4 minute read
CoSpaces...hvad er det nu lige det er?
CoSpaces...
hvad er det nu lige det er?
Advertisement
I rækken af programmer på Skoletube, er der særligt ét som skiller sig ud. Et program som du måske har hørt om, men måske ikke har kastet dig ud i at bruge i din undervisning endnu. Det hedder CoSpaces, og det lidt kryptiske navn indeholder måske en del af forklaringen på hvorfor programmet i mine øjne er et af de mest oversete i undervisningen. For hvad betyder CoSpaces? Og hvad kan det der CoSpaces egentlig?
Af Rasmus Broe, lærer og animator, Kodelaboratoriet.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med CoSpaces, da jeg ledte efter et sted, hvor mine elever kunne arbejde med 3D i et mere narrativt miljø end f.eks. Tinkercad, som er bygget op om konstruktion. Tinkercad vender vi tilbage til.
Jeg manglede blandt andet et sted hvor mine elever og studerende kunne lave 3D-præsentationer til deres fremlæggelser i diverse fag. Jeg faldt over CoSpaces og klikkede lidt rundt i det, men gik hurtigt bort fra det, fordi det ved første øjekast byggede på ikke-kreativt præfabrikeret indhold, og fordi det var alt for dyrt. Jeg var med andre ord ikke klar over at jeg sad og kiggede lige ned i det jeg ledte efter uden at få øje på det. Ganske kort efter blev det (gratis) tilgængeligt via Skoletube.
Men lad os nu komme til sagen. For hvad ER CoSpaces så?
Forestil dig, at du har et kæmpestort tomt rum til rådighed. Hvad vil du bruge det til? Nogle ville måske indrette et værksted, andre en idrætslegeplads, andre igen en udstilling. Mulighederne er selvsagt uendelige, og på samme måde fungerer CoSpaces, som et digitalt rum i 3D, som du kan indrette, og bevæge dig rundt i, som man bevæger sig rundt i et computerspil. Netop et computerspil er én af mange oplagte muligheder for arbejdet i CoSpaces.
Elever som har arbejdet en smule med programmering, kan meget let programmere små spil her også. Men programmeringen er netop ikke en forudsætning for at indrette sig i Cospaces. Det er bare en mulighed for at få endnu flere ting til at ske.
Det er let at indrette sig når man først lige kan finde rundt. I løbet af en halv til en hel time kan man have et fint overblik over brugerfladen, og her gælder det bare om at holde sig til det simple, indtil man får et bedre overblik og kan kaste sig ud i mere krævende projekter.
Mine elever i Mediegymnasiets 10. klasse har bl.a. brugt Cospaces til at fremstille
Her er en præsentation af emnet atomkraft. En model af et værk, og 2 videoskærme som viser infofilm om a-kraft.
deres OSO-produkter, og til at opbygge en portefølje, som viser alle deres multimedieproduktioner, fordi det er let at uploade sine egne fotos, filmklip, og lydfiler.
Det er også muligt at lave en fremlæggelse i Cospaces, hvor tilskueren kan bevæge sig rundt mellem billeder, video og skrevne eller indlæste tekster, og det siger sig selv at dette kan være en fantastisk mulighed uanset hvilket fagområde man dækker.
Det er ovenikøbet muligt at se sin præsentation i virtual reality, ved hjælp af en billig brille og en mobiltelefon, men det er en fortælling for sig, ligesom elevernes mulighed for at vise deres 3D-produkter i Augmented Reality med en mobiltelefon.
Her er en præsentation af emnet atomkraft. En model af et værk, og 2 videoskærme som viser infofilm om a-kraft.
Som før nævnt var én af mine betænkeligheder ved CoSpaces den store mængde præfabrikeret indhold, fordi hele min undervisning bygger på at styrke elevernes egen kreativitet. Derfor er det et must, at eleverne selv kan skabe det tredimensionelle indhold som de vil lægge ind i programmet.
Men her kommer føromtalte Tinkercad ind i billedet. Hvis du ikke kender Tinkercad, er det kort forklaret et meget let tilgængeligt værktøj til at designe tredimensionelle figurer til eksempelvis 3D-print eller animation. Tinkercad er gratis og meget let at komme i gang med, og det er også meget let at eksportere sine 3D-modeller, for herefter at uploade dem til Cospaces.
På denne måde bliver det muligt at designe sin 3D-verden med sine egne hjemmelavede modeller, mens elever som ikke motiveres af kreativitet i samme grad, kan benytte de præfabrikerede genstande i Cospaces, eller lede efter færdige 3D-modeller på nettet.
Netop viften af muligheder kan ved første øjekast virke uoverskuelig, men her gælder det bare om at starte et sted, og blive der til man har en fornemmelse af at have skabt et overblik. Prøv at bladre rundt i de uendeligt mange brugerprojekter som ligger i CoSpaces galleri, og se om der ikke ligger noget som inspirerer dig.
Et godt sted at starte for alle, er ved at bygge en såkaldt parkour-bane.
Sæt kasser, flader og forhindringer ind i det virtuelle rum, og prøv så at bevæge dig/ hoppe rundt på dem ved hjælp af tastatur og mus.
Alle elever kan bygge videre på sådan en bane, og personliggøre den på forskellige niveauer, mens de hurtigt får en fornemmelse af programmets brugerflade.
Eksempler nævnt i artiklen: https://edu.cospaces.io/KGX-MYZ https://edu.cospaces.io/EWD-NNP