5 minute read

CHAUFFØR STOPPEDE SPØGELSESBILIST MED SIN LASTBIL

CHAUFFØR STOPPEDE SPØGELSESBILIST MED SIN LASTBIL

Det er mørkt og tåget, da Vagn Tonnesen kommer kørende på Esbjergmotorvejen midt om natten. Hans kollega, der kører længere fremme, har netop ringet og advaret ham om, at der er en spøgelsesbilist på vej imod ham. Vagn reagerer resolut, og ifølge politiet er han med stor sandsynlighed årsagen til, at ingen bliver slået ihjel den nat.

Af Line Sorth Bendixen / Foto: Hyldager Fotografi

Det er heldigvis de færreste forundt at møde en spøgelsesbilist, og i de mere end 14 år 36-årige Vagn Tonnesen fra Danske Fragtmænd i Esbjerg har kørt lastbil, har han endnu ikke skulle bekymre sig om det – lige indtil en nat i december sidste år.

– Min kollega ringer til mig og siger, at jeg skal passe på, fordi han lige er blevet passeret venstre om af en spøgelsesbilist i overhalingsbanen. Der blev jeg lige lidt mere vågen.

Vagn holder herefter et ekstra øje med spøgelsesbilisten, og han når da også at blive snydt af et par biler, der viser sig at være modkørende i modsatte side af motorvejen. Men pludselig får Vagn øje på spøgelsesbilisten, der heldigvis er trukket ind og nu kører i nødsporet.

»Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var, da betjenten sagde, at jeg højst sandsynligt var årsagen til, at der ikke var nogen, der blev slået ihjel den nat.«

Vagn Tonnesen, Chauffør

Foto: Hyldager Fotografi

– Jeg tænker, »Ham der skal jeg bare have stoppet«. Så jeg trækker lastbilen ind i nødsporet, blinker til ham i god tid og holder så stille foran ham. Til start virker det da også som om, at han har tænkt sig at stoppe, men så sætter han pludselig sit højre blinklys til, som om han vil køre ud på motorvejen igen. Så laver jeg en lille acceleration med lastbilen, så han kan se, at det skal han ikke gøre. Han stopper et kort øjeblik, men så prøver han igen at blinke ud, og der vælger jeg så at køre ud i motorvejens inderste spor, så jeg blokerer helt for ham.

Her ringer Vagn til alarmcentralen og informerer dem om spøgelsesbilisten, som de heldigvis allerede har fået meldinger om.

– De spørger mig, om jeg har passeret ham, og til det svarer jeg »Ja næsten, jeg har fået stoppet ham i nødsporet.« Det bliver de meget glade for at høre.

Inden for få minutter ankommer tre patruljevogne til stedet, og hurtigt får de fat i chaufføren, der viser sig at være en 20-årig mand i påvirket tilstand. Politiet afhører Vagn, og her udviser de stor glæde over hans handlekraft.

– Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var, da betjenten sagde, at jeg højst sandsynligt var årsagen til, at der ikke var nogen, der blev slået ihjel den nat. Det er altså lidt specielt at få at vide.

Hyldet som hverdagens helt

Vagn Tonnesens heltemodige gerning er ikke gået ubemærket hen, og flere af nattens forbipasserende har kontaktet ham efterfølgende for at ytre deres glæde og taknemmelighed over, at han fik stoppet spøgelsesbilisten.

– Jeg husker særligt én meget tydeligt. Det var moren til en ung mand, der havde overhalet mig på motorvejen kort forinden. Hun skrev tusind tak på hende og sønnens vegne og fortalte, at han med nød og næppe havde undveget spøgelsesbilisten, kort før jeg mødte ham.

»Bilistens mor skrev til mig, at både hun og faren er utrolig taknemmelige for, at jeg fik ham stoppet, og at der derfor ikke skete mere. Det var en ret speciel besked at få.«

Vagn Tonnesen, Chauffør

Foto: Hyldager Fotografi

Flere kolleger fra Danske Fragtmænd i Esbjerg har også hyldet Vagn for at være dagens helt. En titel han har det lidt mærkeligt med, for som han siger, »Jeg er jo bare mig«. Efter hændelsen tikkede der dog pludselig en besked ind på Vagns telefon, der kom noget bag på ham. Den var fra moren til spøgelsesbilisten, og som kommende far her til foråret, gjorde beskeden et stort indtryk på Vagn.

– Bilistens mor skrev til mig, at både hun og faren er utrolig taknemmelige for, at jeg fik ham stoppet, og at der derfor ikke skete mere. Det var en ret speciel besked at få.

I sine mange timer på landevejen har Vagn ofte gjort sig tanker om, hvad han ville gøre, hvis han skulle møde en spøgelsesbilist – og det var nøjagtig det, han endte med at gøre. Han ville da heller ikke tøve med at gøre det igen, hvis han skulle komme i en lignende situation.

– Jeg tror helt bestemt, at jeg ville gøre det samme, hvis jeg skulle komme i sådan en situation igen. For hvad sker der ikke, hvis spøgelsesbilisten rammer en personbil? Derfor har jeg en klar ide om, at de bare skal stoppes.

This article is from: