Højskolebladet Februar 2011

februar 2011

siden 1876

Farvel til fyrt책rnet

s. 1

NY CD DEN DANSKE SANg INStRUMENtAL PIANO

s. 2

2

RASMUS SKOV BORRING

ANG DEN DANSINSKTREUMS ENTAL PIANO

2

PIANISt RASMUS SKOv BORRINg FLERE INStRUMENtALE FORtOLKNINgER AF DANSKE hØjSKOLESANgE

Se, nu stiger solen - Linedanser - Gi’ os lyset tilbage - Du danske sommer Septembers himmel er så blå - Hilsen til forårssolen - Hvor du sætter din fod Se, hvilken morgenstund - I skovens dybe, stille ro - og mange flere...

DEN DANSKE SANg - 2007 Debut-cd med instrumentale højskolesange

DEN DANSKE SANG

INSTRUMENTAL PIANO

RASMUS SKOV BORRING

PIANO - 2010 Egne instrumentale kompositioner Jazz, pop & klassisk forenes i moderne piano

PIANO

RASMUS SKOV BORRING

KØB MUSIKKEN PÅ CD ELLER DOWNLOAD www.rasmusskovborring.dk

februar 2011

Indhold februar 2011

s. 3

s. 8 tendens

s. 26 reportage

Endegyldig afsked med forestillingen om højskoleforstanderen som fyrtårn

På Vestbredden er perspektivet kort – men ambitionerne rækker langt

Farvel til fyrårnet

s. 4 debat Leder s. 5 debat 8 skarpe til forbillede-eksperten s. 6 højskole Hvad sker der lige nu på højskolearenaen? s. 12 tendens 2 historiske myter

februar 2011

s. 14 tendens Hot & not Af Lone Nikolajsen s. 15 tendens Månedens litteratur Fra Platon II s. 16 debat Kommentarer Fra bloggen Donslund de luxe

Bag muren

s. 20 debat Bogkritik Platon flyver igen Af Jørgen Carlsen s. 22 debat Den åbne vidensmaskine Tidligere DR-chef, Torben Smidt Hansen, vil gå radikalt nye veje s. 30 højskole Navne

debat Leder

s. 4

kolofon 1/2011. 136. årgang

Endegyldigt farvel til fyrtårnet Andreas Harbsmeier Redaktør

udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf.: 3336 4047 Charlotte Kjærholm Pedersen Tlf.: 3336 4267 @: redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk

det oftest anvendte argument blandt forstandere, når man spør- ger dem, hvorfor de ikke ”blander sig mere i debatten”, er: ”Jeg mener, at det er vigtigt, og jeg ville rigtig gerne, men jeg har vanskeligt ved at få tid til det.” Det betyder i praksis, at den form for offentlig aktivitet, der er et af de væsentligste kendetegn for den gamle forestilling om forstanderen som ”fyrtårn”, står nederst på prioriteringslisten, når en forstander skal administrere sin tid. Før det kommer ting som administration, markedsføring, personaleledelse, kursusplanlægning, økonomistyring, indrapportering, indholdsplaner og andet godt.

Men spøgelset rumsterer stadig hos iagttagere af højskoleverdenen og blandt den afgåede ældre generation af forstandere, der oprigtigt mente, at de havde noget at byde ind med og nød en privilegeret status i åndslivet. Det er den generation, nutidens forstander skal leve op til. Og han – for det var altid en mand – ser nogenlunde således ud: Han har rundet de 50; han er solidt funderet i det akademiske, er belæst ud i teologien, litteraturen og de humanistiske kundskaber, har et folkeligt formidlingstalent ud over det sædvanlige og besidder en ganske solid portion karisma og selvtillid.

Hvor mange nuværende forstandere kan genkende sig selv i den karakteristik?

De færreste må man formode. Så måske er forstanderen anno 2011 så belastet af andre opgaver, at fyrtårnsaktiviteterne må være et gøremål i den fritid, der heller ikke er for meget af – og derfor bliver det heller ikke til så meget. Eller måske tænker forstanderen anno 2011 ikke, at hun eller han har noget særligt at byde ind med?

Sandheden er selvfølgelig, at forstandere er lige så forskellige nu, som de givetvis altid har været. Og at højskolerne langt fra har den samme privilegerede status som åndsinstitutioner, hvis værdier var efterspurgte, når der diskuteres samfund og værdier i en bredere sammenhæng. Så måske er tiden inde til endegyldigt at få lagt fyrtårns-spøgelset i graven – og i stedet skabe en ny fortælling om ”forstanderen” , der svarer bedre til de faktiske forhold – hvor beklagelige de end måtte være.

redaktionsgruppe Ida Ebbensgaard Ane Kollerup Karsten Wind Meyhoff Jes Fabricius Møller Uffe Strandby Neal Ashley Conrad Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Christopher Glimberg Rønne Charlotte Kjærholm Pedersen Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 70 27 11 55 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forside Illustra tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com Udgivelsesplan for 2011: #2 marts: 24. februar #3 april: 31. marts #4 maj: 28. april #5 juni: 26. maj #6 juli: 30. juni #7 august: 28. juli #8 september: 25. august #9 oktober: 29. september #10 november: 27. oktober #11 december: 24. november Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

februar 2011

debat 8 skarpe

I dag dyrkes forbilleder flygtigt for at styrke egne mål. Før dyrkede man forbilleder, der ændrede samfundet

s. 5 Johannes Andersen Lektor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet. Forsker blandt andet i identitet, modernitet, unge og politik.

charlotte kjærholm pedersen

8 skarpe til forbillede-eksperten 01 Kan man tale om nogen generelle karaktertræk, som gør et menneske til et forbillede i dag?

Enhver tid har sine forbilleder og dermed forskellige normer for, hvem der kan fungere dersom. De forbilleder, man har, hænger sammen med den tid og den sammenhæng, man er i. Hvis man er ung i dag, ser man op til nogle energiske og handlingsorienterede mennesker, der er i stand til at lave forandringer i forhold til omgivelserne. Det er folk, som rejser, passer deres studier og har styr på tingene.

For pensionisten, i en moderne efterlønstid, så er det en, som har rimelig travlt, men også formår at holde fast i sin familie og passe sine børnebørn. Forbilleder kan selvfølgelig også være mediepersoner, som ofte er skabt af medierne.

02 Er der sket en udvikling i hvilke typer, man ser op til?

I et samfund, hvor man har stor tro på autoriteter, er det magtpersoner, der er forbilleder. De, der i gamle dage, blev lavet statuer af og dannet myter om, var forbilleder, man skulle se op til. Vi er jo ikke et samfund med tro på autoritet, men et samfund med tro på os selv. Derfor er vores forbilleder nogle, som er rigtige dygtige til at lave et personligt udviklingsforløb. Fx en som Chris MacDonald. Han har styr på sin krop, han god til at udtrykke sig, og han er fornuftig at høre på.

03 Hvad bidrager forbillederne til?

De er jo, som man selv ønsker at være. Så derfor kan de hjælpe en på vej i forestillingen om, at man kan blive bedre. Engang var det vigtig for et forbillede at have mål.

Der var det de dygtigste politikere, som man troede kunne ændre samfundet. I dag handler det mere om, hvem der kan gøre en selv bedre.

04 Hvem dyrkes i dag som forbilleder for unge?

Spektret af forbilleder i dag er stort, men ikke så fundamentalt. Det er meget mere flygtigt. Det kan være spændende venner på Facebook, det kan være mediestjerner, som er kendt for musik eller måske bare for at være kendte eller noget helt tredje.

Det kan være sådan en som Paris Hilton.

Jeg ved ikke, om man kan kalde hende et forbillede, men hun er i hvert fald interessant, for hun er respektløs. Og det kan være forbilledligt for nogle, fordi det udtrykker noget, man ikke selv har ord til at beskrive.

05 Så det kan skifte fra dag til dag?

Ja, det gør at mediestjerner har svært ved at være kendte i lang tid af gangen. Man er flygtig, fordi den rolle man spiller, er flygtig. I modsætning til før, hvor den rolle kunne vare i årevis.

06 Er det godt eller skidt?

Vi kan ikke leve uden at marginalisere og udgrænse nogle. Lige nu handler det om efterlønsmodtagere, som nærmest bliver italesat som svindlere over for den næste genration. Der er noget dybt menneskeligt i det – vi har brug for forbilleder – og vi har brug for at udgrænse nogle for at være en del af fællesskabet. Så længe man er bevidst om, at man skal lade fællesskabet styre. Vi har forbilleder, og vi har nogen, vi ikke kan lide, men disciplinen er at styre sig selv og være bevidst om, at de også er en del af samfundet.

07 Hvem synes du, de unge burde dyrke?

Jeg ved ikke hvem, de unge burde dyrke, men man burde dyrke en tro på sig selv forankret i samfundet. Hvor det handler om at anerkende hinanden og udvise respekt for andre.

08 Hvem er dit forbillede?

Jeg har ikke som sådan forbilleder, men der er mennesker, som jeg er optaget af.

I politik beundrer jeg Preben Wilhjelm for at kunne sætte en politisk dagsorden, ligesom Mogens Glistrup også har været vigtig. I dag må det være Pia Kjærsgaard, som er dygtig til at få tingene til at fungere. I kulturlivet beundrer jeg Bob Dylan, som jeg tror, er et ualmindeligt dumt svin, men meget spændende.

højskole Notitser

s. 6

Højskolelukning i Nord Diget – højskolen ved Skagen kom ikke godt ud af 2010. Efter at have sendt personalet på juleferie, blev skolen nødt til at slutte året af med en konkursbegæring. Året igennem har forstander Claus Staal og bestyrelsen arbejdet på at få skolen på rette spor, men det er ikke lykkes.

Skolen har manglet to millioner i regnskabet, og Spar Nord lovede i første omgang, at de ville låne skolen den ene million, hvis det lykkedes dem at skaffe den anden andetsteds. Det lykkes, fortæller Claus Staal til Nordjyske Stiftstidende, men banken sprang fra i sidste øjeblik: ”Pludselig sprang banken fra i 11. time, og det kom som en stor overraskelse for os i den gruppe, der havde arbejdet for overlevelse”, siger han.

Også lokallivet beklager konkursen.

Kulturchef for Frederikshavn Kommune Thomas Østergaard siger til samme avis, ”Vi har rigtig mange fælles interesser med Diget. Jeg håber virkelig, der kommer nogle investorer på banen”. /cp

Lukning betyder to højskoler i én Kulturforståelse er populær Benderup Højskole kan ikke låne penge af banken til at bygge en ny elevfløj.

Paradoksalt nok er det skolens store problem lige nu. For det vælter ind med elever, og flere står på venteliste, men skolen kan ikke optage flere elever, end der er plads til. Så skolen må selv spare op, hvilket ikke skulle være umuligt. I hvert fald har økonomien de seneste år vist overskud, fortæller Forstander Ole Dedenrother. Han mener, at skolen blandt er blevet populær på grund af den diversitet og mangfoldighed, der er at finde på skolen, ”Når netop Brenderup Højskole har succes nu, kan det også være en reaktion på Danmarks stramme udlændingepolitik, som på nogen virker fremmedfjendsk. Brenderup Højskole har gennem hele sit virke arbejdet med at realisere det internationale kulturmøde. Her møder unge hinanden fra mange kulturer og religioner. Muslimer, hinduer, buddhister, kristne og ateister”, siger han. /cp

februar 2011

Ærø Højskole har længe været truet af lukning, og den er nu en realitet.

Heldigvis kan forårsholdet gennemføres. Det kommer dog til at foregå på en anden højskole - nemlig Ryslinge i det midtfynske. De fleste lærere blev fra 1. januar 2011 ansat i Ryslinge, og alle de elever, der skulle være startet i januar i Ærøskøbing, får mulighed for at få deres ophold med de samme linjer og de samme lærere i Ryslinge.

Ryslinge Højskole vil dog stadig holde fast i deres hovedlinjer – iværksætteri og projektledelse – men der vil også være mulighed for at udforske mere kreative fag, som har kendetegnet Ærø Højskole.

I en fælles pressemeddelelse skriver forstanderne fra de to skoler, Asser Amdisen og Henrik Hartvig: ”Det betyder ikke, at Ryslinge Højskole bliver til en musik- og dramaskole, men at kvaliteter som iværksætteri og projektledelse sagtens kan kombineres med musik og drama, for dem der måtte ønske det. At forfølge sine mål og få redskaberne til at få sine ambitioner til at lykkes er lige så værdifuldt for kommende politikere, erhvervsfolk og samfundsomstyrtere som for kommende musikere og skuespillere.” Ærø Højskole har længe haft problemer med økonomien. I sommer solgte de en bygning fra skolen, men det har ikke kunnet redde dem ud af økonomiske problemer, for lukningen skyldes dårlig likviditet og kassekreditter.

/cp

Nyt magasin På Rødding Højskole kan man se resultatet af den journalistiske linje i form af et magasin. Linjen, der hedder Journalistisk & Mellemøsten, har besøgt Israel og Vestbredden, og ud fra den rejse har de skrevet om nogle af de konflikter, der er i området. Magasinet, som har fået navnet Report, indeholder både reportager og interviews med forskellige personer. Det er både ukendte og kendte personer, der medvirker. Bl.a. har de interviewet Mellemøst-korrespondenten Hans Henrik Fafner, været på besøg i en Kibbutz og besøgt drusere i Golanhøjderne.

Det er første gang, at magasinet udgives, men for fremtiden vil der komme en ny udgivelse en gang hvert halve år. Det er meningen, at magasinet vil være at finde på biblioteker og gymnasier rundt omkring i landet.

/cp

Hjælp til uddannelse Når man er kontanthjælpsmodtager i Vrå, har man mulighed for at komme på højskole med støtte fra kommunen.

Det er forstander på Vrå Højskole, Pia Schnoor, som har forslået det til kommunen. Hun forklarer til Nordjyske Stiftstidende, et ophold giver mulighed for at få afklaring med, hvad man vil. ”I forhold til for eksempel en produktionsskole har vi dem hele døgnet, og det tror jeg kan have en gavnlig virkning” forklarer hun til avisen.

Kommunen er indtil videre også meget positive. De tror, det kan hjælpe kontakthjælpsmodtagere videre i uddannelsessystemet. /cp

UngdomsPresseklip højskole samler ind for at overleve På Andebølle Ungdomshøjskole på Fyn står det skidt til med økonomien.

Mellem jul og nytår blev det klart, at Andebølle Ungdomshøjskole er nødt til at skaffe 300.000 kr. inden 1. februar, ellers truer en betalingsstandsning.

Problemet er, at de i 2010 har mistet penge på, at udenlandske studerende ikke har opnået opholdstilladelse i Danmark – og dermed ikke har kunnet tage det studieforberedende kursus, som skolen udbyder.

Skolens bestyrelse iværksatte derfor en indsamling med det formål at skrabe 300.000 kr. sammen inden udgangen af januar måned. Bestyrelsesformand Peter Jessen fortæller: ”Via vores netværk som Facebook og nyhedsbreve har vi bedt om hjælp.

Banken har været meget behjælpelig hidtil, men som med så mange andre frie skoler, er de ikke vilde med at låne os flere penge og har ikke været interesserede i at forhøje vores kassekredit”.

Og skolen har noget at kæmpe for, forklarer han: ”Vi har allerede 40 tilmeldte på forårskurset og nogle elever fra Kina på vej.” /cp

”Hvorfor skal de ikke også kunne holde jul på nøjagtig samme måde som alle os andre - de skal selvfølgelig også kunne sætte sig ned til en dejlig julemiddag klokken 17.30 som resten af Danmark” Køkkenchef på Esbjerg Højskole, som serverede mad til hjemløse juleaften. Jydske Vestkysten Esbjerg, lørdag 18. december 2010 ”Det hele sigter på at gøre eleverne til gode produktionsdyr og stemmekvæg.

Hvis danske elever skal være blandt top 5 i verden, er det alene for at øge bruttonationalproduktet. (…)F. eks. er det jo helt ugrundtvigsk, at elever i dag testes i hoved og røv” Thorstein Balle, tidligere forstander på Den Frie Lærerskole om uddannelsessystemet i Danmark til Fyns Amts Avis 15. december 2010. ”Det var enormt hårdt og ikke særligt sjovt, mens det stod på. Men her bagefter er det virkelig fedt. Normalt er jeg ikke en ledertype - det er ikke den rolle, jeg spiller i et fællesskab.

Men det gjorde jeg måske nu. Jeg kan bedre forstå mig selv under pres, og jeg er enormt ærgerlig over, at jeg ikke var med de sidste tre timer.”

David Thuborg Andersen, højskoleelev på Rønde Højskole med støtteordning for unge uden ungdomsuddannelse til Adresseavisen 4. januar 2010.

s. 7

højskole Endegyldigt farvel til fyrtårnene

s. 8

Endegyldigt farvel til fyrtårnene

Fyrtårnene er endegyldigt styrtet i havet.

Alligevel efterlyser mange, at de bygges op igen, og højskoleforstanderne træder i karakter som meningsdannere. Men er tiden til det? Og driver højskolerne rundt på må og få i mangel på fyrtårne?

Meningerne er delte. af andreas harbsmeier

februar 2011

Hvordan ser den gode forstander ud – og er der brug for nye fyrtårne?

Skriv en kommentar på www.hojskolebladet.dk

s. 9

historien går, at knud han sen, legendarisk forstander for askov højskole, holdt to foredrag på sin skole om året: Et om foråret og et om efteråret. Sådan kørte han efter sigende højskolen.

Myte eller ej, i gamle dage var højskoleforstanderen en noget anden type end i dag. Han var også højskoleejer og holdt sine ansatte som tyende. Man fik plads – ikke job – som højskolelærer.

Det var forstanderen, der tegnede højskolen, og det krævede en meget markant personlighed. Og som regel krævede det også en dygtig kone, fordi forstanderen brugte meget af sin tid på at rejse rundt i landet og holde foredrag og på den måde rekruttere elever – og i virkeligheden ikke var særligt meget på skolen, som i Knud Hansens tilfælde.

Højskoleforstanderens rolle har ændret sig en del siden.

Med historiker og tidligere højskolelærer, Jes Fabricius Møllers ord, er den typiske forstander nu ”en lidt tør forvaltertype”. Det er ham, der får butikken til at køre. Ham, der kan få regnskabet til at gå op, føre en fornuftig personalepolitik, tale til folk og holde aftaler: ”Alt sådan noget kedeligt noget. Alligevel er det meget tit de forstandere, de fleste har det godt med.”

Ikke desto mindre efterlyses de mere gammeldags type – det såkaldte fyrtårn med jævne mellemrum: ”Det er billedet af den fascinerende ildsjæl, der stiller sig selv op på en piedestal og holder brandtaler og ikke kan tage sig af banale ting som underskud.

Det er den type, vi drømmer om, men når vi så får dem, så gider vi alligevel ikke have dem,” fortsætter Jes Fabricius Møller. dagens fyrtårne Ser man ud over højskolelandskabet i dag, er det meget begrænset, hvad man finder af fyrtårne med ambitioner om at lyse de oprørte vande op for skibe i nød. Det er en beklagelig udvikling, mener nogle.

Selv om han ikke vil bekende sig til

den gamle type, er Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole, ikke i tvivl om, at der er brug for flere fyrtårne: ”Hvis der ikke er plads til – i hvert fald nogle få – fyrtårne i den danske højskolebevægelse, tror jeg, at vi kommer til at miste vældig meget betydning. Det er derfor, at jeg slår til lyd for det. Jeg opfatter ikke forestillingen om fyrtårnet som forældet. Jeg er sikker på, at der findes forskellige typer af forstandere, men jeg er også sikker

skole, er derimod træt af hele snakken om fyrtårne. Han mener, at den tilbagevendende snak i virkeligheden handler om rådvildhed. At højskolerne ikke kan finde vej selv – og derfor vil have fyrtårne til at vise vejen: ”Jeg tror, at der er sket et videnstab og et traditionstab på højskolen. Der har været en periode, hvor mange mente, at man skulle opfinde højskolen helt fra ny, og at højskolen skulle være noget helt andet. Det skulle den måske så bare ikke, men i processen glemte man, hvordan det var før – og så efterlyser man fyrtårnene igen.”

At højskoleforstandere skulle have mere forstand på politik eller etik end mennesker i al almindelighed er en rædselsfuld tanke.

autoriteternes fald Selv om mange gerne så højskoleforstanderne træde i karakter som offentlige meningsdannere, er udgangspunktet et helt andet end tidligere.

Man får ikke foræret megen autoritet fra højskolen som institution længere.

Det er imidlertid ikke noget særligt for højskolerne, men en generel konsekvens af 1968 og autoriteternes fald, ifølge Jes Fabricius Møller: ”Den moralske eller samfundsmæssige autoritet har det generelt vanskeligt – og det gælder i sagens natur mange andre embeder end højskoleforstandere. En professor taler stadigvæk med nogen vægt. En minister gør det selvfølgelig også. Men spørgsmålet er, om der er så mange andre. Det er klart, at hvis borgmesteren i Randers taler om forholdene i Randers, taler han selvfølgelig med en vis autoritet. Men som borgmester kan han jo ikke tale med nogen autoritet om fosterdiagnostik eller børneopdragelse. Når det er sagt, så har højskolen som institution nok oplevet en lidt voldsommere deroute rent autoritetsmæssigt end så mange andre.”

Det er ikke kun i højskolesammenhænge, at fyrtårnet efterlyses, mener han: ”Det er den samme figur, man efterlyser i politik. Man har det vanskeligt med prokurator-typerne. Det er et besynderligt krav, fordi vi efterlyser store personligheder, men bøjer os ikke for

»

- ole toftdahl på, at der for højskolebevægelsens og for samfundets skyld i det hele taget, skal være nogen, som har lyst til at stå frem. Og jeg mener ikke, at der er nogle undskyldninger for ikke at være til stede. Jeg er helt sikker på, at der er en del af de forstandere, der sidder i dag, der har kompetencen – og måske også lysten. Og det er en stor skam, at de ikke giver sig tiden til at stå frem.

Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Det handler ikke om, at vi skal sidde i vores lønkammer hele tiden og skrive det ene syrede læserbrev efter det andet, men at man har en kvalificeret holdning til vores samfund – og at vi også kan give det videre til vores elever.”

Ole Toftdahl, der efter en lang årrække som lærer og viceforstander på Testrup højskole nu er forstander på Ry Høj-

højskole Endegyldigt farvel til fyrtårnene

s. 10

Hvad skal en forstander kunne?

Højskolebladet har spurgt lærerne

pia kirkegaard underviser i pædagogik, psykologi og drama på rønde højskole

anders lyng underviser i psykologi og har et skriveværksted på højskolen på helnæs

henrik kryschanoffsky underviser i dramatik og instruktion på teaterhøjskolen rødkilde

”Jeg synes ikke, forstandere skiller sig ud fra ledere, jeg har oplevet på andre arbejdspladser.”

”Der har været eksempler på forstandere, som ikke har haft så mange menneskelige egenskaber og ikke har gjort sig mange tanker om højskolens udvikling. For dem har det været en branding af dem selv og et skridt videre í karrieren. De har ikke holdt længe.”

”En forstander skal have nogle holdninger og syn på livet.”

”Min nærmeste leder skal have ideer og visioner, som er klare. Det skal være én, som sætter de store ideer på dagordenen. Og som taler med både elever og ansatte om dem. Der skal være en dialog, hvor der er plads til, at ansatte ytrer sig. Selvom det er lederen, der trækker de store linjer i forhold til fremtidsplaner, skal der også være plads til – og interesse for – at høre de ansatte. På Rønde har vi en forretningsudvikler, og vi taler meget om, hvor vi – rent strategisk – skal hen.

Jeg har kun været et halvt år i højskoleverdenen, men min erfaring siger mig, at man bliver hørt meget i processen om, hvor højskolen er på vej hen. Men jeg synes ikke, forstandere skiller sig ud fra ledere, jeg har oplevet på andre arbejdspladser.”

februar 2011

”Højskolerne er holdningsskoler.

Derfor er det svært at forestille sig en forstander, der ikke har gjort sig tanker om livet uden for højskolen. I dag er der mange forventninger til en forstander. Ikke alene skal han eller hun have et forhold til det samfund, vi modtager elever fra. De skal også være sælgere, administratorer og have en familie.

I gamle dage var forstandere mænd med en stærk kvinde bagved. Sådan er det ikke mere – heldigvis. Der har været eksempler på forstandere, som ikke har haft så mange menneskelige egenskaber og ikke har gjort sig mange tanker om højskolens udvikling. For dem har det været en branding af dem selv og et skridt videre í karrieren. De har ikke holdt længe. Jeg synes, en god forstander bør sidde på posten i mange år. Det skaber kontinuitet og gør, at værdierne bliver grundfæstet.”

”En forstander skal have nogle holdninger og syn på livet, som smitter af på både personale og elever. Det er vigtigt at sige, hvem man er. Det betyder også, at man ikke er i tvivl om, hvilke veje højskolen går. Ikke at det betyder, at der ikke er plads til uenighed, men forstanderen skal være klar i sine holdninger og sit udtryk. Det betyder også meget for dialogen, og det er vigtigt for højskolen.

Forstanderen skal være en, man kan spejle sig i, ligesom det skal være én, man kan læne sig op ad. Jo klarere forstanderen er, jo klarere kan man se sig selv. Derudover skal en forstander være transparent. Med det mener jeg gennemskuelig og klar, ikke gennemsigtig.”

autoriteter.”

Ole Toftdahl, der også er rundet af det antiautoritære, mener, at koblingen mellem embedet som forstander og offentlig meningsdanner er helt uddateret i dag. Han mener, at de, der lyser op i dag – for der er trods alt nogle, der er rigtig gode til det og har nogle

»

Det er et besynderligt krav, fordi vi efterlyser store personligheder, men ikke bøjer os for autoriteter.

- jes fabricius møller rammer, der gør, at det kan lade sig gøre – ville gøre det, om de var højskoleforstandere eller ej. Selv vil han gerne betakke sig for at skulle mene noget i bredere sammenhæng om alt muligt: ”Hvorfor skulle jeg stille mig an og være fyrtårn for noget som helst?

At højskoleforstandere skulle have mere forstand på politik eller etik end mennesker i al almindelighed er en rædselsfuld tanke. Fyrtårnssnakken irriterer mig, fordi vi ikke alle sammen kan være sådan. I gamle dage lyste forstanderne jo op på en noget billig baggrund: De fleste bønder, som højskolerne henvendte sig til, havde ikke gået i skole længere end til sjette klasse…” at være missionær Simon Lægsgaard har lige nøjagtig det modsatte synspunkt. Han mener, at forstanderen skal blande sig – og selvfølgelig også skal kunne tage fejl: ”Jeg er ikke bange for at være missionær, men jeg er heller ikke bange for at tage imod inspiration,” siger han og uddyber: ”Et fyrtårn er ikke noget ophøjet, men noget, der er med til at kaste lys over noget. Det er for at kaste lys – ikke på sig selv, men på noget andet.

Det er vigtigt, at der er nogen, der skiller sig ud – som folk, der har en

særlig indsigt. Det skal vi ikke være bange for. Når mine elever bliver spurgt om deres holdning til det ene eller andet, møder jeg ofte en manglende lyst til at ytre sig, fordi de er bange for at gøre sig bemærket, bange for at blive fastlåst i en holdning. Det er den samme (jantelovsmekanisme om man vil), der gør sig gældende, hvis der er en forestilling om, at man er ophøjet og utilnærmelig, fordi man giver udtryk for sine holdninger. Der er intet paradoks for mig i at være den nære forstander, der er tæt på eleverne, og samtidig at give udtryk for mine holdninger. Mennesker med fejl og følelser og sved under armene må også gerne give udtryk for holdninger.

De bør måske endda. Den fejlfrie holdningstilkendegiver er kun et ideal, man jager i politiske kredse. Man går efter manden i stedet for bolden. Det er ikke den måde, vi bør drive højskole på, for hvem tør så ytre sig.”

Spørgsmålet, om hvorvidt højskolerne ikke har en særlig autoritet på det værdimæssige område, forholder Toftdahl sig også skeptisk til: ”Alle virksomheder er efterhånden værdibårne – her skiller højskolerne sig ikke ud. Der er selvfølgelig forskel på, hvilke værdier man vælger, men at vi skulle være overlegne på det punkt, tvivler jeg meget på. Tanken, om at vi skulle være bedre end andre, kan vi godt glemme. Det er patetisk i mine øjne.”

Lægsgaard mener, at den erfaring, man får ved at være del af højskolens unikke rum, forpligter: ”Som forstandere har vi en enestående tilgang til nogle sociale fællesskaber, som gør, at nogle af os er forpligtede til at ytre os. Måske ikke ligefrem som oplyste forbilleder, men som inspiratorer: Vi er forpligtede til at give noget inspiration videre. Man kan se højskolen som et laboratorium – som et minisamfund. Og det giver nogle indsigter, som vi skal gå ud med.” hvilke fyrtårne?

Der synes at være bred enighed om, at det – med få undtagelser som den tilbagevende Jørgen Carlsen – er vanskeligt at give konkrete eksempler på fyrtårne, som vi gerne vil have.

”Amdi Petersen var muligvis den sidste ægte karismatiske højskoleforstander. Hvis man beder om fyrtårnene, så får man typer som ham. Og så er spørgsmålet, om det er det, man vil have? Det er et behov, der simrer i hele samfundet. Tilsvarende kunne man så stille spørgsmålet: Hvis Danmark nu var en republik, er der så en person, du ville pege på som præsident?” spørger Jes Fabricius Møller, underforstået, at så er det nok alligevel bedre at bevare kongehuset.

Ole Toftdahl har også vanskeligt ved at se perspektiverne i at genopfinde fyrtårnet – og han er heller ikke bange for at give et eksempel: ”En person som Thue Kjærhus vil gerne være fyrtårn. Men Gud fri mig vel for et fyrtårn. Vi ville jo sejle på grund alle sammen, hvis han skulle bestemme noget som helst. Han er

»

Der er vigtigt, at der er nogen der skiller sig ud – som folk, der har en særlig indsigt. Det skal vi ikke være bange for.

- simon lægsgaard sådan en type, man vil grave frem, hvis man ønsker de gamle fyrtårne tilbage.”

Simon Lægsgaard vil ikke grave den gamle fyrtårnsmodel op, men vil i stedet definere den på ny: ”Vores fyrtårnsrolle består i at være det gode pejlemærke, der lyser FOR nogen – og ikke på os selv. Og dertil mener jeg som sagt, at vi får nogle indsigter og har nogle historier, vi bør give videre til verden omkring os, så vi på den måde også kan lyse PÅ noget - nemlig de samfundsforhold, som trænger til opmærksomhed.”

Det sidste ord er næppe sagt i den sag. At en forstander kan nøjes med at holde to foredrag om året, er der næppe fremtid i, men efterspørgslen på forbilleder forsvinder nok ikke lige foreløbig.

s. 11

tendens Fyrtårne

Herremanden havde ret til den første nat med bruden

s. 12

2historiske myter

Historien er spækket med ”sandheder”, som alligevel ikke er det.

Højskolebladets historiker afliver et par under temaet “fyrtårne” af thomas oldrup

februar 2011

Det hævdes i talrige bøger og film, at der i middelalderen eksisterede en ret, der gav herremanden lov til at tilbringe den første nat med alle de nygifte piger blandt hans fæstebønder. Retten står som det ultimative bevis på godsejerens magtliderlighed og barbarisme.

På latin kaldes retten for ”jus primae noctis”, retten til den første nat, eller på fransk ”droit de seigneur” eller ”droit de cuissage”.

Men der findes ingen beviser for, at retten nogensinde er blevet udøvet.

Det, der kommer nærmest på beviser, er enkelte vidnesbyrd om, at fæstebønder har betalt en slags bryllupsafgift, der skulle sikre, at herremanden ikke udførte sin ret - men det er ikke et bevis på, at det ellers var normen.

Det er dog korrekt, at herremanden havde adskillige rettigheder, der umyndiggjorde og hetzede fæstebønderne.

En af dem var, at han kunne foreslå, at en bestemt kvinde og mand fra hans gods giftede sig. Retten var en af flere symbolske gestus, der skulle ydmyge undersåtterne og vise, hvem der havde bukserne på. Et mandligt magtshow både over for den nygifte brud, men så sandelig også over for den nygifte gom.

Hvorvidt der eksisterede en herremandens ret var et vældig debatteret emne blandt især tyske historikere i slutningen af 1800-tallet. Måske var det vigtigt for den tids kristne og moralske historikere at markere en tydelig afstand til den barbariske og vulgære ”mørke middelalder”? I dag er alle historikere med respekt for sig selv til gengæld enige om, at der ikke eksisterer noget autentisk bevis for retten.

Emnet har spillet en stor rolle i litteraturen og kendes fra så forskellige kulturprodukter som det 4000 år gamle heltekvad Gilgamesh, Mel Gibsons film ”Braveheart”, George Orwells science fiction ”1984”, Mozarts opera ”Figaros bryllup”, Marco Polos iagttagelser fra Tibet, filmen

»

Der har helt sikkert eksisteret eksempler gennem historien, hvor en herremand har forgrebet sig på en bondepige, der skulle giftes. Måske har han endda følt, at det var hans ret. ”The War Lord” fra 1965 med Charlton Heston, samt Mark Twains roman ”A Connecticut Yankee”. Det fascinerende er måske ikke, at det er en myte, men at det åbenbart har været en meget levende og let genkendelig myte til forskellige tider.

Det er også vigtigt at skelne mellem en ret og de friheder, som enkelte herremænd muligvis har taget sig. Der har helt sikkert eksisteret eksempler gennem historien, hvor en herremand har forgrebet sig på en bondepige, der skulle giftes. Måske har han endda følt, at det var hans ret. Man kender fx historier om onde danske godsejere fra 1700-tallets slutning som William Halling fra Dronninglund og grev Schinkel fra Hald. Men at det har været en fast, nedskrevet og anvendt ret, det er ikke sandt.

I princippet fastsatte herremanden selv sine regler, men i realiteten var han bundet op på traditionen. Generelt var det smarteste for ham at opføre sig ordentligt over for sine undersåtter. De fleste var i princippet frie og kunne smutte til nabogodset, hvis han behandlede dem dårligt. En ond og diktatorisk herremand ville miste sine ressourcestærke folk, sin ekspertise og i sidste ende sine penge og sit gods.

Hitler havde kun én testikel Allerede under sin tid ved magten var den tyske diktator Adolf Hitler genstand for rygter af enhver slags.

Mange af dem sigtede mod at sværte hans person og hans motiver til. Det er ikke så underligt. Hvis der findes nogen enkeltperson i verdenshistorien, der fortjener at blive mistænkeliggjort og fordømt, er det Adolf Hitler.

Også i dag, over 65 år efter 2.

Verdenskrigs slutning, florerer der en masse skrøner og røverhistorier om den tyske Führer. Men en stor del af de påstande om Hitler, man kan støde på i bøger, blade, tv og ikke mindst på nettet, savner baggrund i virkeligheden.

Nogle af de mest udbredte myter om Hitler har at gøre med hans seksuelle præferencer og kønsorgan.

Det påstås fx tit, at Hitler var homoseksuel, hvilket på hans tid blev anset som ekstremt skammeligt og ifølge nazismen var degenereret. Det er sandt, at det lader til, at Hitler har haft svært ved at omgås kvinder intimt. Visse oplysninger tyder på, at Hitler faktisk var jomfru og ikke havde sex med nogle af de mange veninder, man kender til.

Ikke engang med den mangeårige livsledsager Eva Braun, som han giftede sig med kort før deres fælles selvmord.

Men at han skulle have været homoseksuel, findes der ingen beviser for - det er kun spekulationer. Det samme gælder rygterne om, at han skulle have haft en form for pervers tilbøjelighed, som han levede ud under forskellige sexlege.

En anden livskraftig skrøne i samme kategori går på, at den tyske diktator kun havde én testikel. Denne defekt skulle, ifølge dem der tror på oplysningerne, på et psykologisk plan forklare hans aggressivitet og det, der førte til de mange forbrydelser, der blev begået i hans og nazismens navn.

Hvordan myten om den savnede testikel opstod er uklart. Muligvis kan den tage sit udgangspunkt i det fak-

tum, at Hitler blev såret under slaget ved Somme i 1916 under 1. Verdenskrig. At han ved dette tilfælde skulle have mistet sin ene testikel, findes der dog intet belæg for i kilderne. En anden version af myten hævder, at Hitler blev født med ufuldstændige genitalier.

Den mest bizarre variant af myten går dog på, at Hitler mistede sin ene testikel, da han sammen med en kammerat forsøgte at tisse i munden på en ged, hvorved dyret skulle have taget en bid af den unge Adolfs pung. Men hverken familien Hitlers huslæge, som behandlede Adolf, da han var dreng, eller de læger, der undersøgte diktatoren som voksen, har noteret sig noget om, at han skulle have savnet en testikel.

En anden af disse almindeligt forekommende myter hævder, at den nazisstiske diktator skulle have været lille – ligesom Napoleon. I hans egen levetid blev han ofte nedsættende kaldt ”den lille korporal”. Det passer, at Hitler blev udnævnt til korporal, da han tjenestegjorde som frontsoldat i den tyske hær under 1. Verdenskrig, og at han aldrig kom længere i sin militære karriere. Lille var han dog ikke.

Hitler målte 175 centimeter, hvilket placerer ham blandt gennemsnittet for datidens tyskere.

Det er ikke usædvanligt, at mytemageriet er hårdest ved verdenshistoriens fyrtårne og allerstørste aktører, hvad end de er aktører på godt eller ondt. Det kan skyldes samtidens propaganda eller eftertidens lyst til at få dem ”ned på jorden” og se de små fejl og humoristiske fejlbarligheder ved store personligheder – hvad end de er sande eller ej.

s. 13

Polfoto

»

Det er ikke usædvanligt, at mytemageriet er hårdest ved verdenshistoriens fyrtårne og allerstørste aktører, hvad end der er aktører på godt eller ondt.

tendens Tidsånden kort

s. 14

Hot & not

af lone nikolajsen litteraturstuderende, tit på testrup højskole

»

Den store hvide vandreklit er sej, fordi den flytter sig lidt hele tiden. Den æder sig gennem Jylland som naturens egen Pacman, og så er den flot at se på.

HOT

NOT

råbjerg mile Den store hvide vandreklit er sej, fordi den flytter sig lidt hele tiden. Den æder sig gennem Jylland som naturens egen Pacman, og så er den flot at se på. Om vinteren, når det øverste lag af sandet er frossent, er den ligesom en meget stor marengs at gå på. Langs med milen er der en kilometerlang kommaformet sø. Det må være den fineste skøjtebane, man kan finde.

jørgen leth-imitationer Siden Lars von Trier for syv år siden udsatte Jørgen Leth for De fem benspænd, har de fleste fester, jeg har været til, på et eller andet tidspunkt drejet sig om at levere den mest overbevisende, præcist nasale Jørgen Leth-imitation. At kunne tale som ham har været ligeså dyrebar en social kompetence, som det var at kunne imitere Skærmtrolden Hugo i min folkeskoletid. Det er ikke gået over endnu. Det må det gerne snart.

meget små museer Barbiemuseet i Københavns Nordvestkvarter, Holbæk Autografmuseum, Harmonikamuseet i Brovst og Elvis Presley-museet i Randers er eksempler på, at man ikke kan tage sin hobby for alvorligt. Jeg køber i hvert fald gerne en billet. bob dylans theme time radio hour Man behøver ikke at være nært knyttet til Bob Dylans musik for at elske ham i rollen som old school radiovært. I hver udsendelse handler alle de numre, han spiller, om et nyt og eviggyldigt emne – såsom vejret, mødre, sko, krig, frugt og galskab. Programmerne kan googles, downloades og virkelig anbefales. genvejstaster Da tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen, der i det meste af sin karriere har haft folk til at beherske tifingersystemet for sig, skrev sin krimi, måtte hun skrive af fra skærmen i hånden hver gang, der skulle rykkes rundt på noget. Så hørte hun om ctrl+x, ctrl+v og alle de andre. Den moderne teknologi er egentlig bare ude på at hjælpe.

februar 2011

valgkampsvideoer Det er snart ved at være tid til dem igen: det parlamentariske demokratis allerpinligste mediefænomen. Ofte med sang, dans og ting, der blafrer. uhøflighed Er ofte upraktisk. Det er nemmere at få sin vilje, hvis man taler pænt. Det siger min mor, og jeg tror, hun har ret. tøvejr Spild af flot sne.

tendens Månedens litteratur

Månedens litteratur sokrates om det skrevne ord

Malerkunstens skikkelser står som om de er levende, men spørger man dem om noget, anlægger de formen tavshed. Det samme gælder de skrevne ord. Man kunne måske tro de taler som tænkende væsner, men hvis man spørger dem om nogetfor at forstå hvad de siger, får man hele tiden det samme svar. Hvad der én gang er skrevet ned, cirkulerer overalt og er lige så tilgængeligt for dem der forstår det, som for dem det ikke vedkommer, og ingen skriftlig fremstilling fatter hvem den skal henvende sig til og hvem ikke. Når den så bliver forulempet og udsat for urimelig kritik, har den ustandselig brug for hjælp fra sin ophavsmand. For på egen hånd kan den hverken forsvare sig eller komme sig selv til undsætning.

(Phaidros 275d-e)

Fra Platon II. Samlede værker i ny oversættelse, Gyldendal 2010. Udgivelsen anmeldes andetsteds i bladet.

15 s.s.15

Fra bloggen www.hojskolebladet.dk s. 16 Forstandere om udlændingeaftalen I Af Lisbeth Trinskjær Nu bliver det pludselig klart for mig, hvorfor Thue Kjærhus igen og igen forklarer os andre forstandere, at FFD alene er en serviceorganisation, når vi f.eks. diskuterer kontingentniveauet; Som medlemmer af FFD skal vi ikke mene noget, vi skal ikke tage initiativ til noget, og vi skal ikke koordinere nye indsatsområder, hvor højskolen kan svare ind på de udfordringer, det danske samfund har.

Vi skal tilsyneladende padle hver vores lille robåd, efter ”survival of the fittest”princippet. Nuvel, det er et synspunkt.

Men sagen er jo den, Thue, at nogle af os, der er medlemmer af FFD, synes at foreningen skal være et mødested, et udviklingssted, en platform for dialog og en ramme om det virtuelle kraftcenter for samfundet, højskolen er. Ikke bare for vores egen lille ”robåds skyld”, men fordi vi tror på, at højskolen som den uens størrelse, den er, skal gøre en forskel for vores elever, men også for den verden, den er en del af. Stor tak til Helga, fordi du personligt - og ikke som formand for FFD - inviterede dine kolleger til at give din indignation mere kraft. Jeg synes, det er svært at forestille sig, at der findes højskoleforstandere, der ikke selv kan finde ud af at tage stilling til en sådan henvendelse. Og som ikke kan skille det initiativ fra organisationen FFD’s initiativer.

Forstandere om udlændingeaftalen II Af Thue Kjærhus Vi er jo ikke alle tilhænger af rød blok eller blå blok.

Da højskolerne politisk er forskellige, har der siden 1844 altid været en diskussion om, hvorvidt Højskolerne skulle tale politisk med en stemme eller ej.

Det er derfor en debat med historiske linjer, du berører. På Rønshoved er vi af den opfattelse, at det politiske formidler vi via de partier, vi er medlemmer af. Derfor er vores holdning, at vi skal have højskolefolk ind i alle partier. Hvis højskolerne først blive identificeret med bestemte politiske holdninger, så mister vi ikke alene betydning, men også vores folke-lighed. Jeg er derfor modstander af, at præster, kirkelige, provster og højskoleforstander mm. udtaler sig sammen om politiske emner. Skriv i stedet for en politisk kommentar eller en kronik om, hvad du mener

februar 2011

debat Kommentarer

Mellem Krarup og Rifbjerg Et forsøg på at opstille et filosofisk alternativ både til de to gamle kulturpaver og en oplyst frihedskæmper

Gud ved hjælp af fornuftstyret ideologi eller usand religion som fx islam.

I det univers er det svært at få øje på fejl hos den protestantiske kirkefader Luther, der har formuleret den sande kristne opskrift og er med i vores demokrati kanon, selv om Stjernfelt har ret i, at det ikke var den Lutherske statskirke, der i begyndelsen af det 19. århundrede kæmpede for demokrati og frihedsrettigheder.

af bo rasmussen

rifbjergs enfoldighed Rifbjergs enfoldigheder hænger sammen med, at han lever i det moderne fornuft-styrede univers, hvor man tror så meget på den tolerance, der var den moderne tids svar på den gamle feudale og katolske tids intolerance, at man må fastholde den, selv om man møder intolerancen i moderne muslimsk forklædning.

Det er også en forståelig position, men Stjernfelt har selvfølgelig ret i, at det er problematisk at sætte kikkerten for det blinde øje, når muslimsk fundamentalisme er en reel trussel mod det vestlige demokrati, og dets frihedsrettigheder og vil forhindre vestlige muslimer i at nyde godt af disse rettigheder.

Stjernfelt har også ret i, at selv om der er både gud og fanden til forskel på de universer de lever i som evangelisk kristen og ateistisk kulturradikal, så er de begge to kulturalister.

Hans definition på kulturalisme er, at det ”den ideologi, at individet er formet af sin kultur i en grad, så det er ude af stand til at tænke selv og forholde sig til sin egen kultur”.

Det kan ganske rigtigt, som Stjernfelt bemærker, på venstrefløjen føre til en multikulturalisme, hvor religioner og kulturer får lov til at undertrykke deres medlemmer, eller til en nationalisme på højrefløjen, der kræver homogenisering i en ensrettet kristen national kultur.

Frederik Stjernfelt havde sidste år i Politiken et opgør med både Søren Krarup og Klaus Rifbjerg, som jeg har sympati for, men hans egen position som frihedskæmper i en oplysningstradition mener jeg, at man kan stille så mange spørgsmålstegn ved, at det er nødvendigt at opstille et alternativ til både de to ”olme søelefanter”, som Stjernfelt kalder dem, og til hans opfattelse, som den fremtræder i kronikken, fordi den er lige så kulturalistisk, som de to positioner, han er kritisk over for.

Hans kritik er slagkraftig, og der er hold i at tale om Krarups ”forsimplinger” og Rifbjergs ”enfoldigheder”.

Stjernfelt fokuserer på det blinde raseri, der er en konsekvens af disse forsimplinger og enfoldigheder, men måske er det nok så vigtigt at kende baggrunden for deres raseri. Det gør raseriet mere forståeligt, men selvfølgelig ikke nødvendigvis mere fornuftigt. krarup forsimplede univers Søren Krarup lever i det forsimplede univers, at enten er Gud herre over mennesket, med kristendommen som den eneste sande opskrift på dét, eller også gør mennesket sig til herre over

– og Stjernfelt stjernfelts position?

Jeg er helt med på, at der kan være dystre perspektiver i både Rifbjergs og Krarups kulturalisme, men er Stjernfelts egen position ikke også kulturalistisk?

Han beskriver selv sit ståsted som ”oplysningens mere tiltalende position, der går ind for demokrati, sækularisme, retsstat, tolerance, ytringsfrihed – og som ikke mener, at man skal gå på kompromis med disse grundprincipper”. Og han føjer til, at ”det også er en position, der ikke vil vide af kulturalisme”.

Men er oplysningsfilosofi så tidløse sandheder, at de ikke kan placeres i et konkret historisk og kulturelt rum?

Svaret må blive nej, for ellers bliver demokratiet, sækularismen, retsstaten og ytringsfriheden så absolutte sandheder, at intolerancen lurer lige om hjørnet.

Stjernfelt hudfletter selv Rifbjergs naive omgang med tolerancen, når den gøres til en absolut sandhed, men jeg er sikker på, at man kan gøre det samme med de andre positive oplysningsbegreber, hvis de skal være så absolutte sandheder, at man ikke kan diskutere dem.

Så er man tilbøjelig til at give Søren Krarup ret i, at demokrati kan blive til demokratisme. Er frihed det bedste guld, hvis der slet ikke – som for Pinocchio – er bånd der binder mig? Og har man ikke set lidt for skræmmende eksempler på sækularismen som totalitær ideologi, hvor man kan trække en lige linje fra Robespierre over Lenin til Pol Pot. samme tradition I virkeligheden er både Rifbjerg og Stjernfelt børn af den samme oplysningstradition, som har skabt både kantianere og kulturradikale. Det store skel går mellem de to og Krarup og ikke som i kronikken mellem Stjernfelt og de to ”søelefanter”.

s. 17

»

Det kan godt være, at Krarup, Rifbjerg og Stjernfelt ikke kan være i stue sammen, men jeg tror på en filosofi, der kan give dem lyst til at være sammen i et kolonihavefællesskab - også uden for kolonihaverne – og i et dansk fællesskab med mennesker, hvor danskheden ikke er på huden eller tøjet, men i de øjne der ser på hinanden og bliver set uden ideologiske og religiøse bagtanker.

Den tradition er det også efter min mening fornuftigt at placere sig i; men jeg vil gøre det med så meget fokus på menneskets natur og indfældethed i naturen, at der er tale om et reelt alternativ til både den Rifbjerg og den Stjernfelt man møder i kronikken.

Menneskenatur og indfældethed i natur antyder også tidløshed. Det er imidlertid ikke en tidløshed, der er uafhængig af historie og kultur, medens det på den anden side er en livskilde og en livskraft, der stiller sig hindrende i vejen for, som i kulturalismen at absolutere noget kulturelt.

Fornuft og frihed er godt, men et levende menneske er udstyret ikke kun med hoved og hænder. Det har også sanser og følelser, der gør det til et kulturelt livsvæsen med både en historisk kulturel og en medfødt menneskenatur.

Denne medfødte menneskenatur har både kristne teologer og rationalistiske filosoffer for det meste ikke haft meget til overs for, og det er den jeg mener, at Stjernfelt også mangler sans for.

Og jeg vil ikke give ham sans for den ved at henvise til filosoffer som Martin Heidegger og K.E. Løgstrup, men ved at finde denne glæde over det naturlige menneskeliv i den moderne oplysningstid, som Stjernfelt er så glad for.

Den begynder ikke rationalisten Descartes, men med Rabelais og Montaigne, hvor menneskets frihed både er fornuftens og kroppens frihed, der hos begge disse filosoffer er begrænset og beriget af den ikke menneskelige natur.

kynisk romantik I en nutidig dansk sammenhæng er det en filosofi, hvor det ikke handler om ren menneskefornuft og total frihed på alle områder, men om jordisk menneskedyr-fornuft, frihed bundet til naturens gang og elementær omgang med andre mennesker. Det er vaccina-

debat Kommentarer

s. 18

tionen mod fundamentalismen i både ideologier og religioner.

En snusfornuftig og næsten kynisk romantik, som er noget helt andet end den verdensfjerne idealisme, som man kan møde både hos socialister, nationalister og kulturradikale rationalister, og som jeg gerne vil vaccinere Stjernfelt imod, selv om det forhåbentlig ikke er nødvendigt.

Traditionen fra Rabelais fokuserer på både kultur og natur og lægger, jfr.

Voltaires fyndord om at man skal dyrke sin have, op til en havefilosofi, hvor naturen og ikke en ideologi rammesætter det svedende, legende og elskende menneskedyr, der kan forene livslyst og samfundssind.

Nietzsche drømte om ”en lille have, nogle figner, nogle små oste og en tre, fire gode venner. Det var hele Epikurs overflod”.

Epikur er en gammel græsk havefi-

losof. I Danmark lægger arbejdernes kolonihaveliv fra begyndelsen af det 20. århundrede op til en kolonihavefilosofi med samme sans for liv både i en lille kulturvirkelighed og en stor naturvirkelighed. kolonihavefilosofi Kapitallogikerne lagde i 70erne dette liv for had, fordi det skulle være småborgerlig flugt fra en ubehagelig social virkelighed. Måske er det derfor, at Pia Kjærsgaard i dag tager kolonihavelivet til indtægt for en dyrkelse af indskrænket kulturkristen danskhed med dannebrogsskyklapper.

Men kolonihavefilosofi er måske den filosofi, der kan give de kulturradikale jordiske rødder og vinger til at se ud over deres egen idealistiske næsetip og få blik for en lighed mellem mennesker på tværs af både religioner og ideologier.

ER DU VORES NYE

SUPER-RYTMISKE MUSIKLÆRER?

Pr. 1. marts 2011 – eller snarest derefter - søger Rødding Højskole en engageret og dynamisk musiklærer på fuld tid. Du skal primært videreudvikle vores relativt nye hovedfag ”Music Lab & Producer”, der er et spændende fag med fokus på programmet Logic Studio. I dag har vi en fast tilknyttet timelærer til at varetage den tekniske side af programundervisningen, så det er ikke et krav at du er ekspert, men et grundkendskab til programmet og en lyst til eksperimenteren er et must.

Derudover skal du kunne varetage undervisning i Band, Kor, Musikteori og andre musikrelaterede fag og hvad du ellers brænder for samt være i stand til at kunne spille klaver til morgensang og andre fællesarrangementer.

Læs mere på www.rhskole.dk Anja Rykind-Eriksen på anja@rhskole.dk eller via tlf. 7484 2284.

Ansøgningen sendes elektronisk senest den 23. januar 2011 kl. 12.

I Dansk Folkeparti er denne næsetip så stor og nationalistisk, at der ikke er udsigt til hverken lighed mellem mennesker eller menneskelighed.

Ligheden mellem danske mennesker er hverken en abstrakt frihedsrettighed eller en overjordisk identitet som kulturkristen dansker, men udfolder sig i en konkret hverdagsvirkelighed, som ikke kun er politisk, men aldrig er helt upolitisk.

Og kolonihavefilosofi er ikke en garanti for idyl, fordi mennesket i sit møde med andre mennesker som menneskedyr altid handler med en side, der elsker og en side, der dræber, fordi mennesket er et både kærligt og aggressivt dyr.

Og selvfølgelig skal man kæmpe for kærlighed og fred med både fredelige og ufredelige midler. Det er nødvendigt at være såvel tolerant som intolerant, fordi der, som der står

KAN DU LIDE AT HØRE DIN EGEN STEMME? - så brug den sammen med os!

Koret Tritonus søger en tenor og en bas.Vi synger ny og klassisk musik - ofte med en eksperimenterende indfaldsvinkel og samarbejder gerne med danske musikere og komponister. Vi er et blandet, bredtfavnende, ambitiøst amatørkor med et højt niveau. Læs mere om os på www.tritonus.dk. Koret øver tirsdage i Emdrup ved København. Kom og besøg os, eller fortæl KAN DU LIDE AT HØRE DIN EGEN S lidt om dig selv og book en tid til forsyngning hos Morten Kliim Due, formand@tritonus.dk, tlf. 7268 4414 eller-Lise såChristensen brug den sammen Bjerno, dirigent@tritonus.dk, tlf. 6150 6305

Koret Tritonus søger en tenor og en

Vi synger ny og klassisk musik - ofte perimenterende indfaldsvinkel og gerne med danske musikere og ko er et blandet, bredtfavnende, ambiti KAN D med et højt niveau.

Læs mere om os på www.tritonus.d

Koret øver tirsdage i Emdrup ved Kø og besøg os, eller fortæl lidt om dig s tid til forsyngning hos Morten Kliim D tritonus.dk, tlf. 7268 4414 eller Lis Bjerno, dirigent@tritonus.dk, tlf. 6150

februar 2011

i Prædikerens bog, både er en tid til kærlighed og en tid til had, men på grund af ligheden mellem mennesker kan umenneskelighed aldrig blive en naturlig kultur, som den ofte har været det i en ideologis eller en religions navn, og som den kan være det i en folketingsbeslutning, når man ikke kan se ud over sin danske næsetip. df’s filosofi Kolonihavefilosofifrihed er hverken ulidelig let eller ulidelig tung, men frihedslivet i hinandens og naturens vold er værd at kæmpe for og altid at foretrække for den absolutte frihed i ideernes verden og den absolutte ufrihed i den ensrettede kulturs lænker.

Så kolonihaven skal rives ud af Pia Kjærsgaards favntag. Filosofien i Dansk Folkeparti er ikke kolonihavefilosofi, det er ikke filosofi over hovedet, men en nationalistisk værdipolitik, der vil udskille de mennesker, der ikke vil spise flæskesteg og holde jul, som ordentlige danskere gør det.

PH skal også rives ud af både Rifbjergs og Stjernfelts favn. Så bliver han en fin kulturradikal kolonihavefilosof med sans for menneskets hensynsløse frihedstrang, selv om det er et socialt dyr, og for dets hensynsløse naturlige drifter. Begge former for hensynsløshed gjorde ham upopulær både på venstrefløjen og i det pæne borgerskab, der ellers var begyndt at købe hans lamper.

På den konservative side af kulturkampen i kølvandet på det moderne gennembrud kan præsten og forfatteren Jakob Knudsen, hvis han rives ud af Søren Krarups kristne og nationalistiske favn, ses i et kolonihavefilosofisk perspektiv som en tænker med et syn på natur, menneskenatur og menneskets bundethed til et konkret jordisk fællesskab, der var meget langt væk fra den tids missionske og grundtvigske åndelighed og tættere på den naturalisme, der på et tidspunkt blev til kulturradikalisme.

Den kulturradikale PH og den konservative Jakob Knudsen har det til fælles, at de ser mennesket som et kulturelt naturvæsen, hvor fornuft og frihed har en krop, der handler med både kærlige og aggressive livsytringer

i den naturs vold, som både får ølhunden til at glamme og menneskedyret til at elske. skæbnefællesskabet Man kunne påstå, at ægte integration hverken er et spørgsmål om frihed eller tolerance, men om skæbnefællesskab, hvor det er alt om at gøre, at man mødes som levende kulturvæsener i den samme natur og med den samme menneskenatur på tværs af kulturelle, ideologiske og religiøse forskelle. Så er kropssproget lige så vigtigt som det talte sprog. Og smilet bedre til at skabe fællesskab end hensigtserklæringer om tolerance.

Det kan godt være, at Krarup, Rifbjerg og Stjernfelt ikke kan være i stue sammen, men jeg tror på en filosofi, der kan give dem lyst til at være sammen i et kolonihavefællesskab også uden for kolonihaverne – og i et dansk fællesskab med mennesker, hvor danskheden ikke er på huden eller tøjet, men i de øjne der ser på hinanden og bliver set uden ideologiske og religiøse bagtanker.

Mennesker, der ser og bliver set, kan ikke lade være med at ville et skæbnefællesskab inden for de grænser, som historien og naturen har sat.

Kropssproget er ikke nok. Det er også vigtigt at have et fælles sprog, hvor man forhåbentlig kan blive enige om, at man kan være national uden at være nationalistisk og social uden at være socialistisk.

Og man er begge dele – national og social – som den naturligste ting i verden, hvis man er et oplyst menneske med en frihed og en fornuft, der har tillid til de sanser og følelser, der binder os sammen på det førkulturelle grundlag, som ikke er kulturens byrde, men dens livskilde, selv om den gør os både kærlige og aggressive.

Indlægget er forkortet af redaktionen

Donslund de luxe - med englekort ”Jeg har fået englekort med posten,” siger jeg til min kæreste. Han kigger skeptisk på pakken. Kortene er fra min alternative veninde i Århus. Der står i brugsanvisningen, at de kan bruges til meditation og afklaring. Hvis man har et problem, kan man spørge englene til råds.

Jeg ved, han synes, det er latterligt.

På en måde synes jeg også, det er langt ude, men jeg gider ikke give ham ret, for jeg har lige læst, at Kasper Colling, der har fået Bogforums debutantpris, mener, man skal være åben over for det groteske. ”Træk et kort,” siger jeg. ”Det er bare ord.” Han sukker, trækker et. På bagsiden er der en engel. Dens vinger blafrer lidt. ”Compassion,” læser min kæreste.

Medfølelse.

Frank Hvam-fadæser går ikke i dansk politik ”Det er nok ikke min stærke side,” siger han. ”Jeg køber aldrig Hus Forbi.”

Det gør jeg. I hvert fald når han er med.

I hvert fald når han mener, det er aflad.

Så er det mig. ”Commitment,” står der på mit kort. Det minder mig om Anders Køge Svømmehal Møller. Han var den første, jeg hørte bruge udtrykket ”at comitte sig.” Han var taget i pressely på Rønshoved, men endte med at stå frem og fortælle sin historie til en poesiaften.

Han havde comitted sig til politik, sagde han og var både sød og naiv på en Klovn-agtig måde. Men Frank Hvamfadæser går ikke i dansk politik, og der sluttede dét commitment. ”Det ord gør mig lidt trist,” siger jeg. ”Nogen comitter sig, sætter alt ind, brænder for det, det er så sårbart. Især når det er én selv.” ”Hvorfor?” spørger min kæreste. ”Slutningen bliver for synlig,” siger jeg og rækker ham englekortene. Men han gider ikke mere, det er noget new age pis.

Senere, da vi ligger i sengen, siger han: ”Jeg har et ord, du kan sove på.”

Det er bare et ord, han kom til at tænke på. Ordet er samdrægtighed. Hans vejrtrækning er dyb, da en engel går gennem rummet. Jeg er lysvågen. Den blafrer lidt med vingerne og sukker: samdrægtighed…

Anne-Marie Donslund, forfatter

s. 19

tendens Faglitteratur

s. 20

Platon i frisk aftapning Partycrashere uden askeskyer. Andet bind af nyoversættelsen af Platons samlede værker fortsætter i samme flyvehøjde som det første, blandt andet med det berømmede højdepunkt ”Symposion” af jørgen carlsen idéhistoriker og forstander for testrup højskole For et år siden anmeldte jeg her i Højskolebladet 1. bind af en nyoversættelse af Platons samlede skrifter. Bag foretagendet står en snes passionerede filologer - Consortium Platonicum - som har sat sig for at løfte hele det platonske værk ind i det 21. århundrede. Meningen er, at udgiverkollektivet skal barsle med ét bind om året frem til 2014, hvor man kan sætte punktum for projektet med udgivelsen af sjette bind. Titlen på min anmeldelse var ”En filologisk bedrift”.

Nu er bind 2 udkommet. Og spørgsmålet er, om man har kunnet fastholde flyvehøjden? Svaret er så ubetinget ja.

Vi befinder os i en stabil åndelig cruise højde og kan trygt læne os tilbage og nyde turen uden askeskyer, lufthuller eller anden turbulens. Det er en fornøjelse at pløje igennem det nye bind, og man fyldes af taknemmelighed over, at vi her til lands kan mønstre folk med så på høj akademisk standard inden for et forskningsfelt som den klassiske

februar 2011

filologi.

Den nye Platon-oversættelse er intet mindre end en gave til samtiden.

Gad vide, hvor lang levetid den vil få? Forgængeren har omtrent 80 år på bagen. Men også i fremtiden vil det være nødvendigt at gentilegne sig kulturarven på en ny tids betingelser og under nye kulturelle horisonter. Ser man imidlertid på de misrable forhold, der hersker på det humanistiske forskningsområde, så tyder meget på, at der ikke vil være noget forskningsmiljø til at løfte arven om 50 eller 100 år. Så nyd den nye oversættelse. Det kan være, det bliver den sidste. drikkegildet Det foreliggende bind 2 rummer i alt 7 dialoger, heraf 3 af de mere almindeligt kendte: Parmenides, som er en slags ontologisk fundamentalanalyse og som afslører, at selv Sokrates kan komme på glatis. Phaidros, som kredser omkring temaer som kærlighed, sjælens udødelighed og retorik. Og endelig den dialog, som af mange regnes for kronjuvelen i Platons værk: Symposion.

Ordet symposion betyder direkte oversat ”samdrikning” og oversættes ofte med ordet drikkegilde. Men hvis man tror, at det handler om på dionysisk vis at drikke sig fra sans og samling, så har man misforstået det hele. Faktisk er der tale om et andendagsgilde, efter at man har festet temmelig energisk aftenen før. Flere i forsamlingen har stadig tømmermænd, og man enes om at holde måde med drikkeriet for i stedet at beruse hinanden i ord. Det fører til en perlerække af taler, der alle adresserer sig til guden Eros. Nogle taler er poetiske, andre patetiske, andre igen komiske og groteske. Det sidste gælder ikke mindst komediedigteren Aristofanes, som i første omgang må springes over i talerækken, fordi han har fået hikke.

PLATON Bind 2 - Samlede værker i ny oversættelse Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen (red.)

566 sider, Kr. 450,- (vejl.)

Gyldendal

Da han omsider får ordet, fortæller han en bizar historie om, at mennesket oprindeligt var et væsen med fire arme og ben og to hoveder. I den tilstand var menneskene langt mere magtfulde og tilmed frække og nærgående over for guderne. Zeus besluttede derfor at svække deres magt ved at dele dem i to: ”De skal gå oprejst og på to ben.

Hvis de så stadig har tænkt sig at opføre sig så utilstedeligt og ikke vil holde sig i ro, skærer jeg dem over en gang til’, sagde han. ’Så kan de gå rundt og hinke på ét ben.’ Som sagt så gjort: Han skar menneskene over, ligesom man skærer hyben over i halve, når man sylter, eller som man deler æg med et hår. Hver gang han havde delt én,

»

Og sørme om ikke festen til sidst udsættes for et partycrash af en godt tillakket Alkibiades, som larmende insisterer på at holde en hyldesttale til Sokrates.

De andre mente Midt i en tid, hvor engelsk vinder frem på bekostning af dansk, og hvor græsk og latin er ved at forsvinde ud af uddannelsessystemet, er det en kilde til voldsom glæde at præsenteres for en så gedigen og imponerende dansk udgave af en hovedhjørnesten i europæisk kultur. Bogen indeholder også fine kort bagi til at orientere sig i den antikke verden.

- Henrik Gade Jensen i Jyllands-Posten

fik Apollon besked på at dreje ansigtet og den halve hals om mod snitfladen, sådan at mennesket ved synet af snittet ville opfører sig ordentligt.

Resten skulle han få til at heles. Apollon vendte så ansigtet og trak huden sammen fra siderne hen over det vi nu kalder maven – ligesom på en prangerpung – og han lavede en åbning, som han snørede af midt på maven, det man kalder for navlen.”

Siden hen har menneskene været optaget af at (gen-)forenes med deres bedre halvdel. partycrasheren Senere følger så en berømt tale af Sokrates, inspireret den forunderlige sandsigerske Diotima. Og sørme om

ikke festen til sidst udsættes for et partycrash af en godt tillakket Alkibiades, som larmende insisterer på at holde en hyldesttale til Sokrates. Trods sin fuldskab viser Alkibiades sig at være et sandhedsvidne. Det sker, da han åbent bekender, at han skammer sig, hver gang han møder Sokrates. Hvorfor?

Fordi Alkibiades er en vidende, der ikke vil vide af sin viden: ”Jeg ved med mig selv, at jeg ikke kan argumentere imod det, han siger jeg skal gøre. Men jeg ved også, at når jeg er gået min vej, ligger jeg igen under for den respekt, de brede masser viser mig. Jeg stikker af fra ham som en anden slave, og når jeg ser ham igen, skammer jeg mig på grund af de løfter, jeg har givet. Tit og ofte ønsker jeg ham død, men skulle det ske, ved jeg, at jeg ville blive endnu mere ulykkelig.

Derfor aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op med dette menneske.”

Behøver jeg tilføje, at Alkibiades var en magtfuld politiker i samtiden?

Noget så velkendt som en populist, der på det personlige plan er belastet af etiske anfægtelser. Der er tilsyneladende intet nyt under solen.

Alkibiades’ bekendelse peger på en langt mere nuanceret og realistisk menneskeopfattelse end den, man ofte skyder Platon i sandalerne. Platon bliver beskyldt for at stå for en rigid etisk intellektualisme, der entydigt slutter fra indsigt til dyd. Ved man, hvad det gode er, kan man ikke undlade at praktisere det. Men nej. Det kan man ikke fastholde med Alkibiades’ tale in mente. Og det er vel i det store og hele menneskets etiske problem i en nøddeskal.

Lad de anførte citater stå som illustrationer af det enestående oversættelsesarbejde, der præger hele udgivelsen. Som man kan fornemme, er teksten nærmest illumineret og præget af en svævende lethed. Enhver, der kender lidt til oversættelsens svære kunst, ved, at en sådan ubesværethed er ikke noget, man kommer sovende til. Fremstillingen er i egentligste forstand medrivende. Der er, som om læseren selv er inviteret med som gæst, hvor man får lov til at ligge til bords med de andre deltagere – med eller uden tømmermænd.

Bogkort ved andreas harbsmeier

s. 21

Freedom Af Jonathan Franzen Farrar, Straus & Girou 562 sider, 130 kr.

De store fortællinger findes i det små.

Det synes at være konklusionen efter at have læst Franzens episke beretning, der i virkeligheden ikke handler om særligt meget: En familie, der gradvist falder fra hinanden, fordi ingen rigtig ved, hvad de selv vil og hvorfor. Familien Berglund bor i Midtvesten og repræsenterer tilsyneladende alle de rigtige værdier. De er en helt almindelig familie; alle er mere eller mindre ulykkelige hver for sig. Gang på gang nedbrydes drømme, og illusioner brister, fordi tingene og livet ikke blev, som det skulle have været – særligt opløftende er det ikke. Men det skarpt og meget underholdende og i grunden ganske rigtigt.

højskole Tendensinterview

s. 22

Den åbne vidensmaskine Forstanderen på Vallekilde, den tidligere DRchef, Torben Smidt Hansen, mener man skal gå radikalt nye veje for at vitalisere højskolen. En indisk uddannelsesguru, computerspil og helt nye netværksdannelser er blandt de initiativer, der har genrejst Vallekilde Højskole. tekst og foto: christopher glimberg rønne

Profiler Højskolebladet sætter i en serie fokus på de mere usædvanlige højskoleprofiler. Mennesker, der bringer en ny erfaringsverden ind i Højskolen. Dette er den anden artikel af fire.

februar 2011

”skal vi arbejde for at få samfundet til at forså højsko lens behov, eller skal vi arbejde på at få højskolen til at forstå samfundets behov?”

Torben Smidt Hansen drejer sin laptop-skærm over mod mig, så jeg selv kan læse det dilemma, der har været et omdrejningspunkt for Vallekildeforstanderen siden hans tiltrædelse den 1. juli.

Sollyset reflekteret i sneen oplyser arbejdsværelset på højskolen. Udenfor vinduet fra de historiske bygninger strækker de åbne, bakkede vidder sig helt ned til Lammefjorden. Og sådan skal højskolen også ses, mener den 50-årige forstander. Højskolens skodder skal stå på vidt gab som en åben vidensmaskine, hvor ny teknologi og ny indsigt kan strømme til og fra højskolen.”Risikoen er, at højskolen isolerer sig. Vi må være i samklang med omverdenen. Og det bliver vi ikke kun ved at læse aviser. Vi sidder med Roskilde Festivalens folk - sikkerhedsansvarlige og pladsansvarlige, der ved, hvor hurtigt et telt brænder, og vi har kontakter til profiler i internationale spil-netværk, der er langt, langt fremme”. rugekassen Den nyslåede forstander fortsætter: ”Det handler om at bruge andre netværk end de sædvanlige. Højskolen var jo banebrydende en gang. Her på stedet udklækkedes pædagogiske metoder, der tog udgangspunkt i det hele menneske. Alt var nyt og udviklende. Højskolen skal være rugekasse for talenter og et eksperimentarium for nye måder at drive oplysning og uddannelse på. Sådan kan højskolen spille

en kæmpe rolle. Når jeg ser på vores undervisning nu, er der ikke nogen stor forskel på, hvordan vi underviser her, og det der foregår på gymnasiet. Vi må spørge os selv: ”Hvor er det spændende, der foregår lige nu - hvor pibler det nye frem? Hvordan kan vi være det fantastiske eksperimentarium for ny pædagogik?”

Forstanderen fortsætter retorisk: ”Måske skal vi samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet?

Højskolen har født tekniske skoler, landbrugsskoler og folkeskolen – hvad er det næste vi skal føde?” den indiske guru Vallekildes søgen efter piblende netværk retter sig mod alle verdenshjørner. Det var en tilfældighed, der

»

Vi skal være en højskole for alle. Lige nu er vi gode til at tiltrække resursestærke målrettede unge. Men vi skal være en højskole for alle. Vi må dreje på indholdet.

Spil og Event er to af de knapper, vi kan trykke på for at tiltrække nye unge.

Torben Smidt Hansen var chef for DR’s P2, inden han blev forstander på Vallekilde den 1. juli. Han har bl.a. arbejdet som redaktionschef i DR Dokumentar, været chef for DR Kultur og chefredaktør for kultur på tværs af medier. Selv siger han om baggrunden for karriereskiftet: ”Jeg var lige fyldt 50, og havde været i DR i 21 år.

Hvis jeg skulle lave noget andet, skulle det være nu.

Og højskolen stod meget højt på listen over drømmearbejdspladser”. Med sin mediebaggrund har Torben Smidt Hansen klare bud på, hvordan højskolen kan anvende nutidens kommunikationsformer konstruktivt: ”I dag er unge i kontakt med hinanden globalt i spiluniverser på nettet, der er opstået nye kommunikationsformer i sociale medier som Facebook, og YouTube er blevet en hel generations foretrukne TV kanal. De nye muligheder råber både på kreativt indhold og værdier som Vallekilde Højskole står for”. Torben Smidt Hansen er den 10. forstander på Vallekilde Højskole.

fik Vallekilde-forstanderen på sporet af en stor inspirationskilde. ”Der er lige en mand, du skal se nærmere på”, var beskeden til Torben Smidt Hansen fra en spiludvikler hos danske IO Interactive (firmaet, der bl.a. har udviklet Hitman-serien og som Vallekilde Højskole samarbejder med på højskolens nye Game Academy). Manden var den indiske uddannelsesforsker Sugata Mitra. Mitra arbejder med selvlæring via it - båret af elevernes nysgerrighed og dialogen med hinanden - og uden lærerindblanding. Sugata Mitra har i mange U-lande påvist utrolige indlæringsmæssige gevinster ved at lade børnene selv udforske fagområder gennem Holes in the wall (opstillede computere med internetindgang på gaderne). Torben Smidt Hansen fortæller om Sugata:

”Du skal bare stille dig bag de her børn og så bruge det, som Sugata kalder Bedstemor-metoden - altså anerkende børnene og spørge dem: ”Hvad laver du så nu?” - så kommer indlæringen helt automatisk”.

Ifølge Torben Smidt Hansen skal den voksne underviser i langt højere grad holde sig i bedstemorrollen. bedstemor og spilpsykologi Sugatas revolutionerende indlæringsresultater er en vej Torben Smidt Hansen gerne vil følge: ”Kombinerer man det visuelle gruppearbejde ved computeren - baseret på bedstemormetoden - med spil-indlæringspsykologi, så tror jeg, der sker noget”. I spilverdenen kommer du aldrig til Level 2, før du har gennemført bane 1, og du får anerkendelse hele vejen. Sådan er det

jo ikke skolen”. Forstanderen fortæller videre: ”Jeg prøvede et bil-spil på Kinect, det nye controller fri system til X-box, og jeg balrede ind i alt, men jeg kørte videre og blev bedre, fordi jeg fik anerkendelse hele vejen.”

Vi kan bruge teknologien til at skabe spændende indlæring, og vi har fibernettet lige herude”. Torben Smidt Hansen peger ud af vinduet og holder en kort pause i strømmen af tanker. ”Mange mener, det er et problem, at unge i dag ikke ved, hvem der har skrevet Elverhøj. Jeg synes, det er et større problem, at der er nogen, der ikke ved, hvordan man finder frem til den viden.” hamret ned af driften Torben Smidt Hansen medgiver gerne, at det kan være svært at finde tid og

s. 23

højskole Tendensinterview

s. 24

»

Det kan være sjovt at spørge højskolefolk, hvor vi er banebrydende igangsættere. Vi skal altså ikke blande os i ting, der er alt for forudsigelige. Vi skal eksperimentere.

Vallekilde Højskole Vallekilde Højskole blev grundlagt i 1865 af højskolepioneren Ernst Trier og har i dag kommunikation og kreativitet som omdrejningspunkt for sine hovedspor journalistik, forfatterlinjen, Event Roskilde og Game Academy. Emner som mytologi, kunst og kunstindustri har ligeledes karakteriseret skolen, hvis grundtvigske tradition også i nutiden har fundet udtryk i et betydeligt samfundsengagement.

februar 2011

resurser til at spejde efter højskolens vækstpotentialer i den lavpraktiske hverdag: ”Du bliver lynhurtigt hamret ned af drift – så er der bygninger, der skal repareres, vinduer, der skal udskiftes.

Man må tvinge sig selv til at være i kontakt med omverdenen, og det kan man nemt glemme, hvis man konstant er i kamp for at skaffe nye elever til næste hold”.

Vallekildes projekt højskolen-somåben-vidensmaskine er i fuld sving.

Højskolen har skiftet antrit, og har med to nye linje-satsninger – Eventlinjen i samarbejde med Roskilde Festival Højskole og et Game Academy - blæst nye vinde ind i de historiske højskolebygninger i Odsherred. Men det har ikke bare været en spadsertur i stifteren Triers æbleplantage at vende udviklingen i Vallekilde. Forstanderen: ”Det tager sindssyg lang tid at blive rigtig god til noget. Sådan er det også med de to nye linjefag. Forfatterlinjen kører fantastisk, og det er resultatet af mange års arbejde og et vidt forgrenet netværksamarbejde. Event-linjen, som vi har sammen med Roskilde Festival Højskole går godt, og sammen med vores nye Spil-linie rammer vi nu en anden type unge end dem, der klassisk går på højskole.” højskolen må ind i hjulet Det ærgrer tydeligvis den engagerede forstander, at højskolen ikke spiller en mere aktiv rolle i det formelle uddannelsesregi.

Torben Smidt Hansen: ”Der findes et uafhængigt forum for ungdomsud-

dannelserne - Forum 100% hedder det.

Det arbejder for, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse. Der er massevis af aktører med, men ikke én eneste repræsentant fra højskolerne. Hvorfor er vi ikke med dér?” Forstanderens reaktion kommer sekundet efter: ”Jeg ringer til dem, jeg vil med i det forum”.

Fra den tidligere DR chefs stol har højskolen en helt enestående kraft som uddannelsesmotivator. Men kravet til skolerne er, at de kan lave nogle vilde eksperimenter, der afføder noget nyt – som højskolerne gjorde en gang.

Torben Smidt Hansen: ”Eksperimenterne kom ud over rampen, der kom nye skoler ud af eksperimenterne. Højskolerne skal være en del af uddannelseshjulet.

Det er højskolerne ikke i dag. Jeg ved ikke, om svaret ligger i de her ting, som vi sætter i søen med spil og event og ny indlæring. Det ville være fedt, hvis politikerne kunne se, at der er en uddannelsesmæssig gevinst ved at lukke højskolerne tilbage i uddannelseshjulet. Forstanderen læner sig over skrivebordet og slutter: ”Danmark skal leve af at være et videnssamfund på højt internationalt niveau, og jeg er sikker på, at vi som samfund kommer tættere på det mål, hvis vi giver unge tid og motivation til at finde den helt rigtige uddannelse. Det er mit svar på, hvordan højskolens og samfundets behov kan gå hånd i hånd. Højskolen er fri, og derfor kan den udvikle sig med lyst og begejstring til at placere Danmark i top tre blandt videnssamfund i verden”.

Advarsel! Sang på arbejdspladsen kan virke stærkt vanedannende “Start med en sang”-pakken for arbejdspladser:

10 højskolesangbøger (flere kan købes for 198,- pr. stk. / 15% rabat ved min. 20 stk.)

1 sanghåndbog med historierne om alle 572 sange 1 usb-nøgle med melodierne som lydklip 1 sangarrangement med en akkompagnatør

Pris kr. 2.499,-

(Pakkens værdi er kr. 6.000,-)

Bestil på hojskolesangbogen.dk

de frie skolers advokat ® 235 frie skoler og børnehaver kan ikke tage fejl

www.frieskolerlaw.dk

s. 25

tendens Reportage fra Vestbredden

s. 26

Bag muren

februar 2011

s. 27

Under ufatteligt vanskelige betingelser har man på Vestbredden ladet sig inspirere af den danske højskoletanke – og oprettet en skole, der tænker hele mennesket med tekst og foto: andreas harbsmeier

jiries har ikke været i jeru- salem de sidste ti år. Og det til trods for, at han arbejder mindre end en halv times gang fra byen. Han er palæstinenser og arbejder som kommunikationsmedarbejder i Betlehem på Vestbredden. En godt otte meter høj mur skiller Jiries fra Jerusalem – og den er ikke lige sådan at passere.

Han tager venligt imod på sit kontor, der ligger i Betlehems internationale center, der er en del af Diyar Konsortiet, der omfatter adskillige institutioner og skoler. Her arbejdes intensivt med at blive klar til åbningen af et nyt stort bygningskompleks, der skal huse både undervisningslokaler og forskningsaktiviteter. Fra skolen,

hvor han deler kontor med en anden kommunikationsmedarbejder, kan han næsten se til Jerusalem.

Det er umuligt ikke at tale om den politiske situation her i et af verdens absolutte brændpunkter, hvor situationen kan ændre sig fra dag til dag – og hvor hverdagen er præget af den politiske uenighed. Det, der ofte – med rette – bliver beskrevet som en uløselig konflikt er præsent overalt.

For overhovedet at besøge konsortiets faciliteter i Betlehem fra det nærliggende Jerusalem, skal man passere et gigantisk israelsk checkpoint bemandet af israelske soldater. Gennem bygningerne, der mest af alt minder om et fængsel, strømmer dagligt de

tendens Reportage fra Vestbredden

s. 28

»

Det er vores mission, at se på det, der trods lidelserne er blevet opnået i Palæstina. Ligesom guld bliver udvundet i brændeovne og diamanter opstår under høje temperaturer, vil vi levere et bidrag til en palæstinensisk identitet, præget af menneskelighed, skabt i hjertet af lidelsen, et glimt af håb for alle.

- mitrij rahheb

februar 2011

palæstinensere, der er udstyret med en arbejdstilladelse gennem tjeckpointet til Jerusalem. Det svarer nogenlunde til to gange dagligt at stå i kø til sikkerhedskontrollen i en lufthavn – nogle gange i timevis – for at gå på arbejde – og igen for at komme hjem igen. håb og perspektiver På kontoret indrømmer Jiries, at det kan være vanskeligt at holde modet oppe. Skolerne arbejder hårdt for at finansiere og drive konsortiet. Håbet er at uddanne de lokale palæstinensere – trods de langsigtede perspektiver for Palæstina kan være svære at få øje på.

Men alternativet, siger han, er ikke at gøre noget. Det er heller ikke til at holde ud.

Som konsortiets præsident Mitrij Rahheb, siger dagen efter til åbningen af de ny bygninger: ”Det er vores mission at se på det, der trods lidelserne er blevet opnået i Palæstina. Ligesom guld bliver udvundet i brændeovne og diamanter opstår under høje temperaturer, vil vi levere et bidrag til en palæstinensisk identitet, præget af menneskelighed, skabt i hjertet af lidelsen, et glimt af håb for alle.” den danske forbindelse Det var samme Rahheb, der for en del år tilbage besøgte Løgumkloster Højskole for at lade sig inspirere til at tænke uddannelse på en ny måde. Det har betydet, at man på skolen i Betlehem tænker i hele mennesker og ikke kun i faglighed. Her ligger den stærkeste inspiration fra højskoletanken. For der er trods alt eksamen. ”At lave en eksamensfri skole ville trods alt være lidt for eksotisk,” griner Jiries, der selv var en af de første palæstinensere, der var på et højskoleophold i Danmark.

Sandheden er imidlertid, at de færreste palæstinensere alligevel ikke kan bruge et eksamenspapir til noget som helst. Der er nemlig ikke noget arbejde at få. Derfor har man også indrettet skolens fagudbud efter, hvor de bedste jobmuligheder er: Inden for turisme og kreative fag. En del af konsortiet

består af en skole, der uddanner palæstinensere i fag som musik, kunsthåndværk og turisme; fra 1. klasse til universitetsniveau.

Selv om skolen i sit udgangspunkt er lutheransk og funderet på en kristen grundtanke, kommer eleverne med meget forskellige baggrunde. Der er ganske enkelt ikke nok kristne palæstinensere til at fylde skolen. De fleste er muslimer, for det er langt de fleste af Betlehems indbyggere. den danske forbindelse Hvert år sender skolen et par elever til Løgumkloster Højskole, hvor de er på et langt ophold. Og et hold elever fra højskolen tager hvert år den modsatte vej for at tilbringe noget tid på skolen, deltage i dialogmøder og meget andet.

Erfaringer fra besøgene, siger forstander fra Løgumkloster, Vita Andreasen, er da også, at eleverne bliver voldsomt engagerede i konflikten, når de besøger Vestbredden.

Engageret er også teologen Knud Jeppesen. Han er formand for Foreningen Betlehems Venner, der hjælper med at finde midler til skolerne. I en årrække boede han i Jerusalem og arbejdede som vicerektor for et økomenisk institut, der ligger øverst på en bakke i udkanten af Jerusalem.

Fra taget af instituttet kan man se ned over Betlehem og den otte meter høje mur, der skærer gennem landskabet og holder palæstinenserne ude af Israel. ”Det er vanskeligt ikke at blive harm,” siger Knud Jeppesen, mens vi betragter muren, ”israelerne har en form for herremandsmentalitet.” Han indrømmer, at de fem år i Israel i den grad har præget hans syn på konflikten i palæstinensernes favør. Det er bestemt ikke vanskeligt at få sympati for palæstinensernes sag: Vestbredden gennemskæres af veje, der lader israelske biler nå bosættelserne dybt inde i det palæstinensiske område. Det betyder i praksis, at landet er splittet op i mindre dele. Hvis en ny plan gennemføres, vil den nordlige del af Vestbredden være komplet afskåret fra

s. 29

Diyar Konsortiets skoler Visionen for Dar al Kalimaakademiet i Betlehem er at dække undervisningsbehovet fra børnehaveklasse til universitetsniveau.

I år 2000 blev Dar al Kalima Model School indviet. Den varetager undervisningen fra 0. til 12. klasse. Dar al Kalima College åbnede for den første årgang af studerende i 2006.

Et højskolelignende projekt er etableret i Betlehem på Vestbredden

de øvrige dele. ”Og ja, det er rigtigt, at mange palæstinensere heller ikke bidrager særligt konstruktivt til en løsning på konflikten, men Israel er ved at udvikle sig til en form for apartheid, der direkte diskriminerer en befolkningsgruppe,” mener han.

fremtiden De nye skolebygninger i udkanten af Betlehem ligner dog noget, der giver en vis grund til optimisme. Alene det forhold, at det kan lade sig gøre at etablere og drive et så stort kompleks, burde give fornyet håb. Og det er også ambitionen.

Som Rahheb siger under indvielsesceremonien: ”Vi investerer ikke kun i mursten, næsten al fokus ligger på menneskene. Vores mission var og forbliver ’at bygge et land, sten for sten, at styrke et samfund, menneske for menneske, og skabe institutioner, der er her for at blive.”

Måske Jiries igen en dag kan besøge Jerusalem.

»

Vores mission var og forbliver ’at bygge et land, sten for sten, at styrke et samfund, menneske for menneske, og skabe institutioner, der er her for at blive.

- mitrij rahheb

Gennem Bright Star programmet kan børn og unge få supplerende undervisning i forskellige kreative fag efter almindelig skoletid.

Dar alkalima College er en unik mellemkulturel institution for højere uddannelse.

Akademiet tilbyder eksamensbevis i musik, kunst, medie & kommunikation, kulturel ledelse, turisme og Kristendom.

Akademiet er ved at udvikle strategiske partnerskaber med adskillige lokale og internationale skoler, de Skandinaviske Folkehøjskoler og Europæiske akademier.

højskole Navne

s. 30 Medlem. Det Etiske Råd får nu glæde af højskolefolk.

Det er Testrups forstander, Jørgens Carlsen, som bliver medlem af rådet.

Hæder. Vartovs sekretariatsleder Hans Grishauge har fået K-prisen af Københavns Kommune. Han modtog den sammen med Jørgen Nørgaard.

Meningsdanner. Forstander på Vestjyllands Højskole, Else Mathiassen, er blevet klummeskribent for Jydske Vestkysten.

Niels Jensen. Portræt venligst udlånt af Det Danske Filminstitut / Billed- & Plakatarkivet. Fotograf: ubekendt.

Mindeord over den sublime højskolelærer af søren bald, tidligere forstander på krogerup højskole Niels Jensen var indbegrebet af den sublime højskolelærer. Han forenede et meget højt fagligt niveau med et dybt engagement i skolelivet og sin undervisning parret med en enorm flid. Han gjorde film til et centralt fag og viste, at den rolle, som litteraturen kan spille som inspiration til personlig udvikling og afklaring, også kan udfyldes af film.

Han fornyede sig konstant temamæssigt, men hans centrale anliggende var hele tiden at konfrontere eleverne med de store eksistentielle spørgsmål, som al god kunst rejser. Hans form var provokerende - ofte hårdtslående men han havde også blik og øre for de stille, som ikke buldrer ud med deres glatte meninger, men vover sig mere ydmygt frem. Blandt Krogerup Højskoles mange stærke lærerprofiler må Niels Jensen uden forbehold betegnes som den største blandt ligemænd. Var der nogen, som troede, at de skulle

februar 2011

drøfte kameravinkler og anden teknik, så tog de fejl. Teknikken kunne han til perfektion, men hans dagsorden rakte langt videre. Ingen elever - jeg var i 1960 selv en af dem - er gået fra Niels Jensens undervisning uden at være blevet klogere på livet, selv om det startede med kameravinkler. Intet vedrørende film var ham fremmed, og derfor fik Filmskolen også så stor glæde af hans virke. Hans engagement i højskolens liv var stort. Niels var sjældent de grå nuancers mand. Han tog stilling på godt og ondt, men han vidste, at god højskole fordrer villighed til samtale. Det har ufatteligt mange elever i en meget lang periode haft glæde af. En glæde der rakte langt ud over højskolens korte og hektiske liv.

Der kommer næppe en Niels Jensen igen, men vi, der har mødt ham, er taknemmelige for mødet med en så kyndig og inspirerende lærerpersonlighed. Han gav Krogerup Højskole farve. Ja, i nogle år var han indbegrebet af Krogerup!

Pris. Nordfyns Højskole modtog Handicappris 2010.

Prisen er den første slagsen og bliver uddelt af Nordfyns Kommune. Højskolen modtog den for deres mangeårige omtanke og arbejde med handicappede.

Musik. Engelsholm havde i januar besøg af adskillige musikstjerner. Blandt andet pianisten Brad Mehldau, som regnes for at være en af de bedste jazzmusikere i New York.

Ny ansat. Rasmus Dyring, cand. mag. i historie og filosofi, er fra februar ansat som højskolelærer på Højskolen på Helnæs.

Rasmus har bl.a. en fortid som professionel cykelrytter i Italien.

Kristian Kjær Nielsen har efter 17 år som forstander på Højskolen på Helnæs og 32 år i højskoleverdenen besluttet sig for at gå på pension med udgangen af januar måned 2011.

Højskolelærer Christian Falk Rønne vil overtage stillingen som forstander for højskolen.

Nyt fra FFD Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark

Foreningens kalender

Højskolernes uger I uge 17, 18 eller 19 involveres højskolernes elever i kampagnen: ”Find det, du er god til”. Det handler om at markedsføre højskolerne og selvfølgelig sin egen højskole. Og der kommer til at ske masser af ting.

I løbet af ugerne vil Højskolernes Hus annoncere særligt for, at interesserede kan afprøve livet som højskoleelev, og at der afholdes elev-aktiviteter over hele landet. Skolerne og eleverne bestemmer selv, hvilke aktiviteter de vil bidrage med, og hvordan de ønsker at markedsføre dem. Det kan være alt fra at samle ind til et godt formål til at arrangere debatmøder og lave performances. Formålet er at gøre opmærksom på, hvad højskolen kan under budskabet ”Find det, du er god til”. I januar udsendes et inspirationskatalog og informationsmateriale til alle skoler.

Deltagende skoler får tilsendt en Profil-trøje til alle elever, hvorpå der fx kan trykkes logo, højskolens navn og et ord for, hvad eleven fik med sig fra skolen - hvad eleven blev god til. Vi opfordrer alle skoler til at medvirke i dette fælles markedsføringsinitiativ, så højskolernes uge(r) bliver en succes.

Læs mere her: www.ffd.dk/dokumenter/idekatalog2011.pdf Skoler kan bestille T-shirts til sine elever på www.ffd.dk/profiltroje

26.-27. januar Kursus for nye lærere Højskolernes hus 31. januar - 4. februar HPU modul 4 DPU Århus Universitet 4.-5. februar Konference for bestyrelsesmedlemmer Brandbjerg Højskole 8.-9. februar Kursus for nye mentorer Idrætshøjskole i Århus 25. februar Informationskursus DGI-Byen, København 8.-9. marts Forretningsføreruddannelsen modul 3 Brandbjerg Højskole 16. marts Forstandermøde Hadsten Højskole 17. marts Medlemsmøde Hadsten Højskole

” I gymnasiet interesserede jeg mig slet ikke for litteratur. Jeg ville være biolog.”

Morten Ramsland – forfatter, digter og tidligere højskoleelev.

20.-21. april Informationsseminar Sted endnu uvist 3.-5. maj Grundkursus i vejledning og fortsætterkursus for mentorer Sted endnu uvist

Find det, du er god til

9.-10. juni Årsmøde og generalforsamling Silkeborg Højskole

www.hojskolerne.dk

Find det, du er god til - kampagnen for højskolerne.

Mere på www.ffd.dk

s. 31

B

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

Nyt Om teOLOGi OG reLiGiON Grundtvigkonferencer 2011-2013 > Grundtvig som samfundsbygger | København 24. – 25. januar 2011 > Folk! Hvad er vel folk i grunden? Folk og folkefælleskab hos Grundtvig og i dag | Aarhus 29. – 30. august 2011 > Den politiske brug af Grundtvig | Lund/København 30. - 31. januar 2012 > Grundtvigs syn på individualisering og stats- og samfundsdannelse | Harvard University, USA efteråret 2012 > Grundtvig i pædagogik og skole | Odense 28. – 29. Januar 2013 Læs mere om konferencerne og Grundtvig Centerets frokostmøder på:

grundtvigcenteret.dk

Aarhus Universitet rummer Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer på www.teo.au.dk februar 2011