KÅRK №26 by KÅRK

KĂ&#x2026;RK Kanten

NR. 26

KÅRK NR. 26

ET ARKITEKTFAGLIGT BLAD

KONTAKT

Bladet udgives to gange årligt af studerende på Arkitekskolen Aarhus.

kårk.dk kaark@aarch.dk

REDAKTØRER

Kristian Skjoldborg Pit Herold

Scandinavian Book Oplag: 700 stk. Februar 2013

REDAKTIONSMEDLEMMER

Liv Skovgård Andersen Sebastian Bech-Ravn Mathias Skafte Andersen Lærke Dahl Ravnsbæk

TYPOGRAFI

LAYOUT

COVERFOTO

Sissel Sønderskov

KÅRK

Arkitektskolen Aarhus Nørreport 20 8000 Aarhus C

Knockout H&FJ Sentinel H&FJ Andale MT

Zuhal Kocan

KANTEN

KANTEN ER VIRTUEL Kristian Skjoldborg Pit Herold

DEN UDVISKEDE KANT 10

BYEN OG VANNET Elisabeth Hult Jakobsen Janne Fjeldtved

HOUSES AND ROADS FALLING INTO WATER Mika Katarina Friis

STOLEKANT Kasper Old Jensen 24

KANTER I LANDSKABET Martin Weihe Esbensen 30

VERDENS KANT Mathias Berlin 32

MIN BY, MIT BILLEDE Mathias Skafte Andersen

...MathiasKANT ... Skafte Andersen KANTSTEN Liv Skovgard Andersen OVER THE EDGE 1-3-4-KANT Anne Sofie Blegvad

IMMANUEL Sebastian Bech-Ravn VERDENS KANT Andreas Bjørn Troelsen OVERFLADESPÆNDING Anne Sofie Blegvad VED VERDENS ENDE Melissa Juulsgaard Liam Weide

KANTEN ER VIRTUEL

KANTEN ER noget af det mest basale vi har i arkitekturen. Der hvor mennesket forsvarer sig mod sin omverden, bygger vi en mur. Muren er ikke kanten; den er en manifestation af mødet mellem mennesket og omverdenen.

Disse mure er vores arkitektur. Kanten er aldrig fuldstændig; aldrig skarp. Den er et komplekst område af intentioner, møder og grænser. En ægte kant, kan vi aldrig få at se, vi kan kun se resultatet af den. Kanten formår, på samme tid, at adskille og samle. Den er et resultat af en konfrontation; et møde mellem to parter, hvor et nyt forhold indledes. Et forhold der kan forstærke, tilintetgøre eller skabe noget helt nyt ud af det eksisterende. Kanten kan ses som rent potentiale. Der hvor havet møder Jyllands vestkyst, tænker vi på destruktion. Men i realiteten, bliver landet til skrænten, og havet til stranden; alt sammen på udgangspunkt af dette voldsomme

møde. Destruktion. Transformation. Konstruktion. Vi kan også forestille os et lukket vindue. Et vindue ind til en ny verden. Vi kan kigge ind og have en idé om hvordan der lyder, lugter og hvilken atmosfære der er derinde. Ligeså kan de derinde kigge ud. Men det er kun vinduet, lige midt imellem de to parter, der kan høre, lugte og mærke mødet. Når vinduet knuses, den fysiske grænse nedbrydes, opstår et nyt møde mellem de to parter. Vi kan lugte rummet udefra og høre verden indefra. Grænsen destrueres, mødet transformeres og en ny udveksling konstrueres. Vi vil, som mennesker, altid prøve at finde og udfordre kanten. Muren. Arkitekturen. Mens vi søger, overser vi. KÅRK #26 handler både om det som kanten er, kan og vil. Overset eller ej.

Kristian Skjoldborg og Pit Herold, redaktører

BYEN OG VANNET Elisabeth Hult Jakobsen Janne Fjeldtvedt

VI MØTER VANN på mange forskjellige måter i hverdagen. Fra den minste dråpe fra himmelen, til havet som omslutter oss. Vannet som element har vært vårt fokusområde de siste måneder, hvor vi har arbeidet med vannet i bybildet i Århus. Temaet har vært hvordan byen og arkitekturen forholder seg til kanten med vannet. Dette har gitt oss nye måter å forstå kanten på.

Vann er på mange måter et fascinerende element. Det har ingen form, men blir formet av de omringende strukturer og krefter. Det har ingen farger, men tar på seg en kappe som speiler og uttrykker omgivelsene. Vannet opptrår nærmest som en event, som alltid er i forandring gjennom tid og sted. Og dens dynamiske natur gir oss mulighet til å interagere med det på forskjellige plan.

Vårt møte med vannets kant er derfor et spesielt interessant område. En kant med mange kontraster, hvor man er i kontakt med et materiale med egne krefter og egenskaper. Gjennom arbeidet vårt har vi begynt å lese kanten med vannet som et kommunikasjonsområde, hvor vi inngår i en dialog med et element i konstant forandring. Vi påvirker vannet gjennom våre handlinger og vår utforming av arkitektur, men på samme måte kan også vannets krefter påvirke oss på ulike måter. Tidevann. Strømninger. Regnvann. Bølger. Refleksjoner. Disse kreftene kan vi enten gå imot eller spille med, gjennom hvordan vi utformer arkitekturen ved vannet. Her er det mulig å innlede en dialog, hvor vannet får rom til å ta aktiv del af ››

Vannet opptrår nærmest som en event, som alltid er i forandring gjennom tid og sted.

arkitekturen. Dette kan skape et kommunikasjonsområde med mange interessante potensialer, både form og funksjonsmessig.

NEW YORK - NATURKREFTER OVERTAR I dialogen mellom land og vann, kultur og natur, er det ofte vi som snakker mest. Men hva skjer dersom denne dialogen endres? Orkanen Sandy som traff sentral- og nord-Amerikas østkyst i slutten av oktober 2012 er et eksempel, hvor naturens krefter viste hva de har å by på. Store områder ble lagt under vann, og mange fikk et nytt forhold til kanten med vannet gjennom denne hendelsen. Dette forteller hvordan vi ikke alltid kan styre vår dialog med vannet, men hvordan uforutsette situasjoner kan oppstå i kontakt med naturen. Og selv om kanten hurtig var tilbake hvor vi kjenner den, la den spor innover byen. Merker i landskapet etter kanten som på kort tid drastisk ble forskjøvet. Vi tok turen til New York én måned etter hendelsen og registrerte noen av disse sporene. ‹‹

Elisabeth Hult Jakobsen og Janne Fjeldtvedt er studerende på Arkitektskolen Aarhus.

www.facebook.com/3xnarchitects

building

human beha

HOUSES AND ROADS FALLING INTO WATER Mika Katarina Friis Last spring I saw Mika’s project and was fascinated by her fantastic section of a fisherman’s boat and house. But my fascination continued to grow as I learned more about her project; a project at the edge of architecture. SEBASTIAN BECH-RAVN

For an individual or a family, home is the fusion of an idea and a place. One cannot easily be separated from the other, as the term ‘homeless’ indicates. Jonathan Hill

the definition of home in the itinerant territory between land and sea. Through investigating the house on land and the boat on sea, my interest in defining a home in between land and sea emerged. The maritime and terrestrial world borrow a lot from each other. I studied the meeting of these two worlds in my proposal for a home at scale 1:1. THIS PROJECT EXPLORES

HOME The interior of the home can be seen as a personal archive; a collection mirroring its occupant. A home reflects the person living in it and through domestication the individuality of the inhabitant is projected. In our home daily rituals are performed, here one can seclude from the outside in privacy. Thereby traces of physical presence and routines can be decoded in the architecture.

NØRRE LYNGBY Every year Houses and Roads are carried away by the unquestionable erosion of land in the windy fishing village of Nørre Lyngby on the West Coast of Jutland. A certain way of living is required in order to occupy this

certain way of living is required in order to occupy this exposed landscape. The atmosphere of the place has always triggered my curiosity; the stubborn inhabitants, insisting on occupying their houses, and their inventive constructions built to secure the homes exposed to the threatening weather. The fascination of this environment was the point of departure for my diploma project. Research was carried out through site visits, in which different homes were examined in relation to; abandonment, connectedness, familiarity, changeability and security. The fisherman functioned as the linking character between the maritime and terrestrial world. His two homes, the house on land and the boat on sea, were the subjects of investigation. The itinerant territory in between land and sea acted as testing ground when exploring the definition of home.

BOAT BIOPSY In order to study how the fisherman inhabits his boat, I examined fishing boats through drawing and physical dissection. A range of characteristic domestic fragments from the boat were cut out and brought to the studio for further investigation; the wheelhouse door, ››

a window from the galley, a part of the hull, a ladder and different holders. Each of the elements refer to situations relating to homeliness on board.

NAVIGATING SPACE Patterns of movement are unconsciously encoded in our embodied memory when moving in space. The ability to orientate within the home shapes the consciousness of decoding through the body. On board the fishing boat the relation between body and space is particularly perceptible. The embodied awareness when moving in space is distinctively sharpened, because of the constant fluctuation and the physical denseness in the arrangement on board. Unlike the terrestrial interior of the home, accommodation is secured and fastened on sea.

SCALE 1:1 The premise of the further development was a synthesis constructed from examined locking mechanisms and the physical elements cut out from the boat. The elements from the boat worked as framework for my final proposal. A home, with an architecture possible to secure and adjust. A home, in which changes in the landscape can be read according to the different conditions. A home, between land and sea. ‹‹

Mika Katarina Friis graduated from Aarhus School of Architecture in the spring 2012 with diploma tutors Sebastian de la Cour and Ben Clement. ’Houses and Roads Falling Into Water’ will be exhibited at Charlottenborg’s Spring Exhibition 2013. After her diploma she has worked as an independent architect and is at the moment working on a one-family house in southern Sweden. For more information contact Mika Katarina Friis, mikafriis@gmail.com

STOLEKANT Kasper Old Jensen OX CHAIR - HANS J. WEGNER NAKKESTØTTEN

Den tilsyneladende overdrevne nakkestøtte, får stolen til at strække sig udover sædets fysiske begrænsninger. Når man sidder i stolen, lægger dette store nakkeparti op til en friere bevægelse i stolen, f.eks virker det naturligt at lægge det ene ben over armlænet med hænderne i skødet; nakkestøtten fanger hovedet, selv i helt yderlige positioner.

ARMLÆNET

Alle af stolens yderkanter som møder kroppen er afrundede, men armlænene er specielle i kraft af de herudover er dråbeformede. Det gør det langt mere behageligt, f.eks at finde en behagelig position mod dem med både ryg, knæ eller lår, som stolen alt sammen lægger op til.

SÆDET

Stolen har et dybt, rummeligt sæde der strækker sig langt ind i stolen, men også nedad. Det skaber en, i første omgang, meget komfortabel men styret siddeoplevelse. Benene falder afslappet på plads mod stolens nederste, afrundede kanter. Når man begynder at bevæge sig rundt, opdager man, at stolen er klar til at tage imod alle mulige kropsholdninger og positurer.

PÅ PAPIRET VIRKER STOLEN IKKE som om den ville være så komfortabel at sidde i; de utraditionelle positioner virker modbydende. Man kan ikke desto mindre finde utallige afslappende positioner at indtage, og dét er det helt særlige ved denne stol; den giver dig lov til at sidde som du vil og støtter dig mens du gør det.

Illustrationer og interview er lavet af Pit Herold.

WARNING - LINN ANNE BJORK BENENE

Denne taburet-lignende stol, er nærmest en fysisk manifestation af et diagram over de kræfter der går igennem den når en person befinder sig på den. Der er ikke gået på kompromis med formen – den er skåret helt skarp. Man kunne have afrundet nogle af stolens kanter i højere grad uden at miste noget rent statisk, da stolen er bygget op af de statisk enestående trekanter. Lettere afrundede kanter ville vinde stolen en del komfort, men valget er faldet på den gennemførte, hårde form.

SÆDET

Kanten til sædet er skarp. Træet er behandlet så stolen står, formmæssigt, så skarpt som muligt. Det er ikke et komfortmøbel – men det er heller ikke meningen. Man sidder i bund og grund som på enhver anden taburet; man mærker ikke den skarpe flade eller det trekantede sæde mod kroppen; sålænge man ikke bevæger sig i friere positioner. Kasper Old Jensen er møbelentusiast og studerende på 5. semester på Arkitektskolen Aarhus.

KANTER I LANDSKABET Martin Weihe Esbensen HVORDAN DEFINERER VI LANDSKABETS KANTER, hvilke kvaliteter besidder kanterne og hvad sker der når det arkitektoniske rum møder landskabets kanter? Med udbredelsen af ’det liminale’ i den akademiske verden er der opstået en forståelse for, at landskabets kanter ikke kun er grænser i landskabet, men at de også forbinder, sammenknytter og overlapper. Med udgangspunkt i en forståelse af perifere landskaber som kanter, der forbinder, vil jeg i det følgende undersøge kystens potentiale som arkitektonisk mulighedsrum.

PERIFERE LANDSKABER I den moderne vestlige verden er perifere landskaber, som bjerge, kyster, skove, ørkener, moser, søer og oceaner, traditionelt blevet opfattet som fysiske kanter, der adskiller lande, områder og kulturer. Forskningen har fokuseret på civilisationens byer og kulturelle centre, mens de perifere landskaber oftest er blevet defineret som isolerede, farlige og fjendtlige områder uden geografisk og økonomisk betydning. Bymure, indhegninger og voldanlæg var entydige grænser mellem kultur og natur. Indenfor lå det civiliserede, trygge og velkendte og udenfor det vilde, fjendtlige og farlige.

Opfattelsen af de perifere landskaber som marginale områder har dog ændret sig med udbredelsen af begrebet ’det liminale’ i det akademiske felt.2 Studier af landskabets kanter, også kaldet liminologi, har påvist, hvordan de perifere landskaber har fungeret som dynamiske overgangszoner med et komplekst samspil mellem kultur og natur. Liminologien har understreget at forståelsen af de perifere landskaber både involverer de fysiske spor efter menneskets aktiviteter og deres symbolske betydning knyttet til myter, overtro og religioner. En teoretiker, der i en række sammenhænge har beskæftiget sig med studier af kanten, er den amerikanske filosof og fænomenolog Edward S. Casey. Ifølge Casey skyldes vores fascination af kanten, at I) handlingen sker på selve kanten, og ikke på fladen, II) alle kanter har kraft og effekt, III) øjet søger - og flytter sig til- kanten, og IV) energi opsamles og koncentreres ved kanten.3I landskabet skelner Casey mellem to typer af kanter: markante kanter, der er åbenlyse i landskabet og subtile kanter, der kan være svære at udpege. Typerne vil sjældent optræde i ren form, men oftest i en blanding.4 Desuden kan kanter være interne eller eksterne; dvs. gennemskære et landskab eller omkranse det.5 Casey opdeler landskabets kanter i fire typer: rande (rims), der er kanter mellem identificerbare forskelle,

A boundary is not that at which something stops but, as the Greeks recognized, the boundary is that from which something begins its presencing.

Martin Heidegger 1

huller (gaps), der er separationer mellem to landskaber, grænser (borders), der er kulturelt konstruerede, som f.eks. juridiske eller kartografiske grænser, samt overgange (boundaries), der er porøse kanter, hvor der er trafik og flow på og gennem kanten. Casey udnævner overgangene som de mest elementære elementer i landskabet, da de indrammer forholdet mellem vores ’livsverden’ og landskabet gennem en øvre forbindelse til himmel og horisont, og en nedre forbindelse, der udgøres af Jorden.6

KYSTEN SOM MULIGHEDSRUM Men hvad sker der når den moderne arkitekturs rumforståelse møder de perifere landskaber? Den moderne arkitekt stræber efter at udviske grænsen mellem ude og inde gennem strukturelle indretninger som den åbne plan (plan libre) og curtain walls, der lader rummet flyde frit gennem bygninger, byer og landskaber. Det sker ud fra en rumopfattelse, der i sin karakter er uendelig, og dermed grænseløs. Det grænseløse rum er derfor i udgangspunktet i konflikt med landskabets kanter. Casey opstiller med udgangspunkt i Deleuze og Guattaris teori om det ’glatte’ og ’stribede’ rum et modsætningsforhold mellem landskabets kanter og linjer. Landskabets kanter er ’glatte’ rumlige steder, mens (de arkitektoniske) linjer skaber ’stribede’ rum, der er abstrakte, homogene og uendelige.

Kysten er et godt eksempel på et perifert landskab, hvor de både de ’glatte’ og ’stribede’ rum opererer. Kystens ’glatte’ rum er den naturlige kant mellem land og hav, hvor dynamiske processer skaber bølger, tidevand og sandaflejringer. Kysten er også et ’stribet’ rum, hvor samfundets love og reguleringer prøver at kontrollere naturens kræfter og menneskets sociale handlinger og praksisser gennem strategier, planlægning og praktiske indretninger. Som den engelske sociolog Rob Shields beskriver det i bogen Places on the margin, så er kysten både natur og et sted for specielle og forudsigelige sociale rutiner og vaner: ”Mention ‘beach’ and people immediately tend to think not just of an empirical datum – a sandy area between water and land caused by deposition, longshore drift, and so on – but also of a particular kind of place, peopled by individuals acting in a specific manner and engaging in predictable routines. What’s more, these practices (the odd culture of sunbathing, the tradition of sand-castles, and so on) make up a specific ensemble of practices. We learn that bare, carefree and relaxed are not only appropriate but also natural attitudes and behaviours for a beach.” 7 ››

Det stribede rum ved kysten har opereret siden kystens ’opdagelse’ i midten af det 18. århundrede. Kysten blev opfattet som et idealiseret billede på det moderne samfunds længsel efter et renere og skønnere liv uden urbanitetens ulemper og dekadence. Den rekreative bevægelse kom til Danmark i første halvdel af det 19. århundrede, hvor fjerne egne af Danmark, især den ’vilde’ jyske vestkyst, blev udforsket af rejsende skribenter, der skrev hjem til hovedstaden om kystens fremmedartede folkeslag og særegne natur. Det eksotiske og helsebringende tillokkede byboere, der i begyndelsen lejede sig ind hos de lokale fiskere. Men efterhånden opstod der langs kysterne badeanstalter, kurbade, sanatorier, sommervillaer og hele byer dedikeret til fornøjelse og rekreation. Det spektakulære ved kystens arkitektur var et vigtigt element i tiltrækningen af turister. Ved de engelske kyster blev seaside resorts opført med orientalsk inspiration, mens hotellerne ved Nordsøens kyster blev bygget i en international hotelstil. På den vestjyske ø Fanø blev der i slutningen af det 19. århundrede opført en række

store kur- og badehoteller for det europæiske og, især, tyske borgerskab. Arkitekturen og forplejningen skulle opfylde byernes standard. Således lyder det i et salgsprospekt fra Fanø, at ”bygningerne ere praktisk og moderne indrettede, under Iagttagelse af alle Hygiejnens Forskrifter; Værelserne ere tidssvarende og elegant møblerede. Drikkevandet er fortrinligt. Kanalisationen og Waterclosets er fortræffeligt anlagte. … Hvad forplejningen angaar, saa staar denne paa Højde med de fordringer, der stilles til de allerførste Klasses Restaurationer på Fastlandet.”8 Men allerede i samtiden blev hotellernes stil kritiseret. Den inviterede kritiker og litterat Georg Brandes skrev, at det nyopførte Hotel Kongen af Danmark havde en stil ”der kun altfor levende minder om en eller anden tårnbygning på Nørrebro” og at det var ”i beklagelig strid med den omgivende natur.”9 Det var ikke kun arkitekturen som ikke passede til stedet. Det mondæne liv på hotellerne synliggjorde de kulturelle og sociale forskelle mellem den lokale befolkning og det tilrejsende borgerskab. Også internt i borgerskabet var der en streng social rangorden, der kom

til udtryk i f.eks. hotelværelsernes priser og gæsternes pladser på stranden og i spisesalen. Naturen og helbredelsen var begrundelsen for opholdet ved kysten, men de ender med at være kulisser for livet på hotellerne. Selvom kystens rum oprindeligt skulle frigøre den besøgende gæst fra bysamfundets rigide opdeling i klasse, arbejde, fritid, osv. så ender de med at ligne og ligefrem forstærke de rum som man oprindeligt ville differentiere sig fra i storbyen. Som den franske filosof og sociolog Henri Lefevbre udtrykker det i The Production of Space, så ender fritidens rum med at være: ”...arranged at once functionally and hierarchically. They serve the reproduction of production relations. Space thus controlled and managed constrains in specific ways, imposing its own rituals and gestures (such as tanning), discursive forms (what should be said or not said), and even models and modulations in space (hotels, chalets – the emphasis being on private life, on the genital order of the family). Hence the this space too is made up of ‘boxes for living in’, of identical ‘plans’ piled on top of another or jammed next to one another in rows.”10

OPEN CITY AMEREIDA I dag er det mondæne liv ved kysten afløst af en kultur, hvor arbejde og fritid er smeltet sammen og vi har nem adgang til rekreativ natur, underholdning og fjerne eksotiske rejsemål. De gamle badebyer har mistet deres tiltrækningskraft og er blevet nostalgiske tidslommer eller steder præget af forfald, glemsel og tomhed. Badestederne er afløst af oplevelsesparker med konstruerede landskaber, der er uafhængige af nærhed til havet. Der er derfor brug for at gentænke arkitekturens forhold til kysten som landskabelig kant. Med et udtryk lånt fra den svenske etnograf Orvar Löfgren foreslår jeg kysten som et ’kulturelt laboratorium’. Hos Löfgren er det ’kulturelle laboratorium’ en arena, hvor fantasien er en vigtig social praksis i vores eksperimenter med nye aspekter af vores identitet, sociale relationer eller forhold til naturen.11 Et eksperiment med stranden som grund for en afprøvning af det arkitektoniske rum er Open City (Ciudad Abierta) Amereida i Ritoque, beliggende ved Stillehavets kyst i Chile. ››

Det spektakulære ved kystens arkitektur var et vigtigt element i tiltrækningen af turister.

Konstruktionernes kanter er endnu mere fraværende end bygningernes centre.

Byen blev i 1970 grundlagt og påbegyndt af en gruppe studerende indenfor arkitektur, filosofi, kunst og litteratur fra Fakultetet for Arkitektur ved det Katolske Universitet i Valparaíso. Ideen bag Open City var at etablere et pædagogisk program inspireret af og forankret i poesi, kunst og arkitektur, der skulle danne baggrund for en åben by, der kunne rumme det ikke-hierarkiske, det uventede og uorden. Stedet for byen blev valgt på grund af områdets skiftende og dynamiske karakter. Open City er beliggende i et klitområde, der bliver krydset af en motorvej, og med nærhed til hav, bjerge og skov, samt en jernbane i det fjerne. Spå den måde er stedet fyldt med bevægelse, rytmer og lyd fra havet, sandet, vinden, lyset, himlen, biltrafikken og togene. Den amerikanske arkitekt Ann M. Pendleton-Jullian beskriver i sin fine bog om projektet The Road That Is Not a Road, hvordan Open City er kendetegnet af en transparens og lethed: Bygningerne er bygget på stedet efter mentale overvejelser og ikke placeret efter formog planmæssige hensyn. Bygningerne har ikke fysiske centre og afgrænsninger som almindelige bygninger og konstruktionernes kanter er endnu mere fraværende end bygningernes centre, ligesom byens afgrænsning aldrig er blevet markeret med mure eller hegn.12 Som Pendleton-Jullian pointerer ud fra Open City’s manifest, så begyndte grundlæggelsen af byen ikke med lokaliseringen af den fysiske placering, men i stedet med opdagelsen af det mentale udgangspunkt: ”One of these (founding acts) consisted of going to the place during an entire day and night. Here they opened the sites. They ate in a forest and recited poems. When they tried to demarcate the central point, they sensed that the city did not have a point or axis which could give an order or hierarchy to its physical development. It was going to be ‘unpunctual’ and the siting of the works would

derive solely from the poetical acts. They slept in the sand, and on the shore they dug a hole so that the sea could enter as in a fjord. They discovered the significance of the dunes, which are at the mercy of the winds, they are not earth, they are not sea, nor beach.”13 Open City viser hvordan en gensidig dialog mellem landskab og arkitektur, kan være baseret på det fysiske i at gøre arkitektur og det mentale ved at forstå landskab. Den dialog kan føre til en bedre forståelse for at perifere landskaber er porøse kanter med dynamiske strukturer, processer og relationer mellem kultur og natur, og som derfor har potentiale for en arkitektur på kanten. ‹‹

Martin Weihe Esbensen er arkitekt og ph.d.-studerende på Arkitektskolen Aarhus. Kontakt ham på; martin. esbensen@aarch.dk

Martin Heidegger, Poetry, Language, Thought, Harper and Row, 154. ’Det liminale’ stammer fra det latinske ord ’limen’, der betyder tærskel eller vedrørende tærsklen for indledende trin i en proces. Den franske etnolog Arnold von Gennep var en af første i de akademiske kredse, der brugte det liminale i sine studier af ritualer i bogen The rites of Passage (1960[1909]). Heri beskriver han hvordan overgangsriter har en tre-delt struktur, der indeholder en række fællestræk i markeringen af individets sociale position: nemlig adskillelse, transition og inkorporation. I bogens andet kapitel om den territoriale passage, påpeger Gennep, at de klassiske græske byer var omkranset af en neutral zone, der blev brugt til bl.a. markeds- og kampplads. 3 Edward S. Casey, ’The Edge(s) of Landscape: A Study in Liminology’, i: Jeff Malpas, The Place of Landscape, The MIT Press, 2011, 101-4. 4 Ibid, 92. 5 Ibid. 99 6 Ibid., 94-8. 7 Rob Shields, Places on the margin: alternative geographies of modernity, Routledge, 1991, 60. 8 Prospektet Fanø Nordsøbad, Badebestyrelsens Forlag, 1894. 9 Georg Brandes, ’Fanø Nordsø-Bad’, Politiken, 20.5.1894. Cit. i John T. Lauridsen: ‘Et international badested’. I: Kyst, vand og borgerstand, Den jyske Historiker, 65, 1993, 85. 10 Henri Lefebvre, The Production of Space, Blackwell, 1991, 384. 11 Orvar Löfgren: On Holiday: A History of Vacationing, California, 1999, 7. 12 Ann M. Pendleton-Jullian, The Road That Is Not a Road. MIT Press, 1996. 13 Ibid, s. 15. 1

VERDENS KANT Mathias Berlin

MIN BY MIT BILLEDE

Et interview med CPHCPH af Mathias Skafte Andersen

Hver gang vi finder et nyt spot, er det som om byen forandrer sig, og vi tænker er det virkelig København?

En mand står og læner sig ud over et metalhegn. Kameraets vidvinkel får hegnet til at bukke sig tilbage og lader byen i baggrunden bugne ud. Byen er København, manden er anonym, og det er midt om natten.

perspektiver på de veje, der fra gadeplan grænser til det monotone og begynder at ligne hinanden. Blok for blok. Hus for hus.

”Hvis du ser ned i afgrunden længe nok, ser afgrunden ind i dig”, indleder Anders. Han er den ene halvdel af CphCph, og sammen med sin kompagnon Thue udforsker han byen – dens gader og stræder og højder og rum. Men de gør det ikke fra fortovene eller vejene eller lejlighedsvinduerne; de befinder sig på toppen. Blandt de neonskilte, irgrønne tage og gyldne statuer, der pryder Københavns øverste grænse. De indfanger byen i stille, mørke øjeblikke; fastfryser et øjeblik – lader tiden stå stille. Lader fotografiet stå som et trofæ, som et minde og som en opfordring. Enopfordring til at indtage og indfange byen på egen hånd. Som BZ’eren, der ser stort på normer og regler og bosætter sig i et forladt hus, befrier CphCph byens rum – dem vi kender, og dem vi ikke vidste eksisterede. De giver nye

FRA DØDE HUSE TIL LEVENDE BYER ”Dengang vi startede, tog vi mest billeder af forladte huse. Som på Falster, hvor man ligesom kan se, at folk bare er gået, og der er støvet, og der ligger gamle aviser på gulvet”, fortæller Anders om CphCph’s første skridt. ”Men det bliver det samme i længden, og hele essensen er jo også at der ingenting sker”, fortsætter han. Fra disse statiske rum og tidslommer i gamle bondegårde og industrilokaler bevægede Anders og Thue sig tilbage mod byen. Deres by, København. Her står ingenting stille, og man kan besøge det samme gadehjørne hver dag, uden at to dage bliver ens. CphCph er ”Urban Explorers” - urbane opdagelsesrejsende. De er en del af et verdensomspændende netværk af fotoentusiaster,››

der har gjort det til deres opgave at dokumentere og kortlægge civilisationen; den, der er, og den, der var. For nogle er det en personlig rejse, og for andre handler det om at inddrage omverden. Om at vise de glemte og skjulte steder frem. Det handler om historien, om mennesket og om byen. Det handler om genopdagelse - både af én selv og af den kontekst. Jeg spørger ind til den anonyme skikkelse, som optræder på så mange af deres billeder. Anders fortæller, at det hele i høj grad har handlet om konkurrence; som ”hvem kan først nå derop”, og billederne er trofæer; som ”dét kunne jeg”. Det er internt og indforstået, så hvorfra kommer den brede tiltrækningskraft som fotografierne skaber? ”Vi går meget op i at viderekommunikere den oplevelse og følelse, vi stod med da billederne blev taget. Det handler om øjeblikket og om en meget specifik stemning. Det er nok dét, der adskiller dem fra et VisitCopenhagen postkort eller noget andet småkedeligt. Det er ikke bare et pænt billede. Nogen gange er det er truende eller mystisk eller sært billede. Jeg synes godt, man kan tale om at de har kant, og at de er anderledes end andre billeder af samme type.” Ganske rigtigt kan det på nogle af billederne være svært at fatte, at det er København, der er motivet. Ikke fordi byrummene er ukendte, men fordi perspektivet er nyt; fordi der hersker en stemning på hustagene, som ikke findes på gaden, og fordi Anders og Thue er i stand til at indfange øjeblikket i en enkelt eksponering. “Hver gang vi finder et nyt spot, er det som om byen forandrer sig, og vi tænker er det virkelig København?”, siger Anders, og det er ikke svært at se hvorfor.

BYENS BEFRIELSE ”Vi har fået sådan en mikrofonboom som vi kan sætte kameraet på, så vi kan få det fire-fem meter væk fra os. Højere op og længere ud, efter et ønske om at flytte kanten, at skubbe kanten. Det giver noget farlighed”. Farligheden er et nøgleord. Der bestiges kraner, og klatres på spinkle, rustne og glatte stiger. Det er det ukendte og det mystiske, der bliver undersøgt - og ligeledes det ukendte og mystiske, der træder frem i billederne. Det er dét, der ligger bag de låste døre og høje hegn. Det er på kant med loven, og det er over grænsen. Det betyder en gang imellem politianmeldelser, og tæer der bliver trådt på. Men i takt med at gruppens popularitet er stigende, bliver der set igennem fingre med lovovertrædelserne. CphCph er blevet kontaktet af kommunen, der vil bruge deres billeder. De udstiller i DR-bygningen og Anders fortæller, at et billede, de tog fra taget af en kontorbygning er blevet solgt med eneret til de ansatte på etagen under, “for latterligt mange penge”. ››

Vi har fået sådan en mikrofonboom som vi kan sætte kameraet på, så vi kan få det fire-fem meter væk fra os. Højere op og længere ud, efter et ønske om at flytte kanten, at skubbe kanten.

CphCph tager billeder af offentlige rum; af det genken- man ikke normalt har adgang til.” I modsætning til så mange andre måder at “befrie” og delige. Af Rådhuspladsen, af Kongens Nytorv og af Ama“indtage” en by - som de tidligere nævnte BZ’ere eksemger. Steder, der er tilgængelige for alle, og som bruges af hundreder og tusinder af mennesker hver dag. Men dér pelvis - opererer CphCph meget passivt. De bryder et hvor kameraet står eller hænger, spændt ud over tom- par love, men intet tager skade. De tager ikke andet end billeder, og placerer blot dem selv i et rum i kort tid. Det rummet mellem bygningerne – dér kan og må man ikke handler om at være der, om perspektivet og om følelsen være. af at bringe liv til ellers lukkede rum. ”Vi har ligesom flyttet grænserne, men vi har også sagt Det handler om at styrke Københavnerens forhold at vi befriede byen. At der er sådan nogle falske grænser til deres by. De lukkede rum forbliver lukkede, men får i byen, og nogle regler om at her må du være og her må lov til at opleve liv. Jeg spørger Anders, hvordan det kan du ikke være. At der er nogle hegn, og du må ikke være på være at de ikke forsøger at gøre de private rum offentlige, den anden side. Dér er lyskrydset og når der er rødt, må så man kan opleve de nye perspektiver på byen uden at du ikke gå over, men dét må du når der er grønt. Det er bryde loven. måske ikke så sundt at ligge under for alle de her små “I vores baggrund, Urban Exploration, har man lidt regler, og på den måde synes vi at det er meget fedt at gå den der tanke med at byen er åben, men man skal selv over for rødt engang imellem – hvis man husker at kigge finde vejen. Vi bruger ikke så meget det med at afsløre ›› sig for. Vi indtager de private rum, det er rigtigt nok. Vi befinder os på folks tage og på kontorernes tage og steder,

Det er måske ikke så sundt at ligge under for alle de her små regler, og på den måde synes vi at det er meget fedt at gå over for rødt engang imellem – hvis man husker at kigge sig for.

hvordan vi kommer hen til stederne. Vi ser det ikke som vores opgave, at sige ”det her sted burde være åbent, lad os tage nogle tiltag så det bliver åbent for alle”. Vi synes, at folk selv skal opleve den frihed det er, at indtage byen.” Det er der nogle, der gør brug af, og opmærksomheden på CphCphs billeder bliver større og større. Folk skriver og beder om tips til hvor de kan tage hen. Et par har været på date på toppen af et parkeringshus ved siden af marmorkirken, og til en Kulturnat samlede en hel gruppe Københavnere sig udenfor en lille dør, der ledte ned til togsporene ved Hovedbanen. “De syntes det var vildt fedt. De brød normerne. Stedet er fyldt med graffiti og tegn fra hjemløse. Der er den her følelse af at der er nogen, der har indtaget stedet før dem.”

TIDEN ER NU Med kameraet som våben slås CphCph altså for åbenhed, befrielse og frihed. De arbejder for at byen bliver brugt, og ingen afkroge får lov til at forblive uudforskede. Det ligger i tiden; at vi kræver åbenhed i medier, i politik og i hinandens liv. At vi kan bruge internettet som et vindue, hvorfra vi kan se ind i næsten alting. “Information wants to be free”, siger Anders, og i byen findes der masser af information og historier og stemninger. Det skal ikke meget til at sætte dem fri - tydeligvis. Et billede, en hjemmeside og nogle interesserede mennesker til at kigge med. Med større åbenhed følger dog også en højere grad af iscenesættelse. Vi kender det allesammen, gør vi ikke? Vores profilbilleder og status-

opdateringer på Facebook, vores spillelister på Spotify, vores skinnende MacBooks, den mad vi spiser, det tøj vi går i og de cigaretter vi ryger. På samme måde iscenesætter CphCph deres virkelighed. De gør det med masker og mystik, med billedredigering og med hjælpemidler. De dikterer vores blik på København; naturligvis stadig med opfordringen om at gå ud og fange øjeblikket med egne øjne. “(...) mange har åbenbart nok i at opleve byen igennem vores optik. Vi ved at vi ikke er alene, men det er ikke ligefrem fordi, at der er leben på hustagene”, siger Anders. Åbenheden er der, vi har fået lov til at se bagsiderne og indersiderne af de forsider, vi kender. Og måske er det nok; at leve i visheden om at det, der er skjult for os nok skal blive os åbenbaret. Vi kan sætte vores lid til folk som Anders og Thue, og vide at byen er vores, hvis vi har lyst til at tage den. På sin vis kan vi opleve friheden uden egentlig at tage del i kampen; vi kan stå på kanten uden at være bange for at falde ud over den, og vi kan takke CphCph for at lukke os ind i deres billeder, deres verden, deres by. Ind i vores København. ‹‹ CPHCPH dækker over to danske Urban Explorers. De hedder Anders og Thue og når de befinder sig på gaden sammen med os andre er de henholdsvis webdesigner og skolelærer. De har dyrket Urban Exploring siden 80’erne, og er i dag de mest fremtrædende af deres slags i Danmark – og har desuden en fanbase, der strækker sig over hele verden. De har taget billeder for Roskilde Festival, samarbejdet med blandt andre Raske Penge, udstillet til Distortion 2011 og RAMBÖLL bruger deres billeder af Bella Sky hotellet i deres reklamekampagner. Lige nu kan de opleves på Hotel Fox, i DR-byen i København og på www.cphcph.com.

... KANT ... Mathias Skafte Andersen

kant kants kantet kantbeplantning scene kant billed kant ærme kant kantliste strand kant tre kant fir kant fem kant kantanisme ud kant kanten ålborg kant kantstykke kantarel kanttræ kanttråd kantsaks kantebånd senge kant kante kantskifte grøfte kant hånd kant kantsler over kant under kant yder kant for kant kant

KANTSTEN

° Andersen Liv Skovgard

Her ses et simpelt, nærmest banalt, eksempel på samspil mellem mennesker og arkitektur. Hovedets bevægelse som reaktion på en opfattet kant i mødet mellem fortov og vejbane.

ET OVERSET OBJEKT. Et simpelt greb, men samtidigt yderst definerende, determinerende, fundamentalt. Til fuldstændighed så indøvet i vores måde at navigere og bevæge os rundt, at vi sjældent er opmærksomme på øjeblikket, hvor foden i én flydende aktion, ét skridt, hæves eller sænkes for at ændre kroppens position ti centimeter vertikalt. Det er dette møde mellem den helt konkrete forskydning af to flader, niveauer, og den fysiske bevægelse, der i den mindste bestanddel giver os udgangspunktet for elementær færden og ageren. En ubevidst definition, der ligger i opfattelsen af den klart definerede kant. Kantsten.

I denne forskydning og abrupte kant adskilles og defineres færden i opbygningen af samfundets infrastruktur og de parametre, hvorpå vi fastlægger, sikrer, vores ageren i byens rum. Fascinerende er det, at man fra en tidlig alder tilegner sig et struktureret udgangspunkt for almen, fornuftig navigering. Dette kan ses baseret på en kombination af ydre forhold og indre beslutninger – det fysisk definerede og et ubevidst regelsæt. I det ydre ses kantstenen som en konkret markør af forskydningen i underlaget, adskillelsen i niveauer. Denne i samspil med den indre, og ofte ubevidste, beslutning om hovedets fysiske bevægelse idet fortov møder vejbane. Først mod venstre, mod højre og mod venstre igen – før en vej krydses, før den egentlige handling udføres. En bevægelse, der synes at forplante sig fra hovedet ud i kroppen og dernæst ud i samfundet i mødet mellem fod og underlag. Her ses et simpelt, nærmest banalt, eksempel på samspil mellem mennesker og arkitektur. Hovedets bevægelse som reaktion på en opfattet kant i mødet mellem fortov og vej. Et overset eksempel, der fungerer

som det mindste, men definerende, led i opbygningen af det større system; nettet af bevægelse, krydsninger, møder og sammenfletninger. Hovedets bevægelse fra side til side og kroppens fremdrift møder veje og kanter, der konstant snor sig mellem hinanden, mødes og krydses. Som da vi selv i barneleg fulgte vejens krumninger, balancerende på kantsten efter kantsten, med blikket fæstnet mod jorden. At vi anerkender dette objekt, den rektangulære granitblok, som værende mere end blot et konkret, tilført og afgrænsende element, er afgørende. En sten, der derimod kan ses som havende påvirkende egenskaber og betydning for hele den omgivende kontekst og menneskelige ageren. I denne iagttagelse ses paralleller til en mere generel opfattelse af arkitektur og forholdet mellem den enkle detalje og den omsluttende helhed. Hvordan begivenheder, møder, opbygninger eller andre strukturer tager deres udgangspunkt i én enkelt definition og udvikler sig derfra, for til sidst helt at glemme eller overskygge, hvor det startede; helheden bliver resultatet af og reaktionen på det enkle, simple greb. Lige såvel som i en samtale, hvor det indledende ord, den første gestus, danner en udefineret ramme for den videre udveksling og det tonefald, hvorpå denne bygges. Denne udefinerede ramme, manglende kant, er kendetegnende ved dette forhold og opbygningen af historien efter indledningen; på samme måde som byens udvikling og menneskers færden ikke kan defineres endeligt, uanset udgangspunktet. Til trods for den venlige gestus kan samtalen ende i et skænderi, og til trods for kantstenen kan vejen krydses uden at se sig for. ‹‹

49,9% of suicides in Hong Kong are from jumping.

In 1947, Evelyn McHale leapt to her death. Her hauntingly beautiful suicide became known around the world.

Suicide is one of the single most tragic events an architecture can be a stage for. The most intensive interaction with a building, is to leave its edges in a jump.

The Empire State Building has witnessed 34 lethal jumps from its observation deck.

ACTIVITY AND OUTDOOR CENTRE - HINDSGAVL 2012 AART architects // Photo: Adam Mørk // www.aart.dk

1-3-4-KANT Anne Sofie Blegvad

IMMANUEL Sebastian Bech-Ravn

FILOSOFIENS VERDEN HAR EN HELT SPECIEL KANT,

som har haft stor betydning for den nyere tids filosofi - nemlig den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804). Et af Kants arbejdsfelter var, hvordan vi opfatter verden. Før vi prøver på at forstå Kants arbejde og tanker, må vi se på to forskelligrettet måder at tænke den menneskelige erkendelse på - rationalismen og empirismen. Rationalisterne mener, at grundlaget for den menneskelige erkendelse ligger i bevidstheden. Mens empiristerne mener, at al viden i verden stammer fra sanseerfaring. Kant er som udgangspunkt enig med empiristerne, men han mener, at der i vores fornuft ligger nogle forudsætninger for at opleve verden. Der er altså visse betingelser i vores forstand, der er med til at bestemme vores opfattelse af verden. Vi vil opfatte de ting, vi ser i verden som fænomener i tid og rum. Kant ser ikke tid og rum som to begreber, men som to anskuelsesformer i vores bevidsthed, som går forud for al vores erfaring og er forudsætning for, at vi kan have begreb om noget som helst. Det vil sige, at vi ved, at før vi vil erfarer et eller andet ved vi, at vi vil opfatte det som fænomener i tid og rum. Dette ved vi, da tiden og rummet er egenskaber i vores forstand og ikke ved verden.

Når der hældes vand i en glaskande, føjer vandet sig efter kandens form. Sådan føjer også sanseindtrykkene sig efter vore “anskuelsesformer”.

delsen - årsagsbegrebet. Her kan vi igen se på i Sofies verden. Sofie tager på et tidspunkt et par briller på med røde glas. På den måde oplever hun hele verden er rød. Hun sanser verden er rød. Men hendes fornuft spørger så, hvorfor verden er rød. Det er på grund af de røde glas, at verden er rød. Altså kan Sofie ikke sige verden er rød, selv om hun sanser, den er rød.

Vores bevidsthed er altså en aktiv instans, som er med til at præge vores opfattelse af verden. Dette kan opleves i bogen Sofies verden, skrevet af Jostein Gaarder. “Når der hældes vand i en glaskande, så føjer vandet sig efter kandens form. Sådan føjer også sanseindtrykkene sig efter vore “anskuelsesformer”.” Bevidstheden og tingene indretter sig efter hinanden.” En anden del af menneskets forstand, mener Kant, er årsagsbegrebet. Vi opfatter alt, hvad der sker som et forhold mellem årsag og virkning. Hvis der sker en virkning, er der også en årsag til denne. Vi kan ikke vide hvordan verden er “i sig selv” (das Ding an sich) og vi kan aldrig få nogen helt sikker viden om, hvordan den er. Vi kan kun vide hvordan verden er “for mig” (das Ding für mich). I følge Kant er der to forhold, de bidrager til, hvordan vi opfatter verden. Der er de ydre forhold, som vi ikke kan vide noget om og der er de indre forhold, altså os selv (mennesket). Vi opfatter alt som hændelser i tid og rum, og som processer der følger årsagsbegrebet. Materialet for vores erkendelse kommer gennem vores sansning, men materialet henvender sig også til fornuften, og det er fornuftens egenskab at spørge efter hæn-

I vores forstand ligger en trang til at stille spørgsmål og udvikle vores erkendelser. Det hele er styret af ideen om altet som det ordnede helhed. Men Kant mener, at vi kun kan vide ved sanselige anskuelser, og derved kan altet ikke være i vores anskuelse som helhed eller “på én gang”. Et citat i Sofies verden “Men når vi for eksempel spørger om verdensrummet er endeligt eller uendeligt, så stiller vi et spørgsmål om en helhed, som vi selv er en lille del af. Derfor kan vi aldrig fuldt ud erkende denne helhed... Så har den nemlig ikke noget sansemateriale at “behandle”, den har ingen erfaring at bruge af. For vi har aldrig erfaret hele den store virkelighed som vi selv udgør en lille del af.” Vores forstand kan ikke finde noget at forholde sig til og kan derfor ikke finde nogen rigtige svar. Men forstanden fungerer stadig som om altet eksisterer. Der må derfor, mener Kant, være en egenskab i mennesket, som udgør den forstandsmæssige aktivitets grænseværdi – nemlig fornuften, en stræben efter det uopnåelige! ‹‹

VERDENS KANT Andreas Bjørn Troelsen

Overfladespænding, overspænding i mit hoved. Spænding over en begivenhedsfuld hverdag, hvor der altid er ting at give sig til. For det meste er det gode ting. Ind i mellem bliver det bare for meget. Det bliver dråben. Dråben som får tankerne til at flyde over. De falder på gulvet og lander i en stor rodebunke, som bagefter skal sorteres, arkiveres eller smides væk. ANNE SOFIE BLEGVAD

VED VERDENS ENDE

Jorden har ikke en ende. Jorden er rund. Det har vi vidst i noget tid nu. Alligvel kan man som menneske og individ ikke helt undgå nogen gange at føle at man står ved verdens ende, på kanten – hvor tingene føles mærkeligt afklarede og turister enten flokkes, eller ikke kan findes. Verdens ende er vist i en række personlige billeder. PIT HEROLD

ARGENTINA Melissa Juulsgaard Nogle gange skal arkitekturen på prøve med naturens kræfter for, at mennesket kan komme helt ud på kanten. Iguazu vandfaldene ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien og er verdens kraftigste vandfald. Det strækker sig over 2,7km og hvert sekund fosser der i gennemsnit 5000 tons vand igennem. Vandfaldene er så enorme at det aldrig ville være muligt at komme bare tilnærmelsesvis tæt på dem, hvis ikke det havde været for det lange net af broer, på langs med, midt på, over og under vandfaldene. Broerne står mange steder på stolper i vandet, så man kan komme helt ud til kanten. Når man er helt ude på enden og kikker de 70m ned, kan man ikke lade være med at skænke det en tanke om konstruk-

tionen nu er stræk nok. Der var en gang en turistatraktion hvor man kunne blive sejlet helt tæt på vandfaldet fra toppen af. Mens man som turist kunne sidde “trygt” og tage billeder, sad guiden og padlede for livet løs mod strømmen. En dag var der en båd med syv tyskere, som blev taget af den strærke strøm og røg en tur ned af vandfaldet. Så kommer man ikke meget tættere på kanten.

DENMARK Liam Weide In the eyes of friends back home, I was moving to the edge of the world. To a country geographically on the other side. Whose culture stemmed from the Vikings… undoubtedly one of the most barbaric and rough people this world has seen. In my eyes, I felt I was going to a country of sophistication, of history and integrity. From Danish eyes, I’m the “Australian”…whose country is “edge enough”. At home everything and anything wants to cease your existence on this planet…stories of me punching snakes or being bitten by spiders makes any culture seem somewhat safe… That was before I went to Denmark. “To the edge of the world” one Julefrokost at a time…

I finished welding at 4 pm, triumphantly sporting my finished piece and navigating the icy walkway back to studio. The studio was under severe transformation. Tables and chairs flew across the room in a frantic buzz as we attempt to turn this rubbish dump into a space of elegance and class…In Hindsight of that night, I can’t really see the point of it. I race home at 4:30pm…Architecture is a cruel mistress! Our long nights together has left me without a single piece of clean clothing or a decent shower. I wash everything…myself included! “Oh, shit” 6:30pm. Back on the bike and down to studio. Final prepara- ››

tions are under way, the first øl is opened. We find our seats…let the festivities begin! Laughter, snaps, food, snaps, high fives, snaps, singing, snaps… pakkeleg. This is where I find myself at the “edge”, this undefined point, where all distinctions between our cultures (Australia and Denmark) are blurred. It becomes supremely clear to me that what I have learnt and love most about the Danes is this excitement that everyone shares! It’s eclectic, ecstatic and electrifying…it’s down right CHAOTIC. In a frenzy of yelling and laughter, manic throwing of dice and jumping over tables, packages are exchanged, stolen, swapped and thrown. I drink another and smile; I wouldn’t want to be anywhere else in this world… But before I thought it could go any further, screams erupt and a dead bird is thrown across the room! BANG, it hits the table. THUD, it smacks the ground… an ominous silence sweeps across the room, mouths ajar with gawking expressions…the party just kicked into full gear.. Welcome to Denmark…Haps, Haps, Haps lets drink another snaps! ‹‹

sĞůŬŽŵŵĞŶ ŚŽƐ ĨƌĞŵƟĚĞŶƐ ƚƌǇŬŬĞƌŝ

^ƉĂƌ ŽƉ Ɵů ϰϬ й ƉĊ ďŽŐƚƌǇŬ Billigst ved 200 – 2.000 stk.

Beregn din egen pris

Ğ ƐƚƆƌƐƚĞ ďĞƐƉĂƌĞůƐĞƌ Ğƌ ǀĞĚ ƚƌǇŬŶŝŶŐ ĂĨ ďƆŐĞƌ ŝ ƐŽƌƚͲ ŚǀŝĚ ŽŐ ĨĂƌǀĞ ŝ ŽƉůĂŐ ĨƌĂ ϮϬϬ ƐƚŬ͘ Ɵů Ϯ͘ϬϬϬ ƐƚŬ͘

Ƶ ŬĂŶ ƐĂŵƟĚŝŐ ďĞƐƟůůĞ ǀŽƌĞƐ ŐƌĂƟƐ ĚĞŵŽďŽŐ͕ ĚĞƌ ŽŐƐĊ ĨƵŶŐĞƌĞƌ ƐŽŵ ƉƌŝƐůŝƐƚĞ͘

^ĐĂŶĚŝŶĂǀŝĂŶ ŽŽŬ ƟůďǇĚĞƌ ĞŬƐŬůƵƐŝǀƚ ŝ ƵƌŽƉĂ ĚŝŐŝƚĂů ďŽŐƚƌǇŬŶŝŶŐ ŝ ĚĞŶ ŚĞůƚ ƌŝŐƟŐĞ ŬǀĂůŝƚĞƚ͘

WĊ ǁǁǁ͘ƐĐĂŶĚŝŶĂǀŝĂŶďŽŽŬ͘ĚŬ ŬĂŶ ĚƵ ŵĞĚ ĨĊ ŬůŝŬ ƌĞŐŶĞ ŇĞƌĞ ĞŶĚ ϯ ŵŝŽ͘ ƚƌǇŬƉƌŝƐĞƌ ƵĚ ʹ ƐĞ͕ ŚǀŽƌ ŵĞŐĞƚ ĚƵ ƐƉĂƌĞƌ͘

Kr. FORÆLDELSE

KAPITALBINDING KAPITALBI IN NDIING

RETUR

FORÆLDELSE

KAPITALBINDING KA AP AP PIITALB LBINDING BIN INDI DING DI NG

LAGEROPBEVARING

RETUR RET T UR R LAGE LA LAGEROPBEVARING GERO ROPB PBEV EVAR ARIN ING G

dƌĂĚŝƟŽŶĞů ƚƌǇŬŶŝŶŐ

ScandinavianBook.dk

P. O. Pedersens Vej 9 8200 Århus N

Ύ ,ŽƐ ŽƐ Ğƌ ƚƌǇŬƉƌŝƐĞŶ Ɖƌ͘ ďŽŐ ǀĞĚ ϯ ǆ ϱϬϬ ďƆŐĞƌ ;ĞůůĞƌ ϮϬϬ н ϱϬϬ н ϴϬϬ ƐƚŬ͘Ϳ ĐĂ͘ ĚĞŶ ƐĂŵŵĞ ƐŽŵ ϭ ǆ ϭ͘ϱϬϬ ďƆŐĞƌ ƚƌǇŬƚ ƚƌĂĚŝƟŽŶĞůƚ͘

Tlf. 87 310 350 info@scandinavianbook.dk