Vildmark

Ved nat, den løjerligt skrattende snurrelyd fra natravnen, også af overtroen kaldet gedemalkeren. Denne sjældenhed er her, med camouflage-farver på æg og redefordybning mellem de visne grannåle hvor plantage møder hede.

Stedet er også råvildtets og krondyrenes hjem, men man ser dem ikke, ødets uberørthed er dog deres privilegium. Et sted står en miniaturelund af bævreasp og sender hviskelyde ud fra sin lyngklædte banke, og tæt derved er der en ny rævegrav i brinken lige ved vejsporet. Mikkel har foran boet fremlagt en geologiprøve fra undergrunden: rent gult bakkesand.

Han vil vel bevise, at han bor her. Det samme gør grævlingen, som er lige så usynlig, for den har sat tydelige poteaftryk i blysandet langs en mudret plet på vejen. Men de to fyre følger deres indbyggede forsigtighed, skønt den ikke er påkrævet. Her kommer jo kun sjældent nogen i denne øde vildmark. Menneskeracens hverdag er for en stor dels vedkommende så fyldt med nymodens tekniske vidundere af radio, telefoner, motorkraft, digitalteknik plus underholdning og festivaler, at vi ofte ligefrem føler os skræmte af stilheden og ensomheden.

Solen skinner under den endeløse, blå himmels kuppel, men nogle øjeblikke efter er her overskyet, og en rap byge smelder som et haglskud ned over bævreaspenes runde løv for straks efter at fortsætte sin rejse ud over moselandet. Vandet danner begyndelsen til en bæk, en lille ydmyg strøm, der vrider sig afsted mellem tagrør, bølget bunke og blåtop. Måske leder det lille vandløb efter Kvindebækken og derfra videre til Holtum Å. Kvindebækken – hvad i alverden kommer sådan et navn af. Der er flere af dem: Voulund, Fruergård, Godrum. Ordet lund går igen her og der, så lunde må her vel have været, måske navngivet i længsel efter efter denne landskabsform, der rigtignok ikke helt ser ud som dem hos Øhlenschlæger og andre gamle klassikere.

Et sted ude i vildnisset finder kikkerten en sjældenhed: Stor tornskade! Fuglen er omtrent af størrelse som en solsort. Den sidder blandt visne, strittende kviste i den øverste del af en halvt udgået enebærbusk. Antagelig sidder den midt i sit værksted og lager. Den er nemlig en specialiseret jæger, som efter sin fangst af biller, småfirben, padder og endda mus spidder sit bytte på

de spidse grenstumper. Så der er noget parat til det næste måltid.

Landskabet er varieret. Meget er tilplantet for længe siden, men det er man ved at gå væk fra. Der er fokus på hjortevildtet som skal have større lysninger. Der findes også vildtagre, men udpræget på de private ejendomme. Det er en nyttig variation, ikke mindst for flere fuglearter, for eksempel hedelærken som egentlig mere er en skovkant fugl. Det er sanglærken der er på de åbne områder. Pioneer planter kommer frem i åbne områder, stedmorderblomster kan farve et karrigt areal violetblåt. Her er naturligvis ranunkler, høgeurter, gederams, røllike, klokkelyng og masser af mosser og ulvefod – samt græsser – hvor mange hundrede arter af græs findes der mon? Blev benbræk sprunget over? Den hører især hjemme i jyske heder og moser, en knap knæhøj plante med nærmest orangegule blomster af stor skønhed – men lumsk. Den hører til slægten giftliljer, og græssende husdyr er den absolut farlig for.

Og apropos frygt og en vis overtro – så er der ikke noget mere nærværende end det helt store aktuelle emne herude. Det er mysteriet om ulvene. Det er jo helt vildt, at der vitterlig findes ulv i de jyske egne. Endnu vildere er alt den palaver der opstået efter at den første uld blev påvist efteråret 2012. Den naturfaglige uenighed har været slået ud i lys lue og der er i sandhed blevet talt og diskuteret. Fred være med det, lad os glæde os over, at både natravnen og skovsneppen optræder side om side i juni natten. Det er på sin vis helt kuriøst. Min historie er et sammendrag af det man oplever i den midtjyske hede egn – mod nord fra Nørlund-Harrild hederne, nedover Fasterholt til Brande og videre mod sydvest til Sønder Omme med det mægtige terræn omkring Påbøl. Derfra billedet det stille daggry omkring årets længste dag.