![](https://assets.isu.pub/document-structure/230223074540-8d9bc4198efd622b8acd287988899535/v1/42e66d0253827f50a371bd15ba6d730f.jpeg?originalHeight=NaN&originalWidth=NaN&zoom=NaN&width=720&quality=85%2C50)
6 minute read
TRANSPORTUGEN ENDTE MED ELEVPLADS
Hvert år afholdes TransportUgen med det formål at give unge et indblik i transportbranchen, så flere kan se sig selv i denne i fremtiden. Det kan 19-årige Lukas Nedergaard fra Aabenraa, og for ham blev hans deltagelse i TransportUgen den endelige bekræftelse på, at han drømte om et liv som lastbilchauffør.
Af Line Sorth Bendixen.
Astronaut, automekaniker eller arkæolog. Der findes et væld af uddannelsesmuligheder i dag, og valget af uddannelse og karriere kan føles som lidt af en mavepuster for de unge. Især når man ikke har kendskab til mange af de brancher, der findes ude i erhvervslivet. Det forsøger det lokale arrangement TransportUgen i Aabenraa at ændre på, når de hvert år åbner op for, at unge kan lære meget mere om transportbranchen.
TransportUgen i Aabenraa er et lokalt arrangement, der afholdes i samarbejde med en lang række lokale aktører inden for transportbranchen. Arrangementet afholdes for 10. klasser og består blandt andet af oplæg, virksomhedsbesøg og en elevkonkurrence, der skal få eleverne til at reflektere over, hvilke kompetencer de kunne bidrage til branchen med. Som en del af sin 10. klasse deltog Lukas Nedergaard i TransportUgen 2019, og særligt praktikforløbet var med til at styrke hans overbevisning om, at lastbilchauffør var den rette hylde for ham.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/230223074540-8d9bc4198efd622b8acd287988899535/v1/42e66d0253827f50a371bd15ba6d730f.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
Hør Lukas fortælle sin historie via dette link: https://youtu.be/N6EHP62VWN0
Hyldager Fotografi
– Det, at der blev sat fokus på transport i en hel uge, det glædede mig en hel del. Nu skulle vi endelig lære om noget, der virkelig interesserede mig. En del af TransportUgen var et slags praktikforløb, hvor vi hver især var ude og besøge forskellige virksomheder. Her var jeg på besøg hos FairTrans, og det fik jeg meget ud af. Jeg vidste meget om branchen i forvejen, men selvfølgelig lærer man altid noget nyt, og personligt fik jeg det ud af det, at jeg blev bekræftet i, at det var transportvejen, jeg skulle gå.
Efter at have færdiggjort sin 10. klasse startede Lukas på første grundforløb på lastbilchaufføruddannelsen i Aabenraa og fik en elevplads hos Torben Rafn A/S i Sommersted, hvor han blandt andet er med til at transportere tungt og let sværgods og vindmøller.
– Da jeg begyndte som elev her hos Torben Rafn, var jeg på værkstedet det første halve til hele år, hvor jeg lærte at bygge om på vores modulblokvogne, lærte at skifte dæk og generelt lærte de mest basale ting, så vi til nøds selv kan klare os ude på landevejene. Så lærer vi en hel del med at køre særtransport. Det er bredt, højt, langt og tungt gods, vi kører med, så jeg får en rigtig bred uddannelse og viden her. Det er nok det, der glæder mig allermest, at det, jeg lærer som lærling her, er så bredt, som det er.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/230223074540-8d9bc4198efd622b8acd287988899535/v1/1e75114820a41d574080e5edcdf5e7fc.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
Hyldager Fotografi
Det startede som en drengedrøm
Som et lille frø blev ideen om et arbejde i transportbranchen plantet tidligt i Lukas’ hoved, og lige siden er ideen fortsat med at spire.
– Det startede vel i 2. eller 3. klasse, at jeg tænkte, det var chaufførvejen, jeg ville gå. Efter min morfar døde, fik min mormor senere en ny mand, og han var lastbilchauffør. Og det er egentlig der, ideen stammer fra. Han tog mig med i sin lastbil, hvor vi bare kørte lidt rundt på pladsen. Men det var jo bare en drøm. Jeg tænkte, at jeg sikkert ville komme til at sidde på et eller andet kontor. Men at jeg rent faktisk kom i gang med uddannelsen og nu snart er færdiguddannet lastbilchauffør, det glæder mig.
– Størstedelen, måske 99 procent af det, der er rundt omkring, det har været på en lastbil på et eller andet tidspunkt. Jeg har flere gange talt med nogle kammerater om, at hvis nu man fjernede lastbiler, så skulle folk selv køre ud til landmanden og hente mælken osv. Vi er dem, der sørger for, at det hele hænger sammen. Det elsker jeg, og jeg ville ikke bytte det, jeg laver, for noget andet.
Inden længe er drømmen gået i opfyldelse, når han om knap et år kan kalde sig lastbilchauffør. TransportUgen var således med til at vise Lukas, at hans kompetencer i høj grad kan bruges i branchen, og vi har som bekendt hårdt brug for unge mennesker, der følger i hans fodspor. Transportbranchen udgør som bekendt en nøglefunktion i vores samfund, og Lukas er da heller ikke i tvivl om, hvor vigtig en rolle han og hans kolleger har.
Transportbranchen er altså både spændende og yderst uundværlig, og det håber TransportUgens lokale aktører at få de unges øjne op for. For Lukas er budskabet klart; de unge skal være klar over, at branchen også er for dem.
– Folk tænker ofte, at gennemsnitsalderen er meget høj, og det er den jo også, for der er mange ældre chauffører i branchen. Men der er altså også unge mennesker i branchen. Da jeg startede hos Torben Rafn var vi tre unge lærlinge, lige nu er jeg så den eneste, fordi de andre to er blevet færdige, men så har vi fået en anden ung ind. Det er fedt at være så ung i branchen, og det, at du er ung, behøver ikke at sætte en stopper for drømmen om at blive lastbilchauffør. Normalt kan du jo først tage kørekort til lastbil som 21-årig, men jeg fik det allerede som 18-årig. Jeg synes, det er fedt, at hvis du for eksempel er i lære, så kan du få dispensation til at starte tidligere på at få lastbilkørekort.
I efteråret 2023 løber TransportUgen endnu engang af stablen, så flere unge kan tilegne sig meget mere viden om de mange muligheder, branchen har at tilbyde. For Lukas ser fremtiden lys ud, om end han endnu ikke har lagt sig fast på, hvad den nøjagtig byder på.
– De andre lærlinge har fået tilbudt, at de kunne blive, hvis de ville. Jeg vil rigtig gerne blive her, hvis jeg bliver tilbudt det, men på et tidspunkt er det min drøm at komme ud og se verden – jeg vil meget gerne til Australien og USA at køre, og jeg vil gerne gøre det, mens jeg er ung.
TORBEN RAFN A/S
Torben Rafn A/S blev grundlagt i 1966 og har i dag 39 ansatte. Torben Rafn A/S er beliggende i Sommersted og transporterer primært sværvægtsgods – lige fra entreprenørmaskiner til vindmøller, som har været virksomhedens varemærke siden 2016. Torben Rafn A/S er medlem af ITD.
HVAD ER TRANSPORTUGEN?
TransportUgen bliver afholdt med henblik på at få flere unge i Aabenraa Kommune til at vælge en fremtid i transportsektoren. De unge får information om branchen, information om de mange forskellige stillinger, kommer på virksomhedsbesøg, og skal skrive en fiktiv ansøgning til en stilling efter eget valg.