Demokrati på retræte” En analyse af den politiske og de mokratiske udvikling i Polen af MARIA LOK

ANALYSE DEMOKRATI

PÅ RETRÆTE?

EN ANALYSE AF DEN POLITISKE OG DEMOKRATISKE UDVIKLING I POLEN af MARIA LOK

Nu nærmer det sig 30 år siden, at Francis Fukuyama erklærede det liberale demokratis dominans. Denne påstand er undergået både teoretisk og empirisk kritik, der blandt andet har peget på demokratiske staters såkaldte “anti-demokratiske udvikling” eller “backslide”. Et eksempel herpå er Polen, der henover de sidste år har været vidne til hvad der mildt kunne kaldes kreativ regeringsførelse og fortolkning af magtens tredeling. Selvom regeringspartiet Lov & Retfærdighed (PiS) mistede kontrol over senatet ved parlamentsvalget i 2019, vandt de flertallet i Sejm, parlamentets underhus. Jeg har interviewet tidligere ambassadør i Polen, Steen Hommel, for at få hans bud på årsager til PiS’ succes og overvejelser om det polske demokrati nu og fremover.

HVEM ER PiS? Regeringspartiet PiS fejede til magten i 2015 med en politik beskrevet som et ægteskab mellem en omfattende velfærdsstat og nationalkonservativ og religiøs værdipolitik. Siden sejren i 2015 har partiet gjort sig kendt for gavmildt at fortolke magtens tredeling ved lammelse og politisk kontrol over Forfatningsdomstolen. Det kunne undre, at et parti, der afruster demokratiet, har succes i et land, der først for nylig blev fri for politisk undertrykkelse. Så hvad kan egentlig forklare partiets succes?

ØKONOMISK & KULTUREL LIBERALISERING Nogle tilskriver PiS’ succes socio-økonomiske forklaringer. Partiet varetog særligt lavindkomstfamiliers interesser, da de i 2015 vækkede stor opsigt over løftet om at udskrive en månedlig check til børnefamilier på 500 zloty, svarende til 882 kr. pr. barn. Selvom man forventede løftebrud fik PiS børnechecken gennemført. Tidligere ambassadør Steen Hommel, mener dog ikke, at indkomstulighed er hovedårsagen til partiets succes, men at i det højere grad handler om hvordan dele af befolkningen bød udviklingen velkommen: “Landbefolkningen oplevede i større grad konkurrencen som en udfordring for dem og deres levebrød“ siger Hommel og tilføjer, at befolkning uden for storbyer så den økonomiske liberalisering “som en ubehagelig udvikling”.

Hommel påpeger, at det i højere grad er den kulturelle liberalisering og globalisering der er årsagen til PiS’ succes. Den omfattende samfundsudvikling indebar forglemmelsen af befolkningen uden for storbyer og deres “oprindelige polske værdier” (Hommel). En del af befolkningen følte sig forbigået og PiS’ styrke var, at “de fik adresseret et klart behov, der var hos befolkningen for et socialt løft og social opmærksomhed” (Hommel) i både økonomisk og kulturel forstand.

Derudover peger Hommel på PiS’ religiøse værdipolitik som partiel årsag til deres succes. Denne logik kan virke fjerne fra dansk politik, hvor religiøse undertoner ikke kan siges at have stor succes. F.eks. krydsede Kristendemokraterne ikke engang spærregrænsen ved valget 2019. Men kirken har spillet en mere væsentlig rolle i Polen.

Under kommunismen var kirken et af de få politiske fristeder, hvorfor politik og religion har været historisk knyttet. Kombinationen af PiS’ religiøse værdipolitik og kirkens politiske legitimitet bevirker, at et tidligere frirum forvandles til magtfuldt middel for propaganda. PiS’ succes kan samlet tilskrives, at de “tog hånd om dem, som andre havde glemt” (Hommel). De har med deres politik favnet kulturelle, økonomiske og religiøse bekymringer hos en del af befolkningen, som den tidligere regering havde overset. Dertil pointerer Hommel, at den lave valgdeltagelse også skyldes, at den polske befolkning ikke har megen tillid til det politiske system: “Den manglende tillid betyder at tiltroen til at man gør en forskel ikke findes og har været meget svær at skabe.” (Hommel). Denne store mistillid mener Hommel er afstedkommet af politiske forhold under kommunismen, der nærmest har givet det polske folk “arv på DNA” (Hommel) og særligt gået ud over tillid til den politiske elite og politiske institutioner.

“Skuffede over hvad demokratiet kunne levere” Stemmeprocenten ved seneste parlamentsvalg 2019 var det højeste i Polen siden 1989 og lå på 61%, hvoraf 43,6% af de 61% gik til PiS. I mange demokratiopfattelser anses valget og valgdeltagelse som centralt. Hvordan kan det så være, at en rekordhøj valgdeltagelse kun ligger omkring de 60%? Hommel mener, at det lave stemmetal skyldes, at nogle forventninger hos den polske befolkning ikke er blevet realiseret: “De har været skuffede over hvad demokratiet kunne levere. Demokratiet hænger sammen med, at man får noget retur og det føler de ikke, at de har” (Hommel). Dele af den polske befolkning ser ikke deres vilje og indflydelse manifesteret i demokratiet. Samme opfattelse af demokratiet finder vi hos PiS, der udtaler, at “det, der stækkede deres indførelse af politik, var netop de etablerede demokratiske strukturer, herunder det juridiske system” (Hommel). Under valgkampen i 2015 brugte mange PiS-medlemmer betegnelsen “impossibilism” om regeringen, hvormed der menes, at demokratiets indretning er kommet i vejen for nødvendig politik. Fortællingen om et beslutningslammet demokrati eller regering har også historisk betydning i Polen, hvis parlament mellem det 15. og 18. århundrede var komplet handlingslammet, grundet medlemmernes liberum veto-magt. Denne erindring om et paralyseret system, der førte til Polens komplette opløsning i 1795, kunne forestilles at fodre behovet for en stærk udøvende magt. DET GODE OG DET ONDE I POLSK POLITIK Polsk forsker og professor Wojciech Sadurski skriver, at polsk politik og demokrati er drevet af en manikæisk skildring af virkeligheden. Her er verden delt op i entydige goder, hvor der lyttes til befolkningen, og onder, hvor selvsamme ignoreres. PiS er gået til valg på at varetage det glemte folks interesser og opretholde deres oprindelige polske værdier. Hvis denne opfattelse kombineres med deres anke mod checks and balances, da de kommer i vejen for nødvendig politik, og dele af befolkningens mistillid til politiske elite, så har vi opskriften på et populistisk parti. Steen Hommel mener, at der findes elementer af populisme hos PiS, men at det samtidig må anerkendes, at de reelt har indfriet ønskerne hos det ‘folk’, som de mener at repræsentere.

EN POLITISK DOMINERET DOMSTOL Men indfrielsen af ’folkets’ ønsker har været på bekostning af demokratiske principper. Særligt er PiS’ øget kontrol over hvad der ellers skulle være en uafhængig domstol tegn på demokratiets backsliding.

Umiddelbart efter PiS’ sejr i 2015 blev deres opmærksomhed rettet mod den dømmende magt, hvis svækkelse blev afgørende. De lagde ud med at annullere valg af de senest tiltrådte dommere, hvilket ikke falder ind under parlamentets beføjelser, og valgte derefter selv 5 nye dommere. Nu forsøger regeringen at vedtage en lov, der yderligere strammer deres greb om ▶

FIRE HURTIGE

PiS generobrede magten i 2015 efter 7 år med Borgerkoalitionen (PO).

PiS har siden 2015 forsøgt at øge deres kontrol over domstolen, hvilket de påstår er for at effektivisere det politiske system.

Ved seneste parlamentsvalg mistede PiS kontrol over senatet men vandt større flertal i Sejmen.

Polen præsidentpost er op til valg i år, 2020.

PiS har påstået, at deres handlinger er et opgør med den politiserede domstol, skabt af den tidligere regering, og baner vejen for et effektivt politisk system. Deres politiske kontrol kan ud fra en populistisk logik anskues som et forsøg på at bringe politik tættere på folket. Dog peger protesterne i Warszawa på, at PiS’ adfærd ikke reelt kan siges at være hele befolkningens ønske.

POLAKKERNES BORGERRETTIGHEDER Foruden at delvist opløse magtens tredeling kan den polske regering siges at have negligeret polakkernes borgerrettigheder på visse lejligheder. For eksempel er borgeres ret til ytringsfrihed blevet overtrådt, når daværende forsvarsminister krævede en offentlig efterforskning af journalisten Tomasz Piątek, der havde udgivet en bog om ministerens mistænkelige relationer til Rusland, samt udforsket korruption i staten. Derudover bliver der forskelsbehandlet, når det vedrører forsamlingsfriheden, hvor cykliske forsamlinger, der fejrer ’de vigtigste’ begivenheder i polsk historie, prioriteres over ikke-cykliske forsamlinger, der udsættes for barskere straffe og forfølgelse.

domstolen, ved at kunne fyre dommere for offentligt at kritisere regeringen og stille spørgsmålstegn ved nogle af dommeres uafhængighed fra PiS. Loven blev i december godkendt af Sejmen, men er ikke endeligt vedtaget endnu. Senatet er dog kraftige modstandere af forslaget og EU har allerede varslet, at forslagets vedtagelse kunne have konsekvenser for Polen, idet det er uforeneligt med EU-lov.

Disse eksempler kan argumenteres at være et brud på det demokratiske princip om magtens tredeling og rule of law, da domstolen og selve forfatningen bliver overtaget af den politisk dominerende styrke. Det svækker også den dømmende magts mulighed for at bremse arbitrær magtudøvelse, hvilket truer demokratiet. ET VÆRGELØST VALG? Det kompetitive valg betragtes af flere som det minimale krav til et demokrati. Så hvordan er denne institution beskyttet eller udfordret i Polen? I starten af december 2017 vedtog parlamentet en lov, der indbefatter en omstrukturering af valgkommissionen (PKW). PKW står for organisering af valget, optælling af stemmer og fordeling af ressourcer blandt de politiske partier, der stiller op til valg. Med loven gik medlemskonstruktionen af PKW fra at bestå af 9 dommere til 2 dommere og 7 medlemmer, der udpeges af Sejm (hvor PiS bekvemt har flertal). Dette kunne føre til en politisering af PKW, hvor institutionen udhules. Hvor stor en indflydelse dette har kan vi komme til at se under præsidentvalget 2020.

BESLUTNINGER TRUFFET I SKYGGERNE Forskere Juan Linz og Alfred Stepan mener, at demokratiske kompetitive valg ikke er en tilstrækkelig betingelse for et ’fuldendt’ demokrati, men at de demokratisk valgte også må lede demokratisk. Sadurski mener, at PiS tilgang til parlamentarisk deliberation og regering af opposition tyder på manglende demokratisk kultur hos regeringen. PiS har mistænkeligt afholdt deliberationer af deres lovforslag om natten. Derudover blev 2017-budgettet ikke vedtaget i parlamentet, men i et mindre rum, hvor den ’parlamentariske samling’ stemte om budgettet. Der var dog ingen formel og troværdig optælling af stemmer og oppositionen har påstået, at de ikke blev tilladt adgang til rummet.

HVAD SÅ FREMOVER? Er Polens demokrati i fare eller blot ved at tage form? Dette afhænger blandt andet af udfaldet ved præsidentvalget 2020. PiS fik en bittersød sejr ved seneste parlamentsvalg, hvor de beholdt flertallet i Sejmen, men mistede kontrol over senatet. Tyder dette på, at vinden er ved at vende og PiS’ magt kan forventes at indskrænkes? Steen Hommel siger, at PiS’ tab af senatet må tilskrives det polske valgsystem, hvorefter han tilføjer, at “PiS ikke har mistet momentum” (Hommel). PiS’ opposition kan siges at være meget fragmenteret og relativt svag. Derudover har Donald Tusk offentliggjort, at han ikke stiller op til præsidentposten i 2020, hvilket dele af opposition ellers havde håbet han ville. Mistillid til det politiske system kan også udgøre en fare. Hvis befolkningen anser demokratiet som tvivlsomt er der bedre grobund for ikke-demokratiske alternativer. Dog er det vigtigt at holde in mente, at den polske befolkning ikke generelt betragter demokratiet for ilegitimt, hvilket de gentagne demonstrationer i Polen illustrerer. Mistillid til det politiske kan dog i kombination med en befolkning, der føler sig forbigået af en politisk elite, katalysere en yderligere nedbrydning af demokratiske checks and balances, særligt hvis disse påstås at blive udøvet for effektivt at indføre ’folkets’ ønsker.

Men tilliden er kommet en lang vej siden 1989. Hommel fremhæver, at den er væsentligt bedre end selv for 20 år siden og at Polen er blevet et “markant andet sted” (Hommel). Så måske er der ikke god nok grobund til en endegyldig autokratisering af Polen ●

Sadurski skriver, at der er grund til at bekymre sig, da unge demokratier med mindre konsoliderede institutioner har større sandsynlighed for at backslide. Dog bruger Hommel det polske demokratis ’alder’ til at argumentere for det modsatte. Han påpeger, at Polen først for nylig fik sat gang i deres demokratiseringsproces, hvorfor skridt frem og tilbage kun er forventelige. Dog mener Hommel samtidigt, at “man selvfølgelig skal passe på sit demokrati og jo flere år der går hvor det udfordres, jo farligere er det”.