300 km på Hærvejen

HVAD KAN JEG OGSÅ LAVE MED MIN HUND?

300km på Hærvejen med trofast følgesvend

Christina Bak har i mange år tilbragt sommerferien på vandreture med sin storebror. Et afbud fra broderen sendte Christina i tænkeboks – hun besluttede sig for at vandre på Hærvejen sammen med sin Irsk Setter Calle, der dengang var 2 år gammel.

“Da min bror meldte afbud til den vandretur, vi hvert andet år plejede at tage på i udlandet, overvejede jeg alternativerne. Jeg havde lige været på kursus i Vejle, og var blevet helt forelsket i områdets fantastiske natur. Derfor besluttede jeg, at årets vandretur skulle foregå på den danske hærvej med min irske setter Calle”, fortæller Christina Bak.

Calle havde i månederne op til turen været alvorligt syg med hjerte/lungeorm. Christina kontaktede dyrlægen og frygtede, at han ville fraråde en lang vandretur. Til hendes overraskelse anbefalede dyrlægen tværtimod lige præcis at gennemføre.

“Dyrlægen sagde, at en hærvejstur ville være noget af det bedste for ham, da en vandretur ikke er hårdt for en hund, og slet ikke en irsk setter. Han sagde, at hvis jeg havde planlagt at løbe en marathon med ham, havde han på det kraftigste frarådet det med en hund, der havde været så syg som ham. Men hærvejsturen ville byde på tilpassede ture om dagen, og det syntes han ville være ideelt for Calle netop nu. Der var da heller ingen helbredsproblemer med Calle overhovedet på den 300 km lange strækning”, siger Christina.

HUNDERYGSÆK OG FANTASTISK SAMARBEJDE

Christina havde ikke lang tid til planlægning. Anskaffelse af vandreudstyr til hund så i første omgang ud til at blive den første hurdle, men endte med at blive en uventet positiv oplevelse.

“Jeg ville have en hunderygsæk til Calle, så han kunne bære sin egen oppakning (foder). Jeg fandt en forhandler på nettet af rigtigt gode hunde rygsække. De var imidlertid i restordre, så jeg kunne ikke få den, før vi havde påbegyndt turen. Forhandleren kunne få den hjem et par dage senere. Han tilbød at møde Calle og mig på ruten, og aflevere rygsækken der. Vi mødtes i en landsby. Han hjalp mig med at pakke rygsækken, han rettede den til, så den sad perfekt på Calle. Oven i købet endte han med at køre mig til næste opstarts punkt med vores opbakning. Det var et fantastisk samarbejde, og en uovertruffen service”, fortæller Christina. Selv havde Christina en tung læsset rygsæk, som blandt andet indeholdt både regntøj, tykke sweaters, shorts og t-shirts. “De første dage på turen regnede det rigtigt meget. Det er man jo nødt til at tage højde for og være forberedt på, når man holder ferie i Danmark”, konstaterer Christina.

Hun havde ikke sovepose med, kun til Calle. Han havde sit eget lille vattæppe, der kunne rulles sammen som en slags sovepose.

“Jeg vil gerne give det gode råd til andre, der vil vandre på Hærvejen eller i det hele taget herhjemme, at overveje, om de vil overnatte i shelters, og så medbringe en sovepose. Jeg havde valgt soveposen fra, fordi jeg i forvejen havde så meget bagage. Jeg fik en gudsjammerlig øm ryg, selvom jeg havde en super god rygsæk, der sad præcis som den skulle”, forklarer Christina. Hun fandt dog ud af, at hun godt kunne have brugt en sovepose, så overnatning i shelter havde været en mulighed.

EN UDFORDRING AT FINDE OVERNATNING MED HUND

Christina fortæller, at den største udfordring i forbindelse med Hærvejsturen med hund var at finde overnatningssteder, hvor man var velkommen med hund, især i Danmark.

“Heldigvis kender vi en masse gode hundemennesker i Jylland. Jeg kontaktede dem før turen, og spurgte om Calle og jeg kunne overnatte fra ca. den til den dato. Alle var simpelthen så fleksible, og sagde: Du skriver bare, så reder vi en seng op til

dig. Det var helt utroligt så hjælpsomme folk var. Tit kom der nogen og hentede os, det sted hvor vi sluttede dagens vandring, og kørte os til næste dags opstarts sted. Andre hentede de min rygsæk. Det var en kæmpe hjælp”, fortæller Christina.

Der var dog steder på turen, hvor hun ikke kendte nogen, der boede lige i nærheden. Hun havde tænkt på forhånd, at de steder ville hun bare tage, hvad der nu bød sig.

“Jeg opdagede, at når man vandrer i Danmark, er det faktisk ikke særligt let at finde et sted, hvor hunden må komme med. Der bød sig faktisk ikke noget, på nær ét sted. Det var en gård, hvor de havde en masse dyr. De holdt teambuildingkurser i naturen, og fodboldgolf for bl.a. skoleklasser. De havde nogle hytter, hvor man gerne måtte medbringe hund. Der var vi en enkelt nat sammen med en masse skolebørn.

VANDREFERIEN STYRKEDE RELATIONEN TIL MIN HUND

Calle var Christinas første hund.

“Han gik fra at være unghund til at være beskytteren på den tur. Det var helt tydeligt, at han passede på mig. Når vi fx gik igennem en landsby, og vi mødte en fodgænger med en hund på det modsatte fortov, voksede Calle lige ti centimeter. Han var på vagt, og holdt hele tiden øje med, hvad dem vi passerede gjorde, om de gik videre eller stoppede op og snakkede. Det var som om han tænkte: Nu skal jeg passe på min ejer, for her er der ingen andre til at gøre det”, husker Christina. Hun fortæller, at det stærke bånd, de knyttede på ferien, har holdt ved lige siden.

“Calle er en meget stærk hund, både fysisk og mentalt. Han ville sagtens kunne klare sig selv. Men vi har en helt enestående connection. Calle stoler blindt på mig. Her ti år efter er hans stadig mors dreng”, griner Christina.

Hun fortæller, at Calle ellers som prøvehund/jagthund altid har været meget selvstændig.

“Han har taget sine prelleture, og kunne sno mig om sin lillefinger. Min mand og jeg byttede prøvehund en overgang. Han fik rettet godt op på Calle, og så kunne jeg overtage ham. På ferien var han den bedste kammerat, man kan få. Han klarede turen →

Calle med rygsæk foran Hamborgstenen

Calles egen oppakning bestod af hans foder samt sovetæppe

“Vi har en helt enestående connection”

så flot, og jeg mærkede intet til, at han havde været syg kort tid forinden”, siger Christina

ET MUST AT HUNDEN KAN GÅ PÆNT I SNOR

Christina og Calle gik fra Viborg til Padborg på ni dage. Deres daglige rute var på ca. 30 km.

“Det kræver at man har en hund, man ikke bare hiver direkte op fra sofaen, men at den er vant til at gå. Og så er det vigtigt at have lært den at gå i snor. Hvis hunden trækker konstant, er det alt andet end fornøjelse at gå 30 km om dagen. Dels får man ondt i arm og skulder, dels bliver man irriteret og skælder hunden ud i stedet for at nyde naturen og alle de skønne input, man får undervejs, når man vandrer. For mig er det meditativt at vandre. At have Calle gående ved min side, forstærkede kun den fantastiske oplevelse”, fortæller Christina.

Hun understreger dog, at hun alligevel ind i mellem savnede nogen at sparre med, fx når hun planlagde overnatning, og når hun kom ud for, at det var næsten umuligt at finde et sted at sove med hund.

“Jeg havde jo ansvaret for både ham og mig, og der var ingen at spørge til råds. Jeg savnede også nogle at dele oplevelser med, og synet af de fantastiske omgivelser, vi gik i.

HÆRVEJEN FREMKALDTE NOSTALGISKE FØLELSER

Man skal være indstillet på, at man vækker meget opmærksomhed, når man vandrer med sin hund, især en irsk setter. Jeg mødte mange, der udbrød “Åh en irsk setter. Sådan en har jeg ikke set i tyve år. Jeg gav mig altid tid til at snakke og lade dem hilse på Calle”, pointerer Christina. Hun understreger at Hærvejsturen med Calle var en helt enestående oplevelse, som hun ikke ville være foruden.

“Jeg stødte ikke på nogen som helst problemer udover det med at finde overnatningssteder. Hun gentager, at det er noget af det allervigtigste at have styr på, inden man drager afsted. Derudover skal ens udstyr være i orden og af god kvalitet, især sko og rygsæk. Man skal have sat sig ind i, hvordan man skaffer vand til hunden undervejs. Jeg fyldte altid en drikkedunk op til ham om morgenen. På vores rute, var der masser af kilder, søer og andre vandløb, så der var rig mulighed for at fylde den op”, siger Christina.

OBS! Redaktionen har suppleret Christinas billeder, med billeder fra en mindre tur på Hærvejen.