Sustain Yearly
H VA D H V I S I N D U S T R I A L I S E R I N G E N S E K S PA N S I O N S O G VÆ K S T I D E O L O G I I K K E B L O T H A R D R E V E T R O V D R I F T PÅ N AT U R E N , M E N O G S Å PÅ D E MENNESKELIGE RESSOURCER I EN SÅDAN G R A D, AT V I I D A G O P L E V E R E N S T I G N I N G I L I V S S T I L S S Y G D O M M E , D E R B Å D E F O R VÆ R R E R K L I M A K R I S E N O G A F H O L D E R O S F R A AT L Ø S E D E N ?
gribe min notesbog. Som et lyn fra en klar himmel havde jeg set en sammenhæng mellem stigningen i livsstilssygdomme og udfordringen med at løse klimakrisen. Jeg vender tilbage til Morten Albæk, men først vil jeg tage dig med til midt/slut 00’erne, hvor jeg på trods af utallige signaler fra min krop var havnet i det, jeg bedst kan beskrive som en større ubalance, der involverede stress, spiseforstyrrelse og depression. Og selvom jeg ikke vidste det dengang, blev det afsættet til den livsstil, jeg nu kalder hverdagsbalance. En livsstil, hvor jeg gennem egenomsorg søger at opretholde min fysiske, mentale og åndelige balance, så jeg har overskud til at hjælpe andre mennesker, dyr og naturen.
D U S K A L R E D D E D I G S E LV, F Ø R DU KAN REDDE VERDEN
Inden for den holistiske lomme af samfundet er det en almindelig opfattelse, at man ikke kan redde verden, før man ved, hvordan man redder sig selv. Klimadebatten fyldte ikke lige så meget tilbage i 00’erne, som den gør i dag. Og selv hvis jeg havde været bevidst om klimakrisen dengang, ville jeg ikke have haft overskud til at skabe vedvarende forandringer i mit forbrug eller mit liv. Jeg ville ikke have haft kræfter til at tænke på social bæredygtighed, dyrevelfærd, naturens tilstand eller hvilke problemer min generation efterlader til de kommende generationer. Min hverdag handlede primært om at klare mig igennem endnu en dag uden selvskade, at stabilisere mit nervesystem og genfinde min personlige balance. Det tog lang tid at indse, men det, der skulle redde 28
mig, var omsorg for mig selv. Og indtil jeg indså det, brændte jeg ud gang på gang.
HVERDAGSBALANCE OG KLIMAKRISE
Da jeg lå der på sofaen og læste i Morten Albæks bog, stødte jeg på et tankevækkende spørgsmål. Albæk spørger, hvorvidt begrebet “Human Ressource Management” er med til at reducere mennesker til ressourcer, der ligesom naturens råvarer kan udnyttes til konkurrencemæssige fordele for virksomheder. Og der så jeg pludselig en tydelig rød tråd mellem det stigende antal livsstilssygdomme (ubalancer) som Albæk beskriver i sin bog og udfordringen med at løse klimakrisen. Der synes at være bred enighed om, at de klimaforandringer, vi oplever i dag, til dels skyldes industrialiseringens udnyttelse af naturens ressourcer. Og med Albæks bidrag stillede jeg nu mig selv spørgsmålet: Hvad hvis industrialiseringens ekspansions- og vækstideologi ikke blot har drevet rovdrift på naturen, men også på de menneskelige ressourcer i en sådan grad, at vi i dag oplever en stigning i livsstilssygdomme, der både forværrer klimakrisen og afholder os fra at løse den? I starten af min egen ubalance kunne notifikationerne fra min krop ofte dulmes med et øget forbrug af varer, services eller oplevelser. Det samme var tilfældet, når jeg, tynget af skam, brændte ud igen og igen. Når jeg ser tilbage, har mit øgede forbrug været med til at belaste naturens sparsomme ressourcer yderligere. Men jeg havde ikke haft overskud til hverken små eller store bæredygtige
