Højskolebladet November 2010

s. 1

november 2010

siden 1876

Diagnosesamfundet Vi diagnosticerer og behandler som aldrig før, men für det tilsyneladende ikke bedre

s. 2

Forstander Musik og Teaterhøjskolen, Toftlund Er du en markant og synlig leder, som elever, medarbejdere og lokalsamfund gerne vil arbejde sammen med?

Musik og Teaterhøjskolen søger en forstander, der med stort engagement kan videreudvikle højskolen i spændingsfeltet mellem traditioner og fornyelse.

Der er store ambitioner om at fastholde, udvikle og udvide højskolens gode renommé i omverdenen, positive økonomi og høje elevtal. Fagområderne musik, sang, lydteknik, teater og dans udgør tilsammen et udviklingspotentiale, som en velfungerende bestyrelse og kompetente medarbejdere brænder for at udnytte.

Ledelsesopgaven for den nye forstander omfatter: • Faglig og forretningsmæssig videreudvikling af højskolen • Markedsføring og positionering af højskolen på lokalt, regionalt og nationalt plan • Sikre et solidt og tilstrækkeligt elevgrundlag • Personaleledelse af medarbejdere gennem dialog, nærvær og synlighed • Skabe rammer for elevernes trivsel og udvikling • Økonomistyring og administrativ ledelse • Kompetent og professionel sparring for bestyrelsen

november 2010

Der tilbydes attraktive vilkår, herunder en nyrenoveret 200m2 forstanderbolig i tilknytning til skolen.

Ansøgning mailes til abec@muusmann.com eller sendes til MUUSMANN Prinsessegade 39 B 7000 Fredericia senest tirsdag den 16. november 2010 kl. 12.00.

Yderligere oplysninger kan fås hos bestyrelsesformand Valdemar Schultz, tlf. 61 39 12 01 eller hos partner Jeppe Vagtholm-Jensen, MUUSMANN, tlf. 29 40 36 90.

Se stillings- og personprofil på www.musikogteater.dk og www.muusmann.com

Indhold

november 2010 s. 3

s. 24 tendens

s. 8 tendens

Diagnosesamfundet

Antallet af mennesker med en diagnose er eksploderet. Er det godt for folkesundheden?

s. 4 debat Leder s. 5 debat 10 skarpe til lykkeforskeren s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 12 tendens 2 historiske myter

november 2010

s. 14 tendens Hot & not Af Anne-Marie Donslund s. 15 tendens Månedens litteratur René Jean Jensen s. 16 højskole Åndselitens deja vu Reportage fra Krogerup

Kampen om den kolde krig

Jørgen Dragsdahl i samtale med Jes Fabricius Møller

s. 18 debat Kommentarer Kjærhus, Donslund de luxe, fra bloggen s. 22 debat Bogkritik - faglitteratur Uffe Ellemann-Jensen s. 30 højskole Navne Nye stjerner

debat Leder

s. 4

kolofon 10/2010. 135. årgang

Hvilket demokrati?

Andreas Harbsmeier Redaktør

udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

det hele var bedre i gamle dage. den fornemmelse får man ofte, når man taler med højskolefolk. Dengang højskolerne havde masser af kursi- ster og stor politisk opbakning og indflydelse. Hvor højskolerne havde trofaste venner langt ind i det politiske, og hvor der virkelig blev lyttet, når højskolerne mente noget – om sig selv og om politiske forhold. De seneste massive besparelser på højskoleområdet har med al tydelighed vist, at det er så som så med den politiske opbakning.

I højskolernes formålsparagraf står, at de skal arbejde for ”demokratisk dannelse”. Og det gør højskolerne også i udpræget grad. På Løgumkloster Højskole og rundt omkring på landets skoler dannes mennesker i fællesskab på tværs af forskelligheder i alder, køn, religion, klasse og hvad. Sådan er idealet, og sådan er praksis på de fleste af landets skoler. På både lange og korte kurser kommer kursister til højskolen– ikke blot som passive modtagere af undervisning, men som aktive medspillere i et mikrokosmos – at være en del af en demokratisk proces og forstå og ikke mindst erfare, hvordan det hele hænger sammen.

Hvilken form for demokrati danner højskolerne borgere til? De politiske spilleregler har ændret sig, og politiske beslutninger bliver truffet på baggrund af helt andre forhold end tidligere. Lidt polemisk kunne man sige, at man efterhånden har større politisk indflydelse ved en gang at deltage i en meningsmåling, end ved årelangt engagement i organisations- og foreningslivet.

Kernen i højskolernes selvforståelse som en demokratisk institution arbejder stadig inden for det gamle system – det gode gamle dobbeltdemokrati, som halter gevaldigt. Det betyder i praksis, lidt hårdt trukket op, at højskolerne som institution er komplet uden for indflydelse, fordi man ikke vil anerkende de nye spilleregler – og derfor er mere eller mindre usynlige i en bred offentlighed, der mere eller mindre kritikløst indretter sig efter de nye forhold. Så kunne man spørge sig selv: Er det et problem? Så længe de elever, der ankommer og rejser igen, er beriget fagligt og som mennesker.

Jo, det er et problem – for højskolerne har brug for politisk anerkendelse.

Derfor er de i den lidet misundelsesværdige situation, at de enten må give købe på en central del af deres fundament eller risikere liv og lemmer i omfattende kritik af det bestående for dog på den måde at have et fast ståsted. Det er ikke et nemt valg. Ind til nu har man placeret sig godt og grundigt mellem to stole.

Udfordringen for højskolen i dag er derfor: Er man villig til for alvor at forsvare dobbeltdemokratiet og de gode gamle dage – eller vil man mere ukritisk tilpasse sig den nye politiske virkelighed.

redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Uffe Strandby Neal Ashley Conrad Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Karina Søby Madsen Charlotte Kjærholm Pedersen abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 70 27 11 55 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forside Polfoto tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Udgivelsedatoer for 2010: 9. december Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

berigtigelse I oktober-nummeret af Højskolebladet blev fotograf Rune Hansen ikke krediteret for billederne på side 21, 28 og 29 - der skulle have stået: © Rune Hansen/2015 kampagnen

november 2010

debat 10 skarpe

s. 5

Danmark er et af verdens lykkeligste folk – trods depressioner og diagnoser: Lykke er ikke bare de korte sus, hvor alt er fantastisk. Det er også alt det imellem, siger lykkeforskeren charlotte kjærholm pedersen

01 Hvorfor al den snak om lykke? Gør det ikke bare folk frustrerede?

Det tror vi ikke. Ved at lære noget om sig selv, så tror vi, at man kan arrangere sit liv lidt bedre.

02 Hvad kræver det at blive lykkelig?

Der er aldrig nogen garantier, men vi kan se, at der er nogle ting, som er vigtige for de fleste. Fx at man finder den rette partner, og at man har økonomisk overskud i sin hverdag. Derudover kan vi også se, at valget om at få børn – det skal man ikke tage for at blive lykkelig.

03 Så det er de samme ting, som gør mennesker lykkelige?

Ja. Den rigtige partner, det rigtige arbejde og overskud i økonomien. Hvis man får børn, skal man arrangere det sådan, at man også er et par uden børn. Det ser ud til at være fælles for alle mennesker.

Om det er danskere eller ghanesere eller noget andet.

04 Hvad hvis det ikke lykkes – er man så dømt til at være ulykkelig?

Der er nogle, der er mere tilbøjelige til at være ulykkelige end andre. Lidt af det ligger i generne, og meget af det ligger i opvæksten. Det handler om, hvilke værdier, og hvad er det for nogle reaktionsmønstre, man har lært hjemmefra. Det betyder ikke, at der ikke er noget, man kan arbejde med selv.

Christian Bjørnskov (f. 1970). Økonom fra Handelshøjskolen i Århus.

Forsker blandt andet i lykke, tillid og ulighed blandt folk.

10 skarpe til Lykkeforskeren 05 Vi er verdens lykkeligste mennesker; har danskere højere forventninger om at være lykkelige end andre?

Danskerne har generelt høje forventninger til livet, men det ser ikke ud til, at der er tale om et ”lykkeræs”. Det er ikke sådan, at det handler om at blive lykkeligst.

Heldigvis da.

06 Der er flere og flere, der bliver diagnosticeret depressive o.l. Hvorfor er der en stigende tendens i den retning, tror du?

Du sagde det selv. Der er flere og flere, der bliver diagnosticeret, men det betyder ikke nødvendigvis, at der er flere, som bliver deprimerede. Vi diagnosticerer bare flere. Vi har fået et større apparat, som kan gøre det.

07 Så at have problemer gør ikke noget ved ens lykke?

Nej, man kan sagtens have problemer og stadig være lykkelig. Men det, man skal huske med depressioner, er, at der er tale om 5%. Det er de mindst lykkelige. Lykkeforskningen koncentrerer sig mest om de resterende 95%.

08 Hvad ligger man i begrebet lykke?

Vi ligger ikke noget i det og det er ganske bevidst. Så når vi spørger folk, hvor lykkelige og tilfredse de er, så handler det om, hvad de ligger i det, og hvordan de opfatter det.

09 Men ved man noget om, hvad mennesker selv ligger i begrebet?

Der er to forskellige slags lykker. Der er den kortvarige. Den er det sus, man kan få, hvor alt er godt – mange forbinder det med at få børn. Og så er der den langvarige lykke. Det er lykke i hverdagen; altså hvordan man har det mellem susene.

Som lykkeforskere er det den form for lykke, vi interesserer os for, og hvis vi kan, vil gøre noget ved.

10 Er du lykkelig?

Ja, jeg er vel gennemsnitslykkelig. Måske endda lidt under.

højskole Notitser

s. 6

Ærø Højskole Nye planer for kæmper ufor- lukket skole trødent videre Den ene af de to højskoler på Ærø kæmper for overlevelse. Først meldte de om lukning, for derefter i sommer at kunne annoncere, at de, efter at have solgt en bygning, alligevel havde mulighed for at fortsætte. Håbet var i første omgang, at de skulle have et familiekursus i efterårsferien og derefter et helt hold med opstart efter jul.

Derfor er det med beklagelse at de kunne oplyse, at familiekurset blev aflyst. Der var ikke nok tilmeldte.

Forstander Henrik Hartvig mener, at grunden til den manglende tilmeldelse hænger sammen med, at skolen har været lukket i så lang tid, hvorfor folk ikke er opmærksomme på skolens tilbud. Henrik Hartvig ser dog positivt på højskolens fremtid. Han siger til Fyens.dk: ”Vi arbejder meget intenst på at få vores forårshold op at køre.

Vi har 13 tilmeldte nu og flere henvendelser. Vi skal op på omkring 25 elever.

Det skal vi nok nå.” /cp

november 2010

Den omdiskuterede højskole i Støvring, som lukkede og slukkede efter en tur i Operation X, hvor skolen blev afsløret i kreativ regnskabsføring, er nu på vej til et nyt kapitel i friskolelivet. Denne gang ikke som højskole, men derimod som efterskole. Det har økonomiudvalget i Rebild Kommune stemt positivt for.

Skolen er lige nu ejet af Rebild Kommune, men en gruppe er interesseret i at købe skolen og starte en idrætsefterskole. Likviditeten i kommunen vil styrkes, hvorfor økonomiudvalget ser positivt på sagen. Det beretter Nordjyske. De har nemlig besluttet at sælge til gruppen, der gerne vil starte idrætsefterskole i stedet for at sætte skolen i udbud og dermed sælge til højestbydende. Dog har økonomiudvalget sat sig visse forbehold, som de ved et møde den 4. november diskuterede med gruppen. /cp

Sydkorea interesseret i danske højskoletanker Det er ikke kun i Norden, at man er fascineret af højskoler. Det beviser Bosai Højskole, som oprindeligt var en japansk kostskole med grundtvigianske tanker. Nu har også Sydkorea vist interessere i den danske højskole.

Egentlig drejede det sig oprindeligt om, at 20 mennesker fra Sydkorea kom til Krogerup Højskole for at høre mere om, hvad den danske højskole går ud på. Forstander Rikke Forchhammer stod for præsentationen, som må være faldet i god jord. Afslutningsvist blev hun i hvert fald spurgt, om hun ikke havde lyst til at komme til konferencen ”2nd IAEC Asia-Pacific regional conference and international lifelong learning Seminar”. Konferencen finder sted i den sydkoreanske by Gusan, hvor omkring 800 mennesker deltager.

Rikke Forchhammer skal fortælle den store forsamling om den danske højskole. /cp

Nyt videns- Presseklip Kamp for nærdemokrati center om folkeoplysning på vej Vallekilde Højskole er blevet centrum for en tilbagevendende konference, som er blevet til for styrke lokalsamfundet. Dette år var det særlig nærdemokrati, som var på dagordenen. Konferencen hedder ildsjælekonferencen og laves i samarbejde med Odsherreds forskellige foreninger for at styrke området, hvorfor også Kultur- og Folkeoplysningsudvalget og byrådsmedlemmer deltog.

Direktør for Kulturudvalget i Odsherred Kommune, Hardy Granhøj Jørgensen, siger: ”Det er tredje gang, vi holder ildsjæle-konference, og konferencen har nu formentlig fundet sin rette form. Vi har haft nedsat en arbejdsgruppe med deltagere fra sidste års konference, og ønsket er, at der bliver mere plads til dialog og netværk og i mindre grad til oplæg fra andre. For meningen er jo at give rum og plads til at fremkomme med de emner og ideer, som kan styrke lokaldemokratiet og lokalsamfundet.” /cp

Hvordan ser det ud med folkeoplysningen? I 2009 nedsatte daværende undervisningsminister Bertel Haarder et folkeoplysningsudvalg, der netop har barslet med en rapport, der dels leverer en status på folkeoplysningens rolle – dels kommer med en lang række konkrete forslag til, hvordan man kan forbedre og udvikle vilkårene for foreningslivet og folkeoplysningen.

Højskolerne var også repræsenteret i udvalget ved FFD’s formand Helga Kolby Kristiansen.

Selv om højskolerne kun i ringe grad er omtalt i rapporten, er en række punkter alligevel relevante for højskolerne. Ved præsentationen af rapporten bakkede undervisningsminister Tina Nedergaard stort set op om samtlige af udvalgets anbefalinger – herunder etableringen af et videnscenter for folkeoplysning, hvortil der allerede er afsat penge. /ah

” Regeringen har siden 2001 forsøgt at stække højskoler og især efterskolerne, men nu går det over stregen.

Man tager sig simpelthen ikke nok af uddannelsesinstitutionerne i udkantsområderne.”

Tidligere indenrigsminister Britta Schall Holberg ( V) i JyllandsPosten. ”Værnepligten afskaffes og erstattes af et års obligatorisk ophold på en kreativ højskole inden for musik, kunst, arkitektur, design eller creative business.”

Nummer tre på listen på hipsterlisten, som den omdiskuterede blogger, Copenhagenhipster, vil gøre, hvis han stiller op til kommunalvalget http://copenhipster.dk.

Indlæg bragt den 11. oktober ”Trods markante protester ser det ud til, at de frie skoler endnu engang skal holde for og have deres økonomiske grundvilkår beskåret. Det forekommer absurd, ikke mindst i en tid, hvor stort set alle politikere taler om behovet for sammenhængskraft - et forfærdeligt ord, i øvrigt. Lad os i stedet styrke fællesskaberne, hvor folk af egen drift søger hen. Hvor grundlægges sådanne bedre end på vore fri-, høj-og efterskoler? Jeg sidder selv i en højskolebestyrelse og kan se, hvor vanskeligt det er at få enderne til at nå sammen, allerede på de nuværende, stramme vilkår.”

Mette Bock, spidskandidat for Liberal Alliance, i Fredericia Dagblad den 26. oktober.

s. 7

tendens Diagnosesamfundet

Diagnose

s. 8

Vi bliver diagnosticeret som aldrig før. Tidligere var psyken et luksusproblem, som kun velhavende havde råd til at tackle. I dag kommer langt flere i behandling.

Vi er simpelthen blevet et rigere samfund, som også har råd til at prioritere psyken. Er det godt eller skidt? af karina søby madsen

Polfoto

november 2010

samfundet for et halvt års tid siden blev min gode ven skilt fra kvinden, der er mor til hans barn. Siden har han været træt, til tider apatisk.

Han har mistet appetitten og føler sig ofte ude af stand til at yde dagens gode gerning på arbejde, og hans fritid bruger han især på at sove. Da jeg mødte ham for nylig, fortalte han mig, at han var startet på antidepressiv medicin. ”Jeg gider ikke længere rende rundt i denne tilstand, hvor jeg knap nok orker andet end at være sammen med mit barn, og når nu der er andre muligheder, hvorfor så ikke bruge dem?”

Min ven er ikke noget enestående tilfælde. Ifølge det netop udkomne værk Det diagnosticerede liv er der i disse år en enorm vækst i antallet af danskere – og mennesker i Vesten i det hele taget – som diagnosticeres med en psykisk lidelse. For eksempel er der i dag over 400.000 danskere, der er i behandling med antidepressiv medicin, og Verdenssundhedsorganisation, WHO, anslår, at mere end 24 % af alle mennesker vil blive ramt af en psykisk lidelse i løbet af deres liv.

Professor i psykolog, Svend Brinkmann, som har redigeret Det diagnosticerede liv, mener, det er vigtigt at kigge på de høje tal og spørge sig selv, om det virkelig kan være rigtigt, at så mange mennesker er syge i psyken. ”Almindelig sund fornuft siger, at det ikke kan passe, at otte procent af den danske befolkning er klinisk depressive. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved, at de er triste eller nedtrykte eller melankolske, og at de lider, men det er vel ikke i sig selv en sygdom at have det svært? Selv om man har livsproblemer eller afviger fra normen, behøver man ikke ligefrem have en psykisk lidelse, men i dag er det som om, alle, der lider, bliver diagnosticerede.”

diagnoser som arbejdsredskab Ifølge Svend Brinkmann er det et underligt paradoks, at jo bedre vi kan behandle sygdomme, desto usundere bliver befolkningen tilsyneladende.

Han mener, vi har en overinkluderende måde at diagnosticere på og synes, vi bør overveje, om ikke det er redskaberne, der er noget i vejen med. ”Hvis nu et termometer viste, at vi alle sammen havde feber, så burde man nok overveje, om der var noget galt med det. Ligeledes bør vi overveje, om der ikke er lige rigeligt mange, der inkluderes i det nuværende diagnosesystem.”

Læge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov, Merete Juul Sørensen, er enig i, at der er et dilemma i og med, at diagnoserne i psykiatrien ikke er sort-hvide. Hun forklarer, at mange af de psykiske tilstande befinder sig i et spektrum, hvor man for eksempel kan have en dyb depression eller en depression af mild grad, og at det ikke er entydigt, hvornår man sætter en streg og siger, at nu taler vi om en depression. Men det betyder ikke, at diagnoserne er problematiske. ”Vi skal passe på ikke at gøre diagnoser til mere, end de er.

Diagnoser er vores bedste viden netop nu om, hvordan vi skal forstå lidelser.

For os i sundhedsvæsenet er diagnoser et arbejdsredskab og en måde at tale på,” forklarer Merete Juul Sørensen.

Det udsagn understøtter chefpsykolog ved Psykiatrisk Center Hvidovre, Birgitte Bechgaard. Hun anfører endvidere: ”Psyken var tidligere et luksusproblem, som kun de velhavende havde råd til at søge hjælp til at tackle.

I takt med den stigende opmærksomhed omkring psyken er antallet af behandlingstilbud øget kraftigt.

Desuden er der kommet mere fokus på psykiske lidelser, hvilket har gjort det mere legalt at søge hjælp.”

s. 9

»

Almindelig sund fornuft siger, at det ikke kan passe, at otte procent af den danske befolkning er klinisk depressive. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved, at de er triste eller nedtrykte eller melankolske, og at de lider, men det er vel ikke i sig selv en sygdom at have det svært? Selv om man har livsproblemer eller afviger fra normen, behøver man ikke ligefrem have en psykisk lidelse, men i dag er det som om, alle, der lider, bliver diagnosticerede.

- svend brinkmann, professor i psykolog

tendens Diagnosesamfundet

s. 10

»

Børn vil som regel rigtig, rigtig gerne gøre det rigtige. Kan de ikke det, må vi hjælpe dem til at gøre det. Det betyder ikke, at man ikke skal forvente noget af barnet, tvært imod. Medicinen kan for eksempel være det, der kan gøre, at man som forælder, lærer og behandler også kan begynde at arbejde pædagogisk med barnet.”

- læge ved børne- og ungdomspsykiatrisk regionscenter i risskov, merete juul sørensen

november 2010

Den øgede søgning til psykiatrien afspejler i den optik en demokratisering – at vi simpelthen er blevet et rigere samfund, som også har råd til at prioritere psyken. ”Der er problemer, man kan klare selv, men mange har i høj grad gavn af hjælpen, og for mig at se er demokratiseringen udmærket.

Der, hvor de psykiatriske diagnoser bliver et problem, er, hvis man forklarer de psykiske lidelser som hjernesygdomme, og hvis automatsvaret bliver medicin,” siger Birgitte Bechgaard. børn og unge Et af de områder i psykiatrien, hvor der er sket en stor stigning i antallet af diagnosticerede, er i børne- og ungdomspsykiatrien. Fra 2003 til 2008 skete der næsten en fordobling i antallet af børn og unge i behandling i psykiatrien – fra 8.394 i 2003 til 14.959 i 2008. Blandt andet er der sket en stor stigning i antallet af børn og unge, som får diagnosen ADHD – Attention Deficit Hyperactivity Disorder. En analyse fra Apotekerforeningen viser, at 10.700 børn og unge blev behandlede med amfetaminlignende medicin mod ADHD i 2008, hvilket er en stigning på 40 % sammenlignet med året før og en tredobling i forhold til 2006.

Sideløbende med stigningen i antallet af diagnosticerede er der også sket en stigning i udgifter til specialundervisning. Fra 2000 til 2007 steg udgifterne til specialundervisning i folkeskolerne med 50 %, og i dag går 20 % af samtlige udgifter i folkeskolen til specialundervisning.

Ifølge Svend Brinkmann er diagnosen ADHD et godt eksempel på, hvad han opfatter som problematisk ved diagnoser. Dels er diagnosen et eksempel på, hvad han kalder konkurrencestatstænkning: ”Samfundet stiller et krav om, at vi skal være innovative, kreative, effektive og omstillingsparate. I den optik bliver man hurtigt forkert, hvis man ikke er effektiv nok og ikke kan sidde stille på sin stol og

høre efter. Så må man diagnosticeres og effektiviseres for at passe ind,” siger Brinkmann og slår endvidere fast, at ADHD-diagnosen er et eksempel på, at problemer i nutidens samfund i vid udstrækning individualiseres. Han forklarer: ”Før vi havde et flydende skolesystem, var der ingen børn, der havde ADHD. I dag er der en masse, der har diagnosen ADHD. Problemet er, hvis vi kun kan få øje på, at barnet har et problem, men ikke længere kan se, at det måske er skolen selv, der skaber de her problemer. At den antihierarkiske struktur og den antiautoritære undervisning med projektarbejde, hvor strukturen hele tiden er til forhandling – at den kan give problemer for mange børn. Og de børn, som ikke kan håndtere de løse strukturer, de overlever måske ved at udvise symptomer, som nu kaldes ADHD.” Dertil siger Birgitte Bechgaard: ”Nogle lidelser bliver først opdaget, når der bliver sat fokus på dem i samfundet. ADHD er et godt eksempel på en diagnose, som man kan sige i en vis forstand er samfundsskabt. Lad os sige, at der er en gruppe børn, som i dag har sværere ved at sidde stille og planlægge deres liv end tidligere – børn som ikke har en stærk indre struktur.

Disse børn ville tidligere blive strukturerede af den ydre struktur, men i dag, hvor skolen er mindre lærerstyret, og hvor der er en masse projektarbejde, så kan det være god nok for disse børn at følge med, og de risikerer at få mærkatet, at de ikke passer ind.”

En nylig undersøgelse, Uligheder og variationer, viser, at lærerne i folkeskolen vurderer hver fjerde elev til at have individuelle vanskeligheder, problemer eller diagnoser. Ifølge Svend Brinkmann er det et stærkt billede på, hvor effektive diagnoser er – nemlig at vi er begyndt at diagnosticere hinanden.

Merete Juul Sørensen forholder sig ikke til de konkrete tal, men anfører, at for at betragte børn med eksempelvis ADHD som andet end ’problembørn’,

så er en diagnose en stor hjælp. Hun siger: ”Børn vil som regel rigtig, rigtig gerne gøre det rigtige. Kan de ikke det, må vi hjælpe dem til at gøre det.

Det betyder ikke, at man ikke skal forvente noget af barnet, tvært imod.

Medicinen kan for eksempel være det, der kan gøre, at man som forælder, lærer og behandler også kan begynde at arbejde pædagogisk med barnet.” ansvar Svend Brinkmann fortæller, at han efter udgivelsen af Det diagnosticerede liv har modtaget opkald fra borgmestre, som ville have legitimeret, at de skar ned på specialundervisningen. De har læst værket som et udsagn om, at børn med en psykiatrisk diagnose alligevel ikke er rigtig syge og derfor ikke har brug for særlig hjælp, men det er ikke Brinkmanns udsagn. ”Selvfølgelig er der børn og unge, der er så markant anderledes og svære at håndtere, at de skal have medicin. Desuden kan der være mange, som har brug for specialundervisning, selv om de ikke har en diagnose,” forklarer han.

Ifølge Svend Brinkmann kan det da også være svært at problematisere diagnoser, fordi mange mennesker ser diagnoser som frigørende. Alligevel mener han, at diagnoser i nogle tilfælde er skadelige på lang sigt, fordi der er en tendens til at gøre diagnosen til en del af den menneskelige identitet. ”Vi fortolker os selv ud fra diagnosen og spinder os ind i et netværk af kausale spørgsmål og forklaringer. På den måde bliver vores adfærd noget, der sker med os og ikke noget, vi selv kan tage ansvar for,” siger han og forklarer endvidere, at vi har en tendens til at sygeliggøre, hvad man tidligere anså for at være umoralsk adfærd. ”Hvis vi for eksempel ikke længere kan forstå dovenskab som en last, et moralsk problem eller som en måde til at genoplade batterierne, men kun som en medicinsk tilstand, så er der altså centrale dimensioner af den menneskelige

»

Vi har ikke så mange eksempler på, hvordan vi udtrykker lidelse.

Det havde vi tidligere.

Alle store religioner har beskrivelser af, hvordan man skal udtrykke sorg, smerte og lidelse.

Hvordan man kommer igennem sorgen. Der er nok sket et kulturelt tab omkring udlevelse af lidelse. Vi mangler ritualer i vores samfund.

- svend brinkmann, professor i psykolog tilværelse, som vi ikke længere kan forstå, og så får vi et dilemma – især i forhold til at tage ansvar.”

Merete Juul Sørensen medgiver, at der er et problem, hvis et menneske bliver reduceret til en diagnose, men hun mener ikke, at diagnoser fratager ansvar: ”Hvis man har en sygdom, så hjælper det i mine øjne også ofte at have en diagnose. Man kan forstå og forklare sine problemer på en anden måde, og det betyder samtidig, at omgivelserne får en bedre forståelse for en. Det betyder, at man kan fratage skyldfølelse fra den enkelte, fordi man nu forstår, at der er en årsag til ens handlinger, men det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke har ansvar for sine handlinger,” siger hun og forklarer

s. 11

endvidere, at diagnosen kan hjælpe forældre og lærere til bedre at tage ansvar, fordi de sammen med diagnosen får en række af pædagogiske redskaber og strategier stillet til rådighed.

Generelt ser Merete Juul Sørensen ikke de store problemer med måden, vi diagnosticerer i dag, men hun mener, at der er en vis risiko for, at den diagnostiske praksis kan komme under pres, hvis det på grund af sparehensyn kræves, at man har en diagnose, for at man kan få nogen former for hjælp.

Hun siger: ”Hvis nu et barn kun kan få støtte og hjælp såsom eksempelvis specialundervisning, hvis barnet er diagnosticeret med en psykisk lidelse, så er det et problem. Så kan der komme et pres for at diagnosticere – også i den lette ende –, og det er et problem, hvis det dermed betyder, at man også skal tage medicin for eksempel. Der er det meget vigtigt, at vi som psykiatere er vældig faglige.” mangel på ritualer Ifølge Svend Brinkmann handler det dog ikke kun om faglighed – det handler også om måden, hvorpå vi tackler lidelse. ”Det er jo egentlig sjovt, når nu vi lever i Søren Kierkegaards land, som netop havde så rigt et sprog omkring lidelse og angst. Han ville synes, det var skrækkeligt at behandle for eksempel dødsangsten, for ifølge ham er det netop det, at vi kan mærke og føle vores dødsangst, der gør os til mennesker.”

En del af årsagen til, at vi ikke længere kan tackle lidelse i vores samfund, er ifølge Svend Brinkmann, at vi mangler ritualer til at udtrykke lidelse. ”Vi har ikke så mange eksempler på, hvordan vi udtrykker lidelse. Det havde vi tidligere. Alle store religioner har beskrivelser af, hvordan man skal udtrykke sorg, smerte og lidelse. Hvordan man kommer igennem sorgen. Der er nok sket et kulturelt tab omkring udlevelse af lidelse. Vi mangler simpelthen ritualer i vores samfund.”

tendens Diagnosesamfundet

Tycho brahe døde af en sprængt blære

s. 12

2historiske myter

Historien er spækket med ”sandheder”, som alligevel ikke er det.

Højskolebladets historiker afliver yderligere to af dem af thomas oldrup

november 2010

Om aftenen den 13. oktober 1601 deltog den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601), der havde levet og arbejdet i Prag de sidste fire år, i et fornemt middagsselskab. Værten var hans gode ven, greven Peter Vok von Rosenberg.

Tycho havde ikke været på toilettet inden måltidet, og han drak tæt under middagen – som man havde for vane dengang – men uden at gå på toilettet undervejs. Det ville være uhøfligt at rejse sig under et celebert måltid hos greven. Det siges, at Tycho Brahe bagefter slet ikke kunne lade vandet, og at hans blære sprang, forårsagede indre blødninger og infektioner, og dette førte til hans død elleve dage senere, den 24. oktober. Myten om at det var høflighed og en sprængt blære, der slog den verdenskendte astronom ihjel, er blevet troet helt op til vores dage, og myten er tilsyneladende flere hundrede år gammel.

Det gør den som bekendt ikke mere sand. En blære er utrolig stærk og svær at sprænge. Den er ekstremt elastisk, og det er bl.a. derfor, man bruger svineblærer til trommeskind.

Hvad døde Tycho Brahe så af?

Nogle teorier går på blærebetændelse, andre siger det var selvmord. For nyligt påstod engelske journalister, at det var hans elev, Johannes Kepler, der slog ham ihjel for at stjæle hans forskningsresultater.

Det ligger fast, at Tycho Brahe døde af en kviksølvsforgiftning. I 1901 blev hans grav i Tyn-kirken i Prag nemlig åbnet, og der blev taget en række videnskabelige prøver. Desværre er rapporten, som de to gravåbnere bagefter forfattede, forsvundet, men der blev bl.a. gemt en skægprøve. Skæghåret blev i 1991 foræret til den nyudnævnte danske ambassadør. Denne prøve er blevet undersøgt grundigt, bl.a. på Lunds Universitet i 1996.

En avanceret atomfysisk metode kunne bevise, at koncentrationen af kviksølv var tårnhøj - faktisk 12 gange

højere - end hvad man ville forvente at finde i et normalt, nutidigt hår. Analysen viste at Tycho Brahe to gange, og senest ca. 20 timer før sin død – det vil sige på sit dødsleje og ti dage efter den omtalte middag hos greven – havde indtaget et større kvantum kviksølv, sandsynligvis sammen med mælk. På måden, kviksølvet var placeret i håret og hårroden, kunne man konstatere, at kviksølvsindtaget var foregået ret pludseligt. Det er dette, der har fået folk til at spekulere over, om astronomen blev forgiftet af skumle typer ved hoffet i Prag eller af misundelige kollegaer.

»

En blære er utrolig stærk og svær at sprænge. Den er ekstremt elastisk, og det er bl.a. derfor, man bruger svineblærer til trommeskind.

Endnu mere tyder dog på, at Tycho Brahe selv har indtaget det giftige kviksølv, men ikke for at begå selvmord. Kviksølv var simpelthen et af de medikamenter, han arbejdede med som en alkymistisk og medicinsk interesseret videnskabsmand. I flere af hans selvkomponerede recepter indgik der kviksølvpræparater. Sandsynligheden for at han har forsøgt at kurere sine egne urinproblemer og blæresmerter ved at indtage en større mængde kviksølv, er derfor stor. Det var altså næppe høflighed, der slog den knap 55-årige astronom ihjel, men et forfejlet forsøg på at kurere en dårlig blære.

Riddere iførte deres fruer kyskhedsbælter når de drog på korstog

Polfoto

Kyskhedsbæltet er en ”kvindelås”, en anordning af metal eller læder, der kan spændes om en kvindes underliv for at forhindre samleje. Det kan både beskytte bæreren mod voldtægt og mod fristelser. Ifølge en moderne opfattelse blev kyskhedsbæltet brugt som et antifristelsesvåben under korstogene. Når ridderne drog af sted i deres egne rustninger mod det hellige land, iklædte de også deres kvinde – det være sig døtre, elskerinder eller koner – en lille rustning. Kun ridderen selv havde en nøgle til bæltet.

Kyskhedsbælter kan ses på adskillige museer. Her ledsages bæltet ofte af guidens lumre tilføjelse om, at den lokale smed angiveligt havde en indbringende nebengesjæft ved at lave to nøgler til kyskhedsbælterne. Én, som han solgte til manden, ved afrejsen. Og et andet eksemplar, som han solgte til fruen eller elskeren, så snart ridderen var galopperet af sted.

Disse historier om en rå og romantisk middelalder er blevet genfortalt i århundreder, ja, faktisk lige siden middelalderen. Alligevel er der intet, der tyder på, at myten er sand. Der findes ikke ét eneste kyskhedsbælte fra perioden og ikke én eneste skriftlig kilde,

der tyder på, at en kvinde nogensinde har været iført et sådant bælte.

Desuden var evnen til at smede i metal endnu så relativt klodset, at det ville være farligt og meget uhygiejnisk at være iført noget så upraktisk og tungt i længere tid.

Den første kilde vi har til et kyskhedsbælte stammer fra flere hundrede år efter korstogene, nemlig fra en bog, Bellifortis, fra ca. 1400. Bogen handler egentlig om periodens militærteknologi (!) og inkluderer en tegning af noget, der minder om et kyskhedsbælte med teksten ”Dette er jernbukser til Firenzes kvinder, der låses fortil”. Bogens påstand støttes dog ikke af andre vidnesbyrd af nogen art.

Kyskhedsbælter er nævnt i middelalderens poesi, men kun af stof, og som en metafor og altid iført i frivillig overensstemmelse mellem begge parter som et løfte om troskab.

I Østrig blev der i 1889 angiveligt fundet et skelet fra 1500-tallet af en ung kvinde iført et bælte af læder og jern, men skelettet og bæltet er siden forsvundet, og kvindens død støttes heller ikke af andre skriftlige kilder.

Britiske historikere har fundet et par eksempler, hvor indsatte i fængs-

ler frivilligt har været iklædt noget, der minder om kyskhedsbælter for at undgå liderlige vogtere. En enkelt kilde nævner også, at kvinder i 1800-tallets England købte og bar kyskhedsbælter på arbejdspladsen for at undgå sexchikane.

På museer rundt omkring kan man se masser af udstillede kyskhedsbælter.

Fx i Musée de Cluny i Paris (hvor de to udstillede bælter angiveligt skulle have været iklædt Cathrine af Medici og Anna af Østrig), på Germanisches Nationalmuseum i Nürnberg, British Museum i London, på Ringkøbing Museum (hvor bæltet skulle være 400 år gammelt) samt på Rosenborg i København. Flere af disse museer har dog valgt at fjerne de udstillede bælter fra deres middelaldersamlinger eller i det mindste korrigeret deres ophavsdato efter at have fået testet den ægte alder.

En del af disse kyskhedsbælter har nok været indkøbt af unge adelsmænd på dannelsesrejser, gætter nogle på, som pikante turistsouvenirs. Andre mener, at de fleste eksisterende bælter er fremstillet i 1800-tallet som jokes.

»

Der findes ikke ét eneste kyskhedsbælte fra perioden og ikke én eneste skriftlig kilde, der tyder på, at en kvinde nogensinde har været iført et sådant bælte.

s. 13

tendens Tidsånden kort

s. 14

Hot & not

af anne-marie donslund, forfatter

»

Gå i Netto, og du skal evaluere. Bliv skole-, gymnasie-, højskoleelev og universitetsstuderende, og du skal evaluere. Gå i børnehave eller til gymnastik, bliv pensionist, biografgænger, charterturist, og der er med garanti en, der spørger, om han må tage fem-ti minutter af din tid.

HOT

NOT

cocktailpølser Mærkelige små pølser med 80% fedt, som man ikke kan lade være med at lange til sig, hvis man er så heldig at få serveret børnevenlige gryderetter uden for det grønne segment. Smager også godt stegt i chili og honning en søndag morgen.

trafikradio Nogle gange hader jeg trafikradio.

Hvorfor skal jeg i Vestsjælland vide, at der endnu engang er sket et uheld i Ishøjsammenfletningen, mens jeg er midt i en koplev-agtig genudsendelse på P1? Det bringer ikke andet end spekulationer over, hvem der dog er impliceret i dette uheld.

graffiti på århus universitet ”Prøv noget nyt – tænk selv” (Kant) Ø Ø står for Øland. Jesper Øland. Han er den største helt i højskolebevægelsen. Først lavede han Spoken Word, nu laver han den mest fantastiske højskole i Roskilde. Han tør holde fast i grundlæggende værdier fra Thy og kindskægsfidusen og alligevel styre professionelt ind i fremtiden. Jeg bøjer mig i støvet! hjemmelavet æblemost Vi mødtes i Vallekildes æbleplantage, gamle kollegaer fra højskolen og rystede træer, så æbler og børn faldt ned, samlede, vaskede, skar og pressede tusinder af æbler, mens vores hænder blev blå og livet ajourført. Det ville have givet et større saftudbytte med en mekaniseret æblepresse. Men for dælen, hvor var det hyggeligt at gå rundt sammen en hel dag og gøre alting fra bunden.

evalueringer Nu må det stoppe. Gå ind på en tilfældig hjemmeside, og du skal evaluere den. Gå i Netto, og du skal evaluere.

Bliv skole-, gymnasie-, højskoleelev og universitetsstuderende, og du skal evaluere. Gå i børnehave eller til gymnastik, bliv pensionist, biografgænger, charterturist, og der er med garanti en, der spørger, om han må tage fem-ti minutter af din tid. jalousi Min ungdomskæreste sad i træer, kamuflerede sig i buske og kravlede på tage i hele Ikast for at få bekræftet, at han havde grund til at være jaloux.

Senere har jeg taget mig selv i at have lyst til det samme. Der findes ikke kær og klædelig jalousi. Der findes kun sort og ædende jalousi, skyld i mindst en femtedel af alle drab. Fx har jeg længe næret et stærkt ønske om, at min ex blev impliceret i et trafikuheld i Ishøjsammenfletningen. cirius Jeg synes, det har været berigende at møde en masse dejlige mennesker fra Østeuropa. Og jeg er glad for, at Cirius-puljen har holdt så mange højskoler i live i bestræbelsen på at ”demokratisere” polakker og ungarer.

Men i betragtning af, hvor dårlig økonomisk en forretning det er, og hvor store besværligheder det giver, så er det vist på tide at gå en anden vej.

november 2010

tendens Månedens litteratur

Månedens litteratur af rené jean jensen

ÉN ANELSE MINDRE, men så også kun én. Eftermiddagssneen er rødlig. Det giver mere mening end det brune sjap. Det er vel også en slags puslespil man er vidne til. Fnuggene zigzagger på samme måde som folk der bliver skudt efter.

Masterne klikker i lystbådehavnen. Uden for stadion prøver jeg at aflæse resultaterne i tilhængernes ansigter.

En smal sejr, kommer jeg frem til. Det blev 4-0. Hvem siger hastighed har noget med kaos at gøre? Tanken gik alt for hurtigt og kunne ikke nå at slæbe ordene med sig. Sneen er holdt op med at dale, men jeg venter ikke på den skal tø op. Byen er så generøs som jeg gerne ville være.

Fra René Jean Jensen: Jeg har planlagt at dagdrømme, Gyldendal, 2010 René Jean Jensen (F. 1971). Uddannet fra Forfatterskolen i 1999.

Har været publiceret i forskellige tidsskifter og udgav tidligere på året Om april, i maj.

15 s.s.15

højskole Reportage

s. 16

Dansk demokrati skal man passe på

Den intellektuelle elite var samlet i det nordsjællandske for at tale om adskillelsen af åndsliv og politik af charlotte kjærholm pedersen

når man tyve minutter for inden har stået nede i det beskidte dyb på nørreport station for at nå toget, er det en diametral modsætning at vandre gennem den lille skov, der fører op til Krogerup Højskole. Den triste, indelukkede undergrund er erstattet af smukt efterårslandskab i det nordlige Sjælland. Nærmere betegnet lidt uden for Humlebæk. Her ligger den højskole, som Hal Kock startede efter Anden Verdenskrig. Denne fredag i oktober står den smukt i det danske efterårslandskab. Børn leger i halmballerne foran gården, hvor Aarstiderne holder til, og det hele er nærmest lidt glansbilledagtigt. Ligesom når man besøger mange andre højskoler, kan man overrumples af, hvor smukt det danske landskab rent faktisk kan udfolde sig.

Danmark når det er bedst.

november 2010

Men det går nu ikke så godt i Danmark. Det siger Peter Kemp, professor emeritus ved DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole).

Grundene er mange. Man kæmper ikke længere for frihed og demokrati, fordi den er der. Derfor er den ved at forsvinde, mener han. I stedet kæmper man for sig selv, og det bliver man desillusioneret af. Faren er at staten bliver totalitær. Derfor er det i juraen, at ét af Peter Kemps to løsninger på demokratiets krise skal findes. Retsstaten skal beskytte borgeren, modsat hvad de stramme terrorlovgivninger og ”lømmelpakken” gør. Derudover er humanistisk dannelse afgørende.

For det vigtigste for et demokrati i en global verden er, at man ikke kun er kritisk over for det fremmede, men også er selvkritisk. x2 Han har skrevet det i en kronik, og han siger det til åbningen af symposiet ”Ideernes krise i åndsliv og politik” på Krogerup Højskole. For 50 år siden blev et arrangement med samme titel på selv samme skole arrangeret af Bjørn Poulsen, som efterfølgende udgav symposiet i bogform. Det var dengang, at daværende statsminister Viggo Kampmann i et interview med Ejvind Larsen sagde de famøse ord: ”Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde

at rådgive os på kærlig og forstående måde, ville meget være vundet. De kan naturligvis trække sig tilbage, men må være klar over, at regeret bliver der alligevel.” De ord bliver gentaget flere gange i løbet af dagen. Det var i en tid, hvor der ikke eksisterede noget Kulturministerium.

»

Men på trods af, at Kulturministeriet i dag lever i bedste velgående, er den gal igen. Demokratiet lider. I takt med at retsprincipper løsnes, undermineres demokratiet.

Og da Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale i 2002 gjorde op med ”smagsdommerne”, var det fordi, at danskerne godt selv kunne beslutte, bestemme og vurdere.

Men på trods af, at Kulturministeriet i dag lever i bedste velgående, er den gal igen. Demokratiet lider. I takt med at retsprincipper løsnes, undermineres demokratiet. Og da Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale i 2002 gjorde op med ”smagsdommerne”, var det fordi, at danskerne godt selv kunne beslutte, bestemme og vurdere. Ingen eksperter behøvede at hjælpe med til det. Det har givet krise i danskernes kulturelle selvbevidsthed – og krise i det danske åndsliv. For der er brug for, at kunstlivet vejleder, mener Peter Kemp. kamp eller oplysning?

I løbet af dagen er der fem omgange, hvor alt fra forskere og journalister til forfattere og ministre skal diskutere.

Medierne er næste punkt på dagsordenen. Mest markant er Bundegaards indlæg. Hun mener, at man skal gå til kamp i stedet for dialog. For det er en værdikamp, der udspilles, hvor dialogen ikke nytter, for regeringen vil ikke lytte. Michael Christiansen, bestyrelsesformand for Danmarks Radio, forsvarer de tre udsendelser ”De Røde Lejesvende”, som er blevet vist på DR2. Han mener derudover, at det meste af pressen har en politisk dagsorden, ligesom Politiken. For dem handler det om kulturkamp og i modsætning står, for ham, DR. Deres rolle er oplysning og Public Service.

Salen er fuld. De fleste er gråhåret, og ud fra dem, der rejser sig op, præsenterer sig selv og kommenterer eller stiller spørgsmål, får man på fornemmelsen, at langt de fleste lyttere er akademikere. Symposiet har været udsolgt i lang tid og trods en klækkelig studierabat er der ikke mange unge at se – udover de elever, som går på Krogerup Højskole. Men det er dem, det handler om. Når Ove Korsgaard, Kathrine Lilleør og Sune Auken diskuterer uddannelse efter frokost, handler det om, hvorfor man siger, Danmark skal være et videnssamfund. Det kræver gode uddannelser, og det mangler Danmark. Sune Auken, der er lektor i dansk, er i hvert fald ikke begejstret.

Han mener, at udannelserne er under pres af uigennemskuelige ledelser.

Pengene går til bureaukrati. Han har tidligere på året bogen skrevet bogen ”Hjernedød”, der behandler samme emne. For ham at se er det ikke fordi, der mangler penge, men fordi, der er for mange mellemledere, der hele tiden arbejder på at dokumentere og

»

Politikerdebatten bliver sat i gang af professor ved statskundskab Tim Knudsen. Han bruger, ligesom Kathrine Lilleør i det tidligere oplæg, den amerikanske præsident Obama som eksempel.

De er begge enige om, at han alle tiders forfører.

Lilleør pointerer, at det er heldigt, at han er en god og begavet én af slagsen, mens Knudsen mener, at hans måde at være politiker, er noget, de fleste politikerne i dag mangler. Obama har drømme og tør give udtryk for følelser. evaluere forskere og studerende. Det betyder også, at man ikke længere taler om, hvad der er brug for at blive forsket i, men hvilke emner, der er midler – altså penge – i. Konsekvensen er et knæk i forskningsfrihed. Budskabet er ganske enkelt. Han vil ikke have flere penge, men færre ledere.

Kathrine Lilleør og Ove Korsgaard koncentrerer sig om folkeskolen. Om almen dannelse i kontrast til PISAundersøgelser. Lilleør kan se fordele ved et system, som skal offentliggøre resultater fra skolernes elever, men med det formål at undersøge, om de forbedrer sig. Fælles for dem begge er, at de synes, der mangler indhold i folkeskolen. Lilleør, der er teolog og tidligere formand for Grundskolerådet taler for, at kristendom skal grundfæstnes i undervisningen, mens Korsgaard i

højere grad fokuserer på, at politikerne i dag taler om folkeskolen med sportsmetaforer, hvor det bedste er at ligge i top. I stedet bør man fokusere på, hvordan man kan skabe en folkeskole, som danner mennsker til en global verden. følelser og håb i politik Symposiet del nummer tre er overstået, og nu skal der diskuteres politik inden middagen.

Politikerdebatten bliver sat i gang af professor ved statskundskab Tim Knudsen. Han bruger, ligesom Kathrine Lilleør i det tidligere oplæg, den amerikanske præsident Obama som eksempel. De er begge enige om, at han alle tiders forfører. Lilleør pointerer, at det er heldigt, at han er en god og begavet én af slagsen, mens Knudsen mener, at hans måde at være politiker, er noget, de fleste politikerne i dag mangler. Obama har drømme og tør give udtryk for følelser. Og med den bemærkning overlades debatten til de tre politikere. Det handler om Venstres højskolemand nr. 1 Bertel Haarder, Socialdemokraternes Mogens Lykketoft og formanden for De Radikale, Margrethe Vestager.

Mogens Lykketoft vedkender sig, at han måske talte vel meget om tal i sin tid som finansminister, men påpeger, at det var med et ideologisk mål for øje. Det var ikke grundet manglende drømme. Han mener, at den siddende regering skal tage sig sammen, for de er undertrykt af Dansk Folkeparti.

I det hele taget taler både han og Margrethe Vestager en del om dem, der ikke er der. Dansk Folkeparti. Og deres manglende menneskesyn. Arrangørerne gør opmærksom på, at partiet er inviteret, men selv har afslået. Med hensyn til menneskesyn, er det partiet selv, der har sagt, at de ikke har ét. Og det synes især Margrethe Vestager er forargeligt. Bertel Haarder støtter op om sit parti og den regering, han sidder i. Han mener ikke, det står så slemt til. Men han henviser til Kampmanns udtalelse om, at kunstnerne og universitetsfolkene må blande sig – og ikke bare sidde i samlet flok og være for fine til at tale med andre end sig selv.

En dag præget af intellektuelles intellektuelle holdninger og meninger.

Det står skidt til. Der er mange ting, der kan forbedres, og der er mange ting, som bør diskuteres.

s. 17

Fra bloggen www.hojskolebladet.dk s. 18

Løgstrup eller klaphat Af Lars Andreassen Kære Asser. ”... hvis man skal fungere som en ressource i samfundet.” En dejlig dristig formulering. Jeg håber, du mener den. En del traditionelle humanister kunne nok finde på at anholde den, og kalde det for en tingsliggørelse af mennesket: er et menneske blot et tandhjul i en maskine? Nej. Mennesket er en del af et fællesskab. Og et menneske skal kunne og ville bidrage til dette fællesskab, for at være et helt menneske. Dette bidrag til fællesskabet må selvfølgelig meget gerne finde sted i en form og på nogle præmisser, det selv har været med til at udforme og formulere - på den måde får fællesskabet det bedste ud af de enkelte individer. Det er vel en af de ting, højskolernes dannelsesmission går ud på. Et menneske skal klare sig sammen med andre. Den sikre vej til elendighed er ikke at kunne klare sig selv. Derfor skal vi være klar til at bede folk om at hanke op i sig selv og give en hånd med. Det er her glæden og anerkendelsen kommer ind i billedet. Det er her fællesskab og individualisme går op i en højere enhed. Det er ikke synd for mennesker, der har svært ved livet. Det er et vilkår for dem. Det er synd for dem at ynke dem, det er umyndiggørende og det er at fratage dem, deres menneskelighed. Intet fællesskab kan klare sig uden bidrag fra enkeltindivider, derfor er ethvert menneske også at betragte som en ressource, og ægte selvudfoldelse og selvudvikling ligger i at finde et sted, hvor man gør gavn som en ressource – og selvfølgelig har gavn af andres arbejde. Noget for noget. Det kan godt være, gud elsker os ubetinget, sådan som religiøse mennesker hævder. Det gavner os bare ikke særlig meget på jorden.

Solidaritet i bevægelsen Af Ulrik Schmidt Dvs. er det rimeligt, at en højskole holder kajakkursus, når der er milevidt til vand?

Er det rimeligt, at højskoler udbyder golfkurser, når de ingen træningsfaciliteter har på skolen eller kvalificeret personale i øvrigt? (Idrætshøjskolen i Ikast er dog en undtagelse). I øvrigt kan golf, kajak, argentinsk tango og bridgeuv. bedre og billigere udøves i diverse klubber og/eller centre. Alle er velkomne til at forlænge listen, og for min skyld må undervisningsministeriet gerne gå ind og blande sig. Absolut ikke stoppe tilskuddene til kortkurserne, men forlange kvalitet - i det mindste, hvad angår det dannelsesmæssige.

november 2010

debat Kommentarer

Om at holde højskole KRONIK: Thue Kjærhus slår på tromme for en højskole, der radikalt tør gå imod tidsånden og markedstænkningen – også på de korte kurser af thue kjærhus, forstander, rønshoved højskole

Jeg har ikke formuleret mig særlig ofte i Højskolebladet. De synspunkter, jeg har på højskoler og politik i almindelighed, har jeg primært skrevet om i andre medier. Der er derfor intet hemmeligt eller overraskende vedrørende mit højskolesyn. Heller ikke i vores brev til undervisningsminister Tina Nedergaard.

Højskolelærer og cand. mag. Lars Andreassen rejser i forbindelse med vores brev til undervisningsministeren en række vigtige spørgsmål i det seneste højskoleblad: Hvad vil vi f.eks. i bevægelsen med højskolerne, og hvorfor diskuterer vi ikke hverandres ideologiske afsæt for god højskole.

Vi indrømmer gerne, at vi er en anelse out of time på Rønshoved. Hvorvidt dette skyldes, at jeg er opvokset i et klassisk grundtvigsk miljø, eller om det er en reaktion på de 10 år, hvor jeg beskæftigede mig med ledelse, mannagement og organisation, ved jeg ikke.

Vi skelner på Rønshoved mellem almue og det folke-lige. Almuen udgjorde i det 19. århundredes midte flertallet af befolkningen. De var fremmede for politiske debatter, fremmede for dansk kultur, fremmede for en fri kirkelighed, fremmed for dansk historie, og de manglede et selvværd, som er alt overgørende for, om vi kan gå frimodigt og frisindet ind i en debat i folkestyret. det folke-lige I folkestyrets historie op gennem anden halvdel af det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede, ser vi en gårdmandsklasse og arbejderklasse, som bevæger sig fra almuepositioner til et folkeligt afsæt. Det folke-lige præger andelsbevægelserne, folketinget, skolerne og det kirkelige liv. De folkelige lægfolk tager nu ordet i forsamlingerne, og tør udfordre de akademiske embedsmandstraditioner i hovedstaden, som havde deres

Uenig?

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

i det folke-lige fortalere blandt de nationalliberale (19. århundrede). Det folkelige refererer til en fælles national kulturel ramme, som bl.a. blev opbygget i højskolen.

Det var den fælles referenceramme (det folke-lige), som ikke var stationær, men altid i bevægelse, som udfoldede sig som kernen i sønderjydernes kamp mod tyskernes tvangsregimente mellem 1864 og 1920. Det var med denne bevægelige ramme in mente, at sønderjyderne i modsætning til mange rigsdanskere nord for Kongeåen, sagde nej til franskmændenes tilbud om at få tildelt en større del af Slesvig, end der var dansk sindelag til i 1919.

Den sønderjyske skolelov, som sønderjyden Jakob Appel (undervisningsminister og forstander på Askov) skabte efter genforeningen, ligger i forlængelse af dette oparbejdede folkelige frisind. abstrakt internationalisme For mange europæiske mindretal (og hver syvende europæer tilhører et mindretal) står Appels skolemodel og sønderjydernes tilgang til det nationale stadig som ideal. Hvis vi sønderjyder ikke havde etableret en folkelig-hed (dvs. danskhed) under fremmedherredømmet, så var vi endt som forbenede idiosynkratiske nationalister, der ikke tog hensyn til det tyske mindretal.

Det er således Grundtvig, H.P. Hanssen (medlem af parlamentet i Berlin, Askov lærling), Jens Jessens (redaktør af Flensborg avis og medlem i det tyske parlament) og Jakob Appels fortjeneste, at det ikke endte sådan.

Hvis vi skal redde frisindet og frimodigheden i Danmark anno 2010, så er højskolerne og det grundtvigske forpligtet til at besinde sig på det nationale/folkelige, så muslimerne og de fremmede kan blive en del af et levende frisindet fællesskab. Så kan vi ikke (længere) forfægte en abstrakt kulturradikalisme, hvor borgerne blaffer frit i luften uden andet afsæt

»

I dag har vi ikke en sådan kultur på højskolerne måske med undtagelse af Testrup højskole. Men Testrup, som jeg anser som Højskolernes flagskib - det nye Askov så at sige, har imidlertid ikke en lærergruppe, som profilerer sig kulturelt som på det gamle Askov. til tilværelsen end en nøgen og kold fornuft.

Hvis kulturradikalismen skal spille en konstruktiv rolle i dansk kultur, så skal den komplementeres med det grundtvigske. I Sønderjylland, hvor man er mere national og mere europæisk, end i nogen anden landsdel i Danmark, blev folkelig-heden netop en levende kombination af Brandes og Grundtvigs tankesæt. Brandes er her til overraskelse for både kulturradikalismen og Dansk Folkeparti et plusord på linje med Grundtvig.

I dag har vi en akademisk almue, som er uden almen dannelse. De tænker i beherskelse, i multikulti (tysk udtryk for det multikulturelle) idealer og insisterer på en abstrakt internationalisme uafhængig af en dansk folke-lighed. De vil i stedet et abstrakt individualistisk rettighedssamfund, hvor der ikke er en fælles folke-lig klangbund i samfundet. Deres viden

s. 19

og kærlighed til den folke-lige historie, til kristendommen og kristenheden er yderst sparsom. moderne på den dårlige måde Højskolerne er, som partierne og store dele af befolkningen efter 1968, blevet moderne på en dårlig måde. De tør ikke længere berøre kristendommen og det nationale af angst for at blive betegnet som nationalistiske, usamtidige og umoderne. Højskolerne prøver i stedet at rette sig ind efter markedet og tidsånden. Derfor har vi også set et hav af emnehøjskoler skyde op de seneste 50 år, samtidig med at vi har set en forvandling af grundtvigske højskoler, som er blevet til kulturradikale skoler. Der er næppe mange steder på højskolerne, hvor der er plads til salmer og litterære fortællinger om Henrik Pontoppidan, Sigrid Undset, Jakob Knudsen, Fjodor Dostojevskij, Herman Hesse, Franz Kafka, Thomas Mann, Vilhelm Grønbech eller William Blake. Den slags langmodige digtere er ikke længere i zenit i det danske højskolelandskab, som det var tilfældet, da jeg var elev i 70’erne på Askov. Her blev opført teater med Shakespeare, Ibsen og Strindberg samt de moderne absurde dramatikere som Dürrenmatt, Ionesco og Pinter.

Her turde man udfordre tiden ved at fastholde en usamtidig dannelse, sideløbende med at vi blev konfronteret med moderne dramatikere og politiske tænkere som Camus, Marx og Sartre.

Her blev der undervist i filosofi af Hans Henningsen i en knap og tør stil.

Henningsens gennemgang af filosoffen Wittgenstein var så særpræget og stærk en oplevelse, at det har sat sig stærkere og stærkere spor med årene.

Forstander og senere biskop Helge Skovs kristendomslektioner var lige så tankevækkende som Richard Andersens Frankrigs-foredrag.

Jeg boede i Blågården (Askov),

100 Jobsektion

s. 20

Tillægsbeskikkelse

Bliv linjefagscensor ved pædagoguddannelsen Undervisningsministeriet skal tillægsbeskikke censorer til censorkorpset for pædagoguddannelsen. Perioden løber fra 1. februar 2011 til 31. juli 2014. beskikkelsen omfatter linjefagene: sundhed, krop og bevægelse; Udtryk, musik og drama; værksted, natur og teknik og bachelorprojekt i forbindelse med linjefagene. se mere om vejledning, ansøgning og formularer på: www.paedagogcensor.dk du kan ansøge fra den 1. november 2010.

Ansøgningsfrist: 30. november 2010.

Advarsel! Sang på arbejdspladsen kan virke stærkt vanedannende “Start med en sang”-pakken for arbejdspladser:

10 højskolesangbøger (flere kan købes for 198,- pr. stk. / 15% rabat ved min. 20 stk.)

1 sanghåndbog med historierne om alle 572 sange 1 usb-nøgle med melodierne som lydklip 1 sangarrangement med en akkompagnatør

Pris kr. 2.499,-

(Pakkens værdi er kr. 6.000,-)

Bestil på hojskolesangbogen.dk

november 2010

debat Kommentarer

»

Vi må turde gå ind og understøtte det skæve og særlige, så vi bliver en stemme, der taler mod den åndløshed, som hersker i uddannelsespolitikken, i TV, i medierne, i kulturen, i folkekirken og på højskolerne. hvor Richard Andersen residerede og havde som sådan daglig fornøjelse af at samtale med ham om Grundtvig, Tidehverv, Sydslesvig, Asperup og Frankrig. Han omgikkes tidehvervs folk, kommunister, kulturradikale, modstandsfolk og det grundtvigske på en gang og med en selvfølgelighed og nysgerrighed, som jeg kun finder aktuelt hos Ejvind Larsen på Dagbladet Information.

I dag har vi ikke en sådan kultur på højskolerne måske med undtagelse af Testrup Højskole. Men Testrup, som jeg anser som højskolernes flagskib det nye Askov så at sige - har imidlertid ikke en lærergruppe, som profilerer sig kulturelt som på det gamle Askov.

På Askov var alle lærerne en offentlig stemme. Ja, i reglen overskyggede de forstanderen. humaniora I Danmark har vi fået et humaniora på universiteterne, som behandles stedmoderligt. De mangler økonomiske midler og drukner i administration og djøfisering. Universiteternes rektorer forholder sig indifferente til denne udvikling og er i den sammenhæng på linje med de fleste medlemmer af Folketinget.

Vores datter, som går på Oeconstudiet på Århus Universitet bliver derimod feteret. Her kæles der for de studerende. Her bliver de unge undervist. Hendes veninde, som går på humaniora må nøjes med en forelæs-

ning om ugen og en enkelt øvelsestime.

Hvis den udvikling fortsætter, så forsvinder en hel kultur. En kultur, som det vil tager årtier at (gen -) oparbejde.

Vi er derfor forpligtet i højskoleverden til at tage ansvaret for, at det ikke skal gå sådan.

Vi må overtage forpligtelsen for folke-lig dannelse og fin kulturel Bildung, så der en forbindelse mellem de to kulturer. Vi har en enestående mulighed herfor, hvis vi er åbne og betragter både korte og lange kurser som afsættet for et sådant sigte. Vi skal derfor bort fra at betragte korte kurser som ikke-ligeværdige med de lange.

De lange er ikke kernekompetencen, som Kolby gør gældende (juridisk tankegang), og vi skal heller ikke (ubevidst) definere de korte kurser som et oplevelsesforum for seniorer, som skal supplere vore økonomier. Nej, vi skal insistere på, at vi med de korte kurser har en åndelig opgave, som vi skal turde stå ved. et opgør med tidsånden Vi må derfor (også) fokusere på de korte kurser. De skal medvirke til at bekæmpe den åndløshed og det kulturtab, vi har gennemløbet de seneste 50 år, og som for alvor har accelereret de seneste tre årtier. Vi skal se bort fra bridgekurser, golfkurser, klaphatte kurser og al snak om, at kernekompetencerne alene er de lange kurser.

Lad os udbyde klassisk- og folkelige dannelse, som skriger af arkaiske usamtidigheder. Lad os udfordre tidsånden med poesi, litteratur, salmesang, Miles Davies, Van Gogh og alt hvad der befinder sig i det regimente, Adorno betegnede som det særlige og Bob Dylan omtalte som: ”the Desolation Row” på albummet Highway 61.

Lad os renoncere på alt som lefler for det moderne markedsorienterede.

Vi har nemlig mere end nogensinde brug for et opgør med tidsånden og postmodernismen, som kun fik sit gennembrud i 80’erne, fordi vi havde sparket kristendommen og dannelsen ud til hjørnespark. Vi må turde gå ind og understøtte det skæve og særlige, så vi bliver en stemme, der taler mod den åndløshed, som hersker i uddannelsespolitikken, i TV, i medierne, i kulturen, i folkekirken og på højskolerne. Derfor skal de korte kurser være en aktiv del af visionen. Her møder vi for alvor Hr. og Fru Danmark. Familien Danmark skal møde os i al vor paradoksalitet og medvirke til at skabe en ny begyndelse.

Donslund de luxe - og Gerda Lyhn Dette er sangen om højskolebevægelsens andel i, at et (hovsa)missil blev fyret af i et sommerhusområde i Lumsås 6. september 1982. Gerda Lyhn, sparekasseassistent, født på Odden, datter af foreningstro brugsuddeler med hang til at hænge sig, havde viet sit liv til at passe mor og undgå fristelser fra asparges- og gulerodsmænd i Lamme-fjorden.

Men så en dag var der kassedifference…

Det var lummert i Lumsås den sensommerdag, hendes lår, de klistred ’ til sædets nappa, og skjorten den klæbed’, det var et kønt syn.

Jo, mor ville sige: stram op Gerda Lyhn.

Da skodaen drejed’ omkring Ebbeslyst, og Gerda så havet, hun vælded af lyst til pludselig at bade der uden en trevl, måske ku dét rense hjernen for ævl.

Hun følte sig lettet, da vandet kom op og sluttede sig om den jomfruelige krop, hun havde et lager af ubrugte æg, i brændingen så hun et grundtvigsk kindskæg.

Det var en slags havmand, der talte om lys, naturen og fællesskab, det gav hende nys: den mand måtte være en højskolestar, det var næsten som andelsforening’n og far.

Da flåden med Jens’er i Sejrø Bugt så Gerda bli’ oplyst af hor og utugt, de blev helt befipped’ og trykked’ på fyr, det kom til at koste dem temmelig dyr’.

Det var 6. september lidt før Jens blev tænkt.

Der var kassedifference og chefen indebrændt.

Det var 6. september, hun sku’ ud til sin mor.

Men raketten gik af – den var rimelig stor.

Anne-Marie Donslund er forfatter

s. 21

debat Faglitteratur

s. 22

Politisk lidenskab Uffe Ellemann-Jensen skriver med engagement og lidenskab, men mangler at forholde sig til de ubehagelige modsætninger mellem idealer og realitet. af thue kjærhus

Jeg var ikke kommet mange kapitler ind i Uffe Ellemanns nye bog, før jeg fik associationer til keynesianeren Erling Bjøls fremragende verdenshistorie fra begyndelsen af 70erne. EllemannJensen har nemlig samme formidable evne til at skrive engageret om verden af i dag som Bjøl.

Kapitlet om hvordan den amerikanske økonomi væltede i 2008, og hvilke følger det fik for verdensøkonomien og USA i særdeleshed, kunne Bjøl ikke have gjort bedre. Uffe Ellemann har givetvis aldrig tænkt sig at skrive en moderne verdenshistorie, sådan som Bjøl gjorde, men burde måske overveje det. Han har formatet, pennen og engagementet.

Ellemann-Jensen har altid provokeret. Ikke for provokationen skyld, men fordi han står inde for det, han siger. Han er ikke et menneske, som ønsker at komme i positur for at blive en mediestjerne, men en politiker, som vil i positur, fordi han har noget på hjerte. Dansk politik savner aktuelt politikere som Ellemann, uagtet han altid delte vandene markant. Enten har man hadet eller elsket ham. Sådan er det for politikere, som har engagement og holdninger.

Han lægger sædvanen tro ikke fingrene imellem, når han argumenterer

november 2010

for sine holdninger. Det gør han heller ikke i bogen, når han reflekterer over Jyllands-Postens (JP) Muhammedtegninger, dansk fremmedpolitik, dansk EU-politik og Vesteuropas manglende forståelse af situationen i Østeuropa efter murens fald. Han er i den forstand ikke pragmatiker, hvilket på mange måder er et paradoks, eftersom han i bogen advokerer for, at vi danskere med etableringen af det multikulturelle skal agere pragmatisk.

Hans hovedtese i bogen er, at Danmark står overfor et valg om enten at gå enegang og dyrke dansk egenart - med risiko for at sakke bagud i det internationale kapløb, eller at engagere sig globalt. Argumentet har vi hørt mange gange og i mange varianter. engagement frem for fakta Jensen ser i bogen et Danmark, der er forstokket og præget af nationalromantik og stokrosementalitet. Vi er blevet fremmedfjendske og er os selv nok. Vi har ikke, som England og USA, lært at begå os i en multikulturel verden, hvor man er vant til at tage hensyn til religiøse minoriteter ”for at undgå unødige konflikter”, hvilket sagen om JP karikaturtegninger indikerede. Derfor skriver EllemannJensen i bogen om den tyske avis Die Zeit, hvad man kunne læse over hele verden: ”fremmedfjendtlige paroler har fået et spillerum i Danmark, som næppe i noget andet land”. Sagen om Die Zeit - en avis, som vi holder på skolen, og som jeg har læst i årtier, afslører imidlertid, at Ellemann-Jensen til tider er mere engageret og lidenskabelig end faktuel. Engagementet løber ganske enkelt af med den gode Ellemann.

Den artikel fra Die Zeit, som kritiserede Rose og JP og som blev flittigt refereret under Muhammed-krisen, var ikke skrevet af den legendariske redaktør Joffe, men af freelance-journalist Wolfgang Zank. En person, som i Sønderjylland har et ganske blakket ry, da han sammen med en islandsk

Nu gik det lige så godt - men så gik verden af lave Uffe Ellemann-Jensen Gyldendal 2010, 157 sider 199 kr.

holocaustforsker ikke kunne skelne en hjemmetysk nazist i Sønderjylland, som blev dømt til døden i kølvandet på Nürnberg processen - fra det nationale flertals holdninger i grænselandet.

Die Zeits legendariske redaktør Joffe bakkede nemlig slet ikke op om kritikken af JP, hvilket ikke fremgik af Politikens skriverier over emnet. Danskerne fik derfor det fejlagtige indtryk, at Die Zeits lederskribent Joffe, var forfatter til artiklen. kampen mod jp Man mærker, at Ellemann overalt i bogen er dybt involveret i kampen mod JP og Flemming Rose. Problemet er blot, at lidenskaben er så voldsomt, at Ellemann-Jensen glemmer at referere Roses argumenter rigtigt.

Han karikerer dem i stedet. Det er ærgerligt. Vi har nemlig brug for et kvalificeret modspil til Roses gennemgang af Muhammed-sagen i hans netop udkomne bog.

Ellemann-Jensen overser endvidere i omtalen af Rose og JP, at det er vanskeligt og reelt umuligt at relatere ytringsfriheden til religiøse og kulturelle normer. Normerne i et moderne samfund er nemlig, ifølge Roses bog, så diffuse og mangfoldige, at vi faktisk intet kan vide om, hvornår vi overtræder dem.

Vi kan aldrig i et frit samfund blive enige om, hvad der er god tone og

hensigtsmæssigt. Og hvis vi kunne og tog hensyn hertil, som EllemannJensen advokerer for, så ville demokratiet aldrig kunne udfolde sig. Så ville demokratiet altid være en trussel mod kulturerne og vore mangfoldige normer.

Vi kan derfor ifølge Rose kun henholde os til frihedsrettighederne.

Og denne udvikling vil blive forstærket i takt med globaliseringen. Vi står derfor, som under Den Kolde Krig, over for at fastholde frihedsrettighederne eller at sælge ud af dem i pragmatismens navn. På den korte bane er Ellemanns praksis givetvis acceptabel, men på den lange bane vil det være dødsstødet for demokratiet.

Ellemann-Jensen forholder sig ikke til dette komplekse problem, men skøjter let og elegant uden om dette alvorlige problem. Ellemann-Jensen kommer derfor ofte til at virke en kende naiv og letkøbt i argumentationerne. Det ville have gjort bogen bedre, hvis han turde udfordre modsætningerne og de svære problematikker.

»

Ellemann-Jensen kommer derfor ofte til at virke en kende naiv og letkøbt i argumentationerne. Det ville have gjort bogen bedre, hvis han turde udfordre modsætningerne og de svære problematikker. super-europæeren Ellemanns lidenskab folder sig også ud i bogen i debatten om EU. Han har her, ligesom i diskussionerne med Rose og JP, en tendens til at reducere sine modstandere til karikaturer. EU-modstanderne er således i EllemannJensens optik landsbytosser, der er præget af stokrosementalitet.

Så enkle og enfoldige er EUmodstanderne imidlertid ikke. EUmodstanderne fremhæver således, at super-europæerne er så forhippede på at nå deres mål, at de overser, at man

De andre skrev I virkeligheden har bogen mere karakter af ‘ bekymret belærende morfar belærer verden’. Han siger ikke meget andet end det , eksperter har sagt i årevis: Det haster med reformer, det haster med at åbne Danmark mod verden og kaste angsten for det fremmede væk.

Niels Ditlev i Ekstra Bladet Man kommer uvilkårligt til at tænke på Bjarne Jes Hansens 1970’ erhit, ” Vi voksne kan også være bange”. Der er nok at være bekymret for, men måske er der alligevel flere lyspunkter end som så.

Henrik Hoffmann-Hansen i Kristeligt Dagblad

ved at forcere udviklingen, måske er medvirkende til at svække folkestyrets troværdighed og EU’s holdbarhed.

Og heri har de ret! Det er således en kendsgerning, at vi EU-tilhængere, og til dem hører jeg, faktisk tabte afstemningerne om Lissabon aftalerne i Holland, Frankrig og Irland.

Hvis vi som EU-tilhængere skal forholde os ædruelige til Lissabontraktaten, må vi konkludere, at den aldrig ville være blevet vedtaget, hvis det skulle ske ved en folkeafstemning.

Jeg savner også, at Ellemann-Jensen, nu da han i bogen meget markant lægger op til en debat om de fremmede, det globale og EU, forholder sig til den særegne danske model for frisyn og frisind, som er baseret på den tankefigur, at vi kun kan være frisindede og internationale i vores udsyn ved at være forankrede i det nationale.

Som jeg læser bogen, så synes Ellemann Jensen at være fortaler for den tyske udviklingsmodel for EU og Danmark. Tyskland blev fra dets grundlæggelse i 1871 formet af en topdown praksis.

Modellen skabte hurtig fremgang og stor tysk selvtillid, men det endte som bekendt i et selvforskyldt nederlag, som affødte et trist Tyskland, fordi man ikke havde en forankret tyskhed at falde tilbage på, da man tabte første verdenskrig.

Konklusion. Bogen er værd at læse, selv om den mangler at behandle de ubehagelige modsætninger mellem idealerne og realiteterne.

Bogkort af charlotte kjærholm pedersen

s. 23

Rend mig i kødgryderne Katrine Winkel Holm Gyldendal, 171, s. 169 kr.

Denne bog skulle forestille at være et antifeministisk manifest og et til forsvar for hjemmegående mødre. Spændende.

Desværre minder det mest om et antisocialdemokratisk manifest. Katrine Winkel Holm mener, at det er velfærdsstaten, der tvinger kvinder på arbejdsmarkedet.

Og den har – i alliance med feministerne – forsøgt at ødelægge familien siden 60’erne. For man får ikke de samme ydelser fra staten, når man går hjemme, som når man er arbejdende. Det er Katrine Winkel Holm, for at sige det mildt, indigneret over.

Hvad der kunne have været en interessant kritik af dogmatisk feminisme, ender i en dogmatisk opvisning i urkonservative holdninger. Hun prædiker for det frie valg, men bogens konklusion er, at den eneste, der er i stand til at tage sig af børn er moderen. Hvad med faderen kunne man fristet til at spørge? Hun forholder sig ikke til reelle problemstillinger, men kører rundt i citater fra 70erne af Suzanne Brøgger, som skal bevise feministerne egentlige formål; at ødelægge kernefamilien. Det kommer til at virke konspiratorisk.

tendensinterview Dragsdahl

s. 24

Kampen om

den kolde krig november 2010

SAMTALE: Kampen om historien fortsætter. Med tiltag som ”Jagten på de røde lejesvende” på DR og debatten om Ole Sohn intensiveres diskussionen om Den kolde krig. En af dem, der ofte nævnes i den sammenhæng er journalisten Jørgen Dragsdahl, der af kommunisterne blev beskyldt for at være CIA-agent – og af højrefløjen for at være KGB-agent.

Her fortæller han i en samtale med historiker Jes Fabricius Møller om VS, atomkraft, De sorte pantere og at være under beskyldning

»

foto: dasburo.dk

JES FABRICIUS MØLLER: Man kan sige, at den kolde krig er blevet din skæbne. Hvordan vil du karakterisere det politiske miljø, der udviklede sig til venstre for SF efter 1968?

JØRGEN DRAGSDAHL: Jeg har det dårligt med, at folk taler om venstrefløj. For hvad menes der egentlig med det? Til at begynde med var det et moralsk præget oprør mod et samfund, der ikke levede op til sine egne idealer.

Og det var selvfølgelig i høj grad Vietnam-krigen, der satte det i gang, men også en række helt andre punkter, der næsten nødvendigvis måtte betyde, at vi gik ind i en brydningstid. Hvis jeg må bruge mig selv som eksempel: Da jeg gik i gymnasiet, var jeg på vej ind i det, der hedder Demokratisk Alliance.

Det var – ved jeg i dag – et yderligtgående højreorienteret foretagende. Så var jeg i USA i 3 måneder og oplevede oppositionen mod Vietnam-krigen på universiteterne og blev meget optaget af det. Jeg kunne se, at de værdier, som jeg var vokset op til at bære, blev forrådt. Det, man så i USA, og som inspirerede mig voldsomt i det følgende år, var at se, hvordan ytringsfrihed og ret til opposition udfoldede sig.

Mange ledte efter en forklaring – efter et samlet verdensbillede – og der var en masse mennesker, der på ulykkelig vis greb tilbage til gamle socialistiske og kommunistiske kirkefædre.

Og helt grotesk var det, at mange endte i DKP’s omegn og i bittesmå grupper, der var endnu mere marxistisk-leninistisk inspirerede. Det var forvirrede unge mennesker, der søgte efter et ståsted. Men der var samtidig en anden tendens, som fortsatte det antiautoritære oprør fra 68 – og den tendens vil jeg sige, at jeg holder fast ved.

Jeg har overhovedet intet problem med min fortid.

tiden i vs FABRICIUS MØLLER: I USA kom du i forbindelse med De Sorte Panteres Parti. Hvordan kom det i stand?

- jørgen dragsdahl

DRAGSDAHL: Det var via det internationale udvalg i VS.

FABRICIUS MØLLER: Du var medlem af VS? DRAGSDAHL: Ja, jeg meldte mig ind den dag, det så ud som om, de ikke kom i Folketinget. Men det kom de jo så alligevel. Det var jo en periode, hvor den sidste fase af afkolonialiseringen fandt sted med befrielseskrige, specielt i portugisiske og afrikanske kolonier – i Rhodesia, i Sydafrika. Og det passede perfekt ind i en VS-optik på verden.

FABRICIUS MØLLER: Det, der slog dig ved USA, var, at forholdet mellem borger og stat var så bevidstgjort med henblik på borgerens rettigheder.

Hvordan rimede det med VS? DRAGSDAHL: Det rimede fantastisk godt med det VS, der eksisterede dengang. VS var en meget rummelig forsamling – strakte fra anarkister som Leif Varmark, Henning Prins og Inge Eriksen til gamle DKP’ere og utilfredse SF’ere. Det, jeg fokuserede på, var de internationale spørgsmål. Jeg har derhjemme en introduktion til marxistisk økonomi. Der er ekstremt mange understregninger i bogen, men kun på de første 25 sider. Jeg er begyndt på bogen mange gange, men nåede aldrig særligt langt. Det marxistisk-leninistiske element i VS var aldrig noget, jeg havde forståelse for, og var faktisk årsag til, at jeg forlod foretaget i 1972.

FABRICIUS MØLLER: Du siger, at du aldrig har været marxist – men så må der jo have været andre partier, der var mere attraktive? Hvad med Det radikale venstre?

DRAGSDAHL: Det var jo en opbrudstid, og det etablerede havde ingen tiltrækningskraft. VS var jo ikke i de år det parti, der fremstod – på trods af dets navn – med en socialistisk profil. Det fremstod som et idealistisk parti, der tog sig af de træk ved samfundet og verden, som det borgerlige Danmark ikke havde øje for. Og VS var i så udpræget også midt imod DKP.

s. 25

tendensinterview Dragsdahl

s. 26

FABRICIUS MØLLER: Hvorfor er det så svært for folk, der har været med i det ”magnetfelt” – og tillad mig at kalde det venstrefløj – at finde sig til rette med den fortid? Du er jo ikke den eneste, der siger: Jeg var i VS på grund af det antiautoritære eller det antiimperialistiske. Men I kan jo ikke alle sammen have været ikke-marxister?

DRAGSDAHL: Jeg har overhovedet intet problem med min fortid. Hvis man endelig vil diskutere disse ting, så var VS jo en latterligt lille uskyldig forsamling. I 1969 bad De Sorte Panteres Parti mig om at komme til USA for at opleve det sorte samfund indefra og USA ”nedefra” – og det var en organisation, der i langt mere udpræget grad end VS kaldte sig marxistisk-leninistisk. Det var en væbnet revolutionær organisation. Og jeg skrev om dem.

Men det var samtidig en nøgle til at forstå, at jeg ikke fortsatte i den grøft.

For jeg vidste nu i en grad, som ikke mange på den danske venstrefløj vidste, hvad revolutionær kamp i grunden handlede om. Jeg så mine venner blive slået ihjel. Jeg levede i et hovedkvarter bag sandsække. Jeg måtte i fængsel og blev udvist. Og jeg deltog et par gange om ugen i såkaldte uddannelsesklasser, hvor man brugte Maos lille røde. Ud fra den erfaring kunne jeg absolut ikke tage den danske venstrefløj alvorligt længere, når den talte om revolutionær kamp – og ”maskingeværernes glade sang”. Jeg oplevede en rystende naivitet herhjemme. retten til vold FABRICIUS MØLLER: Det handlede om ideologi, om midler og om mål. På hvilket af disse felter var det et vendepunkt for dig?

DRAGSDAHL: Sådanne processer foregår jo over nogle år. Panterpartiet var ikke en teoretisk forsamling. Det var ikke studenter, der rendte rundt og diskuterede den rette udlægning af marxismen-leninismen. Det var et parti, der stod med nogle helt prakti-

november 2010

»

Jeg er altså blevet en slags syndebuk for, hvad det alternative sikkerhedspolitiske flertal udrettede i 80’erne. ske problemer og hjælpeydelser over for samfundet. Det var rodfæstet i en yderst konkret virkelighed.

FABRICIUS MØLLER: Tillad mig en vidtløftig sammenligning: En organisation som Hamas gør jo præcist det samme. De virker i en konkret virkelighed og hjælper folk. Samtidig med at det er en organisation, der gør åbenlys brug af vold. Hvornår er volden – og ja, terroren – berettiget?

DRAGSDAHL: Jeg kommer ud af en familie, der deltog i modstandskampen, som i højeste grad har legitimeret voldsanvendelse. Så jeg har aldrig haft en pacifistisk indstilling. Og jeg vil vove at mene, at mange af de mennesker, der ellers i øvrigt fordømmer vold og terror, alligevel støtter vold og terror, så længe det er staten, der står bag. Hvornår har staten forskertset sin ret til at have et voldsmonopol? For Danmarks vedkommende skal man opbruge alle systemets muligheder, inden man går ud i voldelige aktiviteter. Afstanden til et punkt, hvor man kunne sige, at brug af voldelige midler i Danmark kunne retfærdiggøres, var så stor, at den ikke kunne eksistere inden for min horisont. Men jeg må sige, at jeg egentlig godt kan forstå, at der var nogle mennesker, der blev vanvittigt frustrerede og derfor begik vanvittige handlinger. For det danske samfund har hele tiden haft en fantastisk evne til at have en dominerende selvretfærdighed, som kommer ud af bondesamfundet. Man fordømmer alt og vil ikke tale med det, der er uden for. Jeg vil

ikke undskylde, hvad de begik, men jeg vil gerne forklare det, for jeg mener, at det er vigtigt, at man får stoppet sådanne drivkræfter. nato og fodnotepolitikken FABRICIUS MØLLER: Du forblev i nær kontakt med miljøet – og har hele tiden færdedes i det. Du har ikke haft partitilhørsforhold siden – og har placeret dig i en klassisk journalistrolle. Hvornår opdagede du dig selv som journalist? Og hvordan ser du på den måde, du identificeres af dine modstandere som en, der bare var venstrefløj?

DRAGSDAHL: Jeg har ikke skrevet mine erindringer. Jeg har kun for ganske nyligt overhovedet talt om mit liv i et interview. Så når folk har udtalt sig om mig, gør de det totalt uden kendskab til mig. Jeg begyndte at opfatte mig selv som journalist, da jeg sad ovre hos De Sorte Pantere og skrev hjem til Politisk Revy, Ekstra Bladet og Information. Så kan du spørge, om Dragsdahl anno 2010 ser tilbage på disse skriverier med begejstring. Til det vil jeg sige, at jeg ikke ser tilbage med bifald og enighed, fordi det, der kan ske, når du begynder at arbejde med journalistik, er at du bliver overvældet af kendsgerningerne – og af arbejdets behov. Jeg oplevede ved at interviewe og skrive om folk på venstrefløjen, at der er begrænsninger i det miljø. Jeg har ikke nogen speciel lyst til at kritisere det eller udstille det. For jeg mener, at det er folk, der forsøger at gøre en forskel, og det har jeg sympati for.

FABRICIUS MØLLER: Er det forbudt for en journalist at have en holdning? Det, der især har gjort dig til genstand for debat, er jo din journalistik i forbindelse med NATOs dobbeltbeslutning og især fodnotepolitikken i 80erne. Hvor vidt har din egen holdning til tingene haft en indflydelse på, hvilke emner, du har beskæftiget dig med?

Jørgen Dragsdahl (F. 1949) er dansk journalist med fokus på amerikansk sikkerhedspolitik og har arbejdet ved blandt andet Danmarks Radio (Orientering), Hjemmeværnsbladet, CS-bladet fra Centralforeningen for Stampersonel og Dagbladet Information.

Korrespondent gennem mange år i USA, Polen og Estland. Dragsdahl er født ind i et hjem præget af kirke- og højskolemiljøet.

Arbejder pt. på DIIS. Dragsdahl er af flere omgange blevet beskyldt for at være spion for KGB. Senest i Jyllands Posten af historiker Bent Jensen. Det fik Dragsdahl til at stævne ham for injurier. Dragsdahl vandt sagen ved retten i Svendborg, men Bent Jensen har appelleret afgørelsen til Østre Lands-ret. Dragsdahl kan besvare spørgsmål angående retssagen og Bent Jensen, fordi hans advokat ikke ønsker, at han procederer en verserende sag offentligt. Kilde: Wikipedia

DRAGSDAHL: Det rejser jo spørgsmålet om, hvad min holdning er. Jeg er et produkt af det amerikanske samfund. Opfattelsen af pressen som den fjerde statsmagt er fundamental. Pressen opgave er at være en vagthund over for magthaverne. Vi skal påtale kløften mellem det erklærede og det, der faktisk foregår. Og der er atomvåben et næsten grotesk oplagt eksempel.

Man kan ikke sidde Danmarks rolle overhørig. Forskellen mellem, hvordan man forsøgte at sælge atomvåben og beslutningen om dem i Danmark, og så den virkelighed, jeg kunne få fra mine kontakter i USA, blev jeg nødt til at konfrontere det danske samfund med.

Og derfor begyndte jeg at skrive. Jeg havde enestående kilder.

FABRICIUS MØLLER: Du har kaldt din egen position for det tredje standpunkt.

DRAGSDAHL: Ja, for jeg prøvede at kravle ud i ingenmandsland i den skyttegravskrig, som debatten om NATO var. Og kunne gøre det i kraft af min amerikanske opbakning. Deres loyalitet var dengang ubestridelig. Det, som gjorde stort indtryk på mig, var, at de efter et ofte langt liv i det nationale sikkerhedsapparat sagde fra i forhold til aktuel politik, fordi atomoprustningen var løbet løbsk.

FABRICIUS MØLLER: Men du står som medstifter af foreningen Nej til Atomvåben i PET-udredningen. Er det så forkert?

DRAGSDAHL: Nej, det er rigtigt.

Men jeg forlod også organisationen straks efter, den var oprettet. For jeg synes hele tiden, at der var en modsætning mellem at være journalist og aktiv i en politisk organisation.

Det var ubærligt for mig at sidde på Information og skrive om NATO og Atomvåben og se kommunisterne rende rundt og samle alle frugterne op.

Efter inspiration fra mine amerikanske

kontakter, var det vigtigt at få et andet perspektiv og derfor satte jeg gang i dannelse af Nej til Atomvåben, som skulle være uafhængig og kritisk mod begge alliancer.

FABRICIUS MØLLER: Hvordan håndterer du den sag? Man kan finde jo sammenfald mellem synspunkter, du har hentet i den amerikanske opposition – og Warszawa-blokkens syn på nedrustning?

DRAGSDAHL: Med al respekt for dig, så opstår den påstand fra en afgrundsdyb uvidenhed om faktiske forhold. Jeg vil ikke afvise, at man kan finde nogle sammenhænge, men der er fundamental forskel. Lad os tage neutronbomben. Min kritik af eksempelvis neutronbomben var absolut ikke den, man havde i Østeuropa. Jeg har sågar igen og igen kritiseret den kommunistiske propaganda-brug af neutronbomben. Fra kommunistisk side havde man jo den opfattelse, at der var gode og dårlige atomvåben. Jeg tog afstand fra, at atombomben var et svar på militære og sikkerhedspolitiske problemer. Jeg var i en periode på et

andet spor; det man kaldte realismen.

Der var meget lidt ideologisk kritik af Sovjetunionen i miljøet omkring hovedparten af mine amerikanske kilder, fordi man fokuserede på rustningskontrol, der er en ret teknisk og upolitisk håndtering af, hvordan man kan håndtere forholdet til en fjende, så det ikke udvikler sig til krig.

Jeg indså imidlertid, at i en europæisk sammenhæng kan man ikke vende ryggen til undertrykkelsen i Sovjet og Østeuropa. Derfor var jeg fra 1980 meget optaget af det moralske forræderi, som kommunisterne begik, og pressede på for at den såkaldte fredsbevægelse skulle sammenkæde fred og frihed.

Problemet er, at mine artikler, er glemte. Og for det andet er det, jeg har skrevet, lige meget. For dem, der kritiserer mig, er jeg et redskab for noget helt andet. Jeg tror ikke, at der er mange, der er ude efter mig helt personligt. Det handler om helt andre ting.

FARBRICIUS MØLLER: Om hvad?

s. 27

tendensinterview Dragsdahl

s. 28

DRAGSDAHL: Anklagerne mod mig blev rejst i forbindelse med, at statsministeren førte en kampagne mod det miljø, som rejste kritik af krigene i Afghanistan og Irak. Som hans tidligere spindoktor Michael Kristiansen har sagt flere gange, så blev dette miljø bragt delvist til tavshed, da Fogh rettede en anklagende finger og kaldte kritikerne ”landsforrædere”.

Det underbyggede han med henvisning til den såkaldte fodnoteperiode og besættelsestidens samarbejdspolitikere. Professor Nikolaj Petersen har iøvrigt skrevet en meget detaljeret og veldokumenteret gennemgang i Historisk Tidsskrift af Bent Jensens rolle i denne strategi. Jeg var nyttig, fordi PET havde undersøgt mine forhold og man samtidigt kunne påstå, at jeg var en slags hovedmand bag fodnoterne hvad der giver mig alt for stor ære. Jeg er altså blevet en slags syndebuk for, hvad det alternative sikkerhedspolitiske flertal udrettede i 80’erne” rekruttering?

FABRICIUS MØLLER: Du mener, at dine argumenter i høj grad gik på en realistisk vurdering af, hvad oprustnings- og sikkerhedspolitikken medførte af risici. Synes du, vi har lært noget af Murens fald?

DRAGSDAHL: Nej. Og det går tilbage til Den kolde krig. Lad mig lige gøre fuldstændig klart, at mine kontaktpersoner i amerikansk sammenhæng for langt den overvejende del i en sammenligning med danske forhold ligger til højre for de konservative. Dernæst har jeg også nære venskaber med folk, der også i USA anses for at ligge langt til højre. Deres hovedargument var, at vi begår en stor fejl ved at konkurrere med Sovjetunionen med militære midler. Fordi vi politisk, kulturelt og økonomisk er så overlegne, at vi i stedet bør konkurrere på de felter. Derfor sejrede vi i Den kolde krig. Men i uendelig stupiditet, mens vi oven i købet svigter fundamentale regler om oprørsbekæmpelse, tror vi stadigvæk, at vi kan håndtere en række konflikter udelukkende militært. I modsætning til visse personer, så går jeg ind for, at vi skal bruge militære redskaber. Men den politisk-kulturelle-økonomiske dimension, som er vores enorme styrke,

november 2010

bruger vi ikke i tilstrækkelig grad – og det er derfor, at vi lider nederlag – i Irak og i Afghanistan. Det er min klare overbevisning, at vi kunne have sejret i Afghanistan.

FABRICIUS MØLLER: Føler du din integritet krænket ved, at du så åbenlyst har kanaliseret et amerikansk oppositions-standpunkt ind i den danske debat? Har du følt dig anfægtet af det forhold?

DRAGSDAHL: Der er både et ja og et nej til det spørgsmål. Det var aldrig nogen, der sagde til mig, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde en kontaktflade.

Det, jeg senere har sagt er, at opgaven faktisk var for nem. Det var som at

»

Når det er sagt, så er der i dag nogle meget ekstremistiske kræfter i det her land, som kæder deres kamp mod islamisering sammen med deres kamp mod, hvad der angiveligt foregik under Den kolde krig. tage bolsjer fra børn. Det var en hylen og en skrigen, som bare er blevet større, som årene er gået. Men de folk her i landet, som skulle have levet op til deres opgave, gjorde det ikke.

FABRICIUS MØLLER: Du mener ikke, at du har været talerør for sovjetiske interesser. Har der på noget tidspunkt været en situation, hvor du føler, at sovjetiske interesser har forsøgt at spænde dig for deres vogn?

DRAGSDAHL: Chefen for KGBmissionen i Danmark har fortalt om, hvordan han tog sig en masse dejlige frokoster og skrev mit navn på regningen. Jeg var også med ham et par gange. Jeg er helt klart blevet

brugt til at retfærdiggøre udgifter, som nogle folk i KGB har haft. Her i landet har jeg oplevet, at kommunisterne anmeldte mig til Stasi i DDR som CIA-agent. Jeg har oplevelse af, at jeg er blevet spyttet på af kommunister – det blev oven i købet overvåget og rapporteret af PET – fordi jeg på en pressekonference efter krigsretstilstanden i Polen rejste nogle for de fremmødte ubehagelige spørgsmål. Da jeg – i den meget omtalte sag - skulle have en kvinde ud af Sovjetunionen – og måtte gifte mig med hende – lå jeg i en direkte kampsituation, hvor jeg som min hovedrådgiver havde en af CIA’s mest fremtrædende eksperter i psykologisk krigsførelse.

FABRICIUS MØLLER: Var sagen om den russiske kvinde et rekrutteringsforsøg fra KGB? DRAGSDAHL: Der var rekrutteringsforsøg i den forbindelse. Der er der ingen tvivl om. Men de rekrutteringsforsøg gik ikke så godt. Jeg får hilsner fra nogle af de mest magtfulde mennesker i det nuværende Rusland. Blandt andet den nuværende viceudenrigsminister, som var på ambassaden i slutningen af 80erne. Fordi de sympatiserede med den linje, jeg lagde. Jeg kan stadig være på god fod med de kredse, fordi jeg ikke bøjede mig for Sovjetunionens magt. Det har de respekt for.

Jeg er i høj grad blevet brugt i fravær af bedre angrebsmål. Når det er sagt, så er der i dag nogle meget ekstremistiske kræfter i det her land, som kæder deres kamp mod islamisering sammen med deres kamp mod, hvad der angiveligt foregik under Den kolde krig. Det er afslørende, at en af hovedmændene i kampagnen mod mig er Lars Hedegaard fra det såkaldte Trykkefrihedsselskab, der nu også raser mod islam på rejser i Canada og USA, hvor en ekstremistisk, voldelig organisation - Jewish Defense League - var hans arrangør. Han har også bidraget med en for mig dybt skadelig artikel i det neokonservative amerikanske ugeblad The Weekly Standard Og de synes, at jeg er nyttig at anvende. Bortset fra, at det ikke er gået så godt for dem. De har generet mig i gruelig grad. Ødelagt mit liv, rent ud sagt…

de frie skolers advokat ® s. 29

Danmarks førende advokatfirma når det gælder rådgivning af frie skoler Vi påtager os aldrig sager mod frie skoler

www.frieskolerlaw.dk

Højskolelærer til idræt/friluftsliv og journalistik/international politik Løgumkloster Højskole søger en højskolelærer fra januar 2011, der kan dække følgende fagområder: • Idræt og friluftsliv • Journalistik/international politik.

Du skal undervise på højskolens lange kurser for unge: forår 21 uger og efterår 12 uger og på nogle af højskolens korte kurser.

Løgumkloster Højskole har en global profil. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra projekter og rejser - og hvis du kender til skoleformen.

Se mere på www.lkhojskole.dk/stillinger Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til forstanderne Vita og Bent Andreasen.

Ansøgningsfristen er 22. nov. Samtaler vil finde sted i uge 47. vita@lkhojskole.dk / www.lkhojskole.dk 74744040 / 40428740 (info@lkhojskole.dk / Brorsonsvej 2, 6240 Løgumkloster) Løgumkloster Højskole / Global Academy er en grundtvigsk højskole med et alment sigte og en global profil.Vi er en højskole, der bevæger os mellem dannelse og uddannelse. Højskolen fejrer i år sit 50 års jubilæum – og har ca. 65 årselever fordelt på lange og korte kurser.

højskole Navne

s. 30 Forstanderskifte. Kolding Internationale Højskole har fundet en ny forstander. Det er Sigbjørn Sørensen fra Rudehøj Efterskole i Odder.

Nyt job. Kristina Bæk Nielsen stopper 1. november som uddannelseskonsulent i FFD. Hun skal i stedet arbejde som studievejleder hos fem gymnasier i Storkøbenhavn.

Anna Bukh

Nysgerrigt stortalent Efter Spil Dansk Dagen den 28. oktober, var hele landet ikke bare blevet underholdt med danskspillende musikere dagen lang. En højskoleelev var også blevet 15.000 kr. rigere. Det drejer sig om Anna Bukh, som dagligt i dette efterår har sin gang på Den Rytmiske Højskole, hvor hun meget passende går på sangskriver- og producerlinien.

Hun vandt talentprisen, som er frugten af et samarbejde mellem Vig Festival og Den Rytmiske Højskole. I år er syvende gang, at prisen bliver uddelt, og dommeren i år var Pete Repete fra Big Fat Snake. Og det var ikke noget let valg, han skulle træffe. For 30 talenter havde tilmeldt sig konkurrencen. Han selv sagde: ” flere deltagere er jo på et professionelt niveau”, men det var altså den 22-årige Anna Bukh, som vandt. Pete Repete begrundede valget sådan: ”En moderne kvindelig skjald. En historiefortæller med skæve indfald, vinkler og pudsigheder. Hun leverer sine sange enkelt i en kombination af følsomhed og humor og med en overordnet udbredt musikalitet og kongenialt sangtalent.”

Trods Anna Bukhs unge alder er det ikke fordi, at hun er uerfaren med

november 2010

hverken sangskriveri eller optræden.

Hun er med i adskillige bands, fx vokalgruppen “Papaya”, som er en gruppe, der danser og synger sydafrikanske sange. Men også jazzgenren interesserer hende, og hun er medlem i jazzbandet ”Salt peanuts”. Men her slutter det ikke. Hun optræder også solo, blandt andet på diverse åbne sangskriverscener rundt omkring i det københavnske natteliv. Derudover har hun også sit eget band, ”Anna Band”.

Før Anna Bukh startede på højskolen, arbejdede hun i en SFO, og hun er stadig ikke helt sikker på, om det er musikken eller en form for undervisning, hun skal beskæftige sig med i fremtiden.

Inspirationen til sangskriveriet finder hun hos både danske og udenlandske kunstnere. Lige fra visesangere til jazzmusikere. Men det er ikke blot sangskriveriet, som udforskes.

Anna Bukh har stor appetit på af at afprøve nye instrumenter, og hendes instrumentsamling udvides hele tiden.

Klaveret og guitaren bruges flittigt, men i sange som “At Smile” optræder hendes mors ukulele med glade reggaeoffbeats!

/cp

Sang. Blandt andet Bertel Haarder, Rasmus Skov Borring og Jesper Moesbøll sang for på Kulturnatten den 15. oktober, hvor Nytorv blev taget i brug for at synge fra Højskolesangbogen.

Politik. På Egmont Højskole var Anders Samuelsen fra Liberal Alliance forbi i anledning af gammel elev weekend.

Jubilæum. Den 26. oktober fyldte Løgumkloster Højskole 50 år.

Flere elever. På Rønde Højskole er Danny Sannem Kristiansen blevet ansat.

Hans titel er forretningsudvikler, og han skal sørge for at tiltrække flere elever til skolen.

Vindere. Grundtvigs Pris 2010 gik til Maya Ilsøe og Helle Krogh Madsen for henholdsvis at have skrevet manuskriptet til julekalenderen ”Pagten”, og for at være tovholder på undervisningsmaterialet, der blev lavet i den forbindelse.

Nyt fra FFD

Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark

De frie skoler med fælles udspil De frie skoler leverede et fælles udspil i Politiken, som blev bragt d. 22. oktober under overskriften: De frie skoler trues af voldsomme besparelser.

(Medunderskrivere var Helga Kolby Kristiansen, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark sammen med Karin Møller, formand, Foreningen af Husholdnings- og Håndarbejdsskoler, Ebbe Lilliendal, formand, Dansk Friskoleforening, Kurt Ernst, formand, Danmarks Privat-skoleforening, Troels Borring, formand, Efterskoleforeningen). Det kan læses på: www.ffd.dk/ media/31846248/indlaeg_fra_de_frie_skoler_om_besparelser.pdf Folkehøjskolehistorisk Forum Lørdag den 20. november 2010, kl. 11 – 16.30 i Højskolernes Hus inviterer Folkehøjskolehistorisk Forening til foreningens årlige inspirationsforum for alle, der har eller har haft deres virke og hjerte i højskolen. Idéen med Folkehøjskolehistorisk Forum er at dele erfaringer, viden og visioner om gårsdagens, nudagens og morgendagens højskole. Se program og yderligere oplysninger på hjemmesiden: www.hojskolehistorie.dk.

Udlændingeservice Der inviteres til møde mellem højskoler og Udlændingeservice d. 8. december kl. 10. På dagsordenen vil være: Behandling af ansøgninger om opholdstilladelser mv. Under dette punkt vil Udlændingeservice v. kontorchef Henriette Skouenborg være til stede. Desuden en opfølgning på Undervisningsministeriet tilsyn med udlændinge på højskoler.

Tilmelding senest d. 12. november til ng@ffd.dk.

Kursus for viceforstandere Der er udmeldt kursus for viceforstandere og souschefer d. 6. december i Højskolernes Hus. For program og tilmelding, se: www.ffd.dk/uddannelse/ ledelse-og-lederudvikling/kursus-for-viceforstandere

Foreningens kalender 10.-11. november Kursus for sekretærer og forretningsførere Borups Højskole 12.-14. november Europæisk kulturmødetræf Rødding Højskole 17.-19. november Kursus for nye forstandere Askov Højskole 29. november HPU modul 3 Brandbjerg Højskole 6. december Kursus for viceforstandere Højskolernes Hus 11.-12. januar Forretningsføreruddannelsen modul 2 Brandbjerg Højskole 31. januar - 4. februar HPU modul 4 DPU Århus Universitet 4.-5. februar Konference for bestyrelsesmedlemmer Brandbjerg Højskole 25. februar Informationskursus DGI-Byen, København 8.-9. marts Forretningsføreruddannelsen modul 3 Brandbjerg Højskole

Bestyrelseskonference 4.-5. februar 2011 på Brandbjerg Højskole i Jellinge Konferencen har 3 formål: Fokus på bestyrelsernes opgaver og ansvar overordnet ledelse / Info og debat om højskolernes nuværende situation / Erfaringsudveksling på tværs.

FFD ser bestyrelsernes rolle som helt afgørende for skoleformens udvikling, og vi håber, mange vil benytte lejligheden til at mødes med andre skolebestyrelsesmedlemmer.

Tilmelding senest den 10. januar på www.ffd.dk/tilmelding.

Det du ikke lærer andre steder

20.-21. april Informationsseminar Sted endnu uvist 4.-5. maj Kursus i vejledning Sted endnu uvist

Find balancen mellem forretning og fornyelse

9.-10. juni Årsmøde og generalforsamling Silkeborg Højskole

Mere på www.ffd.dk

s. 31

B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

au DET TEOLOGISKE FAKULTET AARHUS UNIVERSITET

NyT OM TEOLOGI OG RELIGION Velkommen til et godt miljø på Aarhus Universitet. Vi lægger vægt på at være et levende sted med gode faciliteter, engagerende undervisning og spændende arrangementer.

ARRANGEMENTER 16. november

Grundtvig som praktisk teolog

Frokostforedrag v/Jette Bendixen Rønkilde.

30. november

Topografisk religionsvidenskab og kosmologi i tibetansk pilgrimsfærd Foredrag v/Jesper Østergaard.

10. december

Interpreting Luther’s 95 Theses Ecumenically

Religion, magt og kommunikation. Filosofiske overvejelser over religionens betydning i moderniteten.

23. november

BOGUDGIVELSER

Foredrag v/Finn O. Hvidberg-Hansen.

Middelalderens verden. Verdensbilledet, tænkningen, rummet og religionen.

22. november

Gæsteforelæsning v/Dr. Theodor Dieter.

Palmyra - den multikulturelle handelsby i den syriske ørken

Disputatsforsvar v/ Lars Albinus.

Redigeret af Ole Høiris & Per Ingesman.

Det Teologiske Fakultet i Århus er Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer på www.teo.au.dk november 2010