KÅRK №28 by KÅRK

KÅRK #28

HJEM, KÆRE HJEM

KÅRK NR. 28

ET ARKITEKTFAGLIGT BLAD

KÅRK

Bladet udgives af studerende fra Arkitektskolen Aarhus.

www.facebook.com/kaaark kaark@stud.aarch.dk

redaktørER

Ida Højlund (ansv.) Sissel Sønderskov

Arkitektskolen Aarhus Nørreport 20 8000 Aarhus C

redaktion

Andrea K. Breidablik Anne Catherine Langer Anne Marie Kobberø Jo Anna Nedergaard Margarida N. Waco

typografi

LAYOUT

Sissel Sønderskov

Scandinavian Book Oplag: 700 stk. Marts 2015

Knockout H&FJ Sentinel H&FJ Andale MT Zapfino

BIDRAGSYDERE

Ander Brusen Jensen Espen Lunde Nielsen GXN Kurt Tucholsky Louis Becker Louise Skøtt Gadeberg Martin Lynnerup Mathias Skafte Andersen Mie Brinkmann Pernille Stensgaard Sara Nilsson Sofie Martine Dideriksen Søren Ulrik Thomsen Thomas Lindrup

PR-ANSVARLIG

Jo Anna Nedergaard coverFOTO

Andrea K. Breidablik

HJEM, KÆRE HJEM

PARCELHUSKVARTER PÅ HØJKANT

Søren Ulrik Thomsen

VIDSTE DU, AT... 44M2 Margarida N. Waco

HOME OF FAMILIAR STRANGERS Espen Lunde Nielsen

KANALHUSENES FASADER Andrea K. Breidablik

DET FØLES ALTSÅ SOM DET VILDE VESTEN Pernille Stensgaard

UTRYGHEDENS EKKO

DAS IDEAL Kurt Tucholsky & Morten Daugaard

I TRANSIT Margarida N. Waco

INTERVIEW: LENE SKIPPER Anne Catherine Langer

HJEMMENE Mathias Skafte Andersen

A HOME AWAY FROM HOME Ida Højlund

IN A GLOBALIZED WORLD... Louis Becker

TEGN-DIT-HJEM Sissel Sønderskov

Martin Lynnerup

HOMO SCANDINAVICUS Anne Catherine Langer

Sofie Martine Dideriksen

ET ÅNDERLIG KOLLEKTIV Andrea K. Breidablik

Sissel Sønderskov & Ida Højlund

UDEN TITEL Sara Nilsson

VI ELSKER PARCELHUSET Louise Skøtt Gadeberg

VI KAN BO SUNDT Jo Anna Nedergaard & GXN

SWED BANK HEAD QUAR TERS Staircase photographed by Adam MĂ¸rk

www.3xn.dk facebook.com/3xnarchitects

HJEM, KÆRE HJEM SOM ARKITEKTER BESKÆFTIGER VI OS MED AT ORGANISERE RUMLIGHEDER – mest af alt i forhold til bygningskunst – herunder udformning og tilpasning, opbygning og nedrivning, offentligheds- og privatsfærer samt indre og ydre rammer. Rammer, der ofte omslutter en mere kompleks størrelse, nemlig hjemmet. Men hvad er hjem egentlig? Er det som tiden et blødt begreb, der løbende er løbet fra os, fordi det var for svært at forklare? Eller er det i virkeligheden så såre simpelt, som damebladene bestandigt forsøger at udlægge det,når de proklamerer: ”Hjemmet er der, hvor hjertet er”? Måske ligger svaret gemt et sted midt i mellem.

Vi har alle en forestilling om, hvad hjem er for os; men når alt kommer til alt, er en forklaring af dette begreb pludselig ikke så ligetil. For hjem er netop en kompleks og uhåndgribelig størrelse, hvis betydning varierer fra individ til individ – alt afhængig af hvilke værdier, vi hver især tillægger hjemmet. Spørgsmålet er netop, hvordan hjem for nogle mennesker kan manifestere sig i en container i et fremmed land, mens det for andre kan forbindes med en helt speciel smag for design? Et andet aspekt er midlertidige hjem; for hvordan kan et hjem være midlertidigt, og hvordan kan vi som mennesker være i stand til at etablere et nyt hjem flere tusinde kilometer hjemmefra? I dette nummer af KÅRK har vi forsøgt at afkode hjemmets kompleksitet. Vi har dels forsøgt at blive klogere på det uundgåelige had-/kærlighedsforhold til parcelhuset, og hvordan det har påvirket vores måde at indrette os i byrummet. Kan København i dag sammenlignes med et parcelhuskvarter på højkant, som Søren Ulrik Thomsen påstår? Gennem besøg i blandt andet en yurt, et kloster og et biologisk hus har vi undersøgt og fået indblik i alternative former for bosætning. Vi har derudover også stillet os spørgende over for den minimale, skandinaviske stil, der på mange måder er blevet lig med, hvem vi er. Vi har været vidt omkring, for atter at lande ved hjem, kære hjem. Kære læser, vi håber, du vil tage godt imod bladet! Det har været spændende at dykke ned i dette udefinerbare, mystiske og samtidig meget nære emne – tak til vores bidragsydere samt Arkitektskolen Aarhus. På vegne af redaktionen, Ida Højlund og Sissel Sønderskov Redaktører

Parcelhuskvarter på højkant Tekst: Søren Ulrik Thomsen Foto: Thomas Lindrup HAR DE BEMÆRKET, AT KØBENHAVN slet ikke ligner en storby

længere? Forleden fortalte en veninde, hvordan hun på et larmende, kaotisk gadehjørne i New York kunne blive overvældet af en voldsom, pludselig lykke og måtte spørge sig selv: Hvor er det nu, jeg kender denne følelse fra? Ligesom jeg, er hun et lille Guds ord fra landet, der flyttede til hovedstaden for 30 år siden, og både hun og jeg skal efterhånden ganske langt tilbage i tiden for at genfinde det store sus – københavnerkicket – der er sammensat af lige dele lettelse over at være undsluppet provinsens tyranniske lilleverden og løftelse ved at se sig omskyllet af metropolens frihed, anonymitet og tumult af muligheder. Selvfølgelig kan et København, der i nu tre årtier har været min hjemmebane, ikke blive ved at virke lige så endeløst stor og bundløst betagende, som det forekom en 16-årig dreng fra Stevns. Men det er ikke kun mig, der er ændret siden 1972: I den periode er København nemlig langsomt blevet en provinsby.

Da jeg for et par år siden kiggede ud ad vinduet og så en gruppe mennesker, som med arkitekttegninger i hænderne kastede granskende blikke på huset, hvor jeg boede til leje, var det klart, hvad klokken var slået. Hvad der vel måtte være en af de aller-allersidste udlejningsejendomme i Indre By skulle sælges, og enhver ved, hvad dét betyder: omfattende renoveringer, der kan begrunde huslejestigninger så drastiske, at beboerne én efter én må flytte, hvorefter deres lejligheder kan sælges som hundedyre luksuslejligheder med ’søkig’ og kogeø. Vi lejere gjorde, hvad der var vores absolut eneste redning, og hvad alle andre ved deres fulde fem ville have gjort, nemlig at købe huset og omdanne det til andelsboligforening. Så nu er jeg gudskelov i sikkerhed i min elskede lejlighed og i en civiliseret forening, hvor jeg oven i købet respek-

terer og kommer godt ud af det med naboerne. Men da jeg underskrev stiftelsespapirerne, havde jeg det, som da Christian II gav ordre til blodbadet i Stockholm og med henblik på senere retfærdiggørelse i det skjulte skrev en seddel med teksten: „Dette gør jeg imod min vilje“. For så vidt jeg kan se, er det i høj grad netop de gamle lejelejligheders konvertering til ejer- og andelsboliger, der sammen med gårdrydningerne og funktionsopdelingen af byen i adskilte shopping-, trafik- og boligzoner har taget storbybruset af byen og gjort den til et ikke så lidt kedeligere Københavnstrup.

Selvom det er godt af vejen i forhold til min bopæl, finder jeg næsten dagligt en undskyldning for at cykle ud i Nordre Frihavnsgade, hen på Gl. Kongevej eller ned i St. Kongensgade, hvor jeg så under påskud af at købe Darjeeling Supreme, bøttekort og charcuterivarer går rundt og sniffer dén herligt intense stemning, der kun opstår i tætte storbyområder, hvor der – alt sammen på én gang og midt imellem hinanden – stadig både er beboelse, butikker, kontorer og kørende trafik. Men der bliver længere og længere imellem disse gnistrende gadestrækninger, der nu henligger som citater af en storbykultur, der har opløst sig i funktioner, som ikke berører og beriger hinanden indbyrdes, men lever hver deres isolerede og én-dimensionale tilværelse i skikkelse af enten trafik, beboelse eller handel. Indfaldsvejene, hvis kæmpekonstruktioner og brølende trafik totalt dominerer de trøstesløse kvarterer, der gennemskæres af dem. De rene boligområder, hvor der til gengæld er bomme og vejbump og man helst kun må køre i barnevogn, hvor ingen butik er at se i miles omkreds, hvor der er stokroser og søndag hele ugen og legende børn og stille som i graven. Og endelig de uvirkelige shoppingzoner, hvor man venligst

Alle billederne er taget under en vandring gennem hhv. Østerbro og Indre by i København.

bedes parkere udenfor, før man på lette eccofjed svæver ind i disse mærkeligt simulerede byer-i-byen og hengiver sig til varefetichismens disede vellyst, hvad enten settingen nu er storcenteret på en mark i Taastrup, eller dén del af København, der før hed Indre By, og nu som i enhver anden større provinsby kaldes City. Denne hårdhændede adskillelse af storbylivets komponenter er resultatet af en helt bevidst byplanlægning, godt hjulpet på vej af folks egen, frivillige adfærd: Besluttes det politisk at opføre et gigantisk storcenter, og lægger oplandets beboere efterhånden alle deres indkøb dér, ja, så lukker gadens lokale butikker, som derefter inddrages til beboelse, hvorved der altså er opstået to helt rene funktionszoner, som så skal hægtes sammen af monstrøse vejanlæg. Men med denne udskillelse forsvinder lige præcis den festligt oprømte mangfoldighed, der udmærker storbyen frem for alle andre steder: Det glimter i et femtesals vindue, hvor en kvinde læner sig ud for at slikke sol, kontorfolk krydser gaden med frokosten under armen, bilerne dytter, børnene hujer i baggården, kioskejeren hænger avisernes alarmerende spisesedler ud i stativerne, for cocktailen begynder først at sprinkle, når alle ingredienserne rystes godt og grundigt sammen, hvad de futuristiske digtere, f.eks. vores egen Emil Bønnelycke, vidste alt om, når de lykkeligt befriede for bo desamfundets knugende stilhed dansede deres lyriske

krigsdans af glæde over modernitetens støjende gennembrud: „Sporvogn, der brummer. Klokker, der kimer og slaar. / Det er den elskede Gade, som gennem mig gaar …“ Ja, også trafik skal der til, før en by bli’r en storby, og heldigvis havde københavnerne da åndsnærværelse nok til ved valget i september 2000 at afvise de bydelsråd, man kunne frygte på ægte nærsynet nærdemokratisk vis ville fremme landsbyinteresser på bekostning af Storkøbenhavns ved at modarbejde biltrafik i de enkelte lokalområder, hvis beboere – hvis jeg ikke tager meget fejl! – jo alligevel gerne frit ville kunne køre rundt i de andre kvarterer. Søger man årsagerne til, at hele stemningen i København i dag er mere provinsiel end metropolsk, viser funktionsopdelingen sig imidlertid kun at være en blandt flere skurke. Ejerlejlighederne, andelsboligforeningerne og ikke mindst hele den kultur, især de sidste har ført med sig, er en anden.

Andelsboligens fordele er indlysende og skal ikke betvivles her: Med ét slag er man befriet for al usikkerhed, de begrænsninger og dén afhængighed, det – trods lejelovens gode intentioner – giver at være prisgivet en ejer, der måske ligefrem er lidt af en haj. Man er frelst >>

fra ejerboligmarkedets hjerteløst liberalistiske ’vind eller forsvind’-økonomi, og for førstegangskøberen (som det hedder, når man køber den lejlighed, man tidligere lejede) er det oven i købet næsten altid økonomisk overkommeligt at blive herre i eget hus. Men når man nu pludselig ejer, hvad man før lejede, og desuden ejer det sammen med husets øvrige beboere, sker der også en mentalitetsændring, der påvirker hele det sociale mikrokosmos, som et hus er. Hvor datidens lejelejlighed sjældent var et sted, man positivt havde valgt, men derimod en bolig, man tilfældigvis og tit lidt heldigt var blevet spillet i hænde, og de andre beboere nogle fremmede mennesker, der nu engang boede i samme opgang, er man nu medejer med deraf følgende fornemmelser, ikke bare over for sig selv, men også over for de andre beboere – og for dem uden for huset. At blive andelshaver kan kort sagt lokke småborgeren frem i selv den bedste, og tolv emsige småborgere, som sammen ejer et hus, der oven i købet helst skal stige støt i værdi, er et ganske andet sted at bo, end den klassiske københavnske karré. Da omlægningen af boligformerne for vel godt tyve år siden for alvor tog fart, var det første tegn på, at et hus var blevet andelsforening, altid, at gadedøren pludselig var aflåst og forsynet med samtaleanlæg. Vi skulle jo nødig have en hjemløs drukmås til at sove på vores trappe (’tænk på børnene’). Næste symptom var, at de smukke kernetræsvinduer, der ifølge alle eksperter ved den rette behandling har mindst et halvt århundrede mere i sig, blev udskiftet med fuldkommen afdøde termoruder, og tredje advarselslampe begyndte at blinke,

når ejendommene skulle males i de militant smagfulde pastelfarver, man havde stiftet bekendtskab med på rejser til sydeuropæiske byer, der bare er farvesat efter et ganske andet lys og vejrlig end de vidunderlige københavnske gul- og rødstenshuse, hvis murværk efter 100 års patinering stod og changerede i tusind spillevende grå nuancer, der døgnet og året rundt skiftede med lyset og skyerne og virkelig gav denne storby sin helt egen majestætiske regnvejrsidentitet, så fuldstændig forskellig fra f.eks. London, Moskva eller Paris. Og endelig kulminerede al den honnette kælenskab som regel i en henrivende omgang blomster, der på hver side af hovedtrappen gav sig til at klatre op ad ydermuren. Nok et afgørende tegn på, at en styg, gammel lejekaserne er blevet genfødt som hyggelig selvejerrede, er af mere indvortes karakter og derfor i første omgang knap så synligt, men har på længere sigt vist sig virkelig dræbende for fornemmelsen af København som storby. For lige så sikkert som amen i kirken siver de oprindelige beboere nemlig langsomt ud af de huse, der er omdannet til andelsboliger, indtil foreningerne – og til sidst hele kvarterer – udgøres af en næsten fuldkommen homogen middelklasse af akademikere, kunstnere og lidt smartere erhvervsfolk. Det skyldes flere forhold. For det første er det kun ved førstegangskøb, at en andelslejlighed er billig i dag, og for det andet er det afgørende, at tilgangen til foreningerne styres via ventelister, som typisk fungerer sådan, at de nuværende beboere anbefaler de kommende. Det betyder, at dé ufaglærte, invalidepensionister og bistands-

klienter, der bor i huset, når foreningen oprettes, sjældent har mulighed for at besætte ledige lejligheder med venner fra deres eget sociale lag, eftersom andelene hurtigt kan handles til priser, der er helt uden for disse menneskers rækkevidde. Retten til at „få én ind i huset“ går derfor videre til en beboer, der kan mønstre en betalingsdygtig bekendt, hvorved der opstår en „apostolsk succession“ af folk, som ligner hinanden på en prik, indtil huset efter en årrække er helt tømt for andre end middelklassemennesker, hvad der kun falder alt for godt i tråd med Københavns Kommunes ønske om at lokke gode skatteborgere til byens attraktive centrale dele og skubbe alle de omkostningstunge hundehoveder ud i Sydhavnen og Nordvestkvarteret (– og da man jo skal smæde, mens hjernen er harm, vil jeg i parentes bemærke, hvor rasende jeg bliver ved tanken om, at man i havnen gudhjælpemig opfører labre rigmandslejligheder uden bopælspligt, mens mennesker, der er født og opvokset på Vesterbro eller Nørrebro ikke får et ben til jorden i deres egen bydel, medmindre de kan rejse en formue og tage kampen op – f.eks. med mennesker, der mildt sagt ikke har noget boligproblem, men kan investere i en ekstra ejerlejlighed som kombineret fradragsobjekt og midlertidig bolig for en studerende sønnike). Denne sociale ensretning af Indre By og Brokvartererne står i den skarpest tænkelige kontrast til dét København, jeg oplevede, da jeg i sin tid flyttede hertil. Bevares, vel var der opgange i Trondhjemsgade, der ikke var for alle og enhver, og det var nok også de færreste departementschefer, som havde adresse på Enghavevej. >>

’’

Jeg indrømmer blankt, at jeg længes tredive år tilbage til en by, der var noget så møgbeskidt og støjende, kikset og kaotisk, tudegrim og samtidig en stor, stor skønhed.

Men i meget store dele af halvfjerdsernes København boede folk af enhver type og fra alle sociale grupper i vild og inspirerende forvirring mellem hinanden – og i, hvad der oplevedes som en berusende social vægtløshed af en dreng fra Stevns, som lige var blevet fladtrykt af provinsens skånselsløse stratifikation, hvor man – med verdens grimmeste ord – under ingen omstændigheder måtte mænge sig, hverken med dem, der var lidt mere, lidt mindre eller lidt anderledes end én selv. Nu kunne jeg så pludselig gå ind i et hus, hvor der i en og samme opgang boede en professor i egyptologi, en brovtende blikkenslager, en mand, som sov hele dagen, fordi han var tjener på natværtshuset Hop Op I Frøen, en arbejdsløs, en pillen kontormus og en affarvet kone, som ingen anede hvem var. Og her taler jeg vel at mærke ikke om en forloren Huset på Christianshavn-verden, hvor folk løber ind og ud ad dørene hos hinanden. Tværtimod. Den indbyrdes kommunikation bestod mest i at banke på rørene, når underboen larmede, og eneste fælles anliggende var at rakke ejeren ned. I det hele taget lod man hinanden i fred og opretholdt mellem den private og den sociale sfære et sundt borgerligt skel, som markeredes af døren ud til trappen, for lejligheden var netop et sted, hvor man kunne slippe for alle socialsfærens anmassende krav, modsat vore dages andelsbolig, hvor man hverken kan være anonym eller sig selv, fordi denne vigtige grænse er blevet vagere, eftersom ens egen lejlighed i en vis udstrækning også er de andres anliggende, og farven på dørmåtten hurtigt kan udvikle sig til et betændt politisk problem. Når mange af husenes oprindelige beboere efter et par år er forsvundet, er det derfor ikke nødvendigvis altid af økonomiske årsager; måske svinger de simpelthen bare rigtig dårligt med den nye kultur, som efter min mening slet ikke hører hjemme i en storby. Et ægtepar, der havde købt lejlighed i kvarteret bag Nikolaj Plads, klagede for et par år siden over støjen fra Café Nick; på den ene side vil man altså bo midt i byen, og på den anden kan man ikke tolerere, at Minefeltets sidste beværtning gi’r lyd

fra sig. Hovedstaden er blevet overtaget af folk, der nok sværmer for en romantisk Woody Allen-forestilling om at leve i storbyen, men i praksis kun kan holde ud at bo på en villavej, hvis normer de derfor har taget med sig til byen i en grad, så København i dag er et kæmpemæssigt parcelhuskvarter på højkant. Hvor der hviskes om særlingen på femte t.v., hvor aggressive og selvretfærdige opråb pryder opslagstavlerne („Hvor tit skal det siges? Der må IKKE stå cykler i mellemgangen!!!!!!!!“), hvor højtidelige rundskrivelser fra bestyrelsen indskærper dette og understreger hint og henviser til gældende regler og trufne beslutninger i en naragtig, hjælpeløs kancellistil, mens man gnider næser og griller og holder arbejdsweekend og konfirmerer konformismen. Idealet er Kartoffelrækkerne, Brumleby, Haveforeningerne og alle andre steder, hvor suset fra storbyens heksekedel er fadet ud i så flad en hyggefis, at man ængsteligt må spørge sig selv: Og hvor er det så, jeg har oplevet det her før? Denne klamme kombination af forsorent fællesskab og kiggen skævt til de skævbenede og til dem, der humper rundt uden for hækken? I provinsen, selvfølgelig, i Store fucking Heddinge, såmænd.

Men endnu en sot har ædt sig ind på storstaden og i bogstaveligste forstand udhulet herligheden, nemlig gårdrydningerne. For ud over dén særlige intensitet, der kun findes, hvor handel, trafik og beboelse mikses i gaden, og den frihed, der først opstår, når en perlende diversitet af mennesker på én gang civiliseres af borgerlige omgangsformer og i ly af metropolens anonymitet udfolder hver deres særpræg, kræves der en høj grad af bebyggelsesmæssig tæthed for at gøre en by til en storby. Ingen tvivl om, at man havde de bedste hygiejniske og humanistiske grunde til at rive baggårdene ned, for der har næppe været hverken sundt eller sjovt for far, mor og børn i en fugtig og dunkel stuelejlighed i fjerde baggård. Men! Jeg ville ønske, at man var gået mindre radikalt tilværks og ikke havde ødelagt hele vildnisset af baghuse, >>

men måske bare fjernet netop så mange, at lys og luft kunne flyde lidt friere, og dertil forbedret lejlighederne, blandt andet ved sammenlægninger af de allermindste. Så havde hovedstaden i dag haft langt, langt flere boliger at tilbyde f.eks. vore dages mange singler og de tusinder af nye studerende, der hvert år i august er på Herrens mark i kongens København, for hvem siger, at hver eneste bolig skal være formateret til en fuld kernefamilie, der har tænkt sig at blive resten af livet? Og nok så vigtigt havde man bevaret et unikt københavnsk miljø, der med sine mange mennesker og sin labyrintiske hemmelighedsfuldhed i den grad forøgede fornemmelsen af at befinde sig i en spændende, stemningsmættet og ikke altid helt overskuelig storby. For at miste orienteringen hører på mange planer også med til storbyoplevelsen. Jeg bliver dybt forstemt over de håbløse arealer, der er opstået, hvor baghusene før lå, og jeg afskyr simpelthen den ideologi, de udtrykker. Hvorfor i alverden skal gårdrummene med deres bænke og blomsterkasser og små forkølede græstotter foregive nogensinde at kunne opnå samme kvaliteter som de åbne arealer mellem forstædernes funkisblokke, der jo har en helt egen topologisk identitet og så fornemt inkarnerer netop deres tid, stemning og tankegods. Som helhed er Danmark i for vejen én stor græsplæne med susende kirsebærtræer, mens lige præcis dét unikke stykke København, der blev bygget i 1880’erne og 90’erne alt i alt kun optager et ganske beskedent areal, så hvorfor skal denne kulturskat, som vi hurtigt kan se en ende på, kompromitteres i et alligevel forgæves forsøg på at få den til at ligne alt, vi har så rigeligt af i forvejen? Jeg tror, at det har noget at gøre med, at disse kvarterer er opført under industrialiseringen – en periode af den fælles fortid, vi er underlig skamfulde over, fordi dens rigdom hidrørte fra udbytning af arbejderklassen. ’Spekulationsbyggeri’ kalder man foragteligt Brokvarterernes huse, og hvis man dermed mener, at de er bygget med henblik på profit, har man ret, men ikke, hvis man tror, at bygningerne af dén grund er af håndværksmæssig dårlig kvalitet (tværtimod – har arkitekter forklaret mig – netop på grund af de lave lønninger var der råd til at investere i gode materialer). Vi taler med samme stolthed om det gamle bondedanmark og det nye itsamfund, men derimellem ligger mere end hundrede års industrialisme, som ikke kun var af det onde, men også har skabt værdier andre end dem, der kan ses på Glyptoteket. Den griske og osende kapitalisme vil man helst glemme, men i sin forargelse på den gamle arbejderklasses vegne kommer man paradoksalt nok samtidig til at foragte netop disse mennesker ved helt at overse, at de altså ikke kun var udbyttede arbejdere, men rent faktisk også levede et liv og bidrog til vores fælles kultur – ikke mindst ved det præg, de satte på Brokvartererne. Tidligere var det mig en yndet sport at snuse rundt i baggårde, min vej faldt forbi, i dag er de fleste aflåst, og >>

lykkes det endelig at komme ind, standses man hurtigt af en mistænksom andelshavers stikkende blik: Hvad vil du? Jeg vil gå igen, for det, jeg ser, kan koges ned til begreberne: overvågning og udstilling. Set fra en helikopter ligner København en samling hule tænder, for bag facaderne er gårdrum i hele gaders længde ofte ryddet, således at det fulde areal kan overskues fra hvert et vindue. Det giver naturligvis forældrene en tryghed altid at vide, hvor de har deres børn, men det indskrænker samtidig børnenes liv konstant at være overvågede, ikke bare af mors blik, men af øjne fra helt op til flere gader. Det er sket med at planke den, og hvordan kan man trække bukserne ned på pigerne, ryge smøger og banke nogle andre snotunger i fred? Men det er jo ikke kun børnene, der kan overvåges, det er i vid udstrækning også hinandens kommen og gåen og almindelige figureren, der udstilles i det hav af vinduer, som vender ud mod den indre tomhed. Ja, der er sandelig blevet lyst i Den Sorte Firkant, så hvor skal vi nu gå hen og begå mørkets gerninger? For med til denne overvågningskultur hører en forestilling om, at alt skal kunne tåle dagens lys, hvad der ikke mindst kommer til udtryk i de uhyrlige glastårne, man typisk i de nye, åbne gårde smækker uden på husene. Her sidder man så med sine stikkelsbærben og drikker morgenkaffe til

skue for alverden, mens man kigger ned i gården til Lissie og Poul, der lægger an til picnic på grillbænken. Næ, vi har ikke noget at skjule. Vi er såmænd så tilforladelige, at vi næsten har fortjent et rigtigt parcelhus.

Jeg indrømmer blankt, at jeg længes tredive år tilbage til en by, der var noget så møgbeskidt og støjende, kikset og kaotisk, tudegrim og samtidig en stor, stor skønhed. Men jeg nægter simpelthen, at det skulle være mig, der er nostalgisk, hvis man med dette begreb forstår en sentimental og regressiv drift mod fortiden, for det er nemlig lige nøjagtig denne drift, der styrer dagens København. Jeg derimod – jeg længes tilbage til tiden, inden hovedstaden blev en rigtig hængerøv af en førmoderne, kommunitaristisk megaflække. Jeg længes tilbage til fremtiden. << Søren Ulrich Thomsen (1956-) er en dansk modernistisk digter. Han debuterede i 1977 med ”Hvedekorn nr. 1” og udgav i 1981 digtsamlingen ”City Slang”. ”Parcelhuskvarter på højkant” blev første gang bragt i Politiken i 2002 og siden udgivet i ”Repremiere i mit indre mørke” i 2009. Thomas Lindrup er studerende ved KU.

ARKITEMA ARCHITECTS: CASA SPODSBJERG · FOTO: KONTRAFRAME

R AMMEN OM

DIT LIV Du er her meget. Næsten hele tiden. I dit hjem. Men hvordan sikrer du et hjem-kære-hjem? Hos Arkitema Architects har vi altid interesseret os for at skabe boliger, hvor mennesker lever, drømmer, elsker. Vi er specialister i boligarkitektur og tegner for at sikre at funktionalitet går hånd i hånd med æstetik. Vores skandinaviske stil har fokus på store, lyse flader og enkle, smukke og funktionelle løsninger – bæredygtige elementer, der er med til at fremtidssikre boligen. Velkommen hjem. Følg os på Facebook, LinkedIn og Pinterest og læs mere på arkitema.dk

Vidste du, at... Illustration: Sofie Martine Dideriksen

fleste bor i etageejendom (69 pct.) 22 pct. bor i parcelhus,

kun 9 pct. bor på kollegium (hvoraf 29 pct. er over 24 år) 3.495 af de unge har ikke WC indenfor rækkehus el.lign.

boligen. 1.017 har hverken bad i boli-

gen eller adgang til bad 7 pct. bruger

fælles køkken, mens ca. 1 pct. må nøjes med en kogeinstallation på værelset.

vidste du iøvrigt at ...undersøgelser viser, at mange flytter til bebyggelser magen til dem, de

...der er 275 ubeboede kollegieboliger i Aarhus? selv er vokset op i?

Tallene er for de 18-29årige i Aarhus.

44 m

En reportage om alternativ bosætning Tekst og foto: Margarida N. Waco NØRRE ALLE FØLES UENDELIG LANG, når

jeg cyklende forsøger at manøvre mig gennem myldretrafikken. Godsbanen kommer ganske roligt til syne, næsten majestætisk i sit udtryk. Ved min ankomst bliver jeg mødt af en smilende Manjusri Hendriks, i bredere kredse kaldt Manju, der gladeligt byder mig velkommen i sit hjem; en yurt, som teltet kaldes, ganske beskedent situeret i arealet mellem Godsbanen og Institut for (X). Idet jeg passerer det lave indgangsparti, bliver mine øjne mødt af et overraskende, men fascinerende syn. Tematikker som minimal beboelse henleder mine tanker, og øjnene famler rundt i det cirkelformede rum, der synes større indefra, og som på spartansk vis er indrettet med de mest basale fornødenheder. “Alt jeg har brug for er her”, fortæller Manju, mens han sætter vand over til the, alt imens jeg forsøger at finde mig til rette.

BOLIGEN SOM DET PERSONLIGE PROJEKT Det er i kraft af sin læreplads som anlægsgartner ved Institut for (X), at Manju har fået tilladelse til at bosætte sig på grunden. Den transportable yurt, der med sine 7,5 meter i diameter er stor af sin slags, kan alt afhængig af evner sættes op i løbet af et par timer, fortsætter Manju.

Skelettet er konstrueret af et potpourri af forskellige materialer som eg, lærk og plexiglas, hvor væggene er sammensat af en gitterstruktur i eg, mens taget består af i alt 108 tværgående stykker lærketræ, der efterlader et hul for oven. Plexiglasset er anvendt øverst som et overdække, hvorigennem store mængder naturligt lys kan trænge ind. Midt i rummet er placeret boligens eneste varmekilde; en brændeovn, der på begge sider er omgivet af to midterstolper, som stabiliserer taget. Skeletkonstruktionen er beklædt med et ydercover, som indeholder tre lag uldtæpper, filt og en vandafvisende pressening. Desuden har Manju, med hjælp fra venner, for nyligt anlagt et fyrretræsgulv, hvorunder man finder et 1 kubikmeter stort depotrum, der flittigt bliver anvendt som vinkælder. Af inventar er et lille tekøkken at finde til højre for indgangspartiet, mens A-huset i Institut for (X), et stenkast fra yurten, danner base for toilet- og bad-forhold, et stort fælleskøkken og socialt samvær med de øvrige ansatte. Størstedelen af møblerne, der tæller bogkasser og garderobestang til tøj, spisebord, seng og sofaarrangement, er lavet af Manju selv og vidner om den kreativitet, der ikke mindst kendetegner boligen, men i lige så høj grad Manjus person. >>

DRØMMEN OM MOBILITET Varmen fra brændeovnen spreder sig i det lille hjem, og den karakteristiske duft af mynte og lakridsrod fra teen hænger i luften. “Det faldt mig naturligt at bo her; det er mit barndomshjem. Desu-den er det praktisk at være tæt på min arbejdsplads og samtidig bo i centrum. Jeg lever mit liv her, selvom det kan virke som at leve i en boble. Festerne er her, og alle menneskene og mine kollegaer, der fungerer som venner og familie, er her. Det er en sammensmeltning af arbejde og privatliv. Alt, man har brug for, er i nærheden”, beretter han med munterhed i stemmen. I en alder af blot 20 år viderefører Manju den boligtradition, han gennem sin opvækst er blevet præsenteret for, siden familien flyttede fra Amsterdam til Thylejren i de nordvestlige egne af Jylland. En yurt bruges traditionelt set af især mongolske nomadefolk. Den har dog en særegen betydning for Manju, der i sin tidlige barndom havde til huse selvsamme sted, mens familiens nuværende hus var under opførsel. Desuden er yurten forbundet med en frihed og en tilnærmelsesvis nomadisk tilværelse, der særligt har sat sine spor i Manjus erindringer. En snert af idealisme og en bæredygtig bevidsthed er ikke til at tage fejl af – særligt når snakken falder på fremtiden. Når Manju til oktober kan kalde sig udlært anlægsgartner, kan nye projekter begynde at tage form. Disse tæller blandt andet en beboelig, flydende ø og udsigten til sidenhen at slå sig ned i drømmehjemmet, der lader sig inspirere af fænomenet Earthships – der, bæredygtige i både form, udtryk og materialitet, redefinerer begrebet hjem. Telefonen på køkkenbordet ringer, og Manjus chef er i den anden ende af røret. Tilbage til arbejdet.

NÅR BOLIGEN UDFORDRER Landet over findes en række eksempler på alternativ bosætning, som blandt andet tæller billedkunstner Rikke Luthers hjem Spaceframe på Holmen, eksperimentet Walking House iværksat af kunstnergruppen N55 eller de respektive boliger på Christiania og i Thylejren blandt mange andre. Fælles for dem alle er, at de udfordrer det, vi oftest forbinder med hjemmet og de idealer, der er fremsat af den herskende samfundsdiskurs. Der er tydeligvis brudt op med de traditionelle rammer, og hjemmet defineres ikke længere af en gængs struktur sammensat af vertikale og horisontale flader eller skiver, om man vil. Ikke desto mindre er disse boligtyper i stand til at så tvivl om og stille spørgsmåltegn ved vores idé om beboelse og vores måde at være til i verden på. <<

Home of Familiar Strangers ... a journey around my apartment

Text and illustration: Espen Lunde Nielsen

HOME OF FAMILIAR STRANGERS THE HOME FACILITATES OUR MOST INTIMATE MOMENTS AND THOUGHTS: it is here that we can be alone, shielded off from the vast city. However, this notion of privacy and solitude is debatable – at least in the case of the apartment block. The home is not an isolated cocoon, but connects to the entity of the city through bricks, mortar, concrete, partitioning walls, doors, windows, intermediate floors, conduits, pipes, staircases and so on. The domestic (the apartment) gradually becomes public (the city) through a sequence of spatial demarcations. Consciously, or partly unknowingly, one interacts with others through these, using the embedded spatial devices (such as a squeaking floorboard, a peephole, a window, a radiator, mailboxes, etc.) that project life and the presence of other people through sound, light or matter. Most of these devices are partly unintended, often serve other practical functions and go unnoticed. The architecture is a physical interface through which the inhabitants of the apartment block interact, both directly and indirectly, through events in real-time and depositions over time. The case of the apartment block seems to retain or foster certain archetypal inhabitants. In the particular case of my block: the oldest inhabitant living on the top floor and self-proclaimed keeper of order; the unemployed and unofficial concierge living next to the entrance door and guarding the stairway; the photographer next-door who has his (assumed) lady-friend sneak in and out when no one else can be heard in the stairway; the young couple on the third floor to the right; the upstairs neighbour (who used to live in our apartment) smoking cigarettes on the concrete doorsteps of the entrance; and a handful of other people more or less unknown to us. We all live by ourselves, yet together; knowing each other by the fragments and signs of life projected from apartment to apartment, through the building as a medium. In this sense, the home is not only a projection screen for the life of its occupants, but also for the neighbouring occupants of the city in general; the segregation of the domestic and public realm is more ambiguous than we would like to think. We are all familiar strangers suspended within close proximity.

A JOURNEY AROUND MY APARTMENT One’s own apartment is worn half-invisible by use: one can navigate it blindfolded. In order see what was just before my eyes, I used creative writing and the act of laser-scanning as techniques of perception – as a kind of optical devices for re-visiting my own apartment, providing a heightened sensitivity and awareness of the seemingly banal. This revealed the latent potential of the more than a century-old apartment as a device that enhances the sense of collective being and coexistence – to be embraced in future design and building practices in order to recalibrate the social dimension of the city. Everyone should, once in a while, set out on a journey within their apartment.

The written fragments (of which there are 21 in total) and 3d laser-scans presented here are excerpts from the project ‘Hinges of Correlation: Spatial Devices of Social Coexistence’ (2014) part of my ongoing PhD ‘Architectural Probes of the Infraordinary’ at the Aarhus School of Architecture.

’’

We all live by ourselves, yet together; knowing each other by the fragments and signs of life projected from apartment to apartment, through the building as a medium.

1. DOOR AND PEEPHOLE This is where the line goes between my apartment and the semi-public space of the stairway; if I open the door, these two worlds become one for a brief moment and the city enters filtered through this. At most times, the door remains closed and locked up, yet the outside is constantly projected to the inside through the peephole situated at eye level in the door. The exterior becomes superimposed on the interior. From this point one can safely monitor what goes on at the stairway, without revealing oneself (except if the fatal moment occurs when one activates the squeaking floorboard or a button scrapes the door): people passing, conversations, carrying down of waste bags, moving of furniture, the monthly cleaning of the stairway, people returning from the laundry room with clean clothes or rising with arms full of groceries, and all of the other innumerable non-events playing out in this space...

2. GLASS BOX PANORAMA The glass-cladded annex was added to the building, alongside the toilets, during a major restoration in the nineties, at the expense of the back stairs. From this point, one can have a full view of the inside(s) of the block, surrounding the shared courtyards with each of their plastic chairs, grills, bike parkings and playgrounds. A panorama of suspended existences and their domestic realms can be observed: stairways, living rooms, kitchens, bedrooms, bathrooms; pot plants and cats in the windows; people preparing dinner or walking around in their underwear; a couple refurbishing their apartment; hands opening windows of bathrooms to let steam out; birds occupying the ventilation shafts. This works even more strongly the other way around.

While dining in the glass box, one has a sense of always being monitored – this part of the apartment is an annex into the public sphere. From time to time, the eyes looking out and eyes looking in meet in an odd moment; the observer realising that he himself is being observed. A web of sightlines inhabits the panorama of the backyard.

3. BATHROOM WALL AND SHAFT The bathroom is the newest appendix of the apartment and situated halfway into the adjacent apartment. It is the only place where one interacts with the next-door neighbour. Through the wall, one hears the metal hinge of the toilet paper holder whining, the brushing of teeth or the shower running. Also in the vertical direction this space seems closer to the neighbours; the flushing of toilets from upstairs, water lingering through the drains or vague sounds that travel through the pipes and conduits speak of the presence of other people.

8. RADIATOR CONVERSATIONS The radiator is underestimated as a device for communication. Not unlike telephones or door phones, it transmits sounds; objects hitting the pipes or grill and the vibrations of music and loud conversations are absorbed and transmitted throughout the building by it. However, one is not able to hang up or decide what messages one sends or receives; it constantly whispers in your ears. >>

12. IN-BED LISTENING / WALLS SPEAKING Sometimes sounds from a running television or stereo enter through the walls while lying in bed. As the floors of the next-door building are staggered in relation to ours we have two direct neighbours behind this wall. The upper one leaves the vibrating alarm of his cell phone on the floor next to the wall (and supposedly his bed), approximately a meter above our bed-pillows; often we wake up simultaneously. The one below occasionally listens to jazz and classical music, lulling us into sleep or softly waking us up on a Sunday morning (if not already awake because of to the other neighbour’s vibrating alarm clock).

13. THIN FLOORS The traversals and steps of the occupants upstairs go directly into the floorboards, muffled into our space underneath together with the squeaking sound of the intermediate floorboards. It seems that the floors are as thin as cardboard – making conversations, sudden expulsions and exclamations resound underneath, while almost no sound travels the other direction. When the national team plays, we cheer along with the ones upstairs. Since living underneath the mutest inhabitant in the building (fourth floor, left), they themselves seem to be unaware of the easy transmission of sound; loud arguments and erotic activities reverberate downstairs.

21. MAILBOXES The mailboxes are a miniature version of the building itself. Letters from various places enter each compartment. A full mailbox means that someone is not home, travelling or too busy to take care of their usual business. A mailbox with no name means that someone has moved out, and the empty space (and mailbox) awaits a new inhabitant to occupy it. Over the years, the names will change, be replaced, disappear – until eventually, none of the names remain. Someone will take over our place, our apartment and our stairway. It will be theirs, and they will fill it with their desires and thoughts: listening to Boulevard Caféen; smoking cigarettes on the doorsteps; putting up notes in the wash-room; and keeping an eye on the comings and goings of no. 38. <<

Kanalhusenes fasader Tekst og bilder: Andrea K. Breidablik

Område omkring Negen Straatjes, Amsterdam.

GAMLE AMSTERDAM Mange av de eldre bygningene i den sentrale del av Amsterdam ble bygget på 1600-tallet. En av de mest fremtredene bygningene innen for denne tidsperioden er kanalhusene som står side om side langs kanalene i den indre by. Kanalhusene ble bygget smale med gavlen ut mot kanalen og dype inn mot bakgården for å sikre tilstrekkelig boareal. Det gav en skattemessig fordel, da skatt ble beregnet etter fasadebredden mot gate og kanal. Fasadene ble personliggjort med særpreg som ornamenter på gavlen, eller med dekorative utskjæringer. Mange av de gamle kanalhusene lener seg fremover og har en krok i gavlen. De ble bygget slik for å gjøre det mulig å trekke store og tunge gjenstander opp og inn gjennom et vindu i ønsket etasje, uten å støte bort i fasaden.

Varierte fasader ligger side om side langs kanalen i post-modernistisk stil som en slags moderne versjon av den indre by (Java-island, Amsterdam).

JAVA-ISLAND Halvøya Java ble anlagt på slutten av 1800-tallet og som et område for skipsfartstjenester. I 1980 okkuperte kunstnere og hjemløse mange av bygningene på området, som da stod tomt. På 1990-tallet ble halvøya utviklet til boligområde i henhold til en masterplan av den nederlandske arkitekten Sjoerd Soeters. Med unntak av en bygning eid av havnemyndighetene, ble alle de gamle bygningene revet. Fire nye kanaler deler den langstrakte øya i fem mindre deler, hvor bygninger med varierte fasader ligger side om side langs kanalen i post-modernistisk stil som en slags moderne versjon av den indre by. >>

Dyre kanalhus med føttene i vannet (das Scheepstimmermanstraat, Borneo-Sporenburg, Amsterdam).

BORNEO-SPORENBURG OG DAS SCHEEPSTIMMERMANSTRAAT Boerno-Sporenburg er to øyer i den østre delen av Amstedam, som ble utviklet i 1993-96 av det Nederlandske kontoret West 8. Det er en av de mest kompakte boligområder i Amsterdam og ble planlagt for å inneholde 2500 lave boenheter, med en tetthet på 100 enheter per hektar. West 8 hadde et mål om størst mulig romslighet og allsidighet innenfor et begrenset område og foreslo nye typer tre-etasjes hus som skulle gjentas med stor variasjon av boligmoduler, med ulik arkitektonisk uttrykk, for å avvike fra vanlige rekkehus og fokusere på den private sfære. Boligene skulle også ha takterasser og hager. Den Scheepstimmermanstraat i Borneo området er kjent for sine unike hus tegnet av arkitekter som Hertz

berger, Van Velsen, Höhne & Rapp og MVRDV. Innenfor området planla West 8 planla en gate der beboerne fritt kunne utforme sitt eget hus ved vannkanten. Rekkehusene refererer til de tradisjonelle nederlandske kanalhusene som vi finner i indre Amsterdam. De fleste boligene i Borneo-Sporenburg området er bygget av prosjektutviklere og boligselskaper. Boligene på Das Scheepstimmermanstraat er derimot planlagt og gjennomført av den enkelete eier. Dette resulterte i dyre enkeltstående kanalhus med føttene i vannet. Felles vilkår for utforming av bolighusene var en maksimal høyde på 9,2 meter og at stueetasjen skulle være 3,5 meter høy. Det skulle være store åpninger i fasadene ut mot kanalen og en lukket karakter på fasadene som vender mot gaten. <<

AART architects er en veletableret, skandinavisk arkitektvirksomhed. Kunne du tænke dig at blive en del af et kreativt team på 65 arkitekter, designere og konstruktører? Og kunne du tænke dig at prøve kræfter med projekter i hele Skandinavien? Så send en praktikansøgning til: AART architects / Anne Sofie Buur Okkels / aso@aart.dk www.aart.dk www.facebook.com/aartarchitects

VANDKANTEN

Det 19.500 m² store boligbyggeri omdanner Stavangers gamle industrihavn til en markant bydel i træ. Foto: Jiri Havran

DET FØLES ALTSÅ SOM DET VILDE VESTEN Tekst: Pernille Stensgaard Foto: Anders Brusen Jensen Marie Stender gik rundt i Ørestad, følte hun sig som en af de små menneskefigurer, arkitekter bruger i deres modeller. Ikke en god følelse. Alt omkring hende var mastodontisk og nyt, selv fyldte hun næsten intet. Hun tænkte, at noget her ikke var lykkedes. Byen, der sprang op af den bare mark i dubaitempo, manglede sjæl. En række svære spørgsmål meldte sig: Hvad er sjæl? Kan den skaffes? Hurtigt? I løbet af det næste år flyttede Marie Stender med mand og børn på skift ind i tre helt nye danske bebyggelser for at analysere den stærke længsel efter sjæl. Og alle forsøg på at tilfredsstille den. Hun har boet i 8-tallet i Ørestad, et enormt og spektakulært byggeri af dansk arkitekturs rockstjerne Bjarke Ingels, i A-huset på Islands Brygge, et forsøg på new yorker lejligheder i en rå industribygning, og i Lange Eng i Albertslund, et bofællesskab skabt af indflytternes ideer. En måned eller halvandet hvert sted og Marie Stender ude med blokken på sporet af nye huses sjæleliv. Som at skrive en babys biografi. ”Når man taler med folk om deres boliger, taler man i virkeligheden om dem selv. Det gælder alle steder i landet,” siger Stender, der for nogle år siden skrev speciale om det gennemsigtige liv i moderne glashuse. Hun har netop forsvaret sin ph.d-afhandling Nye steder med liv og sjæl? om paradokset mellem at opfinde sjæl og samtidig vide, at sjæl normalt ikke kan købes, ikke designes, ikke planlægges. Det kostbare og enestående ved sjæl er, at den lader vente på sig. Det har de nye steder ikke tid til. Ingen har tid til at vente på noget så vigtigt som sjæl. Danske byer og kommuner løber om kap for at finde sjælen først og bedst. Ikke en ny bydel eller et kulturhus uden, ikke en plads, en park eller et mødested. Alle forsøger at skabe nye steder med gammel historie og identitet, fortælling og tradition.

EN DAG, HVOR ANTROPOLOGEN

”Vi ser det som en selvfølgelighed, at gamle huse har sjæl, som nye ikke har,” siger Marie Stender. Parcelhuse fra 1970erne opfattes som kedelige, men praktiske, mens ældre murermesterhuse omtales som smukke, men upraktiske. Til gengæld har de sjæl, som ellers forbindes med mennesker, ikke ting. I Marie Stenders nybyggerier gik bygherrerne i gang med at besjæle og fortrylle, inden nogen flyttede ind. Alle tre forsøgte at gøre op med det masseproducerede, det standardiserede og ’kommercielle’, selv om de alle tre var netop dét. De ville noget andet end den bevidstløse, ejendomsmæglerdrevne treværelses på 100 kvadratmeter, så de skød genveje til sjæl og særpræg.

GUIDE TIL SJÆL 1. Man kortslutter tiden og får den til at gå hurtigere. For at skaffe en fornemmelse af byliv, før det (måske) opstod af sig selv, betalte bygherren i 8-tallet driften af cafeen i de første seks måneder, indtil det var rentabelt for en privat at overtage. Plus to koncertrækker med otte kendte danske musikere og det midlertidige galleri, Projekt 8, hvor unge kunstnere fra otte europæiske kunstakademier udstillede deres værker. Delikatessebutikken fra Østerbro har bygherren også tilbudt favorabel husleje. Tiden er ikke bare noget, der går og sætter sine spor på stedet, sporene fremskyndes og fremkaldes aktivt. Nye steder har travlt med at blive gamle. Man venter ikke bare på, at bylivet af sig selv indfinder sig i stueetagen, lyset tændes i vinduerne, og træerne vokser sig store, men søger for så vidt at kortslutte tiden ved at fremskynde karakteristika, der vidner om tidens gang. >>

Det handler om at få de nye steder til at holde op med at være nye og få marken til at holde op med at være bar. A-husets stueetage på Islands Brygge minder mest om en udendørs hotellobby forklædt som byliv, nøje designet med håndplukkede butikker, der ikke er dukket op af sig selv: En Irma, en Emmerys med café, en sushi-forretning, en frisør, en COFOCO takeaway og en italiensk restaurant.

2. Man får de kreative ind til at modne stedet. A-huset på Islands Brygge lod kunstnere bruge bygningen i de tre år, lokalplanen var om at glide gennem systemet. Deres efterladte malerstænk er bevaret sammen med rustfarvede pletter fra gamle armeringsjern. Maersk-ansatte indere, der bor til leje i servicelejlighederne, klager nogle gange over at have fået en ufærdig lejlighed. For dem signalerer revnerne i de umalede betonlofter ikke new yorker-loft, men bare dårligt håndværk. Kreative kan spille så væsentlig en rolle, at antropologen Mark Vacher sammenligner dem med shamaner. Fra deres position i samfundets udkant har både shamaner og bohemer status af godartede katalysatorer, der kan transformere deres omgivelser: Snarere end forfædre, ånder eller andre guddommelige kræfter kan kreative hidkalde kultur.

3. Man planter gamle træer. Som én sagde i Ørestad: ”Vi vil gerne have noget, der ser ud, som om det er mere end ti minutter gammelt.” Store træer giver et materielt vidnesbyrd om den tid, der er gået. Gamle træer er antitesen til bar mark. ”Nu ser du ind i maskinrummet af Lange Eng,” sagde en af grundlæggerne, da Marie Stender på arbejdsdagen mødte ham i gården med havehandsker, rive og trillebør.

4. Man begraver sig i lokalarkiver. Og leder efter selv de mindste spor af historie, der kan smitte af på byggeriet. Lange Eng fik sit navn på den måde, gravet frem fra fortiden.

5. Man fortæller historier. 8-tallet er et massivt spekulationsbyggeri af præfabrikerede betonelementer, men samtidig historien om en bjerglandsby med rampen som hovedgade. Historien er plantet af 8-tallets arkitekt Bjarke Ingels. Rigtige bjerglandsbyer opstår langsomt, lag på lag og er arkitektur uden arkitekter, hvorimod 8-tallet er ekstremt planlagt. Jakob Staffeldt, den ansvarlige for brandingen af 8-tallet: ”Hvor intet er, er alt muligt, som Bjarke siger. Der var >>

jo ikke nogen branding på det her sted overhovedet, så vi har selv kunnet bestemme, vi har selv kunnet skrive fortællingen.” Det gav et gib i Marie Stender, da hun fik øje på de ansatte i børnehaven med 8-tallets logo på ryggen. De er flyttet ind i et varemærke og har taget det på sig.

6. Man sørger for sprækker i perfektionen. Beboerne i 8-tallet elsker historierne om de skæve rum og vinkler i bygningen og det underlige rum med loftshøjde på halvanden meter, der pludselig bare dukkede op, fordi lejlighederne har så mange og så vanvittige faconer. Et skær af noget udesignet designes.

7. Man kombinerer en kendt arkitekt med en iøjnefaldende idé, som gør byggeriet til ikon fra første dag. Beboere i 8-tallet er typisk på fornavn med arkitekten. De taler ikke om tegnestuen BIG, men om ’Bjarke’ eller ’Bjarke Ingels’ og ser husets arkitektur som et direkte udtryk for hans personlighed.

8. Man slører ’det kommercielle’. Hvis der i byggeriet er indlejret et kunstnerisk eller socialt engagement, løftes det ud over varestatus. Flere i 8-tallet taler om arkitekten som legebarnet, der tør udfordre konventionerne, og relaterer det direkte til husets form, hvor det runde og skæve er modpol til det firkantede og lige. Ørestads andre byggerier beskrives som ’firkantede kasser’, ’kønsløse spekulationsbyggerier’ eller ’boligstavl’. Når kollektivbebyggelsen Lange Eng i Albertslund ikke føles som metervare for beboerne, selvom den er lavet af standardelementer hele vejen igennem, er det, fordi arkitekten har skræddersyet den sorte karré til dem, og fordi fællesskabet redder dem ud af ’det kommercielle’, som så mange gerne vil undgå. De vil ikke bo i en vare.

9. Man refererer arkitektonisk til storbyen. Ligesom bjerglandsbyen har byen taget tid. Den urbane karré, gaden og pladsen forbinder de nye steder med de gamle og gør storbyfolk trygge ude i det nye intet.

HVORDAN MAN LEVER Over indgangsporten til Lange Eng har beboerne opsat en metalplade med tidslinje over stedets tilblivelse. Den begynder med første infomøde i 2005 og slutter i 2010, hvor foreningen lukker sit byggeselskab. Altså en meget ung historie, men den højtidelige ordlyd minder Marie

Stender om inskriptionen på historiske mindesmærker: ”Her står Lange Eng. Dette er en hyldest til fællesskabet, der gjorde det muligt.” De nye opfatter sig meget ofte som pionerer. ”Det er ligesom at blive vasket at komme derud,” siger Pia om fælleden ved 8-tallets fod. ”Jeg ved jo godt, at det er totalt menneskeskabt, men det føles altså som det vilde vesten.” En anden kvinde fra Ørestad har det på samme måde. Hun er fascineret af randområder, hvor forskellige ting støder sammen. ”Indre by kan blive lidt lagkagelummer, men altså, den der storhed, der ligger i de nye områder – her eksperimenterer vi, her udvikler vi os.” Det nye sted er både mulighedernes land og et usikkert sted. Man er nybygger – og bange for, hvad det hele ender med. Man løber en personlig og økonomisk risiko. Det taler beboerne ikke så højt om, men det ligger mellem linjerne og dukker op som henkastede bemærkninger og uudtalte spændinger i Marie Stenders indsamlede materiale. Fraflytning er et delikat, næsten tabubelagt, samtaleemne, især i Lange Eng, men også i 8-tallet, hvor man undrer sig over dem, der vælger at flytte, og går ud fra, at det må være et spørgsmål om økonomi. Flere af hendes informanter fortalte, at de ikke nødvendigvis ville blive boende for altid: Det kommer an på,

hvilken slags sted, det udvikler sig til. Uvisheden viser sig i ophedede diskussioner om havemøbler, havelåger, plantekummer, træsorter, vinduesvask, wall-stickers, webergriller, lamper og dørhåndtag. Parabolantenner er ugleset i 8-tallet, fordi stedet ikke må ligne og blive til et socialt belastet boligbyggeri. Ifølge ejendomsmæglere, arkitekter og developere tiltrækker de nye steder især folk fra provinsen. Mange fra provinsen laver også selv den kobling: Vi er fra provinsen, så vi er vant til, at det blæser, at tempoet er lidt langsommere, og der er langt til tingene, siger de. Provinsen står for det afsidesliggende og ufine, men også det folkelige, genuine og det, der ikke gør sig finere, end det er. Torben blev lettet over at se havenisser dukke op i 8-tallets forhaver: ”Hvis vi nu leger, at jeg var rigtig snobbet og troede, at jeg skulle ud og mænge mig med den kreative klasse, så ville det undre mig, at der stod havenisser i 5-10 procent af alle forhaver. Og sidste sommer var den store trend herude at have sådan nogle små fyrfadslys med solfangere. Det var i 80 procent af forhaverne – ja, vi havde dem også, så det er ikke det. Men det er lidt Bilkaagtigt, eller ikke så kreativt. Det er positivt, jeg føler mig ikke generet af havenisser. Jeg er jo bare en bonderøv fra Vestegnen.” >>

LÆNGSEL EFTER BYEN Ørestad føler sig finere end Amager, ligesom Lange Eng føler sig anderledes end Albertslund, men begge steder skæver til København som det savnede sted. Lange Engs interne netforum er forsynet med en række filtre, der gør det muligt at sortere beboere på tværs af husstandene og klikke sig ind på tværgående kategorier: ’Vis alle Børn (0-4 år) Børn (4-8 år) Børn (812 år) Børn (12-16 år) Voksne (alle) Voksne (kvinder) Voksne (mænd.’ Her tegnes et autoetnografisk virtuelt portræt af fællesskabet, der viser, hvilke ord der hyppigst optræder på beboernes personlige sider: Jo større skrift, jo oftere går ordet igen på beboernes sider. For eksempel i kategorien ’steder’: Med størst bogstaver står København, RUC, Nørrebro, Københavns Universitet, Vesterbro og så der nedad med mindre og mindre bogstaver, Norge, Valby, Frederiksberg, Aarhus, Albertslund (stedet hvor de bor). Odense, Statskundskab, Esbjerg, Canada, Rødovre, SF, USA, Sankt Annæ Gymnasium, Rigshospitalet, Brønshøj, Paris, Krabbesholm højskole. Mexico og så videre.

’’

Magi. Nye steder har travlt med at blive gamle. Ingen har tid til at vente på, at tiden går. Tre byggerier skyder genvej for at få sjæl, hurtigt.

A-huset ligger kun 2,7 km fra Rådhuspladsen, men når de ramponerede lokaler blev lejet ud til kunstnere, og der blev åbnet en midlertidig natklub på taget, handlede det om at mindske den mentale afstand fra indre by til ydre Islands Brygge. Ikke kun ejendomsmæglere, developere og brandingfolk søger strategisk at forkorte afstanden mellem byen og det nye sted. Flere beboere fortæller, hvordan de i perioden lige efter at være flyttet vedhæfter elektroniske rejseplaner til mails for at overbevise venner og bekendte i byen om, at de faktisk ikke er så langt væk. Under Marie Stenders feltarbejde åbnede Byens Bogcafé i Ørestad City i forbindelse med udgivelsen af Slipset, en bog om Ørestad, finansieret af By og Havn. ”Et lille Vesterbroforlag vil skabe liv i Ørestad. Midlerne er kaffe, bøger og aktiviteter,” stod der i presseomtalen. Cafeen ligger i nærheden af indkøbscentret Fields, hvor der i forvejen er masser af mennesker, men det er et andet byliv, man vil tilføre Ørestad: ét, der har præg af ’lille’, ’Vesterbro’, ’kaffe’ og ’bøger’. Selv i Lange Eng har man indbygget en biograf og café i fælleshuset. De er ikke offentligt tilgængelige, men kun for beboerne selv, alligevel er det tydeligt, at cafeen har en anden funktion end spisesalen, hvor man i princippet også kan drikke øl eller kaffe med sine naboer. Cafeen har høje barstole, stor designerlampe, italiensk kaffemaskine og øl fra Nørrebro Bryghus, men der er ingen bag disken, man lægger bare selv en mønt i kassen. En kvinde forklarer, at dengang de udarbej- dede stedet, boede mange af dem i Københavns brokvarterer: ”Der var ret meget fokus på, at man skulle kunne få en god caffe latte her. Det var vigtigt for folk at genskabe noget bymæssigt. At opretholde den illusion, bare noget, der lugter af byliv.” Udflytterne nærer et romantisk forhold til byen. ”I starten fik jeg sådan et stik i maven, når jeg gik på Nørrebro, som når man genser en gammel kæreste. Når jeg går derinde i dag, er det mere sådan: selvfølgelig skulle vi ikke være sammen altid,” sagde en beboer fra Lange Eng til Marie Stender.

For antropologen er der alle tre steder tale om ’øer af identitet’, hvor man finder sammen med nogle, der ligner en selv, i en slags nichefællesskaber eller smagsfællesskaber. Den udvikling er i fuld gang alle andre steder i samfundet, hvor medier og tjenester rettes mod smallere og smallere grupper af mennesker. ”Det er en slags designede communities, hvor man ikke bare flytter ind i en fælles bebyggelse, men også en fælles identitet,” siger hun. I Lange Eng får man skabt et ensartet fællesskab af folk, der går ind for mangfoldighed. Selv om beboerne gerne ville have været mere sammensatte, er det endt med unge, veluddannede børnefamilier. A-Huset og 8-tallet er indrettet med øje på den kreative klasse, men indtaget af et bredere publikum på grund af finanskrisen. ”På en måde er de tre steder jo lavet helt færdige. De er mere designede end de klassiske, modernistiske bebyggelser, som de vil skille sig ud fra. Arkitekter og bygherrer designer ikke længere kun de fysiske rammer, men også selve oplevelsen og tolkningen af stedet; branding, kommunikation, identitet. Det sjove og mærkelige er, at arkitekter vil planlægge det hele – også det, der virker uplanlagt og organisk.” Det spændende og ufærdige, dét, der stritter imod og får stedet til at træde i karakter, kalder hun friktion. Ord som ’bjerglandsby’ og ’sjæl’ er svære ord for arkitekter, det virker gammelagtigt og hyggeligt på dem. Ikke en god følelse. De bærer rundt på deres modernistiske arv, hvor de starter forfra hver gang med udgangspunkt i funktion og er i konstant oprør mod historie og tradition. ’Friktion’ kan de holde ud. << Artiklen er publiceret i 2. udgave af Weekendavisen, januar 2015. Foruden sit journalistiske virke selvsamme sted, kan Pernille Stensgaard desuden skrive en række bogudgivelser på sit CV; herunder ”København – folk og kvarterer”, “Skagen”, og “Da Louisiana stjal billedet” blandt mange andre. Anders Brusen Jensen er studerende ved Arkitektur og Design, AAU . EFTERSKRIFT: MARGARIDA N. WACO

UTRYGHEDENS EKKO Tekst og illustration: Martin Lynnerup skal gøre Tilst til et bedre sted at bo. Sådan lyder målet for DemokraCity’s nye byudviklingsprojekt, som Aarhus Kommune har igangsat i samarbejde med Arkitektskolen. Hvor byudvikling tidligere har taget udgangspunkt i hvad kommunen og arkitekterne har ønsket for et lokalområde, søger Demokracity-processen at inkorporere borgernes og lokalaktørernes egne ønsker i udviklingen af netop deres område. Resultatet af denne borgerinddragelse er mere end blot et lokalt indspark til arkitektens designproces. Resultatet er også den ansvarsfølelse og det initiativ, som styrkes blandt de involverede borgere i løbet af processen. Med andre ord opstår der et medejerskab blandt borgerne for ikke blot deres eget private hjem, men også for området omkring hjemmet. Hvor arkitektens opgave ofte er at tænke hjemmet som fire fysiske vægge, er det i denne sammenhæng tværtimod at tænke hjemmet som mere end blot det rum, man træder ind i. Et hjem er også det rum, man træder ud i.

STUDERENDE FRA ARKITEKTSKOLEN AARHUS

Jes Vagnby, leder af Demokracity siger: ”Tilst er fragmenteret – de forskellige befolkningsgrupper lukker sig meget om sig selv. Nu skal borgerne og aktørerne i området tænke ud over deres egne fire vægge og se sig som en del af lokalområdet. De skal se sig selv i en større sammenhæng. Og de skal være med til at udvikle Tilst til det bedre”. Spørger man borgerne i Tilst, hvad der præger deres opfattelse af området, drejes samtalen ofte hen på temaet utryghed. Utryghed på vej til og fra de offentlige institutioner, utryghed på gå- og løbeturen, utryghed på stierne i Tilst. Utrygheden opleves ikke i form af egentlige utryghedsskabende hændelser, men som et fænomen, hvis oprindelse ikke længere er andet end blot et ekko af noget, som engang har fundet sted. Det er et ekko, som synes at have penetreret Tilst-borgernes fælles bevidsthed, og som er blevet optaget i selve byens identitet. Et mentalt fænomen, der rent geografisk er blevet tilskrevet stierne som arkitektonisk typologi, men som rent fænomenologisk har hjemme hos den enkelte borger og i Tilsts samlede selvopfattelse. INTRODUKTION: ANNE MARIE KOBBERØ

IKKE-STED Visionen om stierne i Tilst tager sit udspring i 60’ernes idé om den grønne forstad. Det omfattende stisystem skulle strække sig som grønne bælter gennem Tilsts sporadisk placerede offentlige tilbud og sociale boligområder. Beboerne i Tilst skulle have direkte adgang til frisk luft og rig mulighed for at færdes i naturen. I realiteten er stierne lange, monofunktionelle forløb gennem byen og deres plads som en del af bylivet, er aldrig blevet defineret. Stierne breder sig som et grønt ingenmandsland i grænserne mellem byens mangfoldige områder og fremstår som kunstige, bylivsmæssige tomrum, der segmenterer Tilsts mangefacetterede byliv. Det er tydeligt at byplanlægningen i forhold til stierne er stoppet på et typologisk niveau; man har trukket streger på et kort og besluttet, at disse streger tilhører typologien ”sti”. Langs stierne er typologien efterfølgende manifesteret i en række rekvisitter så som vejbelægning, gadelygter, bænke, skraldespande og så videre, der er spredt ud i typologiens fysiske rum. Stierne står på den måde kun i relation til sig selv (som typologi) og forholder sig på ingen måde til deres fysiske kontekst. Stierne har ingen

egenskaber eller særlige kendetegn, som kan manifestere sig hos brugerne. De typologiske rekvisitter er tegn på, at planlægningen har været tilsigtet en bestemt funktion, men ikke at stierne er tiltænkt at skulle indgå i noget sammenhæng – planlægningsmæssigt eller socialt. Stierne er en ren typologi uden stedlighed, med andre ord; Stierne kan betegnes som ikke-steder. Det tydeligste tegn på, at dette gør sig gældende er, at stierne ikke er navngivet. De har helt grundlæggende ikke fået deres egen identitet, men har kun betydning i kraft af de steder, de fører til og fra.

BETYDNINGSPRODUKTION Ifølge billedkunstner Willy Ørskov1 (benævnt WØ) er den afgørende faktor, der løfter et ikke-sted og gør det til et sted, at stedet indeholder en konstant ’betydningsproduktion’2. Betydningsproduktionen tolkes som de egenskaber et område besidder ud over de fysiske. Det der giver stedet sin betydning. I følge WØ er der tale om, at steder har et lag af mental betydning. WØ mener således at denne betydningsproduktion, og dermed stedet, behøver en ”uafbrudt tilførsel af energi”2. Både på det fysiske og det mentale plan vil et afbrud i energitilførslen lede til, at stedet begynder at forfalde og i sidste ende blive et ikke-sted. Ergo må et ikke-sted – for at blive til et sted – tilføres en konstant energi, både fysisk og mentalt. Projektet må derfor ikke blot koncentrere sig om stiernes fysiske design, men det er nødvendigt at gå ind og modellere i selve byens identitet og selvforståelse. Opgaven er dermed at ”gestalte” hvilket vil sige at ”manifestere en psykisk (mental) holdning i (…) fysiske strukturer”2. Den typologiske kategorisering er ikke at forveksle med denne betydningsproduktion. For hvor den typologiske kategorisering udelukkende tilskriver stierne deres funktionelle karakteristika i forhold til den aktuelle typologi, er betydningsproduktionens vigtigste formål som sagt at gestalte. I denne tekst skelnes der mellem energitilførsel på to niveauer. Niveau ét er den fysiske energitilførsel; Arkitekturen. Niveau to er det mentale energitilførsel: Betydningsproduktionen.

UTRYGHED At stierne ikke tager del i nogen betydningsproduktion og dermed er ikke-steder tolkes som den primære årsag til den følelse af utryghed, som borgerne i Tilst giver udtryk for. En del af utrygheden ville kun fjernes ved blot at forbedre stiernes fysiske kvalitet i form af bedre belysning, buskrydning og lignende. Men stiernes manglende identitet blotter fraværet af menneskelig tilstedeværelse og distancerer sig fra mennesket, hvilket får området til at virke maskinelt og fremmedgørende. Resultatet er et fænomen beskrevet af Freud3 ved navn ’Unheimlichkeit’4. Unheimlichkeit kan løst oversættes til ”u-hjemlighed” og fortolkes som modsætningen til netop hjemlighed, hvilket kan beskrives som det, der tilhører hjemmet; det familiære, det intime, det komfortable. Det, som ifølge Freud, ”tilhører familiens hus”4. Hjemlighed er fornemmelsen af at høre til. At være velkommen. Grimms ordbog5 beskriver foruden det hjemlige som ”a place free from ghostly influences”4, hvilket kan fortolkes som et sted fri for dårlige energiers indflydelse. I modsætning til heimlichkeit, dækker unheimlichkeit altså over steder uden hjemmelighed. >>

Steder, hvor man ikke føler sig velkommen. Steder uden fællesskab. Ifølge Freud beskriver Schelling4 også unheimlichkeit som “benævnelsen for alt det, der skulle være forblevet gemt og hemmeligt, men som er blevet synligt”4. Unheimlichkeit forbindes dermed til den del psykoanalysen, som Freud kalder fortrængning. Alle mennesker undertrykker en stor del af deres følelsesliv, og når de udsættes for områder med følelsen af unheimlichkeit, kommer disse fortrængninger op til overfladen. WØ beskriver hvordan han mener, at ikke-steder kan forbindes til fortrængning i psykoanalysen. Ikke-stederne er den fysiske manifestation af fortrængning i og med at ikke-steder er det som ”…holdes uden for betydningsproduktionen, som man vender ryggen til og ikke præsenterer hverken for sig selv eller andre.”2 Når stierne udelukkende forholder sig til sig selv, forbliver de løsrevet fra omgivelserne, og de mister muligheden for at blive en del af Tilst på et overordnet, forståelsesmæssigt plan. Frem for at blive en del af Tilsts fortælling og følelsen af Tilsts ’heimlichkeit’, forbliver stierne isoleret fra resten af byen, både fysisk og mentalt. Stierne er altså en fortrængning i Tilsts selvforståelse og afskæres dermed fra muligheden for at tage del i Tilsts overordnede betydningsproduktion. Stierne fremstår derfor blotlagte og sårbare over for den relativt beskedne energiudladning, som ligger i de ‘episoder’ som engang fandt sted et sted på stierne. Disse hændelser er de eneste fortællinger, som kan samle energi nok til at starte en betydningsproduktion på stierne, og den negative fortælling – eller myte, om man vil – bliver med andre ord den eneste mentale manifestering, som stierne har mulighed for at formidle Den eneste følelse, som disse fortællinger kan manifestere mentalt, er unheimlichkeit. Ikke-steder er områder, som mentalt set ikke har fundet fast leje. Der kan aflæses spor af betydning i områderne, men stedets ejerforhold er uafklarede. Når mennesket fanges i dette udefinerede grænseland opstår følelsen af unheimlichkeit – fornemmelsen af ikke at høre til. At være trådt ind på andres område. At være trådt ud af fællesskabets sfære.

PROJEKT Det arkitektoniske indgreb på stierne må derfor besidde en karakter, som kan igangsætte en ny betydningsproduktion og synliggøre stierne som en del af Tilsts fællesskab. Indgrebet skal skabe stiernes egen fortælling. En fortælling som skal være stærk nok til at gøre op med fortrængningen. For at denne gestaltning skal lykkes, og stierne i fremtiden skal styres af en mere positiv betydningsproduktion end den skabt af utryghed, tager projektet omkring stierne fat i tre overordnede, arkitektoniske tematiseringer:

1. Navigation

Første skridt mod at bryde fortrængningen af stierne er at sætte dem på kortet. Som nævnt har stierne i dag ingen navne. Dermed mister de den helt basale, mentale manifestering, der ligger i at kunne huske stierne ved hjælp af deres navne. Derudover har stierne heller ingen skiltning, som kan give borgerne en umiddelbart forståelse af stiernes grundlæggende funktion; at føre borgerne hen til de steder, som er vigtige for dem.

2. Landemærker

Uden specifikke kendetegn, der definerer de forskellige stiers egenart, er det meget svært at manifestere dem mentalt. Stederne er nødt til at have et fysisk og mentalt pejlemærke, hvorom betydningsproduktionen kan manifesteres. En fysisk energitilførsel, der markerer stedets inddragelse i byen og skaber et miljø omkring sig. En mental og fysisk afgrænsning, som kategoriserer stedet i forhold til resten af byen, og dermed undgår at stedet fortrænges.

3. Aktiviteter

Tilsts byliv udgøres i høj grad af de aktiviteter, der finder sted borgerne imellem – både selvforanstaltet og på foreningsbasis. Mange af aktiviteterne finder kun flygtigt sted på stierne. De finder ikke sted på grund af stierne, men på trods. Hvis stierne kunne skabe en forbindelse til aktiviteterne, kunne disse blive en aktiv del af stiernes betydningsproduktion. I stedet for at være et passivt underlag for byens liv, kunne stierne manifestere sig i forhold til aktiviteterne og facilitere en bedre mulighed for udførelsen af disse aktiviteter.

EKKO Mediet er forblevet de fysiske omgivelser, men projektets ultimative succeskriterie et psykologisk, mentalt skifte i Tilsts-borgernes holdning til stierne. Projektet har forsøgt at gøre op med det traditionelle hierarki, hvor den fysiske energi – i form af arkitekturen – tilføres som det første, og den mentale energi i form af betydningsproduktion, først kommer til efter opførslen af arkitekturen. Stedliggørelsen sker med udgangspunkt i betydningsproduktionen og defineres af stedets betydning for helheden – ikke af arkitekturen. Borgerne i Tilst skaber selv stiernes nye betydning og overdøver sammen ekkoet fra tidligere tiders hændelser. << Martin Lynnerup er kandidatstuderende på Arkitektskolen Aarhus. Han skriver speciale på Studio Design & Social Innovation, hvor han i høj grad fokuserer på at inddrage og omsætte andre fags teoretiske viden om brugeren til konkret arkitektur og designpraksis.

Willy Ørskov, 1920-1990, dansk billedhugger; professor ved Kunstakademiet 1978-84. Willy Ørskov: Terrain Vague, Borgen 1992. 3 Sigmund Freud, 1875-1939, østrisk psykolog kendt for udviklingen af Psykoanalysen. 4 Sigmund Freud: The Uncanny, Sammlung 1919. Oversat fra tysk til engelsk af Alex Strachey. 5 Tysklands mest omfattende ordbog over det tysk sprog, historisk set. Originalt 1

DAS IDEAL

Ja, das möchste: Eine Villa im Grünen mit großer Terrasse, vorn die Ostsee, hinten die Friedrichstraße; mit schöner Aussicht, ländlich-mondän, vom Badezimmer ist die Zugspitze zu sehn aber abends zum Kino hast dus nicht weit. Das Ganze schlicht, voller Bescheidenheit: Neun Zimmer - nein, doch lieber zehn! Ein Dachgarten, wo die Eichen drauf stehn, Radio, Zentralheizung, Vakuum, eine Dienerschaft, gut gezogen und stumm, eine süße Frau voller Rasse und Verve (und eine fürs Wochenend, zur Reserve) eine Bibliothek und drumherum Einsamkeit und Hummelgesumm. Im Stall: Zwei Ponies, vier Vollbluthengste, acht Autos, Motorrad - alles lenkste natürlich selber - das wär ja gelacht! Und zwischendurch gehst du auf Hochwildjagd. Ja, und das hab ich ganz vergessen: Prima Küche - erstes Essen alte Weine aus schönem Pokal und egalweg bleibst du dünn wie ein Aal. Und Geld. Und an Schmuck eine richtige Portion. Und noch ne Million und noch ne Million. Und Reisen. Und fröhliche Lebensbuntheit. Und famose Kinder. Und ewige Gesundheit. Ja, das möchste! Aber, wie das so ist hienieden: manchmal scheints so, als sei es beschieden nur pöapö, das irdische Glück. Immer fehlt dir irgendein Stück. Hast du Geld, dann hast du nicht Käten; hast du die Frau, dann fehln dir Moneten hast du die Geisha, dann stört dich der Fächer: bald fehlt uns der Wein, bald fehlt uns der Becher. Etwas ist immer. Tröste dich. Jedes Glück hat einen kleinen Stich. Wir möchten so viel: Haben. Sein. Und gelten. Daß einer alles hat: das ist selten. (KURT TUCHOLSKY, 1927)

DAS IDEAL OG BYEN Den tyske arkitekt, by- og landskabsteoretiker samt -praktiker Thomas Sieverts er manden bag det sigende begreb Zwischenstadt; mellembyen som en karakteristik af de moderne bylandskaber, der spreder sig på godt og ondt, der hvor mennesker bor, arbejder og rekreerer sig. Begrebet udvikler han først og fremmest i bogen Zwischenstadt (Eng. udgave Thomas Sieverts: Cities without Cities. 2003) . Den engelske titel er ikke nogen god oversættelse, for den tyske titel betyder sådan set nærmest, at der er by i en eller anden form overalt, ofte med markante landskabstræk involveret, men by er der i hvert fald. Ikke desto mindre er bogen bestemt værd at læse, også på engelsk. I alle disse mellemliggende bylandskaber, som vi kender så godt, er det blevet helt tydeligt, at der findes nogle karakteristiske mønstre af gensidig gennemtrængning mellem de åbne landskabsrum og de byggede former. Som en generel karakteristik af denne proces anfører Sieverts den kontinuerte stræben efter realiseringen af ’Tucholsky-princippet’. I korthed dækker princippet den samtidige længsel, der findes hos de allerfleste af os, efter både det landlige og det urbane ideal. ’Tucholsky-princippet’ er længslen efter en forsoning mellem kontrasterne i den måde, vi tager del i livet på. På den ene side elsker vi byens liv, og på den anden side er vi på mangfoldige måder også optaget af naturen, om den så er ’vild’ på forskellige måder eller ’kultiveret’ på forskellige måder. Dette princip og denne stræben er ingenlunde ny. Sieverts har i denne sammenhæng taget den fra Kurt Tucholskys digt fra 1927, Das Ideal. (Læg mærke til hvornår digtet er skrevet ; 2 år før Verdenskrisen brød ud i 1929 med valutasammenbrud og massearbejdsløshed til følge. Der har helt sikkert været rimelig gang i den både økonomisk og bygningsmæssigt omkring 1927.) Tucholsky var en tysk digter, journalist og skribent, der levede og virkede i Tyskland i den første tredjedel af det 20. århundrede. Han tog ivrigt del i samfundsdebatten med mange skarpe indlæg i forskellige formater, men forlod, som så mange andre, Tyskland efterhånden som klimaet for næsten alle slags ytringer, undtagen én bestemt slags, blev for tungt. Han bosatte sig i Göteborg i Sverige og døde allerede i 1935, 45 år gammel. Sieverts har først og fremmest ladet sig inspirere af karakteristikken af den meget menneskelige længsel, som kommer til udtryk i de første par strofer af digtet, og formuleret ’Tucholsky-princippet’ som en bymæssig parameter i det moderne urbane landskab. Hvem digtet først og fremmest har appelleret til i 1927, kan vi nok kun gisne om, men i 2015 er der ingen tvivl om, at nogle af digtets karakteristikker kommer ganske tæt på noget af det, der i dag kendes som ejendomsmægler-lingo. Noget som er mere end ’lingo’ i den forstand, at det har betydning for den måde, bygherrer gerne vil bygge på og myndigheder tage hensyn til. Såvel i 1927 som i dag er der måske ikke så mange, der læser digtet til ende, men det har I nu chancen for – oven i købet på originalsproget. TEKST: MORTEN DAUGAARD Morten Daugaard (1947-), cand. phil., er lektor på Arkitektskolen Aarhus. Han har været tilknyttet Institut for By og Landskab og forskernetværket ”Netværksbyens urbane landskaber”. Hans interesseområder er arkitektur- og byteori, byudvikling og samfundsteori.

PeoPle

SPace

Daylight Looking for an internship with international opportunities? jobs@henninglarsen.com

Moesgaard Museum #MoMu #HenninglarsenarcHitects

I TRANSIT Tekst: Margarida N. Waco Foto: Mie Brinkmann DET ER FORMENTLIG DE FÆRRESTE, der

kan forestille sig et scenarie, hvor man bliver ført flere kilometer bort og smuglet over en grænse – alt sammen med livet som indsats fra de involverede parter. Eller hvordan man inden daggry i et sammensurium af drøm og virkelighed bliver vækket af sin mors blide stemme, og hvordan lyden af hendes ord giver genklang i erindringen. Vi må afsted. Vi må hjemmefra. Ikke desto mindre er det den virkelighed et rekord højt antal mennesker verden over står over for i disse tider. Nærmere bestemt omtrent 50 millioner mennesker, som FN i sensommeren anslog er fordrevet fra det sted, de kender som hjem.

BOLIGEN SOM KOSMOS Hjemmet bliver oftest associeret med en stedbunden bolig, der med sine fire vægge udgør det stabile udgangspunkt. Dog har ordet en iboende kraft, der ikke lader sig begrænse af lineære elementer, der tilsammen danner en rumlig struktur. Det samme gør sig gældende, når antropologen henter begreber fra sprogvidenskaben til at beskrive hjemmet som noget performativt. Det vidner om, at hjemmet ikke er en ensidig, fastdefineret størrelse, der lader sig begrænse, men nærmere en tilstand, der gradvist udvikler sig og tager form på baggrund af de værdier, vi tilfører det. Eller som antropolog Mark Vacher udlægger det; ”... er hjemmet noget vi gør.”1

HJEMLØSHEDEN MIDT I AL TUMULTEN Men hvad sker der egentlig, når hjemmet pludselig forsvinder, som et tæppe, der rives væk under vores fødder? Når manglen på et territorialt tilhørssted2 ikke

længere er noget, der blot hører periferien til? Da må vi gentænke og redefinere rammen om vores liv, som hjemmet er et symbol på. Når der på verdensplan forekommer en flygtningestrøm af dimensioner, som ikke er set siden Anden Verdenskrig, må mange millioner mennesker tage sig til takke med en ny virkelighed, som er defineret af andre. En virkelighed, der dels erstatter og skal fungere som klangbund for ikke mindst rutiner, indbyderes relationer, men lige såvel erindringer. Ventetiden i flygtningelejre og asylcentre verden over rejser spørgsmålet om, hvordan vi skaber bedst mulige rammer og midlertidige hjem for de medmennesker, der i skrivende stund præges af en omsiggribende hjem- og identitetsløshed. Der findes talrige eksempler på, hvordan disse midlertidige hjem er indrettet. Tyrkiet rangerer med Nizip-2, der gentagne gange er blevet omtalt som verdens bedste flygtningelejr. Men hvorvidt selvsamme lejr, der på bedste funktionalistisk vis er sammensat af en række containere situeret i en afgrænset, afsidesliggende zone, og som huser op mod 5000 syriske flygtninge3, er en eksemplarisk løsning, kan der stadig sås tvivl om. Arkitekturen sætter os i stand til at planlægge og organisere rum, men ikke desto mindre bærer tilværelsen for beboererne i Nizip-2 stadig præg af en transittilstand. Det er til trods for Erdogans regerings intentioner om at skabe fornuftige og – situationen taget i betragtning – ideelle rammer, der blandt andet tæller skolegang og et hav af udfoldelsesmuligheder for både børn og voksne. Den finske arkitekturteoretiker, Juhani Pallasmaa, plæderer for, er vi som arkitekter i stand til at designe boliger og skabe rumlige strukturer, men ikke hjem. Dermed rækker arkitekturen kun til et vist punkt og har således også sin begrænsning: >>

Fra Hanstholm Asylcenter.

’’

Eller hvordan man inden daggry i et sammensurium af drøm og virkelighed vækkes af sin mors blide stemme, og hvordan lyden af hendes ord giver genklang i erindringen. Vi må afsted. Vi må hjemmefra.

“We architects are concerned with designing dwellings as architectural manifestations of space, structure and order, but we seem unable to touch upon the more subtle, emotional and diffuse aspects of home. In the Schools of architecture we are taught to design houses and dwellings, not homes”.4

SOLIDARITET SOM NØGLEORD Fra et dansk perspektiv, har vi som mange andre lande oplevet en øget flygtningestrøm de seneste mange måneder. Men når politikerne på Christiansborg orkestrerer en debat, der tager udgangspunkt i en stramning på asylområdet, møder de stor modstand. Solidaritet, eller manglen på samme, præger den politiske dagsorden. Der skal ikke ledes længe efter kritiske stemmer, og senest har den amerikanskcanadiske filosof, Joseph H. Carens, i et interview tidligere på året proklameret, at det er moralsk forkasteligt, når det fra Christiansborg lyder, at der skal fastsættes en grænse for antallet af tilkomne flygtninge. For når spørgsmålet melder sig, om hvorvidt vi fortsat kan ignorere den kendsgerning, at mange millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem, er det nødvendigt at have sig for øje, at ansvaret ikke blot kan pålægges nabolandene. Det hedder sig ganske enkelt, at de respektive lande har en forpligtigelse til at hjælpe, og derfor bør solidaritet med verdens flygtninge figurere som nøgleord i nærværende debatter. Tilværelsen i verdens flygtningelejre og asylcentre synes for manges vedkommende nærmere som en sammensmeltning af tid og rum og udsigterne til fred i lande som Syrien, blandt mange andre, lader vente på sig. Det åbner muligheden for at skabe og organisere rumligheder, der med tiden kan få karakter af et hjem. Hjemmet er ganske enkelt ikke noget, der skabes øjeblikkeligt, men over tid. << Mie Brinkmann er fotojournalist og underviser på Krabbesholm Højskole.

Vacher, Mark: “Et hjem er noget, man gør”. Forskerinterview fra forskningsprojektet: “Boligen i rum og tid” Hentet fra: http://boligforskning.dk/et-hjem 2 Wentzel, Ida (2006): “Hjemlighed. Kulturfænomenologiske studier” Aarhus Universitetsforlag. 3 Junker, Susanne (2014): “Selv den bedste flygtningelejr vil folk ikke hjem fra” Information, 15.10.14 - 70. årgang, nr. 240 4 Pallasmaa, Juhani (1994): “Identity, Intimacy and Domicile. Notes on the Phenomenology of Home” Hentet fra: http://www.uiah.fi/studies/history2/e_ident.htm 1

ET ÅNDERLIG KOLLEKTIV

Tautra Mariakloster Tekst og bilder: Andrea K. Breidablik PÅ EN LITEN ØY i Trondheimsfjorden ligger Tautra kloster som tilhører den katolske cisterciencerordenen. I Mariaklosteret legger de vekt på stillhet, ensomhet og kunsten ved å bo sammen i fellesskap. De ber syv ganger om dagen, og for å være selvfinansiert produserer de urtesåpe. Nonnene lever i et bokollektiv, arbeidskollektiv og et åndelig kollektiv. Oppleves klosteret også som et sted er man har rom for det private? Cistercienserordenen søker skjønnhet og enkelhet i arkitekturen, og ønsker å vise funksjonalitet i sin formgivning. Hvordan møter arkitekturen cistercienserordenens verdier og det moderne klosterliv?

Tautra Mariakloster, et katolsk kvinnekloster tegnet av Jensen og Skodvin, 2006.

CISTERCIENSERARKITEKTUR På 1100-tallet utviklet Cistercienserklostrene en enhetlig arkitektur med nøktern utforming, som skulle vise funksjonalitet. Grunnplan og omriss utvendig og innvendig ble holdt svært enkle. Koret og kapellet hadde en rett avslutning. Detaljene var enkle, men bestrebet seg på et godt håndverk og rommene skulle opplyses av naturlig lys som strømmet gjennom små vinduer i ufarget glass. Cistercienserordenen kom til Norge fra England og i 1207 ble det anlagt et cistercienserkloster på Tautra. I dag ligger ruinene av det gamle klosteret i klostergården. Nonnene, kom til Tautra i 1999 og innredet tre små vanlige hus til kloster. Der fikk de plass til de viktigste delene av det et kloster skal inneholde; kapellet, spisesalen, kapittelsalen og lesesalen. Omkring år 2000 begynte de å planlegge det fremtidige klosteret, som i 2006 sto ferdig bygget, tegnet av Jensen og Skodvin. Tautra Mariakloster er et langstrakt og moderne kloster med paralleller til en trøndersk låve, som ligger i det ganske flate landskapet, med utsyn over fjorden. Klosteret er i alt 80 meter langt, 21 meter bredt og med omkring 2000 kvadratmeter grunnflate. Kirkerommet og klos-tergangene har en synlig konstruksjonen i limtre, med et ytre tak i glass. De fargerike fasadene er kledd i Otta-skifer. Klosteret ligner ikke umiddelbart hvordan man forestiller seg et kloster, men inneholder de grunnelementene et kloster skal bestå av. Klosterhager, kirke, kapittelrom og spisesal. Hvis man ser på grunnplanet på kirken, vil man gjenkjenne den tradisjonelle cistercienserkirken og plasseringen av de ulike rommene.

ut mot fjorden. Alle måltider spises i stillhet, og de sitter alle vendt ut mot utsikten. Det er hverken et typisk familiemåltid eller ar-beidsmåltid. Kanskje er det et slags pusterom? Klosteret har et verksted hvor de produserer urtesåpe og hudkrem. Verkstedet fungerer som en arbeidsplass. Nonnene ønsker å være selvfinansiert og har hver sine daglige oppgaver.

Panoramavinduet ved alterveggen og saltaket av glass fyller kirkerommet med naturlig lys.

STILLHETEN Cistercienserordenen lever i tråd med St. Benedicts regler og legger vekt på bønn, stillhet, ensomhet, kunsten ved å bo sammen i felleskap, manuelt arbeid og gjestfrihet. Når man ankommer klosteret kommer man inn i kirkerommet. Store panoramavinduer i alterveggen og saltak i glass lyser opp rommet. Limtrekonstruksjonen i taket filtrerer lyset som kastes på veggene, og beveger seg naturlig etter været. Utenfor ser man fjorden og løvtrær som beveger seg med vinden. Det er et tydelig religiøst rom, hvor man lovpriser gud. Når nonnene messer er det en ren og åndelig atmosfære i rommet. En spesiell ro og samstemthet. I klostergangene fortsetter de synlige limtrekonstruksjonene med store glassflater som åpner seg ut mot klosterhagene. Det er i alt syv indre hager. Hagene slipper lys inn i rommene og kan brukes til uteopphold, refleksjon og dyrking av urter. Spisesalen er et langstrakt rom, med høyt tak og panoramavinduer >>

ut mot fjorden. Alle måltider spises i stillhet, og de sitter alle vendt ut mot utsikten. Det er hverken et typisk familiemåltid eller arbeidsmåltid. Kanskje er det et slags pusterom? Klosteret har et verksted hvor de produserer urtesåpe og hudkrem. Verkstedet fungerer som en arbeidsplass. Nonnene ønsker å være selvfinansiert og har hver sine daglige oppgaver. Tautra Mariakloster er et introvert bygg, det lukker om seg selv samtidig som det trekker naturen og massevis av lys inn i bygningen. Det oppleves rolig og luftig samtidig som rommene er i stadig forandring gjennom tonene og variasjonene i materialene, og filtreringen av lyset gjennom takkonstruksjonen, som hele tiden endrer oppfattelsen av rommene.

materielle eiendeler. Stillheten og de faste hverdagsritualene kan man forestille seg at skaper gode rammer for refleksjon. Grunnen til at et kollektiv ofte går i oppløsning er at livssituasjonene endrer seg. Man får en kjæreste, får barn, trer inn i arbeidslivet og det blir naturlig å bryte opp med det kollektive. I klosteret forplikter man seg til å ikke få barn og gifte seg, men til å prise gud. Tilhører man et kloster er det et sted ment for å tilbringe resten av livet, ikke bare en fase. Bor man i et kollektiv skiller man ofte sin hverdag mellom arbeid/studie og privatliv. I klosteret skiller man i større grad mellom klosterarbeid og personlig utvikling. Kanskje er det private mer et åndelig rom enn et fysisk sted?

DET KOLLEKTIVE OG DET PRIVATE Mariaklosteret er rom for både arbeid og fritid. Det er et bokollektiv, arbeidskollektiv og et åndelig kollektiv. Er forskjellen mellom det private og det kollektive vevd sammen på en annen måte enn i et alminnelige kollektiv? Et kollektiv oppstår ofte med folk som er i samme livssituasjon. Man har et felles utgangspunkt som gjør at man ønsker å bo sammen, spise sammen og lage regler for hvordan man ønsker å bo og ha det. Man har en felles arena for sosialt opphold og en arena for privat opphold. Nonnene har en åndelig kollektiv tro-soverbevisning som de deler med hverandre og et sett regler og verdier de lever etter. Mange leter etter fred og et dypere forhold til Gud. Samtidig legger cistercienserne vekt på ensom-heten og stillheten. De lever nøkternt og med få Langbordet i spisesalen vender ut mot naturen hvor nonnene spiser i stillhet.

Store glassfater i klostergangene åpner seg ut mot én av de syv indre hagene.

Hvorfor er vi s책 tiltrukket af tanken om at leve skandinavisk?

HOMO SCANDINAVICUS

Tekst og illustration: Anne Catherine Langer VI CYKLER TIL ARBEJDE I OVERSKYET VEJR. Vi er glade. Vi har ligestillede samfund. Og vi kan, ikke mindst, for fjerde år i træk prale af verdens bedste restaurant, NOMA, der har nordiske råvarer på menuen. Forestillingerne om det skandinaviske folk er godt hjulpet på vej af nordic noir-krimier og magasinet Forbes’ kåring af Danmark og Norge som lande med de gladeste befolkninger. Men det er ikke bare vores livsstil, der diskuteres uden for landegrænserne. Skandinavisk design, nye påfund såvel som gamle klassikere, er generelt velanset, og har været det over en længere årrække – faktisk lige siden vi selv startede med at promovere os selv som skandinaviske.

NORDISK SAMARBEJDE Det var i kølvandet på Anden Verdenskrig, at Danmark, Norge, Sverige og Finland besluttede at slå sig sammen til en skandinavisk enhed. De europæiske lande skulle genopbygges fysisk såvel som psykisk, og en tanke om sammenhold kan have virket ekstra tiltrækkende. På dansk initiativ indbød man i 1946 til en designkonference i København, hvor Norge, Sverige og Finland var inviteret. Temaet lød: ”De kombinerede nordiske kunster”. De følgende år afholdt de skandinaviske lande flere indbyrdes møder i Oslo, Stockholm og Helsinki. Ved møderne opstod en fortælling og et specielt nordisk designsprog, som skulle promoveres til resten af verden. For at promovere skandinavisk design, igangsatte de nordiske lande i løbet af 50’erne internationale udstillinger i England, USA og Canada. Skandinaviske møbler blev vist frem på Designtriennalen i Milano, og Alvar Aalto, Artec Co., Finn Juhl og Børge Mogensen indrettede lejligheder til udstillingen H55 i Helsingborg i 1955. Strategien virkede, og udstillingerne var en succes. Musée des Arts Décoratifs i Paris efterspurgte en permanent skandinavisk installation, og efter, at udstillingen Design in Scandinavia rykkede til Australien i 1968, indledtes planlægningen af permanente skandinaviske designcentre i Sydney og Melbourne. Brandingen af det nordiske design havde også en underliggende politisk agenda. Når folk besøgte udstillingerne, så de ikke bare hvad det skandinaviske folk kunne, men hvem det skandinaviske folk var. Vi kunne aktivt forme omverdenens indtryk af os, og fik medvind af anmeldere, der malerisk i designanmeldelser beskrev det teknisk dygtige, samarbejdende folkefærd fra nord. >>

’’

Når folk besøgte udstillingerne, så de ikke bare hvad det skandinaviske folk kunne, men hvem det skandinaviske folk var.

ET FREDFYLDT FOLK I løbet af 50’erne og 60’erne red vi i Skandinavien på en innovativ bølge, hvor nye teknologier blev afprøvet. Målet var at producere møbler i god kvalitet til en pris der var overkommelig for middelklasseborgeren. I dag er vi kommet længere i forskningen af produktionsmetoder, og IKEA har efterhånden fået monopol på at producere møbler til allemandseje. Alligevel er klassikere fra 50’erne stadig meget eftertragtede. På auktionshuse som Lauritz.com jagter køberne designklassikere i godt gedigent håndværk, og jo større efterspørgslen bliver, des højere bliver prisen. Når de ældre designklassikere stadig er populære, kan det skyldes, at de positive associationer, som omverdenen fik gennem de skandinaviske udstillinger gennem 50’erne og 60’erne, stadig holder den dag i dag. Netop dette fænomen har Kevin Davies undersøgt i sin artikel ”Marketing Ploy or Democratic Ideal? On the mythology of Scandinavian Design”. Efter at have gennemgået reklamer, pressekommentarer og artikler i forbindelse med de skandinaviske udstillinger, konkluderer han, at Skandinavien generelt blev opfattet som noget positivt, civiliseret og fredfyldt, og det i høj grad er disse associationer, der stadig gør sig gældende i dag. Vi fortsætter markedsføringen af os selv og vores nordiske kvaliteter, og omverdenen bekræfter os i den, fordi de kan lide fortællingen.

”A FICTION TO SUIT THE SOUTH” En uskyldig fortælling om det skandinaviske folk kan dog vokse sig til en myte. Kevin Davies giver et eksempel på en festival, hvor den positive opfattelse af Skandinavien tog overhånd. I 1992-1993 afholdt man i England udstillingen ”Tender is the North”. Roger Connah, specialist i finsk arkitektur, udtrykte i den forbindelse sin irritation over,

hvordan man på udstillingen fremstillede skandinaverne som et utopisk ” new primitive”; et vildt folk, homo scandinavicus, som først er blevet civiliseret for ganske nylig. Han beskrev udstillingen som ”a fiction to suit the South”, der blokerede for en reel, kritisk opfattelse af de skandinaviske lande. I sin artikel punkterer Kevin Davies et par sejlivede fortællinger. Han nævner f.eks. myten om det harmoniske, skandinaviske fællesskab. At det nordiske samarbejde foregik gnidningsfrit, er nemlig en konstrueret fortælling. Da vi i 1950’erne besluttede, hvordan vi bedst kunne promovere os selv, var der ikke ligestilling landene imellem. Danmark stod for initiativ og ledelse af de firmaer, der eksporterede skandinavisk design til England og USA, og i første omgang var salget primært forbundet med den danske møbelindustri. Med tiden blev de svenske, finske og norske produkter også eksporteret, da de blev tilgængelige og at det var af forretningsmæssig interesse. I den forbindelse kan man diskutere, om det var retfærdigt, hvem af de nordiske designere, der fik størst succes. De islandske designere blev f.eks. en del af det skandinaviske fællesskab, men manglede økonomiske midler til at deltage i den aktive promovering. Dog var det stadig et aktivt samarbejde, som både stillede os stærkt internationalt og skabte et fællesrum landene imellem. Historisk set er det et stort skridt i den rigtige retning. Historiker Uffe Østergaard, der citeres i artiklen, fortæller, at det først er for relativt nylig, at vi i de nordiske lande politisk set indgår i et samarbejde. Ellers er størstedelen af den nordiske fortælling nemlig karakteriseret ved konflikter og forsøg på at dominere hinanden. Man kan også støde på den opfattelse, at skandinavisk design er nøjsomt samlet på et værksted med de bare hænder. At skandinavisk design er godt håndværk er ikke i sig selv en myte. Men det er den del af fortællingen,

der angiver, at møblet er samlet ved brug af håndværktøj på et skandinavisk værksted. Møblernes udseende har ikke ændret sig, men det har produktionsforholdene. I dag har mange designfirmaer for længst flyttet produktionen til Asien for at kunne følge med den vedvarende efterspørgsel. Det lyder bare ikke særlig poetisk. Historien om fordybelse og eftertænksomhed giver modspil til samlebåndsproduktion og kapitalisme. Håndværket fra 50’erne forbindes med godt håndværk, kvalitet og æstetik, og det sælger, når det ses på baggrund af de skandinaviske landes profil som socialdemokratiske og ligestillede. Det kan forklare, hvorfor anmeldere kan give skandinaviske møbler menneskelige karaktertræk som ”demokratiske”, ”beskedne” og ”respektfulde”.

TILFLUGT I MYTERNE Myten om en solidarisk befolkning, der samarbejder på tværs af landegrænserne, har god grobund i en verden præget af barske krigsrealiteter og totalitære regimer. Det kan måske forklare, hvorfor omverden omfavnede den skandinaviske fortælling efter Anden Verdenskrig, og hvorfor ”Tender is the North” blev vist kort efter murens fald og Den Kolde Krig. I dag udvikler vores indbyrdes forbindelser og tekniske muligheder sig med rekordhøj hastighed. Ejer du et klassisk møbel, kan du være sikker på, at det ikke går af mode lige foreløbig. En Wegnerstol er habil og stabil - og desuden letgenkendelig, når du støder på den hjemme hos venner og bekendte. Et velkendt og trygt identifikationselement, der ikke påvirkes af omgivelsernes flygtighed og foranderlighed. Ifølge Kevin Davies er det dog et problem, at man uden nærmere eftertanke hopper med på fortællingen om en harmonisk nordisk union, da det svækker vores kritiske sans. Hvis den skandinaviske fortælling udelukkende associeres med noget positivt, er vi blinde overfor de kritiske aspekter ved den. Kritik fremmer udvikling og nyskabelse. Den romantiserende tilgang til designet kan give ugunstige forhold for nye nordiske designere; for det er umuligt at overgå en utopi. Men med en kritisk brille på, er der meget at hente fra vores innovative designidoler. <<

Halen, Widar og Wickman, Kerstin: ”Scandinavian Design Beyond the Myth – Fifty years of design from the Nordic Countries”, Arvinius Förlag/Form Förlag Heri artikler: Halen, Widar: ”Fifty Years of Scandinavian Design – and After”, s. 7-13 Davies, Kevin M.: ”Marketing Ploy or Democratic Ideal? On the mythology of Scandinavian Design”

â&#x20AC;&#x153;Man skal ikke bare fokusere pĂĽ at lave en ny klassikerâ&#x20AC;?

Tekst og illustration: Anne Catherine Langer haft stor international succes. Missionen er at få dansk møbeldesign op på samme innovative niveau som den gyldne periode i 50og 60-erne. KÅRK har interviewet Lene Skipper, PR-medarbejder hos HAY, om hvordan HAY brander sig selv internationalt, og hvordan de håndterer den skandinaviske designarv. HAY HAR SIDEN SIN OPSTART I 2002

VIL I BESKRIVE JERES DESIGN SOM SKANDINAVISK? ”Nej, vi vil ikke beskrive vores eget design som skandinavisk. For os er det ikek vigtigt, hvor du kommer fra, men hvad du står for. HAY har aldrig været et dansk eller skandinavisk projekt. Vi samarbejder med designere fra hele verden og tænker design som et globalt sprog. Det at designe ”nordisk” er ikke et succeskriterium i sig selv.”

HVORDAN BRANDER I JER SÅ INTERNATIONALT? ”Internationalt brander vi os ikke som et nordisk designfirma, men selvfølgelig er vi påvirket af den stærke designkultur vi kommer fra og er bevidste om, at andre opfatter vores design som nordisk. I de skandinaviske lande bruger vi meget tid i vore hjem og er vokset op med en stærk designkultur, som gør at mange er interesserede i design og at skabe et rart hjem. Så vi er blevet modtaget af et designengageret og sultent publikum. Skandinavuisk design har altid fokuseret på materialer, enkelhed og taget udgangspunkt i hverdagen. Det har vi taget med os.”

DISTANCERER I JER LIGEFREM FRA DE NORDISKE KLASSIKERE? ”Selvom vi ikke brander os selv som nordisk, betyder det ikke at vi distancerer os selv fra klassikerne. Hvis der er noget vi især har taget til os, er det ånden fra 50’erne og 60’erne. Dengang ville man industrialisere designet, så det blev billigere og kom ud til så mange mennesker som muligt. Det stræber vi også efter, nemlig at lave produkter i et holdbart design, der kan holde sig indenfor en fornuftig prisklasse.” >>

’’

For os er det ikke vigtigt, hvor du kommer fra, men hvad du står for.

STRIDER DET IMOD KLASSIKERNES OPRINDELIGE ÅND, NÅR PRISERNE PÅ DEM I DAG STIGER I VEJRET PÅ AUKTIONSHUSENE? ”Ja, det er vel egentlig i modstrid med ånden fra dengang, men det er svært at sige, hvad man skal gøre ved den udvikling. Det ser ud til, at idéen om at møblerne skulle være allemandseje og befinde sig i den almindelige danskers hjem, først er gået i opfyldelse i de senere generationer. Det er jo ikke nødvendigvis hos sine bedsteforældre, at man finder mest nordisk design i indretningen.”

men med Stefan Diez designet det modulære reolsystem NEW ORDER, der er udført i aluminium med glidelåger. Her benyttede vi os af hans store tekniske kundskaber til at gøre designet enkelt og minimalistisk. Af andre eksempler kan vi nævne vores samarbejde med Clara Von Zweigbergk, som vi har lavet de mere kommercielle bakker, Kaleido Trays sammen med, og de franske (Ronan og Erwan red.) Bouroullec, som har været med til at designe den simple og funktionelle møbelserie Copenhague , til Københavns Universitet.”

KIGGER I KUN FREMAD HOS HAY? HVAD TAGER I SÅ AFSÆT I, NÅR I DESIGNER? ”Hos HAY designer vi efter vores egne personlige præferencer og de materialer vi godt kan lide. Vi kan bl.a. godt lide at bruge smukke materialer, der patinerer smukt. Og ellers lader vi os gerne påvirke af vores samarbejdspartnere.”

HVORDAN LADER I JER PÅVIRKE? ”Vi tager ved lære af dem vi samarbejder med, og benytter os af deres specifikke kompetencer. F.eks. har vi sam-

”Det kan være lidt af en hæmsko at fokusere for meget på fortiden, så ja, vi foretrækker at kigge fremad. Man skal ikke være for fokuseret på at prøve at lave en ny klassiker. Men teknologisk og designmæssigt har den innovative periode efter anden verdenskrig bidraget rigtig meget til hvad vi producerer i dag. Her lagde man stor vægt på at industrialisere fremstillingsprocessen for at kunne sænke prisen på gode solide møbler. Det er et af de elementer, vi har taget med osDet vi laver skal være holdbart nok til at have sin berettigelse mange år fremad. Men det skal også være fedt her og nu. Det nytter ikke hele tiden at have fokus på at knække koden.” <<

New products and services come in many shapes and sizes. It might be a totally new product range, or just a modest adjustment in an existing interface feature. We've been around and know the score...and we're still in love with every little bit of the process. c Made by Makers is a creative industrial design company, on a mission. We want to move the perception of “things” from “all right”, -to right! All done through strategic thinking and creative execution.

Made By Makers // Jægergaardsgade 152 3C, 8000 Aarhus // hello@madebymakers.com // www.madebymakers.com

Hjemmene Illustration: Mathias Skafte Andersen

A Home Away From Home SOM STUDERENDE ER DET IKKE UNORMALT at flytte mangt og meget. Måske bliver man optaget på universitetet længst fra reden, man kan få praktikplads i den anden ende af landet, eller man kan vælge at tage hele sin uddannelse under uvante himmelstrøg. Uanset hvad bliver der vendt op og ned på tilværelsen, og begrebet ”hjem” skal sættes i en ny kontekst. KÅRK har mødt arkitektstuderende, der valgte at rejse ud et enkelt semester for at smage på livet i en anden kultur. TEKST: IDA HØJLUND

Alle billeder er taget af de interviewede og bringes her med deres tilladelse. Interviewene er foretaget af Ida Højlund i december 2014.

Seattle, USA

JULIE & ALEXANDER, SEATTLE Alexander Carlsen og Julie Dam Andersen var nogle af dem, der drog ud dette efterår. De krydsede Atlanten for at ende i Seattle, USA, hvor Alexander skulle på udveksling på University of Washington, og Julie skulle i praktik hos Johnston Architects.

HVORDAN BLEV JERES NUVÆRENDE BOLIG JERES HJEM? ”Vi havde fundet en lejlighed hjemmefra, men da vi kom derover opdagede vi, at den ikke levede op til det, vi var blevet lovet. Lejligheden var i kælderen, og terrassedøren kunne ikke låses. Vi besluttede os for ikke at skrive lejekontrakten under og flyttede ud efter to nætter. Uden et permanent sted at bo fik vi hjælp fra min praktikplads, der skrev til venner og bekendte. Vi var heldige at ende ved Green Lake hos advokaten Sherman, der var sød at åbne sit hjem op for os, da han hørte om vores situation. Han havde selv stået i en lignende situation i Mexico og kunne tilbyde os sit gæsteværelse i sit hus.”

’’

Selv efter at have boet der i flere måneder kalder vi det stadig ‘hos Sherman’ og ikke ‘hos os’ eller derhjemme.

HVAD ER DEN STØRSTE FORSKEL PÅ JERES NUVÆRENDE HJEM OG DER, HVOR I KOMMER FRA? ”Den største forskel er at bo med en fremmed, som er så forskellig fra os. At bo hos en person med andre vaner og en anden baggrund end din egen giver et helt andet indblik i kulturen. Det giver en større forståelse af, hvordan andre lever deres liv. En anden stor forskel er også at bo med husdyr. Sherman har to adopterede katte – Luna, der er retarderet og Pepi, som har astma.”

HVOR MEGET BETYDER HJEMMET FOR JER? ”Hjemmet er vigtigt. Det er en tryg base, hvor du kan slappe af. Hjemmets placering og brug betyder meget for hvordan, du lever dit liv. I Danmark er det normalt at bruge hjemmet som socialt samlingspunkt for venner og familie. Men i USA er det sjældent, at du bliver inviteret hjem til folk. I stedet mødes man til middag på restaurant, til kaffe på en café eller bare til en øl eller drink på den lokale bar.”

HVAD ER I MEST GLADE FOR VED JERES NUVÆRENDE HJEM? ”Sherman har været en fantastisk vært. Udover at gøre alt for, at vi skulle føle os hjemme, har han også vist stor interesse for dansk kultur og samtidigt vist os sin egen. Det bedste ved vores hjem er helt sikkert det venskab, vi har opbygget med Sherman og hans kæreste. De er nu begyndt til danskundervisning og planlægger et besøg i Danmark til sommer.”

HVAD ER I MINDST GLADE FOR? ”Det sværeste har nok været, at alting i hjemmet er Shermans. Selv efter at have boet der i flere måneder kalder vi det stadig ’hos Sherman’ og ikke ’hos os’ eller derhjemme. Det blev bedre med tiden, når man finder ud af, hvordan Sherman selv bruger sine møbler og ting. Men i starten tænker du rigtig meget over, om du må gå ind med sko, om du bør tage opvasken med det samme, eller om det er okay at smide fødderne op på sofabordet.” >>

SEBASTIAN, LISSABON Sebastian Bech-Ravn, nyudklækket bachelor fra Arkitektskolen Aarhus, valgte ligeledes at vende de kendte rammer i Aarhus ryggen. Han navigerede sydvest på og ramte Lissabon, hvor han skulle i praktik hos Brito.Rodrigues.

HVORDAN BLEV DIN NUVÆRENDE BOLIG DIT HJEM? ”Det var meget tilfældigt. Mit ophold blev planlagt utrolig hurtigt, så da jeg blev kontaktet af en, som kender en, som kender min far, bed jeg bare på.”

HVAD ER DEN STØRSTE FORSKEL PÅ DIT NUVÆRENDE HJEM OG DER, HVOR DU KOMMER FRA? ”ALT! Jeg kom fra en lejlighed i Aarhus, som jeg kun delte med min roomie. Der havde vi både en fælles stue og et lille køkken. I Lissabon boede jeg i en gammel lejlighed, der var bygget om til noget a la et hostel, hvor der både bor folk i længere perioder og tursiter i kortere. Der var et lille køkken, men man kunne ikke rigtig lave mad i det, og stuen var også røget sig en tur. Derudover kendte jeg på ingen måde dem, jeg boede sammen med.”

HVOR MEGET BETYDER HJEMMET FOR DIG? ”Nogle gange skal man rejse væk for at finde ud af, hvor meget man tager ting for givet. Jeg kunne virkelig mærke i Lissabon, at jeg savnede et rigtigt hjem. Jeg følte aldrig rigtigt, at jeg kunne kalde mit lille værelse mit hjem. Sam-

Lissabon, Portugal

’’

Jeg kunne virkelig mærke i Lissabon, at jeg savnede et rigtigt hjem. Jeg følte aldrig rigtigt, at jeg kunne kalde mit lille værelse mit hjem. Samtidig var det det mest hjemlige for mig, mens jeg var afsted.

tidig var det det mest hjemlige for mig, mens jeg var afsted, så det havde også en stor betydning for mig. Det var der, hvor jeg lige kunne samle alle de indtryk, jeg fik på min tur. I Danmark kan jeg også mærke, at jeg har flere hjem. Mit værelse i Aarhus er mit hjem, men jeg ved også godt, at det kun er mit hjem i en kortere periode (læs: et par år), men på en eller anden måde vil mine forældres hjem altid stå som den bastion, der ikke kan rokkes ved – og det skaber en utrolig tryghed, som jeg synes er den vigtigste egenskab, et hjem kan have.”

HVAD ER DU MEST GLAD FOR VED DIT NUVÆRENDE HJEM? ”Beliggendeheden og det manglende køkken! Mit værelse lå utrolig godt, lige lidt væk fra tætteste centrum, hvor alle turisterne er (og dem er der utrolig mange af i Lissabon), men meget tæt på nogle hyggelige portugisiske områder, specielt parken Jardim das Amoreiras. Som sagt var der ikke rigtigt et køkken, men det gjorde, at jeg blev nødt til at leve den portugisiske livsstil fuldt ud og gå ud at spise både frokost og aftensmad – hvilket jeg nød til fulde!”

HVAD KUNNE HAVE OPTIMERET DIT HJEM? ”Bedre naboer eller mere lydtætte værelser. Nogle mener, det er helt okay at larme utrolig meget midt om natten.” >>

Ferrera, Italien

CHALINA, FERRERA Chalina Behrendt rejste også ud dette efterår. Hendes passion for italiensk sprog og kultur førte hende til Ferrera, en smuk renæssanceby i Norditalien.

HVORDAN BLEV DIN NUVÆRENDE BOLIG DIT HJEM? ”Efter lang tids desperat boligsøgen med telefonopkald og diverse sociale medier fik jeg en mailadresse til min nuværende udlejer. Jeg var inden da ude og se syv forskellige lejligheder, men fik hver gang at vide, at de ikke udlejede noget for en så kort periode. Det var lidt en kamp i starten at skulle forholde sig til at bo i et helt andet land og så rende rundt og se på lejligheder og ikke have noget sted at bo. Men til sidst fandt jeg jo en lejlighed,, og nu er jeg bare blevet så glad for at bo der.”

’’

Derudover er mit hjem i en gammel historisk bygning, som er blevet restaureret. Den har en helt speciel charme, som man sjældent finder i Danmark.

HVAD ER DEN STØRSTE FORSKEL PÅ DIT NUVÆRENDE HJEM OG DER, HVOR DU KOMMER FRA? ”Jeg tror, at mange der flytter til udlandet oplever, at levestandarden er en del anderledes end i Danmark. Det gælder både infrastruktur og boligbyggeri. I Italien har boligen ikke så stor status, og standarden er derfor også anderledes end derhjemme. Eksempelvis er der dårligt isoleret, og mange boliger er gamle. Til gengæld er der meget fokus på restaurering og vedligeholdelse af ældre boliger og historiske bygninger.”

HVOR MEGET BETYDER HJEMMET FOR DIG? ”Under mit ophold i Italien er jeg blevet bevidst om, at begrebet ‘hjem’ er noget, der betyder enormt meget for os danskere. Der er en vis status i ens hjem, og man opholder sig generelt mere hjemme. Ikke bare hjemme hos en selv, men besøger også ofte andre i deres hjem, hvor den italienske kultur er en del anderledes på dette punkt. Italienerne opholder sig stort set ikke i deres hjem. Efter arbejde eller en dag på universitetet tager de ud og spiser eller mødes på en bar eller en café og får en drink eller en kop kaffe sammen. Der er desuden et større udeliv. I Ferrara er der en del pladser, som fungerer som omdrejningspunkt for byen og mødested for indbyggerne. I forhold til dette må jeg indrømme, at det som dansker kan være lidt svært at vænne sig til at bruge al sin tid uden for hjemmet og kun bruge sin lejlighed til at sove i. Inden jeg flyttede til Italien, mente jeg ikke selv, at jeg var

meget hjemme. Men trods alt spiser man mere hjemme i Danmark og får venner på besøg. Derudover forbinder jeg også hjemmet med afslapning, så for mig er det vigtigt at have muligheden for at kunne komme hjem til et rart sted og koble fra efter en lang dag på studiet.”

HVAD ER DU MEST GLAD FOR VED DIT NUVÆRENDE HJEM? ”Det, jeg sætter størst pris på ved lejligheden, er beliggenheden, som er helt eminent. Jeg bor 300 m fra arkitekt fakultetet og midt i centrum tæt på gågaderne. Da Ferrara er en lille by, er alt samlet centralt. Det er en gammel renæssanceby med bymure. Inde for bymurene finder man universitetet, indkøbsmuligheder, butikker, caféer, restauranter etc. – man kan cykle til det hele. Derudover er mit hjem i en gammel historisk bygning, som er blevet restaureret. Den har en helt speciel charme, som man sjældent finder i Danmark. Hvis jeg skulle vælge et rum, jeg bedst kan lide i lejligheden, må det være badeværelset. Det er for nyligt blevet istandsat, men indeholder stadig elementer af noget gammelt. Der er det fineste mosaikgulv og store, rå kampesten på den ene mur.”

HVAD ER DU MINDST GLAD FOR? ”Mit køkken, som næsten er ikke-eksisterende. Det består af en håndvask, et køleskab, to kogeplader og en mikrobølgeovn. Og sådan er det faktisk i mange italienske lejligheder, da der er større kultur for at spise ude.” <<

In a globalized world, our architectural methodology is our home Text and photos: Louis Becker, Henning Larsen Architects Henning Larsen established the company after a study trip to the United States. The international focus was present right from the beginning. One of the first competitions won by Henning Larsen and his team was Stockholm University in 1961. The first prize resulted in an international breakthrough. In the 1970s, Henning Larsen Architects started working in the Middle East. In 1979, the studio won the international competition for a new Ministry of Foreign Affairs in Riyadh in Saudi Arabia. Henning Larsen was driven by curiosity, and he never turned down an opportunity to explore new parts of the world or new fields of design. Today, curiosity is an important tool and a valuable part of our legacy. Henning Larsen Architects comprises almost 300 employees in seven offices around the world. Operating globally is challenging. Travelling far is merely everyday life.

HENNING LARSEN ARCHITECTS WAS FOUNDED 55 YEARS AGO.

A COMMON UNDERSTANDING Our architectural methodology supports a consistent practice worldwide and embraces creativity. In a globalized world, our methodology is our home. We are hiring talented and skilled architects, constructing architects, and designers from all over the globe. Upon arrival to any of our offices, some of them don’t know anything about our name and our brand; some of them have never been to Denmark, or even Scandinavia. We have to communicate to them, who we are, what we stand for, and how we do architecture. So what is this methodology all about? When we enter a design task, whether a competition or a commissioned job, we start out by exploring the brief, the site, the context, the culture, the client, the stakeholders, the budget, etc. This is the stage of Research. From this stage we gather a set of data and information that provides an understanding of the local and global context of the project – from microclimate to global megatrends – and a basis for the next stage: Analysis. The analysis is about processing the collected data and information to identify the project’s strengths, weaknesses, opportunities and threats. The aim is to turn weaknesses into strengths and threats into opportunities, and to point out the potential of the project. Build on the foundation of the research and analysis stages we try to find a meaningful intention for the project and set a clear direction for both client organization and team of consultants to follow. This stage we call Strategic Concept. Here we define the objectives and what will make the project a success in ultimately one sentence. The definition of the Strategic Concept makes it easy to keep everyone on the same page.

Until this point, no sketches, drawings, or architectural ideas have been presented or produced. For an architect it is difficult to stay away from the manifold or the models, but our process combines knowledge with open-mindedness as a crucial starting point for the Architectural Concept, the next stage. The architectural concept is an architectural answer to the strategic concept and a guideline for the following design development process. It is equal to a sketch proposal design. After settling on the strongest, architectural concept it is time for creating the right solutions and the documentation needed to realize the project. The Design Development stage is the longest of all stages in our methodology. This is where our skilled project managers and specialists gather to create innovative and creative solutions in order to release the intentions of the strategic – and architectural concept.

CULTURE OF INSPIRATION It is hard to emphasize one or more stages of the methodology than others. They are equally important to the outcome. Each project has its own process, which isn’t always as linear. But whether the process is linear or iterative, whether it is a tailored process or whether it just moves forward naturally, we follow the same methodology. It is our belief, that this is the way to go, in order to create buildings of high architectural and artistic quality that creates value for its users and surroundings. The methodology of Henning Larsen Architects is based on our values, our culture, our history and legacy. We call it Culture of Inspiration. It states that our methodology has to be carried out with regard to our architectural focal points: People, space, and daylight. That it has to be informed by our latest research and knowledge in order to secure a sustainable outcome. That it has to be driven by professionalism and artistic quality. Our Culture of Inspiration contains a strong demand for dialogue, both internally and externally. Our brief for new employees is: “Explore several solutions, aim high and select the strongest idea.” <<

TEGN-DIT-HJEM HVAD ER HJEM FOR DIG? Det bad vi eleverne på Arkitektskolen Aarhus om at tegne for os. Det blev til en række sjove, skæve og ikke mindst meget sigende tegninger af hjem – i alle dets afskygninger. Vi har udvalgt et par eksempler, som her bringes uredigeret. Vi vil gerne sige tak til alle, som tog sig tid til at tegne deres version. TEKST: SISSEL SØNDERSKOV

VIL DU? ET SOLIDT FUNDAMENT FOR DIN KARRIERE. ET KREATIVT OG DYNAMISK ARBEJDSMILJØ. AKUTHUSET - NYT HOSPITAL BISPEBJERG, VINDER AF 1. RUNDE

C.F. MØLLER SØGER PRAKTIKANTER TIL FORÅRET 2015 Vi arbejder hos C.F. Møller ud fra idealet om det enkle, det klare og det uprætentiøse. Idealet har fulgt tegnestuen, siden den blev grundlagt i 1924, og det nyfortolkes fortsat i de enkelte projekter - med udgangspunkt i stedet og i dialog med internationale strømninger og regionale karakteristika. C.F. Møller betragter miljø, ressourcebevidsthed, fornuftig byggeøkonomi, social ansvarlighed og god håndværksmæssig kvalitet som en væsentlig del af vores arbejde, og denne helhedsbetragtning er grundlæggende i alle vores opgaver. Som praktikant hos C.F. Møller vil du blive tilknyttet vores konkurrenceafdeling C.F. Møller LAB eller, hvis du interesserer dig mere for urbanitet og landskab, vores landskabsafdeling C.F. Møller Landscape. De 2 afdelinger arbejder fuldt integreret under projektudviklingen og skaber tilsammen helstøbte projekter, både i lille og stor skala. Hos C.F. Møller tilbyder vi et kreativt og dynamisk arbejdsmiljø med mange spændende opgaver, som tæller både konkurrencer såvel som skitseringsopgaver for private bygherrer. Vores holdning er at det bedste projekt bliver født af den bedste idé uanset ophavsmanden. Derfor det vigtigt for os, at projekterne bliver udviklet i et åbent, ligeværdigt og kreativt forum, hvor alle kan byde ind!

CBS - CAMPUS IN SOCIETY, FREDERIKSBERG 1. PRÆMIE I KONKURRENCE

Under praktikforløbet vil du deltage på lige fod med arkitekterne og urban designers i teamet og derigennem få et stort indblik byggebranchen samt alle processerne der vedrører projektudvikling. Vi har altid spændende opgaver og har brug for engagerede, dygtige og kreative praktikanter, som har lyst til at blive en del af os. Desuden tilbydes du, som praktikant, 3500 kr. pr. måned i praktikperioden på vores danske kontorer. Vi er dog en stor tegnestue og har kontorer i flere lande. Derfor kan vi også tilbyde praktikforløb i en af vores andre afdelinger: København, Aalborg, London, Stockholm og Oslo. Du kan se mere om C.F. Møller på www.cfmoller.com og følge os på Facebook. Mail din ansøgning indeholdende portfolie til: Afdelingsleder C.F. Møller Lab Rune Bjerno Nielsen på rbn@cfmoller.com eller afdelingsleder af C.F. Møller Landscape, Lasse Vilstrup Palm på lvp@cfmoller.com

HSB 2023 – VÄSTERBROPLAN, SVERIGE 1. PRÆMIE I KONKURRENCE

Uden titel Illustration: Sara Nilsson

Vi elsker parcelhuset Tekst: Louise Skøtt Gadeberg Illustration: Anne Catherine Langer DET VAR KÆRLIGHED VED FØRSTE BLIK for de fleste af os, da vi i 1960- 70’erne for alvor fik øjnene op for parcelhusets muligheder. På trods af kritiske røster om kønsløs kopiarkitektur elskede vi den funktionelle, frie og betalelige hustype. Og det gør vi stadig.

Mange danskere fejrer guldbryllup i disse år – med deres parcelhus vel og mærke. Det var nemlig især i 1960’erne og 1970’erne, parcellerne piblede frem over det ganske land. I denne 20-årige periode blev der bygget 450.000 af de 1,2 millioner parcelhuse, der i dag udgør hovedbestanddelen af den danske boligmasse, der dominerer landskabet som ordnede legoklodser på rækker. Kun ca. 25.000 af disse parcelhuse er bygget ud fra individuelle arkitekttegninger. Resten er genbrug af arkitekttegninger. Men det har ikke slået skår i kærligheden mellem danskerne og parcelhusene, der stadig består – trods kritiske røster gennem tiden. ”De kritiske røster kom især fra den arkitektoniske elite og samfundets smagsdommere, der dengang mente, at danskerne lod sig nøje med kopiarkitektur og paphuse, hvis æstetik var ikkeeksisterende. Kritikken gik også på parcelhuset som skabelon for middelklassefamilien og det egoistiske behov for at eje sit eget. Det er i direkte strid med tidens socialistiske tankegang og kultureliten og dermed også de meningsdannende arkitekter, som frastødes af ensartetheden, masseproduktionen og borgerliggørelsen af individet”, forklarer boligforsker og rådgivningschef i Dansk Bygningsarv, Mette Mechlenborg.

PANTEBREVSSLAVER Mechlenborg bakkes op af Jonas Møller, cand.mag., journalist og medforfatter til bogen ”Alle Tiders Parcelhuse”. ”Arkitektfaget har haft et meget ambivalent forhold til parcelhusenes udbredelse. På den ene side er der dygtige arkitekter bag typehusene, men i 1960’erne får mange tømrere og entreprenører udleveret tegningerne

til husene, hvorefter de bygger 100 ens huse ud fra samme tegning, altså hægter arkitekten af. Så selvom husene går som varmt brød, så synes arkitektstanden naturligvis, at dette er en meget ensformig, borgerlig måde at bo på”, forklarer Jonas Møller og fortsætter. ”I samfundet ulmer ungdomsoprøret til venstre for midten – og i denne strømning var arkitekterne den mest radikaliserede faggruppe. Man så ned på parcelhuset, fordi det gjorde det frie, socialistiske menneske til en pantebrevsslave – en slave af terminen bag ligusterhækken”. Tidens udvikling vil dog, at mange arkitekter har travlt med at tegne offentlige bygninger, mens de ofte selv flytter nord for København, hvor den arkitektoniske individualitet får lov at udfolde sig. Og derfor bliver diskussionen om den gode smag delt i 2 lejre – dem, der bor i parcelhuset og elsker det frie, grønne, lykkelige liv, og alle dem, der bor i Nordsjælland og ser ned på parcelhuset, og hvad dertil hører. Udviklingen er ikke tilfældig. Staten gjorde det økonomisk rentabelt via et meget højt rentefradrag at købe et parcelhus, hvilket gav danskerne økonomisk sikkerhed i mursten. ”Og det har en stor andel i, at Danmark er blevet et middelklassesamfund, så parcelhuset har formet os som folk på flere niveauer”, mener Jonas Møller.

PARCELHUSKVARTERERNE ER DEN NYE BY Danskerne flytter ud i forstæderne, fordi de vil ud af den beskidte, mørke by og bo i trygge, grønne, lyse rammer, der muliggør det moderne liv. Danskerne vil ud på parcellerne og realisere deres kernefamilie som et lykkeligt firkløver med far, mor og typisk 2 børn i den familiære normstruktur, man identificerer sig med. ”Oveni kommer i disse år muligheden for at realisere sig som forbruger rent materielt. Man får med andre ord en parcelhusscene, hvor man kan vise familielykke og materiel velstand frem. Og det tiltaler den nye boligejer”, me- >>

’’

De kritiske røster kom især fra den arkitektoniske elite og samfundets smagsdommere, der dengang mente, at danskerne lod sig nøje med kopiarkitektur og paphuse, hvis æstetik var ikke-eksisterende. Mette Mechlenborg, boligforsker og rådgivningschef i Dansk Bygningsarv

ner Mette Mechlenborg. Men der er flere grunde til, at danskerne og samtiden holder så meget af parcelhuset. For det første bliver danskerne økonomisk modstandsdygtige. For det andet matcher den massive udrulning af parceller på de danske plæner godt den industrialisering, der ellers hersker i samfundet. Parcelhusenes popularitet betyder nye former for byer, der modsat landsbyer ikke er centreret omkring et torv eller et gadekær, men fx en togstation, der ligger langs Fingerplanen – en egnsskitse, der dengang blev udviklet for hovedstadsområdet, og som viser, hvordan København skal sprede sig ud over oplandet med grønne mellemrum mellem S-togslinjerne. I parcelhuskvartererne er der fred for bilstøj, fordi al unødvendig trafik fra motorvejen hægtes af, længe inden man når til parcelhuskvarteret. Her kommer kun dem, der bor der.

DIREKTØR PÅ EGEN PARCEL ”Det betyder, at parcelhuskvartererne bliver små, isolerede minisamfund, hvor hver enkelt boligejer er direktør på egen parcel, hvilket er en meget vigtig følelse for folk – selv i dag. Og samtidig er der i parcelhusområderne en nybyggerånd, hvor der snakkes over hækken, bygges carporte og legepladser i fællesskab og holdes noget så folkeligt og antiæstetisk som vejfester”, forklarer Mette Mechlenborg. Parcelhusejerne er i dag en meget magtfuld vælgergruppe politisk set, mener Jonas Møller. Og selvom gennemsnitsalderen blandt parcelhusejere vokser 1 år om året, så fornys parcelhuseliten stadig, når børnene af parcelhusgenerationen fra 1960- 70’erne flytter tilbage til deres rødder. ”Vi vil tilbage til de normværdier i de huse, vi alle kender ud og ind. Så vi flytter tilbage og gentager det, vi er opvokset i. Forskellen er dog, at parcelhuset ikke længere er kultur- eller smagløst. I dag vurderer vi materialer, beliggenhed, stand – og især originale huse fra 1970’erne er populære. Vi søger det autentiske, det unikke, vores barndomsminder. Vi længes mod de brune klinker i entréen, det retro-turkise badeværelse, hoveddøren i teaktræ. Vi drages mod nostalgien og længes efter den tabte barndom. Det vil vi give videre til vores børn – og det er parcelhuset stadig scene for”, siger Mette Mechlenborg. << Louise Skøtt Gadeberg er journalist ved Bolius Boligejernes Videncenter. Artiklen er bragt i Bolius’ boligmagasin, BEDRE HJEM nr. 7/2014. Magasinet og parcelhustemaet er tilgængeligt på: www.bedrehjem.dk EFTERSKRIFT: MARGARIDA N. WACO

Vi kan bo sundt

... i et hjem af naturens materialer

VORES BYGNINGER ER PRODUKTER af det designområde, som udleder mest CO2.1 Derfor er det nærliggende at kigge på denne del af arkitektfaget og forske i, hvordan vi kan designe bygninger og hjem smartere, end vi gør nu. Bygningsdesign, som giver os rent vand og ren luft til indånding. Bygningsdesign, som er designet til, at mennesker kan leve fysiologisk sundt i dem. Der findes naturmaterialer lokalt i Danmark, som er sunde at bygge med og samtidig er gode for naturen. Ved at bruge naturmaterialer, kan vi øge kroppens energiniveau, immunforsvar og fysiske velvære. Vi kan nedsætte allergiske reaktioner, hovedpine, træthed, samt udvikling af en lang række sygdomme, grundet ringe indeklima og giftstoffer. Udover, at vi kan opnå en bedre fysisk tilstand, er disse byggematerialer billige, kræver mindre forarbejde, udleder mindre CO2 og kan skabe æstetiskværdige rammer. Dette er et ansvar, vi har som designere. Et ansvar, som kræver vores opmærksomhed i dag, i morgen og fremadrettet – og som vi, med en konstruktiv, positiv tilgang og tværfagligt samarbejde, kan løfte sammen og gøre til en spændende, berigende og seriøs udfordring. Miljøministeriet, EEN TIL EEN, Teknologisk Institut, NCC, Construction, Deloitte og AB, Clausen Ingeniører og GXN forsker inden for dette område og er på nuværende tidspunkt i gang med projektet ‘Det Biologiske Hus’. INTRODUKTION OG FOTO: JO ANNA NEDERGAARD

Ler: Kan anvendes på samme måde som kalkmørtel til puds og opmuring. Ler kan presses til lersten eller blandes med armering og stables op som vægge. Det er særligt fugtregulerende, har en varmelagereffekt og er lyddæmpende.

Ålegræs: Kan bruges til isolering, indvendig polstret beklædning og som udvendig synlig beklædning.

Tekst: GXN Innovationsvirksomheden GXN er med til at udvikle og udarbejde det ’Det Biologiske Hus’, der skal bygges af naturens helt egne ingredienser. Således skal projektet resultere i et nyt bæredygtigt, dansk huskoncept, som tilbyder boliger af høj kvalitet og er bygget udelukkende af biobaserede restmaterialer. Det Biologiske Hus er et modulært og moderne huskoncept, som henvender sig til den brede befolkning med en konkret løsning på fremtidens klimatiske og økonomiske udfordringer.

UPCYCLING AF MATERIALER Projektet undersøger og demonstrerer muligheder for at anvende nye biobaserede byggematerialer, som primært består af restprodukter fra jord- og landbrugssektoren. Materialerne bliver i dag betragtet som affald og brændes derfor af til energiproduktion. Derved afkobler man naturens kredsløb med tab af muld og overproduktion af drivhusgasser som følge. Ved at bruge innovative produktionsteknologier og materialer der ‘upcycles’, demonstrerer det biologiske hus, hvordan vi kan bygge sunde og miljørigtige huse med >>

Halm: Kan bruges til isolering i vægge, tag og dæk, og har en varmeisolerende og lyddæmpende egenskab.

’’

Ved at bruge innovative produktionsteknologier og materialer der ‘upcycles’, demonstrerer det biologiske hus, hvordan vi kan bygge sunde og miljørigtige huse.

Muslingeskaller: Er isolerende, drænende og kan delvist bruges som bærende fyldmateriale i fundamenter.

øje for fremtiden. De vil også være prismæssigt konkurrencedygtige – og ikke mindst have et sundt indeklima i fokus. Fremtidens ressourcer kan eksempelvis være halmfibre, tomatstængler, tangrester eller andre biprodukter fra industrielle processer. Til bearbejdningen og udviklingen af byggematerialerne arbejder man med upcycling og nye digitale produktionsteknologier. Projektet kan stimulere et nyt marked for grøn vækst gennem forædlingen af restprodukter, og dermed skabe et muligt fremtidigt potentiale for dansk industri og materialegenvinding.

NY PRODUKTIONSTEKNOLOGI Det biologiske hus bygges med EEN TIL EEN´s innovative bygningskoncept – en digital produktionsteknologi, der sikrer et både effektivt og samtidig fleksibelt byggesystem, som minimerer spild. Byggesystemet er designet til adskillelse, således at både opførelse og nedtagning er hurtigt udført. Den forsimplede produktion og den modulære opbygning gør fremtidig tilpasning og forandring af byggeriet mindre kompliceret og kostbart. << ’Det Biologiske Hus’ er et af utallige grønne, innovative projekter, som er i fuld gang indenfor bygnings- og designområdet. Projektet gik i gang i år 2014 og er stadig under udvikling. Information og viden om området er blandt andet indhentet ved et interview med folket i Friland – en økolandsby i Feldballe på Djursland. 1 http://www.documents.dgs.ca.gov/dgs/pio/facts/LA%20workshop/climate.pdf GXN, www.gxn.dk Landsforeningen Økologisk Byggeri, www.lob.dk

Landsforeningen Økologisk Byggeri

· enkle løsninger · godt håndværk · funktionalitet · trivsel · arkitektonisk kvalitet

Bliv medlem for kun 100kr. om året, og få et stort netværk inden for det bæredygtige byggeri. Læs mere om foreningen på lob.dk

TRYKSAGER HAR ALDRIG VÆRET BILLIGERE / VISITKoRT / foLDERE / LøSBLADE / HÆfTER / PLAKATER / BAnnERE m.m. 95

TRYKSAGER HAR ALDRIG VÆRET BILLIGERE

ESBEn moLS KABELL, DIREKTøR

fLYERS A6, fARVETRYK

841-, tk.

0s 2.00

VISITKoRT 215-, fARVETRYK

ttkk.. 550000ss

foLDERE -, 1.491 m65, fARVETRYK

tk.

s 1.000

AnDERS GRønBoRG, DIREKTøR

PLAKATER -, 0 0 4 . 1 A2, fARVETRYK

tk.

250 s

TLf. 87 303 303 · Info@LASERTRYK.DK