Indien som missionær og siden ambassadør – for til sidst at blive Mr. Danida og en af de helt centrale figurer i den måde, man tænker og udfører udviklingsbistand i Danmark.

Baagøs personlige historie og generations-opgør afspejler et interessant kapitel i historien om personligt engagement og dansk bistandspolitik.

Sygeplejerske i verdens brændpunkter Merete Engell Informations Forlag, 299 sider Vi kan godt lide helte. Også dem, der ikke selv vil være det – eller måske netop dem, der ikke selv vil være det. En af dem er sygeplejerske Merete Engell, der gennem mange år har arbejdet for Læger uden Grænser i Afghanistan, i Etiopien, Sudan, Niger og andre interessante steder. Hun fortæller inciterende – og sine steder forfærdende – om at arbejde under absurd hårde betingelser. Det er ganske medrivende – og dybt forstemmende.

debat Skønlitteratur

s. 22

Vild med dyr ANMELDELSE: Debutanten Josefine Klougart har ikke alene skrevet en erindringsroman fra bakkerne på Mols. Hun har også kortlagt familiestrukturer og slægtskab i en antropologisk kontekst. af jonathan scwartz, ph.d. og tidligere lektor i antropologi på københavns universitet

Josefine Klougarts debut som romanforfatter indskriver sig i den voksende genre om barndomserindringer fra danske provinsielle hjemstavne.

Romanen er mere en slags sammenhængende prosadigte end et lineært narrativt forløb. Bogen er hverken skrevet i ”chick lit”-traditionen eller som et forbitret provins-opgør.

Josefine Klougarts erindringer om en barndom på Mols giver ikke form og struktur til en selvbiografi, men en livshistorie.

En klar kronologi spredes i vinden.

Stykkerne er korte, for det meste er længden to eller tre sider og kan læses og betragtes som enkeltstående, autonome indtryk. Læseren vil ikke finde en kontinuerlig – i al fald ikke åbenlys – rød tråd i teksten. Fragmenterne af barndommens oplevelse er komplekse, detaljerede og brogede. Jeg var ved at tilføje adjektivet ”vidunderlige”, for mens jeg læste bogen, tænkte jeg, at Josefine Klougart netop har arvet den nærhed og objektive (saglige) kvalitet, som man ser hos Inger Christensen i fx Brev i April. (1979) dyr i centrum Der er en skjult logik i Klougarts erindringssekvenser, og den logik er, mener jeg, antropologisk. Landskab og slægtskab er de to pejlemærker i romanen. Bogens titel Stigninger og fald refererer specifikt til de omkringliggende bakker og dale, formet af fortidige gletsjeres bevægelser, der ligger nær forfatterens barndomshjem. De geologiske og kulturelle udformninger af landskabet rummer derudover også forfatterens sociale erfaring. Forskydninger internt i familie – op- og nedture – er præsenteret ærligt og gribende.

august 2010

Stigninger og fald Josefine Klougart Rosinante, 2010 172 sider

Omsorgen for husdyr er formentligt bogens røde tråd. En nytårsaften er viet til at beskytte gårdens dyr mod chok fra fyrværkeri.

Hele Klougarts roman er et intens portræt af slægtskab, så fortælleren bliver ”Egoet” i det velkendte stamtræ i klassisk antropologi. Hun refererer til ”min lillesøster” og ”min storesøster”, ”min mor” og ”mormor”, ”farmor og ”faster”. Navne der, medmindre min læsning er meningsløs, ikke er givet til familiemedlemmer, ligesom alderen på karakterer heller ikke er angivet for at bestemme en anekdote i et givent år.

»

Hun refererer til ”min lillesøster” og ”min storesøster”, ”min mor” og ”mormor”, ”farmor og ”faster”. Navne der, medmindre min læsning er meningsløs, ikke er givet til familiemedlemmer, ligesom alderen på karakterer heller ikke er angivet for at bestemme en anekdote i et givent år.

De andre mente ”Josefine Klougart er vokset op et sted, der har sat sit mærke på hende. Det er længe siden, man har læst en bog af en ung forfatter, hvor naturen i den grad spiller en hovedrolle og kobles poetisk sammen med beskrivelsen af et barns bevidsthed.”

May Schack, Politiken 

”Der er på ingen måde tale om en roman i traditionel forstand. Man finder ingen sammenhængende historie, ingen psykologisk udvikling fra umodenhed til modenhed. Bogens lyriske princip er cirklen eller bedre spiralen, der går stadig dybere ned og ind i en mental tilstand, til forskel fra den fortællende linje. Det er refleksion og sansning, prosa og poesi i en skøn forening.”

Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad

Læseren vil aldrig finde en sætning, der starter med ”Da jeg var seks…”.

Slægtskab, som Lévi-Strauss definerede det, har en mytisk og ahistorisk struktur. I modsætning til fortællerens familiemedlemmer, fortæller Klougart navnene på nogle nære veninder, fx en Pernille, nogle af de besøgende håndværkere og adskillige husdyr. Forfatterens forhold til gårdens dyr kan få læseren til at tænke på Helle Helles roman, Ned til Hundene, men der er den forskel, at forfatteren til Stigninger og fald vokser med husdyrene, som var hun beslægtet med dem. slægtskab med dyr For at vise Klougarts ”strukturelle metode” i præsentationen af erindring og slægtskab beskriver fortælleren sin kærlighed til vanilje. Fra køkkenskabet stjæler hun et glas med vaniljestænger og bider i en af dem. Smagen og duften forbinder hende både med hendes egen fortid, men også med den litterære fortid i forhold til Marcel Proust. Smagen, skriver hun, er ”en slags erindring, der ikke vil finde sig til rette i et billede, men meddeler sig til et vejkryds, foran et hotel, i den bagerste ende af en park i nærheden af havet, lægger sig i et slør – for verden som seng – af genkomst, af slægtskab.” (s. 140-141) Molly, fortællerens elskede og tillidsfulde lysebrune hoppe, er en heroisk karakter i romanen. I konklusionen af, hvad der synes at være en begivenhedsløs fortælling, afsløres den skjulte struktur. De betydelige begivenheder, der strukturerer hele forløbet er:

Bogkort ved andreas harbsmeier

s. 23

Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv Af Junot Días Gyldendal, 352 sider Fantasifuldt, informationsmættet og flimrende får vi fortalt historien om en familie, der flytter fra Den Dominikanske Republik til New Jersey. Titelfiguren Oscar er med sine fede krop og nørdede fremtoning vitterligt ingen klassisk helt, når han gang på gang kuldsejler i forsøget på at leve op til de dominikanske macho-idealer. For familien er forfulgt af uheld. Opløftende er det ikke. Og så alligevel. For den forunderlige verden skrives frem i et sprog og med en indlevelse, hvis grusomt-poetiske skønhed får os til at holde af de kranke skæbner.

1) Mollys ankomst til familiens gård i åbningsscenen. (s. 7-8) 2) Diagnosen af svær slidgigt i Mollys knæ og hendes eventuelle handicap (s.

137-138) 3) Den endelige afsked med Molly, hvor pigen vågner før morgengry, og hun ser dyret blive skubbet ind i lastbilen og kørt væk. (s. 170-172) Som etnografer har vist, kan slægtskab med dyr være lige så stærkt som slægtskab med familiemedlemmer. Josefine Klougart er i denne sammenhæng en fremragende informant og etnograf.

Apropos Opa Julia Butschkow Samleren, 208 sider Opa var topnazist, viser det sig, og medvirkede til udryddelsen af de polske jøder. Der finder barnebarnet, der bor i København, ud af, da opa dør. Det giver anledning til en kort og præcis generationsfortælling i tre led, der viser, hvordan skylden nedarves i generationer og er næsten umulig at slippe af med. Forholdet til faderen og hans forhold til farfarens skildres nænsomt i al sin smertefuldhed, så historien hæver sig ud over det private.

Det er Knud Romer på en virkelig god dag.

tendens Apati

s. 24

Den sidste idealist Jan Grarup Født 1968. Dansk fotograf.

Har tidligere været ansat på Ekstra Bladet og Politiken.

Arbejder nu for en lang række magasiner som Stern, Time, Newsweek, Le Monde, Sunday Times Magazine, The New Yorker.

Udgav i 2006 den retrospektive bog Shadow Land på Politikens forlag. Har modtaget et hav af priser for sine reportagefotos.

august 2010

Den verdenskendte fotograf Jan Grarup er drevet af indignation og humanistisk idealismen.

Derfor kan han ganske enkelt ikke lade være med at rejse til Darfur, Rwanda, Bosnien, Gaza - glemte brændpunkter, hvor mennesker på den ene eller den anden måde er i klemme. Han er en visuel folkeoplyser og grundlæggende humanist, der mener, at vi som privilegerede vesterlændinge har en forpligtelse over for mindre bemidlede dele af verden. af andreas harbsmeier

ambitionen er at lave et por- trætinterview af en mand, der helst ikke vil tale om sig selv.

Fotografen Jan Grarup er i sig selv en rigtig god historie. For vi fascineres af mennesker, der sætter deres liv på spil i den gode sags tjeneste. Idealisterne, der brænder for en sag så meget, at de er villige til at betale store omkostninger for at oplyse og skildre social uretfærdighed, mennesker, der er udstødt eller lever under vanskelige vilkår på grund af krige, katastrofer eller politisk undertrykkelse. Men Grarup vil helst ikke tale om sig selv og om, hvor farligt hans arbejde er, da Højskolebladet møder ham på fotokursus på Grundtvigs Højskole, hvor han er kursusleder. ”Jeg har det ambivalent med at tale om det, fordi det hurtigt bliver til røverhistorier. Mine billeder handler ikke om mig – det handler om de mennesker, jeg fotograferer. Og jeg vil gerne beholde fokus på dem.”

Billedet af macho-reporteren, der render rundt i verdens krigszoner for, at vi derhjemme kan se og forstå, hvad det er, der egentlig foregår, er nærmest blevet en kliché. Og Grarup vil meget nødigt indlemmes i den, selv om han står tilbage som en af de få, der gør lige præcis det. visuel folkeoplysning For Jan Grarup er en visuel folkeoplyser. Han bruger fotomediet til at fortælle de historier, han mener er vigtige.

I haven på Grundtvigs Højskole tager han imod i bar mave og med en smøg i kæften. Han er netop vendt tilbage fra en opgave i Berlin, der handlede om tyske soldaters krigstraumer i forhold til Afghanistan – og det offentlige Tysklands syn på soldater. Og han har været vidt omkring i sin karriere. Han har dækket katastrofer og krige på adskillige kontinenter. Senest var han på Haiti for at skildre konsekvenserne af jordskælvet.

Siden han startede som 15-årig som freelance-fotograf på Helsingør Dagblad, er det gået hurtigt for Grarup,

»

Det er egentlig enkelt: Vi lever i den meget, meget velbjergede del af verden. Og med velstand følger også et meget stort ansvar. Og jeg mener ikke, at vi i den vestlige verden lever op til det ansvar. Vi skal engagere os i de her ting, meget mere end vi gør – uden at tænke på egne interesser. der er en særdeles rutineret fotograf, selv om han kun er et par og fyrre.

Sidste år gik han fra en fast stilling på Dagbladet Politiken for at blive freelance. Nu leverer han i stedet til anerkendte, internationale magasiner: Stern, Time, Newsweek, Le Monde, Sunday Times Magazine, The New Yorker, italienske og spanske magasiner og for New York Times.

På højskolen render håbefulde fotografer rundt og deltager i workshops og arbejder med deres egne projekter.

Alle deltagere på kurset er optaget af fotografi, men det er ikke en lukket kreds for nørder. For det handler om de historier, der skal fortælles, og langt mindre om hvilket udstyr, man bruger, eller hvilke specifikke teknikker, man bruger. For selv om Grarup er kendt og respekteret for sine meget smukke, æstetiserede reportagebilleder, er det altid historien, det handler om: ”Kameraet er bare værktøjet til det,

s. 25

tendens Apati

s. 26

man i virkeligheden gerne vil. Som en hammer, hvis du er tømrer. Man skal ikke forveksle reportagefotoet med kunst. Det er det ikke for mig. Det er en fortællegenre, hvor man kommer meget tæt på andre menneskers liv og møder dem med en form for respekt.

Det er mig, der fortæller jer om noget, jeg har oplevet – om nogle andre menneskers liv. Mit projekt er det samme, som det altid har været: At sætte fokus på mennesker, som lever i svære situationer, så deres historie også bliver fortalt.” hvad kan fotografiet?

Billeder fylder så uendeligt meget i den måde, vi opfatter og forstår verden.

Gennem tv-mediet og gennem de fotos, vi bliver præsenteret for i aviser, magasiner og andre steder, dannes vores billede af verden. Men til trods for billedstormen, har fotoet på ingen måde mistet sin kraft. Tværtimod, mener Grarup: ”Tænk på, hvor mange gange i historien fotografiet har været medvirkende til at ændre folkestemninger. Om ikke andet står de i historiebøgerne som dokumentation for Auschwitz, Vietnam og så videre. Billederne fra Abu Ghraib fik en voldsom opmærksomhed og står nok som de vigtigste billeder i det seneste årti. Der er aldrig blevet taget så mange billeder, som der bliver taget nu. Alle folk har fået mobiltelefoner og kameraer. Der ligger tonsvis af billeder rundt omkring, og mange af dem er sikkert ikke engang blevet set endnu, selv om de på et tidspunkt vil få en betydning.

Grarup mener ikke, at ”demokratiseringen” af fotomediet betyder, at de professionelle bliver overflødige.

Tværtimod: ”Det er mange professionelle fotografer, der er nervøse for den udvikling. Sådan har jeg det ikke. I takt med at flere og flere mennesker tager billeder, får de også en interesse for stillfotoet. Alle er fotografer. Lige så snart du får et kamera i hånden, er du fotograf. Sådan er det. Og det er en

august 2010

»

Jeg bliver ofte spurgt: Har du nogensinde været i livsfare? Ja, det har jeg været rigtig mange gange. Er der nogensinde blevet skudt efter dig? Ja, det er der rigtig mange gange.

Men det er der, hvor det bliver røverhistorier.

Jeg gør ikke det her for at fortælle røverhistorier, men fordi jeg har noget på hjerte. Andres lidelser må aldrig blive konversation hen over middagsbordet. god ting.”

Grarup kan ganske enkelt ikke lade være med at dokumentere den virkelighed, han mener, at vi i al for ringe grad er opmærksomme på: ”Jeg render ikke rundt med en illusion om, at jeg forandrer verden. Men der er en del idealisme i mig, forstået på den måde, at det har store personlige konsekvenser at bevæge sig rundt i de områder, jeg gør. Og så er der jo en grad af idealisme i det. Jeg tror på, at den slags fotografier, jeg laver, kan være med til at åbne folks øjne og få dem til at reflektere lidt over nogle af de historier, som der ellers ikke er særligt meget fokus på. Min politiske

overbevisning kan vel bedst beskrives som en grundlæggende humanisme.

Det er egentlig enkelt: Vi lever i den meget, meget velbjergede del af verden. Og med velstand følger også et meget stort ansvar. Og jeg mener ikke, at vi i den vestlige verden lever op til det ansvar. Vi skal engagere os i de her ting, meget mere end vi gør – uden at tænke på egne interesser.”

Det er indignationen, der driver værket: ”Indignation er et fantastisk brændstof. Det bruger jeg meget. Det at være indigneret over noget er en vigtig ting i forhold til at lave noget arbejde, som er vigtigt, ærligt og tæt på. Jeg er vokset på med en generation af indignerede journalister, men de findes næsten ikke længere. Jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Men det er jo ikke nok bare at være indigneret. Der er en masse ting, der skal gå op i en højere enhed for at man kan komme ud og lave de ting. Jeg har gennem 5 år lavet et projekt i Darfur, som i høj grad er drevet af en vrede over ligegyldigheden fra det internationale samfund: ’det er bare negere, der slås’-holdningen. Det pisser mig helt vildt af, fordi jeg også dækkede folkemordet i Rwanda i 1994, hvor det internationale samfund efterfølgende gik ind og sagde: aldrig mere. Og sker det samme igen – på sjette år.” idealisten Journalisten Lasse Jensen sagde engang, at han blev nødt til at holde op med at rejse rundt og skrive fra krige, fordi han ellers enten var blevet kyniker eller alkoholiker. Der er Jan Grarup ikke endt: ”Det er masser af journalister og fotografer, der er kyniske, og det bærer deres tekster og deres billeder også præg af. Empati er kodeordet. Hvis du ikke er i besiddelse af det, så bliver dine billeder og dine tekster også noget lort. Jeg kan godt blive bekymret over det danske mediebillede. En klog mand har en gang sagt, at et land har de medier, det fortjener. Hvis det er tilfældet, ser det virkelig skidt ud

s. 27

Foto: Jan Grarup

herhjemme. Og jeg kan godt blive bekymret over, hvad det er, der sælger, hvad det er, unge mennesker ser i fjernsynet. For det har godt nok ikke meget med journalistik at gøre. Det danske mediebillede er rent ud sagt til at lukke op og skide i. Det er blevet meget fokuseret på, at folk skal sælge et produkt. Der er meget langt mellem de store gennemarbejdede ting.”

Den måde at arbejde på, kræver et enormt engagement, men kan også have store omkostninger: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været gået ned med stress og noget, der senere er blevet diagnosticeret som posttraumatisk stress, som jeg er medicineret for. Så jo, det har kolossale personlige omkostninger for mig som menneske. Omvendt tror jeg aldrig, at jeg ville kunne komme i en situation, hvor jeg ville kunne leve uden det.”

Og her nærmer vi os Grarup som idealist. Det handler ikke om ham: ”Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke var bange. Jo, for fanden. Hvis man ikke bliver bange, så skal man finde på noget andet at lave. Så begynder det at nærme sig noget suicidalt. Og jeg

bliver ofte spurgt: Har du nogensinde været i livsfare? Ja, det har jeg været rigtig mange gange. Er der nogensinde blevet skudt efter dig? Ja, det er der rigtig mange gange. Men det er der, hvor det bliver røverhistorier. Jeg gør ikke det her for at fortælle røverhistorier, men fordi jeg har noget på hjerte. Jeg har ikke nogen ambition at komme til skade. Jeg har tre børn, jeg gerne vil se vokse op. Men det er farligt på mange måder. En ting er den rent fysiske del, når man rejser sådan nogle steder hen, som jeg gør. En anden del er, at det også er psykisk belastende.

Jeg har været i situationer, hvor jeg tænkt, at hvis jeg kommer ud af det her, så findes der et eller andet, som holder hånden over mig. Og jeg har været i situationer, hvor jeg har tænkt: aldrig mere. Sådan er det, når man er i krig. Det er forfærdeligt og meget uhyggeligt. Det er meget ubehageligt at være i en situation, hvor der er nogle mennesker, som prøver at slå dig ihjel.

Krigen i Bosnien var meget voldsom – ligesom i Rwanda i 1994 og i Darfur.”

Fotokursus I juni afholdt Grundtvigs Højskole i samarbejdet med Das Büro et intensivt ugekursus med en lang række af de bedste danske fotografer – med Jan Grarup som kursusleder.

Deltagerne kunne blandt andre møde Jes Larsen, Tine Harden, Mads Nissen, Pixelsmed, Trine Søndergaard, Henrik Saxgren, Nicolai Howalt, Casper Balslev, Lea Meilandt, Claus Bjørn Larsen, Per Folkver, Carsten Ingemann, Erik Refner, Philip Blinkensop samt Lars Bech, Carsten Ingemann og Ulrik Jantzen.

tendens Apati

s. 28

æstetikken Grarups reportagebilleder er utroligt smukke. Selv om baggrunden ofte er særdeles ubehagelig, formår Grarup også at skildre skønheden i det katastrofale og dermed gøre historien spiselig for beskueren. Men risikerer man ikke, at det hele går op i æstetik? ”Det er noget af det, folk kritiserer mig for. Det er nogle, der synes mine billeder er så flotte, at de gerne vil købe dem og hænge dem op som signerede billeder på en væg. Men jeg bruger æstetikken som et udtryksmiddel for at få folk til at kigge på billederne. Der er ingen tvivl om, at jeg ville kunne fotografere en masse situationer så bestialsk, forfærdeligt og uhyggeligt, at ingen ville kigge på dem. Hvis sådan et billede blev trykt i en avis, ville folk bladre videre, for de kan ikke holde ud at se på dem. Det er jeg meget bevidst om. For hvis det var tilfældet, så er min rolle som formidler kikset. Så har jeg ikke gjort mit arbejde

Foto: Jan Grarup

august 2010

godt nok. Det må aldrig blive sådan, at folk ikke forholder sig til det, jeg laver.

Derfor bruger jeg æstetikken i mange af mine billeder, selv om de stadig er meget uhyggelige. Så er det mere op til folk selv – hvis de kradser i overfladen, viser den uhyggelige historie sig. Og så viser den sig ofte tifold mere uhyggeligt, end hvis det bare var et billede at et menneske, der er splattet ud.”

Men når man er vidne til indlysende uretfærdighed og mennesker i nød, kan det være vanskeligt at beherske sig: ”Ved nogle historier får jeg fornemmelse af, at nu kan det bare ikke blive voldsomt nok. Nu skal jeg sateme vise folk, hvor uhyggeligt det var, da israelerne angreb Gasa, eksempelvis. Nu skal de kraftedeme få at se, hvordan det ser ud, når en familie med fem børn får en raket ind i soveværelset…”

Grarup skal videre. Han er kursusleder på Grundtvigs Højskole og skal kon-

sultere et par kursister. Og snart skal han igen ud i verden. For der er stadig masser af historier at fortælle: ”Hvis jeg en dag blev arbejdsløs, så ville det være fordi, verden var blevet et bedre sted.”

»

Jeg kan godt blive bekymret over det danske mediebillede. En klog mand har en gang sagt, at et land har de medier, det fortjener. Hvis det er tilfældet, ser det virkelig skidt ud herhjemme.

de frie skolers advokat ® s. 29

Danmarks førende advokatfirma når det gælder rådgivning af frie skoler Vi påtager os aldrig sager mod frie skoler

www.frieskolerlaw.dk

Giv et gavekort til en oplevelse, der aldrig bliver glemt Glæd en ven eller et familiemedlem med hel eller delvis betaling af et højskoleophold.

Gavekort udstedes på beløb fra 100 kr.

Kontakt Højskolernes Hus på 3336 4040 eller bestil via www.hojskolerne.dk/gavekort

ENTUSIASTISK

“GRØN” OG DYGTIG LEDER AF KØKKENET

SØGES

Hvor er du henne? Vores nye køkkenleder/chef som brænder for det sunde grønne og økologiske køkken, har en god portion faglig stolthed, og som brænder for at arbejde på verdens ældste højskole.

Vi er i gang med en omlægningsproces fra et mere traditionelt køkken til et moderne, grønt og økologisk køkken. Vi ønsker os en kollega der har erfaring med og interesse for netop det grønne og økologiske, og synes at det er en udfordring, at være en del af den proces.

Læs mere på www.rhskole.dk Anja Rykind-Eriksen på anja@rhskole.dk eller via tlf. 7484 2284.

Ansøgningsfrist er d. 20.8. kl 12.

højskole Navn

s. 30 Johanne Hansens Legat blev den 4. juni uddelt til højskolemanden Nils Zander.

Han er tidligere forstander på den nordiske folkehøjskole i Kungälv i Sverige.

Legatet uddeles hvert tredje år til to personer, der har gjort en særlig indsats for det humanitære eller folkelige arbejde.

Carl Holst

En ny slags Bertel?

Da Genoprettelsesaftalen væltede højskolerne omkuld, fik de samtidig en ny ven. Carls Holst har taget over, hvor Bertel Haarder slap. Med 17 års erfaring inden for lokalpolitik har den 40-årige skolelærer vist sig klar til at bakke op om højskolernes fortsatte virke.

Carl Holst bor og er opvokset i det, som i dag bliver kaldt Udkantsdanmark, og han kæmper kampen mod centralisering – og højskolelukninger. Han tog højskolernes parti, da Genoprettelsesaftalens spareplan blev offentliggjort og fik mange højskolers fremtid til at se sort ud. Trods medlemskabet i det regeringsbærende Venstre har Carls Holst nemlig offentligt støttet højskolerne. Til pressen udtalte Carl Holst, ”Udgangspunktet er ikke, at højskolerne ikke skal være med til at spare, men om vi kan gøre det på en anden måde,” hvorefter han lovede at tage kontakt til partifællen, undervis-

august 2010

ningsminister Tina Nedergaard.

Og måske det kan skyldes en særlig tilknytning til højskoleverdenen. I hvert fald er han opvokset på Rødding Højskole, hvor hans far, Peter Holst, var forstander, foruden borgmester i Rødding Kommune, så æblet ikke faldet langt fra stammen. Carls Holst ser da også selv sin barndom på Danmarks ældste højskole som afgørende for hans interesse i at udvikle andres potentialer.

I samme ånd blev Carl Holst uddannet på Haderslev Lærerseminarium, hvorefter han kastede sig ud i lokalpolitik. Først i Sønderjyllands Amtsråd i 1993, hvor han blev amtsborgmester i 2000, sidenhen, efter kommunalreformen i 2007, som betød sammenlægning af amter, som formand for Region Syddanmark. Carl Holst er en af de få regionspolitikere, som for alvor har formået at sætte sit navn og sin region på landkortet.

Ny bestyrelsesformand på den for nylig omdøbte Højskolen på Kalø. Det drejer sig om en tidligere ansat – dengang skolen hed Sproghøjskolen – Søren Iversen.

Tidligere lærer ved Viborg Gymnastik- og Idrætshøjskole og Kolt Ældrehøjskole og forstander for Gerlev Idrætshøjskole, Johannes Stræde, er fyldt 90 år.

Diget – højskolen ved Skagen kan i september fejre deres 25 års jubilæum.

Og så fik de en ny forstander på Vallekilde. Torben Schmidt Hansen passer med sin mangeårige erfaring med diverse chefstillinger i DR glimrende ind i højskolens fokus på kommunikation og kreativitet.

I FFD’s bestyrelse er to ny ansigter blevet valgt ind.

Det drejer sig om Peter Sebastian Pedersen, forretningsudvikler på Vejle Idrætshøjskole og Vibeke Hundborg, forstander på Nørgaards Højskole.

Nyt fra FFD

Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark Foreningens kalender

Genopretningspakken I begyndelsen af juni fremsendte FFD et forslag til undervisningsministeren med en alternativ model til at opnå de planlagte besparelser på højskoleområdet. Modellen vil i højere grad end ministerens afbøde skolelukninger. Vi har i skrivende stund ikke modtaget svar fra ministeren og forventer ikke, at der foreligger endeligt svar før med offentliggørelsen af regeringens forslag til finanslov i slutningen af august. Følg med her: www.ffd.dk/ genopretningsaftalen-2010

9. september Højskolernes Europanetværk mødes

Korttidsrådgiver til Bangla Desh FFD har ansat højskolelærer Anders Lyng, Højskolen på Helnæs, som korttidsrådgiver til skoleprojektet Protiggya Parishad I Bangla Desh. Anders skal bl.a. rådgive med henblik på en styrkelse af organisationen og støtte arbejdet med at opbygge en stærk medlemsorganisation.

24. september EU-nævnets messe Københavns Universitet

Advarsel! Sang på arbejdspladsen kan virke stærkt vanedannende Her i august udsender FFD en folder til udvalgte arbejdspladser om en ny ”Start med en sang”-pakke. Pakken koster 2499,- og indeholder 10 Højskolesangbøger, 1 sanghåndbog, 1 usb-nøgle med melodierne og et sangarrangement med en af FFD’s akkompagnatører. FFD håber på den måde at sprede lidt af sangglæden fra højskolerne til virksomheder, kommuner m.v.. Vi sender gerne en folder om pakken, hvis du kender en arbejdsplads, som kunne have glæde af lidt fællessang. Kontakt: Jakob Bonde Rasmussen, jbr@ffd.dk

Start med en sang “Start med en sang”-pakken for arbejdspladser:

10 højskolesangbøger (flere kan købes for 198,- pr. stk. / 15% rabat ved min. 20 stk.)

1 sanghåndbog med historierne om alle 572 sange 1 usb-nøgle med melodierne som lydklip 1 sangarrangement med en akkompagnatør

Pris kr. 2.499,-

(Pakkens værdi er kr. 6.000,-)

Det du ikke lærer andre steder

Folkehøjskolernes Forening i Danmark FFD’s Forlag Højskolernes Hus - Nytorv 7 1450 København K Tlf. 3336 4040

Advarsel! Sang på arbejdspladsen kan virke stærkt vanedannende

E-mail: kontor@ffd.dk www.hojskolesangbogen.dk

Bestil på hojskolesangbogen.dk

13.-17. september HPU modul 1 Den fire Lærerskole 22.-24. september Kursus for pedeller, rengøringsfolk og oldfruer Idrætshøjskolen Bosei

29.-30. september Forretningsføreruddannelsen, modul 1 Brandbjerg Højskole 6.-7. oktober Højskolernes studietur til Bruxelles Bruxelles 14.-15. oktober Forstandermøde Askov Højskole 29. oktober Kursus i Google Analytics + frivillig workshop om event Hotel Nyborg Strand 2.-3. november Kursus for lærere der vil være ledere Hadsten Højskole 11.-12. november Kursus for sekretærer og forretningsførere Borups Højskole 12.-14. november Europæisk kulturmødetræf Rødding Højskole

Udgivet af FFD’s Forlag, 2010

17.-19. november Kursus for nye forstandere Askov Højskole

Det du ikke lærer andre steder

6. december Kursus for viceforstandere Højskolernes Hus

Mere på www.ffd.dk

s. 31

B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

au DET TEOLOGISKE FAKULTET AARHUS UNIVERSITET

NyT OM TEOLOGI OG RELIGION Velkommen til et godt miljø på Aarhus Universitet. Vi lægger vægt på at være et levende sted med gode faciliteter, engagerende undervisning og spændende arrangementer.

NYT

ARRANGEMENTER

Ph.d.-pris til Uffe Schjødt

3. september

På baggrund af sit ph.d.-projekt om bøn og hjerneaktivitet er Uffe Schjødt blevet tildelt Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris.

Merlin Donald udnævnt til adjungeret professor

Merlin Donald fra Queen’s University i Canada er blevet udnævnt til adjungeret professor i religion, kognition og kultur ved Aarhus Universitet for perioden 1. juni 2010 til 31. maj 2015.

Tro og magt i Det Hellige Land

Forsvar af doktordisputats v/Peter Lodberg.

14. september

Når sømænd dør

Foredrag v/Carsten Bach-Nielsen.

BOGUDGIVELSER

Gudstankens aktualitet

Else Marie Wiberg Pedersen, Bo Kristian Holm og AndersChristian Jacobsen (red.).

Det Teologiske Fakultet i Århus er Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer på www.teo.au.dk august 2010