KÅRK №29

FEB 16 ATMOSFÆRE & SANSER

29 ET ARKITEKTURFAGLIGT MAGASIN Magasinet udgives af studerende fra Arkitektskolen Aarhus.

BIDRAGYDERE Anna Brandt Østerby Ann Høfler Kildehave Freddy Strager Jens Lindhe Marianne Kynde Hestbech Mathias Skafte Andersen

TYPOGRAFI

Niels Eli Kjær Thomsen

Open Sans

Per Andersen

Georgia

Rikke Helbo Rosa Maria Zangenberg

COVERFOTO

Zeno van den Broek

Mathias Skafte Andersen

PORTRÆTTER

KORREKTUR

Kirstine Bjerrum Voetmann

Margarida N. Waco

KÅRK

PRINT

www.facebook.com/kaaark

Scandinavian Book

kaark@stud.aarch.dk

Oplag: 700

kaark_magasin (instagram)

februar 2016

ARKITEKTSKOLEN AARHUS

LOGO

Nørreport 20

Nicolaj Bak

8000 Aarhus C

/ Overtone ApS

02_ 03

Margarida N. Waco ANSVARSHAVENDE REDAKTØR

Anna Friedrich PR OG SOCIALE MEDIER

Pernille Kinch Andersen PR OG SOCIALE MEDIER

Rosalina Broberg Foroughipour PR OG SOCIALE MEDIER

Vibeke Vildbrad Kristiansen PR OG SOCIALE MEDIER

Alice Francis REDAKTION

Cathrine Langer REDAKTION

Eirin Bakken REDAKTION

Frederik Ravn REDAKTION

Jacob Haugaard Mikkelsen REDAKTION

Kirstine Bjerrum Voetmann REDAKTION

Magnus Ankheldrott REDAKTION

Nanna Østergaard REDAKTION

Rasmus Svane Høj REDAKTION

Thea Hasselbalch REDAKTION

Wilhelm Reymert REDAKTION

Felix Lindell LAYOUT

Mathias Goul Bach LAYOUT

>>

INDEX TITEL

LEDERARTIKEL 06 - 07 LOGO KONKURRENCE 08 - 09 MASKINRUMMET 12 - 21 ATMOSFÆRE SOM ÆSTETISK DISCIPLIN 22 - 25 HAVNENS ATMOSFÆRER 26 - 37 BEYOND A GLACE 40 - 47 ILLUSTRATIONER: DE FEM SANSER 48 - 49 AN URBAN AESTHETICS DISCOURSE 50 - 55 Å FANGE ATMOSFÆRE 56 - 61 DEN FANTASTISKE KYST 64 - 69 HELENDE ARKITEKTUR 70 - 75 ILLUSTRATIONER: DE FEM SANSER 76 - 77 BEVEGELSE 78 - 87 LE CORBUSPHERE 88 - 91 SOUND SPACE AND TIME 94 - 97 ILLUSTRATIONER: DE FEM SANSER 98 - 99 ØJ ET VIN DE R 100 - 103 HIMLEN IND, LYSET NED, BLIKKET UD 106 - 111 Z EN IT 114 - 123

04_ 05

SKRIBENT

MARGARIDA N. WACO 06 - 07 LOGO KONKURRENCE 08 - 09 FREDERIK RAVN & FREDDY STRAGER 12 - 21 NIELS ELI KJÆR THOMSEN 22 - 25 ANNA BRANDT ØSTERBY 26 - 37 ALICE FRANCIS 40 - 47 KIRSTINE BJERRUM VOETMANN 48 - 49 ANN HØFLER KILDEHAVE & MARIANNE KYNDE HESTBECH 50 - 55 EIRIN BAKKEN 56 - 61 JACOB HAUGAARD MIKKELSEN 64 - 69 RASMUS SVANE HØJ 70 - 75 KIRSTINE BJERRUM VOETMANN 76 - 77 WILHELM REYMERT 78 - 87 NANNA ØSTERGAARD 88 - 91 CATHRINE LANGER 94 - 97 KIRSTINE BJERRUM VOETMANN 98 - 99 THEA MARIE HASSELBALCH 100 - 103 VIBEK E V I LD B R AND K R I ST I ANSE N 106 - 111 MATHIAS SKAFTE ANDERSEN 114 - 123

>>

KÆRE LÆSER, Hvad enten vi ubekymret spankulerer rundt i Paris’ gader eller såmænd befinder os i hjemmets trygge favntag, konfronteres vi bestandigt med det faktum, at et givet sted er i stand til at slå tonen an til en ganske særlig stemning. En atmosfære, om man vil. Men hvad er da en atmosfære?

Går vi etymologisk til værks, udspringer begrebet fra det græske ord atmos, der betyder damp. En uhåndgribelig, tågeagtig tilstand der så at sige tilslører alt omkring sig og derved danner klangbund for en særlig stemning. På samme vis som dampen, tangerer atmosfære som arkitektonisk fænomen det uhåndgribelige.

For dog imidlertid at nå til bunds i sagens natur, må svaret atter søges i såvel menneskets fysiske omgivelser som i dets indre. I det gensidige samspil, der opstår herimellem. En række teoretikere fra Böhme over Pallasmaa til Zumthor har søgt at indkredse, hvordan vi såvel kropsligt som følelsesmæssigt påvirkes af det byggede miljø. På både godt og ondt. Med afsæt heri, må omdrejningspunktet for enhver arkitektonisk oplevelse være uløseligt forbundet med, at vi som mennesker er sansende individer. Kroppen er således i den henseende referencepunkt for, hvorledes den rumlige oplevelse tager sig ud.

06_ 07

Når Peter Zumthor plæderer for, at arkitektonisk kvalitet og atmosfære går hånd i hånd, må vi sande, at arkitekturen besidder en fornem egenskab, idet den i høj grad er i stand til at appellere til mennesket sanseligt.

Zumthor pointer således, at “(…) Quality architecture to me is when a building manages to move me.” (Zumthor 2006:11). Set i lyset heraf, er vi utvivlsomt omgivet af en lang række delkomponenter, der sammen danner den helhed, vi betegner arkitektur. Hvad enten det drejer sig om materialer, det formmæssige, lyd, lys eller farver. For blot at nævne nogle få. Og med det erfaringsmæssige i centrum og kroppen som målestok, er vi et skridt nærmere svaret.

Efterårets bestræbelser er mundet ud i et mangfoldigt magasin, der søger at afkode begrebets iboende kompleksitet. For ganske vist er der tale om en række virkemidler og aspekter, der udgør denne uhåndgribelige størrelse. Altsammen er det dog aspekter, der i det store hele er afgørende for den atmosfære, en bygning så at sige danner ramme om og i sidste ende for den individuelle arkitektoniske oplevelse.

Vi i redaktionen er stolte over at kunne præsentere vores seneste skud på stammen: KÅRK#29. En publikation, der dels stiller spørgsmålstegn ved og dels søger at belyse det interessante og efterhånden uomgængelige arkitektoniske fænomen, atmosfære.

Tilbage er der blot at sige; tag godt imod KÅRK #29.

OG RIGTIG GOD LÆSELYST.

Alt godt, Margarida N. Waco Ansvarshavende redaktør

LOGO KONKURRENCE I kraft at den foranderlighed der i høj grad præger livets gang for studerende på Arkitektskolen Aarhus, er naturlige skift i redaktionen uundgåelige. Et nyt studieår byder som oftest på en ny redaktion. En ny redaktion med nye tanker, ideer og ambitioner.

I kølvandet på dette, har KÅRKs visuelle identitet været under lup. Altsammen faciliteret af de fungerende layoutansvarlige, Felix Lindell og Mathias Goul Bach. Som et led i vores strategi om mere synlighed og større tilstedeværelse, udskrev redaktionen først og fremmest en logokonkurrence målrettet et bredt segment. Ved fristens udløb, kunne vi ganske begejstret konstatere at have modtaget en række kvalificerede bud. Ikke mindst har vi været overvældede over såvel interessen som arbejdsind-

satsen, men ligeledes den kreativitet, der har præget den individuelle udformning.

Vi er stolte over at kunne præsentere det endelige vinderforslag. Et logo designet af Nicolaj Bak fra Overtone ApS, der på modsat side er akkompagneret af de bagvedliggende tanker. For imidlertid at understrege vores store begejstring, ses et udpluk af de øvrige bud herunder.

Afslutningsvis, skal der fra redaktionen lyde et stort tillykke til Nicolaj Bak samt en stor tak for jeres deltagelse og engagement.

På vegne af redaktionen, Margarida N. Waco

CHRISTINE BERG STEFFENSEN

CHRISTIAN VANG MADSEN

DAVID CHRISTENSEN

LOUIS ALBERTO MENÉNDEZ

MATHIAS KRUSE JAKOBSEN

MATHIAS SVARRE SKOVBO

MARTIN MENSO

MICHAEL CARRIZOSA

TINA KARLSTROEM

LUIS ALBERTO MENÉNDEZ

08_ 09

TEKST NICOLAJ BAK / OVERTONE APS

Typografi og arkitektur deler mange karakteristika. Ligesom hvert eneste tegn i en skrift, har hver enkelt flade, hjørne og facadedetalje en klar funktion. Samlet skabes ord og tekst – rum og bygninger – fortællinger. Designet er fortællingen, der binder funktion og æstetik sammen. Små ændringer i design, kan give store forandringer i fortællingen.

KÅRK’s nye logotype er bygget af simple moduler, – geometriske former, der trækker linier tilbage til både Bauhaus og 30’ernes mange eksperimenter med modulære skrifttyper. Ud af modulerne er bygget et genkendeligt ordbillede, der i sit meget enkle udtryk vil kunne bruges som både bladhoved og mere traditionelt logo på andre platforme.

Overtone er et Aarhus baseret brand- og desig bureau. Bureauet er stiftet og ledet af identitetsdesigner Nicolaj Bak, som gennem sit 15-årige virke som designer har stået bag et stort antal brandidentiteter, logoer, skrifttyper og meget andet. Og så har han en fortid som udøvende klassisk musiker.

Overtone består, ud over Nicolaj Bak, af grafisk designer Pia Vierø Bennedsen, samt en fast gruppe freelancespecialister. Bureauet løser branding- og designrelaterede opgaver for små og store virksomheder, kulturinstitutioner og offentlige instanser. Bureauet er bl.a. kendt for sit gennemgribende identitetsarbejde for Coop Himmelb(l)au’s Musikkens Hus på Aalborgs havnefront. www.overtone.dk

Første gang er gratis Første kvartal får studerende gratis medlemskab af Arkitektforeningen. Derefter koster det 100 kr. i kvartalet at kalde sig stud.arch. MAA.

Arkitektforeningen er din forening.

Her kan du møde godt 7.000 fagfæller fra hele landet, kommende arbejdsgivere og nye venner.

Hos Arkitektforeningen får du blandt andet: • • • •

Billige forsikringer Adgang til legater Mentorordning for studerende Som stud.arch. MAA bliver du automatisk medlem af Arkitektforeningen Østjylland, der har masser af tilbud til studerende.

• Fx champagneboblende nytårskure, foredrag, byggepladsbesøg og fester.

Tilmeld dig på arkitektforeningen.dk

MASKINRUMMET TEKST & FOTO FREDERIK RAVN & FREDDY STRAGER

Aarhus havn henligger stille og tom en fredag aften. Der har lagt sig en tåge; en tyk mælkehvid dis, over hele anlægget, og i en blanding af meterhøje industrilamper og måger står vi. I et forsøg på at registrere en stemning, eller rettere en atmosfære, har vi begivet os ud til havnen. En sansning af området, som det viser sig netop nu en våd og blæsende aften; ensomt, forladt og brutalt.

At arbejde med atmosfære er et grundvilkår for enhver arkitekt; et studie i hvordan lys, form og rum i symbiose kan skabe, noget der rører os. Gennem tusindvis af parametre kan man, som med marionetsnore trukket op og ned, frem og tilbage, påvirke stemninger og udtryk. Vores sanser reagerer instinktivt, og derfor er evnen til, og opmærksomheden på at fremmane den eksakte ønskede stemning så knivskarpt og præcist som muligt, vigtig for enhver arkitekt.

Men hvor arkitekturen arbejder med en bevidst tilgang til stemning og atmosfære, findes der steder hvor andre parametre end æstetik og stemning dominerer. Aarhus havn er netop sådan et sted. En arkitektonisk ørken, et ikke-sted. Det er på sin vis en tidslomme, som er blevet skubbet ud af Aarhus for at give plads til Aarhus Ø, til Isbjergene og til et kuldsejlet Lighthouse-projekt.

I sin iver på at være en by med havn og en by med maritimt islæt, er containerskibe, industrien og de hundredevis af hvide Mærsk containere blevet skubbet om bag ved scenen, i kulissen. Det er dette ikke-sted; bag scenen og helt ude i Aarhus’ skjulte maskinrum, vi er taget til for at sanse, opleve og afkode, hvordan stedet rent faktisk tager sig ud.

Umiddelbart føles det som at være på afveje, når man begiver sig ud til Bassin 1. Forbi Aarhus Ø, Dokk1 og forbi filmbyen. Først ved Tangkrogen sker der noget; man drejer til venstre, og så er man ankommet. Det første lange stykke er kun mole, og med aftenens grumsede vejr, er det kun lys, vi endnu kan se. Havet kan høres, men er ikke til at få øje på. Vi går forbi en dieseltankstation til lastbiler. Den ligger bag et hegn og er på den måde, som alt andet herude, låst inde.

En vagtbil kommer kørende. Den har en orange svagtlysende lampe på toppen, der lyser som en sirene, men uden lyd. Bilen parkerer lige foran hegnet, imellem tanken og hegnet, uden at slukke lygterne. Vi kigger på den, og vagten kigger tilsyneladende tilbage. Sådan som for at sige, at han holder øje med os. Det er ikke ulovligt at være herude, men på den anden side ville nu være et godt tidspunkt at komme på, hvis man ville bryde ind.

Vi går, og vagten kører videre.

12_ 13

>>

14_ 15

Der går noget tid, før vi når frem til containerne.

Hver er de forsynet med navne. Ved første øjekast ligner de til forveksling et blandet spil klodser i slidte nuancer af mestendels rød, blå og hvid. Kun oplyst af disen og de omkringliggende lamper.

Paletten udjævnes i lysere og lysere toner, idét vi går ud af molen. Og efterhånden som vi går, bliver navnene færre. Efter et stykke tid med lange skridt langs hegnet, er der ikke andet at få øje på end navnet Mærsk.

>>

16_ 17

>>

18_ 19

Vi bliver omsluttet af det varme og rolige lys, der møder os. Havnen hviler sig, ikke sovende, men pulserende. På en besynderlig måde er her helt stille, men samtidig liv, og nu om aftenen er kranerne omdannet fra losningsredskaber til forstenede giganter og kolosser, der kunne vågne hvert øjeblik. De er forsteninger af den aktivitet, der foregår her på andre tidspunkter end nu. Her er kun småliv. Et par biler kommer kørende i ny og næ; ser sig nysgerrigt omkring og vender om igen. Og en gang imellem vagten med det orange flintrende lys.

>>

Vi når til et hegn og får øje på et skilt. “ADGANG FORBUDT”. Der er ikke mere mole. Lyden af et skib, der bliver lastet, høres i horisonten, mens man i en af kranerne kan ane lys. Et blåt lys, som et objekt der svæver rundt ude på havnen; en forstenet kæmpe er vågnet og er fortsat på sit oldtidsarbejde. Vi går tilbage til byen. “48 dage uden ulykker” står der på det sidste skilt, vi passerer, idet vi forlader containerhavnen.

20_ 21

<<

22_ 23

TEKST & ILLUSTRATION NIELS ELI KJÆR THOMSEN

ATMOSFÆRE SOM ÆSTETISK DISCIPLIN – ELLER: HVORDAN JEG LÆRTE AT GLEMME MINE BEKYMRINGER OG ELSKE KOLLAGEN

I samtlige studieprojekter har jeg prøvet at forstå, hvad vi taler om, når vi taler om atmosfære.

Det har jeg tænkt mig at fortsætte med lidt endnu. At noget har en god atmosfære bruges i flæng som synonym for arkitektonisk kvalitet. Ligeledes er renderinger til for at give et øjebliksbillede af et ikke-realiseret projekt – en atmosfære. Følgende sidestiller to klassikere i håb om en udredning.

I Atmospheres præsenterer Peter Zumthor en funktionsbestemmelse snarere end en definition; atmosfære som et vitterligt uendeligt antal sanseindtryk der kommer til udtryk i én eneste følelse. Når arkitektur bevæger ham, er det et udtryk for kvalitet. Altså, hvad atmosfære gør, snarere end hvad det er.

I sit værk, Leviathan, fra 1651 beskriver Thomas Hobbes en indre bevægelse identisk med den Zumthor opremser fra skærtorsdag på torvet. I menneskets natur finder vi, ifølge Hobbes, konstant bevægelse.

Den konstante proces at forholde sig til en genstand og rette en vilje – en lyst eller ulyst – mod denne. Bevægelsen starter med en påvirkning fra ydre stimuli – en genstand. Denne går gennem vores sanseorganer, via nerverne, til hjernens hukommelsesevne. Her dannes en idé om denne genstand, hvorefter hjernen udreder samtlige forbehold, vi har dannet for til sidst at opsummere disse i én endelig lyst eller ulyst rettet mod genstanden. Ikke ulig at gå ind i et rum og – in the fraction of a second – have én bestemt følelse om det.

>>

24_ 25

Den omvendte proces Zumthor benytter sig af, når han rent faktisk skaber arkitektur, betegner Hobbes som vores forestillingsevne. Evnen er en ubevidst bevægelse, modsat hukommelsen der foregår ved bevidsthed. Ud fra en lyst knyttet til idéer sammensætter vi dem i en forestilling, og de bevæger sig ud gennem vores nervebaner til vores sanseorganer for til sidst at blive til objekter – i ordets bredeste forstand.

Det er det, der sker, når vi eksempelvis sammensætter idéen hest med idéen horn, og får; enhjørning. Eller når vi er i stand til at sammensætte alle delkomponenterne i et hus og forestille os det, før det overhovedet er bygget. På den måde kollapser Zumthors tanke om the magic of the real. Da det ’irreelle’ har lige så meget realitet i kraft af, at det er konstitueret af vores forhold til reelle objekter, og dermed allerede eksisterer.

For at følge denne samstilling til ende er vores begreb om atmosfærisk hukommelse altså helt og aldeles subjektiv. Det er en bevægelse, der foregår udelukkende i os selv. Konsekvensen heraf er, at når vi designer ud fra vores lyster, bliver dette også nødvendigvis subjektivt. Objekter kan altså ikke have absolutte værdier.

Det giver hermed ikke mening at tale om atmosfære som god eller dårlig - men måske snarere som rig eller fattig. Æstetisk atmosfære er det værktøj, vi har til at virkeliggøre rum, og når vi begærer et rum, er det fordi vi resonerer med de indre bevægelser, der ligger forud for den pågældende arkitekts hukommelses- og forestillingsevne. Når jeg sætter mine idéer om Caspar David Friedrich, granskove og bunkere sammen, kan jeg dermed kun håbe på, at de resonerer med dine. Modsat renderingen er i det mindste kollagen ærlig om sin komplette subjektivitet.

Den prøver ikke at indgyde en uladsiggørlig, objektiv atmosfære, men igangsætter en indre bevægelse ved modtageren.

I dette lys er atmosfære da to modsatrettede, indre bevægelser, der er udgangspunktet for, både hvordan vi opfatter verden, men også hvordan vi former den. Slutteligt ville den hobbesianske arkitekturdoktrin lyde; tegn hvad du har lyst til – og håb på resonans.

Niels Eli Kjær Thomsen er 9. semesters studerende ved Arkitektskolen Aarhus.

<<

Artiklen tager afsæt i specialet “Atmospheres of the Entrepreneurial City“ skrevet af Anna Brandt Østerby selv i foråret 2015. Et speciale, der dels stiller spørgsmålstegn ved vores måde at udvikle byer på i dag - med andre ord; planlægningsparadigmet, der oftest er præget af markedet, og dels søger at kortlægge kontroversen mellem hensigten og den faktiske virkning af det byggede miljø. Anna Brandt Østerby er MSc i International Marketing and Management fra Copenhagen Business School.

26_ 27

HAVNENS ATMOSFÆRER

TEKST & FOTO ANNA BRANDT ØSTERBY

KUNSTEN AT ISCENSÆTTE DET URBANE LIV Skulle det ske, at du en dag sidder på Movias gule havnebus i Københavns Havn, så opdager du alt det, jeg selv oplevede en dag i marts sidste år, hvor jeg tog min første tur ad den blå færdselsåre. Havnen er forvandlet. Tryllet om til et sted, hvor bolig-, kultur-, handels- og erhvervsbyggeri skyder frem langs kajen. Fra Operahuset i nord bugter havnen sig gennem København, forbi kontordomiciler på Kalvebod Brygge, forbi Fisketorvets pompøse shopping center, forbi de middelhavsinspirerede boliger på Havneholmen og helt ned til Sydhavnens nye maritime port: Sluseholmen.

Domesticeringen af havnearealerne er et godt billede på den omstilling, vores byer og samfund har været igennem de seneste årtier. Industrien er flyttet ud og den moderne byboer ind. Vi er blevet et videnssamfund, hvor byerne - i kampen for overlevelse - skal være attraktive både for de store kontorhuse og deres medarbejdere.

Den urbane æstetik har også ændret sig i takt med denne samfundsudvikling. Som arkitekter og planlæggere er vi optaget af, hvordan vi får byen til at fremstå indbydende, oplevelsesrig og særegen.

Udviklingen er drevet af kultur, æstetik og image, og i bestræbelserne på at iscenesætte byen, så den fremstår attraktiv, spares der hverken på arkitektoniske designkoncepter, beton, glas eller stål.

De mange bud på, hvordan en moderne og succesfuld metropol ser ud, fik mig til at tænke. Hvad er det egentligt, der sker med disse havneområder i storbyerne? Hvordan udfolder byens liv sig i disse nye maritime kulisser? Med andre ord, hvilke atmosfærer og stemninger opstår der på den moderne havn?

>>

(VARIERANDE FACADEUNIVERS) Billedet fanger et øjebliksbillede af mange, meget forskellige elementer, der er med til at forme Sluseholmens atmosfærer: naturen, vandet, de røde bådhuse, de moderne byhuse.

28_ 29

DE ATMOSFÆRISKE MELLEMRUM Det er blevet meget almindeligt at snakke om byens atmosfærer. Vi møder det i præsentationer af steder, i turismebrochurer, sågar i udtryk som ’Nordens Venedig’, eller når vi fortæller om den gode stemning på Papirøen eller det livlige Nørrebro, som har sin helt egen atmosfære.

I atmosfæriske undersøgelser af byen ligger interessen i at finde ud af, hvordan vi føler os i byen.

Hvordan byboeren, den besøgende, turisten eller en helt fjerde føler sig til stede. Hvordan kroppe og sanser reagerer på gadens liv, trafikken, cyklisterne, caféerne og parkernes grønne træer. Derfor må vi have fat i det oplevende individ. Det er kun gennem kroppe og sanser, at atmosfærerne kan indkredses.

Når atmosfærer kan forstås som noget der opstår i mellemrummet mellem mennesker og det materielle, og samtidig har rod i begge dele, så betyder det også, at atmosfærer er noget, der kan designes og iscenesættes. Hvilket er blevet tydeligere at spore i moderne byområder. Effekten af dette atmosfæriske design, der udspiller sig i attraktivitetens navn og står som byudviklingens svar på marketing, er vigtig at forholde sig til. Den skal undersøges, så vi bliver klogere på, hvordan de nye havneområder stemmer bylivet an. Det er med disse briller, jeg har taget Sluseholmen under atmosfærisk lup.

Men dermed ikke sagt, at atmosfærer udelukkende er et subjektivt anliggende – en tilstand eller følelse, der er inde i os. Atmosfærer knytter sig især også til steder. Det er noget, der omgiver os og stedet selv – dets fysik, arkitektur, liv, sceneri og så videre – har altsammen væsentlig betydning for, hvilke atmosfærer der opstår. Steders atmosfærer trænger ind i byboerne og stemmer os an.

Det er det, der sker, når vi føler os behageligt til mode i Kongens Have eller bliver irriterede over menneskemylderet i Nyhavn.

>>

PÅ FÆRDE I NORDENS VENEDIG For enden af havneløbet i Københavns Havn ligger Sluseholmen. I sin tid havde Aalborg Portlands store siloanlæg fyldt med cement adresse selvsamme sted. Siden 00’erne er der sket en transformationsproces, hvor levnene fra den industrielle tidsalder er erstattet af moderne, attraktive boliger. I dag tilhører området familier, der bor side om side i smalle, høje byhuse på holme adskilt af nyudgravede kanaler. Alle har de en lille altan – enten én på vandet, én i facaden eller én på taget. Og de lever med vandet helt tæt på. Et ”Nordens Venedig”, som de siger.

Der ligger mange designprincipper og dogmer til grund for Sluseholmens arkitektoniske udtryk. Foruden Venedig, er kulisserne inspireret af Java Island i Amsterdam. Arkitekterne bag har haft en vision om at skabe et moderne og mangfoldigt bysamfund i lokal skala, som blandt andet ses i forhold til den store variation i bygningernes facader og anlagte kanaler som for- og baghave. Det er pittoresk, billedligt skønt, æstetisk og smukt.

Men en by eller et byområde er meget mere end det, vi kan se – det er alt det, vi kan mærke. Med det in mente, har jeg i løbet af foråret anvendt min egen krop til at kortlægge Sluseholmen og dens atmosfærer og stemninger.

En dag tog jeg ud i det nye boligområde med min pen, mit kamera og skarpladte sanser.

Klar til at mærke, registrere og dokumentere enhver impuls på min sanselige radar. Og det første jeg mærkede den dag i marts, hvor jeg kom dertil, var kulden og vinden. Stik fra vest, som vi kender det bedst i Danmark. Nysgerrigt vandrede jeg rundt, så mig omkring, forsøgte at indfange området fotografisk både nedefra, oppefra, indefra og udefra. Mindre tanke – mere fornemmelse. Sådan befandt jeg mig i området i flere timer og dage. Værnet med mit udstyr, nedskriblede jeg alt, jeg kunne se, føle, høre, dufte og smage.

Først alene – sidenhen med beboere og besøgende.

På den måde lykkedes det mig at indfange områdets fysiske karakteristika ud fra, hvordan de optræder sanseligt. Det resulterede i otte kategorier, jeg betegner som atmosfærernes delkomponenter, og som kan ses i skemaet “Overview of Producers of Atmospheres in Sluseholmen”, der fremgår af de næste sider. Disse otte delkomponenter er henholdsvis: bygninger, materialer, landskab, tid, strukturer, dyr, mennesker og artefakter. I individets sanselige møde med disse komponenter opstår atmosfærerne.

Komponenterne gør sig desuden også gældende i forhold til beboernes og andre respektive besøgendes beskrivelse af Sluseholmen. En beskrivelse der var et resultat af, at jeg tog særligt udvalgte gæster med på tur rundt i området. Sluseholmens materie har en markant indflydelse på, hvordan området opleves. Og der er en markant forskel på, hvordan de besøgende og beboerne mærker og beskriver områdets atmosfærer.

30_ 31

(SLUSEHOLMEN SET FRA AMAGERFÆLLED) Facadedesignet spiller en stor rolle i Sluseholmens arkitektoniske koncept og udtryk.

Det har et unikt og genkendeligt udtryk – og forsøger at fortælle en historie. Men kan man nøjes med variation i facader, for at få et mangfoldigt og varieret byliv?

>>

HAVNENS PARADOKSER I bestræbelserne på at designe et attraktivt og unikt boligområde opstår der en række atmosfæriske konflikter i Sluseholmen. De udtrykker nogle iboende spændinger mellem det offentlige og det private, det autentiske og det uautentiske og det mangfoldige og det smukke.

I de besøgendes oplevelse af Sluseholmen er det følelsen af at befinde sig i et privat område, der dominerer. Området præges af en hjemlig atmosfære, både i relation til bebyggelsen, den måde området bruges på og menneskerne, der befinder sig der. Den offentlighed, anonymitet og kaotiske scene, som skaber rammerne for byer, hvor fremmede mødes og et mangfoldigt liv udspiller sig, er i Sluseholmen kompromitteret af et langt mere organiseret og privatiseret rum. Her er en anden hverdag. En hverdag, der hører beboerne til. Der vokser usynlige porte og hegn frem i de besøgendes oplevelse af Sluseholmen. Ikke fordi der er noget, de kan se – men fordi der noget de kan mærke.

(DET MARITIME) Flere og flere husbåde har lagt sig til Sluseholmens kaj. De bidrager til den maritime stemning – omend der er tale om ’gamle dage i nye klæder’

32_ 33

(MINDET OM EN ANDEN TID) Da Sluseholmen skulle bygges var der meget debat om, hvorvidt Bådklubben Valby skulle bevares eller ej. Det endte dog med, at de overlevede – til manges store glæde i dag. De fortæller en autentisk historie om områdets tidligere funktion. En kontrast til alt det rundt omkring, som billedet også viser.

Det andet paradoks handler om Sluseholmens autenticitet. Boligernes facadedesign skaber en forestilling om, at området ikke er opført på én gang, men snarere er vokset frem organisk og er over tid blevet til en lille bydel. Det er en indbygget historie – og autenticitet – der camouflerer, at bagved står der, langt hen ad vejen, identiske råhuse med identiske boliger. Den indbyggede historik er også at spore i de maritime elementer, som blandt andet de røde træhuse fra 70’erne tilhørende Valby Bådklub. På trods af de nyindflyttede beboere og de ældre og muntre bådejere ikke har meget med hinanden at gøre, bringer bådejerne dog ifølge beboerne noget helt særligt til stedet.

Den sidste spænding i Sluseholmen viser sig i forsøget på at designe et æstetisk varieret, tæt og intimt område, hvor der kan opstå et dynamisk og mangfoldigt byliv. Men som området fremstår i dag, er det mangfoldige byliv fraværende. Mangfoldigheden er reduceret til et æstetisk princip, udtrykt i facadernes farverige og forskelligartet design. Resten af området fremstår deserteret og uindbydende. Konsekvensen er, at byens brugere – her i form af de besøgende – reduceres til tilskuere i et område, som de i ringe omfang kan interagere i og med. Kan du ikke lide æstetikken, kan du smutte.

>>

EN BEVIDST ATMOSFÆRISK PRAKSIS Den atmosfæriske analyse af Sluseholmen tillader os at se alt det, øjet ikke kan se. Den tillader os at forstå alt det, rationaliteten og forstanden ikke kan forstå. Med sanserne som medie får vi indblik i helt andre dimensioner af den urbane oplevelse. Det er derfor, det kan bringe nye perspektiver i spil i diskussionen om udviklingen af vores byer generelt – og havneområder mere specifikt.

I transformationen af Sluseholmen oplever vi et tab af den offentlige, mangfoldige og autentiske by. Den eksisterer i planerne og i sin umiddelbare fysik. Men i sin atmosfære er den forsvundet. En realitet der opstår gennem studier af havneområder med en atmosfærisk og sanselig optik.

På trods af at der er tænkt over den appeal Sluseholmen skal have – hvilket brand og image den unikke arkitektur er med til at skabe i området – mangler der stadig i sidste ende en fornemmelse for, hvordan atmosfærerne relaterer sig til byens liv. Der mangler en fornemmelse for, hvordan planlæggere og arkitekter designer rum, der stemmer os an. Er det hele gjortmeget hjemligt, påvirker det os alle – men ikke nødvendigvis på en måde, som fremmer byens liv. Og konsekvensen heraf opleves særligt i Sluseholmen, hvor hjemligheden har en privatiserende effekt.

Arkitekter og planlæggere har altid haft indflydelse på atmosfærer, men med den moderne bys urbane æstetik manipuleres de mere og mere i attraktivitetens og popularitetens navn. Og når alt går op i æstetik og image, sker der en forringelse af vores byers atmosfærer. Vi oplever et tab af grundlæggende kvaliteter ved den offentlige, foranderlige og uforudsigelige by.Det understreger to ting. Atmosfærer er ikke noget, der bare opstår. Arkitekter og byplanlæggere skaber forudsætningerne for at bestemte atmosfærer kan opstå på bestemte steder. De tegner atmosfæren. Og dette må vi forstå som en enorm magt og kræft, der skal håndteres på den rigtige måde – med ydmyghed og forståelse for, hvordan steder opleves med kroppen.

34_ 35

Det er den forståelse, fornemmelse og opmærksomhed, der i dag er en mangelvare i vores måde at udvikle byer på. Der er brug for, at vi arbejder med de sanselige dimensioner af det urbane liv; så byen er mere end en fryd for øjet. Der er behov for, at vi arbejder med kroppen som medie til at forstå, hvordan mennesker føler og interagerer med omgivelserne.

Og slutteligt, må vi gøre en dyd ud af tålmodigheden, således at byerne får lov til at udvikle sig organisk over tid.

Mit etnografiske arbejde med at mærke og kortlægge atmosfærer – først systematisk med registreringer og siden hen mere antropologisk med afsæt i beboere og besøgendes oplevelser – er et eksempel på, hvordan vi i praksis kan arbejde mere bevidst med at forstå sammenspillet mellem design, arkitektur og byens liv, herunder, hvordan disse elementer påvirker hinanden i praksis. Det kan indbringe ny viden og sætte andre perspektiver i spil i arkitektens og byplanlæggerens arbejde med byens udvikling.

>>

4.1.1 Overview of Producers of Atmospheres in Sluseholmen

The Maritime Mood Moods of Everyday Life

ATMOSPHERIC MOODS

Deserted Strrets and Gosthly Spaces

CATEGORY

ELEMENTS

VISUAL

AUDITORY

architecture

Facades, Buildings, Court yards, Houseboats, Old boat- and fishermen shacks, Harbour bath, Bridges, Walls, Openings, Windows, Front yards, Balconies

Variation, liveliness, play, expressions, individualistic, pretty, organised, not chaotic, clean, sterile, “It works nice and easy on the eyes” See collage 1 in Appendix 2

Construction sites, echo in court yards, windows and doors open ing, walking on bridges

materials

Bricks, Steel, Glass, Wood, Concrete, Fabric, Grass, Water

Colours (white, grey, brown, red, blue, green, pink, orange), curtains drawn & drawn back, brick patterns, patinated wood, patinated facades See collage 2 in Appendix 2

Water splashing, walking on the wooden quay, driving on the bridges

scenery

Water, Wind, Light, Reflections

Open and wide surfaces, dark spots, light reflections of the water, playing sunlight, shadows See collage 3 in Appendix 2

Lapping waves, blowing winds, silence

temporality

Winter; Summer Autumn; Spring Week; Weekend Day; Night

Empty spaces vs. flow of people Empty court yards vs. family activity Inaccessible water vs. bathing & swimming See collage 4 in Appendix 2

Storming winters; cheerful summerdays, laughs, water splashes.

Silent weeks during the day; sound of family living at night Playing kids and talking people during the weekend.

structures

Density, Variety, Verticality, Horizontality, Canals, Islets

“Interesting to look around, always something new to discover – always a new detail appears, a colour, window or alike” See collage 5 in Appendix 2

Open sea

animals

Dogs, Ducks, Otters, Swans, Sheeps

“I get excited every time a swam swims by my window. It brings a calmness and feeling of wellbeing” See collage 6 in Appendix 2

Quacking, barking, baaing,

people

Residents, Children, Parents, Fisher men, Visitors

Smiling kids, greetings, approval eyes, impassive faces, laughing fishermen, See collage 7 in Appendix 2

Playing kids, talking parents, walking passers-by, laughs, dinner party, kitchen activities cutting boards

artefacts

Toy, Kick scooters, Garden furniture, Barbeques, Plants, Signs, Kayaks, Boats, Bicycles, Cars, Trash, Street furniture

“I see toys everywhere and it reminds me of the people who this place belongs to” See collage 8 in Appendix 2

door smacks, tiking bike wheels, balcony chimes blowing in the wind

36_ 37

SENSORY CATEGORIES

TACTILE

OLFACTORY

Feeling the enclosure of the buildings in the court yards, feeling the vertical monumentality of the quay houses, polished surfaces, rough and rustic

GUSTATORY An imaginary tasting of the smelled experiences

Feeling tactility of bricks, the handlebars and benches in wood, walking barefoot on the quay, soft playground material, hardness of the concrete, cold water, warm water

The smelld of Water, wood, grass

Salt water

Feeling the coolness of the wet water and the freshness of the wind

Smelling the freshness of the water and the wind, an imaginary smell of sea weed

An imaginary taste of salty water, fresh winds

Storm, rain, cold vs. breezes, sun and warmth Feeling the emptiness vs. the liveliness of the area

Smell of summer; freshness, warmth, barbeque, icecream Smell of winter; fresh-ness, coldness

Taste of summer; barbeque, ice cream, cherries, salt water Taste of winter; cold water

The intimacy of the canals, the empty and wide main streets and public places, the feeling of being absorbed into the court yards and by the canal houses, the serenity of the open water.

-

-

Fur, an imaginary feel of feathers

Dogs, dog poo

-

Skin

Kitchen activities in the houses, Fishing activities around boat houses

Imaginary taste of the dinner party

Soft cushions, mould, steel

Imaginary smell of summer and barbeques

Imaginary taste of barbeque

(KORTLÆGNING AF ATMOSFÆRENS KOMPONENTER VED HJÆLP AF DE FEM SANSER.) Det er i mødet mellem den fysiske verden og det sanselige individ at atmosfærerne opstår. For at begrebsliggøre atmosfærer, forstå og arbejde med dem må vi bryde dem ned – dette er ét bud på, hvordan vi kan arbejde med dette.

<<

STUDERENDE? SOM MEDLEM FÅR DU GRATIS ABONNEMENT PÅ ELEPHANT, MARK, FRAME, FOAM, ARKITEKTEN ELLER LANDSKAB DU FÅR OGSÅ ADGANG TIL • Billig forsikring uden selvrisiko • Karrierevejledning under studiet og som nyuddannet • Rådgivning hvis du vil være selvstændig • Studiekonto med kassekredit på op til 50.000 kroner • Netværk og indflydelse • Rabat på fagbøger og meget mere Det koster 100 kr i kvartalet for studerende

Fotograf Ulrik Jantzen / DAS BÜRO

MELD DIG IND PÅ WWW.FAOD.DK

Come change the world with us Do you want to work on the most challenging projects in the world? Solving the most important issues of today? Together with the most exciting collaborators in architecture?

At SLA we use nature and natureâ&#x20AC;&#x2122;s processes to address the biggest challenges facing our future. We work on three continents in all forms and scales: From sensuous urban spaces to resilient large-scale master plans. Our aim is to change the world and create a new balance between the built and the grown.

Between human and nature.

If you are among the best and the brightest - and if you have a strong desire to work with landscape architecture, nature design and urban planning in all its forms â&#x20AC;&#x201C; we invite you to come change the world with us.

If you are an intern, send us an e-mail. If you are a graduate, give us a call.

Come join us! We invite ambitious and talented applicants to apply to our offices in Copenhagen, Aarhus and Oslo. We are always looking for new employees in the fields of landscape architecture, urban planning and architectural communication. Send your application + portfolio to: job@sla.dk (max 2 MB).

Read more at www.sla.dk.

BEYOND A GLANCE TEXT & FOTO ALICE FRANCIS

Discovering the spirit of New York City beyond its common iconic attractions can generate different feelings, both towards the city itself and the people that live in it. Not all that there is to see and hear is exciting or pleasurable and often the experience can be exhausting, repetitive and frustrating, particularly when traveling on a minimal budget. Personally, the richest experience of any new city I encounter has been in honoring the background noise; the layers of information that create an atmosphere of reality and an undisclosed world of beauty that many fail to notice or perceive on a day-to-day basis. For me, these encounters are much more telling of the environment and world around us in that particular time and place.

New York revolves around its chaos, fast pace and diversity. Intertwined within these elements dwells a world of constantly shifting substance existing merely in the subconscious minds of its inhabitants. This world communicates an aesthetic language of the interaction between natural light and the urban compositions (built form, materialization, geometric qualities) of New York City. Reflections, light spillages, surface conditions and transparencies construct layer upon layer of opposing and often complex shadows that describe a set of information liberated of the cities commonly overexposed use of symbolism, advertisements and iconic images.

The livelihood and complexity of New Yorkâ&#x20AC;&#x2122;s architectural and urban elements suggest inexhaustible opportunities for observation and contemplation of the world around us. The ephemeral existence of shadows within such diverse urban landscapes serve as a visual reminder and measurement of passing time. A shadow therefore portrays a constant change in the atmosphere of our aesthetic vision, caused by the collective movement of the sun and the rotation of the earth on its axis. These universal considerations require ones senses wide awake, fresh and lucid with the capacity to diffuse competing noise and surrounding influences that so often dominate our attention without thought. Moments such as these, I believe, provide a quiet recognition and a momentary escape into the world as it most truthfully is.

40_ 41

>>

42_ 43

>>

44_ 45

>>

46_ 47

<<

48_ 49

DE FEM SANSER ILLUSTRATION KIRSTINE BJERRUM VOETMANN

AN URBANAESTHETICS DISCOURSE TEXT & ILLUSTRATION ANN HØFLER KILDEHAVE & MARIANNE KYNDE HESTBECH

It is our belief that the city should provide places to escape everyday life, accommodate wonder and fun. The urban’s approach should be to expand the user’s experience of urban space.

We therefore see a need for reinstating aesthetic qualities within city planning, bringing back the sensorial, imaginative and reflective dimensions.

By creating aesthetically rich urban environments, reflection may be induced which thereby could infuse urban spaces with more quality and an ability to stimulate the senses, resulting in a - “this is awesome!” reaction. With this focus on aesthetics the discussion of which values it entails is highly relevant; “The old saying that beauty is only skin deep is deeply false. Beauty is as deep as the Bones, the Blood, the rosy Flesh.” - Jessie Good [Wilson, 1989, pp.69] . As we see it, the potential of using aesthetics to empower an urban space could be developed further, as Jessie Good argues, there are more than meets the eye.

50_ 51

AESTHETICS THROUGH ENGAGEMENT Over the centuries, we have lost the quality of the sensorial streetscape [Zardini, 2005]. This transformation of the character and quality of public spaces originates in the process of sanitization of the urban environment by paving streets with stone and, subsequently, asphalt. City planning has therefore in a long time based the qualities of urban space upon the visual perception, exclusively. Sounds, odours and the sense of touch have been given far from the same considerations, and moreover they have been perceived as disturbing elements.

There is, though, still potential in a rational mindset; we believe that rationality is just as important as aesthetics. But as mentioned before, the challenges of today is that we turn to the rational arguments when making decisions. Therefore, many city planning strategies with a heightened focus on rationality risk the loss of aesthetic experiential qualities in their layouts.

The aim is not to recreate a romantic version of aesthetics and thereby a more ‘beautiful’ world or to look backward at the argument that condemns the rationality of modernity. On the contrary; Aesthetics should work around the concept of complementarity and create a holistic understanding.

Aesthetics are not a matter of beauty (to be perceived at the surface). Rather, aesthetics are an expression of the deepest nature of a phenomenon all emotions and feelings [Andersson, S. L., 2014].

This, in many aspects, relates back to the basic ideas of Maurice Merleau-Ponty and the notion of perceiving with our whole phenomenal body.

There is undoubtedly a deep connection between aesthetics and how we use all of our senses to experience, process and evaluate space or an object.

The process of experiencing aesthetics is thereby a matter of the subject, an aspect which should not be avoided. However, it is an important quality to have in mind that; emotions are private and interpersonal and can give the user an intimate experience of a place and thereby create strong relations to it. Philosopher Arnold Berleant uses the terms of perceptual awareness and bodily consciousness to investigate this relationship between subject and place, and how a sensory perception embeds deep relations between the two. Ultimately, he states that ‘the aesthetics of the city is an aesthetic of engagement’! [Berleant cited in Kaminska, 2008, p.178].

>>

Architect and planner Stig L. Andersson also takes up the previously mentioned viewpoint of perceiving aesthetics as not solely meant for satisfaction of the seeing sense. Aesthetics are all the sensory inputs humans experience as well as emotional responses; touching, tasting, smelling, listening and feeling [Andersson, S. L., 2014]. There is moreover another dimension adjacent to these senses, which is what they evoke and induce; to wonder, discover, reflect, imagine - is truly the path to new recognition! Therefore, Stig L. Andersson also insists that aesthetics are the most important factor there is! Almost as a reverberation from Maurice Merleau-Ponty, Stig L. Andersson argues how all aesthetic interpretation arises from the human body itself - through the senses. It is the synthesis of all our other senses that manages to capture the aesthetic experience [Andersson, S. L., 2014].

An approach of working with aesthetics based in the phenomenal body and the sensorial relation between subject and object is desirable. Phenomenology is a study of essence, the essence of perception in all it forms; our understanding and interpretation of what we sense. It concentrates upon re-achieving a direct and primitive contact with the world through our senses [Merleau-Ponty, (1945) 2005]. In the context of the city, it is then how we perceive the urban spaces, and this in a bodily manner as well. This field is touched upon in the publication of the French phenomenology philosopher Maurice Merleau-Ponty ‘Phénomènologie de la perception’, published in 1945.

He discusses how experiencing space through our sensory apparatus gives us quality; these qualities are not an element of consciousness, but a property of the object perceived. However, we often commit what psychologists call the experience error’, which means that what we know of the thing itself we immediately take as being in our consciousness of it, in other words the prejudice aspect of sensing [Merleau-Ponty, (1945) 2005].

Yet how is the modern user to give in to the sensorial experience without any prejudice, and is it even desirable? The goal must be to use a phenomenological approach when shaping our cities and harvesting from the qualities this will give to the user and their experience. To seize ‘sensation’ one might approach it with the perspective of the body, seeing it is the bodily phenomenon which paves the way to our senses - one could argue that the senses are not present without the body, and/or the body is the senses. Here we find sensation as a unit of experiences, a formation already bound up with a larger whole, already endowed with a meaning [Merleau-Ponty, (1945) 2005].

For the bodily space, it is clear that there is a knowledge of place which is reducible to a sort of co-existence with that place. The sensorial experience, determines space, and it is located through one’s ‘phenomenal body’. This has, however, no relation to the intensity of the feeling of the specific experience, but rather the sensorial impact.

Remembrance for the subject is what qualifies the experience [Merleau-Ponty, (1945) 2005].

Merleau-Ponty argues that vision is prepersonal, and it follows that it will always be limited to what one is surrounded by at the given moment. Vision is a thought subordinated to a certain field, a field called a sense. As touched upon earlier, the seeing sense has been highly dominant when shaping our modern cities ever since the linkage of the visual with the ‘hygienic’.

52_ 53

>>

THE SENSE SPHERE Architect and Professor Juhani Pallasmaa takes Merleau-Ponty’s arguments further and into an architectural discourse, stating that the seeing sense’s dominance has made us distant to how we design our cities today [Pallasmaa, 2005]. Strictly relying on the seeing sense as the main criterion has resulted in space taking power over how human consciousness perceives and experiences the city [Pallasmaa, 2005]. He argues that we use all senses, and more, when we experience. Where Merleau-Ponty is concerned with only the bodily sensorial experience and having it as the center of everything, Pallasmaa goes in depth with the senses individually. Precisely, it involves 7 realms of sensory experiences which interact and infuse each other. Hereby, he brings forth the multisensory aspect having the qualities of the matter measured equally by eye, ear, nose, skin, tongue, skeleton and muscle, all intertwined; which in the end relates well to Merleau-Ponty’s previous arguments.

Pallasmaa travels through the seven senses in his own way. To sum up his framework, this makes for five primary senses, which we know of, and two that we interpolate as spatial senses, which are at least as important as the others. Each sense should constitute a small world within the larger one; the all function in interplay with each other.

Philosopher and phenomenologist Gernot Böhme argues that the atmosphere can be seen as the spatial sense; by focussing on the atmosphere when creating spaces, evoking emotions and feelings will create places with sensorial qualities [Böhme, 1993]. Atmosphere is an essential part of the aesthetic and sensorial discourse, and we would argue that sensuousness and nature have disappeared from the common perception of aesthetics today.

54_ 55

Atmosphere can be perceived as what is experienced in bodily presence in relation to persons and things or in spaces. In this constellation, atmospheres are phenomena which occur between perceiver and the perceived. Thereby, they can also perform as bodily experiences [Böhme, 1993]. This term relates to how every one of the above mentioned senses from Pallasmaa adds up to the atmosphere of the perceived, especially within embodiment, where there is talk about the communication between body and matter, between subject and object. From our point of view, this urges for another sense to become a part of the sense sphere.

Though, atmosphere could as well be achieved when using all senses.

Böhme argues that aesthetic work must consist in the production of atmospheres. Therefore, the creation of atmospheres should be the main goal!

In the aesthetic discourse, what is then perceived as contemporary aesthetics? We have argued earlier that there are neglects within urban planning when considering; the human scale, social aspects and not to forget the sensorial experiences. In our opinion, rationality has for too long dominated our perception of the world and our decision making in shaping it.

Forgetting and neglecting the important complementary factor to the functional and the rational: Aesthetics. We must therefore as designers rediscover our belief in the power of aesthetics as equally important as the rational when determining how we want our world to be.

Ann and Marianne, both cand. polyt. in Urban Design, graduated from Aalborg University in the spring 2015 with their thesis „Applied Aesthetics“ examining atmosphere in an urban context. The text above is an extract from the thesis.

<<

56_ 57

Å FANGE ATMOSFÆRE EN OBSERVATION TEKST & ILLUSTRASJON EIRIN BAKKEN

Hva definerer en atmosfære, og kan man i det hele tatt beskrive den? Ved å observere et sted i Århus, har jeg gjort et forsøk på å fange atmosfæren på dette spesifikke stedet. Om jeg har lyktes vet jeg ikke, da jeg selv ikke kan peke på, hva som egentlig skaper et steds atmosfære.

>>

DAG 1

Dato: 15.11.2015, Søndag

Bo-bil kjører fra plassen

Klokkeslett: 14.43

Subaru kommer og parkerer på plassen som bo-bilen akkurat kjørte fra

Vær: lett skyet med solglimt Parkerte biler: Opel, sort Varebil “Løgten Murer- og Entrepenør A/S” Audi, sort Erhvervsbil, “MidtBo” Gammel Peugeot Eldre ektepar krysser plassen og spaserer bort til parkert bil.

To jenter begge ikledd kåpe går forbi Jogger: rød shorts, grønn genser To menn går forbi på gaten Personbil kjører over plassen og ut i en sidegate Mann og dame går forbi

Christianiasykkel med blått betrekk. Neon-gul sykkelhjelm.

Et par med barnevogn

Forretninger jeg ser: To kafèer en bar en tøybutikk en stoffbutikk.

Små fugler forsvinner inn i en busk på plassen, to biler kjører over plassen og forsvinner En ung mann løper forbi i boblejakke

Folk bærer:

Lyder:

Et tomt vinglass

Måkeskrik

Avis

Mumling fra cafe

Kamera

Forbipasserendes snakk

Lue

Bilmotor på tomgang

håndveske hansker kaffe og vannflaske mobil håndkoffert

De pelskledde jentene står på plassen. Snakker En hund etterfulgt av en mann

En mann krysser plassen

pose, “Magasin”

En Mercedes parkerer

Et eldre par kommer ut av Subaru, damen med store solbriller

To pelskledde jenter krysser plassen

Baby

To menn og en dame krysser plassen

En syklist En jente med ryggsekk, en bag og et pariserbrød i hånden Tre personer kommer ut av mercedesen og går videre En Citroen parkerer. En gammel mann i grønn boblejakke kommer ut av bilen, og går ned gaten En måse flyr forbi Fire grupper mennesker sitter utenfor cafeen. Varmelampene er tent Mann med sykkel går forbi En eldre dame. Rosa jakke og pose, “H&M” Lyd: Latter Klikk fra sko mot sten Bærer: Treningsbag McDonalds-pose Mann med sykkel og en dame krysser plassen En jente med en ryggsekk går motsatt vei To damer går hurtig forbi. En ivrig samtale To eldre, To yngre, en barnevogn. Tre generasjoner?

58_ 59

En Golf kjører over plassen

Klær:

En mann går forbi, snakkende i telefonen med hansker i hånden

Mønstrete bukse i kombinasjon med annen type mønstrete jakke

En Volkswagen kjører over plassen. En annen bil stopper på plassen. En mann kommer ut og åpner bakdøra. En annen mann kommer ut av forsetet.

En liten gutt bæres ut. De går inn i en bygning.

Headset og vuggende gange.

Høyhelte støveletter Blå Jeans Regnkåpe Blå lue Leopardmønstrete skjerf og røde sko Røde bukser og rød veske

Sykkel med sykkelvogn.

Signalblå joggesko

Gutten med headset kommer tilbake samme vei, med selskap av en annen gutt.

Boblejakke

Sort kåpe

Grupper av mennesker En Mercedes kjører inn på plassen. Den ser dyr ut. De pelskledde jentene går bort og setter seg inn. Bilen kjører En mann tar bilde av noe. En fasade? Han går videre En, to, tre biler krysser plassen En stor flokk spurver flyr over plassen og forsvinner inn i den høye busken Klokken er 15.36

Sixpence og brun skinnjakke

Sort Ford Lite barn med mann like bak.

Barnet har en gåsykkel og hjelm på

De pelskledde jentene står fortsatt på plassen. Det virker som de venter.

En hund med skjerf som halsbånd Peugeot, Volkswagen, rød Ford, grå Opel.

>>

DAG 2

Dato: 11.12.2015, Fredag

Folk bærer:

Lyd:

Klokkeslett: 16.04

Pose, “Noa Noa”

Trommende regn

Vær: Overskyet

Paraply

To gutter i 20-årene går forbi

En sølvgrå Ford, en grønn BMW

Tre biler på rad. Sort Audi, Rød opel og hvit Peugeot. To parkerer, èn kjører videre.

En barnevogn og en dame. Et lite barn stikker opp av vognen.

De stopper ved kafeen, snakker, men går ikke inn. De går den samme veien som de kom

En eldre mann og en liten jente kommer ut av den røde Opelen.

De går inn en gate.

To damer, en av de har paraply.

De stopper ved kafeen Et gammelt ektepar går mot kafeen. de stopper, han peker ned en gate. De går en annen retning

En varebil står borte i gaten En liten gutt synger. Han kommer fra kafeen, med et eldre par bak seg. Det kan være besteforeldre og barnebarn En hvit varebil

De to damene beslutter seg for å gå inn i kafeen

To yngre gutter henger utenfor cafeen, et par går inn

Hvit Fiat, sort Mercedes

En jente går over plassen med ryggsekk og en dynepose plassert oppå en rullende håndbagage

To eldre kvinner går forbi.

De snakker.

En eldre mann går bakved Et par går forbi. Hun røyker En dame kommer ut av kafeen En mann plystrer på en julesang mens han går forbi. To små jenter følger etter Det regner En mann går mot kafeen. Han tar av hanskene og går inn Et rop: “Kom med meg, kom med meg. Kom!” To yngre menn går inn i kafeen.

Det er vist et populært sted Sykkelhjul over brosten To piker kommer ut av cafeen En mann låser opp en Ford, setter seg inn, rygger ut og forsvinner Hetter er snurpet Grønn caps

En mann med forkle av skinn bærer to kasser. De ser tunge ut En sort Mercedes stopper i gaten. En forbipasserende dame stopper, sier noe inn vinduet på bilen og peker ned en gate. Bilen kjører over plassen og ut en annen gate.

Gul paraply Grått pannebånd Jeg leser: “GOD MORGENMAD mandag-lørdag: 09.00-11.00 Søndag: 10.00-11.00 CAFEMAD:

Sko klikker mot steinheller

indtil 22.00”

Paret kommer ut igjen. Kafeen kan være full

Jeg leser også:

Hvit Fiat, sølvgrå Subaru

“Tryghed i hverdagen” “Aakjær”

Klær:

“Aarhus Taxa”

Prikkete støvler

“I <3 Øko”

Stor pelskåpe nedover knærne

“ Carlsberg” “Eventyr”

En eldre mann med rosa paraply Christianiasykkel med betrekk.

Noen sitter under betrekket En, to, tre, fire, fem mennesker går forbi

“Ensrettet” En Grease-låt strømmer ut, idet døren til kafeen går opp

En eldre dame går alene inn i kafeen

Fire eldre damer kommer ut av kafeen. De snakker, blant annet om regnet

En grå BMW

Enda en trillekoffert

En flokk mennesker. Jeg rekker ikke se hvor mange de er

En hvit Volkswagen starter opp og kjører vekk. Jeg fikk ikke med meg at noen satte seg inn i bilen.

Det er mange ting å få med seg.

Det regner igjen

60_ 61

Folk bærer: pose, “Magasin” forseglet gavepapir seks poser, tre i hver hånd pose “Brio” pengbok pose, “Salling” telefon, opp til øret ringende telefon En KIA kjører over plassen To knisende jenter holder hånd.

De går inn i kafeen En dame og en jente står ut mot plassen med ryggen til kafeen.

En jente på sykkel kommer. De går sammen videre To jenter spisende på kjeks går målrettet mot kafeen. de stopper utenfor og nøler. De snur og går en annen vei Seks mennesker, de går to og to.

To av dem triller sykkel To damer kommer inn. De snakker norsk. Det er de første jeg hører som ikke snakker dansk Sort Audi, grønn Ford med reklametrykk Et gående par, begge med sykkelhjelm i hånden. Ingen sykkel Rundt halvparten av alle som går forbi bærer en eller flere poser Varebilen som lenge har stått borte i gata, kjører over plassen og forsvinner To jenter går til en hvit Ford som står parkert. De kjører vekk Gammel, sølvgrå Volvo, hvit Citroen

Sort Opel, rød Opel, hvit Volkswagen

To gutter, begge med sort caps.

De har for øvrig også sorte klær

Det går mange mennesker forbi.

Jeg rekker ikke å notere alle.

De går langs gaten, noen krysser plassen

En stor hette med pelskant. Et ansikt langt der inne

En dame kommer ut av cafeen. hun veiver og vinker med armene, går et skritt tilbake, og står der. En eldre dame møter henne. De går inn

Ting jeg ser på plassen: en søppelbøtte sykler langs et gjerde en høy busk en statue. Det er for mørkt til å se, hva statuen forestiller.

Fire mennesker går inn i cafeen.

En med trillekoffert

åtte parkerte biler

En jente står på plassen og snakker i telefonen. Det har hun gjort i noen minutt. Hun møter to jevnaldrende jenter. De står og snakker

Noen føtter går opp en trapp i tredje etage i et av byggene ved plassen

Et lite barn i vogn som triller forbi peker på lys i blått, rødt, gult og grønt som henger ved inngangen til kafeen

En mann stopper opp på gaten, tenner en røyk, og går videre Leser: “1664”

Et grantre med hvite lær-stjerner

“Plint”

Tre menn på rekke går inn i kafeen

Klokken er 17.09.

En mann jogger forbi. Han har et bånd rundt magen. Hunden kommer etter

Sted: Pustervig torv, sett fra cafe Jorden, Århus, Danmark.

Trillekoffert igjen Noen leser på menyen ved kafeen

Inspirert av boken “An Attempt at Exhausting a Place in Paris” (1975)

Forretnings-skilt jeg ser: “Salon Laila” “Iben” “Panduro” “Ristorante & Pizzeria” “Cafe Pustervig”

Den eldre damen kommer ut av cafeen igjen To andre går inn Hvit bil. Den stopper midt på plassen, før den parkerer

<<

STYR PÅ PERSPEKTIV OG RUMLIG SKITSERING? Ellers kan vi i foråret 2016 tilbyde dig et kursusforløb 7 torsdage (aften) fra kl. 19.00-21.45.

Her vil du få en forståelse af at kunne se, tegne såvel dybde som rum. Der tages udgagngspunkt i elementære principper indenfor perspektiv og konstruktion. Der arbejdes med skitsering af enkle genstande og objekter (rum og interiør).

Der vil blive tegnet efter opstilling og ud fra hukommelse.

Du vil gradvist blive istand til at omsætte de viste teknikker til frihåndstegning og skravering.

KURSUSSTART DEN 11.02.2016 BEGRÆNSET ANTAL PLADSER - FØRST TIL MØLLE

TILMELDING & BETALING PÅ WWW.KUNSTOGDESIGN.DK

WWW.KUNSTOGDESIGN.DK KLOSTERPORT 4 8000 AARHUS C TLF. 86 182 182

62_ 63

DEN FANTASTISKE KYST

64_ 65

TEKST & FOTO JACOB HAUGAARD MIKKELSEN

I Danmark er vi så heldige at have mange lange kyststrækninger. Et faktum der let kan gå i glemmebogen, hvis man ikke tænker over det. Ikke alle verden over har mulighed for at opleve livet og atmosfæren ved kysten. For disse mange mennesker er kysten en ting, de kun kan drømme om en dag at få lov at se.

Livet ved kysten og på stranden er, på en god dag og på det rigtige tidspunkt, et fortryllende sted, hvor lyset kan skifte som at vende en hånd, og hvor lyden kan virke afstressende og beroligende. Hvor man kan bade i det salte hav og sole sig på et tæppe i det varme sand.

Men på en hård dag hvor vinden er vild og voldsom, kan det samme fortryllende sted pludselig virke som et koldt og ubarmhjertigt sted, hvor man bliver omsluttet af det store brusende hav. Alt imens det æder sig dybere og dybere ind i klitten, og hvor sandet fyger rundt om ørerne på en.

Når dagen begynder at gå på held, bliver himlen over kysten forvandlet til et farverigt univers, hvor solens sidste lys spreder sig i et væld af brændende orange og gyldne nuancer. Det livlige vand synes pludselig mørkt og koldt, og mågerne lander for natten.

Til sidst forsvinder den skinnende sol langsomt ned bag horisonten. Lyset forsvinder, kysten bliver mørk, og dag bliver til nat.

Kysten er et vidunderligt sted, hvor land og hav mødes; noget der er værd at skænke en tanke, når vi skal gøre op med os selv, hvorvidt vi skal en tur på stranden.

I billedserien herunder ses en visualisering af det smukke syn over vandet ved Hirtshals, man bliver mødt af en dag med livlig vind og med lette skyer på himlen.

>>

66_ 67

>>

68_ 69

<<

HELENDE ARKITEKTUR ET KRITISK BLIK PÅ FREMTIDENS SYGEHUS

70_ 71

TEKST RASMUS SVANE HØJ ILLUSTRATION RIKKE HELBO FOTO JENS LINDHE

Triste nuancer af grå, sammenbidte miner og hvidgrønne kitler; dårlig mad i aluminiumsbakker, lange ventetider og ekko på gangene. Meget få steder fremmaner så særlig en sindsstemning som sygehuse, og for mange mennesker associeres hospitalsarkitektur nærmere med død end med liv.

Dét skal der imidlertid laves om på. Over de næste ti år har det danske folketing i samarbejde med regionerne afsat over 40 milliarder kroner til en række spritnye sundhedsfaciliteter landet over, og ambitionsniveauet er tårnhøjt. Danmark skal være globalt foregangsland for optimale fysiske rammer i samfundets måske vigtigste offentlige organ, og en af årtiets hyppigste vendinger i debattens drejebog har været, at vi herhjemme skaber Fremtidens Sygehus.

Men hvad betyder det egentlig, fremtidens sygehus?

Hospitalsarkitektur i Danmark er et område, der på nuværende tidspunkt rummer et enormt udviklingspotentiale - eller, sagt med andre ord, trænger til en grundig opfriskning. Fra funktionel logistik over farvevalg og til rumlig formgivning skal alt under lup, således at sygehuset som maskine kan gentænkes på en hypermoderne, fremtidssikret måde. Bæredygtighed, bæredygtighed, bæredygtighed.

EVIDENSBASERET DESIGN

Det er imidlertid ingen hemmelighed, at sygehusbyggeri som tommelfingerregel er en uhyre bekostelig affære, og derfor ønsker politikerne sig allermest en række konkrete, videnskabelige beviser for, at de byggede løsninger er de ideelle.

Og det er her, arkitekturen kan komme i klemme.

For selve arkitekturens væsen anses af mange, og måske i særlig grad af arkitekter selv, som en primært æstetisk størrelse. Men kan det lade sig gøre at forene æstetikkens skrøbelighed med sygehusets høje krav til fleksibilitet og funktionalitet? Kan man egentlig bevise, at noget er godt, og at noget er skidt? En så nøgtern kvantificering af arkitektur kan synes som en decideret selvudslettende øvelse, men i videnskabens verden har den sit ganske eget navn.

Evidensbaseret design er et relativt nyt felt i forskningsregi, og anvendes primært i forbindelse med undersøgelser af de fysiske omgivelser i hospitaler. Hos Institut for Arkitektur og Design ved Aalborg Universitet sidder således et syv mand stærkt forskerhold, som fra et videnskabeligt synspunkt undersøger, hvordan det byggede miljø omkring os kan medvirke i menneskers helingsproces; arkitekturen som en slags holistisk medicin, der i bedste fald kan bidrage på lige fod med husets øvrige funktioner til at løfte kvaliteten af hospitalet.

Dét vel at mærke både for patienter, men også for pårørende og sygehusets eget personale. Også til trods for, at diskursen i debatten primært har haft fremtidens sygehus som værende patientens sygehus i fokus.

Så simpelt er det nok alligevel ikke.

DEN HELENDE ARKITEKTUR

“Det viser sig jo, at kvaliteten af et sygehus’ arkitektur afhænger af, at det er rart for alle at være der, uanset hvad årsagen så må være“, fortæller Mette Blicher Folmer mig, en anelse polemisk.

Mette er en af de syv underskrevne AAU-forskere på en 275 sider lang rapport fra 2009, der hedder Helende Arkitektur. Foruden at være arkitekt med en ph.d.-grad i selvsamme emne, er hun også uddannet sygeplejerske med erhvervserfaring fra faget. Til daglig er hun gennem sin virksomhed, FOLMER Tegnestue, involveret i projekter, der vedrører netop plejesektoren. I efteråret har hun været ansat som timelærer ved Arkitektskolen Aarhus.

Jeg fik lov at tale med Mette en råkold, men smuk decemberdag. Her talte vi blandt andet om en række af de arkitektoniske parametre, som forskerholdet har gransket nærmere. Parametre, som påviseligt kan medvirke til at løfte sygehusets helbredende funktion, og som er opsummeret herunder.

>>

LYS ER VIGTIGT

UDSIGT ER VIGTIGT

LYD ER VIGTIGT

Lys er en enormt vigtig faktor for udformningen af et hospital, og har en dokumenteret medicinsk effekt. Den direkte adgang til dagslys er med til, at patienten kan orientere sig om tid og sted, hvilket har en positiv virkning på døgnrytmen. Jo bedre døgnrytme, jo bedre søvn, og i sidste ende - des bedre restituering.

Roger S. Ulrich, den måske mest citerede forsker inden for evidensbaseret design på verdensplan, lavede helt tilbage i 1984 forsøg med patienter, der henholdsvis havde udsigt til en mur og udsigt til en have. Forsøgene viste, at patienterne med udsigt til en have oplevede mindre smerte, havde lavere risiko for infektioner, lavere medicinforbrug og hurtigere restituering efter operationer. De pegede endda på, at patienterne med udsigt til have havde lavere risiko for at opleve sygdomsmæssige tilbagefald efter udskrivning.

Støjreduktion er vigtig for følelsen af ro og i øvrigt for det gode arbejdsmiljø. Eksempelvis er gulvenes materialer noget, man skal være meget opmærksom på.

Forskning fra USA, hvor sygehuse typisk har markant flere funktioner liggende i planer under jordens overflade, peger på, at kunstigt farvet lys, der følger døgnets gang, kan opnå meget lignende resultater. Kunstig dags- og aftenbelysning er noget, man med succes anvender til daglig på blandt andet Kolding Sygehus.

Musik kan også hjælpe med at reducere støj og har herudover en afstressende virkning, som kan styrke patientens restituering og afhjælpe smerter.

Det musiske forskningsprojekt Musica Humana, der specifikt er søsat i de danske hospitaler, har til hensigt at komponere musik med en dokumenteret medicinsk effekt. Private firmaer er desuden i gang med at udvikle avancerede lydsystemer til brug på såvel hospitalsstuer som i ambulancer, og initiativet ‘Musik i Ambulancer’ vandt desuden prisen for Årets Idé ved Danish Music Awards 2015.

72_ 73

KUNST ER VIGTIGT Kunst, farver og varierende materialer som elementer i arkitekturen synes at have en terapeutisk positiv effekt. Det er elementer, der er med til at skabe mere inviterende og hjemlige rum, og som desuden kan hjælpe på den visuelle orientering i sygehuset.

Visuel og auditiv kunst, som eksempelvis film, kan desuden have en betydelig positiv indvirkning på patientens oplevede smertetærskel. Kunst i sygehusarkitektur er en del af Mette Blicher Folmers nuværende forskningsområde.

DEN RUMLIGE ORGANISERING ER VIGTIG

GRØNNE OMRÅDER ER VIGTIGE

Hvis det er vanskeligt at finde rundt i et sygehus, stresser det patienter og pårørende, mens det koster personalet dyrebar tid. Det er essentielt, at den rumlige organisering er logisk og hierarkisk arrangeret. Simple planløsninger er at foretrække over kringlede eller unødvendigt forvirrende ruminddelinger, tegner forskningen et klart billede af.

En sidste og vigtig parameter er etablering af attraktive grønne områder i og omkring sygehuskomplekset. Stier og opholdssteder i grønne områder skaber et frirum fra det kliniske miljø, og den friske luft kan hjælpe patienter og pårørende terapeutisk. Grønne områder har således betydning for patienternes og pårørendes fysiske såvel som psykiske velbefindende.

På hospitaler er der en klar tendens til, at man tager stemningen fra ét rum med sig til det næste. Derfor er det vigtigt for stedets arkitektur, at rum som venteværelser og stuer er indbydende, ordentlige og komfortable at opholde sig i. En undersøgelse, hvor patienter blev vist billeder af forskellige venteværelser, viste tydeligt, at patienterne havde større tillid til lægens faglighed, hvis venteværelset forekom indbydende.

“Det er jo den samme logik, man har arbejdet med i butikker i årtier, og det gælder altså også på sygehuse“, griner Mette.

Beplantning kan samtidig have en visuel afskærmende effekt mellem bygningsfløje og kan bortfiltrere udefrakommendes kig ind i bygningens stuer - noget, der for eksempel er vigtig i forbindelse med psykiatrien.

>>

PSYKIATRISYGEHUS I SLAGELSE

FOTOGRAF JENS LINDHE TOTALRÅDGIVER OG ARKITEKT KARLSSON ARKITEKTER / VLA

74_ 75

FREMTIDENS SYGEHUS - ELLER HVAD?

HOSPITALSARKITEKTENS UDFORDRINGER

Den holistiske tilgang til hospitalsbyggeri er ikke noget banebrydende fænomen, og Danmark er naturligvis ikke det eneste land, hvor der forskes i, hvordan sygehuset som bygning bedst muligt moderniseres. I Brasilien har man i efterhånden mange år arbejdet bevidst med form, dagslys og udsigt som grundpiller i sygehusarkitekturen “skulle man være interesseret, kan konkrete eksempler ses legemliggjort i de ganske særlige SARAH-hospitaler. I lande som USA og Australien er en forskning, som tenderer den danske, ligeledes godt undervejs, og særligt de australske fødemiljøer er noget man forsøger at lære af herhjemme“.

Da jeg for at afrunde samtalen spørger hende, om hun ser andre udfordringer i forhold til arkitekturen og de nye hospitaler, tøver hun et øjeblik, som for at afveje muligheder. Så svarer hun bestemt: “Danske arkitekter ved for lidt om forskning“.

Alligevel vurderer Mette Blicher Folmer, at Danmark er godt med, når det drejer sig om fremtidens sygehus, og vi kan med rette håbe på, at vores viden om godt sygehusbyggeri fremover kan blive en vigtig dansk eksportvare. ‘Fremtidens sygehus’ som konkret pejlemærke, derimod, er hun en anelse ked af.

For Mette er det nemlig et mangelfuldt begreb man kan ikke designe til fremtiden, og da slet ikke noget, der er så funktionsbetinget som et hospital.

“Fremtiden’ er et løst begreb; det er om ti år, om 100 år og om fem minutter. Man er nødt til at designe efter sine brugere, og brugeradfærd i sundhedssektoren er noget, der ændrer sig i forhold til tiden, teknologien og konteksten“, pointerer hun.

Står det til hende, bør man bygge sit sygehus efter den nyeste, mest præcise brugerforskning, og om 10 år, når byggeriet så står færdigt, ja, så laver man de samme undersøgelser een gang til før man påbegynder indretningen. Et hovedgreb for fremtidens sygehus må være, hvis det altså virkelig vil være ‘fremtidens’ sygehus, at det er en bygning, der er fleksibel og kan tilpasse sig de nye behov, der vil opstå.

Og man kan måske godt forstå dem, arkitekterne.

Det er svært at forholde sig til, at den gode arkitektur kan være noget, der kan måles og vejes, og det er heller ikke sikkert, at dét er det endelige svar.

For det er hele tiden en vekselvirkning mellem arkitekturen som kunstform, der i høj grad beskæftiger sig med helheden på tværs af brug, oplevelse og skala, og på den anden side videnskaben, der kan efterprøve og undersøge detaljen i helt isolerede miljøer.

I bedste fald vil disse to modsatrettede tilgange mødes i et gensidigt supplement, og dén sameksistens kan blive essentiel for sygehusbyggeri fremadrettet. Et af de første konkrete eksempler findes i det nye psykiatrisygehus i Slagelse fra 2015, tegnet af den københavnske tegnestue, Karlsson Arkitekter/VLA. Så, summa summarum; det er rimeligt at hævde, at fremtidens sygehus, hvis fornemmeste rolle trods alt stadig er at hjælpe mennesker effektivt gennem et sygdomsforløb, har en vigtig opgave i at udnytte dette relativt ny-opdagede krydsfelts potentialer. For det er både sygehussektorens gevinst, at der nu ligger håndfaste beviser for at god, gennemtænkt arkitektur kan bidrage til fysisk og psykisk velvære, og det er en sjælden luksus for arkitekturen som fag at have så hårde facts at knytte sig til, når det gælder værdisætning af rumlige kvaliteter.

Samtidig er det også givet, at det ikke alene er sygehusene, der kan drage nytte af evidensbaseret design. Konkret fakta for menneskeligt velvære i arkitekturen bør åbne nye perspektiver for enhver praktiserende arkitekt, og må i det mindste anses for andet og mere end politisk ballast.

Hvad fremtidens sygehus kan blive, er for fremtiden selv at vise. Men ét er sikkert - tidens tand er sjældent god mod den arkitekt, der lukker øjnene for videnskabens landvindinger.

<<

76_ 77

DE FEM SANSER ILLUSTRATION KIRSTINE BJERRUM VOETMANN

78_ 79

BEVEGELSE TEKST OG FOTOS AF WILHELM REYMERT

Sitter påbussen, står i rulletrappen, stiger om bord i flyet. Man er i konstant bevegelse, både fysisk og mentalt. Anonym sitter man der og observerer omverdenen fare forbi. Det eren form for midletidig tilværelse. Man befinner seg i en annen dimensjon mellom to faste punkter. Alle følelser som er involvert. Man skal hjem til sin kjære familie, besøke sin kjæreste, på tur med gode venner, eller bare ute på en ensom reise. Man kjenner på forventninger, håp,lengsel, glede eller kanskje sorg. En reise i et flytende univers som gir anledning til refleksjoner og type tanker. En form for meditasjon.

>>

80_ 81

>>

LYS

Lys spiller en viktig rolle i vår oppfattelse av omgivelsene. Lyset bidrar til å danne midlertidige og dynamiske rum som alltid er i bevegelse. De er helt unike, og oppstår like raskt som de forsvinner. Det er med på lage glimt av et rum med en spesiell atmosfære. Der lyset treffer mennesket oppstår det en helt spesiell situasjon, der det dannes en tydelig silhuett av et menneske.

Mennesket får en fremtredende posisjon og dramatisk karakter. Det er ikke lenger en person, men en ugjenkjennelig skikkelse. Motsatt av silhuett tegner lyset også livlige skygger. I noen tilfeller der skyggen har et sterkt og unikt vesen uavhengig av mennesket. Utstukket i alle mulige fasonger og skaler. Det gir betrakteren en mystisk følelse av menneskets tilstedeværelse.

82_ 83

>>

84_ 85

>>

86_ 87

>>

LE CORBUSPHERE TEXT NANNA ØSTERGAARD ILLUSTRATION THEA HASSELBALCH

“Architecture is the masterly, correct, and magnificent play of masses brought together in light” quoted Le Corbusier (L.C.) – a prominent modern architect, who is currently exhibited at the Asger Jorn Museum in Silkeborg through the exhibition “What moves us”. Outlining the connection between two major personas, the exhibition more or less seeks to portrait the versatile modern artist and architect L.C. next to the artist, Asger Jorn.

With great success, indeed, due to the plentiful reviews.

Throughout the 19th century, L.C. did lots of writings on architecture and paintings. Not always well received at the time, though. Some found his view on architecture and art provocative and intimidating, while others pursued his ideas. Nevertheless, when dealing with the theme atmosphere, the relevance of embracing a guru like L.C.’s view point is of great importance.

88_ 89

ATMOSPHERE AND COLOURS In relation to atmosphere, L.C. used the term to describe a physical, spatial and emotional moment of place. Space in general possesses both a good/ bad, warm/cold, wide/narrow or sympathetic/ frightening atmosphere. Feelings as joy, lightness, mystery, diversity and peace were some of the experiences he aimed to evoke through his architecture. Thus his organization of different tones of colours in colour keyboards, enabled three to five colours to be isolated or combined. Each keyboard producing different colour atmosphere and a specific spatial effect. Furthermore, he emphasized some fundamental principles according to colours; Colour modifies space. Colour classifies objects.

Convinced by the colours’ ability of both creating inviting atmospheres and unity among others, the idea about these fundamental principles was manifested in his belief that colours act both physiologically and psychologically upon us and reacts strongly upon our sensitivities.

During his career he developed a logically structured system of colour the “polychromie architecturale” , which is based on the before mentioned principles. The colour selection was essential to him; a material-based, functional consideration.

While some colours as pure colours tend to present themselves in a lively and dynamic way - others, more neutral colours such as earth colours, appear more modest and “more human”. In order to get an idea of this concept of colours and for further readings, the paint manufactory, kt. color, has simplified the concept.

1

The ”Polychromie architecturale” is a logically structured system for colour design.

<<

SPATIALITY THROUGH COLOURS Pale, naturally pigmented colours, create a light and warming atmosphere. Those colours are able to emerge bare plastered walls without affecting the volume because of their static in a space.

Deeper, naturally pigmented colours, on the contrary, both enhance spatial effects and camouflage elements. In comparison, the lighter walls are more visible, while darker walls attract less attention. Overall, the naturally pigmented colours generates spatiality, unlike the unnatural colours that tend to generate dramatic effects on architecture and its inhabitants.

L.C.’s guidelines about colours were not only useful to him; they are fundamental for the choice of colours in broad aspects, even among architects and artists today. According to L.C., colours were not to be used as a constructive element but to express emotions and certainly not interrupting with space or volume. In addition to this, the younger Jorn naturally de-

tached himself from these concepts of colours by using them as a means of creating forms in his own paintings.

Throughout “What moves us” one clearly sees the difference between the two artists’ use of colour. On the one hand, L.C. treated colours in his work with a deeply respect and almost intimidation, while Jorn on the other hand handled them much more freely one might say.

Generally speaking, many elements have had an impact on atmosphere and the above mentioned provides a little taste of the topic through the glasses of L.C. The truth is not to be found in his words, but the exhibition in Silkeborg tries to emphasize the fact that his way of thinking and expressing himself through words, paintings, buildings etc. was revolutionary. Revolutionary in a way, that we today still seek inspiration from L.C. He did not invent all the ideas and theories he circled around, though he had a certain ability

to disseminate central themes of modern architecture to the public. In relation to this, his self-invented colour collection can be quantified for introducing a new type of flexibility between the in - and outside. Basically, he used colour as a space-providing element, which is essential when speaking of spatiality as well as architectural atmospheres.

90_ 91

>>

SOUND SPACE AND

TIME

94_ 95

TEXT CATHERINE LANGER FOTO ZENO VAN DEN BROEK

“SOUND IS NEVER COMPLETE IN ITSELF. TO BECOME SOUND, IT ALWAYS HAD TO MEET SOMETHING ELSE.” The words are spoken by

Zeno van den Broek, architect, musician and artist, who investigates and creates artistic experiments with a subject that many architects neglect or forget: sound.

“Sound can be described as physical vibrations that travel through the air and react with our physical surroundings,” says Zeno van den Broek.

“That is why, when I play a concert, there is no clear answer to what the concert is supposed to sound like. The experience of the sound comes from the meeting between the sound I send out from the stage, the physical surroundings in the specific space and, in the end, the listener.”

Originally, an architect with a masters degree from TU Delft in the Netherlands, he has chosen to combine his architectural practice and spatial knowledge with his passion for sounds and music.

Today, he plays concerts and creates art installations to investigate the complex, infiltrated and overlapping relationship between space, sound and time.

“While most musicians strive to play music that appears as “pure” as possible, that is not my final goal,” he says.

“I do not, like those musicians, wish for the room to act as a neutral element so it will not “disturb” the sound. I embrace the spatial influence on my music and instead choose to use it actively.”

How can the spatial conditions be used actively when performing?

“From the stage, I change the music depending on the specific circumstances. Once I played a concert in an old church, which was very different from, say, a room with concrete walls and big, heavy curtains or seats with soft fabric. Also, the sound depends on how many people are present in the room, because they will mute the sound. By relating to my context, I have a dialogue, instead of a monologue.”

MINIMALISTIC APPROACH

Zeno van den Broek’s art projects consist of arrangement of a selection of elements in different stereo-sound positions: speakers, amplifiers, spotlights, mirrors and painting.

“The different elements investigate sound in different ways. It is interesting to combine sound frequencies with, say, a painting, because the sound is dominated by rhythm and time, while the painting is timeless.“ What do all these elements have in common?

“The setup is always minimalistic, meaning that I discard everything that is not necessary. Minimalism has always been a big part of my work,” says Zeno van den Broek.

“Minimalism is run by a strong concept and is very detail-oriented. By using minimalism, I can isolate the specific features that I want to investigate.”

>>

The minimalistic approach can also be used in relation to different sound waves, by using a specific wave type called sine waves.

“Sine waves are the cleanest type of wave. When a project takes its departure in something pure, it is possible to see how the sound gets altered by the context, the project setup and itself.”

One of Zeno van den Broek’s latest projects is situated in a prison cell as a part of the festival Utrecht Down under. Here, black speakers send out pulses of white noise repeatedly, a staccato-rhythm of abrupt sounds, which are reflected by the walls, recorded by a microphone and played back into the cell. Eventually, the pulses of white noise will eventually develop into sound waves when encountering the architecture. The sound installation also includes light and a mirror, which all go into a dialogue with the stereo sound composition.

“When people go into the room and see the installation, they experience the room in a new way, through the light, the sound and the pulses, which are all inseparable from the room itself.”

But why is it so important to investigate space with sound?

“I think most people focus on the visual aspects of space. Sound is a neglected area in architecture.

With my projects, I aim to give people an intense, sensory reaction and a heightened spatial awareness of their surroundings. And this, I think, is possible to find in the relationship between space, sound and time.“

ABOUT ZENO VAN DER BROEK NAME ZENO VAN DEN BROEK WEB WWW.ZENOVANDENBROEK.COM FACEBOOK WWW.FACEBOOK.COM/ZENOVDB NATIONALITY DUTCH, LIVING AND WORKING IN UTRECHT EDUCATION TU DELFT, MASTER OF SCIENCE (JUNE 2008): ARCHITECTURE, URBANISM AND BUILDING SCIENCES LATEST RELEASES ZENO VAN DEN BROEK – DIVERGENCE (2015 / MOVING FURNITURE RECORDS) – VINYL + DIGITAL // MACHINIST – CONVERGENCE (2012 - NARROMINDED) – CD // MACHINIST – OF WHAT ONCE WAS (2011 - MOVING FURNITURE RECORDS) – CD

AWARDS PRIX EUROPA 2015 - RADIO PRODUCTION FÖHNKRANKHEID, FOR WHICH ZENO VAN DEN BROEK CREATED THE MUSIC, HAS BEEN NOMINATED FOR THE CATEGORY RADIO FICTION. // KUNSTLIEFDEPRIJS 2012 - PRIZE AWARDED FOR THE BEST WORK IN A YEAR OF EXHIBITIONS AT THE KUNSTLIEFDE GALLERY, SELECTED BY AN INDEPENDENT JURY. PRIZE: €1500,- AND A NEW EXHIBITION IN THE GALLERY. // X-VEKTOR / STATE-X NEW FORMS - FIRST PRIZE IN COLLABORATION WITH MENDEL KAELEN, OF THE X-VEKTOR COMPETITION 2009 FOR UNDERGROUND TALENT. ORGANISED BY THE STATE-X NEW FORMS FESTIVAL (THE HAGUE).

LATEST EXHIBITIONS GAUDEAMUS MUSIC WEEK (UTRECHT) – SOLO EXHIBITION – SEPTEMBER 2015 // UTRECHT DOWN UNDER (UTRECHT) – GROUP EXHIBITION – MAY 2015. / BYOB AT A-LAB (AMSTERDAM) – GROUP EXHIBITION – CURATED BY KULTER. FEBRUARY 2015.

ZENO VAN DEN BROEK

96_ 97

DIAGRAM FOR PULSE INTERVAL VLUCHTKERK

<<

98_ 99

DE FEM SANSER ILLUSTRATION KIRSTINE BJERRUM VOETMANN

ØJET VINDER Jeg forsøger at overtale min veninde til at indgå i et eksperiment. Det er rigtigt fedt, forsikrer jeg hende. Du skal gå rundt i Aarhus Domkirke, mens jeg kigger på dig og skriver i min notesbog. Du må bare ikke vide, hvad jeg skriver og glem i det hele taget, at jeg er der. Okay, siger hun, det lyder godt nok stenet. Man kommer til at gøre mærkelige ting som arkitektstuderende.

Det er aften, og vi skynder os ind ad den meterhøje dør. Mærker overgangen fra klodsede brosten til et gulv, der er glattere og køligere end det, der findes ude i verden. En anelse skinnende, ligesom de mange lysekroner i messing og det varme lys, de spreder. Guld og varme i hele rummet. Alle lyde er enten for høje, hvor de bølger op mod loftet og giver ekko, eller for lave, fordi man føler sig lille og får lyst til at hviske i stedet for at snakke. Hun går meget langsomt og vender sig om, når hun hører en lyd. Rører ved sæderne af mørkt træ. Også ved stenvæggene. Ser op, ser hen, ser ned. Der er alt for meget at se, og hun giver op. Da jeg bagefter spørger hende, hvad der lugtede af, svarer hun, at der ikke lugtede af noget. Hun havde sådan set heller ikke lyst til at smage på bygningen. Okay, men tre ud af fem sanser var i brug.

TEKST THEA MARIE HASSELBALC ILLUSTRATION ROSA MARIA ZANGENBERG

I Arkitekturen og sanserne der efterhånden er blevet kanon på mange arkitekturfaglige højskoler og uddannelser, beskriver Juhani Pallasmaa skridt for skridt kroppens møde med en domkirke.

“Min kropsvægt møder kirkedørens tyngde, og min hånd griber om dør-håndtaget, da jeg går ind i det mørke rum.” (Pallasmaa, 2014). Denne minutiøse gennem-gang af, hvad mennesket skal for at indtage en bygning, og alle indtrykkene der modtages, illustrerer meget vel bogens overordnede budskab: at man på ingen måde bør tilsidesætte kroppen, når man arbejder med arkitektur. Og at man ikke bør undervurdere sansernes betydning for oplevelsesrig arkitektur.

100_ 101

Det lyder jo som den største selvfølgelighed, at et menneskes hus skal passe til menneskets krop. De færreste ville være uenige. Men måske kan det for arkitekters vedkommende variere, hvor stor en rolle denne tematik reelt set spiller. I Pallasmaas øjne er der ganske enkelt for mange, der neglegerer sanserne i deres arbejde. Måske er det ikke et bevidst valg, nok nærmere en form for glemsel, en mental nedprioritering.

Selv blev jeg - da jeg læste bogen - bevidst om, at jeg sjældent tænker over hvordan et håndtag føles eller hvordan et gulv lyder, når jeg udforsker en bygning. For det meste ser jeg rundt, forsøger at forstå rummet med øjnene. Det er en klassisk fejl, hvis man spørger forfatteren, men jeg er hverken alene om det eller ethundrede procent skyldig. Det er øjets samfund og øjets tidsalder, vi lever i. En tidsalder, hvor synssansen dominerer og har gjort det længe, endda.

I det antikke Grækenland blev udtrykkene “at se” eller “klarsyn” flittigt brugt, når man talte om filosofi. Når man blev bevidst og erkendte noget i sig selv og i mennesket, så man klart. Man hverken følte, smagte, lugtede eller hørte det. Som om øjet var det mest pålidelige instrument i kroppen.

I renæssancen blev de fem sanser inddelt i et hierarkisk system, der rangerede synssansen øverst og følesansen nederst - i det hele taget blev kroppen set som værende ligegyldig i denne åndelige tid. Senere blev bogtrykkerkunsten opfundet og dannede vej for et markant skift i videregivelsen af information fra den orale, fortællende tradition til et visuelt medium. Synssansen har således fået mere og mere magt i trit med den vestlige verdens udvikling. Og i en meget udbredt grad indenfor det sidste århundrede.

>>

Meget bliver der sagt om den tidsalder, vi lever i; der findes nærmest ingen ende på de forbrydelser, vi begår mod os selv eller verden. En altoverskyggende debat går på, om vi er indesluttede i den digitale verden. Den store, omfavnende digitale sky, der forbinder os og skaber nye muligheder, men samtidig får os til at glemme, at vi både skal huske at bevæge os, få frisk luft og se hinanden i øjnene. Man får næsten kvalme, når man har hørt det ti gange. Uanset hvor sandt det er.

Juhani Pallasmaa forklarer dog fint og specifikt, hvad dette kan have af konsekvenser for arkitekturen. Moderne arkitektur er minimalistisk, skarp og konkret i sit udtryk. Vi har skåret helt ind til benet og er dels blevet bedre til at udtrykke os, men også til at overveje alle de samfunds-, miljø- og kulturmæssige aspekter, der er vigtige i faget. Alligevel siges det, at moderne arkitektur er kold og upersonlig. Noget jeg oftest lægger øre til under familiemiddage, når jeg fortæller, at jeg er begyndt at studere arkitektur. Jamen, fortæl mig hvorfor moderne bygninger er så forfærdelige at være i! Det kan jeg kke.

Jan Gehl peger dog på det forandrede gadebillede, den moderne arkitektur har medbragt, og at kroppens proportioner er blevet glemt. Juhani Pallasmaa hævder derimod, at det er måden vi ser på, eller bliver bedt om at se på. Og måske ikke kan mærke efter, ikke kan forstå eller afkode atmosfæren, fordi sansernes potentiale ikke bliver udnyttet fuldt ud. Den eneste sans der får tilstrækkelig opmærksomhed er øjet, og det får endda så meget, at det måske er blevet træt. Den digitale verden fremtryller en hypnotiserende strøm af billeder, der er så lettilgængelige, at de til sidst bliver ligegyldige. Det er så nemt at se noget smukt. Og denne besættelse af smukke billeder hjælper ikke arkitekturen, mener han, for “her er smukt, men vi bliver ikke mere rodfæstede i verden.” (Pallasmaa; 2014)

102_ 103

Måden vi ser bygninger på har også ændret sig. Man skelner mellem det perifere og det fokuserede syn. Det fokuserede syn er det, du stiller skarpt med, dissekerer og analyserer med. Mens det perifere syn egentlig handler om det, du ikke ser på. Det der ligger ude i øjenkrogen, og kan fornemmes, mere end det kan ses. Særligt er der i historiske byg-ningsværker lagt langt mere vægt på udsmykning, mønstre og detaljer, der enten fortæller en historie om bygherren eller stedet med gavner både det perifere og fokuserede syn. Tænk bare på min veninde i domkirken, der ikke helt vidste, hvor hun skulle kigge hen. Til sidst måtte hun give op og føle sig overvundet, omsluttet. Stemninger findes omkring dig, i periferien. Den moderne arkitektur kommer dog ofte til at handle om de store linjer, bygningens form, og det overordnede helhedsindtryk.

Når man står ved siden af eller indeni arkitekturen, er man omgivet af tomme, blanke flader. Så synet er ikke kun blevet enehersker, det er også blevet indsnævret. Noget mangler ude i periferien.

Men vi skal ikke på firkantet vis dele sanselig og usanselig arkitektur op i gammelt og nyt. Vi har Aalvar Alto, Frank Lloyd Wright og Peter Zumthor blandt mange andre som forkæmpere for sanseligheden.

Sidstnævntes Therme Vals, et spa og hotel i Schweiz, besøgte jeg for nogle år tilbage på en skiferie og har sidenhen set og hørt om igen og igen som et eksempel på et af den moderne arkitekturs største sanselige oplevelser. Her var man omsluttet af høje, dunkle murstenssøjler og lyde af vand og andre mennesker. Lyset og luften var anderledes i hvert rum. Mange forskellige verdener i én bygning. Dog husker jeg også, hvor mørkt det var. Man kunne ikke se. Det var smukt, alt det man ikke kunne se, men kunne mærke. Stemninger kan både være universelle og personlige, og derfor må vi lære både af andre arkitekter, men også af os selv. Vi må huske på at mærke efter.

<<

ArKitemA ArChiteCtS: OPS GelleruP NOrD

ArkitemA Architects søger Ambitiøse

prAktikAnter Vil du være en del af en alsidig og erfaren arbejdsplads, hvor du får både stort ansvar og faglig sparring?

Vi søger ambitiøse og nysgerrige arkitektpraktikanter i både Aarhus og København til efteråret 2016. Måske er det dig?

Samtidig bliver du en del af Arkitema College, som er et unikt læringsforløb for alle praktikanter.

Du er en del af vores fremtid. Derfor tager vi hånd om dig og din læring. Send din ansøgning og CV til job@arkitema.dk Læs mere på www.arkitema.com

Som praktikant hos os er du er selv med til at tegne dit praktikforløb. Du bliver en del af en ambitiøs og social arbejdsplads.

arkitema.com

Brænder du for arkitektur?

Og kunne du tænke dig at blive en del af en prisvindende arkitektvirksomhed med projekter i hele Norden? Så send en praktikansøgning. Hos AART architects søger vi løbende praktikanter til vores kontorer i Aarhus og København.

104_ 105

Som praktikant får mulighed for at prøve kræfter med højt profilerede projekter i hele Norden og høste erfaring med flere aspekter inden for arkitektfaget – fra idéudvikling over skitsering til præsentationer. Alt sammen krydret med livet i en ung og dynamisk arkitektvirksomhed.

Send din praktikansøgning internship@aart.dk Vi glæder os til at høre fra dig.

MUSHOLM Blandt vores seneste projekter er Musholm, der ligger ud til Storebælt og er anerkendt som verdens mest innovative feriecenter for mennesker med handicap.

Foto: Kirstine Mengel

aart.dk

AART ARCHITECTS | ÅBOULEVARDEN 22, 5.SAL - 8000 AARHUS C

HIMLEN IND LYSET NED BLIKKET UD

TEKST VIBEKE VILDBRAD KRISTIANSEN FOTO PER ANDERSEN

106_ 107

Lys, materialer og omgivelser smelter sammen i den nyrenoverede Langenæskirke, der som resten af bydelen nu også har inviteret himlen indenfor. Billedkunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen skruede helt ned for tempoet i sin konceptudvikling for at skabe en tiltrængt omsorg og nærvær i kirkens rum.

Når du sidder i Langenæskirken, kan du kigge på himlen. Den bliver trukket ind i rummet af det store gule vinduesparti, der på solrige forårsdage byder hele atmosfæren op til dans på en sandblæst glasvæg over kirkens skib og kor. På mørke vinterdage kan du i glasset kun ane tågede skyer og det bare træ, der står udenfor vinduet. Måske får du øje på noget i himlen, du ikke før har set. For som Elle-Mie Ejdrup Hansen, kunstneren bag værket, siger: ”Lys har en stor grad af eksakthed – lys kan måles og defineres. Og det kan åbne øjnene for det, vi ikke umiddelbart får øje på, for eksempel alle de små partikler i en lysstråle. Lys blænder, forfører, giver skygger, forsoner og varmer. Lys skaber rum og giver liv til rummets materialer – det ’beånder’ et rum“. Hun fortsætter: “I værket er jeg er gået efter en bevægelse, der kunne vække kirkerummet til live gennem en cirkulær bevægelse ved netop, at dagslyset i kirken følger solens gang over himlen. Og ligeledes som titlen på konceptet indikerer: Himlen IND, Lyset NED og Blikket UD”.

>>

VI SER OG OVERSER HIMLEN

AFKODNING AF LANGENÆS

HIMLEN OVER LANGENÆS

Elle-Mie Ejdrup Hansen lod sig i 2011 inspirere af himlen over Langenæs, da hun fik til opgave at renovere Richter og Gravers bykirke fra 1966. Et projekt, der varede frem til efterår 2013.

Om motivet på det 42m2 store værk fortæller Elle-Mie Ejdrup Hansen, at det både kan aflæses som et kristent motiv, da det er i en kirke, men også sekulært.

Hun forklarer, at himlen er vores allesammens himmel og er i konstant forandring. Motivet er himlen over Langenæs, men den forsvinder lysmæssigt og motivmæssigt. Himlen er et fænomen - tilstedeværende og dog fraværende, og motivet står nærmest grafisk om aftenen.

”Mange værker handler om at afkode et sted”, fortæller ElleMie Ejdrup Hansen. Det var fundamentet for hendes arbejdsproces, hvor hun hver dag i tre måneder cyklede til Langenæskirken og opholdte sig i kirken i flere timer. Her kunne hun mærke, at der manglede noget. Noget med sanselighed, en omsorgsfuldhed. Hun oplevede at sidde til gudstjeneste uden at kunne høre siddemanden synge med på salmerne. Dét - sammen med det faktum at man ikke havde en chance for at se de materialer, kirken er lavet af - skabte en form for ensomhed i fællesskabet. Modsat en traditionel kirke er Langenæskirken vendt nord-syd, og tidligere var der et mørkt og ikke transparent glasparti, der holdte lyset fra syd ude. Al lys kom ind fra nord og skabte et modlys. “Øjet kunne simpelthen ikke få fat på materialerne, og de fine proportioner gik tabt”.

Udover at opholde sig i kirken i adskillige timer, brugte Elle-Mie også meget tid i Langenæskvarteret, og det var kvarterets historie, der netop gav den primære inspiration til kirkens hovedværk.

Langenæs kvarteret er et kvarter, der opstod i 1950’erne. Daværende byplanlægger Steen Eiler Rasmussen planlagde hele kvarteret, og hans opgave var at skabe lys til kvarterets nye beboere.

Størstedelen af tilflytterne havde boet i mørke baghuse i midtbyen.

Derfor var det vigtigt, at alle lejligheder i det nye Langenæskvarter fik kig til himlen og oplevelsen af lys. Med denne socialforståelse af tiden og området var det vigtigt for Elle-Mie Ejdrup Hansen, at kigget til himlen også var at finde i Langenæskirken. Derfor begyndte Elle-Mie Ejdrup Hansen at fotografere himlen over Langenæs.

I forstørrelsen af fotografierne arbejdede hun med gennemsigtighed, skyerne, vind, strukturer og luftens bevægelser i himlen.

108_ 109

>>

LANGSOMHED FORMER KONCEPT

MODLYS VENDES TIL MEDLYS

LYS OG MATERIALER SMELTER SAMMEN

Under processen havde Elle-Mie Ejdrup Hansen løbende dialoger med kirkens personale og deres opfattelse af stedet. Konceptet formede sig i langsomheden, og da konceptet var færdigt kom CUBO Arkitekter ind i opgaven. En omvendt fordeling hvor det ofte er arkitekten, der tager det overordnet greb. Elle-Mie Ejdrup Hansen fremhæver de forskellige indgange til projektet og ser en kontrast i hendes arbejdsproces fremfor den hastighed, man ofte kan finde på en tegnestue. I sin proces fokuserede Elle-Mie Ejdrup Hansen på at holde bevægelserne åbne i så lang tid som muligt. Hun fik produceret tre eller fire tegninger, som hver tog ca. en måned at lave. “Langsomheden i konceptudvikling og i forståelsen af materialet er med til at give beskuerne en mulighed for at lade øjet vandre ind i materialerne, i lyset og i forandringen”. forklarer Elle-Mie Ejdrup Hansen. De forskellige tegninger er alle lavet med blyant, og for Elle-Mie Ejdrup Hansen var det helt bevidst at arbejde analogt frem for digitalt. Det gav hende en tilstedeværelse i hver enkelt blyantsstreg, og hun udtaler: “Hvis man ikke er nærværende i stregen, så kan det ses”.

I renoveringen af Langenæskirken var der stort fokus på at lysne kirken og give øjet mulighed for at gribe fat i materialerne.

At få materialerne fra 60’erne - træet og den rå beton, som er støbt på stedet - til at komme til sin ret. Det gjorde Elle-Mie Ejdrup Hansen ved at lysne og mørkne de rigtige steder. Kirkens sorte brædder blev lysnet med komplementærfarver, og loftet blev malet lyseblåt, så søjlerne kunne strække sig mod himlen. Om de blåtonede glas i kirkens nordlige vinduesparti fortæller Elle-Mie Ejdrup Hansen: “En sart blå farve i glasset gør kirken mørkere for at gøre den lysere. Øjet kan kigge derop uden at blive blændet. Den sarte blå farve gør, at modlys bliver vendt til medlys”.

Sammen med ovenlyset åbner den store gyldne glasmosaik i kirkens sydlige vinduesparti for af få himlen ind, lyset ned og blikket ud. Netop at finde den perfekte gule farve til glasset var altafgørende for Elle-Mie Ejdrup Hansen: “Om vinteren er lyset koldere og vil ramme skiffergulvet og om sommeren de røde mursten. Altså vil lyset enten blive for koldt eller for varmt. Det var en fornemmelse for, hvilken farve og hvor transparent glasset skulle være. Det handlede om balance og et koncept hvor himmel, lyd, lys og materialer skulle smelte sammen”.

110_ 111

OM ELLE-MIE EJDRUP HANSEN (F. 1958) UDVALGT ARBEJDE OG BESTYRELSESPOSTER 2013-2015 2004-2008 2004-2005

2003-2008

2001-2003

Formand for Aarhus Kunsthal Medlem af LYDnET.dk, Medlem af Tænketanken Kunst, teknologi og kultur i Aarhus Institutleder for Industriel Design og Interaktive Medier, Designskolen Kolding Leder af Interaktive Medier, Designskolen Kolding Medlem af Dansk Kunstersam fund, Billedhuggersektionen.

UDVALGTE PROJEKTER 2013 “One Hundred Meters Sky”,

Sculpture by The Sea 2012 “Lys og Stemmer”, Aarhus Mu sikhus 2011 “LYS – landskab og stemmer”,

Kulturringen Østjylland 2010 “Gellerup - Light and Change”, Gellerupparken 2009 ”Fra aften til morgen”, Ringkøbing 4. maj 1995 “Linjen - Lyset” 5. maj 15. august 1995 “Fredsskulptur 1995”

PRISER 2015 2013 2010 2009 1997

Farveprisen Nordea Fundation Prize Statens Kunstfonds arbejdslegat Anne Marie Talmanyis legat Anna Nordlander Nordic Art Prize

Du kan læse mere om Elle-Mie Ejdrup og hendes projekter på:

www.ejdruphansen.dk

<<

SØGER DU KUNSTNERISK UDFORDRING? På Århus Kunstakademi finder du en kunstuddannelse, som har fokus på både håndværk og kunstforståelse.

Du kan også finde en række kortere kurser, som kan styrke netop din faglighed inden for tegning, maleri, grafik, keramik og skulptur.

Der er åbent hus den 9. februar 2016 kl. 9.30-15.00.

Læs mere på aaka.dk.

Århus Kunstakademi Vestergade 29 8000 Aarhus C Tlf. 8613 8144 www.aaka.dk

TRYKSAGER HAR ALDRIG VÆRET BILLIGERE / VISITKORT / FOLDERE / LØSBLADE / HÆFTER / PLAKATER / BANNERE M.M.

TRYKSAGER HAR ALDRIG VÆRET BILLIGERE

ESBEN MOLS KABELL, DIREKTØR

FLYERS A6, FARVETRYK

841-,

0 2.00

.

STK

VISITKORT 215-, FARVETRYK

TTKK..

550000SS

FOLDERE -, 1.491 M65, FARVETRYK

1.000

.

STK

ANDERS GRØNBORG, DIREKTØR

PLAKATER -, 0 0 4 .

1 A2, FARVETRYK

TK.

250 S

TLF. 87 303 303 · INFO@LASERTRYK.DK

ZENIT

TEKST & FOTO MATHIAS SKAFTE ANDERSEN

En gammel russer sælger mig et kamera. Han har stribet trøje og gråt skæg. Kameraet er fra 69 og har kyrillisk inskription. Det hedder Zenit og skyder to film, før det kollapser.

Dér, i Jerusalem.

Linsen har svamp, viser det sig. En bugtende linje af lysende pletter smyger sig over hvert fremkaldte billede. Over grædemuren. Over Golgata. Over gravpladser og olivenlunde.

Over kirker og moskeer. Over håbefulde pilgrimme. Det ligner stjernestøv, men jeg ved at det er råddenskab.

114_ 115

>>

116_ 117

>>

118_ 119

>>

120_ 121

>>

Mathias Skafte Andersen er kandidatstuderende ved Arkitektskolen Aarhus. Billedserien er taget i Jerusalem, hvor Mathias, som et led i et udvekslingsophold, var bosat i en periode i efter책ret 2013.

122_ 123

<<