Ellen Hillingsø - I Krig og Kærlighed med kortfilm

SJOV 31

Julie Würtz Anne Lysemose

NR. 6 – 2015

32

SJOV

Med en opvækst, hvor far var general og biograffilmene stod på krig, ligger temaet krig og kærlighed en 48-årige skuespillerinde meget nær. RUST har taget en snak med den friske Ellen Hillingsø i forbindelse med årets Internationale Filmfestival i Odense om, hvad kortfilm med krig og kærlighed egentlig er for noget.

Hvorfor har du valgt at takke ja til at være årets kunstneriske profil på Odense Filmfestival?

Jeg har set rigtigt mange film. Jeg er skuespiller, og jeg har arbejdet med film og tv i hele mit voksne liv. Jeg har en meget stor kærlighed til film og til den måde, man fortæller historier på. Det er et medie, som jeg elsker højt.

Hvordan knytter temaet ”krig og kærlighed” sig til dig?

Det er sådan, at min far er soldat. Da jeg var barn, var jeg i en meget tidlig alder inde og se krigsfilm. Jeg har set rigtigt mange krigsfilm. I starten, da Birgitte Weinberger spurgte mig om temaet til årets filmfestival, tænkte jeg, at det skulle være ”TV vs. film”, da der bliver flere og flere tv-serier og færre spillefilm. Det er også meget federe som skuespiller at være med i en tv-serie, da du har en karakter, som du kan udvikle over tid. Så jeg tænkte, at det kunne være sjovt at stille spørgsmålet, om spillefilmsformatet dør? Der er en masse konflikter, som man kan tale om. Jeg sad sammen med den meget begavede festivalkoordinator Birgitte, og så sagde hun pludselig: ”Hvad er det for noget med dig og krigsfilm?” Jeg så min første rigtige biograffilm en dag i 1975, hvor jeg var inde at se ”Dr. Strange Love”, som er Kubricks mesterværk. Derfor blev vi enige om, at det skulle være det tema, fordi jeg netop har dette forhold til krigsfilm. Og det var først efter, at vi havde besluttet os for dette tema, at det gik op for os, at der er mange unge instruktører, som laver krigsfilm i dag. Så vi troede, at vi ville være rigtigt nørdet ved at vælge dette tema, men så viste det sig, at vi pludselig stod i en tendens.

Hvordan har det været at vokse op med en far som general?

Min far har på ingen måde virket autoritær i den måde, jeg er blevet opdraget på. Det har aldrig været noget med pudsede sko eller en skrap opdragelse. Min far har opdraget min bror og jeg efter det budskab, at man ikke skal stille nogle krav, som man ikke kan efterleve. Jeg blev opdraget på den måde, at jeg skulle opføre mig ordentligt, gøre tingene ordentligt og ikke tage noget for givet. Jeg kender folk, som også har soldaterforældre, som er blevet så skrapt opdraget. Men det har påvirket mig sådan, at jeg har set rigtig mange krigsfilm.

Var du bange for, at der kom ”krig og kærlighed” mellem dig og din far?

Det kan man sagtens sige. Da jeg voksede op, var truslen med Den Kolde Krig på sit højeste. Hele atomtruslen var meget stor.

Der var endelig fred i Europa efter mange år, så det var bestemt noget, som man ikke tog for givet. Det var sådan, at min far fik en Nato-stilling, hvor krigen i Jugoslavien samtidig brød ud. Dog

NR. 6 – 2015

var han bestemt ikke på nogen måde i krydsilden. Han sagde dengang, at der var en risiko for, at vi fik soldater hjem i sorte plastikposer. Det var første gang, at man blev konfronteret med dette siden 2. Verdenskrig. Jeg har lige været inde at se en kortfilm, som hedder ”Chok”. Og den handlede om den krig, som på det tidspunkt også befandt sig i mit liv. I en borgerkrig er det jo bror mod bror, der slås. Det var noget andet i 2. Verdenskrig, hvor det var sådan, ”at vi er de gode, så er de andre onde”. Men når det er bror mod bror, der slås, så kan det være meget ubehageligt, taget i betragtning at den kærlighed, man havde til sin bror, pludselig kan ende i krig.

Har du før været i krig og kærlighed?

Jeg har lige talt med min kollega Martin Strange om, at det at lave en film er en krig. Det at skabe et dramatisk værk er altid et udbytte af en konflikt. Det starter med en kærlighed. En idé. Det starter med noget visionært inde i én, som man har lyst til at formidle. Så skal du ellers bare kæmpe for at få dine penge eller skabt et manuskript og kæmpe for at få dine ting igennem. Der er altid modsætninger, som mødes, der er altid dilemmaer, og der er altid noget på spil. Der er også en form for udvikling. Og udvikling kan være smertefuldt, når et menneske skal erkende noget.

Det gør ondt at vokse. Fysisk, så får man vokseværk, når man er barn. Men også mentalt, når man er voksen og skal smide nogle gamle vaner eller gamle synspunkter, så man bliver et andet menneske. Man kan sige, at en konflikt eller en krise er éns mulighed for at ændre kurs.

Når du arbejder som skuespiller, så skal man altid igennem den type krise. Du går fra en uvidenhed til en erkendelse af den karakter, som du spiller. Og det er ligesom et lille menneskeliv. Du skal aflægge noget barnligt og blive moden. Og det er altid smertefuldt. Mit liv er altid sådan. Hver gang jeg aflægger en ny rolle, så skal jeg altid igennem et punkt, som gør ondt.

Jeg synes, at vi godt kunne tage os en slapper og vegeterer over, om vi bare vil bruge vores overskud til at være forbrugere eller til at ændre verdenen.

- Ellen Hillingsø, skuespiller

Er der andre krige end de fysiske?

Vi er os selv de værste fjender. Hvis man ser på vores sprogbrug, er det bygget op på en bestemt måde. ”Vi kæmper for det”, ”hun tabte kampen mod kræft” eller ”hun overlevede eksamen”. Hele vores sprogbrug er spændt over, hvordan vi oplever os selv som menneske. Krig og kærlighed er notorisk det stærkeste. Livet vil altid vinde. Hvis du har set et menneske dø, så kan man se, at livet er notorisk det stærkeste. Sådan tror jeg altid, at det er.

Nu har du lavet et foredrag om, hvor vigtigt det er at tage ”en morfar”. Hvad er det så for en krig, man tager?

Jeg synes, det er vigtigt, at man skal yde optimalt. Mit foredrag

SJOV 33 hedder ”Stram op og nup en morfar”. Størstedelen af livet er en kamp. Der er mange ting, som vi overordnet skal kæmpe for.

Men engang imellem er man også nødt til at generere noget energi. At få noget energi ved at generere, at slappe af, at tage en morfar for at få energi til de ting, hvor man skal stramme op. Vi er jo nogle af de første generationer, som ikke definerer livet som en jammerdal. Bare for 50 år siden anså man livet som en kamp. Ingen havde nogen forventning om, at livet var godt. Men i vores meget forkælede del af verdenen kan vi blive rystet af, at folk faktisk kan dø. Det burde være en undtagelse, som kunne være undgået. Nej, selvom livet er det stærkeste, så er livet en kamp.

Det er en kamp om overlevelse, en kamp for at komme igennem det, en kamp om at finde sig selv.

eller til at ændre verden. Alt det, vi kan, det bruger vi til frygteligt lidt. Og når man sidder til sådan en festval og ser så meget rigdom og så mange konflikter, så kan man se, hvor mange steder vi kan gå ind og hjælpe med det overskud, vi har.

Mangler vi så at slappe af for at stramme op?

Hvad vil vi bruge vores overskud til i denne del af verden?

Noget, som jeg overordnet synes, at vi mangler, er alt det, som vi har opnået. Alt den komfort, alt den luksus, alt det smarte tøj og rene tænder og ingen ar i hovedet.

Hvad vil vi bruge alt det, som vi har opnået til? Jeg synes, at vi godt kunne tage os en slapper og vegeterer over, om vi bare vil bruge det overskud til at være forbrugere

Hvis du selv skulle lave en kortfilm med dette tema, hvad skulle det så være?

Det fede ved at lave en kortfilm er, at jeg ikke behøver at tænke i en konventionel historie. I virkeligheden kan jeg gå midt ind i en historie. Det kan starte med en kop kaffe eller en dame, som går ud på badeværelset.

Men hvis jeg skulle lave noget, så tror jeg,

Det er ligesom et lille menneskeliv, så skal du aflægge noget barnligt og blive moden. Det er altid smertefuldt.

Mit liv er altid sådan. Hver gang jeg aflægger en ny rolle, så skal jeg altid igennem et punkt, som gør ondt.

- Ellen Hillingsø, skuespiller

at jeg vil lave en film om, hvorfor vi ikke skal gå i krig. Hvorfor vi i stedet skal gå på kærlighed. Men jeg har ikke nogen bestemt idé til en film. Det, jeg synes, at der er så fantastisk ved en kortfilm, er, at du kan gå direkte ind i konflikten. Når vi ser en kortfilm, så har vi ikke de samme dramaturgiske forventninger til historien, som når vi ser en film på 90 min. Tv-serierne er også hævet over det. Det vil sige, at det er ekstrem lange formater på tre afsnit eller tre sæsoner af Rita, hvor du lærer ligeså meget om en person, som du gør på et kvarters kortfilm. Er det ikke skørt? Du kender dem bedre. Den mand i ”Over” (vinderen af OFF-Award 2015) kender du bedre end en person i en konventionel spillefilm. Og jeg tror, at der på grund af, at vi er mere mobiliserede, når vi skal se en kortfilm, end hvis vi skal se en lang film.

Om Ellen Hillingsø -Født 9. marts 1967 i København -Hun er datter af general Kjeld Hillingsø -Måtte i en alder af otte år snige sig ind i biografen med sin far og gøre sin stemme dyb i døren for at se en krigsfilm, som var for børn over 15.

-Har været senest aktuel i serien Rita

NR. 6 – 2015