Ildsjælen der fyrede op for Fur Iværksætteren Mogens Fog etablerede sammen med sin kone Fur Bryghus i 2004. I dag, 10 år senere, kommer der hvert år ca. 40.000 turister valfartende til øen for at smage på de gyldne dråber. Af Julie Würtz.
Udenfor har stolene klumpet sig tæt sammen om de små træborde, og de hushøje parasoller har slået sine arme ned for denne sæson. Det er let at fornemme, at om sommeren summer den gamle træbygning af liv og tørstige turister. Inde bag det karakteristiske røde træværk gemmer sig nemlig den gyldne drik, som satte den jyske ø på landkortet. Fur-bryggen kaldes den. - Han accepterede hverken nølere eller ”slendrianner”, fortæller Mildred Fog om sin afdøde mand, direktør og medstifter af Fur Bryghus. Mogens Fog var en iværksætter og ildsjæl, som kunne stramme kapslen om enhver forretning. Det var en vigtig evne, som kom i spil, da Limfjordsøen Fur i 2000 stod over for en større krise. Flere butikker drejede nøglen, og øboerne valgte i stigende grad at flytte til fastlandet. 10 års jubilæum De første øl blev tappet for 10 år siden på mikrobryggeriet Fur Bryghus. De store ståltanke brygger i dag den gyldne væske i den gamle molerfabrik fra 1920’erne. Stedet blev i 1997 opkøbt af familien Fog, som omdannede den gamle fabrik i 2004 til et mikrobryggeri. En idé som Mogens Fog havde fået gennem en af sine mange rejser. Folk på øen og i Skive havde allerede dødsdømt projektet på forhånd. Men det holdt ikke Mogens Fog tilbage. - Mogens var en mand, der havde mod og viljestyrke. Han var god til at holde begge ben på jorden også i forhold til sine meninger, fortæller Mildred Fog, da hun går hen mod kontoret. Langs de hvidmalede murstensvægge hænger sorthvide billeder, som viser forvandlingen af den forladte og halvfortærede fabrik til områdets største turistattraktion. Parrets vision med bryghuset var, at det skulle skabe en turistattraktion og fem-seks arbejdspladser på Fur. Og med 18 fuldtidsansatte i dag, kan man kun kalde projektet en succes. En hård forretningsmand Mogens Fog var en mand, der stillede store krav til andre og ikke
Det er svært at se i dag, at bygningen, som huser Fur Bryghus, har været en gammel molerfabrik. FOTO: Julie Würtz.