Et hundeliv

I tegneserien Asterix & Obelix fortælles det, at Obelix faldt i gryden med trylledrik som barn. Derfor blev han, som han blev…

Jeg blev født i 1954 i Aarhus, og mine forældre havde absolut ingen interesse for hverken jagt eller jagthunde. Men en skolekammerat til min far, som boede midt på det mørke Djursland, havde en rød cockerspaniel, som fik et kuld hvalpe. De hvalpe ville han gerne have solgt – naturligt nok – og for at hjælpe med salget fik mine forældre en hel flok otte ugers cockerhvalpe ind i deres lille hus i Aarhus. Det var i 1955. Som tak for udvist tjeneste og dåd, blev betalingen for at sælge hvalpene, at mine forældre, skulle have en hvalp. Hvalpen fik navnet Sussie.

Jeg tror nok, at min mors nerver ind i mellem blev noget tyndslidte, for i takt med at Sussie og jeg blev større – og dermed mere aktive, så blev det mere og mere vanskeligt at styre Sussie og mig. Det resulterede i, at Sussie og jeg fra tid til anden blev sat ned i en kravlegård. Om der også blev lagt låg på fortæller historien ikke noget om… Min mor omtalte den periode som prøvelsernes tid…

Så på den måde “faldt jeg i gryden som barn”…. og min trylledrik blev, at jeg lærte at kommunikere med Sussie, og siden alle mulige og umulige andre dyr i et sprog, som ikke nogen voksne forstod. Mit held…

“Sussie og jeg var uadskillelige”

BEKENDTSKAB MED RUHÅREN

I nabohuset boede en familie, hvor faderen gik på jagt. De havde en noget større jagthund, Dixie, som havde øjenbryn og skæg i hele hovedet. Det var en ruhår hønsehund. En helt vidunderlig skøn og kærlig hund.

Naboen havde en knægt på alder med mig, og vi havde selvfølgelig et hul i hækken ind til hinanden og til hinandens hunde. Jeg var lidt misundelig på min legekammerat, indrømmet, for hans hund var jo en del større end min, og som jeg husker det, så proklamerede jeg, at når jeg blev stor, så skulle jeg også have en ruhår hønsehund... mindst lige så stor – måske endda indtil flere af slagsen…

NYT LIV PÅ MOLS

Min far blev tilbudt et nyt job i 1959, og så flyttede vi fra Aarhus – med kat, undulat, akvarium, hund – og vi mennesker – til Mols. Det blev et chok for mig!

Molboerne var ikke bare bagefter i forhold til århusianerne. De levede stort set stadig i middelalderen! Ingen gadelys, ingen

fortove, ingen Salling på Strøget med julenisser, ingen sporvogne, ingen slikmutter OG…!! En dialekt, som var en hel del forskellig fra den jeg kom fra.

Så lille mig, “Palle alene i verden”, og min Sussie, vi brugte al den tid vi kunne oppe i bakkerne, det som andre betegner som Mols Bjerge. Der var ikke så mange regler, der var ikke, som i dag, et friseret Mols Bjerge reservat med skilte om alt muligt, røde og blå stier, indhegnede kreaturfolde, brochurer og foldere, fugle-kikkere, mountain bikere, vandrelaug, karavaner med islandske heste, turistbusser, naturvejledere... og min bare rxx… Nej – der var ren natur.

Den natur kom jeg i den grad til at elske. Selv molboerne kom jeg til at elske. Det tog sin tid, men jeg lærte den vanskelige dialekt – ved du hvad en hjulbor er? Det er en trillebøre… nå, men det er jo også ligegyldigt.

I min opvækst fik jeg mange tæsk… Men det var nu mest af de andre indvandrere, så da jeg startede i 1. G, i Aarhus i 1971, og flyttede til byen igen, som vi kalder Aarhus, så var jeg dælem-dytme pludselig indvandrer igen. De pisse århusianere syntes, at jeg havde en mærkelig dialekt, og nogle sære vaner…

Ved du for resten hvad forskellen er på Molbohistorier og Århushistorier? Molbohistorierne er opdigtede...

LANGSOM COCKER

Nå, men jeg anskaffede mig igen cockerspaniel “Fie” ved en kennel ved Hammel, og hun blev – syntes jeg selv – en super jagt- og familiehund, meget lærenem og meget dresserbar. På en jagt på Værnet, Værneengene ved Ringkøbing Fjord, hvor jeg havde skudt lidt krikænder, fik jeg den dag kun en enkelt and med hjem. Hvorfor…? Fordi min spaniel ikke var nær så hurtig, som den ruhår, en lidt ældre jæger, som sad ikke så langt fra mig, havde med som apportør.

Direkte adspurgt på min: Hov… det er sgu da min and!? Svarede han: Det er min… du kan jo se, at det er min hund, der har hentet den..!

Så var grundstenen langt... Jeg købte min første ruhår hønsehund hos en fiskemester i Nordjylland.

PRIMA HÅRLAG

Laura blev, tør jeg godt sige, en fantastisk jagthund, vi blev nummer to til afsluttende dressurkonkurrence, Jow…jow… jeg havde meldt mig ind i en hundeklub. Og ham, som overrakte mig den lille pokal sagde smilende: Du vil fremover komme til at vinde mange pokaler. Jeg fattede ikke en brik af, hvad han sagde.

Laura blev som nævnt en rigtig dygtig og brugbar “javthund”, Men hun blev ikke rigtig ruhåret. Stikkelhåret blev hun, og stor var min skuffelse. For avle på hende ville jeg aldrig drømme om.

Så var gode råd dyre. Jeg ringede til formanden for Dansk Ruhår Klub Henning Gregersen, og spurgte ind til, hvor jeg kunne købe en hvalp, som med garanti havde det hele: De bedste gener, det bedste temperament, super jagtegenskaber OG et enestående eksteriør. Intet mindre.

Og så var det at Henning spurgte mig drillende: Har du råd til sådan en hvalp?

Joo... Jeg mente nok, at det ikke var en udgift, men en investering. Henning slog en latter op, og jeg blev henvist til Kennel Boas ved Gudme på Fyn.

Her købte jeg Boas La Boheme, min første avlstæve, og med hende grundlagde jeg mit fremtidige avlsarbejde med Hjortlunds Ego som far til mine Kennel Lerbakken hvalpe.

Jeg deltog i skuer, udstillinger og prøver, og pludselig sad jeg som ringsekretær for Henning Gregersen, Olaf Poulsen og andre dygtige udstillingsdommere, som jeg lærte utrolig meget af.

Jeg opdrættede Lerbakkens Jeff, som blev min første udstillingschampion. Det syntes jeg var noget helt specielt, for Jeff var og blev noget helt særligt, og han blev starten på noget meget større.

TAG IMOD OG GIV IGEN

En dag skrev DRK formanden H C Hansen til mig og spurgte, og jeg havde mod på at prøve, om det var noget for mig at blive dommer for “de ruhårede...” – Hold da op... det var en stor dag!

Og for at gøre en lang historie kort, så blev jeg eksamineret dommer ved DKK ved all round dommer Ole Staunskjær i Brøndby sommeren 1996.

For mig, som endnu ikke kendte Ole personligt, blev det en helt speciel oplevelse. Ole er her desværre ikke mere, men tillad mig at sige:

Ole var satans stædig, havde en viden om hunde SÅ stor, et helt utrolig dygtig og humoristisk menneske, altid skarp i blikket, med sans for detaljen. Ham så jeg op til. Og det gjorde jeg absolut også til personligheder som Chr. Greve, Knud Jacobsen, Olaf Poulsen, H. Gregersen, Gundersen, E. Lodahl, Jens Velling, Arne Laursen og mange, mange flere.

Vi mennesker gror ikke ind i himlen, bare fordi vi har været hundeejere, men alene, fordi vi gennem respekt for dem, der har avlet og dresseret før os, og som har frembragt resultater, som vi andre arbejder videre på.

Nå, ikke flere kedelig minder fra mig. Meget kan følge – behøves ikke…

“Kommunikation, kærlighed, forståelse, lederskab og empati giver brugbare jagthunde”

ET SIDSTE PIP I DENNE OMGANG

Der er grund til, at vi har forskellige racer af jagthunde. Vi er forskellige som mennesker, og vi har forskellige behov.

Elsk dine hunde, husk at kommunikation, kærlighed, forståelse, lederskab og empati giver brugbare jagthunde.

Arbejd niveaudelt på hundens præmisser og det den kan, og brug dine egenskaber på at forbedre disse.

Mit mål er at lave hunde, der ligner – og hunde der dur.

Ingen ting kommer af sig selv – kun hundehår… Tak fordi du læste med.