TEKST: JENS O. PEDERSEN | FOTO: JENS O. PEDERSEN OG ANNETTE LAURSEN
Et hundeliv
I tegneserien Asterix & Obelix fortælles det, at Obelix faldt i gryden med trylledrik som barn. Derfor blev han, som han blev…
Sussie og jeg fra tid til anden blev sat ned i en kravlegård. Om der også blev lagt låg på fortæller historien ikke noget om… Min mor omtalte den periode som prøvelsernes tid… Så på den måde “faldt jeg i gryden som barn”…. og min trylledrik blev, at jeg lærte at kommunikere med Sussie, og siden alle mulige og umulige andre dyr i et sprog, som ikke nogen voksne forstod. Mit held…
“Sussie og jeg var uadskillelige” BEKENDTSKAB MED RUHÅREN I nabohuset boede en familie, hvor faderen gik på jagt. De havde en noget større jagthund, Dixie, som havde øjenbryn og skæg i hele hovedet. Det var en ruhår hønsehund. En helt vidunderlig skøn og kærlig hund. Naboen havde en knægt på alder med mig, og vi havde selvfølgelig et hul i hækken ind til hinanden og til hinandens hunde. Jeg var lidt misundelig på min legekammerat, indrømmet, for hans hund var jo en del større end min, og som jeg husker det, så proklamerede jeg, at når jeg blev stor, så skulle jeg også have en ruhår hønsehund... mindst lige så stor – måske endda indtil flere af slagsen… Jeg blev født i 1954 i Aarhus, og mine forældre havde absolut ingen interesse for hverken jagt eller jagthunde. Men en skolekammerat til min far, som boede midt på det mørke Djursland, havde en rød cockerspaniel, som fik et kuld hvalpe. De hvalpe ville han gerne have solgt – naturligt nok – og for at hjælpe med salget fik mine forældre en hel flok otte ugers cockerhvalpe ind i deres lille hus i Aarhus. Det var i 1955.
12 | JAGTHUNDEN NR. 03 | JUNI 2021
Som tak for udvist tjeneste og dåd, blev betalingen for at sælge hvalpene, at mine forældre, skulle have en hvalp. Hvalpen fik navnet Sussie. Jeg tror nok, at min mors nerver ind i mellem blev noget tyndslidte, for i takt med at Sussie og jeg blev større – og dermed mere aktive, så blev det mere og mere vanskeligt at styre Sussie og mig. Det resulterede i, at
NYT LIV PÅ MOLS Min far blev tilbudt et nyt job i 1959, og så flyttede vi fra Aarhus – med kat, undulat, akvarium, hund – og vi mennesker – til Mols. Det blev et chok for mig! Molboerne var ikke bare bagefter i forhold til århusianerne. De levede stort set stadig i middelalderen! Ingen gadelys, ingen
