TEKST OG FOTO: FLEMMING ØSTERGAARD
Biotopforbedring
Planlæg dig til succes Det er ikke nok, at man har vilje og gode ideer. Vil man for alvor have noget ud af anstrengelserne med frø og planter, så kræver det et rigtig godt og grundigt forarbejde.
Fra alle sider opfordres jægerne i øjeblikket til at gøre en indsats for at forbedre forholdene for agerlandsfaunaen i almindelighed og markvildtet i særdeleshed. Diverse magasiner og hjemmesider fortæller om vigtigheden af at gøre noget, og rigtig mange jægere, ikke mindst jægerne med de stående hunde (vore medlemmer), har sammen med mange landmænd stor lyst til at være “med på vognen”. Men hvordan griber man det an for at få den optimale effekt ud af indsatsen? Svaret er egentlig ret enkelt. Tag udgangspunkt i de muligheder, terrænet giver, og planlæg derefter.
LODSEJER OG NABOER Et gammelt kinesisk ordsprog siger: Den, der har plantet er træ, har ikke levet forgæves. Det kunne man godt omskrive til, at den, der har været med til at gøre vores kulturlandskab til et lidt bedre levested for dyr og fugle, har efterladt sig varige spor for eftertiden. Det første man skal gøre, hvis man gribes af lysten til at yde en aktiv indsats, er naturligvis at tage en snak
med den eller de lodsejere, hvor man har jagt- eller træningsret. Det er det første skridt, for hvis lodsejeren ikke forstår vigtigheden af den påtænkte indsats, så bliver det næppe til ret meget. Det næste man kan gøre er at tage kontakt til nabojægere for at høre, om de og deres lodsejere vil være med. Jo større område, man kan arbejde med, jo større bliver effekten af indsatsen. Sådanne kontakter kan være starten på et mangeårigt godt samarbejde og naboskab jægere og hundefolk imellem.
BRANDMANDENS LOV Det næste man skal tage fat på, er en grundig analyse af terrænet. Er det et agerhøneterræn? Er det åbent med lave hegn og spredt mindre beplantning? Er der agerhøns og hvor mange? Eller er det et fasanterræn med en del gode remiser, våde områder mm., eller er det begge dele? Det kan ikke betale sig at arbejde med agerhøns, hvis der ikke er en rimelig chance for, at man kan få en bestand op at stå, og det samme gælder for fasanerne. Terrænet og biotopen skal passe til den vildtart, man ønsker at gøre en særlig indsats for.
Udgangspunktet for biotopforbedringer bør altid være de eksisterende naturelementer. Hvad findes på terrænet. Er der levende hegn? Er der remiser og småbeplantninger? Er der markveje, udyrkede hjørner eller vandhuller? Det er alt sammen noget, som bør indgå i planlægningen af biotopforbedringerne, for det er her, man skal starte. Kan remiserne gøres bedre, evt. tyndes? Kan læhegn forsynes med en fodpose af vedvarende græs, eller trænger vandhullet til en oprensning? Det kan også være, at man skal have en snak med landmanden om ikke at slå græsset på markvejen osv.. Hvis man vil lave nye tiltag, er det en rigtig god ide at starte med at gøre det i forbindelse med de eksisterende naturelementer, så al biotopforbedring bør tage udgangspunkt i at bevare og forbedre det eksisterende. I naturplejen kalder man det for brandmandens lov.
LÆG MÆRKE TIL VILDTET Det er klart, at man også gerne vil i gang med at lave nye tiltag. Det kan være små beplantninger med lave buske, faunastriber eller lærke- og vibepletter. Vi ved, at tiltagene hjælper på rigtig mange arter, såvel jagtbare som ikke jagtbare, men hvor er det bedst at gøre noget?
Faunastribe placeret ind mod mindre brakstykke. Risiko for prædation er stærkt formindsket.
12 | JAGTHUNDEN NR. 01 | FEBRUAR 2022
