DEBATmagasin 2020: Indre & ydre

Hans Jørgen Bonnichsen om at se mennesket i ondskaben Mia Amalie Holstein om frihed og forloren tryghed Brødrene Vibskov om ånd og klæder Magasin

Skyler Rowland om kage, kaffe og kærlighed

Folkekirken i København

D E B AT

2020

Tema Tema

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 1 27 0

1

Det indre og det ydre

Kære læser!

Vi lever i en spænding mellem det ydre og det indre.

Mellem det synlige og usynlige. Vi søger, og vi ønsker at forstå verden, vores medmennesker og os selv. Krop og Ånd hænger sammen. Det ydre vil aldrig virke overbevisende, hvis der ikke følger indhold med. Alt kan overdrives. Når noget indre – religiøsitet eller politisk opfattelse – absolut skal være synligt, er der ofte grund til blive betænkelig.

Der er ikke altid forbindelse. Vi rummer alle skønhed og hæslighed, åbenhed og lukkethed, betænksomhed og hensynsløshed. Vi lever i spændinger, i modsætninger, og vi møver os frem – sommetider med tunge skridt.

Andre gange med lette trin.

Jeg håber, magasinet vil lade dig lege med tankerne og gå på opdagelse i det indre og det ydre.

God læselyst!

Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift

3

Indhold 6 – 13 FOR SYNS SKYLD

34 – 39 dømmer du bogen på

14 – 15 Bøn nr. 5

Interview. Fem forskellige mennesker om det indre og det ydre.

Mød café-ejeren Skyler Rowland, gadepræsten Liane Zimsen Dambo, værdipolitisk chef i CEPOS Mia Amalie Holstein, sognepræst, eks-politiker Christian Langballe og jordemoder Christina Lærke Vilhelmsen.

Essay. Om balancen mellem det indre og det ydre. Vi har de ydre redskaber til at vise, hvem vi er. Men vi mangler de indre til at vurdere, om vi er gode nok, skriver Lars Hvidberg.

Digt af Helle S. Søtrup med radering af Eleanor HavsteenFranklin.

16 – 23 MENNESKET I ONDSKABEN Interview. Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen har mødt den bestialske ondskab mange gange i sit arbejde. Alligevel insisterer han på at søge efter mennesket bag.

24 – 31 TO BRØDRE OM ÅND

omslaget?

40 – 49 KIRKEKUNST DER PIRRER OG PIRKER

Reportage. Se på moderne kirkekunst med kunsthistorikeren Hans Jørgen Frederiksen i Diakonissestiftelsens kirke.

50 – 53 HILS PÅ DE ”USYNLIGE” PÅ GADEN

Interview. Provsten og designeren er i vidt forskellige brancher, men har legesygen og nøjsomheden til fælles.

Artikel. Vi tør ikke se den hjemløse, og det tærer på vores medmenneskelighed. Mød korshærschef og præst Helle Christiansen og socialarbejderen Henriette Karlsen, der selv har erfaringer fra gaden.

32 – 33 KENDER DU PRÆSTETYPEN?

54 – 61 ARKITEKTUR DER

OG KLÆDER

Tegning. Philip Ytournel fortolker hipsterpræsten fra Vesterbro, kirkemoderen og den hellige – og andre præstetyper.

stadig SPILLER

Samtale. Organist Lars Nielsen Sardemann og arkitekt Frans Drewniak ser på klassisk arkitektur.

62 KOLOFON

Redaktion, bidragydere og kontaktinformation.

4

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

5

6

»For syns skyld«

hvad har Det Nye Testamente, flyskam og Svinkløv Badehotel til fælles?

Af Lars Hvidberg

Illustrationer: Sigrún Gudbrandsdóttir

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

7

D

en britiske forfatter Neil Gaiman fortæller, at han engang blev invi­ teret til et stort arran­ gement med kunstnere, videnskabsfolk og andre kloge mennesker. Her gik han forvirret rundt og følte, at han over­ hovedet ikke hørte til.

Selvom han havde solgt millioner af bøger, syntes han ikke, at han for alvor havde udrettet noget – sammenlignet med alle de andre.

Mens Neil Gaiman sneg sig langs panelerne, mødte han en ældre herre, der viste sig også at hedde Neil. Deres fælles fornavn førte til en samtale, hvor den ældre Neil sagde, at han heller ikke følte, at han hørte til i forsamlingen, der jo bestod af virkeligt betydningsfulde mennesker.

“Det eneste, jeg gjorde, var jo bare at tage derhen, hvor jeg blev sendt,” sagde han.

“Men…” sagde den yngre Neil, “et eller andet har du jo udrettet. Du var jo trods alt den første mand på Månen.”

Den ældre Neils efternavn var Armstrong. Og forfatter-Neil konkluderede, at når selv månelandings-Neil kunne føle, at han ikke for alvor havde udrettet noget, så var der måske håb for alle os andre.

For de fleste af os rammes fra tid til anden af en følelse af, at vi, ligesom kejseren i even­tyret, ikke har noget på, og derfor lige om lidt vil blive afsløret. En dag ligger der en fyreseddel med ordene: “Vi tog fejl, du er jo ikke noget værd.”

8

“Bedragersyndromet”, som man kalder det på dansk, er et klart symptom på den moderne verde­n, hvor vores roller hele tiden er til for­­ hand­ling. Hvor vi hele tiden kæmper med at finde en balance mellem det indre og det ydre.

Fra faste roller til frie rammer Min farmor var husmor i en lille jysk by. Jeg husker fra besøg hos hende, at det var ekstremt vigtigt, at gardinerne var trukket fra allersenest klokken ni om morgenen. Ellers kunne folk jo tro, at hun lå og snuede som en anden døgenigt!

For et københavnerfødt medlem af generation X var det selvfølgelig mærkeligt, at det var vigtigt, hvornår gardinerne kom fra. Men i den lille jyske by holdt alle øje med alle og vogtede over adfær­den.

Det kunne føles klaustrofobisk, men da min farmor døde i 2001, kom der så mange til begravelsen, at det virkede, som om hele byen sagde farvel.

Man havde en rolle. Man skulle spille den.

Men man var også en del af et fællesskab, der an-er­­kendte, at man spillede med.

Nu er alt anderledes. Vi skal hele tiden for­ hand­le anerkendelse og roller i stadig mere flyden­de rammer.

Vi har alle muligheder, men skal også hele tiden skabe os selv. Vi skal hver dag forny vores mandat i verden: levere på arbejdet, være til stede i familien, sørge for en konsistens imellem den, man var i går, og den, man er i dag. Det pålægger den enkelte et enormt ansvar for at skabe sam­ menhæng mellem det indre og det ydre. Derfor har vi stressepidemier blandt succesfulde 12-talspiger, der må skære i sig selv for at mærke, at de lever. Vi har terrorister, der er så usikre på deres egen evne til at spille en rolle i verden, at de lægger

»Evelyn: “Patrick is not a cynic!

He is the boy next door. Aren’t you, honey?”

Patrick (whispers to himself ): “No, I am not.

I am a fucking evil psychopath.« Bret Easton Ellis: “American Psycho”, 1991

livevideoer på Facebook, når de slår ihjel, så alle kan gyse eller klappe.

Det er blevet vores eget ansvar at kuratere vores livs instagramprofil. Hvis billedet er uskarpt eller kedeligt, er det vores eget problem. Så må vi jo se at få taget nogle bedre billeder.

Fra skam til skyld Men måske er problemet i virkeligheden ældgam­ melt i den vestlige verden. Og har at gøre med den vestlige verdens kernekultur. Det Gamle Testa­ mente, der regulerede livet for oldtidens jødiske samfund, var i det store og hele en ydrestyret liste over forbud: Du må ikke slå ihjel. Du må ikke stjæle. De var ganske nemme at overholde, for man skulle bare lade være!

Sværere blev det med Det Nye Testamente og Jesus. Her blev de mange objektive krav overtrumfet af ét enkelt krav: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Det ydre og objektive blev erstattet af det indre og subjektive.

Hvem ved, hvornår man elsker Gud nok? Og hvad vil det i grunden sige at elske sin næste som sig selv? Kan man overhovedet det? Og hvad nu, hvis jeg slet ikke elsker mig selv – skal jeg så hade min næste?

Det var et etisk setup som programmeret til at skabe sjælekval og skyld. Man bevægede sig fra en ’skam’-kultur med fokus på den ydre adfærd til en ’skyld’-kultur med fokus på selvregulering.

I moderne, protestantisk kristendom taler vi ofte om, at Jesu bud er formuleret på den drastiske måde for at vise, at ingen i praksis kan leve op til dem, og at alle derfor er syndere. For hvem kan virkelig elske sin næste som sig selv for slet ikke at

tale om at elske sin fjende? Her er vejen banet for en form for tilgivende kristendom, der accepterer menneskelige fejl, men hvor man også er “altid allerede elsket” og frelst.

Men sådan er Det Nye Testamentes bud selvfølgelig ikke altid blevet fortolket – tværti­ mod. Selvom de var subjektivt formuleret, er de blevet objektivt opfattet, for hvad skulle man i grunden bedømme mennesker på hvis ikke det ydre?

Det er her, kapitalismen kommer ind i bille­ det. Den moderne protestantismes indrestyrede fokus giver sig nemlig udtryk i pligtetik, vilje til hårdt arbejde, til nøjsomhed – det vil sige dyder, der ofte fører til økonomisk succes i en kapitalis­ tisk økonomi.

Og således kunne der, ifølge sociologen Max Weber i ’Den protestantiske etik og kapita­ lismens ånd’ fra 1905, blandt de mest indre­ styrede calvinister i Holland og England udvikle sig en ’kapitalismens ånd’, hvor økonomisk, verds­lig succes blev til et udtryk for Herrens velsignel­se og frelse.

Det indrestyrede kræver altså alligevel noget ydre at hage sig fast på. For det er svært at skabe en samfundsetik, hvis det hele alene handler om subjektiv tro. Selv den stærkeste skyldkultur får dermed et element af skam-kulturen i sig.

Batemans visitkort Nu vi taler moderne kapitalisme, er det svært at komme uden om romanen ’American Psycho’ fra 1991 af amerikaneren Bret Easton Ellis.

Jeg-fortælleren, Patrick Bateman, er børs­ mægler – og massemorder. Han færdes i et miljø af andre unge Wall Street-hajer, som han hele ¨

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

9

tiden forveksler med hinanden, fordi de alle i deres individualistiske livsstil ligner hinanden helt utrolig meget. Er det Timothy Price, Luis Carruthers, David Van Patten, Victor Powell, Paul Owen? Who knows – does it matter?

De lever i en kulturel økonomi med tilbage­ strøget hår, sorte seler på den hvide skjorte, de rigtige hornbrillestel, det rigtige jakkesæt og ikke mindst det rigtige visitkort. Det kan drive Bateman til panikangst – og mord – at en konkurrent i den sociale gruppe har fået et nyt kort med relieftryk i æggeskalshvid.

Bateman har ingen rigtige venner, og hans forhold til kæresten Evelyn er drevet af lige dele desperation og overfladiskhed. Derfor myrder han i en række kvalmefremkaldende hersker-­ scenarier. Alt sammen beskrevet nøgternt, koldt, ligegyldigt. Bag den udpenslede vold gemmer der sig imidlertid en tyk ironi, for selvom Bateman er fuld af vrede og had, så er der ingen, der lægger mærke til det eller tror på det. De forskellige veninder omtaler ham altid som sød og rar – ’the boy next door’. Selv i overfladiskhedens tidsalder med dens tydelige og klare tegn er andre alligevel ikke i stand til at se, hvem han virkelig er.

Satiren bliver kun endnu tykkere i de parodisk detaljerede gennemgange over flere sider af for eksempel Patrick Batemans morgenmadsritualer med dyre japanske pærer, soyamælk og decaf urtete, der bevarer huden sund og ung. Det minder i nærmest profestisk grad om anbefalingerne fra en gennemsnitlig nutidig influcener. Det er den samme ekstreme fetichisering af produktet, det samme ritualiserede forhold til indtagelsen af kulhydrat, fedt og protein. Og i voksende grad også behæftet med økologi og klimavenlighed.

10

Ansvaret for hele verdens frelse Men den moderne klimabevægelse tager imidler­ tid skridtet videre og signalerer nu ikke kun, at man kan skabe sig selv gennem sit forbrug, men at man kan skabe – og har ansvar for – en hel verden. Som en besværgelse hævder man, at alene brugen af CO2-neutrale optændingsbriketter bringer verden en smule nærmere frelsen, da brændet i brændeovnen åbenbart på magisk vis ikke vil udlede CO2.

Til hele denne symboløkonomi knytter sig begre­ber som “klimasynder” og “flyskam”. Det ellers ret jordbundne problem med at reducere udledningen af drivhusgasser får en både etisk og religiøs dimension.

Mennesker bekender nu, at de har sådan en ’lyst’ til at flyve et spændende sted hen, selvom de godt ved, at de ’ikke må’. Reelle tiltag blander sig med personlig branding og dydigheds-flasheri med hashtags som #klimatosse, brocher med verdens­ mål, skolestrejker for klimaet og et grønt profil­ billede på Facebook. Ydre markører, der skal pege på et velorienteret og velordnet indre, og som skal skabe en etisk rangordning mellem de gode og de onde, klimatosserne og klimasynderne. Det er som taget ud af calvinismens drejebog.

Der er kun et par årtier mellem CO2-neutrale optændingsbriketter og Batemans hornbriller og visitkort. Ellers er alt ved det gamle. Vi er stadig forvirrede sjæle, der kun kan kommunikere med verden gennem materielle symboler.

Svinkløv og Churchill Måske skal vi alle sammen til at tænke lidt nærme­ re over Svinkløv Badehotel? Den legenda­riske ramme for danskernes badeferier nedbrændte i ¨

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

11

»Svinkløv skulle genopbygges, præcist som det var.

Ellers ville vi miste noget meget vigtigt.« Lars Hvidberg er journalist, forfatter og til daglig taleskriver i Kultur­mini­steriet. Han er ud­dannet cand. mag. i film­videnskab og i jour­nalistik fra Columbia University, New York. Siden 2011 har han skrevet for bl.a.Uffe Elbæk, Marianne Jelved, Bertel Haarder og Mette Bock.

12

2016, men genåbnede i år. Dermed genåbnede også kulissen for en forestilling om, hvordan livet var i det gamle Danmark. Svinkløv var ikke bare et badehotel, men “Badehotellet” fra TV2s nos­ talgiske serie om, hvordan vi var, dengang vi var, ligesom vi var i Matador. Altså en tid med klare roller og værdier, baseret på et stærkt fællesskab.

Derfor var det også interessant, at det efter branden var uden for diskussion, at Svinkløv skulle genopbygges, præcist som det var. Ellers ville vi miste noget meget vigtigt.

Det var som et ekko af de berømte ord fra Winston Churchill: “Først skaber vi vores bygninger, bagefter skaber de os.”

I maj 1943 blev det britiske Underhus ramt af tyske bomber, og det oplagte synspunkt var, at man skulle bygge en ny og mere rummelig parla­ mentssal med en pult til hvert medlem i en heste­ skoopstilling ligesom det danske Folketing. Det ville være mere demokratisk og ligeværdigt i stedet for det snævre, tætpakkede rum med hårde, smalle bænke på hver sin side, som skabt til konfrontation mellem to modsatrettede syns­ punkter og socialklasser.

Men under debatten i efteråret 1943 argu­ menterede Churchill for, at Underhuset skulle genskabes præcist, som det var. Churchills pointe var, at en mere moderne sal med plads til alle i praksis ville være tom det meste af tiden. Han foretrak en sal med for lidt plads, der ville være fyldt til bristepunktet, når debatterne spidsede til, og med skarpt opdelte afdelinger, hvor man helt konkret skulle gå over på den anden side af salen for at skifte holdning.

Pointen var, at netop dét underhus med dén udformning havde bygget det Storbritannien, som nu var i krig på vegne af den frie verden. Hvis vi skal kunne udrette de ting, som vi har gjort før,

så skal vi holde fast i de værdier, der har gjort os til dem, vi er. Churchill forstod, at ikke bare klæder, men bygninger, skaber folk. Og han vandt dis­ kussionen.

Man kan også sige det på en anden måde: Vi kan ikke leve uden rammer. Vi kan ikke leve uden noget ydre, der svarer til det indre.

Derfor er det også klart, at debatten om Svink­ løv ikke var ren nostalgi. Den var også et udtryk for indstillingen hos et folk, der ikke kun længes mod fortiden, men som også aner, at hvis det skal kunne gå fremtiden i møde, så skal det bevare det bedste af fortiden – det gode humør, den gen­ sidige tillid, præferencerne for øl og pølser. Det vil sige: ferierne.

Vé den, der faldt udenfor.

Men vi skal passe på med glansbillederne. Vi skal ikke male et billede af, at i gamle dage var vi ordent­lige mennesker med værdierne i orden.

Vi er blevet mere indstillede på, at hver enkelt skal finde sin egen vej i livet. Men er det så slemt?

Vi er jo forskellige. Heller ikke tidligere passede folk til kasserne. De tilpassede sig bare.

De gamle dage havde også deres andel af skin­ hellige og hyklere. Og den trygge favn og de stær­ke familiebånd var ved nærmere eftersyn også snæ­ ren­de og snævre.

Tænk på kontrollen med kvinderne og børne­ne.

Det var et samfund, hvor alle kendte deres plads, fordi de var blevet tæsket til rette – verbalt eller fysisk. Et samfund, hvor det var en almindelig forventning, at far delte lussinger ud, og at mester tævede lærlingene. Hvordan skulle de ellers lære at leve op til samfundets normer?

De fleste lærlinge kommer ikke i dag på arbej­de af frygt for tæsk, men fordi de har en bedre frem­ tid i udsigt. Nogle af dem måske endda af pligt.

Ikke over for mester eller lovens lange arm, men en pligt over for sig selv. Til at udrette noget kon­ struktivt i livet og gøre en forskel for andre. På samme måde er det ikke længere en pligt at gå i kirke. Det er et personligt tilvalg, og paradoksalt nok betyder det, at der – modsat hvad mange tror – de senere år er flere og flere, som bruger kirken.

Selvom vi forelsker os symbolsk i et badehotel hist og her, er det svært at tro, at vi for alvor vil skrue tiden tilbage. Men måske skal vi overveje, om der er en anden vej frem end hæmningsløs selviscenesættelse?

Måske mangler vi redskaber til at håndtere balancen. Vi har de ydre redskaber: Alle har poten­tielt deres eget nyhedsfeed, hvor de beretter

om, hvem de er, og hvad de har opnået. Men vi mangler de indre redskaber til at vurdere, om det er noget værd. Om vi egentlig er dem, vi gerne vil være. Om vi er gode nok.

Er vi klar til at gøre vores pligt uden at skulle få en stjerne på karakterarket? Som kaptajn Sullen­berger, der kan lande flyet på Hudsonfloden og få alle passagererne ud, men ellers bare helst vil hjem og ikke roses for noget særligt?

Måske handler det bare om, at ingen er per­ fek­te. At alle kan føle sig som bedragere. Men at man kan være god nok alligevel. Eller i et kris­tent perspektiv, at man altid allerede er elsket – uanset sine synder. n

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

13

14

BØN NO. 5

Jeg beder for kujonerne og for krysterne.

Jeg beder for dem, der har solgt noget, de ikke kan undvære.

Jeg beder for den søn, som ikke var fortabt.

Jeg beder for dem, der har fornægtet den, de elsker.

Jeg beder for dem, der har tabt deres bedste ansigt.

Jeg beder for dem, der er taget i sommerhus for at tale om deres parforhold.

Jeg beder for dem, der må drømme sig vågne.

Jeg beder for dem, der har en tiltagende stærk fornemmelse af, at det slet ikke er sådan her livet skal være.

Eleanor Havsteen-Franklin Afficere III kobbererradering, 2017

Helle S. Søtrup, fra samlingen ’Armeret med fjer’, Eksistensen 2019 Bragt med tilladelse fra forlaget

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

15

at søge efter mennesket i ondskaben

Gennem et langt arbejdsliv har tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen mødt den bestialske ondskab hos kriminelle. Alligevel bliver han ved med at søge efter mennesket bag.

16

mennesket ondskaben

Af Allan Ivan Kristensen Fotos: Henrik Dons Christensen

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KĂ˜ B E N H AV N 2 0 2 0

17

B

likket og hænderne. Det er det, der først falder mig ind, når jeg tænker på den tidligere PETchef Hans Jørgen Bon­ nichsen. Alle, der har set ham på tv, kan gen­ kalde sig hans blik. Det er et opmærksomt blik, der kigger på os og samfundet på en omsorgsfuld, engageret og indimellem også bekymret måde.

Og så er der hænderne, eller hånden, for det er i bestemt ental, at ordet indgår i titlen på Bon­ nichsens første bog: Hånden: en PET- og politi­ krønike.

Bonnichsen kan sige noget om os, om vores liv.

Det skyldes, at han har en naturlig interesse for det menneske, der står foran ham. Han har tryk­ket mange i hånden: politikere, mordere, terrorister, mænd og kvinder, voksne og børn. Disse menne­ sker bærer han med sig i den samfunds­debat, han hele tiden insisterer på at deltage i.

En krigsforbryder i familien Hvad er det med hånden i din bogs titel, hvilken hånd er det? ”Det er en af de ting, som jeg har slæbt rundt med mig og som – i hvert fald i forhold til min mor – var forbundet med skam, ikke mindst på grund af alle andres blikke på den hånd, som vi så. Jeg så hånden i 1946. Vi gik sammen i Hader­ slevs gader, og pludselig stopper vi op uden for arresthuset. En hånd vinker farvel til os. Jeg er 3-4 år gammel, og jeg har en klar fornemmelse af, at det her gør et klart og vigtigt indtryk på min mor.

Jeg bliver efterhånden i løbet af årene klar over, at

18

det var hendes bror, der var på vej sydpå, hvor bødlen ventede på ham. For 15 år siden læser jeg så en artikel i Weekendavisen om en dansk krigs­ forbryder. Jeg ser navnet, og med ét ved jeg, at her kommer den sande, virkelige historie om min mors bror. Det var uhyggelig læsning.”

Bonnichsen stopper op et øjeblik i fortællingen og fortsætter så: ”Du må forstå, at det, der var slående for mig, var, at når man dykker længere ned i historien, så ser man jo et ungt menneske, der var optaget af at gøre den her verden bedre.

Og det var ifølge ham ved at gå op imod den røde fare, altså kommunismen, og hvem var dog bedre til det på daværende tidspunkt end SS. Han lod sig indrullere i SS, kom til østfronten, hvor han blev såret og erklæret krigsuduelig, men bliver så forflyttet til en KZ-lejr. Dér udfører han sine uhyr­lige gerninger, og det betyder, at han får en dødsstraf. Det, der er karakteristisk for mig, er, at et ungt menneske er optaget af en stor sag. Han kommer ind i et system, der foregøgler ham, at her er måden at gøre det på, hvilket er det, jeg kalder systemisk ondskab. Og han gik så hele vejen.”

Oplevelsen har præget Bonnichsens blik på de mennesker og de sager, som han har mødt igen­nem sine 41 år i politiet. Det er en oplevelse, der har skærpet hans blik både for det menneske, der altid findes bag forbrydelsens uhyrlighed – og for den systemiske ondskab.

At se mennesket i ondskaben Bonnichsen har set mange mennesker, der har begået uhyrlige forbrydelser som drab, børne­ misbrug eller voldtægt. Og han har set, hvorledes mennesker– indimellem håbefuldt – har kastet

»Jeg tænkte ’nu skal du passe på’ og låste døren og rullede vinduet en lille smule ned. Så stikker han mig en parkeringsbillet og siger: ’Den er ikke udløbet.’ Jeg blev så flov. « deres blikke på et andet menneske. En sag står stadig meget stærkt for ham. En sag, der handlede om vold og svigt, men også om kærlighed, for­ elskel­se og håb. ”Jeg havde en sag i drabsafdelingen i Køben­ havn. Det starter med en forelskelse. En kvinde og en mand bliver gift, men så viser det sig, at manden er dybt alkoholiseret. Konen bliver hånet og mishandlet, men hun holdt ud i 20 år. Og så prøver man at komme ind bagved. Hvad var hendes blik på ham og det, hun var udsat for?

Og svaret var, at hun stadig troede, at der var håb, hvis bare hun viste ham kærlighed og støttede ham. Det endte så med, at hun slog ham ihjel.”

En anden, der slog ihjel, var nordmanden Ander­s Breivik. Jeg spørger Bonnichsen, om han også kan se mennesket i ondskaben i tilfældet Breivik. Bonnichsen kigger væk i lang tid og siger så: ”Det kan være ekstremt svært en gang imellem.

Men ikke desto mindre, så vil jeg have lov til at insistere på, at man søger efter mennesket i ond­ skaben. Når jeg kigger på Breivik, så ser jeg en sølle opvækst og hans anglen efter at få opmærk­ somhed – og hans anglen efter at få farens respekt.

Men han bliver afvist hele tiden. Og på et eller andet givent tidspunkt siger han til sig selv: ’Det kan da godt være, at I ikke ser, at jeg eksisterer, men nu skal jeg eddermame vise jer, at jeg eksi­ sterer. Det er en motivproces, man ofte ser i krimi­ nalitet. Rockerne og deres måde at fremtræde på er vel også et skrig om opmærksomhed, når det kommer til stykket. Og der er altså nogen derude, som aldrig nogen sinde får den opmærksomhed, fordi vi ikke tør vende blikket rigtigt imod dem.”

Den fremstrakte hånd Bonnichsen førsøgte i sin tid i PET at se det andet menneske. At vende blikket imod det for der­ igennem at ændre dets blik på sig selv, verden og os andre. ”Hvis vi så et ungt menneske, der be­ vægede sig ind i nogle kredse, som han måske ikke selv var i stand til at styre, så var det utrolig vigtigt for os, at vi gik ind med vores blik og prøve­de på at gøre ham begribeligt, at han skulle passe på. Altså sige: ’Pas på, kære ven. Du kan komme i en situation, hvor du ikke kan styre dig selv og det, du står i. Og det kan medføre for­ færdelige ting for dig og din familie og det sam­ fund, som du nu engang lever i.’ En sådan samtale kan sommetider være med til at ændre personens blik. Det havde i hvert fald ofte en effekt. Det er jo egentlig en bekymringssamtale. Og det er bekymringen, som vi lægger frem for dem, men vi gør det jo omsorgsfuldt. Folk tror altid, det er den knyttede næve, det drejer sig om i PET. Men det er den fremstrakte hånd.”

En fremstrakt hånd savner Bonnichsen i dag.

Han savner den hånd, der strækker sig imod den fremmede. Han har selv mærket de fordomme, som vi indimellem føler, når vi møder et men­ neske, der ikke ligner os: ”Jeg har selv oplevet det engang på Jarmers Plads. Jeg kørte rundt og rundt for at parkere. Pludselig så jeg en ledig parkeringsplads. Jeg kørte ind, og så kunne jeg godt se, at der var en bil bagved med en person af anden etnisk oprindelse. Jeg tænkte ’av av av’, jeg havde jo hørt om trafikvold, og han kom farende hen imod mig. Jeg tænkte ’nu skal du passe på’ og låste døren og rullede vinduet en lille smule ned.

Så stikker han mig en parkeringsbillet og siger: ’Den er ikke udløbet.’ Jeg blev så flov. Og dér må ¨

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

19

20

»Jeg har meget stor respekt for kirken, men jeg synes, at den godt en gang imellem kunne lade sin røst lyde i forhold til offentligheden. Det sker for sjældent.« jeg jo erkende, at man jo bliver påvirket på en eller anden måde.” Og fordomme fylder mere og mere.

Det hele starter med blikket, vi møder andre med: ”På et tidspunkt kendte jeg en libaneser. Han var velintegreret i det danske samfund. I 1992, da vi vandt europamesterskabet i fodbold, så tager han med i en bus ind til centrum for at fejre det. Og alle jublede ’vi vandt, vi vandt’. Så er der én, der siger: ’Du dér! Det var os, der vandt!’ Det var jo en klar afvisning af en mand, der virkelig følte, at han var en del af det her fællesskab, og så får han sådan én over snosken. Og det er der mange, der får.”

Og her har vi alle et ansvar, hævder Bonnich­ sen. Et ansvar for, hvordan vi ser på andre men­ nesker. Ser vi kun på det ydre – alt det, der er formet af vores fordomme – eller ser vi også på det indre. Ser vi også det menneske, der gemmer sig bag vores fordomme. Det handler dybest set om, hvilke blikke – og hvilke ord – vi kaster på andre: ”Kig på det tredje riges sprog. Kig på, at ord rent faktisk kan føre til mord. Og der er kun et ’m’ til forskel mellem de to ord. Vi skal passe alvorligt på, for vi er langt nede ad slisken i øje­ blikket med hensyn til ikke at være i stand til at se eller sætte os i den andens sted. Og det kunne jo være, at det var hensigtsmæssigt, hvis politikerne – som de kloge og begavede mennesker de er – begyndte at hjælpe os på vej mod en mere

anstændig og fornuftig måde at tale om andre på, i stedet for at de bare glider med.” Og dette ansvar gælder også kirken: ”Jeg har meget stor respekt for kirken, men jeg synes, at den godt en gang imellem kunne lade sin røst lyde i forhold til offentlig­heden. Det sker for sjældent.”

Vi har alle et ansvar Bonnichsen ser med bekymring på denne ud­ vikling. Og fraværet af det empatiske blik. En bekymring, der bunder i, at det med tiden vil gå ud over vores samfund: ”Vores viden om musli­ mer må jeg erkende er meget, meget lille. Den er formet af Ekstra Bladet, BT og andre, der altid føler, at det er en god historie at lave islam-bashing.

Jeg kender en meget en begavet og indsigtsfuld politi­assistent, der har arbejdet i Vollsmose igen­ nem mange, år. Når jeg hører ham berette om, hvordan folk reagerer på nogle af de udtalelser, man hører for eksempel fra Rasmus Paludan, så må jeg erkende, at det selvfølgelig har en effekt i forhold til dem. Man skubber dem væk. Og vi risikerer, at polariseringen bliver større og større.

Man ser jo aller­ede tendenserne i højreekstreme kredse, se for eksem­pel på hændelserne i Christchurch i New Zealand eller i Norge.”

Og her inddrager Bonnichsen den århusianske teolog Løgstrup, der livet igennem beskæftigede sig med det enkelte menneskes ansvar for andre ¨

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

21

»De små unger vil aldrig tænke på, om du kommer fra Afrika, Grønland eller Sverige. De har alene blik for den, de går med hånd i hånd. Det er jo vidunderligtat se, og det fryder mig hver eneste gang!« Hans Jørgen Bonnichsen er tidligere chefkriminal­ inspektør hos rigs­ politichefen og ope­ rativ chef ved PET. Han har skrevet bøgerne “Tvivl på alt og tro på meget: Jagten på sandhed – Politiets afhørings­ metoder”og “Hånden: en PET- og politi­ krønike.

mennesker: ”Løgstrup er jo et fantastisk eksempel.

Han fortæller os jo, hvilken betydning vi har i for­ hold til andre mennesker. Vi holder altid et andet menneskes liv i vores hånd. Vi kan gøre den an­ dens dag lys, men vi kan også gøre den mørk. For mig er Løgstrup en person, der er i fuldstændig harmoni med min opfattelse af, hvordan man bør være,” siger Bonnichsen. ”Nu siger jeg hele tiden ’hvordan man bør være’, men jeg slås jo også med mine indre dæmoner. Jeg må også indimellem stop­ pe op og prøve at få blikket væk fra mørket. Ond­ skaben er en del af os selv, og grusomheden har et menneskeligt ansigt. Det ligger jo også i mig.”

Der er også lys og håb Bonnichsen gør opmærksom på ansvaret igen og igen. Og når han holder foredrag for unge men­ nesker, inddrager han ofte et digt af Morten Nielsen, der starter med disse ord: ”Hurtige, lyse stemmer, der hvirvlede ud i det blå… / du var ulykkelig, Tykke, men det ku’ vi ikke forstå. / Svedig og fed og dum… helvede satte på spring /og væltede dig og cyklen. Vi stod og lo omkring.”

Et digt, der handler om mobning og om kon­ sekvenserne: ”Nu er du noget, Tykke! Mand og partikam­

22

merat. /Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat. / Parat til at smadre et knojern ind i min mund, når du slår, for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år.” ”Jeg siger til de unge, at hvis vi ikke er åbne overfor, at der findes nogen omkring os, som vi skubber fra os eller som vi mobber, så kan man risikere at komme i en situation, hvor vi medvirker til, at den pågældende iklæder sig skrårem og knojern og er i stand til at gøre uhyrlige ting.

Og dermed har vi altså også et personligt ansvar i forhold til de personer, der er udsat for disse ting, altså mobning og eksklusion.”

Men Bonnichsen ser ikke kun mørke, han ser også lys og håb: ”Én ting kan altid glæde mig.

Når jeg ser en børnehave, der er ude og gå. Når man ser de her små rollinger i alle mulige forskel­ lige farver, havde jeg nær sagt. De går og holder hinanden i hånden. Dér ser jeg et håb uden lige.

Det er vores eller min generation, der måske er værst, når det kommer til stykket. De små unger vil aldrig tænke på, om du kommer fra Afrika, Grønland eller Sverige. De har alene blik for den, de går med hånd i hånd. Det er jo vidunderligt at se, og det fryder mig hver eneste gang!” n

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

23

to brødre om ånd og klæder

Designeren og provsten

‘Nøjsomme og legesyge’ er to modstridende ord, brødrene Vibskov beskriver sig selv med. Den vestjyske opvækst og en fascination af storbyen og musikken har sat sig tydelige spor hos de to, der har meget tilfælles, selvom deres brancher ved første øjekast er vidt forskellige.

Af Rikke Juul Fotos: Nana Reimers

24

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

25

V

i har aftalt at mødes på Glypto­ teket, fordi designeren Henrik Vibskov har udstillet her, og fordi det er en god ramme for samtale. Der er en sofa lige ved personale­indgangen med udsigt til de ansatte, der kommer springende duknakkede ind i læ for regnen udenfor. De veksler et par ord med portneren om det frygtelige vejr og forsvinder så i forskellige retninger. I næste nu opdager jeg Henrik Vibskov, der er ved at sætte sig i sofaen.

Der er ingen para­ply, ingen regnjakke, intet spor af vandmasserne på hans påklædning eller i det hår, der stikker ud under kasketten. Han er gan­ ske uberørt af vejret i modsætning til sin store­ bror, Per Vibskov, prov­sten fra Nørrebro, der an­ kommer et par minutter senere, pakket ind i et tykt, gult sejlerudstyr. Per Vibskov fortæller, at han allerede har måttet skifte tøj én gang i dag.

Men nu har han fundet en passende rustning, og dermed træder han lige ind i den rolle, han er til­ delt i interviewet. Nemlig den, at han som præst og provst repræsenterer en tradition, hvor det ydre er noget, man skal tage sig i agt for, fordi det kan korrumpere det indre og ånde­lige, mens designer og modeskaber Henrik Vibskov repræsenterer det ydre, skønheden og vores fremtoning. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvor stor forskellen egentlig er, og interesseret i de indre dynamikker, der gør, at to brød­re ender i så prestigefyldte posi­ tioner inden for så vidt forskellige fag.

Alle har uniformer Man er ikke i tvivl om, at de er brødre, som de går ved siden af hinanden ind i festsalen. De er meget

26

høje. Med lange ben, som den yngste bror kan slynge rundt, det ene om det andet, som slangen rundt om kundskabens træ, da den fristede Eva med den forbudne frugt. Måske er det ikke tilfæl­ digt, for ifølge Per Vibskov er det netop i det møde, at vi finder designtraditionens begyndelse. ”Eva opdager, at hun er nøgen, da hun har spist, og så laver hun en ’figen’-kjole,” siger han og fortsætter: ”Man kan sige, at Eva var den første designer. Siden syndefaldet har mennesket gået i tøj. Indenunder er vi ens, men vi har brugt tøjet til at skjule vores kroppe. Og det har i alle kul­ turer ført til, at man også har smykket sig.”

Det er i syndefaldsfortællingen, at kristne finder forklaringen på, at mennesket er adskilt fra Gud. Er det mon også derfor, at man i den kristne tradi­ tion kan spore en mistænkeliggørelse af det ydre?

Henrik Vibskov mener, at det ville være stupidt at mistænkeliggøre det ydre på den måde: ”I det hele taget findes der kun få religioner, der foregår i nøgenhed, et tomt rum. Det ydre og det indre spiller tæt sammen i alle religioner. Når man går ind i en kirke, oplever man en eksplosion af ydre indtryk. Rummet er spækket med symboler, sær­ lige genstande, uniformer, alt sammen med til at skabe en stemning og fortælle en historie.”

Per Vibskov, går præster mindre op i tøj end and­ re faggrupper? ”Nej, jeg tror, det er en kliché. Karikaturen på den klassiske præstetype har været: én, der gik i tweedjakke, fløjlsbukser, røg pibe, og så var han for øvrigt mand. Men sådan er det ikke mere.

Inde i kirken har præster selvfølgelig en uniform på i form af præstekjolen. Dens betydning er at fjerne fokus fra personen og sætte embedet i cen­ trum. Men uden for kirkerummet er der i dag

»I stedet for forfængelighed vil jeg hellere tale om tryghed og sikkerhed« Henrik Vibskov

plads til, at præster går klædt, som de vil. De går op i det ligesom alle andre mennesker.”

Henrik Vibskov er enig: ”Jeg tror ikke, at der findes ét menneske på jorden, som ikke er bevidst om sit spejlbillede, om det så er en sø eller en tele­ fonskærm, man spejler sig i. Den bevidsthed går ikke kun på påklædning, men også på den sociale cirkel, man tilhører osv. Men hvornår er det for­ fængelighed? Forfængelighed findes i mange for­ skellige grader. I stedet for forfængelighed vil jeg hellere tale om tryghed og sikkerhed.”

I din påklædning skiller du dig ud fra mængden, men er det ikke nærmere anonymiteten, der kan give tryghed? ”Jeg ved ikke, om jeg skiller mig så meget ud.

Jeg har været vildere. Med alderen er jeg blevet mere afdæmpet. Det er nogenlunde det samme hver dag. Der er ikke så meget slinger i valsen. Jeg har min uniform, ligesom landmanden har sin.

Han tager også nogle valg om morgenen: Skal han vælge den gamle jakke, som han synes er mere behage­lig, eller den nye. Ens påklædning er udtryk for mange valg, og det er spørgsmål om funktionalitet, personlige memories og så videre.”

Henrik Vibskov understreger, at tøjdesign og mode findes på mange niveauer og i mange afskyg­ninger, ligesom der er stor variation og mange genrer inden for musikken.

Hvad er vigtigt for dig, når du designer? ”Jeg har forskellige tilgange, og det afhænger af, hvad det er, jeg arbejder med. Men jeg er meget optaget af historiefortællingen, og nogle gange starter jeg helt fra bunden og undersøger et bestemt koncept,” fortæller han.

Per Vibskov nævner, at broren havde et show og en kollektion, der hed gennemsigtighed, som

netop handlede om det indre og det ydre. Men Henrik Vibskov indskyder, at han ikke har nogen morale med sin kunst. Der er ingen konklusion.

Beskueren skal præsenteres for forskellige lag og vinkler. Han kalder selv sin tilgang akademisk.

Det ord falder mig en anelse tørt i forhold til de fantasifulde sceneshows, jeg har set billeder af.

Jeg spørger, om man ikke med rette kan sige, at hans arbejde bærer præg af en legesyghed og humor. Det medgiver han, men man skal ikke forveksle humor med, at det skal være sjovt.

Per Vibskov griber fat i ordet leg, for det ord er heller ikke bare for sjov. legen i hverdagen ”Jesus siger: ’Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.

Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.’ Guds rige, det, som jeg forkynder og tror på, er et sted, der er fyldt med leg. For hvad kendetegner børn? At de leger. Kunst er en leg med former, farver, ord, toner.”

Han opfordrer os til at kigge rundt i salen, vi sidder i. Glyptotekets festsal, højt til loftet, søjler, skulpturer og smukt gulv. Han kalder det et tem­ pel af kreativitet. Andres legesyghed med former påvirker og glæder os mange år efter.

Kreativ kommer af latin og betyder at skabe. Vi kalder Gud for skaberen. Kan man sige, at vi i den kreative og legende proces er Gud nærmest, fordi vi bliver skabende som Ham? ”Jeg ved ikke, om vi er Gud nærmest. Men vi er tæt på. Men når man taler om kreativitet, skal man også huske på, at noget kan se legende let ud, men bagved ligger der timevis, ja, måske ¨

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

27

EN Provst ER den, der har det overord-­ nede tilsyn med præster og menigheds­råd i et bestemt provsti. Provsten er også selv sognepræst i en af provstiets kirker. I Nørrebro Provsti er der ansat 23 præster. Der er 9 provstier i Københavns Stift.

28

årtiers forberedelse af det, der nu ser legende let ud. Det kan være det at spille et instrument, at male et maleri eller lave en god og delikat havre­ grød. Det kræver øvelse. Men så kan der ske det, at vi træder ind i legen. Det rum, hvor vi bliver fri af hverdagen, af arbejdet og bevidstheden om at skulle tjene til vejen og livet. Den voksne bliver sat fri. Gadamer [tysk filosof, red.] har nogle af­ gørende tanker om, at der i legen bliver åbnet for noget, vi ellers ikke har adgang til.”

Har du, ligesom din bror, legen i din hverdag? ”Ja, i høj grad. I musikken. Vi har begge en baggrund i rockmusikken. Vi er ikke traditionelt uddannet inden for musikken, men har brugt mange timer på at øve og lege et udtryk frem, som andre måske synes kunne være værd at høre på.”

Deres søster, Lone, er også musikalsk. Hun sang og spillede guitar, og Per havde sin bas, men de manglede en trommeslager, så de forærede deres lillebror et trommesæt. Siden har han også spillet trommer med Trentemøller og Mikael Simpson, og de to brødre har også optrådt sammen på Roskilde Festival og ved flere gudstjenester.

Den lille familieanekdote synes at være typisk for deres tilgang til livet. En ubekymret og legende, ja, næsten klodshansk omfavnelse af tilfældig­heder fører til eventyrlige veje. Der er ikke mange tegn på traditionel karriereplanlægning.

Per Vibskov, du gik ud af 2.g. I dag er du meget belæst og boglig. Var det et oprør mod noget? ”Jeg var ikke boglig i 2.g. Jeg skulle noget andet og fik en læreplads som blikkenslager. Vi er vokset op i det jyske landskab, som Blicher beskriver i sin litteratur. På et tidspunkt blev jeg fascineret af byer. Det begyndte med Silkeborg, så var jeg i Oslo og endte i London. Det var musikken, der førte mig rundt. Men det blev ikke ved med at være nok. Jeg søgte at forstå den større sammen­

hæng, som vi er indfældet i som mennesker. Først troede jeg, at jeg skulle være jurist, men jeg var begyndt at gå i kirke og interessere mig for teo­ logien, og så endte jeg med at vælge det.”

Har den ydre anerkendelse og de andres blikke på jer aldrig spillet en rolle?

Per Vibskov mener, at der i alle mennesker lig­ ger et behov for anerkendelse: ”Dermed har jeg sagt, at det gør der også i mig. Måske betyder det især noget, når man ikke følger den slagne vej.

Men vi er også opdraget med et andet blik. Vores mor er sygeplejerske, og vores far var forstander for et alderdomshjem, og det har præget os i for­ hold til blikket for de svage. Det er også afgørende i min tro. Jesus er den, der ser de udstødte, dem, som ingen andre har øje for eller ser ned på.”

Henrik Vibskov tøver med at beskrive deres tilgang til livet som legende. Han ser sig selv som et søgende menneske, der i en ung alder ville ud og se andet og mere end den sø og skov, de vokse­de op ved. Alle tre børn har haft noget uregerligt og vildt i sig, som til tider har gjort forældrene meget bekymrede. Men for Henrik Vibskov har det været en dybere søgen. ”Vi er også alle tre arbejdsomme. Vi er sådan nogle traktorer, der afslutter, hvad vi sætter i gang, og møder op, når der skal gøres noget. Vi fiser den ikke af.” nøjsomhed vender tilbage Han fortæller, at han netop har flyttet sit værk­ sted og arbejdsplads ud til Carlsbergbyen. Dér findes der to porte. Den overdådige med elefant­ en, som bryggersønnen og Glyptotekets grund­ lægger står for. Men der findes også en mere stil­ færdig port, bryggerfarens port, hvor der står ’Arbejde og Nøjsomhed’. De ord har vundet en ¨

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

29

30

genklang i noget i Henrik Vibskov. Han for­tæller, at deres søster for noget tid siden skulle åbne en restaurant i nye lokaler. ”Gulvet var nogle store, gamle egetræsplanker.

De var møgbeskidte, og så mødte familien op for at hjælpe. Vi stod på en række, foroverbøjede, og skurede løs med hardcore, gammeldags skrubbe­ midler.”

I har vel råd til at hyre et rengøringsfirma? ”Dér har du nøjsomheden,” nikker han.

I det hele taget er det gamle ord nøjsomhed på vej ind igen. For da vi taler om fremtiden for beg­ ges brancher, siger de, at klimaudfordringerne kommer til at sætte dagsordenen fremover. Skiftet er allerede godt i gang inden for tøjdesign. Da Henrik Vibskov blev uddannet, var fokus på formgivning og silhuetter, men nu bliver design­ studerende undervist i materialer og bæredyg­tig­ hed. I det hele taget mener han, at vi skal forbruge mindre og købe mindre tøj. Vi skal have fokus på funktionaliteten, at det skal holde os varme.

Undergraver du ikke din egen virksomhed med den holdning? ”Jo, måske. Men jeg har aldrig valgt design for at tjene penge. Så må jeg finde på noget andet at lave.” klima i kirken Per Vibskov mener også, at vi skal have klima og miljø på dagsordenen i kirkerne. Kirken må ikke glemme, at vi som mennesker skal være jorden tro. Prædikanterne kan ikke kun holde fast i det indre; de skal have den ydre virkelighed med.

På vej ud efter provstens regntøj spørger jeg designeren, om han kunne se sig selv lave en mes­ se­­hagel. Det kunne han sagtens. Men han ville gøre det, som han går til andre opgaver. Han vil fortælle en historie og ikke tage udgangspunkt i en personlig tro. Udenfor regner det ikke mere, og de to går afsted sammen. Da jeg kigger efter dem, tager jeg mig selv i at ønske, at de en dag laver et kirkeligt projekt sammen. Tiden er måske moden til en legesyg messehagel af nøjsomme genbrugsmaterialer? n

Brødrene VIbskov Per Vibskov Provst, Nørrebro provsti. Tidl. præst i Roskilde Domkirke, og højskole­for­ stan­der i Haslev.

Medlem af Blicherselskabets be­styrelse.

Formand for det sociale værested Café Stevnen, Store Heddinge. Med­ lem af hovedbestyrelsen i KFUM’s sociale arbej­ de i Danmark. Næstformand i P:I:G Foundation, der årligt uddeler en designpris. Bassist.

Henrik Vibskov Professor, Design­skolen Kolding. Ejer og designer af modebrandet Henrik Vibskov med over 40 kollektioner og butikker i NY og Kbh. Medlem siden 2003 af Chambre Syndicale de la Mode Masculine, Paris. Kunstinstallationer udstillet bl.a. på MoMA New York, Tokyo, Syd­ korea, Sri Lanka og Gl. Strand. Har været jury­ medlem og forelæser ved institutioner som Central Saint Martins i London, IED Madrid, Antwerpen Royal Academy of Fine Arts.

Formand for P:I:G Foundation, Tromme­ slager og tidligere breakdanser.

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

31

32

Af Philip Ytournel

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

33

Dømmer du

bogen på om slaget?

Hvilke værdier er centrale for dig, og ser andre mennesker, hvad du står for?

Fem forskellige mennesker giver deres svar.

Af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

34

Skyler Rowland

49 år, ejer af Next Door Café i det indre København

Hvad er dine vigtigste indre værdier?

Behandl andre, som du gerne selv vil behand­les, vær respektfuld og venlig. Jeg har kogt det ned til det. Hvis alle kunne leve på den måde, kunne vi ændre verden virkelig hurtigt.

Hvordan afspejler dine værdier sig i din ageren i verden, og hvornår lykkes det mindre godt?

Mit mål, og det lyder lidt corny, men sådan er jeg: Jo mere kærlighed, jeg spreder, desto mere succesfuld er jeg i mit liv. Det er min mission, og den kommer til udtryk gennem min café. Her er jeg i kontakt med en hel masse forskellige men­ nesker, fra de rigeste til dem, der ingenting har.

Jeg elsker muligheden for at gøre nogens dag god bare med et smil og et ’good morning!’ Vi hel­ bre­der ikke kræft eller redder verden i den café; vi prøver bare at sprede lidt god energi.

I Danmark handler alting om fredag, men hvis du glæder dig så meget til fredag, er der noget galt med, hvad du laver resten af ugens dage. Man­dag er jo fuld af nye muligheder! Jeg elsker at gå på arbejde hver dag, finde ud af, hvem folk er og tale med dem.

Hvordan stemmer din selvopfattelse med den måde, du oplever at blive opfattet af andre på?

Jeg lægger ikke mærke til, at folk på gaden kigger på mine piercinger og tattoos, og i caféen får jeg komplimenter for min neglelak og mine smykker, både fra børn og voksne. Men jeg har oplevet, at en ældre dame i Netto kom hen til mig og sagde, at jeg var det grimmeste, hun nogen­ sinde havde set, og at hun væmmedes over mig.

Indtil folk snakker med mig, tror mange, at jeg er bandemedlem eller i hvert fald en aggressiv, vred type. Men når jeg åbner munden, siger de: ’Du er jo rigtig sød!’ De dømmer bogen på omslaget, men det kommer ikke i vejen for, at jeg spreder kærlighed og positivitet.

Hvilke mennesker eller hændelser har ændret dit syn på dig selv?

Foto: Sara Roland

Jeg var på antidepressiv medicin i femten år, var selvmordstruet flere gange og forsøgte at tage livet af mig selv. Jeg boede i corporate America og var succesfuld i alle andres øjne, men havde aldrig haft det værre. Jeg vejede 110 kilo og sad bag et skrivebord med en fancy titel, og på et tidspunkt sagde jeg til mig selv: ’Du læser bunker af selv­ hjælpsbøger, men du lever ikke efter det, du går rundt og har lyst til at slå dig selv ihjel!’ Jeg fik tid hos en psykolog, der gav mig en bog og sagde: ’Hvis du virkelig ønsker at slå dig selv ihjel, så kan du læse her, hvordan du gør det, så du helt sikkert ikke vågner op igen, men jeg håber, jeg ser dig til vores næste samtale.’ Den terapeut reddede mit liv. De færreste går så hårdt til værks til første møde, men det var den light switch, jeg havde brug for at få tændt, for nu at bruge et billede fra Doctor Phil fra Oprah. Selvhjælpsbogen The Power var også med til at redde mig. Succes har intet med penge at gøre, men vi er så fangede i det mate­rielle. Jeg sagde mit job op, mistede 80 % af min løn, mit hus og mine biler, og jeg var gladere end nogensinde.

Har du oplevet at ændre syn på et andet men­ neske?

I et år arbejdede jeg på en café i Pusher Street på Christiania. Der var en kæmpestor, aggressiv fyr med dannebrogstatovering, som fortalte mig, at han ikke brød sig om jøder og homoseksuelle.

Men han skulle jo have sin kaffe, så det var lidt ’det er mig eller ingenting’ – og jeg laver god kaffe.

Han begyndte at tale med mig – så smagte han også nogle af mine kager, og lige så stille sænkede han paraderne. I løbet af det år blev vi virkelig gode venner, og vi taler stadig sammen, selvom der er et skilt på hans dør, hvor der står ’whites only’, og selvom han ikke kan holde tanken ud om, at jeg er jødisk og homoseksuel, så knuselsker han mig. Dér dømte jeg selv bogen på dens omslag, for dybt, dybt indeni ham var der en smuk sjæl.

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

35

Mia Amalie Holstein

34 år, velfærdspolitisk chef i tænketanken CEPOS, medlem af Etisk Råd, klummeskribent og radiovært

Hvad er dine vigtigste indre værdier?

Som 10-årig og mange år frem skrev jeg mine tanker om livet ned i en lille, sort og nu slidt notesbog, som jeg kaldte min ’tankebog’. Jeg var tidligt optaget af tanken om menneskers lighed i værdighed og om, at mennesker ikke skal redu­ ceres til et køn, en social position eller et natio­ nalt tilhørsforhold. Jeg blev også hurtigt meget optaget af frihed. Hvis vi er lige meget værd, hvem kan så tillade sig at begrænse andre?

Menne­sker skal være frie til at følge den vej, der er rigtig for dem, så længe de ikke skader andre.

Hvordan afspejler dine værdier sig i din ageren i verden, og hvornår lykkes det mindre godt?

Jeg kæmper for friheden i CEPOS, i Etisk Råd og i medierne. Nogle mennesker sætter livet på spil i kampen for frihed, herhjemme tager vi den for givet. Mit projekt lykkes mindre godt, når der sker ting i verden, som gør folk bange, og den politiske diskurs flytter sig i retning af tryghed, for der er et trade-off mellem tryghed og frihed, hvor friheden taber terræn, og vi får en forloren tryghed i bytte.

Hvordan stemmer din selvopfattelse med den måde, du oplever at blive opfattet af andre på?

På højrefløjen hører vi ofte, at vi er usympa­ tiske eller kun går op i penge og profit. Man for­ veksler det borgerlige middel – markedet – med vores mål: det gode samfund. Uanset politisk overbevisning ønsker vi det samme: at skabe det bedst mulige samfund for alle. De højreorien­ terede ønsker en verden drevet frem af ’økono­ miske midler’, af markedet, mens venstrefløjen foretrækker en verden styret af ’politiske midler’, altså regulering.

36

Foto: Henrik Dons Christensen

Hvilke mennesker eller hændelser har ændret dit syn på dig selv?

Min gymnasielærer Kim lånte mig engang sit eget eksemplar af Goethes ’Faust’ og sagde: ”Den skal du læse.” Han lærte mig, at man gerne må tvivle, at det ligefrem er mest rigtigt, og at men­ nesket må fejle, så længe det stræber. Det gav mig modet til, også udadtil, at stille spørgsmål og gå mod strømmen.

Har du oplevet at ændre syn på et andet menneske?

Da jeg for nylig blev mor, fik jeg et nyt syn på min egen mor. Jeg fik en bedre forståelse for, hvad hun har været igennem som alenemor, og hvorfor hun har gjort, som hun gjorde. Det er måske det smukke ved livet – at vi lærer hele tiden.

Christian Langballe

52 år, sognepræst i Viborg Stift. Tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti

Hvad er ?

Hvad er dine vigtigstexxx indre værdier?

Mit kompas er evangelisk luthersk kristen­ dom. Og så er jeg fuldstændig familiemenneske – de skal aldrig ofres på mit politiske alter.

Min mor var alkoholiker og pillemisbruger.

Det er underligt at opleve et menneske, man el­ sker, udfolde en dæmonisk side, og det har tidligt givet mig en fornemmelse af, at jeg måtte samle mig selv op. Jeg har meget smukt at sige om min mor – hun var et givende, smukt og skrøbeligt menneske – men den dobbelthed er svær at forholde sig til som barn. Jeg er uhyre tæt knyttet til mine søskende; min mor holdt fast i, at vi skulle være der for hinanden. Hun gav mig interessen for klassisk musik og for litteratur: Dostojev­skij, Blicher, Pontoppidan. Mit hjem og de værdier ville jeg ikke have været foruden.

Hvordan afspejler dine værdier sig i din ageren i verden, og hvornår lykkes det mindre godt?

Min gang på jorden er relativt kort, så jeg skal ud og kæmpe for de ting, der betyder noget, i stedet for at været fordybet i mig selv. Vi lever i en ekstremt narcissistisk kultur.

Det, man holder mest af, kan have et Janus­ hoved. Som folkekirken, den er der bare. Det er et godt udgangspunkt, men også en sovepude. Vi bør være en mere kæmpende kirke.

Hvordan stemmer din selvopfattelse med den måde, du oplever at blive opfattet af andre på?

Har heldigvis en ærlig kone og børn, der lader mig vide, når jeg opfører mig åndssvagt og taler for meget om mig selv. Man kan ikke være præst eller politiker, hvis man går meget op i, hvad folk synes om én. Jeg har meldt mig ind i det parti, jeg har, og nogle ønsker mig hen, hvor peberet gror.

Hvilke mennesker eller hændelser har ændret dit syn på dig selv?

I forhold til andre børn blev jeg tidligt moden og måtte tage et ansvar fra 7-8-årsalderen. Kan blive bevæget over at møde folk, der har det samme lidelsens kainsmærke – som har været igen­nem de samme ting.

Foto: Henrik Helms

Jeg reflekterer meget over det, jeg oplever. Efter en konfirmandtime tænker jeg: ”Er der noget, jeg kunne gøre bedre?” – og sådan skal det være. I mødet med men­ nesker bliver jeg altid klogere.

Har du oplevet at ændre syn på et andet menneske?

Venskaber dør ud, og der er mennesker, jeg har forladt. Der er venskaber, jeg stiftede, hvor vi stadig kan mødes som gode bekendte, men venskabet var ikke givtigt, fordi vi ikke længere var på bølgelængde.

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

37

Liane Zimsen Dambo

42 år, gadepræst på Vesterbro

Hvad er dine vigtigste indre værdier?

At vi er skabt til at elske og til at blive elsket. For mig betyder det: ordent­ lighed, ømhed og at turde være der i mødet med mennesker og i livet sammen. At stå ved sig selv og andre.

Hvordan afspejler dine værdier sig i din ageren i verden, og hvornår lykkes det mindre godt?

Jeg håber, jeg bærer en ordent­ lighed med mig i mødet med andre mennesker og undgår at putte andre mennesker

38

i kasser, men prøver at være til stede selv – både med det, der gør mig kikset, og med mine styrker.

Jeg ønsker at opføre mig over for andre, så det er tydeligt, at vi deles om pladsen, og jeg viser øm­ hed over for den særlige og anderledes.

Men det kan ofte gå galt! Jeg bliver selv­ optaget, irriteret eller selvfed, har dårlig tid, kommer til kort, bliver ikke modtaget, som jeg håbede, og alt muligt andet. Har jeg en god dag og er stærk nok, siger jeg undskyld.

Hvordan stemmer din selvopfattelse med den måde, du oplever at blive opfattet af andre på?

Som gadepræst bliver jeg dagligt mødt med så mange smil, omsorg og kærlighed, at jeg tit oplever, at andres blik på mig er langt kærligere end min egen selvopfattelse. Gudskelov for det!

Og så oplever jeg som mor at modtage den allervildeste kærlighed og tillid – større, end jeg forstår.

Hvilke mennesker eller hændelser har ændret dit syn på dig selv?

Min mor har ikke opdraget mig, hun har op­ elsket mig. Hun gjorde alt i frygtløs kærlighed med nysgerrighed på, hvilket barn jeg var, og ikke det barn, hun forestillede sig, jeg var. Hendes dør var altid åben for andre, også når de kom i smerte, og jeg fik lov at være med i det, blev ikke sendt ud. Hun stillede sig til rådighed som min grund­ vold, og det betød frihed til at turde kaste mig frådende ud i livet. Når jeg går kold eller bliver ramt, husker jeg på det, hun gav og fortsat giver mig: At jeg er skabt til at elske og til at blive elsket. Så går det fremad i rygende fart igen.

Har du oplevet at ændre syn på et andet men­ neske?

Jeg har oplevet, at et andet menneske gjorde mig bange og lammet. Det skete, da én, jeg beund­rede, pludselig vendte vrangen ud og lod det indebrændte, ukærlige og bedømmende være det bærende i måden at være sammen på. Det føltes, som om jeg ikke var mere værd end en følelsesmæssig boksebold. Kærlighed blev til mistro for mig.

Foto: Kirstine Ploug

Christina Lærke Vilhelmsen

48 år, jordemoder, sekretariatsleder hos Sammenslutningen af Steinerskoler og HF

Hvad er dine vigtigste indre værdier?

Jeg er optaget af frihed. At vi som mennesker får mulighed for at træffe de valg, der bidrager til indre frihed. Jeg bliver ved, når alle andre har givet op, til der er en effekt. Har med mig fra min opvækst og fra steinerpædagogikken, at man som udgangs­ punkt kan alt. Det betyder meget for mig at være rummelig og håbefuld.

Hvordan afspejler dine værdier sig i din ageren i verden, og hvornår lykkes det mindre godt?

Som jordemoder er ingen ros den bedste ros, for så har kvinden oplevet, at hun selv klarede fødslen.

Målet i alt mit arbejde handler om, at menne­ sker skal blive i stand til at mestre deres eget liv.

Jeg går meget langt for at få en menneskelig rela­ tion til at fungere, både privat og professionelt.

Når gravide træffer valg, jeg ikke selv ville have truffet, forsøger jeg at finde det lille strå, der kan forbinde mig med deres beslutning. Det vigtige er, at der skal et barn og en familie ud på den anden side.

Jeg blev enormt provokeret, da nogen engang sagde til mig, at ’du er ikke så meget til forand­ ringer!’ Så jo, jeg har også mine små kæpheste.

Og en af dem er, at ting skal give mening.

Hvordan stemmer din selvopfattelse med den måde, du oplever at blive opfattet af andre på?

De to ting stemmer nok nogenlunde overens.

Jeg står ofte i front og møder modstand og kan nok træde nogen over tæerne uden at vide det, men er modig, når det handler om at bede om feedback og teste det, jeg sender ud i verden, så det skaber den rigtige effekt.

Hvilke mennesker eller hændelser har ændret dit syn på dig selv?

Af alle mennesker har mine børn lært mig aller­ mest om mig selv og min egen uformåenhed. Der er umiddelbar respons i handlinger, følelser, tanker og i deres valg i livet. Oplever tit en undren: ’Hvor­ for gjorde de dét, kom det fra mig eller dem?’ Jeg tror, vi udvikler os mest i vores nære relationer.

Har du oplevet at ændre syn på et andet men­ neske?

Foto: Henrik Dons Christensen

Jeg var dybt uenig med en far fra mine børns skole. Efter bestyrel­ sesmøder har vi råbt ad hinanden, og jeg opfattede ham som en irriterende revser, der ikke fattede, hvad børn havde brug for. Lige indtil vi fandt en fælles sag at være enige om i den forældre­gruppe, der gennem ti år kæmpede for at få godkendt vores Steiner HF-uddan­ nelse. Jeg endte med at be­undre ham for hans arbejde, og i dag er vi venner.

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

Kirke kunst der pirrer det ydre og pirker til det indre 40

Sanseligheden er central i kristendommen, for gennem Jesus gjorde Gud sig tilgængelig for menneskets fem sanser. Kirkekunsten er til for synssansen, og når den er vellykket, skimter vi noget, der ellers ikke er tilgængeligt for det blotte øje.

Af Rikke Juul Fotos: Henrik Dons Christensen D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

41

V

i er i Diakonissestiftelsens kirke på Frederiksberg. Rummet er lyst og enkelt. For nogle år siden blev kirken renoveret, og man fornyede også kirkens udsmyk­ ning. Stole- og bænkerækker er i deres visuelle stilfærdighed med til at føre blikket op mod de to centralt place­rede skulpturer, udført af billedhuggeren Lisbeth Nielsen. Skulpturerne er bygget op af ler og derefter støbt i bronze. Den ene står bag alteret og forestiller Kristus med solen i ryggen, og den anden møder man lige dér, hvor stolerækkerne slutter, når man skal til nadver i koret. Den fore­ stiller Maria med Jesus-barnet i sine arme. Jeg har inviteret Hans Jørgen Frederiksen, lektor eme­ri­ tus i kunsthistorie fra Aarhus Universitet, til en samtale om synets rolle i kristendommen og kirkekunst. Han har valgt stedet, hvor vi skal mødes, fordi jeg har bedt ham vise os et moderne eksempel på, hvordan kirkekunsten, der pirrer det ydre øje, kan pirke til den indre indsigt og tro. ”Kirkekunsten har mange funktioner, men først og fremmest giver den rummet ånd. Den gør det klart, at man ikke befinder sig i en gym­ nastiksal. Men at det her er et sted, hvor man kommer i en forhåbning om at møde noget større,” siger Hans Jørgen Frederiksen.

Er synssansen vigtig i den kristne religion? ”Ja, det er den for det religiøse generelt. Men i kristendommen er synssansen involveret i mange af de udsagn, vi støder på både i Det gamle og Det nye Testamente. Ja, billedet er en del af det, som de fleste vil fremhæve som det centrale ved den kristne tro, nemlig inkarnationen, at Gud blev

42

menneske. Gud har ladet sig høre igennem sine profeter, men med Kristus bliver han synlig. Paulus siger, at Kristus er den usynlige Guds billede, hvilket skal forstås i relation til skabelsen i Første Mosebog, hvor der står, at mennesket er skabt i Guds billede. Vi er bærere af en vis grad af gud­ billedlighed, men Kristus er mere end det, han er den usynlige Guds billede slet og ret. Det at se er væsentligt, og billedet er en del af det. Men for ikke at blive misforstået skal jeg sige, at jeg mener billedet forstået som noget, der ikke har identitet med det, som det er billede af. Billedet forstået som et slør, som et spejl i Paulus’ forstand.”

Som et slør? Du mener vel ikke som en tilsløring, men som en afsløring? ”Billedet er en afsløring i kraft af en tilsløring.”

Det må du forklare? ”Fra den tidlige kirkes tid har der været strid om billeder. Man har diskuteret, om man må have dem eller ej, om de ikke ifølge Moseloven var forbudte. Men man nåede efterhånden frem til, at billeder ikke bare var accepterede, men påkrævede som troen på Guds menneskevordelse.

Det gjorde man velvidende, at billedet er slør, altså at der er en principiel forskel på billedet og det, som billedet forestiller. Hvis man glemmer den forskel, fører det til afgudsdyrkelse og billed­ dyrkelse, og så er det relevant med billedforbud­ det. Man må fastholde den spænding, at kunsten på den ene side er et slør, men en tilsløring med henblik på en afsløring. Sådan er det med kun­ sten, den er altid en tilsløring. Vi er udstyret med fem sanser. Teoretisk set kunne det have været en helt anden type sanser. Men nu råder vi over disse fem, og de er i stand til at meddele os, hvad vi ser, ¨

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

43

»Menneske bliver man kun igennem en kvinde – også hvis man er Vorherre!« hører, lugter, mærker, smager. De sorterer også, så vi ikke får alt ind på én gang. Når vi ser noget, kigger vi ikke kun i en bestemt retning; vi stiller også skarpt på noget bestemt. Hvis vi skulle have alt ind, ville vi miste orienteringen. Det er en be­ grænset del af virkeligheden, som vi får ind. Det er også det, billedet gør. Det giver os et lille udsnit af noget. Man kunne mene, at det er en urimelig begrænsning af noget, der principielt er ubegræn­ seligt.”

Er det derfor, protestanterne forholdt sig kritisk til kirkekunst? ”Der var fra protestantisk side mange forskel­ lige holdninger til kunsten. Når man nogle steder skilte sig helt af med kunst, skyldtes det, at brugen af den var blevet en anstødssten. Det havde udvik­ let sig til en billeddyrkelse, som også katolikkerne tog afstand fra. Luther var forbeholden, men ikke helt afvisende over for kunst. Han mente, at ordet var mere rent og formidlede troens indhold bedre, fordi billedet indeholdt en malers fortol­kning.

Der er sket meget siden da. I dag en det en ud­ bredt opfattelse, at ordet også er et billede. Når ordet løsrives fra den person, det tonefald, det kropssprog, den kontekst, det siges i, så er der en risiko for, at man ikke får det hele med, eller lige­ frem misforstår det sagte. Ordet er også et billede, og både ord og billede har en tilfældig sammen­ hæng med det, det forsøger at udtrykke. Men billedet er mere konkret. Hvis jeg siger ”et træ”, tror du, at du ved, hvad jeg taler om, men du ved ikke, om jeg tænker på et palmetræ, et birketræ eller et grantræ. En maler vil male et bestemt træ.

Det er der en risiko forbundet med, for det kan let blive en banalisering. Men det er også kunstens

44

store potentiale, fordi det konkrete forpligter.

Billedet kan gøre det, der ellers ville blive abstrakt og uforpligtende, konkret og forpligtende. Det er derfor, jeg syntes, at vi skulle mødes herinde, fordi denne kunst er vitterligt et udtryk for det potentiale.”

På vej op til alteret og den store kristusfigur fortæller Hans Jørgen Frederiksen, at det er et brud med sædvane i moderne dansk kirkekunst, at man har brugt skulpturer. ”Man vil typisk vælge maleriet. Hvis der over­ hovedet findes moderne skulpturer, vil de i reglen være meget abstrakte. Det kan være et udtryk for, at man ikke længere har samme frygt for skulp­ turer. I hele den ortodokse tradition, i den kristne kirke mod øst, findes der slet ikke skulpturer.

Dels fordi man anser skulpturen for før-kristen, hedensk kunst, og dels fordi de er for tæt på virke­ligheden og kan friste til afgudsdyrkelse.”

Hvordan vil du karakterisere Lisbeth Nielsens kunst? ”Man har rammende kaldt hendes stil for klas­ sisk modernisme. Den er klassisk i den forstand, at det er menneskefigurer, men den er også mod­ erne, hvilket fx ses i hendes leg med materialet.

Når man kommer tæt på, kan man næsten kun se lerklumperne, som hun har trykket på med tom­ melfingeren. Men når du kommer lidt på afstand, ser du, hvor realistisk og levende figuren er. Det er den bevægelse mellem at zoome ind og zoome ud, som er så stærk. Det er netop dér, kunsten be­ finder sig – i dualitet af det åndelige og det fysiske, det ubegribelige og det, vi kan begribe.”

Så de tydelige lerklumper skal gøre os opmærk­ somme på, at det er menneskeskabt kunst?

”Ja, men læg også mærke til, hvordan han næsten vokser sammen med soklen, som om han rejser sig af jorden. Jeg tror, at vi skal se forbindel­ sen til det første menneske, Adam, der blev taget af jorden. Skulpturen viser en mand, der er meget knyttet til jorden. Den opstandne er menneske­ sønnen. Han kommer ikke triumferende som en sejrherre, der stolt har klaret ærterne for menne­ ske­heden. Det er meget nænsomt, som om han lige er begyndt at vænne sig til de nye livsbeting­ elser. Hans hoved er stadig ved at tage form.”

Vi vender ryggen til alteret og går ned til Maria med barnet.

Er det ikke atypisk for en protestantisk kirke at have Maria og barnet placeret så centralt? ”Jo, men det kunne give anledning til at besinde sig på reformationstiden. Ikke fordi man skal genindføre en Maria-fromhed, men at man i det mindste forholder sig til den misforståelse, at Luther skulle have været aggressiv over for en hvilken som helst optagethed af Maria. Det er også en kendsgerning, at mange af vores Vor Fruekirker rundt omkring i landet først kom til at hedde det efter reformationen. Det er senere, at der udvikler sig en antipati mod Maria-skikkels­ en. Hvis denne skulptur havde stået i en katolsk kirke, ville der måske have været et alter bag. Det er der jo ikke her. Den er placeret her som ind­ gang til koret og alteret, hvor den opstandne står.

Placeringen får de to figurer til at spille smukt sammen, og Maria med barnet er igen med til at understrege Guds menneskevordelse. Menneske bliver man kun igen­nem en kvinde – også hvis man er Vorherre! Og så synes jeg, at den ømhed, som den er udtryk for, er formidabel. Kvinden ¨

¨

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

45

46

»Når det kommer til den moderne kunst, så har den danske folkekirke udmærket sig ved i enorm udstrækning at invitere kunsten indenfor.« med barnet er et udbredt motiv, ikke kun i kris­ tendommen, men det er svært at lave, uden at det bliver sentimentalt og sødladent. Men i denne ud­ formning er den meget overbevisende. Og læg mærke til, at der stadig­væk er det spil mellem den personlige nærhed i moren og barnets om­ favnelse og figurens rå, materielle karakter.”

Bagest i kirken findes der en lerfigur af to kvind­er ved graven, og ved indgangen mod Dia­ konissestiftelsen står endnu en bronzefigur; den forestiller Maria Magdelene.

Hvorfor er hun med? ”Enhver kunstner, der skal udsmykke en kirke, vil gøre sig nogle overvejelser om, hvad der er det særlige ved det pågældende sted. Her er det en kirke til Diakonissestiftelsen. Det er kvinder, der har grundlagt og arbejdet på stedet, så selvfølgelig skal kunsten afspejle det. Kvindeskulpturerne minder om, at nok er det mændene, der byggede kirkens hierarki op. Men Maria Magdelene er den første, der så den opstandne. Hun er central i kristendommens udbredelse.”

Er den moderne kunst lykkedes herinde? ”I høj grad. Det er et godt eksempel på, hvordan god kunst er konkret. Det er et lillebitte udsnit af virkeligheden, et øjeblik, men ikke et tilfældigt udsnit. Kunsten herinde har universel karakter. Gud blev menneske og er opstanden, det er bestemmende for os og vores eksistens.

Kunsten er en konkretisering af noget universelt, og samtidig en universalisering af noget konkret.”

Du er selv katolik, og traditionelt siger man, at I er bedre til udsmykning og kirkekunst. Er du enig?

Det er ikke rigtigt, når det kommer til den moderne kunst. Det kommer selvfølgelig an på, hvor i verden vi befinder os. Man har gjort brug af fx Matisse og Chagall i nogle katolske kirke­ rum i Europa. Men ellers vil jeg sige, at når det kommer til den moderne kunst, så har den danske folkekirke udmærket sig ved i enorm udstræk­ning at invitere kunsten indenfor.

Hvorfor skal menighedsråd bruge tid og penge på kunst i kirkerne?

Man skal gøre det for troværdighedens skyld.

Hvis man på den ene eller anden måde har en rolle i kirkelige sammenhænge, så støder man hele tiden på spørgsmålet om troværdighed.

Formår vi – med det, vi siger, med måden, vi siger det på, og med vore handlinger – at formidle tro­ ens troværdighed? Det bliver man aldrig færdig med at overveje. n

Diakonisse­ stiftelsen blev oprettet af Dronning Louise i 1863 som et lille hospital og et hjem for diakonissesøstrene.

Emmauskirken blev ind­viet i 1876. Dia­ konissestiftelsen drives i dag som en almen­ nyttig erhvervs­drivende fond med bl.a. hospice og plejehjem samt uddannelser inden for udvalgte områder.

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

47

”Man kan jo starte med at sige Når vi møder den hjemløse, så kniber det med at kunne se mennesket gennem det ydre. Det er svært for os, fordi det rører ved vores egen skrøbelighed, mener Korshærs-præsten. Og fordi vi har overladt omsorgen for de svage til fagfolkene, siger social­ arbejderen, der selv har haft en hverdag på gaden.

Af Ulla Haahr Illustrationer: Sigrún Gudbrandsdóttir

48

hej til den hjemløse” D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

49

D

u møder dem nok jævn­ ligt. Måske når du er på vej ud af Brugsen med hænderne fulde af tunge indkøbs­poser. Så står han dér lige uden for døren med den gule ”Hus forbi”-taske og bladet i hån­den. Med det mærkelige, snavsede lag-på-lag-tøj, den fedt­ ede, grimme kasket og det slidte, trætte ansigt.

Du spotter ham allerede henne fra bageren, men da du går gen­nem døren, kigger du væk. Og lader, som om han ikke er der. Slet ikke står lige dér.

Ikke tilstede.

For selv om du ser ham, så opfører du dig, som om han er usynlig. Og sådan er vi mange, der gør, når vi går forbi dem på gaden. Især dem, der sidder direkte på jorden – med hånden rakt frem i håb om en skilling. Vi ser dem, men vi vil ikke se dem.

50

Helle Christiansen nikker genkendende til be­ skrivel­sen. Hun er chef for Kirkens Korshær og præst, og hun mener, at det er svært for mange mennesker at se den hjemløses elendighed så direk­te. Vi formår ikke at se igennem det usoig­ nerede og triste udseende ind til mennesket, fordi det rører ved vores egen frygt for nedturen: ”Der er meget angst forbundet med mødet med udsatte mennesker. Som om der er en smitte­ effekt. Man er bange for at blive forbundet med sin egen skrøbelighed. Sygdommen, nedturen, misbruget – det kan også ramme mig. En meka­ nisme, der siger: Hvis jeg ikke lægger mærke til dem, sker det ikke for mig.”

Det er jo deres egen skyld Hun har gennem sit arbejde i Kirkens Korshær fulgt det sociale område i mange år. Og det er hendes opfattelse, at tonen i den almene debat har ændret sig, når det gælder de fattige og hjem­ løse. Især op gennem 00’erne blev der talt om

»Der er store gaver på vores vej, hvis vi er åbne for de talrige møder, der er med andre mennesker. Vi kan lære så meget mere, hvis vi giver os selv muligheden for at se det andet menneske.« Helle Christiansen­

indi­videts frie valg, og det har været medvirkende til, at det bliver endnu sværere at møde den hjem­ løses blik: ”Der har bredt sig en tænkning om, at det er deres egen skyld. Og derfor lægger man afstand til dem; de har valgt forkert og har selv ansvaret for at være havnet i den situation.” ”Og så kommer den der reaktion, når man går ned ad Købmagergade med sin is en sommerdag og nyder det hele. Så skal den hjemløse ikke sidde dér med sin elendighed og ødelægge dette smukke øjeblik – for jeg har valgt rigtigt, jeg har taget en uddannelse, har et job og kan forsørge mig selv og min familie.”

Det skal se normalt ud Det stærke fokus på den enkeltes ansvar har ikke kun påvirket vores syn på de socialt udsatte. Det gør det også mere skamfuldt at være i den udsattes position – når man ikke kan klare sig selv, mener Helle Christiansen. Det er derfor blevet mere

udbredt, at socialt udsatte mennesker gemmer sig for at skærme sig selv. Fattige mennesker, der fravælger at modtage de offentlige ydelser og støtte for at kunne opretholde en facade af normalitet. ”Fx har Kirkens Korshær mødt en mor, der havde køleskabet fyldt af tom emballage for altid at kunne give indtryk af, at der var mad nok i huset. Hun var så bange for, at hendes børn ville blive fjernet, hvis det blev opdaget, hvor fattig familien faktisk var. Men der er hjælp at hente, og hvis hun ikke har mad nok, skal hun jo have støtte for at sikre børnenes trivsel. Men for hende bliver det vigtigere at skærme sig for det kontrollerende og kritiske blik, hun oplever at blive mødt med,” siger Helle Christiansen.

Når man ikke bliver set Henriette Karlsen er et af de mennesker, der på sin egen krop har mærket, hvordan blikket fra den forbipasserende glider forbi. Hun havde en ¨

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

51

»Når vi overlader ansvaret til de professionelle, så lukker vi selv øjnene og glemmer at se den hjemløse som et menneske. Og jeg kan sige dig, at det gør ondt.« Henriette Karlsen

hård opvækst med misbrug, vold i familien og anbringelser uden for hjemmet, og som ung blev hverdagen i perioder tilbragt på gaden med tigge­ri.

I dag arbejder hun med udsatte børn og unge i foreningen ”De stærke børn”, som hun er stifter af. ”Jeg har selv siddet på gaden og været alene – og så gerne villet ses af en voksen. Men det er ikke rart at se på sådan nogle med øjenbetændelse i øjnene og filtret hår. For den slags tror man ikke på findes i dette lykkelige land, og så kigger man væk.”

For i det lykkelige velfærdssamfund er omsorgen for de udsatte overladt til systemet og fagfolkene, mener Henriette Karlsen. ”Men når vi overlader ansvaret til de professio­ nelle, så lukker vi selv øjnene og glemmer at se den hjemløse som et menneske. Og jeg kan sige dig, at det gør ondt, når man bliver dømt ude på den måde.”

Det pæne kan snyde Samtidig har Henriette Karlsen gennem sit arbej­de også erfaret, at fagfolkene ikke kan se gennem den pæne fremtoning. For hun møder indimellem unge fra velhavende hjem, der ryger ind i et mis­ brug og ender på Christiania. Hvor forældrene er fraværende pga. travlhed, der er penge nok til at købe stoffer for – og hvor lærerne, pædagogen eller andre voksne omkring den unge ikke opdager, at det står skidt til inde bag de gode, materielle tegn. ”Jeg har mødt 14-15-årige på Christiania, hvor tøjet, håret og alt det ydre er i orden. Umiddelbart er der ikke noget galt, de ku’ lige så godt være på klasseudflugt til staden. Men jeg kan fornemme, at der er noget galt.”

Og så kan det lykkes for Henriette Karlsen at trænge igennem til den unge og få taget hul på kontakten. ”Fordi jeg selv har levet det vilde, ensomme og voldsomme liv som barn, har jeg udviklet en for­ nemmelse for de unges indre, uanset hvad deres ydre siger. Jeg forstår, hvordan de har det, fordi jeg selv har prøvet det.”

52

Se dine medmennesker Henriette Karlsen er bekymret for, at vores menne­skelige fællesskab bliver udfordret, når omsorgen for hinanden ikke formår at trænge igen­nem. ”Ingen ønsker at se sine medmennesker ligge udenfor i kulden. Men illusionen om, at andre tager sig af det, skal nedbrydes. Kernen er jo, at vi alle skal ses som mennesker – at kunne lægge det ydre bag sig og se et menneske, det er at vise om­ sorg.”

Så hun har en konkret opfordring: ”Forleden mødte jeg gammel bekendt, en hjem­løs på Christiania. Han sad og røg, og jeg ku’ se, at han var ked af det. Og det var han – for han havde siddet i 6 timer, uden at én eneste havde set på ham eller sagt hej. Man kan jo starte med at sige hej til den hjemløse.”

Når ansvaret er blevet placeret hos systemet eller individet, så skaber det afstand til os selv.

Men det behøver ikke være sådan. Helle Chris­ tiansen, Korshærs-chefen og præsten, trækker trådene tilbage til evangeliet: ”I fortællingen om Hagar (slavinde, der blev mor til Abrahams søn Ismael, red.), der ender i ørkenen alene med sit barn, døende af tørst, beder hun Gud om hjælp og får øje på en brønd.

Fordi der er en Gud, der ser hendes nød og hjælper. Gud er en involverende Gud, og det kan vi låne af til at rumme de mennesker, der er omkring os.”

Hun er overbevist om, at vi kan blive bedre til at rumme hinanden – og at det vil være til stor glæde for os selv også og mindske afstanden til vores eget indre: ”Der er store gaver på vores vej, hvis vi er åbne for de talrige møder, der er med andre menne­ sker. Vi kan lære så meget mere, hvis vi giver os selv muligheden for at se det andet menneske.”

Som Henriette Karlsen siger: ”Vi kan jo starte med at sige hej til den hjemløse.” n

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

53

Arki tektur, der stadig spiller – en morgensamtale på cykel gennem Østerbro

Af Lars Nielsen Sardemann

Fotos: Henrik Dons Christensen

54

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

55

H

vordan fremstår en bygning som helhed?

Hvad viser den ud­ adtil, og hvad er der indeni? Hænger det indre og det ydre troværdigt sammen?

Oversæt selv til ’men­ neske’. Og pludse­lig taler vi om ’arkitek­ turens menneskesyn’.

Og har arkitekturen brug for et menneskesyn i en tid, hvor det ene store anlægs­arbejde erstatter det andet i Køben­ havn?

Det har jeg sat mig for at undersøge. Til at hjæl­ pe mig har jeg sat arkitekten Frans Drewniak stævne på cykel midt i Østerbros hæsblæsende bermudatrekant mellem Østerbrogade, Triang­len og Parken.

Frans Drewniak er født i Viborg, men har boet i København siden 1994. Det er her, han føler sig hjemme, så derfor mødes vi en tidlig morgen­ stund i hans ’hood’, Østerbro, for at tage udgangs­ punkt i nogle klassiske eksempler på vellykket arkitektur.

Brumlebys velsignelser Vi kommer cyklende fra hver sin side og svinger nærmest synkront ind ad porten til Brumleby, hvor vi hurtigt lægger den hektiske morgentrafik bag os. Herinde i Brumleby indfinder sig straks en helt anden ro i forhold til den voldsomme trafik fra Nordhavnsvej og Østerbrogade. ”I København er der en masse ’åndehuller’, og nu er vi kommet ind i et af dem,” siger Frans Drew­niak og kaster sig ud i Københavns udvik­ ling­shistorie. Vi kommer omkring branden i

56

1728 og koleraepidemien i 1853, der var den direk­te anledning til Brumleby: ”Lægeforeningen gav arkitekten Gottlieb Bindesbøll opgaven at bygge sunde og billige arbejder­boliger. Og her i Brumleby skabte han en boligtype med helt nye kvaliteter, og det blev ret hurtigt dokumenteret, at antallet af syge faldt herude i forhold til inden for voldene. Faktisk også selvom lejlighederne var utroligt små.”

Industrialiseringens trange arbejderkår affødte en mere funktionsopdelt og rationel byplanlæg­ ning helt ud til forstæderne. Brumleby er da også umiddelbart regelmæssig som en gammel romersk teltlejr, men så alligevel ikke, for husrækkerne er brudt op med forskellige skift mellem rækkerne, forklarer Frans Drewniak: ”Der er pludselig plads til små forhaver og tid­ligere formentlig også nyttehaver. Og det store ’rum’ her i midten med de flotte, store, gamle træer. Her er relativt tæt, men dog åbent.

Den plads får det grønne ikke i dagens mantra om, at bæredygtigt byggeri skal være ekstremt tæt. Brumleby er måske udgangspunktet for ’tætlav’ -bevægelsen, ikke ’tæt-høj’”.

En rytmisk underlægningsmusik Selvom planen umiddelbart signalerer ’ro, renlig­ hed og regelmæssighed’, er det sjovt nok ikke rationali­teten, der slår én. ”Planen er bare ’den sunde, grove kost’, der er fundamentet for liv og variation – se her, alt det individuelle liv rundt omkring mellem rækkerne.

Alt det skønne og mangfoldige, der klinger på baggrund af det her meget rytmiske stykke ’under­lægningsmusik’, der ligger her. I dag smører man præfabrikerede facader op på betonelementer og tror, at man derved kan udtrykke sin indivi­du­ alitet gennem variation fra facade til facade, men

»Det, der især er brug for i tidens arkitektur, er selve det, der især er brug for i livet – integritet. Ligesom den er det hos et menneske, er integriteten den dybeste kvalitet hos en bygning.« Arkitekt Frank Lloyd Wright, 1954.

hvad kunne man have fået i stedet? Hvis man havde snakket mere om materialekvalitet, fx?

Bindesbøll bruger sine ressourcer ekstremt præcist her i Brumleby!”

Mens vi går rundt mellem husrækkerne, slår det mig pludselig, at vi næsten går i takt. Vi går, stopper og står, som om byggeriets rytme for­ planter sig i os. Den ’rytmiske underlægnings­ musik’ bliver til ’tema med variationer’ med en rar forventning om næste variation. Østerbro­ gades morgentrafik er for længst trængt i bag­ grunden og erstattet af vinden i de gamle træer og lyden af vores skridt. I grus. På brosten. I nedfald­ne, raslende efterårsblade.

Går lige i mellemgulvet ”Vi har det rart og føler os trygge, hvis kroppen finder sin resonans i rummet.” Sådan skriver den finske arkitekt Juhani Pallasmaa i sin vidunderlige lille bog ”Arkitekturen og sanserne”. Rummet mellem husrækkerne i Brumleby har allerede taget mig med tilbage til min barndoms efterårsleg med at bygge bladhuler. Og lyden af de store fug­les skrig oppe i de gamle træer er et nøjagtigt ekko af en stille, lidt kedelig søndag eftermiddag, hvor jeg voksede op. ”Vi har en medfødt evne til at huske og fore­ stille os steder. […] og nutiden blander sig med billeder fra erindringen og fantasien. Gradvist danner vi en kæmpemæssig by af associationer og minder, og hver gang vi oplever en ny by, bliver den indlemmet i denne indre metropol,” skriver Pallasmaa videre.

I dag er det arkitektens øje, der er på tur med musikerens øre. Og Bindesbøll forener alle sanser her i lægeforeningens byggeri. Her er dufte fra haverne, græsset og den våde muld. ”Det har en meget stor kropslig virkning, men

gjort med få, enkle midler – som en læresætning i, hvor lidt der skal til. Der burde kunne bygges lignende kvaliteter ind i et rigt samfund som vores, men der opnås sjældent noget, der når det her niveau. En kommerciel udvikling af arkitek­ tur og boliger på markedsvilkår har gjort, at selvom man bygger dyrt og smukt på ydersiden, så sker der ofte det, at inde i lejligheden er arki­ tekten ikke rigtig med længere. En dyr projekt­ lejlighed kan have samme udtryk, overflader og materialer som en lejlighed i et socialt bolig­byg­ geri. Men her i Brumleby har vi hele pakken: propor­tioner, rytme, lys, materialer. Og pointen er, at de her kundskaber er ekstremt vigtige i et samfund, der vil en bæredygtig og sund livsstil med atmosfære og åndelig føde til mennesker.”

Det private og det fælles Vi bevæger os lidt videre og får en lille snak med en beboer, der drikker kaffe i morgensolen på trappen foran sin bolig. Duften af kaffe spreder hjemlig hygge og nærvær i det fælles udendørs areal. Han har valgt at drikke trappekaffe, men kan lige så vel vælge privatkaffe inden døre en anden dag. Det er en frihed, byggeriet her giver ham. ”Måden, den her indre gade er indrettet på, med en blanding af det private og det fælles, er også med til at bekæmpe ensomhed, der jo ellers er et stort problem for mennesker i byerne. En oase, et fristed. Og herhenne på hjørnet kan du kigge langt – det er godt for øjet og for sindet at kigge langt. Det politiske fokus har meget været på ’ liveability’, hvilket ofte betyder, at vi skal leve både tæt og med liv overalt. Men vi skal nok også overveje, om der er brug for flere stille og nære steder? Er det kedelige og rolige ikke snart ved at være den største luksus, der findes? ¨

Frans Drewniak er arkitekt MAA, indehaver af tegnestuen Bauen.dk og lektor ved KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konser­ vering.

Lars nielsen SardemanN er organist og korleder ved Lindevang Kirke, Frederiksberg.

Desuden komponist, skribent, underviser og musikformidler.

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

57

58

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

59

»I Brumleby har vi hele pakken: proportioner, rytme, lys, materialer.« Frans Drewniak

BRUMLEBY Det fuldt udbyggede Brumleby husede ca. 2.500 mennesker, fordelt på ca. 550 lejligheder.

I dag er mange lejlig­ heder lagt sammen, og der er mere end 20 års venteliste til de godt 220 nuværende boliger.

60

Vi går stille videre tilbage mod cyklerne og Øster­brogades larm. ”Det her sted… jeg har været her så mange gange. Men nu ramte det mig sgu lige i mellem­ gulvet igen!” griner Frans Drewniak, og vi sætter kurs mod Classens Have.

Kilometerstil og classenske kærtegn ”Vindue-pille-vindue-pille-vindue-pille- nedløbs­ rør!” råber han gennem blæsten og trafikken på Classengade, da vi får øje på Østerbros ’hårde nyser’ – ejendommen ved Classens Have, som med sin militaristiske regelmæssighed passer perfekt til sin navnefader, Generalmajor Classen – ham med våbenfabrikken i Frederiksværk.

Bygningen er et fredet, nyklassicistisk hoved­ værk af arkitekterne Baumann, P. Nielsen og Falke­ntorp efter projekt af Hans Koch og Carl Peter­sen. Byggestilen fik – med sin evighedsrytme af mursten, vinduesrækker og nedløbsrør – til­ navnet ’kilometerstilen’. En stil, man gjorde grin med ved Akademisk Arkitektforenings 50-års jubi­læum i en kantate med omkvædet ’Vinduepille-vindue…’.

Hvis Brumleby var en ’rytmisk underlæg­ ningsmusik’, så må Classens Have nok være mere ovre i afdelingen for marchmusik. Firedelt og effek­tiv. Men byggeriet overrasker, når man kommer rundt om hjørnet og indfanges af et treog ikke firelænget boligkompleks, der åbner sig mod lyset med det skønneste haveanlæg. Lys og luft. Transparens. ”Og om aftenen opdager man, at vinduerne faktisk sidder ret tæt, så facaden alligevel ikke er så tung, men nærmest let og sprød. Meget ynde­ fuld, når der er lys i alle vinduerne.”

Jeg sadler om fra marchmusik til en let og ele­ gant tre-delt wienervals. I hvert fald om aftenen…

”Der er nogle klare materielle kvaliteter i det her byggeri – f.eks. et vindue som det her, der bare er så smukt løst,” siger han og lader fingrene glide let og begejstret henover samlinger og hængsler. ”Vi har svært ved at lave et rigtig godt vindue i dag,” fortsætter han – og sukker efter materialer, der ældes smukt, giver atmosfære, skønhed og – integritet.

Stofligheden Her tilføjer Pallasmaa: ”Indtrykket af vore dages bygninger som flade bliver forstærket af den manglende stoflighed,” og han fortsætter: ”Natur­ materialer udtrykker deres alder og historie og fortæller om deres oprindelse og menneskers brug af dem. […] Men vore dages maskinfrem­ stillede materialer […] møder vores blik med afvisende flader uden at afsløre noget om deres egenskaber eller alder. […] Denne angst for spor efter slid og alder hænger sammen med vores angst for døden.” ”Haven her er en oase på Østerbro. Alle kan komme og lægge sig under træerne, sidde og læse på bænkene eller kælke om vinteren på de bitte­ små kælkebakker oven på beskyttelsesrummene.

Materialer, lysindfald, detaljer – det her er et ind­ kog af alt det bedste. Carl Petersen var stoflig­ hedens store fortaler, han har haft afgørende betyd­ning for dansk arkitektur.”

Vi kommer gennem haven og befinder os nu i den store, klassiske, buede portåbning. ”Vel nok Østerbros hyggeligste sted at købe juletræ, og samtidig også lidt en port til en bydel, Frihavnsgadekvarteret. Vender du dig om, så kigger du tilbage ind på mindesøjlen for J.F. Classen. Så her har du erindringen og historien – de klassiske elementer søjlen, buen, porten, som for­svinder ud af den moderne arkitektur. Det er et stort tab.”

Der er ’højt til loftet’ i Classens hvælvede port­ rum. Der er fortid og nutid. Slægt skal følge slægters gang.

Frihavnens frirum ”Vi ku’ lige gå herover… ud ad porten til kirken derhenne.”

På vej hen mod Frihavnskirken fortæller Frans Drewniak om sine polske bedsteforældre og ka­ tolske baggrund. Om hvor fint et indtryk kirkens lyse rum gør på ham, når han er med sin datter til kor dér. ”Kirkerummene er jo faktisk meget forskellige her i København, men et af dem, der har ’taget mig’, er dét her. Et af de meget lyse kirkerum i byen, hvor jeg synes, det grundtvigianske livssyn præger det hele. Frihavnskirken er fantastisk at synge i, og nogle gange kan du høre sangen der­ indefra helt ud på gaden, så… dét hænger sam­ men! Det her store, lyse rum, der ligger midt i hverdagsbydelen, hvor jeg bor. Så er der pludselig ’skala’! Men ikke et rum, hvor man bliver lille som menneske. Man bliver løftet. Det er lyst, smukt og højloftet – helt enkelt.”

Således opløftede! ”Pille-vindue-pille-vindue…” nynner arkitekten hen ad fortovet og tilføjer, at der er mange dygtige arkitekter, der også er musikere. ”Jeg tror, vi kan finde nogle fællesmængder dér: forholdet mellem det enkle, taktfaste og det komplekse. Og det at skabe rammer for liv og udfoldelse og kompleksitet i rytme og orden.”

Og nu går vi faktisk i takt igen – forbi den gamle Generalmajor Classen. n

D E B AT M A G A S I N F O L K E K I R K E N I KØ B E N H AV N 2 0 2 0

61

DEBATmagasin 2020: Indre & Ydre UDGIVER: Københavns Stift REDAKTION: Ulla Haahr og Elsebeth Grummesgaard Gjesing (ansvars­havende) Rikke Juul, Allan Ivan Kristensen og Lars Nielsen Sardemann SKRIBENTER: Lars Hvidberg, Peter Skov-Jakobsen og Helle S. Søtrup FOTOGRAFER: Henrik Dons Christensen, Sara Roland, Kirstine Ploug, Henrik Helms, Wikimedia, Fjerritslev Lokalhistoriske Arkiv, Brett Easton Ellis-omslag fra Rosinante ILLUSTRATIONER: Sigrún Gudbrandsdóttir og Philip Ytournel RADERING: Eleanor Havsteen-Franklin FORSIDE: Skyler Rowland, foto af Sara Roland DESIGN / ART DIRECTION: Sigrún Gudbrandsdóttir – www.sigrun.nu KORREKTUR: Thomas Helbig Hansen TRYK: Rosendahls A/S ISSN: 2246-834X Københavns Stift, Nørregade 11, DK-1165 København K www.kobenhavnsstift.dk Mail: kmkbh@km.dk Spørgsmål vedrørende DEBATmagasin rettes til Presse og Kommunikation i Københavns Stift på kikkbh@km.dk Artikler, illustrationer eller billeder må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse.

Magasin

Kristian Leth: Friheden er overvurderet

Mikael Bertelsen: Engagementets evige dilemma

Pia Olsen Dyhr: Besindelse i en sårbar tid

William Kvists, Johanne Schmidt-Nielsens og Mads Axelsens personlige frihed

Puk Damsgård: Jeg gider, når der er noget på spil

Miljøforsker: Skam kan gøre verden til et bedre sted

Lone Dybkjær og Eva Selsing: Kampen om kvinders frihed

Pelle Dragsted: Fra autonom til folkevalgt

Jacob Mchangama: Vi lever i den gyldne periode

Magasin

Kasper Hvidts og Lea Korsgaards personlige engagement

Om Knausgårds sænkede blik Magasin

Folkekirken

Folkekirken

Folkekirken

i københavn

i københavn

i københavn

D E B AT

2015

D E B AT

Gider du – eller giver du op?

D E B AT

Kira Skov om mod til kærlighed i den største sorg

En tv-vært, en præst, en billedkunstner, en fabriksejer, en digter, en designer, en biskop, en musiker, en stadsarkitekt,

Ahmed Akkari om mod til tvivl og nye erkendelser

en journalist, en salmedigter, en sprogforsker, en litteraturanmelder,

Jacob Holdt om mod til tillid og mismod på verdens vegne

to politikere og tre historikere forsøger at fange ånden i København

Magasin

Folkekirken

Folkekirken

i københavn

i københavn

D E B AT Du kan læse tidligere udgaver af DEBATmagasin på www.kobenhavnsstift.dk/debat

2 0 18

Tema

2 0 17

2016

Magasin

Kunstneren Gudrun Hasle: Skam går i arv

Tema

Fra Moses til Superman: Superhelte har religiøse rødder

D E B AT

2 0 19

Tema

FOLKEKIRKEN KØBENHAVNS STIFT www.kobenhavnsstift.dk