Højskolebladet Oktober 2010

oktober 2010

siden 1876

Velkommen til virkeligheden Dokumentarfilmen har overhalet fiktionen

s. 1

s. 2

THE BRANDING

DENMARK FUND

september 2010

mfonden.dk

Indhold oktober 2010

s. 3

s. 10 tendens

TEMA: Velkommen til virkeligheden - Når fiktionen ikke kan følge med

s. 4 debat Leder s. 5 debat 8 skarpe til Christian Jepsen s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 8 tendens Hot & not Af Ida Ebbensgaard s. 9 tendens Månedens litteratur Af Christina Hagen

oktober 2010

s. 10 tendens Velkommen til virkeligheden Dansk dokumentar har overhalet fiktionen s. 14 tendens Dansk dokumentar - kort historik s. 18 tendens Dokumentar på skoleskemaet Oure starter ny linje s. 20 tendens Verdens bedste nyheder

s. 22 tendens Essay: Hvordan beskriver man Afrika - en brugsanvisning Af Binyavanga Wainaina s. 30 tendens Interview: Sine Plambeck om kvinder, vi helst ville glemme s. 36 tendens Essay: Journalistikkens faktioner og æstetikken fakta Af Stefan Jonsson

s. 40 tendens Dobbeltinterview: Aktivisten Frank Poulsen og journalisten Lasse Jensen s. 46 debat Kommentarer Fra bloggen Donslund de luxe s. 52 debat Bogkritik Høegs humor s. 54 højskole Navne

debat Leder

s. 4

kolofon 9/2010, september. 135. årgang

Velkommen til virkeligheden Andreas Harbsmeier Redaktør

udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

vi vil ikke blot underholdes, men også oplyses. virkelighedshunger begyndte man at tale om allerede om i 90erne. Men den er her stadig – måske stærkere end nogensinde. Og behovet for at kunne navigere i det snørklede felt mellem virkelighedsgengivelse, iscenesættelse og fiktion er massivt. Fiktive tv-serier som Borgen henter sit materiale så tæt fra virkeligheden, at det kan være vanskeligt ikke at opfatte det som en tilnærmelsestvist virkelighedsnær gengivelse. Vi nærmest bombarderes med fortællinger fra grænselandet mellem fiktion og fakta, som vi skal forholde os til. De gamle autoriteter, der havde patent og troværdighed som virkelighedsformidlere, står ikke længere så stærkt. Derfor er dokumentarfilmen – med sin ofte tydelige markering af, at der er tale om en formidling af virkeligheden gennem et individuelt blik – vigtig i to henseender: Den kan sætte væsentlige samfundsmæssige emner på dagsordenen.

Og den kan vise os, at sådan noget som objektiv fremstilling af virkeligheden er en illusion.

I en tid, hvor det politiske klima har krævet en politisering af mangt og meget, er behovet for, at der også bliver sat spørgsmålstegn ved de ideologiske strømninger markant. Det gør dokumentarfilmen bedre end mange andre medier. Påfaldende var der, at der skulle en film som Armadillo til, før den danske offentlighed for alvor realiserede, at Danmark faktisk er i krig i Afghanistan, og at der har store menneskelige omkostninger for både danske soldater og lokale afghanere.

Og påfaldende var det, at den kunne gøre fordomsfrit og uden politisk dagsorden. Hvorfor kunne de traditionelle nyhedsmedier ikke skabe de billeder?

Højskolebladet samarbejder med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX om visning af de bedste af de nye danske dokumentarfilm på en række højskoler landet over. Det gør vi, fordi der i dokumentarfilmgenren som oftest ligger ønsket om at skabe en samtale om verden omkring os. Og fordi dokumentarfilm som oftest bliver lavet af mennesker, der har et engagement og en sag, der ganske enkelt ikke kan lade være med at fortælle. Og derfor er næsten hele dette nummer er helliget dokumentarfilmen og de emner, den tager op.

God fornøjelse

september 2010

redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Uffe Strandby Neal Ashley Conrad Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Stefan Jonsson Binyavanga Wainaina Charlotte Kjærholm Pedersen Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 70 27 11 55 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forside Fra Frank Poulsens Blod i mobilen tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Udgivelsedatoer for 2010: 11. november 9. december Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

debat 8 skarpe

At lave en dokumentar om pirater i Somalia er ikke let. Til gengæld er det vigtigt. For forestillingen om Afrika lever ikke op til virkeligheden

s. 5

charlotte kjærholm pedersen

8 skarpe til Christian Sønderby Jepsen 01 Hvad har du gjort dig af tanker om at skulle lave film om en mand fra Afrika?

Det var Nasid, som er dansk–somalier, der fik ideen om, at han skulle tage ned og besøge sin familie, fordi nogle af dem er ved at blive pirater. Han vil finde ud af, hvad det går ud på. Min rolle har været at fortælle den virkelighed. Det er et spændende emne, og jeg ville gerne se personerne bag ved. Pirater er andet end kriminelle. De gør også deres tanker om det, de laver, ligesom os andre. Filmen skal vises på TV2. Det er første gang, at hovedperson i sådan en film er sort, og det har været lidt at en udfordring for mig.

På TV2 tror de, at danskerne har svært ved at identificere sig med sorte. I det hele taget kan danskere godt have svært ved at kende forskel på sorte, så hele vejen igennem filmen har hovedpersonen en rød trøje på, så kan man kende ham.

02 Hvordan troede du, at det ville være at komme derned?

Jeg troede, det ville være ret nemt at komme derned. Nasid havde jo masser af familie dernede.

03 Levede forestillingen op til det i oplevede, da i lavede dokumentaren?

Det var meget sværere at lave filmen, end jeg havde forventet. Vi måtte ikke gå ud om aftenen. Hele byen blev mere og mere oprørt over, at vi var der. De kunne ikke forstå, hvorfor de her hvide mænd gik

rundt og filmede. De var de slet ikke vant til. Folkene var rigtig flinke, og maden var god, men det var svært at lave dokumentar, for vi var så beskyttede, og der var så meget kaos. Der fandtes rangordener og klaner, som jeg aldrig kommer til at forstå.

Det er deres måde at gøre det på. Ikke fordi det er bedre, end den måde vi gør det på i Danmark, det er bare anderledes.

04 Hvad er filmens vigtigste pointe?

Det må være, at pirateri er et råb om hjælp. De har brug for at blive set og hørt i den globale verden. Det ikke bare handler om krig. Grundstrukturen er ikke-eksisterende i landet – og det er ikke de hvide som skal gå ind og lave den, men de skal hjælpe befolkningen i gang. Der skal tages fat i egne rækker, for det hjælper ikke noget at lægge noget ned over hovedet på dem. Der er gennem årene mange, som har forsøgt at tage styringen i Somalia.

Det gør ikke noget godt for landet, tværtimod.

05 Hvorfor er det vigtig med sådanne historier fra Afrika, fx Somalia?

Det er en kæmpe verdensdel, men det lader til, at almindelige mennesker har glemt, hvad det er. Mange ser det som nogle stepper, vilde dyr og nogle mennesker, de ikke har noget til fælles med. Derfor er det vigtigt med historier, som man kan forstå i den vestlige verden.

F. 1977. Uddannet fra Den Danske Filmskoles tv – og dokumentarlinje. Er på CHP:DOX aktuel med dokumentarfilmen ”Min fætter er pirat”. Den handler om Nasid, en dansk-somalier, som tager til Somalia for at besøge sin fætter, der er ved at blive pirat.

06 Hvad synes du generelt om fremstillingen af Afrika?

Det handler for det meste om sult og hungersnød blandet med det eksotiske. Det er ikke blevet åbnet op ligesom fx Asien, som mange har backpack’et sig igennem.

07 Er der ikke en fare for, at det nærmest bliver lidt en kliche?

Det er svært at fortælle sandheden i noget medie. Det er mange fattige – og nogle få meget rige – som udnytter de fattige.

De har ikke haft en regering i 19 år, så der hersker en form for kaos. Der er ved at blusse en kæmpe borgerkrig op. Det er selvfølgelig også svært at få et fuldkomment billede, når man har så lidt tid, som man har i en dokumentar. Men til gengæld håber jeg, at man kommer lidt bredere ud. Det er de færreste, der får læst en hel afhandling om Somalia. Men forhåbentlig viser filmen, at det handler om andet end pengegriskhed.

08 Hvad ville du ønske, at alle danskere vidste om Somalia?

Jeg tror, jeg vil ønske, at man var bevidst om, at folk i Somalia faktisk prøver. Der findes man gode intentioner. Men meget af det fungerer ikke, fordi de bliver født ind i nogle vilkår, som gør, at deres virkelighed er en helt anden.

højskole Notitser

s. 6

Pædagogisk læring Spareplaner koster allerede fyringer Trods flere elever til det lange efterårshold har Engelsholm Højskole været nødt til at fyre flere medarbejdere, og to lærere er gået ned i tid. De fyrede er én lærer og et par folk i administrationen. Grunden til afskedigelsen er, at man allerede nu kan se, at der skal spares en million i næste års budgetter.

Så selvom der er fuldt hus på Engelsholm, er medarbejderstablen blevet betydeligt mindre. Forstander Poul-Henrik Jensen forudser, at de afskedigede medarbejdere vil blive savnet. Han siger til Vejle Amts Folkeblad: ”Vi kommer til at stå i en situation, hvor vi skal trække på lærere, som vi nok ikke burde trække på. Som i forvejen yder det de skal og mere til. Men de er heldigvis ved godt mod, fordi vi alle er af den overbevisning, at det her er en periode, vi skal igennem, før situationen igen vender til det bedre”. /cp

september 2010

Nu kan man måske få svar på, hvorfor unge kan få mere ud af et højskoleophold end andre læreranstalter. Der er nemlig blevet oprettet et videnscenter, som skal forske i frie skoler. Det har fået navnet Nationalt Videnscenter for Frie Skoler og er stiftet på tværs af Den fri Lærerskole, University College Lillebælt og University College Syd. Begrundelse for et sådant center er, at der eksempelvis aldrig er blevet forsket systematisk i frie skolers pædagogiske praksis. Man håber derfor at kunne underbygge skolers praksis og kunne afmystificere fx de muslimske friskoler.

Annette Vilhelmsen, som er daglig leder på videnscenteret, siger til Kristeligt Dagblad: ”Videnscenterets vigtigste opgave er at komme i dialog med de mange forskellige frie skoler og derigennem undersøge og understøtte udviklingen af den frie skoletanke. Det skal være naturligt for skoler at deltage og arbejde systematisk med den viden, de har opsparet,” og siger i samme omgang, at det ikke betyder, at de frie skoler skal regne med en ukritisk behandling. /cp

Ubalance i udkantsDanmark Det ulmer endnu engang i Venstres bagland. De er utilfredse med Lars Løkke Rasmussens og resten af regeringens genopretningsaftale, som rammer højskolerne og det såkaldte udkantsdanmark.

Det er en fejlslagen plan at skære i støtten til højskolerne, efterskoler og friskoler, hvis man vil have succes med at skabe liv i de danske randområder.

Sådan lyder det fra centrale personer i Venstres bagland. Kritikken kommer både fra lokalpolitikere og folketingsmedlemmer. Venstres ordfører for de frie skoler, Britta Schall Holberg, vil forsøge at ændre den økonomiske kurs og siger til Jyllands-Posten: ”Regeringen har siden 2001 forsøgt at stække højskoler og især efterskolerne, men nu går det over stregen.

Man tager sig simpelthen ikke nok af uddannelsesinstitutionerne i udkantsområderne.”

Også Liberal Alliance finder ideen med de stramme besparelser på uddannelsesområdet dårlig og mener i stedet, at man bør finde de manglende penge i efterlønnen. Formand Anders Samuelsen siger til TV2 : ”Det her viser, hvor tosset en kurs Dansk Folkeparti og VK er endt på.

Det her er konsekvensen, når man ikke vil spare på fedtet i samfundet som for eksempel efterlønnen, så ender man med at spare på kerneydelserne og som her: vores fremtid”.

På lokalt planer blander flere Venstrefolk sig også. /cp

Vartov arkivet Foregangslukker skolen for sundhed Det ser ud til at være slut med arkiv på Vartov. Siden 2002 har Vartov- Arkivet taget sig af at indsamle og registrere kilder fra de folkelige bevægelser og fra mennesker i det grundtvigske kulturmiljø. Men nu er det slut. Der er ikke flere penge til at fortsætte driften.

Arkivet er et samarbejde med Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark, Efterskoleforeningen og Grundtvigsk Forum, og det har ikke været muligt at finde flere samarbejdspartnere, som har kunnet sikre overlevelse. Det betyder heldigvis ikke, at arkiveringen stopper. Dansk Kirketidens skriver: ”DGI, den største baglandsorganisation, har dog allerede indgået aftale med Statens Arkiver om fremtidig arkivering - og såfremt Vartov-Arkivet ikke videreføres, vil noget lignende ske med de øvrige foreningsarkivalier”. /cp

I den nordligste del af Danmark ligger en af Danmarks sundhedshøjskoler. I år fylder den 25 år og det blev fejret i september.

Skolen blev til i 1985 i samarbejde med Hjerteforeningen og fra starten var sundhed i fokus. Højskolens bestyrelsesformand, Søren Giversen, fortæller: ”Sundhed er fortsat et vigtigt element i Digets kursustilbud, og højskolen tilbyder i dag forskellige kurser inden for sundhed med fokus på trivsel, velvære, kost og motion. Vi anser det stadig som en vigtig og aktuel opgave at formidle viden om sundhed ved at give praktiske redskaber og gode rutiner til at føre en sund livsstil – uden at det er fanatisk på nogen måde”.

Skolen blev fejret med forskellige festlige indslag og sange fra Højskolesangbogen. Dagens festtaler var tidligere indenrigs- og sundhedsminister Britta Schall Holberg (MF), som i sin tid også var taler ved skolens indvielse. /cp

Presseklip ”For venstrefløjen i Danmark på netop den tid, hvor LO-skolen bliver indviet, blev talen om industrielt demokrati opfattet som et gigantisk forræderi mod arbejderklassen. Venstrefløjens talsmænd i disse år var højskoleyngel som Ejvind Larsen, Ebbe Reich, ja, det halve VS var vel udklækket på højskolerne. Amerikanerfløjen i fagbevægelsen og Socialdemokratiet havde meldt os ind i Nato og Fællesmarkedet, længe før det skete formelt.”

Arno Victor Nielsen i Politiken den 14. september. ”Højskoleforstander Louis Mogensen sender 30. august her i JV en lykønskning til hans højskolekollegaer i Sønderjylland, fordi det angiveligt er lykkedes dem, ”at få statsministeren til at ignorere undervisningsministeren i spørgsmålet om besparelser på højskoleområdet”. Jeg kan oplyse, at statsministeren på intet tidspunkt har ignoreret mig i det spørgsmål.”

Undervisningsminister Tina Nedergaard i Jydske Vestkysten den 3. september. ”Det vil betyde et fald i arbejdspladserne i yderområderne. Alle højskolerne skal ind og kigge på driften, hvis man overhovedet skal have mulighed for at overleve det her” Helga Kolby Kristiansen i JyllandsPosten den 16. september. ”De frie skoler kan noget, ingen andre skoleformer for tiden kan. Det skal vi værne om. De frie skoler er en succes.

Det er ikke så sært, for de er et godt alternativ til det ordinære uddannelsessystem - og netop sådan er de frie skolers rolle tænkt. Og de frie skoler er gode til at være alternativ. De er efterspurgte af børn, unge og mere modne mennesker og ældre.”

Britta Schall Holberg i Kristeligt Dagblad den 18. september.

s. 7

tendens Tidsånden kort

s. 8

Hot & not

af ida ebbensgaard

»

Kommer det ikke snart, hva’ hva’ hva?

Fodfolket hænger i lygtepælene, partispidserne hænger i tv-ruden, embedsmændene hænger på golfbanen. Nye partier, nye skandaler, nye folk på Tinge. Damn, jeg glæder mig.

september 2010

HOT

NOT

valget Kommer det ikke snart, hva’ hva’ hva? Fodfolket hænger i lygtepælene, partispidserne hænger i tv-ruden, embedsmændene hænger på golfbanen.

Nye partier, nye skandaler, nye folk på Tinge. Damn, jeg glæder mig.

keld koplev I mere end en menneskealder har han haft totalt fri adgang til medierne. Og når han så høfligt blir spurgt, om hans DDR-udsendelser måske ikke var lige lovligt rosenrøde, blir han stiktosset og fornærmet. Det er godt fjernsyn, men ih, så pinligt.

1700-tallet Oplysningsfilosoffer og pudderparykker - Golden Days styrer. henriette kjær Hun skulle da have en tapperhedsmedalje for alle de uendelige rækker af slag og tæv, hun stiller op til for at redde røven på Lene Espersen. ed miliband Kostskole + drengelook + klima + skarphed % New Labour % Gordon Browns fedthage = labour larve. jan gehl Nu har han fået Utzons gamle plads på finansloven. Et eller andet sted i centraladministrationen er der nogen, der tænker sig om. min ipad Den er ikke, som I tror. Den er meget, meget federe.

service i danmark Taxachauffører, kassedamer, ekspedienter, tjenere, buschauffører - det er virkelig ikke for at fornærme jer personligt, at jeg er kunde hos jer. I behøver ikke tage det sådan. eik bank Jeg er nu kunde i banken Finansiel Stabilitet - tak for det, Færøtosser.

Måske kunne i have holdt lidt igen med luksuslejlighedsinvesteringerne på Myggenæs, eller i hvert fald brugt nogen andres opsparing på det. franske pensionister Klart, at det er nødvendigt at holde generalstrejke og lamme hele imperiet, fordi den onde franske regering overvejer at hæve pensionsalderen fra 60 til frygtindgydende 62 år.

tendens Månedens litteratur

Månedens litteratur af christina hagen

Kære M Jeg prøver på ikke at se det for mig: Du bevæger dig som et dyr over dørtærskler og klistrede linoleumsgulve. Halsende. Springende ned ad betontrapper med dit magiske grin om munden. Hele tiden hører jeg dig hvæse som en mår med et benet ansigt og spidse tænder. Måren blotter sit gebis, når den gaber; når den er ude i naturen blandt mos og kogler og døde duer. Dit ansigt er som et maskindyrs. Et bundt af muskler i en ramme af manke.

Jeg har sendt dig et brev. Jeg gjorde mig så stor umage med at omringe den egentlige sætning med værdiløse ord og flødede sætninger. Den blev smurt ind i smørcreme og bearnaisesovs, den blev dyppet i sirup og overstrøet med krymmel. Vidst jeg ikke bedre, ville jeg tro, at jeg var et godt menneske. Det var det indtryk, man fik. Jeg bar brevet mellem to fingre hele vejen op til postkassen, som om det var lavet af glas.

En rude i et drivhus. Måske vi sammen kan gro mærkelige tomater og vanskabte agurker. En aubergine med en stor næse a la foxterrier eller drukkenbolt. Allerede nu holder jeg af dig, som Jomfru Maria holdt af sit Jesus-barn. Jeg svøber dig i bløde tæpper i gloværdige vinkler. Jeg vil vise verden, at også du er et menneske.

fra fra christina hagen: 71 breve til m, gyldendal 2010 Christina Hagen (F. 1980) er elev fra Forfatterskolen. Hun debuterede i 2008 med novellesamlingen SEXDRONNING og modtog i 2010 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

9 s.s.23

tema Velkommen til virkeligheden

Velkommen til

s. 10

I 90erne havde vi dogmefilmen. I det nye årtusinde har dokumentarfilmen sat sig på dagsordenen: Vi stiller os ikke længere tilfreds med den rene fiktion.

Virkelighed skal der til af andreas harbsmeier

de smukt drejede levende billeder af danske soldater i afghanistan ledsages til toner- ne af næsten pompøs musik. Sådan får vi præsenteret krigens virkelighed i filmen Armadillo, der rykkede ved mange politikeres og vælgeres forestilling om, hvad det vil sige at være i krig.

Denne smukt iscenesatte og nære gengivelse af begivenheder i Afghanistan var en øjenåbner for mange. Til trods for at Danmark har været til stede i Afghanistan siden 2002, skulle der en dokumentarfilm til, for at vi kunne forstå, hvad der egentlig sker derude. Og det har mange gerne ville se. Mere end

september 2010

100.000 har været en tur i biografen.

Vi vil nemlig gerne se virkeligheden på film. I så udpræget grad, at man kan sige, at 00erne har været dokumentarfilmenes årti. En ny bølge er blevet sat i gang, og den varer tilsyneladende ved, samtidig med at billedet af, hvad en dokumentarfilm er, har ændret sig.

Førhen var børn tvangsindlagt til at se dokumentarfilm i skolen, der var tørre og pædagogiske og handlede for det meste om fattige børn, forplantning eller lignende opbyggelige emner. Det var der ingen, der gad gå i biografen for at se. Sådan er det ikke længere.

virkeligheden

s. 11

Dokumentarfilmen Armadillo har fået stor opmærksomhed.

en ny guldalder Jesper Jack er dokumentarfilmskonsulent på Det Danske Filminstitut. Han mærker i den grad den stigende interesse for filmene og også en voksende lyst til at lave dokumentarer, særlig hos de unge: ”Fremtiden tilhører dokumentarfilmen. Vi oplever en stor og voksende interesse for genren. Hos de unge ser vi et boom i selvregistrering gennem lyd, billeder og film på nye medier som Youtube og Facebook. Et voksende behov for at reflektere sig selv og sine omgivelser i en stadig mere forvirret verden og kompleks globaliseret

verden. Den udvikling gør, at der er kommet en tidlig billedbevidsthed ind hos de unge, der skaber et fundament for en fremtid af nye fantastisk begavede billedfortællere som vi skal være dygtige til at understøtte og anerkende. Med et uforholdsmæssig stort antal udenlandske priser til dansk dokumentar kan man endda tale om dansk film befinder sig i en guldalder lige nu, hvad angår dokumentarfilmen.”

Festivaldirektør Tine Fischer startede dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der i år kører på syvende år og har været en kraftigt medvirkende årsag til dokumentarfilmes boom

herhjemme. ”Da vi startede i 2003”, fortæller hun, ”var det ikke til at finde en ærlig dansk politisk dokumentarfilm. Sådan er det ikke længere.”

Siden da er der sket utrolig meget på området. Ifølge Tine Fischer startede den ny opblomstring af den politiske dokumentar efter 11. september: ”I 60ernes og 70ernes politiserede tid bliver der lavet ekstremt mange politiske dokumentarfilm. Der blomstrer det virkelig. Og det samme skete efter 11. september med Michael Moores Fahrenheit 9/11 og Bowling for Columbine. Den tendens har langsomt fundet vej til Danmark og er meget markant

tema Velkommen til virkeligheden

s. 12

lige nu.”

Herhjemme har det især været en mand som Anders Østergaard, der med sin Gasolin-film satte nye standarder for dokumentaren – og senest blev Oscar-nomineret for sin Burma VJ. Men også Christoffer Guldbrandsen, der med sine ofte kontroversielle og stærkt politiske film som Fogh bag facaden og Den hemmelige krig, skabte stor opmærksomhed og havde et stort publikum.

er ved at bevæge sig over i grænselandet mellem dokumentar og fiktion.

Virkeligheden bliver en direkte del af den fortælling, der er på spil. Det betyder, at fiktionsfilmen har fået brudt sin mere lukkede narrative form. Det samme ser man i kunstverdenen, hvor det dokumentaristiske er en domine-

»

Da vi startede i 2003 var det ikke til at finde en ærlig dansk politisk dokumentarfilm. Sådan er det ikke længere.

mellem fiktion og virkelighed Både Christoffer Guldbrandsen og Anders Østergaard har været med til at gøre den politiske dokumentar populær langt ud over de smalle cirkler.

Det har betydet, at dokumentarfilmen har fået en stor offentlig opmærksom. Hvis dogmefilmene satte sig på 90erne, så var det dokumentarfilm, der - tine fischer satte sig på det nye årtusinde.

Men det har også krævet en tilvænning af publikum. For der er stadig rende tendens.” uklarhed om, hvad en dokumentarfilm Jesper Jack tilføjer: ”Skal man tæt egentlig er, og hvad man kan tillade sig på sandheden, så gælder alle kneb. inden for genren. Stadig flere dokuTidligere har dokumentarfilm været mentarfilm søger ind i grænserummet meget afhængig af held i forhold til at mellem fiktion og virkelighed, samfinde lige den rigtige scene. Men det at tidig med, at fiktionsfilm tendentielt man begynder at arbejde med isceneogså går i retning af det dokumentarisættelse og kreative elementer gør, at stiske. Rummeligheden for, hvad man vi kan komme meget tættere på det, vi kan klassificere som dokumentar er oplever som virkeligheden.” blevet større, mener Tine Fischer. Der er kommet en meget større bevidsthed Det giver en vis forvirring om, hvad en dokumentarfilm i det hele taget er. om feltet mellem fiktion og dokumen ”Hvis jeg siger, at jeg laver dokutarisme. Og Ifølge hende ”smitter” den mentarfilm til min mor. Så siger hun; dokumentaristiske tendens af på det, nå, laver du Bonderøven? Men med der tidligere var mere rene fiktionsdokumentar mener vi en kunstnefilm: risk fortolkning af verden, eller det ”Jeg vil gå så langt som til at sige, vi kalder den kreative dokumentar i at der er stærke tendenser til, at dem, mangel af et bedre ord. Det er en mere der ellers altid har arbejdet inden for subjektiv form, hvor man arbejder en klassisk narrativ fiktionsramme,

september 2010

s. 13

kreativt med filmiske virkemidler og låner af fiktionsfilmens fortællemidler.

Vi har en forpligtelse og et ansvar over for virkeligheden, men vi har også som dokumentarister friheden til at fortælle den poetiske sandhed. Og jeg tror, at publikum langt hen ad vejen accepterer det. Men ind imellem vil man opleve, at magthavere og meningsdannere forsøger at angribe film, fordi de er formet og fortalt. Og det til trods for, at ethvert tænkende menneske jo ved, at virkeligheden selvfølgelig kun kan fremstilles som en refleksion, som beror på et subjektivt forhold. Vi kan heller ikke registrere virkeligheden uden at påvirke den. Publikum er ret sensible over for, hvornår en iscenesættelse føles rigtig eller forkert. Jeg tror, at mange unge er meget dygtigere læsere, end vi forestiller os,” siger Jesper Jack.

Da Christoffer Guldbrandsen lavede Afghanistan-filmen Den hemmelige krig for fire år siden, var der en kæmpe diskussion i medierne om, at den var så subjektiv. Han blev nærmest skældt ud for at bruge underlægningsmusik. Man mente, at det var fuldstændig fordrejet og følelsesmæssigt manipuleret.

Men det har ændret sig. Debatten om Armadillo handlede ikke om, hvorvidt instruktøren Janus Metz brugte for skrappe virkemidler i form af musik og følelsesbetonet klipning. Debatten handlede om de danske soldater i Afghanistan. Det er en meget positiv udvikling, mener Tine Fischer. For det betyder, at man kan diskutere det filmene handler om, i stedet for at diskutere formen: ”Det er dejligt, at man ikke længere skal svare på spørgsmål som: Har Michael More ikke en klar agenda? Det

går jo ikke! For til det kan man jo kun svare: Ja, selvfølgelig har han det. Han er aktivist – det kan man ikke anklage ham for.”

Jesper Jack ser heller ikke diskussion om, hvor subjektiv man som instruktør må være som central. Derimod er det vigtigt, at grænserne hele tiden bliver udfordret: ”Med mindre, at man ikke lever op til forpligtelsen om at være tro over for sin egen oplevelse af virkeligheden, skal man udfordre formen. Det er vigtigt hele tiden at bevæge sig op mod grænsen, for hele tiden at drive filmsproget videre. Vi er nødt til at tage nogle chancer. Og det indebærer selvfølgelig risikoen for at man rammer forkert.” det politiske og nye tendenser Genren udvikler sig hele tiden. En ny

»

Hos de unge ser vi et boom i selvregistrering gennem lyd, billeder og film på nye medier som Youtube og Facebook.

- jesper jack

tendens er, at man så småt er ved at gå væk fra den personlige, politiske udsagn i retning af en mere antropologisk form. I Danmark er der også kommet en ny generation af instruktører, der ikke kun har en kunstnerisk tilgang til mediet, men også har en politisk, sociologisk eller antropologisk tilgang, men samtidig adresserer politiske emner: ”Feltet mellem journalistik og dokumentarisme kan noget andet end klassisk undersøgende journalistik.

Mange af dem, der kommer på banen nu, er folk, der enten kommer med en antropologisk baggrund eller også har et aktivistisk projekt. Det er tydeligt, at de ikke er drevet af en journalistisk problemstilling, der skal be- eller afkræftes, men at de er til stede på en meget mere nuanceret måde,” siger Tine Fischer.

Jesper Jack er enig i den vurdering: ”Der har været en tendens, hvor man igennem en periode har sat meget fokus på det intime og det nære, der udgik fra jeg’et. Den tendens er nu afløst af en større interesse for samfundsforhold og verden omkring os.

Det hænger givetvis sammen med det økonomiske kollaps, der har givet grobund for ny samfundsbevidsthed, fordi folk oplevede økonomisk nedtur, krig eller arbejdsløshed og på nært hold.

Det er en ændring, man kan se mange steder.”

Givet er det, at vi ikke har den sidste Armadillo. Mange nye film er på vej – udviklingen går i en retning: mod virkeligheden.

tema Velkommen til virkeligheden

s. 14

17 nedslag i historien 1935

1946

En lyngennemgang af dansk dokumentarfilms historie. Højskolebladet bad filmekspert Ib Bondebjerg om at give sit bud på de 17 vigtigste danske dokumentarfilm

1947

Danmark

Det gælder din frihed

Landsbykirken

Af Poul Henningsen Udenrigsministeriet satte Poul Henningsen til at lave en film om Danmark. Den skulle fungere som en slags reklame for landet. ”Danmark” blev i stedet en optagelse af hverdagslivet og Udenrigsministeriet var fra langt fra imponeret, hvilket medvirkede til, at filmen findes i flere klipninger.

DFI skriver, ”Med kameraet gennemstrejfer Poul Henningsen Danmark og associerer - ikke uden humor og varme - fra det ene billede til det andet: landskaber, mennesker, arbejde, fritid. En mosaik om livet i Danmark i 30erne”

Af Theodor Christensen Filmen handler om den danske regering og forholdet til besættelsesmagten under 2. Verdenskrig samt modstandsbevægelsen.

DFI skriver, ”Bestilt af Frihedsrådet og med premiere den 4. maj 1946 rejste filmen straks voldsom debat med sine skarpe kommentarer til den danske politik, der var ført umiddelbart før og i de første år af besættelsesårene.”

Af Carl Th. Dreyer Carl Th. Dreyer er en central skikkelse inden for dansk film. I efterkrigsårene instruerede han en række dokumentarfilm, men koncentrerede sig ellers mest om spillefilm.

DFI skriver, ”Filmen giver ikke alene en række bygningshistoriske oplysninger om selve kirkens hus, men viser også, ligesom i visioner, hvordan gudstjenesten gennem tiderne har formet sig - fra messen i den simple trækirke til den protestantiske gudstjeneste i vore dage.”

september 2010

Skabt af danske hænder

Knud

Af Hagen Hasselbalch Dokumentarfilmsinstruktør som under 2. verdenskrig også instruerede filmen ”Kornet er i Fare” om skadedyrsbekæmpelse, hvor bekæmpelsen af biller blev opfattet som en sammenligning med tyskerne.

DFI skriver, ”Filmen skal give udlandet et indtryk af danske kunsthåndværkere og deres arbejde i ler, træ og sølv. Den viser fremstilling af jydepotter, lerdrejning på skive og begitning.

Den strejfer porcelænsindustrien og viser nogle danske keramikere og deres arbejder. Man får et indtryk af udviklingen indenfor dansk møbelkunst og præsenteres for 6-7 møbelarkitekter.”

Af Jørgen Roos Jørgen Roos vandt en Bodil for filmen, der handler om polarforskeren Knud Rasmussen. Han instruerede både dokumentarer, men også få spillefilm.

Foruden ”Knud” lavede han adskillige dokumentarer om livet i Grønland.

DFI skriver, ”En livsgerning fremlægges ved hjælp af fotografier, gamle filmoptagelser og tegninger, men »Knud« er frem for alt et følsomt, poetisk portræt af en mand mellem to verdener: Han var velkommen i begge og blev i Danmark kaldt ”sejrherren fra det store mørke”, men følte samtidig, at eskimoerne var de ”rigtige mennesker, nye mennesker”.

1948

1966

1953

s. 15

1972

De Gamle

Livet i Danmark

Af Henning Carlsen **1961 eller 1960 Filmen skulle vise forskellen mellem forsorg og omsorg for ældre mennesker, men endte meget anderledes.

Den indgår i en trilogi under temaet ”Hvordan Har Vi Det?”. De andre film er Ung” og ”Familiebilleder”.

DFI skriver, ”Er livet forbi, når alderdommen begynder? Danmark har over en halv million folkepensionister, som har været gennem de vanskelige dage, lige efter at de er blevet ”forhenværende”. Hvordan føles savnet af arbejdspladsen, sidder man med tomme hænder, er livet forbi, når alderdommen begynder?

Af Jørgen Leth En antropologisk undersøgelse af Danmark. Selv har han sagt om filmen, ”Der er alt for meget usigtbarhed og regnvejr og melankoli i de fleste billeder fra Danmark. Det er der ikke i min film. Jeg vil gerne vise nogle autentiske, tydelige og smukke billeder fra dette mærkelige land.”

DFI skriver, ”Filmen har til hensigt at give et indtryk af, hvordan der egentlig ser ud i det lille eksotiske Danmark, hvordan de ejendommelige danskere ser ud, og hvordan de går rundt og har det. Næsten 100 danskere fremstilles i filmen, bl.a. en cykelrytter, en finansminister, en populær skuespiller og 13 ugifte kvinder fra en provinsby.

s. 16

Jenny

Billeder til tiden

Af Jon Bang Carlsen Instruktøren siger selv, at han ikke forsøger at fortælle en almuehistorie, men en historie om et menneske, der kunne fortælle noget.

DFI skriver, ”Portrætfilm om den 76 år gamle Jenny Jespersen fra Bovbjerg ved den jyske vestkyst. Hun har en nøgtern indstilling til livet og en kristen tro. ”Et menneske uden tro er som en fugl uden vinger”, siger hun.

I en poetisk tone skildrer filmen ikke alene den stærke kvinde og hendes hverdag, men også landskaberne i denne særegne egn.”

Af Dola Bonfils Dola Bonfils er instruktør og filmkonsulent. I denne film benytter hun sig af samtalen, hvorigennem to generationer af vidt forskellige, men ideologiske kvinder, mødes.

DFI skriver, ”Dokumentarfilm, der indkredser mellemværendet mellem to mennesker af hver sin generation.

Den ene, Bente Hansen, er i midten af sit liv og ”gammel 68’er”, den anden, Helle Hansen, er autonom ungdomsoprører i 90erne.

1977

1982

1994

1995

2000

Af jord er du kommet Af Jørgen Vestergaard En film hvor hverdag og fattigdom i landdistrikterne diskuteres. Filmen tager udgangspunkt i de anonyme og dem som ofte bliver glemt, når danmarkshistorien skal fortælles.

DFI skriver, ”Denne film fortæller et stykke danmarkshistorie om fattigdom på landet. Om husmændenes historie fra middelalderens bondeoprør til vor tid. Om kampen mod sulten.

Om husmanden Peder Madsen fra Samsø, der kæmpede for de laveste i samfundet.”

september 2010

Carl Th. Dreyer

Den højeste straf

Af Torben Skjødt Jensen En portrætfilm om Danmark store filmmand som på mange måder spillede en vigtig rolle i det danske miljø.

DFI skriver, ”Filmen er min eneste store lidenskab har den danske instruktør engang udtalt. Carl Th. Dreyer (1889-1968) har med film som ”Jeanne d’Arc”, ”Vampyr”, ”Vredens Dag”, ”Ordet” og ”Gertrud” haft en enestående betydning for filmkunsten.

I denne dokumentarfilm genser vi en række scener fra Dreyers film og møder skuespillere og filmarbejdere, der har arbejdet sammen med ham.

Filmens ledemotiv, Dreyers udsagn om sin metier som filmskaber - æstetikken, sproget, kompromisløsheden, er vævet ind i Torben Skjødt Jensens særegne, poetiske billedunivers.”

Af Tomas Gislason Filmen tager et opgør med kommunismen og stalinisme med Ole Sohn i hånden. Han var formand for Det kommunistiske Parti i Danmark og har siden udgivet en bog med samme titel.

DFI skriver, ”En konkret rejse med Ole Sohn på detektivarbejde i de russiske arkiver, en historisk rejse tilbage til 30ernes stalinistiske terrorregime, hvor tusindvis af mennesker forsvandt.

Og en følelsesmæssig rejse i begreber som angst, paranoia og meningsløshed.”

Fogh bag facaden

Verden i Danmark

Armadillo

Af Christoffer Guldbrandsen Filmen blev fatal for daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og udenrigsminister, Per Stig Møller.

Deres indbyrdes forhold såvel som modviljen til at indlemme Tyrkiet i EU vakte både national og international opsigt.

DFI skriver, ””Fogh bag facaden” følger statsminister Anders Fogh Rasmussen i efteråret 2002, hvor han - som formand for EU - leder forhandlingerne om EU’s udvidelse mod øst.”

Af Max Kestner Max Kestner har vundet flere priser for sine film, som udforsker byen og livet i Danmark.

DFI skriver, ”En Danmarksfilm om den historie vi fortæller om os selv. Om overfladerne. Om historien, der hele tiden udvikler sig og hele tiden kæmpes om. Om dem vi gerne vil være i dag og derfor måske bliver i morgen. Skiftevis stille og hæsblæsende bevæger filmen sig hen over Danmark. Nøgtern som en kopimaskine kortlægger filmen det menneskelige og geografiske landskab. Smuk uden at være selvoptaget.

Fræk uden at ville provokere. Præcis uden at blive en kliché.”

Af Janus Metz Dette års mest omtalte dokumentarfilm. Filmen medførte, at der blev igangsat en undersøgelse af Forsvarets Auditørkorps, som skulle klarlægge om de internationale krigskonventioner blev overtrådt. Filmen har vundet en pris til Cannes Filmfestival.

DFI skriver, ”I dette psykologiske drama følger vi en flok danske soldater i krig. Vi går helt tæt på de to unge soldater Mads og Daniel, som drager i krig for første gang. Daniel er den sarkastiske vovehals og Mads den følsomme idealist. I seks måneder står de ansigt til ansigt med fjenden.

2003

2005

Gasolin Af Anders Østergaard Denne dokumentarfilm er den mest sete dokumentarfilm i Danmark til dato. Den handler om bandet Gasolin med Kim Larsen i front. Det var et af datidens mest succesfulde bands, men gik i opløsning efter ni år i 1979. Filmen samlede bandet igen, som fortalte om hvad der skete – og den indeholdt masser af arkivmateriale. Den vandt GuldDok samme år.

DFI skriver, ”Dokumentarfilm om rockorkestret Gasolin. Filmen fortæller historien fra gruppens dannelse, den første pladeproduktion, turnéerne, den store tur til USA og frem til bruddet.”

2006

2010

En gal, en elsker eller en poet Af Anne Wivel Dokumentarist som er uddannet instruktør på Den Danske Filmsskole, men har fra start haft fokus på dokumentargenren. Denne portrætfilm ligger i tråd med ”Søren Kierkegaard”.

DFI skriver, ”Filmen beskriver H.C. Andersen og hans værktøj, sproget.

I filmen citeres Johannes V. Jensen for, om Andersen at have sagt: ”Han sprang sproget over”. H.C. Andersen var en kompliceret sjæl og et rejsende menneske.”

Tak til professor Ib Bondebjerg for udvalg af film.

Citater fra Det Danske Filminstitut (DFI): www.dfi.dk

s. 17

tema Velkommen til virkeligheden

s. 18

Dokumentarfilm på vi lever i, samtidig med at de kan analysere de billeder, de ser, så mener jeg faktisk, at vi kan gøre dem til bedre borgere, til en stærkere generation,” siger Søren Høy, tidligere forstander på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, og sammen med dokumentarfilmsinstruktør Kasper Torsting, manden bag den nye linje.

Unge har ikke de fornødne redskaber til at afkode film og billedmedier. I skolen lærer man at analysere en tekst og forstå, hvordan den er bygget op, men man lærer stort set intet om levende billeder. Det vil man på Oure Højskole og Gymnasium lave om på ved at lancere en dokumentarfilmslinje af andreas harbsmeier

september 2010

i folkeskolen og i gymnasiet lærer eleven, hvordan man skal aflæse en tekst – et stykke skønlitteratur, en fagbog eller en avisartikel. Hvad eleven ikke lærer, er hvordan man afkoder levende billeder.

Og det til trods for, at alle i dag bliver nærmest bombarderet med billedfortællinger – på tv, på nettet, i biografen og i det offentlige rum.

Det er et problem, mener folkene bag en ny dokumentarfilmslinje på skolerne i Oure, der skal gå i luften næste sommer. De vil arbejde for, at film får den samme status som litteratur på grunduddannelser landet over. De unge skal ikke blot analysere – de skal i høj grad også selv lave og producere dokumentarfilm, for på den måde får de først rigtig indblik i, hvordan man kan fortælle og manipulere.

Ambitionerne er store på linjen, der i første omgang skal introduceres på både højskolen og på gymnasiedelen af Oures store butik på Midtfyn: ”Noget tyder på, at den indlæring, vi har af levende billeder, ikke er god nok. For folk er faktisk ikke i stand til at afkode billederne. Hvis vi kan lære de unge at tage stilling til det samfund,

at aflæse levende billeder Bag ambitionen om at danne unge ud i billedafkodning ligger en forestilling om, at unge generelt har vanskeligt ved at forholde sig kritisk til de store mængder mere eller mindre dokumentariske billedfortællinger, man møder i tv og andre steder. Det gælder både populære ”reality-tv” som Paradise Hotel, eller en dokumentar af Christoffer Guldbrandsen. Den erkendelse får man bedst ved selv at lave film – det vil sige ved at lære, hvordan en billedsekvens hænger sammen. På samme måde som man analyserer, hvordan et tekstunivers bygges op. Og behovet er der i den grad ifølge Søren Høy: ”De film og det tv, der bliver lavet til de unge, er ganske enkelt for dårlige.

Derfor skal man give dem en platform at stå på. Man skal give dem en virkelighedsfornemmelse og et kritisk apparat. De kommer til at se trash-tv, og det er også fint nok. Men så er de også nødt til at vide, hvordan det er lavet, og på hvilke niveauer, det virker på. For der er rigtig meget dokumentar, der ikke er kvalitativt godt nok. De unge ser for meget, de ikke kan stole på. Er den virkelighed, de får repræsenteret, nu også virkeligheden? Hvis de lærer at se bag billedet, kan det være, at de lærer, at det ikke er normalt at være anorektisk tynd, at det ikke er normalt at leve et ekstremt liv. De fleste af os har bedst af at leve et relativt normaliseret liv - materielt og statusmæssigt.”

Jasper Mortensen, der er PR-ansvarlig og udvikler på skolerne i Oure, mener, at man med fokus på dokumen-

skoleskemaet tarfilm rammer lige ind en ny tendens – men at der også er nogle fordomme, der skal nedbrydes: ”Det er mange unge, der ikke rigtig ved, hvad dokumentarfilm egentlig er. Men hvis man forklarer dem, hvad det er, så vil de det gerne. Det er vores fornemste opgave at oversætte dokumentarfilmsbegrebet til den ungdomsgruppe, som kunne have en naturlig interesse i det. Det er en fantastisk form, fordi man kan forene underholdning og oplysning. Og der er vi sågar i tråd med Grundtvig: Det nyttige og

»

Det er mange unge, der ikke rigtig ved, hvad dokumentarfilm egentlig er. Men hvis man forklarer dem, hvad det er, så vil de det gerne.

Det er vores fornemste opgave at oversætte dokumentarfilmsbegrebet til den ungdomsgruppe, som kunne have en naturlig interesse i det.

- jasper mortensen det fornøjelige, som jo kan være kernen i det her. Det er som skåret ind til benet i forhold til alt, hvad højskolen står for.”

At det er dokumentarfilm frem for andre levende billedmedier, man vil have fokus på, er ikke tilfældigt. Dels

er der for tiden stor fokus på genren, der efterhånden ikke kun findes på tv, men også har fundet vej til biograferne.

Dels er det fælles for mange af filmene, at de har et klart politisk sigte og en sag med engagement: ”Vi laver ikke en politisk uddannelse. Men enhver god film er politisk.

Hvis du fx laver en film om mobning af en dreng, og du inddrager forældre, institutioner, så det bliver det et billede på virkeligheden, og så bliver det politisk. Og så kan den få en status til at ændre sig. Det er styrken ved formen.

Enhver god film, som har et politisk ståsted, er i stand til at ændre noget, så det får en ny status. En af mine venner fra Bosnien – Jasmina Zbanic – lavede en film om de kvinder, der blev voldtaget under krigen og fik børn. Hendes film betød, at de fik status af krigsofre.

Det fik de ikke før,” fortæller Søren Høy. individualister på højskole I modsætning til spillefilm, der kræver meget udstyr og mange mennesker, er dokumentarfilm relativt enkle at lave.

En person med et kamera kan gøre det. Det gør genren attraktiv for individualister, der er ude på egen hånd.

Hvordan hænger det sammen med højskoletanken? Til det siger Jasper Mortensen: ”For at fællesskabet skal kunne blomstre, kræver det, at den enkelte har rigtig meget at give. Det, at den enkelte viser sin virkelighed, skaber mulighed for dialog og diskussion.

Om noget medie overhovedet, fordi det kommunikerer umiddelbart til den enkelte seer, er dokumentarfilmen effektfuld. Selv den utrænede kan med rette have en mening. Når vi kan bringe et levende medie ind på højskolen – og foredrag gør jo noget af det samme – vil det skabe nogle fælles referencerammer for vores elever.”

Søren Høy bakker op: ”Mange af Oures sportsfolk er også

»

Noget tyder på, at den indlæring, vi har af levende billeder, ikke er god nok. For folk er faktisk ikke i stand til at afkode billederne.

- søren høy

nødt til at være stærke individualister.

Der er en vis selvoptagethed i at være enormt dygtig til noget. Men man bliver samtidig nødt til at kunne indgå i den kollektive virkelighed, en højskole er. Det er jo helt vildt, så mange dramaer, der udspiller sig på et sted som Oure. Så der er masser af materiale at tage af. Derfor mener jeg også, at den ensomme-ulv-tankegang, der ligger i at være dokumentarist, passer meget bedre til det sted, end til så mange andre.”

Jasper Mortensen mindes ikke at have haft en bedre fornemmelse for et nyt projekt end det her. Oure vil derfor satse stort på linjen: ”Vi er klar til at betale det, det koster, for at spille os ind i superligaen på det her område. Vi ved, at de unge ser på udstyr. De vil gå der, hvor der ser fedt ud. Når det er sagt, så handler det om fortællingen, og ikke om udstyret.

Du fortæller gode historier, bare fordi du har fedt udstyr. Vores ny linje vil også betyde, at eleverne får mulighed for at dokumentere vores sted. Oure bliver Danmarks mest dokumenterede højskole. Og det kunne også bidrage til debatten om, hvad en højskole er.”

s. 19

tema Velkommen til virkeligheden

s. 20

Det går ad helvede til, men det går bedre Rigtig mange politiske dokumentarfilm viser fattige mennesker i udviklingslandene, der på den ene eller den anden måde er ofre for vestlig udbytning. Og kritikken af udviklingsbistanden har været så massiv, at mange i Danmark tvivler på, at det overhovedet nytter noget. Det billede vil Verdens Bedste Nyheder lave om på af charlotte kjærholm pedersen

når en enkelt kvinde i mali får et id-kort, kan det være svært at se det som en positiv hændelse, frem for at stille spøgsmålet: hvorfor har alle kvinder ikke det? Men sådan skal man ikke se på det. Mali er af verdens mest kvindeundertryggende lande i verden, så det er et stort skridt i den rigtige retning. ”Grunden til at det er et stort fremskridt, at en kvinde fra Mali får Id-kort, er, at hun pludselig bliver en person. Udgangspunktet har før været, at kvinder har været ikke-personer.

Det er kun mændene, der har været

september 2010

personer. Ved at få et Id-kort bliver man i stand til fx at åbne en bankkonto og købe et stykke jord. Det er forudsætningen, der har ændret sig – og derved kan ligestilling opnås. Men det er klart, at der stadig er lang vej,” fortæller Thomas Ravn-Pedersen.

Han er kampagneleder hos Verdens Bedste Nyheder, som i sensommeren blev skudt i gang. Bag kampagnen står mere end 60 udviklingsorganisationer, og som navnet antyder, er det gode nyheder, som kampagnen formidler.

Og det var der brug for. For en undersøgelse viste, at danskernes, trods stor velvilje, var begyndt at tvivle på, om organisationerne overhovedet gjorde en forskel i ulandene. Thomas RavnPedersen forklarer, ”Der var nogle paradokser. Det viste sig, at danskerne troede, det stod meget værre til. Langt de fleste støttede udviklingsbistanden, men tvivlede på virkningen – og manglede generelt kendskab til organisationerne. Så i stedet for at lave en føle-kampagne, blev vi enige om at lave en vidensbaseret kampagne i erkendelse af, at der var brug for, at vi meldte tilbage og fortalte hvordan, det står til. Ofte er udviklingsbistand forbundet med noget meget negativt, så vi besluttede at sprede de gode nyheder i stedet.”

Kampagnen fokuserer på de fremskidt – der er sket – og som sker hele tiden, og den er bygget op om FN’s 2015 Mål.

Det er Verdens bedste Nyheder budskab at fortælle om målene og skabe en tro på, at de kan lykkes: ”Vi har måske valgt det allersværeste; nemlig at udfordre danskernes forestilling om, hvordan det står til.

Og forhåbentlig også holdninger. Man hører kun de dårlige ting. Når nyhedsmedier fortæller noget om Afrika, er det altid i en negativ kontekst. Og det samme gælder jo nødhjælpsorganisa-

tionerne. De spørger sig selv; hvordan samler man flest penge ind? – ved at vise de steder som fungerer, eller vise de steder som ikke gør? På en måde er organisationerne selv med til at holde fast i forestillingen, men vi forsøger at ændre dets proportioner,” fortæller Thomas Ravn-Pedersen.

»

Vi har måske valgt det allersværeste; nemlig at udfordre danskernes forestilling om, hvordan det står til. Og forhåbentlig også holdninger. Man hører kun de dårlige ting. ny plan Kampagne bygger på de otte mål, som er FN’s 2015 Mål. Det er den største udviklingspolitiske dagsorden, som hele verden arbejder sammen om. De holdt i september evalueringstopmøde i New York, hvor både udviklingsminister Søren Pind og statsminister Lars Løkke Rasmussen var til stede. Også Verdens Bedste Nyheder var repræsenteret, og ifølge Thomas Ravn-Pedersen var det en stor succes, for alle lande var yderst seriøse – og man er begyndt at gå nye veje for at skabe ligheden i verden. ”Det, som er vigtigt, er, at foruden økonomisk støtte til fattige lande, skal man sætte fokus på, hvordan vi hjælper strategisk bedst. Det synes jeg også,

2015 Målene Halvere fattigdom og sult i verden.

Opnå grundskoleuddannelse til alle. Øge ligestillingen kvinder og mænd.

Mindske børnedødeligheden med to tredjedele.

Mindske mødredødeligheden med tre fjerdedele.

Bekæmpe HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme.

Sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø. Øge samarbejdet om bistand, handel og gældseftergivelse.

Læs mere om de glædelige nyheder på: verdensbedstenyheder.dk

var budskabet fra New York; der er brug for at gå nye veje. Ngo’erne kom i et omfang, man ikke har set før – det samme med erhvervslivet. Det er ud fra erkendelsen af, at det ikke bare handler om statslig bistand, men også om befolkningen og virksomheder, som skal kunne se, at det er noget, vi bør arbejder for.”

Og det handler ikke bare om at give penge, men også om at skabe retfærdige vilkår for alle: ”Fx skaber EU’s landbrugsstøtte ulige forhold. Alle økonomer er enige om, at de er skadelige for ulandene, og hvis de blev fjernet, ville det skabe meget mere lige vilkår. Danmark er for at fjerne støttet, men lande som Frankrig, Spanien og andre sydeuropæiske lande blokerer,” siger han. alle mål nås ikke Og selvom man kan fortælle, at 28 millioner børn gennem de seneste 10 år fået mulighed for at gå i skole, vil det tage 30 år at få alle børn i skole med den hastighed, det er sket i indtil nu.

Derfor bliver det svært at nå alle mål. ”Vi regner med, at fem eller seks af målene bliver opfyldt i 2015, og de andre kommer tæt på,” siger Thomas

Ravn-Petersen og forklarer, at det er meget geografisk betinget, hvem der når målene, ”Latinamerika og Østasien vil nå målene, men Sydasien og afrikanske lande syd for Sahara vil nok ikke. Men selv i de områder vil man se mange lande, som er på vej til at nå målene – og det er ret fantastisk. Det er vigtigt, man får håbet igen og begynder at tro på Afrika.”

Han lægger vægt på, at en ny verdensdagsorden har set dagens lys: ”2015 Målene har været en metodisk succes. Globalt er man begyndt at tale samme sprog. Egentlig er det nogle mål, som FN har lavet, men alle landende har taget dem til sig og kæmper for at opnå dem. Det er blevet meget mere ligeværdigt. Før har der været en tendens til, at nord skulle hjælpe syd.

Denne gang handlede om en enighed i verden. Der er kommet en anden måde at tale på,” siger han og forklarer, at man ikke skal glemme, at nogle ulande er usædvanlig langt fremme på nogle områder. ”Det parlament, hvor der er flest kvinder, er i Rwanda, hvor 51 % er kvinder. Sydafrikas forfatning ligestiller kønnene på en helt anden måde

end de fleste andre lande, fordi den er skrevet efter Apartheid, så vi andre stadig bakser med at der står ”han” i alle lovgivninger, så er de langt foran det.” et nyt samarbejde Og ligesom Verdens Bedste Nyheder er indgået i samarbejde med private virksomheder for at annoncere på alternative måder, er også den nye strategi også at involvere erhvervslivet i at sikre lige rettigheder i verden. ”Ngo’erne ser ikke længere virksomhederne som skurke, der er ude på at udnytte. Sådanne virksomheder findes desværre stadig, men langt de fleste store firmaer har Corporate Social Responsibility strategier internt blandt medarbejdere, men også i forhold til samfundet. Hvis man vælger at placere sin virksomhed i et uland, kan det jo også betale sig, at der er uddannede folk og landene får merværdi i form af arbejde. Det vil sige, at virksomhederne også har brug for, at 2015 Målene bliver opfyldt. Et dansk eksempel er, at Toms Chokolade og IBIS er gået sammen for at undervise børn af kakaoarbejdere i Ghana. Så Ngo’erne samarbejder med virksomhederne.”

s. 21

tema Velkommen til virkeligheden

s. 22

ESSAY: I vestlige beskrivelser af Afrika gÌlder det om at spille pü hele registret, skriver Wainaina i sit ironiske essay. Nogle tips: Solnedgange og hungersnød er godt af binyavanga wainaina

Polfoto

september 2010

s. 23

tema Velkommen til virkeligheden

s. 24

»

Afrika skal medynkes, tilbedes eller domineres.

Uanset hvilken vinkel du vælger, så vær sikker på, at du efterlader det indtryk, at uden din indgriben og din vigtige bog ville Afrika være dødsdømt.

september 2010

brug altid ordene ”afrika” eller ”mørke” eller ”safari” i din titel. Undertitler kan indeholde ord som ”Zanzibar”, ”Masai”, ”Zulu”, ”Zambesi”, ”Congo”, ”Nilen”, ”Stor”, ”Himmel”, ”Skygge”, ”Tromme”, ”Sol” eller ”Svunden”. Brugbare er også ord som ”Guerillaer”, ”Tidløs”, ”Oprindelig” og ”stamme”. Bemærk at ”Folk” betyder afrikanere, der ikke er sorte, mens ”Folket” betyder sorte afrikanere.

Anvend aldrig et billede af en veltilpasset afrikaner på forsiden af din bog, eller inde i den, med mindre han har vundet Nobelprisen. En AK-47, fremstående ribben, nøgne bryster: Brug dem. Hvis du absolut skal anvende en afrikaner, så sørg for at få en klædt i Masai-, Zulu- eller Dogon-dragt.

I din tekst bør du behandle Afrika, som var det ét land. Det er varmt og støvet med bølgende stepper og store flokke af dyr og høje, tynde mennesker, som sulter. Eller det er varmt og fugtigt med meget små mennesker, som spiser primater. Lad være med at køre fast i præcise beskrivelser. Afrika er stort: Fireogfyrre lande, nihundrede millioner mennesker, som har for travlt med at sulte og dø og føre krig og emigrere, til at læse din bog. Kontinentet er fyldt med ørkner, jungler, højlande, savanner og mange andre ting, men det er din læser er ligeglad med, så hold dine beskrivelser romantiske, følelsesladede og uspecifikke.

Sørg for at vise, at afrikanere bærer musik og rytme dybt i deres hjerter og spiser ting, ingen andre mennesker spiser. Nævn ikke ris og oksekød og hvede; abehjerne er en afrikaners yndlingsret, sammen med ged, slange, orme og larver og al mulig slags vildt.

Sørg for, at du viser, at du er i stand til at spise den slags mad uden at blinke, og beskriv, hvordan du lærer at nyde det – fordi du mener det.

Tabuer: Almindelige scenerier i hjemmet, kærlighed mellem afrikanere (med mindre døden er involveret), henvisninger til afrikanske forfatter eller intellektuelle, skolebørn, der ikke

lider af kopper eller Ebola eller mishandling af de kvindelige kønsorganer.

Anlæg en afdæmpet stil gennem hele bogen, i fortrolighed med læseren, og en trist ”jeg forventede dette”-tone.

Gør det tidligt klart, at din liberale holdning er uantastelig, og nævn allerede i begyndelsen, hvor højt du elsker Afrika, hvordan du forelskede dig i stedet og ikke ville kunne leve uden. Afrika er det eneste kontinent, man kan elske – udnyt det. Hvis du er en mand, så giv dig hen til hendes varme jomfruelige skove. Hvis du er en kvinde, så betragt Afrika som en mand, der bærer en vildmarksjakke og forsvinder ud i solnedgangen. Afrika skal medynkes, tilbedes eller domineres.

Uanset hvilken vinkel du vælger, så vær sikker på, at du efterlader det indtryk, at uden din indgriben og din vigtige bog ville Afrika være dødsdømt. persongalleriet Dine afrikanske personer kan omfatte nøgne krigere, loyale tjenere, spåmænd og synske, gamle vise mænd, der bor i eremitisk pragt. Eller korrupte politikere, kejtede polygame rejseguider og prostituerede, du har været i seng med. Den Trofaste Tjener opfører sig altid som en syvårig og har brug for en fast hånd; han er bange for slanger, god til børn og involverer dig altid i sine komplicerede private dramaer. Den Gamle Vismand kommer altid fra en hæderlig stamme (ikke de penge-fikserede Kikuyuer, Igboer eller Shona).

Han har snu øjne og er tæt forbundet til jorden. Den Moderne Afrikaner er en fed mand, der stjæler og arbejder på visum-kontoret og nægter at give arbejdstilladelse til kvalificerede vesterlændinge, der virkelig mener det godt med Afrika. Han er modstander af udvikling og udnytter altid sit job i regeringen til at gøre det besværligt for pragmatiske og velmenende expats at etablere Ngo’er eller Formelt Fredede Områder. Han er en kannibal, der elsker Cristal champagne, og hans mor

s. 25

er en rig heksedoktor, der i virkeligheden kører landet.

Blandt dine personer bør du altid finde plads til Den Sultende Afrikaner, der går gennem flygtningelejren næsten nøgen og venter på Vestens velgørenhed. Hendes børn har fluer på øjenlågene og udspilede maver, og hendes bryster er flade og tomme. Hun skal se helt og aldeles hjælpeløs ud.

Hun skal ikke have nogen fortid, ingen historie; den slags detaljer ødelægger det rørende øjeblik. Jamren er godt.

Hun må ikke tale om sig selv i dialogen, kun om sine (unævnelige) lidelser.

Sørg også for at inkludere en varm og moderlig kvinde, som har en rullende

»

I din tekst bør du behandle Afrika, som var det ét land. Det er varmt og støvet med bølgende stepper og store flokke af dyr og høje, tynde mennesker, som sulter. latter og er optaget af dit velbefindende. Kald hende bare Mama. Alle hendes børn er kriminelle. Disse personer bør vimse rundt om din helt og få ham til at se godt ud. Din helt kan undervise dem, bade dem, give dem mad; han bærer rundt på en masse spædbørn og har set Døden. Din helt er dig (hvis det er en reportage), eller en smuk, tragisk, international kendis/aristokrat, der nu bekymrer sig om dyrene (hvis det er en roman).

Slemme vestlige personer kan indbefatte børn af konservative ministre, Afrikaanere, ansatte i Verdensbanken.

Når du taler om udlændingenes udnyttelse, så nævn de kinesiske og indiske

handelsfolk. Bebrejd Vesten Afrikas situation. Men gå ikke for meget i detaljer.

Brede penselstrøg hele vejen igennem er godt. Undgå at lade dine afrikanske personer le, eller kæmpe med at uddanne deres børn, eller blot klare sig under hverdagslige betingelser. Lad dem forklare noget om Europa eller Amerika i Afrika. Afrikanske personer bør være farverige, eksotiske, større end livet – men tomme indvendig, uden dialog, ingen konflikter eller løsninger i deres personlige historier, ingen dybde eller særheder, der forvirrer den gode sag. døde kroppe og dyr Giv detaljerede beskrivelser af nøgne bryster (unge, gamle, normale, nyligt voldtagede, store, små) eller skamferede kønsdele eller forstørrede kønsdele. Eller en hvilken som helst form for kønsdele. Og døde kroppe. Eller endnu bedre, nøgne døde kroppe. Og særligt rådnende, nøgne, døde kroppe.

Husk, et hvilket som helst værk du udgiver, hvor mennesker ser beskidte og elendige ud, vil blive refereret til, som ”det sande Afrika”, og det ser godt ud på smudsomslaget. Få ikke dårlig samvittighed over det: Du forsøger at hjælpe dem til at få nødhjælp fra Vesten. Det største tabu, når man skriver om Afrika, er at vise døde eller lidende hvide mennesker.

Dyr, derimod, skal behandles som hele, komplekse karakterer. De taler (eller grynter, mens de stolt svinger deres manke) og har navne, ambitioner og længsler. De har også familieværdier: ”Se, hvordan løverne opdrager deres børn”. Elefanter er omsorgsfulde og er gode feminister eller ophøjede patriarker. Og det samme gælder for gorillaer. Sig aldrig nogen sinde noget negativt om en elefant eller en gorilla.

Det kan godt være, at elefanter kan finde på at angribe folks ejendomme, ødelægge deres afgrøder eller sågar slå dem ihjel. Men tag altid elefantens parti. Store katte taler som privatsko-

Binyavanga Wainaina (F. 1971) Kenyansk forfatter og journalist. Vandt i 2002 ”The Caine Prize for African writing” Har bidraget til en lang række publikationer som Granta og New York Times og er grundlægger af det litterære magasin Kwani?. Bor i Nairobi.

tema Velkommen til virkeligheden

s. 26

»

Sørg for at vise, at afrikanere bærer musik og rytme dybt i deres hjerter og spiser ting, ingen andre mennesker spiser.

leelever. Hyæner er lovligt vildt og har en svag mellemøstlig accent. Enhver lav afrikaner, der bor i junglen, kan portrætteres med et glimt i øjet (med mindre han er i konflikt med en elefant eller en chimpanse eller en gorilla, i så fald er han den inkarnerede ondskab).

Næst efter aktivistkendisser og hjælpearbejdere, er fredningsaktivister Afrikas vigtigste mennesker. Lad være med at fornærme dem. Du har brug for dem for at blive inviteret ud på deres 12.000-hektars farm eller ”fredningsområde”, og det er den eneste måde, du kan få mulighed for at interviewe aktivistkendisserne. Ofte virker en bogforside med en heroisk udseende fredningsaktivist magisk på salget. Enhver hvid, solbrun og kakiklædt mand, der engang havde en kæleantilope eller en farm, er en fredningsaktivist, en der varetager Afrikas rige arv. Når du interviewer dem, så lad være med at spørge, hvor meget de får i støtte; lad være med at spørge, hvor meget de

Advarsel! Sang på arbejdspladsen kan virke stærkt vanedannende “Start med en sang”-pakken for arbejdspladser: 10 højskolesangbøger

(flere kan købes for 198,- pr. stk. / 15% rabat ved min. 20 stk.)

1 sanghåndbog med historierne om alle 572 sange 1 usb-nøgle med melodierne som lydklip 1 sangarrangement med en akkompagnatør

Pris kr. 2.499,-

(Pakkens værdi er kr. 6.000,-)

Bestil på højskolesangbogen.dk

tjener på deres vildt. Spørg aldrig, hvor meget de betaler deres ansatte.

Læserne vil miste interessen, hvis du ikke nævner lyset i Afrika. Og solnedgangene, Afrikas solnedgang er et must. Den er altid stor og rød. Der er altid en stor himmel. Store brede vidder og vildt er kritisk – Afrika er De Store Vidders Land. Hvis du skriver om den afrikanske floras og faunas tilstand, så sørg for at nævne overbefolkningen. Hvis din hovedperson er i en ørken eller en jungle, er det i orden at nævne, at Afrika er blevet voldsomt affolket på grund af AIDS og krig.

Du skal også bruge en natklub, der hedder Tropicana, hvor lejesoldater, onde nouveau riche-afrikanere og prostituerede og guerillaer hænger ud.

Afslut altid din bog med at Nelson Mandela siger noget om regnbuer eller genfødsler. Fordi du mener det godt.

Oversat fra engelsk af Andreas Harbsmeier

Refugiemedarbejder søges Løgumkloster Refugium søger en person med en god formidlingsevne, som er udadvendt og indstillet på at møde mange forskellige mennesker, og som kan arbejde såvel selvstændigt og alene som i skiftende teams. Ansøgere med interesse og kompetencer inden for musik, litteratur, kunst og/eller natur foretrækkes.

Arbejdsområder: Foredrag, guidning på ture og udflugter, tage sig af vore gæster, deltage aktivt i planlægning og udvikling af programmer og i mindre omfang i administrativt arbejde. Arbejdstider vil være skiftende – også aften, weekend og helligdage. Stillingen er på fuld tid.

Refugiet har 40 ansatte, 47 værelser og besøges af ca. 4.000 gæster om året. Mange grupper aflægger Refugiet besøg af kortere eller længere varighed. Modernisering af værelser blev gennemført i 2008 og bygning af en ny foredragssal er netop påbegyndt. Refugiet er bygget sammen med kloster og kirke.

Stillingen ønskes besat snarest. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til forstander Gunnar Kasper Hansen, tlf. 74 74 33 01. Ansøgningsfrist 27. oktober 2010 kl. 12.00.

Skriftlig ansøgning med CV og relevant dokumentation sendes til gkh@loegumkloster-refugium.dk eller

Løgumkloster Refugium

Refugievej 1 6240 Løgumkloster

www.loegumkloster-refugium.dk

september 2010

Højskolelærer Vi søger en højskolelærer på 2/3 tid, der kan undervise inden for et eller flere af områderne; guitar, sang, dans, performance, samfund, eller noget helt sjette.

Personlige kvalifikationer: Du har en stærk faglighed og brænder for at undervise. Lyst til at arbejde i et dynamisk og kreativt højskolemiljø, hvor forandring og udvikling er et vilkår. Du vil være en del af et fællesskab med indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdsopgaver og fordeling af arbejdstid. Du skal se dig selv i en sammenhæng hvor nøgleordene er; lytte, ansvar, dialog, engagement, mod, og humor.

Konkrete opgaver: • undervisning, møder og planlægning • kostskolearbejde og vagtlærerfunktion • deltage i personale- og højskoleudvikling • deltage i arrangementer og projektuger, herunder turné • undervisning på et kort sommerkursus Stillingen ønskes besat fra 1. januar 2011. Der er planlagt samtaler i uge 45. Løn efter statens regler for højskolelærere. Ansøgning skal være os i hænde senest 22. oktober kl. 12 og sendes til Den Rytmiske Højskole, Jyderupvej 18, 4560 Vig, eller til sb@drh.dk. Yderligere information kan fås hos højskolens forstander, Søren Børsting, på 59 36 06 00.

Den Rytmiske Højskole - et musikalsk liv!

Vi er en spændende arbejdsplads med 30 ansatte og 80 elever, typisk i alderen 18 og 25 år. Højskolens primære aktivitet er 2 lange højskoleophold på 19 og 23 uger, derudover har vi 5 uger med sommerkurser. Vi har en markant faglig profil indenfor rytmisk musik, lydstudieteknik og sangskrivning. Undervisningen foregår i professionelle rammer i et meget kreativt miljø. Vi har været i en konstant udvikling siden starten i 1991, og ønsker at fastholde en position som førende musikhøjskole. Læs mere om højskolen på drh.dk.

de frie skolers Højskolebladet advokat ® Danmarks førende advokatfirma når det gælder rådgivning af frie skoler Vi påtager os aldrig sager mod frie skoler

www.frieskolerlaw.dk

s. 27

tema Velkommen til virkeligheden

s. 28

Fra Verdens bedst nyheder

september 2010

s. 29

tema Velkommen til virkeligheden

s. 30

Kvinder man helst vil

glemme

september 2010

s. 31

Når Afrika pludselig befinder sig midt på gaderne i København i form af kvinder, der sælger sig selv, kommer verdens fattigdom tæt på. Politiet har svært ved at gøre noget ved det, og befolkningen kigger den anden vej.

Dokumentarfilmen ”Trafficking” problematiserer den indstilling charlotte kjærholm pedersen

på den hippe restaurant paté paté kan man spise rigtig lækkert. Omgivelserne er lidt New Yorker-agtige. Restauranten ligger i Kødbyen. Den hvide. Som gennem de seneste år har udviklet sig til et sted med masser af hippe barer og kreative virksomheder. Der er stadig slagterier, og om sommeren kan man sagtens blive ramt af en rådden lugt. Andre aktiviteter, som har hørt området på Vesterbro til i mange år, fortsætter også ufortrødent. Med Hovedbanegården som nabo har området altid været tilflugtssted for narkomaner og prostituerede.

Gennem vinduet på Paté Paté kan man se de østeuropæiske piger, der står og venter. De er prostituerede.

De er klædt i tøj, som får de fleste til at vende sig om. Ikke kun fordi, det er udfordrende. Det er også lidt forkert. Øjenskyggen er lidt for blå, skoene er af plastic og lidt for hvide og de stramme bukser er med for meget simili. Der er noget usmageligt over dem. Kvinderne er fattige, de er fra Østeuropa, og de er i gang med at sælge sig selv.

I dokumentarfilmen ”Trafficking” sættes der fokus på handlede kvinder, som kommer til Danmark for at arbejde som prostituerede. I 2008 blev ”gruppen mod kvindehandel” oprettet, og filmen følger to kvindelige efterforskere fra enheden. De forsøger at finde bagmændene ved at anholde kvinderne og få dem til at afsløre og vidne imod dem. Det er ikke nogen let opgave. Kvinderne siger for det meste, at de er kommet herop af fri vilje og på egen hånd. Det første er ofte rigtigt, det sidste mere sjældent.

Sine Plambech, forsker i menneskehandel og migration på DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), har sammen med dokumentarfilminstruktøren Judith Lansade lavet dokumentaren i håb om at kunne vise, at trafficking er komplekst. De fleste har en holdning til det, men den virkelige verden er ikke bare sort/hvid. ”Ved at lave en film om politiets arbejde kommer mange problemstillinger til syne. For menneskehandel er komplekst. Der er en forestilling om, at hvis man bare kan fange de onde bagmænd, så løser man problemerne.

Så enkelt er det desværre ikke. Det danske politi står over for at skulle løse globale problemstillinger,” fortæller Sine Plambech om deres overvejelser om, hvordan man bedst kunne belyse trafficking. et ikke-offer Når man sidder på Paté Paté eller færdes andre steder på Vesterbro, kan man hurtigt konkludere, at det er synd

tema Velkommen til virkeligheden

s. 32

»

Det er meget bekvemt for os at holde fast i forestillingen om, at det er kvinder, der er ofre, og mænd som er onde, for så undgår vi at tage den diskussion, som er langt større – og handler om udviklingsbistand, udnyttelse og indvandrerlovgivning. Derudover er det et problem, at vi bliver ved med at have en forestilling om, at vi ved, hvordan andre folk gerne vil leve. Måden vi lever på er ikke en garanti for at alle har lyst til at leve sådan.

september 2010

for kvinderne. Man taler om ofre. Men offerrollen er ikke så enkel. I filmen vises det, at kvindernes selvopfattelse ikke stemmer overens med politiets og resten af det danske samfunds opfattelse af dem. ”Mange af kvinderne ved godt, hvad det er, de skal, når de kommer til Europa. De har måske oven i købet gjort det før. Det, de ikke ved, er, under hvilke vilkår de skal gøre det.

Kvinderne står i en mærkelig position, hvor de både er ofre og kriminelle på samme tid, fordi de arbejder her illegalt,” forklarer Plambech.

Derfor anser kvinderne sig ofte ikke som ofre, hvilket medfører en slags sammenstød, når de afhøres: ”Politiet står med en usædvanlig form for kriminalitet med pigerne. De er ofre, som ikke anerkender at være offer. Pigerne vil heller ikke særligt gerne vidne, for de er en del af et stort undergrundsmiljø.” vestens dårlige samvittighed Hvis man ofte cykler rundt på Vesterbro, lærer man efterhånden, hvor kvinderne står. Man kan nærmest kortlægge kvinders placering, som afhænger af, hvorfra de kommer. Op ad Vesterbrogade i nærheden af Hovedbanegården lige ved Jyske Bank, står de nigerianske kvinder. Ved Skelbækgade er det danske piger. De er narkomaner. Og omkring kødbyen på Søndre Boulevard står de østeuropæiske piger.

Og det gælder ligegyldigt om det er mandag eller fredag, om det er koldt eller varmt. De er et fast indslag på gaderne.

Med filmen håber Plambech og Lansade at åbne op for spørgsmålet om, politiets arbejde er det rigtige at satse på. ”Det er en politienhed, som har de bedste intensioner, og bagmænd skal naturligvis fanges, men snittet er lagt forkert. For det handler om fattigdom.

Ikke bare om nogle skumle bagmænd, men om en ulige verden mellem Afrika og Europa. Hvorfor skal det ende på politiets skrivebord? Det kan de

naturligvis ikke løse. Så kan man kritisere nogle af de ting, som politiet gør.

Fx at de stresser kvinderne rundt på Istedgade og siger, som man også ser i filmen: ”Jeg kan hjælpe dig”. Selvom de i virkeligheden ikke kan hjælpe dem.

De kan deportere dem – men jo ikke tilbyde dem det, de ofte har mest brug for – en måde at forsørge deres familier på.”

For at komme hverdagen på gaden til livs mener Sine Plambech, at man i stedet for at have travlt med at anholde og udvise kvinderne bør kigge på, hvad den desperate flugt til europæiske lande skyldes: ”Det er meget bekvemt for os at holde fast i forestillingen om, at det er kvinder, der er ofre, og mænd som er onde, for så undgår vi at tage den diskussion, som er langt større – og handler om udviklingsbistand, udnyttelse og indvandrerlovgivning. Derudover er det et problem, at vi bliver ved med at have en forestilling om, at vi ved, hvordan andre folk gerne vil leve. Måden vi lever på er ikke en garanti for at alle har lyst til at leve sådan.” I stedet bør man sætte ind politisk, mener hun, ”Et centralt problem er, at det er meget svært at komme til Europa, og jo strammere indvandringslovgivningen er, jo dyrere er prisen for kvinderne for at rejse hertil. Det vil sige, at de sætter sig i gæld for at komme herop og har brug for bagmænds hjælp til at komme til Europa. Vi bør også tale om, hvorfor kvinderne er så interesseret i at komme hertil. Fx at det rigtig svært at finde arbejde der, hvor de kommer fra. Der bliver talt meget om at forøge politiindsatsen og NGO-arbejdet, men det, som det virkelig handler om, er, at se hvilke mekanismer, der gør, at de ender i situationen. Og de bliver ikke kun løst ved forøget politiarbejde,” siger hun. vender den anden kind til Fattigdom og prostitution er en del af gadebilledet i København og på landevejsbordeller rundt omkring i Danmark. Servicestyrelsen anslår,

s. 33

at omkring halvdelen af de 5.500 prostituerede, de har kendskab til, er fra udlandet. Fra Thailand er der cirka 900, mens omkring 1000 kvinder er fra Østeuropa og 300 er fra Afrika.

Engang imellem rømmes gaderne.

Sidst det skete var sidst i august, da 18 gadeprostitueret blev anholdt. I pressen blev lederen af indsatsen citeret flere steder for at sige: ”Prostitutionen har taget et omfang, som vi ikke vil tolerere. De prostituerede har haft en meget fremfusende markedsføring”.

Siden har området ligget lidt øde hen, men problemerne er ikke løst af den grund. I det hele taget er det, ifølge Sine Plambech, bekymrende, hvordan man opfatter den prostituerede, ”Politiet får opkald fra folk, der bor på Vesterbro. De vil have, at politiet skal fjerne de prostituerede fra gaden, fordi de ikke vil konfronteres med dem, og fordi folk synes, det er synd for kvinderne – nogle bør gøre noget. De bliver både konfronteret med kvinder,

»

Politiet får opkald fra folk, der vil have, at politiet skal fjerne de prostituerede fra gaden, fordi de ikke vil konfronteres med dem, og fordi folk synes, det er synd for kvinderne – nogle bør gøre noget. De bliver både konfronteret med kvinder, der tilbyder sex for penge, men også med verdens fattigdom.

der tilbyder sex for penge, men også med verdens fattigdom. Det er ligesom folk, der har et problem med tiggere, hvor man får lyst til at spørge: ’Hvem har det største problem – tiggeren eller den, der bliver konfronteret med det?’

Det jo den prostituerede eller tiggeren, som har det værst – og det hjælper ikke vedkommende at blive smidt i fængsel eller ud af landet. Tværtimod. De prostituerede kan være aggressive i deres opførsel, og det kan være irriterende, men kvinderne har det ikke godt.” fattigdom hører ikke til Danmark anses for at være et rigt land, som tager sig af alle. Her er ingen rigtig ’fattige’. Derfor synes de færreste om at se fattigdommen på gaden midt i København. Sine Plambech mener, at det er en af grundene til, at både politikere og naboer helst så dem forsvinde fra gaden. Det handler ikke om kvindernes bedste. For hende at se er der også et ganske simpelt forstå-

tema Velkommen til virkeligheden

s. 34

elsesproblem. Mange kan have svært ved at forstå, at nogen kan finde på at forlade deres familie for at arbejde som prostitueret. Derfor er kommunikationen svær. ”Det handler om to ting. For det første kan det være svært at sætte sig ind i, hvad man er villig til at gøre, når man er fattig. Det kan være vanskeligt at forstå, hvorfor man er villig til at gå så langt – at sælge sin egen krop og indgå i et udnyttelsesforhold med nogle bagmænd – for at forbedre sit liv.

Så ekstrem fattigdom er langt væk fra vores radius”, siger hun.

Politiet bliver derfor de hvide ”reddere”, som står i stærk kontrast til de vulgære udnyttede kvinder. ”Danskerne har de gode intentioner, mens Afrika bliver fremstillet som noget, der handler om vodoo, vold, promiskuøse kvinder og sex på alle mulige måder, som danske kvinder slet ikke har kendskab til. De bliver konstrueret som en meget eksotisk størrelse, og når man taler med det danske politi, så har de en retorik, som handler om at rydde op. De taler meget om, at ”rydde op på Istedgade”. De er danske og rationelle. I modsætning til det står de afrikanske kvinder. De er fattige, sorte, udnyttede, har en promiskuøs seksualitet og tager sig ikke af deres børn,” forklarer Sine Plambech og fortæller, at for at understege forskelligheden følger man to danske politikvinder i filmen, ”Vi valgte at følge to danske politikvinder, fordi de er hvide kvinder, der har børn. I afhøringslokalet vil vi vise Europa over for Afrika. Sort og hvid.

Rig og fattig. Engang imellem når de tager hørertelefonerne på og aflytter kvinderne, får de adgang til ’Afrikas stemme’.

Når kvinderne bliver afhørt fortæller de tit usammenhængende historier, som er usande: ”Kvinderne lyver over for politifolkene, som bliver frustrerede over det.

De siger, at de ikke har nogen alfons, selvom politiet har aflyttet deres samtaler. De bliver en slags hustlere, som forsøger at navigere rundt i systemet.

Man kan hustle eller dø. Man er nødt til at lære systemet at kende. For kvinderne handler det om at komme til Europa, og filmen viser, hvad de er villige til at gøre, for at det lykkes,” forklarer Plambech. september 2010

hvad skal der gøres?

For Plambech at se, er det vanskeligt at sætte ind og gøre det, man burde. Men hun håber, at man tager fat flere steder, ”Der er forskel på, hvad man burde gøre, og hvad man så kan gøre. På det overordnede plan synes jeg, det er vigtigt at diskutere, hvordan vi kan bidrage til, at kvinderne ikke ender i denne situation. Det handler om fattigdom, som den vestlige verden i et vist omgang bidrager til. Det handler om, at det er så svært at komme ind i Europa, at man er nødt til at sno sig og låne penge for at komme ind. På det mere konkrete plan burde man kigge på lovgivningen. Vi har meget lidt at tilbyde kvinderne. De får ikke vidnebeskyttelse for at afsløre, hvem de arbejder for, hvilket lige nu er udgangspunktet for bekæmpelse af kvindehandel. Vi forventer, at de vil hjælpe os med det, men vil samtidig ikke give noget til gengæld. Man er også meget tilbageholden med at give dem opholdstilladelse eller asyl. Du kan være forfulgt i andre lande på grund af krig, men at være handlet kan du kun yderst sjældent få opholdstilladelse for. Nogle lande har vidnebeskyttelse og nogle lande giver opholdstilladelse til denne gruppe, men det vil være vanskeligt lige nu med det politiske miljø vi har i Danmark. Det vil blive meget vanskeligt at få gennemført den slags ting,” vurderer hun.

»

Kvinderne lyver over for politifolkene, som bliver frustrerede over det. De siger, at de ikke har nogen alfons, selvom politiet har aflyttet deres samtaler. De bliver en slags hustlere, som forsøger at navigere rundt i systemet. Man kan hustle eller dø. Man er nødt til at lære systemet at kende. For kvinderne handler det om at komme til Europa, og filmen viser, hvad de er villige til at gøre, for at det lykkes,

Åbent brev sendt til alle Folketingets politikere den 4. oktober 2010

Annonce

gsmedlem

Kære folketin

en ti skal træffe du og dit par og , år vs gs lo in ns et folk e fina nder det nye de foreståend ed m se el d in I morgen begy i forb beslutninger række vigtige r. forhandlinge budede å trods af de be p – k ar m an mindst på e, at D samfund. Ikke med til at sikr gt re ti yg væ d al ve sk le u et D en er anmark har også i fremtid okrati, hvor D – r em d se el og ar on sp ti be vigtig rolle. nova len spiller en uddannelse, in ko js m so hø er or d hv rå , om råder stå stærkt. Om tradition for at e og dyrke kolen til at find js ng hø er sk ne r stor betydni 00 men r tæt ved 50.0 sultater, der ha ge re u ed br M år . rt er . et nt ve H ige tale sig i samfund og menneskel til at engagere ne ev deres faglige og et lit iere, livskva nt. for deres karr res største tale ent er nok vo m ge ga ed en m e rke l at skab e ressourcestæ kolens evne ti os at tiltrækk r fo Og netop højs en vej, og t d lig an u m en isk går d så gør det p ty og er en d , kk nt afi le tr Et ta hvor relle tilbud. af Danmark, dser og kultu ne la eg sp l jd ti e be er ar jd e arbe t efter ny rs skal se lang hvor man elle k. Men det rolle i Danmar lig nt se væ ste år (til spille en de tilskud næ le sætte med at m rt fo sa s e re rn vo ge l %).

Vi vi hele 9 % af råder spare 1 hvis vi mister dannelsesom d u re meget i bliver svært, d er an ld te fy al de fles der ikke , sk er ng on ni kr . lig io en m samm angle 48 mmer til at m en til forskel.

Højskolerne ko m gør en verd so en m v, lo ns fina e den samlede rhandlingern ingerne, når fo gn re be i ed m at du vil tage Det håber vi, begynder.

Med venlige

hilsner

Højskolerne

s. 35

tema Velkommen til virkeligheden

Æstetikkens fakta og

s. 36

ESSAY: Kunsten skal hele tiden udfordre journalistikken - og pege på nye former: Nutidens dokumentarfilm står også i gæld til kunstens avantgardeformer af stefan jonsson oversat fra svensk af henrik rundqvist ”hvorfor alle disse helsider fra sydney?” spurgte journa listen sven öste i begyndelsen af 1990erne i en kronik i Dagens Nyheter. Öste var en af de udenrigsjournalister, som i 1950erne og 1960erne introducerede verden uden for Europa i svensk nyhedsdækning. I sin kronik beskrev han, hvordan vesteuropæiske medier dag efter dag viede store, indlevelsesfulde reportager til skovbrande i Australien. Brandenes hærgen krævede 40 dødsofre og ødelagde 191 beboelseshuse. På samme tid indtraf andre katastrofer, bemærkede Öste: ”En gaseksplosion i Kina, som krævede 70 liv. Ti linjer. 150.000 mennesker blev hjemløse i Sri Lanka efter oversvømmelser. Otte linjer. ”Med hensyn til et jordskælv i Maharashtra i Indien, som dræbte omkring 10.000, slukkedes mediernes spotlights efter nogle døgn.

Alt dette hænger sammen med et problem, som skænkes ringe opmærksomhed inden for medieforskningen.

Det gælder massemediejournalistik-

september 2010

Den chilenske kunstner Alfredo Jaar arbejder som kunstner, men har et meget konkret sigte.

kens forhold til kunsten, litteraturen og filmen i bred forstand - med et ord: til æstetikken.

Hvorfor har en skovbrand i Sydney, som kræver 40 dødsofre, højere nyhedsværdi end et jordskælv i Indien, som kræver tusindvis? Den vestlige nyhedsdækning tildeler åbenbart den hvide australier, der får sin villa ødelagt, en højere nyhedsværdi end den fattige inder, som dør i jordskælvet. Den ulige nyhedsværdi vidner om, at australiere og indere ikke tildeles samme menneskeværd. Og denne vurdering virker så selvfølgelig, at vi ikke reagerer på den, skrev Öste.

Dette ville ikke være noget at bekymre sig om, hvis vores journalistik

ikke stillede andre fordringer end at tjene vores eget fællesskab og bekræfte vores eget kulturbundne verdensbillede. At folk i Stockholm interesserer sig for mennesker, hvis liv ligner deres egne, for eksempel i Sydney, men har sværere ved at leve sig ind i livet i den indiske landsby er næppe forbavsende.

At kritisere dette ville være lige så idiotisk som at drage lokalavisen til ansvar for at skrive om sin egen by.

Men i en situation, hvor medierne globaliseres, bliver Östes tilfælde betydningsfuldt. Globaliseringen af medierne indebærer jo, at de vestlige mediekoncerners nyhedsformidling fremtræder med fordring på universel gyldighed. Her opstår en situation,

journalistikkens fiktioner hvor et bestemt kulturelt fællesskab med sin egen særlige opfattelse af, hvad der har nyhedsværdi, anser sin vurdering for at være gyldig for hele menneskeheden. I og med at en kulturbunden definition af nyhedsværdi og menneskeværd fremtræder som en universel standard, marginaliseres andre kulturers opfattelse af, hvilke nyheder og hvilke mennesker, der er vigtige.

Resultatet er den skævhed, som Öste pegede på: Det globaliserede mediesystem koder et menneske i Sydney og et menneske i en indisk landsby i overensstemmelse med et værdisæt, der lader læseren og seeren identificere sig med sydneyboerens skæbne, mens bonden i Indien ryger ud af vores synsfelt. Resultatet er paradoksalt. Det påstås jo ofte, at mediernes globalisering udvider vores horisonter.

Lad mig gå over til mit andet eksempel. For nogle år siden så jeg i Oslo en udstilling af den chilenske kunstner Alfredo Jaar. I billetkassen fik den besøgende ikke den sædvanlige brochure eller katalog, men et pas og et etui med kort. Jeg pakkede papkortene ud, men fandt i stedet for et landkort store billeder, som forestillede mennesker i Nigeria og i Brasilien samt i en flygtningelejr uden for Hongkong.

Jeg syntes at høre en hvisken: ”Se godt efter! Sådan ser vi ud, vi der lever på den anden side af grænsen!”.

Derefter udviskedes ansigterne. ”Geografi, det er noget som frem for alt sigter mod krig”, stod der på papkortene, som Jaar delte ud. For Jaar bærer hver en grænse - geografisk, politisk, økonomisk eller kulturel vidnesbyrd om en forbrydelse mod menneskeheden. I 1986 lejede han reklamepladserne på metrostationen Spring Street på Manhattan, den sta-

tion hvor børsmæglerne på Wall Street stiger af og på. ”Guldprisen op med en dollar og firs cent!”, meddelte Jaars plakater passagererne. Ved siden af denne opløftende nyhed havde kunstneren monteret fotos af garimperios. Sådan kaldtes guldgraverne i Serra Pelada, Brasiliens største dagbrudsgrube. Da Jaar fotograferede gruben, arbejdede der 40.000 sæsonarbejdere. Hver og en gravede sin egen skakt ind mod jordens midte. På Jaars billeder ligner guldgruben en kæmpes fodaftryk i en myretue: Lerdækkede væsner kravler rundt mellem hinanden. Med den ene hånd på stigen og den anden om sin lærredssæk, som kan være fyldt med femogfyrre kilo guldholdigt ler, klatrer

»

Når journalistikken forvandles til fyrstespejl, forvandles kunsten til journalistik i ordets oprindelige mening: en løbende beretning, som gennemlyser den samfundsmæssige udvikling. arbejderne op mod sollyset. På billederne fra Serra Pelada hjemsøger disse elendige os som indslag i et geopolitisk mareridt. Jaar viser ansigterne og kroppene af dem, hvis tilstedeværelse ikke mærkes i børsnoteringerne, massemedierne eller udviklingsprogrammerne.

Det er politisk opbyggelig kunst.

De ansigtsløse gives et ansigt. Men

Jaars hovedpointe er en anden. Med minimalistisk præcision monterer han sine fotografier, så de afbildede altid synes på vej til at falde ud af rammen.

Han skjuler personportrætterne bag slør, eller også forvrider og fortynder han dem ved at lade fotografierne reflekteres i vandoverflader og spejlarrangementer. Blandt andet udstiller han bagsiden af et billede, så betragteren alene med titeltekstens hjælp må forestille sig, hvordan billedet ser ud.

Længst inde, i museets inderste rum, dybt inde i kunstens alterrum, stod jeg over for en vældig lystavle med et foto af syv mænd i Lagos. De stod og hang ved siden af nogle rustne tønder med giftaffald, som blev importeret fra Europa. Derefter fulgte fire aflange lystavler med ansigter af garimperios.

De snavsede figurer var hårdt beskårne og havde deres tyngdepunkt lige uden for billedets rum.

I passet, jeg fik ved indgangen, fandtes ingen sider til at stemple på, i stedet gentoges på hvert opslag billedet af en grænse, som var befæstet med pigtrådsafspærringer og projektører. I passet fandtes heller ingen stempler, i stedet blev den samme frase gentaget, trykt i brændende rødt, på forskellige sprog: ”abriendo nuevas puertas”, ”opening new doors”, ”es öffnen sich neue Tore”. Sådan kan man tolke Jaars værk: Det åbner døren til verdener, som marginaliseres af de vestlige nyhedsmedier. Skønt hans værk egentlig opnår en anden virkning.

Jaar giver betragteren en lektion i de politiske grænser og psykologiske barrierer, som forhindrer ham eller hende i at se verdens underklasse. Jordens fordømte venter altid lige bag tærskelen for vores iagttagelsesformåen. Jaar lader betragteren se, at han eller hun ikke ser De Andre.

s. 37

s. 38

massemediernes ensretning – kunstens politisering Ud fra disse eksempler vil jeg formulere en hypotese. Det første eksempel fortæller om ensretningen af massemedierne i det globale system. En stadig større del af medieudbudet styres af en norm, der afgør, hvad der er værd at vide og kende til, der afgør, hvad man skal grine af eller sørge over, der prædiker, hvad der er lykke, retfærdighed, godhed og kærlighed. Denne norm er begrænsende, for den indebærer, at alternative forestillinger om disse værdier skydes bort.

Det andet eksempel fortæller om en politisering af kunsten. Med politisering mener jeg ikke, at kunsten tager ideologisk stilling, diskuterer dagsaktuelle spørgsmål eller påvirker politikkens beslutningsprocesser.

Med politisering mener jeg en proces, som synliggør, hvad man, til forskel fra ”politikken”, kunne kalde ”det politiske”.[1] ”Det politiske” sigter til politikkens forudsætning og grundlag, nemlig menneskers mulighed for at repræsentere sig selv og deres interesser i offentligheden, en offentlighed, vel at mærke, som i vor tid er global.

Alfredo Jaar aktualiserer ”det politiske” på en sådan måde, at hans værk udpeger de mekanismer, som gør, at en stor del af menneskeheden havner uden for offentligheden og derfor står uden repræsentanter i politikken.

Min hypotese gælder forholdet mellem disse to processer. Jeg vil hævde, at ensretningen af massemediejournalistikken og politiseringen af kunsten betinger hinanden gensidigt.

Ja, jeg vil gå et skridt længere og påstå, at journalistikkens ensretning og kunstens politisering er to aspekter af samme historiske proces, en proces, vi kan betegne som kulturens globalisering.

Lad mig formulere sagen tilspidset.

På den ene side er der en ensretning: Journalistikkens verdensbillede falder i stadig højere grad sammen med et perspektiv, som kendetegner en bestemt subjektposition: hvid, mandlig, vestlig og ejendomsbesiddende.

september 2010

Denne subjektposition angiver ofte såvel den implicitte fortæller som den implicitte tilhører i de massemedier, der i dag henvender sig til en global offentlighed. I mediernes beretninger udgør dette subjekt modellen for

»

Det er en nødvendig proces, ikke for kunstnernes eller journalistikkens overlevelse, men nok for samfundets: Demokratiet forudsætter eksistensen af medier, som gengiver virkeligheden upartisk og troværdigt. det menneskelige. De, som lytter til denne beretning, manes til at efterligne denne model, hvilket for det meste af menneskeheden indebærer, at de må give afkald på de kulturspecifikke identiteter, som ikke stemmer overens med modellen. Resultatet er en i nutidens kulturforskning velkendt kløft. Der opstår en konflikt mellem en vestlig dominant, som hævder at repræsentere almeninteressen - der snart kodes kulturelt (oplysning, sekularisering, klassisk dannelse), snart politisk (demokrati, parlamentarisme), snart økonomisk (marked, frihandel, kapitalisme) - og et antal underordnede bevægelser, som antages at tale for diverse særinteresser, og som ofte kodes i etniske, kulturelle eller nationale termer.

På den anden side er vi vidner til en række politiserende bevægelser i samtidens litteratur, film, kunst og musik. De gør opmærksom på erfarin-

ger, historier og identiteter, som længe har savnet et hjemsted i den vestlige offentlighed, og de gør dette med en energi og en evne til nyskabelse, som placerer dem i centrum af den litterære og kunstneriske diskussion i Vesten.

Alfredo Jaars værk er et eksempel på denne tendens, som med en hastig betegnelse kunne kategoriseres med ordet ”postkolonial”. En stor opgørelse over denne bevægelse i kunsten fandt sted på udstillingen Documenta 11 i Kassel. Man kan også pege på en række af tidens største forfatterskaber.

Det er tilstrækkeligt at opregne nogle af de senere års nobelprismodtagere som Derek Walcott, V. S. Naipaul, Nadime Gordimer, Wole Soyinka, Toni Morrison, Gabriel Garcia Marquez.

Fælles for dem alle er, at deres værk behandler beretninger og eksistentielle erfaringer fra den vestlige civilisations bagside.

Det ser altså ud, som om den journalistiske og den æstetiske udvikling løber i hver sin retning. Det virker rent ud, som om det ene, det æstetiske niveau kompenserer for journalistikkens blinde punkter. […]

Journalistikkens gæld til avantgarden Man kunne udtrykke det sådan: kunsten, litteraturen og filmen udvikler de fremstillingsmåder, som siden institutionaliseres og instrumentaliseres i journalistik og massemedier. Der findes flere interessante eksempler på, hvordan journalistiske genrer udvikles af litteratur, kunst og film: 1800-tallets realistiske og naturalistiske roman foregriber avisens dokumentarreportager; modernismens filmavantgarde udvikler de montageteknikker, som siden standardiseres i fjernsynet; dramatikkens og den filosofiske romans dialogiske strukturer påvirker journalistikkens interviewform; pressefotoet henter forbilleder fra maleriets ikonografi; den modernistiske romans flydende fortællerperspektiv kommer i anvendelse i den undersøgende repor-

tage i såvel presse som radio og tv.

Et andet slående eksempel gælder dokumentarfilmens historie. Den amerikanske filmveteran Bill Nichols har for nylig forsøgt at genoverveje genrens historie.[2] Hans analyse har almen gyldighed for spørgsmålet om journalistikkens forholden sig til æstetikken. Filmhistorikerne har længe hævdet, at dokumentarismen er selve filmmediets essens. Fra den dag da brødrene Lumière i 1895 for første gang viste film offentligt, og da et forbløffet publikum kunne se levende billeder af arbejdere, som forlod en fabrik og af et tog, som ankom til en jernbanestation, har det levende fotografi været anset for at have direkte kontakt med den autentiske virkelighed. Al film er - så at sige af oprindelse og per definition - dokumentarfilm: en slags journalistik. Når dokumentarfilmen som begreb opstod i slutningen 1920erne, indebar dette altså ikke, ifølge den gængse historieskrivning, at en ny genre så dagens lys, men at man fandt et navn for, hvad filmen altid havde været: virkelighedsdokumenterende. Dermed har filmhistorikerne forsynet filmen med en næsten mytisk oprindelse, mener Nichols.

Dokumentarfilmen fremtræder som en nødvendig følge af det fotografiske medies realisme: Den er et vindue mod virkeligheden og mod den nøgne sandhed. Derfor har dokumentarfilmen også fremstået som indbegrebet af journalistikkens virkelighedsafslørende funktion.

Nichols smider denne historieskrivning i papirkurven. Han bemærker, at de første film slet ikke blev set som virkelighedsdokumenter, men som magiske skuespil. Han spørger også, hvordan det kan være, at dokumentarfilmen ikke opstod før omkring 1928.

Hvis det virkelig passer, at filmen er dokumentarisk af natur, burde den være opstået allerede i filmens første år. Men dokumentarfilmens betingelser er langt mere sammensatte end selve det virkelighedsgengivende medie, mener Nichols. Til den egentlige doku-

mentarfilms betingelser hører, ud over selve filmteknikken, tre fænomener: dels en særlig fortælleteknik, udviklet i den tidlige film, dels en social opgave, en vilje til at oplyse og engagere det almindelige publikum, der først i mellemkrigstiden opstod som politisk

»

Journalistikkens verdensbillede falder i stadig højere grad sammen med et perspektiv, som kendetegner en bestemt subjektposition: hvid, mandlig, vestlig og ejendomsbesiddende. offentlighed og endelig den slags fremmedgørende og virkelighedsafslørende montageteknikker, som blev udviklet i 1920ernes avantgardefilm. Nichols opholder sig særligt ved det sidstnævnte.

Han viser, at dokumentarfilmen og al journalistisk brug af filmmediet står i gæld til de filmeksperimenter, som blev lavet af Walter Ruttman, Sergei Eisenstein, Dziga Vertov, Man Ray og Louis Bunuel, altså den modernistiske avantgarde.

Jeg skal ikke opholde mig yderligere ved Nichols’ ræsonnement. Pointen turde være fremgået. En dokumentarisk genre, som stræber efter at modsvare alle journalistikkens kriterier for sandhed og saglighed, opstod af den kunstneriske avantgardes frie eksperimenteren med billeder og fortælling. Hvorfor erkendes denne arv så sjældent? Nichols pointerer, at dokumentarfilmen som genre ville miste troværdighed, hvis den tilstod sit slægtskab med filmkunsten. Da

NOTER [1] Distinktionen baserer sig på diskussionen i fransk politisk teori om forholdet mellem ”le politique” og ”la politique”, i engelsk oversættelse ”politics” og ”the political”. Se Alain Badiou: Peut-il penser la politique?, Paris: Seuil, 1985; Claude Lefort: ”La question de la démocratie”, i Le Retrait du politique: travaux du centre de recherches philosophiques sur le politique, Paris : Éditions Galilée, 1983, s. 71-88.

ville man jo tvinges til at erkende, at vejen til en sand skildring af virkeligheden går via den æstetiske fiktion, at den dokumentariske og journalistiske sandhed i høj grad er en konstruktion. s. 39

æstetikkens fakta og journalismens fiktioner Al journalistik - ligesom hver en virkelighedsgengivende genre og hvert et medie, som hævder at præsentere en verificerbar sandhed - tenderer mod at gennemgå en ideologisk forkalkningsproces. Den forvandles til et instrument, som i sidste instans befæster et givent virkelighedsbillede (i værste fald den berygtede ”offentlige løgn”).

Dette kan journalistikken kun undgå ved at lade sig påvirke af de forskellige kunstarters evne til at bryde igennem klichéer, dødt sprog og slidte koder.

Kunstformernes eksperimenter med billedanvendelse og fortællestruktur fornyer på den måde journalistikkens virkelighedsgestaltning. Æstetikken synes at være journalistikkens vaccine mod ensretning og hindrer den i at udarte til en tom, om end underholdende gentagelse af magtens gester.

I dag befinder vi os midt i denne vaccinationsproces. Kunst, litteratur og film politiseres, hvilket vil sige, at de udpeger de nye konfliktzoner og gestaltningsformer, som sandsynligvis kommer til at præge morgendagens journalistik. Det er en nødvendig proces, ikke for kunstnernes eller journalistikkens overlevelse, men nok for samfundets: Demokratiet forudsætter eksistensen af medier, som gengiver virkeligheden upartisk og troværdigt.

Og eftersom vi står midt i denne forvandling, skal vi måske ikke forbavses over, at en stor del af dagens kunst synes at falde sammen med reportagekunst og dokumentar, mens en stor del af dagens journalistik falder sammen med sæbeopera, kriminaldrama, krigsfilm eller helt enkelt, som Timothy Garton Ash sagde for nylig, med den rene fiktion.

[2] Bill Nichols: ”Documentary Film and the Modernist AvantGarde”, Critical Inquiry 27, nr. 4, 2001, s 580-610.

tema Velkommen til virkeligheden

s. 40

Hvem vil være journalist?

Instruktøren Frank Poulsen, aktuel med dokumentarfilmen Blod i mobilen, der beskriver hvordan mineraler fra mobiltelefoner fra Nokia udvindes under slavelignende forhold i Congo og finansierer borgerkrigen, mener, at journalistikken har spillet fallit.

Lasse Jensen er vært på det mediekritiske program Mennesker og medier på P1. Han mener ikke, at aktivistiske dokumentarfilm er vejen frem. Højskolebladet satte dem i samme lokale og tændte for mikrofonen af andreas harbsmeier

FRANK: Jeg har en kritik af journalistikken, som jeg gerne vil afprøve.

Og du er en af de journalister, jeg har meget stor respekt for. Jeg mener, at journalistikken i mange henseender har udspillet sin rolle. Det er ikke længere mangfoldighed, men nærmere ligegyldighed, der gør sig gældende.

Et af hovedproblemerne med journalistikken er det objektivitetskrav, der stadig står stærkt. For der er ikke noget, der er objektivt. Objektivitet er ikke noget, vi kan udtrykke.

LASSE: For mig lyder det som en diskussion, vi havde i slutningen af 60erne, hvor vi afskaffede objektivitetsbegrebet. Der findes et ønske om at tilstræbe en form for objektivitet, men samtidig en klar erkendelse af, at objektivitet ikke eksisterer.

FRANK: Men hvorfor tilstræbe noget, som vi godt ved, vi ikke kan nå?

LASSE: Du bedriver jo også journalistik. I nogle tilfælde også dårlig journalistik. Meget generelt kan man sige, at al søgen efter en eller anden form for sandhed, er journalistik. Du er også en journalist, selv om du ikke selv synes, at du er det. Du går ud og opsøger konkrete ting i verden og lægger dit perspektiv ned over dem. Det er helt i orden. Selv om noget af det strider mod nogle af de journalistiske grundregler.

FRANK: Jeg vil meget nødigt kaldes journalist. Konkret kan jeg ikke forstå, hvordan man fx i Congo, som min film handler om, 100 år efter slaveriets ophævelse stadig lever under slavelignende forhold. Det har journalistikken i den grad forsømt at gøre opmærksom på.

LASSE: Men det er jo ikke journalisternes skyld, at der stadig er slavelignende forhold i Congo. Der er faktisk skrevet meget om den konflikt. Den køber jeg ikke - med mindre journalisten har en klar mission om at lave verden om.

»

Flere anmeldelser har kritiseret min film for ikke at være lavet efter de journalistiske regler.

Og det er enormt ærgerligt, mener de, fordi det er så vigtig en sag. Men jeg har aldrig hævdet, at jeg var journalist og arbejder ud fra journalistiske kriterier. Så jeg må spørge den anden vej: Hvor var I journalister, mens 5 millioner mennesker døde i borgerkrigen Congo? Hvor har I journalister været i de 15 år, den krig foreløbigt har varet?

- frank poulsen

september 2010

s. 41

FRANK: Netop. Der bør være flere folk, der påtager sig den opgave – at lave verden om – også dem, der er med til at beskrive verden. Problemet er netop, at man i forhold til forskellige konflikter siger; ’på den ene side og på den anden side’, og ’det er enormt nuanceret’. Det er det også, men man har pligt til at tage stilling og vise det.

Folk mener alt for lidt. Det er alt for meget ligegyldighed.

LASSE: Jeg er dybt uenig. Vi kan godt være enige om, at journalistikken er ude i en eller anden form for krise. Til gengæld har vi medier, der er så fyldt med folk, der har bestemte meninger, og som ud fra et meget konkret politisk eller økonomisk udgangspunkt beskriver virkeligheden i kommentarer og analyser. Det er verden hverken blevet værre eller bedre af. Medierne som sådan kan ikke stilles til ansvar for, hvordan verden ser ud.

FRANK: Okay, så lad mig komme med et konkret eksempel. Da jeg kom hjem fra Congo første gang, skrev jeg et par artikler i Information. Så ringede Tv-avisen til mig. De ville gerne lave historien om blodmineraler i mobiltelefoner fra Nokia. De ringer så til

Nokia, der giver dem et proces-svar: At de er opmærksomme på problemet, og de er i gang med at tage hånd om det.

Og der stopper historien for Tv-avisen.

Indslaget blev aldrig lavet. Hvordan kan det være?

LASSE: Jeg er grundlæggende uenig i, at publikum – læsere og seere – forstår ting bedre, hvis de fremstillet af nogle, der har et helt bestemt holdning til tingene. Det er derimod vigtigt, at jeg kan se, at de har sat sig ind i tingene.

Når du laver Blod i mobilen, sender du et signal, der siger: Det er Nokias skyld, at der krig i Congo. Det er en forsimpling, og det betyder, at dit budskab bliver udvisket. Når nedslagene bliver så skarpt vinklet, har det ikke nogen virkning. Du har lavet en film, der handler om Frank Poulsen og ikke om et problem, der i virkeligheden er dybt kompliceret.

FRANK: Et af verdens helt store problemer er, at alting bliver nuanceret væk. Verden er nogle gange også sort/ hvid. Man kunne se på det sådan her: Der er en masse mennesker, der lever i ekstrem fattigdom og elendighed, mens der nogle få mennesker, der sidder og feder den i ekstrem luksus.

Frank Poulsen (F. 1975) Dansk dokumentarfilminstruktør. Uddannet fra Filmskolen i 2001. Har bl.a. lavet Guerilla Girl og Forførerens fald. Han er aktuel med Blod i mobilen, der netop er udtaget til hovedkonkurrencen på Europas største dokumentarfilmfestival i Amsterdam og turnerer i oktober og november på højskoler og gymnasier landet over. Læs mere om filmen på facebook.com/ bloodinthemobile

Lasse Jensen (F. 1946) Dansk journalist og radiovært på programmet Mennesker og medier på P1. Uddannet som journalist i 1968. Har bestridt en række forskellige chefstillinger i både DR og TV2 og desuden instrueret og produceret en række dokumentarfilm. Er indehaver af produktionsselskabet Jensen & Kompagni.

tema Velkommen til virkeligheden

s. 42

Der er nogle meget komplekse grunde til, at verden er som den er. Men der er nogle meget overordnede klare problemer, som der alt for sjældent bliver kigget på.

LASSE: Du er jo journalist. Du vil bare ikke indrømme det. Du er en missionerende journalist. Jeg har også brugt rigtig mange år på at rejse rundt i verden som journalist – og har jo også haft det håb, at det, jeg skrev, ville få den effekt, at folk dog besindede sig, ændrede holdning eller gjorde noget andet. Det har jeg bare ikke givet udtryk for i min journalistik. For jeg blev nødt til at have troværdighed.

FRANK: Var det derfor du slap for at være med i De røde lejesvende?

LASSE: Nej. Jeg har også været beskyldt for at være blå lejesvend, så jeg passede ikke ind i deres koncept… holdning eller propaganda?

FRANK: Jeg møder tit kolleger, der siger: ’Hvor er det godt, at du gider gøre noget ved de der historier.’ Underforstået, at det er der ikke andre, der gider. Det at mene noget er så umoderne. Det synspunkt gør du dig også til fortaler for, når du siger, at man bare skal lægge det hele frem for folk – så skal de nok selv danne sig en holdning.

LASSE: Faren ved dit synspunkt er, at du i virkeligheden mener, at hvis journalister driver propaganda, så har det en større virkning. Men nu spørger jeg dig: Hvis journalister bliver propagandister, har så det større effekt og påvirker opinion, politik og samfundsorden mere, end hvis de lader være med at være det?

FRANK: Jeg tror, at hvis alle mennesker i den her verden – på deres arbejde – holdt op med at handle mod bedre vidende, så ville verden være et bedre sted. Der er masser af journalister, der i deres tilstræbte objektivitet tænker, at de bliver nødt til at give lige

september 2010

så meget taletid til den ene som den anden. Selv om de ved, at det den ene siger, er noget være sludder og mod bedre vidende. Jeg taler ikke imod hæderlighed. Når man fortæller, sorterer man altid efter overbevisning. Så kan man lige så godt være ærlig og sige: jeg har sorteret ud fra mit ståsted i verden.

LASSE: Men det var jo sådan journalister gjorde i østeuropæiske diktaturstater og i de arabiske lande, hvor staten kontrollerer medierne. Det er jo ikke troværdigt.

»

Du er en gammel bitter mand, når du siger, at det ikke forandrer noget.

Jeg kunne godt have lavet en journalistisk historie, der havde gjort, at Nokia var holdt op med at arbejde sammen med en specifik underleverandør. Det var verden bare ikke blevet et bedre sted af.

- frank poulsen FRANK: Flere anmeldelser har kritiseret min film for ikke at være lavet efter de journalistiske regler. Og det er enormt ærgerligt, mener de, fordi det er så vigtig en sag. Men jeg har aldrig hævdet, at jeg var journalist og arbejder ud fra journalistiske kriterier.

Men så må jeg spørge den anden vej: Hvor var I journalister, mens 5 millioner mennesker døde i borgerkrigen Congo. Hvor har I journalister været i

de 15 år, den krig foreløbigt har varet?

LASSE: I dokumentarfilm er der vide rammer for, hvad man kan, så længe det er kunstnerisk begrundet. Jeg kan bare ikke se så mange eksempler på, at dokumentar-film har flyttet noget.

FRANK: Det, der interesserer mig, er egentlig ikke at få Nokia ned med nakken. De fleste mennesker opfatter det, der foregår i den tredje verden, som noget meget fjernt, der ikke har særligt meget med dem at gøre. Blod i mobilen var en god anledning til at gøre folk opmærksomme på en anden del af verden, fordi vi faktisk alle sammen har en mobiltelefon i lommen. Jeg er interesseret i at gøre folk opmærksomme på, at der er nogle problemer i verden – og at vi er en del af dem – og at vi faktisk godt kan gøre noget ved dem. Det er derfor, jeg bruger mig selv.

Jeg viser, at man godt kan tage hen til Nokias hovedkvarter og sige hallo.

Og jeg lægger afstand til journalistikkens etik om, at vi beskriver verden så nøgternt som muligt. Det er enormt meget nøgternhed i verden.”

LASSE: Så må jeg bare sige. Hvis journalistikken skulle drives af den måde at gå til verden på, ville vi få en kakofoni af 3.000 journalisters 3.000 forskellige holdninger til den ene og det andet.

Den, der kan lave den smarteste og mest veldrejede synspunkt, vil komme igennem. Jeg hylder ikke objektivitetsbegrebet, men jeg mener, at journalister skal undersøge de forskellige sider af en sag.

FRANK: Selvfølgelig skal man undersøge tingene. Jeg mener så bare, at man har pligt til at fremstille, hvad man kommer frem til. Jeg havde faktisk en forestilling om, at Nokia skulle være helten i filmen, men det viste sig, at de tilsyneladende ikke lever op til deres egne idealer. idealisme LASSE: Der må meget gerne være idealisme i journalistikken. Der er

måde. Jeg anfægter dit synspunkt om, at hvis alle journalister gjorde det, ville verden se anderledes ud. Som journalist skal du holde dit eget synspunkt så langt væk som muligt, mens du som kunstner måske oven i købet har pligt til at fortælle dit eget synspunkt.

FRANK: Du har nok ret i, at min film sætter sig et sted midt mellem journalistik og et personligt mere kunstnerisk projekt. Det er måske ikke den bedste film, jeg har lavet, for en filmisk betragtning, men det er måske den vigtigste sag, jeg har taget op. Jeg

»

Du bliver meget ophidset, når man kalder dig journalist. Du har den samme reaktion, som hvis nogen kalder mig en kunstner.

- lasse jensen bedriver ikke propaganda.

LASSE: I virkeligheden er din film lidt tabloid.

FRANK: Du er hård…

masser af journalister, der er idealister.

Også unge folk. De unge på journalistuddannelsen går ud med en forestilling om, at de skal ændre verden.

FRANK: Men gør de nu også det?

Kigger du på den daglige nyhedsdækning, er der virkelig langt mellem snapsene. Det er rigtig meget, hvor jeg tænker, hvorfor skal jeg vide det her?

Hvorfor skal jeg vide en hel masse om Anni Fønsby?

LASSE: Nu bevæger vi os ind i et rigtig kedeligt område, fordi vi er enige…

LASSE: De grundlæggende etiske regler er opfundet i den angelsaksiske verden. Man mente, at hvis vi skal lave troværdig journalistik, bliver vi nødt til at have nogle retningslinjer. Vi som

journalister prøver at finde sandheden.

Vi skal ikke advokere for et bestemt synspunkt. Hvis vi lader de skarpe holdninger præge journalistikken, giver vi ikke læseren eller seeren muligheden for selv at tage stilling.

FRANK: Jeg lægger verden frem på den måde, jeg ser den. Jeg vil ikke tage patent på sandheden. Jeg melder klart ud, hvor jeg står – og så er det det, folk må tage stilling til. Det er klart, at jeg har et bestemt fokus: Jeg vil gerne have en mere socialt retfærdig verden. Og her har vi et godt eksempel på, hvordan vi kunne få det – hvis et firma som Nokia tog mere ansvar.

LASSE: Jeg anfægter ikke din ret – eller som filmkunstner måske oven i købet din pligt – til at gøre det på din

LASSE: Når man laver film som din, bliver den ikke set. Den drukner i mediemarkedet. Fordi det er et marked. Og den slags problemstillinger er der ikke plads til der. De, der handler om alvorlige, globale, økonomiske problemer, bliver ikke set. Jeg er lidt kynisk, men jeg kan ikke se, hvordan man skulle lave det om. Så snart du har meget stærke markedskræfter i mediemarkedet eller i mobiltelefonindustrien, kommer de etiske, menneskelige problemer i anden række.

FRANK: Nu er du meget hård ved min film. Du er en gammel bitter mand, når du siger, at det ikke forandrer noget. Jeg kunne godt have lavet en journalistisk historie, der havde gjort, at Nokia var holdt op med at ar-

s. 43

tema Velkommen til virkeligheden

s. 44

bejde sammen med en specifik underleverandør. Det var verden bare ikke blevet et bedre sted af. Vi kan faktisk gøre en forskel som forbrugere. Nokia har været ude og sige – for første gang i verdenshistorien – at de vil gå ud og lave nogle garantier for, hvor de får deres mineraler fra. Det er ikke kun min fortjeneste. Men de melder det kun ud i Danmark – og de gør fem dage, før min film kommer. Os der lever i den privilegerede del af den forbindelse, har en forpligtelse til at handle på den uretfærdighed.

LASSE: Du adskiller dig jo ikke fra snesevis af journalister, der arbejder i den tredje verden med samme målsætning som dig. Men de arbejder med visse journalistiske regler. De holder deres egne holdninger i baggrunden.

FRANK: Meget muligt, men jeg bliver ked af det, når jeg ser Tv-avisen og ser den ene komplet ligegyldige nyhed efter den anden.

LASSE: Det er vi ikke uenige om.

Men ét er medieverdenens udvikling.

Noget andet er, om man som journalist kan opnå det samme ved hjælp af de grundlæggende journalistiske regler.

Ordentlig journalistik er baseret på et sæt etiske regler. Blandt andet, at man adskiller kommentar og reportage. Du siger, at det bliver bedre, hvis journalisten melder sit ærinde ud.

FRANK: Det kan sagtens være, at reglerne er fine nok. Men kig på journalistikken. Helt ærligt. Den er så ufatteligt ringe. Jeg kan sagtens skrive under på, at man skal være hæderlig, at man skal undersøge tingene ordentligt, at man skal lade være med at lyve. Men journalist er jeg fandme ikke. De er da det værste afskum i den her verden.

september 2010

»

Faren ved dit synspunkt er, at du i virkeligheden mener, at hvis journalister driver propaganda, så har det en større virkning. Men nu spørger jeg dig: Hvis journalister bliver propagandister, har så det større effekt og påvirker opinion, politik og samfundsorden mere, end hvis de lader være med at være det?

- lasse jensen

LASSE: Du bliver meget ophidset, når man kalder dig journalist. Du har den samme reaktion, som hvis nogen kalder mig en kunstner…

FRANK: Jeg kan sagtens forstå, når du siger, at den film, jeg har lavet, ikke er kunst. Den befinder sig i et krydsfelt. Jeg bruger nogle værktøjer fra en kunstnerisk måde at gå til tingene på – og jeg bruger nogle værktøjer fra journalistikken.

LASSE: Du bruger i den film nogle meget traditionelle journalistiske redskaber.

FRANK: Filmen har heller ikke været et forsøg på at opfinde en ny form eller lave noget genialt nyskabende. Det har været et forsøg på at gøre rede for nogle sammenhænge, som jeg synes er enormt vigtige i den her verden.

LASSE: Det er jo en fin journalistisk tradition. Du er jo journalist. Du vil bare ikke indrømme det, men bliver sur, når man siger det.

FRANK: Jeg bliver ikke sur. Men jeg har ikke gået på Journalisthøjskolen, jeg kender ikke reglerne, og har ikke noget ønske om at sætte mig ind i dem.

Hæderlighed er for øvrigt ikke noget, der kendetegner journalister. Tværtimod. Hvis vi snakker helt almindelig etik, så er det selvfølgelig også noget, jeg forholder mig til. Journalister har en kæmpe indflydelse på det samfund, vi lever i i dag.

LASSE: Jeg tror, den er helt overvurderet…

FRANK: I forhold til hvor stor indflydelse journalister har på, hvordan vi taler om verden, er det forstemmende, hvor mange af dem, der er nogle lemminger, der løber den samme vej eller sidder på deres redaktion og ikke gider gå ud og tjekke en historie, men bare skriver det samme som alle andre.

LASSE: Jeg er enig, med den tilføjelse, at det ikke er journalisterne, der ikke gider, men de nye, stramme betingelser for journalistikken, der forhindrer dem i at gøre det.”

FRANK: Jamen, lad os så hæve mødet her…

Frank Hvam

“

Højskolen er jo et vanvittigt rygklappersted, som sender én af sted med en form for kunstig medvind. Havde det ikke været for den, havde jeg nok ikke haft selvtilliden til at komme i gang med det, jeg gør nu.

Komiker

Camillxa Bendi

“

l at kolen ti gte højs jeg var. u r b g e J af, hvem på finde ud vil sige at stå t ame s d t, d e a d v H et er D . er. n e iv b g ndre egne ed de a m t e r væ iller

Kathrine Ærtebjerg

“

Jeg havde alle re ind på Kunstak de søgt ademiet én gang, og je g så det [højskoleophol de som en forber t] edelse til optagelsesprøv en afklaring af om - og en talentet kunne holde.

Billedkunstne r

Skuesp

Jacob Holdt

“

Når jeg i dag er ude på gymnasier og holde foredrag og ser nogle af de drenge, der sidder og hænger, så tænker jeg: Det er jo mig.

Ham der kunne også godt bruge et spark i røven og komme på højskole.

Fotograf

Find det, du er god til - tag på højskole Alle har et talent - på højskolen kan du finde og styrke det.

Læs interviews og find din højskole på www.hojskolerne.dk

s. 45

Fra bloggen www.hojskolebladet.dk s. 46

Solidaritet i bevægelsen Thue Kjærhus ”Hvad angår indholdet i de korte kurser, så udelukker vores dogmer til god højskole ikke en begrænsning af emnevalg; hvis blot kurset behandler emnerne/ dogmerne. Vi er endvidere af den opfattelse, at god højskole ikke handler om korte eller lange kurser, men om hvorvidt vi har noget på sinde folkeligt.

Det ene segment er således ikke mere helligt end det andet. At de korte kurser kom i søgelyset hos ministeriet, betragter vi som selvforskyldt. Det er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt at forholde sig juridisk til indholdet. Vi kan som højskole ikke ophøje ministeriet til dommer over indholdet. Vi må selv tage ansvar. Og dermed blive dommere.”

Helga Kolby Kristiansen ”Jeg er enig med dig i, at god højskole ikke er et spørgsmål om korte eller lange kurser. Det har jeg heller aldrig sagt, men derimod har jeg sagt, at de lange kurser er kerneaktiviteten. Det understreges af hele takststrukturen, hvor de lange kurser er en forudsætning for at drive højskole. Kravet til indholdet er selvfølgelig samme høje niveau, som jeg også udtaler. Derimod er jeg lodret uenig med dig i dit foreningssyn, hvor du skriver, at I ser jer selv som uafhængige af FFD’s højskolepolitik. I min optik hører det til et medlemsskab, at man vedkender sig dette medlemsskab. Man kan så være uenige med andre medlemmer og med bestyrelsen og for den sags skyld dybt uenig, men at erklære sig uafhængig og samtidig være medlem er for mig at se en modsigelse. ” Louis Mogensen ”Mens I har valgt at stå udenfor FFD, har vi andre faktisk valgt, at stå rimeligt solidarisk med skoler der er glade for, og afhængige af korte kurser. Det letteste havde været bare at lade Tina Nedergaards ide køre derudaf. Det ville nogle af os have tjent lidt på. Så er det lidt ekstra ”nederen” at læse, at vi ikke laver ordentlig højskole.”

Thue Kjærhus ”Hvad angår dit syn på de korte og lange kurser, så kan du da ikke i fulde alvor legitimere det med taxametersystem. Det er jo en lovgivning dvs. noget statsligt, som intet har at gøre med et personligt syn på højskolen. Du kan således sagtens være tilhænger af mit syn, uden at det er adækvat med lovgivningen. Lovgivninger er i et demokrati ikke guddommeligt, men altid til debat. Er sagen imidlertid ikke, at lovgivning i dette tilfælde falder sammen med dit eget højskolesyn?”

Helga Kolby Kristiansen ”I har så valgt, at jeres medlemsskab alene knytter sig til praktiske hjælp, men det rokker ikke ved, at I har sagt ja til at være medlem af en forening med et formål, der rækker ud over den enkelte skole. Ingen hverken fordrer eller har lyst til at gå efter enighed blandt skolerne, men når det kommer til politiske og lovgivningsmæssige sager, er der i vedtægterne tale om en repræsentation af skoleformen, altså en vis form for fælles stemme på skoleformens vegne.”

Uffe Strandby ”Vi var faktisk nogle, som godt ville rose undervisningsministeren for at anerkende de lange kurser, men hun skulle ikke have ros for den meget store besparelse, som højskolen skal stå model til. […]

Det er uansvarligt, at bede unge mennesker, som skal deltage i et langt kursus på en højskole, og som for manges vedkommende kommer direkte fra gymnasium, handelsskole, HF, læreplads osv., om at betale en højere pris. Her er det nødvendigt at sige, at deltagere på korte kurser, som kun skal være èn eller to uger på højskole, skal betale mere, og det kommer de til hos os, hvor vi bliver nødt til at sætte prisen på korte kurser op. Vi kunne ikke vælge besparelse eller ej, og nu kan vi så drøfte, hvor besparelsen burde falde.”

Thue Kjærhus ”Hvorfor skal jeg gestalte de kulturradikale højskoler? Det vil der ikke komme noget godt ud af. Det siger sig selv!

I stedet vil jeg formulere det som et indirekte svar. Så kan højskolerne (og du) jo selv afgøre, hvor de skal placeres.

De højskoler som i dagligdagen ikke betoner det forankrede (dvs. det folkelige/ nationale), men alene forholder sig relativistisk til mødet med det fremmede og det internationale er bestemt af det kulturradikale. […] På Rønshoved er afsættet det nationale (læs folkelige og forankrede), som vi sætter i spil over for det internationale. Det er fra dette afsæt den sønderjyske danskhed blev etableret under fremmedherredømmet.

Derfor undgik man i Sønderjylland både kulturradikalismens relativisme og det nationalistiske hysteri, som hævder, at det er bedre, at være dansk end tysk.”

Erik Lindsø Tina Nedergaard er rimelig åndsforladt i forhold til indsigt, forståelse og hermed tro på værdierne i højskolen og folkeoplysningen. Hun synes ganske enkelt, at det er et unødvendigt velfærdsgode.

Hvorfor hun lader folkeoplysning og frie skoler bære hovedparten af besparelserne.

Uddrag. Se hele debatten og kommentarerne i deres fulde længde på www.hojskolebladet.dk

september 2010

debat Kommentarer

Hvor ligger Nordjylland?

Et forsvar for Venstres fødestavn af andreas lundby

Min farfar må, 20 år gammel, som Vejrumbo være blevet politisk vakt på markedspladsen i Holstebro, 16. juni 1885, da C. Berg, Folketingets formand og finansudvalgsformand, talte - efter først at have forlangt og fået politimesteren fjernet fra talertribunen, ved lidt fælles håndkraft fra en Vejrumbo og Dagbladets redaktør.

Her stod dansk Folketingsparlamentarismes vugge; men der måtte de næste 17 år kæmpes, bl.a. føres ”visnepolitik”, før systemskiftet vedtoges i 1902 - under anførsel af de to grundtviginspirerede nordvestjyske lærere, venstremændene Christen Berg, født i Fjaltring, herude nær Bovbjerg Fyr, og I.C. Christensen, Stadil skole, der har Vesterhavets klitrække som grænse.

Berg og I.C. (ham med ”ræven bag øret”) er partiet Venstres fædre, begge med instinktiv føling med befolkningen. føling med befolkningen Instinktiv føling med befolkningen savnes hos den nuværende venstreleder, Lars Løkke Rasmussen: Som indenrigsminister nedlagde han amterne og erstattede dem med de usalige regioner, som han nu som statsminister ynkeligt søger at dække sig under, især i forhold til det Nordvestjylland, han

burde ære som sit partis faste borg, i fortid som i nutid. Og i det stykke er det ikke gjort med den undskyldning, han har stanget os ud for sin bommert i vor sygehussag.

Han må rette sin fejl og sørge for, at vi i sidste ende alligevel får den rette placering af nyt sygehus for Nordvestjylland.

Gødstrupsygehusplanen lugter ilde: dels af alt for geskæftig Herninggrådighed, anført af borgmester Mr. Smile, dels af lige så geskæftig Viborggrådighed, anført af regionsformand Mr. Stoneface, begge uskønt sekunderet af sygehusadministrationen, med sæde i Herning, som er alt for godt i gang med forberedende udhuling af Nordvestjyllands så udmærket fungerende eksisterende sygehusstruktur, med Holstebro som det naturlige og selvfølgelige centrum.

Gødstrup er ikke Vestjylland, endsige da det vidtstrakte Nordvestjylland: nordpå helt oppe både fra Thyborøn og fra Draget mellem Thyholm og Thy. Gødstrup er Herning og dermed Midtjylland.

30 minutter sparet Med det kommende supersygehus placeret i /ved Holstebro spares ifølge Krak 30 km = 30 minutter, altså op mod halvdelen i Gødstrupplanen.

Hvor mange liv vil mon ikke den reducerede afstand og tid kunne redde?

Placeringen af Nordvestjyllands nye sygehus skulle nødig bestemmes af utilbørligt bonkammerateri mellem Venstretopfolk: partiformand Lars Løkke Rasmussen (statsminister), partinæstformand Kristian Jensen (folketingsgruppens formand, valgt i

»

Lars Løkkes indrømmede fejl i sygehussagen står det endnu i hans magt at rette – til fælles bedste for ham selv, partiet Venstre og i særdeleshed os, der i dag bebor Venstres fødestavn!

Herningkredsen) og Hernings venstreborgmester Lars Krarup.

En hjertelig omfavnelse og krammer i det sene efterår 2009 på bar mark, nær den forurenede Gødstrup Sø - Krarup og regionsformand Bent Hansen imellem - lod mere end ane, at Venstretopfolkene og socialdemokraten havde forbrødret sig. I hensynsløst bonkammerateri mod os o. 100.000 herude i vest-nordvest!

Det er uforståeligt, om ikke statsminister Lars Løkke fra netop Venstre skulle kunne omsindes og ære Berg og I.C. ved her i oprindeligt Venstre-land at unde os rimelighed: det kommende sygehusnybyggeri placeret ved/i Holstebro.

Lars Løkkes indrømmede fejl i sygehussagen står det endnu i hans magt at rette – til fælles bedste for ham selv, partiet Venstre og i særdeleshed os, der i dag bebor Venstres fødestavn!

s. 47

debat Kommentarer

s. 48

Det du lærer alle andre steder KOMMENTAR: Højskolerne skal turde diskutere, hvem de er, og hvad de vil, så alle kan høre det. Der er så meget, de kunne ville af lars andreassen, cand. mag. lærer på egå ungdoms-højskole og forfatter

”En dag i slutningen af 1850’erne kom to jyske bønder […] gående hjem over markerne med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals. De havde været på et tre-ugers sommerkursus hos Kristen Kold i Dalum, og nu var de på vej hjem.

Vi ved ikke, hvad de sagde ved hjemkomsten, men vi forstår, at når to jyske bønder kommer gående med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals, så er der hændt dem noget usædvanligt. Og vi ved, at det lille bondesamfund, de vendte tilbage til, vendte op og ned på alting i de næste 30 år.”

Sådan indleder Frederik Christensen sine erindringer Med livet i højskolen. Og det citat beskriver vel meget godt det, det drejer sig om på højskolen. At møde nye mennesker og gøre uvante ting og opleve, at det er muligt at gøre noget ved sine livsvilkår.

De jyske bønder havde lært noget hos Kold i Dalum, som de ikke kunne lære der, hvor de havde deres dagligdag.

Højskolen bryster sig af at lære folk det, de ikke lærer andre steder. Men er det nu også rigtigt?

september 2010

magt, penge og kursusindhold Meget sigende dumpede Højskolebladets septembernummer ind ad brevsprækken samme uge, som P1s ”Klubværelse” handlede om Generation Stilhed. De siger ikke noget, men vender vreden og frustrationen indad.

Septembernummeret handlede først og fremmest om magtfulde personer i – og temmelig symptomatisk – omkring højskolerne; dem, der deler penge ud. Og så handlede det om, hvilke kurser, der bør have pengene og på hvilket grundlag, de skal have dem.

Men hvad vil Højskolen egentlig? Man kan have sine tvivl. Krisen har varet længe, og måske har den ikke med økonomi at gøre. Der kæmpes for at holde skoler åbne, men for hvis skyld?

1) for at bevare bygningerne, 2) for at underholde kursisterne, eller 3) fordi der er noget, man kan ville med andre mennesker. I fald det er det tredje, er spørgsmålet, hvad man vil med sine kursister, hvad man tror, man kan tilbyde dem, som de ikke kan få andre steder.

At der er ting, der skiller i Højskolebevægelsen viser artiklen ”Solidaritet i bevægelsen?” Der er måske ting, der ikke bliver diskuteret i bevægelsen, noget, der kan dele vandene og skabe opmærksomhed om højskolerne. Hvis vi tør stille vores idéer og værdier til skue. Hvis vi da vil lære vores kursister noget andet end det, de kan lære alle andre steder. Forstanderne på Rønshoved Højskole, Nina og Thue Kjærhus, slår (i et ’hemmeligt’ brev til undervisningsministeren) til lyd for en skærpet definition af det almene og peger på de klassisk dyder, vi finder i filosofien og historien. De vil tilsyneladende deres kursister noget. På Rønshoved vil man give folk(et) noget, markedet ikke giver dem. Markedet skal nok give folk det, de vil have: klaphatte, golf og kortspil.

Det er interessant. Men hvorfor skal det være hemmeligt? Er det fordi, Kjærhus politiserer og skriver til ministeren at støtten ikke burde gives til kulturradikale skoler, hvor ånd er forbundet med sanser, modernitet, videnskab og den materielle verden?

Nu lyder Rønshoved som et museum for forældede idéer. Måske skulle vi turde diskutere disse ting, så det giver genlyd. Jeg tror ikke, det vil skræmme folk væk. Jeg tror, at diskussioner om, hvad det er, der bærer et samfund,

»

Alle er sådan set enige om, at Jørgen Carlsen er god for højskolerne – her er en mand, hvis holdninger, man kan tage stilling til. Og det er tilsyneladende godt.

Hvorfor er der så ikke flere, der gør som ham, siger hvad de mener om livet i højskolerne og højskolerne samfundet? hvad det er, der gør livet værd at leve, gør folk nysgerrige. Vi diskuterer det bare ikke. Måske fordi vi ikke selv ved, hvad det er, vi vil kæmpe for. Men hvad er vi så værd?

Det hele bliver endnu mere interessant, når man i ”Magtlisten 2010” må konstatere, at bureaukraterne og admi-

nistratorerne omkring højskolerne fylder meget. Blandt disse godtfolk finder man så – heldigvis – Jørgen Carlsen, forstanderen fra Testrup. En mand, der ikke administrerer, men deltager i samfundsdebatten med alment filosofiske betragtninger – og noget at have dem i. ”[Magt]Listen er udtryk for, at hele højskolesnakken er blevet meget bureaukratiseret”, konstaterer han.

Alle er sådan set enige om, at Jørgen Carlsen er god for højskolerne – her er en mand, hvis holdninger, man kan tage stilling til. Og det er tilsyneladende godt. Hvorfor er der så ikke flere, der gør som ham, siger hvad de mener om livet i højskolerne og højskolerne samfundet? Øverst på magtlisten finder vi undervisningsministeren, som – dobbeltinteressant i denne sammenhæng – har hæftet sig ved historier om golf og klaphatte, da hun skulle finde noget at skære væk. Kunne det være, at bureaukraterne (og politikere) ville administrere anderledes, såfremt det var, at vi i højskolerne åbent talte om, hvad det er, vi gerne vil give vores kursister, hvad det er, vi mener, de har brug for? Hvis noget virkelig er noget værd, smider man det vel ikke ud? hvad er noget værd I virkeligheden tør vi nok slet ikke ville fortælle andre, hvad der er værd at vide, og hvad der ikke er værd at vide.

Det kan der være flere grunde til. Når man gør det, er man ikke bare bedrevidende, men får også sagt, at der er nogen, der ikke kan eller ved det, de skal.

Men hvad gør det, hvis man samtidig er klar over, at man også selv kunne gå hen og blive klogere? Når man sætter sine værdier i spil og konfronteres med andres, sætter man også sig selv i spil. Hjertet hopper op i halsen, og det gibber i en, når man forsøger sig og måske møder modstand. Man må vende hjem for en stund og endnu en gang vende sine holdninger; revurdere sine værdier. Det er også spændende, og undervejs finder man nok ud af, hvad det er, man virkelig mener og vil kæmpe for.

Man kunne fortælle, at der er to demokratiopfattelser i spil i Danmark. En der hæfter sig ved samtale og indhold og en anden, der hæfter sig ved procedurerne. Hal Koch, en forhenværende højskoleforstander,

opfattede diskussioner som kernen i demokratiet. Man kunne lade den stille generation diskutere, hvad Koch mente, demokrati var – fx som led i udviklingen af medborgere. Man kunne fortælle dem, hvad Koch mente,

»

Nu lyder Rønshoved som et museum for forældede idéer. Måske skulle vi turde diskutere disse ting, så det giver genlyd. Jeg tror ikke, det vil skræmme folk væk.

Jeg tror, at diskussioner om, hvad det er, der bærer et samfund, hvad det er, der gør livet værd at leve, gør folk nysgerrige.

Vi diskuterer det bare ikke. Måske fordi vi ikke selv ved, hvad det er, vi vil kæmpe for. Men hvad er vi så værd? en god demokratisk borger skal kunne.

Bagefter kunne man kontrastere med Alf Roos, der mente, at det eneste en god demokrat skal gøre, er at stemme, når der er valg; resten af tiden kan han passe sig selv og gøre, som han vil.

Kursisterne kunne overveje deres eget synspunkt og tage stilling. Og det kunne vi også selv i højskoleverdenen. hvad højskolen kunne ville Der er meget, man kan ville med sine unge kursister. Og ikke kun de stille, dem Klubværelset handlede om, dem, der vender deres vrede og frustrationer indad, men også alle dem, der rent faktisk lufter deres frustrationer. Man

kan fortælle dem, at naturen, de vilde tanker og teorier aldrig dukker op i reklameblokkene og begynder at lefle for dem. Man kan fortælle dem, at det at undersøge ting, værdisætte dem, vælge mellem dem og leve efter de valg, man har truffet, er noget unikt menneskeligt. Og at man derfor ikke er et rigtigt menneske, hvis ikke man vælger og lader sig forpligte af sine valg. Og man kan fortælle dem, at hvis de blot vil passe sig selv, så kan de gøre det, men så bør de ikke påberåbe sig alle mulige rettigheder og forpligtelser.

Nutidens kursister er ikke som 1850’ernes bønder. De ved allerede langt mere, end Christensens syngende bønder. Men ofte ved de ikke, hvad de skal stille op med deres viden. Det kan de lære på højskolen. Højskolen kunne ville være mere Hochschule, i den forstand Grundtvig drømte om det. Viden er ikke blot et spørgsmål om formelle kompetencer. Viden er et eksistentielt spørgsmål. Et spørgsmål om myndighed og et spørgsmål om frihed. Man kan ikke vælge frit og oplyst, hvis ikke man ved, hvad man vælger mellem.

Man kan heller ikke træffe en beslutning, hvis man er bange for at gå glip af noget. Og man kommer ingen vegne, hvis ikke man tør lufte sine idéer og forestillinger. Og hvad er man, hvis ikke man tør leve efter sine opfattelser.

Højskolebevægelsen kunne også insistere på at få rullet lovene tilbage til tiden før Tvind, for så kunne vi også eksperimentere med at fortælle historierne, som man ikke gør det andre steder.

Vi ved ikke meget om Christensen bønder, men vi kunne forestille os, at de ikke havde mødt hinanden, før de kom til Højskolen i Dalum. Men at de dér lærte hinanden at kende og fandt ud af, at de trods deres forskelligheder var i stand til at arbejde sammen om at ændre deres vilkår til det bedre.

Viden kan være så meget og opdrives så mange steder. Når alt kommer til alt, er det måske nye skabende fællesskaber og forpligtende venskaber, man bedst lærer værdien af på Højskole.

s. 49

debat Kommentarer

s. 50

Er Løgstrup mere almen end klaphatte?

Højskoleloven er en begrænsning, den kan aldrig være målet, skriver Asser Amdisen, der måtte lægge ryg til en del efter at have lanceret et fodbold-kursus tidligere på året asser amdisen, forstander, ryslinge højskole

Det er lidt trist, forstanderne går i kødet på hinanden, når regeringen vil gennemtvinge nedskæringer på højskoleområdet. Da vi alle samledes til årsmøde på Bosei Idrætshøjskole, fik FFD til opgave primært at bekæmpe besparelserne og sekundært undgå skolelukninger. Jeg synes ikke, at der er gjort ret meget for at bekæmpe besparelserne, men en stor artikel i sidste nummer af højskolebladet demonstrerede, hvordan skoler fra nær og fjern gør alt, hvad de kan for at undgå selv at blive ramt.

Helga Kolby Kristiansen er i artiklen citeret for at sige, at lovens hovedsigte er højskolernes eksistensberettigelse. Jeg mener, at Højskolen har en demokratisk forpligtelse, som ligger ud over loven, og ved at sætte loven i parentes kan vi måske få en mere reel diskussion af, hvorfor vi laver højskole og måske også af, hvorfor vi laver korte kurser.

september 2010

loven er en begrænsning Højskolerne har en forpligtelse til at være andet og mere end det officielle skolesystem. De frie skoler er bygget på en opposition til staten og er dermed i selve grundlaget en del af den selvkritik, som karakteriserer ethvert rigtigt demokratisk samfund. Det er et tegn på styrken i det danske demokrati, at staten gennem højskolerne selv finansierer en uddannelsesform og et centrum for tænkning, som er uafhængigt af staten. Sådan var det i udgangspunktet, og hvis Danmark er et reelt demokrati, bør det være sådan fortsat.

Det er i vores konstante refleksion over egne og samfundets værdier og i vores konstante debat af demokratiet, menneskesynet og virkelighedsopfattelsen, at vi har noget at bidrage med – det er derfor, at det er interessant og betydningsfuldt/vigtigt at holde skole.

Loven er en af de begrænsninger, vi er underlagt. Den må vi leve med og overholde, men den er ikke målet. Målet er refleksion over samfundet, men måden er dannelse af elever. Den største glæde ved at være inden for højskolebevægelsen er at se elever flytte sig og blive til anderledes mennesker efter at have været på kursus.

Vurderingen af om et kursus er godt eller ej er altså ikke et spørgsmål om lovgivning, men et spørgsmål om, om det skaber refleksion, dannelse og oplysning – om det flytter nogen. Derfor mener jeg også, at det er åbenlyst tåbeligt at debattere om det er korte eller lange kurser, der er kerneydelsen.

Jeg tror, at nogle korte kurser gør mere godt end nogle lange kurser – og omvendt. Hvorfor er gymnastiktræning af stærke unge velfungerende mennesker bedre end bridgeundervisning for svage ældre mennesker. I mit verdens-

billede er idræt og bridge isoleret set lige uvedkommende for demokratiet og samfundets velbefindende, men sat i den rette sammenhæng af dygtige højskolefolk, kan begge dele gøre noget godt. hvad er det almene?

Så er der det med det almene. For en konstruktivistisk orienteret humanist er selve sætningen ”af almen bred karakter” temmelig problematisk. Den

»

Loven er en af de begrænsninger, vi er underlagt. Den må vi leve med og overholde, men den er ikke målet. lugter af meningstyranni og ensretning af tankebaner. Samtidigt er det tydeligt, at der eksisterer flere definitioner på, hvad man egentligt mener med begrebet.

Lovens definition er, at alment er det, der perspektiverer samfundet, og modsætningen er derfor færdighedsindlæringen. Denne definition har sin styrke i, at den er så målbar, som en sådan definition kan blive. Det gør det muligt for os forstandere at planlægge og navigere, så vi ikke kommer i uføre, og det gøre det muligt for ministeriet at leve op til New Public Managements krav til målbarhed og dokumentation. Denne definition er derfor operationel, men ikke nødvendigvis rigtig.

Ministerens definition er, som den blev udtrykt i forbindelse med

Ryslinge Højskoles fodboldkursus - og såmænd også en del højskolefolks definition, som udtrykt i sidste nummer af højskolebladet – at det almene er det, vi plejer at undervise i. Det vil sige historie, filosofi mv. Dette synspunkt tager udgangspunkt i myten/historien om højskolens storhedstid i 1930erne, hvor bønderkarlene sad på bænkerækker og hørte lange foredrag om danmarkshistoriens helte og deres kamp mod tysken.

I Ryslinge definerer vi det almene som det, der giver redskaberne til at leve i verden sammen med andre. Vi synes, at det at lære at tage ansvar for sig selv og andre er vigtige egenskaber,

»

Leflen for Dansk Folkepartis kulturkamp ved at gøre de kulturradikale til skurken eller grådige forsøg på at få en større bid af kagen, selvom kagen bliver mindre, gør, at vi mister fokus. Vi må i fællesskab hjælpe FFD med at forstå, at omfordeling af nedskæringer ikke er en succes. hvis man skal fungere som en ressource i samfundet. Den enkelte elev skal få redskaber og viden til at tage stilling til verden og forandre den. Det gælder på både korte og lange kurser. Den definition er ikke altid i overensstemmelse med lovens definition af det almene, og så må vi reagere på det, men som regel er den – som det fx var tilfældet i forbindelse med fodboldkurset. løgstrup eller fodbold?

For at et kursus skal være godt i vores optik, skal det kunne bruges af et bredt udsnit af befolkningen. Vi synes ikke nødvendigvis, at det skal være folkelig, da det i sig selv er et problema-

tisk begreb. Hvem er ”folket” egentlig i vore dage, og hvad er folkeligt? Det, de frie skoler benævner som folkeligt, er noget af det mest ufolkelige, der eksisterer. Vi taler om den folkelige sang, men hvor store dele af folket synger højskolesange? Vi taler om det folkelige foredrag, men hvor store dele af folket går til foredrag? Denne diskussion placerede vi os uforvarende i, da vi planlagde fodboldkurset sidste år.

Når alt kommer til alt, var næsten al den kritik, vi fik af kurset, en kritik af, at vi forsøgte at behandle det at se fodbold som en acceptabel og forholdsvis udbredt folkelig adfærd.

Pludseligt fik journalister, ministre og højskolefolk næsen i sky og udløste et ragnarok over, at vi nu ikke levede op til højskolens ide. Vores ide var at bruge et folkeligt fænomen – fodbold – til at diskutere kropsfascisme, kommercialisering af idrætten og sportens betydning for det moderne samfund.

Der er ingen tvivl om, at et kursus om Løgstrups forhold til den forskudte barre, næppe ville have givet samme ballade, men det ville altså heller ikke have været mere folkeligt. hæv stemmen!

I den sidste ende er min pointe, at nu bør højskolerne hæve stemmen, så vi kan høres i den offentlige debat.

Når en tåbelig regering undergraver demokratiet og højskolen ved at skære 150 millioner, så må vores respons være en kamp for at gøre offentligheden, folket, vælgerne opmærksomme på, at de mister en del af fundamentet for demokratiet.

Når de korte kurser er under angreb, skal vi fortælle, at de korte kurser gør noget godt for rigtigt mange mennesker og for samfundet som sådan.

Leflen for Dansk Folkepartis kulturkamp ved at gøre de kulturradikale til skurken eller grådige forsøg på at få en større bid af kagen, selvom kagen bliver mindre, gør, at vi mister fokus.

Vi må i fællesskab hjælpe FFD med at forstå, at omfordeling af nedskæringer ikke er en succes.

Afblæsning af nedskæringerne er en succes, men det sker kun, hvis vi tør fortælle vælgerne og pressen, at vores virksomhed er god og nyttig. Vi skal ikke undskylde for hvem, vi er, men aggressivt og udadvendt forklare, hvorfor højskolernes kurser – korte som lange – er pengene værd – og det tror jeg faktisk, de er.

Donslund de luxe - i

handskerummet Jeg har fået en sjov bog fra 1968.

Mærkeligt nok handler den ikke om ungdomsoprøret, men om jyske runestene.

Alligevel er det ikke det, der er det sjove.

Det sjove er, at bogen er en del af en serie, der hedder handskerumsbøgerne, og at der på bagsiden står: ”Turisten og søndagsbilisten vil gerne på en lettilgængelig måde erhverve sig viden om det, han ser på sin tur.” Forsiden er et foto af en runesten taget ud af et bilvindue.

Hvis man skal finde ud af, hvor magten er i et samfund, skal man følge pengene.

Det var der ikke meget ungdomsoprør i. Til gengæld var der en revolution i det. En revolution, der var meget større end, hvad 100 hippier på ø-lejr kunne bedrive. Der var et absolut moderne i den søndagsbilisme. Et comme il faut.

Enhver småborgerfamilie med fingeren på pulsen pakkede jo madkurv, campingbord og taburetter hver eneste søndag (undtagen 73: bilfrie søndage) og kørte ud i det blå med Merrild på kanden og Prince bag øret. Fordi de endelig havde fået bil. Fordi det gav dem en følelse af frihed, rigdom og modernitet. Og de var så glade for de biler, at de ville ønske, den kunne ligge i revnen om natten, de ville ønske den kunne sidde med ved bordet. Og alt det løste sig ved, at man kunne spise sin søndagsfrokost med campingbordet slået op lige ved siden af Ford Taunus’en. Så tæt på, at man bare kunne række armen ud og ae den over lakken.

Hvis man skal finde ud af, hvor magten er i et samfund, skal man følge pengene.

Og gør man det med 68, så er der ingen tvivl om, at dem, der var kommet langsomt og stille til penge, det var søndagsbilisterne. Faktisk tror jeg, at den revolution, der skete på de danske landeveje, har fået mindst lige så stor betydning, som dengang Rifbjerg røg hash på kulturministeriets trappe. Søndagsbilisterne var de unge familier, der knoklede sig til velfærd og følte, de fortjente det. Ingen samfundsomstyrtninger, tak. Men nye fælge og ratbetræk, det ville man gerne.

Anne-Marie Donslund er forfatter

s. 51

debat Skønlitteratur

s. 52

Høegs fornemmelse for satire Peter Høeg overrasker med en satirisk religionsthriller, som på én og samme tid gør grin med alverdens trosretninger og forsvarer en gammel mystisk tradition for religiøse erfaringer. af dennis meyhoff brink

Trods den alt andet end virkelighedstro stil Peter Høeg ligger for dagen i sin nye roman Elefantpassernes børn er den realhistoriske baggrund for fortællingen ikke vanskelig at få øje på. Den består i det mylder af religiøse forestillinger og hellige ritualer og rendyrket hokuspokus, som kendetegner verden af i dag og minder os om, at Gud nok alligevel døde forgæves.

Med imponerende sans for det komiske ved religionerne har Høeg skabt en parodi på det multireligiøse samfund i form af en fiktiv lille ø midt i Kattegat. Trods sin beskedne størrelse har Finø, som øen hedder, nemlig både et hinduistisk, et buddhistisk og et muslimsk trossamfund og desuden en forening for folk der dyrker de nordiske guder, for slet ikke at tale om den obligatoriske kristne menighed, hvis præst og præstefrue dog har en skummel fortid inden for svindel med mirakler.

Ved romanens begyndelse er dette suspekte præstepar netop forsvundet fra jordens overflade og både PET og biskoppen over Grenå stift er på sagen. For parrets teenagebørn, Peter, Tilte og Hans, bliver det starten på en hæsblæsende flugt fra myndighederne,

september 2010

som vil skille dem fra hinanden, og en indædt jagt på deres forsvundne forældre, som de frygter atter har vovet sig ud i noget, der er på kant med loven.

Med et kissemissende PET-par og en mastodontisk biskop i hælende flygter børnene fra Finø og havner i et halvvejs genkendeligt og halvvejs fiktionaliseret København. De er sejlet over ”mulighedernes hav” til ”gudernes by”, som formelig bugner af yogaskoler og blomstermedicin og buddhistiske centre og teosofiske institutter og sufiakademier og katolske privatskoler og naturligvis kirker og moskeer og synagoger og mere af samme skuffe.

Til en så høj koncentration af åndelighed og religiøsitet hører naturligvis også et bordel, som kan imødekomme enhver religiøs fantasi, takket være en velassorteret kostumesamling som indeholder alt fra bispehuer og lamahatte til dakini-outfits og englekostumer. Det er vanskeligt ikke at se en vis lighed med det bordel i Salman Rushdies Sataniske vers, som fik succes, da de prostituerede tog navne efter Muhammeds koner. religionssatirisk lækkerbisken Med Elefantpassernes børn folder Peter Høeg sig ud som en overraskende morsom religionssatiriker. Det er en sand fryd at være vidne til den måde, han lader alt helligt og højtideligt falde til jorden med et bump. Da historiens fortæller, den blot 14-årige Peter Finø, finder er avisudklip i sine forældres gemmer, kommenterer han det eksempelvis sådan her: ”Der er et stort billede af Dalai Lama, der ser frem for sig med en særlig, jeg ville kalde det gennemtrængende venlighed, der får en til at tænke, at stylet op med hvidt skæg og nissehue ville han være en suveræn julemand til den store juletræsfest i Finø Bys forsamlingshus. Ved siden af ham står paven med et smil, der ikke kommer til at presse Dalai Lama i udtagelsen til julemand, men som ville kvalificere til

Elefantpasserens børn Af Peter Høeg Rosinante, 380 sider, 300 kr.

posten som den legeonkel, der plejer at tage sig af de helt små børn under julerevuen.”

Trods den grove antydning af, at ikke blot de katolske præster, men paven himself – som ifølge den katolske doktrin er ufejlbarlig! – skulle ligge inde med tendenser til pædofili, så er der alligevel noget blidt og uskyldigt over Høegs satire. Netop ved at lægge den i munden på den blot 14-årige Peter, undgår Høeg, at satiren bliver skadefro på den voksne måde.

Det betyder på ingen måde, at Høeg går til religionerne med fløjshandsker! I et væk degraderer han det hellige og selvhøjtidelige til noget kropsligt og latterligt. Men det sker på en tørt konstaterende og næsten overbærende måde – også når Peter Finø nærstuderer religiøse forestillinger om det højeste, paradiset: ”Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til, at alle religioner er ret enige om, hvordan Paradiset ser ud. Hvis du ligesom Tilte og mig slår op i billedbibler og studerer mosaikker og malerier

og Jehovas vidners brochurer, så vil du vide, at ifølge alle disse pålidelige kilder ligner Paradiset ret nøjagtigt Finø Havecenter. Der er en stor græsplæne og en rislende bæk med beplantninger rundt om og træer lidt længere væk og glade mennesker, der ser det som livets mening at tilbringe søndagen med at fordybe sig i de udstillede stauder og havenisser.”

»

Med Elefantpassernes børn folder Peter Høeg sig ud som en overraskende morsom religionssatiriker. Det er en sand fryd at være vidne til den måde, han lader alt helligt og højtideligt falde til jorden med et bump. de store spørgsmål Trods den gennemgående religionssatire er Elefantpassernes børn ikke et antireligiøst værk. Alternativet til de organiserede religioner er ikke en blank afvisning af tilværelsens store spørgsmål – hverken for romanens hovedpersoner eller for bogens forfatter.

Som Peters storesøster, Tilte, formulerer det: ”Hvad enten man tror på noget eller ej, hvad enten man ved det eller ej, så leder alle efter meningen med deres eget liv, alle prøver at finde ud af, om der er noget uden for fængslet, noget der har fået verden til at blive til og se ud, som den gør, og vi vil alle sammen gerne finde ud af, hvad der sker, når vi dør, og om vi var noget sted, før vi blev født, så det sted inden i os alle sammen, det skal man ikke fuske med.”

Bogen igennem vender Peter gang på gang tilbage til det fængsel, Tilte omtaler her, og ikke mindst til den dør, der angiveligt skulle føre ud af fængslet, ud i friheden. Det er en jargon, de opvakte børn overtager fra de religiøse

mystikere, der har ledsaget de fleste verdensreligioner som en skygge. For Peter og Tilte er disse mystikere de store helte, og selvom deres beundring for dem er temmelig naiv, er deres praktiske tilgang til dem nøgtern.

De anvender dem slet og ret som et redskab til at undgå forfladigelse.

Det samme kan man ikke sige om mystikerne selv, for romanens kulminerer i en verdenskongres for ”de rigtig gale, mystikerne,” som vil forsøge at finde noget fælles bag de store religioner – noget som kan modvirke fundamentalisme. Men hvad de velmenende mystikere ikke er klar over er, at deres verdenskonference får besøg af folk med anderledes kriminelle intentioner. Uden at afsløre for meget, kan jeg røbe, at de forsvundne forældre dykker op igen – og at de ikke er de eneste, der dukker op af fortidens mørke.

Bogkort ved andreas harbsmeier s. 53

Verdensmestre Af Nikolaj Zeuthen Samleren, 144 sider, 199,-

De andre mente Thi den elefant, der bor inde i vækst- og vækkelsesprædikanten Høeg, er en amerikansk thrillerforfatter, og den elefant har han heldigvis lige så lidt styr på som på sine grineflip: Høegs humor er høj, og hans homeriske latter ruller hen over den dårekiste, han med uhøvlede brædder og tommetykke søm hamrer sammen om os alle sammen og vores elefanter.

Børn Bredal i Politiken Går man til den med valgløs opmærksomhed, og står man den indledende udholdenhedsprøve igennem, er man stabilt hæsblæsende underholdt. Er man mindre valgløs, vil man sandsynligvis overveje, hvor stor historien egentlig er, når man piller al staffagen ned og slukker for de kulørte lamper. Man vil muligvis også græmme sig over den hvinende lykkelige slutning, der ikke overlader en eneste handlingstråd til læserens fantasi. Men man kan ikke komme udenom, at Elefantpassernes børn , i al sin afsindige too muchness, er en kompromisløst tænkt og originalt udført roman.

Den slags kræver mod at eksekvere.

Leonora Christine Skov i Weekendavisen

Hvis man bor i København, er i trediverne og har små børn, skal man måske i virkeligheden ikke læse denne bog. For beskrivelsen af det unge par afmonterer lige så stille forestillingen om det gode liv i Danmark her i begyndelsen af det 21. århundrede. For hvem opstiller idealerne?

Ikke os selv, i hvert fald. Alligevel er det ganske finurligt og sært underholdende læsning.

Claus Beck-Nielsen (1963-2001) Af Claus Beck-Nielsen Gyldendal, 2001, 206 sider En dag i december 2000 forlod Claus Beck-Nielsen lejlighed, kone og barn og gik på gaden som Claus Nielsen, manden uden personnummer og hukommelse. Han efterlod sin gamle identitet, og har ikke taget den på sig siden. Helt har forfatteren dog ikke kunne slippe af med den. Og for nylig blev han endegyldigt begravet i en ugelang seance på Glyptoteket. Måske en god anledning til at få læst der, hvor det hele begyndte.

højskole Navne

s. 54 Forstanderskifte. Detidligere byrådspolitiker for Socialdemokraterne, Jakob Lykke, er blevet udnævnt til ny forstander på Esbjerg Højskole.

Hjemvendt bondemand Skriveværkstedet på Vestjyllands Højskole får en dansk litteraturs stærkeste stemmer som underviser. Det drejer sig om Hans Otto Jørgensen. Han er selv forfatter og tidligere rektor på Forfatterskolen i København fra 2002 til 2009. Vestjyllands Højskole selv siger, at han har ”stor erfaring med at skabe rammer for undervisning i skriftlige udtryk” og fortæller, at han skal undervise tre dage om ugen.

Trods en årrække som rektor på den prestigefyldte Forfatterskole i København, er det måske et ganske naturligt skridt for Jørgensen at drage mod den økologiske højskole i ”det vilde vest”.

For hans forfatterskabs omdrejningspunkter ofte landbrugssamfund i en moderne verden. Selv kender han til det vestjyske og det landlige. Han er opvokset i Salling i et indremissionsk landbrugssamfund og oprindelig uddannet inden for landbrug.

Da han i 2002 blev ansat som rektor for Forfatterskolen, skrev Ulf Joel Jensen i Litteraturmagasinet Sentura: ”Umiddelbart kunne den romanforfattende Hans Otto Jørgensen med sine kreaturer og belortede gummistøvler synes som en revolutionerende fornyelse i forhold til sine to forgængere;

de superlitterære og minimalistiskpoetiske Borum og Frank. Men så igen: Jørgensens tekster er mindst lige så tilknappede og højpandede som de andres, og med sine kortprosastykker, som den aktuelle Hjort eller hare, så virker han næsten endnu mere radikal udi det minimales mikroskopiske kunst.”

Måske man kan sige det omvendte i dag; at det kunne synes som en revolutionerende fornyelse, at få den tilknappede og højpandede Jørgensen ud på den vestjyske højskole, men det virker som om, det hænger sammen. Hans Otto Jørgensen er litterær minimalist og bonderøv i ét.

Hans start som forfatter var noget utraditionel. Den lå nemlig i kølvandet på hans første karriere. Som husdyrbrugstekniker. I 1987 skrev et speciale om kvægavl, hvorefter han debuterede med Tårnet i 1989. Siden hen har han både skrevet romaner, novellesamlinger, kortprosasamlinger, hørespil og digte.

Det er ikke første gang, Hans Otto Jørgensen skal undervise på højskole.

Sidst var på Testrup Højskole inden hans tid på Forfatterskolen.

Ny ansættelse. Den 43-årige Sigbjørn Sørensen ansættes pr. 1. oktober som ny forstander for Kolding Internationale Højskole. Han har før arbejdet på Rudehøj Efterskole.

Kendt ansættelse. Det bliver et velkendt ansigt, som overtager på forstanderposten Diget - højskolen ved Skagen. Det er nemlig viceforstanderen Claus Staal. Han påbegyndte sin nye stilling den 1. oktober.

Forstanderstop. På Musik og Teaterhøjskolen i Toftlund har forstander Karsten B. Dressø opsagt sin stilling.

Hartvig Dolberg er konstitueret forstander, indtil der er fundet en ny.

Fastansættelse. Familiehøjskolen Skærgården ved Herning har udnævnt Vibeke Lundbo som ny forstander. Hun har været vikar i samme stilling det seneste stykke tid. Øko-iværksætter. Anders Bisgaard Andersen skal undervise i Økologisk Iværksætteri på Vestjyllands Højskole. Han har før har arrangeret messer og foredrag om økologi og bæredygtighed.

Gammel kending. Oureskolerne har ansat Torben Jørgensen som underviser. Han har tidligere været lærer på Krogerup og forstander på Ryslinge Højskole og Kerteminde Højskole.

Pris. Ry Højskole uddelte i september for første gang en ærespris. Den gik til Pierre Dørge.

september 2010

Nyt fra FFD

Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark Foreningens kalender

Samvær Projektets samværets betydning på højskolen er nu i gang. Der er etableret et netværk af repræsentanter fra otte projektskoler, FFD, Nationalt Videncenter for Frie Skoler og UC Syddanmark. Projektet skal gennem vidensbaseret og praktiske tiltag kaste lys over og udvikle samværsformerne på højskolerne.

Du kan læse mere om projektet og de involverede parter på www.ffd.dk/ indsatsomraader/samvaerets-betydning

Højskolerne går outdoor Højskolerne vil være synlige i busser og på stationer over hele landet i uge 45 og 46 i 2010, og i uge 9 og 10 i 2011. Der ophænges i alt 3.600 Europlakater og 6.700 hængeskilte. Samtidig vil der være intensiveret print-annoncering i aviser, og ekstraordinær synlighed på landets gymnasier via vores samarbejde med ungdomsmagasinet Chili. De 8 kendte som optræder i outdoorkampagnen er: Morten Ramsland, forfatter - Nikolaj Arcel, instruktør - Lene Tanggard, professor - Michael Birkkjær, skuespiller (se billedet) - Jens Nauntofte, journalist - Morten Andersen, NFL-Kicker Legend - Caroline Søeborg Ahlefeldt, erhvervskvinde - Frank Hvam, komiker.

29. oktober Kursus i Google Analytics Hotel Nyborg Strand 2.-3. november Kursus for lærere der vil være ledere Hadsten Højskole 9. november Kursus om sårbare unge Mødecenter Odense 10.-11. november Kursus for sekretærer og forretningsførere Borups Højskole 12.-14. november Europæisk kulturmødetræf Rødding Højskole 17.-19. november Kursus for nye forstandere Askov Højskole 29. november HPU modul 3 Brandbjerg Højskole 6. december Kursus for viceforstandere Højskolernes Hus 11.-12. januar Forretningsføreruddannelsen modul 2 Brandbjerg Højskole 31. januar - 4. februar HPU modul 4 DPU Århus Universitet 4.-5. februar Konference for bestyrelsesmedlemmer Brandbjerg Højskole 25. februar Informationskursus DGI-Byen, København

Mere på www.ffd.dk

s. 55

B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 56

au DET TEOLOGISKE FAKULTET AARhUS UNIVERSITET

NYT OM TEOLOGI OG RELIGION Velkommen til et godt miljø på Aarhus Universitet. Vi lægger vægt på at være et levende sted med gode faciliteter, engagerende undervisning og spændende arrangementer.

NYT Grundtvig Centeret står i årene 2011–2013 bag fem internationale konferencer om Grundtvigs samfundsmæssig betydning. Læs mere på grundtvigcenteret.dk

10. november

ARRANGEMENTER

11. november Åbent seminar i forbindelse med udgivelsen af bogen Rembrandt som bibelfortolker.

18. oktober

Kortlægning af “livets” arvemasse - en måde at søge “TAO”. Foredrag v/Lars Bolund.

27. oktober

Boses saga: En norrøn knaldroman om helte, fabeldyr og forførelser. Foredrag v/Erik Mørch.

Maria og Jesusbarnet i Bibelen og Koranen.

Foredrag v/Ole Davidsen og Thomas Hoffmann.

BOGUDGIVELSER

Religion 2.0? Tendenser og trends i det nye årtusind.

Kan downloades fra fakultetets hjemmeside.

Det Teologiske Fakultet i Århus er Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer på www.teo.au.dk september 2010